Styrmand Holm (1847-1886). (Efterskrift til Politivennen).

Nedlagt gravsted, Vestre Kirkegård. Den 39-årige styrmand Johannes Antonius Holm omkom i et forsøg på at redde to drenge fra at drukne, men druknede selv sammen med den dreng han forsøgte at redde. Han efterlod sig kone og 3 børn. Styrmand Holm boede på Lille Istedgade 6, havde været gift i 5 år og fik 3 børn (konen var gravid med et fjerde). Huset lå hvor nu Borgenhus ligger, ved siden af Mændenes Hjem.

Han sejlede kryolit fra Ivigtut, Grønland på Kryolithmine- og Handelsselskabets barkskib "John Franklin". Skibet var kommet til København med kryolit fra Ivigtut-minen Grønland, under kaptajn Mortensen den 8. august 1886.

Begravelsen tiltrak efter hvad aviserne berettede en stor mængde mennesker. Efter hans død blev der fra forskellig side iværksat indsamlinger til hans efterladte, bl.a. fik enken et beløb af kongen (Christian 9.).

To mennesker druknede.

Søndag eftermiddag skete et ulykkestilfælde i Københavns Havn ud for Kvæsthusbroen. En bugserdamper kom slæbende med nogle skibe gennem havnen. En lejebåd, hvori der befandt sig to drenge, hængte sig fast ved et af de bugserede skibe, men pludselig gav drengene los uden at have set en i farvandet kommende vandbåd. Det så ud som om der skulle ske et sammenstød, hvorfor den ene af drengene ville tage mod stødet, men ved denne bevægelse fik han overbalance og styrtede i vandet. En mand af vandbådens besætning, styrmand Holm, kastede sig ifølge "Dagbl." straks ud efter ham, og begge kom også op en gang, men sank derpå igen og kom ikke mere til syne. Ligene blev i går formiddag fundet og ved politiets foranstaltninger indlagt i et lighus. Styrmand Holm efterlader sig enke og tre børn.

(Slagelse-Posten 12 oktober 1886)

Kvæsthusbroen, 1870. Det må have været i dette område ulykken skete. Som det ses ser det temmelig befærdet og snævert ud. Længst væk til venstre Vestindisk Handels Plads med de karakteristiske pakhuse. Vilhelm Tillge (1843-1896) fotograf. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er fri af ophavsret.

Enken efter styrmand Holm

som i søndags druknede under forsøget på at redde et ungt menneske, har i følge "Av." fra selskabet som består af mænd der er benådede med redningsmedaljen, i betragtning af de meget trange kår i hvilke hun lever, modtaget en understøttelse af 25 kr. som af selskabets formand blev overrakt hende i hendes bopæl, Lille Istedgade 6.

(Sjællands-Posten (Ringsted), 15. oktober 1886)

Dødsfald

At min trofaste stræbsomme mand, forhv. styrmand Johannes Antonius Holm efter 5 års lykkeligt ægteskab kun 39 år gammel i søndags har ofret sit liv under forsøget på at frelse et ungt menneske fra at drukne, bekendtgøres for venner og bekendte af hans dybt sørgende hustru.

3 små børn og hans moder begræder med mig tabet af en elsket mand, søn og fader.

Johanne Bolette Jørgensen,

født Rasmussen

Marie Johanne Holm, b5902

født Rasmussen

Begravelsen finder sted søndag den 17. oktober kl. 2 fra Vestre Kirkegårds kapel.

(Social-Demokraten 16. oktober 1886)

Sømandsforeningen af 1877

Medlem nr. 106, Johannes Antonius Holm, som tilsatte livet under forsøget på at redde et medmenneske, begraves fra kapellet på Vestre Kirkegård søndag den 17. dennes kl. 2.

De herrer medlemmer bedes give møde. Emblem bæres.

b 5886

G. Nielsen,

Formand

(Social-Demokraten, 16. oktober 1886)

Jordefærd.

