22 december 2023

Præstelig Visdom. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Pastor Hoff i Vallensbæk har for nylig gjort sig mindre fordelagtig bekendt blandt sine Sognebørn ved en Begravelse, som han foretog i Søndags.

Sagen er i Korthed følgende: Min gamle Moder, der var hjemmehørende Vallensbæk, døde efter i nogen Tid at have haft Ophold hos mig, og da hun ønskede at blive begravet i Vallensbæk, blev hendes Lig ført derud, og jeg anmodede i et Brev, som jeg sendte Præsten først i forrige Uge, denne om, at Begravelsen maatte foregaa efter Gudstjenesten i Søndags, da det var umuligt for de Slægtninge, der boer i København og i sldre andre Byer, at naa derud før Gudstjenesten, idet der er en hel Mil at gaa fra Glostrup til Vallensbæk. I Stedet for straks at sende Svaret, ventede Præsten med at sende mig dette, indtil Tiden var saa langt fremrykket, at det var umuligt at faa gjort Familien bekendt med, at den maatte møde om Morgenen i Stedet for om Middagen, som det var bestemt. Der blev saa straks skrevet ud til Pastor Hoff, at det nødvendigvis maatte være om Middagen, da der ikke kunde komme nogen til Kl. 9 3/4 som af Præsten bestemt.

Jeg troede saa, at alt var klaret, men jeg gjorde Regning uden Pastor Hoff. Da vi nemlig op ad Formiddagen naaede Byen, hørte vi til vor Forbavselse, at det hele var forbi. Liget stod i Graven og Præsten havde baade holdt Tale og kastet Jord paa, kønt der kun var et Par enkelte af den Afdødes Slægtninge til Stede.

Da derpaa jeg og medundertegnede Typograf L. Jensen henvendte os til Pastor Hoff, og spurgte ham om Grunden til, at Begravelsen alligevel var foregaaet før Gudstjenesten, svarede han, at saaledes staar der i Loven, og han slog derpaa op i en Haandbog for Præster, udkommet 1867, hvori der ganske vist fandtes en Kancelli-Skrivelse fra 1810, som siger, at Begravelser paa Landet skal foregaa før Gudstjenesten, men vi skal tillade os at henlede Pastor H.'s Opmærksomhed paa en nyere Bog, som er udkommet 1879, nemlig "Præstegerningen i den danske Folkekirke, Haandbog for Præster af E. B. Friis, Pastor emeritus". I denne Bog staar der Side 165, om Begravelser, følgende:

"Udi Købstæderne maa intet Lig begraves om Søndagen, eller de andre hellige Dage, for at de ordinære Tienester ej skulle opholdes eller hindres. Det blev dog siden tilladt (Rescr. 18. Decbr. 1812) at begrave Lig ogsaa Søn- og Helligdage til Kl. 9 om Morgenen og fra Kl. 12 til 2 om Middagen *).

Denne vigtige Tilføjelse kender Hr. Hoff altsaa ikke noget til, skønt den udkom 2 Aar efter den Lov, som Pastor Hoff retter sig efter, og det er virkelig meget beklageligt, at en Præst ikke er bedre inde i de Love og Anordninger, som angaar hans Embede, end at han, som i Søndags, paa Grund af sit Ukendskab hertil, kan komme til at have en hel Del Mennesker til Bedste. Da vi derefter spurgte Pastor H., hvorfor han ikke havde kastet Jord paa i Kapellet, og saa ladet Liget henstaa der, til Familjen kom til Sidde og bar det til Graven, svarede han os, at han ikke havde givet nogen Ordre til at nedsænke Liget i Graven, og han havde fundet det mærkeligt, at dette var sket, da han kom til Stede. Men Graveren, som vi siden spurgte om hvem der havde givet ham Ordre tik at nedsænke Liget i Graven, svarede os, i Vidners Paahør, at Præsten havde givet ham denne Ordre.

Heraf vil enhver kunne se, at de to Herrers Udtalelser stemmer meget daarligt overens med hinanden, og Pastorens Ord stilles derved i et, for ham, temmeligt uheldigt Lys; thi man maa jo dog virkelig tro, at Præsten har givet Graveren denne Ordre, da han selvfølgelig ikke af sig selv kan finde paa at handle paa den anførte Maade. Hensigten med disse Linier er, at Pastor Hoff cn anden Gang tager lidt mere Hensyn til Folk, og ikke som denne Gang handler efter sit eget Forgodtbefindende, selv om den Afdøde er gammel og fattig.

Rasmus Sørensen,
Arbejdsmand.
Classenske Boliger F. Nr 5.
L. Jensen,
Typograf

*) Udhævet af os.

(Social-Demokraten 2. september 1888).

Se også indslaget "En Historie om et Juletræfra 1897 om Henrik Muhle Hoff.

Nicolai Femmer 1818-1888. (Efterskrift til Politivennen)

Kursusbestyrer Femmer.

Ved kjøbenhavnske Begravelser, hvor Mænd og Kvinder strømme til i stort Tal, træffes der som bekjendt af praktiske Hensyn den Ordning, at det mandlige Følge faar anvist Gulvet i Kirkerne, medens Kvinderne vises op paa Pulpiturerne, og særlig strængt vaages der over denne Ordning i Frue Kirke, hvor Tilstrømningen til Begravelser næsten altid er meget betydelig. Kun ved to Lejligheder vides der at være sket principielt Brud paa denne Vedtægt. Det skete første Gang for et Par Aar siden, da Skoledirektør Holbechs Jordefærd fandt Sted, og det gjentog sig forrige Lørdag, da man begravede Kursusbestyrer, Cand. phil. Nicolai Femmer.

Ved begge disse Lejligheder var det Kjøbenhavns Almuelærerinder, der fik Lov til at gaa ind i Mændenes Ret. Efterhaanden som de sortklædte Lærerindepersonaler fra Stadens forskjellige Skoler mødte frem ved Kirkens Indgang, førtes de af Kirkens Betjente op til Koret, der ellers er forbeholdt Honoratiores og Deputationer. De modtoges som "Embeds-og Bestillingsmænd", der repræsenterede en officiel Institution, og de mødte i saa betydeligt Tal, at de fyldte baade Kirkens rummelige Kor og en Del af Stolene.

