Opløb i Studiestræde. (Efterskrift til Politivennen).

I Gaar Eftermiddags var der i flere Timer Opløb udenfor Perlsteins Ejendom i Studiestræde. Anledningen var, at en ældre Kvinde, Frøken R., i Fredags vilde tage en Lejlighed i Besiddelse i Huset hun havde lejet den. men Hr. Perlstein vilde ikke have hende Huset af gode Grunde.

Hun medførte nemlig 21 Katte og en stor Mængde Rotter, hvilke sidste var indsat i Bure.

I Fredags Aftes kunde man ikke blive af med hende. Saa tog man fat i Gaar. Hendes overordenlig usle Bohave blev sat ned paa Gaden. Det fandt hun sig i med nogenlunde Taalmodighed; men da man vilde tage sat paa Sækkene, der indeholdt hendes Katte, hvinede og skreg hun paa det voldsomste. Hun gjorde Modstand i meget lang Tid. Optrinet varede i ca. 3 Timer, og i den Tid var Gaden sort af Mennesker.

Frøken R., der stal være af anset Familie, har selv en Kapital paa Rente og anses almindelig for velhavende. Men ingen Vært vil huse hendes Katte- og Rotte-Stutteri. For et halvt Aars Tid siden boede hun i "Linden" i Fiolstræde. Da hun flyttede herfra, fandtes der i hendes Værelse et tykt Lag af Katte og Rotteskarn, midt paa Gulvet stod et Trug med raadden Fisk, hvoraf Dyrene aad, og der trængte ud fra dette Svineri en aldeles utaalelig Stank.

Saa flyttede hun til Farvergade, og her gentog den samme Scene sig. Værten sagde hende op i Fredags, og efter Flytningen lod han Lejligheden rense saa godt det lod sig gøre. Hun havde boet her i den lange Tid med hele sit Menageri og som sædvanlig under utrolige Forhold, og ogsaa her henstod der et Kar med raadden Fisk, der i høj Grad generede de Omboende.

I Fredags Aftes lejede hun et Værelse i Studiestræde hos den omtalte Perlstein, og her var der til i Gaar Eftermiddags en forfærdelig Staahej. En Del af Kattene medfulgte i Fredags paa Flyttelæsset, men Resten, der var indelukket i 2-3 Sække tilligemed Rotteburene, bar hun selv hen i sin nye Lejlighed.

Hendes Skrammel blev i Fredags Nat staaende i Gaarden i den øsende Regn, mens hun selv tilligemed sine Dyr fik Tilladelse til at tage foreløbigt Natteophold i Værelset. I Gaar skulde hun rykke ud, men hun vilde ikke, og værgede tappert sine Yndlinge; midt i Virvaret blev der skaaret Hul paa en af Sækkene, og de forvildede Katte styrtede til alle Sider. En af dem foer ind paa den aabentstaaende Retirade og plumpede ned i Latrintønden, hvorfra Frøken R. fiskede den op. En anden Kat foer op af Trapperne og gennem en Rude, hvorfra den faldt ned i Gaarden og blev i den Grad forslaaet, at de Tilstedeværende fandt Anledning til at drukne den. Og saaledes vekslede den ene Scene med den anden til Underholdning for den forsamlede Menneskemængde

Da hun ikke kunde faa nogen ny Lejlighed, maatte hun i Gaar Eftermiddags ved 5-Tiden i stort Optog flytte hen paa Politistationen paa Nørregade. Her blev der først nægtet Tilladelse til at lade hendes ildelugtende Skrammel henstaa i Gaarden, hvorfor Flyttefolkene atter maatte bære det ud, men senere blev Tilladelsen givet. I Aftes Kl. 10½ lykkedes det hende at leje et Værelse i St. Pederstræde, hvor hendes Bohave blev kørt hen. Men saa saare Værten saa' Skrammelet og Dyresamlingen, blev hun øjeblikkelig sat paa Porten igen. I en Times Tid var der nu Opløb i denne Gade, indtil hun ved 12-Tiden i Nat atter maatte lade Flyttefolkene køre Sagerne tilbage til Politistationen paa Nørregade, hvor det henstilledes i Gaarden.

Frøken R., der er en lille, mager, bleg og sygeligt udseende Person, med Ansigt og Hænder forkradsede af Dyrene, slæbte stadig selv paa Sækkene og Burene, og hun fik nu Logis i Politiets Lokaler for i Nat. I Dag skal hun atter på farten for at søge sig en Lejlighed.

Man maa undres over, at Sundhedspolitiet ikke tager sig af dette forrykte Menneske.

(Social-Demokraten 4. september 1892).

Proletarkvarterer. (Efterskrift til Politivennen)

Nogen særlig køn By er København ikke, og nogen fremragende renlig By kan vi snart blive enig om, at den heller ikke tør kaldes. Men findes her alligevel den Slags udprægede Proletarkvarterer eller blot Gader, hvor der er rigtig snævert og smudsigt og ækelt og sundhedsfarligt?

De allerfleste vil sikkert svare nej, og selv de, der i disse Tider flygtigt har kigget ind i de mest ilde omtalte Gaders Baggaarde, vil utvivlsomt ogsaa føle sig faldkommen trygge.

Sagen er den, at vor By altid er I en jævnt hen snavset By, hvor uhumske Fattigkvarterer ikke stikker stygt af mod blanke og elegante Asfaltgader, og der, hvor man dog ikke behøvede at søge Smudset for et Par Maaneder siden, har Frygten for Politiet drevet Folk til at skylle nd og desinficere, sae at det hele foreløbig gør et nogen lunde paalideligt Indtryk.

Men alligevel, - trods Klor og Karbol, trods Kost og Skyllevand, er der overalt - i Byens Udkant og Byens Hjærte - Gader eller enkelte Huse, hvor Snavset sæ at sige gror frem af Krogene, hvor de Rum, Menneskene bebor, er saa elendige, Gaardene saa smaa og vanskelige, at det simpelthen er umuligt at holde dem rene, - og hvor ærlig talt Folk heller ikke bekymrer sig stort om de Dele. Sund bliver vor By aldrig, før dø Kasser bliver revet ned, før nye, rummelige Arbejderboliger, der ikke er smækkede op af begærlige Byggespekulanter, bliver opførte i deres Sted.

