Strejke paa Cementfabriken "Cimbria". (Efterskrift til Politivennen)

I den sidst forløbne Uge fik Cementfabriken "Cimbria" i Mariageregnen en ny Inspektør, og samme Dag, som han begyndte sin Virksomhed som saadan, gjorde Fabrikens noget over Hundrede Arbejdere Strejke. Arbejderne forlangte nemlig at faa Daglønnen forhøjet og gennemgaaende fordelagtigere Betingelser ved Akkordarbejde. Disse Fordringer vilde Inspektøren ikke gaa ind paa, men efter en Del Parlamenteren, ved hvilken to Mænd, som Arbejderne havde valgt af deres Midte, førte Ordet for disse, gik han dog ind paa at forhøje Daglønnen, derimod vilde han ingen Indrømmelse gøre med Hensyn til Akkordarbejdet. Hermed var Arbejderne ikke tilfredse, og det blev da bestemt mellem Inspektøren og dem, at de skulde gaa hjem og betænke sig en Dag over og derefter møde paa Fabriken til sædvanlig Arbejdstid enten for at genoptage Arbejdet eller for at faa deres Tilgodehavende og derpaa forlade Arbejdspladsen. Under gentagne Hurraraab erklærede Arbejderne nu Strejken for begyndt og forlod derpaa Arbejdspladsen, men tre af dem, og, efter hvad der siges, deriblandt en, som kort før havde vist sig meget ivrig for enten at faa større Fortjeneste eller Arbejdet nedlagt, vendte dog tilbage og genoptog Arbejdet samme Dag. Næste Dag genoptog en halv Snes Mand Arbejdet, de øvrige mødte den bestemte Morgen, men heller ikke før, paa Arbejdspladsen; her traf de ikke blot Inspektøren, men tillige Landpolitiet fra Mariager og to Gendarmer. Inspektøren vilde endnu ligesom tidligere forhøje Daglønnen fra 1 Kr. 84 Øre til 2 Kr., og da han tillige lovede at give  delvis bedre Akkorder for Arbejderne, genoptoge de Arbejdet. Kun tre Mand kunde ikke faa Arbejde, men afskedigedes, iblandt disse tre var den ene af de to, som havde ført Ordet og talt deres Kammeraters Sag.

(Social-Demokraten 26. august 1886).

Maler og forfatter Achton Friis (1871-1939), maler, forfatter: Himmerland. Gravningerne ved Dania og Cimbria-Fabrikkerne v. Mariager fjord. 1930. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Cimbria var den ældste af tre store cementvirksomheder (1873-1920) på et næs i Mariager Fjord. Derudover også Dania (1886-1975) og Kongsdal (19081933). I 1910 var 1.100-1.200 mand beskæftiget og området indhyldet i gråt støv. I 1920 blev de tre cementfabrikker lagt sammen under Aalborg Portland. Cementfabrikkerne sat spor i landskabet i form af store kridtgrave med stejle skrænter.

Udvandring af Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

Ude paa Toldboden ved Lybek-Dampernes Afgangstid Kl. 3, foregaar der i denne Tid en usædvanlig Udvandring. Det er Bygningshåndværkere, særlig Tømrere og Murere, der i Hundredvis forlader det Land, hvor der er "smukt at leve, tungt at dø" for visse Samfundsklasser, men hvor der for den flittige Arbejder i denne skønne Sommertid næppe findes saa meget Arbejde, som i den strængeste Tid sidste Vinter. Det er ikke Amerika, Rejsen gælder, dertil mangler de Folk Midler, nej. Rejsens Maal er Tyskland, særlig Hamborg, hvor der bliver udført en Del større Arbejder. Udenforstaaende vil vel antage, at det alene er den unge uafhængige Svend, der saaledes "med Randselen paa Nakken og Staven i Haand" begive sig paa Vandring. Dette er dog ikke Tilfældet. Flertallet af de bortdragende er Familjefædre, mange har været bosiddende her i flere Aar og efterlader Hustru med en 5, 6 Børn, det sidste Aars Arbejdsløshed har gjort mangt et Hjem tomt, og nu, da alt Haab om at erholde Arbejde er bristet, og alle Hjælpekilder tømte, tages der Afsked med Hustru og Børn, og kun Haabet om ved Hjælp af Arbejde i fremmed Land at kunne redde Familjen fra Undergang, holder endnu Modet oppe. - Ude paa Toldboden indfinder Kollegerne sig, man skal dog ud at se, hvilke Kammerater der "stikker af i Dag". Klokken lyder tredje Gang, der tages en hjærtelig Afsked med Kammeraterne: "Lev vel. Held og Lykke, hils Kammeraterne i Tyskland!" - Trossen kastes los, man giver hverandre et Afskedshurra, og det sidste man hører fra de bortdragende er "Nationalsangen": Ned med o v. osv. - Saaledes gaar det flere Gange om Ugen, og der er i Løbet af de sidste 2 Maaneder udvandret en 4 a 500 Bygningshaandværkere fra København.

