Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt 1830-1896. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Asger Snebjørn Nic. Stadfeldt, som i Dag i 25 Aar har virket ved den kgl Fødsels og Plejestiftelse, er en af Lægestandens bedst kjendte Mænd. I en lang Aarrække har han som Universitetslærer ledet Undervisningen i Fødselshjælp, og alle de yngre Læger har under ham gjennemgaaet deres praktiske Kursus i dette Lærefag. Ogsaa som Lærer for de vordende Jordemødre har han indtaget en meget betydningsfuld Stilling, og hans strænge, paapasselige og dog humane og elskværdige Personlighed har i disse Kredse erhvervet ham mange Venner. Som det mest fortjenstfulde i Prof. Stadfeldts Virksomhed maa dog sikkert udhæves hans Gjennemførelse af Antiseptiken ved Fødselshjælpen, hvorved ganske specielt hans egenlige Virkefelt, Fødselsstiftelsen, fuldstændig har skiftet Karakter. Medens den tidligere var saa inficeret af Barselsfeberepidemier, at den til sine Tider uden Overdrivelse kunde kaldes en ren Morderhule for Patienterne og tilsidst fuldstændig maatte lukkes, har den i de senere Aar udmærket sig ved en meget lav Dødelighedsprocent, og Tilfældene af Barselfeber er nedbragte til et forholdsvis ringe Antal. Her er et af de Forhold, hvor Antiseptik og Renlighed har haft en velsignelsesrig Indflydelse, der kan paavises ved Tal, og at have indset dette, gjennemrørt det og gjennemtrængt sine Elever, Læger og Jordemødre, med denne Lære, er Prof. Stadfeldts uomtvistelige Fortjeneste. Det maa haabes, at det maa forundes ham, der endnu er i sin fulde Manddomskraft, endnu i mange Aar at prædike Renlighedens Evangelium for Læger og Jordemødre.

(Morgenbladet (København) 3. oktober 1888).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Læge, obstetriker Snebjørn Asger Nicolai Stadfeldt (1830-1896) (Døbt: Stadfeldt, Snebjørn Ascar Nicolai). 1864-1892. Det kongelige Bibliotek.

Dr. med. Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt (1830-1896) studerede obstetrik i udlandet og kom ved sin hjemkomst til Fødselsstiftelsen. Han var 1866-1867 overakkuchør, derefter fastansat 1867. Han udgav 1870 "Lærebog for Jordemødre", "Lærebog i Jordemoderkunsten" (1891) og "Fødselens og Barselsengens Pathologi" (1889). Stadfeldt fik betydning for gynækologiens indførelse i Danmark. Han indførte den Pasteur-Listerske antiseptik i fødselshjælpen, hvilket i praksis udryddede barselfeberen på Fødselsstiftelsen. Han blev begravet på Garnisonskirkegården. Gravstedet er nedlagt.

Carl Wulff, Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren og revyforfatteren Carl Wulff (1840-1888) var søn af jødiske forældre. Det var meningen at han skulle fortsætte faderens gerning som købmand. I stedet debuterede han på Alhambrateatret sommeren 1858, senere Casino 1868 hvor han på grund af lighed med Michael Wiehe og støttet af Johanne Luise Heiberg fik ansættelse på Det kgl. teater 1867-68. I 1874 på Casino opfandt han en figur der var slagfærdig og drilsk, flabet og godmodig, en forløber for senere tiders danske revyskuespillere. Som den velklædte, skeptiske og magelige københavner der sagde vittigheder og lavede ordspil om alt og alle blev W. meget populær til sin tidlige død. 

Under Robert Watts direktorat (1876-84) var han Folketeatrets selvtilfredse bonvivant og ræsonnør der besad en lignende tiltrækningskraft som Frederik Madsen forud. Fra 1884 tilhørte W. Dagmarteatret hvor han i sine sidste år kreerede Célestin-Floridor i Frk. Nitouche og intendant Søller i Landsoldaten, to af hans morsomste skikkelser som i høj grad bidrog til disse stykkers succes. 