Paa Kristianshavn.

Sikkert en af de Bydele, der har det daarligste Rygte Folk imellem. Der bor saa mange af de aller slettest situerede Arbejdere her ude, og deres tarvelige Boliger ligger klods op til Hovedgaderne.

Selv nu, hvor Lugten af Desinfektionsmidler slaar imod én fra hver Port der ude, kan man midt paa de mest befærdede Gader møde en kvalmende Strøm af Stank, der kommer, man véd ikke ret hvorfra, men som dagevis hviler over halve Gader.

Amagergade, Sophiegade, delvis Overgaden og Prinsessegade er igen de Gader, der gaar værst Ry af.

Der er nu Jødens Buler.

I Overgade 4 strækker de sig som en lang Smøge ind mellem høje Bygninger. Husene selv er kun to Etager høje; Gærden er lang og smal, med uappetitlige Udenomsbekvemmeligheder paa den ene Side og i Reglen overspændte med Tøjsnore, der bærer fattigt Linned og utrolig lappede og skidne Klæder til Udluftning; og inde i de Huller, der skal kaldes Lejligheder, er alt saa forfaldent og elendigt, Luften saa uren og forpestet fra Grunden, at det synes ufatteligt, hvorledes Mennesker kan aande her. Særlig Kælderlejlighederne, der paa Gaardsiden ligger godt ned under Jorden, er afskrækkende.

En Mand, der bor i Nabolavet, fortalte - betegnende for hvad Folk det er, som holder til i disse Gaarde - at han forleden Aften, da der var Slagsmaal i en af "Bulerne", gik ind i dem sammen med to Politibetjente. Han slap helskindet fra det, men Ordenens Haandhævere fik Prygl og blev smidt paa Porten..

Husene, der ejes af en rig Jøde, burde selvfølgelig være reven ned for længe siden.

Eller tag et Sted i Sophiegadens Begyndelse.

Stuens Glasrude bærer Paaskriften Pensionat; indenfor findes den uappetitligste og mest skidne Beværtning, som antagelig kan opdages her i Staden i gaar Bagdøren op, faar man et utydeligt Indblik i et forbløffende sort, lurvet og urenligt Køkken.

Gennem "Entréen", en ganske smal Gang, naar man ud i en Gaard, der er 5-6 Alen lang, men ikke paa noget Sted bredere end Gangen. Ned midt igennem den løber Rendestenen. Til højre Mur, til venstre Indgang til en Række mørke, vinduesløse Rum, der atter aabnes ind til andre bag ved. En Karl, som øjensynlig netop ved vor Ankomst har givet sig i Lag med at rense ud, forsikrer, at han ikke véd, hvad de Rum bruges til. Men i et af Rummene, til hvilket en Hønsestige fører op, findes et Leje af Straa, og en gammel Mandshat ligger gemt til Side - vel sagtens en Beboers eneste Garderobe .

I det Rum, hvor vi staar, opdager vi med Væmmelse, at Jordgulvet er dækket af friske Menneskeekskrementer.

Straks ved Siden af i Amagergade finder vi et noget lignende Hus. Gaarden er her ganske faa Kvadratalen stor, en krinkelkroget Vindeltrappe fører fra den op til smaa, usle Værelser, som Regnen siver ned over gennem det utætte Tag; hvor Loftet er saa lavt og Bohave, Vægge og hele Indretning saa skrøbeligt og elendigt, at man skulde tro, at et Vindpust maatte bringe det hele til at ramle sammen. 

Hvor nær det er derved, faar man lettest et Indtryk af ved at betragte et halvt nedrevet Hus, der aabenbart skriver sig fra samme Tid, ved Siden af. Bjælker, Mur og Bindingsværk er pilraaddent og kun nedrevet, fordi det ikke kunde holde længer.

Ikke desto mindre bliver det kun halvt nyt opført nu - den anden Halvdel kommer vel om et Aarstid. Derved er nemlig det vundet, at den ny Bygning, der vilde være ganske umulig efter alle nyere Bestemmelser, kan snydes ligesaa ussel og farlig som den gamle.

- Vi kunde lettelig fremføre en Række lignende Eksempler, om Pladsen tillod det. Her er kan beskrevet et Par af de vante.

Men selvfølgelig er det store Flertal af Huse baade rene og gode - i hvert Fald sammenlignet med disse.

Express.

(København 1. september 1892).

Ukendt fotograf, 1893. Overgaden oven Vandet nr. 4: Jødens Bule. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.

"Jødens Bule" blev bygget 1704 ifølge inskriptionen over porten nr. 4 i Overgade. Ejendommen optog også halvdelen af Søndervoldstræde. Den bestod af kælder, stue og kvist. Rummene var små, der var lavt til loftet. Der var også en beværtning. Ved årsskiftet 1892/1893 havde ejerinden, enkefru Perlstein solgt ejendommen til tømmermester Søht, til nedrivning fra 1. marts. Ifølge denne artikel i var det Perlstein som ejede "Jødens Bule" . Den lå på hjørnet af Lille Søndervoldstræde og Overgaden oven Vandet. Det blev opført i starten af 1800-tallet. Urtekræmmer Levy ejede den i midten af 1800-tallet.

28. marts 1893 berettede Demokraten (Århus) at Perlsteins søn var kommet ind i Vesterbro Samaritan og udtalt harme over at de folk der spiste der i stedet burde arbejde. Han oplyste at tømmermester Schøtz på Christianshavn manglede 50 mand. Ca. 150 drog derpå afsted for at finde tømmermesteren, men historien havde intet på sig.

Indbrud i "Jødens Bule".

En Arbejdsmand, der levede af tilfældigt Sjov, mødte i Forgaars to Læredrenge paa Gaden og gav sig i Snak med dem.