I går foregik på Vestre Kirkegård en højtidelig begravelse. Det var styrmand Holm som den 10. d.s. tilsatte livet under et forgæves forsøg på at redde et ungt menneske fra at drukne i havnen ud for Kvæsthusgade, der her blev stedt til hvile. Kisten hvorover foruden Sømandsforeningens fane tillige fire dannebrogsfaner vejede, var rigt smykket med kranse, hvoriblandt en særdeles smuk laurbærkrans med en dannebrogssløjfe der bar det emblem som føres af "Selskabet bestående af Mænd der er benådede med redningsmedaljen" samt dette selskabs "farvel" til den afdøde der efter oftere at have reddet menneskeliv nu ved sin opofrelse i døden havde indskrevet sig selv som en brav kammerat. Pastor Mohr holdt en gribende tale til det særdeles talrige følge som havde samlet sig, og hvoriblandt man foruden Sømandsforeningen af 1877 og den afdødes kammerater fra de fartøjer der på reden forsyner skibene med vand, bemærkede særdeles mange mænd der bar redningsmedaljen, af hvilke sidste en del bar kisten til graven. Den smukke begravelse skal være bekostet af den afdødes ovennævnte kammerater, der straks har skudt en sum sammen mens bestyrelsen af det omtalte selskab, bestående af mænd der er hædret med redningsmedaljen (hvis love blandt andet også byder det at understøtte efterladte efter mænd der -- selv uden at være medlemmer af foreningen - tilsætter livet ved redningsforsøg) har efter ringe evne sendt den afdødes enke et foreløbig hjælp. Men dette smukke eksempel trænger desværre hårdt til efterligning, for trangen er stor og den stakkels enke sidder med tre uforsørgede småbørn og venter nu bekymret på nedkomsten med det fjerde. 

(Nationaltidende, 18. oktober 1886)

Jordefærd. I søndags eftermiddags kl. 2 jordedes på Vestre Kirkegård liget af styrmand Holm, der for otte dage siden druknede under forsøget på at redde et ungt menneske. Trods det uhyggelige vejr havde der samlet sig en stor mængde mennesker for at følge den behjertede mands båre. To af den afdødes små børn var også til stede. Kisten var smykket med en mængde kranse, hvoriblandt en laurbærkrans fra "Selskabet af Mænd, der har faaet Redningsmedalje", og en af de gamle sømandsforeninger var mødt med nogle faner. I det ikke meget rummelige kapel holdt pastor Mohr en smuk tale, hvori han navnlig dvælede ved den afdødes opofrende dåd, idet han havde givet det bedste han ejede, sit liv, hen for et medmenneske; og sådan stordåd havde han mange gange øvet. Nogle salmer blev sunget, og kisten blev båret til graven, hvorefter højtideligheden var til ende. 

(Social-Demokraten, 19. oktober 1886.)

Hans majestæt kongen har sendt en gave af 100 kr. til styrmand Holms efterladte.

(Dagens Nyheder, 22. oktober 1886)

Søndag den 10, oktober tilsatte styrmand Antonius Holm der i mange år har faret med barkskibet "John Franklin", livet under et forsøg på at redde en ung mand fra at drukne. Hans efterladte familie, der består af kone og tre børn med snarlig udsigt til et fjerde, er derved kommet i så trykkende forhold, at den vil komme til at lide ligefrem nød, hvis der ikke ydes hjælp. Efter vort kendskab til forholdene foreligger der her et tilfælde hvor godgørenheden i enhver henseende vil være på sin rette plads, og vi håber at denne vor opfordring til at yde frivillige bidrag må kunne bidrage til noget at betrygge den families skæbne som så brat har mistet sin forsørger under hans udførelse af en menneskekærlig handling.

Undertegnede modtager med tak ethvert bidrag.

R. E. A. Rasmussen

Skibsfører

Lille Strandstræde 18

H. L. Urbye

Skibsfører

Rosendalsvej 12, 2

Theodor Hansen

Skomagermester, 

Brogade 7

Carl f. Schønning

Manufakturhandler

Østergade 56

D. Clausen

Arbejderformand

Borgergade 118

(Morgenbladet (København), 24. oktober 1886)

Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: P. E. C. 5 kr. - Chr. Hansen, Nørrebro, 3 kr. - E. W. 2 kr. - Aug. C. 10 kr. - Andrea og Harald 2 kr. - Th. O. R. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 462 kr 70 Ø.

