Frihavnen. (Efterskrift til Politivennen)

I Dag aabnes Københavns Frihavn - uden Højtidelighed, fordi vi her absolut skal stille vore store borgerlige Foretagender i Skygge af Sørgefloret om det russiske Kejserflag. Det betydeligste nationale Foretagende, der i mange Aar er gennemført til Fremme af Landets og specielt Hovedstadens Velfærd, listes ind i Livet i en Stilhed, der er lige saa meningsløs i sig selv som skadelig, fordi den Reklame, en knaldende Aabningsfest vilde være, ikke kunde andet end gavne ved at lede Udlandets Opmærksomhed hen paa, at nu, netop mm var vi færdige til at modtage den Trafik, der skal gøre Frihavnen rentabel og fremme Forretningslivet i vor By.

Frihavnen er omtalt saa ofte her i Bladet, at en indgaaende Skildring af dens Tilblivelse og Hensigt er unødvendig. Vi resumerer derfor dens Historie til Dato kort:

Det første Forslag om Frihavnen kom frem i Landstinget - fremsat af Indenrigsminister Ingerslev - i Samlingen 1889-90, og den zi. Marts 1891 var det vedtaget af Rigsdagen i en noget ændret Skikkelse. Kort efter begyndtes Anlæget, der nu staar færdig, og den 27. April 1892 fik det under Etatsraad Glückstadts Ledelse dannede Aktieselskab Koncession paa Frihavnens Drift for et Tidsrum af 80 Aar.

Samtidig med Havnens Bygning anlagdes de Jævnbanespor, der forbinder Havnen med Byen og det øvrige Land. Med en Bekostning af nogle og tyve Millioner Kroner er man naaet saa vidt, at man i Dag kan modtage de første Skibe i det vidtløftige Anlæg, en Kendsgærning der bekendtgøres derved, ai Aviserne bringer Artikler om Anlæget og Etatsraad Glückstadt, efter at Havnevæsenet har afleveret forskellige Dokumenter til ham angaaende Havnens Overlevering til Selskabet, hejser Flag paa dennes Hovedbygning.

Det vidtløftige Kompleks af Bygninger, Basiner, Kajer og Landarealer er hermed etableret som en lille Stat i Staten, et Sted, hvor Handel Og Vandel rører sig frit uden saa meget som en Tolders Mellemkomst. De 110 Tdr. Land, Frihavnen danner er et lille Rige for sig selv, hvor alle Nationer har lige frit Kørind og -ud med deres Varer. Her kan rejses Fabriksanlæg, oplægges Varer og drives Omsætning, ganske uden Hensyn til de Byrder, der paa den anden Side det dobbelte Gitter omkring Arealet, hviler paa Varer og Arbejde.

Københavns Frihavn er et Arbejde, der har vakt Opmærksomhed overalt i Evropa. Kun i Hamburg har man noget tilsvarende, og der er næppe Tvivl om, at den vil drage en ganske betydelig Trafik til sig. Under alle Omstændigheder er den et smukt Vidnesbyrd om, at der endnu er Foretagelsesaand herhjemme, og at det er Snak, naar det siges, at vi altid sover og aldrig kommer med i det borgerlige Fremskridt før tyve Aar efter andre. Frihavnen er et godt Skridt forud for de fleste Fremmede. Maatte den nu blot svare til Forventningerne.

Et herværende Organ var i sin Tid saa vittigt at misforstaa Havnens Opgave saaledes, at det protesterede mod fremmede Skibes Indfart i den. Frihavnen skulde alene være Danske forbeholdt. I Dag ønsker sikkert de Fleste, at det første Skib, der løber ind mellem de lange Kajer, saluteredes trods nogen Polarstjerne

(København 9. september 1894).

Politibrutalitet. (Efterskrift til Politivennen)

En Betjent skamferer en svagelig Mand. Modbydeligt Prygleri. Politibetjente og Bøller. Hvis er Skylden?

Vi fortalte forleden om et Tilfælde, hvor en Borger blev arresteret, fordi han anklagede en Politibetjent for Myndighedsmisbrug, og derefter blev arresteret.

I Dag præsenterer vi et andet Tilfælde af Brug eller Misbrug af Myndighed, der i sine Enkeltheder er lige saa betegnende som modbydeligt.

