Kalkeballen. (Efterskrift til Politivennen).

Glæd dig, københavner! Atter åbnes et sangens og kunstens hjem, hvor du kan søge hvile og trøst efter dagens byrdefulde gerning! - Dine længsler, din tørst efter åndelig nydelse, som ikke kan blive tilfredsstillet af en Coquelins eller en Holbergs forældede uanstændigheder, vil dér finde alt, hvad et hjerte, som banker varmt for det store, skønne og fyldige i livet, kan begære.

Ja stort, skønt, fyldigt og ægte kunstnerisk bliver der, for hvad vil man vel forlange mere end en atlet på sine tre alen og med skuldre som en Herkules og en glimrende, bedårende fremtoning som "den mørke Madigan". Og så fylden, den véd jeg da er værdig repræsenteret ved fru Anna Christensen, såvel i person som i komik.

Ærede københavner! Du kender Frederik Henriksens viser. Lyv ikke! Du har hørt dem mange, mange gange bande på Lille Ravnsborg og i Boulevarden, hvis de ikke er kunstige, så véd jeg min salighed ikke, hvad kunst er.

*   *   *

Og hvilke minder den sal vækker både hos gamle og unge. Husker du, hvidhårede københavner, da du som barn var med fader derinde for at høre "Bagge", den gale danselærer, deklamere og skælde folk ud? Og husker du, hvor nøje I så efter, når I ved "Assembléen" havde fået jeres portion forloren skildpadde, om ikke betalingen for den forrige gæsts fortæring, en gammel mark, skulle ligge på tallerkenen endnu? Og husker du, hvor knusende arrig md. Schæffer blev, når I gav hunden karbonadebenet? "So en Schweinhund sollte nicht den Ben haben, den sollte wieder bruges til Karmenade." - 

*   *   *

Og du, gråsprængte! Mindes du den gyldne tid, da Valdemar og Harald Kolling, Helsengreen, Frederik Madsen og Fritz Knobelauch tjente deres sporer derinde, og fra "Ballens" brædder vandrede op på de scener, hvis pryd de blev? Husker du, da Theodor Andersen spillede i "Søetatens dramatiske" og bedårede alle "Nyboders tøser", som Peter i "Capriciosa" og den anden søgut i "Frieriet på Helgoland", og fremfor alt mindes du Uhde.

*

Og du, sådan ved de fyre, som nu med en ærbar mine fortæller mutter, at du aldrig i din ungdom er kommet på "slige steder", du tænker dog i løndom ofte med et suk på de glade dage, da du svang dig i en to skillings "forkert" til Carl Eriksens bedårende toner.

Stakkels Carl! 

Det var dig, som gamle Lumbye tænkte sig som sin efterfølger. Du ejede både lune, humør, inspiration og musikalsk begavelse, mon du ikke for ofte komponerede melodier til "Vi vil ha'e øl" og "Peter er fuld"? 

Men du var kvik og frisk at se på den gang, når du energisk svingede din taktstok og lod din "allernyestes" flotte rytmer klinge ud i salen, så alle pigebørnene fik en følelse, som om de blev kildede under fødderne og hellere end gerne var fløjet dig om halsen oppe på tribunen som tak for det "øndige nummer".

Og da gamle Eriksen med det gemytlige ansigt stod bag ved buffeten og slog takt med hovedet, mens han skænkede småsnapse. "Det er min søn Carls nyeste komporsesion," sagde han med stolthed.

Du glade københavner, på henved de fyrre, alle disse småminder og erindringen om den lille kæreste du en "balaften" fik derinde, og som du i grunden ganske godt kunne lide, dukker op for dig.

Men for Guds skyld, tal endelig ikke til mutter om det.

*

Jo, jo, Frederik Henriksen og Anna Christensen, det er et ansvarsfuldt hverv, I har påtaget jer!

Husk, I må værne om Kalkeballens gode, gamle tradition "Københavnergemytligheden". 

Intet af disse glade minder må forstyrres. I må spille komedie, som Knobelauch og "gamle Green", og I må kunne sige en monolog som Frederik Madsen og synge en rørende vise som Kolling i Verdens Herkules.

Og I må sætte alle smålige hensyn til side og altid sørge for skønne ungmøer, som - Gud bevares i al anstændighed - kan bedåre den maskuline ungdom ved smil og blikke ligeså fuldt som de små fugle, der i sin tid svingede sig til musikkens toner i gamle fatter Eriksens salon.

Og De, ærede hr. musikdirektør, fyld publikums øren med de nyeste seksture og trippevalse, så skal De se, hvor De vinder deres hjerter, så vil De få det hæderfulde tilnavn: "en Carl Eriksen nummer to". 

Om De, hr. restauratør, vil følge md. Schæffers eksempel og muligvis anbringe en krones penge eller en 50 øre på bunden af nogle enkelte bajere eller toddyer vil jeg overlade til Dem selv at afgøre. Nu har De fået idéen, vær så artig benyt den kun.

Kis.

(København 12. november 1889)

P. C: Klæstrup (1820-1882): Komedie i Kalkeballen (1879). Kalkeballen lå på hjørnet af Store Kanninekestræde og Lille Kannikestræde. Den blev 1864 omdannet til et danselokale. Det er tydeligvis den sidste funktion som artiklen mindes. Bygningen blev nedrevet i 1918. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kalkeballen var oprindeligt et meget populært dilettantteater, opført 1819. Efterhånden tabte det publikums interesse, det blev kortvarigt et sted for gøglertrupper og lignende. I stedet skiftede det i 1864 til "Eriksens Salon", med dans flere aftener om ugen for "velklædte personer". Det synes det dog lidt småt med, for stedet blev også kaldt "Det Blå Øje" - chancen for at redde sig sådant fra et slagsmål var åbenbart til stede. Aviserne berettede regelmæssigt om slagsmål og ballade på stedet. 

Kalkeballen.

Dette er den bestandig-borgerlige variete.

Her møder småhandleren med mutter og rollingerne, når han vil have sig en oæn gemytlig aften. Her sætter urtekramsvenden som kæreste stævne når butikken er lukket.

Her ses sjældent vin og aldrig absinth.

Man bør ikke lade sig skræmme af de lidt vovede vægmalerier hvis cancandansende Zouax og piroutetterende Grisette fra det andet kejserdømme ikke anslår den decente tone som råder på den lille 5 alens scene.

Hr. fr. Henriksens couplets er ikke videre morsomme, men de er grumme anstændige, og hr. Chr. Petersen som under mange forklædninger giver sine numre til bedste - han er både Tordenskjold, Scheiblein og Christian V på Kongens Nytorv - har højst regnet en lille toilettehentydning til at vække forargelse. Selv en kortskørtet og tykbenet frøken Christoff der med noget blegnende ynder og en del spyt i trompeten synger revysange, på den sædvanlige kys-mig-om-du-kan maner, ser ud til at høre til det gode selskab. Hun bærer i det mindste forlovelsesring og er nedringet efer ærbarhedens love.

Den obligate "jonglør-ekvilibrist" fattes selvfølgelig ikke. Han hedder mr. William Corolo, men er dog vist fra Grønnegade, og hans kunster ville være ganske behagelige hvis han ikke afleverede dem så umanerlig sejt og hvis han ikke så ud som en barber.

