Nøden i København set fra Gaden. (Efterskrift til Politivennen)

Dagene længes, og Vinteren strænges. Det smilende Foraar, hvis Kvartal efter Almanaken begynder den 20. Marts, kan glide paa Skøjter ind i sin Del af Aaret. Vinter! Det er for den Fattige Summen af alle de Lidelser, der kan rummes i et slet organiseret Samfund.

* * *

Der uddeles i disse Dage milde Gaver fra alle Stadens Politistationer, hvis Personale ved ekstraordinære Lejligheder, hvor Hjælpsomheden stal ytre sig i det Store, kan afgive en heldig og værdifuld Assistance. Forskellige Forretningsmænd har ydet deres Geskænk i Form af Brød, Spisebilletter, Kød, Flæsk, Urtekramvarer, hvoriblandt en Masse Løvetand, stundom uddeles tillige flere Tønder Kul og undtagelsesvis en direkte Pengehjælp.

* * *

Uddelingen begynder Kl. 9 Formiddag fra alle Stationer, og Tilstrømningen af Nødlidende er uhyre. Allerede Kl. 6 om Morgenen stiller Folk i Snesevis, Mænd, Koner og Børn og indtager de forreste Pladser udenfor Stationen i Haab om ikke at maatte gaa tomhændede bort. Den tidlige Morgenstunds bidende Frost er et mindre Onde end den gnavende Sult. I den 3 Timers Ventetid gnider man Hænderne og tramper med Fødderne for at holde Varmen, men lidt efter lidt forøges de Ventendes Antal; Kl. 7 er der allerede i Hundrevis, og Enhver søger at erobre sig en Plads saa nær Indgangsdøren som muligt. I denne stiltiende Kamp om Pladserne kommer der en naturlig Varme i Blodet.

* * *

Da Kl. var 9½ i Gaar Formiddag stod mindst 500 Mennesker endnu opstillede i Fælledvejens Politi- og Brandstations Gaard. Ansigtstræk og Klædedragt vidnede om Arbejdsløshedens Følger, begge Køn og forskellige Alderstrin var repræsenterede, men Hustruerne eller Mødrene udgjorde det overvejende Antal. Man opstilledes 4 og 4 i Række af flere tilsynshavende Politibetjente og gik dernæst op i Stationsbygningen, hvor Assistent Rantzau og et Par Civile forestod Uddelingen. Naar denne saa endelig maa høre op af Mangel paa flere Naturalier, bekendtgør Betjentene dette for dem, som er tilbage. Rækkerne opløses modvilligt, og man gaar den tunge Vandring efter Brødet den paafølgende Dag.

Fælledvejen Politistation. Nu indrettet som Politimuseum. Foto Erik Nicolaisen Høy.

* * *

Det fortaltes, at et Par frugtsommelige Kvinder, som i Torsdags havde ventet taalmodigt i Kulden i de tidlige Morgentimer, og som senere klemtes inde i Rækkernes Trængsel, var besvimede og maatte bæres bort.

* * *

Graabrødretorvs Station var formelig belejret, men Uddelingen foregik her paa Grund af de vanskeligere Lokaleforhold med mindre Præcision end paa Nørrebro. Iblandt de 2 a 300 Mennesker, som endnu Kl. henad 10 stod opstillede, saas gamle Kvinder og unge Mødre; flere af de sidste havde spæde Børn paa Armen.

* * *

I en Gadedør ved Torvet stod 4 haandfaste Arbejdsmænd. De holdt Frokost, hver med et tørt Surbrød. Paa Maaltidets Tarvelighed bødede en Halvpægleflaske med en Snaps pr. Mand, øg Stemningen var jævnt gemytlig. En kraftig Natur holder selv i Nøden paa det gode Humør.

* * *

I Pilestræde havde der udenfor Stationen været samlet saa Mange, at det hele Morgenstunden var umuligt at passere Gaden baade for Gaaende og Kørende. Politiet havde stort Besvær med at skaffe den fornødne Plads, og et Par Betjente optraadte paa en i høj Grad brutal Maade mod de om Hjælp søgende Fattigfolk. Stundom faldt de ligefrem over disse, puffede og stødte til Kvinder og Børn og brugte uhøvisk Tiltale. Vi har sikret os Numrene paa disse Herrer.

* * *

En Inspektionsbetjent føjede nederdrægtig Haan til den tilstedeværende Elendighed. Idet en Skraldemand med sit Køretøj blev hjulpet gennem Mængden, sagde Inspektionsbetjenten lydhøjt: "Aa! gør os den Tjeneste at tage lidt af det Skidt her med Dem med det samme!"

* * *

Der stod en yderst saftigt klædt ung Kone paa Stentrappen ved Siden af Porten til Pilestrædes Station. Paa Armen havde hun et Barn paa en halv Snes Maaneder, der sovende gemte sit lille Hoved ved Moderens Bryst. De havde frosset i to Timer for endelig at kunne komme ind og præsentere deres rørende Armod.

* * *

St. Kongensgades Politi foretog ingen Uddeling, da Meddeleren heraf passerede forbi. Der var bleven lovet Hjælp efter Kl. 9, men endnu Kl. henad 11 ventede en udholdende Skare forgæves. Det var mest Smaabørn og fattige Koner. De holdt sig i Afstand fra Borten, hvor et Par Betjente var posterede, men syntes at have Vanskelighed ved at forsone sig med Tanken om at gaa tomhændede hjem.

"De kan tro" sagde en ældre Kone, hvem vi henvendte et Par Ord til, "De kan tro, at det er haardt, naar man er saa fattig."

(Social-Demokraten 13. marts 1886).

K. Gamborg: Uddeling af Mad til nødlidende. I en Bouillon-Anstalt. Illustreret Tidende nr. 25, 21. marts 1886.

Foredrag om Island. (Efterskrift til Politivennen)

Et Foredrag om Island, som giver et livligt og anskueligt Billede af denne fjerne Ø og dens Befolkning, holdtes forleden af Højskoleforstander Johansen i Uldum og giengives i "Veile Folkebl." saaledes:

Island er et mærkeligt Land, om det end for en stor Del ligger øde, dels foranlediget ved den stærke Kulde, der hersker deroppe, og dels ved, at store Dele af Øen ere bedækkede af mægtige Klippemasser. Danskere, som komme der op, synes i Reglen meget daarligt om at være der, og man har havt Exempler paa, at de have grædt ved Landstigningen over det Øde, som de mødte, og om de saae om sig allevegne. Islænderne synes dog selv, at deres Land er smukt, og de kunne ikke forstaa, at Andre ikke synes det samme, navnlig synes de slet ikke om de danske Sletter. De have da ogsaa deroppe mange Mærkværdigheder, hvad Naturen angaaer, de have mange varme Kilder, hvoraf Geyser er den mest bekjendte, og mange Vulkaner, hvoriblandt Hekla er den mærkeligste. 

