Paa Nørrebro Politistation. (Efterskrift til Politivennen)

I den store Politigaard paa Fælledvejen samles daglig mellem 1000-1200 trængende. Indtil Kl. 9 er Adgangen aaben for enhver. Paa Slaget ni faar ikke flere Adgang, og Uddelingen af indsendte og indkjøbte Varer begynder. Høflige og medfølende Betjente opstiller de nødlidende i 2 Kolonner, Mændene i den ene, Kvinderne i den anden, og leder Indmarschen i Stationen.

I den inderste lille Gaard ligger en Kulbeholdning, og inde i Vagtstuen, hvor Assistenten og Betjente i tilstrækkelig Mængde er til Stede, ligger Varerne ordnede og indpakkede til Uddeling, saa hurtig Forbimarschen tillader det, thi det tager Tid at lade 1200 Mennesker, hvoraf mange gamle og svagelige, halte og vanføre, passere forbi, og dog unde dem lidt Tid til Indpakning af de modtagne Varer.

I Begyndelsen lod Assistenten alle Kvinderne komme først til Uddelingen, og Mændene maatte stundom gaa tomhændede bort. En af disse bemærkede en Gang meget logisk, at dette vist næppe var ganske rigtigt, thi, mente han, det er ikke givet, at alle Kvinderne, som møder, er gifte med Mænd, som er arbejdsløse, men alle Mændene, som møder, er arbejdsløse. Nu vexler Uddelingen mellem Mænd og Kvinder, dog saaledes at Mændene hovedsagelig faar Kul. Kvinderne Fødevarer og Spisebilletter, Brød, Sukker, Ris og Smør er de enkelte Gjenstande, som udleveres, mm. takket være Godgjørenheden, ser man sig ogsaa i Stand til at give Bestanddelene til et delt Maaltid.

Fra Kjøbenhavns Svineslagteri indsendes daglig to store Kasser, Skanke og Fødder, som Betjente med opsmøgede Ærmer i rigelig Mængde lader faa Plads i de medbragte Kurve og Poser, medens en Betjent til hver saadan Portton udlevereren Pakke Ærter.

Naar Varerne er slupne op, gaar det løs paa Spisebilletterne, og efterhaanden som Rækkerne tyndes i Gaarden, voxer nu Iverm sir at komme ind og dog sig lidt. Sjældent er det imidlertid, at alle siar noget. Ofte slipper alt op, inden den sidste Fjerdepart har faaet Adgang, thi Mængden forøges daglig, og særlig voxer Mændenes Antal, men alligevel møder der næste Dag; - det var dog muligt, at der nu kunde falde lidt af. Børnene, som det vilde være urigtigt at lade deltage i Uddelingen, da enhver som helst Kontrol derved vilde umuliggjøres, staar i Skarer paa Gaden og afventer Forældrenes Komme. Stundom trænger de sig i deres Utaalmodighed ind i Stationens rummelige og lune Forhal, og stor er Jubelen og Glæden, naar Politiassistenten af en lille Kurv med Wienerbrød, Boller og Tvebakker begynder en Uddeling her.

Det er et møjsommeligt Arbejde for Politiassistenten og Betjentene, men deres Glæde over at deltage i Velgjørenhedsværket er stor, og enhver. som møder med nok saa ringe et Bidrag, mærker strax, at han er særdeles velkommen. Kjød en Dag nogle Spisebilletter eller smd noget Brød - Rugbrød er der oftest Mangel paa - og mød saa og se den Glæde og Tilfredshed, hvormed Gaven uddeles og modtages. Om Eftermiddagen sender De da maaske endnu lidt.

S.

(Morgenbladet (København) 20. marts 1886).

Nørrebro Politistation, Fælledvej. Nu politimuseum. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De Trængende og de Godgørende. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren varer ved.

Forretningslivet ligger stille hen, Værksteder og Fabriker staar komme eller arbejder med halv Kraft; kun Arbejdsløsheden florerer. Den har aldrig sejret større Triumfer end i Aar.

* * *

Man taler om henved 20.000. Næsten en Tiendedel af Københavns Befolkning gaar altsaa ledig og lige saa mange har udentvivl i en forholdsvis betydelig Grad maattet indskrænke deres Fornødenheder. Hvem sender Samfundet den grusomme Fjende paa Halsen, der saaledes hærger de fattige Hjem?

