Fra Ladegaarden. Af Alfred Ipsen. (Efterskrift til Politivennen)

(sluttet)

Det er en meget broget og meget uensartet Befolkning, der færdes indenfor Ladegaardens Mure. Der findes Repræsentanter for de forskjelligste Aldere og Livsstillinger. Ja, der savnes "end ikke Løjtnanter og Studenter og deslige Folk af Stand". Ja, der hviskes endogsaa om en Greve, en Søn af en Kommandør og en Ridder af Dannebrog. Der er dem, der har bedst af i al Stilhed at forsvinde bort fra Verden bag disse Mures skaansomme Inkognito. Der er Folk, der har kjendt bedre Dage; der er vel ogsaa dem, der har kjendt værre. Men, hvor galt man end har haft det før, saa længes man dog derud igjen, hvor den gyldne Friheds bedrageriske Skiær vinker. For den Slags Bohéme-Existenser, som havner derinde, er selve den strænge daglige Orden, med faste Reglementer, fast Arbejdstid og faste Maaltider en Straf, hvortil kommer den endnu større Straf, som den nødtvungne Afholdenhed fra Brændevin er.

Man finder paa Ladegaarden gamle, graanede Alkoholister, og man finder pur unge Piger, der allerede er komne paa Afveje, man finder flittige og dygtige Arbejdere, godmodige og omgængelige Mennesker, der har sat alting overstyr og gjort sig selv umyndige i Drik. Alle Vegne, hvor man søger tilbage til den første Aarsag, finder man den samme - Drik.

Men skjønt Medlemmerne herinde lever i en fuldstændig Isolationstilstand, maa man blot ikke tro, at de derfor er absolut afskaarne fra den kjære Brændevin. For det første er der Udgangsdagene, der for en stor Del benyttes til Opsøgen af spirituøse Nydelser, og dernæst indsmugles der stadig trods den vagtsomme Kontrol, Kvantiteter af denne Kontrabande. Man kan anvende saa stor Paapasselighed, man vil, saa undgaas det dog ikke, at Opsynet af og til bliver taget ved Næsen; thi naar det gjælder om Tilfredsstillelse af denne Lidenskab, er Opfindsomheden uhyre stor og finder stadig nye Udveje. I Halstørklæder, i hule Stokke, dobbelte Brokbind, ja selv i de bare Sko indsmugles der Brændevin, eller, som et Surrogat Kamferspiritus, og man kan sige sig selv, at det ikke er nogen let Sag at visitere alle de Mennesker grundig, der paa Fridage gaar ud og ind. Denne Lidenskab for Brændevin er udviklet til en ren Mani - end ikke Lampespritten er sikker mod Efterstræbelser. Da Inspektøren i sin Tid opdagede, at Spiritussen til Lamperne svandt i en ganske betænkelig Grad, lod han den - for at hindre Misbrug - tilsætte med et skrækkeligt ildelugtende Stof, men han var dog ikke endnu sikker paa, om man ikke af og til kneb fra Lamperne. En særlig Fristelse for Lemmerne opstod tidligere derved, at et af Soveværelserne vendte ud til Gaden. Denne Omstændighed benyttedes da til at træffe Aftaler med gode Venner, der bragte den saa ivrig attraaede Artikel hen til Muren i Nattens Mulm og Mørke, hvorpaa den fra Vinduet blev heiset op i en Snor. Eller man anbragte det dyrebare Fluidum udenfor paa Marken paa et aftalt Sted, hvorfra den da ved Lejlighed hentedes af Lemmerne. Og, skjønt der gik Vagt, om Vinteren paa to, om Sommeren paa én Mand, lykkedes det dog undertiden at skuffe denne. Saa vidt jeg véd, er dette Forhold med Soveværelse til Gaden dog nu forandret. Det følger af sig selv, at al Prædiken mod denne Arvefjende er ørkesløs. Naturligvis, naar én eller anden tager sig for at moralisere for disse Adams Børn og der i Øjeblikket ingen Lejlighed viser sig til at slaa til Skaglerne, er de villige til at gaa ind paa enhver Forestilling og angre alle deres tidligere Forsyndelser; men saa snart Lejligheden viser sig paa ny, "gjør den atter Tyve". Thi Brændevinen har en ligefrem magisk Magt over dem; naar de ser den, kan de ikke modstaa. Jeg har ladet mig fortælle om en Mand, en flink, net og elskværdig Mand, dygtig og samvittighedsfuld ved sit Arbejde, naar han er indenfor Ladegaardens Mur, er han et rent Mønster Menneske, enhver vilde være tilbøjelig til at kavere for ham. Men, hver Gang han er kommet ud - og det har været forsøgt flere Gange - har han faaet Tilbagefald og har atter maatut vende tilbage til "Gaarden". Og dog er han selv gennemtrængt af et levende Ønske om at komme ud oa en Gang komme til at staa paa egne Ben.