(Dags-Telegraphen (København), 28. oktober 1886).

Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: r. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 983 kr 90 Ø.

(Nationaltidende, 31. december 1886).

Den første Ligbrænding i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13. september 1886 fandt uofficielt (og ulovligt) den første ligbrænding sted af en tugthusfange der havde begået selvmord og var udlånt af Lund Universitet. Ligbrændingen skete 3 dage før udløbet af fristen den 16. september 1886 som grosserer Philip Heymann (Tuborgs grundlægger) havde sat som betingelse for at ville betale 1/4 af udgifterne. Ligbrændingen foregik på Nyelandsvej i København i et nyopført krematorium som var opført under voldsomme protester og politiindgriben. Krematoriet blev opført forsommeren 1886 efter tegning af arkitekt A. E. Sørensen (1845-1900) på hjørnet af Nylandsvej og Nordre Fasanvej. Udvidet 1896-97 af arkitekt Fr. Levy (1851-1924). Det var 7.500 kvadratalen stort. 

Den første Ligbrænding.

Den første Ligbrænding fandt altså sted i København i mandags. Foreningen for Ligbrænding har arbejdet i årevis inden den nåede så vidt. Der er holdt en mængde møder og samlet et betydeligt materiale for at bevise, hvor sundhedsfarlige kirkegårdene er, og sagen har samlet mange venner i hovedstaden. Det vil erindres, at Folketinget, der i sin tid behandlede et andragende fra foreningen, ligeledes stillede sig velvillig til den; men at regeringen, støttet af gejstligheden, modsatte sig at der blev givet en udtrykkelig tilladelse til at brænde lig.

Indtil da havde professor Goos været et ledende medlem af foreningens bestyrelse, til sidst endog dens formand: men aldrig så snart havde hr. Scavenius vendt ryggen til foreningen, før hr. Goos gjorde det samme, og så slog bestyrelsen ind på en praktisk vej. Den ræsonnerede som så: Lovgivningen forbyder ikke brænding af lig. Altså behøver vi måske slet ikke regeringens tilladelse: vi vil lade det komme an på et forsøg og så overlade til domstolene at træffe afgørelsen.

Og man lagde straks hånd på værket. Nogle teknikere blev sendt til udlandet for at gøre sig bekendt med indretningen af ligbrændingsovne, og da man således havde skaffet sig fornøden fagkundskab, købte man en byggegrund og tog uden videre fat på opførelsen af krematoriet.

Dette er nu så vidt fuldført, at man har kunnet prøve ovnen. Prøven fandt som sagt sted i mandags med liget af et afdød tugthuslem og faldt tilfredsstillende ud. Liget fortæredes af ilden uden lugt eller generende røg. Brændingen tog 1½ time. Men det antages, at den vil kunne udføres i betydelig kortere tid, når ovnen ved en stadigere brug bliver tilstrækkelig gennemhedet. 

Endnu står retsspørgsmålet tilbage. Det antages, at regeringen på en eller anden måde vil lægge sig imellem og forhindre krematoriets benyttelse, og foreningen vil da gå til domstolene. Den har jo haft betydelige udgifter ved opførelsen af sin ovn, og det er således med stor tillidsfuldhed at den giver sin sag i rettens hænder. Men selvfølgelig er man for tiden meget spændt på dels hvorledes regeringen vil stille sig, dels på hvilket resultat domstolene vil komme til.

