Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. [Af Edvard Brandes]. Efterskrift til Politivennen.

Ernst Ahlgren (Fru Victoria Benedictsson): Fru Marianne. Roman. Autoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. 487 S. (Gyldendal.)

Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. (Stockholm, Z. Haggstrøm.)

Da Fru Benedictsson har sat sit Navn ved siden af sit Pseudonym paa denne Bog, har hun rimeligvis anset den for sit bedste Arbejde, der kunde undvære en beskeden Anonymitets Skjul. Desværre besidder Fru Benedictsson som saa mange andre Forfattere en vis Mangel paa Selvkritik; thi Fru Marianne er utvivlsomt et af de svageste Arbejder, der skyldes hendes Pen. Hendes Roman Penge staar trods dens ungdommelige Mangler himmelhøjt over dette sidste Arbejde, der synes at søge sine Forbilleder i den tyske og engelske Guvernante-Romans f. eks. Marlitts letløbende Arbejder.

Man undres over, at en moderne Aand og intelligent Kvinde kan gøre sig skyldig i en saa haandgibelig Fejltagelse. Paa den anden Side gives der jo sikkert et stort Publikum for den Art Bøger. Fru Schørring læses vist mangensteds, hvor Rosmersholm anses for Kontrebande, og Fru Benedictsson vil blive rost i Blade, hvor Strindberg betragtes som Arvefjenden. Dog mange havde troet, at Fru Benedictsson stræbte højere.

Bogens Indhold er det, som Hundreder af Dameromaner forud har fortalt: en ung letsindig, lidt koket Kvindes Opdragelse gennem et Ægteskab med en alvorlig og klippemandig Brugspatron. Børje Olesson elsker den lidt fyldige og lade Marianne saa højt, at han ganske uformodet falder ned med et Frierbrev i Huset hos den forgældede Familie og bejler til den unge Pige, som han kun har set et Par Gange og som aldeles ikke har lagt Mærke til ham. Hvorfor han elsker hende? Der gives ingen Forklaring deraf. Børjes Elskov tages som vel begrundet, fordi Marianne er en indtagende Person, og hans mandige Alvor og uhyre Flid forsvinder baade for ham ligesom for Forfatterinden, naar Marianne viser sit kønne Ansigt og sin lille Fod. Han har Lyst til denne unge Pige, hvis Væsen og Egenskaber han ikke kender og for hvem han er helt ligegyldig; saa frier han, og da Familien ingen Penge har og han er rig, indvilliger hun i Forbindelsen. Han vanker til Staden en Søndagformiddag, og saasnart de to er bleven ene fem Minuter, kysser han hende. Da dette er færdigt, spørger han hende: "Men, Marianne, se nu rigtig paa mig og tænk saa over, om Du virkelig tror, at Du kan komme til at holde af mig". Og til denne flove og noget sene Forespørgsel svarer hun paa Oversættelsens gyselige Dansk: "Ja, rigtignok kan jeg komme til at holde af Dig". (Svensk: Visst kan jag komma att tycka om dig.)

Hvis en Franskmand læste denne Historie, vilde han næppe tro sig i godt Selskab. En ung Mand, der frier i et Brev til Pigebarnet og faar til Gengæld en Indbydelse af hende, lades af komplæsante Forældre ene med den Skønne, begynder øjeblikkelig at kysse og omfavne hende og fremsætter endelig det egenlig unødvendige Spørgsmaal, om hun er sikker paa at kunne elske ham. Og hvis hun nu i sin jomfruelige Sjæl naaede til det modsatte Resultat, skulde han saa rolig gaa sin Vej med Kyssene og det øvrige. Franskmanden vilde finde hendes Forældre mer end uforsigtige, næsten umoralske – hvilket beviser den gamle Sætning, at Moralen er forskellig under forskellige Bredegrader.