Kursusbestyrer Femmer. Død den 20. august. Foto: Fotograf Jens Petersen (1829-1905: Skolemand N. Femmer (1818-1888) skolemand. Det kongelige Bibliotek.

Det kan være vanskeligt nok at sige, hvem af de to, Holbech eller Femmer, der mest har bidraget til at aabne Kvinderne her i Landet de ny Veje til Erhverv, som saa mange nu følge; men at de hver for sig har indlagt sig særdeles store Fortjenester i saa Henseende, er uomtvisteligt, og det var derfor ganske i sin Orden, at den kjøbenhavnske Lærerindeverden paa særlig Vis søgte at lægge sin Deltagelse for Dagen ved disse to Mænds Jordefærd, Da den Undervisningsanstalt, til hvilken Annestine Bayers og G. Bohrs Navne i en Aarrække var knyttede ved Siden af N. Femmers, den 11. Februar 1861 aabnedes, stod Lærerindeuddannelsen her i Landet saa at sige paa bar Bund; ved allerhøjeste Resolution af 4. November 1859 var der aabnet Kvinder Adgang til Ansættelse i de offentlige Skolers Tjeneste, og der gaves Regler for den herfor foreskrevne Examen. Men hvorledes Kvinderne vilde komme afsted med at tage denne Examen, blev deres egen Sag; thi Skolelærerseminarierne forblev lukkede for dem.

Der var til at begynde med ingen almindelig Tro paa, at Lærerindeinstitutionen vilde blive til noget. Man opstillede mange dybsindige Teorier i Retning af, hvad "Kvinden" egnede sig til, og hvad hun ikke egnede sig til. Hun vilde, mentes der, overhovedet slet ikke kunne lære det, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, Kvindehjærner kunde være, være, som de vilde, men Matematik egnede de sig absolut ikke for. Det var den almindelige Mening, og den, der havde kunnet forudsige, at Sveriges ny Universitet i Stockholm nogle Aar senere skulde ansætte en Kvinde som Professor i Matematik, vilde være bleven anset for sindssyg. 

Under disse Omstændigheder var det en Lykke for de første Lærerindekursus, at de fik netop Femmer til Regnelærer. Han havde som saadan et stort Ry paa sig fra Byens Latin- og Realskoler, og det vidstes i Examenskommissionen, hvor Regnemestre som Adolf Steen og N. J. Fjord havde Sæde, at i sikrere Hænder kunde de vordende Lærerinders Regneundervisning ikke lægges. Det viste sig da ogsaa, at de Kvindetropper, som Femmer Aar efter Aar sendte i Ilden ved Examensbordet, bestod med Glans, og det varede ikke længe, inden Femmer i Spøg kunde vove en Paradox om, at Kvinden netop var født til Regning, og dristede nogen sig til at ytre Tvivl herom, henviste han for Alvor til de foreliggende Resultater, der talte for sig selv.

Men Femmer tog sig ogsaa af sine Elever i de andre Fag. Som en Familiefader, der vaager over Børnenes Karakter, prøvede og sondrede han maanedlig og stundum oftere hver enkelt Elevs Kundskabsdybde, og naar denne i et eller andet Fag viste sig ikke at svare til det for Dag og Time normerede Maal, helmede han ikke, før det forsømte var indhentet. Han tog det saa at sige som en personlig Fornærmelse, naar noget var forsømt, og holdt frygteligt Hus med den paagjældende, indtil den bestemte Maalhøjde igjen var naat. Kunde det ikke ske paa anden Maade, tog han sig personlig i sin knap tilmaalte Fritid af vedkommende Synder og levnede hende ikke Ro, førend alt var i Orden til at "gaa op".

Man skulde tro, at der var noget trættende og sløvende i det Sysifusarbejde, Aar efter Aar at sende et Hold Elever op til det samme Examensbord. Men Femmer trættedes aldrig. Han var lige frisk og lige kvik, enten han stod ved Enden af et Kursus eller ved dets Begyndelse. Med de færrest mulige Ord udtrykte han, hvad der laa ham paa Sinde, og skulde han have valgt sig et Valgsprog, var det sikkert blevet noget som: Hæng bare i! Han fortabte sig ikke i pyntelige Ord og dogmatiske Spidsfindigheder. En og anden Elev med udviklet Damebevidsthed kunde undertiden stødes over hans noget korte og ligefremme Maade at afgjøre en Sag paa, men det store Flertal, og da navnlig de, der kunde deres Ting, vil gjennem hele Livet bevare venlige og taknemmelige Minder om de kyndige Raad og den sikre Haand, hvormed han i en snæver Vending kunde staa dem bi.

Femmers Virksomhed var ikke blot knyttet til hans egne Kursus; i en Aarrække var han tillige Regnelærer hos Frøken Zahle, og ogsaa fra forskjellige andre Sider lagdes der Beslag paa hans store Arbejdsdygtighed og sikre Indsigt i pædagogiske Spørgsmaal. Efterhaanden som Handelsskolen for Kvinder og beslægtede Akademier af forskjellig Art voxede frem, hentedes der Støtte og Vejledning hos Femmer, der altid kunde give et praktisk Vink, selv om det kun gjaldt om at lægge et Skema, hvilket han kunde gjøre med Virtuositet.

Imidlertid faldt Femmers Hovedvirksomhed dog inden for de Lærerindekursus, hvis eneste Leder han i de senere Aar var, og hvorfra der de forløbne 27 Aar er dimitteret 452 Skolelærerinder, deraf ikke mindre end 389, med 1ste Kаrakter. Netop den fortrinlige Maade, hvorpaa de private Lærerindekursus - - Femmers og Zahles - virkede, var som bekjendt den væsentligste Grund til, at det Lovforslag, som Kultusminister Scavenius den 4. December 1884 forelagde i Landstinget om et Kvindeseminarium med videregaaende Undervisning i enkelte Fag, ikke trængte igjennem. Man fandt et Kvindeseminarium overflødigt, i det man fra alle Sider erkjendte, at Lærerindernes hidtidige Uddannelse kun kostede en Brøkdel af Lærernes, skjønt de første klarede Examen med hele Hestelængder forud. 