Hans Hensigt var at faa at vide, paa hvilke Nybygninger deres Mestre arbejdede.

Drengene der ikke anede Svig, fortalte hvad de vidste og saa skiltes de.

Lidt efter kom en af Drengene i Tanker om, at han havde glemt et Stykke Værktøj, han skulde bruge i "Jødens Bule', eller rettere paa den Nybygning, som er under Opførsel hvor før "Jødens Bule"- udestod paa Kristianshavn.

Han løb tilbage for at hente det, men traf til sin store Forundring den samme Mand. der havde tiltalt ham paa Gaden, i Færd med at opbryde en Slagbænk med Værktøj.

Paa Drengens Forespørgsel, hvad han havde i Bænken at gøre, svarede han, at han ledte efter en Spade, og sagde yderligere for at dupere Drengen, at han skulde sige til sin Mester, at han snart vilde komme ud paa Bygningen, da han havde noget at tale med ham om.

For en Forsigtigheds Skyld lukkede Drengen først Værktøjsbænken godt af og skyndte sig derpaa hjem til sin Mester - Gas og Vandmester Thomsen i Blaagaardsgade - hvem han fortalte det passerede.

T. anede straks, at der var Ugler i Mosen, og kørte øjeblikkelig ud til Bygningen, hvor han fandt Bænken opbrudt paany.

Han meldte Sagen til Politiet og forklarede, at han havde en Arbejdsmand der før havde arbejdet hos ham, mistænkt for at være Gærningsmanden, da Drengenes Beskrivelse passede paa ham.

I Forgaars endelig mødte Hr. T.'s Søn, der endnu ikke er konfirmeret, Tyven paa Østergade og havde saa megen Omtanke at foranledige ham anholdt.

Paa Stationen tilstod Tyven dette og mange andre Tyverier, som han havde paa Samvittigheden

(København 22. september 1893).

Naboejendommen Overgaden oven Vandet og Voldgade (hvor fru Heiberg havde boet) blev i 1894 forhøjet med en etage, samt en del små udhuse fjernet til fordel for en stor bygning. 

Holger Drachmann: Det gamle Kristianshavn (1901?)

Solen skinner paa Kristianshavn,
        paa alle de røde Tage,
paa alle de „Pladser” fra Arilds Tid,
        som endnu findes tilbage.

Da dufter det ... o, jeg skulde vel le,
        men Vemod er blandet deri:
der dufter fra Værfter, fra Vold og Kanal
        en forunderlig Poesi.

Paa Kristianshavn, med den grønne Vold,
        en skælvende Foraarssol skinner,
paa Udsigten ud over Kallebodstrand —
        paa alle Barndommens Minder.

Paa Knippels- og Lange- og Snurre-Bro
        paa alle de Folk, som gaar der,
paa „Jødens Bule” — som man rev ned
        og paa Børnehuset, som staar der.

Halvt hollandsk lever den lille By
        — fra Stor-Staden skilt ved en Stram
saa bred som Langebroen er lang —
        sit Liv i en Fortids Dram.

Patricier-Husene drømmende staar —
        ja dengang var Pladserne fulde
af vimplede Skuder, med himmelhøj Rig,
        som rundt om Jordkloden skulde.

Men Smaamanden, han som i Kælderen bor,
        hvor sjeldent en Solstribe skinner,
han tærer med særlig Trofasthed paa
        de gamle og kære Minder. —

Solen skinner paa Kristianshavn,
        paa alle de røde Tage ...
langt derfra kan man ønske sig
        i den trange Kælder tilbage.

Ja den, som er faret Halvkuglen rundt
        med Bagage af Længsler og Minder,
kan synes, at Danmark er saadan en Kælder
        hvori en Sol-Stribe skinner.

I 1905 var der på Amagertorv en udstilling om det gamle København hvor romantiseringen åbenbart allerede var i gang: Man omtalte de "smukke, gammeldags gårde ... de kønne partier ved voldene ... ejendommelige bygninger som "Jødens Bule" og andre karakteristiske partier. 

Beduiner-Karavane i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I august 1892 optrådte en beduinerkaravane i København. Den ankom den 3. august 1892 med skibet "Carl" fra Kiel. Truppen bestod af ca. 30 personer, angiveligt fra en nordafrikansk stamme, samt egyptiske fellaher, berbere, nubiere mm. Men i nogle aviser mistænkte for at være "arabere, negre og jøder". De indrettede sig i Bernstorffgade i en teltlejr. Forestillingerne fandt sted på hjørnet af Bernstorffsgade og "Ny Vestergade". På daværende tidspunkt var området øde og Bernstorffsgade kun bebygget med lave skure. Ny Vestergade (eller Ny Vestergades Forlængelse) blev 1904 til Tietgensgade. Lejren må formodes at have ligget på overfor Tivoli, enten på Postkontorets, Hovedbanens eller elektricitetsværkets grund tæt på Tømmerpladsen. 

Beduinerne i Kjøbenhavn.

Da Paris samlede alle Verdens Nationer under sin vældige Milepæl, Eiffeltaarnet, græd Korrespondenternes Penne Flasker al Blæk i Henrykkelse over Kairogaden, hvis underlig fremmedagtige Liv paa een Gang torvirrede og imponerede. Nu er Kairogaden flyttet til Kjøbenhavn, skriver "Av.", og der er antagelig ikke mindre Grund til at falde i Forbavselse over den, naar den præsenteres i Reventlowsgade, end da den stod nede ved Seinens Bred. Overalt er der Boder og Basarer med røde Lædergjenstande og gyldent Dingeldangel. Og midt i disse Barakker ligger den store Arena, der meget mindet om de spanske Tyrefægtningspladser. Forestillingen toregaar under aaben Himmel, og ved Premieren i Onsdags var der aldeles stuvende fuldt.