Det er et dristigt skridt, foreningen har vovet, og man må beundre den Ihærdighed hvormed den er gået frem. Sjælen i denne bevægelse er dr. med. F. Levison. Han har været utrættelig i sin virksomhed. Fra hele landet har han skaffet sig oplysning om kirkegårdenes tilstand, han har fulgt ligbrændingssagens udvikling i de fremmede lande, han har her hjemme stadig sørget for, at interessen ikke kølnedes og at autoriteternes opmærksomhed holdtes vågen. Når sagen nu er nået så langt frem, er fortjenesten næsten udelukkende hans, og hvis det lykkes at indføre ligbrændingen her i landet, vil hans navn til alle tider være knyttet til denne vigtige reform.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 20. september 1886)

Professor Henry Thompsons Ovn til Brænding af Lig. Illustreret Tidende 766, 31. maj 1874. Henry Thompson (1820-1904) var en britisk kirurg som var med til at grundlægge Cremation Society of Great Britain i 1874 og arbejdede for at fjerne restriktioner på kremering. Det måtte dog vente til 1903 før det første krematorium blev officielt åbnet..

Ligbrænding fik især modstand fra dele af befolkningen, kirken og flere ministerier. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret stadfæstede forbuddet mod ligbrænding. Foreningen for Ligbrænding anlagde i 1887 sag mod justitsministeriet fordi dette i en skrivelse af 28 maj 1887 havde ladet foreningen vide at det anså det for strafbart at foretage ligbrænding før tilladelse var givet ad lovgivningens vej. Foreningen ville have rettens ord for at ministeriet var uberettiget til et sådant forbud, og krævede at det tilbagekaldte skrivelsen. Hof-og Stadsretten fandt at den bestående retsorden foreskrev at lig skulle begraves eller hensættes på dertil af det offentligt anviste steder. Ministeriet blev således frifundet. Se fx Morgenbladet, 10. januar 1888 og 9. maj 1888. I 1888 fordømte paven i en udtalelse ligbrænding.

Folketingets Formand løslades 1886. (Efterskrift til Politivennen).

Chresten Berg (1829-1891) var 1865-1891 folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Han var suspenderet 25. januar til 24.juli 1886 som formand pga. fængselsophold. I øvrigt i strid med Grundlovens § 57 om parlamentarisk immunitet: han blev dømt uden at hans immunitet var blevet ophævet.

1885 var nærmest borgerkrigslignende tilstande: I Folketinget var der venstreflertal, og Estrup-regeringens provisoriske finanslove blev for første gang vedtaget stik imod Folketingets Venstre-flertal. Attentatet mod Estrup fandt sted 21. oktober 1885. Christen Berg afholdt sommeren 1885 møder for at samle befolkningen til fortsat modstand mod det herskende regeringssystem. I Holstebro indtog politimesteren mod komiteens ønske talertribunen, og Berg nægtede at tale, så længe han befandt sig der. To af komiteens medlemmer fjernede herefter med magt politimesteren der nægtede at gå frivilligt. Berg blev tiltalt og januar 1886 af Højesteret dømt til seks måneders fængsel på sædvanlig fangekost. 

Da han kom ud af fængslet, begyndte atter en række af store demonstrationer, hvoraf nedenstående er et eksempel. Modsat hvad der står i nedenstående artikel var han svækket og sukkersyg af fængselsopholdet. Og hans protestlinje var i mellemtiden blevet opgivet af partiet. 

I 1880erne grundlagde han en række aviser i jyske købstæder, der i mange år var samlet som De Bergske Blade. 

Chresten Berg. Fotograferet af Christensen & Zahrtmann. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Folketingets formand. Løsladelsen.

Lørdag morgen kl. 8 fandt løsladelsen sted.

Den konstituerede politidirektør, hr. Eugen Petersen, havde som meddelt udstedt en proklamation, i følge hvilken al sammenstimlen og demonstration blev forbudt: Plakaterne var også opslåede på gadehjørnerne.

Dette havde dog - skriver "Mrgbl." - ikke afholdt en mængde mennesker fra at give møde, og kl. 7:30, var pladsen foran tinghuset fyldt med en mængde mennesker, ligesom de tilstødende gader og pladser foran Johannes Kirken var tæt besatte.

Lidt over Kl. 7:30 kom politiet under ledelse af 5 p'er: politiinspektørerne Eugen Petersen, Carsten Petersen og Th. Petersen samt overbetjent i opdagelsespolitiet Rudolf Petersen og menig opdager Lauritz Petersen. Et hav af betjente og overbetjente fulgte. Med høje råb og livlig gestikuleren ledede hr. Th. Petersen operationerne.