Men at dette har krævet Kæmpearbejde og ikke mindst af Femmer, fremgaar med tilstrækkelig Klarhed af nogle netop nu foreliggende "Efterretninger fra de sidste 4 Aar om de af N. Femmer bestyrede Undervisningsanstalter for Damer", hvor han kort før sin Død med den ham ejendommelige Knaphed i Udtryksmaaden har skrevet bl. a. følgende: "Loven for Skolelærerindeexamen er omtrent den samme som for 28 Aar siden, men vilde man deraf slutte, at ogsaa Fordringerne er de samme, tog man mærkelig fejl; bevidst eller ubevidst lægges der i de fleste Fag Aar for Aar noget til; dette gjælder da navnlig om Religion, Dansk, Regning, Geografi, Tegning og Pædagogik, og vi, som forberede til denne Examen, tvungne til at medtage dette ved næste Aars Forberedelse."

Femmer var en udmærket stroke for de "Hold", der skulde deltage i disse Aar for Aar hidsigere Kapløb, og naar han nu er gaaet bort, vil det blive kjendeligt, at han indtog en Plads, som ingen helt kan udfylde efter ham. Skjønt han var nær oppe mod de syv Gange ti, stod han dog til det sidste ungdomsfrisk i Arbejdet. Aarenes stadige Løb mod Examen levnede ham ikke Tid til at tænke over, at han blev gammel. Han teoretiserede det mindst mulige over "Kvindespørgsmaal", "Emancipation" og alt sligt; han tog de unge Kvinder og unge Mænd, der stadig færdedes i hans Hus som Elever og Pensionærer, som Mennesker, for saa vidt de opførte sig som saadanne, og det var hans stadige, aldrig hvilende Lyst, at dygtiggjøre dem af yderste Evne til al god Gjerning i Livet. Han har i saa Henseende udført et Arbejde, der stiller ham i første Række blandt Landets Ungdomsopdragere, og han har lært Elever i Hundredtal at finde Lyst og Glæde i Arbejde for sig selv og andre; han var endnu mere Arbejdets end Damernes Ridder.

C.

(Illustreret Tidenden nr. 49, 2. september 1888).

21 december 2023

Kvinder som Ligbærere. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdag Eftermiddag jordedes, ifølge "Soc. Dem.", paa Vestre Kirkegaard ved Kjøbenhavn Skræder L. Andersens Hustru. Den Afdøde var Medlem af den kvindelige Fagforening i Herreskræderfaget, og saavel et stort Antal Medlemmer af denne Forening som ogsaa af Skrædernes Fagforening var tilstede ved Jordfæstelsen. Begge Foreningers Faner var ligeledes tilstede. Fra Kapellet til Graven blev den med Krandse rigt smykkede Kiste udelukkede baaren af Kvinder, som herved baade hædrede den Afdøde og tillige satte sig ud over den Fordom, som ellers pleier at hindre Kvinderne i at tage Del i denne Handling.

(Middelfart Avis 25. august 1888).

20 december 2023

Moder uden at vide det. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Dames Historie.

Hof- og Stadsretten har, som tidligere meddelt, i disse Dage frifundet en Kvinde, som var tiltalt for Barnefødsel i Dølgsmaal, Straffelovens § 194 eller 195 *). De nærmere Omstændigheder er følgende:

Natten mellem den 24de og 25de Oktober f. A. blev Sygehuslægen i Esbønderup kaldet til Tiltalte, der da var ugift og boede hos sine Forældre. Efter at Lægen ved sin Ankomst af Tiltaltes Moder havde modtaget Forklaring om Tiltaltes Tilstand, viste det sig, da Lægen for at anstille nærmere Undersøgelse løftede Dynen paa den Seng, hvori Tiltalte laa, i Vejret, at der var foregaaet en Barnefødsel, men at Barnet var uden Liv, idet det var blevet kvalt ved at ligge med Ansigtet nedad mod Lejet.

Overretten fandt efter de oplyste Omstændigheder overvejende Betænkelighed ved at forkaste Tiltaltes Forklaring, for saa vidt den gik ud paa, at hun, om hun end havde indset Muligheden af, at hun var bleven frugtsommelig, dog ikke havde havt nogen som helst Vished med Hensyn til sin Tilstand, og for saa vidt den gik ud paa, at hun den ovennævnte Nat var i Uvidenhed om, hvad der i Virkeligheden passerede, og at det var en Fødsel, der fandt Sted, og frifandt derfor Tiltalte, medens Sagens Omkostninger efter Lov 5te April 1888, § 8, tillagdes det Offenlige.

Ved Underretsdommen var Tiltalte efter Straffelovens § 195 anset med Straf af 2 Maaneders simpelt Fængsel samt tilpligtet at udrede Aktionens Omkostninger.

De Domspræmisser er værd at lægge Mærke til, for saa vidt som de aabner et overraskende Indblik i de abnorme Kønsforhold her til Lands. Avisernes daglige Beretninger om ihjelsultede Mennesker forundrer os ikke nær i samme Grad: paa det Omraade forekommer selv de værste Tildragelser at være i god Overensstemmelse med Samfundsforholdene. Alen ved at læse ovenstaaende Dom vil sikkert de fleste studse og udbryde: Det er jo umuligt! Skulde en frugtsommelig Kvinde kunne være i Uvidenhed om sin Tilstand, ligge og sode uden at ane, hvad der sker med hende! Det er en daarlig Snak, som Hof- og Stadsretten dér har taget for gode Varer!

Hos- og Stadsretten plejer imidlertid ikke at være nænsom mod Kvinder, der ved Uagtsomhed eller med Forsæt ombringer deres Børn. Den vogter med samme Omhu paa den herskende Moral som paa de bestaaende Ejendomsforhold og straffer med lige Strænghed de uundgaaelige Forsyndelser mod begge Dele. Der er derfor ingen Grund til at antage, at Synderinden i dette Tilfælde vilde være sluppet Ram forbi, hvis Dommerne havde kunnet paavise den Skyld, som de af dem selv opretholdte Tilstande ligefrem tvinger Folk ind paa. Men Hof- og Stadsretten har udtalt sit sjældne: frifunden! Antagelig har den Tiltalte da virkelig været uvidende om sit Svangerskab og sin Fødsel.