(Social-Demokraten 12. august 1886).

I 1880'erne steg udvandringen markant, og fra 1886 fik den et ekstra hop opad. Det kulminerede i 1887 med næsten en fordobling af antallet hvorefter det holdt sig på et højt niveau til 1894. Det var som det fremgår af artiklen, især yngre, arbejdsføre mænd i 20-30 årsalderen.

Kobberstikker, fotograf Thomas Niels Møller (1839-1920): Toldboden set mod havnen, 1887. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skatteudpantningerne. (Efterskrift til Politivennen)

Af forskjellige Beretninger, som Sorø Amtstid. bringer om de Udpantninger i Vemmelev Sogn, Byfoged Rump fra Korsør har foretaget hos Skattenægtere, meddeler vi følgende :

Forleden Dag fik vi et nyt Besøg af Hr. Rump, der lod os vide, at han kom for at pante for Skatter, og denne Gang havde han taget Prokurator Strøbech med foruden to Politibetjente og en Skriver. Da der de fleste Steder blev spurgt, hvad Prokuratoren skulde med for, svarede Rump, at Amtsforvalteren havde fundet det hensigtsmæssigt at lade en Sagfører følge med. Det synes vi ellers maa være lidt ydmygende for Hr. Rump, at han skal have en Sagfører med for at ordne en Sag, som efter Panteloven kan besørges af en slet og ret Sognefoged, der ikke en Gang behøver at have Politi til Vidner. I Fjor var der heller ingen, som troede. Hr. R. vilde gjøre os den Ære at komme selv; nu derimod kan vi jo aldrig vide, om vi ikke til næste Gang kan faa en Professor herud fra København, da R. et Sted, hvor han blev anmodet om at vejlede, svarede, at han ikke vilde fortolke. Det kunde dog ellers være rart nok at faa at vide, i Kraft af hvilket vi kan tvinges til at betale en Sagfører for at ledsage Hr. Rump paa dennes Udpantningsforretninger; for en Stump Papir fra Amtsforvalteren, som Hr. Rump fremviste, kan dog vel næppe være tilstrækkeligt til at opkræve Sagførersalær. Nævnte Salær blev tilmed opkrævet efter en Skala, som ingen af os heller kunde finde Gangen i, og naar der blev spurgt om, hvilken Lov der hjemlede Hr. Borgmefteren Ret til at pante i Penge, svarede han med at oplæse Tillæg til Konkursloven; men da ingen af os for Tiden er under Konkurs, forekommer det os ikke at kunne passe paa nærværende Tilfælde.

