De Fattiges Boliger. Borgergade-Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

 De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Borgergadekvarieret.
En Vaskerkones Hjem
- Værre end Whitechapel!
-Elendighedens Apoteose-
Hofgørtlerens Ejendom.

Efterhaanden som vi skrider videre og videre frem i vore Undersøgelser af de fattiges Boliger og Livsvilkaar, finder vi dem slettere og slettere. Da vi valgte Vognmagergadekvarteret til Udgangspunkt, troede vi, at vi greb det værste. Vi vilde gribe Tyren ved Hornene, som man siger. Men vi tog fejl. Man kan maaske i det nævnte Kvarter finde Elendigheden mest sammenhobet. Men rundt omkring i den øvrige Bys Gader og i Stræder kan man hist og her i Baghusene finde Forholdene saa forfærdelige, at alt, hvad vi hidtil har meddelt, maa træde i Skygge. Herpaa skal vi give nogle Eksempler.

Borgergade

er ligesom de øvrige Gader deromkring gammel og beboet af mindre bemidlede, saasom Smaahandlende, Arbejdere o. I. Gaar man fra Gotersgade ned ad denne Gade har man straks den berygtede Helsingørsgade paa venstre Haand. De tykke Fruentimmer skændes i de lave Gadedøre, Hopsakarlen promenerer paa den smalle Flise. Den sværlemmede Fyr har røde Pletter paa Halsen og store aabne Saar omkring Munden og ved Tindingen. De udtraadte Sko stikker underlig af mod de stribede Benklæder, den flotte Jaket og den tykke Gigerlstok. Nu har han været inde efter "Kærrestens" Natfortjeneste og skal derefter ud at sætte den til. Han skubber fløjtende et lille Barn i Rendestenen, fordi det ikke er kommet væk i Tide og trykker alvorligt Haanden paa en Kammerat, som netop nu træder ud fra et lavvinduet Bordel. 

I Nærheden af denne Gade saa vi et Skilt annoncere:

"Fransk Vask og Strygning, 4. sal o. G. t. v."

Vi gik derop og fandt efter en Del Besvær en Dør, hvorpaa der stod: Vaskeriet. Der var ingen Dørklokke, heller intet Dørhaandtag. Paa vor Banken blev der lukket op af en Pige i 30 Aars Alderen, og vi stod inde i et snævert Køkken, hvis lille Vindu ikke var fjærnet over en Alen fra en høj sort Brandmur. Komfuret fandtes lige over for Indgangsdøren i 5 Kvarters Afstand. Her varmede hun sine Strygejærn. Værelset var optaget af en Seng, en Komode og et Strygebrædt, som strakte sig fra det ene Hjørne til det andet Paa Gulvet kravlede 2 smaa Børn, en Dreng og en Pige, af sygeligt Udseende.

"Naa, De har nok et Par smaa Arvinger?"

"Ja, det har jeg", sagde hun lidt undseligt.

"Men der bliver maaske ikke meget at arve", føjede vi til.

"Nej naar vi blot kunde leve, saa maa jeg nok være glad!"

Hun fortalte, at hun oprindelig havde været Tjenestepige, men da hun saa var blevet frugtsommelig ved sin Husbonds Nevø, mistede hun sin Plads. I en dramatisk Forening stiftede hun senere Bekendtskab med en Kontorist, som forlovede sig med hende. Da han imidlertid havde opnaaet sin Hensigt og hun igen var kommet i Omstændigheder, var det forbi med hans "Kærlighed" 

Vi forlod det fattige Hjem og gik længere ned i Borgergade, hvor vi fandt en Ejendom med en svært pyntet Facade. Heraf lod vi os dog ikke skuffe, men gik gennem den lange Gang ud i Gaarden, hvor vi fik Øje paa et Sidehus af et skrækkeligt Ydre.

Elendighedens Apoteose.

Det vilde blive os for vanskeligt at berette alt, hvad vi saa, at beskrive denne Opgang, disse Vægge, disse Døre! Vi vil nøjes med at anbefale enhver, som vil se det utrolige, at gaa derned. Derimod vil vi forsøge, om vi kan give vore Læsere et - omend kun svagt - Billede af Livet og Forholdene indenfor de skidne Mure. Man skal ikke frygte for Overdrivelser. Her kan ikke overdrives! 

Da vi var sluppet ind i et Rum paa første Sal, maatte vi to Gange spørge :

"Hvor bor De?"

Og begge Gange fik vi af Konen det samme Svar :

"Her! Herinde"

Ja, det er sandt! Herinde i et mangekantet Rum, uden et eneste Møbel, uden et eneste Glansbillede, boede hun med sin Mand, en Kularbejder. Herinde i et Hul med et beskidt Loft over sig og et raaddent Gulv under sig boede to Ægtefolk, som ikke alene manglede det inderste Linned, men ogsaa det tørre Brød! Tre Børn havde Venner og Bekendte taget sig af, men Forældrene sad tilbage og sultede i de usleste Pjalter! Alt var solgt eller pantsat. Ikke alene Gangklæder, Lagener og Sengklæder, men ogsaa Stole, Borde og Kommode; ikke alene Støvler og Skjorter og Chemiser, men ogsaa Knive og Gafler, Tallerkener og Kopper! Alt var pantsat! Lige til den Blikspand, hvormed de hentede deres Vand i Gaarden, lige til det Sengested, hvori de en Gang havde sovet som Brudepar.

Alt var pantsat! Nej, dog ikke alt! En lille firkantet Kasse, som næsten var fyldt af Laanesedler, og som gemte deres Borgerbrev, havde de endnu tilbage. Og saa havde de ogsaa en Madrats, som de intet havde kunne faa paa. Den stod og grinte i Hullet opad en Væg. Om Aftenen, naar de skulde "i Seng", lagde de den fladt ned paa Jorden og sig selv ovenpaa - som de stod og gik naturligvis! Og saa sov de, saalænge de kunde, indtil Tarmenes Skrig vækkede dem igen.

Værelset saa ud som var der ryddet op til Dans, til Dødningedans.

Køkken og Kakkelovn fandtes ikke - kun et Slags Komfur af lignende Art, som det vi har beskrevet i vor Artikel om Bolersken i Vognmagergade.

Vand var der intet af. Det maatte hentes i Gaarden ved Posten, som imidlertid vedligeholdes saa daarlig, at de i to Maaneder sidste Vinter maatte hente Vandet i en anden Ejendom!

De to stakkels Mennesker stod der henne ved Væggen; satte sig kunde de jo ikke! Sultne, selvopgivende saa de ned mod det raadne Gulv - - -

Hofgørtlerens Ejendom.

Videre naar vi ikke i Dag i vor Beretning. I Morgen gaar vi videre, og som vi skal se, er vi desværre ikke færdig med det værste. Jo højere tre kom op i Huset, desto uslere blev det, desto større blev Elendigheden !

Ejendommen har intet Gadenumer over sin Gadedør; men det behøves heller ikke. Ti Folk dernede omkring hjælper sig bravt dette foruden. Enhver véd, hvor Lokumet ligger, og at Hofgørtler Henriksen, en Frimurer af høj Orden Orden, har Æren af at eje det og holde det i Stand!

(København 8. august 1893).

Johannes Hauerslev: Borgergade (den lige side, mellem 1887 og 1918). Kbhbilleder. Public domain.

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Borgergadekvarteret.
Hofgørtlerens og Frimurerens unumererede Ejendom

Ovenover dette elendige Hul, hvori de to Ægtefæller stod lænet mod Væggen, lige ved at segne af Sult, boede

en Kone med sine 3 Børn.

I Sammenligning med det, vi havde set hos Kularbejdsmanden og det, vi fik at se paa tredje Sal, boede hun helt féagtigt her i det lille Værelse, hvor der baade var en Seng og en Komode, ja endogsaa et Par Stole. Alligevel var Lejligheden dog vedligeholdt saa slet, at selv Sundhedspolitiet havde fundet det for galt, da det for et Par Maaneder siden var deroppe. Det havde nemlig sagt til Konen, at hun intet skulde betale Hofgørtleren, før han lod gøre i Stand. Dog, saadanne Bemærkninger til Lejerne er naturligvis ikke blot betydningsløse, men ogsaa meningsløse. Betaler Konen ikke sin Leje, kan Ejeren jo lade hende smide ud, og saa nytter det ikke, at hun henviser til Politiets Erklæringer. løvrigt synes Sundhedspolitiet langt fra at være kritisk anlagt, og det er uforstandigt, at det ikke undersøger en saadan Rønne fra øverst til nederst, naar det først er kommet derind. Paa tredje "Sal", det mest gruopvækkende og forskrækkelige Sted, man kan tænke sig, havde Politiet saaledes slet ikke været!

