Marie Villads(en) (1832-1910?). Kildekonen i Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

En Digterinde af folket.

Det er i vore Dage sjældent, at der fødes Poeter; den Mand, der staar frem og slaar Lyren for Folket, har først møjsommeligt maattet traske sig gennem Metrikens Jamber og Trokæer, før han mægtede at synge ud frit og naturligt.

Den Naturlighed, Kunsten har affødt; ti her gælder mere end andetsteds det gamle Ord om Yderlighederne, der berører hinanden.

Endnu sjældnere er det, at det udgaar en Digter fra Bondens eller Arbejderens trange Hjem, en Digter eller Digterinde, der uden Studium, uden akademisk Dannelse staar frem og synger om den friske, naturlige Glæde. Sjælen fornemmer, den Skønhed, Øjet ser.

Det vil derfor sikkert forbavse mange at børe, at der i Søndermarken gaar en gammel Kone omkring, et Menneske, der er født i et fattigt Hjem og som har været trykket under Armodens tunge Aag sit lange Liv igennem, at hun gaar omkring og digter Sange saa dybtfølte og romantiske, at man ved at høre dem studser forbavset.

Det er Marie Villadsen, "Marie Fejekone", som hun almindelig kaldes.

Vi skal her give en kort Biografi af hende - med det Første skal vi bringe hendes Billede og et Par Digte, hun har skrevet specielt for "København".

Hun er født 1832 og er et Datter af Snedker Per Jensen i Urløse pr. Nyrup. Allerede som Barn føjede hun Vers til alle de Salmer, hun lærte i Skolen. Byens gamle Koner og kloge Mænd kom derfor til det Resultat, at Barnet var forgjort eller "elleskudt".

Og da Naboens Gris saa blev syg, blev der sendt Bud efter en "klog Kone", der foruden at kurere Grisen tillige paatog sig at fordrive den onde Gejst, der havde taget Stade i Maries Legeme.

Hun blev derfor klædt nøgen, og sammen med Grisen blev hun "maalet og signet", mens den gamle, krogede Morlil gik rundt og mumlede besværgende Formularer og med sin Stok ridsede mystiske Tegn i Jorden.

Men "Gejsten" blev ikke fordrevet endda.

Inde i den store, stille Skov og nede ved den hvide Strand laa den lille Marie og digtede sine Sange om Riddere og Adelsdamer, om Ellepiger og Nymfer og Havmænd.

Vi skal her efter hendes til os velvilligt overladte Manuskript hidsætte en lille Prøve:

Naturen er min Verden og Natten er mig kær,
naar efter Dagens Færden jeg ene vandred' her,
da saa jeg som i Drømme de straalende Øer,
den dejlige Morgana med alle sine Møer

Gik Maanen frem bag Skyen og lyste over Vang,
jeg list ed' ud af Byen og Stuen saa trang;
paa Ellestubben sad jeg, mens andre var i Seng,
da saa jeg Svartalfer i den blomstrende Eng.

Da saa jeg Tournering og Klang af Ridderspil,
jeg glemte, der i Verden var Nød og Kummer til,
og Ridderen jeg saa paa den skumdækte Hest,
mig trylled' Fantasien som selv jeg der var Gæst.

- Saa kom jeg hos en Garver, han boede vej Strand,
saa blev min Trylleverden det blinkende Vand; 
der det skønneste Syn var i Aftenen tyst,
saa jeg skøn Havmand med skældækte Bryst.

De lyse Lokker flagred' i sælsom Straaleglans
Klinteroser snoed' sig om Barmen en Krans,
og Guldharpen slog han med Sang og Strengespil, 
saa alle Vaarens Fugle maatte lytte dertil.

Som man ser: Vers, der i al deres Simpelhed rummer en Dybde og Følelse, som mangen moderne Digter maatte misunde den gamle, fattige Fejekone.

(København 10. august 1894).

Kildekonen Marie Villads

som har vakt Opmærksomhed ved sin for nylig udkomne Digtsamling, har i Paaskedagene begyndt sin Sæson ved Kildegrotten i Søndermarkens vestlige Del ud mod Valby og modtager mange Besøgende, som ville se den mærkelige gamle Kone. Hun ser ud til at være fattig, og det lange Overstykke, hun er iført, er aabenbart ikke syet til hende. Et mørkeblaat Silketørklæde dækker Hovedet. De godmodige brune Øine røbe megen Intelligents, og hendes Tale svarer hertil. Trods Vintertiden, som for hende betyder Kamp med Influenzaen, er hendes Humør lyst, og hun glæder sig som det Naturbarn, hun er, ved den spirende Vaar. Marie Villads, der har gaaet meget igjennem, gaar sikkert lysere Tider imøde; hun har faaet mange fornemme Velyndere og selv Hds. Maj. Dronningen har vist sin Interesse for hende ved til dobbelt Pris at kjøbe en Del Exemplarer af hendes Bog og sende dem til sine kongelige Slægtninge herhjemme og i Udlandet. Hos Prindsesse Marie var Kildekonen for kort Tid siden i Audients og Prindsessen lovede ved denne Leilighed sammen med sin Gemal at besøge hende ved Kilden. At Kildekonen dog endnu ikke er kommen paa den grønne Gren ses bedst, naar hun ved Aftenstid trækker hjem med sin Vogn og med sin Kurv paa Armen. De fattige Kviste, hun møjsommeligt har sanket sammen, fortæller tydeligt nok herom.

(Isefjordsposten 12. april 1896)

"Kildekonens Sange"