1887 tog han til Menton for at blive helbredt for tuberkulose som havde gjort ham konstant hæs. Da han kom hjem, døde han af sygdommen.

Carl Wulff.

Københavnernes mest typiske repræsentant på teatrene, skuespiller Carl Wulff, er i går morges afgået ved døden. For det store publikum vil meddelelsen om dette dødsfald måske komme noget overraskende; for da Wulff nylig kom hjem fra sit ophold i Italien, hvortil hans venner havde sendt ham, for at han i sydens milde klima kunde genvinde sit nedbrudte helbred, lod beretningerne i høj grad gunstige. Det hed sig at Wulff nu atter kunde glæde sig ved fuldkommen sundhed, han hørte atter i denne sæson til Dagmarteatrets personale, og i Justitsministeriet ligger der for tiden et andragende fra Wulff om at få privilegium til at drive Nørrebros Teater. Imidlertid var dog de der nærmere kendte den afdøde, på det rene med at han bar dødens mærke, og at det kun ville være et spørgsmaal om tid, når han skulle gå bort. Hans bryst var angrebet, og han svandt mere og mere ind, så at han i de sidste dage kun var en skygge af den Wulff, hvis ydre apparition gjorde ham det let at spille den veltilfredse bonvivant, der på scenen var hans hovedforce.

Carl Wulff blev kun 47 år, men han hørte dog til de ældste i vor skuespillerverden.

Før han blev syv år, betrådte han scenen; det var på Alhambra, at hans debut faldt, og snart gik han, som så mange andre lovende talenter have gjort, til provinserne. Det lyder nu lidt underligt, at han da optrådte i alvorligere roller, og at han derefter af det kongelige Teater blev engageret for at afløse Michael Wiehe. Kun et år blev han ved nationalscenen; han gik til Folketeatret, og siden har han været knyttet til de københavnske privatscener.

Det varede ikke længe, før Wulff fandt sit publikum som den elskværdige ræsonnør og den glade københavner. Med Peter Sørensen brød han igennem, og der var tider, hvor han næsten i for høj grad blev vurderet.

Man har en målestok for, i hvor høj grad en skuespiller er på moden i antallet af de gange, han bliver fotograferet, og massen af de portrætter, der afsattes; og der er næppe nogen skuespiller, hvis Fotografi har været mere søgt end Wulffs, ikke mindst af det smukke køn.

Også udenfor teatret spillede Carl Wulff en betydelig rolle. I kafelivet gik hans brandere og vittigheder igen, og skønt de ofte var temmelig harzarderede, blev de dog gouterede, fordi de skrev sig fra ham; derved havde de patent på at være morsomme. Wulff forstod at udbytte sine evner.

Hans skuespillergage hørte til de højeste, og ved siden af havde han forskellige bierhverv, af hvilke det mest bekendte er hans virksomhed som medforfatter af sommerrevyerne der i en række af år leverede stof til selskabelig munterhed hos det bredere publikum. Viserne blev spillede, og branderne gik fra mund til mund. Han havde langtfra været ene om arbejdet, men karakteren der hvilede over sommerrevyerne, skyldtes dog ham.

I de senere år fik den afdøde lejlighed til at vise at det ikke var uden grund, når han i sin tid havde gjort Lykke i det alvorlige rollefag ; han løste flere opgaver med kunstnerisk flid og intelligens, og den dom, der nu ved hans død lyder over ham som skuespiller, vil være ham gunstig, selv om man går dybere ned end til den overflade, hvorpå han almindeligt bevægede sig

(Kjøge Avis, 19. september 1888).