* * *

Det er til at fortvivle over. Der er Overproduktion. For mange Næringsmidler, Klædningsstykker, Beboelsesrum; Samfundet er rigt. Og dog sulter og fryser Arbejderne. De har arbejdet for længe og for meget, men faaet for lidt for del. Det gælder at konsumere, ikke at producere.

* * *

Derfor deler de Godhjærtede ud af det de kan undvære; de fylder i Fattigdommens Kløft Aar ud og Aar ind, uden at dog Nøden formindskes. Bliver denne ekstraordinær bringes Godgørenheden i System. Fabrikant A. og Grosserer B. tegner sig, efter at have læst deres Morgenberlinger om Arbejdsløsheden, for 10 Kr. hver i Understøttelse og overlaber en Komité deres gamle Frakker eller Støvler til Brug for de Nødlidende. Fryser Herren og Fruen ved en Køretur i det raa Vejrlig, falder der maaske endogsaa nogle Skæpper Kul af til Uddelingen. Desto værre er det ikke Alle, der, naar de selv fryser, kommer til at tænke paa Temperaturen i Næstens Værelser.

* * *

Der er endnu mange, som slet ikke skøtter om Nøden, fordi de mener, at den ikke kommer dem ved. Det man blive den Fattiges Sag. Hvor let skulde det ellers ikke være for et Samfund, der tæller nogle hundrede Kapitalister med over en Snes Millioner Kroner i aarlig Indtægt, at afhjælpe Nøden. Men saa maatte man jo rigtignok ogsaa forudsætte, at Samfundet saa anderledes ud. Statsmagten, som burde være Lederen af Samfundets Interesse, har nok med at garantere Rigmændene Bibeholdelsen af deres Privilegier; man overlader de Godhjærtede at fortsætte deres Sisyfusarbejde. Og den moderne Præstekristendom passer i Almindelighed saa godt sammen hermed. Her hedder del: "Nøjes med det Du haver" overfor den Fattige og ikke: "Den som ser sin Broder lide Nød og lukker sit Hjærte for ham . . . ." overfor den Rige. I det højeste da kun i Kirkerne.

* * *

Saa faar Godhjærtetheden klare Resten. Og den gør ærligt sit Bedste, selv om den er afmægtig overfor en Sygdom, der har sit Sæde i Samfundets Organisation. Under disse Forhold kan det kun gælde om at stille en kraftig Appel til Alle, som forstemt Nøden og blot ønsker angivet den Vej, ad hvilken de skal lade Hjælpen gaa. Men dette er ikke vanskeligt. Spørg Kommuneskolernes Lærere og Lærerinder, uddelerne i de velgørende Foreninger, Arbejderforeningernes Medlemmer eller Politistationernes Personale; de kender Alle Nøden øg ser den hver Dag paa nært Hold.

* * *

Man kan heller ikke undgaa at møde den paa Gaden. Hobe paa fiere Hundrede, Mænd, Kvinder og Børn, er stadig paa Færde udenfor Politistationerne i de raakolde Morgentimer. Paa sine Steder er der stundom et Tusind Mennesker eller flere forsamlede, og først henad Middag ophører det travle Liv i Stationernes Gaarde, hvis da ikke forinden det famøse: "Der er ikke mere! Behag at passere Gaden!" har gjort det af med de Ventendes Udsigter for den Dag.

* * *

Tilstrømningen er stærkest paa Fælledvejens Station, hvor man vedblivende stiller Mand og Kone ad, og i Pilestræde, der er den gamle Byes Centralpunkt for Godgørenheden. Det imellem Gotersgade og Pilestræde liggende Kvarter, hvor Byens snævreste og smudsigste Gader findes, har sit talrige Proletariat, der stiller et stort Krav til den offenlige Hjælpsomhed og Politiets Assistance. Men til Gengæld har saa maaske ingen Politistation en mere human Assistent.

* * *

K. Gamborg: Uddeling af Levnedmidler til nødlidende. Illustreret Tidende nr. 25, 21. marts 1886.

Hele Gadens Bredde optages af de Ventende og man under knapt en Vogn Passage af Frygt for at miste en fordelagtig Plads udenfor Porten. Hele Gaardsrummet, Mellemporten og Baggaarden er tæt pakket af Folk, og først efter Haanden som Rækkerne nærmest Politilokalerne fortyndes, faar en Slump af de paa Gaden opstillede Adgang. Det gaar saa gennem den smalle Portaabning med Puf og Stød, Kvinder og Mænd mellem hverandre. De har staaet Timevis i den bidende Blæst og ventet paa at saa deres Portion Kul til at opvarme den fattige Stue med, og en halv Snes Politimænd har Besvær med at holde dem tilbage.