"Kildekonen'' er, som tidligere omtalt i "Middelfart Avis", den gamle Marie Villads, der staar ved Kilden i Søndermarken og med venligt Nik rækker den tørstige Spadserende et Bæger Vand fra Kilden. Maries Historie kunde tjene som Ramme om en hel Roman. Hun er født 1832 i Uggerløse i Holbæk Amt, hvor hendes Fader havde et Hus. Hun har lidt Nød, og hun har døjet mangen Sorg. Allerede fra ganske ung følte hun Trang til at give sine Tanker og Stemninger Luft i Digte; men hendes sære Natur passede ikke ind i Husmandsforholdene. Overtroen var endnu dengang stærk, og Folk troede, Elverpigerne havde ført hende ind i Trolderi; hun fik Hug, og der blev "last" over hende; men lige meget hjalp det. Saa kom hun ud at tjene; om Dagen maatte hun slide og slæbe; men om Aftenen, naar de Andre sov, satte hnn sig til at digte - hun kunde ikke Andet. Folk kunde ikke forstaa hende og gjorde Nar ad alt hendes Vrøvl. Det var drøjt for Marie; men værre blev det, da hun blev givt. Fattigdom var tilhus og nu var der ingen Tid til at digte. Saa døde Manden, og Nøden blev stor, indtil hun kom til Kjøbenhavn og for 6-7 Aar siden blev Feiekone ude i Søndermarken. Nu var Marie en lykkelig Kone. Her ude i den store, i den dejlige Natur kunde hun rigtig gaa og digte. Nu er hun Kildekone, i Søndermarken kan man finde hende, og beder man hende derom, skriver hun gjerne et Digt. I hendes Bog er samlet en smuk Buket af hendes Digte - Digte om hendes Kilde, om Fuglene, Blomsterne o. m. a. Og Marie er glad ved at faa sine Digte trykte, og hvorfor hun er glad derved, ser man i hendes egne Ord: "Ok ja. Jeg er bare en gammel Kone, som er glad ved Livet, blot jeg hører Fuglene synge og faar Lov til at se paa Guds skjønne Natur, og jeg har nu ofte tænkt paa, at naar de Unge saa', at saadan en fattig, gammel Kone kunde være saa glad og lykkelig, saa vilde de maaske forstaa, at det ikke er Gods og Guld og Titler, der skaber Tilfredshed her i Livet. Og derfor er jeg glad ved, at mine Digte komme ud." Bogen er indledet med el smukt Digt af Ernst v. d. Recke; paa første Blad findes et Billede af Kildekonen, som vi gjengive idag. Det første Digt i Bogen er "Min Sag"; heri og i "Mit Livs Historie" har Marie Villads, bedre end nogen Anden har kunnet fortælle det, skrevet om sin Digtertrang - skrevet om sit fattige og dog saa rige Liv. Den anden Sang er til hendes Kilde; simpel og dog saa fin er den, og man mærker hendes Kjærlighed til Kilden, hun skatter den, hun ved, hvad den vil sige, hvad den kan fortælle om svundne Tider. Saa følger en lille Sang til Fuglene og endnu mange; men det vil blive for meget at omtale hver enkelt. Alle ere de smukke og stemningsfulde; man kan mørke, Marie Villads har skrevet dem, fordi der var en Trang hos hende til at lovsynge det Store og Skjønne i Verden. Til de smukkeste hører ogsaa "Soldatens sidste Tanke", hvori Forfatterinden paa en gribende Maade har skildret den boende Soldats sidste Tanke, der vandrer til hans Hjem. Blandt Digtene findes ogsaa et om de gamle Skikke paa Landet; i dette søger Marie Villads paa en godmodig Maade at revse Nutidens Flothed og Forfinethed. Alt ialt er det en Samling Digte, der er værd at eie, og vi raade ærede Læsere til at kjøbe Bogen. Den er udkommen hos Universitetsboghandler G. E. C. Gad og saaes i Boghandelen her i Byen

Sammen med hendes Billede tillade vi os at hidsætte et lille Uddrag af Bogen.

Marie Villads, Kildekonen i Søndermarken.

[Artiklen indeholder efterfølgende et næsten helsides digt om hendes liv]

(Middelfart Avis 14. juni 1896)

Kildekonens Æventyr.

Husmandskonen fra Søndersted Mark.

Vogterdrengens Krone.

I "Husmoderens Blad" skriver Ingeborg Maria Sick følgende interessante Skitse om den gamle Kildekone fra Søndermarken, hvis Hjemstavn er Søndersted i Holbæk Amt:

I denne Sommer bliver der en kendt og populær Skikkelse mindre i København, et dansk Hjærte mindre i Danmark.

Kildekonen fra Søndermarken, Digterinden Marie Villads, er paa Vej til Amerika, hvor hun har sine Børn. Og idet hun glider bort i Fjærnheden Taage, samler det Personligheds-Indtryk, hun har efterladt, sig klarere, med fastere Omrids for Tanken.

De, som ikke har kendt hende eller kun strejfet hende, kan maaske have Interesse af at høre lidt om hende. Der er mange, som kunde fortælle om Marie Villads .... Disse Linjer er udsprungne af mit personlige Kendskab til hende.

En Morgen - for 12-13 Aar siden - gik jeg langs Søerne mod Nørrebro, da en Kone med Tørklæde over Hovedet og et Bomuldstøj-"Knytte" i Haanden kom hen til mig og bad mig vise hende Vej til Kongens Nytorv. Jeg sagde, at der var langt dertil, men nu skulde jeg gaa med hende et Stykke.

"Ja, som Byen dog voxer," sagde hun. "Her bli'r saa vildfarende. Jeg tænker tit, hvad mon Dronning Margrethe vilde sige, hvis hun saa København igen."

Jeg maa have set lidt forbavset ud ved den Bemærkning, for hun vedblev "Ja, De tænker kanske over, hvad mon jeg er for en ? Jeg er saadan en Fyr, som Wessel var. Jeg digter."

Jeg spurgte, hvad hun digtede om.

Omalt, hvad jeg ser om Aftenen, naar Lyset er slukt - om Riddere og Mø'r, Elverpiger og Havmænd.

Saa begyndte hun med et eget, højstemt Tonefald at fremsige et Digt om Havmanden . . . Derefter et om "Natten", der gaar frem "som en kulsort Morinde med Glimmersmykker paa" - et om Hytten i den duftende Englund, hvor hun var født, og om den hjelmede Ko, som hun skulde vogte, men glemte for at drømme om Turnering og Ridderspil og saa videre. medens vi gik Gade op og Gade ned -og Folk vendte sig om efter os.

Da vi skiltes, sagde hun: "De skal ha' et Vers for al deres Ulejlighed. Men hvor maa jeg bringe det hen ?"

Jeg gav hende Adressen, og Dagen efter mødte hun med hele to lange Digte.

Den Gang boede hun i et lille Hus paa Søndersted Mark, men flyttede kørt efter til København efter at have lejet Huset ud - med Frugten fra Haven iberegnet - for 12 Kr. aarligt. Herinde blev hun Lugekone i Landbohøjskolens Have, senere Fejekone i Søndermarken og endelig Kildekone der. Hendes ydre Kaar har i Byen ikke været stort mærkeligere end paa Landet.

Født i et Husmandshjem kom hun tidlig ud at tjene og blev gift med en Landsbyskræder. Med ham fik hun 6 Børn og sad igen med de 4, da han døde. Sled og slæbte saa derude paa Søndersted Mark, indtil hun flyttede ind til København.

Men omkring denne trange, byrdefulde Tilværelse slynger der sig - som en Fylde af blomstrende Ranker - en Række lyse Syner, Drømme og Stemninger, som væver en broget Rigdom ind i det fattige Billede.