Vi staar altsaa overfor en Kvinde, som er skreden til Opfyldelsen af sin vigtigste naturlige Funktion, Slægtens Forplantning, uden Begreb om de dermed forbundne Omstændigheder ! En Kvinde, som ikke var sikker paa, hun skulde være Moder! som fødte om Natten i sin Seng og lod Barnet kvæles under Dynerne og ingen Bevidsthed havde om, hvad der foregik! En saadan kønslig Abnormitet vilde være utænkelig, naar den ikke lod sig forklare fuldt saa vel som de dagligdags økonomiske Abnormiteter og lige som disse var i nøje Overensstemmelse med de Vilkaar, Samfundet byder paa.

Thi hvordan forbereder man gennem Opdragelsen de Unge til at varetage deres Livs Hovedanliggende: Forplantningen - ? Ved at hemmeligholde alt, hvad der vedkommer den Ting. Ved omhyggelig at genne alle Antydninger af, hvordan det menneskelige Legeme fungerer. Kundskaben om sig selv og Afkommet, udenfor Undervisningen. De Unge faar saa paa egen Haand tilliste sig denne Viden som noget kildrende pikant og ledes derved ind paa allehaande skadelige Vildfarelser. Kammerater og Veninder indvier naturligvis som Regel hverandre i de "forbudne" Anliggender - men hvilken skrøbelig Bund at befæste den kommende Generation paa! Og naar saa en eller anden oven i Købet slipper igennem Barneaarene uden at have faaet noget at vide; det kan ikke blot tænkes muligt, det er endog som "det skal være" efter Opdragernes Mening: Vedkommende har maaske ikke havt saa intime Venner, eller Forholdene i Hjemmet kan have begunstiget Uvidenheden, eller han eller hun har maaske følt det halvt som Synd, halvt som Skam, at lytte til Hviskenet om de "urene" Ting ja, saa kan det hænde, at vi en skønne Dag staar overfor et Tilfælde som det ovennævnte: en Kvinde bliver Moder uden at vide det!

Hvis man vil have en solidere Bekræftelse paa, at saadanne Kvindeeksistenser virkelig skyder op af Jordbunden rundt om os, saa kan man blot læse Fru Erna Juel-Hansens for kort Tid siden udkomne Bog "En ung Dames Historie". Det er en Beretning om, hvorfor og hvordan en ung Pige kan vokse op uden Forstand paa Kønsforholdet og hvilke Ulykker denne forsætlige Hemmeligholdelse kan bringe over hende. Og det er ingen beregnet Roman - det er en Redegørelse, man kan stole paa, fordi Forfatterinden med sin Personlighed staar inde for den, og fordi selve de Tildragelser, man læser om, føles som levede og ikke som digtede.

Den "unge Dame", hvis Historie Fru Erna Juel-Hansen fortæller, er en Etatsraads Datter, som omtrent 16 Aar gammel, fuldmoden, endnu har saa uklare Begreber om den Viden, der er nyttigst for en Kvinde, at "Bryllup" for hende blot er "dette hemmelighedsfulde, der susede om Ørene og var saa underlig benauende at tænke paa". "Spørge turde hun ikke, for hun havde en egen pinlig Fornemmelse af, at det, hun vilde vide, talte man slet ikke om og burde siet ikke tænke paa." Hun er blevet opdraget strængt inden Døre - "for i det Institut, Mama vilde have mig i, lærte de Fysiologi i øverste Klasse, og det, sagde hun, var det samme som at tage al Blufærdighed fra de unge Piger".

Mama har passet saa omhyggelig paa at holde sin Datter borte fra alt, hvad der kunde besmitte hendes Uskyldighed og Sjælsrenhed, beskyttet hende saa kærligt mod de raa og brutale Mandfolk, der ikke forstod "Kvindesjælens sarte Rørelser" - at den unge Pige, da hun uforvarende kommer til at overvære en Fødsel, gribes af hjælpeles Rædsel over det forfærdelige i at faa et lille Barn. "Der fødtes jo Hundreder af Børn hver Dag - aa hvad det var for en Rædsel - - hele Jorden over fødende Kvinders Jammer skrig. Hun syntes, hun saa dem, hørte dem - - aa, Gud, hvad var Meningen med det? Saa var det jo sandt, hvad der stod i Vielses Ritualet, at det var Syndens Straf men var det da Synd at gifte sig? eller var det for nogen anden Synd - for den Snak om Eva og Æblet, det kunde det ikke være - men de sagde jo ogsaa, at Gud selv havde indstiftet Ægteskabet - - - ikke til at hitte Rede i, ikke til at hitte Rede i!"

Den af Hof- og Stadsretten frikendte Kvinde er netop en blandt dem, som ikke har kunnet "hitte Rede i det" - blot en Smule Forskyden af Omstændighederne, saa har vi maaske "den unge Dame"s Historie om igen. Den synes ikke at være enestaaende. Og Skylden beror paa den Opdragelse, Børnene faar; Skoler og Forældre gør deres muligste for at de ikke skal kunne hitte Rede i den naturligste Akt, som derved pustes op til et Mysterium, man maa fortie og skamme sig ved. Den unge Pige i Esbønderup har tiet og skammet sig - af Uvidenhed. Men vi forlanger fuld Viden og Klarhed paa dette Omraade, som ikke er Synd og ikke Skam, men simpelthen Opfyldelsen af en Drift, der betinger den næste Slægts Sundhed, som Tilfredsstillelsen af Sulten betinger vor egen.

*) §194: Naar et udenfor Ægteskab besvangret Fruentimmer føder i Dølgsmaal, og Barnet derefter findes at være dødt, uden at det kan oplyses, at Døden er indtraadt før Fødslen, straffes hun, for saa vidt hendes Forhold iøvrigt ikke medfører højere Straf, med Forbedringshusarbejde eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 4 Maaneders simpelt Fængsel.

