Hensynsløs Behandling af et Lig fra Kommunehospitalet. (Efterskrift til Politivennen)

Som et Eksempel paa, hvor hensynsløst man ved vore offentlige Institutioner behandler vore Fattige, endog efter Døden, er der meddelt os følgende:

Den 3. Januar døde paa Kommunehospitalet Arbejdsmand R. F. Jørgensens Hustru. Til Trods for, at Familien var fattig, gjorde Manden sig dog store Anstrængelser for at faa sin Kone pænt i Jorden. Den 10. Jan. fandt Begravelsen Sted fra Hospitalets Lighus, og ved Imødekommenhed fra Inspektørens Side blev Liget ført ud paa Kirkegaarden i en særlig Rustvogn. Det lille Følge skyndte sig saa hurtigt som muligt til Kirkegaarden, men da de naaede derud, fandt de til deres store Forbavselse, at Liget allerede var sænket i Graven, uden at Personalet paa Kirkegaarden havde bekymret sig om, hvorvidt Familien ønskede at sige den Afdøde et sidste Farvel, ja endogsaa uden at tage Hensyn til, hvem der modtog Gravsedlen, idet denne var givet til en aldeles uvedkommende Mand.

Paa denne Maade behandler man de Fattige, naar de skal begraves. Det er en Behandling, der saa fuldt ud svarer til, hvad der bydes den levende Fattige, at den i Grunden ikke forundrer os. Men vi henstiller dog til Overopsynet paa Vestre Kirkegaard, at der tages lidt mere Hensyn til almindelig Velanstændighed og til Familiens Følelser, at de ikke oftere begraver fattige Lig, forinden Følget kommer til Stede.

(Social-Demokraten 15. januar 1888).

Den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På denne er der blevet opført et kapel i overensstemmelse med den allerede opførte hegnsmur og inspektørbolig i romansk stil af røde sten med rig anvendelse af huggen sandsten i gesimser og bånd samt glacerede og uglacerede formsten. Bygningen er placeret midt i det samlede haveanlæg og er udv. målt 48 alen lang og 33 alen bred; den består af et hovedskib med Indgang fra nord og korrunding mod syd og et lavere sideskib på hver side af midterskibet. I det ene sideskib findes ligværelser, rum i hvilke ligene tvættes, samt opholdsrum for de vågere, der efter jødisk ritus skal være til stede ved liget indtil begravelsen; i det østlige sideskib er indrettet en stor åben hal med bjælkeloft i gammeldags stil med forskellige farver, ved hvilket arrangement der er tilvejebragt en stemningsfuld siddeplads med vid udsigt over en del af begravelsespladsen, bag hvis grænser den flade kyst ved Kalveboderne, stranden og Amager danner en fredelig landlig baggrund. Her kan de besøgende fra hovedstaden hvile ud, og her kan i ugunstigt vejr en del af det ceremoniel, der under almindelige forhold ved begravelser foretages under åben himmel, finde sted i læ for regn og blæst. Fra denne hal er der endvidere adgang til præstens værelse og til den vestibule, hvorfra adgangen er til damernes pladser.

Kapellet på Mosaisk Vestre begravelsesplads, set fra "bagenden". Indgangen ligger mod venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Adgangen til selve kapellet finder sted for enden af den brede, med chausse og gangstier forsynede hovedalle, der begynder ved indkørselsporten til hegnsmuren og fører lige op til kapellets nordre gavl, foran hvilken der er anbragt en stor og vid portal, hvis rundbuer bæres af 2 polerede, røde granit- og 4 terrakottasøiler med forskelligartede mønstre. Fra portalen fører monumentale egetræsdøre ind i den egentlige, flisebelagte vestibule, hvis vægge er dekorerede med lyse farver, mens bjælkeloftet har fået noget kraftigere præg; her er den egentlige indgang til selve kapellets begravelseshal; denne består af et rum 37 alen langt og 18 alen bredt, begrænset modsat vestibulens indgang af en mægtig bueåbning, under hvilken præstens talerstol og katafalken er placeret. Bag denne bue strækker sig det halvrunde kor, i hvilket sangerne og orgelet har plads, skjulte for følget bag en høj dekoreret egetræsplanke. Hallens væsentlige smykke er den åbne, lette tagkonstruktion, hvis dragere og søjler er forsirede med vekslende lyse farveornamenter, der samles til en harmonisk helhed i belysning fra 42 rundbuede vinduer, der som et sortløbende galleri er anbragt under gesimsen. Kapellets indvendige højde til tagryggen er 19 alen, til gesimsen under spærene 13 alen, så at der altså endnu under vinduerne er en temmelig høj mur, der inddelt med pilastre og mellemliggende buer og smykket med malede kvadre og friser i forskellige lette toner danner en rolig og værdig baggrund for den alvorlige handling, som ofte vil gentage sig i dette rum. Ved særlige lejligheder kan lysene tændes i de 10 smedejernslampetter, der i gammeldags former er anbragt på salens vægge.