Mængden dreves lykkeligt længere og længere tilbage. Så raslede en dampsprøjte pustende og stønnende over St. Hans Torv, og ned ad en sidegade ned til søen. Almindelig opsigt. Var det meningen at sprøjte på hoben? Et øjeblik efter kom i susende fart vognen med redningsstiger; der måtte altså være veritabel ildebrand.

Efter dette lille intermezzo tog politiet med fornyet kraft fat på "rydningsarbejdet". Lidt efter lidt, skridt for skridt, tomme for tomme trængtes mængden bort fra den åbne plads ned i sidegaderne, der så efterhånden afspærredes. Da klokken slog 8 på St. Johannes Kirke, stod udenfor tinghuset kun nogle få referenter fra hovedstads- og provinsblade. 

Inde bag kolonnaden foran indgangen til arresterne holdt vognmand Bohns bekendte landdauer med de hvide heste.

Klokkeurets 8. slag havde endnu ikke lydt, da fængselsdøren åbnedes, og hr. Berg trådte ud, fulgt af sine to ældste sønner. De tog plads i vognen, der svingede ud fra fængselsgården, ud på Blegdamsvej. For første gang i 6 måneder var Berg atter fri, kunne han atter indånde den friske luft uden fængslets mugne bismag.

De udenfor fængslet samlede blottede i tavshed hovederne, da vognen kørte bort; hr. Berg gengældte som altid venlig hilsnerne. Det var en fornøjelse at se, så rask og sund han så ud.

Tinghuset, set fra Sankt Hans Torv. Fotograferet af Holder Damgaard (1870-1945). Nok af noget nyere dato, med biler og cykel, men dog også hestevogn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hen over St. Hans Torv gik det i skarp trav, hen til Elmegade, og videre over Nørrebrogade ad Griffenfeldtsgade og Ørstedsvej til Frederiksberg Alle.

Uden for en restauration på St. Hans Torv havde en mængde mennesker samlet sig på restaurationens grund; her kunne politiet ikke forbyde dem at stå; umiddelbart udenfor var en stærk afdeling opstillet.

Da hr. Berg kørte forbi, brød de forsamlede ud i jublende hurraråb, det rungede hen over hovederne på den opstillede politistyrke, der stod tavs og stille som en mur.

Langs alle de gader, vognen med hr. Berg passerede, forplantede hurraråbene sig. Politiet gjorde overmenneskelige anstrengelser for at stoppe mængden der fulgte efter vognen; voldsomt brød det sig vej og trængte folk til side; men fuldstændig at holde folk tilbage lykkedes dog ikke.

Politiet havde foreskrevet den vej, ad hvilken vognen måtte køre. Kusken gjorde indsigelse, han ville køre, hvor hr. Berg forlangte. Det foranledigede at såvel kusken som vognens ejer blev noterede af politiet. Da hr. Berg imidlertid på forspørgsel erklærede at det var ham lige meget, hvilken vej vognen kjørte, valgte kusken at følge den anviste rute.

Ud for Bergs hjem i Frederiksberg Allé havde der henad 8-tiden samlet sig en del mennesker der hilste på hr. Berg ved hans ankomst.

Lidt efter lidt forøgedes de mødte med de fra Blegdamsvej ankommende, og til sidst var der vel samlet ca. 1000 mennesker.

Frederiksberg politi forholdt sig aldeles passivt. Da mængden pludselig fik øje på hr. Berg i et af vinduerne, brød den ud i dundrende hurraråb, hvorefter den skiltes lige så rolig, som den var kommet.

Hele formiddagen var der dog en livlig valfarten til Frederiksberg Alle hvor de bergske vinduer var målet for alles blikke.

Festen i går.