Det er længe siden en begravelse har samlet et så talrigt følge som skuespiller Carl Wulffs der fandt sted i formiddags fra det nye kapel der er blevet opført på den mosaiske Vestre Kirkegård. Kapellet der kan rumme 7-800 mennesker, var propfuldt, og mange havde skaffet sig adgang til udenomslokaliteterne. End ikke ligstuen undtoges herfra. Men dag var der endnu mindst et par tusinde mennesker, både damer og herrer, som ikke kunne få adgang, men opholdt sig på kirkegården. I kapellet sås en talrig repræsentation for skuespillerverdenen, og på kisten fandtes en sølvkrans fra Kasino samt prægtige kranse fra det kongelige Teater, privatteatrene, Skuespillerforeningen, hvis bestyrelse var mødt in pleno), mange foreninger og private. Talen holdtes af rabbiner Simonsen. Efter den sang kammersanger Simonsen et farvel, og kisten udbares dernæst af skuespillere til graven hvor rabbiner Simonsen forrettede jordpåkastelsen. Længe efter højtidelighedens slutning vedblev folk at passere forbi graven, og mange kastede blomster på den som en sidste hilsen.

(Fyens Stifstidende, 24. september 1888).

Carl Wulff (1841-1888). Fotograf Jens August Schultz. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Carl Wulffs jordefærd.

Det var overordenlig talrige skarer der i søndag formiddag lagde vejen ud til Vestre Kirkegård for at sige Wulff det sidste Farvel. Uafbrudt fra Kl. 11 rullede vogn efter vogn ud ad Vesterbro og hvirvlede støvet op på de ellers lidet befærdede veje ved kirkegården. Ved 12 tiden stod vognene i en lang række på begge sider af vejen udenfor - et syn Wulff burde have set, bemærkede en af hans venner. Så mange drosker på en Gang, det ville på Wulff, der fandt en sand fryd i at køre i droske, have gjort et overvældende indtryk.

Og fodgængerne der søgte den lange vej ud, nåede tusinder; det blev et følge så stort, som ikke på mange år er set, et talende vidnesbyrd om, hvilken vennekreds den afdøde havde skabt sig.

Der var på langt nær ikke plads nok i det smukke kapel til alle der var mødt. En halv time før selve højtideligheden var kapellet fyldt så tæt, at det næppe var muligt at røre sig derinde. Og udenfor på gangene og på græsplænerne stod en tæt skare, der stadig voksede. Alt i alt var vel mødt 4-5000 mennesker.

Kisten var fuldstændig pakket af de prægtigste kranse. Fra Dagmarteatrets og Folketeatrets personale mægtige blomsterkranse, fra Kasino en sølvkrans, hvilende på en violpude, fra det kgl. Teater en stor palmekrans og fra Vilh. Petersens personale en lignende. Desuden krans fra Nørrebros Teater, en krans af stedmoderblomster fra "Peter Sørensen", en palmekrans fra "Vennerne på Hjørnet' og fra Skuespillerforeningen samt kranse fra de fleste danske provinselskaber, fra Levys personale i Norge og mange flere.

Ved kisten havde den afdødes nærmeste slægtninge og skuespillere fra københavnske og provinsscener plads. Højtideligheden indlededes med salmesang af den mosaiske dobbelt kvartet, hvor hr. Albert Meyer sang tenorpartiet. Rabbiner Simonsen holdt derpå talen, der på grund af de forhåndenværende jødiske festdage var ganske kort. Kammersanger Simonsen sang derpå et farvel, skrevet til højtideligheden, hvorefter kisten under korsang bares ud af kapellet.

Kisten blev båret af skuespillere fra københavnske Scener: Olaf Poulsen og Zangenberg, Kolling sen., Reumert og Hellemann. Stigaard, Pio og Steffensen, brødrene Wiehe, Alfred Møller, Aagaard, Ferd. Schmidt og teaterdirektør P. Pedersen.

Ved graven foretog rabbineren jordpåkastetsen og fremsagde en bøn. Højtideligheden var hermed til ende, og det store følge spredtes.

