Asylet paa Dagmarsvej i Utterslev. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg I Utterslev. Paa en kun lidet kendt Vej ligger el kun lidet kjendt Asyl. Vejens Navn er Dagmarsvej, en Tvervej til Alexandravej, der atter er en Tvervej til Frederikssundsvej, altsaa i Hjertet af Utterslev Mark; Asylet bærer Navnet "Opdragelsen". Noget tilbage bag det lave Plankeværk ligger det lille ettages Hus (Ejendommen Nr. 3), hvor der - ganske vist under snævre Forhold - i de sidste 3 Aar har udfoldet sig en velsignelsesrig Virksomhed. Ca. 30 Børn af Utterslev Marks fattigste Beboere, udelukkende henhørende til Arbejderklassen, har her et dagligt Tilflugtssted, hvor der for en ren Ubetydelighed bydes dem Undervisning, Beskjæftigelse og hvad der er det vigtigste: Kost, medens Forældrene ganske rolig kunne gaa til vores Beskjæftigelse og vide deres Smaa i god Behold. Børnene, der modtages i en Alder fra 2-7 Aar, efter hvilket Alderstrin Kommuneskolen tager sig af dem, møde Kl. 8 om Morgenen og demiteres Kl. 6 om Aftenen efter en lige saa nyttig som fornøjelig Dag. To Tredjedele af Børnene, hvis Gennemsnitsalder er 3 a 4 Aar, er Piger, og alle er de rødmussede og sunde.

Et Besøg i Asylet er virkelig lønnende. Straks i Forstuen ti træffe sig 60 i en ret Linie staaende diminutive Træsko Opmærksomheden. Asylmoderen, Md. Asmussen, tager straks imod En, og man føres ind i de tvende hyggelige smaa Værelser, hvor alle Smaafyrene er bænkede med Tavle og Griffel ved lave, glatslidte Fyrretræsborde. Er man kommen indenfor, kan det nok være, der bliver Uro i Lejren. Smaafolkene stikke forbavsede Hovederne sammen ved den Fremmedes Indtræden, og Frk. Nielsen, der har det vanskelige Hverv at lede Undervisningen som Underholdningen i det Hele, maa bede det unge Selskab om ikke at lade sig forstyrre. Lyden af de skrattende Grifler bliver atter hørlig; en af de flinkere Elever bliver kaldt frem for at vise sin Skrivedygtighed, hvilken for en 6 Aars Dreng geraader Lærerinden til al Ære. Ligesaa godt gaar det med Læsningen. De fordele sig nu i begge Undervisningsværelserne, hvor de bl. A. sysle med Træklodser til Bygningsforetagender. Flokken faar saa Lov til at trække sig tilbage til Gaardspladsen, hvor man i Solskinnet skal trække frisk Luft til Middagsmaden, der sættes paa Bordet Kl. 2.

Paa den Maade, hele Ledelsen af Asylet foregaar, er det intet Under, at Børnene se saa raske og sunde ud. God Kost, Mælk og Brød om Formiddagen og nærende varm Mad om Eftermiddagen, i Forbindelse med en samvittighedsfuld Pasning - en Seng i et Sideværelse staar saaledes altid parat til at optage nogle af de mindste, hvis Øienlaagene skulde blive for tunge under Dagenes Møje - skal nok afføde et godt Resultat. Asylet begyndte med et Børneantal af 4, der hurtig steg til det nuværende Antal, hvilket Asylets Bestyrelse, grundet paa de lokale Forhold, ikke har turdet overskride.

Bestyrelsen omgaas med Planer til Opførelsen af egen Ejendom, der da i Et og Alt skulde være indrettet som et Asyl bør være, men det er her, som med saa mange andre Foretagender af samme Art, det er Midlerne det skorter paa. Bestyrelsen har imidlertid Haab om erholde skænket et Areal, hvor Asylet da skulde opføres, men noget bestemt desangaaende foreligger den endnu ikke. Ved en sidste Aar afholdt Basar lagdes den første Grund til den nye Asylbygning ved et rigeligt Overskud, hvilket Beløb blev sat fast til Dannelsen af et Byggefond. Selve den daglige Drift er holdt gaaende ved aarlige af Utterslevs mere bemidlede Befolkning tegnede Bidrag, saa vel i Naturalier som i Penge, samt af Børnenes 10 Øres Bidrag - hvert Barn medbringer daglig 10 Øre - og al Økonomi har maattet anvendes, for at man ikke skulde nødsages til at indskrænke Asylets Virksomhed. Hidtil er det som sagt lykkedes, men da man altsaa stærkt tænker paa at udvide Virksomheden, kan al erholdelig Hjælp til den gode Sag være at ønske.