Selvfølgelig er en saare stor Del af Ladegaardens Befolkning Gjengangere, Folk, der har været der flere Gange, og som i lang Tid har været fortrolige med Livet derinde. Enkelte har været der helt fra Barn af og er blevne oplærte til et Haandværk derinde. Der er flinke Arbejdere derinde, ordenlige og rolige Folk; men, det følger af sig selv, at der ogsaa er opsætsige og balstyrige Hoveder, der sørger for, at Ordnet ikke har alt for magelige Dage. Dette bestaar for en stor Del af gamle afgaaede Underofficerer fra Marinen, der har den Fordel, at de er vante til at kommandere, hvad der nok til Tider kan gjøres nødvendigt. Indenfor den lille Stat, hvor deres Virksomhed falder, føler de sig som store Mænd, omtrent som Politimestre udenfor i det store Samfund, og opbærer en efter Omstændighederne ret betydelig Gage (en 1,000 a 1,200 Kr ). Flere af dem er gifte. Desuden haves et særligt Brandkorps og Sprøjte i Tilfælde af paakommende Ildsvaade, og der paahviler ikke dette Brandkorps Forpligtelse til at gjøre Tjeneste udenfor Ladegaarden selv, med mindre der skulde ske særlig Rekvisition.

De "bedre" Folk, som havner paa Ladegaarden, bliver i Reglen andrage paa Kontoret, hvor der er meget at bestille med at føre de store Protokoller, der optages i Anstaltens Arkiv. Der fører de en stille og rolig Tilværelse, qjemte og glemte, fjærnt fra den Verden, hvor de dog har forspildt deres Chancer.

* * *

Man maa nu ikke tro, at alting ligger og flyder sammen i kaotisk Forskjelsløshed paa Ladegaarden. Ogsaa her er der Distinktioner, Klassifikation. Naar Folk kommer ind paa Ladegaarden, saa begynder de fra neden af i anden Klasse. Naar de saa tjener, hvad deres eget Underhold er beregnet til, og for Resten skikker sig vel, avancerer de op i første Klasse, hvor Forplejningen er noget bedre, idet de faar deres Arbejdes Overskud udbetalt i Mærker, der gjælder som Betalingsmiddel paa Ladegaardens Marketenderi, saa at de derfor kan erholde Smørrebrød, Ost, Øl. Tobak eller andre Delikatesser, alt efter enhvers Smag, kun ikke det saa meget attraaede Brændevin. Dog er heller ikke denne Nydelse absolut udelukket, idet der i første Klasse indrømmes Arbejderne en Morgensnaps, i den stedlige Jargon kaldet "en Blodkop". Undertiden tilbyder der sig ogsaa paa Formiddagsudflugter, naar Inspektionen et Øjeblik falder i Betragtninger eller vender Ryggen til, Lejlighed til at kile ned i en Kjælder oq faa en Opstrammer til, forudsat at man er i Besiddelse af de dertil fornødne Midler. Hvad man end vil sige om Kosten paa Ladeaaarden - Ankerne vil vel nærmest ramme en vis Ensformighed i Spisesedlen - over Mangel paa Maaltider kan man ikke klage, naar man hører, at der daglig holdes fem, nemlig foruden de tre Hovedmaaltider tillige Mellemmad og Vesperkost. De staaende Middagsretter er Kjødsuppe og Oxekjød - Grød og Oxesteg - Ærter og Flæsk. Al Kogningen foregaar ved Damp i vældige Kjedler. Køkkenet, der intet haver tilbage at ønske i Properhed, staar under Ledelse af en Bestyrerinde.

* * *

Det er en vidtløftig og meget forgrenet Anstalt, samme Ladegaard. Den rummer i sig ligesaa mange Mennesker som et Par meget ansellge Landkommuner. Kvindeafdelingen er den stærkest belagte og rummer henved 900 Medlemmer, Mandfolkeafdelingen henved 700. Foruden Arbejdsanstalten er der tillige en Lemmeafdeling for gamle Folk, en Husvildeafdeling, Sygestuer for de Syge med et særligt Værelse for Delirister. De mandlige Arbejdere sysselsættes - for saa vidt de ikke anvendes i Magistratens Tjeneste ude omkring - paa en Mængde forskjellige Værksteder, idet man lader enhver blive ved sin "Læst", og de, der intet Haandværk kan, bliver oplærte til et. Der er Væveri, hvor der væves saa vel ved Damp som paa landlig, gammeldags Vis ved Haandvæv. Der er Snedker-, Skomager-, Sadelmager-, Smede-, Blikkenslager- og Bogbinderværksteder, der er store Skrædderstuer, og modsat andre Værksteder, hvor der undertiden kan være Dyrtid paa Arbejde, er der her altid fuldt op at gjøre, idet Kommunen forbruger en Mængde Arbejde derfra til Hospitaler, Kommuneskoler og lignende Anstalter. Desuden forbruger jo Ladegaarden selv stadig en Mængde Arbejde. De gamle og svagelige er anbragte i et Rum, hvor de beskæftiges med at rense Kryolith, pille Værk og lignende let Arbejde. Paa hver Arbejdsstue er der en opsynshavende, der benævnes "Rodemester". Der hører ogsaa til Ladegaarden et Jordstykke, hvor der drives Gartneri. Kvinderne sysselsættes med Vask, Strygning og lignende Husgjerning, og man kan tænke sig, at der er en antagelig Vask, naar man hører, at det er ikke alene Ladegaardens Tøj, men ogsaa "Almindelighedens", der bliver vasket her.

Mændenes og Kvindernes Gaard er adskilte fra hinanden ved et højt Gitter, i hvilket der findes en aflaaset Laage. Efter Sigende skal dog en Gang et Fruentimmer ved Navn Katrine, drevet af kvindelig Nyfigenhed efter at vide, hvordan der saa ud paa den anden Side, være klatret over Stakitet og kommet ind i Mandfolkenes Gaard; men Besøget blev kun af kort Varighed.

