Voldeligt Overfald i et Prostitutionshus. (Efterskrift til Politivennen)

Om et i et Prostitutionshus her i Byen forefaldet voldeligt Overfald har vi indhente, følgende Enkeltheder:

I Torsdags Aftes traf en Mand - efter Sigende en Smedemester - paa et offenltgt Sted sammen med en Bagersvend Johansen, der foreslog, at de i Fællesskab skulde besøge hans "Forlovede", et prostitueret Fruenttimmer ved Navn Davidsen, der har Bopæl i Aabenraa Nr. 19. Her nød de forskellige Drikkevarer og spillede Kort, formodenlig om Penge.

Da Klokken var Et om Natten blev en Familie, der bebor en Lejlighed umiddelbart op til Bordellet, vækket ved Jamren og Raab om Hjælp, og da man kort efter fik Bud efter Politi, og dette sprængte den aflaasede Dør, fandt man Smedemesteren liggende blødende med forslaaet Hoved. Paa Sofaen fandtes en Del Blodpletter. I Værelset befandt foruden den Mishandlede kun Pigen Davidsen: Voldsmanden Johansen havde Lejlighed til at skjule sig i Skorstenen, og under den Forvirring, der nu opstod i Huset, undløb han. Han bIev om Formiddagen anholdt i sit Logis i Aabenraa Nr. 4. Pigen blev først anholdt om Middagen hos Politilægen. hvor hun mødte til den reglementerede Visitation. Begge er nu under Laas og Lukke i Raadhusets Arrestlokale paa Nytorv, og Forhørerne er i fuld Gang.

* * *

Slagene og Saarene, der er tilføjet den Overfaldne, er meget betydelige. Johansen har slaaet sit Offer med forskellige Servantemøbler; en Vandkande blev slaaet i Stykker, og med den skaarede Hank bearbejdede Johansen længere Tid den andens Hoved, hvori flere Småstykker af Hanken blev siddende fast. 

Politiet fik naturligvis i en Fart den Overfaldne transporteret i Droske til Kommunehospitalet, hvor der skal være hengaaet flere Timer, inden man fik udtaget de mange Skaar og fik forbundet Hovedet.

* * *

Et her i Byen i Gaar verserende Rygte om, at den Overfaldne skulde være død af de ham tilføjede Saar, blev i Gaar Eftermiddags benægtet af Politiet ved vor Henvendelse til det.

* * *

Af Beboere i Huset siges det, at Johansen er en raa og ondskabsfuld Krabat, der meget ofte indlader sig i Slagsmal og tidt uden nogen Anledning har overfaldet Folk.

Forhaabenlig vil Politiet nu være i Stand til at dæmme lidt op for Fyrens Brutalitet.

(Social-Demokraten 9. februar 1887).

Overfaldet i Aabenraa 19.

Til det af os i vort Gaarsnumer omtalte voldelige Overfald i Prostitutionshuset, Aabenraa 19, skal vi i Dag til vor Omtale af Sagen, der i sin Helhed er korrekt, efter indhentede Oplysninger bringe følgende Supplement:

Voldsmanden, Bagersvend Theodor Johanson, kom Torsdag Aften ned paa et herværende Beværtningssted, hvor han traf sammen med Smed T. De blev, efter at de gensidig havde trakteret hinanden med Drikkevarer, snart enige om at spille Kort. Kortene kom paa Bordet, men under Spillet lagde Johanson Mærke til, at Smeden havde mange Penge hos sig, og Tanken om at komme i Besiddelse af dennes Penge opstod da hos ham. Han fortsatte imidlertid þ- uden at lade sig mærke med noget - Spillet til henad Kl. 12, Da Lokalet straks efter lukkedes, foreslog han Smeden, at de begge skulde besøge hans "Kæreste", Hansigne Davidsen, der boede i Aabenraa 19. Hertil havde Smeden intet at bemærke, og de begav sig derfor til Prostitutionshuset, hvor de Kl. 12½ atter begyndte at spille Kort. Johanson lod da sin "Kæreste" hente noget Øl, og medens hun var borte, op lod der et Skænderi imellem de Spillende, der udartede til det Overfald, vi i Gaar omtalte, under hvilket Smeden blev stærkt forslaaet i Hovedet af en Vandlande, og som førte til det Resultat, at Johanson samt Fruentimmeret, der efter Sigende er ganske udenfor denne Sag, næste Dags Formiddag blev arresteret.

* * *

Den Overfaldne. Smed der af det tilstedekaldte Politi fandtes liggende stærkt blødende paa Gulvet, blev straks indlagt paa Kommunehospitalet, hvor det viste sig, at han var forholdsvis sluppet let fra Overfaldet. Skønt der hengik lang Tid, inden Skaarene blev notaget af Panden og Hovedbunden, var han dog saa vidt restaureret, at han i Tirsdags Middags efter Familiens Ønske blev udskrevet af Hospitalet. Dog vil der endnu hengaa nogen Tid til hans fuldstændige Helbredelse.

* * *

Arrestanten Theodor Johanson er 26 Aar gammel og er født i Sverig. Han har flere Gange tidligere været tiltalt for Slagsmaal og er som Følge deraf saa godt kendt af Politiet som Kvarterets Slagsbroder, at det sikkert denne Gang varer længe, inden han atter faar sin Frihed.

* * *

Et herværende Blad omtalte i Gaar, at Pigen "af Had til sine Forældre beboede en Lejlighed i Ejendommen lige over for disse, og at Gadens Beboere af Medlidenhed til Forældrene - (af disse lever kun Moderen. Faderen er død for 10 Aar siden) - indgav en Adresse til Politiet om Prostitutionens Forflyttelse fra For- til Baghus".

Endvidere at en bekendt Overretssagfører paa Nørregade ejer Stedet, og at "denne driftige Mand gør en indbringende Forretning af Huset".

Begge Meddelelser er fri Fantasi. For Overretssagsørerens Vedkommende er der dog saa meget sandt i Historien, at han administrerer Ejendommen paa nogle Kreditorers Vegne.

Samme Blad meddeler tillige, at den Overfaldne var forsvundet ved Politiets Tilstedekomst, som saa omsider fandt ham ude i Skorstenen. Sandheden er, at den Overfaldne laa blødende paa Gulvet, medens Voldsmanden var løbet ud i Køkkenet, krøbet ind i den aabne Skorsten og gemt sig der, indtil han saa Lejlighed til al snige sig ud og saaledes undløbe.

Tidsangivelsen "i Forgaars" i Stedet for "Natten mellem Torsdag og Fredag" er Bladet ogsaa i Vildrede med, og Historien om "Blikspanden fuld af Kobbermønter" og en mindre dito med Sølvpenge, reducerer sig til en lille Blik-Sparebøsse med nogle faa Kobberpenge.

(Social-Demokraten 10. februar 1887).

Åbenrå 19 lå i en nu nedrevne husrække mellem Hauser Plads og Landemærket. Den nutidige husrække er fra nyere tid. Fotoet nedenfor viser husrækken overfor juni 1903. Om bygningerne overfor, fortæller fotoet selvfølgelige ikke, men kan være retningsgivende. Et andet foto af Åbenrå 25 fra 1890 (også Kbhbilleder) antyder at dette kan være tilfældet.

Åbenrå. Tagparti fra Landemærket 43. Juni 1903. Johanson boede i Åbenrå nr. 4, måske et af husene som ses til venstre. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Højre og de "frie" Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

Straks efter Valgene har nyvalgte Folkethingsmand Grev Scheel gjort en Del Arbejdere brødløse, efter deres Overbevisning stemte sammen med Oppositionen.

Arbejderne paa hans Gods Barritskov mødte i Bjerre ved Vejle paa Valgdagen og stemte paa Venstres Kandidat, Jens Bertelsen, trods det, at Gaardens Forpagter krævede paa Valgdagen, at hans Arbejdere skulde blive hjemme og tærske.

Dagen efter Valgene fik de at vide, at de ikke fast ansatte Arbejdere straks skulde forlade Gaarden, og de fast ansatte, der bor i Grevens Lejehuse, maatte belave sig paa af rejse til 1. Maj.