§ 195: Viser noget udenfor Ægteskab besvangret Fruentimmer ellers uforsvarlig Omgang ved sin Barnefødsel, og Barnet derefter findes at være dødt uden at det kan oplyses, at Døden er indtraadt før Fødslen, straffes hun med Forbedringshusarbejde indtil 2 Aar eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel.

(Social-Demokraten 12. august 1888).

19 december 2023

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm. (Efterskrift til Politivennen)

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Hørsholm har i den sidste Uges Tid været stærkt optaget af en Begivenhed med en Tjenestepiges pludselige Dødsfald. Byens Præst, Pastor Barfods, og dennes Huslæge, Dr. Scheuermanns, Navne har paa en mere eller mindre smigrende Maade været i Cirkulation i Forbindelse med denne Historie, og i selve Hørsholm By verserer der de mest forskellige Gisninger og Formodninger om Begivenheden.

Efter de Oplysninger, der er kommet os i Hænde, ser vi os i Stand til at meddele følgende Fakta.

Paa Præstegaarden i Hørsholm hos Pastor Barfod tjente en ung Pige ved Navn Marie, der udførte sine Ting til Tilfredshed og var særdeles afholdt.

I Søndags fjorten Dage var hun rask og frisk og foretog en Udflugt til et Bal i Nærheden. I Løbet af Ugen klagede hun over Ildebefindende, og Søndagen efter - altsaa i Søndags otte Dage - kom der om Formiddagen Kl. 9½ Bud til Distriktsjordemoderen i Hørsholm, Fru Jensen, med Anmodning om hun hurtig vilde komme til Præstegaarden, da Pigen var syg.

Marie havde aborteret, og ved sin Ankomst fandt Fru Jensen et ufuldbaaret Foster - et Pigebarn - paa 5-6 Maaneder, der var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.

Fru Jensen udførte sin Forretning, hjalp Pigen og gav en tilstedeværende Kone tilligemed Præstens Hustru, Fru Barfod, de fornødne Anvisninger til den videre Behandling af Patienten, idet hun bad om Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.

Paa en Forespørgsel af Fru Barfod, om Pigen kunde flyttes til Sygehuset i Usserød, da Præsten ønskede hende fjærnet, svarede Jordemoderen bestemt, at det kunde ikke lade sig gøre. Fruen vidste nok selv fra sine egne Barseltider, hvor nødvendig Forsigtighed var i saadanne Tilfælde, ogsaa ved en Abortering; Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselkvinde.

Dermed gik Jordemoderen. Hun fik intet Bud og hørte ikke videre om Sagen, før hun to Dage efter, Tirsdag Formiddag, til sin Bestyrtelse erfarede, at Pigen var død om Natten paa Sygehuset i Usserød.

I Mellemtiden var Følgende passeret:

Pastor Barfod, der ganske vist selv har Børn, men dog er bekendt i Hørsholm som en Sjælesørger, der strængt indprænter sine Sognebarn Afholdenhedens Velsignelser, har ikke kunnet sove rolig ved Tanken om at ligge under Tag sammen med den stakkels Pige. Den store Præstegaard syntes ham nu for lille, én af dem maatte vige Pladsen. Han, den stærke, raske, kristelige Sjælehyrde, følte sig ikke opfordret til at øve Samaritanergærningen - det blev besluttet, at Barselskvinden skulde forsvinde.

Og trods Fru Barfods egne Erfaringer fra Barselfærd, trods Distriktsjordemoderen, Fru Jensens bestemte Forbud mod Flytningen, og trods den ganske almindelige Humanitet og Medfølelse, man forudsætter hos en ivrig Kristi Tjener og Guds Mand, der fordrer saa meget af andre, - trods alt forlangte Pastor Barfod Pigen flyttet til Sygehuset i Usserød Dagen efter, at hun havde aborteret! 

Og Præstens Huslæge, Dr. med. Scheuermann, bøjede sig for dette Forlangende. Endskønt han som Læge vel maa indse det Ønskelige i, at Barselpatienter som Regel har den nødvendige Ro, gav han dog her sit Samtykke til Flytningen!

Nu kommer et sørgeligt Mellemspil. Vognmand Petersen i Hørsholm, der Mandag Eftermiddag mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede paa Fru Barfods Anmodning at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikke bare over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret nedad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner synes at have været mindre blodhjærtede: de greb den Syge, trods hendes Jamren, og bar hende i Sengelagenet ned til Vognen, der førte hende den lange Vej.

Kl. 4 Mandag Eftermiddag ankom hun til Usserød Sygehus, hvor man blev overrasket mod saa hovedkulds at modtage Patienten, uden at der i Forvejen var saa meget som sket den almindelige Melding og Forespørgsel om Plads.

Kl. 4 Tirsdag Morgen døde hun.

Fra Præstegaarden var opstaaet et Rygte om, at hun havde taget Gift (noget i Kælderen henstaaende Rottekrudt?). Liget blev nu obduceret af Distriktslæge Hansen i Overværelse af Stiftsfysikus, Sygehuslægen Dr. Lindegaard, Birkefuldmægtigen og Præstens Huslæge, Dr. Scheuermann. Der kunde dog ved Undersøgelsen ikke konstateres mindste Spor af Forgiftning.

Nu i Lørdags blev Liget begravet. Kun en af hendes Slægtninge, hendes Broder, kunde komme til Stede. De omboende unge Piger bekransede den ulykkelige Maries Grav. Men i Hørsholm er Stemningen i højeste Grad opbragt mod de to Samfundsstøtter, Præsten Barfod og Lægen Scheuermann. 

(Social-Demkraten 8. august 1888).


Ifølge Vejle amts Folkeblad 4. januar 1912 (pastor Barfod var da omkring 64 år) havde han dengang været omtrent 20 år i Brøndbyvester og Brøndbyøster, altså ca 1892-1912. Han var efter sin uddannelse kateket ved Garnisonskirken og dernæst 13 år i Hørsholm, dvs. formentlig 1879-1892. Hørsholm Præstegård lå Søndre Jagtvej 1.


Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

I Anledning af vor Artikel i Onsdags under ovenstaaende Overskrift har en af de paagældende Personer, Læge Scheuermann, offenliggjort følgende Erklæring i "Hørsholm Avis".