Tilfældet foregik i Jægergade paa Nørrebro, i et af Københavns mest udprægede Arbejderkvarterer. Vi gik ud for at undersøge Sagen, hvorom vi havde faaet underhaands Underretning, og kom op i Ejendommen Nr. 5 i Jægergade, ad en mørk og snavset Trappegang, helt op til Kvisten.

Vi kommer ind i en lille Stue, der er tarvelig men proper; bagved den ligger Sovekammeret, I Sengen dér ligger en ældre, svagelig udseende Mand; det er Arbejdsmand Jens Lorentz Hansen.

Han løfter mat Hovedet fra Puden, da vi kommer ind; og da vi meddeler Grunden til vort Besøg. fortæller han med svag Stemme:

"Jeg er Arbejdsmand, 57 Aar gammel, i den sidste Tid har jeg været arbejdsløs, fordi jeg ikke har Kræfter nok til det strænge Slid; for nogen Tid siden fik jeg knust mit ene Ben, og jeg lider af Nervegigt i begge Arme, derfor kan jeg ikke forsørge min Familje paa den Maade, jeg kunde ønske.

Saa i Mandags havde jeg Besøg af et Par gamle Venner, og vi drak en Del Glas sammen, - Brændevin var det, for vi har ikke Raad til andet. - Kan være, det er gaaet mig lidt til Hovedet, for da Kammeraterne gik Kl.3 om Eftermiddagen, blev jeg hidsig, fordi min Kone bebrejdede  mig, at jeg havde siddet og sviret, og kom maaske med Bemærkninger i en mere truende Tone, end de var ment.

Min Kone blev imidlertid bange og løb ned paa Gaden og hentede Politiet - "

"Ak Gud, ak Gud," afbrød Konen med Taarer i Øjnene og rystede fortvivlet paa Hovedet, "blot jeg ikke havde gjort det, jeg fortryder det saadan, men jeg var saa overilet."

Betjenten prygler Manden

"Lidt efter," fortsætter Manden, "kom Betjenten herop; det første han spurgte om var, om vi havde modtaget Fattighjælp, og da vi maatte tilstaa dette, sagde han, at jeg "Satan knuse" ham skulde komme paa Ladegaarden."

"Hvad Numer havde den Betjent?" spurgte vi.

"Det lagde jeg ikke Mærke til; men jeg véd, han hedder Petersen, og er Vicevært i en Ejendom paa Nordvestvej; han har Post her i Kvarteret."

"Hvad skete saa videre?"

"Han beordrede mig til at staa op af Sengen, paa hvilken jeg havde lagt mig, og da jeg ikke øjeblikkelig efterkom denne Opfordring, slog han mig et Par Gange med flad Haand i Hovedet.

Saa stod jeg op og fulgte med ham ud paa Gangen, der fortalte han, at jeg skulde paa Stationen, jeg sagde saa, at jeg ikke vikle gaa, for jeg havde faaet mine Træsko paa, og da han derpaa greb mig i Benene for at trække mig ned ad Trappen, satte jeg mig - irriteret som jeg var bleven - til Modværge, skønt den var ikke stærk." sagde han med et mat Smil og stak en kraftløs, mager Arm frem.

"Saa blev Betjenten som rasende; han drog Staven mod mig gamle Mand, og gennempryglede mig saadan, at jeg sank stønnende om paa Trappen.

Et oprørende Syn.

"Ja," sagde Konen, "de andre af Husets Beboere, der kom til, blev meget opbragte over Betjentens Brutalitet; da jeg i min Angst raabte: Lad vær at slaa min Mand saadan, svarede han: "Hold Kæft, Kælling", og til min voksne Datter, der brast i Graad over den Behandling, hendes Fader fik, hvæsede han: 

Hvad tuder Du for?«

"Ja," sagde den Mishandlede, "det er rigtigt, og her skal De se, hvorledes han har slaaet mig." og han trak sin Skjorte ned fra Overkroppen. 

Vi troede det næsten ikke muligt: Fra Skulderen og ned over Ryggen strakte sig en bred. blodunderløben Stribe, vel en tre Tommer lang, øjensynlig frembragt af Politistaven; paa højre Arm havde han to Saar, dækket med størknet Blod, og af Omfang som en To- og Enøre.

