En smuk begravelse fandt sted i fredags på Vestre Kirkegård, idet den på Ny Carlsberg forulykkede blikkenslagersvend blev jordet. Der havde samlet sig et stort følge, ca. halvandet hundrede deltagere, som mest bestod af medlemmer af Blikkenslagernes Fagforening, samt så stort et antal fra Ny Carlsberg, som der kunne undværes, alle dér arbejdende private håndværkere og andre. Hr. Jacobsen, Ny Carlsberg, var selv til stede og lagde en krans på kisten. Processionen var smuk med Ny Carlsbergs smukke fane og blikkenslagernes fagforenings fane i spidsen. Stemningen var højtidelig, men ikke trykkende, for alle havde bidraget til at lindre enkens sorg. Den afdødes mester havde ledet og bekostet begravelsen. En komité havde sat sig i spidsen for en indsamling, hvortil alle på Ny Carlsberg, både faste og private, havde sluttet sig. Hr. Jacobsen har også tilsagt komiteen et større beløb, så at enken ikke kommer til at trænge for det første.
04 oktober 2023
03 oktober 2023
Hans Egede (1686-1886). (Efterskrift til Politivennen)
Men staar det smaat til med selve Missionsarbejdet, saa staar det endnu slettere til med den Omsorg, det danske Folk har vist for Grønlændernes almindelige menneskelige og folkelige Udvikling. Det var for Handelens Skyld, man fra Begyndelsen hjalp til at føre Missionen i Gang, og skjønt den ikke bragte det ivre Udbytte, som man ventede af det "skjønne" Land, naar det blot fik "fornuftige" Folk, saa har man dog udregnet, at vi indtil d. 31te Marts 1880 har haft en ren Indtægt af Grønland paa 4 Millioner Kr. Men samtidig har Europæernes Exempel og Handelen paa den sørgeligste Maade demoraliseret det grønlandske Folk.
Lige fra den Gang man i 1728 sendte Major Pors derop med Soldater og Haandværkere for at indrette Landet paa sin evropæisk og medgav ham 12 mandlige og 12 kvindelige Tugthusfanger, der efter Lodtrækning var parrede med hinanden, for at de skulde give Grønlænderne Begreb om evropæisk Samfundsliv, har man stadig søgt at indgive dem den Forestilling, at enhver Europæer, han være saa for Resten, som han være vil, er et højere Væsen end en Grønlænder. Trods de indfødtes fortrinlige Anlæg til Haandværk og trods deres prøvede Kjendskab til de grønlandske Farvande, er man kun nødtvungen gaaet ind paa at anvende dem til Haandværkere og Fartøjsførere. Man har mest kun brugt dem i underordnede Stillinger som Tyende, som simple Arbejdere eller som Besætning paa Transportfortøjer, og man har derved nedbrudt deres Agtelse for sig selv. Barnlige som de er, har de taget alting op efter Evropæerne For at faa Kaffe og Brød som de har de blottet sig for deres egne Livsfornødenheder. For at nærme sig dem i Klædedragt har de paadraget sig farlige Brystsygdomme. Og for at kunne bo paa Handelspladserne har de opgivet den omflakkende Levevis, der for dem er en Livsbetingelse. De er komne til at staa som rodløse Planter, der langsomt sygner ben. Evropæere kan de ikke blive. Grønlændere er de for en Del hørt op at være, og der er saaledes Fare for, at det grønlandske Folk helt skal gaa til Grunde, saa Grønland i Stedet for en indbringende Koloni bliver en stor Fattigaaard, der kræver større og større Tilskud af den danske Statskasse.
Den Mand, der frem for nogen er en Autoritet i grønlandske Spørgsmaal, Dr. H. Rink, har længe haft Øje for denne Fare; og han har først som Inspektør i Sydgrønland og siden som Direktør for den grønlandske Handel bestræbt sig for at værne det lille haardføre, nøjsomme og modige Folk mod den truende Undergang. Særlig har han gjennem de saakaldte Forstanderskaber søgt at frigjøre de indfødte fra Evropæernes Formynderskab og opdrage dem til selv at store deres egne Sager efter grønlandsk Skik og Vedtægt. Men hans Planer er til Dels strandede paa ministerielle Kontormænds Modstand, og han er selv tilsidst bleven nødt til at tage sin Afsked som Handelens Direktør.
Hans Tanker er imidlertid udsprungne af denne Kiærlighed til Grønlænderne, som drev Hans Egede, og man kunde ikke fejre dennes Minde paa en smukkere Maade end ved et føre dem ud i Livet. Grønland og Grønlænderne er et. Hvis det grønlandske Folk forgaar, er Grønland tabt som en Del af den beboede Verden. Thi kun et Jæger- og Fiskerfolk som de kan finde et varigt Livsophold i hine barske Egne. Men skal det grønlandske Folk bevares, maa det sættes i Stand til under Nutidens Forhold at fortsætte og udvikle sit ejendommelige Liv. Egede har gjort det til en Ærepligt for det danske Folk at hjælpe det dertil.