* * *

I Lørdags Formiddag Kl c. 8½, mødte Hr. Rump hos J. Dyrholm for at pante for Skatter. Som nyt Medlem havde han denne Gang medtaget Hr. Prokurator Strøbech. Da Dyrholm ikke kjendte nogen Lov, der berettigede Fogden til at tage Prokurator med, og da D. dertil blev affordret et Beløb paa l Kr. 50 Øre, protesterede han; da tog Hr. Rump en Skrivelse frem, som han oplæste. Det var Amtsforvalter Madsen, Slagelse, der havde beordret, at han skulde møde med Sagfører, og Vederlaget skulde den pantede betale. Dyrholm havde tilkaldt to Vidner til at overvære Forretningen, men dem vilde Hr. Rump ikke have, han beordrede dem til at forlade Stuen. D. mente, at naar Fogden havde Vidner med sig, maatte han ogsaa have Vidner. Dertil svarede Rump, at de, han havde, var Rettens Vidner og tillige Dyrholms Vidner. Dyrholm bad da Fogden at tilføre Protokollen, at han havde nægtet ham at tilføre to Vidner. Rump: "Min Tid er ikke til at tilføre Protokollen, hvad De finder for godt." Efter en Del Oplæsning først af Hr. Rump og derefter af noget, Hr. Strøbech lod føre til Protokols, kom Tiden, da Pengene skulde frem. Dyrholm tilbød Hr. Rump at betale Brandpenge og Amtsfondsbidraget, hvilket han modtog. Statsskatterne nægtede D. at betale og henviste ham til Grundene i Protesten; den tog han med. Dernæst afsagdes den Kjendelse, at Udpantningen burde fremmes. Dyrholm henviste Rump til at udpante Møbler. Det vilde han ikke; Penge skulde han have. Dyrholm spurgte da Hr. Rump, hvillen Lov der berettigede ham til det, og om han vilde oplæse den. Rump tog en tyk Bog frem og oplæste en Lovparagraf, hvorved det tillodes at ransage Gjemmer og visitere paagjældende Skattenægter, dersom det formentes, at han havde Penge eller Værdipapirer hos sig. Dyrholm bemærkede hertil, at det vistnok var en Fejltagelse, da det var Konkursloven, han var kommen ind i; den kunde ikke gjælde for ham, da han ikke var fallit. Rump: Dette er et Tillæg. Dyrholm: Jeg fastholder, enten det er Tillæg eller selve Konkursloven, da finder jeg, at det er ulovligt at udpante efter den. Rump: Naar jeg siger, at det er lovligt, saa er det lovligt. Har De Penge? Dyrholm: Ja. Rump: Hvor har De dem? D.: Jeg har dem hos mig. R.: Vil De udlevere dem? D.: Nej. R. til Politibetjenten: Tag dem. De begyndte saa paa en Ransagning af Lommerne. Rump: Den højre Vestelomme, der er de. Der fandt den ene en Tobaksdaase og 25 Øre, den anden fandt i Buxelommen en Pung med Penge, men de kunde ikke dække Beløbet, der manglede 36 Øre. Dem hentede Dyrholms Kone, og idet hun lagde dem paa Bordet, faldt de paa Gulvet. Hr. Rump fandt sig da beføjet til at sige, at hun kunde blive tiltalt for sine Ceremonier. Derefter lurvedes Forretningen, og Herrerne forsvandt.

- Hos Kristen Kristensen, Førlev, begyndte Forretningen paa sædvanlig Maade, men under Forretningens Gang blev der snart en temmelig væsenlig Forskjel fra i Vinter, idet Fogden, som den Gang ikke vilde afsige en Kjendelse, nu selv tilbød en saadan, og da K. K.'s Protest villig blev ført til Protokols, gik det villigt med Forretningen, idet R. fuldt ud gjorde sig betalt i Penge. Først da det var bestilt, gjorde han K. K. opmærksom paa, at en 4-5 Kr. af det pantede Beløb skulde tilfalde den medfølgende Sagfører. Da K. K. spurgte, hvad han skulde med for, svaredes der som ovenfor sagt, at Amtsforvalteren havde fundet det hensigtsmæssigt.

(Morgenbladet (København) 11. august 1886).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om N. R. Rump, se indslaget Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger andetsteds på bloggen.

Fremmede Turister i København. (Efterskrift til Politivennen)