Hun er baaret oppe over Døgnets Skyggesider, holdt i Live, kunde man gærne sige, af sin digteriske Ævne. Og hermed mener jeg ikke saa meget Ævnen til at skrive Vers, som til at føle, fornemme, som hun gør.

Dr. Ernst v. d. Recke siger i sit Forord til tredje Oplag af Hendes Bog, at hun er en Digternatur. Og det er vist, hendes Opfattelse, hendes Stemninger er altid ægte, digterisk ægte - Udtrykkene, hun vælger til at gengive dem i, derimod ikke altid. Hvorvidt hun kunde have naaet at sinde mer rammende, oprindelige og personlige Udtryk for det, hun ser og føler, hvis hendes Intelligens var bleven uddannet og Ævnen dertil uddybet, er maaske vanskeligt nu at afgøre. Jeg vilde dog ubetinget tro det. Thi, med Forholdene for Øje, bliver der i Hendes Vers nok at undre sig over disse Vers, der mylrede frem lige fra Barndomsaarene, da hun fik Bank for at "prædike det Tøjeri", og som skyder lige frodigt endnu, da hun gaar i sit 76. Aar.

Men - hun selv, hendes Personlighed, er dog det bedste Stykke Poesi af det hele. Et Digt, hvis Grundtone er Lovsang - vældende frem som Fuglen kvidrer, som Blomsten dufter, i lys og frejdig Ubekymrethed om den Dag i Morgen og dens Plage, hamret af en dyb og urokkelig Tillid til den ene, hvis Haand har talt Stjærnerne og hvert Haar paa Hendes Hoved.

Dette kunde illustreres med mange Træk fra Livets større Tildragelser til de aller mindste.

En Dag stod hun som Enke med sit mindste Barn paa Armen i Døren til sin Hytte, da en lille Vogterdreng, som tjente i Søndersted, kom grædende forbi. Han havde tabt en Krone af sin Husbonds Penge og vilde faa saa mange Hug, naar han kom hjem.

"Jeg har ikke en Øre i Huset", sagde Marie, "det var dog slemt. Men bi lidt - i Morgen skal jeg arbejde hos Gaardmanden derovre og faar en Krone i Dagløn. Den kan jeg hente nu. Han gi'r mig den nok forud."

Da hun kom med Pengene til Drengen, som stod der, højst forbavset over den uventede Redning, sagde hun:

"Vi skulde egenlig ha levet for den i Morgen, de smaa og jeg. Men nu har Vorherre jo Brug for den til dig. Saa sørger han nok for os paa anden Maade."

En af de første Vintre, hun var i København, blev det bitterlig koldt, og Marie vilde ikke sige til nogen, at hun sad og frøs hjemme, "da de kan have saa mange andre at hjælpe."

Men en Aften kom hun straalende glad og fortalte mig, at en fremmed Herre om Formiddagen havde banket paa hendes Dør og sagt, han skyldte hende Penge. Han havde givet hende et Guldtyvekronestykke og sagt, at det var Summen med Renter - saa nu havde hun rigelig til de Kul, hun havde manglet.

Det var Vogterdrengen, som havde være! i Amerika og nu med Møje - dreven af en sjælden Taknemlighedsfølelse - havde faaet hende opspurgt. Han fortalte hende saa Historien med Kronen fra hans Barndom, som hun længst havde glemt.

Mandag den 3. Juni rejste hun, fulgt af en talrig Vennekreds, som kastede Blomster ind til hende, gav hende et kraftigt Hurra og - - hvad bedre var Taarer i Øjnene til Farvel.

Snart ruller Atlanterhavets Bølger mellem hende og Fædrelandet, og det vil nok gaa hende, som hun selv sagde, at de "underlige Aftenlufte" vil "drage hendes Hu" tilbage "over viden Strand". Thi dybt rodfæstet er hun i den danske jordbund. Og maaske ser vi hende igen ad Aare.

Men der er et andet Vers, som dybere endnu passer paa hende, og derfor kunde hun ogsaa drage drage bort med Fortrøstning midt i Vemoden:

"Lige meget, hvad for Egne!
Er ej Himlen alle Vegne -
hvad behøver jeg saa mer!"

(Demokraten (Århus) 6 juli 1901).

Kildegrotten er i dag også et mindesmærke for Marie Villads. Inde i grotten er statue. Det er lavet 1913 af den norske kunstner Marit Benthe Norheim. I et interview udtalte hun at hun så grotten "som et symbol på kvinden. Hvælvingen er kvindens ben og ansigtet er barnet, som kommer ud. En grotte som er fyldt med liv og lys". Glasstenene på gulvet symboliserer vand - livets kilde. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Marie Villads

Af

Ingeborg Maria Sick.

Der er mange, som kender hende fra Kilden i Søndermarken. Som er komne derud en Sommeraften, naar de gik Tur, og har givet sig i Snak med det glade Ansigt udenfor Grotten. Og i ni af to Tilfælde har de faaet et Vers med, naar de gik. Et Vers om Aftenens Fred, om Kilden, om den lille Bellis i Græsset - kradsest ned med Blyant paa et Bolscherpapir.

Mange har kendt hende - alligevel er syv Aar jo længe nok til at trænge En ud af Folks Bevidsthed. Og saa lang Tid siden er det, at hun rejste til Amerika, hvorfra Budskabet om hendes Død nu i disse Dage atter har gjort hende "aktuel". Medens hendes Navn for et Øjeblik lever iblandt os, vilde jeg gerne tegne et lille Rids af hendes Billed under det. Helst vilde jeg fortælle alt, hvad jeg husker om og af hende - men det blev meget for langt.

Digterinde - ja, ubetinget! Jeg havde nær sagt, trods det, at hun skrev sine Vers. For Versene var ikke Digtning - i alt Fald kun i ganske enkelte Glimt. Til at yde Litteratur savnede hun altfor mange Forudsætninger, den nødvendige Udvikling - og havde dog i Aarenes Løb læst saa meget, paa maa og faa, paa kryds og tværs, at det umiddelbare og personlige Udtryk for hendes Stemning var blevet forkvaklet, isprængt med tarvelige Efterklange og ganske naive Efterligninger af Ingemann og Chr. Winther, hvis Versemaal særlig var gaaet hende over i Blodet.