Husvildeafdelingen bestaar af en dobbelt Række Værelser med mellemliggende Køkken til fælles Brug for to Familier. Den er bestemt til at give dem, der ved Flyttedagstid bliver Husvilde, et midlertidigt Opholdssted. Den regelmæssige Tid for Opholdet er beregnet til fjorten Dage. I Etagen oven over disse Lejligheder findes en Afdeling til Optagelse af uvorne eller moralsk fordærvede Drenge. Der er særlig Spisestue, Opholdsrum og Sovestuer. De sidste minder om Kasernernes Sovestuer. Sengene - Jærnsenge naturligvis - er opstillede i lange Rækker, og hver Seng er forsynet med to uldne Tæpper, der er lagte dobbelt. Hver Sovesal har som Opsynsmand en saakaldt "Sovevært", der skal vaage over Orden og Renlighed. Sengene er forarbejdede paa Ladegaarden selv, og det samme gjælder for Resten alt det øvrige Inventar. Desuden findes der paa Ladegaarden en lille Kirke, hvor der en Gang om Ugen holdes Gudstjeneste af Kapellanen ved Johanneskirken. Adgangen til denne, der ligger i Mændenes Afdeling af Gaarden, er forbeholdt Mændene. Kvinderne kommer der kun ved Altergang. Ellers søger de deres egen Bedesal. Kirkegangen er en fri Sag; men Kirken besøges dog flittig. Muligvis betragtes det som en Afvexling i det ensformige Liv, saa meget mere som der forefindes et godt, lille Orgel til Ledsagelse af Sangen. Jeg overværede en Gudstjeneste der, og det var ejendommeligt at se, med hvilken Iver de tilstedeværende tog Del i Sangen, det var, som de søgte en Vederkvægelse ved efter Dagens lange Slid i de snævre Stuer at hvile ud i Sangens Toner. Prædikestolen var anbragt højt oppe, og Prædikenens Ord - den handlede om "Omskærelsen" - gik vistnok ogsaa hen over Hovedet paa dem. Der hører jo vistnok ogsaa et særligt Kald og navnlig en moden Livserfaring til at tale til disse Mennesker, saaledes at det naar indenfor Trøjen, men Ladegaardens Præster er gjennemgaaende unge, da denne Gjerning som sagt paahviler Kapellanen ved Johannes Kirke. Dertil kommer, at de idelig skifter, saa at de ikke faar Tid til at blive kjendte med de Mennesker, de her skal tale til. 

* * *

Der er Renlighed og Orden overalt, og dog gjør det hele med de lave Lofter, de snævre, mørke Trappegange, de tavse Arbejdere, hvoraf mange er graanede og bøjede under Dagenes Slid, et fortrykt Indtryk. Det er, som om der laa en vis Haabløshed over det Hele, som om der stod over Døren derude Dantes berømte Ord: I, som gaar ind, lader Haabet ude! Der er noget trist i at se alle disse Mennesker, der længes efter Livet udenfor, og som dog maa ende deres Dage her inde, fordi de ikke evner at staa paa egne Ben, og medens man gruer over disse Virkninger af Brændevinen og det bajerske Øl, sender man Totalafholdenhedsforeningerne en venlig Tanke og ønsker dem til Lykke med deres Virksomhed; thi at der er et Felt for dem og det et stort, derom bliver man overbevist ved et Besøg paa Ladegaarden.

(Morgenbladet (København) 17. april 1886).

Første del af artiklen beskrev bygningerne og stod i Morgenbladet 16. april 1886

Foto J. F. Meyer (1849-1905): Gårdmiljø, Ladegården, ca. 1895. Kbhbilleder. Public domain.

Forfatteren Peter Alfred Buntzen Ipsen (1852-1922) kom fra Jylland, blev student i Århus 1872 og tog eksamen i teologi 1877. Han blev journalist, bl.a. ved Morgenbladet og efter et ophold i London i 1879 og et par år sproglærer i Odense, flyttede han til København. Han udgav nogle (polemiske) pjecer, udgav digtsamlinger og fortællinger. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Gendarmerne og Haandværkerne. (Efterskrift til Politivennen)

Det er stadig galt med at faa noget at bestille til Gendarmerne; nu har alle Amtmænd bekendtgjort, at Gendarmerrnes Virksomhed b) vil bestaa i "at anholde Haandværkssvende, der viger fra den dem i Vandrebogen foreskrevne Vej"; men Haandværkerne synes mærkeligt nok ikke at være særlig tilfredse med, at der saaledes rundt om rider og spadserer Folk, der hjælper rejsende Haandværkssvende til ikke at gaa fejl af Vejen. I "Haandværkerbladet" skriver Ludv. Sørensen af Hørsholm en skarp og kraftig Protest mod dette tyske Gendarmeriarbejde; han anser denne Ordre til Gendarmerne for en Fornærmelse mod Haandværkerstanden, og selve Cirkulærets Fremkomst i Landets Blade for "saa stor en Skænsel for hele Standen, at enhver ærekær Haandværker maa føle det som en Tort, der er overgaaet ham selv personlig". Artiklen slutter saaledes: "Lige overfor dette Cirkulære finder jeg, at Fællesrepræsentationen for den danske Haandværkerstand maa have en uomtvistelig Pligt til at gøre sin Avtoritet gældende for om muligt snarest at saa dette Forhold forandret,eller dog i det mindste indsende til Justitsministeriet en energisk Protest imod den Maade, hvorpaa Øvrigheden tillader sig at behandle en stor Del af Standen, som særlig i denne strænge arbejdsløse Vinter kunde gøre Fordring paa den største Grad af Overbærenhed og Hensyntagen." 