Dog ogsaa her i Danmark findes der muligvis Folk, der vil forundre sig noget over den Maade, paa hvilken den strænge og moralske Hr. Børje tilbereder sit Ægteskab. Selv en forliebt Galgenfugl ser sig en Smule bedre for, inden han knytter et Forhold for Livet. Og i hvert Fald, om Hr. Børje skulde finde nogle smaa Skuffelser paa Bunden af Ægteskabets Bæger, tør han næppe anklage andre end sin egen Ubesindighed.

Efter at Marianne har forsikret Børje om sin Tilbøjelighed og paany "slynget Armene om hans Hals" og kysset ham ud af en kraftig Kyskhed, slaar Forfatterinden over i den mere romantiske Stil og skriver:

"Livet laa foran dem som et udstrakt, morgenlyst Landskab, og de skulde nu for Alvor træde ind i det. Der fandtes ikke en Bihensigt, som den ene skjulte for den anden, og Øje mødte Øje, klart og varmt, som var det et af Solen overstraalet Dyb, hvor Sjæl kunde læse i Sjæl. Endnu havde de ikke andet i hele Verden end hinanden og endnu havde intet fremmed trængt sig vanhelligende imellem dem" o.s.v.

Hvilket mærkeligt Udbrud! Hører det virkelig hjemme i denne By og i denne Scene. Man betænke, at her er Spørgsmaal om to Mennesker, der egenlig taler sammen for første Gang i deres Liv, skønt de iøvrigt har sysselsat sig mere med at udveksle Kys end Tanker og Meninger. Mon nogen af dem virkelig i denne Forlovelsestund skulde forestille sig Livet som "et morgenlyst Landskab". Men dernæst: findes der slet ikke "Bihensigter", som den ene skjuler for den anden? Men Marianne da. Hun har paa de forangaaende Sider ikke meddelt Børje, at hun om Morgenen inden Besøget var bleven grundigt sat ind i hendes Faders forkvaklede Pengeforhold, og at Familien drev paa Partiet for Børjes gode Gaards Skyld. Mon Børjes Sjæl kunde læse denne Bihensigt i Mariannes soloverstraalede Øjedyb? Og endelig, med hvilken utrolig Telegrafhastighed maa ikke disse to Mennesker føle, naar de en Time efter det begyndte Bekendtskab skulde frygte noget vanhelligende fremmed mellem sig. Naar Kyssene undtages, er de jo selv vildfremmede for hinanden.

Mest overrasket bliver Læseren dog, naar han dernæst læser: "Endnu behøvede de ikke at holde fast paa Lykken ved Kærtegn, thi selve Tilværelsen var Nydelse". Holder Børje ikke fast paa Lykken ved Kærtegn (svensk: smekningar)? Hvorfor har han da kysset Marianne, lige siden han kom ind i Stuen?

De bliver gift. Og hvis Pladsen tillod det, var det værdt at efterfortælle den mærkværdige Bryllupsaften, som Forfatterinden opruller for sine Læserinder. Det er paa éngang saa fristende og tildækket som en udmærket varm Ret, der serveres under Laag paa et fint duget Bord. Da Børje om Morgenen bider Marianne i Pegefingeren for at vække hende, og hun ler "glad og opskræmt som et Barn" til sit "skæggede Uhyre", er Stemningen paa sit Højeste.

Trods saadanne smaa muntre Scener tilfredsstiller Ægteskabet dog ikke Børje. Den arbejdsomme og dybe Natur savner Forstaaelse hos sin tankeløse Hustru. Medens han pløjer og sanker i Lade, saa hverken spinder eller saar hun. Især er det galt, at hun ikke spinder. Thi for den alvorlige Børje staar en Hustru ved Spinderokken som Idealet paa huslig Lykke. Hertil har hans Moders simple Vaner bidraget, da hun altid har levet som jævn Bondekone. Iøvrigt er Marianne lovlig undskyldt, naar hun ikke tager Eksempel efter Børjes Moder, efterdi denne aldrig er bleven præsenteret for hende. Hun lever langt fra dem i et lille Hus og Børje undser sig for at fremstille den unge atlaskesklædte Bydame for den gamle tørklædebærende Bondekone.