Arenaen er en halv Snes Gange saa stor som en almindelig Cirkusmanege. I Baggrunden er rejst en vældig Dekoration, forestillende ægyptiske Pyramider og Templer, og midt i den lille Ørken, som den tomme Plads repræsenterer, er rejst en Lund al Palmer. En Karavane bevæger sig langsomt ind paa Pladsen med langsomt, dasende Kameler, der paa deres brede Pukkelrygge bære Børn og Kvinder. Saa tog det fat med en mærkelig broget Pantomime, der havde et vist tilforladeligt Præg over sig. Det var Billeder fra Livet i Ørkenen. Man saae Handelskaravaner blive overfaldne. Kamelrøvere, der bleve overrumplede og straffede med Bastonade under de nøgne Fodsaaler, en Negerby, der plyndredes, medens Beboerne under Aag førtes bort som Slaver, og endelig endte det Hele i en pragtfuld Fest med Ridt og Dans.

Ridtet var ingen Spøg. De, der husker Forhindringsløbene paa Eremitagen, ville her faa Nerverne kildrede til Gavns. Svingende Bøsserne og knaldende med de lange Løb: Luften fløj Rytterne afsted paa deres prægtige Heste, medens de lange Kapper flagrede i Luften. Af og til snublede et Dyr paa den endnu daarlige Bane, Hest og Rytter rullede i en Støvsky hen over Jorden, Publikum rejste sig og skreg, medens den vilde Jagt fortsattes forbi den Faldne, der hurtig kom op, grinende med de hvide Tænder i det mørke Ansigt og susende videre for at indhente sine Kammerater.

Dansene vare højst originale, navnlig en Kontredans mellem Mænd og Kvinder. De stod i Række over for hinanden, og Mændene begyndte at klappe i Hænderne sagte, langsomt og kaldende. Kvinderne nærmede sig til dem, og efterhaanden som de kom tættere, steg Lyden af Daskene i Hænderne, indtil den til Slut, da Kvindernes Række var kommen ganske nær, endte i et stormende Bifald, der atter døde hen som i sorgfuld Bedrøvelse, efterhaanden som Kvinderne atter fjærnede sig.

Den saakaldte arabiske Kalee er en nøjagtig Kopi af den, der under Udstillingen fandtes i Paris. Det lille, lave Telt er tæt behængt med Flag, der ere anbragte i lange Rækker under Loftet. I Baggrunden findes et lille Theater, og foran er anbragt Borde og Stole, mellem hvilke en mørk Beduiner tarer omkring med en Bakke med smaa bitte Kopper. Det er sort Kaffe, der serveres i disse Fingerbøl. Den er kogt med Sukker og er ikke gaaet igjennem Pose, saa at den er stærkt grumset, men den smager fortræffeligt.

Politiet har for een Gangs Skyld været liberalt og har tilladt Opførelsen at den saa ofte omtalte og ofte beskrevne Mavedans, der dog vrikkes i fuldt Kostume. Men Synet af Kvinderne, der i monoton Takt vride Legemet med slørede Øjne og Dolke: Haanden er alligevel baade interessant og ikke uskøn. Uden for var der fuldt foran de smaa Boder, hvor man saae Beduinerne lave Mad eller springe deres Nationaldanse.

(Jyllandsposten 6. august 1892).

Annonce fra Natinaltidende 28. august 1892.

Kronprinsen med familie så forestillingen den 16. august 1891. Den 17. august var samtlige lemmer på Almindelig Hospital indbudt til at overvære forestillingen kl. 4 til nedsat pris. Lemmerne, også over den sorte, søde kaffe omend de syntes at kopperne var lige lovlig små. Som det fremgår af ovenstående annonce måtte truppen nedsætte entrepriserne, da forestillingen gik lidt trægt. Herefter gik det tilsyneladende meget fint.

Giftelysten Araber.

Forleden Dag var der et sjældent Besøg oppe i Magistratens Lokaler paa Raadhuset i Kjøbenhavn. Det var 3 Medlemmer af den i Tivoli optrædende Arabertrup, iført deres maleriske Dragter, og hver med sin kjøbenhavnske Dame under Armen, deres respektive Forlovede. De unge Ørkensønner gjør nemlig, ligesom deres Landsmænd Beduinerlejren i Bernstorffsgade, stormende Lykke hos det smukke Køn, og den ene af de 3 Arabere har nu besluttet sig til at indgaa Ægteskab med sin Hjertenskjær. Da den unge Mand bekjender sig til Profeten Muhameds Lære og Damen tilhører Statskirken, skal de - som tilhørende forskjellige Troessamfund - altsaa have borgerlig Vielse, og i den Anledning var det saa de besøgte Magistraten.

Der mødte strax Araberen forskjellige Vanskeligheder. Den ny Fattiglov forlanger nemlig blandt andre mærkelige Ting ogsaa det, at alle Udlændinge, der vil indgaa Ægteskab her i Landet, først skal skaffe et Bevis fra deres Fødeland for, at de i Trangstilfælde tillige med Hustru og Børn vil blive modtaget af deres Hjemsted samt at ligeledes Hustru og Børn efter Mandens Død i Tilfælde af Trang vil blive modtaget af Mandens Fødeland. Med andre Ord: naar Araberen dør her i Landet, og hans danske Enke og danske Børn er trængende, saa skal de sendes til Faderens Fødeland, det fjærne Arabien!

Araberen erklæredr strax, at en saadan Attest vilde det være ham meget vanskeligt, ja næsten umuligt at skaffe, alene af den gode Grund, at han ikke vidste bestemt, hvor hans Hjemstedskommune eller Fødested er. Hans Forældre hørte til en omvankende Araberstamme. der paa gammel Vis drog med deres Hjord fra Sted til Sted i Ørkenen, og han er født et eller andet Sted i den umaadelige Ørken i Skyggen af en Kamel. Selv om den ægyptiske eller marokkanske Regering var villig til at udstede en saa mærkelig Attest, saa vilde det vare Maaneder, før den kunde indtræffe, og til den Tid er Araberen langt borte fra Kjøbenhavn paa sin Artistturnu til andre Hovedstæder.