Men Kullene hører op før Tilstrømningen.

Paa Kristianshavn, hvor en yderst fattig Befolkning skjuler sin Nød paa Strøg som Sofiegade, Søndervoldstræde, Amagergade og i andre skumle Gyder, frekventeres Uddelingen paa Politistationen af et talrigt Publikum, der ogsaa her væsenligst bestaar af Kvinder. I Gaar bestod Uddelingen i Kort til Sundhedsbrød samt Kul, der udleveredes i Politistationens Gaard.

* * *

Vesterbro har ogsaa sit store Arbejderkvarter. Ud mod Kalvebodstrand ligger Kasernerne med For- og Baghuse, der stundom rummer et hundrede Familier. Lige bag ved Politistationen Svendsgade ligger den forhen saa uhyggelige Badevej, der nu begynder at faa et mere moderne Udseende. Nøden er mindre smudsig i Københavns Forstæder, men til Gengæld mere almindelig end nogen Sinde før. Den har kun fordelt sig og kryber som oftest saa langt mod Himlen som muligt.

* * *

Svendsgade Politistation (nedlagt som politistation) er fra 1882 og tegnet af Ludvig Fenger (1833-1905). En sidegade til Vesterbros Torv. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det synes ikke, som om Uddelingen fra Svendsgades Station altid gaar for sig med samme Præcision og Velvilje fra Politiets Side som andre Steder i Byen. Der er saaledes nævnt os et Tilfælde af brutal Optræden af en Betjent, hvis Numer vi har sikret os. Et Par fattige Mænd søgte at faa Assistenten i Tale. Den Enes Kone havde ligget syg i 35 Uger og han var nu arbejdsløs. Den paagældende Betjent optraadte paa en meget brutal Maade, fordi Manden rettede gentagne Spørgsmaal til ham om Uddelingen. Betjenten forfulgte ham ned ad Gaden med Skældsord og grov Tiltale.

* * *

Fra Kaffehuset i Absalonsgade uddeltes der i Gaar en Del Spisebilletter til de Nødlidende, som var blevne afviste af Svendsgades Politi, da der ikke var mere at give af. En Snes Mennesker barrikaderede Døren, medens en Opvarter stak Billetterne i Haanden paa de nærmeste. Det saa et Øjeblik ud, som om et Slagsmaal kunde blive Følgen af den Iver, hvormed Enhver søgte at trænge sig frem til Døraabningen.

* * *

Paa Østerbro, der i Tidernes Løb udvikler sig stærkt og allerede har tæt bebyggede Arbejderkvarterer at opvise, finder ved privat Foretagsomhed ce kraftig Understøttelse Sted. Dette kan ogsaa gøres nødigt. Fredensgade, Ryesgade, Blegdamsvejen, Lægeforeningens Boliger og Dele af Rosenvængets Terræn har en Mængde Trængende, som i Vinter er nødt til at søge Hjælp. Østerbroes Bespisningsforening og i andre Foreninger virker af al Kraft for at lindre Nøden. Hver Dag lidt før 12 uddeler den førstnævnte Forening fra Dampkøkkenets Madvogn gule Ærter og Flæsk, og det er sjældent, at Nogen gaar forgæves. Kvinder og Børn, som forventningsfulde stimler sammen om de dampende Gryder, naar Vognen har indtaget sin bestemte Plads i Østerbroes Sporvognsremise, faar deres Spande og Krukker fyldte, og Hundrede af Munde i de fattige Hjem mættes ved denne Art af Godgørenhed.

Og det er dog kun en forsvindende Del af Østerbroes Aristokrati, som yder Bidrag til saadanne menneskevenlige Foretagender.

(Social-Demokraten 18. marts 1886).