En Del Arbejdere blev smiledes straks arbejdsløse og brødløse, fordi de har stemt efter deres Overbevisning.

De demokratiske Foreninger i Bjerre-Kredsen vil nu træde til for at hjælpe de arbejdsløse Familieforsørgere, som Højremanden Grev Scheel har slaaet Brevet af Munden paa.

* * *

Højremanden Proprietær Hoppe paa Ussinggaard i Jylland kaldte Aftenen før Valget sin Kusk - en bosiddende Mand - ind til sig. "Om han vilde til Vejle i Morgen?" - Jo det havde Kusken da tænkt. - "Hvis han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Thomas Nielsen, var det da ingen Nytte til." - Kusken mente Jo. - "Ja, hvis han drog afsted til Valg, vilde han faa sin Afsked straks."

Kusken rejste alligevel for at opfylde sin Borgerpligt.

Morgenen efter Valget fik han sin Afsked.

* * *

Godsejer Fabricius paa Lyngbygaard i Sydsjælland har opsagt 3 af sine Lejehusmænd, som ved Valget i Skælskør stemte paa Oppositionens Kandidat, Feldthusen, og imod Grev Holstein-Holsteinborg.

* * *

Højremanden, Vinhandler E. R. Lindel i Nakskov tilbød kort før Valget to af sine Arbejdere Spisebilletter til det Højregilde, der Valgaftenen afholdtes paa "Skandinavien". Den ene af dem, N. P. Rasmussen, ønskede ingen Billet, og paa Spørgsmaal om af hvilken Grund, svarede han, at han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Neergaard. Hr. Lindel spurgte da, om Rasmussen ikke vidste, at dette var ham iiiios, hvortil Rasmussen svarede jo; men han gik ud fra, at han havde Lov til at stemme paa hvem han vilde. Hertil svarede Hr. Lindel: Ja, naturligvis. Dagen efter Valget fik Rasmussen den Besked af Hr. Lindel, at nu havde han ikke Brug for ham mere. Han har været 16 Maaneder hos Lindel og har Kone og to Børn at forsørge. Frisindede Mænd opfordres i "Nakskov Tidende" til at træde hjælpende til og søge at skaffe ham Arbejde andetsteds.

* * *

Murermester Duderstadt i Ringsted har afskediget Arbejdsmand Niels Nielsen, Fluebækshusene. Nielsen blev afskediget om Søndagen, efter at han om Fredagen havde stemt paa Oppositionens Kandidat, Lauridsen, skønt han forud havde sagt til D., at han ikke vilde stemme. "Jeg gør, hvad jeg vil, og De kan gøre, hvad De vil," sagde Duderstadt, da han afskedigede Niels Nielsen.

* * *

Saaledes vover Højre at optræde nu, da der dog er Sammenhold mellem Arbejderne indbyrdes og en selvstændig i Presse, som offenlig paataler Misbrug, i Men hvorledes vilde det ikke gaa, hvis Højre satte sin Krig igennem, fik vor Stand indrulleret i Skruebrækkerforeninger og i "Værnerier" og fik Arbejdernes egne Blade afløste af saadanne Aviser, som tilhørte Kapitalisterne, og som kun havde til Opgave at tjene deres Interesser?

Hvorledes vilde det ikke gaa vor Stand, hvis Socialdemokratiet bukkede under i Kampen?

(Social-Demokraten 5 februar 1887).

Grev Scheel forklarede i Roskilde Tidende afskedigelserne med at kun skovarbejderne stod i tjenesteforhold til ham, mens arbejderne på hovedgården stod i tjenesteforhold til forpagteren (men nævnte ikke at forpagteren var hans bror).

"Samtlige forpagterens arbejdere" udsendte efterfølgende en erklæring om at forpagter Hoppe havde givet dem fri på valgdagen, og Hoppe forklarede afskedigelsen af kusken med at han havde tiltalt ham på en uhøflig måde. Sådanne erklæringer skal dog ikke tages for pålydende, idet mangel på underskrift også kunne medføre afskedigelse.

Vinhandler C. R. Lindell boede Svingelsvej 10 i Nakskov. Villaen blev i 1909 købt af Odd Fellow-logen og ombygget.

Der er formentlig tale om murermester Carl Duderstadt og Elise, f. Green. Deres søn var murermester Fr. Duderstadt, født 1863, han blev mester 1891 og indtrådte i Industriforeningen samme år, Han var medlem af Bygningskommissionen fra 1897.

K. Gamborg: Fra Valgdagen den 28. januar: Valghandlingen i 1ste kreds. Illustreret Tidende nr. 19. 6. februar 1887.

Bahnson og Bryggeren.

Hr. Redaktør!

---

Men man kan ogsaa faa for meget af det gode, og med al Respekt for Hr. Højesteretsassessor Nyholms gjennemdannede Optræden synes jeg nok, at han undertiden drev Høfligheden vel vidt. Naar han saaledes paa et af de offenlige Vælgermøder udtalte, at det var en Ære for Frederiksbergkredsen, at HS. Excellence bejlede til dens Gunst, saa var det vist for meget; man kan jo bruge mere eller mindre stærke Udtryk, men mange fandt det dog for stærkt, naar Hr. N. brugte Ordet - Ære. 

Og et andet Exempel. Paa selve Valgdagen erklærede Hr. N., at Hr. Dr. phil. Brygger og Kaptejn Jacobsen var en af Danmarks Hædersmænd. Hr. Jacobsens store Fortjenester af Fædrelandet i al Ære -- og jeg har saamænd aldeles ikke til Hensigt at forringe disse - mener jeg, at man, for at gjøre sig skikket til en saadan Titel, skal være uangribelig paa alle Omraader. Og har Hr. Jacobsens Færd under Valgkampagnen herude været aldeles dadelfri i stræng Forstand? Det har den sikkert ikke, hvis der er noget sandt i de Rygter, der verserer her. Jeg skal blot berette et, som er kommet mig for Øre, og jeg har temmelig gode Grunde til at tro, at det er sandt.

Noget før Valgdagen kaldte Hr. J. sine Arbejdere sammen og sagde dem, at han ikke ønskede nogen Venstremand i sin Tjeneste; hvis han fik at vide, at der var en saadan, blev han afskediget, og han vilde bede Arbejderne at angive det, hvis de vidste om nogen af deres Kammerater, at han var Venstremand. Om det lige er gaaet saaledes til, er vel ikke sikkert - man kan jo gribe den Sag an paa en mere eller mindre sin Maade - men at han har benyttet sin Indflydelse som stor Arbejdsgiver til Fordel for sin Kandidat, er vist hævet over al Tvivl. Man kan jo som sagt bruge mere eller mindre stærke Udtryk; men om en Mand, der benytter den Slags Midler til at bringe sin Sag frem, hvor udmærket han end kan være i andre Retninger, tror jeg ikke, at nogen, naar undtages aldeles fanatiserede Partigangere, vil bruge et saa krast Udtryk som det, at han er - en af Danmarks Hædersmand.

Ærbødigst

En Vælger paa Frederiksberg.

(Morgenbladet (København) 8. februar 1887. Forkortet).