Det blev faa besluttet at søge det danske Ministeriums Tilladelse til, at Ægteskabet kan finde Sted uden der lovbefalede Attest, og der var stor Sandsynlighed for at dette, paa Grund af de foreliggende særegne Omstændigheder, kunde gaa i Orden.

Men saa mødte der en anden og nok saa vægtig Hindring. Araberen vilde nemlig løse Kongebrev og i Henhold til den derved erhvervede Dispensation indgaa Ægteskab strax. Men vor forkludrede Lovgivning har nu den sære Bestemmelse, at der ikke kan indgaas borgerlig Vielse pr. Kongebrev, men kun kirkelig.

Her staar den unge Ørkensøn i en ubehagelig Situation overfor en civiliseret Stats hæmmende Baand. Uden Kongebrev kan han jo først faa Vielse om 3 Uger, og til den Tid er han ikke her i Byen, da Trupens Engagement med Tivoli udløber om en halv Snes Dage.

Der bliver saa vist ikke andet for, end at de unge Forlovede afrejser herfra og forsøger, om de i den næste Hovedstad kan vente mere Medgjørlighed og erhverve den varmt attraaede Ægtestabsattest.

Men Araberen tænker vist i sit stille Sind med et Suk paa Ørkenlivet i sit Hjemland, hvor der ikke var saa mange Omstændigheder og Formaliteter sorbunden med at knytte Hymens Lænker med de sortøjede Houris, hvor den hvidskæggede Scheiks Velsignelse var tilstrækkelig - og den kunde faas paa Stedet og paa Anfordring. Soc.-Dem.

(Kjøge Avis 19. august 1892).

Småtryk Beduinen-Karawane, 1892. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License.

Anstødeligt.

Beduinerne har gjort en vis Lykke her i Byen. Det har interesseret de forfinede Københavnere at blive stillet Ansigt til Ansigt med den ufordærvede Naturlighed.

Det kan i og for sig ogsaa være morsomt at se Beduinernes Husliv. Vi hører ikke til dem, der fortaber sig i moralske Betragtninger over de uciviliserede Folkeslags Overlegenhed over os. Vi mener ikke, at de stakkels Barbarer har ondt af at gøre Bekendtskab med en højere Kultur. Det er i alt Fald en forholdsvis hæderlig Maade at tjene Livets Ophold paa, at lade sig vise frem for Penge, selv om det sker paa det intimeste Privatlivs Bekostning, saa at den flabede Evropæer faar Lov til at beglo unge, diende Mødre og paa anden Maade blande sig ind i Beduinernes indre Forhold, - fremfor at overfalde Karavaner, stjæle Kameler eller tjene Brødet paa nogen anden af de Maader, som det lader til Araberne til dagligdags betragter som fair.

Men én Scene støder det os at sé Araberne opføre, nemlig naar de holder Bøn.

Araberne stiller sig op og fremstøder nogle høje Udraab, falder dernæst næsegrus til Jorden og gentager dette flere Gange.

Udenfor staar Københavnerne og griner.

Det er dette Forhold, der støder os. Man kan have hvilke Tanker, man vil om Arabernes Religion, mene, at den staar højt eller lavt, vist er det i alt Fald, at Arabernes Religion og Tro er Udtrykket for en hel Nations højeste Ideal, dens dybeste Ideer om det ubegribelige.

Dette er for stort til at blive gjort til Genstand for en ørkesløs Mængdes Begloning og uforstaaende Grin.

Særlig vi Danske er tilbøjelige til at lé. Vi udler noget, ikke fordi det i og for sig er lavt eller latterligt, men fordi vi ikke forstaar det.

Dér staar Araberne og prisgiver det, de burde agte som deres helligste.

Udenfor staar vi og gør Nar.

Det er fejgt af Beduinerne, at de for at vække og vedligeholde Interessen hos fremmede Folk, i den Grad stiller sig blot, i den Grad bryder med enhver Undseelse, men vi gør os til deres medskyldige, naar vi finder os i, at Araberne selv stiller sig saa lavt.

Enhver Religion er Udtrykket for Folkets øjeblikkelige Idealer.

Hvad vilde man sige, om en Karavane kristne Mennesker travesterede deres Gudstjeneste til Løjer for uforstaaende Vildmænd? Beduinernes Bøn er forargelig og bør snarest fjernes fra Programmet.

Marcel

(København 22. august 1892).

Scheik Tarriff.

En Korrespondent til "Rand. Av." har havt den store Fornøjelse at blive forestillet for Høvdingen for den Beduinerkaravane, som for Tiden optræder i Hovedstaden, Scheik Tarriff, og fortæller Resultatet af dette Interview saaledes:

Af en af Karavanens økonomiske Direktører, en Muselmand med udprægede jødiske Træk, blev vi forestillet for den høje Scheik, hvis karakteristiske Hoved og imponerende Person stod godt til den klædelige Burnus c: Lærredsdragt, som løst kastet var slynget om den ranke Skikkelse. Ansigtet, hvis strænge alvorlige Præg talte om bevægede 70 Vintre, er indrammet af et graat, tætstudset Haar og et hvidt Underskæg, og ud af den mørke nøddebrune Hudfarve lyser de hvide Tænder som en Række skinnende Perler. Som Tegn paa Høvdingsværdigheden bærer Tarriff trende store Medailler, som ved sine Sølvsnore er befastede til - Næsen.

Uden at byde os tage Plads - hvilket forøvrigt var overflødigt, da der ingen Stole fandtes i hele Teltet - satte Scheiken sig ned paa Gulvet, medens han samtidig pegede paa vor Hat, en Gestus, Direktøren forklarede derhen, at han ønskede, at vi under Samtalen skulde staa med Hatten i Haanden.