Bygningerne ligge paa de nederste Fieldskraaninger. Gaaer man midt hen igjennem en Dal, saa seer man Bygningerne til begge Sider; de ligge alle med Gavlen ud imod Dalen. Væggene ere af Græstørv og 3 a 4 Alen tykke, og er der flere Huse, hvad som oftest er Tilfældet, saa ligge disse parallelt med hinanden, og det første Hus's ene Ydervæg tjener saa ogsaa til Væg i det næste Hus og saa fremdeles. De nederste Lag af Murene bestaa dog af Sten. Det øverste af Huset bestaaer af Spændetræer, der ere belagte med Græstørv. Seer man Bygningerne fra Fjeldsiden, kan man godt gaa dem forbi uden at blive opmærksom paa dem, thi her flyde de rid i Et med Fjeldet. Gaaer man ind i deres Stuehus, kommer man først ind i Forstuen, der er Opbevaringsstedet for Kister og Fiskeredskaber. Fra Forstuen fører en lang, mørk, noget uhyggelig Gang, der ikke er ulig en Rævegrav, ind til den egenlige Stue, der tjener baade til Dagligstue og til Sovekammer for alle Gaardens Beboere. Det seer ret hyggeligt ud derinde; Væggene ere beklædte med Brædder; der er to Rader Senge, og saa har hver af Husets Beboere sin lille Kiste til sine Klæder derinde, det er det eneste Boskab, der findes i den almindelige Befolknings Stue; der er hverken Bord, Stole eller Kakkelovn; Kister og Sengekanter benyttes til at sidde paa. Værst seer det ud i Kjøkkenet og i Spisekammeret. Der ere Væggene ikke beklædte med Brædder; der er heller ingen Skorsten; der fyres paa nogle Sten midt paa Gulvet og Røgen maa bane sig Vei gjennem en Aabning i Taget. Dog ere Islænderne langtfra saa urenlige, som man skulde tro, eller som de undertiden faa Skyld for. Til en Gaard hører altid en Smedie og et Snedkerværksted, Mændene ere som oftest baade Smed og Snedker, og de kunne næsten altid beslaa deres Heste. 

Uden for Gaarden ligge nogle spredte Bygninger paa det saakaldte Tun (Indmarken) til Kreaturerne. Korn kan ikke modnes, og Hvidkaal kan ikke lukke sig, dertil er Sommeren for kort. Deres Hovedavl er Græs, der er vanskeligt at bjerge, fordi Græsmarkerne altid ere overfyldte med store Tuer; derfor slaa ogsaa Islænderne altid deres Græs med en egen Slags korte Leer, for at de kunne afhugge Græsset saavel paa som mellem Tuerne. En Plov er en stor Sjeldenhed; den Jord, der er under Kultur, bearbejdes med Haandredskaber. Af Køer haves endel; de have ingen Horn, og de staa inde 8-9 Maaneder om Aaret. Heste have de ikke saa faa af, de ere smaa, de saakaldte Islændere; de have to Slags, nemlig Heste til Arbeidsbrug, Arbejdsheste, og saa Rideheste. Hestenes Arbeide bestaaer væsenligst i at bære; de stakkels Dyr maa slæbe Alt paa deres Ryg; de bære Høet hjem, ja de maa endog bære Gjødningen ud i Marken; de bære Bygningstømmer hjem fra Kjøbstaden, eller rettere, de slæbe det hjem; den ene Ende af Tømmeret befæstes nemlig til Hestens Side, og den anden Ende kommer slæbende bagefter. Kjøre i Vogn fjender Islænderen ikke noget til; han har ingen ordenlige Landeveie, og en Vogn er derfor en meget stor Sjeldenhed paa Island. Arbeidshestene maa gaa ude hele Vinteren, og de forstaa meget godt at skrabe Sneen tilside for at faa sat i det visne Græs; kun i de haardeste Snestormsdage faa de Lov til at komme ind; men saasnart det bliver Opholdsvejr, maa de herud igjen. At de blive magre under saadanne Forhold er let forstaaeligt. Ridehestene faa derimod Lov til at være inde hele Vinteren; de afrettes til Pasgængere, det vil sige, de læres til at flytte høire Forfod og høire Bagfod, venstre Forfod og venstre Bagfod efter hinanden; vore Heste derimod flytte som bekjendt høire Forfod og venstre Bagfod og venstre Forfod og høire Bagfod efter hinanden. En saadan Pasgænger skal være behageligere at ride paa. Ridehestene ere dyrere end Arbejdshestene. 

Af Faar holdes store Mængder, 10 for hvert Menneske. Sidst i Juni rives Ulden af dem, de klippes ikke; saa drives de ud i langt bortliggende Fællesmarker, hvor de saa gaa til sidst i September aldeles overladte til sig selv. Endel blive her et let Bytte for de hvide og røde Ræve, og nogle falde ogsaa ned i Klippekløfter og finde her deres Død. Sidst i September, naar Faarene skulle hentes hjem, forsamles Eierne; de drive Faarene sammen i en Klynge, og saa udtager enhver sine. Man skulde nu tro, at det var vanskeligt for Enhver at finde sine Faar; men det er det ikke; thi enhver Mand paa hele Øen har sit særegne Mærke paa sine Faars fører; ønsker han at forandre dette Mærke, saa maa han gjøre dette bekjendt igjennem Bladene. Naar Enhver har taget sine, bliver der altid nogle tilbage med andre Mærker, der ere komne tilløbende; thi Faarene kunne nok undertiden foretage lange Vandringer, endog fra Nordsiden til Sydsiden og omvendt. Disse Faar sælges saa, og hvad de koste, udbetales til den rette Eier, naar denne senere hen melder sig. Nu foregaaer Slagtningen, dels til Husbehov og dels til Udførsel, ogsaa til Danmark sendes islandsk "Lamme-kjød".

En anden Indtægtskilde er Fiskeri. Ogsaa Fremmede drive et betydeligt Fiskeri ved Island, alene fra Frankrig komme 3 a 400 store Skibe med flere Tusinde Fiskere. Islænderne tilberede de fangede Torsk som Klipfisk, Stokfisk o. s. v. Udenfor enhver Gaard ligger en stor bred Sten, som kaldes Fiskestenen; paa denne Sten bankes Fiskene, for de spises ukogte. Saadant banket Fiskekjød er velsmagende, og det skal have en gavnlig Indflydelse paa Tænderne, saa Tandpine er ukjendt deroppe paa Øen udenfor Kjøbstæderne. Islænderne ere meget ihærdige Fiskere, og de ere noget dumdristige, hvorfor ogsaa endel finde deres Død i Bølgerne. Fremmede Fiskere, som ligge deroppe, have deres bestemte Arbejdstid, fra 6 til 6; men Islænderne fiske, saalænge der er nogle Fisk. Ogsaa Edderfuglen er en Indtægtskilde for Islænderne, idet de forstaa at tage Fjer og Æg af dent Rede uden at den flytter. Laxefiskeriet spiller heller ikke saa lille en Rolle.