En Provinskorrespondent skriver: Eftersommeren har i Aar bragt København en overraskende stor Mængde Reisende. Vistnok alle Hoteller er fyldte, og i alt Fald gælder dette om de store og mest bekendte Hoteller. Der kommer saa at sige ikke noget Tog hertil fra Udlandet eller noget Dampskib fra Sverig uden at adskillige Rejsende maa hjemsøge flere Hoteller for at finde Plads, idet der begyndes med de mere bekendte eller i Pensionater. Hovedstrømmen af de Reisende dannes vistnok af Tyskere der i Massevis ved billige Tog og ad Dampskibsruter bringes hertil; de er let kendelige derved, at de jævnlist samles i livlige Grupper i Hovedfærdselsaarerne og overalt hvor der findes Musæer eller Forlystelsesanstalter. I Reglen er den tyske Turist, der nu besøger København, ledsaget af sin Hustru; Flertallet er jævne Folk, henhørende til Middelstanden. Paaklædningen er net, men ikke udsøgt, og en Rejsetaske hænger over Skulderen. Formaalet er at foretage en saa fornøjelig Tur som mulig for en saa billig Penge, det lader sig gøre. De tyske Damers Udseende svarer til Herrernes, idet deres Toiletter mindre gør Fordring paa at være elegante end paa at være bekvemme og i Stand til at taale Vejrets Omskiftelser. Men en naturlig Følge af alt dette er, at disse Rejsende ikke tilfører Københavns Forretningsliv synderlig Omsætning, og eksempelvis kan anføres, at Droskekuskene til Trods for den store Mængde Fremmede i Aar klager over, at deres Fortjeneste aldrig nogen Sommer har været saa ringe som i denne. I Modsætning til de tyske Rejsende er de svenske overvejende velhavende Folk, der ikke frygter for at give Penge ud, og hvis Tilholdssteder fortrinsvis er Kafeerne omkring Kongens Nytorv og Tivoli om Aftenen. Adskillige Englændere er i de sidste Uger indtrufne hertil. Saa længe Valgene foregik i England, fandtes der næsten ingen Englændere her paa Pladsen, men til Gengæld vælter nu Turiststrømmen fra Storbritanien saa meget livligere ind over os.

(Social-Demokraten 11. august 1886).

Folketingets Formand løslades 1886. (Efterskrift til Politivennen).

Chresten Berg (1829-1891) var 1865-1891 folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Han var suspenderet 25. januar til 24.juli 1886 som formand pga. fængselsophold. I øvrigt i strid med Grundlovens § 57 om parlamentarisk immunitet: han blev dømt uden at hans immunitet var blevet ophævet.

1885 var nærmest borgerkrigslignende tilstande: I Folketinget var der venstreflertal, og Estrup-regeringens provisoriske finanslove blev for første gang vedtaget stik imod Folketingets Venstre-flertal. Attentatet mod Estrup fandt sted 21. oktober 1885. Christen Berg afholdt sommeren 1885 møder for at samle befolkningen til fortsat modstand mod det herskende regeringssystem. I Holstebro indtog politimesteren mod komiteens ønske talertribunen, og Berg nægtede at tale, så længe han befandt sig der. To af komiteens medlemmer fjernede herefter med magt politimesteren der nægtede at gå frivilligt. Berg blev tiltalt og januar 1886 af Højesteret dømt til seks måneders fængsel på sædvanlig fangekost. 

Da han kom ud af fængslet, begyndte atter en række af store demonstrationer, hvoraf nedenstående er et eksempel. Modsat hvad der står i nedenstående artikel var han svækket og sukkersyg af fængselsopholdet. Og hans protestlinje var i mellemtiden blevet opgivet af partiet. 

I 1880erne grundlagde han en række aviser i jyske købstæder, der i mange år var samlet som De Bergske Blade. 

Chresten Berg. Fotograferet af Christensen & Zahrtmann. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Folketingets formand. Løsladelsen.

Lørdag morgen kl. 8 fandt løsladelsen sted.

Den konstituerede politidirektør, hr. Eugen Petersen, havde som meddelt udstedt en proklamation, i følge hvilken al sammenstimlen og demonstration blev forbudt: Plakaterne var også opslåede på gadehjørnerne.

Dette havde dog - skriver "Mrgbl." - ikke afholdt en mængde mennesker fra at give møde, og kl. 7:30, var pladsen foran tinghuset fyldt med en mængde mennesker, ligesom de tilstødende gader og pladser foran Johannes Kirken var tæt besatte.

Lidt over Kl. 7:30 kom politiet under ledelse af 5 p'er: politiinspektørerne Eugen Petersen, Carsten Petersen og Th. Petersen samt overbetjent i opdagelsespolitiet Rudolf Petersen og menig opdager Lauritz Petersen. Et hav af betjente og overbetjente fulgte. Med høje råb og livlig gestikuleren ledede hr. Th. Petersen operationerne.