Men etablissementets great attraction er dog fru Anna Christensen der for et ringe vederlag af 10 kr. pr aften her holder sine laurbær friske. Når hun i salonfähig selskabsdragt tager på vej med den stemme der endnu er hende levnet, er hun ærligt pengene værd, og når hun som frelserglad halleluja-pige slår til guitaren, ser hendes lyse fuldmåneansigt af alvorlige mennesker i salen kun de tre urokkelig musici som med en kunstens velgørende ro trakterer et forstemt flygel og to bedrøvede violiner.

Pet.

(København, 13. marts 1890).

Efter artiklerne åbnede for en kort stund dansesalonen "Valkyrien" på Vesterbro her 1900 indtil omkring 1914. Men i 1918 fik KFUK revet bygningen ned og den nuværende bygning opført.

En messingplade på husmuren fortæller at på dette sted udgav bogtrykker Ernst Henrich Berling i 1749 det første nummer af sin avis her. 

Guillermo Dahl og Republikken Argentina. (Efterskrift til Politivennen)

I perioden 1868-1909 udvandrede 3.903, tallet steg især 1888-90 og efter 1900. I 1902 var der bosat 2.034 danskere i hele Argentina, hvoraf størstedelen (81 %) i Buenos Aires. I perioden 1848-1930 udvandrede ca. 13.000 danskere til Argentina. 60 % forblev  der, mens resten rejste tilbage eller videre til andre lande. 

Hr. Guillermo Dahl fra Sydamerika holder på lørdag et foredrag om stedlige forhold derovre. Programmet har en række pirrende titler. Emigranter vil mulig have nytte af hr. Dahls oplysninger.

(København, 8. november 1889).

I anledning af Dahls foredrag publicerede Social-Demokraten 9. - 11. november 1889 artikler som baggrundsstof til udvandring til Argentina. Bladet havde nemlig misopfattet Dahl som agent for den argentinske regering som dengang havde en kampagne for indvandring:

I Buenos Ayres udkommer et socialistisk blad ved navn "Vorwärts". Dette vort broderorgan udtaler sig i efterstående artikel om forholdene i Argentinien.

Da hr. Dahl i aften påbegynder sin agitation, mener vi, at det er af betydning, at vi herhjemme ved, hvorledes de argentinske arbejderes organ opfatter forholdene i deres land.

"Vorwärts" skriver :

Indvandringen i Argentinien.

Den 28. juni har den argentinske Rigsdags Folketing efter nogen diskussion vedtaget regeringens forslag, i følge hvilket der til forskudsbilletter til indvandrere, i stedet for som hidtil 4 millioner, fremtidig skal anvendes ca. 22 millioner kr. om året alene til indvandrerbilletter! Allerede ved hjælp af de 4 millioner kr som i sidste år blev anvendt til forskudsbilletter, er indvandringen fra 1886 til 1888 steget fra 95,000 til  136.000 personer og er i den første halvdel af 1889 allerede nået til 140.000 personer. Hvor højt vil denne indvandringsstrøm stige, når der anvendes 22 millioner på den om året? De sørgelige følger for landet og for de fattige indvandrere vil ikke udeblive, ja de har allerede vist sig. Eller er det ikke sandt, at disse mennesker er i elendighed og lider den bitreste nød? Er deres jammerbreve, som de sender til Europa, ikke et tro billede af deres virkelige tilstand? For størstedelen er de det. Vi taler navnlig om hine stakkels mennesker, om hine med en talrig børneflok velsignede familier, der rejser herover uden at have andet i lommen end rejsebilletten, som er brugt som lokkemad - alle disse ulykkelige prisgives den bitreste elendighed, fordi her ingen forberedelser er truffet til deres anvendelse. 

Ud på landet, ud på landet! er de hvervende udvandringsagenters feltråb. Men gå dog engang selv derud, i dette gyldne Paradis, på disse uendelig rige argentinske landejendomme. Prøv engang selv, I Herrer, da vil I overbevise jer om, at klasseindvandringen, som den skildres i kontorerne eller bag skrivebordet, tager sig ganske anderledes ud end derude i kampen for tilværelsen, hvor der bydes de indvandrede arbejdere en ussel kost og et om muligt endnu uslere leje i et skur eller endog under åben himmel. og hvor der må arbejdes strengt fra sol står op til sol går ned. Minister Costa erklærede i det argentinske Folketing højtideligt: "Ja, der er arbejde, lønnende arbejde nok for alle; vi ser jo at en meget stor del af høsten går tabt af mangel på hænder". Derude på landet kan de endnu bruge over 100.000 arbejdere!" Man ser straks på minister Costa at han ikke har fået sin pæne, runde mave ved at arbejde på majsmarkerne, ellers ville han vide, at de herrer argentinske storbønder og godsejere ofte hellere lader hele deres høst gå til grunde end de giver arbejderne en anstændig betaling for deres arbejde; ellers vidste han også at arbejderne ikke blot skal leve i majshøstens tid, men også i hele den øvrige tid af året. Og når ministeren ville være ærlig, så ville han, forinden han lod sin tale om de indvandredes vidunderlige lykke løbe af stabelen, først se sig om der, hvor de fattige indvandrere færdes, hvor de bliver sendt ud på landet og efter nogle ugers forløb vender endnu elendigere tilbage fordi de intet arbejde har kunnet opdrive.

*   *   *

Om den behandling, der bydes de ny ankomne indvandrere i Argentina, skriver endvidere vor belgiske meningsfælle Procureur (der, som oftere omtalt, efter den argentinske regerings indbydelse undersøger forholdene derovre) :

Mere end en gang har jeg haft lejlighed til at konstatere, at regeringens gode vilje med hensyn til indvandrernes behandling og beskyttelse hyppigt strander på de lavere embedsmænds ligegyldighed eller onde vilje, men intet sted er det blevet mig så tydelig, som i Santa Fe. Ved mit besøg i indvandrerhotellet (!) fandt jeg indvandrerne, hvoriblandt en frugtsommelig kone, lejret på dette "hotels" kolde stengulv. Hotellet er en gammel bygning, som egner sig bedst til nedbrydning, men som dog, forsynet med de nødvendige senge, borde osv., ville være bedre end gaden. Men af de nævnte nødvendige møbler findes der ingen. 4 nøgne vægge er alt, hvad der forefindes i hele hotellet, som oven i købet er af en meget tvivlsom properhed. En neapolitansk familie har det hverv at holde rent og at tilberede maden - og dermed er der uden tvivl sagt nok, til at enhver kan vide, at properheden i enhver henseende lader meget tilbage at ønske. I generalkommissariatet i Buenos Ayres havde man med bestemthed sagt mig, at i alle indvandrerhoteller var der tilstrækkelige sove- og spisesteder. Men der er stor forskel på de på papiret eksisterende bestemmelser og virkeligheden. Jeg er for øvrigt overbevist om, at man i Buenos Ayres er af den mening, at med hensyn til disse hoteller er alt i den bedste orden. Men begiver man sig til stedet, således som jeg, og spørger en af de godt lønnede direktører eller sekretærer, så kan man være sikker på at ingen af de nævnte herrer nogensinde har sat deres fod i noget af "hotellerne", som er betroet til deres omsorg. Lige så sikkert, som de præcist stikker deres gager i lommen, lige så sikkert er det at de forsømmer deres pligt.