Vi meddelte paa Tysk Scheiken Hensigten med vort Besøg, men da Svaret lød: "Abdalleh, Abdalleh", og vi ikke er dette ret mærkelige Sprog mægtig, indsaa vi strax, at den gik ikke. Saa fik vi Direktøren til Tolk, og af hans flydende Fransk erfarede vi følgende om Scheikens Liv:

- - - Tarriff er en ganske almindelig og ordinær Stratenrøver, hvis Bedrifter staar paa Højde med de bekjendteste evropæiske; han har altid næret en grænseløs Foragt for den lille Forskjel, der er paa Mit og Dit, og forøvrigt uddelt Dolkestød med en Rigmands Rundhaandethed.

Sin Barndom har han tilbragt i Saharaørkenen, denne uhyre Slette, hvis Grænser er fra Foden af Atlasbjergene til Nilens Bredder. Hvor Solen fra en skyfri Himmel brænder ned paa en død Verden, hvor ingen Fugl, ingen Fod efterlader Spor, ingen Tunge taler, ingen Skygge lægger sig kølende over denne evige, hede Død. Det er paa disse Nordafrikas Steppeørkener, saavel som paa de store Stepper i Syrien, Arabien, Mesopotamien og Vestpersien, at Beduinerne lever deres Normadetilvarelse, hvor de tilbringer deres Liv med Jagt og Krig og - Rov.

Og Tarriff har ingen Sinde gjort sin Stamme til Skamme. Han har været en af de første til at gaa mod Fjenden (helst dog, naar denne var i Minoritet), og til at luske omkring en intetanende Karavane, hvis rige Oppakning stak ham i Øjnene.

Tarriff er gift! Af hans otte Koner følger imidlertid kun en med paa Turen, og af 36 Børn har han kun tre med hertil - tre ligsaa grimme som paatrængende, hvis Pengeprellerilyst syntes indsuget med Modermælken. Ogsaa Moderen er grim, ja næsten styg, og hertil bidrager talrige gjenuem Ansigtshuden trukne Uldsnore - et "Middel" mod Hovedpine - mægtigt. Hagen er ved Hjælp af Pinde, der er stukne ind i Kjødet, skudt frem i en mere markelig end kjøn Spids, og i Næsen bærer hun en Ring i smag med den, gale Tyre trækker Livet rundt med. Hun og Børnene er i Modsætning til Scheiken barbenede - og vi maa - fordi vi fandt Anledning dertil - tilraade "madame" en mere udviklet Properhed.

Tarriff har kjøbt Konen, der er Datter af en anden Scheik, for 3 Geder og 1 Kamel, hvilket maa siges at være en ret rimelig Betaling for en slig menneskelig Drommedar; men hans Kjærlighed synes desværre at staa i Forhold til Kjøbesummen; Prygl skal nemlig være en af de huslige Retter i den beduinske Kogebog. De beduinske Ægteskaber knyttes uden nævneværdige Ceremonier, ligesom de opløses med et lakonisk: "Gaa hjem til din Moder", naar Manden er utilfreds med Konen. Det omvendte Forhold kjendes desværre ikke ....

Men Klokken er mange. Forestillingen skal begynde.

Avdiensen er endt ! Vi byder Farvel og rækker Scheiken vor Haand til Afsked; men formodentlig er det under hans Værdighed at give os et Haandtryk, han holder nemlig fornemt sin tilbage, idet han tilhvisker Direktøren nogle Ord.

Denne fortæller os, at Scheiken samler paa Sølvmønter, og at han gjerne faa, at vi kompletterede hans Samling med nogle store danske Mønter.

Vi erkjender, at det er en saare fornøjelig Sport, den pæne Mand driver, men .... De forstaar, vi har ikke vore Tokroner til den Pris.

(Kjøge Avis 27. august 1892).

Den 31. august afrejste karavanen med et ekstratog til Berlin. Efter afrejsen annonceredes et 200 alen plankeværk til salg. Maleren Valdemar Kornerup (1865-1924) malede et billede "Scener fra Beduiner-Karavanens Besøg i København: Arabisk Mavedans." som blev udstillet på Charlottenborg året efter. 

Kjøbenhavns "vestre Kirkegaard". (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavner-Brev)

Vestre Kirkegård, Københavns nyeste og største kirkegård, regnedes i mange tider for en ren fattigkirkegård. Den lå kold og bar og øde på bakkeskråningerne mellem Valby og Kalvebodstrand. Der var langt derud; det var både i høj grad tidsspildende og kostbart at gå til begravelse derude; sporvogn fandtes ikke, enten måtte man tage droske eller man måtte gå den lange vej.

Det blev de til København sidst ankomne der måtte på Vestre Kirkegård. Endnu i tresserne havde selv mindre bemidlede københavnere familiegravsted på en af de store gamle kirkegårde; men pladsen på disse blev hvert år knappere, og prisen på den strimmel jord, en kiste indtager, steg stadig. Det blev til sidst overhovedet ikke muligt at erhverve gravsteder på anden måde end som familiegravsteder på længere åremål.

Alle mindre bemidlede folk var derfor henvist til Vestre Kirkegård, så snart denne toges i brug; og alle de mange, der slet intet kunne betale, men måtte nøjes med frijord. henvistes til samme sted.

Den 2. november 1870 jordedes det første lig på Vestre Kirkegård. I de følgende år begravedes der her henved 2000 mennesker årlig, men antallet steg hurtig, “efterhånden som byen voksede”, og nu begraves der årlig 4 til 5000 mennesker derude. Men der er også plads til tusinder og atter tusinder; for denne kirkegaard er større end mange gårde, der pynter sig med navnet proprietærgård; 135 tønder land er henlagt til kirkegård, og vejlængden fra den ene ende til den anden er over ½ fjerdingvej. Hele dette store areal er dog endnu ikke taget i brug; vel henimod 40 tønder land ligger endnu hen som græsjordsmark.