Retsbeskyttelsen i Aarhus mod Socialisternes Tyranni. (Efterskrift til Politivennen)

I "Jyllp." for den 11te ds. berettes Følgende: En ung Former fra Kjøbenhavn, Medlem af "Arbejdernes Værn", ankom i forrige Uge her til Aarhus for at arbeide hos Firmaet Frichs Efterfølgere, d'Hrr. Wied & Westensen, hvis Støberi af den socialistiske Fagforening er erklæret "blokeret". Den unge Former begyndte i Fredags at arbeide paa Fabrikken. Da han om Aftenen forlod denne for at gaa til sit Logis, blev han, saasnart han var kommen udenfor, omringet af en Flok Personer, af hvilke han, om er ganske fremmed der i Byen, ikke kjendte en eneste. Denne Bande befalede ham at følge med - hvorhen blev ikke omtalt, og da han vægrede sig, truede de ham med Prygl. Politi saaes ikke, og han maatte derfor lade sig føre bort af Sværmen, som førte ham til "Herberget" paa Guldsmedgade. Her betydede Banden ham, at han ikke maatte arbeide paa Støberiet, og hvis han vovede at gjøre det, skulde han faa Prygl. Banden stolede dog ikke paa Virkningen af denne Trusel, men holdt Formeren ligefrem indespærret i "Herberget" Lørdag og Søndag under uafbrudt Bevogtning af nogle af Voldsmændene, af hvilke en stadig ledsagede ham, naar han nødvendig skulde et Øieblik udenfor. Da den unge Mand om Mandagen for at slippe ud af Fangenskabet udtalte, at han vilde se at komme tilbage til Kjøbenhavn, blev Bevogtningen mindre streng, og da hans Penge vare slupne op, fik han Lov til at henvende sig til Politiet. Efter hvad han har erklæret til Bladets Meddeler, kom han til at tale med en Embedsmand, som han antog var Politimesteren, og skildrede for ham, hvorledes han var bleven behandlet. Hertil svarede Politimanden, at naar han (Formeren) ikke kunde opgive Navnene paa de Personer, der havde truet og indespærret ham, kunde Politiet ikke have med den Sag at gjøre; dog tilføiede han senere Noget om, at han nok skulde se at tage Forholdsregler mod dem. Da Formeren saa erklærede, at han ingen Penge havde, fordi han Intet havde kunnet fortjene, da han var bleven hindret i at arbeide, lod Politiembedsmanden ham som erhvervsløs - indlægge paa Fattiggaarden, og der befinder han sig nu. "Jyllp." tilføjer, at nogle af de Formere, der arbeide paa det blokerede Støberi, efter hvad et Dievidne har meddelt, i Tirsdags Aftes paa Hjemvejen fra Fabriken bleve insulterede af de Strikende og en Bande Pøbel, som ved Fabriken ventede paa Formerne og fulgte dem under idelige Forhaanelser til deres Hjem. Atter i Onsdags Aftes bleve Formerne modtagne ved Fabriken og fulgte hjem af en lignende Bande; men denne blev dog holdt nogenlunde i Tømme af et Par Politibetjente.

(Dagens Nyheder 13. marts 1886).

Nøden i København set fra Gaden. (Efterskrift til Politivennen)

Dagene længes, og Vinteren strænges. Det smilende Foraar, hvis Kvartal efter Almanaken begynder den 20. Marts, kan glide paa Skøjter ind i sin Del af Aaret. Vinter! Det er for den Fattige Summen af alle de Lidelser, der kan rummes i et slet organiseret Samfund.

* * *

Der uddeles i disse Dage milde Gaver fra alle Stadens Politistationer, hvis Personale ved ekstraordinære Lejligheder, hvor Hjælpsomheden stal ytre sig i det Store, kan afgive en heldig og værdifuld Assistance. Forskellige Forretningsmænd har ydet deres Geskænk i Form af Brød, Spisebilletter, Kød, Flæsk, Urtekramvarer, hvoriblandt en Masse Løvetand, stundom uddeles tillige flere Tønder Kul og undtagelsesvis en direkte Pengehjælp.

* * *

Uddelingen begynder Kl. 9 Formiddag fra alle Stationer, og Tilstrømningen af Nødlidende er uhyre. Allerede Kl. 6 om Morgenen stiller Folk i Snesevis, Mænd, Koner og Børn og indtager de forreste Pladser udenfor Stationen i Haab om ikke at maatte gaa tomhændede bort. Den tidlige Morgenstunds bidende Frost er et mindre Onde end den gnavende Sult. I den 3 Timers Ventetid gnider man Hænderne og tramper med Fødderne for at holde Varmen, men lidt efter lidt forøges de Ventendes Antal; Kl. 7 er der allerede i Hundrevis, og Enhver søger at erobre sig en Plads saa nær Indgangsdøren som muligt. I denne stiltiende Kamp om Pladserne kommer der en naturlig Varme i Blodet.