Islænderne holde svært paa det Gamle, det giver sig tilkjende baade i Stort og i Smaat: de Navne, som vi træffe i Sagaerne, finder man endnu deroppe, ogsaa Personsnavne ere de oldnordiske. Deres Klædedragt ere noget ejendommelige, navnlig Kvindernes. Mændenes Klæder sidde om dem som en Sæk. Skræddere have de nemlig ikke, saa Kvinderne maa sy deres Klæder; Træsko bruge de ikke, men derimod nogle eiendommelige Sko, lavede af Faareskind. Naar de ere ude at ride, have de Sækken trukket uden over Fødder og Ben. Kvindernes Nationaldragter ere smukke særlig den saakaldte Høitidsdragt, der dog er saa kostbar, at det ikke er enhver Kvinde paa Island, der har Raad til at eie en saadan Dragt Værtshuse sindes der ingen af paa Island; men er man paa Reise deroppe, bliver man overalt modtaget med Gjæstfrihed, dog maa man finde sig i at underkaste sig et Krydsforhør om, hvor man kommer fra, hvor man vil hen, og hvad man har til Ærinde. Naar man kommer ind, er der strax tørt Fodtøj til Tjeneste, hvad ogsaa nok kan gjøres Behov, da Reisen ikke sjelden gaaer over sumpige Strækninger. Betaling tage de ikke imod. Karlene udøve en egen Slags Brydeøvelser, der kaldes at glime, men Vaabenøvelser dyrke de ikke. iflor Tidsinddeling i Maaneder er aldeles fremmed for Islænderen; han kjender ikke Maanedernes Navne. Han inddeler Aaret i Sommer og Vinterhalvaaret, og saa tæller han hver af disse i Uger. Han siger saaledes, det er den 15. Uge i Sommer eller den 7. Uge i Vinter osv. Af Gilder har man et Midvintersgilde, en Levning fra Hedenskabet, ved hvilket Gilde Alt maa gaa til efter gammel nordisk Vis, ja Maden spises endog af Trætruge. Ved denne Lejlighed mindes man eller idetmindste taler om de gamle Guder Odin, Thor osv. Askeonsdag er ogsaa en Slags Højtidsdag for dem; til denne Dag sy Pigerne Skindposer, som de komme Aske 1, og som de saa søge paa en eller anden Maade at hænge paa Karlene eller ogsaa at putte dem i deres Lommer, og saa gjælder bet for Karlene at passe paa, at de ikke skal komme til "at bære Aske."

Om Aftenen skrabe Karlene Skind eller de karte, Kvinderne spinde, Mændene flette Reb af Hestehaar, og En læser op for dem. Kl. 9 holdes i Reglen Husandagt; mens Fadervor læses, sidde alle med Hænderne for Øinene. Drukkenskaben er Islændernes værste Last. Hjemme saa de dog sjelden for meget; men naar de komme til Kjøbstaden, faa de jævnlig en lille Pisk. Det er ikke gaaet op for Islænderne, at det er noget slet at gaa fuld paa en Gade, saa at de endog maa ledes hjem. Selv deres Embedsmand, ja endog deres Præster ere hengivne til denne Last. Taleren mente, Grunden til denne Drikfældighed maatte søges i, at Islænderne ere endel tungsindige, og saa søge de at drukne Sorgerne i Glasset. Præsterne deroppe ere meget fattige; der er nemlig en Præst for hver 400 fattige Indbyggere, og de kunne ikke give nogen stor Løn. Hvad de faa, saa de in natura, og saa have de deres Præstegaard: Præsten gaaer da ogsaa stadig med sine Folk paa Arbeide i Marken; han er Dus med sine Sognebeboere, og han fungerer ogsaa jævnlig som Læge - Læger er der ikke mange af deroppe - og Medicinen kan ogsaa kjøbes hos ham, saa han er ogsaa Apotheker. Kirkerne ere i Reglen Træhuse og Væggene af Græstørv, et Kors paa Gavlen er det eneste Tegn paa. at det er en Kirke. En af de mest Ansete hjælper Præsten tilrette i Kirken, og den bedste Sanger leder Sangen. Præsterne have Eneret til at betegnes med det engelske "Sir", og saa bruges altid deres Fornavn "Sir Lazarus", "Sir Danirl" osv. Island har ingen Almueskoler, og dog lære Islændere meget godt at læse og skrive osv., thi Islænderen føler, at Ansvaret for hans Børns Undervisning paahviler ham selv, og saa arbeider han med dem. De have deroppe en Latinskole, en Præsteskole, en Realskole og i de senere Aar en Højskole. En Skole for Jurister have de ikke, saa de, der ville studere Jura, maa reise ned til Universitetet i Kjøbenhavn.

(Thisted Amtsavis 4. marts 1886. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Et Selvmord paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En 24aarig ung Mand ved Navn Villiam Brun, der tidligere har ernæret sig som Arbejdsmand, men nu havde Ophold paa Ladegaarden, har Natten mellem Fredag og Lørdag aflivet sig ved Hængning paa nævnte Arbejdsanstalt.

De nærmere Omstændigheder ved denne Sag er følgende. Villiam Brun var Lem paa 2den Afdeling, hvor der ikke ydes Vederlag for præsteret Arbejde, og hvor det kun i meget faa Tilfælde tillades at gaa ud i eget Tøj for at søge Arbejde. For at opnaa disse Begunstigeiser maa den Vedkommende op i Anstaltens 1ste Afdeling, men hertil kræves en vis Arbejdsduelighed og Flid. Der blev saaledes krævet af Brun, at han skulde slaa 14 Tønder Sten ugenlig for at erhverve sig den ovenfor anførte Ret.

Det er ingen Tvivl underkastet, at det har været Bruns oprigtige Ønske at komme ud for at søge Arbejde i Byen, men hans Arbejdsdygtighed var ikke stor nok til at han har kunnet faa det fordrede Kvantum Sten skaffet til Veje. Da det selvfølgelig er forbundet med stor Vanskelighed, for ikke at sige saa godt som umuligt, i de fleste Tilfælde at skaffe sig Arbejde, naar man præsenterer sig som Ladegaardslem, og derfor erholde Arbejde kræves Legitimationspapirer paa Gaarden, er det forstandigt, at det for en stakkels Arbejdssøgende er meget om at gøre at faa Lov til at iføre sig sit eget Tøj.

Denne Begunstigelse blev, som anført, ikke Villiam Brun til Del, og hertil bidrog hans Opsynsmands umotiverede Strenghed. Denne, der dog saa, at Bruns inderligste Ønske var at slippe ud, og at han trods sin bedste Villie ikke magtede det Arbejde, der skulde præsteres, bærer en Del af Ansvaret.

Da Brun saaledes ikke havde gjort sig fortjent til den af ham ønskede Begunstigelse, kom han tilbage paa 2den Afdeling for at pille Tovværk. Hans tilintetgjorte Haab havde nu affedt en tungsindig Fortvivlelse, der ofte gav sig et Udtryk i forblommet Tale om Selvmord. Blandt andet flettede han paa en Sivsnor, som han da ogsaa brugte som Strikke ved Hængningen. Lørdag Morgen Kl. 5 listede han sig fra Belægningsstuen ned i Gaarden og hængte sig paa en Retirade. Da de andre Lemmer senere kom ned i Gaarden fandt de ham endnu, da han var skaaret ned, ganske varm, og der blev selvfølgelig straks sendt Bud efter Anstaltens Læge.

Denne kom 1½ Time efter, og da var Manden naturligvis død.

Det var jo ogsaa kun et Ladegaardslem.