Men hendes evner til at se, høre, fornemme og opleve - Natur, Mennesker, Øjeblikket og dets stemning - var fin, oprindelig og sprudlende. Og saa intenst kunde hun give sig hen i et eller andet smukt Indtryk, at "Dagens Byrde og Hede", som Infil havde sin rigelige Del af, blev som strøget af hende. Hun digtede sit eget Liv lyst og skønt - og det er Kunst. De Syner og Tankebilleder, som hun fandt saa mangelfulde Udtryk for i sine Vers - af dem byggede hun sig gyldne Broer, der har hende oppe over alle Sorger og Tryk - og derved holdt hun sig ung i Sind, klar og frisk. Som den Kilde, der var hende saa kær - trods de mange kolde, regnfulde og ensomme Timer, hun havde derude.

Meget tidlig begyndte hun at digte. Naar hun som Barn kom op i Salmevers i Skolen, hændte det, at Læreren raable: "Hvad gar der af Tøsen! Hun kan jo mer end der staar i Bogen!" - For var hun først kommen paa Gled og ind i Versemaalet - , kunde hun godt blive ved. Det maatte Præsten høre, mente Skolelæreren. Saa kom han en Dag, hun blev stillet op paa en Skammel foran ham og bedt om at sige Vers. Det maa være lykkedes over Forventning, for hun huskede, at Præsten havde moret sig meget over hende og givet hende den imponerende Gave af en hel Mark. Men da hun kom hjem, fik hun mange Prygl - for den "Skam", hun havde bragt over sine Forældre ved at "præke for Præsten!" Og paa samme forstaaende Maade blev baade Fa'r og Mo'r ved at honorere alle de poetiske Udgydelser eller Drømmerier, hun henfaldt til i sin Barndom.

Da hun var bleven voksen, kom hun ud at tjene, og blev siden gift med en fattig Landsbyskræder, for hvem det gik tilbage, Og som endte med at hugge Sten ved Vejen. Marie sad og huggede med saa tidt hun kunde - og huggede sig i Fingrene, saa Blodet sprang. Imellem var det saa bitterlig koldt, at Øllet til deres Mellemmad var frossent, naar de tog det frem.

Om Aftenen, naar de kom i Seng, var de saa trætte og "værkende' i alle Lemmer, at de ikke kunde falde i søvn. "Men medens han laa og ømmede sig" sagde hun "var jeg jo bare glad ved det. For saa havde jeg da Lov til at ligge og tænke mig om. Og saa kom alle Synerne. Hele Stuen var fuld af dem." Ædle Riddere, Prinser og skønne Møer kom vandrende ind -

"Da saa jeg Turnering
med Klang af Ridderspil -
jeg glemte, at i Verden
var der Slid og Sorger til"

Elverpiger og Alfer fra Engen svævede taagelette omkring hende, Nisserne kom trippende - eller det blaa Vand skvulpede ind i Stuen - "den vilde Svane Vugged sig paa Havdybets Spejl", og Havmanden dukkede op 

"De lyse Iokker flagred 
i sælsom Straaleglans, 
af Klinteroser snoed sig
om Barmen en Krans.
Og Guldharpen slog han
med Sang og Klokkespil,
saa alle Nattens Fugle
maatte lytte dertil --"

Manden døde, og hun sad igen med fire ukonfirmerede Børn, som hun nu var ene om at slide for. Det blev en drøj Kamp for Tilværelsen, til Børnene var voksne. Saa drog de til Amerika, den ene efter den anden, og hun besluttede at flytte til Byen, hvor hun mente, de blev lettere at faa Arbejde. Sit lille hus paa Søndersted Mark fik hun lejet ud - for hele tolv Kroner om Aaret! - og tog til Kjøbenhavn.

Jeg traf hende tilfældig en Dag paa Gaden, hvor hun spurgte mig om Vej. Og vi blev Venner med det samme.

Her var hun først Lugekone i Landbohøjskolens Have, saa Fejekone i Frederiksberg Have og tilsidst Kildekone i Søndermarken. Om Vinteren vaskede hun for Folk eller gjorde rent. Da hun havde været her en halv Snes Aar, var Børnene komne saa godt i Vej ovre i Dakota, at de fik hende overtalt til at komme over til dem, for at hun ikke skulde lide Nød paa sine gamle Dage eller blive afhængig af Fremmede. Hun rejste - men kunde hverken finde sig tilrette i de fremmede Forhold eller taale den strenge Vinterkulde. Hun blev snart ganske hjælpeløs og forpint af Leddegigt og laa tilsengs det meste af de sidste tre Aar, indtil Døden afsluttede hendes Lidelser.

Det er i korte Omrids hendes Liv - og det er jo kummerligt nok, udefra set. Men tidt, naar jeg paa Landet har staaet overfor en gammel faldefærdig Rønne, som vilde Roser, Kaprifolier eller Snerler slyngede sig om, saa den fik et helt Væld af Skønhed over sig, har jeg maattet tænke paa Marie Villads og hendes Liv. Hendes Digterevne gav Glans og Skønhed over det. Hun følte det selv: hendes Evne var Glæde. Hendes Evne var en kongelig Gave; den højnede Stuen, den hvælvede Loltet; den kunde forvandle den trangeste Vej til "En Eng udi Maj".

"Der svulmede som et Kildevæld
igennem de spændte Aarer.
Hvor kom det vel fra? Jeg ved det ej selv.
det kom jo med Smil og med Taarer.
Det strømmed igennem mit hele Liv
i bøje, jublende Toner.

Men der var ikke blot Skønhed og Glæde over hendes fattige Tilværelse - den havde ogsaa en Grundvold at hvile paa. For mange Mennesker - selv Mennesker af en vis Fromhed - er jo Religionen noget af det mest vage, taagede og mildt ubestemte i Tilværelsen. For Marie Villads var den det mest faste sikre og dagklare af alt. Hendes Tro var urokkelig - et Barns ubegrænsede og glade Tillid, en levende Magt i hendes Liv. Der er sagt, at Tro altid sigter lige paa Underet. Hendes gjorde det, umiddelbart og trohjertet, - og mærkelige Tildragelser, der syntes hende selv ganske naturlige, dalede Gang paa Gang ned hendes Skød. 

Og denne Grundvold for hendes Liv holdt, da Glæden over det brast - for det gjorde den tilsidst. Det hedder i et af hendes Vers:

"Min Træsko, den er bundløs,
og Trøjen er itu,
derude blæser Vinden -
men jeg synger endnu."

Saa længe, hun kunde synge, havde hun Glæden om sig Men da hun kom til det fremmede Land, der laa saa haabløst langt borte, da ebbede Sangen hende. Derovre paa de store, vildsomme Prærier lød ikke den danske Tunge, der kvidrede ikke Fuglene som i Søndermarkens Bøge. "Her galer kun Hedehanen," skrev hun. Saa forstummede ogsaa hun efterhaanden. Og da hun forstummede, sygnede hun hen. Da længtes hun kun efter Døden, efter den store Befrier, som skulde føre hende hjem, der hvor hun atter skulde naa sin Glæde:

"Jeg sang saa glade Sange
herude under Sky,
og efter Smerter mange,
da synger jeg paany."