Det har vi imidlertid, og vi skal sandelig ikke lægge Skjul paa, hvorledes en Rigmand holder sine Lejligheder i Stand for de Fattige !

Fra denne Kone med de tre Børn gik vi op ad den elendige Trappe, ledsaget af vor specielle Tegner.

Snart stod vi inde i et Rum,

en Elendighedens Hule,

som trodser al Beskrivelse! "Gud Fader bevar os!" udbrød vi uvilkaarlig, da vi traadte ind; ti overfor saa forfærdelige Tilstande maatte vor Forestillingsævne staa stille!

Det var ikke nogen Lejlighed, ikke noget Værelse, vi stod inde i. Det var en Hule, hvorfra ethvert Dyt vilde flygte, undtagen netop det skrækkeligste Utøj, af hvilken det fandtes i Milliarder!

Loftet

dannedes af tykke, klodsede Bjælker og Fjæle. Herpaa var saa klistret Papir, som senere var bleven besmurt med et Lag Kalk. Det var imidlertid ikke hvidt, det var graat eller sort, og Papiret var revnet i alle Retninger og hang i lange Laser og Trevler ned i Værelset! Fra Revner og Sprækker dumpede saa af og til de smaa Dyr ned paa det usle Gulv, hvor de snart kunde finde et Smuthul 

Væggene

kan vi, selv i Forening med vor Tegner - ikke give vore Læsere noget Begreb om, saa rædsomme var de. De var eller skulde være bedækket med Tapet. Men dette havde Tid efter anden løsnet sig fra Muren eller Træværket og bølgede sig nu frem og tilbage ved den mindste Bevægelse. Det havde slaaet flere Alen lange Revner paa kryds og tværs; og paa de lange Laser krøb Stimer af Vlaj, Ja, naar man kiggede op mellem Tapetet og Mu en, saa man Kolonier af Væggetøj o. I,

Naturligvis var her

ingen Senge.

To Madratser (om man tør kalde dem saaledes), den ene liggende paa et lidt højere Underlag end den anden, traadte i disses Sted.

De var anbragte henne ved Væggene i Nærheden af en sølle "Servante," og naar de store Edderkopper og utallige Væggetøj fandt det for hedt bag Tapetet, saa drog de ned paa disse Madratser, hvor der laa 

en Kone og en lille Pige

og sov! Ti heroppe boede virkelig Mennesker; her boede en Moder med sin lille Pige i den mest ubeskrivelige Fattigdom og Elendighed. Det er en Selvfølge, at denne Kvinde ikke kunde rense et saadant Hul for alt dette Utøj. Der maa naturligvis en gennemgribende Reparation til. Kun undrede det os, at de to stakkels Mennesker ikke ligefrem var ædt op af "Lejlighedens" virkelige Beboere!

Vi skal til denne grufulde Virkelighed endnu føje, at det plaskregnede ned i Værelset under den mindste Byge!

"Ja men kære Madam Andersen!" fortsatte vi vor Samtale med Konen, har De nu ogsaa bedt om at faa gjort i Stand?«

"Ja, det har jeg ofte gjort, men der bliver aldrig gjort noget alligevel!"

Vi spurgte hende om, hvad hun levede af og fik at vide, at hun gik ud og vaskede og gjorde rent for Folk.

"Men det er saa uhyre vanskeligt at faa noget. I Dag har jeg været ude for at søge Arbejde siden Kl. 5, men jeg har stadig intet kunnet faa."

"Men har De henvendt Dem paa disse kvindelige Arbejdskontorer?" spurgte vi.

"Ja, derfra har jeg somme Tider tjent 50 - 75 Øre om Dagen, men heller ikke der kan jeg faa noget nu. Der er alt for mange;"

Det var et Billede fra det unumererede Hus fra Hofleverandør Hinrichsens - den store Frimurers Ejendom, fra Lokumet i Borgergade !

Vi skal aldrig fortryde den Mission, vi har paataget os: at undersøge de Fattiges Boliger. Ti her er et Felt som Samfundet paa den mest skødesløse Maade har forsømt og som vi tror at kunne arbejde paa til Gavn og Velsignelse for de uheldig stillede.

Hvor virker Bygningskommision og Sundhedspoliti, naar saadanne Forhold, som de vi i Dag har beskrevet, kan finde Sted?

Nej, vi maa have det frem, frem for Offentligheden, frem gennem "København", som vil rette og ramme. I Dette Blad skal disse Forglemte finde en Ven.

(København 9. august 1893).

I Dannebrog 13. august 1893 indvendte hofgørtler Hinrichsen at han slet ikke ejede den på gældende ejendom, men en kvindelig pårørende af ham som også holdt vicevært. Han meldte at han udover at anlægge sag mod redaktøren også ville sagsøge trykkeriet, redaktør Hørup, Herman Bing og Edvard Brandes.

København svarede igen den 14. august, samt nedenstående artikel fra dagen efter:

Opsigtsvækkende Afsløringer. 

Hofgørtlerens IIus.

I sin Redegørelse i "Dannebrog" for sit Forhold til Huset Nr. 29 i Borgergade gav Hofgørtler Hinrichsen sig mere af med at skælde ud paa den oppositionelle Presse end med at søge at klare Ærterne for sig selv. Det første: at fægte drabeligt om sig med gamle Floskler om Skadeligheden af den Journalistik, der, uden først at spørge om Forlov, stikker sin Næse i almenagtede, fredelige "Borgeres" Sager, er jo ogsaa langt lettere end at paavise, hvor vi har overdrevet i vor Skildring af denne berygtede Kasse.

Vi vil da ganske simpelt sige til alle vore Læsere, som maatte have Gran af Tvivl tilbage om, at vi havde talt fuldt sandt: gaa selv derud! gaa derud og se paa Ejendommen! Lad dem ikke forbløffe af den Omgang Maling, en Del af Forhusets Facade har faaet tilligemed et nyt Numer - Farven er vaad!

Gaa altsaa selv derud. Se, hvor skandaløst alt staar til og sig os saa, om vi havde Ret, da vi fremdrog saadanne Rum for Mennesker til Offenlighedens Dom.

Og til dem, der ikke naar derud, vil vi endnu en Gang fortælle, hvordan Kassen ser ud. Vi vil kun bemærke, at flere af vore Medarbejdere nu har set paa den, og at det følgende saaledes ikke er et Førsteindtryk, men Beskrivelse, baseret paa grundige Iagttagelser.

Gaarden.

Hvad da først Gaardspladsen angaar, træffer vi paa Fænomener, der sikkert hidtil har været ukendte i vor By.

Da Stenbroen er sunken i betydelig Grad ned mod Forhuset og saaledes har dannet et jævnt Fald, siver al Væde fra Retiraden og fra det Sted, hvor Beboerne lader deres Vand, ned i Forhusets Kælder, hvor der herved dannes et permanent Pissoir eller hvad værre er. Engang har en Lem forhindret de flydende Ekskrementer fra saadanne vildsomme Veje, og Forhusets Kældervindu laa saa højt i Niveau, at Vandet fik et andet Løb. Men ingen husker, naar denne Stenbio sank, ingen, naar den sidste, skærmende Rude gik.

Hvad er da Følgen af dette aldeles utrolige Svineri?

Følgen er den, at Kælderrummene ved Vintertide omdannes til en Sump. En stor, grødet Sump, dannet af Snesjap, Urin og Affald af Ekskrementer. Men ikke nok med disse Ingredienser! I Kælderen har i umindelige Tider Dynger af Dagrenovation ligget ophobet uden nogensinde at blive bortført.

Om denne Skandale: at lade Ruin i et Vaaningshus ligge hen i en saa forfærdende, faretruende Tilstand, midt i et Kvarter, der alt i Forvejen er tætbebygget og yderlig fattigt, at lade dette svinske Sløseri finde Sted paa en Tid, hvor den asiatiske Pest, Koleraens Svøbe, er paa alles Læber - herom kan vi sige én Ting, mindre smigrende for Hr. Hinrichsen:

Hr. Hinrichsen maa nemlig have vidst af, at Forholdene i Kælderen var af en saadan Beskaffenhed som omtalt, da han idet mindste én Gang har sørget for, at en Stiver blev sat under Bjælkerne, der truede med at ramle sammen og saaledes drage hele Rønnen med sig. Saa raaden er Træværket i disse uhumske Kældere, hvor man tror sig paa Bunden af en Latrinkule, at man kan tage hele Nævefulde af det trøskede Træ ud af Bjælker og Vægge.