Gendarmerne og Valgene i Svendborg og Ribe. (Efterskrift til Politivennen

Overfald paa (Gendarmer. Om forskjellige Optøier i Ribe, som fandt

[En eller flere linjer mangler]

Stfttd. Følgende. En beruset Person var bleven anholdt paa Støckens Plads og midlertidig indsat i Venteværelset paa Raadhuset. Herover blev en stor Del af de Tilstedeværende fortørnet og forlangte, idet de stimlede sammen foran Indgangen fra Sønderportsgade, paa en temmelig nærgaaende Maade, at Personen skulde løslades. Da der stadig kom flere til, og Mængdens Holdning var noget truende, sendtes der fra Raadhuset Bud til Gendarmerne om at komme tilstede og være behjælpelige med at forhindre mulige Forsøg paa Indtrængen i Raadhuset. To Gendarmer kom ogsaa kort efter tilstede, men da de forsøgte at komme ind paa Raadhuset, begyndte Hoben at trykke dem og forsøgte at tage fat i den ene Gendarms Sabel. Gendarmerne trak da blank og opfordrede Folk til at passere Gaden, og det lykkedes dem ogsaa i en Haandevending at faa ryddet Gaden indtil Hjørnet af Raadhuset. Et Par Personer fik lette Slag af Sablerne, men Saar blev ikke tilføiet Nogen. At der blandt de ved Valghandlingen Tilstedeværende opstod en Del Bevægelse i Anledning af dette, er en Selvfølge. Da Valgets Udfald nogen Tid efter blev proklameret, holdt den valgte Folkethingsmand, J. Busk en Tale, som efter Fleres Mening nærmest maatte tjene til yderlige at ophidse mod Gendarmerne, idet han gjorde gjældende, at de "Lyseblaa", ligesom i Brønderslev, var Skyld i Ophidselsen m. m. At Ophidselsen mod disse ikke havde lagt sig, fik man da ogsaa kort efter Bevis paa, idet to Gendarmer, der ikke havde været med ved Raadhuset, og som gik ganske rolig paa den saakaldte "Lindegaard" (ved Domkirken), bleve omringede og saa stærkt trængte af en Pøbelhob, at de næppe kunde komme til at drage Sablerne for at befri sig. Med Bistand af Politifuldmægtigen, der imidlertid var kommen tilstede, lykkedes det dem omsider at slippe løs, og de forfulgtes nu til deres tætved liggende Kvarter af en hujende, skraalende og pibende Sværm. De to Gendarmer, der havde været ved Raadhuset, vare allerede forud ad en anden Vei komne hjem i Kvarteret, og alle fire forsamledes da ved Indgangen og beredte sig til Forsvar, medens Korporalen afskød et Revolverskud i Luften. Politifuldmægtigen kom imidlertid i dette Øieblik til og anmodede efter Ordre af Politimesteren Gendarmerne om at gaa ind, hvilket de derefter gjorde. Gendarmerne vilde sikkert med Lethed have kunnet splittet den feige Pøbelhob, der mest bestod af unge Mennesker fra Landet (af Byens Folk tog overhovedet saa godt som ingen Del i Optøjerne). Enkelte Deltagere i Tumulten ere kjendte og noterede af Politiet.

Sammen med den Optræden, Jens Busks Tilhængere under selve Valghandlingen viste overfor Modkandidaten, afgiver det et godt Bevis for, hvilke Tilstande vi vilde faa, hvis dette Parti blev raadende i Landet.

(Dagens Nyheder 2. februar 1887).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Maren Spliids hus, Ribe. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gendarmerne under Valghandlingen paa Svendborg Torv. Under den skriftlige Afstemning var der, fortæller "Svendb. Av.", mange Folk paa Torvet. Men alt gik roligt, Folk bevægede sig frem og tilbage paa lignende Maade, som naar Svendborgerne om Aftenen i større Mængder opholder sig i Kristiansminde, Høje Bøge eller andre Steder.

En noget omtaaget Sømand staar da op paa Værtshusholder Langes Trappe paa Torvet og giver sig til at snakke noget om Estrups brillante Politik og Danebrog. Folk morede sig der over og lod ham snakke væk. For at opmuntre ham, hørtes af og til et lille Bravo, og han fortsatte med sit Forsvar af Provisoriet. Der kom imidlertid flere og flere til, deriblandt en Del Damer. To Politibetjente og et Par Gendarmer kom ogsaa til og vilde have Taleren ned ad Trappen. Det vilde han ikke, og skjønt de skedes med ham, holdt han sig bravt ved Gelænderet.

Flere Gendarmer kommer til, deriblandt Gendarmløjtnanten med Ridepisken. Folk, som ikke vidste, hvad det drejede sig om, ilede til og nu blev der en stor tæt Klynge. Gendarmerne kom i Klemme, og nu lød der dundrende Hurraer.

Gendarmerne saa højst betuttede flere af dem rystede som Espeløv. bød dem i den Anledning en Bajer til at styrke sig paa.

Da dette havde varet lidt, kom 5 Gendarmer svingende ind paa korvet. De gjorde Holdt ved Kjøbmand Winthers Hjørne og blev modtaget med Hurra.

Sømanden fortsatte en Stund endnu, indtil en civil Mand fjærnede ham. Derpaa spredtes Klyngen, og nogle fulgte bag etter de ridende Gendarmer, hvortil de gaaende sluttede sig, over mod Politistationen.

Saa var alt rolig.

Pludselig trækker Gendarmerne blank og rider tværs over Torvet ind imellem Mængden.

Folk blev bange for at blive revne om Kuld. og der hørtes Raab som: "Vi er Højremænd", andre "vi maa skille os ad", "nu gaar de som ved Dybbøl" o. s. v.

Under dette Ridt foretoges 2 Arrestationer. Den ene var en ældre Mand paa 60 Aar. Det var Gendarmløjtnanten, der gav Ordre her til.

Gendarmerne trak sig tilbage med dette Bytte og gjorde Holdt i Ramsherred, hvor de tapre Krigere stak Sværdet i Balgen.

Der lod Hurraer fra Torvet paa den Tid.

Politimesteren kom imidlertid til Stede og fjærnede Gendarmerne.

Da dette var sket, var alt roligt som før.

Gendarmfægtning i Ribe. Herom meddeler "Fredericia Fkt.": Under Valghandlingen saa man intet til Gendarmerne. Borgmesteren har ladet dem blive i deres Kvarter af Hensyn til Vælgerne, fortalte man. og er det virkeligt Tilfældet bor det sikkert paaskjønnes. Saa gik Dagen rolig til omtrent Kl. 5. Folk samledes omkring Valgtribunen for at høre Udfaldet af Valget. Valgbestyrelsen, deriblandt Borgmester Hjort, var samlet i Thingstuen ved Raadhuset i Færd med at optælle Stemmerne. Da lød fra Gaden udenfor vilde Raab, Hurraer, Skrig og Hyl. Det Syn, der her frembød sig. er der næppe tidligere set Mage til i Ribe. To Gendarmer fo'r som forvildede Mennesker med blottede Klinger om blandt den der forsamlede Mængde. Flere blev ramte. En Mand, hvis Navn vi kender, fik et Sabelhug over Halsen, der dog ikke helt gjennemskar hans temmelig tykke Halstørklæde; en Mand. der passerede Gaden paa Hjemvejen fra sit Arbejde, fik et Hug over den ene Haand, saa denne, efter Sigende, blødte. Flere Folk, dels fra Byen. dels fra Landet, nævnes, som ramte af Sabelhuggene, dog fik ingen, saa vidt vides, betydeligere Saar. Da Bergmester Hiort blev gjort opmærksom paa Spektaklet, skal han have erklæret, at han ikke ønskede en nu Brønderslevaffære i Ribe, hvorpaa han gik ud og kaldte Gendarmerne ind. hvorefter de sendtes Hjem i deres Kvarter. Denne humane, klage og hensynsfulde Handlemaade fortjener almindelig Paaskjønnelse. Havde vi i dette Øjeblik haft en strix Politimester, havde Ribe den 28. Januar næppe undgaaet en ny, mulig langt mere skrækkelig Affære end den i Brønderslev.

Hvordan begyndte Spektaklet? Vi har fra forskjellige øjenvidner faaet meddelt følgende. En Mand fra Landet, der mulig var noget beruset, gav sig til at synge højt paa Gaden. Det strider vel mod Politivedtægten, men desuagtet hører sligt jo ikke til Sjældenhederne, især paa en saa bevæget Dag som en Valgdag. En af Byens Vægtere, hvis Optræden ved tidligere Lejligheder er bleven stærk misbilliget, forbød Manden at synge. Da han desuagtet begyndte igjen, trak Vægteren af med ham til Raadhuset. Folk, der havde set dette, fandt, at det var for lidt at arrestere Manden for, hvorfor de bad eller forlangte at faa ham fri. Da Vægteren saaledes fik Vanskelighed med Mandens Anholdelse, sendtes der Bud efter de to Gendarmer, og det foromtalte Indhug paa Folkemængden fandt Sted.