På gulvet er, adskilt ved en bred midtergang fordelt i 2 rækker, siddepladser for ca. 150 personer foruden særlige pladser for de nærmeste efterladte og desuden ståpladser for ca. 250 personer, altså plads til et betydelig større antal end menighedens nuværende kapel i Møllegade rummer. Kvinderne, der ved de jødiske begravelser sidder adskilt fra mændene, har plads på et åbent galleri, der når hen over hele vestibulen. Når det endvidere bemærkes, at det samlede anlæg er opvarmet og ventileret ved 2 Reckske centralapparater, vil man vistnok selv af denne kortfattede beskrivelse have fået indtryk af hvor meget anerkendelse det jødiske samfunds styrelse fortjener, fordi den ved indretningen af hele den nye begravelsesplads, ved haveanlægget, ved pladsens indhegning og dræning, ved opførelsen og udstyrelsen af selve kapellet har frembragt et samlet hele, der både med bekvemmeligheden og sundhedsplejen for øje og ikke mindst hvad den ydre harmoni og værdighed angår på en heldig måde adskiller sig fra byens øvrige begravelsespladser og nærmer sig adskillige af udlandets lignende nyere anlæg.

Det samlede arbejde har været givet i entreprise til murermester Lytthan S Petersen, for hvem atter følgende håndværkere har arbejdet: Snedkermester V. S. G. Nielsen, der har leveret det smukke snedkerarbejde, også stolestaderne, korskranken og de store egetræsdøre, glarmester Du Vier, der har indsat de mønstrede, blyindfattede ruder i forskellige farver, stenhugger V. Nielsen, Nørrebro, som har haft alt sandstensarbejdet og også leveret de polerede granitsøjler, endvidere har Frederiksholms Teglværker på en overordentlig smuk måde udført de mange forskelligartede glacerede og uglacerede terrakottaarbejder. Malermester E. Mollmann har udført Malerarbejdet.

Tegningen til kapellet skyldes ligesom tegningen til kirkegårdsmuren og inspektørboligen arkitekt Fred. L. Levy, hvis arbejde fortjener den fuldeste anerkendelse. Det nu fuldendte kapel er en af de smukkeste kirkelige bygninger der i mange år er blevet opført her.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. januar 1888, 2. udgave.)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Den 25de November 1887 fandtes der i et Læs Latringjødning, der fra Latrinoplaget paa Roskildevej var udført til Brøndbyøster Mark, Liget af et nyfødt Barn, med Hensyn til hvilket den foretagne Obduktion oplyste, at det var dræbt ved Slag paa Hovedet, hvorved Hjerneskallen var bleven brudt. Da der ikke fandtes noget Spor, der kunde lede til den Skyldiges Opdagelse, indrykkede Politiet Avertissementer om Barneliget i en heel Deel Blade og udlovede en Belønning for Meddelelsen af saadanne Oplysninger, der ledede til Udfindelsen af den Skyldige. I Henhold hertil indfandt der sig for nogle Dage siden paa Frederiksberg Politistation en i Saxogade boende Kone, der meddeelte, at der hos hende logerede en svensk Pige, Beata Johansson. 27 Aar gammel, der formeentlig havde født midt i November s. A. Hendes Udseende for den Tid havde nemlig tydet paa, at hun var frugtsommelig og hun havde omtalt, at hun led af en Svulst i Maven, men ved den nævnte Tid var hun bleven syg og havde lidt et saadant Blodtab, at Konen ikke nærede Tvivl om, at hun havde født. Da Pigen i Anledning heraf blev tagen i Forhør, negtede hun nogensinde at have født, men da en derefter foretagen Lægeundersøgelse godtgjorde, at dette var usandt, vedgik hun, at hun havde født et Barn og ombragt det. Hun forklarede, at hun strax da hun mærkede, at hun var frugtsommelig, tog den Beslutning at ville dræbe Barnet, naar det blev født. Da hun den 14de November f. A. om Eftermiddagen var i Arbeide hos en Familie i Nr. 14 paa Gasværksveien og mærkede. at Fødselsveerne begyndte, gik hun ind paa en af Ejendommens Retirader, hvor hun fødte Barnet og lod det falde ned i Latrintønden og derefter gik hun bort uden at see efter det og gik hjem og i Seng.