Man tænke sig nu, at ovenover disse Ruin bor Mennesker. Hvilken Atmosfære maa ikke de varme Sommerdage eller i Vintrens Hjærte stige op til dem gennem det usle Gulv!

Til Forhuset skal vi atter komme tilbage, naar vi senere gør opmærksom paa Brandfarligheden. Vi beder dem nu først krybe med os op i

Baghuset.

Først Trappen er snæver hønsestigeagtig og saa at sige fuldkommen mørk. Ingen véd, naar den sidst har oplevet Rengøreise. Da vi saaledes i Søndags famlede os op af den, satte vore Hænder dybe Mærker i det Lag Snavs af Fedt og aargammelt Støv, som laa overalt paa Rækværk og Vægge.

Lad os stanse et Øjeblik paa første Sal og kigge ud gennem en Glug her. Man vil da oppe over Retiradetaget blive en hel lille Plæne var, noget i Retning af Babyloniens hængende Haver. Frodigt Grønt gror her i det Snavs, som uantastet har kunnet samle sig i lang Tid, inden der skabtes en saa godt gødet Jordbund. Denne Have, der har skabt sig selv og som en lille Idyl er vokset frem i denne Baggaard oven paa et Tag, andrager vel ca. 1 Alen i Diameter. Kun Skade, at dette er det eneste grønne, de fattige Beboere kan fryde sig ved.

Det vil dernæst være rigtigt, at De tæller de ituslagne Ruder. De, der findes, er af den gamle, uklare, mangefarvede Art, men de er ikke mange. Ondt og godt Vejr har mestendels frit Indpas til de Ulykkelige !

Vi begiver os da ind gennem de tynde, faldefærdige Døre, der ligner dem paa Kostaldene paa Landet, og staar midt i de elendigste Huler.

Lærredstapetet paa Loftet og Væggene er i den forfærdeligste Forfatning. I store Flager og Laser hænger det ned paa alle Kanter. Der er ingen af hele Ejendommens Beboere, som véd noget om, at det nogensinde er bleven fornyet. Kun det erklærer de alle, at Ejeren og Administrationen gentagne Gange har nægtet at foretage noget til Forbedring.

Bag disse Laser af muggent, smudsigt Tapet, hvor Væggetøjet myldrer, finder man rigelige Udstopninger af Halm, raaddent Mos og lignende stinkende Vegetabilier. Disse Hummere er altsaa aldeles øjensynlig i høj Grad sundhedsfarlige Opholdssteder.

Hvorledes forøvrigt Beboerne levede, har vi alt udførligt gjort opmærksom paa i tidligere Artikler og Tegninger.

Husets Brandfarlighed.

Vi kommer nu til en anden Side af Sagen, der er lige saa væsentlig som Bygningens faldefærdige, sundhedsfarlige og stinkende Tilstand. Det er den uhyre Brandfare, hvori alle defattige Beboere svæver hver Minut paa Dagen.

Sagen er den: hele Ejendommen, Forhus og Baghus er i alt væsentligt Træ. Raaddent Træ, rent Tønder. Bindingsværksvægge og hele Træflader veksle med hinanden. Lad os tage et Eksempel, oven i Købet fra den bedste Del af Huset, Stuen i Forhuset.

Her bor den bekendte, gamle Krigsinvalid, Fyrmester Bjørneboe, Denne Mand bor oven over den føromtalte sundhedsfarlige Kælder. Ikke nok med disse Skavanker, er Gulvet ved Vinduerne sunken i betydelig Grad. Men hvad vi nu skal sé, er af en saadan Art, at Haarene rejser sig paa ens Hoved.

Hans Sengested vender nemlig op til en Bindingsværkmur og denne Træmur støder 0p til en  Bagerovn (! !) i Naboejendommen. Og saa intim er denne Nærhed, at B. ofte maa staa ud af Sengen, fordi han brænder Ryggen paa Væggen.

Han har mange, mange Gange gjort opmærksom paa dette, men alt forgæves.

Hvorledes ligger den samlede Ejendom?

Den er omringet af et Brændevinsbrænderi, et Bageri og endelig tildels af Helsingørsgadens Sukkerrafinaderi!

Den, der skriver disse Linjer i sin Tid Vidne til den uhyggelige Katastrofe i Falkoneralleen, hvor saa mange Ofre fandt deres Død i de fraadende Luer. Naar vi betænker, at hin Ejendom var for god og moderne at regne mod denne, saa kan vi uden at gaa ud fra, at udbrød der Ild i den nedre Del af Nr. 29, vilde alle de fattige Stakler uhjælpelig gaa til Grunde i lidhavet.

Dette har da ogsaa Assurrancevæsenet godt indset, og forsaavidt her overhovedet blandt disse Fattigfolk er Tale om Assurance, har den kun fundet Sted til særlig høj Præmie.

Til Bygningskommissionen og Brandvæsenet henvender vi os da med ovenstaaende Fakta for Øje og beder om en Indskridning. Især Bagtrappen er i Strid med alle tænkelige Lovvedtægter. At Sundhedspolitiet ligeledes vil gøre sin Pligt, forventer vi.

Hofgørtleren som Administrator.

Vi kommer nu til at se lidt nøje paa det, som fra første Færd har bragt Hinrichsen til at fare ud mod os: hans "administrerende" Virksomhed. Det er da uomtvistet, at H. ikke i kortere Tid, men mindst i et Tidsrum af over to Aar har indgaaet Lejemaal, underskrevet Kontrakter og udstedt Kvitteringer i eget Navn! Det at indgaa slige Forretninger og modtage Penge Navn, kalder Hr. H. at "bistaa" Administrationen. Af omtalte Dokumenter ligger i rigeligt Udvalg for os.

Hr. H. skød sig dernæst ind under sin Vicevært. Men med denne, en Sergeant, som bor paa en af Broerne, hænger det saadan sammen, at han oppebær et Honorar af et halvhundrede Kroner aarlig og nok kun kommer, naar der skal foretages en Razzia for at drive Penge ind blandt de sølle Djævle i de højere Regioner. Det synes nemlig som om saavel Ejer som Administration nærer en uhyggelig Ængstelse for at begive sig herop.

- Saaledes ser Hr. H. altsaa ud som Administrator.

Vi har da kun lidt igen: Hr. H. mente ikke, at det er en uforbeholden Tilbagekaldelse "København" bragte i Anledning af at vi havde opdaget, at H. ikke var den egenlige Ejer.

Skal vi nu være enige om en Ting: i Betragtning af disse forskellige Omstændigheder, som nys saa omhyggelig har gennemgaaet, var de tvende Tilbagekaldelser maaske ikke blot fuldt tilstrækkelige, men det synes os næsten som om Hr. H. fik en endog i høj Grad rigelig Portion. 0g hvad den rent juridiske Affattelse angaar var vi saa omhyggelige at lade det tildiktere os af vor juridiske Komsulent. Hr. Overretssagfører Lauridsen. Saa for Uagtsomhed vil man næppe kunne beskylde os.

Naar vi tilbagekaldte uforbeholdent, som vi gjorde, var det som Hr. H. meget godt ved - at Hensyn til visse Forhold i Hr. H's Familje, som vi ikke fandt Anledning til at komme ind paa synes os da, at det havde været rimeligere, om vi havde faaet Tak end et Overfald af saa hadsk Art.

Saa er der endelig Hr. H s Klage over, at vi vælter os over "fredelige Borgere" uden Grund. Det er en Historie, vi har hørt før. Det er den Slags Sludder, der diskes op med, hver Gang Forhold drages frem som helst ønskedes skjulte. Saa hyler al Tid Termiterne!

- Vil maaske nogen staa frem og for Alvor sige at det var fejlagtigt af os at henlede Avtoriternes Opmærksomhed paa Forhold, der ikke alene er en Skam for de Folk som sidder velbeholden og nyder Indtægten af slige Rønner, men som i høj Grad er sundhedsfarlige saavel for de fattige Beboere som for hele Kvarteret? Eller er det fejl, at vi gør Brandautoriteterne opmærksom paa disse haarrejsende Tilstande?

Hvis der er nogen, som mener, at Pressen ogsaa i slige Tilfælde skal holde Bøtten i, saa siger vi Pas, og melder os fra Bestillingen.