"Og her skal De se," sagde Konen, og viste os en Skjorte, hvis højre Ærme var plettet i stort Omfang med Blod, "det var den, min Mand havde paa den Aften."

Vi væmmedes uvilkaarligt ved Synet og spurgte videre: "Saa fik De vel Lov til at gaa."

"Ak nej, jeg maatte spadserere med til Stationen; der fik jeg Lov at sidde en Time, saa gav de mig fri. Jeg har ligget i Sengen siden da; i Gaar kunde jeg slet ikke røre mig; i Dag er det blevet en Kende bedre" - - -

Saaledes talte han og sank mat tilbage i den haarde, fattige Seng, mens hans Hustru stod og stirrede paa ham med fugtige Øjne.

Hvorfor er Betjentene ofte raa ?

Man maa uvilkaarligt spørge sig selv om det er muligt, at Politiet kan behandle en Borger paa denne oprørende Maade. Og det synes desværre at være saa; Mandens og Konens Udsagn stemmede fuldt ud over ens, og der er flere Vidner til det passerede.

- Vi har før paa indtrængende Mande paatalt den Optræden, Politiet ved mange Lejligheder udviser overfor Borgerne; vel ved vi, i at der i Korpset er mange intelligente og rettænkende Betjente, men sikkert, er det ogsaa, at man der kan finde Folk, der rettes burde have deres Plads blandt Brøndstrædekvarterets Bøller og Slagsbrødre; Bønderkarle, der lige er hentet herind fra Tærskeloen og Møddinggruben, og som har set saa længe paa de blanke Knapper, der pryder deres Uniform, at de fuldstændig er bleven hypnotiserede af Glansen og tror, de er nogle Allerhelvedeskarle, for hvilke hver Mand skal krybe i Støvet, og vover nogen at mukke, mener de at være i deres gode Ret til at slaa ham fordærvet.

Naar man erfarer disse Udslag af grove og brutale Betjentes plumpe Raahed, skulde man tro, man levede i Rusland under Peter den Stores Regimente.

En stor Del af Skylden falder selvfølgelig paa Politidirektøren, fordi han ikke bedre forstaar at vrage og vælge mellem de Folk, han antager til Borgernes Beskyttelse.

Ary Bob.

(København 7. september 1894).

Nordvestvej var indtil 1904-1905 Borups Alle.

En Millionærs Døtre. (Efterskrift til Politivennen)

For mange år siden stod en lille snavset og laset avisdreng i et stort New Yorkerblads aviskontor. Fuldmægtigen spurgte ham barsk: "Hvad vil du, dreng?"

"Jeg vil tale med chefen", lød Svaret, hilst af hele kontorpersonalet med en lydelig latter.

"Hvad vil du chefen?"

"Jeg har en forretning til ham - en stor forretning!"

I Amerika følger man det fornuftige princip at høre på ethvert menneske, der har noget på hjerte, thi man kan jo aldrig vide, om ikke den dummeste eller yngste tilfældig er kommet på en god Idé, der kan udnyttes.

Få minutter efter at ovenstående samtale var til ende, stod den lille luvslidte avisdreng foran sin hovedrige chef, hvem han meddelte de erfaringer, han havde samlet under avisernes omdeling, og forklarede en plan, som absolut ville fordoble abonnenternes antal.

Chefen syntes om idéen, den blev prøvet, slog an, og den lille avisdreng tjente i et ar ved den - 1000 pd. sterling = 18,000 kr. Det lille forretningstalent hed William Barrison, og dette navn skulle ikke længe forblive ubekendt.

Med næsten uhyggelig hast klatrede Barrison op ad rigdommens gyldne stige. Han forlod snart bladet, arbejdet ved dette førte ikke hurtig nok til målet og man blev i det højeste kun en lille millionær ved den slags foretagender. Derimod kastede han sig over sølvbjergværksdriften, satte sine midler i sådanne foretagender og blev snart en af kongerne på det amerikanske sølvmarked.