Nu er hun udløst, og hendes sidste Hilsen blev sendt mig, for at jeg kunde bringe den videre baade til Venner og Uvenner, om hun havde nogle. Hendes sidste Ønske fulgte med - og det er som hendes sidste Digt.

Derovre paa den store stumme Slette, hvor ingen Fugle sang, var der dog Blomster. Nogle grønlige, der duftede saa fint, andre blaa, af Farve som Kæmper, hvide Anemoner, store, gule Margueriter, Stedmodersblomster, Rævehaler, og lave, vilde Roser. De Blomster elskede hun, og før hun døde, bad hun sine Børn sende alt Slags Frø fra Prærien til Danmark, med Bøn om, at det maatte blive saaet paa en Plet ved Kilden i Søndermarken. Hun vidste nok, "at det kun var vilde Blomster, og at de var fattige som hun selv, men Kildemo'r vilde saa nødig glemmes af alle dem, hun havde kendt og haft kier, og hun syntes, at Blomsterne kunde blive et godt Minde."

Jeg har faaet Frøet sendt - med Løfte om mere - og haaber, at det kan blive saaet derude, helst paa en fredet Plet. Hvis man saa en Sommeraften, naar man gaar Tur i Søndermarken og standser ved Kilden, kan se Præriens blaa og hvide, gule og røde Blomster svaje for Vinden derude - ja, saa synes jeg, det bliver som at mødes med Vers af Marie Villads i en ny og renere Form. Med hendes sidste ordløse og hjertevarme Digt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. marts 1910, 2. udgave).

Frederiksberg Stadsarkiv har et foto fra hendes 70 års fødselsdag (1902) som er beskyttet af ophavsret. 

Mig bekendt blev hendes frø enten ikke sået, eller efterkommerne af blomsterne uddøde gennem århundredet efter hendes død.

Ane Marie Pedersdatter blev født 10. september 1832 i Nyrop, Ugerløse sogn, og blev gift med Anders Villadsen 20. januar 1860 i Kvanløse kirke. Fra omkring 1864 boede de i Søndersted sogn i et lille husmandssted, hvor Anders var skrædder. Det var et fattigt hjem. De fik 4 børn. Anders drak og hængte sig 17. februar 1884. Marie flyttede til hovedstaden 1889, her ernærede hun sig som rengøringskone og lugekone, senere fejekone.

Datteren Ellen Christine (f. 1868) udvandrede d. 14. august 1889 til Chicago. Sønnerne Lars Christian (f. 1865) og Hans Peter (f. 1872) rejste få uger efter i 1890 til Halifax, Nova Scotia Canada. De oplevede således ikke moderen som kildekone. I 1890 boede hun i en kvistlejlighed på Folkvarsvej 19. Af bopæle kan nævnes Allegade 22 i baghuset. Kun den yngste søn Villads Peter (f. 1876) oplevede således hendes "Kildekone"-tid ca. 1890-1903. 

Villads Peter udvandrede 1897 til LaMoure, North Dakota. Hos ham (der nu kaldte sig Willard P. Willardson) bosatte hun sig i 1901 på en farm i Gladstone Township. Hun døde 13. februar 1910 og er begravet på den lille High Prairie Cemetery i Gladstone. Hendes gravsten er bevaret - med indskriften "Maria Willadson 1832-1910". Sønnens er forsvundet.

Se også: Holger Madsen: Marie Villads: En almuekvinde, som var en digternatur.

Emmy Lange (1851-1894). (Efterskrift til Politivennen)

I september 1890 udsendte Dansk Kvindesamfund en opfordring til at reformere kvindedragten så det både var sundt og hensigtsmæssigt. Heri påpegede man at korsettet hæmmende livsfunktioner og fremmede sygelighed. Også reform-undertøj blev her nævnt. Udtalelsen blev støttet af 25 læger heriblandt Emmy Lange.

Emmy Lange.

I Gaar Formiddags døde Københavns sikkert nok mest afholdte Læge, Fru Emmy Lange, 43 Aar gammel.

Fru Lange hørte til de allerførste kvindelige Studerende her i Landet; de to første Kvindestudenter var fra 1877, Fru Lang - den Gang Frk. Kramp - blev den fjerde og nogle Aar senere ligeledes den fjerde i Rækken af vore kvindelige Læger.

Allerede i 1874 tog Frk Kramp Lærerindeeksamen; denne Omvej var nemlig i de Dage nødvendig for at vænne Forældre og Slægtninge til at betragte Studeringer for noget ikke altfor skrækkeligt for en ung Dame at befatte sig med; i 1880 tog hun Studentereksamen og gennem faa Aar fuldendte hun sine medicinske Studier, tog en god Eksamen og blev Kandidat paa Almindeligt Hospital under Professor Brandes og senere paa Frederiks Hospital under Dr. Oskar Bloch.

Paa begge disse Hospitaler saa vel som senere i sin private Praksis forstod Frk. Dr. Kramp i fortrinlig Grad at vinde sine Patienters Tillid og gøre sig afholdt af dem som ingen anden.

Kort efter at have fuldendt sin Uddannelse som Læge giftede hun sig med Læge Christen Lange, med hvem hun levede i et sjældent lykkeligt Ægteskab. Hun døde to Dage efter at hun havde bragt to Drengebørn til Verden.

Ikke alene hendes Mand, men hele den Kreds af Venner, hun erhvervede sig gennem sin Lægevirksomhed, vil sørge oprigtigt over hendes tidlige Bortgang.

For Kvindesagen er Fru Emmy Langes Død et uerstatteligt Tab, ti hele hendes yndefulde, indtagende Personlighed var den mest levende Protest imod, at det skulde være "ukvindeligt" at studere, selv om Studierne for en stor Del skulde gøres paa Obduktionssalen.

(København 13. juli 1894).

Emmy Elisabeth Albertha Lange, f. Kramp (1851-1894). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Læge og kvinde.

Om praktiserende Læge, Fru Emmy Lange. der, som tidligere omtalt, er afgaaet ved Døden. skriver en Læge i "Polit.":

Fru Emmy Lange, f. Kramp, døde i Torsdags Morges, 43 Aar gl., efter 2 Dage forinden under store Lidelser at have bragt to Sønner til Verden.

Den afdøde var den fjerde i Rækken af Danmarks 7 kvindelige Læger, tillige den fjerde i Rækken af samtlige danske Kvindestudenter.