(Social-Demokraten 7. april 1886).

Hans Christian (1849-1886) og Emma (1851-1929) Fischer. (Efterskrift til Politivennen).

Den ældste stadig eksisterende grav jeg har kunnet finde, er nedenstående fra 1883 ved landskabsmaleren Hans Fischers gravsted, nemlig af to af dennes børn der døde i 1883. 

Indtil 1880 var Vestre Kirkegård fortrinsvis forbeholdt frijordsbegravelser - massegrave af hvilke der absolut intet kan ses i dag. Fra 1880 afgjorde Magistraten pga pladsmangel på samtlige andre københavnske kirkegårde at alle linjebegravelser skulle foregå på Vestre Kirkegård. Det betød en markant stigning i antallet af begravelser som ikke var fattigbegravelser, og dermed også et pres på myndighederne for at skaffe ordnede forhold: Bedre adgangsforhold, tilladelse til andet end trækors med blikskilte, beplantning, nyt kapel osv. 

Landskabsmaler Hans Fischer er, som kortelig meddelt i et telegram, lørdag morgen afgået ved døden i København i en alder af kun 36 år.

Hans Fischer, der var søn af fabrikant Fischer i Vestbork her ved Horsens og var gift med en datter af den nylig afdøde provst Fabricius, havde under sit ophold sidste Sommer i Italien været meget farlig syg, men følte sig efter sin hjemkomst fuldstændig rask, indtil han for ca. fjorten dage siden blev angrebet af mavebetændelse, der efterhånden antog en så akut karakter, at den i lørdags gjorde ende på hans liv.

Hans og Emma Fischers gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Som kunstner indtog Hans Fischer en fremragende plads på landskabsmaleriets område. Kun 15 år gammel kom Fischer i 1865 ind på Kunstakademiet, hvis klasser han gennemgik indtil 1871, og allerede i 1868 begyndte han at udstille sine arbejder på forårsudstillingerne i København, hvor hans kunst efterhånden havde samlet sig en talrig kreds af venner, fordi den var i besiddelse af egenskaber, som måtte gøre den populær i dette ords bedste forstand. Ung, livsglad og blød, som kunstneren var, behandlede han fortrinsvis foråret, sommermorgenen eller sommeraftenen, kort sagt det idylliske, følelsesfulde, blide og milde. Fischer havde overhovedet mere blik for det afdæmpede stemningsfulde end for det stærke og larmende, for det lyse og klare end for det sørgmodige og alvorlige, Hans sind påvirkedes stærkt af sådanne naturstemninger, hvorfor der ikke sjældent kom noget umiddelbart betagende ind i hans billeder, som vel undertiden kunne nærme sig sentimentalitet, men i reglen lagde sig for dagen i en egen feststemning, der strålede fra lærredet. I forbindelse hermed står åbenbart den kendsgerning, at hans varme og kraftige Kolorit undertiden kunne blive for broget. 

I efteråret 1884 afrejste han med hustru og børn til Italien på Akademiets store rejsestipendium, men i Neapel ramtes han af en hård sygdom, der truede hans liv og utvivlsomt hindrede han i at drage den nytte af opholdet udenfor hjemmet, som ellers ville have været tilfældet. Ved sin elskværdige personlighed, sit trofaste, varme hjerte, sit åbne, ærlige sind og sin for al smålig misundelse frie karakter havde han vundet mange venner, som med oprigtig sorg ville erfare efterretningen om hans død. Han var netop kommen såvidt, at hans arbejde lå for ham rigt på forjættelser; hans syntes netop nu at skulle tage fat for alvor og følte sig selv mere kraftig og moden end før. På den nuværende forårsudstilling er han repræsenteret med et større billede fra golfen ved Neapel og med en pastel "Skumring ved Haderslev".

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 5. april 1886).

Hans Christian Fischer, 1868. Foto. Friedrich Wilhelm Schmidt (1829-1903). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Landskabsmaler Hans Fischer er i dag blevet begravet på Vestre Kirkegård, efter at den kirkelige sørgehøjtid havde fundet sted i Trinitatis Kirke, hvor mange venner, kammerater og andre bekendte havde samlet sig om den elskværdige kunstners båre. På kisten lå bl. a. en smuk krans med bånd og udskrift fra Kunstforeningen af 18de November, samt en krans fra arbejderne ved faderens fabrik i Jylland. Pastor G. Schepelern holdt talen. (Nat.-Td.)

(Aarhuus Stifts-Tidende, 10. april 1886.)

Hans Fischer.