De to Ægtefæller gror ikke sammen trods alle Perspektiver mod et solbelyst Landskab i Forlovelsesøjeblikket. Værre bliver det imidlertid, da de faar Besøg af en Ven af Manden. Paul Sandell er en træt og blaseret Fyr, der fører mange æstetiske Netheder i Munden og efter et mislykket Ægteskab forgæves har søgt Hvile for sin urolige Sjæl. Han er kundskabsrig, men uden Ærgerriughed, langt finere af Dannelse end Børje, men uden dennes Staalvilje og Mandsalvor. Naturligvis fænger han trods sin uhyre Blaserthed straks overfor Mariannes blonde Fylde, og hun faar urolige Drømme overfor hans blege Sorthed. Men intet aabenlyst sker imellem dem, kun et optændende Koketteri med lange Blikke og dvælende Haandtryk, indtil Paul en sen Aftenstund vover et Kys paa Mariannes Hals. Samvittigheden rører sig hos den blonde Dame, og da hun netop i disse Dage pludselig opdager, at hendes Mand tør vente sig en Arving, afviser hun den paatrængende Elsker og faar ham til at rejse.

Hermed kunde Romanen være sluttet. Tilbage staar dog Mariannes Omvendelseshistorie. Hun gaar nemlig til Bekendelse overfor sin Mand og betror ham baade hendes og Vennens Koketteri og hin Aftens eneste Kys. Det piner ham svært, skønt han efter nordisk Helteskik ikke taler videre om sin Malheur. Han traver tavs omkring. Og nu kommer drøje Tider for den lidt dovne Marianne, hvis Historie meget vel kan gaa ind i fremtidige Bastiansbøger. Hun maa staa tidligt op, lave Mad, læse Landbrugsbøger (som hun forstaar!), tale venligt med Sogneraadsbønderne, revse sin forgældede Fader – og til Slutning spinde. Men hermed er ogsaa hendes Bastian formildet. Og da Paul Sandell meget hensynsfuldt skyder sig en Kugle for Panden, fører Børje hende og Barnet til den lille Bondekone, af hvem han er født, og de to Kvinder finder hinanden straks i Glæden over Barnet. Og samme Aften, siddende paa en Dragkiste, bliver Børje og Marianne enige om at leve i fuld sjælelig og legemlig Forstaaelse Resten af deres Dage. Han vil være Rigsdagsmand og hun skal hjælpe ham. "Hendes Øjne stirrede ud i Luften som imod et langt, vidtaabent Fremtidsperspektiv."

Fru Mariannes Forfatterinde har ladet sig nøje med Livets blankeste Overflade, og de smaa Krusninger, der spiller over denne stille Sø fremstiller hun med Urette som Virkninger af Lidenskabens Storme. Hun har ikke saaet Blæst og kan heller ikke høste Storm. Hendes Figurer er flade som det Papir, paa hvilket de er beskrevne; Mennesker er ikke saa lette at handtere som disse Skabninger, af hvilke Kvinderne standser ved det første Kys og dernæst giver sig til at spinde, og af hvilke Mændene plaffer sig ud af Verden paa det for andre belejligste Tidspunkt.

Fru Marianne bringer Literaturen ikke et Hanefjed fremad, hvis det ellers er Literaturens Sag at sige Sandheden om de Ting, som Videnskaben ikke omfatter. Og det er uheldigt, just i disse Tider, hvor der trænges til sandhedssøgende literært Arbejde her i Norden.

Den danske Oversættelse er ikke god, uden Forstaaelse af svensk Udtryksmaade og uden Ævne til dansk Sprogform. Men Bogen vil alligevel finde mange Læsere.

(Politiken 25. juni 1887).

I samme tidsrum havde Edvard Brandes' bror, Georg Brandes et forhold til Victoria Benedictsson. Noget som Edvard angiveligt ikke kendte noget til.