(Social-Demokraten 3. marts 1886).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Ladegården ca. 1887-1918. Fotoet er taget omtrent der hvor Tømrergade i dag udmunder ved Åboulevard, og tværs over denne mod sydvest. Kbhbilleder. Public domain.

Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 2/4: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891). (Efterskrift til Politivennen)

Dette er anden del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

Venstre-Pressen. (Af et Brev fra Viborg). Det er som tilstrækkelig bekjendt gaaet til Agters med vort herværende "Morgenblad", men det "Forenede" bestaaer af Mænd, der ikke let opgiver Ævret. En Aktieindbydelse er udstedt, og man er i Færd med at vinde en ny Akkvisition for Bladet, nemlig en ny Redakteur, og det en ikke ringere Person end det opløste "Typografforbunds" "Præsident", Lederen af den uheldige Typografstrike Hr. R. P. Jensen. Valget af denne Personlighed skyldes nærmest Folkethingsmændene Albertsen og Thorup, men støttes ivrigt af Adjunkt Feddersen, bekjendt saavel fra sidte Valg som af en mangeaarig Statsunderstøttelse som Fiskemand. Et kontant Tilskud af 5000 Kr. og 600 i visse Aar garanterede Abonnenter skal være den Madding der er sat paa Krogen, for at komme i Besiddelse af nævnte Størrelse.

(Dagens Nyheder 18. februar 1877).

Der var tale om Viborg Stifts Morgenblad. Bladet var startet i 1876 og lukkede altså kun et år efter.

---. I et Referat i det nævnte Blad ("Typograftidende") af den halvaarlige Generalforsamling hedder det: "Under Punkt 2: "Styrelsen giver forskjellige Meddelelser" oplyste Hr. Decher Iden typografiske Forenings nuværende Formand), hvorledes R. P: Jensen havde stillet sig lige overfor Foreningen og dens nuværende Styrelse og hvor misligt han havde handlet med flere forskjellige Sager, vedrørende Forbundet. Formanden syntes som Følge heraf ikke at det var heldigt, at man ogsaa eftergav Hr. R. P. Jensens Gjæld til Foreningen". - Den Dom, som nu fældes over ham af hans Kolleger, gaar i Et og Alt i samme Retning som den, der i Oktober Maaned forrige Aar udtaltes om ham i "Dagens Nyheder".

(Dagens Nyheder 5. august 1877). 

Artiklens indledning med en temmelig farvet beskrivelse af R. P. Jensens hidtidige arbejde er udeladt i ovenstående artikel.

Holbæk nye Blads Udgiver skal efter Sigende være Ltn. Orla Lehmann Hansen. Trykkeriet skal ledes af Typograf R. P. Jensen, tidligere Formand for det typografiske Forbund. Hlbp.

(Folketidenden 30. august 1877).

Den 15. september 1877 blev R. P. Jensen valgt til Den Kjøbenhavnske Grundlovsværneforenings bestyrelse. 

Harald Johan Casper Paetz (1837-1895): P. Ch. Zahle (1825-1898). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Folketingsmand Zahle overgav i slutningen af 1877 redaktionen af "Folketidenden" til R. P. Jensen mens han selv i den tid udarbejdede et mindeskrift.

Som redaktør på Folketidende blev han af Højre-aviserne konsekvent kaldt socialist og tidligere medarbejder ved Social-Demokraten, skønt dette sidste blad nægtede dette og i øvrigt henviste til at R. P. Jensen tog afstand fra partiet.

Den 17. juli 1885 antydede Folketidenden at officerer blev truet med at blive afskediget hvis de udtalte sig imod Københavns landbefæstning. Under injuriesagen der nåede til overretten, meddelte R. P. Jensen at hans kilde var cand. jur., sagførerfuldmægtig B. M: Amdrup, København, som igen havde det fra cand. jur. sagførerfuldmægtig N. Petersen, København, som havde det fra løjtnant Vogt.

Hetzen mod R. P. Jensen vedblev med mange små sager der af og til havnede i retten.

Fra "Den første bonde i kongens raad" findes en beretning og Ole Hansen som berettet i Ringsted Folketidende 1885-1886. Heri fortælles at Venstres møder og stævner var overvåget af københavnsk politi. Et af de store emner var "mundkurv-cirkulæret". Det forbød offentligt ansatte skolelærere at deltage i møder arrangeret af riffelforeninger. Straffen var afskedigelse. Ole Hansen havde nægtet at fremsende dette cirkulære til skolelærerne. Da amtsrådet ligeledes nægtede at gøre det, fik de dagmulkter af 3 kr. Sognerådene i Ringsted anlagde sag og en gendarmstyrke på 1 officer, 4 underofficerer og 25 menige med 16 heste blev sendt til Ringsted By. Enden blev at sognerådsmedlemmerne i december 1885 afsonede fængsel. R. P. Jensen havde villet aflevere en chaiselong til en af de indsatte, men det blev forbudt. Efter frigivelsen blev der afholdt en fest den 15. januar 1886 for de sognerådsmedlemmer der havde været arresteret.

Om R. P. Jensen hedder det i ovennævnte bog: "R. P. Jensen ... havde kastet sig haardere ud i den politiske Kamp end nogen af sine Samtidige, og sluttelig var der blevet Bladet paaført saa mange Processer med paafølgende Bødestraffe, at det var nødvendigt, hvis det økonomiske Grundlag for Bladet skulde opretholdes, at Egnens Befolkning traadte til. Baade ved denne Lejlighed og ved et senere Skisma i Bladet var det Ole Hansens faste og omtænksomme Handledygtighed, der i høj Grad bidrog til Tilvejebringelse af et sikkert Grundlag."

Ringsted Folketidende var stiftet af Peter Chr. Zahle i april 1871. Han sad i Folketinget 1853-1854, 1855-1861 og 1866-1881. I starten hed bladet Folketidende for Midtsæland (april 1871 til juli 1887). Zahle var redaktør indtil nytår 1878. Herefter R. P. Jensen til udgangen af 1887. I april 1883 forsøgte man at udgive et Folketidende for Næstved som et aftryk af Folketidenden, Ringsted. 

I maj 1885 blev Folketidendens, Sorøs redaktør Fred. Martin anholdt i anledning af riffelsagen. Efter det mislykkede attentat mod Estrup den 21. oktober 1885 voksede hans frygt for en regulær borgerkrig (riffelforeningerne) og den 2. november 1885 blev der indført en række provisoriske presseprovisorier. C. C. Alberti talte imod, Goos for. I praksis var loven gjorde det muligt at straffe enhver opposition til den provisoriske regering. Udover Højre støttede også Carl Ploug (Fædrelandet) forslaget.

Hurtigt fulgte fængslinger for at have kritiseret Estrup-regeringen, fx den 21. oktober 1886 af socialdemokraten Waldemar Theodor Holst (tre måneders fængsel), redaktøren for det socialdemokratiske Demokraten Andreas P. Jensen (to måneders fængsel). Andre årsager kunne være kritik af præstestanden. Det ramte bl.a. den dengang ukendte Jeppe Aakjær som havde udtalt sig kritisk om Folkekirken (17 dages fængsel). Se "Men", side 478ff.