*   *   *

Vi får nu se hvad hr. Dahl har at indvende mod disse oplysninger om argentinske forhold.

(Social-Demokraten, lørdag den 9. november 1889).

Avisen Vorwärts blev udgivet i Buenos Aires 1886-1901 af tyske socialister. Det var tosproget (tysk og spansk). De tyske socialer i Argentina havde allerde i 1882 grundlagt klubben Club Vorwärts, efter det tyske socialdemokratiske parti SPDs officielle tidsskrift. Klubben organiserede i 1890 den første 1. majdemonstration i Argentina med 1.500 deltagere. 

Rejs ikke til Argentina.

Oplysninger.

Som supplement til vores artikel i går om indvandringen i Argentina anfører vi følgende tal: Af 31.253 personer, der fra Europa har gjort rejsen til det nye "forjættede land" ved hjælp af regeringens såkaldte forskudsbilletter, var 11.856 mænd, 9286 kvinder, 5113 drenge og 1971 piger. Efter livsstilling var der: 5609 landboere og landarbejdere, 1037 snedkere, 971 murere, 54 teglværksarbejdere, 517 malere, 22 glarmestre, 581 smede, 181 klejnsmede, 963 arbejdsmænd, 227 mekanikere, 117 fyrbødere, 291 minearbejdere, 49 bødkere, 62 blikkenslagere, 9 sadelmagere, 270 skomagere, 50 kuske, 197 bagere, 27 billedskærere, 10 typografer, 303 strygersker, 88 skrædere, 31 tapetserere, 1165 kvindelige skræddere, 29 drejere, 32 møbelsnedkere, 186 kokke, 801 tjenere etc.

Det angives ikke, til hvilke nationaliteter de "indførte" arbejdere hører. Som i den efter "Vorwärts"s tagne artikel skildret er disse arbejderes stilling i det fremmede land ikke misundelsesværdig; indtil "forskuddet" er afbetalt med arbejde, befinder arbejderen sig i et slags slaveri; og for arbejdernes første anbringelse er der som oftest slet ikke sørget, så at de efter at være kommet i land bogstavelig må ligge på gaden.

Nu har den argentinske regering for at komme ud over den økonomiske krise, der meget let kan føre til en statsbankerot, besluttet at sælge omtrent 6000 kvadratmile land for 136 millioner kroner således, at jordstykkerne sælges i Europa til udvandrere for en pris af lidt over 7 kr. pr. hektar. Efter regeringens plan skal 2000 kvadratmile befolkes med engelske kolonister, 2000 med italienske, 1000 med spanske, 500 med franske, 250 med svejtsiske og 250 kvadratmile med belgiske kolonister.

*   *   *

Hr. Dahls foredrag om Argentina fandt sted i aftes en lille kreds.

Man får ikke nogen hæsblæsende hast med at komme afsted ved at høre hans beskrivelse af livet i dette fjerne vesten. Det, vi havde ventet hr. Dahl særligt havde beskæftiget sig med:  indvandringen af arbejdere, berørte han kun i forsvindende grad. Måske havde vi berøvet ham lysten dertil.

Foredraget drejede sig hovedsagen om det personlige og såre overfladiske indtryk, hr. Dahl havde fået under sit kun nogle måneder lange ophold i Buenos Ayres. Moralen synes ikke at

trykke de folk, og skulle man efter hans fremstilling betegne landet, blev det som et sandt Eldorado for tyveknægte og samvittighedsløse spekulanter. Han sagde, at reglen var, at man arbejdede - svindlede - aldrig med sine egne penge, når man kunne få andres. Man låner 10, når man kun har brug for 1, og tilbagebetaling kender man ikke. Politiet er ofte rene røvere, som plyndrer fremmede emigranter lige til skjorten. Der er kæltringagtige fæste- og kommissionskontorer som får vore spagfærdige ditto fuldstændig til at blegne. Retsvæsenet er baseret på den lov: Hvem betaler mest. Højesteret er en gemytlig forsamling, som holdes mellem kl. 10 og 12 aften og hvor de høje dommere sidder og drikker vin og ryger tobak. For at vinde sin sag, må man føre dem godt af.

Det er meget vanskeligt at tjene de første penge derovre, men siden er der penge at tjene i millionvis, blot man ikke er for dum, ærlighed kommer slet ikke i betragtning. En mand med 1 million regner man ikke for stort; først når han har 50 til 200 millioner, kommer han i betragtning. Et eksempel nævnte han i deres præsident. Man syntes ikke om ham, da han blev valgt

- hans svoger, den afgåede præsident, skaffede ham pladsen, fordi han intet ejede. Men nu har han været ved fadet i 4, år og ejer over 50 millioner, så nu er der intet i vejen. Denne uhyre formue kan han takke sin spekulation for, thi han har en forholdsvis lille gage. Et bevis på hvor entreprenant han er, får man ved at høre at han har udlejet den nederste etage i det slot, han bebor, til en skibsprovianteringshandel. Hr. Dahl har en ven derovre, som lever af at give massage på en badeanstalt. Der er han truffet sammen med præsidenten, og denne skyldte massagemanden 6 a 700 kr., "som han aldrig betalte", sagde hr. Dahl.

 

En anden kapitalist har tapetseret sit kontor med 3 af de værdifuldeste pengesedler på ikke mindre end 75.000  kr. stykket - altså en samlet værdi af 300.000 kr.

Der hersker en uhyre luksus i alt. Religionen, der er katolsk, optræder med megen pomp og pragt, og tyranniserer folk i høj grad. Man risikerer at blive hugget ned, hvis man ikke på gaden hilser et helgenbillede. Det at slå en mand ihjel er også kun en biting. Straffen derfor er en bøde eller højt regnet at blive soldat i et år - men det skal også være slemt at være soldat, noget i lighed med vort tugthus, mente hr. Dahl.

Til slut udtalte han at de eneste, han ville anbefale at rejse derover, var unge smukke piger, som fik høj løn for intet at bestille, da der var mangel på kvinder. Men, siger vi, er der mangel på kvinder til arbejde, så skal de jo bestille noget, og det at de ikke skal bestille andet end være smukke, peger uhyggeligt i retning af prostitution. Det er jo en gammel trafik at forskrive kvinder fra Europa til bordellerne i de lande, hvor der er mangel på kvinder.

Alt i alt skal man se sig godt for, før man rejser over til det "forjættede" land, det fik vi ud af det.

Endnu et. Der stod ved indgangen en masse mennesker som atter gik da de hørte at foredraget kostede 2 kroner. Det stod der nemlig intet om i hr. Dahls avertissementer.

(Social-Demokraten, søndag 10. november 1889).

Præsident på daværende tidspunkt, 1886-1890 var Miguel Juárez Celmán (1844-1909). Han var advokat og politimand. En aristokratisk liberal under indflydelse af sin svoger Julio Argentino Roca. Generelt berygtet for korruption og magtmisbrug. Han blev væltet efter en revolution ("revolucion del Parque") i juli 1890, og hans vicepræsident, general Carlos Pellegrini efterfulgte ham. Bl.a. fordi revolutionen hurtigt blev kvalt, men omvendt også fremprovokerede et præsidentskifte. I 1893 og 1905 var der igen opstande.