* * *

Da Kl. var 9½ i Gaar Formiddag stod mindst 500 Mennesker endnu opstillede i Fælledvejens Politi- og Brandstations Gaard. Ansigtstræk og Klædedragt vidnede om Arbejdsløshedens Følger, begge Køn og forskellige Alderstrin var repræsenterede, men Hustruerne eller Mødrene udgjorde det overvejende Antal. Man opstilledes 4 og 4 i Række af flere tilsynshavende Politibetjente og gik dernæst op i Stationsbygningen, hvor Assistent Rantzau og et Par Civile forestod Uddelingen. Naar denne saa endelig maa høre op af Mangel paa flere Naturalier, bekendtgør Betjentene dette for dem, som er tilbage. Rækkerne opløses modvilligt, og man gaar den tunge Vandring efter Brødet den paafølgende Dag.

Fælledvejen Politistation. Nu indrettet som Politimuseum. Foto Erik Nicolaisen Høy.

* * *

Det fortaltes, at et Par frugtsommelige Kvinder, som i Torsdags havde ventet taalmodigt i Kulden i de tidlige Morgentimer, og som senere klemtes inde i Rækkernes Trængsel, var besvimede og maatte bæres bort.

* * *

Graabrødretorvs Station var formelig belejret, men Uddelingen foregik her paa Grund af de vanskeligere Lokaleforhold med mindre Præcision end paa Nørrebro. Iblandt de 2 a 300 Mennesker, som endnu Kl. henad 10 stod opstillede, saas gamle Kvinder og unge Mødre; flere af de sidste havde spæde Børn paa Armen.

* * *

I en Gadedør ved Torvet stod 4 haandfaste Arbejdsmænd. De holdt Frokost, hver med et tørt Surbrød. Paa Maaltidets Tarvelighed bødede en Halvpægleflaske med en Snaps pr. Mand, øg Stemningen var jævnt gemytlig. En kraftig Natur holder selv i Nøden paa det gode Humør.

* * *

I Pilestræde havde der udenfor Stationen været samlet saa Mange, at det hele Morgenstunden var umuligt at passere Gaden baade for Gaaende og Kørende. Politiet havde stort Besvær med at skaffe den fornødne Plads, og et Par Betjente optraadte paa en i høj Grad brutal Maade mod de om Hjælp søgende Fattigfolk. Stundom faldt de ligefrem over disse, puffede og stødte til Kvinder og Børn og brugte uhøvisk Tiltale. Vi har sikret os Numrene paa disse Herrer.

* * *

En Inspektionsbetjent føjede nederdrægtig Haan til den tilstedeværende Elendighed. Idet en Skraldemand med sit Køretøj blev hjulpet gennem Mængden, sagde Inspektionsbetjenten lydhøjt: "Aa! gør os den Tjeneste at tage lidt af det Skidt her med Dem med det samme!"

* * *

Der stod en yderst saftigt klædt ung Kone paa Stentrappen ved Siden af Porten til Pilestrædes Station. Paa Armen havde hun et Barn paa en halv Snes Maaneder, der sovende gemte sit lille Hoved ved Moderens Bryst. De havde frosset i to Timer for endelig at kunne komme ind og præsentere deres rørende Armod.

* * *

St. Kongensgades Politi foretog ingen Uddeling, da Meddeleren heraf passerede forbi. Der var bleven lovet Hjælp efter Kl. 9, men endnu Kl. henad 11 ventede en udholdende Skare forgæves. Det var mest Smaabørn og fattige Koner. De holdt sig i Afstand fra Borten, hvor et Par Betjente var posterede, men syntes at have Vanskelighed ved at forsone sig med Tanken om at gaa tomhændede hjem.

"De kan tro" sagde en ældre Kone, hvem vi henvendte et Par Ord til, "De kan tro, at det er haardt, naar man er saa fattig."

(Social-Demokraten 13. marts 1886).