(Roskilde Avis 11. januar 1888).

Nytaar paa Isen. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle Skik at skyde Nytaar ind taber Aar for Aar en Del af sit traditionelle Præg, især for Københavns Vedkommende, hvad her ja navnlig har sin Grund i Politiets energiske Indskriden mod denne Uskik, der jo altfor ofte afstedkommer Ulykker.

Men i Aar brød man Traditionen. Man havde vundet et Terræn, hvor Politiets rammende Haand ikke let kunde optage Kampen. Søerne med deres tykke Isdække var et fredet Terræn, hvor man uhindret kunde slaa Giækken løs.

Fra den tidlige Aftenstund (Nytaarsaften) begyndte Løjerne, mindre Fyrværkerisager. Og de gode gamle Kinesere kredsede Luften uafbrudt; alt, hvad der kunde give Knald, var i Brug, lige fra 10-Øres Pistoler til vældige Kanepiske; de sidste var mere opmuntrende for de tilstedeværende end egenlig farefri; thi den tætte Menneskemængde bragte mer end en i en mindre blid Berøring med dem. Bengalsk Belysning, der skaffedes til Veje ved at afbrænde Tændstikker med kulørt Blus, oplyste uafbrudt det interessante Skuespil, der nærmest tog sig som Masser af Fluer paa en mægtig Sukkerflade.

Skøiteløbende med Begfakler og Lygter paa lange Stænger gjennemfo'r Terrænet fra Ende til anden, samlede sig undertiden i lange Rækker, og under Afsyngelsen af mere populære end egenlig tiltalende Viser gik man løs paa Livet og holdt ud til over Midnat. Langs Bredden, hvor der er givet Tilladelse til mindre Beværtning, og hvor Udlejere af Skøjter har Stade, var der hos disse illumineret med Begfakler, ligesom der var plantet Flag, ofte af en meget ubestemmelig Nationalitet; det hele gav en straalende Ramme til det øvrige Billede.

Langs Søerne og paa Broerne havde samlet sig en stor Tilskuermængde, der iagttog dette muntre Billede af en Folkefornøjelse. Sjælden har Vinteren ydet et bedre Kontingent til Forlystelserne paa Isen, og man vidste ogsaa at benytte sig af det i videste Maal. De handlende i Nærheden havde for manges Vedkommende udsolgt tidlig paa Aftenen deres Lager af Fyrværkerisager, der, saa vidt vides, ikke har bragt nogen Ulykke med sig, skjønt de forskjellige Sager susede om Benene paa Deltagerne.

I Søndags tog man fat igjen, dog var Skydningen mindre livlig. Fra Formiddagen var der sort af Mennesker paa Søerne i og udenfor København. Kjøbenhavns Skøiteløberforening havde omgivet sin Bane paa Peblingesøen med en Flagdekoration. En hel Granskov var plantet paa Søen; om Eftermiddagen musiceredes der paa Banen, og Skøjteløbersporten, der her fik mangt et smukt Udslag, havde samlet mange skuelystne, der med Interesse fulgte de smukke og gratiose Bevægelser, som en Del af de sportsdyrkende forstod at lægge i Løbet.