I "Social-Demokraten" for 8. Avgust d. A. findes et Referat af Hr. Pastor Barfoeds og Undertegnedes Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen, som gaar ud paa at angribe og nedsætte vor Humanitetsfølelse og Takt. Til Oplysning om de sande Forhold og bedre Forstaaelse bedes Redaktionen af "Hørsholm Avis" at modtage følgende Redegørelse:

Angrebet falder i tre Punkter: 1) Motiverne til Flytningen, 2) selve Flytningen og 3) Følgerne. 

1) I de faa Dage, Pigen var syg før Aborten, havde jeg det Indtryk af hendes Tilstand, at der forelaa en Forgiftning, hvilket hun dog stedse benægtede, og efter Aborten en til Vished grænsende Sandsynlighed. Umuligheden af at beregne dennes Forløb og Indflydelse paa Aborten var den væsentligste Grund til Behandling paa herværende Sygehus. Under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient, men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse. Familjen forespurgte forinden Aborten om Muligheden for en Flytning, og efter denne stod den for mig som tilladelig, hvad mere er, tilraadelig. Der blev ikke anvendt Overtalelse, tværtimod erklærede Familjen, at hvis Pigen kunde lide under Flytningen, skulde hun forblive i Hjemmet. Undertegnede bærer saaledes det fulde Ansvar for Flytningen, som

2) foregik nøjagtig efter min Anvisning. Under det første Forsøg, af Vognmand Petersen paa at bære Patienten alene følte hun Smærte, hvorfor hun lagdes tilbage i Sengen i Lagenet og blev derpaa i dette bragt ned af to Koner med Understøttelse af Vognmanden, som tilsidst selv løftede hende op i Vognen. Efter Udsagn af Fru Barfoed, Vognmanden og Konen, som ledsagede hende under Kørselen til Sygehuset, ytrede Pigen ingen Smærte under hele denne Transport, og paa Forespørgsel derom af Konen under Kørselen rystede Pigen paa Hovedet. Indlæggelse paa Sygehuset sker, i Følge Sygehusets Love, som efter forudgaaet Anmeldelse, og denne var besørget af Undertegnede personlig til Sygehusets Læge samme Dags Morgen.

3) At Døden indtraadte et halvt Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse. Sygehuslægen erklærede sig ligeledes for Sandsynligheden for en Forgiftning, trods Pigens Benægtelse ogsaa til ham.

Efter Henstilling til Øvrigheden foranstaltedes legal Obduktion. Denne udviste, at der i og omkring Livmoderen hverken var Blødning eller Betændelse, og at Flytningen altsaa ikke har havt Indflydelse paa Abortens Forløb. Det øvrige Fund i Organerne bestyrkede Formodningen om Forgiftning, nærmest Fosfor-Forgiftning, men Undersøgelserne herom er endnu ikke afsluttede.

Hørsholm, den 10. Avgust 1888.
Scheuermann.
Læge.

Det særlige iøjnefaldende ved Læge Scheuermanns Erklæring er, at han paatager sig det fulde Ansvar for Pigens Flytning; han indrømmer saaledes paa dette Punkt Korrektheden af vor Fremstilling af Sagen.

Han tilstaar endvidere, at Præstefamiljen allerede forinden Aborten har forespurgt om Muligheden af en Flytning.

Umiddelbart efter Aborten stillede Præstefruen den samme Forespørgsel til Jordemoderen, der imidlertid bestemt protesterede derimod.

Dagen efter var Præsten endnu saa opsat paa Flytningen, at han rettede et Forlangende mmmangaaende til Lægen, hvilket saa denne endelig efterkom.

Endskøndt Lægen paatager sig det fulde Ansvar for Flytningen, har Pastor Barfod efter ovenstaaende ogsaa sin Del af Ansvaret i hvert Fald det moralske.

Hr. Scheuermann skriver endvidere i Overensstemmelse med vor Fremstilling, at "under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient" og fortsætter: "men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse".

Da Formodning om denne Lidelse efter Lægens Udsagn allerede forelaa før Aborteringen, af hvilken Grund blev Flytningen da udsat til det mest uheldige Tidspunkt: Dagen efter Aborteringen?

Vi tror næppe, at Præstefruen under lignende Omstændigheder var bleven flyttet.

Endvidere skriver Hr. Scheuermann: Flytningen "foregik nøjagtig efter min Anvisning".

Man faar en vis Respekt for denne Læges "Anvisninger" til den Syges Flytning, naar man erindrer (efter hans egen Fremstilling), at Vognmand Petersen nægtede at udføre den, da den Syge jamrede sig, at hun selv maatte anmode om at blive baaret læmpeligt og i Lagenet, og at to .ikoner tilsidst maatte paatage sig Arbejdet!

"At Døden indtraadte Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse", skriver dernæst Hr. Scheuermann, endskøndt han lige forud har erklæret at "Ro ganske vist er ønskelig for en Abortpatient", og altsaa har maattet indse, at en Flytning kan have farlige Følger for den Syge.

Hr. Scheuermann forbigaar fuldstændig vor Meddelelse om Distriktsjordemoderen, Fru Jensens Optræden i Sagen.

Vi skal derfor paa ny anføre vor Gengivelse deraf.

Fru Jensen fandt ved sin Tilstedekomst, at Pigen - hvis Værelse laa i Stueetagen - var ført ad en stejl Trappe op til et Loftsværelse og havde aborteret. Fosteret - et 5-6 Maaneder gammelt ufuldbaaret Pigebarn - var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.

Paa en Forespørgsel af Fru Barfod om Pigen kunde flyttes til Usserød Sygehus, gav Jordemoderen det bestemte Svar, at det kunde ikke lade sig gøre. Idet hun gik ud fra, at Fruen selv har aborteret, og saaledes maatte være vidende om det farlige ved denne Tilstand, erklærede hun, at Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselskvinde.

Hun gav endvidere Anvisning til Patientens Behandling, idet hun anmodede om at faa Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.

Jordemoderen blev imidlertid, som meddelt, ikke tilkaldt, end ikke ved Flytningen. Hun havde sandsynligvis sat sig imod denne, i hvert Fald i den Form, hvori den foregik.