Argentina.

I Glassalen i Wittmack & Riises lokaler havde - skriver "Dag Nyh" - lørdag aften et halvt hundrede mennesker givet møde for at høre hr. Will. Dahl, søn af kaptajn Dahl fra Slagelse, holde et foredrag om Argentina, hvor hr. Dahl har opholdt sig hele otte måneder.

Publikum var meget broget sammensat. En del ældre damer, formodentlig tanter til foredragsholderen. nogle ganske unge mennesker, alle herværende udvandringsagenter, direktøren for den herværende argentinske direktion, den argentinske konsul og 6 referenter, det var sammensætningen af den forsamling, der ventede på hvad der ville ske. 

Ude i forhallen gik en nervøs sortskægget ung mand op og ned; han var iført kjole og hvide

handsker. Man gættede på, at det var foredragsholderen; formodningen slog til!

Da der var gået en halv snes minutter over den til foredragets begyndelse fastsatte tid og forsamlingen i et længere tidsrum ingen tilvækst havde fået, besteg hr. Dahl talerstolen. Han oplyste til en begyndelse, at Argentina er et land rigt på humbug; når man har været der i nogen tid, er man amerikaniseret, man har lært at tjene penge, man har tjent sine guldsporer.

Dagen anvender man til arbejde. Natten til - spekulation.

Et hovedprincip blandt argentinerne er det altid at låne 10 daler, når man trænger til en.

Lov og ret kendes så godt som ikke i Sydamerika, en parvenu kan skyde en af sine tjenere uden at nogen tænker på at straffe ham.

Hvad giftermål angår, da udføres de uden vielsesattest.

Sydamerika er et frit land. 

I Argentina spekuleres der i folks dumhed. Alle forretninger er grundlagte af europæere (englændere), men for argentinske penge. Om en snes år er Argentina måske engelsk besiddelse. (Direktør Huss: Det er løgn!).

Før man har tjent 1000 daler regnes man ikke for noget i Argentina. Emigranten har en mængde

fristelser at kæmpe imod; hr. Dahl havde besejret dem alle.

Om sin rejse til Argentina fortalte han forskellige småtræk, der fik de tilstedeværende udvandringsagenter til at sidde og rokke på stolene i nervøs uro.

Brødet var sejt som viskelæder og svineriet om bord i skibene rent afskrækkende.

Udvandrerne må også passe på. at de får guldpenge og ikke papirpenge, da de sidste står lavt i kurs.

Om de religiøse forhold fortalte hr. Dahl de mærkeligste ting. Således havde han i domkirken i Buenos Aires set afgudsbilleder stå side om side med Jomfru Maria. Dette synes at være det yderligste udslag af religionsfrihed.

Embedsmændene beriger sig efter hr. Dahls forklaring på statens bekostning. Den nuværende præsident var en uformuende mand da han valgtes, nu ejer han 60 millioner nationals, og han har dog kun 35,000 nationals om året. (Lydelig protest fra direktør Huss, der beder om ordet.) I det hele taget syntes hr Dahl ikke at stå på nogen god fod med den argentinske republiks overhoved, der endogså en dag havde ladet være at hilse ham på gaden.

Domstolene i Sydamerika syntes også lidt mærkværdige. Hr. Dahl oplyste således, at når to mænd havde en sag for landets højesteret, så vandt den der kunne traktere med den meste vin.

Den mærkelige konklusion, hr. Dahl drog af alle de ubehageligheder, han sagde om Argentina. var - hvis De vil rejse, så rejs til Argentina ; ja, det sagde manden virkelig.

Dermed sluttede han foredraget, og folk forlod salen; hr. Huss fik ikke ordet, men bebuder sag mod Dahl for fornærmelser mod republikkens præsident.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 11. november 1889)

Udvandringen til Sydamerika.

Hr. Dahls foredrag.

om forholdene i Argentina (refereret her i bladet i søndags) har vakt den argentinske republiks direktørs allerhøjeste mishag. Han har tilsendt os følgende skrivelse:

Hr. redaktør !

I anledning af hr. Guillermo Dahls foredrag i lørdags aftes tillader jeg mig herved at bede hr. redaktøren af Deres ærede blad at henlede opmærksomheden på at dennes fremstilling selvfølgelig er usand og kun røber en fuldstændig mangel på kendskab til forholdene i republikken.

Med hensyn til hans udtalelser om præsidentens forhold vil han blive tiltalt efter straffelovens § 82.

Ærbødigst

Godtfred v. Huss.

Argentinske Republiks officielle Direktør i Skandinavien.

§ 82 indeholder bestemmelse om, at den, som forhåner de i udlandet regerende personer og tillægger dem uretfærdige og skammelige handlinger, straffes med fængsel eller bøder, når vedkommende lands repræsentant forlanger det.

Det er imidlertid meget tvivlsomt, om hr. Huss kan kaldes "repræsentant". Den titel, han giver sig selv, nemlig "Argentinas direktør", lyder højst besynderlig og er vist ikke anerkendt blandt diplomaterne. Hr. Dahl synes at nære samme mening. Han sendte os i aftes en skrivelse, hvori det bl. a. hedder:

I anledning af, at en hr. Huss har truet mig med sagsanlægget for den omtale, som jeg i mit foredrag i lørdags aftes gav republiken Argentinas præsident, har jeg såvel hos den herværende generalkonsul for Argentina som i udenrigsministeriet og hos Politidirektøren henvendt mig med forespørgsler om, hvorvidt nævnte hr. Huss er officielt akkrediteret her i landet som Argentinas repræsentant, men har af samtlige nysnævnte autoriteter fået til svar, at de enten ikke kendte men i hvert fald ikke anerkendte ham i den af ham opgivne stilling. Som følge heraf kan det naturligvis ikke falde mig ind at indlade mig i nogensomhelst offentlig diskussion med hr. Huss.

København, den 11. november 1880.

Deres meget ærbødige

Guillermo Dahl.

Opmærksomheden er blevet henledt på den agitation, som drives for at hverve udvandrere til Sydamerika, hvor man søger at erstatte negrene, som nu er frigivne, ved hvide mænd.

Vi har belyst forholdene i Brasilien og Argentina. Nedenfor omtaler vi en tredje sydamerikansk stat, nemlig 

Chile

Den chilenske regering anstrenger sig for at skaffe sig de der manglende arbejdskræfter fra Europa. Foruden de for de nye kolonier i Aurakanien bestemte nybyggere søger man at vinde såkaldte "frie indvandrere". De består mest af håndværkere og fabrikarbejdere, men i den nyeste tid er der også gået mange arbejdsmænd (landarbejdere og jordarbejdere etc.) til Chile. Hovedkontingentet af de "frie indvandrere", hvem der tilstås overrejse for en trediedel af den almindelige pris, har hidtil Frankrig, Italien og Svejts leveret. Godsejerne og storbønderne i Chile, som hidtil måtte lade en stor del af deres jord henligge udyrket, søger nu at drage fordel af disse fremmede arbejderes nærværelse og afslutter kontrakter med dem, hvilke kontrakter er meget ugunstige for Arbejderne. Et blad i Santiago offentliggør en sådan mønsterkontrakt, afsluttet mellem Don Belisacio Tones i Lonquen (i departementet Viktoria) og 60 "frie indvandrere". Kontraktens fem artikler lyder i det væsentlige således :

I) Godsejeren overlader indvandrerne så meget land som de kan dyrke, og stiller heste, avlsredskaber og Uds.rd tll der rådighed.