Paa Kastelsgraven havde et Par foretagsomme Mænd faaet etableret en Slæde-Karussel, der i Dagene Løb indbragte en temmelig god Indtægt ved den livlige Deltagelse, der blev den til Del, navnlig fra Børnenes Side.

I Classens Have, paa Frederiksberg, ja overalt, hvor der var Is, var denne taget i Besiddelse og øvede sin Tiltrækningskraft til langt paa Aftenen.

Ogsaa Isen i Sundet havde lokket en Del Mennesker ud, og Valfarten til de indefrosne Skibe, der ligger indenfor den Rende, som Dampskibene holder aaben, var livlig.

Alt i alt er det nye Aars Ankomst blevet fejret paa Isen efter en Maalestok, som ikke hvert Aar kan opvise Magen til.

(Morgenbladet (København) 3. januar 1888).

Oluf H. Jørgensen (del 1): Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v.
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf Holger Jørgensen blev uddannet journalist på faderens Ringkøbings Amts Avis (fra 1. april 1871) og Morgenbladet (1873-1876). Som 23-årig blev han redaktør på det nystiftede "Skanderborg Amts Avis" (Venstre) hvor han var redaktør 1876-1897. Han blev dernæst redaktør af "Agrardagbladet" og da dette i 1919 fusionerede med avisen København, medredaktør her.

Skanderborg Amtsavis blev første gang udgivet 2. juli 1876. Før det havde bogtrykker Backhausen forsøgt sig med Skanderborg Avis som lukkede i 1874. Et genoplivningsforsøg som Højreavis samme år (Skanderborg Købstads Avis) udkom indtil 28. september 1876. Skanderborg Amtsavis støttede partiet Venstre, og blev dermed et modstykke til Århus Amtstidende - det dominerende venstreblad i Østjylland. Skanderborg Amtsavis udkom fire dage om ugen og havde i udgivelsesåret 1876 antageligt omkring 400 læsere. Under Oluf H. Jørgensens redaktionsperiode tredobledes dette til 1200 - 25 år efter (1901). Skanderborg Avis blev efter december 1951 udgivet af Silkeborg Avis, og redaktionen blev en lokalredaktion under denne, samtidig med en teknisk modernisering.  Den blev langsomt til Midtjyllands Avis og navnet Skanderborg Amts-Avis fjernedes helt fra 1974. 

Fotograf Lars Dinesen (1840-1903): Redaktør Oluf H. Jørgensen (1852-1920). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nr. 30. Impresario Otto Petersen (Ingen)

contra

Redakter Oluf H. Jørgensen (Ingen).

Højesterets Dom.

Citanten, som hverken selv møder eller ved Fuldmægtig lader møde til bestemt Tid for Højesteret, bør betale 80 Lod Sølv til Vor Frelsers Kirke, førend det tillades ham med denne Sag at gaa i Rette, og saafremt han ikke inden 3 Uger melder sig med Kvittering, at bemeldte 80 Lod Sølv ere betalte, bør han have tabt Sagen og ham ej tillades videre derpaa at tale.

(Højesteretstidende 1886. Højesteretsåret 1885-1886).

I efteråret 1885 var han med til at indsamle penge til lock-outede smede og maskinarbejdere  i København. Fabrikanterne vil tvinge dem til at opgive deres faglige organisering. 

Skanderborgeren er atter vred, denne Gang over de Bemærkninger, som vi sendte ud sammen med vor Meddelelse om, at Folketingsmand N. J. Larsen har anlagt Sag mod vor store samtidige Hr. Oluf H. Jørgensen.

Vi skrev bl. a. dette: "Det er meget prisværdigt af Hr. N. J. Larsen, at han tager sig for at belære Hr. Jørgensen om, hvad man maa sige, og hvad man skal tie med. Det vil sikkert kunne gjøre Gavn."

Kompagniet "Skanderborg Avis" og "Kolding Folkeblad" falder i den Anledning over os, forbausede over disse vore Ytringer.