Barrison giftede sig med en kunstnerinde, en af dc mest fortryllende soubretter i New York, og fik i sit ægteskab 8 døtre, der alle arvede moderens kunstneriske anlæg. Som det sømmer sig millionærdøtre fik de en fortrinlig opdragelse, og det var ikke blot deres ånd, men også deres legemer, der blev udviklede og uddannede. De 5 søstre Barrison blev snart bekendt som de dygtigste af alle New Yorks rige damer i ridning, fægtning, svømning og dans.

Men så brød ulykken pludselig og aldeles uventet ind over familien. William Barrison der havde mistet sin hustru, indlod sig grebet af en fuldstændig spekulationsfeber, på dumdristige spekulationer, og han befandt sig ved sølvkrisens udbrud i en meget kritisk stilling. Det umulige, det ufattelige, at Barrison skulle gå fallit, skete nu, og en morgen fandt man ham i hans arbejdsværelse med et skud gennem hovedet.

Hans 5 smukke døtre stod nu alene i verden, henvist til selv at fortjene det daglige brød. De besluttede da at vise deres talenter, som de hidtil kun havde dyrket for fornøjelse, for publikum, og debuterede som sanger- og danserinder i New York. Her, hvor alle kendte dem og deres skæbne, var succes'en fuldstændig, og lykken og bifaldet fulgte dem også rundt i Europa, både i Paris og Berlin. "Barrison-Kvintetten" henrev overalt, hvor den viste sig. Publikum ved sin sang og dans, og de 5 søstre har nu vundet deres nye kald kær, og besluttet ikke så snart at gå fra hverandre.

At dette er alvorlig ment, ser man af, at da den unge franske hertug af D . . . ce friede til en af dem, fik han en kurv.

Og nu synger og danser den fordums amerikanske millionærs døtre sig hæder og guld sammen på storstædernes scener.

(Fyns Avis)

(Roskilde Dagblad, 26. august 1894)

Barrison Sisters. Gertrude, Sophia, Lona, Olga og Inger. Theatermuseum Wien. Gustav Liersch & Co. CC BY-NC-SA.

"Lona" Abelone Maria (1871-1939)

"Olga" Hansine Johanne (1875-1908)

"Sophia" Sofie Kathrine Theodora (1877-1906)

Inger Marie (1878-1918)

Gertrud Marie (1881-1946)

Emigrerede til USA 1886. Wilhelm Ludvig (William) Fleron (1858-1935), gift med Lona 1893.

H. V. Clausen: Nordslesvig 1863-1893. (Efterskrift til Politivennen).

Den nationale Stilling paa Landet. ("Sønderjyske Aarbøger" 1894).

I. Tysk og dansk Sindelag.

Hr. H. V. Clausen har gennem tidligere Afhandlinger sat den danske Læseverden ind i Sprogforholdene i Nordslesvig.

Det er denne Gang en anden Side af Sagen, han har vendt sig mod. Denne Afhandling undersøger ikke Sproggrænsen, men Grænsen mellem dansk og tysk Sindelag.

Forholdene i Nordslesvig er overordentlig gunstige for en saadan Undersøgelse. Det hele Omraade, det gælder, er ikke større, end at en enkelt Mand kan sætte sig ind i Forholdene fra Sogn til Sogn. Forskydningerne mellem dansk og tysk er meget smaa; talrige oe pludselige Overgange som dem, der findes mellem to almindelige politiske Partier og her lægger de største Hindringer i Vejen for en Partistatistik, finder ikke Sted i Nordslesvig. Der er en dybere Kløft mellem danske og tyske end mellem to politiske Partier; de, der gaar over fra den ene Lejr til den anden, er lette at tælle. Dertil kommer, at Nordslesvigerne gennem de danske Foreninger har dannet sig en Række af samarbejdende Organisationer, der i hver Egn sidder inde med rige Oplysninger om Egnens nationale Forhold, og som med Glæde stiller dem til Benyttelse til et Værk som dette.

Hr. H. V. Clausen har med stor Flid benyttet sig af disse nnstige Forhold, og han har derved naaet Resultater, der i Paalidelighed og Udførlighed staar meget højt.

Først undersøger Hr. Clausen de tysksindedes Tal, dernæst hvad for Folk det er, der danner det tyske Parti.