Der er ikke enighed om Brandes' kvindepolitik. Kun om at han havde en eller anden betydning for kvindesagen. I 1915 var han ret uinteresseret i kvindelige valgret. Hans forhold til Victoria Benedictsson er behandlet i adskillige bøger og artikler som ikke giver et entydigt billedet. Nogle tegner et usympatisk billede af Brandes, bl.a. baseret i et afskedsbrev hvor hun giver ham skylden for sit selvmord. Andre mener at hun er utroværdig. Pil Dahlerup skrev 1983 i en disputats at Brandes på den ene side støttede og opmuntrede kvindelige danske forfattere, på den anden side holdt han dem reelt nede og tilbage ved at fastholde dem i deres særlige kvindelige psyke, en kategori under mandens. Og mange andre synspunkter kan findes.

Brev fra Victoria Benedictsson til Georg Brandes, 16. juni 1887. (Efterskrift til Politivennen),

Torsdag aften, d. 16. juni 1887. 

Det er den herligste sommeraften. En sidste, tøvende glans af sol. Og alting er så stille. Blå blå himmel udenfor mit vindue. Uendelig himmel. Og så det nyudsprungne grønne, som ikke berøres af et eneste vindpust. Og jeg, aldeles alene i mit kære lille forfatterhjem. Ikke et menneske indenfor hørevidde. Jeg, alene med mine bøger og mit kære gamle ur. Kan De tænke Dem, at jeg nyder denne ro? Jeg, som de sidste uger i Paris levede i et virvar af brogede indtryk og nye mennesker. Ja, jeg nyder det, thi jeg er fri nu. Der findes intet, som binder mig her. Intet. Derfor trives jeg. Men som jeg sludrer! Det var jo ikke det, jeg skulle sige. Tak for Deres lille brev-lap, som jeg fik i dag. Hver gang jeg ser et livstegn fra Dem, så undres jeg over, at De ikke har glemt mig. Og så bliver De ond over, at jeg er så fordringsløs, så skælder De så afskyeligt på mig, som kun De kan, og så hænger jeg med hovedet og bliver så hjertens ulykkelig, trods min rene samvittighed.

Kære Doktor

Hvis jeg kunne gøre min brev-tone så blød, som mit sind er bøjeligt, så ville jeg hviske i Deres øre med en lille halvkvalt latter; onde Doktor, De har været uretfærdigt ond mod mig. Og hvis De havde siddet overfor mig, der på den anden side af skrivebordet, mens alt er så stille og himlen bliver tiltagende blegblåt, så ville jeg tvinge Dem til at indrømme den uret De har øvet mod mig. Men nu sidder De ikke her, men derimod 5 timers vej herfra, og ikke alene, og så kan jeg ikke overbevise Dem, om hvor uret De har haft, og så fortsætter De med at plage mig med små krympede brevlapper eller endnu mere skrumpen stilhed. Da jeg fik det brev, De skrev fra Warszawa, kendte jeg ikke Deres adresse. Den havde De i Deres harme anset unødvendig at underrette mig om. Men jeg svarede på lykke og fromme, og også på Warszawa. Måske får De brevet på et tidspunkt.

Hvordan kunne De misforstå mig sådan? De, som burde kende mig nu. Lægge en anklage i mine ord, som overhovedet ikke var der. Jeg lavede sjov med, at vi kvinder forguder Dem, og at det morer Dem. Men herregud, kan man ikke lave sjov, selvom man forstår? Og så slog jeg over i pjank og talte om, at mit liv er så fremmed fra Deres. Kan De gøre for det? De roste Dem af at kunne “drille mig”, og da jeg betalte tilbage, så blev De for alvor ond, og daskede til mig. Fy, Doktor! Det sved. De slog for hårdt. Jeg er jo bare et lille pindsvin, trods alle pigge er jeg blødagtig og from. De ved det nok. Ydmyg. Det er så morsomt at få lov at være det af fri vilje, trække sine pigge til sig og ikke tænke på selvforsvar. Hvordan kunne De tro, skulle jeg være misundelig mod Dem? Aldrig. Jeg ønsker Dem hele verden for Deres fødder, og øger med fornøjelse samlingen, så længe De ønsker mig der.