Sagen Nr. 799/1884. Musiklærer Charles Kjærulf (Overretssagf. G. Christensen )
contra
Redaktør R. P. Jensen af Ringsted (Overretssagf. Mørch) .

At et Dagblad med Opgivelse af et andet Dagblad som Kilde uden Forfatterens Samtykke havde aftrykt en i sidstnævnte Dagblad optaget Række Skitser, anset berettiget i Henhold til Lov 29 December 1857 § 13 Nr. 2 navnlig under Hensyn til, at Skitserne gik ud paa at skildre omtrent samtidig med deres Offentliggjørelse sted fundne Begivenheder, at de kun stod i en løsere Forbindelse med hinanden og ikke i Kilden fremtraadte som en Feuilleton, samt at kun nogle af Skitserne vare optagne i Kilden, den Gang det paaklagede Aftryk begyndte * ).

( Afsagt den 8 Februar 1886) .

Efter at der den 17 Oktoher 1883 i det her i Staden udgivne Blad „ Dagsavisen“ var paabegyndt nogle Skitser under Titlen:  "Paa Kantonnementsfod " , hvilke Skitser, der betegnedes som forfattede af Jens Kok, derefter fortsattes i nogle senere Nummere nemlig for den 22, 24, 28 og 31 Oktober, den 5, 12, 20 og 28 November samt den 26 December 1883, lod Indstævnte, Redaktør R. P. Jensen af Ringsted, i de af ham som ansvarlig Redaktør ledede Blade Folketidenden for Ringsted og for Sorø, under udtrykkelig Angivelse af Kilden, aftrykke disse Skitser, der i Ringsted Folketidende ere optagne i en Del Num mere fra den 6 November til den 28 December 1883 og i Sorø Folketidende fra den 7 November til den 29 December f. A.

Da Citanten, Musiklærer Charles Kjærulf, der er Forfatter til de nævnte under Pseudonymet Jens Kok offentliggjorte Skitser, og som i 1884 har udgivet Skitserne i Bogform, har anset sig forurettet ved den omtalte, i de nævnte Folketidender skete Optagelse af Skitserne, har han under nærværende Sag paastaaet Indstævnte tilpligtet at udrede en Erstatning, som han i Overensstemmelse med Lov om Eftertryk m. m. af 29 December 1857 § 20 under Hensyn til, at Abonnentantallet paa de nævnte Tidender i Oktober Kvartal 1883 var 1660, og at Subskriptionsprisen pr. Exemplar af den af ham udgivne Bog er 1 Kr. 75 Øre, har paastaaet fastsat til 2905 Kr., hvorhos han har paastaaet sig tilkjendt Renter af det nævnte Beløb 5 pct. aarlig fra Forligsklagens Dato den 8 Oktober 1884, til Betaling sker, og Sagens Omkostninger.

Indstævnte har forment, at han ifølge den nævnte Lovs § 13 Nr. 2, der tillader Aftryk i Dagblade af enkelte Artikler eller andre Meddelelser i andre Dagblade, dog at ved ethvert saadant Kilden udtrykkelig angives, har været berettiget til at aftrykke de nævnte Skitser, og han har derfor paastaaet sig fri funden for Citantens Tiltale og sig tilkjendt Sagens Omkostninger.

Subsidiært har han fremsat forskjellige Indsigelser imod Størrelsen af den af Citanten fordrede Erstatning.

Indstævnte har navnlig paaberaabt sig, at Skitserne, der skulle indeholde en Skildring af, hvad Forfatteren har oplevet paa de i Efteraaret 1883 (altsaa omtrent samtidig med Indrykkelsen i Dagsavisen) stedfundne Kantonnementsøvelser, nærmest kun kunne have nogen Interesse paa det Tidspunkt, da de offentliggjordes, og at Skitserne, hvad der er in confesso, ikke i Dagsavisen fandtes betegnede som Feuilleton eller vare optagne paa den Plads, hvor Feuilletonstof ordentligvis findes optaget, men derimod i Bladets almindelige Text, samt at Indstævnte, da han begyndte Aftrykket, efter Skitsernes hele fragmentariske Karakter ikke kunde have nogen Mening, om de ikke muligvis alt vilde være afsluttede i næste Nummer af Dagsavisen, og at der Intet forelaa, som kunde antyde for ham, at det var For fatterens Hensigt senere at udgive dem i Bogform, hvorhos Indstævnte har bemærket, at han ikke har trykt Skitserne som saa kaldet Fraklipningsfeuilleton .

Naar nu henses til de omtalte Skitsers Indhold og navnlig til, at de angive sig som vedrørende Begivenheder, som vare forefaldne kort forinden, samt til at de enkelte Skitser kun staa i en løsere Forbindelse med hinanden og ikke i Dagsavisen fremtraadte som en Feuilleton, og naar det fremdeles tages i Betragtning, at kun nogle af Skitserne vare optagne i Dagsavisen , da Indstævnte begyndte at aftrykke dem, og at Indstævnte da ikke kunde vide, hvormange Skitser der senere vilde blive trykte, findes Indstævnte i Henhold til § 13 Nr. 2 i den oftnævnte Lov at have været berettiget til at aftrykke Skitserne, og han vil derfor være at frifinde for Citantens Tiltale. Sagens Omkostninger ville efter Omstændighederne være at ophæve.

Stempelovertrædelse foreligger ikke under Sagen.

Thi kjendes for Ret :

Indstævnte, Redaktør R. P. Jensen af Ringsted, bør for Citanten, Musiklærer Charles Kjærulfs Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger ophæves.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1886)

Oplysningsforeningen for Ringsted og Omegn, stiftet 1884, havde redaktør R. P. Jensen som bestyrelsesmedlem. Han var den første formand. Hans mål var politisk opdragelse. 

Omstændighederne har medført, at jeg fra i Dag ophører med Ledelsen af "Folketidenden" og fratræder som dette Blads ansvarhavende Redaktør.

Den 18de December 1877 overtog jeg "Folketidenden"s Redaktion og har uafbrudt ledet denne siden.

Jeg takker Bladets Læsekreds for 10-aarigt Samarbejde og Forstaaelse. Efter yderste Ævne har jeg trofast arbejdet i Demokratiets Tjeneste og mer end fordoblet Forretningens Størrelse. Jeg tror at have ledet Bladet paa en Maade, der har vundet almindelig Tilslutning blandt Demokratiets Afskygninger, og jeg er mig bevidst efter Ævne at have hævdet Arbejderens og Smaamandens Sag.

En aktmæssig Fremstilling af de mod mig rettede politiske Forfølgelser vil i en ikke fiærn Fremtid blive fremlagt for Offenligheden.

R. P. Jensen

(Folketidende (Ringsted) 31. december 1887)

Fra 1. januar 1888 overtog redaktør Fred. Martin fra avisens filial i Sorø midlertidigt posten som redaktør.

Benaadningsakten vil bl.a. komme den tidligere Venstreredaktør i Ringsted, Hr. R. P. Jensen, til Gode. Han var nemlig idømt adskillige Maaneders Fængsel efter den provisoriske Straffelov.

(Stubbekøbing Avis 13. april 1888).