Men af den Mening er vel heldigvis kun "Dannebrog".

(København 15. august 1893).

Kvarteret blev nedrevet årtier senere, der blev umiddelbart før det produceret en 12 minutters lang film, som kan ses her.

Hofgørtler Wilhelm Hinrichsen anlagde i midten af august sag mod Københavns redaktør for artiklen i København. København svarede igen ved at fremlægge dokumenter, i form af huslejekvitteringer fra 1891-1893, underskrevet af W. Hinrichsen.

Den i artiklen omtalte P. H. Bjørneboe bekræftede i en artikel i København 22. august 1893 rigtigheden i Københavns beskrivelse af hans lejlighed.

I forbindelse med denne retssag bragte København en række artikler med vidneudsagn. Disse er bragt på denne blog i et særskilt indslag. 

De Fattiges Boliger. Holmensgade-Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Holmensgade-Kvarteret.

Nede mellem lille Kongensgade, Holmens Kanal, Kongens Nytorv og Højbroplads ligger et Kvarter gemt, som i Elendighed ikke i nogen Retning staar tilbage for den Firkant, vi for en Tid siden omtalte i vore Artikler om Vognmagergadekvarteret. Begge Steder har det samme ydre Præg: stinkende Gader, gamle Rønner med smudsige Knejper og lave Butiker, smaa et eller 2 Værelsers Lejligheder. Og begge Steder finder man den samme Befolkning. Den hæderlige Arbejderfamilie, hvem en stor Børneflok har tvunget til at spare paa alle Kanter, selv paa Sundhedens Bekostning, bor ogsaa her Dør om Dør med Stedets mange Bøller og Alfonser, som rigtig befinder sig i deres Element. Bordel ligger ved Bordel, og indenfor "Tremmerne" sidder de ulykkelige Skabninger og pikker paa Ruderne, saasnart en Mandsperson gaar igennem Gaden.

For at Overgangen fra Kristianshavn til dette Kvarter ikke skal blive altfor brat, vil vi i Dag begynde med en "Gade", som hovedsagelig beboes af Arbejdere og Enker eller andre enlige Kvinder.

Smedens Gang

vil de fleste Københavnere kende af Navn paa samme Maade som Peder Madsens Gang. Derimod er der næppe mange, som véd, hvordan den sér ud og endnu færre, som har været inde i den. I Virkeligheden opdages den da heller ikke let. Den smalle Smøge, som udgaar fra Vingaaidsstræde hen i Retning ad lille Kongensgade, skal man ikke let antage for en Gade, uden man netop har stor Lokalkundskab.

I Gaden findes 8 Huse, hvoraf dog nogle hører til Holmensgade, der gaar parallel med den i nogle Favnes Afstand. Den er lukket i den ene Ende ved en høj Brandmur. I Nr, 6 og Nr. 8 er der smaa Baghuse med ét Værelses Lejligheder. Af Trappegange findes kun en, som altsaa paa en Gang tjener som Køkken-, Forhus- og Baghustrappe. For hver Etage findes en Slags Vask hængende ude paa Gaardmuren. Heri hælder Beboerne deres skidne Vand, som saa føres ned til Gaardens Rendesten gennem et Rør.

Det er, som sagt, enlige Kvinder og Arbejderfamiljer, som bebor Smedens Gang. Vi tiltalte en ældre Kone som sad i en Gadedør med et lille Barn i Skødet.

"Naa, De bor her i den lille Gyde ?"

"Ja, vi gør, vi bor her i Stuen!"

"Er De Enke?"

"Nej, men min Mand er ikke hjemme, han arbejder paa Refshalen."

"Hvormeget kan han tjene der om Dagen?"

"Han faar 2 Kr."

»Det var ikke meget, men De har maaske kun det Barn der?«

"Jo, vi har 7 Børn! Det kniber jo meget med at faa det til at slaa til. Navnlig Drengene slider meget Tøj, og jeg kan ikke gaa ud at arbejde endnu, da den mindste kun er 1½ Aar."

Hun viste os den lille to Værelsers Lejlighed, som de boede i. Alt vidnede om den yderste Fattigdom, men det var jo ikke saa sært. 2 Kr. om Dagen skal ikke slaa langt til 9 Mennesker.

Og det er endda kun om Søgnedagene, at de har den Indtægt, om Søndagen har de slet ingen!

En daarlig Bygningslov.

Idet vi gik ud af Smedens Gang, fik vi Øje paa en Ejendom, hvis ene halve Del var nedrevet, medens den anden halve Del stod og - i hvert Fald foreløbig - skulde vedblive at staa. Nogle Haandværkere var i Færd med at opføre noget nyt paa det gamle Sted. Denne Trafik, sukcessivt at nedrive Dele af de gamle Rønner og straks bygge igen, indtil der staar en hel ny Ejendom, kan man naturligvis ikke lægge Ejeren til Last. At han vil have saa meget ud af sine Ejendomme som muligt, er der intet at sige til.

Derimod er Bygningsloven af 1889 højst uheldig affattet og rammer kun daarlig, hvad den tager Sigte paa, naar en slig Fremgangsmaade kan gaa i Svang saa meget, som den gør. Loven har bl. a. til Hensigt at skaffe større og sundere Beboelseslejligheder, større Gaardspladser etc. end de, der findes paa saa mange Steder i den indre By. Den bestemmer derfor, at naar en Bygning nedbrydes, og der opføres en nv Ejendom i Stedet, saa maa intet Værelse være mindre end det og det, Gaarden skal have den og den Størrelse, Huset maa være saa og saa højt osv.

Da disse Bestemmelsers Overholdelse følgelig vilde bringe Ejerne Tab omgaar de dem ganske simpelt ved at kalde det hele Reparation, selv om der efter et Par Aars Tid staar en hel ny Ejendom. Men paa denne Maade faar vi aldrig ordentlige Lejligheder eller luftige Gaardspladser inde i saadanne Kvarterer som Egnen omkring Holmensgade. Og det er netop det, vi maa have snarest muligt 

Hvilke Mennesker der end bor eller skal bo dernede, kan man forlange af vore Avtoriteter, at de i hvert Fald i den Retning tager Hensyn til dem. Vi ser heller ikke, hvorfor saadanne "Reparationer" ikke kan rammes lige saa vel som et hvilket som helst andet Proformaværk. Men hvis de ikke kan det, maa vi bede om at faa Bygningsloven forandret i sin Redaktion eller ogsaa om en ny og bedre.

Ti her, hvor den skulde vise sin bedste Virkning, duer den ikke.

(København 4. august 1893). 

Fritz Theodor Benzen: Holmensgade set mod Lille Kongensgade ca. 1895. Brolagt gade med adskillige fodgængere. På husmuren tv. plakat for Cirkus. Kbhbilleder. Public domain.

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Holmensgade-Kvarteret.

Holmensgade

er det Gadenavn, som har indarbejdet sig mest eftertrykkelig i den almindelige Bevidsthed. Og det ikke alene i København, men ogsaa nde paa Landet. Bondekarlen, der har gjort "Kongens Tjeneste" her i Byen véd allehaande mærkelige Ting at berette om denne Gade, og han hvisker smorret til sine Kammerater, hvori det egentlig er, at dens Fortjeneste bestaar; og Bondepigen tror i hvert Fald her at finde en af Landets mest fortjente Mænd, Jul. Strandberg, hvis Vise om "den skæbnesvangre Stoppenaal eller Karls og Lises Drama" hun tit har læst med store Taarer i Øjnene.

Denne Gade, som ivørigt lever mere paa Fortidens Storhed end Nutidens Elendighed, har de praktiske Københavnere delt i to "Ender": den pæne Fnde og den simple Ende. I en Relation kan denne Tredeling vel have sin Berettigelse, men iøvrigt ikke. Den pæne Ende er ikke pænere end baade Hummergade. Laksegade og Skvaldergade, og Navne turde være mere end tilstrækkelige Midler til at skræmme smaa Barn i Seng med.

Imidlertid - vox populi. vox dei! Vi retter os derefter og benytter den givne Inddeling.

Den simple Ende,

der steder op til lille Kongensgade, har vel en Længde af 100 Alen. Breden varierer stærkt, men kan paa de snævreste Steder sættes til ca 6 Alen. Fortovet er i Alen eller mindre bredt.