Da Landskrona-turen i sidste øjeblik af de svenske autoriteter blev forbudt, henlagdes festen til Marienlyst Badeanstalt ved Helsingør. Hovedstadens oppositionsblade bringer i dag udførlige skidringer af denne storartede festlighed, hvoraf vi efter "Politiken" og "Morgenbladet" hidsætter følgende :

Afrejsen.

Om morgenen skylregnede det, henad kl. 9 brød solen frem gennem de regnmættede skyer. Kl. 11 havde man grund til at håbe på godt festvejr, om en eller anden drilsk regnsky viste sig på himlen. Fra kl. 10 strømmede en uendelig menneskemasse gennem byens gader, skarer kom fra alle kanter, alle havde de et mål - Kvæsthusbroen.

På St. Annæ Plads havde politiet afspærret og indlod kun festdeltagerne. Politistyrken var meget talrigt og værdigt repræsenteret. Civilklædt med regnkappe og vandstøvler: Forfatteren af det berømmelige politi-interdikt, vicepolitidirektør Eugen Petersen; i fuld uniform, martialsk i holdning, kårde ved siden og dragonreussere på benene tog 1. politiinspektør, cand. juris., fhv. dragonløjtnant Theodor Petersen sig ud til sin fordel. Så kom politiassistenterne Madsen, With og Smit - ham fra Odense - og et utal af uniformerede betjente, fordelte over alt. Man blev straks klar over, at den lille belejringstilstand var indført. I alle byens hovedgader, på hjørnerne og skjulte i porte, var samlet alle de betjente, som kunne gå og krybe. Nede ved Kvæsthusbroen stod hist og her mindre afdelinger opstillede peletonvis, stramme og militaristiske at se til - enhver vidste jo at 1. politiinspektør var til stede. I et pakhus var reserven stationeret.

Der var glade og muntre skarer, der snart fyldte Kvæsthusbroen og omliggende pladser, mange af dem festlig smykkede med emblemer, med Berg i hatten, Berg i knaphullet. På skibene solgte smukke unge blomsterpiger i nationaldragt den snildt lavede Berg-rose. I et og alt havde alle mennesker taget Festkomiteens opfordring til rettesnor; kun på et punkt syntes det, som om forholdsvis få havde fulgt de praktiske råd: man så næsten ingen madkurve.

Kl. 11 var alt i orden: langs bolværkerne den anselige flag- og grøntsmykkede dampskibsflåde; på landjorden de tætte skarer, der tålmodig ventede på at deres tur skulle komme. Hurtigt og akkurat gik indskibningen for sig, snart var de fleste skibe besatte med festdeltagere. Så lød hurraråb oppe fra byens gader, stærkere og stærkere bliver råbene, politiet kommer i bevægelse, vicepolitidirektøren synes lidt nervøs. Gennem den tæt sammenpakkede tilskuermængde på St. Annæ Plads baner en landauer med hvide heste sig vej. Rungende hurraråb svarer fra skibene, det er Berg, som kommer. I vognen fandtes endvidere fru Berg, pastor Hostrup og redaktør Neergaard. Æresgæsten gik om bord i "Gefion", hvor hans ankomst vakte stormende jubel

*   *   *

Kl. 11:15 tog "Niels Brock" teten hilst med jublende hurraråb og viften med lommetørklæder fra de tusinder af meningsfæller, der stod tæt pakkede på "Thingvalla", langs Larsens Plads, helt ud ad Langelinie. Så gik det slag i slag med stor præcision, og Kl. 12:15 forlod det sidste skib "Skandia" bolværket. Ved afsejlingen spillede de forskellige musikkorps, der var på skibene, fædrelandssange, især "Vift stolt på Codans bølge". Til en afveksling intoneredes Marseillaisen fra "Skandia". Ombord på flåden var ifølge politiets optælling i det hele 8300 mennesker.

Ankomsten til Helsingør.

Efterhånden som de 16 skibe ankom til Helsingør, marcheredes straks til festpladsen. Den liberale forening i Helsingør modtog festdeltagerne på havnepladsen. Det sidste skib løb ind i havnen kl. 4:30.