Benaadning. Den tidligere Redaktør af "Folketidenden" i Ringsted, R. P. Jensen har if. "Dagbladet", paa herom angivet Andragende faaet eftergivet alle de Straffe paa tilsammen et Aars Fængsel, hvortil han var dømt i fire Sager, som Kriminalretsassessorerne Ipsen og Lassen havde anlagt imod ham.

(Roskilde Dagblad 16. december 1888).

Utaknemlige Demokrater. "Ringsted Folketidende" har i lange Tider været et af Landets skrappeste Venstreblade. Tidenden oprettedes nok egentlig af den bekjendte Politiker P. Chr. Zahle; men i de sidste Aar af hans Rigsdagsvirksomhed overdrog han Redaktionen til daværende Typograf R. P. Jensen, der nok alt den Gang havde gjort sig fortjent ved at danne en socialistisk Fagforening for Typograferne i Kjøbenhavn og Provinserne. Da Hr. P. Chr. Zahle imidlertid søgte og opnaaede præstelig Ansættelse og helt trak sig ud af den praktiske Politik, solgte han sin Folketidende til et Aktieselskab, bestaaende af Ringsted og Omegns mere faste Demokrater, og dette Aktieselskab beholdt da Hr. R. P. Jensen som Redaktør. Alt gik fortræffeligt; da man naaede op til Skattenægtelsernes og Riflernes Periode, var Hr. R. P. Jensen og "Ringsted Folketidende" fineste Papirer i alle Kredse blandt det danske Demokrati. Men ak, hvor længe var Adam i Paradis! Hr. R. P. Jensen kom i Konflikt med Presseloven, fik Domme med Straffe i Form af Bøder og Fængsel, og det syntes hans Aktieselskab ikke om. Sidste Efteraar fik han sin Afsked fra Bladet med en lille Affindelse een Gang for alle, og nu har han i Ringsted Højreblad, "Sjællandsposten", faaet Lov til at begynde en Redegjørelse, hvori han agter at fortælle et æret Publikum, "i hvilken Grad jeg er bleven skammelig behandlet, ikke mest af dem, der stode som mine politiske Modstandere i den politiske Kamp, men af dem, i hvis Tjeneste og Interesse jeg har arbejdet i en halv Snes Aar", siger Hr. Jensen, i hvem man altsaa kan se en ny Hr. Korsgaard, der staar udenfor Venstres Port og skjælder dem ud, der endnu ere indenfor.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. februar 1889).

Se også R. P. Jensen: Ringsted Folketidende 1878-1887: En Redegjørelse i Anledning af mine Fjærnelse fra Bladet efter en 10-aarig Virksomhed som dets Redaktør samt tekniske og økonomiske Bestyrer, særlig med Hensyn til dets politiske Processer. 1889. Som er del 3 af denne serie.

En ny Venstreavis i Maribo er efter Forlydende i "Lollp." under Opseiling. Det er den tidligere Redaktør af "Midtsjællands Folketidende", R. P. Jensen, der vil søge at føre den Skude gjennem "Brændingen" som Hr. W. Madsen saa ulykkelig forliste med.

(Aarhuus Stifts-Tidende 6. februar 1890).

Maribo Amts Avis udkom med sit første nummer 1. april 1890 med R. P. Jensen som redaktør.

Fra Lolland-Falster.

Forfjamskelsen i Maribo. Hr. R. P. Jensen, der i over et halvt Aar har kørt løs paa vore Privatforhold, uden at vi har svaret ham med en Stavelse, er nu, da han endelig en Gang saar Betaling med lignende Mønt, bleven aldeles vild paa Kareten. Han bilder sig ind, at det er ham, der er den forurettede, og skriger op om, at han kan retorkvere ved i endnu større Grad end hidtil at blande sig i vore Privatsager. Hr. Jensen maa gærne more sig. Vi har intet at skjule, hverken i den ene eller den anden Henseende. Men vi advarer Hr. Jensen imod at tro paa de Løgnehistorier, han mulig har hørt af en eller anden af de uvederhæftige Personer, han har i sin Stab. Vi, eller Bladets Udgiver, har ingen som helst uopfyldte Forpligtelser i pekuniær Henseende, hvad Hr. Jensen synes at ville antyde, og vi raader ham til ikke at gaa videre med Sigtelser as den Art. Gør han det, kan det være, at vi klapser ham af paa hans ømmeste Sted.

"Tyv tror, at hver Mand stjæler". Hr. R. P. Jensen, hvis Redaktionsvirksomhed i Ringsted bestod i uden Kritik at optage, hvad unge Studenter og Kandidater i København sendte ham, og hvis hidtidige Gærning ved sit mislykkede Mariboblad har været at klippe Artikler og Referater af "Børstidenden" og "København" m. fl. Blade, med eller uden Kildeangivelse, fortæller i Gaar for Folk, der vil tro det, at Redaktør Jordan "hører til de Provinsredaklører, som maaske aldrig i sit Liv har skrevet en selvstændig politisk Artikel til sit Blad."

(Lolland-Falsters Folketidende 3. april 1891)

Maribo Amts Avis, Maribo var ledet af Wederkinck-Madsen før R. P. Jensen overtog den i 1890. Første nummer blev udgivet april 1890. Han udviklede avisen i Hørup'sk radikale retning. I maj 1890 blev R. P. Jensen kritiseret af Venstres overbestyrelse for at have lækket en sag i Venstre som var under diskussion. På daværende tidspunkt herskede en aviskrig mellem Højres og Venstres lokalaviser. I februar 1891 fik Jensen en bøde på 300 kr. i en sag mod mægler Joh. Schoppe i Maribo. De to Venstre-aviser Nakskov Tidende og Lolland-Falsters Folketidende lagde i midten af 1891 sag an mod R. P. Jensen. Han blev her idømt en bøde på 30 kr. I starten af november 1891 fratrådte R. P. Jensen stillingen som redaktør og udgiver. I november 1891 overdrog han bladet til et aktieselskab som samme år solgte det til cand. pharm Niels Bendixen. Bladet solgtes 1892 og blev udgivet sammen med Nykjøbing Dagblad.

Naar Tivoli skifter Ham. (Efterskrift til Politivennen)

Blæsten feier med smaa Hvin giennem Resterne af den gamle Koncertsal, og Snefnuggene drysse ned mellem det aabne Bjælkeværk, som endnu er tilbage af Taget. Nogle styre, brystfældige Planker ere de eneste synlige Levninger af Rutschbanen, hvor saa mangen Jens har krystet sin Kirsten tættere i Favn, medens den vilde Fart gik for sig henover Banens bølgeformige Krumninger til Akkompagnement af Dampkarorusellens Lirekassemusik. 

Restaurant Kridthuset ved Tivolisøen. Over buegangen skilt med I. C. C. Twedes Pavillon. Tv. Stadsgraven (søen) og broen over til Øen. Kridthuset blev nedbrudt, og den til høire for Øbroen liggende Del af Stadsgraven tilkastet Aar 1885-86, hvorved Øen blev landfast med Tivolis øvrige Terrain. (Mariboe). 1878. Ukendt fotograf. Public Domain. Mariboes samling, Kbhbilleder.