(Morgenbladet (København), 25. september 1888).

Carl Wulffs gravmæle på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Præstelig Visdom. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Pastor Hoff i Vallensbæk har for nylig gjort sig mindre fordelagtig bekendt blandt sine Sognebørn ved en Begravelse, som han foretog i Søndags.

Sagen er i Korthed følgende: Min gamle Moder, der var hjemmehørende Vallensbæk, døde efter i nogen Tid at have haft Ophold hos mig, og da hun ønskede at blive begravet i Vallensbæk, blev hendes Lig ført derud, og jeg anmodede i et Brev, som jeg sendte Præsten først i forrige Uge, denne om, at Begravelsen maatte foregaa efter Gudstjenesten i Søndags, da det var umuligt for de Slægtninge, der boer i København og i sldre andre Byer, at naa derud før Gudstjenesten, idet der er en hel Mil at gaa fra Glostrup til Vallensbæk. I Stedet for straks at sende Svaret, ventede Præsten med at sende mig dette, indtil Tiden var saa langt fremrykket, at det var umuligt at faa gjort Familien bekendt med, at den maatte møde om Morgenen i Stedet for om Middagen, som det var bestemt. Der blev saa straks skrevet ud til Pastor Hoff, at det nødvendigvis maatte være om Middagen, da der ikke kunde komme nogen til Kl. 9 3/4 som af Præsten bestemt.

Jeg troede saa, at alt var klaret, men jeg gjorde Regning uden Pastor Hoff. Da vi nemlig op ad Formiddagen naaede Byen, hørte vi til vor Forbavselse, at det hele var forbi. Liget stod i Graven og Præsten havde baade holdt Tale og kastet Jord paa, kønt der kun var et Par enkelte af den Afdødes Slægtninge til Stede.

Da derpaa jeg og medundertegnede Typograf L. Jensen henvendte os til Pastor Hoff, og spurgte ham om Grunden til, at Begravelsen alligevel var foregaaet før Gudstjenesten, svarede han, at saaledes staar der i Loven, og han slog derpaa op i en Haandbog for Præster, udkommet 1867, hvori der ganske vist fandtes en Kancelli-Skrivelse fra 1810, som siger, at Begravelser paa Landet skal foregaa før Gudstjenesten, men vi skal tillade os at henlede Pastor H.'s Opmærksomhed paa en nyere Bog, som er udkommet 1879, nemlig "Præstegerningen i den danske Folkekirke, Haandbog for Præster af E. B. Friis, Pastor emeritus". I denne Bog staar der Side 165, om Begravelser, følgende:

"Udi Købstæderne maa intet Lig begraves om Søndagen, eller de andre hellige Dage, for at de ordinære Tienester ej skulle opholdes eller hindres. Det blev dog siden tilladt (Rescr. 18. Decbr. 1812) at begrave Lig ogsaa Søn- og Helligdage til Kl. 9 om Morgenen og fra Kl. 12 til 2 om Middagen *).

Denne vigtige Tilføjelse kender Hr. Hoff altsaa ikke noget til, skønt den udkom 2 Aar efter den Lov, som Pastor Hoff retter sig efter, og det er virkelig meget beklageligt, at en Præst ikke er bedre inde i de Love og Anordninger, som angaar hans Embede, end at han, som i Søndags, paa Grund af sit Ukendskab hertil, kan komme til at have en hel Del Mennesker til Bedste. Da vi derefter spurgte Pastor H., hvorfor han ikke havde kastet Jord paa i Kapellet, og saa ladet Liget henstaa der, til Familjen kom til Sidde og bar det til Graven, svarede han os, at han ikke havde givet nogen Ordre til at nedsænke Liget i Graven, og han havde fundet det mærkeligt, at dette var sket, da han kom til Stede. Men Graveren, som vi siden spurgte om hvem der havde givet ham Ordre tik at nedsænke Liget i Graven, svarede os, i Vidners Paahør, at Præsten havde givet ham denne Ordre.