K. Gamborg: Uddeling af Mad til nødlidende. I en Bouillon-Anstalt. Illustreret Tidende nr. 25, 21. marts 1886.

Foredrag om Island. (Efterskrift til Politivennen)

Et Foredrag om Island, som giver et livligt og anskueligt Billede af denne fjerne Ø og dens Befolkning, holdtes forleden af Højskoleforstander Johansen i Uldum og giengives i "Veile Folkebl." saaledes:

Island er et mærkeligt Land, om det end for en stor Del ligger øde, dels foranlediget ved den stærke Kulde, der hersker deroppe, og dels ved, at store Dele af Øen ere bedækkede af mægtige Klippemasser. Danskere, som komme der op, synes i Reglen meget daarligt om at være der, og man har havt Exempler paa, at de have grædt ved Landstigningen over det Øde, som de mødte, og om de saae om sig allevegne. Islænderne synes dog selv, at deres Land er smukt, og de kunne ikke forstaa, at Andre ikke synes det samme, navnlig synes de slet ikke om de danske Sletter. De have da ogsaa deroppe mange Mærkværdigheder, hvad Naturen angaaer, de have mange varme Kilder, hvoraf Geyser er den mest bekjendte, og mange Vulkaner, hvoriblandt Hekla er den mærkeligste. 

Bygningerne ligge paa de nederste Fieldskraaninger. Gaaer man midt hen igjennem en Dal, saa seer man Bygningerne til begge Sider; de ligge alle med Gavlen ud imod Dalen. Væggene ere af Græstørv og 3 a 4 Alen tykke, og er der flere Huse, hvad som oftest er Tilfældet, saa ligge disse parallelt med hinanden, og det første Hus's ene Ydervæg tjener saa ogsaa til Væg i det næste Hus og saa fremdeles. De nederste Lag af Murene bestaa dog af Sten. Det øverste af Huset bestaaer af Spændetræer, der ere belagte med Græstørv. Seer man Bygningerne fra Fjeldsiden, kan man godt gaa dem forbi uden at blive opmærksom paa dem, thi her flyde de rid i Et med Fjeldet. Gaaer man ind i deres Stuehus, kommer man først ind i Forstuen, der er Opbevaringsstedet for Kister og Fiskeredskaber. Fra Forstuen fører en lang, mørk, noget uhyggelig Gang, der ikke er ulig en Rævegrav, ind til den egenlige Stue, der tjener baade til Dagligstue og til Sovekammer for alle Gaardens Beboere. Det seer ret hyggeligt ud derinde; Væggene ere beklædte med Brædder; der er to Rader Senge, og saa har hver af Husets Beboere sin lille Kiste til sine Klæder derinde, det er det eneste Boskab, der findes i den almindelige Befolknings Stue; der er hverken Bord, Stole eller Kakkelovn; Kister og Sengekanter benyttes til at sidde paa. Værst seer det ud i Kjøkkenet og i Spisekammeret. Der ere Væggene ikke beklædte med Brædder; der er heller ingen Skorsten; der fyres paa nogle Sten midt paa Gulvet og Røgen maa bane sig Vei gjennem en Aabning i Taget. Dog ere Islænderne langtfra saa urenlige, som man skulde tro, eller som de undertiden faa Skyld for. Til en Gaard hører altid en Smedie og et Snedkerværksted, Mændene ere som oftest baade Smed og Snedker, og de kunne næsten altid beslaa deres Heste. 