Endelig er der Husene, som ikke er særlig høje, derimod temmelig dybe, saa at de kan give Plads for en Mængde Beboere. De er alle gamle og daarlig indrettede med smaa lavloftede Værelser. Der er Beboelser i Kælderne, uden at der er Butiker. Et Par Rønner ser ud til at kunne falde ned ligesaavel i Dag som i Morgen. Gaardene er ligeledes smaa og mere eller mindre ildelugtende og beskidte. Trapperne er snævre og efter de forskelligste Mønstre.

Under vore Undersøgelser af denne Del af Holmensgade mødte vi en Morgenstund nogle Kvinder, som kom sjokkende ned i Gaden for derefter at forsvinde ned i de kælderagtige Gadedøre Det var offentlige Fruentimmer.

"Ja, hun maatte blive deroppe!" hørte vi en af dem sige. Heraf sluttede vi, at de havde været hos Politilægen, og at han havde fundet en af dem syg.

Hvor de saa elendige ud! Disse Skabninger, hvis Liv er fuldt af Uhygge og Forbandelse.

En gik i en Slags Slæber og viste de hvide Hoser og kvabbede Ben ved at hive op i det skimlede Bomudsskørt. En anden gik i Nattrøje og sled i den med begge Hænder for at faa den til at slutte om den fede Krop. En tredje havde ingen Hat paa Hovedet og forresten heller ikke ret mange Haar. Men da vi skulde til at se paa en Hendes Paaklædning, standsede vort Blik og vore Betragtninger ved hendes Ansigt og hvilede der, til hun var forbi. Ti det var et Ansigt, som havde tabt alt Menneskelighedens Præg; her var det klart, at Lasten havde fejret en af sine allerstørste Triumfer. Der var ikke Tale om i Udtrykkene at finde Mennesket, Skabningens første Væsen; men kun i Henseende til Formen kunde der være Spørgsmaal om, hvilken Dyrerække dette Ansigt nærmest vilde falde ind under!

Udsvævelse og Drik havde brændemærket det for bestandig, de dyriske og de dvaske Træk havde slaaet sig ned Side om Side.

Prostitutionen og Kommunen. 

"Ja, gu' maatte hun blive deroppe !" sagde hun med grov Stemme og slog en skraldende Latter op. - - - Vi kan være stolt af vor Prostitution! Hundreder af Kvinder ødelægges aarlig fysisk og moralsk, Hundreder af Mænd tilsætter deres Helbred, Penge og ægteskabelige Lykke paa disse Bordeller, Tusinder af Smaabørn bliver fortrolige med det Skændselsliv, som foregaar lige for deres Øjne, Alfonser og Bøller finder glimrende Smuthuller og glimrende Bytte!

Er der mon noget at klage over ?

Hvad gør det, om Sæderne slappes, fordi Borgerne ser, at deres egne Avtoriteter er Bordellernes øverste Direktører? Kommunen lever jo højt paa de 16,000 Kr., som den har i aarlig Indtægt fra de offentlige Utugtshuse.

10 Bordeller paa 66 Alen.

Det vilde ikke være at følge Sandheden at sige, at der er Bordel i hvert eneste Hus i den Ende af Holmensgade, som vi nu omhandler; men derimod følger vi Sandheden, naar vi siger, at der i en Gadelængde paa 66 Alen findes 10 Bordeller! -  Et rigtig pænt Antal paa en saadan Strækning. Regner man, at der i hvert Bordel er 3-4 Piger", - og det er i hvert Tilfælde det mindste, man kan regne - saa faar man 30 offentlige Fruentimmer til Resultat! Om de allesammen kan leve af at lokke Mandfolk ind til sig og drive Utugt med dem, formaar vi naturligvis ikke at sige; men sandsynligt er det. Ti i Skumringen er der en temmelig stærk Frekvens inde i Gyden. Man ser navnlig 3 Slags Mennesker passere: Bondekarlen fra Landet; den sværlemmede Jens, hvem militære Øvelser ikke har gjort helt mor, og den trøjeklædte Ulk, som har drukket saa meget paa den faste Landjord, at den nu gynger voldsommere end nogen rum So.

Men disse Mennesker er naturligvis ikke Flottenhejmere. Derfor kan man forstaa, at det kan knibe "Pigevne" nok med at skaffe disse 4 Kr. til Veje, som Værtinden hver Dag skal have.

Iøvrigt skal man ikke tro, at det for alle Kvinder er nogen daarlig Geschaft at være offentlig Fruentimmer - pekuniært set. I de "fine" Bordeller kan Pigerne med Lethed betale Værtinden 10 Kr. om Dagen, altsaa over halvfjerde Tusind om Aaret for et Værelse og kost; og en temmelig søgt offentlig Pige i Egnen omkring Holmensgade betragter det som Bagateller at betale 11000 Kr. om Aatet for en 3 Værelsers Lejlighed med Kost.

Det svimler vist for mangen en Grosserer!

I Morgen skal vi se lidt nøjere paa selve de arkitektoniske Forhold derned, idet vi spreder os mere i Kvarteret.

(København 5. august 1893).

Kort om området, 1843. Holmensgade strækker sig tværs gennem kortet syd-nord. Skvaldergade (tv) er nutidens Nikolajgade. Holmensgade forløber nogenlunde langs nutidens Bremerholm. Smedens Gang er den smalle "blindtarm" fra Vingårdsstræde ca. midt i billedet i det store område til højre hvor bl.a. Hotel du Nord ses. Det er i dag Magasin.

De Fattiges Boliger. Kristianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

 De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.

Kristianshavn.

Det var jo egentlig vor oprindelige Plan først at gøre os helt færdig med den indre By og saa at gaa til Kristianshavn. Men da Skildringer af den gamle Bys værste Kvarterer i saa mangt og meget maa ligne hinanden, og vi derfor frygter for muligvis at trætte vore Læsere, slaar vi i Dag et lille Svip over til Kristianshavn for derfra senere at vende tilbage til den indre By igen.

I en lille Robaad, der gik fra Niels Juelsgade, blev vi ført over til vor Bys største Arbejderkvarter.

Vort Reporterblod løb af med os undervejs; vi rettede nogle Spørgsmaal til Manden, der roede:

Ombord i Færgen.

"Har De været Sømand?"

"Ja, det har vi næsten alle, som roer her."

"Hvad kan De tjene om Dagen?"

"Det er ikke ret meget Vi lægger jo den daglige Fortjeneste sammen og deler den lige imellem os. Om Vinteren har vi ofte kun 50 Øre; om Sommeren kan vi tjene 1½-2 Kr."

"Maa De betale særlige Afgifter?"

"Ja, vi maa betale Havnevæsnet 8 Kr. aarlig af hver Baad."

"Hvor mange Baade er her?"

"Nu er her kun 9, men det er allerede for mange."

Det gjorde os oprigtig ondt at sé den gamle Sømand sidde her og slide i Aarerne, han, som en Gang havde været en ung og rask Gut, der klatrede op i de højeste Ræer syngende en rask Melodi.

Vi vilde til at spørge om mere, men Baaden var allerede stødt til paa den modsatte Side.

Vi stod paa Kristianshavn.

Kristianshavn! Københavns Provinsby med lave Huse og krogede Gader, Landets Fabriksby med skingrende Piben og kvælende Røgskyer, den store Arbejderby med en Hørdum til Rigsdagsmand - det kan man da forstaa!

Men hvor er alle de Godtfolk henne?

Ti i de Gader, vi besøger og agter at beskrive, sér vi ingen Bluser eller kraftige Skikkelser. Her er kun Børn som Storken har bragt, som med de røde, nøgne Ben selv ligner Storken, idet de tripper omkring paa den knudrede Stenbro.

"Hvor er Eders Fader?"

"Han er paa Fabriken!" lyder det fra alle de smaa; og de sér forbavset paa os - - - Hvem er han? hvad vil han?

Den gamle Vold slynger sig om Kristianshavn, som vil den forhindre enhver Udvidelse. Voldgade vender sin Facade mod Middagssolen og den friske Landluft, men 

Amagergade

ligger begravet, gammel og raadden, som den er.

Artiklens oprindelige foto er her vedhæftet et foto fra nutiden. Der er visse afvigelser, bl.a. antallet af vinduer under trappen. Men om det skyldes tegneren eller senere ændringer, skal jeg ikke kunne sige. Her har vi en mulighed for at bedømme tegnerens troværdighed for de øvrige tegninger i denne serie. Foto: Helle Andresen.

Vi standser ved Nr. 11, en sær gammel Kasse, som vistnok en Gang har spillet en Rolle blandt de mindre "Naboer", men som nu er sakket agterud trods sin Port og sit Bindingsværk.