Samtidig med kirkegårdens anlæggelse byggedes et kapel; det var meget lille, meget uanseligt og meget tarveligt.Det var simpelt hen et umalet træskur afdelt i to rum, et stort, hvor kisterne hensattes, indtil selve begravelsesdagen, og et der gjorde tjeneste som kapel. Der var lavt til loftet, smalt til væggene, grimt og uhyggeligt, kvælende varmt om sommeren og isnende koldt om vinteren. Så lille var dette kapel, at det var overfyldt, så snart der blot mødte 50 mennesker til en begravelse.

Men det var [ulæseligt] også kun rent foreløbig", hed det n[ulæseligt] Magistraten havde planer om at bygge et stort og flot kapel. Sagen skulle blot “overvejes"; det blev den så i tyve år; først for to år siden påbegyndte man opførelsen af et kapel, som i disse dage er blevet indviet ved en kort tale af stiftsprovst Paulli, og hvorfra på tirsdag den første begravelse finder sted.

Har man i nogle år ikke været på Vestre Kirkegård og nu kommer derud, overraskes man ved at fattigkirkegården er bleven forvandlet til “noget så smukt”, at der sikkert ikke findes skønnere kirkegård i Danmark.

Beliggenheden er malerisk. Kirkegårdens højeste parti er oppe ved den “gamle jernbanevold", som det kaldes, skønt det ikke er nogen vold, men den største  gennemskæring vi overhovedet har i Danmark. Ældre folk ville tydelig mindes, hvordan vor første stump jernbane, den fra København til Roskilde, førtes op gennem Valby, og at i den anledning den mægtige Valby Bakke måtte gennemskæres. Senere forandredes retningen og skinnerne toges op; men ellers blev alt liggende uforandret; og står man en sommeraften på den høje, smalle, hensmulrende bro, der fører fra GI. Carlsberg over gennemskæringen, og ser et tog komme brusende i det fjerne, ser det ud som om det om et øjeblik ville komme brusende hen under broen.

Der findes ikke smukkere sted ved København end “den gamle jernbanevold" lige over for Vestre Kirkegård. Foran den ligger den gamle, grønklædte gennemskæring på hvis sider hvide og sorte geder græsser; lige over for ligger kirkegården og til begge sider af denne Kalvebodstrands rolige, blanke vand, bag hvilket Amager hæver sig, tæt bebygget som var det en stor sammenhængende by. Og går man herfra over på kirkegården forbi et henrivende smukt haveanlæg, hørende til GI. Carlsberg, udvides udsigten over Kalvebodstrand og Amager efterhånden; særlig vid er den på en med kunst anlagt kæmpehøj omtrent midt på kirkegården.

Det er naturen, det anlægsagtige ved kirkegården, der glæder øjet. Overalt er smukt anlagte beplantninger af gran og fyr; guldregn og syrener findes i stor mængde, skyggende ud over halvmørke gange; et par steder ligger ikke ubetydelige damme, til hvilke stentrapper fører ned; rundt om finder man grupper af høje og lavstammede roser og overalt på de kønneste pladser er anbragt bænke.

Midt i den smukkeste del af anlægget ser man hist og her et tarveligt trækors kigge frem mellem buske og græs; her var oprindelig “frijorden"; indskriften på korsene er udvisket. Gravtuerne de fleste steder jævnede med jorden, men den fattigste del af kirkegården er forvandlet til den skønneste.

Midt gennem kirkegården på kryds og tværs fører vel vedligeholdte veje, der er brede som de bedste hovedlandeveje. Langs disse veje ligger grav ved grav, beplantede med ligusterhæk og roser. Monumenterne er gennemgående små og tarvelige i sammenligning med dem, der findes på de ældre kirkegårde; men også dette forhold er i færd med at forandre sig. Nærmer man sig den nyeste del af kirkegården, bliver beplantningen mere og mere sparsom, og kommer man endelig til frijorden - de fattiges kirkegård -  helt nede ved Kalvebodstrand, hører der helt op; for her må kun plantes lavtvoksende buksbom, og der må kun anbringes simple trækors og malede blikplader som monument.

Nordre Kapel under opførelse, håndværkere foran, 1891. Københavns Bymuseum fra Vestre kirkegårds 100 årsjubilæum.

Nu er der 4 kapeller på Vestre Kirkegård; det store, smukke mosaiske kapel, som jøderne lod opføre for over 10 år siden, et lille katolsk kapel med en korsfæstet Kristus foran, det store, nyindviede flotte stenkapel, som Magistraten har ladet opføre med en bekostning af 175.000 Kr.. og endelig det gamle trækapel. Dette vil ikke komme til at ligge ubenyttet, da det ligger langt nærmere “frijorden" end det store. Men det er “under overvejelse", om der skal opføres et lille stenkapel i den yderste ende af kirkegården, eller om Magistraten vil nedlægge skærver på vejene og anskaffe sig to små raske heste og en rustvogn til transport af ligene fra det ny store kapel til graven. Dette sidste turde bedre end noget andet illustrere, hvor stor udstrækningen af Vestre Kirkegård er.

(Frederiksborg Amts Avis 18. juni 1892)

Indtil Søndre Kapel blev opført i 1906 blev Nordre Kapel som oftest omtalt som Det Store Kapel, mens det gamle trækapel blev benævnt Det Lille Kapel.

I Grønningen. (Efterskrift til Politivennen)

En af de smukkeste Friluftspletter i København er ubestridelig den Del af Grønningen, der strækker sig fra Bredgade ud imod Østerport. Ned imod den gamle, hyggelige Stadsgrav, paa hvis modsatte Side Kastelsvolden løfter sin græsgroede Skrænt med tætte Hegn af Buske og Siv ved Foden, strækker sig saa køn og landlig en Plads, som overhovedet kan opdrives indenfor Stadens Enemærker. Mellem Alleerne ud til Østerport og Stadsgraven staar Grønsværet tæt under store, skyggefulde Trær.

Paa dette Sted var det, at "Legepladsforeningen i København" for snart et Aarstid siden fik indrettet sin første Legeplads for Børn, omhyggelig indhegnet og lukket for de Sjovere, der ellers plejede at gøre Terrænet usikkert og at udsove deres Kæferter paa Bænkene nede ved Stadsgraven, udstyret med en Mangfoldighed af Legeapparater, Gynger, Vipper; Balancebrætter, Klatretove osv.