(Herefter referat af talerne redaktør Neergaard, Berg selv, Høgsbro og socialdemokraten P. Knudsen hvor et af temaerne naturligvis var det dybt uretfærdige i fængslingen af Chresten Berg. Efter festen sejlede gæsterne tilbage igen og blev modtaget med sang, musik, fyrværkeri, hurraråb og en del politi).

(Folketidenden - Ringsted, 26. juli 1886)

Skrædermester myrdet i Aabenraa. (Efterskrift til Politivennen)

Se forhistorien til Josua Ericson Rundqvist andetsteds på denne blog.

Et Drab i Aabenraa.

Skrædermester J. E. Rundqvist, der boede i Aabenraa 31 paa 4de Sal, er i Forgaars bleven dræbt af en Kollega ved Navn Kollin. De var begge svenske af Fødsel.

De nærmere Omstændigheder ved Drabet er følgende:

I Tirsdags Eftermiddags omtrent Kl. 5 modtog Rundqvist Besøg af Skræderne Kollin, Holmqvist og Jacobsen, af hvilke de to første er Rundqvists Landsmænd, medens Jacobsen derimod er Dansk. Kollin var noget beruset.

Rundqvist beboede en Lejlighed paa to Værelser, der hver for sig rummede et Skræderbord og en Symaskine.

Da de Besøgende kom, sad Rundqvist inde i det inderste Værelse og arbejdede sammen med sin Jomfru; denne sad oppe paa Bordet og syede. Kollin gik umiddelbart efter sin Ankomst hen til hende og berørte hende paa en upassende Maade.

"Lad det være!" sagde Rundqvist, "vi har travlt i Dag, og Du maa ikke sinke Jomfruen!"

Han arbejdede nemlig paa en sort Frakke for Brødrene Andersen paa Kongens Nytorv og havde Hastværk.

Kollin vedblev imidlertid med sine Tilnærmelser, og Rundqvist viste ham derfor ud. Han kom dog straks tilbage, og Jomfruen var i Mellemtiden flyttet ind i det forreste Værelse, hvor hun nu sad og og arbejdede ved en Symaskine. Kollin gik paa ny hen til hende og fortsatte med sine nærgaaende Berørelser, udskældte hende for Skøge og var i det Hele taget yderst grov.

Nu blev det Rundqvist for galt. Han tog ganske læmpelig Kollin i Frakkekraven og sagde til ham:

"Hvis Du ikke øjeblikkelig gaar, bliver sig nødt til at sætte Dig ud!"

"Nei, jeg gaar ikke, din forbandede Skurk!" svarede Kollin.

"Du kan jo komme igen en anden Dag," sagde Rundqvist "i Dag har vi ikke Tid at tale med Dig!"

Dermed førte han Kollin hen imod Døren, og et Øjeblik efter stod de ude paa Trappegangen.

Denne er ret omfangsrig og af en oval Form, omtrent 10 Alen lang og 5 Alen bred. Øverst oppe er der et ca. 1½ Alen højt Rækværk, hvorfra der kan paaregnes at være 6-7 Alen ned til 3dje Sal.

Da Rundqvist og Kollin var kommen ud paa Gangen, tog den sidste med den ene Haand Rundqvist i Skulderen og med den anden Haand i Skridtet, løftede ham ud over Rækværket og lod ham falde ned. Den Ulykkelige stødte Hovedet imod Trappetrinene nede paa 3dje Sal, Blodet sprøjtede ud af Pande og Mund, og han blev aldeles bevidsløs i samme øjeblik.

Det Hele gik for sig med stor Hurlighed; Rundqvist fik ikke Tid til at gøre synderlig Modstand, hvad der vel ikke vilde have nyttet ham meget, da Kollin er en stærk Karl; han har efter Jomfruens Sigende været Akrobat tidligere.

Der kom hurtig Folk ud fra Etagerne for at hjælpe den Saarede. Kollin forsøgte at undløbe, men blev stoppet af en tilstedeværende Jernbaneembedsmand og bragt op i Rundqvists Lejlighed, hvor han satte sig ned paa en Stol og afventede, hvad Følgerne maatte blive af hans overilede Handling.