Som Udgangspunkt for sine Undersøgelser over Tyskernes Tal brnger han Gaardmandens Sindelag. Fra hver enkelt Gaard med "to eller flere Heste", har han skaffet sig Besked om Ejerens Sindelag fra 1863 til nu og det er Resultaterne heraf, han meddeler.

For hele Nordslesvig er dette saaledes :

Der gaar gennem disse Tal en Regel, som kan udtrykkes med faa Ord. Jævn, om end langsom Tilbagegang for Danskerne indtil 1888, efter 1888 en betydelig Fremgang.

Det er det samme Resultat, de politiske Valg i Nordslesvig har Dragt. Efter lang Tids Tilbagegang kom Omslaget omkring 1888, siden da har der været en almindelig Fremgang.

Man ser, at Tilbagegangen fra 1888 ikke har været stor. I alt har de danske fra 1863 til 1888 mistet 132 Gaarde, hvoraf de blakkede har faaet 1/3, Tyskerne 2/3. De 132 Gaarde er af det hele Antal ialt 2,15 % Forhold til Danskernes Vinding af 26 Gaarde i de sidste 5 Aar er deres Tab i de foregaaende 25 kun ringe.

End gunstigere stiller Forholdet sig, hvis man ser paa Rubrikken "I Udsigt". Denne er ikke fremkommen, som denne plejer at fremkomme i statistiske Undersøgelser ved en Slutning fra de kendte Tal til ukendte. De Tal, Hr. Clausen anfører under den, har han faaet ved at undersøge Arvingernes Sindelag rundt om paa Gaardene. De har derfor naturligvis ikke ganske samme Paalidelighed, som de Tal, der angiver de nuværende Gaardejeres Sindelag, men man can dog med nogen Sikkerhed gaa ud fra, at Afvigelserne fra det vundne Resultat ikke vil blive store. De forskydninger, som kan fremkomme ved, at andre end beregnet arve Gaardene vil antagelig gaa lige op.

Endnu undersøger Hr. Clausen, om det ikke skulde være saa. at der udenfor de større Gaarde, svarende til danske Gaarde over 10 Td. Hartkorn, er en forholdsvis betydeligere Fremgang for Tyskerne. Han viser, at det ikke er Tilfældet. Af 305 større Gaarde havde Danskerne 1863 de 196, nu 180. Af de 16, der er tabte, er de 9 augustenborgske Herregaarde, som den danske Regering efter at have købt dem af Hertugen af Augustenburg i Halvtredserne solgte til danske Godsejere, men som disse efter 1864 hurtig afhændede til Tyskere.

Endelig gennemgaar Hr. Clausen Forholdene i de enkelte Egne af Nordslesvig, og det viser sig her som gennem Udfaldet af Rigsdagsvalgene, at Stillingen endnu er vanskelig mod Syd ved Sproggrænsen, hvorimod Fremgangen er stærk længere Nordpaa. Selv mod Syd giver dog Tallene Haab om, at Omslaget ogsaa der vil komme og bringe dansk Sindelag den samme Fremgang, som allerede er kommen længere Nord paa.

En tilsvarende Undersøgelse af hele den øvrige Befolkning, Smaakaarsfolkene paa Landet og Bybefolkningen, bringer denne Afhandling ikke. Alligevel gælder det Billede, den tegner, sine Hovedtræk ogsaa her. Husmandbefolkningen er ligesaa dansk som Gaardmandsklassen og følger sikkert de samme Svingninger som denne. Byerne staa noget anderledes. Overgangen til Tyskerne har naturligvis her ved Regeringsskiftet været stærkere end paa Landet, men de sidste Rigsdagsvalg viste tydeligt, at her er indtraadt et stort Omslag til Fordel for Danskerne.

Grunden til de sidste Aars Fremgang er bekendt nok. De ligger først og fremmest i, at Følgerne af Udvandringen ikke nu virker saa stærkt som før, at man paa alle Punkter har opgivet den passive Protestpolitik og har lært at benytte sig af de Vaaben, de bestaaende Forhold frembyder. 

R.

(Aalborg Amtstidende 16. august 1894).

2. Tyskhedens Grunde.

Den sidste Del af Afhandlingen giver en Skildring af de Bestanddele, hvoraf den tyske Befolkning bestaar, af de Grunde, der har skabt deres tyske Sindelag.