Bestyrelsen bestaar for Tiden af Fru Emilie Hansen, Frederikssundsvejen 10, Fru Sophie Larsen, Georgsvej 4 og Asylets Kassererske, Frk. Helga Nohmell, Frederikssundsvej 6, til hvem Bidrag, saa vel i Naturalier og Beklædningsgenstande som Penge kunne adresseres.

(Social-Demokraten 2. august 1887).

Dagmarsvej hedder i dag Drejervej. Bygningen er nedrevet.

Sædelighedsforbrydelse mod Smaa piger. I Løbet af de sidste Dage er 6 Smaapiger paa Utterslev Mark blevne indlagt paa Amtssygehuset i Kjøbenhavn som lidende af Syfilis. Smaapigerne, der er i en Alder fra 4 til 6 Aar. har alle gaaet i Skole i et Asyl paa Dagmarsvej. der er oprettet af velstillet Folk i Kvarteret. Paa Vejen herfra og til deres Hjem er Børnene jævnlig i den senere Tid bleven forulæmpet af nogle halvvoksne Mennesker af disse tvivlsomme Elementer, der i det Kvarter er talrigt repræsenterede.

For nogle Dage siden henvendte en Slagtersvend sig til en Læge paa Grund af, at hans lille 4-aarige Datter havde faaet en Del Udslæt over hele Legemet, som smærtede hende i høj Grad. Efter at Lægen havde undersøgt Barnet, erklærede han, at hun var befængt af venerisk Smitte, der var brudt ud i en talrig Række aabne vædskende Saar, hvorfor han beordrede hende indlagt paa Amtssygehuset.

I de derpaa følgende Dage er der til Distriktslægen bleven mældt 6 Smaapiger, der efter hans Erklæring alle lider af den samme Sygdom. 

Til Forældre og Læge har Børnene givet den Forklaring om Aarsagen til Sygdommen, at de paa Vejen fra Skolen til deres Hjem har været antastet af nogle halvvoksne Mennesker, der ved Hjælp af Frugt og Slikkerier har lokket dem ind i forskjellige Ejendomme, hvor de saa har tvunget dem til Utugt.

Da Børnene ikke har været i Stand til at opgive nøjagtigt Signalement af de formentlige Forbrydere, er det endnu ikke lykkedes Politiet at faa fat paa disse. Til nordre Birks Politivagt er der tilsagt otte unge Mennesker, der er mistænkt for at have begaaet den omtalte Forbrydelse.

De seks Smaapiger henligger alle i en meget lidende Tilstand paa Amtssygehuset, og det frygtes, at der er langt flere Børn i Kvarteret, som lider af samme Sygdom. 

Vore Myndigheder holder paa den lovbeskyttede Usædelighed, fordi det paastaas, at den dels skal hæmme Udbredelsen af Syfilis, dels skal hjælpe til at bestykke ordenlige Kvinder mod Mændenes Liderlighed. Foran omtalte Historie saa væmmelig den er - synes os maa være et vægtigt Indlæg i Prostitutionssagen og føre et Skridt nærmere mod det Maal, at al Usædelighed stemples som Forbrydelse og som saadan kan medføre Straf.

(Morsø Folkeblad 19. september 1887).

Asylet "Opdragelsen" blev i juli 1889 flyttet til Østre (nu Nordre) Fasanvej 245. Bygningen var tegnet af arkitekt Klingsey og opført af murer Hintzmann, snedker Hansen og maler Skovby. Der var plads til 100 børn med fri forplejning. 

B. Crone. (Efterskrift til Politivennen)

I Morgen fratræder Politidirektør Crone efter eget Ønske sin Plads som Chef for Københavns Politi. Efter hans Fratræden udøves hans Hverv indtil videre af Vicepolitidirektøren, Eugen Petersen.