Da Hans Fischer i Sommeren 1884 rejste ud med Akademiets store Stipendium, var han en lykkelig Mand. Let og forholdsvis hurtig var han naat frem ad den for mange andre saa trange Kunstnerbane, Publikum syntes om hans Billeder og kjøbte dem, hans Kammerater anerkjendte en vis bred, praktisk Dygtighed i hans Kunst og fandt altid noget at rose i hans Arbejder, og nu kom hertil hertil det officielle Vidnesbyrd om, at han var en flink og fremadstræbende Kunstner, der fortjente den offentlige Understøttelse, som kun bliver de bedste ti! Del. Lykkelig gift, omgivet af Hustru og Børn, fri for økonomiske Bekymringer, stod han ved et af sine Længslers Maal, det at skulle rejse rejse ud - til Syden, til Italien, det forjættede Land, hvor Kunstens Dyrkere i Følge den romantiske Opfattelse efter at have gjort Novice-Tjeneste i Templets Forgaard hjemme først faa den rette Indvielse i selve det allerhelligste. Thi han var Romantiker, det store, bløde, naive Menneske med Tro paa "Idealerne" og Evne til at begejstres for dem. Og med Forudnydelsens nervøse Rastløshed beredte han sig til den aarelange Rejse, læste Italiensk, lagde Rejseplaner, spurgte til Raads og tog mod Raad, ordnede sine Sager, pakkede sine Kufferterog fløj ud.

Rejsen bragte ham kun ringe Udbytte, hvad hans Kunst betræffer, og den skaffede ham den Sygdom paa Halsen, for hvilken han efter mange og lange Lidelser - et stærkt Legemes seje Kamp med Døden - endelig maatte bukke under. Han var ikke den første og bliver heller næppe den sidste af vore Kunstnere, der falder som Offer for de romantiske Længsler efter Italien. Det er jo en Tradition, hvormed man endnu ikke har brudt, at Rejsen paa det store Akademi-Stipendium skal gaa did. Men hvor faa er ikke de Malere, der har haft noget virkelig kunstnerisk Udbytte af deres Ophold i Italien. De komme derned til en fremmed Natur med andet Lys og andre Farver, end hvad de er vante til her hjemme, og det koster dem i Almindelighed et stort - ofte spildt Arbejde - at blive fortrolige med alt det ny, de træffe paa. Og naar det saa nogenlunde er lykkedes dem, er Stipendiet opbrugt, og de maa atter hjem. Det væsentligste, de da og de maR bringe med sig tilbage, er lyse Minder om et rigt og interessant Liv i et dejligt Land, hvis Sol og Skjønhed de kan lærges efter, men i hvilket de kun har været og aldrig vil blive andet end fremmede.

Det gik Hans Fischer i ltalien som saa mange andre før ham. Han var henrykt over al den Skjønhed, der mødte hans Blik, hvor han end vendte det hen, men det kneb noget for ham at arbejde dernede. Han sad forgjæves og ventede paa, at Aanden skulde komme over ham. Den kom ikke. - Thi Fischer hørte hjemme i Danmark, og han kom aldrig i virkelig Rapport til noget andet Lands Natur. Hans Schweizerbilleder er tunge og tørre, hans Billeder fra Italien mangle Lys. - Hvor langt saftigere og fyldigere er ikke hans Solskinsbilleder fra Gudenaa eller Himmelbjærgs-Søerne, helst hvor han ser Landskabet mod Solen, saa at dens Glans ligg ligger som en glitrende Glorie om Gjenstandene. Her kunde han rigtig svælge i Lys og Farve, overdrev maaske noget, men rimeligvis ikke bevidst. Det stemmede saa godt overens med hans varme Naturel, der gjærne vilde forskjønne paa Idealets Konto. Bred og modig, som han var i sin Kunst, uden at generes af nogen stærkt udviklet Finfølelse, kunde han undertiden forfalde til uskyldige Bisarrerier, som naar han det ene Aar mødte med et Billede, der var 6-7 Gange saa bredt som det var højt, og det andet med et, der omvendt var 6-7 Gange saa højt som det var bredt. De vakte Opsigt, men det kan siges til hans Ros, at de ikke var ufortjente dertil; der var saa meget smukt og ægte Fischersk baade i det lange Sommermorgen ved Salten Langsø og det høje med Gudenaaen i bugtet Løb.

Landskabsmaler Hans Fischer. Død den 3. april 1886.

Det var især fra denne Egn, han søgte sine Motiver; hans Fødested (Vestbirk ved Horsens) havde faaet hans Barndomskjærlighed og beholdt den, skjønt han som velassorteret Maler satte en Ære i at have været og at have malet Studier paa alle Kanter af Landet. I Rækken af hans Udstillingsbilleder, der begynder 1869- da han var 20 Aar dukker Gudenaa og Vestbirk atter og atter op paa forskjellige Tider af Døgnet og i forskjellige Stemninger, men helst dog i stille Sommermorgener, naar Luften ligger blank og fint bleg, ligesom ges hvilende i lykkelig Søndagsstemning. Det var Grundakkorden i hans egen Natur, der gav Gjenlyd i hans Billeder.

Det er vel et Spørgsmaal, om Fischer vilde være naat synderlig videre i sin Kunst, end han alt var, men han vilde sikkert have kunnet holde sig paa denne Højde i mange Aar, og hans Malerier vilde altid kunne have giort Regning paa et taknemmeligt Publikum.- Det omstaaende Billede af Bugten ved Neapel med Vesuv i Baggrunden er efter hans sidste større, fuldendte Maleri. Om Fredagen sendte han sin Hustru op paa Udstillingen, for at hun kunde sige ham, om det hang godt, og om det tog sig nogenlunde ud i de hjemlige Udstillingsomgivelser, om Lørdagen hængtes der Flor om Billedet da var han død.