Kan De få nogen anden mening ud af mit brev, så skal jeg betale retsomkostningerne. Og tro nu ikke, at jeg altid sidder og skriver så højtideligt, som om jeg var Pythia og min skrivestol en trefod. Pindsvinet har en ubændig trang til at lave sjov, være glad, drille, og De kan være så god, når De ønsker det, så virkelig rar. Bliv nu ikke ond, over at jeg tør udtrykke mig med så lidt ærefrygt. Jeg kan ikke skrive gammelt og forstandigt i aften. Det burde jeg kunne. Thi det fortvivlende magert kun at have pen og blæk, når sådan en aftenstund føler sig oplagt og snaksalig, som jeg gør, måske en gang hvert halve år, hvis der er nogen at tale med.

Træk en streg over al stivhed og misforståelse. Kære, lad os være mennesker, som papegøjen siger i Andersens eventyr. Har Deres rejse ikke opfrisket Dem? Jeg er blevet prægtigt oprusket af min. Jeg kan godt lide Paris. Jeg kan godt lide store byer. Jeg holder af liv og mennesker. Jeg vil ud igen, hvor og hvornår det ved jeg ikke, men jeg føler, at jeg er en nomade, og der er vist noget i det franske temperament, som jeg slægter på. Jo! Jeg ville gerne til Italien, ikke for at buldre rundt i byen som turist, men for at leve der en tid, mærke sol og varme. Jeg er tosset efter sol. Jeg fryser altid her. Her er så koldt, og det er så, så gennem-borgerligt over det hele. Jeg må ud igen.

Vær nu sød, rigtigt sød, og fortæl mig noget om Dem selv. Agter De at blive i København hele sommeren? Hvornår agter de at forelæse igen? Og Edith og Astrid, hvordan går det med dem? Et stort håndslag for det, at De tænkte på min “at dø”. De er sød, at ordne sagerne for den upraktiske Ernst Ahlgren. Tak! 

Endnu har jeg ikke kastet mig ud i noget arbejde. Jeg hviler ud og gør lange spadsereture i selskab med “fars hund”. Freden synes at være sluttet for alvor, og jeg siger igen “far” og er igen venlig, ligesom for flere år siden, inden jeg fik for sig, at han kunne tvinge mig til at blive hans hustru igen. Nej. Nu er det tid til at gå til køjs. Jeg gør det med et ønske om, at en vis herre, kunne lade være med at være ond overfor en vis dame, som virkelig ikke er sådan, som han af og til påstår. Godnat, kære, strenge, onde herre. E.

Kilde. 

Se også indslaget om Ernst Ahlgren/Victoria Benedictsson. 

Et afhjulpet Savn. (Efterskrift til Politivennen)

At tale til Kommunen om Gadevanding er som at tale for døve Øren. Lad Støvet ligge tæt paa Gader og Veje, lad Blæsten hvirvle det op i Luften. saa Snavset staar op om Ørene og trænger sig ind i Øjne og Mund, og lad Solen bage paa den tørre Stenbro, saa Luften bliver dobbelt lummer - det rører ikke de delvise Herrer i mindste Maade.

Det kan hænde, at de en sjælden Gang lader et Par Vandvogne stænke et Par Gader over med nogle Draaber Vand, som den tørstige Sol skyndsomt suger til sig, men ellers lader de Støv og Snavs være hvad det er, og lader det ligge, hvor det ligger. Åndeagtig folder de Hænderne og siger resigneret, med Øjnene vendt mod Himlen: Vi faar saamænd nok den Regn, vi skal have!

Ja, blot vi gjorde - men desværre slaar det ikke altid til. Ske kan det dog imellem, Gudskelov, og det vilde vare syndigt ikke at anerkjende det, naar Himlen træder Hjælpende til der, hvor Magistraten stopper op.