Sin Stilling som Politidirektør i København overtog Crone i 1863, efter at han i et Tidsrum af 14 Aar - fra 1849 til 1863 - havde beklædt Posten som Politimester i Helsingør. Her i København har han saaledes virket i et Tidsrum af 24 Aar.

I direkte Forbindelse med hans Ansættelse her i Byen stod Omordningen af Københavns Politi. Nævnte Aar ophævedes nemlig det gamle Politi, der var inddelt i Gadekommissarier, Politibetjente og Natvægtere. Det afløstes af det nye, moderniserede Politi, indrettet efter et militaristisk System.

Vi skal ikke her nærmere indlade os paa Omtale af Politiets Omordning og de Foretagender, som har været en Følge deraf. Kun skal vi anføre, at det rent militaristiske, dette at Politiet betragter sig som en helt udenfor Befolkningen staaende Institution, aldrig er trængt rigtig igennem trods de Bestræbelser, der fra adskillige Sider er udfoldede i denne Retning. Hos de yngre Betjente kan man af og til let spore den militaristiske Dressur, men dette giver selvfølgelig ikke Politiet sin Karakter. Hovedsagen er, at de Politimænd, der er ældre i Tjenesten, i Reglen lægger dit militaristiske paa Hylden, og udfører deres Funktioner nærmest i ren borgerlig Aand. Dette er naturligvis en Fordel baade for Politiet selv og Befolkningen. Er disse to Faktorer fremmede for hinanden, er Skridtet til det rent fjendtlige ikke langt, hvorimod et Politi, der betragter sig som en Del af den Befolkning, det lever iblandt, og ud fra dette Synspunkt udfører sit Hværv, har Betingelserne for at undgaa mange Konflikter, som den militaristiske Dressur let kan afføde.

Hvor megen Andel Politidirektøren har i Tilstedeværelsen af den borgerlige Tendens hos det københavnske Politi, er vi ikke i Stand til at afgøre. Dog taler alt for, at han ikke ynder det militaristiske længere end til en vis Grad. I modsat Tilfælde vilde Tonen indenfor Politiet sikkert have været en hel anden end den er.

Af væsenlig Betydning for Bedømmelsen af Crones Virksomhed som Politidirektør er det Standpunkt, han har indtaget overfor de politiske Bevægelser, der har fundet Sted under hans Regimente.

De Optøjer, som det nationalliberale Parti - hvortil Crone i Lighed med de fleste af Datidens Embedsmænd hørte - satte i Scene her i København, fortsattes i Begyndelsen af hans Funktionstid. Der var Striden i 1863 om Novemberforfatningens Indførelse, Oppositionen mod Kongen fordi han en Tidlang vægrede sig ved at underskrive denne Forfatning, som direkte foranledigede Krigen i 1864. Endelig var der Opløbene i Anledning af Dannevirkes Rømning i 1864.

Som det var at forudse, blev der fra Politiets Side taget forholdsvis let paa disse Tildragelser. Folkestemningen, der til sine Tider var ret truende, fik i Almindelighed uhindret Lov til at gøre sig gældende. Først da Folkestimlen begyndte at nærme sig Amalienborg, bliv der taget "kraftigt" fat. Blod kom der dog ikke til at flyde. Det blev ved Vandet. Et Par Brandsprøjter gav nemlig Tumultuanterne et Styrtebad, og dermed var den Historie forbi.

Det være selvfølgelig langt fra os at rette nogen Bebrejdelse mod Politidirektøren, fordi han lod den af de Nationalliberale lavede Folkestemning have et saa frit Løb som muligt. Politiknipler er altid et yderst daarligt Middel mod en Stemning, der er oppe i Befolkningen. Politiindskriden ved saadanne Lejligheder fremkalder altid flere Spektakler, end den forhindrer.

Men Piben fik en anden Lyd, da Arbejderne, efter at Nationalliberalismen forlængst var falden i Søvn, begyndte at tale om deres Rettigheder. Den 5te Maj 1872 er et Blad i Politidirektør Crones Historie, som helst ikke burde findes deri.