Dermed var Fægtningen dog ikke helt til Ende. Manden, der først blev anholdt samt en hæderlig Gaardejer fra Seem, der under Spektaklet ligeledes var bleven anholdt, idet han af et Par nærværende Højreagitatorer var bleven udpeget som Venstremand, blev begge løsladte. I sit sidste Ord fra Valgtribunen henvendte Jens Busk sig alvorligt og indtrængende til Forsamlingen og formanede alle til at undgaa al Spektakel og Opløb og kun ad Lovlighedens Vej at fortsætte Kampen mod Modstanderne. Men Forbitrelsen over det nylig passerede havde Vanskelighed ved at lægge sig og gav sig lidt efter et nyt Udslag.

De to andre Gendarmer - vi har nemlig fire - kom lidt efter gjennem Sønderportsgade efter Raadhuset, hvor endnu en stor Mængde Mennesker var samlet uden for. Fuldmægtig Jensen, hvis hensynsfulde Humanitet ved denne Lejlighed ligeledes maa anerkjendes, lod ogsaa disse vende hjem til deres Kvarter. Men inden de naaede dette, blev de to Gendanner, der rimeligvis fejlagtig antoges for de samme, der havde foretaget Indhugget ved Raadhuset, paa Pladsen uden for Domkirken omringet af Folkemængden. Gendarmerne trak blank og truede med Revolveren, men det lykkedes dem ikke at komme ud af Kredsen. Et Par Højremænd søgte forgæves at befri dem. Endelig kom Fuldmægtig Jensen, Mængden gjorde Plads, og de befriede Gendarmer ilede over Torvet til deres Kvarter. Uden for dette stillede alle fire Gendarmer sig op paa to Geledder. Folkemængden stod der endnu. En Gendarm trak Revolveren frem og truede med at skyde. Mængden stod urokkelig. Da knaldede Skudet hen over Folks Hoveder. Folk lo. Fuldmægtigen vendte tilbage og komanderede Gendarmerne ind. Han fik et stolt Hurra; det havde han fortjent. Saa var der atter Orden i Byen, om end selvfølgelig en Del Lystighed i de forskjellige  Beværtningssteder, der havde Lov at holdes aabne ud over sædvanlig Tid. Saa heldigt endte den første Gendarmfægtning i Ribe, særlig ved vore Autoriteters Besindighed og hensynsfulde Humanitet. Kjendsgærningerne taler tilstrækkeligt om Gendarmernes Hensigtsmæssighed og Nytte. Men hvor vil "Avisen" og de andre Provisorieblade ikke skraale, naar de faar denne Sammenhæng at vide. Om Ribes Gader var bleven en blodig Valplads, hvad havde saa det at sige for disse privilegerede Fædrelandsvenner, naar blot Gendarmernes Nytte var bleven godtgjort. Det blev den jo nu ikke.

(Horsens Folkeblad 3. februar 1887).

Borgmester Victor Christian Hjort 1833-1912. Han var født i Frederiksværk, blev 1852 student på Sorø Akademi. 1860 embedseksamen med Laud. Herefter by- og herredsfuldmægtig i Storehedinge ca. 1860-1881. 1881 byfoged og borgmester i Ribe indtil 1902. Ribe Stiftstidende skrev at hans evner ikke stod mål med hans gode vilje hvad angik den administrative ledelse, men fik en række dygtige og dristige mænd i byrådet. Som dommer betegnede avisen ham for udmærket. Efter sin afsked flyttede han til København. Han blev begravet fra Frihavnskirken (Willemoesgade, Østerbro) i København.

Ryssel og Folketingsvalget 1887. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

Ryssel var højres kandidat i Kbh.s 5. kreds mod P. Holm 1887 og 1890: 

Ryssel.

Et Højre-Vælgermøde i 5te Kreds afholdtes i Gaar Aftes i Gothersgades Exercerhus paa - som det meddeltes - Foranledning af et Andragende fra 235 Vælgere i Kredsen, der ønskede Manufakturhandler Ryssel til Højres Kandidat ved de kommende Valg. Kl. 8 var der samlet 8-900 Vælgere, unge og gamle, blandt hvilke Stemningen øjensynlig var for Hr. Ryssel. Paa Tribunen saas foruden de to Kandidater selve Professor Matzen, P. V. Grove, Hiort-Lorenzen o. fl. 

Ryssel bød velkommen og foreslog et Leve for Konge og Fædreland; naar vi kunde enes derom, mente han ogsaa nok, at der blev Enighed om. hvem der burde være Kandidat. Han foreslog Matzen til Dirigent, hvilket vedtoges under Hurraraab for Professoren.

Matzen træder selskabsklædt, smilende, rødmosset frem og giver Ordet til

Redaktor Hiort-Lorenzen som den, der havde at give Meddelelser om Bestyrelsens ny Repræsentantskabs Virksomhed for at skaffe Kredsen en Kandidat. Det fremgik af hans Oplysninger, at begge Faktorerne var enige om at opstille Tømrermester Jørgensen, og at Hr. Ryssel ogsaa "loyalt" havde lovet at trække sig tilbage - men saa var uheldigvis dette Andragende fra de 235 kommet paa tværs af det hele; disse forlangte nemlig Hr. Ryssel, hvis Tilsagn de privat havde opnaaet, og Bestyrelsen var saaledes blevet tvunget til at sammenkalde dette Møde, hvis Beslutning nu skulde være den afgjørende.

Voxdugsfabrikant Meyer anbefalede Hr. Ryssel, idet han skarpt kritiserede Bestyrelsens Fremgangsmaade overfor denne, der dog ene havde Æren af Højresagens "forbavsende Fremgang". Han sluttede med hidsigt at erklære, at der var ingen i Kredsen, der kjendte Jørgensen.

Dirigenten advarede - ikke uden Grund - mod at opholde sig for meget ved Personligheder; saadant afstedkom let Forstyrrelse i den udmærkede Enighed, og man burde være glad ved hvem som helst af de foreslaaede Herrer.

Forretningsfører Christensen havde faaet det Hverv at anbefale Jørgensen. Dette gjorde han efter bedste Evne, hvilket ikke vilde sige meget, og han opnaaede da ogsaa kun til Tak, at Folk raabte paa Afslutning.

Et Medlem af Repræsentantskabet meddelte, at hans Kolleger havde givet ham Mundkurv paa; med en saadan kunde man ganske vist ikke bide, men gjø kunde man, og det havde han i Sinde at gjøre. Det var aldeles nødvendigt at vælge Jørgensen, mente han, man burde have en erfaren og sagkyndig Mand ind i Rigsdagen og ikke Ryssel. (Stærke Protester).

Hiort-Lorenzen protesterede indigneret mod dette Brud paa Tro og Love af en Kollega; det var blevet en aldeles bestemt Aftale, at kun han maatte tale paa Repræsentantskabets Vegne. 

Flere havde endnu Ordet, baade for den ene og den anden Kandidat; til Slutning interpelleredes disse af saa vidt vides - en Maler Nielsen om deres Stilling til Arbejderspørgsmaalene, Handelstraktaterne, Befæstningssagen og - de provisoriske Love.

Tømrermester Jørgensen fik først Ordet for at svare; han fattede sig kort - i 3 Minutter - idet han mente det rigtigt at gjemme sine Argumenter til Valgmøderne sammen med Modkandidaterne, saa vilde der sikkert blive nok at svare paa, kjendte han disse rigtig.

Ryssel derimod gik lidt nærmere ind paa Spørgsmaalene; han vilde baade have Handelstraktater, Befæstninger og - betingelsesvis - provisoriske Love; thi ihvorvel saadanne var meget sørgelige, maatte vi dog huske paa, at Venstre ene bar Skylden for dem. Dermed mente han den klaret og trak sig tilbage under stor Jubel.

Forretningsfører Christensen forsøgte endnu en Gang at faa Ordet for at anbefale Jorgensen, men uden Held; for Protester og Spektakel var det ham umuligt at faa Ørenlyd; selve den mægtige Dirigent formanede ikke at tilvejebringe Ro, og Christensen maa gaa ned med uforrettet Sag.