De ønsker dem formodentlig nærmer, motiverede, og de skal faa det. De, der kjender noget nærmere til Hr. Oluf H. Jørgensen og hans Virksomhed som Redaktør, vil allerede for længe siden have lagt Mærke til, at hans Specialitet er Meddelelser om mere eller mindre private Forhold. Det er Krydderiet, der drysses paa hans Organ. Vi skal give et lille Exempel. For nogen Tid siden var der Tale om nogle Forandringer ved Redaktionen af "Aarhus Amtstidende". Hr. Oluf Jørgensen fik under en privat Samtale tilfældig noget at vide om Forhandlinger, der fandt Sted i denne Anledning, Forhandlinger, som vare svævende og som endnu vare langt fra deres Afslutning. Saa snart Hr. Jørgensen kom hjem, satte han alt, hvad han vidste i "Skanderborg Avis", nævnede Navne og sparede sig i det hele taget ikke i nogen Henseende i Retning af Meddelelser om de aller intimeste Forhold ved Bladet. Ethvert Menneske, der har ringeste Smule Takt, forstaar Forsyndelsen og indser, at den burde være besvaret med en Revselse, saa meget mere som Meddelelsen kunde være til megen Gene for en af de deri nævnte Personer. Vi gjorde imidlertid ikke noget ved Sagen, vi lod Hr. Jørgensen løbe videre, og han er bleven i Vanen indtil han nu har løbet Panden mod N. J. Larsen. Her har han truffet en Mand, der gider paatage sig det Arbejde at belære ham om, at der er noget, der hedder Takt, og at dette noget afholder dannede Mennesker fra at servere alle mulige private Forhold til Beståelse for et Blads Læsere.

"Kolding Folkeblad"s Enevold Sørensen tager Anledning af vore Ord til at komme med følgende vise Bemærkninger:

"Ja rigtigt, "Aarhus Amtst." har vist her truffet Sømmet paa Hovedet. Det ligger i Luften under den nuværende Situation, at der er noget, det er tilladt at sige, men ogsaa noget, man skal tie med, naar man vil regnes til de artige, - men det er dog næppe sikkert, at Vælgerne i Længden ere tilfredse med Fortielsen"."

Men Hr. Enevold Sørensen gaar i en betænkelig Grad galt i Byen. Vore Bemærkninger om Processen har ikke noget med Politik at gjøre, hverken med den almindelige Venstrepolitik eller med den ejendommelige Enevold Sørensen'ske.

Vi bryder os meget lidt om Hr. Oluf Jørgensens Politik, den er saa vist ikke en Gang en Proces værd; men vi ønsker ham en Smule tugtet for den almindelige Plaprevornhed, der har karakteriseret ham saa længe han har været ved "Skanderborg Avis".

(Aarhus Amtstidende 22. august 1887)

Skanderborgs Ødelæggelse. I en Korrespondance til "Jyllp." fra Skanderborg angaaende det mislykkede Protestmøde hedder det bl. A.: Som bekjendt har Redaktør Hr. Oluf H. Jørgensen ("Skb. A. Av.") jo allerede i lang Tid i sit Blad raset mod alle dem, der ikke ville danse efter hans Pisk. Særlig er dette gaaet ud over Handelsstanden, altsaa over de Folk, som i sin Tid tog Aktier i hans Blad, og som daglig støtte ham med Avertissementer og formodentlig ville vedblive dermed, da man ifølge Skriftens Ord skal gjengjælde Ondt med Godt, overladende til Hr. Redaktør Oluf H. Jørgensen at anvende det modsatte.

Allerede i en længere Aarrække synes det, at have været Hr. Oluf H. Jørgensens Opgave, uagtet han er Frimurer, gjennem sit Blad at udsaa Had og Bitterhed mellem de forskjellige Partier, og det er desværre ogsaa saavidt lykkedes, om det end maa siges til vort Demokratis Ære, at Pluraliteten holder sig for god til at deltage i saadanne Løjer som i Søndags.

Naar undtages enkelte politiske Fanatikere, skal man lede længe, inden man finder en mere hæderlig Landbostand end i Skanderborg-Egnen. og derfor vil vist alle Næringsdrivende med Glæde hejse Flag for dem, til hvilket Parti de end høre, kun ikke, naar de trues dertil med Svøben.