Vi behøver næppe at minde vore Læsere om, hvad det var, der passerede paa denne Dag. Det var det nylig stiftede socialdemokratiske Arbejderparti, som da agtede at afholde sit første offenlige Møde under aaben Himmel, for at diskutere Arbejdernes Interesser. Trods de Anstrængelser, som baade den Gang og senere er bleven udfoldede for at paavise det "samfundsfarlige" ved nævnte Møde, er dette endnu ikke lykkedes. Hertil kommer endvidere, at Mødet var fuldt ud lovligt, og at det var et Grundlovsbrud med Magt at ville forhindre det.

Ikke desto mindre tog Crone fat med en Magtanvendelse, som om der var Tale om at beskytte det bestaaende Samfund mod en Flok Vandalers rasende Stormløb. Han ikke alene forbød Mødet, men trommede baade Politi og Militær - alle Vaabenarter - sammen for at forhindre det. Direkte foranledigede denne Optræden en Del Sammenstød mellem Befolkningen paa den ene Side og Militær og Politi paa den anden, som ellers kunde have været undgaaet.

Det maa antages, at Crone dels har set fuldstændig fejl paa den Bevægelse, som den Gang tog sin Begyndelse her hjemme, og dels fra forskellige Sider er bleven paavirket til at optræde, som han gjorde. Muligvis har Politiets Optræden i Udlandet over for Arbejderne været en Bevæggrund for ham til at optræde paa lignende Maade. I ethvert Tilfælde er det sikkert, at det københavnske Højreparti med dets Presse i Spidsen ved sin ophidsende Holdning havde en væsenlig Andel i, hvad der den Gang passerede.

Senere har Politidirektør Crone stillet sig i et helt andet Forhold til den socialdemokratiske Bevægelse. Han maa være kommen til at indse, at Politiet ved at skride ind, hvor der ingen Anledning er dertil, netop fremkalder de Uordener, som det er dets Opgave at forhindre.

Dette hans senere Standpunkt har været til afgjort Held baade for ham, for hans Politistyrke og for Befolkningen. Har der end af og til været Politioptrin, som har været alt andet end heldige, saa har Forholdene i det store Hele vist, at Systemet nu er et helt andet end det, der blev slaaet ind paa i 1872.

Var dette System bleven bibeholdt under de senere Aars hæslige politiske Bølgegang, vilde dets Følger have været uberegnelige. Nu bærer Politiets Optræden i sin Almindelighed utvetydige Vidnesbyrd om, at dets Chef er kommen til Bevidsthed om det absolut forkerte i, at forsøge paa at kvæle en politisk og social Bevægelse ved Hjælp af Politiknipler og Geværkugler.

Denne Politidirektørens Holdning var naturligvis langt fra det forfatningsbrydende, ophidsende og fanatiske Højre til Pas. Han maatte døje adskillige ligefremme Grovheder fra de matzenske Poders Side, og en væsentlig Del af de Politiudskejelser, der i de senere Aar, trods Systemforandringen, har fundet Sted, maa sikkert tilskrives Højres Paavirkninger og Ophidselser.

I Politichefen ser Højre selvfølgelig allerhelst et blindt Redskab for den i et saadant Parti opvoksende Fanatisme. Nogen absolut Indflydelse over Politidirektør Crone har nævnte Parti dog ikke opnaaet at skaffe sig. Som Embedsmand var han en af de faa, der har bevaret sine nationalliberale Traditioner. Og hvor lidt Kød og Blod af egenlig Frihedsfølelse der i Virkeligheden findes i Nationalliberalismen, saa kan den dog kun daarligt forlige sig med Absolutismen, det utvetydige Kendingsmærke for den nuværende Højrepolitik.

En Følge af det Standpunkt, han i en længere Aarrække har indtaget overfor de forskellige Afskygninger i Befolkningen, er, at han ved sin Fratræden næppe har bitre Modstandere noget Steds. Den Stemning, der en Gang rejste sig imod ham fra Arbejdernes Side, har han ved sin forandrede Optræden forstaaet at fjærne.

(Social-Demokraten 31. juli 1887).

En Fremskridts-Ø. (Efterskrift til Politivennen)

Ourø. d. 19de Juli 1887.