2) Af høsten får godsejeren først udsæden tilbage og dernæst det halve af den øvrige høst.

3 ) Godsejeren betaler hver indvandrer pr. arbejdsdag 80 centavos og 10- 11 centavos til kosten. Disse penge må betales tilbage ved høstens deling. Men overlader indvandreren godsejeren hele høsten, så er denne tilbagebetaling ikke nødvendig. (Tænk!)

4) Godsejeren overlader hver 5 individer (indvandrere) et jordstykke, en kvadra (lig 125 meter) bredt og en halv kvadra langt, på hvilket de kan opføre deres huse og anlægge deres haver. Materialerne til husenes bygning leverer godsejeren til indkøbspris.

5) Går høsten uden indvandrerens skyld tabt, så har godsejeren ingen ret til at inddrive de ydede forskud.

Selv chilenske blade fremhæver, at slige kontrakter er meget fordelagtige for godsejerne. Som det ses af artikel 3 drejer det sig ligefrem om at vinde stadige billige arbejdskræfter. Ved de modtagne forskud (til opførelse af huse etc.) bliver indvandreren lænket til stedet.

Arbejdere, der håber at sikre sig en bedre fremtid i den nye verden, advares derfor mod at udvandre til Chile.

(Social-Demokraten 12. november 1889).

Om forholdene i Argentina

holdt hr. Guillermo (?) Dahl i forgårs et foredrag i København. Hr. Dahl der har opholdt sig nogle få måneder i Buenos Aires og byggede sit foredrag på erfaringer indhøstede i et så kort tidsrum, fremstillede efter hvad man kan skønne af de københavnske blades referater, Argentina som en humbuggens stat hvor den der snyder og bedrager mest og bedst, hurtigst kommer frem. Han anbefalede unge mænd og unge, smukke piger at udvandre dertil! Under sit foredrag angreb han bl.a. Argentinas præsident, hvem han rent ud sigtede for at berige sig på statens bekostning. I anledning af denne graverende sigtelse vil hr. Dahls optræden som foredragsholder få et "Nachspil"; Republikken Argentinas officielle repræsentant i Skandinavien, hr. direktør Hufs, bekendtgør nemlig idet han samtidig kalder hr. Dahls fremstilling af forholdene i Argentina usand og røbende "fuldstændig mangel på kendskab" til republikken, at samme hr. Dahl for sine udtalelser om præsidenten vil blive tiltalt i henhold til straffelovens § 82.

(Slagelse-Posten, 11. november 1889).

Den argentinske republik og hr. Huss.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

Jeg udbeder mig plads for følgende i Deres ærede blad: I anledning af, at en hr. Huss i Deres meget ærede blad har truet mig med sagsanlæggelse for den omtale, som jeg i mit foredrag i lørdags aftes gav republikken Argentinas præsident, har jeg såvel hos den herværende generalkonsul for Argentina som i udenrigsministeriet og hos politidirektøren henvendt mig med ærbødige forespørgsler om hvorvidt nævnte hr. Huss er officielt akkrediteret her i landet som Argentinas repræsentant, men har af samtlige nysnævnte autoriteter fået til svar, at de enten ikke kendte, men i hvert fald ikke anerkendte ham i den af ham opgivne stilling. Som følge heraf kan det naturligvis ikke falde mig ind at indlade mig i nogen som helst offentlig diskussion med hr. Huss! Han indfandt sig til mit foredrag og søgte gentagne gange at forstyrre mig ved en mildest talt meget taktløs opførsel, så jeg i førstningen fristedes til at tro, at det var en beruset eller åndssvag person. Jeg havde indbudt til et foredrag og ikke til et diskussionsmøde, hvad hr. Huss jo burde vide, men jeg skulle ikke desto mindre gerne besvaret forespørgsler, fremkomne på en høflig og sømmelig måde, men hr. Huss' optræden var af en sådan beskaffenhed, at det ikke et øjeblik faldt mig ind at han fortjente nogen som helst hensyntagen, og jeg føler mig forvisset om at det ikke kunne falde nogen regering ind at lade sig repræsentere af en person som hr. Huss! 

Idet jeg hermed erklærer mig færdig med hr. Huss, beder jeg den meget ærede redaktion tilgive, at jeg har lagt beslag på så mange linjer i Deres ærede blad for denne herres skyld!

København d. 11. november 1889.

Deres meget ærbødige

Guillermo Dahl.

(Morgenbladet (København), 13. november 1889).

William Dahl er muggen.

Denne beklagelige kendsgerning fremgår med tilstrækkelig tydelighed af nedenstående brev, hvormed han har beæret red. Jensen:

København den 12/11 1889

Hr. redaktør H. Jensen!

At de vedbliver at forfølge min fader med Deres uudslukkelige had, efter at han nu i snart 2 år har holdt sig fuldstændig uden for al politisk og kommunal virksomhed, og kun virker som privat mand, er mig og vist nok mange andre uforståeligt, men at De også overfører Deres hadefulde forfølgelse på mig, fordi jeg er hans søn, er endnu mindre forståeligt. Dette har De nemlig vist, dels ved bebudelsen af mit foredrag og nu yderligere ved at optage det eneste ondskabsfulde referat af min optræden som foredragsholder, mens der i andre blade, fx "Dagbladet", findes objektive gengivelser.

Jeg tillader mig vedlagt at fremsende et udklip af "Dagens Nyheder", indeholdende et svar fra mig, og jeg beder Dem, såfremt Deres fanatiske had til min far ikke har udslukt al retfærdighedsfølelse hos Dem, at optage dette "in extenso"

Håbende på at finde denne retfærdighedsfølelse hos Dem tegner jeg 

Ærbødigst

Guillermo Dahl.

(Herefter følger det brev som Dahl sendte om Huss)

Direktør Huss offentliggør følgende som den argentinske lov af 25. november 1886 gør ham det til pligt at fremsætte:

Buenos Ayres den 20. januar 1887.

Republikkens præsident dekreterer i almindelig ministerråd:

1) Der skal dannes et informationskontor i Sverige, Norge og Danmark.

2) Til direktør for samme udnævnes hr. Godofredo Huss.

3) Direktionen skal etableres i København

4) Kommunikeres alle pågældende, de fornødne instruktioner udfærdiges og nærværende indføres i nationalregistret.

Underskrevet: Juarez Celman, republikkens præsident.

firmeret: Norborto Quirno Costa, udenrigsminister.

*   *   *

Vi føler os forud overbeviste om at den hjemvendte spanioler ikke har beråbt sig med slægt og venner før han skrev ovenstående brev der næppe kan være disse til halv så megen fornøjelse som det har været os.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 13. november 1889).

"København" havde 14, november 1889 et interview med Huss som de introducerede som direktør for den argentinske regerings informationskontor. Han benægtede at have afbrudt foredraget på noget tidspunkt. Men at han efter foredraget havde gjort Dahl opmærksom på at han ville indberette dennes usømmelige udeladelser. Hvad han også havde gjort til konsulatet og regeringen.  Hverken generalkonsulen eller vicekonsulen reagerede imidlertid på Huss' henvendelse, hvorfor Huss i stedet indberettede sagen til republikkens minister i Paris. Det eneste der kom ud af det var at ministeren til generalkonsulen undrede sig over at denne ikke havde indberettet sagen. 