Den første Gruppe er der indvandrede Tyskere. Disse er dog paa Landet ikke mange. De ejer ialt 135 Gaarde, udgør altsaa 1/6 af det hele Tal af tysksindede; men det er gennemgaaende de største Gaarde, der ejes af dem. De taler naturligvis alle Tysk, men især hvor de ikke findes sammen i større Tal, lærer de hurtig at tale Dansk, og meget ofte bliver deres Børn danske. Kun hvor der paa en Egn findes et betydeligere Antal tysksindede sammen, kan de holde sig. Den almindelige Mening blandt Nordslesvigerne er, at disse indvandrede gennemgaaende er dygtigere end Hjemmetyskerne, men mindre fanatisk tysksindede, og om man end maa gaa ud fra, at Nordslesvigernes rimelige Harme mod Hjemmetyskerne ofte gør deres Dom over dem for stræng, saa lyder dette dog rimeligt nok. 

Den langt større Part af Tyskerne udgøres af Hjemmetyskerne, og den største Del af disse hører atter til Familier som før 1864 var slesvig-holstenske. Man maa huske, hvor langt tilbage Nordslesvigs Danskhed var kommen under Frederik d. 6.s og hans tyske Ministres Styrelse. Bevidst Danskhed fandtes i Nordslesvig ikke før i Trediverne, og selv da der i Fyrrerne kom Liv i den danske Bevægelse, omfattede denne kun en Del af den Befolkning, der talte Dansk. De tyske Repræsentanter i Stænderne valgtes ikke blot af Byerne og Godsejerne. I lange Tider var Halvdelen af de Stænderdeputerede, over hvis Valg nordslesvigske dansktalende Bønder raadede, Slesvig-Holstenere.

Hr. Clausen sætter - sikkert med Rette - den egentlige Gennembrudstid, hvor Interessen for Danskheden greb den store Del af Befolkningen til 1848. Han mener, at de danske Embedsmænd mellem 1850 og 64 hverken gjorde fra eller til, han paapeger enkelte Fremskridt i disse Aar. Alligevel undervurderer han vistnok noget deres Betydning. Sikkert har disse Aar med Sejersfølelsen, med Følelsen af at have Regeringen paa sin Side, mange Steder skabt et traditionelt Dansksind, som ikke har faaet ringe Betydning.

Alligevel var der i 1863 mange slesvigholstensksindede tilbage i Nordslesvig, som vi har set noget nær saa mange, som der nu er tysksindede. Det er de Familier, som i sin Tid kom ind i den slesvig-holstenske Bevægelse, og som har besvaret deres Harme mod Danmark; Omslagene derimod er som sagt kun faa.

Hr. Clausen anfører en Del Grunde til disse. Det er den Slags Grunde, som man paa Forhaand kunde regne ud maatte gøre sig gældende under Forhold som de nordslesvigske. Det interessanteste herved er at se, at mellem dem savnes en: den tyske Kulturs Tiltrækningskraft.

Man kunde være tilbøjelig til at tro paa store Virkninger af denne. Virkeligheden viser, at saadanne ikke findes. Man kan forstaa dette. Det drejer sig her om en Bondebefolkning; den tyske Kultur er en ren Bourgeoiskultur, der væsentlig hører hjemme i Bourgeoisiets højeste Lag; den har de mindst mulige Betingelser for at kunne øve nogen Indflydelse paa en nordslesvigsk Bondebefolkning, selv om der gives en Del af denne, som gør sit bedste for at komme med.

En Bondekultur, et Aandsliv knyttet til Bønderne som det grundtvigske i Danmark, har Tyskland ikke. Det er da let at forstaa, at det bliver lettere for den dansksindede Del af Nordslesvigs Befolkning at træde i Forbindelse med dansk Kultur end for de tysksindede at faa noget ud af den tyske.

Dertil kommer, at det store Tal af Hjemmetyskere ikke forstaar tysk, kun nede mod Syd omkring Sproggrænsen findes der hos dem nogen Kundskab heri.

Vi ser saaledes, at Sproggrænsen og Grænsen for dansk og tysk Sindelag ikke falder sammen. Der findes en ikke ganske ringe Del af Nordslesvigs dansktalende Befolkning - blandt Gaardejerne altsaa omkring en Syvendedel - , der er tysksindede. Til gengæld findes der, særlig i Flensborg, ikke faa tysktalende, der er dansksindede.