Naar man ser den ovre fra Horns Herred, ligner den nærmest en vældig Bunke Flyvesand, bevoxet med Lyng og Marehalm, isprængt med store Rullesten Fra denne Side set tror man ikke, det er en lille frugtbar Ø, en af de frugtbareste, Danmark ejer. Men kommer man sejlende ovre fra Holbæk, gjør den et ganske andet Indtryk. Som den ligger der, kastende store grønlige Skygger ud i Isefjorden, ligner den en svømmende Have med store Lysthuse.

Trods dens Afsondrethed er den helt igennem præget af Fremskridtet. Der drives der et Landvæsen, som vist er enestaaende. Der er maaske ikke et Sted i Landet, hvor Bonden faar det ud af sin Gaard som her. Her holdes paa en Gaard paa 30-34 Tønder Land 20-25 Køer baade Sommer og Vinter, og alt øvrigt er i Forhold dertil. Landvæsenet drives baade ihærdigt og rationelt. Løsenet er ikke "det gode gamle" - men fremad! Derfor har de ogsaa næsten alle "noget paa Kistebunden" og "de gale Ourøer", som de for nogle Aar tilbage kaldtes i Folkemunde i Horns og Ods Herreder, nyder nu almindelig Anerkendelse som dygtige Landmænd. De er allesammen Venstremænd. Ikke én er Højremand undtagen Præsten. For Ourøerne kan Valgdagen komme paa hvilken Aarstid den vil, om det saa er midt i Høsten, de skyer ikke den 3 Mil lange Vei til Valgstedet (Frederikssund), men møder alle som en for at afgive deres Stemme. Og om Vinteren, naar Isen ikke kan bære, men er stærk nok til at hindre Sejladsen, hugger de Dagen før Valgdagen en Rende over til den anden Side og skiftes saa til at sejle frem og tilbage om Natten for at holde den aaben. Dem har Hr Estrup ikke Æren af at have gjort til Venstremænd, de har været det længe før hans Tid.

En Gang imellem - navnlig naar der foreligger noget nyt paa Politikens Omraade - holdes de Fællesmøder i Kroen, og her drøftes saa alle foreliggende Spørgsmaal. Der er intet i Politiken, der er ukjendt for dem, det er Folk, der véd, hvad de giver deres Stemmer til.

Højre kunde her faa et eklatant Bevis for den Paastands Uvederhæftighed. som de saa længe har anført, at Venstrepolitik og Religion ikke harmonerer sammen. Ganske vist besøger Ourøerne ikke Kirken, fordi Præsten prædiker Højrepolitik i Stedet for Religion, men de er ikke mindre religiøse for det. I de fleste Gaarde kalder Bonden om Aftenen efter endt Arbejde sin Husstand sammen, og inden man begiver sig til Hvile, holdes saa en kort Aftengudstjeneste.

Det er klart, at en Ø med en saa illoyal Befolkning ikke har kunnet undgaa Gendarmernes heldbringende Nærværelse. Strax de kom til Verden, følte Præsten det som sin kristelige Pligt at forsyne Øen med de belevne Folk. Han skrev først til Herredsfogden, og da det ikke hjalp, til Amtmanden, og da han ogsaa viste sig ubønhørlig, endelig til selve Ministeriet. Saa kom de. Men deres Lod er ikke misundelsesværdig. Paa deres Togter gjennem Øen kan de ikke opdrive saa meget som en Drik Vand at vederkvæge sig paa, og ikke en Bonde lukker sin Mund op til dem. "Præstens Børn" kaldes de, og han er ogsaa den eneste, der viser Omhu for dem.

E. R.

(Morgenbladet 21. juli 1887).

Orøs præst var 3. generation af præster på øen: Pastor Børresen til 1834. 1834-1873 svigersønnen Jørgen Gottfred Petersen (1803-1878) som også var sognerådsformand 1842-1871. 1878-1893 dennes søn Tellef Gotfred Petersen (1837-1910). Han blev forflyttet i 1893 til C. J. Brandt og Skat, og var ved sin død i 1910 sognepræst i Rønnebæk og Holme-Olstrup. Jørgen Gottfred havde grundlagt en sognebogssamling som Tellef Gotfred var leder af 1870-1893. Efter hans bortrejse i 1893 blev den flyttet til skolestuen og lærer Niels Sørensen kom til at stå for samlingen indtil den 1907 flyttede ind i det nybyggede forsamlingshus.