En oversøisk Fiffikus

Hr. Guillermo Dahl arresteret.

Atter har denne berejste gentleman, der utrættelig og med spansk foragt for midlerne efter sin hjemkomst fra det fjerne Argentina har arbejdet på at gøre sig bemærket, formået at få et navn i folkemunde.

Han har vandret rundt med en paddehatteformet hue på hovedet, han har flottet sig som en hjemvendt millionær rundt på kipper og knejper, forleden udstedte han invitation til mennesker, han tilfældig havde truffet på, til stor middag på Hotel Cramer i Malmø "i anledning af sin udnævnelse" - guderne må vide til hvad. Alt sammen hjalp det ikke, han var i færd med at gå ganske i glemmebogen igen.

Så gjorde han den sidste kraftanstrengelse. Og hvad der, mærkelig nok, ikke er sket før, skete forleden: han blev anholdt. Grunden til anholdelsen var denne.

417 Kr. for 500 Reis.

For en argentinsk seddel, lydende på 500 reis at få 417 gode danske kroner, det var det eksperiment, der gav hr. Guillermos glade leben sit knæk. 

Ude hos Kehlet var det, han anstillede eksperimentet.

Der sad den flotte argentiner en aften fornylig, elegant henslængt, cigaretten i mundvigen, genstand for de skønnes smil og vink. For flot knaldede champagnen på hans bud - han nægtede sig overhovedet intet. 

Så kom betalingens stund.

Først siges der rigtignok, at hr. Guillermo, der havde været udenfor og luftet sig et øjeblik, nær havde taget fejl af vejen og, i stedet for at vende tilbage til lokalet, var gået ud af haven, bort fra sangen og glæden - og gælden. - Men en hjælpsom opvarter viste ham tilbage til salen, hvor hans regning høflig blev præsenteret ham. Han så blot flygtig på den.

"Nå, 36 kr." han stak rolig hånden ind i brystlommen og trak en lommebog frem.

"Værs'god, her er en seddel på 500 reis."

Opvarteren så forbavset på sedlen - Argentinerfareren overlegent på ham.

"Ja, den gælder ca. halv femtehundrede kroner - lad mig få 417 igen."

Opvarteren henvendte sig til hr. Kehlet, han var ikke ganske hyggelig ved affæren. Hr. Kehlet lod hente en mønttabel, og det viste sig ifølge denne, at 500 reissedlen i danske penge svarede til  femogfirsindstyve øre.

Man tog nu ganske rolig hr. Guillermo ved vingebenet og førte ham til politiet, der anholdt ham.

Senere har det nok vist sig, at hr. Dahl også har beriget droskekuske med sine reissedler og hos flere opvartere har søgt at rejse kroner på dem.

I disse dage er der erklæret arrest over den fiffige herre.

En "ven" om hr. Guillermo.

Da hr. Guillermo Dahl kom her tilbage til Danmark, var et af de første steder, hvor han aflagde visit hos en herværende kaptajn, hvis søn opholder sig i Argentina.

Hr. Guillermo præsenterede sig som en god ven af sønnen og familien tog henrykt imod ham og udspurgte ham ivrigt hvorledes det gik sønnen i det fjerne land.

Og på alt vidste hr. Guil. svar. Livligt berettede han om den savnede søn, mens familien henrykt lyttede til.

Til slut spurgte hr. Dahl, om ikke familien skulle sende julegaver, breve o. lign. til sønnen, for da skulle han påtage sig at besørge det altsammen over til hans kære ven.

Fulgt med mange taksigelser lige til døren af den glade familie forsvandt Argentinafareren. Men et par dage efter kom der et brev fra sønnen.

Og bl. a. stod deri at læse, at dersom en person ved navn hr. Guillermo Dahl skulle indfinde sig i deres hjem, havde man bare at smide ham på hovedet ned af trapperne.

Hvor Hr. Guillermo har sine reis fra.

Om hr. Dahl i Argentina fortælles der i et hertil ankommet privatbrev følgende:

Just som hr. Dahl ankom til Argentina, havde en stor ildebrand, fremkaldt ved en gaseksplosion, ødelagt et stort etablissement. Nu gælder der i argentinske assuranceselskaber den bestemmelse, at for ildebrande, hvori gas eksplosioner har været skyld, udbetales ikke assurance.

Da hr. Guillermo erfarer det, hvad finder så den driftige mand på. Han opretter straks et skandinavisk Assuranceselskab, der note Kano og«na udbetaler assurance, når gassen har været brandstifter. Og mange folk, der er belærte af den nylig stedfundne katastrofe, strømmer til for at assurere sig.

Da hr. Guillermo har fået deres penge, forsvinder han naturligvis for at drage til Europa og berette, hvilket forfærdelig land, Argentina er.

(København 1. januar 1890).

Dahl fik efterfølgende en dom på 4 gange 5 dages vand og brød. Hr. Huss fik ordre af sin regering om at lukke sit kontor. En af hans ansatte, Mathias Petersen, sendte ham kongens foged på halsen for at få udbetalt sin løn på 100 pesos guld (2000 frks). Fogeden lagde dernæst beslag på vareprøver og 10.000 bøger. I februar 1890 blev Huss arresteret for gæld, oparbejdet gennem et luksuriøst liv. Han blev fængslet i 6 uger. Efter at være løsladt mod kaution, dukkede endnu en kreditor op, men det lykkedes Huss at undslippe og rejse til Sydamerika.

Smedesvend død efter Magnetisørs Behandling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 29. juni 1889 havde Justitsministeriet udsendt et cirkulære til politidirektøren i København for at skride ind hvor medlemmer af foreninger som udøvede hypnotisme og magnetisme også brugte disse kundskaber til at udøve kvaksalveri. I slutningen af 1880'erne udkom der flere blade: "Magneten, Organ for Naturlægemethodens Venner" og månedsskriftet "Tidsskrift for Magnetisme og Hypnotisme." Begge synes dog ikke at have fået nogen længerevarende virksomhed.

Død ved Magnetisme.

Læge E. Fraenkel meddeler i Gaar i "Dagbl." følgende Sygehistorie: M K A.. gift Smedesvend. 28 Aar gl, indkom paa Sygehuset den 29. April d. A. Han havde altid været en dygtig og ædruelig Arbejder, forstandig og rolig, havde aldrig tidligere frembudt Symptomer paa Nervøsitet eller Sindssygdom, der er heller ikke Spor til nervøs Disposition i hans Familie. I den senere Tid derimod havde han begyndt at beskæftige sig meget med Magnetisme og Hypnotisme, og i Anledning al en Brystkatarrh, som han havde paadraget sig, var han flere Gange bleven magnetiseret af en bekendt Magnetisør. Dette blev af Familien anset som Aarsagen til hans nuværende Tilstand. Han er efterhaanden bleven deprimeret i høj Grad, han græder for Ingenting, sover ikke godt om Natten, han spiser ikke saa godt som ellers og er bleven treven til sit Arbejde.