MG

(Illustreret Tidende nr. 28, 11. april 1886)

Landskabsmaler Hans Christian Fischer (1849-1886), far til arkitekt Egil Fischer. Fischer besøgte Kunstakademiets skoler i årene 1865-71 og udstillede første gang 1869. Motiverne til disse arbejder var hentede fra hans fødeegn, og et af dem, Indkjørsel til en jysk Bondegaard, købtes af Kunstforeningen. På de følgende udstillinger var han stedse repræsenteret, og i disse arbejder, af hvilke I Løvspringstiden (1878) blev belønnet med Den Sødringske Opmuntringspræmie, røbedes en dygtig, fremadskridende virksomhed. Blandt motiverne kunne særlig fremhæves Efteraarsmorgen fra Møen, Sommerspirfaldet set fra Sandpynten (1882) og Strandparti ved Vejle Fjord (1884). 

Sommerspiret på Møn (sort-hvid-udgave). Adolph Kittendorff (Dansk, 1820 - 1902) efter forlæg af Hans Fischer (Dansk, 1849 - 1886 ), maleri udstillet på Charlottenborg 1882.

Hans Christian og præstedatteren Emma Elise Kirstine Fabricius (1851-1929) blev gift 1874 i Magleby på Lolland hvor faderen var præst (siden 1869).  Hun  var kunstvæverske og regnes for grundlæggeren af dansk Hjemmevævning i nyere Tid. Hun restaurerede de gamle gobeliner i audienssalen på Amalienborg. Hendes værker blev udstillet på Kunstmuseet i København, Museet i Stuttgart, ved det russiske hof - og i Chile. Efter Hans Christians død i 1886 flyttede Emma en del rundt: Ifølge folketællingen 1890 boede hun som enke i Kunstnerhjemmet, Gothersgade 143 hvor hun bl.a. forestod et "Institut for Kunstvæveri". I 1901 var hun kunstvæverske og bosat Gothersgade 103 sammen med datteren Marie Julie der flyttede før år 1900. I 1911 var hun stadig kunstvæverske og bosat Ny Østergade 10. I 1916 og 1925 bosat Herluf Trolles Gade 12.

De fik 6 børn: Lægen Christian Arnold Peter Fischer (1875-1923), Jensine Marie Julie Fischer (f. 1876), arkitekten og maleren Egil Fischer (1878-1963), Emma Ragnhild Fischer (1880-1883), Ida Fischer (1883), Otto Fabricius Fischer  (f. 1884), som blev ingeniør i Stockholm. 

Efter at have opnået Akademiets stipendium rejste familien i efteråret 1884 på en udenlandsrejse til Schweiz og Italien. Hans Christian malede fx Neapels Golf med Vesuv og omliggende Byer, set fra Kysten mellem Castellamare og Sorrent. På udstillingen 1886 behængt med flor, da han døde kort før.

Gravstenen for de to børn som døde ganske unge: Ida Fischer 21/1 1883 - 4/3 1883 og Emma Ragnhild Fischer 21/4 1880 - 15/3 1883 står ved siden af forældrenes gravsten. Dødsårsagen har det ikke været mulig at finde. De er de ældste gravsten som jeg har kunnet finde på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Rigsdagsvalget i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I Følge et i Gaar gennem Ritzaus Bureau modtaget Telegram er det officielle Valgresultat i den 2den slesvigske Kreds, at Gottburgsen er valgt med 439 Stemmers Majoritet. Der er i alt afgivet 13,785 Stemmer.

Bladet "Dannevirke" har i sit Torsdagsnumer en detailleret Oversigt angaaende Valget, hvorefter Gottburgsen skulde være valgt med 913 Stemmers Majoritet. Af de i Følge Bladets Opgivelse afgivne 13,733 Stemmer er de 7,323 Stemmer faldne paa Gottburgsen, medens Johannsen har faaet 4,153 og Socialdemokraten Heinzel 2,257 Stemmer.

Hvad enten nu "Dannevirke" eller Ritzau har Ret, har Valgresultatet været en Overraskelse for alle Parter. I 1884 blev der ved Rigsdagsvalget der i Kredsen afgivet 12,363 Stemmer. Af disse havde Johannsen 4,826, Gottburgsen 6,617 og Henzel 920. Ved Valget i Mandags er det danske Antal af Stemmer gaaet ned med 673, medens Tyskeren Gottburgsen har vundet 706 og Heinzel 1,337 Stemmer.

"Dannevirke" udtrykker sin Sorg herover i følgende Ord:

"Hvad der herved turde forbavse mest, er, at Socialdemokraterne har kunnet møde med et saa stort Antal Stemmer. Derimod kan hverken Nedgangen i del danske Stemmeantal eller Forøgelsen i Antallet af Stemmer paa Embedspartiets Kandidat vække Forundring, naar der ses hen til Forholdene og den Indflydelse, den talrige Skare af Embeds- og Bestillingsmænd udøver. Dog havde man vistnok ventet et ganske andel Udfald af Valget i Flensborg By, skønt det vel heller ikke tør nægtes, at det overordenlig gunstige Resultat, der for G. Johannsens Vedkommende naaedes der ved Valget i 1884, har medvirket til, at Forventningerne med Hensyn til Valget i Mandags i Almindelighed har været for store. Man havde haabet, at i alt Fald en stor Del as Arbejderklassen lige som ved de foregaaende Valg havde villet stemme paa G. Johannsen. Dette skete ikke. Det var en Erfaring, man kan have Nytte af i Fremtiden." (!)