Derefter forsøgtes Striden afgjort ved Haandsoprækning, der ubetinget faldt ud til Fordel for Ryssel. Ikke destomindre fandt Professoren, at man af Høflighedshensyn burde lade skriftlig afstemme. Saa sluttede Forestillingen, der som Helhed gav et godt Indblik i Højres bekjendte Enighed.

- I Brøndanstalten ved Siden af Exercerhuset stod en Politibetjent parat til at tage sig af de uvorne Højremænd.

Mod Forventning blev der ikke Brug for Styrken.

(Morgenbladet (København) 2. december 1886)

Højre Kandidat i 5te Kreds.

I Gaar Aftes holdt Højres Arbejder (!) og Vælgerforening for 5te Kreds et Møde, paa hvillet der blev truffet Bestemmelse om, hvem der skulde være Professor Goss's Efterfølger som Partiets Kandidat ved de kommende Valg.

Til Lokale havde man, med Tilsidesættelse af alle Hensyn til sit eget Omfang, udset det uhyre Ekserserhus i Gotersgade: gennem to Indgange klattede Folk henad Kl. 8 sammen midt i det tomme Rum, og da man hurtig var naaet til den Erkendelse, at der ikke var mere at vente pa , begyndte Mødet.

Ved Ankomsten havde enhver Deltager forinden modtaget to trykte Sedler til Belysning af Situationen. Paa den ene, der var udgaaet fra "Avisen" s Bogtrykkeri, stod:

Stem paa Bestyrelsens og Repræsentantskabets Kandidat: Tømrermester J. C. Jørgensen, Formand for "Arbejdernes Værn".

Men paa den anden Seddel stod der :

Stem paa Arbejdernes (!) og Haandværkernes (!) Kandidat, Højresagens dygtige og ihærdige Forkæmper, Kredsbestyrelsens Formand, Hr. Manufakturhandler E. H. Ryssel. Flere Arbejdere (!)

Herefter var det klart, at man var uenige. Lederne vilde have en af deres egne, en Tømrermester: de Menige vilde have en af deres, en Manufakturhandler: ingen vilde have en Arbejder.

Professor Matzen besteg Tribunen for at dirigere Menigheden. Han bad de to Partier satte sig i Korthed, for at alle kunde enes i det mindste i det ene, at komme ordentlig hjem og i Seng. (Bifald).

Redaktor Hiort-Lorensen fra "Nationaltidende" vilde tale for Bestyrelsens og Repræsentantskabets Kandidat, Tømrermester Jørgensen. Det var allerede for lang Tid siden bleven besluttet at opstille denne, og Ryssel var da traadt frivillig tilbage. Men saa indkom der en Skrivelse fra 235 Medlemmer om alligevel at opstille Ryssel, og Sagen gik i Udvalg. Resultatet blev imidlertid atter, at man forkastede Manufakturhandleren og vedtog Tømrermesteren, og dette var sket for over et halvt Aar siden. Taleren vilde nu overlade til Forsamlingen at træffe en Afgørelse.

Fabrikant Meyer fik Ordet for at tale paa de 235's Vegne. Vi kunde ikke i denne Kreds forbigaa en Arbejder, med andre Ord, vi kunde ikke forbigaa "den lille Ryssel", Formanden for hele vor Valgbevægelse, han som havde rejst hele den store Agitation. (Voldsomt Bifald.)

Christensen, Forretningsfører i Arbejdernes (!) Værn og Redaktør af Havebrugstidende holdt et langt, en blomsterløst Foredrag for Jørgensen, under hvilket han hele Tiden opfordredes af forskellige Tilstedeværende til at holde op. Det gjorde han da omsider, men skønt man saaledes fik sin Vilje, lød der dog stærke Mishagsytringer efter Talens Slutning.

Nu anmeldte Dirigenten Malermester" - eller hvad han vilde have sagt: "Maler" Hansen, og dermed traadte Rysselianerne atter i Marken. Taleren kritiserede Jørgensen: Hvem var han? Var han Højremand? Han var ikke kendt, og han var bleven opstillet for et halvt Aar siden uden at nogen vidste det udenfor Bestyrelsen. Nej, vi skulde have en Arbejder valgt i 5te Kreds, og derfor vilde han opfordre til at stemme paa Manufakturhandleren. (Fornyet Bifald.)

Oberstløjtnant Blom fremhævede, at hvis det i det Hele taget skulde blive til noget, saa maatte man se at være enigt, og af Hensyn til den kære Fred vilde han anbefale Ryssel. (Hør!)

Et Medlem af Repræsentantskabet bad om Ordet. Han begyndte med at sige, at vel havde man givet ham Mundkurv paa, idet der var taget den Bestemmelse, at kun Hjort Lorenzen maatte referere for Repræsentantskabet; men naar han gav sin egen Hund Mundkurv paa, saa maatte den dog i det mindste gø, og gø - det vilde han! Han vilde gø til Fordel for Tømmermester Jørgensen. (Stærk Hyssen).

Hiort Lorenzen beklagede, at den foregaaende Taler havde brudt Overenskomsten.

Flere Talere anbefalede under stærkt Bifald Ryssel.

Matzen bad forsigtigt, da ban mærkede, fra hvad Kant, Vinden blæste, at man endelig ikke vilde komme ind pna nogen Kritik af den Kandidat, man ikke havde Sympati for, men at man blot ganske kort vilde erklære sig for den af dem, man vilde foreslaa. (Bifald.) Tillige vilde han henstille, at de følgende Talere paa Grund af den fremrykkede Tid kun maatte tale i 5 Minuter hver. Han vilde endelig gøre opmærksom paa, at den Kandidat, Forsamlingen bestemte, vilde Bestyrelsen ubetinget (!) antage. (Bifald.)

Derefter optraadte en Grosserer Christensen. Enten det nu blev den ene eller den anden, vilde han rette nogle Spørgsmaal til dem. Først om Toldloven, dernæst om Handel og Industri, og... og... ja, De forstaar jo nok, jeg er Handelsmand... (Taleren staar og famler under almindelig Forventning i sine Lommer, endelig finder han et Stykke Papir, hvorpaa han kigger) og Handelstraktaten med Spanien samt de provisoriske Love.

Matzen trækker sin Overfrakke paa og siger, at vi jo kun var komne for at opstille en Kandidat. Skulde disse besvare Spørgsmaalene, vilde det blive en lang Historie. Han vilde henstille til dem selv, om de havde Lyst.

Den lille Forsamling fryser i det uhyre Rum, en Del smøger Kraverne op over Ørene.

Bestyrelsens Kandidat, Tømrermester Jørgensen: Han skulde ikke indlade sig paa at besvare noget. Det var tidsnok paa Valgdagen. Socialisterne var godt organiserede og skulde nok interpellere. Lad os først se, hvem af os det bliver, Ryssel eller mig. (Bifald.)

Ryssel vilde derimod indlade sig paa Besvarelserne. Hvad Manufakturhandel og Industri angaar, maatte den paa alle mulige Maader ophjælpes. Danmark maatte ruste sig paa alle Maader, og navnlig om København; kunde nogen sige ham en heldigere Ordning, vilde han bøje sig for den. Og hvad de provisoriske Love angik (her kaster Taleren et prøvende Blik paa Grosserer Christensen) saa maatte vel baade Højremænd og Venstremænd være enige med ham i at beklage dem. Men Skylden laa hverken hos Regeringen eller hos Højre, men alene hos Venstre.

Forretningsføreren for "Arbejdernes Værn", Christensen, kom atter frem, men blev mødt med vedholdende Hyssen og Raab om Afslutning. Da end ikke Matzens store Klokke kunde skuffe ham Ørenlyd, maatte han straks fortrække 

Ved den derpaa foretagne Afstemning valgtes med overvejende Majoritet Manufakturhandler Ryssel til Kandidat. Resultatet blev modtaget med Leve- og Hurraraab for ham, hvorimod et Leve for Matzen ikke vandt videre Paaskønnelse.

Derefter forlangte Tømrermester Jørgensen skriftlig Afstemning, og Matzen bad de Tilstedeværende afgive deres Stemmesedler ved Kassen ved Indgangen, og anmodede indstændig Enhver, som ikke var fyldt 30 Aar, om ikke at stemme. Resultatet af denne Afstemning kendes ikke endnu.