Harald Holm.
(Morgenbladet (København) 31. januar 1886. Første del af artiklen som handler om Hans Egede, er udeladt).
Fra Taastrup-Egnen skrives til os: (Efterskrift til Politivennen)
Hr. Redaktør!
Det kunde muligvis interesere baade Dem og Bladets Lærere at høre lidt om Stillingen her i Omegnen af Taastrup; det er jo ellers en Egn, hvor der sjælden høres noget fra, men i den sidste Tid er der kommet en Del mere Røre her. Vi har nemlig en demokratisk Forening i Lighed med dem, der findes i den øvrige Del af Kiøbenhavns Amts 4de Valgkreds. Denne Forening er ikke i Gunst hos alle, skjønt den har ca. 100 Medlemmer. Baron Lerche paa Benzonsdal er i alt Fald ingen Ynder af den. Han har nemlig paalagt sine Arbejdere under Valgkampen i Anledning af Sogneraadsvalget, at de skulde udmelde sig af Foreningen, da den modvirkede hans Valg til Sogneraadet. Den 24de November, 4 Dage før Valget, blev alle Arbejderne samlede, og Baronen sagde til dem, at det var nu dette Sogneraadsvalg. han vilde have sat igjennem, og han vilde gjøre sine Husmænd opmærksomme paa, at naar de ikke vilde stemme paa ham, fik de ikke Arbeide mere hos ham, for nu var han Nar for Kommunen, og saa vilde han vise, at han ikke vilde være Nar for sine egne Folk. Han var lige glad, om Rotter og Mus aad al hans Sæd i Aar, og om Sæden raadnede paa Marken til næste Aar; men han skulde vise, at han kunne bringe dem til at stemme paa ham. Baronen føiede lidt mere til, som imidlertid ikke egner sig til Offenliggjørelse, forvalteren paa Benzonsdal gjorde ellers god Nytte under Valgkampen ved at fortælle Arbejderne, at de skulde støtte Baronens Valg, da det vilde gavne Kommunen meget og: "I skal faa jer Dagløn, og vi kan kiøre derned, saa det bliver en morsom Dag" - Husmand Lars Jensen Thorslunde holdt ikke af denne Fornøjelse, han foretrak at faa sit Tilgodehavende og give Afkald paa sit Arbejde paa Benzonsdal. - De vil kunne skjønne, at 15 Stemmer er ikke saa ganske lidt værd her i Kommunen! men Baronen blev trods alle Anstrængelser ikke valgt denne Gang, og det er at baade for hans Skyld, at han gjør sine Sager bedre næste Gang.
(Morgenbladet (København) 29. januar 1886).
02 oktober 2023
Ældste Grave, Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)
Kommunens Arbejde benyttet som Agitationsmiddel for Højre. (Efterskrift til Politivennen)
Atter i Gaar henvendte en Mængde arbejdsløst Arbejdere sig ved det nu paabegyndte Voldsløjfningsarbejde i Haab om derved at faa nogen Beskæftigelse, men de blev naadig afviste med den Besked, at kun Medlemmer af "Arbejdernes Værn" kunde vente at komme i Betragtning - Endog de ved Arbejdspladsen posterede politibetjente havde Ordre til at afvise Enhver, der ikke havde Passerseddel fra Skruebrækkerforeningen, hvoraf det temmelig tydeligt fremgaar, at Kommunalbestyrelsen maa vide, at man benytter Arbejdsløsheden til at tvinge saa mange Arbejdere som muligt over i Estruppernes Lejr.
Som Følge af denne, farlig for en Kommunalbestyrelse noble Fremgangsmaade, har en Del Arbejdere søgt Optagelse i "Værnet". De har gennemgaaende gjort det med Afsky og Væmmelse for det Pres, der ven lagt paa dem, men tvunget dem,- i Haab om at faa Arbejde har de bøjet sig for den hensynsløse Brug, der bliver gjort af deres Nød. Snart vil det naturligvis vise sig, at de intet Arbejde faar alligevel.
Og det er ikke nok med, at de presses til at indmelde sig i "Værnet", de maa tillige underskrive paa Højreadressen imod Folkethingets Bevilling til de Arbejdsløse. Saa snart de Arbejdssøgende kommer op paa "Værnet"s Kontor, og er blevne noterede som "Indmeldte", bliver der sagt til dem: Og saa er der her en Adresse, vil De underskrive paa den. Nogen Forklaring af Adressens Indhold følger ikke med. Enkelte faar vel at vide, at det er en Adresse "om Arbejde", men Forelæggelsen og Opfordringen til at underskrive, sker paa en saadan Maade, at de Arbejdssøgende faar det Indtryk, at en Underskrift paa Adressen er en Betingelse for at kunne faa Arbejde. Betegnende i saa Henseende er det, at man jævnlig hører den Bemærkning blandt de paa Kontoret tilstedeværende Arbejdere: "Vi maa underskrive Adressen"
Dette hensynsløse Misbrug af det kommunale Arbejde er imidlertid ikke forbi dermed, at Arbejderne presses ind en Højreforening og at man faar deres Underskrift paa en Højreadresse. Man benytter tillige Lejligheden til at sjofle Arbejderpartiet. Foruden Skruebrækkerforeningens Love leveres der tillige de Arbejdssøgende en Pjece, paa hvilken en eller anden Højreskribler har malet Navnet: Jens Nielsen, Arbejder, og som indeholder en Række grove Usandheder og gemene Angreb paa det socialdemokratiske Arbejderparti og dets Tillidsmænd. Et saadant Brug skammer Kommunalbestyrelsen sig ikke ved at gøre af det Arbejde, den lader udføre for de af Borgernes Penge, der er den betroet til Forvaltning.