Uden for Gaarden ligge nogle spredte Bygninger paa det saakaldte Tun (Indmarken) til Kreaturerne. Korn kan ikke modnes, og Hvidkaal kan ikke lukke sig, dertil er Sommeren for kort. Deres Hovedavl er Græs, der er vanskeligt at bjerge, fordi Græsmarkerne altid ere overfyldte med store Tuer; derfor slaa ogsaa Islænderne altid deres Græs med en egen Slags korte Leer, for at de kunne afhugge Græsset saavel paa som mellem Tuerne. En Plov er en stor Sjeldenhed; den Jord, der er under Kultur, bearbejdes med Haandredskaber. Af Køer haves endel; de have ingen Horn, og de staa inde 8-9 Maaneder om Aaret. Heste have de ikke saa faa af, de ere smaa, de saakaldte Islændere; de have to Slags, nemlig Heste til Arbeidsbrug, Arbejdsheste, og saa Rideheste. Hestenes Arbeide bestaaer væsenligst i at bære; de stakkels Dyr maa slæbe Alt paa deres Ryg; de bære Høet hjem, ja de maa endog bære Gjødningen ud i Marken; de bære Bygningstømmer hjem fra Kjøbstaden, eller rettere, de slæbe det hjem; den ene Ende af Tømmeret befæstes nemlig til Hestens Side, og den anden Ende kommer slæbende bagefter. Kjøre i Vogn fjender Islænderen ikke noget til; han har ingen ordenlige Landeveie, og en Vogn er derfor en meget stor Sjeldenhed paa Island. Arbeidshestene maa gaa ude hele Vinteren, og de forstaa meget godt at skrabe Sneen tilside for at faa sat i det visne Græs; kun i de haardeste Snestormsdage faa de Lov til at komme ind; men saasnart det bliver Opholdsvejr, maa de herud igjen. At de blive magre under saadanne Forhold er let forstaaeligt. Ridehestene faa derimod Lov til at være inde hele Vinteren; de afrettes til Pasgængere, det vil sige, de læres til at flytte høire Forfod og høire Bagfod, venstre Forfod og venstre Bagfod efter hinanden; vore Heste derimod flytte som bekjendt høire Forfod og venstre Bagfod og venstre Forfod og høire Bagfod efter hinanden. En saadan Pasgænger skal være behageligere at ride paa. Ridehestene ere dyrere end Arbejdshestene. 

Af Faar holdes store Mængder, 10 for hvert Menneske. Sidst i Juni rives Ulden af dem, de klippes ikke; saa drives de ud i langt bortliggende Fællesmarker, hvor de saa gaa til sidst i September aldeles overladte til sig selv. Endel blive her et let Bytte for de hvide og røde Ræve, og nogle falde ogsaa ned i Klippekløfter og finde her deres Død. Sidst i September, naar Faarene skulle hentes hjem, forsamles Eierne; de drive Faarene sammen i en Klynge, og saa udtager enhver sine. Man skulde nu tro, at det var vanskeligt for Enhver at finde sine Faar; men det er det ikke; thi enhver Mand paa hele Øen har sit særegne Mærke paa sine Faars fører; ønsker han at forandre dette Mærke, saa maa han gjøre dette bekjendt igjennem Bladene. Naar Enhver har taget sine, bliver der altid nogle tilbage med andre Mærker, der ere komne tilløbende; thi Faarene kunne nok undertiden foretage lange Vandringer, endog fra Nordsiden til Sydsiden og omvendt. Disse Faar sælges saa, og hvad de koste, udbetales til den rette Eier, naar denne senere hen melder sig. Nu foregaaer Slagtningen, dels til Husbehov og dels til Udførsel, ogsaa til Danmark sendes islandsk "Lamme-kjød".

En anden Indtægtskilde er Fiskeri. Ogsaa Fremmede drive et betydeligt Fiskeri ved Island, alene fra Frankrig komme 3 a 400 store Skibe med flere Tusinde Fiskere. Islænderne tilberede de fangede Torsk som Klipfisk, Stokfisk o. s. v. Udenfor enhver Gaard ligger en stor bred Sten, som kaldes Fiskestenen; paa denne Sten bankes Fiskene, for de spises ukogte. Saadant banket Fiskekjød er velsmagende, og det skal have en gavnlig Indflydelse paa Tænderne, saa Tandpine er ukjendt deroppe paa Øen udenfor Kjøbstæderne. Islænderne ere meget ihærdige Fiskere, og de ere noget dumdristige, hvorfor ogsaa endel finde deres Død i Bølgerne. Fremmede Fiskere, som ligge deroppe, have deres bestemte Arbejdstid, fra 6 til 6; men Islænderne fiske, saalænge der er nogle Fisk. Ogsaa Edderfuglen er en Indtægtskilde for Islænderne, idet de forstaa at tage Fjer og Æg af dent Rede uden at den flytter. Laxefiskeriet spiller heller ikke saa lille en Rolle.