Udfaldet blev altsaa, at Bestyrelsen og Repræsentantskabets Kandidat, Formanden for Kapitalisternes Værn "Avisen"s og Professor Matzens Protegé: Tømrermester Jørgensen faldt igennem, og at en lille Haandfuld Menige satte Ryssel paa Plakaten. Og der bliver han formodentlig staaende, indtil vi paa Valgdagen piller ham ned igen.

(Social-Demokraten 2. december 1886)

Valgkampagnen. Det gaaer Slag i Slag med Oppositionens Valgmøder nu. Mandag Aften holdt Overretssagfører Gustav Christensen sit første Vælgermøder med 2den Kreds. Stemningen var brillant, overveiende Venstre. Endel Høiremænd var kommen tilstede og gjorde i Begyndelsen Mudder, men lidt længere henne bleve de tause og paahørte med stor Opmærksomhed den sidste Halvdel af Hr. Christensens klare, formfuldendte Foredrag. En Høiremand, der fik Ordet, beklagede, at hans Parti havde besluttet ikke at overvære Oppositionens Møder, som han selv personlig havde faaet et meget godt Indtryk af. Han stillede adskillige Spørgsmaal til Kandidaten, som besvarede dem til almindelig Tilfredshed. Ogsaa Pastor Hostrup i 3die Kreds vil nu aabne Kampagnen. Han holdt Tirsdag Aften sin første Sammenkomst med Vælgerne. Vi faa nu se, om General Tvermoes, ligesom Krigsminister Bahnson, er modig nok til ikke at turde møde paa et offenligt Valgmøde. Skrædermester P. Holm er nu i fuld Gang med sine Møder i 5te Kreds, samtidig med at den store Manufakturhandler Ryssel fremstiller sig som "Billettrykker paa Banegaarden" for Kredsens "Arbejdere", selvfølgelig i lukkede Møder, hvor "Medlemskort forevises". Have Oppositionsmænd ved en Fejltagelse faaet Indbydelse til Mødet, som forleden paa Vodroflund. og de ikke deltage i Hurraraabene for Ministeriet, søge Høiremændene med aldrig svigtende Intelligents at prygle Vedkommende. Den Slags Ting er man jo godt kjendt med, siden den Tid Høiremændene vilde drukne "Socialdemokraten"s Meddeler ved Grundlovsfesten i Kongens Have. Karakteristisk for dette "fine" Parti er ogsaa et Tilraab, der Mandag Aften brøltes op til Hr. Gustav Christensen: der er visse Ting, man kun besvarer med "en paa Tæven". Leve Intelligentsen! Høire er det dannede Parti! (det siger det selv). Hr. Ryssel i 5te lader forøvrigt til at være en Pokkers Karl, der ene kan paatage sig at føre en Mængde sociale Reformer igjennem. Folkethingsmand P. Holm er et rent Hul ved Siden af ham, det siger han idetmindste selv. Bare nu Vælgerne den 28de Januar ere af samme Mening. Hr. Ryssel burde offenlig lade sit Lys skinne for Vælgerne. Han sætter det virkelig under en Skjæppe ved kun at blusse for Medlemmerne af "Arbeider"- og Vælgerforeningerne. Efter Høirebladenes Meddelelser at dømme var det nok til at lyse op for den ganske Stad. "Her er Kraften og Humøret", siger Hr. Matzens "Avisen" jo. Blot de Folk vilde være lidt meddelsomme. I 9de Kreds har det været umuligt for Oppositionen at skaffe Lokaler tilveie, da alle Myndigheder vare enige om at afslaa Andragendet om at faa større Lokaler tillaans. Hr. Hørdum maa nu holde sine Vælgermoder inde i Byen. Hans Modkandidat. Malermester Jensen er sikkert glad ved ikke at skulle møde i aaben Mark. Der gaaer det Rygte, for hvis Sandhed vor Meddeler dog ikke kan indestaa, ude paa Christianshavn, at han bliver syg paa Valgdagen, hvor da en lidt mere dreven Stedfortræder skal aflevere Talen for ham. Blandt Oppositionsmænd fra 9de Kreds hører man stadig det Svar, naar man spørger om Stillingen derude: "Høire er vis paa ikke at kunne tage Kredsen, ellers havde de saamænd aldrig i deres Dage opstillet Malermester Jensen som deres Kandidat". I 4de Kreds skal der nok brydes med de lukkede Møders Princip. Professor Scharling har indbudt cand. jur. Boghandler Philipsen, der vil komme tilstede ved et af denne indvarslet Møde. Hr. Scharling vil vel saa gjøre Gjengjæld ved at modtage Boghandler Philipsens Indbydelse. I 7de Kreds begyndte Hr. Hage sine Møder Tirsdag Aften. Denne Kreds er uangribelig. Agitationen gaaer stadig med glimrende Humør og Lyst fra Oppositionens Side. Høire begynde nu at efterligne os med at udsende Flyveskrifter, men hemmelige "Flyve"skrifter naturligvis, beregnede paa at styrke i Troen alle tvivlende Medlemmer af "Arbeider"- og Vælgerforeningen De ere saa interessante, at man næsten ikke kan faa fat i dem. Forøvrigt gjør man Propaganda for Høires Sag ved gratis at uddele Hr. Matzens "Avisen". Assessor Florian Larsen kan flet ikke lide Flyveskrifter. Oppositionsagitationen ude i 1ste Kreds har uddelt et lille Skrift, hvori der anstilles Sammenligninger mellem Herman Trier og Florian Larsen. Paa et lukket Høiremøde Mandag Alten udtalte han sig med stor Vrede om den "anonyme Æsel", der havde forfattet dette afskyelige Skrift, hvor man tillod sig at paastaa, at en Assessor i den kgl. Lands-Over-samt Hof- og Stadsret var en i Forhold til den almenagtede Filantrop Herman Trier endnu ubekjendt (!) Person (!!). Forsamlingen trøstede ham med udelt Tilslutning.

(Middelfart Avis 20. januar 1887)

E. H. Ryssel.

Valgene i Hovedstaden paa Fredag frembyde den særlige Interesse, at det iaar er første Gang. at en Arbeider stiller sig til Valg i en kjøbenhavnsk Valgkreds som Højrekandidat. Og dette Fænomen faar forøget Betydning derved, at det foregaar i Landets største Valgkreds som nu er vokset op til at tælle 120,000 Indbyggere og altsaa burde have Ret til at sende ikke mindre end syv Repræsentanter til Folkethinget. Der kan ingen Tvivl være om, at den almindelige Opmærksomhed hele Landet over paa Fredag fortrinsvis vil være henvend! paa Kjøbenhavns femte, og at man overalt med største Spænding imødeser Udfaldet af Hovedkampen mellem Høire og de af Venstre og Liberale stoltede Socialister, som udgjøre den langt overdelende Del af Oppositionen i denne Kreds. Der turde derfor være nogen Grund til at skænke Valget her en særlig Opmærksomhed, saa meget mere som Oppositionspressen enten af Uvidenhed eller for at forvirre Begreberne stadig har givet en falsk Fremstilling af Høires Bevæggrunde til at opstille Hr Ryssel som sin Kandidat.

Det er en Selvfølge, at Høires ledende Mænd allerede i lange Tider har havt under Overvejelse, hvilken Kandidat der bedst vilde evne at samle alle Høires Stemmer i Kjøbenhavns femte paa sig: men om en Ting var man hurtig mig, nemlig at Kredsens store Arbeiberbefolkning havde et berettiget Krav paa at blive repræsenteret af en af sine egne. Det var dog ikke alene denne særlige Betragtning, der gjorde sig gjældende, men man ansaa det overhovedet for ønskeligt, at de talrige Arbeidere, som foretrækker en rolig og besindig fremadskridende Udvikling for at kaste sig i Socialismens Arme, til deres Talsmand i Folkethinget, fik en Arbeider, som paa dette Sted kunde danne en heldig Modvægt imod de Repræsentanter, der stadig foregive at tale i arbejdernes Navn. En saadan Mands Ord kunde paaregnes at maatte faa en særlig Vægt overfor de andres Deklamationer om Arbejdernes Undertrykkelse.