Han er ved Indlæggelsen paa Sygehuset uklar, ved ikke hvor han er, taler uafladelig om Magnetisme og fortæller, at han er forfulgt af Magnetisørerne Han angiver endvidere, at han har magnetisk Kraft i Brystet, han "har faaet for meget deraf af Magnetisøren", efter hver magnetisk Behandling har han følt sig "kraftig og fyldt i Brystet", "naar han bliver af med den overflødige Magnetisme, vil han blive rask, for Øieblilket kan han meddele mange om den overflødige Kraft". Han kan rigtigt udføre Regnestykker, kan stave, søger dog helst at undgaa at svare paa almindelige Spørgsmaal, bliver kun livlig naar man taler med ham om Magnetisme, Udseendet er sundt og kraftigt. Pupillerne egale (ensartede) Temperatur normal. Puls 68.

30. April: Patienten har i Nat været meget urolig, han har raabt og skreget op om, at det er Magnetismen, som han kæmper imod, den er saa stærk i ham, at han nu selv er Magnetisør. Temperatur fremdeles normal. Ingen Skælven eller Tegn paa Alkoholisme

2. Maj: Vedvarende voldsom og støiende. Han skriger uafbrudt op om Magnetisme og Magnetisører og forlanger, at Magnetisøren skal tage den magnetiske Kraft ud af Ham.

4. Maj: I et eneste ubevogtet Øjeblik har Patienten slaaet Hovedet saa voldsomt mod et fast Overdække over Varmerørene. at han derved har tilføjet sig et 3 Tommer langt gabende Saar tværs over Panden, Hjærneskallen er læderet paa flere Steder. 2 Centimeter af Tungespidsen er afbidt - Saarene sutureres (sammensyes) og forbindes under Narkose (Bedøvelse).

5. Maj: Patienten blev i Gaar Eftermiddags rolig og var i flere Timer klar og fornuftig. Han erklærede paa nærmere Forespørgsel, "at han havde været nødt til at gøre, hvad han havde gjort" nu fortrød han det "fordi Magnetisøren havde opholdt sig udenfor hans Vindue og havde befalet ham øjeblikkelig at knuse Hovedet imod Gulvet" og "jeg maatte jo saa adlyde hans Magt".

6. Maj: Under Temperaturstigning til over 40 Grader og under udtalte Tegn paa Gangræn af Ansigtsintegumenterne døde Patienten i Dag.

Familien var meget ulykkelig over det skete og gjorde sig Bebrejdelser over, at Patienten havde henvendt sig til den omtalte Magnetisør, hvilket var sket efter dens Raad. Den ønskede ikke Sagen undersøgt nærmere, særlig for at Magnetisøren ikke skulde komme i Forlegenhed.

(Social-Demokraten 12. oktober 1889).

La' vær'. (Efterskrift til Politivennen)

København kunne være en meget net by. Den har ganske vist et klima der stærker og stærkere minder om Leipzigs - "den by, hvor det altid regner". Dette ligger dog kun i den mangelfulde konstruktion af barometrene, som vore ikke synderlig drevne instrumentmagere tilvirker. Hvem tror vel nemlig længer paa, at regnen kommer fra oven?

Byen har desuden mange små agréments, som rigelig opvejer den lille gene med vejret. Vi nævner eksempelvis de nye nødtørftshuse, "Aftenbladet" og den forventede elektriske belysning - lutter ting, der pynter.

Desto sørgeligere er det da, at selve byens døtre, der fremfor nogen burde bidrage til dens forskønnelse og virkelig også kunne gøre det, i en beklagelig grad synes på veje til at degenerere.

De af Hostrup anbefalede broderede sofapuder til elskede religionslærere er betænkelig gået af mode. Kvindeligheden er i det hele taget ikke længer det Ideal, vore damer dyrker. De sætter ikke mere pris på at sidde til stads på vinduesforhøjningen. Nutidskvinder vil tumle sig i frihed og uden ansvar, hun vil ned på gaden.

*

Det er sporten, der kalder hende; for den ægte københavnerinde er nuomstunder - tilgiv mig ordet - bidt af en gal sportsman. Hun rider, hun kører, hun sejler og hun roer, så det er væmmeligt at se på for os andre. 

Først ridningen i de forpestede ridehuse på lejehest.

Ud af porten svæver en amazone med ustrøget cylinder, snavsede vaskeskindshandsker, faderens aflagte selskabs-pantalons, stopninger på kjolen, to stykker hvidt sukker i hånden og en moppe i hælene.

I galop går det hen til en under-Løruper, der skråer og spytter, mens han for et par kroners penge tillader hende at ride manegen rundt 5 gange i skridt, 3 gange i trav og gang i karriere.

Kan hun holde sig i sadlen så længe, spenderer den galante berider en othellokage på sin Desdemona.

Mange raffinerede, ungmøer foretrækker dog at falde lidt af hesten og bjærges af den vejrbidte sergents muskelstærke arme. Dette øjeblik er nok så sødt som flødeskummet på en tiøres kage. 

Regningen for disse dyre timer, der ødelægger den unge dames nederdel, betales mod anvisning på papas kontor. Berideren der personlig møder, bliver stedet til håndtryk ved privatpulten. Når han går, får kontorbuddet ordre til at give ham en cigar, der tændes udenfor.

*   *   *

Tjener de ridende damer ikke til forskønnelse for hovedstaden, ville det være endnu latterligere, at påstå dette om deres medsøstre i Ingemann- Petersen.

Der er kun en humber, Ingemann-Petersen er hans missionær ved dag og nat, unge, uerfarne kvinder hans proselyter, for hvem han - mod et passende vederlag - sætter maskinen i gang.

Humber-damernes toilette er bare arme med myggestik, hvidt flonel, skotsk mavebælte, stankelben med halvstrømper, ingen turnure, håret a la chinoise, jupe courte.

Deres udflugter sker i mangel af brødre med faderens volontører (såkaldte tvangskurser). I regelen er det den yngste og slettest lønnede kontorist, hvis søndag formiddag der lægges beslag på til fordel for frøkenens arm- og benmotion. Kan han slippe fri ved at præstere lægeattest, inviteres en kadet eller yngre student til frokost. Turen foretages da mellem frokost og middag.

Denne udvej griber man dog kun nødig til, da kadetten subsidiært studenten hugger skamløst i sig af det kolde bord, mens den beskedne kontorist allerede lader som han er mæt efter den varme ret.

*   *   *

Lægger damerne an på at optræde kompagnivis og har de to gange rejst til Skodsborg uden kvalmende fornemmelse, rotter de sig sammen i en roklub.

Fædrene, medlemmer af den liberale vælgerforening eller Fremskridtsklubben, får hver 5. juni en 14-dages forkølelse af at stå i vådt græs og høre på Herman Bing og Oktavius Hansen.

Dragten: Strikket sømandshue med stor ulden knop, bar hals med sommerfilipenser, stribet eller blegrødt jerseyliv a la sommer-revy, ingen korset, læderbelte med norsk tollekniv, store bare næver med hornhud indvendig og kulørt lommetørklæde med anker på.

Både til lands og til vands haler de ud med lange tag; en ed på rette sted og en bajer fra fad efter endt arbejde - helst på Langelinjes Pavillon - lades der ikke hånt om. Under roningen spyttes der langt efter medlemmer af Studentersamfundet, der også er ude at tumle sig på den fugtige gade.