Sportsklub for kvindelige Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

"Fagforeningen for kvindelige Arbejdere i Herreskræderfaget" har paa Grund af den Interesse, som Boldsporten har vundet i Arbejderkredse, for kort Tid siden sat sig i Spidsen for Oprettelsen af en kvindelig Sportsklub. Denne afholdt i Forgaars Aftes sit egentlig konstituerende Møde i Forsamlingsbygningens lille Sal, hvor en stor Del Kvinder var kommen til Stede.

Fru Nielsen dirigerede, og Journalist Meyer holdt et Foredrag om Gymnastikens og Sportens Betydning. Efter Foredraget, som hilstes med Bifald, gav Formandinden for Fagforeningen, Md. Ankersen, nogle Meddelelser om Klubben, hvis Øvelsesplads senere vilde blive anvist af Politiet. Dernæst præsenteredes en ung, net Pige i den af Foreningen selv foreslaaede og forarbejdede Dragt, der agtes benyttet under Øvelserne, men som for den Sags Skyld er et alvorligt Skridt hen imod en Reform paa den kvindelige Klædedragts Omraade. Skridtet vilde være gjort fuldt ud, dersom vore frisindede Damer kunde bekvemme sig til at bryde med Moderne og akceptere en Dragt i Lighed med den, de kvindelige Arbejdere vil anskaffe sig til Sportsøvelserne. Den er ns mørkeblank Cheviot og bestaar af et vidt Bluseliv med Sømandskrave, fodfrit Skørt, Knæbenklæder med Plissé samt blaa Jokeyhue, alt indrettet med de frie Bevægelser og Sundhedens Krav for Øie.

Politidirektøren havde fra først af, da han hørte Tale om Reformdragt, næret nogle Betænkeligheder ved den kvindelige Sport, men da den unge Pige i sit nye Kostume i Gaar præsenteredes for ham og Politiinspektøren paa Raadhuset, fandt han hende allerkæreste og saa anstændig i sin Paaklædning som en - Nonne. Betænkelighederne var hermed heldig skaffet af Vejen, og det blev betydet Md. Ankersen, at Klubben efter al Sandsynligled vil faa Terrænet mellem Stockholmsgade, Sølvgadens Forlængelse og Østre Anlæg til Øvelsesplads. Politidirektøren vil med ridderligt Galanteri sørge for Beskyttelse til de unge Sportskvinder.

Vi finder af flere Grunde den anviste Plads uheldig, og væsentlig fordi den næppe i samme Grad som Fælleden yder rigelig Luftmængde og Sol. Det vilde utvivlsomt være bedre, om man overlod Kvinderne f. Eks. Østerfælled eller Spidsen af den saakaldte Lammefælled. Vi tror ikke, at der her vilde være mere Brug for Politibeskyttelse. Endnu skal kun anføres, at alle Kvinder, som føler Interesse før Sporten, kan blive Medlemmer af Klubben. Indskuddet er 50 Øre, det maanedlige Kontingent 15 Øre, og Dragten kan leveres fuldt færdig for den billige Pris af 7 Kr. Formandinden for de kvindelige Herreskrædere, Md. Ankersen, Rosengade 2, 2. S., besvarer iøvrigt alle Forespørgsler. 

Spillet, der foreløbig vil bestaa i Langboldt, tager sin Begyndelse en af de første Søndage.

Vi ønsker herved den første Sportsklub for kvindelige Arbejdere her i Landet til Lykke med dens i saa høj Grad gavnlige Foretagende.

(Social-Demokraten 2. juli 1887).