Gaande ud fra disse Betragtninger blev Kredsens ledende Mænd snart enige om, at det ikke vilde være muligt at finde en heldigere Kandidat end Arbeideren E. H. Ryssel eller at imødekomme Arbeidernes Ønsker bedre end ved at udpege ham. Denne for fire Aar siden ganske ubekjendte Mand havde ikke alene undfanget Tanken om gjennem en fast Organisation at sætte en Bom for Socialismens Omsiggriben paa Nørrebro, men han havde vist sig i Besiddelse af en Ihærdighed og et Organisationstalent, som hurtig bragte Hans Navn paa alles Læber, og som gav Stødet til den faste Sammenslutning i Høire Hele Landet over, der nu giør, at Høire kan imødese Valgene med større Sindsro end i mange Aar. Det vilde være for meget at tilskrive Hr. Ryssel Fortjenesten af Høires nuværende Organisation: den vilde som en Naturnødvendighed være kommen af sig selv: men Æren for at have bragt Stenen til at rulle hverken kan eller skal fortages ham. Og aldrig saa snart blev det bekjendt, at fremragende Politikere støttede Hr Ryssels Kandidatur, og at han havde overvundet sine Betænkelighed ved at modtage den. For enhver Tanke om en eller flere andre Kandidater fra alle Sider hurtig blev opgiven. og Høires Arbeider- og Vælger forening, som i femte Kreds tæller ikke mindre end 8000 Medlemmer, vedtog i December forrige Aar paa det bekjendte Exercerhusmøde, at Ryssel og ingen anden skulde være dens Kandidat. De Kredse, der endnu staa udenfor denne Forening, sluttede sig øieblikkelig dertil, og fra det Øieblik af have alle Høirevælgerne i femte Kreds uden nogen som helst Undtagelse været enige om, at slulde Socialisternes Magt brydes i denne Kreds, maatte det ske med Hr. Ryssel. Straks efter hint Møde blev der med største Kraft taget fat paa en omhyggelig Organisation af Kredsens Høirevælgere, som indtil da havde været mangelfuld, og det skyldes ikke mindst Hr. Ryssels utrættelige Energi, at Høire nu her er saa fast sammensluttet, at det med Udsigt til et heldigt Udfald kan tage Valgkampen op med Socialisterne. Umiddelbart efter Folkethingets Opløsning begyndte Hr. Ryssel sin Valgkampagne. Han var den første af Hovedstadens Høirekandidater, som holdt Møde med sine Vælgere, og ingen har været saa utrættelig som han. Iaften holder han sit sidste af tretten Møder, hver Gang med en ny Kreds af sine Vælgere, for imorgen Aften at tale sit aller sidste Ord til dem paa et større samlet Møde. Tusinder af Vælgere har hørt hans klare og freidige Redegjørelse af det i Sandhed frisindede Standpunkt, han indtager, og Mænd af alle Samfundsklasser, af enhver tænkelig borgerlig Stilling, ere staaede frem for at anbefale denne Folkets Mand. Hvert Ord fra hans Mund har fundet Gjenklang hos hans Tilhørere, og ikke en Røst har reist sig imod ham. ikke den svageste Misfornøielse er fremkommen over hans Udtalelser, undtagen fra saadanne Folks Side, som kun vare komne til Møderne for at vække Uro og Forstyrrelse. Ja der kan endog siges til Hr. Ryssels Ros, at han overfor rene Socialister, so, vare komne for at modsige ham, maaske ogsaa tillige for at høre, hvad den Mand havde at sige, viste en anerkjendelsesværdig Ro og Overlegenhed. Man har fra den anden Side ladet ham høre at han kun holdt "lukkede" Møder, og frakjendt ham Mod til at mødes med sin Modkandidat. Hans Vælgere have ikke ønsket det, fordi det nærmest var dem om at giøre, at han fik Lov til i Ro og Fred at udvikle sine politiske anskuelser, men efter de Erfaringer, man har gjort paa hans Møder, der adskillige Gange have været urolige nok, er Hr. Ryssel Mand for at tage det op med de drevneste Socialisttalere. Og Leilighed til at vise sin Slaafærdighed vil Fremtiden næppe fattes ham. Men hidtil har han gjort Ret i at undgaa det. Hans Formaal var ikke at debattere uklare og taagede sociale Problemer med fanatiserede Modstandere, men at erobre sig en fast Plads i sine egne Vælgeres Hjerter, og at denne Opgave er løst af ham, maaske over hans egen beskedne Forventning, derfor borger det ustanseligt Bifald, der har fulgt ham fra Møde til Møde. Al Modstandernes Haan og deres Trusler har han ladet uænsede, kun en Plads som Høires værdige Repræsentant har han villet vinde, og at dette er lykkedes ham, det kunne vi, der have fulgt al hans Færd under hele Valgkampagnen, med god Fortrøstning bevidne.

Hr. Ryssel har netop de Egenskaber, man ventede at finde hos ham, men som han næppe havde have Leilighed til at lægge for Dagen indenfor Høires Arbeider- og Vælgerforening, hidtil hans eneste Tumleplads. Først nu, da han har naaet at komme helt ind paa Livet af Dagens brændende politiske Spørgsmaal, har han ret kunnet godtgjort sin sunde, jævne og klare Opfattelse af dem og at tage bestemt Standpunkt til mange Sager, der ligge i Særdeleshed Arbeiderne paa Hierte. Thi som Arbeider og som Kandidat i en Arbeiderkreds har han havt et sundt Blik for, at han i disse Sager skulde søge sin rette Begrænsning. Derfor er han ogsaa en Folketaler i dette Ords gode Betydning. Han ophidser ikke sine Tilhørere, vækker ikke deres onde Lidenskaber, Ægger ikke Arbeideren til Misfornøielse med hans maaske ublide Kaar, men han taler med Ro, Sindighed og sikker Overbevisning om, hvad der er til Menigmands sande Gavn, og ved hvilke Midler ban kan opnaa en Forbedring i sin Stilling. Vel har han bestandig ivret imod Venstreførernes fordærvelige Visnepotitik, men kun for atter og atter at paapege, hvorfor den har været til udødelig Skade for Arbeiderne. Kort sagt, ingen er gaaet utilfredsstillet fra Hr Ryssels Møder; alle har tvartimod følt, at Kredsen i ham vilde faa en Talsmand for deres Arbeideres sande Interesser; og en saadan er det, man har villet have.

Naar Høire alisaa nu gaar til Valg for at sætte Hr Ryssel paa den Plads, han baade har fortjent og gjort sig værdig til, da sker det med den trygge Forvisning om, at alt det Arbeide, der er gjort for at sikre hans Valg, ogsaa vil bære Frugt. Oppositionen nærer den største Frygt netop for dette Valgs Udfald, og det kan forudses, at den intet Middel vil sky til at holde Hr. Holm paa den Plads, han aldrig burde have indtaget, og som han kun opnaaede, fordi Høire ikke var tilstækkelig forberedt til det sidste Valg. Men denne Gang ere Rollerne ombyttede, nu er Høire den angribende Part, og ved et rask Tilløb, hvori ikke en eneste Høiremand bliver tilbage, kan Stillingen tages. 

(Nationaltidende 26. januar 1887, 2. udgave.)

Ryssel tabte med 30 stemmer til Peter Thygesen Holm. Ved valget i januar 1890 vandt Holm atter over Ryssel med 8554 stemmer mod 7186.

Holm var en af dem som det efter Pios og Poul Geleffs bortrejse 1877, sammen med Chresten Hørdum og C. C. Andersen, der havde tilhørt oppositionen på Gimlekongressen 1876, lykkedes at reorganisere bevægelsen og bringe bladet Social-Demokraten på fode. Holm blev medlem af kontrolkomiteen, medstifter af Socialdemokratisk forbund (af 12.2.1878), medlem af partiets hovedbestyrelse (indtil sin død) og var i disse år arbejderbevægelsens mest repræsentative og indflydelsesrige mand. 