Som i Gaar f. Ex. Med al Anerkjendelse af Varmens Fortræffelighed kan det ikke nægtes, at den de sidste Dage havde vist sig fra en saa trykkende og lummerhed Side, at man med god Grund sukkede efter lidt Forfriskelse. Magistraten gjorde ingen Ting, eller hvad der omtrent er det samme, saa godt som ingen Ting, fra den Kant var der intet at vente. Hjælpen maatte komme fra Himlen.

Den lod da ogsaa høre fra sig i Gaar Eftermiddag med en forsvarlig Skylle. Ved 4-Tiden trak det pludselig op, Himlens Blaa blev overdækket med regntunge, graa Skymasser, og inden man vidste noget af det, hvirvlede Blæsten gjennem Gaderne, og det med saadan Fart og saadanne Stød, at den et Par Gange var ved at tage Vejret fra Folk.

Himlen blev mørkere og mørkere, man mærkede, hvad der var i Vente, og satte Fart paa, for hurtigst muligt at komme i Læ. Og; ganske rigtig kom Regnen, pisket i lystig Dans hen ad Gaderne, hvis Udseende den i et Nu fik forandret. De, der ikke øjeblikkelig søgte Porte eller Gadedøre, løb, det bedste de havde lært, de faa, der havde forsynet sig med Paraply, fik dem hurtig slaaet op, for i samme Nu at faa dem vendt af den uregerlige Blæst, Vognene, ikke mindst Barnevognene, fik dobbelt Fart paa, Kuskene puttede Hovederne ned mellem Skuldrene og skjulte sig under Hestedækkenerne, ja, om det saa var Politibetjentene, brugte de Benene som flinke Hurtigløbere.

Det var færdigt lige laa hurtig, som det var begyndt. Paa et Kvarter var det hele forbi, og den blaa Himmel kiggede venligt giennem de drivende hvide Skyer ned paa Byen, der var bleven saa nydelig ren og nyvasket.

Det Støv, man ikke i Forvejen havde flugt, fik Regnen lagt en god Dæmper paa. Vandet drev Snavset fra Gaderne ned i Rendestenene, for derfra at føre det videre til en foreløbig underjordisk Tilværelse, man kunde uden Risiko trække Vejret og fylde Lungerne med den friske Luft, som den uventede Skylle havde renset og svalet.

Saaledes badede Himlen i Gaar paa Magistratens Synder og friskede Byen op, saa det var en Fornøjelse at se. Men er vi andre fornøjede, er Magistraten det endnu mere. Lur den, om den ikke har givet Ordre til, at ikke en eneste Vandvogn maa kjøre ud de første 14 Dage.

(Morgenbladet (København) 10. juni 1887).

Opfordring til Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Under en for Høiesteret indanket Sag var Arrestanten Carl Christian Simonsen aktioneret for at have opfordret sin Kjæreste til at ombringe deres uægte Barn og ved hans egen Tilstaaelse i Forbindelse med Sagens øvrige Oplysninger er ogsaa følgende tilstrækkelig godtgjort.

Efter at Arrestanten, som i flere Aar havde været forlovet med Pigen Birgitte, var kommen til Kundskab om, at bemeldte Pige skulde føde, tilskrev han hende dels kort før hun den 27. Marts 1885 fødte, dels senere 5 Breve, som Arrestanten, skjøndt de 3 første ikke ere forsynede med hans Underskrift, har vedkjendt sig og hvori han indtrængende opfordrer hende til at ombringe Barnet.

I det første af disse Breve, der ikke er forsynet med Dato, men hvis Konvolut har Poststemplet den 3. Marts, foreholder han hende, hvilken Byrde det forventede Barn, som han erklærer aldrig at ville komme til at holde af og ikke at ville kunne taale at se for sine Øine, vil blive for dem Begge, og siger, at han kun har et Raad at give hende, som han nok haaber, at hun vil bruge, "for at vi kunne slippe ud af den Knibe, for det er noget af der Værste, jeg har havt med at gjøre. Nu skal jeg sige Dig det er, saasnart Du har født Barnet, den første Nat efter at Barnet er født, skal Du bare lægge Din venstre Haand for dets Mund, saa er det Hele forbi, saa er Du fri og frank til enhver Tid; det maa Du endelig gjøre, der er aldeles ingen Synd i det. Du skal gjøre det for at frelst Dig selv min kjære Ven."