Der er endnu en Side af Sagen, der fortjener at fremhæves. Lige som den saakaldte "Arbejder"forening af 1860 har ogsaa "Arbejdernes Værn" en Udsmiderkomite paa 10 Medlemmer, og denne Komite har det saaledes i sin Magt at bestemme, hvem der nærmest skal have Arbejde, og hvem der for sine politiske Anskuelsers Skyld skal sulte.
Det hedder saaledes i "Værnet"s Love, § 4:
"Indsigelse mod et medlems Optagelse kan ske inden 8 Dage efter Indmeldelsen og maa fremsættes af mindst 10 Medlemmer i en med Navne undertegnet Skrivelse til Formanden, indeholdende Indsigelsesgrunden. Medlemmer af socialdemokratiske Fagforeninger kunne ikke blive Medlemmer af Foreningen."
Hensigten hermed i Forbindelse med den Benyttelse, der nu bliver gjort af Foreningen, er tydelig nok. Det mislykkedes i Sommer at sprænge Arbejderpartiets Organisation ved Hjælp af Lock-out'en, og saalænge "Arbejdernes Værn" kun bestod af Skruebrækkere og fanatiske Højrefabrikanter kunde den heller ikke hjælpe videre til i saa Henseende. Nu derimod tror man at kunne benytte Lejligheden til at fuldføre det Værk, der glippede i Sommer. Man har nu faaet Nøden og Arbejdsløsheden til Allieret, og nu skal de frie og selvstændige Arbejdere have at vide, at hvis de ikke opgiver deres Organisation da er de udelukkede fra at kunne fortjene det nødvendige til Livets Ophold.
Og til et saadant Foretagende langer Københavns Kommunalbestyrelse sin Haand.
(Social-Demokraten 16. januar 1886).
Bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund indsendt en klage over dette til Magistraten. Den stod i Social-Demokraten 28. januar 1886.
Sløifningsarbeiderne ved Vestervold. I Borgerrepræsentationens Møde iaftes forelaa et Andragende fra Bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund med Besværing over den Maade, hvorpaa Arbeidere bleve antagne til Sløfningarbejderne ved Vestervold. Andragendet gik ud paa at føre Klage over, at kun de Arbeidere, der kunde bevise, at de vare Medlemmer af "Arbeidernes Værn", fik Adgang til Arbejdspladsen for at søge Beskjæftigelse der. Der øvedes derved paa den arbejdende Klasse et Tryk af politisk Natur, der var saa meget mere forkasteligt under den for Tiden herskende Arbejdsløshed. Endvidere anførtes i Andragendet, at "Arbeidernes Værn" stod i Høirepolitikens Tjeneste og benyttedes til at øve et Tryk paa Arbejderne, men dertil burde Kommunens offenlige Arbeide ikke yde sin Medvirkning. Magistraten havde i den Anledning i en Skrivelse af 3die ds. udtalt, at Magistraten ikke ansaa sig for berettiget til at skride ind paa dette Omraade, idet Arbeidet en Gang var bortliciteret og ikke af de i Andragendet nævnte Grunde kunde fratages Entrepreneuren, naar denne iøvrigt opfyldte sine Forpligtelser. - Ette ønskede at udtale, at Sagen var blevet bragt frem paa en i høi Grad tendentieus Maade. Taleren var nøie inde i Forholdene og kunde oplyse, at det kun havde været Entrepreneuren om at gjere, at Arbejdet kunde foregaa paa den fredeligste og roligst mulige Maade. Af denne Aarsag havde han ikke ønsket at antage Arbeidere af Socialdemokratisk Forbund, men han havde ikke i mindste Maade havt politiske Bevæggrunde dertil, ligesaalidt som Foreningen "Arbeidernes Værn" havde noget politisk Formaal eller virkede i politiske Øiemed. Hvad Entrepreneuren altsaa havde villet, var blot at faa Arbeidere, der ikke tilhørte Fagforeningerne. Iøvrigt maatte det staa ham frit for at vælge de Arbeidere, som han fandt bedst skikkede, forudsat de opfyldte den i Kontrakten fastsatte Betingelse at være hjemmehørende her i Landet. Taleren foreslog derfor Sagen afvist i Henhold til Magistratens allerede afgivne Erklæring. - Efter nogle Bemærkninger af Borgermester Øllgaard vedtoges dette.
(Dagens Nyheder 9. februar 1886)