Heraf vil enhver kunne se, at de to Herrers Udtalelser stemmer meget daarligt overens med hinanden, og Pastorens Ord stilles derved i et, for ham, temmeligt uheldigt Lys; thi man maa jo dog virkelig tro, at Præsten har givet Graveren denne Ordre, da han selvfølgelig ikke af sig selv kan finde paa at handle paa den anførte Maade. Hensigten med disse Linier er, at Pastor Hoff cn anden Gang tager lidt mere Hensyn til Folk, og ikke som denne Gang handler efter sit eget Forgodtbefindende, selv om den Afdøde er gammel og fattig.

Rasmus Sørensen,

Arbejdsmand.

Classenske Boliger F. Nr 5.

L. Jensen,

Typograf

*) Udhævet af os.

(Social-Demokraten 2. september 1888).

Se også indslaget "En Historie om et Juletræ" fra 1897 om Henrik Muhle Hoff.

Nicolai Femmer 1818-1888. (Efterskrift til Politivennen)

Kursusbestyrer Femmer.

Ved kjøbenhavnske Begravelser, hvor Mænd og Kvinder strømme til i stort Tal, træffes der som bekjendt af praktiske Hensyn den Ordning, at det mandlige Følge faar anvist Gulvet i Kirkerne, medens Kvinderne vises op paa Pulpiturerne, og særlig strængt vaages der over denne Ordning i Frue Kirke, hvor Tilstrømningen til Begravelser næsten altid er meget betydelig. Kun ved to Lejligheder vides der at være sket principielt Brud paa denne Vedtægt. Det skete første Gang for et Par Aar siden, da Skoledirektør Holbechs Jordefærd fandt Sted, og det gjentog sig forrige Lørdag, da man begravede Kursusbestyrer, Cand. phil. Nicolai Femmer.

Ved begge disse Lejligheder var det Kjøbenhavns Almuelærerinder, der fik Lov til at gaa ind i Mændenes Ret. Efterhaanden som de sortklædte Lærerindepersonaler fra Stadens forskjellige Skoler mødte frem ved Kirkens Indgang, førtes de af Kirkens Betjente op til Koret, der ellers er forbeholdt Honoratiores og Deputationer. De modtoges som "Embeds-og Bestillingsmænd", der repræsenterede en officiel Institution, og de mødte i saa betydeligt Tal, at de fyldte baade Kirkens rummelige Kor og en Del af Stolene.

Kursusbestyrer Femmer. Død den 20. august. Foto: Fotograf Jens Petersen (1829-1905: Skolemand N. Femmer (1818-1888) skolemand. Det kongelige Bibliotek.

Det kan være vanskeligt nok at sige, hvem af de to, Holbech eller Femmer, der mest har bidraget til at aabne Kvinderne her i Landet de ny Veje til Erhverv, som saa mange nu følge; men at de hver for sig har indlagt sig særdeles store Fortjenester i saa Henseende, er uomtvisteligt, og det var derfor ganske i sin Orden, at den kjøbenhavnske Lærerindeverden paa særlig Vis søgte at lægge sin Deltagelse for Dagen ved disse to Mænds Jordefærd, Da den Undervisningsanstalt, til hvilken Annestine Bayers og G. Bohrs Navne i en Aarrække var knyttede ved Siden af N. Femmers, den 11. Februar 1861 aabnedes, stod Lærerindeuddannelsen her i Landet saa at sige paa bar Bund; ved allerhøjeste Resolution af 4. November 1859 var der aabnet Kvinder Adgang til Ansættelse i de offentlige Skolers Tjeneste, og der gaves Regler for den herfor foreskrevne Examen. Men hvorledes Kvinderne vilde komme afsted med at tage denne Examen, blev deres egen Sag; thi Skolelærerseminarierne forblev lukkede for dem.