Hr. Scheuermann Redegørelse stiller hverken han selv eller Præstefamiljen i noget andet eller bedre Lys end det, hvori de to Parter stod i Forvejen.

(Social-Demokraten 14. august 1888).


Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Læge Scheuermann har atter i "Hørsholm Avis" indrykket en Erklæring. Pastor Barfod har bedet os optage den. Den lyder saaledes:

"Social- Demokraten" har gengivet mine Oplysninger om min Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen og ledsaget dem med en Kommentar, som godtgør, at der fra Bladets Side foreligger en fuldstændig Misforstaaelse af mine Meddelelser, i hvert Fald et fejlagtigt Brug af dem, som jeg nødes til at imødegaa. Misforstaaelsen er den, at Aborten er Hovedsagen og Forgiftningen en Biting, medens jeg netop min Erklæring bestemt hævder, at Forgiftningen er Hovedsagen og Aborten et underordnet Led i Flytningen. Til Støtte for min Opfattelse har jeg Sygehuslægens skriftlige Erklæring før Obduktionen og efter denne Sektionens Fund, hvad der bevises ved, at flere af Organerne af de overordnede Læger, Distriktslægen og Fysikus, er afleverede til kemisk Analyse grundet paa Sandsynligheden af en Forgiftning, nærmest Fosforforgiftning. I hvert Fald var Forgiftningen for mig Hovedpunktet, da der toges Bestemmelse om Flytning. Jordemoderen har fra sit Synspunkt fraraadet en Flytning; men hvor meget jeg anerkender vor Jordemoders Dygtighed, kunde der under disse særlige Forhold ikke tillægges hendes Paalæg om ikke at flytte Patienten, nogen Betydning. Hendes Avtoritet er ingen Overret i lægekyndige Spørgsmaal. Naar nemlig en Patient med en saadan Forgiftning overlever 2den Dag, er der et Tidsrum af et Par Uger, hvori Legemet er alvorligt lidende og paa Grund af sin fuldstændige Hjælpeløshed fordrer en Pleje, som aldeles ikke knude ydes under de forhaandenværende Forhold. Af denne Grund tilraadede jeg Flytningen, og derfor kunde Familiens Tilbud om at beholde Pigen hjemme ikke benyttes. Hvorfor Patienten ikke blev flyttet straks, spørges der. Ganske simpelt, fordi der paa det Tidspunkt kun var et Symptom, Brækningen, og mit Blik for hendes Tilstand. Da hun vedholdende benægtede at have "taget Noget", vel vidende, at Tilstaaelsen var en Selvanklage, kunde jeg ikke overbevise hende derom. Derfor blev hun ogsaa behandlet blot symptomatisk og afventende; Brækning i et Par Dage indicerer virkelig ikke straks Indlæggelse paa Sygehus. Først da Fosteret i utide var udstødt Søndag og hun Mandag Morgen var gul i Øjet og paa Brystet, kunde jeg med Sikkerhed, trods hendes Benægtelse, gennemskue Tilstanden. 

Flytningen foregik efter min Anvisning og er i Virkeligheden hverken mere eller mindre end en dagligdags Begivenhed. Kvinder, som har født i en Vogn, bæres op i Fødselsstiftelsen lige efter Fødselen, Kvinder med Barselseler flyttes til Hospitalerne og Kvinder flyttes fra Fødselslejet efter svære Forløsninger og Blodtab, altsaa under langt vanskeligere Forhold. I det foreliggende Tilfælde var der ikke et eneste Symptom, som kunde vække Betænkeligheder, og Flytningen foregik da ogsaa uden Skade for Patienten, idet Sektionen har bevist, at Døden ikke kan være en Følge af Aborten og Transporten (Organerne viste hverken indvendig Blødning eller Betændelse, og der var ingen Blødning under hele Transporten), men maa søges i Forgiftningen. Jeg tilføjer, at det er en Kendsgerning, at Vognmanden hjalp til at bære Patienten til Vognen.

Støttende sig til Jordemoderens Udsagn og "Social-Demokraten"s Referat hedder det sig stadig: Pigen har aborteret, derfor er hun flyttet og af Flytningen er hun død, medens Sandheden og Lægernes Anskuelse er den, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift; derfor har hun aborteret og deraf er hun død.

Hørsholm, den 17de Avgust 1888.
Scheuermann,
Læge.

Vi skal ikke gaa nærmere ind paa Lægens lange Udvikling og vi forstaa ikke hvad han egenlig vil med den, da den slet intet Nyt indeholder, men kun gentager tidligere fremsatte Paastande.

Hr. Scheuermann paastaar atter, at Flytningen foregik efter hans Anvisning, skønt dette aldeles bestemt ikke er Tilfældet. Han siger, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift og at hun er død som Følge deraf, skønt dette ikke er konstateret. Han siger, at den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes i Præstegaarden, men han siger ikke hvorfor.

Hr. Scheuermann anerkender Jordemoderens Dygtighed, men kan dog ikke tillægge hendes Paalæg om ikke at flytte Pigen nogen Betydning. Det er flot sagt af Hr. Scheuermann.

Vi spørger Hr. Scheuermann: Hvorfor kunde der i Præstegaarden ikke ydes Pigen den fornødne Pleje? Kan Hr. Scheuermann ikke besvare dette Spørgsmaal tilfredsstillende, kan det ikke hjælpe han om andre Ting væver op ad Vægge og ned ad Stolper.

(Social-Demokraten 24. august 1888).


Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Fra Pastor Barfod modtog vi i Gaar følgende Erklæring med Anmodning om Optagelse:

"I Følge Anmodning skal jeg herved bevidne, at saavel Sygdomssymptomerne som Obduktionsfundet bestemt tyder paa, at Tjenestepige Marie Larsen af Hørsholm er død af Gift, og at der ikke er nogen som helst Grund til at antage, at hendes Flytning til Sygehuset har været medvirkende Aarsag til hendes Død.

Holbæk, den 21. Avgust 1888.
Tolderlund,
Fysikus."