I det følgende af Brevet opfordrer han hende gjentagende og indtrængende til at følge hans Raad; han tager det hele paa sin Samvittighed, saa hun faar ingen Skyld for det, det maa nu være saaledes, ellers bliver det Salt med dem, men opfylder hun hans Ønske, vil han nok hjælpe hende. Han paalægger hende derhos ikke at føde i Dølgsmaal, for det kan aldrig gaa, det maa gaa naturlig til. Sluttelig beder hun hende at brænde Brevet, saa snart hun har læst det, idet han tilføjer, at skal det falde i fremmede Hænder, saa ere de færdige begge to, og at han af Forsigtighed ikke sætter sit Navn under.

I et følgende, den 19. Marts dateret Brev gjentager han atter indtrængende sin Opfordring til Birgitte Nielsen om at ombringe Barnet, idet han bl. a. udtaler, at dets Død vel vilde blive til hans og hendes store Gavn, og at han, hvis det lever, aldrig vil se det, men før skyde sig, men at hun ogsaa nok kunde gjøre saa meget for ham, naar der var noget ved hende; han faar jo ligesaa megen Synd som hun, naar det skal regnes ud, det kunde vel alligevel ikke være saa forfærdelig med saadan en Unge, om den døde eller ikke, det skal han nok tage paa sin Samvittighed, hun skulde gjøre alt for at faa det til at dø, hun vilde ikke komme til at fortryde det, men vilde snart glemme det. Efter dernæst at have foreholdt hende, at Gjerningen bør iværksættes den første Nat efter Barnets Fødsel, opfordrer han hende sluttelig ligeledes til at brænde dette Brev.

Efter at Arrestanten havde faaet Meddelelse om Barnets Fødsel, tilskrev han under 10. April Pigen et nyt Brev, hvori han efter Bebreidelse over, at hun ikke havde fulgt hans Raad, kommer tilbage til, og gjennem hele Brevet gjentager sine Opfordringer til hende om at ombringe Barnet, idet han bl. a. siger: "det kan vel nok lade sig gjøre endnu, tænker jeg, da det ikke er saa gammelt, se dog at gjøre Ende paa det, det bliver galt, hvis det lever." Den samme Opfordring gaar ogsaa igjennem det næste, den 18. April daterede Brev, hvori han bl. a. siger: "nu haaber jeg nok, at Du opfylder mit Ønske ... det angaaende, som Du ved nok, saa er Du fri min Ven for Sorg og Bekymring ... og hvis det kunde blive sygt, saa skyd dog efter med begge Hænder, at der kan dø".

Da Arrestanten senere havde faaet at vide, at Barnet ikke var raskt, udtaler han i et den 8. Mai dateret Brev sin Glæde og Tilfredshed derover og opfordrer Pigen til endelig at sørge for, at Barnet kan dø.

Pien har bestemt erklæret, at hun ikke noget Øieblik har tænkt paa at følge Arrestantens Opfordringer til at aflive Barnet, og efter Alt, hvad der under Sagen er oplyst, maa denne hendes Erklæring ogsaa anses for rigtig. Barnet, der var sundt og kraftigt, blev kort efter dels Fødsel, til Dels ved Arrestantens Medvirkning, sat i Pleie hos Pigens Slægtninge, hvor det imidlertid den 2. Juni f. A. afgik ved Døden af en almindelig akut Sygdom. Fra 1. November 1885 skaffede Arrestanten Pigen en Plads, og Forholdet mellem dem vedblev at bestaa, indtil Arrestanten i afvigte Efteraar hævede det, da han antog, at hun stod i Forbindelse med cn anden Mandsperson. Pigen blev derpaa forlovet med denne sidste, og da Arrestanten en Aften traf dem sammen paa Landeveien og forulempede dem, gav dette Anledning til, at de henvendte sig til Politiet og forlangte dets Beståelse mod Arrestanten, ved hvilken Leilighed hun, der ikke, som af Arrestanten ønsket, havde brændt de fra ham modtagne Breve, fremkom med de 3 første af disse, ligesom hun senere under Forhøret har afleveret Brevene af 18. April og 8. Mai. 