Nationaltidende glemte at nævne, at ved folketingsvalget 1881 hvor Holm var opstillet i 5. kreds mod C. Goos, var han blevet udsat for bagholdsangreb af "Heroldisterne", H. Brix' tilhængere, og ved næste valg 25.6.1884 måtte Goos indrømme, at han havde støttet "Herolden"s afløser, baronesse Jaquette Liljencrantz' "Den nye Socialist" for at splitte arbejderne. Ved valget til rigsdagen 1884 sejrede Holm med 5385 stemmer mod Goos' 4493. Han blev således sammen med Hørdum de to første socialdemokrater der. Her sluttede de sig til venstre i protesten mod provisorierne, delvis i visnepolitikken, og gik i reglen med de Berg-Hørupske grupper. Holm fastholdt kredsen til og med 1898, også efter at kredsen, hidtil landets største, 1894 havde afgivet vælgere til tre nye kredse. 

Is paa Søerne. (Efterskrift til Politivennen)

Der er Liv og Humør paa Søerne i disse Dage. Medens Frosten har slaaet Bom for Arbejderne ved den resterende Halvdel af den nye Nørrebro, har den bragt Liv paa begge Sider af den, saa langt omtrent som Søerne rækker.

* * *

Livligst er Skuet paa Peblingesøen. Paa den ene Halvdel har Skøjteløberforeningen opslaaet sit Pavlun, paa den anden Halvdel er der den travleste Virksomhed i Gang med Isning.

Skøiteløberforeningen var parat, saa snart Frosten behagede at melde sig. Og da den var stærk nok til at holde i det ny Aar, hvad den lovede i det gamle Aars sidste Dage, kom Arbeidsfolkene i Virksomhed paa Banen udfor Gyldenløvesgade. De fornødne "bygninger" - om man tør kalde Skure saaledes - blev hurtig gjort færdige, en Musiktribune smækket op, nogle Stykker Pindebrænde lagte fra Land ud til Søen, nogle snavsede Flag hængte op hist og der, og endelig hele Historien indhegnet - og Skøiteløberforeningen kunde modtage sine Medlemmer.

Besøget er stigende Dag for Dag, og fra Morgenen til sent om Aftenen er der en jævn Strøm af Løbere til og fra Banen. Den grønne Ungdom og den modne Manddom leveret naturligvis det største Kontingent; men ogsaa den solide Alder dyrker Skøitekunsten; der er trivelige Matroner, godt over den første Ungdom, som farer fordi graanende Alvorsmand; naa paa Skøiter kommer det jo ikke saa meget an paa graa Haar som paa rørige Ben.

K. Gamborg: Fra Skøjtebanerne. Illustreret Tidende nr. 21. 20. februar 1887.

Hvem der er talrigst, Mand eller Kvindekiønnet, er vanskeligt at afgiøre; Tallet er vel saa omtrent lige. Er der rutinerede Løbere, hvis flotte Sving man kiender fra de foregaaenoe Aar, er der ogsaa Begyndere, og det baade smaa og store. Og helt rørende er det at se, hvor mangen hjælpsom Herre Haand der er parat, ikke mindst naar en ung Dame med et lille Hvin giver sin Mangel paa Evne til at staa paa egne Ben til Kjende.

* * *

Paa den modsatte Ende af Peblingesøen gjør Isen Gavn paa anden Vis. Det er ikke fuldt saa fornøieligt, hvad man her tager sig for, men det er noksaa "indbringende". Det er Isen, der hugges itu og bringes i Land til Ølbryggerierne.

Virksomheden er i fuld Gang fra Vendersgade og ned til H. C. Andersensgade. For spaserende er der intet at gjøre i denne Tid paa denne Del af Spasereveien langs Søen; de maa holde sig paa Fortovet og tage Revanche paa den anden Del, hvor de kan hengive sig til den billige Nydelse at se paa Skøjteløberne.

Der holder Arbejdsvogn ved Arbeidsvogn Iangs Alleen, parate til at tage mod Isstykkerne, efterhaanden som de bliver halet i Land og hugget itu. Der er et bestemt Stykke af Isen anvist for hver enkelt Arbeidsstyrke, der gjennemgaaende bestaar af en halv Snes Mand. Et Par Mænd, der med deres langt Øxer gjør den første Begyndelse med at hugge de store Flager til, er Par andre, der haler dem ind mod Land og hugger videre, atter andre, der hager dem op og lader dem i rastende Størrelser glide ned ad de Træ-Baner, der er lagt hen til Vognen, og saa endelig en eller to Mand, der kaster Isstykkerne op paa Vognen.

Det hele gaar med Liv og Fart, og saasnart Vognen er fuldt læsset, kjører den at Sted for at give Plads for en anden. Og fryse gjør man ikke, tværtimod: de fleste af Folkene er ikke bange for at kaste Frakken; kun Hænderne ser lidt forfrosne ud; de store tykke Vanter, der dækker dem, er ikke fri for en Gang imellem at lade er Par blaafrosne Fingre stikke udenfor.

* * *

Ogsaa paa Sortedamssøen omkring ved "Fredens"-Bro har man i de sidste Dage haft travlt med at "hugge": det gjaldt jo om at tage Isen, mens den endnu var der.

Udfor Gothersgade er der derimod Skøiteløbning med et Humør og under en Tilstrømning, saa det - undertiden da - knager i det. Det er nemlig "Fribanerne"s Plads. Her ser man de de kiendte Stativer med aarsgamle Skøjter, gamle Minde slaaet op som Telte, et Flag hist og her. Bordene med de lige saa bekjendte røde Snapse og forfrosne Kager, Stole af enhver Slags og endelig Eierne af hele Herligheden, der gaar rundt og gnider sig i Hænderne og venter paa, al en eller anden, der er lysten, skal lade sig trække til ved Synet af Skøiterne, der er til Udlejning.

Stor er Afsætningen øjensynlig ikke, hverken paa Skøjter eller Snapse, og opdager derfor "Grossererne" en eller anden Herre, der ser ud til al kunne undvære en 10 Øre, slipper denne ikke let fra at maatte punge ud, navnlig da, hvis han boltrer sig altfor længe paa Banen.

K. Gamborg: Fra Skøjtebanerne. Illustreret Tidende nr. 21. 20. februar 1887.

Banerne er gode nok, om end ikke Fejningen er saa omhyggelig som paa den "fine" Bane paa Peblingesøen. Men det tager man ikke saa nøje, kun en Ting er der i Vejen, det er Pladsen; skjønt den langtfra er lille, kniber det dog en Gang imellem, saa stærkt et Mylr er der paa denne Del af Søen, ikke mindst om Eftermiddagen.

* * *

I Modsætning til de to andre Søer ligger Skt. Jørgenssø i vinterlig Forladthed og uberørt Ensomhed. Ikke et Menneske vover sig ud paa den, man læser Politiets Forbud; "Al Færdsel forbydes" og respekterer det som lydige Borgere; til Giengæld drister man sig til at trække paa Smilebaandet over Tilføielsen "Isen er usikker", og er man anlagt for Brandert siger man; den er dog for tyk.

Kun et Sted paa Søen er der Virksomhed, det er omtrent oppe ved Gl. Kongevej udfor Marstrands Bryggerier. Bryggerierne har leiet Søen for fem Aar og givet en pæn lille Sum derfor. Og naturligvis benytter man sig af Frosten og lader hugge løs paa Isen i disse Dage, saa det staar efter.

Det er ingen stor Arbejdsstyrke, det benyttes, men det behøves heller ikke, da Bryggerierne har faaet det lndrettet overordentlig bekvemt med at faa Isen i Hus. Under Spaserevejen er bragt Forbindelse fra Søen ind til den Gaard, der ligger ved Vejen. Ad denne Forbindelse rutscher Isen, naar den er hugget itu paa Søen, læmpelig igjennem og forsvinder saa i nogle Vogne, der hvert Øjeblik med fuldt Læs kjører af Sted - paa Skinner oven i Kiøbet - ind til Fabriken.

(Morgenbladet (København) 7. januar 1887).

Illustreret Tidendes tegninger (som er indsat i denne artikel) stammer fra et nummer hvor der er to længere artikler om skøjteløb.