*

Foruden andre unoder, mener enhver sportsdame sig berettiget til at gå alene på gaden efter 12, for den næste dag ved morgenmælken uvægerligt at prale af, at hun er blevet forulempet af velklædte, unge elegatits, dernæst forpligtet til at stinke af sportcigaret, fylde op ved Brandes' forelæsninger, sværme for Fridtjof Nansen og gøre nar af sin præst.

Foreningen til Københavns Forskønnelse bør vinke alle disse friluftsdamer op fra gaden igen.

Dernede pynter de ikke.

Strix

(København 27. september 1889).

Gør det!

Jeg samstemmer fuldstændig med min ærede spydige og åndfulde kollega hr. Stix i hans karakteristik af de sportgale damer. Heller ikke jeg ser med glæde på de alt andet end velskabte figurer som rædsomme dragter stiller til beskuelse - og de filipensede og myggestukne arme og halse som de åbenbarer i hele deres afskyelige nøgenhed. Jeg forforfærdes også såre når jeg måder en ung dame hvem jeg førhen nærede agtelse for, på en tricycle, med benene anstrengt arbejdende for at få plads ti at rende op og ned og kroppen bjet forover, med et hjst uklædeligt knæk på midten.

Jeg er således i alle måder hr. Strix ærbødigst hengivne Ego.

Men jeg synes at hr. Strix ikke blot burde have sagt la' vær! - Derfor møder jeg med et supplerende gør det.

Hvad skal de unge damer da gøre. For vi er jo dog enige i at de ikkke bare bør sidde på vinduesforhøjninger og kigge ned på gaden.

Ikke sandt, de kunne dog pynte så pænt op i vore trange og kedelige gader når de bare selv ville.

De skal gøre gymnastik - de unge piger. Det gjorde de indtil for et årstid siden da der endnu kunne tænkes på andet end sport og tales om andet end rekorder. Dengang da man  var blevet enige om at de unge pigers stil-leben var alt andet end sundt for dem, da man var enig om at de skulle ud i fri luft, at de skulle røre sig for at  få rødme i kinderne og spændstighed i bevægelserne, dengang fødtes den sunde gymnastikbevægelse.

Da gik de unge piger deres ugentlige vintertimer til gymnastiklærerinden, og hun lære den rankhed i ryggen, smidighed og hurtighed. I lette bekvemme og kønne dragter gjorde de deres øvelser der aldrig var forcerede, de hang i bøjede arme i ringene, og de entede ad stigerne - de havde deres sal for sig selv, og de fik deres sundhed igen. 

Så blev sportsbevægelsen modesag - og med det samme var man inde i den pure overdrivelse.

Til nød gik det an dengang. Damerne nøjedes med at pjaske lidt i en båd, men fra det øjeblik da tricyklen erobrede sig ikke blot strandvejen, men også alle de unge pigers hjerter, var det ude med den sunde gymnastikbevægelse.

Så trådte damerne deres hjul, så og så mange gange, og de lærte sig deres frigjorte unoder. Forhåbentlig går sporten snart tilbage til sit hjemland igen, og forhåbentlig kan der så igen blive tale om at komme frem i verden for de stakkels mennesker der ike kan rende på et, to eller tre hjul.

Sker det - forlader nok de unge damer overdrivelsen og går igen deres ugentlige timer til gymnastiklærerinden. Og så bliver de karikaturer der nu traver op og ned ad gaden, en fabel, og vi får i stedet unge, kønne og friske piger, til pynt for byen og til glæde for vore hjerter.

Ego.

(København 29. september 1889).

I mangel af samtidige fotoer, her Østrigsgades Skole, ca. 1906-1918. Fotograferet af Johannes Hauerslev. Public Domain. Kbhbilleder. 

"Mere Griseri". (Efterskrift til Politivennen).

Hr. Redaktør!

Der eksisterer meget griseri her i verden, men noget så storslået som  det kommunale tror jeg næppe findes magen til. Vore gader er til daglig nogenlunde tålelige, at sige når det ikke blæser, da man så gerne godt kan anlægge en losseplads en miniature ved at rense hår, øjne, skæg og lommer for forskellige gadelige ingredienser, men regner det, er det næsten ubeskriveligt, hvilket griseri man så bliver vidne til og lider under.

Gaderne er et ælte med større samlinger af mudder og brede og dybe vandpytter, dette er næsten for milde udtryk. Er man nu så heldig, nogenlunde pænt tilgriset, så godt som man selv formår ved at undgå dem, at være skrået over fra det ene fortov til det andet, skal det aldrig fejle at en droske - til daglig brug lunter disse køretøjer af i en art podagristisk trav - i fuld fart så godt som det naturligvis er mulig for en københavnsk droske at bevæge sig, sætter dyndet i bølgegang, og man bliver så overdænget af den modbydelige brænding, at man ikke véd, om man skal le eller græde, ikke engang hvis uheldet træffer ens værste fjende.

Kongens Nytorv - stor plads - mange Mennesker - vældig svineri; dette Kongens Nytorv var, om jeg så må sige, virkelig en nogenlunde præsentabel plads (dette skal udtrykke det franske ord place) og må i sådant vejr minde stærkt om gamle Hallandsås med dets usle brolægning - ja for det synes både Udlændinge og andre, at det er skandaløst med denne fodangel- og faldgrubeagtige manér, som dette torv, der er så befærdet på kryds og på tværs, er brolagt på. Et stort smudsig-gulagtigt søle, der på sine steder måler 3 - 4 tommers dybde er det ved Gud ikke behageligt at skulle lodde med sine sko; hoppe fra en fremstående top til en anden er ligefrem farligt for ikke at sige umuligt på grund af stenenes ved slid omskabte naturform fra flade til runde, tillige er afstanden sommetider så stor, at man med lidt held ville kunne opnå en ufrivillig og ubehagelig gammel, for ikke at tale om at give muligvis tilstedeværende et mindre vel villigt optaget styrtebad. Næh, man må nok så pænt traske lige igennem tykt og tyndt.

Dette kan altsammen endda gå an for os mandfolk, men de kære damer hvor må de ikke være ærgerlige i et sådant vejr, mellem os sagt, holder jeg meget af netop i regn og blæst at færdes på Gaderne, Gudbevares kun for i al anstændighed at studere og more mig over damernes naive, måske også beregnende - men det er både et naturligt og et utilgiveligt koketteri - løften op og forsigtige nydelige trippen for ikke at blive våd om de søde små højvristede fødder, men det er vistnok ikke ganske morsomt at måtte kilte op til knæene, det ser just heller ikke skønt ud, da holdningen taber en ikke så lille del af elegance, når damer både skal samle hele kjolen og samtidig balancere med paraplyen.

Ja det er, hvad jeg ville have sagt håbende på, at vor velvise Magistrat - jeg har nemlig højstsamme værdige Institution slemt mistænkt for at læse Deres interessante blad, måske ville bekvemme sig til at bedre, om også lidt, på disse middelalderlige gadetilstande.

Deres Peintre.

(København, 21. september 1889)

De forenede Hvide Vare Forretninger. Firma i København, Th. Wessel & Co. Hestetrukken sporvogn, 1874. Det senere Magasin. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.