Frk. Emmy Kramp var ikke den, der gjorde de mest straalende Examiner, skiøndt hun stadig erholdt smukke Laud'er. Men hun var paa sin Vis den, der bidrog mest til at nedbryde Fordommen mod kvindelige Studerende.

Den almindeligste Anke var: "Damer bliver ukvindelige af at studere". Og saa saa' man her i Frk. Kramp den nydeligste unge Dame, der trods al Studeren, ja trods daglig Færden i Obduktionsstuer og ved Operationsborde, bevarede et Væsen som den fuldkomneste Lady. Den, der skriver disse Linjer, mindes et stort offentligt Bal, hvor Frk. Kramp som nybagt medicinsk Kandidat deltog. Hun var i sin stilfulde Elegance og med sit fylderige graa Haar - graahaaret blev hun allerede som attenaarig - om det harmonisk milde Ansigt, hvori lyste to store, varme, mørke Øjne, absolut Ballets Dronning. Hun førte sig med naturlig Ynde og Værdighed, den lærde Frk. Læge var den mest indtagende Dame. Der var hin Aften en nådig beundrende Hvisken om hende. Tænk, det er hende, der er Læge! Hvor smuk og Fin hun er! - Det er ikke Overdrivelse, at hendes Optræden ved det Bal var en virksommere Agitation for Kvindesagen end Snese af Kvindesagsmøder med fornærmende Taler af vrisne Damer.

Efter at have taget medicinsk Examen blev hun Kandidat, først paa Almindeligt Hospital, derefter paa Frederiks Hospital hos Overkirurg Oscar Bloch. Begge Steder var hun forgudet af Lærere, Kammerater og Patienter. Hun bragte med sig ind i de triste Sygestuer et Pust af Ungdom og Skjønhed, af Mildhed og Finhed. Mange af de gamle fra Almindeligt Hospital vil falde Taarer. naar de hører, at deres kjønne lille Frk Doktor er død.

Strax efter at have afsluttet sin Lægeuddannelse, giftede hun sig med den unge Læge Christen Lange. Og lykkeligere Ægteskab skal man lede om end dette hvor Mand og Kone forenedes ikke blot i Kjærlighed, men ogsaa i fælles Interesser og Gierning. Den kvindelige Ynde, den sine Dametakt bevarede Fru Lange. Hun var sin Mands Kollega, men hun var først og sidst Hustruen. Husfruen.

Det faldt ikke denne "emanciperede" Kvinde ind at ville frasige sig sine naturlige Opgaver som Kvinde. Hun ønskede intet højere end at blive Moder. Nu omsider skulde hendes Haab gaa i Opfyldelse. Hun ventede med inderlig Glæde, at der skulde vederfares hende den store Lykke, som hun i Egenskab af Læge havde iagttaget hos saa mange fødende Kvinder.

Hun oplevede at se sine to Sønner. To Dage efter døde hun, medens den Videnskab, hun havde dyrket, stod magtesløs.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 18. juli 1894).

Ingen Præst!

Vi omtalte forleden, at en paa Vesterbro i København boende Mand, der var afgaaet ved Døden, blev begravet paa Vestre Kirkegaard uden Præst eller kirkelige Ceremonier.

Forrige Søndag foregik atter en Begravelse uden Præst. Det var Dr. Chr. Langes Hustru, den bekendte frisindede kvindelige Læge, Fru Emmy Lange, hvis Lig stededes til Jorden paa denne Maade.

Fru Lange, der blev 43 Aar, omtales som meget afholdt i sin Lægegærning. Hun døde i Barselsseng, efter at have født for første Gang og hun nedkom med Tvillinger.

Loven forbyder, at andre end Præster ved anerkendte Trossamfund taler ved Graven. Af Hensyn hertil og for at give den Afdødes Venner Lejlighed til at sige hende Farvel ved Baaren, var der forrige Søndag arrangeret en Sorgefest i hendes Hjem i St. Kongensgade.

Her samledes om Formiddagen Kl. 11 saa mange som Lejligheden kunde rumme, en Kreds af hendes Familie, Venner og Kolleger.

Cand. mag. Johan Ottosen tog først Ordet og holdt en Mindetale over den Afdøde. Han udtalte bl. a., at vel havde hendes Liv kun været kort, men det havde til Gengæld været fuld af Arbejde og Kærlighed. Hendes Opfattelse var, at Døden er Livets Ende, men selv de, der staar hendes Opfattelse fjærnest og tror, at Døden er en ny Begyndelse, vil sympathisere med et Liv, der er levet ædelt, stræbende og modigt, i sjælden Troskab og sjælden Harmoni. Hun oprørtes mod Uret og Fordomme, hun var utrættelig i sit Kald, en ypperlig Hustru, altid Kvinde, altid rede til at bringe Ofre for andre. Pris ingen lykkelig for han er død, men hende priser vi lykkelig, thi hun har levet vel.

Den kvindelige Læge, Frk. N. Nielsen, talte dernæst om Emmy Lange som den brave Kollega og gode Kammerat, der altid forstod at indgyde sine Patienter Mod til at kæmpe mod Smerten.

Endelig bragte Forfatteren Erik Skram en venlig Hilsen fra Studentersamfundet og fra den Kreds, der personligt stod Emmy Lange mindre nær, men hvis Tanker og Stræben ogsaa var hendes.

Dermed var denne sjældne Højtidelighed til Ende. Kisten bæres ud og førtes af de Nærmeste til Kirkegaarden, hvor den i al Stilhed sænkedes i Jorden og uden at nogen Præst var til Stede.

(Demokraten (Århus) 23. juli 1894)

I 1895 udkom "Kvindernes Udstillings Kalender 1896", hvori Emmy Lange var den første. Mathilde Malling havde kort skrevet om hende. 

I 1898 tog en række kendte initiativ til at rejse et mindesmærke på hendes gravsted, bl.a. R. Bergh, Georg Brandes, samt hendes mand, Christen Lange. (Annonce fra Nationaltidende, 5. marts 1898, 2. udgave.)

Kvinder.

Der har i Kjøbenhavn dannet sig en Komité med det Formaal at stifte et Legat til Minde om den udmærkede Kvinde, Lægen Fru Emmy Lange. Hr. Ivar Berendsen skriver i Gaar en Artikel i Pltk. om Fru Emmy Lange i Anledning af dette paatænkte Mindelegat. Vi hidsætter her lidt af den, - den fortæller om Kvinder, der skal dømmes efter, naar man vil tale om dannede, aandsudviklede "radikale Kvinder", - altfor ofte ser man en sørgelig Karikatur, der mindst af alt vilde blive taalt i disse Kredse, taget som Norm af Modstanderne. Da Professor Høffding offenliggjorde sin Afhandling om Pastor Fejlberg, tillagdes der en bekjendt Forfatter det Udbrud: "Ja, der har man det, dannede Mennesker, - Sympathi fordrer Alvor, aandeligt Respekt og Agtelse for den Kraft, enhver sætter ind paa sit". Paa Fru Langes Vennekreds, der dannedes af Mennesker med delvis forskjellig Livsopfattelse, vilde de Ord kunne anvendes.