Islænderne holde svært paa det Gamle, det giver sig tilkjende baade i Stort og i Smaat: de Navne, som vi træffe i Sagaerne, finder man endnu deroppe, ogsaa Personsnavne ere de oldnordiske. Deres Klædedragt ere noget ejendommelige, navnlig Kvindernes. Mændenes Klæder sidde om dem som en Sæk. Skræddere have de nemlig ikke, saa Kvinderne maa sy deres Klæder; Træsko bruge de ikke, men derimod nogle eiendommelige Sko, lavede af Faareskind. Naar de ere ude at ride, have de Sækken trukket uden over Fødder og Ben. Kvindernes Nationaldragter ere smukke særlig den saakaldte Høitidsdragt, der dog er saa kostbar, at det ikke er enhver Kvinde paa Island, der har Raad til at eie en saadan Dragt Værtshuse sindes der ingen af paa Island; men er man paa Reise deroppe, bliver man overalt modtaget med Gjæstfrihed, dog maa man finde sig i at underkaste sig et Krydsforhør om, hvor man kommer fra, hvor man vil hen, og hvad man har til Ærinde. Naar man kommer ind, er der strax tørt Fodtøj til Tjeneste, hvad ogsaa nok kan gjøres Behov, da Reisen ikke sjelden gaaer over sumpige Strækninger. Betaling tage de ikke imod. Karlene udøve en egen Slags Brydeøvelser, der kaldes at glime, men Vaabenøvelser dyrke de ikke. iflor Tidsinddeling i Maaneder er aldeles fremmed for Islænderen; han kjender ikke Maanedernes Navne. Han inddeler Aaret i Sommer og Vinterhalvaaret, og saa tæller han hver af disse i Uger. Han siger saaledes, det er den 15. Uge i Sommer eller den 7. Uge i Vinter osv. Af Gilder har man et Midvintersgilde, en Levning fra Hedenskabet, ved hvilket Gilde Alt maa gaa til efter gammel nordisk Vis, ja Maden spises endog af Trætruge. Ved denne Lejlighed mindes man eller idetmindste taler om de gamle Guder Odin, Thor osv. Askeonsdag er ogsaa en Slags Højtidsdag for dem; til denne Dag sy Pigerne Skindposer, som de komme Aske 1, og som de saa søge paa en eller anden Maade at hænge paa Karlene eller ogsaa at putte dem i deres Lommer, og saa gjælder bet for Karlene at passe paa, at de ikke skal komme til "at bære Aske."

Om Aftenen skrabe Karlene Skind eller de karte, Kvinderne spinde, Mændene flette Reb af Hestehaar, og En læser op for dem. Kl. 9 holdes i Reglen Husandagt; mens Fadervor læses, sidde alle med Hænderne for Øinene. Drukkenskaben er Islændernes værste Last. Hjemme saa de dog sjelden for meget; men naar de komme til Kjøbstaden, faa de jævnlig en lille Pisk. Det er ikke gaaet op for Islænderne, at det er noget slet at gaa fuld paa en Gade, saa at de endog maa ledes hjem. Selv deres Embedsmand, ja endog deres Præster ere hengivne til denne Last. Taleren mente, Grunden til denne Drikfældighed maatte søges i, at Islænderne ere endel tungsindige, og saa søge de at drukne Sorgerne i Glasset. Præsterne deroppe ere meget fattige; der er nemlig en Præst for hver 400 fattige Indbyggere, og de kunne ikke give nogen stor Løn. Hvad de faa, saa de in natura, og saa have de deres Præstegaard: Præsten gaaer da ogsaa stadig med sine Folk paa Arbeide i Marken; han er Dus med sine Sognebeboere, og han fungerer ogsaa jævnlig som Læge - Læger er der ikke mange af deroppe - og Medicinen kan ogsaa kjøbes hos ham, saa han er ogsaa Apotheker. Kirkerne ere i Reglen Træhuse og Væggene af Græstørv, et Kors paa Gavlen er det eneste Tegn paa. at det er en Kirke. En af de mest Ansete hjælper Præsten tilrette i Kirken, og den bedste Sanger leder Sangen. Præsterne have Eneret til at betegnes med det engelske "Sir", og saa bruges altid deres Fornavn "Sir Lazarus", "Sir Danirl" osv. Island har ingen Almueskoler, og dog lære Islændere meget godt at læse og skrive osv., thi Islænderen føler, at Ansvaret for hans Børns Undervisning paahviler ham selv, og saa arbeider han med dem. De have deroppe en Latinskole, en Præsteskole, en Realskole og i de senere Aar en Højskole. En Skole for Jurister have de ikke, saa de, der ville studere Jura, maa reise ned til Universitetet i Kjøbenhavn.

(Thisted Amtsavis 4. marts 1886. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).