"Flensborg Avis" synes endnu mere ydmyget ved den Skuffelse, som det danske Parti har lidt. Det skriver saaledes:

"Paa Grund af Arbejdsløsheden og Nøden i den lange haarde Vinter er den største Del af Arbejdsklassen denne Gang dragen over i Socialisternes Lejr. Mange af dem har ved dette Brud med deres Fortid trøstet sig ved, at det ikke havde nogen videre praktisk Betydning, da de jo ved at stemme paa den socialistiske Kandidat ligefuldt vilde medvirke til at muliggøre et Omvalg, ved hvilket de saa altid kunde stemme paa Hr. Gustav Johannsen. Den moralske Betydning, det har, at de har unddraget vor Kandidat deres Stemmer, er der næppe tænkt meget paa.

"Det var givet, at naar Socialdemokratiet skulde have Held til at slaa sig op, saa maatte det ske ved Frafald paa vor Side. Den prøjsiske Kandidat havde sidste Gang 1631 St., og der var da i Byen 8-900 Embeds- og Bestillingsmænd. Naar man betænker den Indflydelse, som Magthaverne udøver gennem denne hele Hærskare, saa kunde man ikke vente, at Embedspartiet af det nævnte Stemmetal skulde have nogen at tabe til Socialdemokraterne. Derimod var det noget uventet, at Hr. Gottburgsens Tilhængere formaaede at drive deres tidligere Stemmetal endnu et Par Hundrede højere i Vejret. Deres voldsomme Agitation har altsaa ikke været ganske forgæves. Man tør imidlertid antage, at de nu have udtømt deres Kræfter, og at de næppe nogen sinde ville kunne naa højere op. Men paa den anden Side maa indrømmes, at vi under de nuværende Omstændigheder, naar vi næsten alene skulle være henviste til Mellemklassen af Borgerskabet, idet den største Del af Arbejderstanden svigter os, vistnok ikke ville vinde mange flere Stemmer, end vi have faaet.

"Det er en dyb Sorg og Skuffelse for os, at Arbejderstanden saa let har kunnet lade sig bevæge til at lade os i Stikken. Vi har tidligere med Stolthed kunnet henvise til, at saa godt som hele den uafhængige Arbejderbefolkning i Flensborg, for saa vidt den ikke var indvandret, stod paa vor Side. Prøjserne maatte nøjes med Embedsklassen, en mindre Del af Mellemklassen samt den afhængige eller indvandrede Del af Arbejderklassen. Det vil gaa vor Kandidat og enhver af os meget nær til Hjærtet, at en stor Del af Flensborgs hæderlige Arbejderbefolkning af de uheldige Tidsforhold har kunnet lade sig friste til at forlade den gamle Lejr. Aldeles bortset fra den Ydmygelse, som derved er beredt os, fyldes vi med dyb Sorg ved den Tanke, at mange Hundrede hæderlige Arbejdere, om end forhaabenlig kun for en Tid, har vendt os Ryggen for at søge Frelsen i de socialdemokratiske Lærdomme og hos deres Udbredere.

I de nærmeste Landsbyer ved Flensborg er det gaaet som inde i Byen. Næsten allevegne har Socialisterne vundet Terræn. I Angel derimod har Bønderne for godt Herredømme over Smaafolk, til at disse tør stemme paa en anden Kandidat end den, der vinder Bøndernes Bifald."

Der er en skøn Aabenhjærtighed i de ovenfor citerede Stykker. Det indrømmes, at Arbejderne har ladet Slesvigs nationalliberale Estruppere sejle deres egen Sø og kun modvilligt, hvor aabenbart Tryk af tyske Embedsmænd og danske Bønder tvang dem dertil, givet Embedspartiets Kandidat deres Stemmer. Det er den samme Slags Tyranni, som vi kender her hjemme fra, naar Højremænd er ude paa billigt Arbejderfiskeri i Anledning af Valg, medens de har de kære Arbejdere paa Læberne og Afskedigelserne i Lommen. Til alt Held umuliggøres denne Trafik for en Del i Tyskland, hvor Stemmeafgivningen er saa nogenlunde hemmelig.

"Flensborg Avis" lader i sin første Sorg sit Haab glippe fuldstændigt, idet Bladet ikke tror at vinde mange flere Stemmer ved kommende Valg, men senere mander det sig op til Troen paa, at de mange hundrede hæderlige Arbejdere forhaabenlig kun for en Tid har søgt Frelse i de socialdemokratiske Lærdomme."

Det er et meget forfængeligt Haab. Det nationale Hjort-Lorentzen-Ploug-Matzenske Flæsk er et umådeligt Surrogat for de slette Tider. At de slesvigske Arbejdere, som har givet Heinzel deres Stemmer, ikke mere længes tilbage til det forhenværende Fædreland, bør ikke forundre.

Som det nu staar til i Danmark skal del nemlig en mærkværdig Lyst til at ønske sig kaldt dansk Undersaat. Slemt er der i Tyskland med dets Undtagelseslov, men den er dog altid en Lov, som er vedtagen af Rigsdagen, hvorimod det er rent splittergalt i Danmark med dets Provisorier, som er fornægtede af Rigsdagen, men som desuagtet eksisterer i Kraft af den lille Bismarcks Vilje. Og saa temmelig ligegyldigt bliver det, om man har Bahnsonske Gendarmer med østerrigske Chakoter eller Bismarckske dito med Pikkelhuer at trættes med. Fædrelandet er kun, hvor der er godt at være.