Der var til at begynde med ingen almindelig Tro paa, at Lærerindeinstitutionen vilde blive til noget. Man opstillede mange dybsindige Teorier i Retning af, hvad "Kvinden" egnede sig til, og hvad hun ikke egnede sig til. Hun vilde, mentes der, overhovedet slet ikke kunne lære det, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, Kvindehjærner kunde være, være, som de vilde, men Matematik egnede de sig absolut ikke for. Det var den almindelige Mening, og den, der havde kunnet forudsige, at Sveriges ny Universitet i Stockholm nogle Aar senere skulde ansætte en Kvinde som Professor i Matematik, vilde være bleven anset for sindssyg. 

Under disse Omstændigheder var det en Lykke for de første Lærerindekursus, at de fik netop Femmer til Regnelærer. Han havde som saadan et stort Ry paa sig fra Byens Latin- og Realskoler, og det vidstes i Examenskommissionen, hvor Regnemestre som Adolf Steen og N. J. Fjord havde Sæde, at i sikrere Hænder kunde de vordende Lærerinders Regneundervisning ikke lægges. Det viste sig da ogsaa, at de Kvindetropper, som Femmer Aar efter Aar sendte i Ilden ved Examensbordet, bestod med Glans, og det varede ikke længe, inden Femmer i Spøg kunde vove en Paradox om, at Kvinden netop var født til Regning, og dristede nogen sig til at ytre Tvivl herom, henviste han for Alvor til de foreliggende Resultater, der talte for sig selv.

Men Femmer tog sig ogsaa af sine Elever i de andre Fag. Som en Familiefader, der vaager over Børnenes Karakter, prøvede og sondrede han maanedlig og stundum oftere hver enkelt Elevs Kundskabsdybde, og naar denne i et eller andet Fag viste sig ikke at svare til det for Dag og Time normerede Maal, helmede han ikke, før det forsømte var indhentet. Han tog det saa at sige som en personlig Fornærmelse, naar noget var forsømt, og holdt frygteligt Hus med den paagjældende, indtil den bestemte Maalhøjde igjen var naat. Kunde det ikke ske paa anden Maade, tog han sig personlig i sin knap tilmaalte Fritid af vedkommende Synder og levnede hende ikke Ro, førend alt var i Orden til at "gaa op".

Man skulde tro, at der var noget trættende og sløvende i det Sysifusarbejde, Aar efter Aar at sende et Hold Elever op til det samme Examensbord. Men Femmer trættedes aldrig. Han var lige frisk og lige kvik, enten han stod ved Enden af et Kursus eller ved dets Begyndelse. Med de færrest mulige Ord udtrykte han, hvad der laa ham paa Sinde, og skulde han have valgt sig et Valgsprog, var det sikkert blevet noget som: Hæng bare i! Han fortabte sig ikke i pyntelige Ord og dogmatiske Spidsfindigheder. En og anden Elev med udviklet Damebevidsthed kunde undertiden stødes over hans noget korte og ligefremme Maade at afgjøre en Sag paa, men det store Flertal, og da navnlig de, der kunde deres Ting, vil gjennem hele Livet bevare venlige og taknemmelige Minder om de kyndige Raad og den sikre Haand, hvormed han i en snæver Vending kunde staa dem bi.

Femmers Virksomhed var ikke blot knyttet til hans egne Kursus; i en Aarrække var han tillige Regnelærer hos Frøken Zahle, og ogsaa fra forskjellige andre Sider lagdes der Beslag paa hans store Arbejdsdygtighed og sikre Indsigt i pædagogiske Spørgsmaal. Efterhaanden som Handelsskolen for Kvinder og beslægtede Akademier af forskjellig Art voxede frem, hentedes der Støtte og Vejledning hos Femmer, der altid kunde give et praktisk Vink, selv om det kun gjaldt om at lægge et Skema, hvilket han kunde gjøre med Virtuositet.