Men ogsaa Dampkarousellen er borte - borte ligesom allerede forlængst Krebsehuset, Kridthuset, "Flydebroen" og andre af det gamle Tivolis navnkundige Steder. Enkeltvis, ligesom undrende sig over Forvirringen rundt omkring, rage de tiloversblevne Bygninger op: Pjerrots Scene, Divanen Nr. 1 og 2 og den nye Taarnpavillon. Men de ere omhyggelig bevarede med et Overtræk af gamle Brædder, for at Forgyldningen ikke skal gaa af dem. Kun den gamle Cirkus staaer ubeskyttet mod Blæst og Sne, thi ogsaa den vil jo snart høre til det forsvundne Tivoli. 

Der arbeides overalt i Haven med Nedbrydning og de første Forberedelser til Nybygninger. Gjennem Hovedalleen fører en bjælkelagt Vei, ad hvilken Arbeidsvogne føre Materialerne frem og tilbage gjennem Terrainet. Det er Tivoli, forvandlet til et Vildnis - ikke som det støvdækkede Glacis, Georg Carstensen fandt, da han grundlagde Institutionen og lod "Ravelinens" Skildvagter afløse af glade Kjøbenhavnere, Nattergalenes Sang af Lumbyeske Valse - men et Vildnis, skabt af travle Hænder, der ville raade Bod paa de Forurettelser, som Hovedstadens Udvidelse har medført for det hidtil fredlyste Terrain. Thi det er Sagen: Kjøbenhavn har voxet sig saa stærkt, at det i overmodig, selvforglemmende Livsfylde endogsaa truede med at kvæle sit kjæreste Barn.

Til alle Sider hæver sig de stilløse, moderne Huse baade af let nye og det gamle Kjøbenhavn. Som Tivoli nu ligger en Vinterdag, gjennemtrukken af Sne og Blæst uden Træernes beskyttende Løv, aabner det fri Udsigt til alle fire Verdenshjørner, og de massive Bygninger, der afstikke Grændsen, se ud, som om de vilde knuse Kjøbenhavns Yndling.

Men de faa ikke Lov til det. Derfor arbeides der af alle Kræfter. Men underligt see der ud derinde. Midt i al Forvirringen skinner en itureven, luerød Plakat fra forrige Saison, og Skiltet, der viser Vei til Jockey-Billardet, er endnu anbragt paa en af Stolperne af det runde Lysthus bag ved Kunstnerplainen.

Og saa Øen. Den ligger fredlyst og stille, endnu afskaaren fra al Overgangstidens Travlhed. Træpavillonen, udvendig veirbidt og indvendig sodet af Tobaksrøg og Toddydamp, staaer nrprt. Det er den samme, hvor det Valentinske og andre mere eller mindre berømte Sangerselskaber have ladet deres Triller høre for glade kiøbenhavnske Ynglinge, der med redebon Hu lod deres Firskillinger springe paa Tallerkenen, naar forføreriske Præstinder bar dette Apollos moderne Osterbækken rundt i Salen. Udenfor var Kastegyngen, i sin Tid den primitive Dandseplads uden Bræddegulv og de skyggefulde Lysthusalleer, hvor mangt et ømt, om end kortvarigt Forbund er blevet sluttet mellem erotisk anlagte Naturer, yderligere oplivede af en Kop The eller Chokolade fra den nærliggende Pavillon. Og nedenfor Skrænten den halvmørke Sti ud mod Stadsgraven, Stien rundt om Øen, hvorfra Stemmer hviskede tyst i den stille Sommeraften - -  

Fra denne, den eneste fuldstændig bevarede Plet kommer Minderne frem om det gamle Tivoli.

Den idylliske Tid, da sparsommelige og nøisomme Familier selv førte deres Forraad af Aftensmad med sig ind i Haven, og man kunde se fornøiede Klynger bænke sig om de Borde, der vare opstillede mellem Træerne paa Strækningen fra Cirkus til det senere nedbrændte "Krebsehus", og navnlig under det tætte Løvværk paa begge Sider af Thepavillon Nr 1 og Thepavillon Nr. 2, hvor Vand kunde faaes paa Maskine. Den samme til en "Thevand" nødvendige Bestanddel kunde endogsaa i de første Aar af Tivolis Bestaaen faaes i de "toskanske Pavilloner med Buer og Altaner", der vare opførte ved begge Fløie af Basaren. Ja, der var endogsaa dengang en Fontaine i romersk Stil med Drikkevand fra Kirsten Pils Kilde, for ikke at tale om de Naturskjønheder, hvortil der bødes Adgang fra en Bro, der gik langs med det vestre Plankeværk, og hvorfra der var Udsigt over den aabne Mark og Kallebodstrands døsig rullende Vover. Det var dengang, da der ved den store Søile fandtes Volierer med Kaniner, Abekatte og Papegøier - vi af den yngre Slægt kunne endnu huske dem fra vor tidligste Barndom - og det var endelig den Gang, da gamle G. Siesbye skrev begeistret i den af ham redigerede "Tivoli-Avis", "at det Hele frembyder en saa rig Afvexling, den ene Gjenstand afløser saa umærkelig den anden, at Øiet aldrig trættes, og Tiden synes at have faaet Dampvinger." Forøvrigt var det en Tivoli-Avis, som gjør vor moderne Journalistik tilskamme, hvad det Finansielle angaaer, thi den var ikke større i Formal end et almindeligt Tivoliprogram nutildags, og dog kostede den i Abonnement 1 Mk 4 Sk om Ugen, hvilket er mere end Abonnementsprisen for det største kjøbenhavnske Dagblad det Herrens Aar 1886. Men til Gjengjæld bød rigtignok saa Redakteuren Honorarer til 3 Rdl. Spalten, en Spalte lig ca. 40 Linier, og de Bladet tiltænkte Bidrag kunde tilmed nedlægges i et Løvehoved. Thi selv en saadan antik Opfindelse var Tivoli den Gang forsynet med, og bemeldte Løvehoved fandtes anbragt udenfor Basarbygningen.

Men Løvehovedet hører ikke ind under Tivolis folkelige Momenter i Anstaltens mest folkelige Periode. Det gjorde derimod den aabne Dandseestrade til Venstre for Koncertsalen, hvor lystige Ungersvende, baade uniformerede og civile, kunde svinge deres Hjærtenskjær uden at maatte bøde særstilt Entré. Saa havde de ganske vist ikke, - hvad en senere, menneskevenlig Direktion drog Omsorg for - Tag over Hovedet, men den kølige Luftning, der kunne stryge hen over Dandsepladsen, ja selv nogle Regndraaber kunde have deres Fortrin som Middel mod den med en ihærdig Dyrkelse af Terpsichores Kunst ikke sjelden forbundne Ulempe, der kjendes under Navn af Transpiration. -

Fortograf Edvard Valdemar Harboe (1834-1883): Tivolis anden Koncertsal, 1880. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det gamle Tivoli har havt en lang Blomstringstid, der lover godt ogsaa for Fremtiden. Men hvem mindes vel alle de Artist-Navne, der knytte sig til Institutionen lige fra de første Aar. Paa Theatret afvexlede Carl Rappo og et andet Selskab med athletiske og mimiske Forestillinger, beretter Tivoli-Avisen. Der gaves heroiske og kinesiske Kunstfærdigheder fra Kl 5-9 og fra Kl. 9-11 "Det forstyrrede Maaltid" eller "Elskeren med Træbenet", Rustique i to Akter. Endogsaa Dagens dramatisk-æsthetiske Begivenheder bleve forevigede paa Tivoli-Theatret ved Opførelsen af "De skandinaviske Brødre" eller "De forvandlede Træer", i 5 Tableauer med Forvandlinger og bengalsk Flamme! Det var en Parodi paa en Beneficeforestilling, Skuespiller Pætges havde givet paa det kgl. Theater i Sommeren 1844, og ved hvilken det opførte Stykke - en sentimental Forherligelse af Datidens Skandinavisme - havde gjort komplet Fiasko.