I selve Gaarden findes Trappen, en Svalegang, der paa en Gang tjener som Hovedtrappe, Køkkentrappe og Trappe til en Sidebygning.

Derimod har Baghuset sin egen Trappe. Mens vi stod og saa os omkring i Gaarden, kom en ældre Kone ned ad Bagtrappen med et lille Barn ved Haanden.

Vi gav os i Tale med hende.

"Fryser den Lille ikke om de bare Pusselanker?" spurgte vi.

"Nej, den er vant til det Jeg skulde desuden have hendes Strømper vaskede og stoppede."

Vi fik Lov til at se hendes Lejlighed, som bestod af et Værelse med 2 Senge og de nødvendigste Møbler samt et Køkken. Paa Bordet stod en Tallerken med en Spegesild og en anden Tallerken fyldt med Kartofler.

"Er det Deres Middagsmad?" spurgte vi.

"Ja, det er saamænd. Jeg venter min Mand hjem hvert Øjeblik, og da han kun har 1 Times Middag, skal Maden staa paa Bordet naar han kommer."

Fabrikens Len.

Hendes Mand var Arbejder hos Burmeister & Wain og fik 2 Kroner om Dagen for at slide fra kl. 6 Morgen til 6 Aften! En net Betaling af saadan en Fabrik! Hvordan skal en Familjefader kunne leve af det?

Konen kunde ikke selv gaa ud og tjene noget da hun havde det lille Barn derhjemme, som hun skulde passe. Derimod havde de en Søn paa 12 Aar, som allerede i nogen Tid havde gaaet paa en Tobaksfabrik.

"Men hvorledes kan dette forenes med hans Skolegang?" spurgte vi.

"Ja, den maa han jo passe; men det er kun om Eftermiddagen: Om Formiddagen er han paa Fabriken. Vi er nødt til at sende ham derhen," sagde hun ligesom undskyldende.

"Hvormeget tjener han da der?"

"25 Øre".

For dette ene Værelse og Køkken gav de 10 Kroner om Maaneden! Og endda var der intet Vand i Køkkenet. Det maatte hentes nede fra en Post i Gaarden. Denne urimelige Leje skyldes den Omstændighed, at ikke alene Ejerne af de Ejendomme, som Arbejderne bebor, skal leve af dem, men ogsaa ofte en eller to "Forpagtere," som de kalder de Folk, der lejer hele Huset af Ejeren for igen at leje det ud til enkelte eller til en anden "Forpagter".

"Herinde i dette Værelse maa De altsaa sove alle 4 om Natten?" spurgte vi.

"Ja, men det er da ikke saa slemt. Her oven over er én Lejlighed ligesom vor, og der sover 7 Mennesker, Mand og Kone og 5 Børn, i et Værelse.!"

7 Mennesker i et Værelse!

Det er mere forfærdeligt, end vi har kunnet forestille os.

Og endda skriger den velnærede Storborger op om, at Arbejderen tjener godt, men drikker Pengene op.

Han skulde selv forsøge at ernære en saadan Familje for 2 Kr. om Dagen, forsøge at faa den til at trives i saadanne Huller, der mangler Lys og Luft!

(København 29. juli 1893).

Amagergade 11 er bevaret, også svalegangen inde i gården. Det andet hus er derimod nedrevet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De Fattiges Boliger

Billeder fra det mørkeste København.

Kristianshavn.

(Fortsat).

Vi fremdrog i Gaar et enkelt Billede fra Kristianshavns Arbejderkvarter. Men det var kun et enkelt, der findes derude Hundreder for ikke at sige Tusinder af samme sørgelige Art. Holmens Arbejdere, der andrager et Par Tusind Mennesker, arbejderne hos Burmeister og Wain, Overgaden neden Vandet og paa Refshaleøen, der beløber sig til lignende Antal, og endelig de mange, der arbejder paa de andre Fabrikker, er nødt til at sætte Bo herude i Nærheden af deres Arbejdspladser. Tidlig skal de møde og sent faar de fri. De, der i det hele taget kan tage Hjem maa spise deres Middagsmad samt gaa Vejen frem og tilbage i løbet af en Time!

Der bliver sandelig ikke Tid til at gaa ret langt.

En Følge af disse Omstændigheder er det, at Arbejderne paa Kristianshavn maa betale

en blodig Husleje.

Husejerne og "Forpagterne" har forstaaet at udnytte Forholdene saa godt at de for nogle elendige Rum i skumle, faldefærdige Baggaarde faar en betydelig større Leje end den, der gives inde i Byen eller ude paa Broerne for gode og velindrettede Lejligheder. Saaledes betales i Amagergade, som berørt i Gaar, 10 Kr. for en et Værelses Lejlighed uden Vand i Køkkenet! Og det er ret almindeligt at betale 14 Kr. for en daarlig to Værelses Lejlighed. Ja, i de nye Ejendomme forlanger de endog 16-18 Kr. for en saadan Lejlighed!

Det er at være om sig, men det er tillige at udsuge de fattige.

Vi gaar i Dag over til at omtale nogle flere Ejendomme i

Amagergade

idet vi dog forbeholder os Ejendommen i Nr. 33 til næste Dag - en Ejendom, som med sine talrige fattige Beboere nok kan give Stof til alvorlig Eftertanke.

"Skibet"

har sine Facader ud mod Amagergade, store Torvegade og Volden. I Formen ligner det noget Strygejernet ude paa Vesterbrogade 84, men i Indretning og øvrige Konstruktion langt forskellig.

Naar man kommer ind i Gaarden, ser man Svalegangene løbe langs de lange Mure i Højde med 1. Sal. "Skibet" er jo nok en gammel Kasse, men i Modsætning til de fleste øvrige Ejendomme er det Tid efter anden blevet forbedret. Oprindelig var de fleste Lejligheder paa et Værelse, Ejeren har imidlertid set sin Fordel ved at omdanne dem til 2 eller 3 Værelses Lejligheder.

"Derved faar jeg solide Lejere" fortalte han, for Øjeblikket bor der 22 Familjer; for en Snes Aar siden boede der dobbelt saa mange.

Ejendommen har som bekendt været malet og udstillet paa Charlottenborg i Aar. 

Lige ved Siden af "Skibets" Længde mod Amagergade ligger en lille firkantet Ejendom, som Kristianshavnerne kalder

"Jollen"

Paa hver Etage findes en 2 Værelses Lejlighed til Gaden og en et Værelses Lejlighed til Gaarden. Lokaliteterne er smaa, men - naturligvis - dyre. Vi præsenterer vore Læsere en Tegning af et Køkken, som endda hører til en Gadelejlighed.

Efter en nøjagtig Opmaaling er det 1 Alen og 14 Tommer paa den ene Led og 2 1/4 Alen paa den anden! Det staar inde i selve Stuen, hvor det optager det ene Hjørne. De to Sider begrænses af en De! af Stuens Mure, de andre to af Brædder, forsynet med samme Tapet som Væggene. Da det saaledes ikke gaar ud til nogen Ydermur faar det sit Lys fra selve Stuen gennem et lille Vindu, som findes i Brædderne. løvrigt er Hustruen nødt til at lade den snævre Dør staa aaben for ikke at kvæles.

Som en tredje Ejendom i Amagergade, der er blevet velsignet med et Øgenavn, kan vi nævne 

"Sorte Hest"

som ligger umiddelbart op til "Jollen". Skønt her kun findes Stue, 1. og 2. Sal, er her dog 12 Lejligheder ! Det er ret almindeligt, at der ikke gaar Vandrør op i de smaa Lejligheder. Beboerne maa selv hente det i Gaarden, naar de skal bruge det. Men i "Sorte Hest" som i nogle andre Huse gaar Vandrørene op langs Hovedtrappen hvor der for hver Sal findes en Vask - i Reglen en raadden lille Kasse.

(København 31. juli 1893)

Amagergade fortsatte på daværende tidspunkt på den anden side af Torvegade ned til Strandgade. "Skibet" lå nogenlunde ved siden af der hvor vagtbygningen står (den er i øvrigt også rykket i forbindelse med Torvegades udvidelse). Både "Skibet", "Sorte Hest" og "Jollen" blev nedrevet og Amagergade forkortet til Torvegade.

De Fattiges Boliger.

Gaard parti fra Landemærket.

Billeder fra det mørkeste København.

Kristianshavn.

(Fortsat.)

Der staar over Gadedøren til en Ejendom i Amagergade:

"Herre, Dine Domme er ubegribelige, og Dine Veje er uransagelige."