Mængden dreves lykkeligt længere og længere tilbage. Så raslede en dampsprøjte pustende og stønnende over St. Hans Torv, og ned ad en sidegade ned til søen. Almindelig opsigt. Var det meningen at sprøjte på hoben? Et øjeblik efter kom i susende fart vognen med redningsstiger; der måtte altså være veritabel ildebrand.

Efter dette lille intermezzo tog politiet med fornyet kraft fat på "rydningsarbejdet". Lidt efter lidt, skridt for skridt, tomme for tomme trængtes mængden bort fra den åbne plads ned i sidegaderne, der så efterhånden afspærredes. Da klokken slog 8 på St. Johannes Kirke, stod udenfor tinghuset kun nogle få referenter fra hovedstads- og provinsblade. 

Inde bag kolonnaden foran indgangen til arresterne holdt vognmand Bohns bekendte landdauer med de hvide heste.

Klokkeurets 8. slag havde endnu ikke lydt, da fængselsdøren åbnedes, og hr. Berg trådte ud, fulgt af sine to ældste sønner. De tog plads i vognen, der svingede ud fra fængselsgården, ud på Blegdamsvej. For første gang i 6 måneder var Berg atter fri, kunne han atter indånde den friske luft uden fængslets mugne bismag.

De udenfor fængslet samlede blottede i tavshed hovederne, da vognen kørte bort; hr. Berg gengældte som altid venlig hilsnerne. Det var en fornøjelse at se, så rask og sund han så ud.

Tinghuset, set fra Sankt Hans Torv. Fotograferet af Holder Damgaard (1870-1945). Nok af noget nyere dato, med biler og cykel, men dog også hestevogn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hen over St. Hans Torv gik det i skarp trav, hen til Elmegade, og videre over Nørrebrogade ad Griffenfeldtsgade og Ørstedsvej til Frederiksberg Alle.

Uden for en restauration på St. Hans Torv havde en mængde mennesker samlet sig på restaurationens grund; her kunne politiet ikke forbyde dem at stå; umiddelbart udenfor var en stærk afdeling opstillet.

Da hr. Berg kørte forbi, brød de forsamlede ud i jublende hurraråb, det rungede hen over hovederne på den opstillede politistyrke, der stod tavs og stille som en mur.

Langs alle de gader, vognen med hr. Berg passerede, forplantede hurraråbene sig. Politiet gjorde overmenneskelige anstrengelser for at stoppe mængden der fulgte efter vognen; voldsomt brød det sig vej og trængte folk til side; men fuldstændig at holde folk tilbage lykkedes dog ikke.

Politiet havde foreskrevet den vej, ad hvilken vognen måtte køre. Kusken gjorde indsigelse, han ville køre, hvor hr. Berg forlangte. Det foranledigede at såvel kusken som vognens ejer blev noterede af politiet. Da hr. Berg imidlertid på forspørgsel erklærede at det var ham lige meget, hvilken vej vognen kjørte, valgte kusken at følge den anviste rute.

Ud for Bergs hjem i Frederiksberg Allé havde der henad 8-tiden samlet sig en del mennesker der hilste på hr. Berg ved hans ankomst.

Lidt efter lidt forøgedes de mødte med de fra Blegdamsvej ankommende, og til sidst var der vel samlet ca. 1000 mennesker.

Frederiksberg politi forholdt sig aldeles passivt. Da mængden pludselig fik øje på hr. Berg i et af vinduerne, brød den ud i dundrende hurraråb, hvorefter den skiltes lige så rolig, som den var kommet.

Hele formiddagen var der dog en livlig valfarten til Frederiksberg Alle hvor de bergske vinduer var målet for alles blikke.

Festen i går.

Da Landskrona-turen i sidste øjeblik af de svenske autoriteter blev forbudt, henlagdes festen til Marienlyst Badeanstalt ved Helsingør. Hovedstadens oppositionsblade bringer i dag udførlige skidringer af denne storartede festlighed, hvoraf vi efter "Politiken" og "Morgenbladet" hidsætter følgende :

Afrejsen.