Dette Forhold har baade en uheldig og en heldig Side. Uheldigt er det derved, at Antallet af dansksindede i det hele bliver noget mindre end 160,000, der almindelig regnes for dansktalende. Heldigt er det, fordi det aabner Muligheden for Fremgang for dansk Sindelag. Det er klart, at der kun er ringe Udsigt til, at dansk Sprog og dansk Sympati skulde vinde frem sydpaa i Egne som nu taler tysk.

Langt større er Udsigten derimod til, at det rundt om i Nordslesvig vil gaa, som det enkelte Steder allerede er gaaet, at de tysksindede, som lever mellem danske og taler deres Sprog, efterhaanden vil vindes af dem, saa de stiller sig paa deres Side i Kampen mod den tyske Regerings Tryk. Meget tyder paa, at Bevægelsen er ved at gaa i denne Retning, at det egentlige Nordslesvig bliver stedse mere rent dansk.

R.

(Aalborg Amtstidende 17. august 1894).

Midnatsmissionen og Rasmus Buch Clausen. (Efterskrift til Politivennen)

Midnatsmissionen.

En ny Hær rykker Ind i Hovedstaden

Hvad Missionen koster.

Tynde Resultater.

Naar Mørket lægger sig ned over Byen, og Gaslygterne sender deres søvnige Skin ned langs de skumle Smaagader, rykker Prostitutionens uhyggelige Armé frem.

Op og ned ad Gaden gaar de, disse ulykkelige Kvinder, alle med det samme Stempel i Ansigtet; de skarpe, udlevede Træk, det graadige Blik i de sløve Øjne, Gribbene, der stirrer efter Bytte!

Frem mod denne Armé rykker en lille Trop, blege Mænd med himmelvendte Øjne og besværgende udstrakte Hænder. Det er Midnatsmissionen. Den mørke Nat igennem patruljerer de gennem Smaagaderne, uddeler Skrifter og formaner hvert Menneske, de ser, til at omvende sig fra Lastens brede Vej.

Men Resultatet, de høster, er saare krankt.

Chefen for denne Trop, den Mand, der leder Slaget, er Hr. R. B. Clausen, Gaardmissionær som han kalder sig.

Vi aflagde ham forleden et Besøg i hans Bopæl i "Bethesda". Vi traf ham i en Kælderstue, der paa Grund af sin Størrelse og sin Dunkelhed absolut ikke gjorde noget hyggeligt Indtryk. Langs Væggene hang der bibelske Billeder og Opraab som: "Hold Guds Bud" - "Glæder Eder i Herren" - "Værer ædru, iførte Troens og Kærlighedens Panser". Alt med anmassende store og klodsede Bogstaver.

Hr. Clausen sad ved sit Skrivebord. De fleste af vore Læsere kender sikkert den høje, svære Mand med det skæve Hoved og det store, tvedelte Skæg; hans smaa plirrede Øjne hviler undersøgende paa den, han taler med.

Han fortæller med sin dybe Stemme:

Missionærens Livshistorie.

"Jeg er født paa Lolland, allerede som Barn var jeg meget gudfrygtigt anlagt og gik i Kirke mindst hver fjortende Dag, i en ung Alder blev jeg optaget paa en Præstegaard, hvor jeg lærte en ung Lærer at kende: han fortalte mig en Dag, at hans Præst havde sagt: Naar jeg er død, farer jeg lige lukt ned i Helvede.

Disse Ord af en Guds Mand slog mig; jeg blev "vakt".

Jeg blev i Tidernes Løb Proprietær, men Herrens Røst kaldte stedse paa mig og bød mig arbejde i hans Vingaard. Saa skilte jeg mig af med min Gaard og rejste her til København.

Paa den Tid var Missionær Wrigth kommen hertil fra England; han begyndte straks, som Missionærerne derovre paa den taagede Ø, at gaa omkring i Gaardene og synge Salmer og prædike Evangeliet for de fattige i Aaanden. Vi traf hinanden, sluttede os sammen og startede i 1886 Midnatsmissionen, for hvilken Grev Adam Moltke snart stillede sig som Formand."