Foreningen har udstedt sin Aarsberetning for 1891 - 92, Regnskabet for det første Aars Virksomhed. Og med sand Fornøjelse har vi gennemløbet den lille Pjes, der i et jævnt og naturligt Sprog gør Rede for de indledende Skridt, der gik forud for det humane Foretagendes Start, og for Foreningens Liv i det forløbne Aar.

Beretningen minder om, at Stødet til Foreningens Dannelse var de to Artikler, Fru Rigmor Bendix i Septbr. 1890 offentliggjorde i "Berlingske Tidende" under Titlen: "Hvor skulle vore Børn lege?" Disse Artikler vakte et betydeligt Røre; dog gik der et halvt Aar hen, før Foreningen kom til Verden - den 18. April 1891. I Mellemtiden skete de fornødne Henvendelser til Myndighederne og afholdtes et forberedende Møde d. 3. Oktbr. 1890 i Haandværkerforeningens Lokale, Kronprinsensgade Nr. 7, til hvilket bl. a. et stort Antal Læger og Skolemænd var Indbydere. I de følgende Maaneder samledes der derefter Underskrifter til to Adresser, af hvilke den ene til Kommunalbestyrelsen fik 878 Underskrifter, den til Politidirektøren 747. Samtidig henvendte man sig til Krigsministeriet med Anmodning om, at følgende tre Terræner maatte blive udlagte til Legepladser for Børn : det Stykke at Grønningen, der ligger mellem Stadsgraven og Ridestien langs Sporvognsruten, - den Trekant af Østerfælled, der ligger mellem Jakobskirken og Lægeforeningens Boliger - og endelig en Del af Kristianshavns Vold.

Baade Magistraten og Krigsministeriet stillede sig saa imødekommende overfor Andragerne som tænkes kunde. Kun for Kristianshavns Volds Vedkommende viste der sig Vanskeligheder, da Volden dels i Forvejen er taget i Brug af forskellige militære Institutioner, dels for Elefantbastionens Vedkommende allerede stillet til Disposition, dels til Legeplads, dels til Afholdelse af offentlig Musik. De øvrige Pladser overlodes derimod beredvillig den unge Forening, der derefter kunde konstituere sig og vælge sin Bestyrelse, for hvilken naturligvis Fru Rigmor Bendix blev Formand, medens Grosserer Emil B. Sachs overtog Posten som Kasserer. Da Foraaret kom, talte Foreningen 285 Medlemmer med ialt 900 Kroners Aarsbidrag og en Sum af 4200 Kr. én Gang for alle.

Denne Sum satte Foreningen i Stand til at oprette den første Legeplads ude i Grønningen, der aabnedes i Fjor den 25. Avgust, og som siden har kunnet glæde sig ved et stedse stigende Besøg. Til en Begyndelse syntes det, som om Forældrene ikke var ret dristige til at sende deres Børn derhen, men denne Frygt forsvandt snart, efterhaanden som det viste sig, hvor flinkt Kontrollen paa Legepladsen overholdtes, hvor fornøjeligt Smaafolkenes Leg gik derude, og hvor faa Uordner, der forefaldt, af hvilke de værste var, at Børnene om Aftenen ved Lukketid kun nødig vilde forlade Pladsen!

I Efteraarets Løb har man prøvet at indføre ordnede Lege paa Pladsen. Frk. Edle Bentzen har indlagt sig Fortjeneste ved at undervise Børn i Langboldspil. I Aar agter man at udvide disse Øvelser, saafremt de nødvendige Lærerkræfter melder sig. Den Smule af Vinteren, der kunde være Tale om Skøjteløbning, fik Foreningen Tilladelse til at indhegne en Bane paa Kastelsgraven, der blev stærkt benyttet af Børnene og holdt i Orden af dem selv. En Mængde Skøjter, Foreningen fik tilstillet som Gaver, uddeltes iblandt de smaa. - Legepladstoreningen har saaledes allerede ikke haft ringe Glæde af sin Virksomhed i det forløbne Aar. Foreningens disponible Kapital medgik imidlertid til Anlæget at Legepladsen i Grønningen, og for at Foreningen skal kunne forfølge sine humane Formaal videre, kræves der yderligere Tilslutning af private Folk foruden den Myndighedernes Velvilje, paa hvilken man mener at kunne regne.

Indmeldelser kan ske hos Grosserer Emil B. Sachs, Købmagergade Nr. 9, og Aarskontingentet er sat lavt - to Kroner som Minimum - for at saa mange som mulig kan være med at skaffe københavnske Børn rummelige og hensigtssvarende Legepladser, saa vidt mulig til Afløsning af alt det Sjov paa Gader og Stræder, der tidligere saa uhindret har faaet Lov at passere og skabt saa mange smaa, uartige Gadedrenge ud af Børn, der oprindelig slet ikke havde andre af Gadedrengeinstinkterne i sig, end den ganske naturlige og for alle normalt odviklede og levedygtige Børn fælles Lyst til at lege og tumle sig i Friluft.

Qui

(København 17. juni 1892.)

Grønningen set fra en etage i en ejendom mellem Bredgade og Store Kongensgade ca. 1895. Gangsti med spadserende, sporvognsskinner med hestesporvogn. Talrige træer. Kildetekst: Tv. Gammel Husar Kaserne. Midt i billedet. Sporvogns Kjørebanen (maatte ikke befares af andre Vogne) og Spadserestien mellem Toldbodvei og Østerbrogade. Tv. for Kjørebanen ses Ventesalen for Sporvogns-Passagerer. (Mariboe). Kbhbilleder. Fri af ophavsret. Der er tale om det grønne område op til Kastelsgraven - gaden Grønningen blev først anlagt 1905. Kasernen nedrevet få år før. Umiddelbart kan man ikke se legepladsen. Formentlig fordi den lå længere ud mod Østerbro?