De slesvigske Arbejdere har set rigtigt paa Sagerne, idet de sluttede sig til vort Broderparti i Tyskland. Og Valget af en Socialdemokrat vilde fuldt ud have været en tilstrækkelig Protest mod den Uretfærdighed, der ved Nordslesvigs Aneksion er tilføjet den danske Nation, medens det samtidig tillige var en Protest mod det Tyranni, som hver Dag udøves af den internationale Kapitalisme.

(Social-Demokraten 3. april 1886).

Paul Ludwig Gottburgsen. Wikipedia. Von Christian Alexander Tietgen - Eigenes Werk, CC BY-SA 3.0.

Paul Ludwig Gottburgsen (1832-1903) var jurist og borgmester. Da Aabenraas borgmester Lunn den 8. april 1864 blev suspenderet fra sit embede og ført til Flensborg, fungerede Ricardi en kort tid, men den 31. august 1864 blev han efterfulgt af advokat Gottburgsen fra Rendsborg. Han var desuden formand for Aabenraa Sparekasse 1864-1867. Den 8. april 1866 på Christian 9.s fødselsdag havde de dansksinde fejet gaden og bestrøet den med sand, grønt og blomster. Borgmester Gottburgsen  lod det fjerne ved hjælp af fattiglemmer med koste. Han var af observans nationalliberal og gennemførte som borgmester en række forbedringer i Aabenraa, og han udnævntes i 1867 til medlem af kredsretten i Flensborg.

Elektronisk Etablissement paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

S. C. Haubergs Maskinfabrik og elektrotekniske Etablissement, Tagensvej, blev i Torsdags Aftes forevist Repræsentanter for Pressen. Fabriksvirksomheden er beregnet paa alle Slags Maskiner, men som Specialitet vil den optage elektrotekniske Arbejder og særlig da Maskiner med Tilbehør for elektrisk Belysning. Fabriken paa Tagensvej er nyopført, og den store Maskinhal maaler fra ved Arbejdsmaskiner og Indretning med de største Etablissementer i Kjøbenhavn. Til at begynde med har man selv konstrueret og udført de to kraftige elektromotoriske Maskiner, som besørger Lokalernes Oplysning. Det er de kraftigste Maskiner af den Art, som hidtil findes i Danmark, og de forsyner alle de Belysningssystemer med Elektricitet, som Etablissementet har til Prøve og i Brug. Særlig Glødelamperne lyste hele Tiden smukt uafbrudt: ved Hjælp af matte Glaskugler gav de et behageligere og finere Lvs, end vi mindes at have set noget Steds, og de udmærkede siq fordelagtigt fremfor den sørgelige Belysning, som f. Ex findes i Rigsdagen. Hidtil har som bekjendt den elektriske Belysning her i Landet ikke formaaet ret at trænge igjennem, og Grunden er vel til Dels den, at de hidtidige Resultater ikke fuldt har tilfredsstillet. Der fortælles endog, at Direktør Rentz efter at have set, hvad der hidtil præsteres af elektrisk Belysning i Danmark, har frygtet for, at hans Selskab ikke skulde tage sig godt nok ud i den Belysning, og derfor bliver Cirkus oplyst ved Gas.

(Morgenbladet (København) 3. april 1886).

Fabrikant Sophus Christopher Hauberg (28. december 1848 i København – 7. marts 1920) studerede ved Polyteknisk Læreanstalt 1868-1871. I 1872 indtrådte i ledelsen af firmaet Hellerung & Haubergs Maskinfabrik og byggede 1885 byggede Maskinfabrikken S.C. Hauberg. 1888 blev direktør for aktieselskabet Koefoed & Hauberg og fra 1897-1916 for A/S Maskinfabrikken Titan. Den lå langt uden for byen og der var kun en smal træbro (opført 1878) fra Sølvgade til Tagensvej over Sortedamssøen. Sophus Hauberg fik anlagt en dæmning og en hestetrukket sporvejslinje etableredes 1887 etableres fra Sølvgade ud til Tagensvej gennem det åbne land uden gade mellem Blegdamsvej og Jagtvej. Fælleden var militært område indtil 1899. Han var formand for Dansk Arbejdsgiverforening 1911-1920. Bror til museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Christian Hauberg. Et værelse på Studentergården på Tagensvej blev skænket af Dansk Arbejdsgiverforening og opkaldt efter ham. Han er begravet på Vestre Kirkegård. 

Hauberg var i 1897 medstifter (sammen med bl. a. Poul Marstrand (1851-1902) af Titan A/S (oprindeligt Koefoed, Hauberg, Marstrand & Helweg, Aktieselskabet Titan på Tagensvej 86. I 1897 opstod så Koefoed, Hauberg, Marstrand & Helweg, Aktieselskabet Titan ved en sammenslutning af de to nævnte industrivirksomheder. Efter fusionen var en industrigigant skabt, hvis eneste konkurrent var Thrige i Odense. Titan leverede bl.a. maskiner til Burmeister & Wain og til Polyteknisk Læreanstalt samt kraner, losseanlæg og spil til de dansk havne.