For disse sine Opfordringer og Tilskyndelser til at dræbe Barnet blev Arrestanten af Overretten i Henhold til Straffelovens § 190 jfr. 52 idømt Forbedringshusarbeide i 2 Aar, og denne Dom stadfæstedes igaar af Høiesteret.

("Nationaltidende")

(Dagens Nyheder 8. juni 1887).

Social-Demokraten oplyste at det var en sømand på Langeland. 

Dømt for at være Skyld i et Barns Død ved Overkørsel. (Efterskrift til Politivennen)

Den 16de Marts d. A. Kl. 10 om Formiddagen blev en henved 4 Aar gl. Dreng, Ferdinand Lauritz Brodersen, da han i Følge med en anden, 8 Aar gammel Dreng gik ned ad Nørrebrogade og lige var passeret Jernbaneoverkørslen, revet overende af et bag efter dem kommende Køretøj, og idet Vognen i højre For- og Baghjul gik over ham, herved tilføjet saadanne Læsioner, at han, skønt han straks blev bragt paa Kommunehospitalet, døde nogle Timer efter. Det omhandlede Køretøj var én med to Heste forspændt Bærmevogn, paa hvilken Tiltalte var Kusk, og denne, hvis Navn er Ole Andersson, 20 Aar gl., opgav følgende Forklaring om sit Forhold ved den omhandlede Lejlighed: Han tjener paa en Gaard ved Ballerup og havde den omhandlede Dag hentet Bærme her i Byen. Kl. 10 om Formiddagen kørte han hjem ad Nørrebrogade i jævnt Trav og med noget slappe Tøjler, og da han passerede Jernbaneoverkørslen, saa han en halv Snes Alen foran Vognen de to ovennævnte Smaadrenge gaa foran sig i lige Linie med Vognen saaledes, at hvis de ikke gik tilside og Vognen holdt sin Retning, maatte en Overkørsel finde Sted. Skønt han, der kørte paa højre Side af Kørebanen tæt op til Gangstien, med stor Lethed havde kunnet dreje tilside, idet der ikke var andre Vogne i Nærheden, undlod han dog dette, ligesom han ikke varskoede Børnene, idet han ansaa det for rimeligt, at de vilde høre Vognen og da af sig selv gaa tilside. Umiddelbart efterat han var passeret Jærnbaneoverkørslen, hørte han en bragende Lyd bag sig og uden at bekymre sig om Drengene, hvem han ikke skænkede nogen videre Tanke, vendte han sig om for at se, hvad det var, medens han vedblev at lade Hestene gaa i jævnt Trav. Da han et Øjeblik efter atter vendte sig om mod Hestene, saa han, at den største af Drengene stod ved Siden af Vognen og kiggede ind under den, og umiddelbart efter mærkede han, at Vognens højre Baghjul gik over Noget. Først nu kom han i Tanker om, at han muligen havde overkørt den ene Dreng, standsede derfor Hestene og saa sig tilbage. Han saa da, at den mindste af Drengene laa gaa Vejen, og at den anden Dreng søgte at rejse ham op, og det blev ham nu klart, at han havde overkørt den ene Dreng. Uden at tænke paa at komme den Forulykkede til Hjælp, men alene i Tanken om selv at slippe bort cg derved unddrage sig Ansvar, satte han atter sine Heste igang og kørte bort i stærkt Trav. Kriminalretten, der i Lørdags paakendte denne Sag, fandt, at Tiltalte ved - som anført - ganske at undlade at foretage Noget for at forebygge, at de nævnte Drenge blev paakørte, havde udvist en grov Uforsigtighed, som har havt den omhandlede Drengs Død til Følge, og Tiltalte blev derfor anset med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Social-Demokrten 7. juni 1887).