Lidt borte derfra ligger en elegant Ejendom, hvor Rigmanden sidder og stønner ovenpaa den fede Middagsmad, og hvor Damerne døse hen paa en Chaiselongue med en fransk Roman i Haanden. Og igen nogle Skridt derfra ligger et Hus med plumpe Former, beboet af Folk, som lever i den yderste Armod tiltrods for, at de hele Livet igennem har slidt og slæbt og stræbt.

Aa ja, der er noget ubegribeligt i det hele, naar man sammenholdes de Riges og de Fattiges Livsvilkaar, naar man daglig ser, at den, hvis Liv kun er en eneste lang Arbejdsdag, skal lide og savne saa meget, medens den, som ikke udretter andet end at udnytte sine Medmennesker, skal have det saa godt!

Dens Sol, den skinner altfor meget paa Kristianshavn. Det Frelsertaarn peger altfor højt mod Himlen! Den skarpe Kontrast stikker tilstrækkelig frem endda.

- - -

Vi gaar i Dag videre i Beskrivelsen af de Fattiges Boliger og stanser ved Amagergade 33, en grim Kolos med Forhus, Baghus og et lille Sidehus.

Gaar man op ad Forhusets Trapper, finder man paa hver Sal en lang Gang, som Trappen støder til paa Midten. Det vilde ikke være let at finde nogen bestemt heroppe; ti selv om man véd, at Vedkommende f. Eks. bor paa 1ste Sal, har man dog 16 Døre foran sig, som alle gør lige stort Krav paa den Fremmedes Opmærksomhed. Af disse Døre fører de 8 til Gaardværelser, de andre 8 til Gadeværelser.

Paa hver Sal i Forhuset bor 6 Familier,

naar undtages Stuen og Kvisten, hvor der kun bor 3. I den korte Sidebygning bor 2 Familier og i Bagbygningen 4 Familier paa hver Sal! Alt i alt bor der vel en

60 Familjer

t denne ene Ejendom, og dog er alt ikke udlejet!

Det giver Penge i Værtens Kasse, og det har langt fra været noget Tossehoved som har smurt Bygningen op. Ogsaa paa dette Omraade er der gode Penge at tjene ved Arbejderne.

Til hver Lejlighed hører som Regel 2 Værelser. De er snævre og grænser ligesom det lille Kokken ud til den før omtalte Gang, hvorfra en Dør fører ind til hver især.

Beboerne

hører alle til Arbejderklassen, naturligvis! Folk, som har Penge, slaar sig ikke ned her i denne Kaserne, der ser saa skummel og nøgen ud. I Gaarden og paa Trapperne vrimler det med Børn. Det er ingen Sjældenhed at støde paa Familjer, som har 5-6 Børn; ja det er end ikke sjældent at træffe dem, der har 7 Børn. Hvorledes en Arbejdsmand, som har et Par Kroners Indtægt om Dagen, kan skaffe Føde, Klæder og Husly til saa mange Mennesker, er ufatteligt. Der maa sultes mere end der maa spares!

Under vort Besøg hos forskellige Familjer, som bor i Ejendommen, blev vi Vidne til en grænseløs Fattigdom og Elendighed. Saa usselt er det nu midt om Sommeren, hvordan vil det saa blive til Vinteren?

Vi skal give vore Læsere et enkelt Eksempel, men det er ogsaa kun et Eksempel taget ud af mange.

Besøg hos en Enke med 7 Børn.

Ganske tilfældig bankede vi paa én Dør paa 1. Sal i Forhuset, og lidt efter blev den aabnet af en ældre Kone med et Barn i Armen og en hel lille Flok i Hælene.

Hun bød os venlig indenfor i sin tarvelige Stue, hvor et renskuret Gulv var den bedste Pynt.

"Er Deres Mand ikke hjemme," spurgte vi.

"Nej, min Mand - - " og den stakkels Kone kæmpede med Taarerne, - "min Mand druknede for 14 Dage siden."

Det faldt os ind, at Arbejdsmand Hansen - saaledes hed hendes Mand - var druknet for nylig i Toldbodhavnen, da han sammen med et Par Kammerater vilde ro over til Refshaleøen. Vi vilde ikke erindre hende mere om denne sørgelige Begivenhed og ledte derfor Samtalen hen paa noget andet.

"De har nok mange Børn?"

"Ja, jeg har 7!"

"Og er de hjemme allesammen?"

"Ja, men den ældste, der er 15 Aar, tjener et Par Kroner om Ugen ved at gaa Bud for en Forretning".

"Hvor gammel er den lille Glut, De der holder paa?"

"16 Maaneder!"

"Hvad lever De nu af?"

"Ja, jeg véd det næsten ikke", svarede hun, halvt smilende, halvt grædende. "Jeg faar jo nok noget fra Burmeister & Wain, hvor min Mand arbejdede; og min Mands Kammerater er ogsaa saa venlige at hjælpe mig saa meget, at jeg nu har mellem 8 og 9 Kr. om Ugen, men vi er jo 8 Mennesker, som skal have baade Føde og Klæder, og Værten skal have mellem 11 og 12 Kr. om Maaneden!"

Vi talte videre med den bedrøvede Kone, som i enhver Henseende gjorde et godt og hæderligt Indtryk. Hun havde tænkt sig, om hun ikke kunde faa nogle Familjer at vaske for eller faa fat i en brugt Symaskine, da hun en Gang havde lært at sy. Kunde hun det, saa mente hun, at hun vilde være i Stand til at tjene det fornødne, indtil Børnene blev store. -

Og vi tænkte imens, at vi vist ikke forgæves vilde nedskrive hendes Planer og Tanker i "København".

Vi har saa mange Venner, at vi er sikker paa, at hun baade vil faa Tøj at vaske og en brugt Symaskine.

(København 1. august 1893).

Udsnit af kort over København 1848. Vejnettet ligner sig selv, bemærk dog Amagergade som strakte sig fra Strandgade.

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Kristianshavn.

(Fortsat.)

Det lader til, at Kristianshavn skal give os et større Arbejde, end vi oprindelig havde tænkt os. Selv om man gaar nok saa kortfattet til Værks og vil omtale de allerværste Bygninger, bliver der dog saameget Arbejde og Stof tilbage, at endog "København" maa studse for et Øjeblik. Sagen er, at hveranden Ejendom paa Kristianshavn er raadden eller i hvert Fald forsømt i en utilladelig Grad. Men tro ikke, at Amagergade er den værste, fordi vi forst tog fat paa den! Nej, den er hverken værre eller bedre end mindst et Dusin andre Gader: "Jødens Buler" er langtfra revne ned paa Kristianshavn !

Med denne Inledning, der tillige kan tjene som en undskyldende Forklaring til dem, som føler sig tilsidesatte, gaar vi i Dag over til at beskrive nogle flere Huse.

Det vil muligvis være temmelig lanløst at opholde sig ved

Sofiegade Nr. 32.

En Beboer fandt det da ogsaa rigtig rart der, siden Gaarden var blevet - brolagt! Vi gør dog i Forbigaaende opmærksom paa, at disse raadne Brædder, som ligger og skælver i Gangen nedenfor Hovedtrappen, snarest bør fornyes. Ti ellers kunde det hænde endog for Værten selv, at han fik sin Fod i Klemme mellem dem, og derved kan han brække sit Ben! Trappegangens Vægge er fornylig blevet oversmurt med en gyselig Substans, som vi i Begyndelsen antog for at være et Lag Tjære.

Nr. 22.

i samme Gade er heller ikke nogen fin Ejendom. Inde i Gaarden ligger et langt gulagtigt Hus med Kælder og Stue eller om man vil - Stue og første Sal. som ser særdeles usundt og faldefærdigt ud. Mellem dettes Facade og en Skælmur (Skillemur) varierer Afstanden paa 1-2 Alen, saa at der netop er Plads til den Rendesten, som findes der, og som Beboerne maa vade i, naar de kommer fra Gaden og vil gaa ind i deres Lejlighed.

Disse er alle paa et Værelse og med Fælleskøkken.

I en af Lejlighederne traf vi paa en fattig Enke, som sad og syede Sække. Hele Møblementet bestod af efr Stol, en Kiste, et lille Bord, en lille bitte Kommode og en Seng. Det var al hendes Ejendom efter

30 Aars Slid og Slæb!

Loftet var revnet i alle Retninger og sort af Røg og Ælde. Hendes 7-aarige Datter laa og sov paa Gulvet i en stor Dynge Sækkelærred. Selv sled hun med sin store Naal; ti hun maatte hænge stærkt i, fortalte hun; den lille Pige var svagelig, og hun vilde gærne tjene saameget, at hun kunde give hende god Mad.