Imidlertid faldt Femmers Hovedvirksomhed dog inden for de Lærerindekursus, hvis eneste Leder han i de senere Aar var, og hvorfra der de forløbne 27 Aar er dimitteret 452 Skolelærerinder, deraf ikke mindre end 389, med 1ste Kаrakter. Netop den fortrinlige Maade, hvorpaa de private Lærerindekursus - - Femmers og Zahles - virkede, var som bekjendt den væsentligste Grund til, at det Lovforslag, som Kultusminister Scavenius den 4. December 1884 forelagde i Landstinget om et Kvindeseminarium med videregaaende Undervisning i enkelte Fag, ikke trængte igjennem. Man fandt et Kvindeseminarium overflødigt, i det man fra alle Sider erkjendte, at Lærerindernes hidtidige Uddannelse kun kostede en Brøkdel af Lærernes, skjønt de første klarede Examen med hele Hestelængder forud. 

Men at dette har krævet Kæmpearbejde og ikke mindst af Femmer, fremgaar med tilstrækkelig Klarhed af nogle netop nu foreliggende "Efterretninger fra de sidste 4 Aar om de af N. Femmer bestyrede Undervisningsanstalter for Damer", hvor han kort før sin Død med den ham ejendommelige Knaphed i Udtryksmaaden har skrevet bl. a. følgende: "Loven for Skolelærerindeexamen er omtrent den samme som for 28 Aar siden, men vilde man deraf slutte, at ogsaa Fordringerne er de samme, tog man mærkelig fejl; bevidst eller ubevidst lægges der i de fleste Fag Aar for Aar noget til; dette gjælder da navnlig om Religion, Dansk, Regning, Geografi, Tegning og Pædagogik, og vi, som forberede til denne Examen, tvungne til at medtage dette ved næste Aars Forberedelse."

Femmer var en udmærket stroke for de "Hold", der skulde deltage i disse Aar for Aar hidsigere Kapløb, og naar han nu er gaaet bort, vil det blive kjendeligt, at han indtog en Plads, som ingen helt kan udfylde efter ham. Skjønt han var nær oppe mod de syv Gange ti, stod han dog til det sidste ungdomsfrisk i Arbejdet. Aarenes stadige Løb mod Examen levnede ham ikke Tid til at tænke over, at han blev gammel. Han teoretiserede det mindst mulige over "Kvindespørgsmaal", "Emancipation" og alt sligt; han tog de unge Kvinder og unge Mænd, der stadig færdedes i hans Hus som Elever og Pensionærer, som Mennesker, for saa vidt de opførte sig som saadanne, og det var hans stadige, aldrig hvilende Lyst, at dygtiggjøre dem af yderste Evne til al god Gjerning i Livet. Han har i saa Henseende udført et Arbejde, der stiller ham i første Række blandt Landets Ungdomsopdragere, og han har lært Elever i Hundredtal at finde Lyst og Glæde i Arbejde for sig selv og andre; han var endnu mere Arbejdets end Damernes Ridder.

C.

(Illustreret Tidenden nr. 49, 2. september 1888).

Kvinder som Ligbærere. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdag Eftermiddag jordedes, ifølge "Soc. Dem.", paa Vestre Kirkegaard ved Kjøbenhavn Skræder L. Andersens Hustru. Den Afdøde var Medlem af den kvindelige Fagforening i Herreskræderfaget, og saavel et stort Antal Medlemmer af denne Forening som ogsaa af Skrædernes Fagforening var tilstede ved Jordfæstelsen. Begge Foreningers Faner var ligeledes tilstede. Fra Kapellet til Graven blev den med Krandse rigt smykkede Kiste udelukkede baaren af Kvinder, som herved baade hædrede den Afdøde og tillige satte sig ud over den Fordom, som ellers pleier at hindre Kvinderne i at tage Del i denne Handling.

(Middelfart Avis 25. august 1888).