Hr. Berendsen skriver bl. a.:

Op igjennem Firserne er der en Kreds af udmærkede Kvinder, der dannede ligesom en lille Gruppe for sig. De holdt sig fjærnt fra den højtbrusende Kvindefrigjørelses Talemaader. Uden at skilte eller præke med det, indtog og udfyldte de deres bestemt markerede og uimodsagt respekterede Pladser i vort Samfund, frugtbart virkende hver i sin Stilling. Flere af dem var Læger, et Par Forfatterinder, nogle Journalister, Lærerinder; der var ogsaa dem iblandt dem, som var - de patenterede Kvindesags- kvinder vilde sige: var kun - Husmødre og Mødre, ja udelukkende Damer. Det var ikke nogen afsluttet Ring eller noget uigjennemtrengeligt Frimureri, der holdt dem sammen; et kort Tidsrum mødtes de fleste af dem regelmæssigt, men ogsaa forud for denne lille Periode og efter den stod de som noget for sig selv, - og var det ogsaa. Fra det almindelig borgerlige eller spidsborgerlige Bourgeoisis Damer adskilte de sig ved deres Mangel paa Respekt for Borgerskabets Vedtægter som Vedtægter, og fra Hovedmængden af navnlig de yngste Emancipationsdamer ved deres udprægede Kvindelighed og ved deres Sky for at vække Forargelse for Forargelsens Skyld.

Folkemeningen existerede ikke for dem, hverken saadan, at den bandt dem, eller saadan. at de anstrængt søgte Lejlighed til at sætte sig ud over den. Deres fælles Opfattelsesbasis var den store Fornyelsens Tid i Halvfjersernes Begyndelse, som mange af dem havde gjort med, de var og blev afgjorte Avtoritetssornægtere, Kjættere om man vil, religiøst som socialt, men iøvrigt lykkeligvis lige saa fri for Klikeanskuelser som for al anden Vedtægtsbeundring. Med Tidens fremragende Mænd stod adskillige af dem i det fyldigste aandelige Samkvem.

Blandt disse Kvinder var Emmy Lange een og een af de bedste, maaske den centraleste. Læge og Kvinde, fremragende og beskeden, den stille Magt og den faste Personlighed i eet; og frem for alt Kjærlighed - til Menneskene, til Hjem, til sit Kald, til de i Ungdommen vundne Anskuelser, til Livet. Der brast ved hendes Død en Traad, som bandt mange Mennesker sammen, til Dels uden at de vidste det.

Det er snart fire Aar siden, hun døde, men de, som kom i Berøring med hende, selv den løseste, vil ikke have glemt noget af, hvad han eller hun skyldte hendes rige Kjærlighed, - hvor kort end mennestcltg Hukommelse om svunden Sjælsstorhed er.

En god Læge blandt Kvinderne er vel intet enestaaende, mangen Kvinde var som hun paa en Gang praktisk virkende, huslig, vennesæl og Dame; men den Kjærlighedens overdaadige Rigdom og Personlighedens Harmoni, som Emmy Lange føjede til sin Intelligens og sin Dygtighed, - den er kun givet de faa og de benaadede.

(Frederiksborg Amts Avis 18. marts 1898).

Georg Brandes: Samlede Skrifter, bind 15, s. 189-190. Heri skrev han bl.a. i en nekrolog: "Hun tænkte som en mand, optrådte som en dame, følte som en kvinde".

Vore sorte Landsmænd: Cavling om Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

I 1894 udgav Henrik Cavling en bog om sit besøg i Dansk Vestindien. Henrik Cavling (1858-1933) startede med at skrive for Dagsavisen og Morgenbladet (omkring 1882). Efter politiken blev stiftet 1885, blev han fast medarbejder her 1886 (bl. a. under mærket Ignotus). Han rejste til USA (1888), Dansk Vestindien (1894), Cuba (1896). Han blev i 1905 redaktør ved Politiken. Fra bogen der efter datidens forhold blev trykt i ganske mange eksemplarer, bringes nedenfor afsnit om befolkningen. 

Hvad angår menneskesynet, så må Henrik Cavlings beskrivelser set med nutidens øjne opfattes som stærkt racistiske. Det har formentlig dannet kilde for mange danskeres opfattelse af forholdene på øen, især da de i forhold til andre samtidige var mindre racistiske. Alene dette at beskræftige sig med dem, var noget nyt. Når danske aviser anvendte ord som "befolkning", hentydede de for det meste til plantageejerne og den hvide overklasse.

I bogen indgik et kapitel med en beskrivelse af arbejdernes forhold som formentlig har været nyt for læserne i Danmark. Han beskrev utilfredshed gennem strejke og sympatien ligger her på arbejdernes side. Noget som man et par årtier senere skulle se mere til. I forhold til at opfattelsen i Danmark ofte var at der var tale om blodige opstande som om fornødent skulle bekæmpes militært, kan det også have været nyt.

Illustration uden undertekst fra bogen. I teksten hentydes der dog til tegningen: "Næsten alle Forbindelser er til at begynde med illegitime, men ofte varer de i Aarevis, og ofte er de ret lykkelige og ender med, at Parret, som afbildet i Vignetten, anlægger Galla og spadserer til en Kirke for at faa den kirkelige Velsignelse." 

Vore sorte Landsmænd.

Dansk Vestindien er jo egenlig en lille Negerrepublik med en af Hs. Majestæt Kongen udnævnt Guvernør. Uden Negre vilde det - skønt det lyder som en Modsigelse - se sort ud for vore Embedsmænd. Hvis Negrene en skønne Dag flyttede til Portorico eller dersom de blev hvide, saa vilde Embedsmændene sidde net i det med deres Regeringsbygninger, deres Sekretærer, Fuldmægtige og Kopister, ikke at tale om hele det militære Apparat. Lad os være glade for de Sorte. Uden dem blev vi ikke af med vore Penge i Vestindien!

De følgende Linier være da helliget disse vore lidet kendte Landsmænd.