Socialdemokratisk sangbog konfiskeret. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af Indholdet af den i forrige Aar udkomne Sangbog for socialdemokratiske Arbejdere, hvilken angiver sig som "udgivet af Socialdemokratisk Forbund", tiltaltes elleve Medlemmer af dette Forbunds Hovedbestyrelse, samt Indehaveren af det Bogtrykkeri i hvilket Bogen var trykt, for Overtrædelse af Straffeprovisoriet. Under en i November Maaned f. A. ved Kriminalretten indledet Undersøgelse fremkom følgende Oplysninger:

I forrige Aar blev en af de Tiltalte, M., og en Journalist, der ikke er blandt de Tiltalte, fordi han har forladt Landet, enige om at udgive en Sangbog for socialdemokratiske Arbejdere og erholdt i et af Hovedbestyrelsen for socialdemokratisk Forbund den 22de Juni f. A afholdt Møde - i hvilket dog ikke alle de under Sagen tiltalte Bestyrelsesmedlemmer var til Stede - en Slags Sanktion heraf. De hverken forlangte eller erholdt noget udtrykkeligt Samtykke af Bestyrelsen til at angive, at Sangbogen var udgiven af socialdemokratisk Forbund, men de gik efter Tiltalte M.s Formening ud fra, at Bestyrelsen ikke havde noget derimod, og angav derfor paa Manuskript til Sangbogen, at den var udgiven af Forbundet.

De øvrige Bestyrelsesmedlemmer paastod imidlertid under Forhørerne, at de ikke havde opfattet Bestyrelsens Beslutning paa Mødet saaledes, at den gav M. og den omtalte Journalist nogen Bemyndigelse til at udgive Sangbogen i Forbundets Navn, men kun som en Anerkjendelse fra Bestyrelsens Side af at disse to Personer egnede sig til Udførelsen af Foretagendet. Efter hvad der er oplyst, er Sangbogens Udgivelse ogsaa besørget af Tiltalte M. og Journalisten paa egen Haand og uden Kontrol eller Medvirkning af Bestyrelsen, der ej heller efter dens Udgivelse har foretaget noget Skridt til at godkjende Sangbogen som udgiven paa Forbundets Vegne.

Efter det foreliggende fandt Retten, at Ansvaret for Udgivelsen af Sangbogen maatte paahvile M, der er Medlem af Hovedbestyrelsen for socialdemokratisk Forbund og ogsaa under Sagen har erkjendt, at et saadant Ansvar paahviler ham. De øvrige tiltalte Bestyrelsesmedlemmer kunde derimod ikke ved deres Forhold antages at have paataget sig noget Medansvar for Bogens Udgivelse, og om at paalægge Bogtrykkeren noget Ansvar som saadan blev der herefter ikke Spørgsmaal.

Sangbogen, der er udgiven i 10 Hæfter, indeholder 221 Sange, hvoraf Størstedelen efter M.s Forklaring tidligere har været offenliggjorte. Blandt disse findes der i de tre første Hæfter, hedder det i Dommen, sammenstillet laa godt som Side om Side en Del, der ved Skildringer af Arbejderbefolkningen som mishandlet og forpint af de bedre stillede og med hadefulde Udfald og Trusler om Hævn mod disse, der fremstilles som udøvende et tyrannisk Herredømme over de ubemidlede, umiskjendeligt har til Øjemed at ophidse Arbejderbefolkningen til Had og Forbitrelse mod de andre Samfundsklasser.

Da Sangbogen som Følge heraf maatte anses at være af et efter § 3 i Straffeprovisoriet strafbart Indhold, kunde M. ikke undgaa Strafansvar efter bemeldte Bestemmelse Medens derfor de elleve Tiltalte ved Rettens Dom frifandtes for Aktors Tiltale, blev M. anset med simpelt Fængsel i 14 Dage. Det udtaltes derhos i Dommen, at Sangbogen vil være at konfiskere.

(Morgenbladet (København) 23. juni 1887).

Sagen var oprindelig anlagt mod 11 af forbundeet bestyrelsesmedlemmer, men under sagen kom det frem at det var to medarbejdere ved "Social-Demokraten" A. C. Meyer og Kjeldskov der stod bag. Kjeldskov havde allerede under de foreløbige forhør forladt landet for at unddrage sig sagen. Sangbogen blev trykt i ca. 10.000 eksemplarer. Højesteretsdommen januar 1888 stadfæstede frikendelsen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer samt frikendte endvidere A. C. Meyer. Sangbogen findes på internettet: Sangbog for Socialdemokratisk Forbund.