Da vi gik, kastede vi Blikket omkring i Fælleskøkkenet, der tillige tjente som en Slags Entré. I en sort Stegepande laa et Stykke gult Flæsk. "Det er til min lille Pige!" sagde hun og smilede glad. 

-- En fattig Moder, som kun levede for sit Barn - det eneste Lysglimt i hendes mørke Hjem!

Endelig er der Sofiegade 

Nr. 5,

hvor den elendige Trappe og de skidne Mure, i hvis Huller og Sprækker fede Edderkopper og Rotter findes i fredhellige Opholdssteder, danner den Uhygge, som den øvrige Elendighed ikke formaar. Paa I. Sal over Gaarden boede en Arbejderfamilie med 4 Børn i en et Værelses Leilighed. For at komme derop maatte vi gaa op ad Forhusets Trappe, saa nogle Skridt fremad, indtil vi stod i Køkkenet, et aflangt Rum med en Bredde af 1 Alen og 17 Tommer. Fra Køkkenet førte en lav Dør ind i Stuen, der er 4 Alen bred og 5 1/4 Alen dyb. Her boede altsaa 6 Mennesker. Det væsenligste i Stuen var 2 Senge og en Vugge. Manden havde ingen Arbejde haft i 8 Maaneder; men da de havde faaet Hjælp af Fattigvæsenet, havde han en Tid været paa "Gaarden". Nu var han kommet derfra, men der var stedse intet Arbejde at opdrive.

En af de værste Bygninger paa Christianshavn er

Dronningensgade 35.

Trappen er her saa snever, at Beboerne, naar de flytter dertil, maa hejse Møblerne op gennem Vinduerne for at faa dem ind. Paa Trappegangen findes ikke alene Vasken, men ogsaa Ildstedet. Væggene er afskallede og hullede. Vinduer og Døre skæve - alt er faldefærdigt. Og dog er Ejendommen beboet fra Stue til Kvist! De kristianshavnske Husejere kan byde Lejerne alt, enhver skal jo have Tag over Hovedet.

Oppe paa 3. Sal, egentlig Loftet boer et Par ældre Kvinder, som tjener 4-5 Kr. om Ugen ved at sy Sække. I Taget er store Huller, hvorigennem del regner ned i Lejlighederne. Vi giver et Grundrids af den største af disse med de Møbler, som befandt sig i den.

Det mindste Værelse, hvori der ingen Seng findes, har den kvindelige Beboer lejet ud til en Legerende, en ældre Mand, som er "lidt i Familje" med hende!

Den anden Kvinde nar kun et Værelse, og det er endnu mindre. Vi har aldrig set Mage til den Elendighed, der er derinde. En Seng, forsynet med de forunderligste Pjalter, et Bord, en Stol og saa et Haandklæde med mindst 20 Huller, det er alt; Og dog smilede Konen og kælede glad for sin Kat, et rødt, tykt Dyr, som fanger nogle af de mange Rotter!

(København 2. august 1893).

Samtlige de nævnte ejendomme i Sofiegade blev nedrevet i 1970'erne.

Fritz Theodor Benzen: Wildersgade, juni 1903. Der er ingen angivelse af hvor i Wildersgade det er. Public domain. Kbhbilleder.

De fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Kristianshavn.

(Fortsat.)

Medens St. Annagade er i Færd med at opstaa i en ny og forbedret Skikkelse, og de gamle Ejendomme vedligeholdes saa nogenlunde, ligger 

Prinsensgade 

hen i en slem Tilstand. Nr. 11, 25 og 26 vil bekræfte det. I de to lange Sidelænger, som ligger inde Gaarden til Nr. 25, finder man Køkkenet isoleret fra Lejlighederne, der som oftest bestaar af et eneste Værelse. Køkkenets Størrelse er ca. 5 Kvarter paa hvert Led. Trappens og Væggenes Træværk er kalket, Beboerne er Enker eller Arbejderfamiljer med indtil 4 Børn.

I Nr. 11 findes en meget faldefærdig Baggaard med Bindingsværks Mure. Døre og Vinduer er skæve, og de sidste er mere forsynet med Træ, Jærnplader, Sækkelærred og Papir end med Glas. Her er Stald, Værksted og Beboelseslejligheder.

Nede i

Søndervoldstræde

ligger en gammel Ejendom, som ser sørgelig ud, og som næppe holder Stand ret mange Aar til. Vil man op paa en af Etagerne, skal man om i Dronningensgade, hvor man gaar gennem en derværende Gadedør og Gaardsplads. Endelig naar man til en Trappe, som fører op i Lejlighederne. Vil man derimod i Stuen, kan man spare sig den Ulejlighed, Man trykker blot paa Dørklinken Søndervoldstræde og staar saa straks derinde hos

en Sømandsfamilje

med 5 Børn i en Alder fra 8 Maaneder til 9 Aar. Manden rejser paa Island og tjener 52 Kr. om Maaneden - vel at mærke, naar han har Hyre. Der bliver ikke meget til de mange Munde, og Konen beklagede dybt, at hun ikke kunde gaa ud fra de smaa Børn og fortjene lidt.

Som saa mange andre Steder klagede Beboerne over den stærke Røg, der gennemtrænger Lejlighederne og gør dem helt sorte.

Da vi undersøgte

Vildersgade 16,

kom vi til at tænke paa, at en Ildebrand i flere af de kristianshavnske Huse vilde være den visse Død for mange Mennesker. Her i Nr. 16, hvor der er hele 2 Baggaarde, vilde det i et saadant Tilfælde være Beboerne plat umuligt at slippe gennem de snævre Gange og "Gaardspladser" ud paa Gaden.

Liga overfor Nr. 16 ligger Nr. 15 med sit grimme gule Baghus. Her er kun et Værelses Lejligheder med fælles Køkken paa Trappen. Hele Huset et nappe over 5 Alen bredt. Det er næsten alle gamle Folk, som bor her.

Det dybeste Mørke.

Vi talte saaledes med 4 Lejere, som alle var i en Alder fra 70-75 Aar! Den ene - en forhenværende Arbejder hos Burmeister & Wain - - sad ved sit lille Bord og spiste det tørre Rugbrød. Skorpen skar han af, da han ikke kunde tygge den.

En lille Kapital, som han i Aarenes Løb havde opsparet, var nu opbrugt. Det eneste, han havde at leve af, var en lille Pension fra hans tidligere Arbejdsgivere.

Vi spurgte en gammel Kvinde, hvad hun levede af.

"Jeg faar 4 Ar. maanedlig af Fattigvæsenet" svarede hun. 

4 Kr. maanedlig af Fattigvæsnet! Er det ikke skandaløst og oprørende at se, hvordan Samfundet behandler sine gamle, udslidte Folk? At et Fattigvæsen tror, det har gjort sin Pligt ved at byde en 74-aarig Kone, der ikke ejer saameget, som der kan ligge bag paa en Negl, 13 Øre om Dagen!

Vi spurgte hende, om hun da endnu trods sin høje Alder og svage Helbred selv kunde fortjene noget. Hertil svarede hun, at hun gik Bud for en forretning, naar hendes daarlige Ben tillod hende det.

Stakkels Kone! Den Verden vil hun ikke længes efter.

- - - -

I Gader og Stræder, paa Trapper og i Gaarde boltrer sig Tusinde af fattige Børn. De tumler og triller i Gaardenes Rendestene og morer sig svært - nogen bedre Legeplads har de aldrig kendt! Men vi, som af Erfaring véd, hvilken Indflydelse de ydre Omgivelser har øvet paa os i vor Barndom, og som forstaar at vurdere Betydningen af Renlighed og fri Tumleplads, vi kræver en 

Legeplads paa Kristianshavn

for de fattige Børn! Amagerfælleden ligger for langt borte, Volden med dens Kanal og mislige Personer egner sig heller ikke til Opholdssted for de smaa. Men der kan godt skaffes andre Pladser, naar man vil. København har længe haft flere. Lad os hurtigst faa en paa Kristianshavn! Det trænges der til i højest

(København 3. august 1893).

Legepladser kendte man godt til i 1893. I 1891 åbnede Københavns første i Grønningen. Og senere lykkedes det Hans Dragehjelm at beskrive sandkassers betydning. Christianshavn måtte dog vente helt til 1908 med at få en legeplads på Elegantens Bastion. Der ligger den endnu.