Indsenderen maa imidlertid med Beklagelse meddele, at disse disse brave Frihedsmænd, takket være Hr. Oluf H. Jørgensens Anstrængelser, nu have sat den økonomiske Krig i Scene efter en stor Maalestok. Det lille venlige Skanderborg skal nu ruineres, hvad det koste vil, ogsaa Venstremændene maa gaa med i Faldet.

Hvilken stolt Følelse maa det ikke være for ren Mand med Konsorter, som er Ophav til denne Tilstand, om kort Tid at kunne gaa igjennem Byen og se paa de lukkede Butikker og forarmede Haandværkere, og saa at kunne sige til sig selv: "Se dette er Altsammen mit Værk."

Maa det endnu være mig tilladt at tilføje, at alle Retsindede, saavel Venstre- som Højremænd i By og paa Land, fordømme den Ufred, Hr. Oluf H. Jørgensen udsaar i sit Blad, og at den Tid mulig ikke turde være saa fjærn, da Hr. Oluf H. Jørgensen selv dumper i den Grav, han opkaster for Andre!

Særlig i den senere Tid har han faaet saa godt som hele Byen imod sig, og skal man dømme efter Landboernes Udtalelser, da tænkes der nu ogsaa for Alvor paa at faa et andet Blad til at afløse "Skanderborg Amts Avis".

Skjøndt det vel ogsaa maa være Handelsstanden i Skanderborg tilladt at have sin Mening, er den ikke første Gang endnu optraadt som politisk Modstander af Landboerne, men har ved enhver Lejlighed holdt sig udenfor alt det politiske Kjævleri, hvorpaa vor Egn, takket være Hr. Oluf H. Jørgensen, er saa rig.

* * *

Af et Brev, vi have modtaget fra Skanderborg, ses det, at Redaktør Jørgensen i sin Prædiken økonomisk Krig kun har fulgt Opfordringen fra Redaktør Bojsen fra "Hors. Folkebl.", og skjøndt disse to Kavalerer ellers hidtil har maalt hinanden Skjæppen fuld med Skjældsord, har det dog ikke hindret den lille Skanderborger i at tage ved Lære af sin demokratiske Værtscelle i Horsens. Ved Punchesoldet efter "Protestmødet" optraadte Bojsen nemlig som Forkynder af den økonomiske Krig, og idet han stillede sig frem paa Verandaen med Armen udstrakt og Fingrene krummede som Kløer, udraabte han: "Jeg skulde blot være Redaktør i Skanderborg i otte Dage, saa skulde jeg gribe den lille Klat Højrefolk med disse Kløer og knibe dem, fordi de ikke slagede, saa de skulde komme til at føle det."

Og den lille Skanderborger, der ligesom sin store Kollega i Horsens har "Friheden" indskrevet på sin Fane gik hjem, satte sig ned og skrev som han gjorde for at skaffe sig et ligesaa misundelsesværdigt Navn som Redaktør Boisen

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. september 1887)

Avisen må have været en god forretning, for 1887-1895 var Oluf H. Jørgensen blandt de største skatteydere i Skanderborg. I maj 1888 solgte Oluf H. Jørgensen Skanderborg Amtsavis til et interessentselskab af landboere i Skanderborgegnen for 40.000 kr. Jørgensen fortsatte som bladets redaktør.

Da formanden for Horsens Andelssvineslagteri i marts 1889 foreslog en modtagestation for svin der skulle leveres til slagteriet i Horsens, delte meningerne sig i de som ville have et selvstændigt slagteri i Skanderborg og de som tilsluttede sig det eksisterende i Horsens. Oluf H. Jørgensen var for det første, og sådan blev det: det blev stiftet december 1889 med kun 2000 svin indtegnet, og åbnede 21. august 1890. Tiden var imidlertid ikke til små slagterier. Tilsvarende små slagterier i Odder, Skjern og Varde lukkede omkring 1890. I Skanderborg måtte slagteriet reorganiseres i 1894.