Lige fra Begyndelsen spillede Volkersen Pjerrot i Pantomimen, uden at hans Navn dog endnu havde nogen fremtrædende Plads i Programmet. Mad. Busholm var Columbine og Hr. Vesterblaa Harlekin. Men allerede i Saisonen 1844 indtraf den store Begivenhed, at Brødrene Price nedlagte Forbud mod, at der paa Tivolis Theater opførtes Pantomimer, hvortil bemeldte Brødre ansaa sig for eneberettigede. Og det kgl. danske Kancelli - thi saaledes hed det den Gang - gav dem Medhold deri, thi vel lød Tivoliprivilegiet paa, at der kunde oprettes et Theater og der opføres "alle Slags Kunstpræstationer", men med Undtagelse af "sceniske Forestillinger", og dertil henregnede man Pantomimen. Saa blev i flere Aar hin Kunstart erstattet med Tableauer, dels efter Correggios Malerier, dels Scener af det neapolitanske Folkeliv; der fremstilledes Taagebilleder af Prof. Buck fra London; Adolf Bills gav Forestillinger i den naturlige Magi, og d'Hrr. Busholm og Vesterblaa fik Lov til at udføre "De to Klowner". Da Pantomimen omsider igjen kom til Værdighed under Volkersens Direktion, viste Programmet de Novue, som ere velkjendle ogsaa af den nuværende Generation: Volkersen Pjerrot, Busholm Kassander, Olsen den uheldige Frier, Hesse Harlekvin, Jfr. Petoletti Columbine, Md. Olsen forskjellige Dameroller.

Men det er blot det enkelte Omraade indenfor Tivolis Enemærker. Det vilde blive en omstændelig Række at nævne Artisterne i de andre Kunstbrancher. Her blot et Par Navne, som maaske særlig har fæstet sig i Kjøbenhavns Erindring: Paa Theatret Balletselskabet Bayerle, Søstrene Gunnis og Healey, Therese Caponi og Mdsll Lecerf, der tilsidst afløstes af Søstrene Carey. Paa Kunstnerplainen og i Cirkus Beriderselskaberne Loisset, Taillot, Engén Cooke, Salamonsky og Schumann foruden hele den brogede Mangfoldighed af kvindelige og mandlige Gymnastikere. Akrobater, Trapezkunstnere, Linedandsere, stærke Mænd og Kvinder, Kanonkonger, Jongleurer osv., hvis Tal og Navne er Iegio. I Cirkus tillige, for saa vidt det omdannedes til Theater: Taskenspillere, tydske Operetteselskaber og danske Provindsskuespillere

Vi nævne dem ikke, ligesaa Iidt som de celebre Stjerner i Sangens og Musikens Verden, der have glimret paa Tivolis Firmament uden dog at give Institutionen del væsentlige Kjendemærke. Der er en anden Art Præstationer, som tilhører Tivolis bedste, populære Periode, men som forsvandt i de senere Aar. Det er Optogene og de midlertidige Festdekorationer. Optog, der med klingende Spil drog Haven rundt i Skikkelse af Repræsentanter for de dem Verdensdele, allehaande Fremtoninger af Dyreriget, Berideroptog, Pierrot-familien i store og smaa Udgaver eller Optog, forestillende i barokke Kostumer de forskjellige Haveprodukter, Alt efter som det bedst passede med Festens Karakter. Til Festdekorationerne, der fremtraadte i pompøs Stil, var det sædvanlig Chr.  Hetsch, Professor Dahlerup eller Arkitekt V. Wessel, der udførte Tegningerne.

Men der er endnu noget Andet, som ikke kan adskilles fra Tivoli-Institutionens Popularitet, maaske noget Materielt, men absolut Rigtigt - Anstaltens bedst kjendte og mest søgte Restaurations- og Beværtningssteder. Oprindelig synes det at have været lutter fremmedklingende Navne, der raadede for Tivoligjæsternes gastronomiske Fornødenheder. Der var Dominica Cagazzi og Hr. Firmenich, som residerede i Basaren, Hr. Pedersen i Koncertsalens Konditori, Mini & Cloetta i første Divan og Hr. Grandjean i anden. Men senere kom der jevne danske Værter, som dog ikke opnaaede ringere Navnkundighed end deres udenlandske Forgængere. En Tid lang synes man endogsaa at have næret en udpræget Aversion for alt fremmedartet Væsen, forsaavidt det turde fremgaa af følgende paalidelig oplyste Kjendsgjerninger. Den oprindelige Leier af hint berømte Beværtningssted, der almindelig kaldtes "Flydebroen", var en forhenværende Lakai, men man ved ikke Mandens Titel, og saa kaldte man "Levkøien". Svendsen - af sine fortroligste Venner ogsaa kaldet "for en Mark Svenden" - blev senere Enehersker over "Flydebroen", som i mange  Aar var Samlingsstedet for et stort Antal af Tivolis Stamgjæster. Den samme Svendsen havde oprindelig havt en Restauratron i Bazaren hvor Lumbye og hans Orkester regelmæssig kom hver Lørdag Formiddag efter Prøven. Der blev altid ved denne Leilighed stukket et nyt Fad baiersk Øl an, og det var en gammel Skik, at Lumbye skulde have det første Krus, hvorefter der opstod en hidsig Konkurrence mellem de øvrige om at faa det næste osv.

Væggene i "Flydebroen", "Krogen", og de øvrige af Tivolis berømteste Beværtningssteder have lyttet til Anekdoter i hundredevis; thi mange ere de Symposier, der ere blevne holdte paa disse Steder. Men Anekdoter duer kun til mundtlig Fortælling, ikke til at nedskrives, og vi modstaa let Fristelsen. "Flydebroens" Vægge ere revne ned tilligemed meget Andet, der ligesom den tresindstyveaarige Jfr. Petolellis gammelgraciøse  Columbine med Sminken over de rynkede Træk hører til det forsvundne Tivoli. Det er et nyt Tivoli, der er i Færd med at leve op, men det vil tage de gode Traditioner i Arv. Midt i Virvaret minder Lumbyes og Georg Carstensens Buster om Fortidens Seire. Det er  det Tivoli, men man vil have det ungt igjen. Rynkerne er man ifærd med at slette ud, og man klæder den Skiønne, at hun atter kan danne Glæde og Hjerter.

Postillon.

(Dagens Nyheder 11. februar 1886).