Missionens Gang og Resultater.

"Vi begyndte med 14 Mand, blev snart 32; men nu", siger Missionæren med et Suk, "nu er vi kun 16".

- Der mødte os straks en hæftig Modstand, baade fra Befolkningens, Skøgernes og - Politiets Side. Jeg husker bl. andet en Aften, at en af "Pigerne" kastede mig et Kræmmerhus Kønrøg i Ansigtet, saa jeg blev ganske sort - "

- Som bare Fanden", var vi ved at indskyde, men bed det heldigvis i os igen.

"Saa snart vi viste os i en af Gaderne, blev vi modtage med djævelske Hyl og Raab, der samledes Opløb, blev Slagsmaal, nogle af os blev stukket med Knive, og utallige er de Gange, vi maatte møde i "den Offentlige" og betale Bøder."

"Den Gang havde vi heller ikke Eugen Petersen til Politidirektør", indskød vi.

"Desværre nej, Lov og evig Pris være ham ; ganske vist ynder han ikke Midnatsmissionen, men han har sagt, at han elsker Gaardmissionen, og det er jo en stor Trøst".

Den ny Hær.

Vi tillader os en lille Hentydning til den Forstærkning, Hr. Clausen nys har indkaldt fra Provinserne,

"Ja", siger han, "det er ganske rigtigt; der kommer hertil Byen 21 Missionærer, og de bliver lier i 14 Dage; vi udstationerer saa den ganske Armé baade Dag og Nat og paa den Maade skal vi nok "skyde en Bresche", - og Hr. Clausen ser meget fortrøstningsfuld ud.

"Tillad os et Spørgsmaal", siger vi, "hvor meget koster det at holde Midnatsmissionen paa Benene ?"

"Omkring en 1400 Kr. om Aaret - lavt regnet."

"Altsaa i de 8 Aar, den har bestaaet, har den kostet mindst henimod 12,000 Kr. Hvilke Resultater har de opnaaet for disse Penge?"

"Resultater, Resultater," siger Hr. Clausen forbavset og drejer sig paa Stolen, "nogle bestemte Resultater kan jo ikke saadan fremvises; vi har advaret mange mod at søge Lastens Huler, og der er ogsaa dem, der har fulgt Advarslen".

Ja, maaske drejet om ad en anden Gade; men har de vundet nogle af "Pigerne" for deres Sag?"

Et dybt Suk. - "Nej"

- - -

Vi tog saa Afsked med den hellige Mand.

Om faa Dage kommer hans ny Garde, Folk fra Provinserne, uden Spor af Forestilling om, hvorledes en By ser ud ved Nat. Og Gaderne vil blive livlige, naar disse Uerfarne skal til at lede det glade København bort fra den brede Vej!

U-d.

(København 12. august 1894).

En mærkelig mand.

Som meddelt i går er den af navn over hele landet kendte natmissionær  Clausen død i København.

Han var en mærkelig mand i alle henseender. Han prædikede i gårdene og patruljerede ved nattetid i de snavsede gader hvor prostitutionen bor til huse. Her uddelte han gudelige traktater, advarede de unge og gamle mænd mod at følge kødets lyst, hvilket ofte gav anledning til mange tragikomiske scener i disse gader. "Pigerne" så i Clausen en mand der ville skade dem i deres lovlige, af staten beskyttede erhverv, og derfor gik de ofte angrebsvis til værks mod Clausen, og derved udspandt sin optrin som trodser alt i retning af gudsbespottelse og råhed.

Men dette afskrækkede ikke Clausen. Nat på nat blandedes hans ord i disse gader med drukne kvinders eder og latter, og ikke sjældent har man i de snævre gader set Clausen og det sminkede pigebarn hale i hver sin arm af en ung mand og næsten altid med det resultat at pigebarnet sejrede.

Således er verden, og trods al god vilje blev den ikke meget bedre ved Clausens hjælp.

(Nordjyllands Arbejderblad, 14. maj 1904)

Se også tidligere indslag om Rasmus Buch Clausen her på bloggen.

Rasmus Buch Clausens gravmæle på Garnisons Kirkegård, udført af August Hassel. Ikke en af de mest kendte kunstnere. I København findes på Nicolai Kirke et relief over Hans Egede.