I Løbet af et Kvarters Tid kom nogle Læger og Politibetjente til Stede, og Rundqvist blev i bevidstløs Tilstand bragt op i sin Lejlighed, hvorfra han straks efter i en Droske førtes til Kommunehospitalet.

Her henlaa han under store Lidelser, indtil han Kl. 1 om Morgenen afgik ved Døden. I Gaar Formiddags modtog hans Syjomfru følgende lakoniske Skrivelse fra Hospitalet:

"Det meddeles, at J. E. Rundqvist, som den 8de Juni d. A. indlagdes her i Hospitalet, er afgaaet ved Døden den 9de ds. Kl. 1 Formiddag."

Den Afdøde blev kun 42 Aar gammel, og han har levet sin meste Tid her i København. Han har været Enke￾mand i de sidste Par Aar, og har en voksen Datter. Han viste megen Godhed overfor den Pige, der arbejdede hos ham, og hun var ogsaa yderst fortvivlet, da en af vore Medarbejdere besøgte ende i Gaar.

"At tænke sig," udbrød hun hulkende, "at Rundqvist, der i Gaar var saa glad og frisk, er død nu i Dag, det er rædsomt! Jeg holder det ikke ud! Man kan lige saa godt lægge mig i Graven straks. Aa, min Gud, at det skulde ende saaledes! Alt, hvad jeg ejer og har, skal gaa til hans Begravelse, for han skal pænt i Jorden."

Drabsmanden, der nu sidder arresteret, er omkring 30 Aar gammel. Han er af et yderst hidsigt Temperament

(Social-Demokraten 10 juni 1886).

Ved det efterfølgende forhør meddelte Kollin at han havde været så beruset at han ikke erindrede noget. Kollin, eller Mathis Svensson kaldet Coldin, blev ved Kriminalretten i november 1886 efter straffelovens § 188 dømt til 4 års forbedringshus., samt til efter udstået straf at udvises.

Det kan være navnesammefald, men ved en højesteretsdom fra 9. marts 1875 (nr. 59) mod en Mathias eller Mathis Svensson stadfæstedes Bornholms Vester Herreds ekstraretsdom på 18 måneders forbedringshusarbejde for at have tilføjet andre sår og skade på helbred samt ulovlig omgang med hittegods, samt efter udstået straf at udbringes af riget.

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Der er i denne uge indtruffet et ualmindeligt stort antal dødsfald i den jødiske menighed, større end vist nok i mands minde, idet nemlig ikke mindre end 7 personer er døde i ugens løb. Dette har medført en ikke ringe gene på begravelsesvæsnets område, idet nemlig apparatet her selvfølgelig ikke er og hidtil heller ikke har behøvet at være synderligt stort, da det jo ikke er beregnet på mere end en enkelt begravelse i løbet af en dag, mens der nu fx i morgen søndag vil være ikke mindre end 4 begravelser at foretage, så den ene af disse endog har måttet forlægges til om eftermiddagen. Under disse forhold savnes det stærkt at menigheden der i vinter har fået en ny begravelsesplads - som bekendt beliggende ude ved Vestre Kirkegård - ikke har fået et kapel opført der, og for så vidt man ikke vil lade begravelserne foregå fra hjemmet, hvad der sjældnere og sjældnere sker, må man altså ty til kapellet i Møllegade på den gamle begravelsesplads og derfra atter køre liget ud til Vester Fælledvej. Der er da også allerede inden de sidste dødsfald gjorde savnet mere føleligt, indgivet et andragende til menighedens repræsentantskab om opførelse af et kapel på Vestre Kirkegård, og med de sidste begivenheder for øje er der ingen tvivl om at man vil skride til tilvejebringelsen af et sådant. 

(Bornholms Avis og Amtstidende, 10. maj 1886).

Beslutningen om opførelsen af et kapel skete i marts 1887.

Dette område af begravelsespladsen er formentlig et af de ældste, hvis ikke det ældste. Mange grave er fra tidligt i 1886. Gravmæler er gået til, andre smuldrer, mens andre ser ud til at være fornyet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.