Om morgenen skylregnede det, henad kl. 9 brød solen frem gennem de regnmættede skyer. Kl. 11 havde man grund til at håbe på godt festvejr, om en eller anden drilsk regnsky viste sig på himlen. Fra kl. 10 strømmede en uendelig menneskemasse gennem byens gader, skarer kom fra alle kanter, alle havde de et mål - Kvæsthusbroen.

På St. Annæ Plads havde politiet afspærret og indlod kun festdeltagerne. Politistyrken var meget talrigt og værdigt repræsenteret. Civilklædt med regnkappe og vandstøvler: Forfatteren af det berømmelige politi-interdikt, vicepolitidirektør Eugen Petersen; i fuld uniform, martialsk i holdning, kårde ved siden og dragonreussere på benene tog 1. politiinspektør, cand. juris., fhv. dragonløjtnant Theodor Petersen sig ud til sin fordel. Så kom politiassistenterne Madsen, With og Smit - ham fra Odense - og et utal af uniformerede betjente, fordelte over alt. Man blev straks klar over, at den lille belejringstilstand var indført. I alle byens hovedgader, på hjørnerne og skjulte i porte, var samlet alle de betjente, som kunne gå og krybe. Nede ved Kvæsthusbroen stod hist og her mindre afdelinger opstillede peletonvis, stramme og militaristiske at se til - enhver vidste jo at 1. politiinspektør var til stede. I et pakhus var reserven stationeret.

Der var glade og muntre skarer, der snart fyldte Kvæsthusbroen og omliggende pladser, mange af dem festlig smykkede med emblemer, med Berg i hatten, Berg i knaphullet. På skibene solgte smukke unge blomsterpiger i nationaldragt den snildt lavede Berg-rose. I et og alt havde alle mennesker taget Festkomiteens opfordring til rettesnor; kun på et punkt syntes det, som om forholdsvis få havde fulgt de praktiske råd: man så næsten ingen madkurve.

Kl. 11 var alt i orden: langs bolværkerne den anselige flag- og grøntsmykkede dampskibsflåde; på landjorden de tætte skarer, der tålmodig ventede på at deres tur skulle komme. Hurtigt og akkurat gik indskibningen for sig, snart var de fleste skibe besatte med festdeltagere. Så lød hurraråb oppe fra byens gader, stærkere og stærkere bliver råbene, politiet kommer i bevægelse, vicepolitidirektøren synes lidt nervøs. Gennem den tæt sammenpakkede tilskuermængde på St. Annæ Plads baner en landauer med hvide heste sig vej. Rungende hurraråb svarer fra skibene, det er Berg, som kommer. I vognen fandtes endvidere fru Berg, pastor Hostrup og redaktør Neergaard. Æresgæsten gik om bord i "Gefion", hvor hans ankomst vakte stormende jubel

*   *   *

Kl. 11:15 tog "Niels Brock" teten hilst med jublende hurraråb og viften med lommetørklæder fra de tusinder af meningsfæller, der stod tæt pakkede på "Thingvalla", langs Larsens Plads, helt ud ad Langelinie. Så gik det slag i slag med stor præcision, og Kl. 12:15 forlod det sidste skib "Skandia" bolværket. Ved afsejlingen spillede de forskellige musikkorps, der var på skibene, fædrelandssange, især "Vift stolt på Codans bølge". Til en afveksling intoneredes Marseillaisen fra "Skandia". Ombord på flåden var ifølge politiets optælling i det hele 8300 mennesker.

Ankomsten til Helsingør.

Efterhånden som de 16 skibe ankom til Helsingør, marcheredes straks til festpladsen. Den liberale forening i Helsingør modtog festdeltagerne på havnepladsen. Det sidste skib løb ind i havnen kl. 4:30.

(Herefter referat af talerne redaktør Neergaard, Berg selv, Høgsbro og socialdemokraten P. Knudsen hvor et af temaerne naturligvis var det dybt uretfærdige i fængslingen af Chresten Berg. Efter festen sejlede gæsterne tilbage igen og blev modtaget med sang, musik, fyrværkeri, hurraråb og en del politi).

(Folketidenden - Ringsted, 26. juli 1886)