Det er altsaa ikke bleven konstateret ved Undersøgelsen, at den afdøde Pige har taget Gift, idet Hr. Tolderlund ikke gaar videre end til det noget svævende Udtryk: "bestemt tyder paa".

Men det, om Pigen har taget Gift eller ikke, er ikke Hovedsagen, men Hovedsagen er, om Hr. Scheuermann, naar han formodede, der forelaa en Forgiftning, maatte tilraade Pigens Flytning. At han maatte tilraade det, vil jo efter hans gentagne Erklæringers hele Indhold sige, at han vilde have Pigen flyttet for at bevare hendes Liv, "da den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes hende i Præstegaarden".

Hr. Scheuermann gaar endog saa vidt, at han siger, at han af ovennævnte Grund "ikke kunde modtage Præstefamiliens Tilbud om at beholde hende".

Hvad vil "Familiens Tilbud" sige? Naturligvis har Pastor Barfod været nødt til at "tilbyde" at beholde Pigen, dersom baade Jordemoderen og Lægen erklærede, at hun ikke maatte flyttes.

For dette "Tilbud", sammenholdt med Familiens tidligere Standpunkt til Flytningen, giver vi ikke meget, og hvad Hr. Scheuermann angaar, gentager vi vor Forespørgsel af i Gaar: Hvorfor kunde der i Præstegaardcn ikke ydes den fornødne Pleje?

(Social-Demokraten 25. august 1888)


I oktober måned 1888 anlagde Chr. R. Barfoed sag mod Aftenbladets redaktør K. P. Korsgaard for samme artikel den 8. august 1888 for injurier. Korsgaard blev stævnet, men mødte ikke op til nogen af retsmøderne. Han blev i starten af december 1888 dømt til 2 måneders simpelt fængsel. Efter denne dom rejste Barfod sag mod Social-Demokraten.


En Præst, som har sundet sig.

Vor Redaktør har modtaget Tilsigelse til at møde i Hof- og Stadsretten i Morgen, "efter Begæring, som det hedder i Tilsigelsen, af Sognepræst for Hørsholms Menighed E. C. R. Barfod, hvem der er meddelt fri Proces", og "i Anledning af tvende i "Social-Demokraten" Nr. 183 og 193 for den 8. og 14. Avgust indrykkede Artikler med Overskrift "Den barmhjærtige Samaritan i Hørsholm".

De fornærmelige Artikler er altsaa 5 Maaneder gamle. I 5 Maaneder har Hr. Barfod vendt og drejet vore Artikler og har prøvet sin Samvittighed for at se, om det var os eller ham, der havde Uret. Solen er gaaet ned over hans Vrede, og den er staaet op igen over hans Vrede, uden han har turdet bestemme sig til Søgsmaal. Høst er fulgt paa Sommer, og Vinter er fulgt paa Høst, og han har bestandig vaklet. Saa endelig vovede han Springet ind i Hof- og Stadsretten. Vi fejler næppe ved at formode, at naar han endelig springer, er det, fordi han er blevet puffet i Ryggen af en ministeriel Skrivelse med Ordre til at anlægge Sag. Men er dette rigtigt, kan det vel ikke være saa farligt mcd Fornærmelserne. Han maa nok selv have ment, at vore Angreb paa ham var ganske berettigede.

Da hele Historien er 5 Maaneder gammel, har vore Læsere vel glemt, hvad den Sag drejer sig om.

Præstens Pige hed Marie. Hun blev syg og aborterede. Fra sit Kammer i Stueetagen blev hun lagt op paa Loftet, og Præsten rettede efter Aborten den Forespørgsel til Jordemoderen, om Pigen maatte flyttes til Usserød Sygehus, men Jordemoderen protesterede bestemt mod en saadan Flytning og henviste til, at Præstens Frue, som selv havde aborteret, nok vidste, hvor lidende Patienten maatte være. Derefter stillede Præsten en lignende Forespørgsel om Pigens Flytning til sin Læge, Hr Scheuermann, og han gav sit Samtykke. Vognmand Petersen i Hørsholm, der mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikte bære over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret ned ad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner greb da den Syge trods hendes Jamren og bar hende i Sengelagnet ned til Vognen, der førte hende til Usserød. Den næste Morgen døde hun paa Hospitalet.

Rigtigheden af denne Meddelelse blev senere bekræftet saavel af Hr. Scheuermann som af Hr Barfod ved Skrivelser til os. Kun fastholdt de, at Præsten ikke havde forlangt, at Pigen skulde flyttes, og Lægen paatog sig hele Ansvaret for Flytningen. Disse Erklæringer har vi beredvillig givet Plads her i Bladet; men de svækkede ikke vor Fremstilling Hr. Barfod har overfor Jordemoderen udtalt som sit Ønske, at den døende Pige blev revet ud af Sengen og skrumplet med henover Landevejen til Hospitalet i en anden By. Alene det viser, at han ikke i dette Tilfælde har handlet som den barmhjærtige Samaritan. En Behandling, som denne Pige blev tildelt, vilde han ikke have ønsket over sin Hustru eller sin Datter.

Vi møder med god Samvittighed Hr. Barfod i Morgen i Hof- og Stadsretten. Maaske faar han os dømte! Dertil er vi vante. Men hvis vore Vidner i Hørsholm ikke paa en eller anden Maade er forsvundne i Løbet af de 5 Maaneder, som den ærede Præst har brugt til at sunde sig i, saa kan det være, at den offenlige Menings Dom ikke bliver i Hr. Barfods Favør.

(Social-Demokraten 13. januar 1889).

Såvel Aftenbladets redaktør Korsgaard som Social-Demokratens redaktør Wiinblad blev idømt 3 måneders fængsel ved Højesteret. Korsgaard anmodede om at få straffen forvandlet til vand og brød, idet 1 dag på vand og brød var lig 6 dages simpelt fængsel.

Barfod opsagde sin stilling i 1912 fordi han ikke længere delte folkekirkens tro på jomfrufødsel, på Jesus Kristus som guds søn og verdens forsoner, født af jomfru Maria og undfanget af den hellige ånd. Han var blevet nyrationalist. I hans afskedsprædiken nævnte han ikke Jesus en eneste gang.