Fælles for dem alle er deres tykke Uldhaar, som beskytter Issen mod Solen, og deres kulsorte Hudfarve, en Farvesammensætning i Huden, der holder Varmen ude, deres tykke Læber, dito Hjerneskal og daarlige Ben. Negrene har ikke mange Kræfter undtagen i Halsen, der dog er meget tynd. De bærer Alt paa Hovedet, lige fra et Brev, som de lægger en Stén ovenpaa, og til et Klaver, som fire Mand transporterer med de fire Klaverben staaende paa de fire Hoveder. Kvinderne inddeles af de Hvide i fladbrystede og rundbrystede. De Første er hæslige, de Sidste tit af en yppig Skønhed, navnlig for en farveblind Betragter. De er alle stolte, naar de kan faa langt Haar, som de i saa Fald gerne lader hænge i en Pisk. I deres: Paaklædning ynder de stærkt spraglede Farver, bærer brandgule, flammende Turbaner, store Ringe paa Fingrene, Ørenringe med Koraller og Halsbaand med uægte Stene. Om Søndagen pynter de sig, gaar paa Strøget og sliber sig om Eftermiddagen en Skraber under Pastor Johansens Præken i den danske Kirke.

Negrene er store Børn. De pludrer og skændes, hvadenten man møder dem paa St. Thomas Gader eller i deres tarvelige, men altid renlige Hjem, der sædvanlig bestaar af en lille Træhytte, sammentømret af gamle Pakkasser og beslaaet med udspilede Sardindaaser. I Enrum taler Negren altid med sig selv, og taler han med Andre, understreger han gerne Talen med ejendommelige Haandbevægelser og uskønne Fagter. Han anvender ofte stærke Ord, saasom Djævel og Helvede og andre Kraftudtryk. Tit kan han sige meget morsomme Ting, som Tilhørerne gotter sig over med deres ubeskrivelige Grin.

Negrenes Dagløn er sædvanlig 50 Cents, men faar de noget Ekstraarbejde, henfører de det under den populære Benævnelse „Job", og saa faar de Hvide Lov til at betale, om de ikke i Forvejen har gjort Akkord. I Pengesager mellem Sorte og Hvide er det sædvanlig de Hvide, der maa op med Mønten. Til Gengæld taaler den Sorte gerne Principalens grove Ord.

Negren er meget doven, saa doven at han næsten ikke gider slaa en Spyflue af sin egen Næse. Han er letsindig til det yderste og tænker aldrig paa den næste Dag, selv om han mangler Brød. Han er løgnagtig overfor de Hvide og en Praler og Skryder overfor sine egne. Civilisationen fordærver ham. Fra Karakterens Side staar Bynegren i St. Thomas under Marknegren paa St. Croix.

Bynegrenes Usædelighed er en saadan, at den burde bringe en Neger til at rødme. Næsten alle Forbindelser er til at begynde med illegitime, men ofte varer de i Aarevis, og ofte er de ret lykkelige og ender med, at Parret, som afbildet i Vignetten, anlægger Galla og spadserer til en Kirke for at faa den kirkelige Velsignelse. At en Mulatneger gifter sig med en fuldstændig sort betragtes som en Mesalliance. Overhovedet ser en Neger med Foragt ned paa Enhver, der har en lidt mørkere Hudfarve end han selv, og pudsigt er det at høre den ene Sorte udskælde den anden Sorte for „en sort Tamp."

Negren elsker Rom, men har sædvanlig ikke saa mange Penge, at han kan tage sig en Rus. Baade Mænd og Kvinder er lige ivrige Tobaksrøgere. Negerinderne ryger Kridtpibe og Cigar paa Gaden. Af denne Grund betragtes Røgning, selv af den uskyldigste Cigaret, som upassende for Vestindiens hvide Damer.

Børneopdragelsen er yderst mangelfuld, ofte grusom. Man gaar ikke gennem Negerbyen uden at iagttage Mødre, der paa en barbarisk Maade pisker deres Børn med Læderremme, og da Børnene løber om saa godt som nøgne, er der frit Slag. I sædelig Henseende vaager Negerforældrene ikke over deres Døtre, men er snarere stolte, naar en Datter faar et lyst uægte Barn. Al Vækst og Udvikling, ogsaa Menneskets, foregaar med forbavsende Hurtighed. Man ser 12 Aars Piger, der bærer et diende Barn ved Brystet. Ofte gifter Negerinderne sig, naar de er 14 Aar.

Næsten Halvdelen af Børnene dør i deres første Leveaar og begraves uden Ligsyn. Sædvanlige Børnesygdomme er Diarrhoe og Dysenteri, saa godt som aldrig Difteritis. Voksnes og Børns Hovednæringsmiddeler Majsmelgrød med Sukker, samt Bananer og Brød og fremfor alt den saakaldte Kreolsuppe, c: Suppe kogt paa lidt Flæsk (for 1 Cent) og forskellige Sorter Blade, Frugter og Bønner.

De fleste Negre i St. Thomas lever af at bære Kul om Bord i Damperne. Dette Arbejde er meget strengt og lønnes derfor med 1 Dollar pr. Dag, altsaa det dobbelte af, hvad Bynegren faar for en Dags Arbejde i Land. Men til Gengæld er Kulbærerarbejdet ikke fast. Negren fæstes paa en Dag, og da han er tilfreds, blot han kan tjene en Dollar eller to om Ugen, saa forstaar man, at Kularbejdet, der giver let Adgang til Fridage, er det mest attraaede Negerarbejde i St. Thomas.

Nylig søgte nu Dampskibslinjerne at nedsætte den gamle Dagløn til det Halve, og i den Anledning gjorde Negrene Strejke efter evropæisk Mønster. Da de Begivenheder, der stod i Forbindelse med denne Strejke, kaster Lys over ejendommelige Forhold paa St. Thomas, skal vi i korte Træk gøre Rede for Bevægelsen.

For at forstaa, hvad der gik forud, maa man vide, at de dansk-vestindiske Øer ikke har deres egne Penge. I Kjøbenhavn forfærdiges nogle Kreditbeviser, som man kan betale Skatter med, men som ikke indløses af nogen Bank. Desuden findes der paa Øen 2 Banker, Kolonialbanken, der er engelsk, og St. Thomas Bank, der er oprettet af Kreolerne. Begge disse Banker udsteder Sedler, men saa vel disse Sedler som Bankernes Skillemønt var henimod 70erne ganske fortrængte af det meksikanske Sølv.

Man maa nu erindre, at de meksikanske Penge er en ren Handelsvare. Enhver, der ønsker det, kan sende Sølv til Meksiko og faa det præget, dog ikke i mindre Mønt end én Dollar. Disse Penge, der ikke indløses af nogen Bank, bruges især i Syd- og Mellemamerika, og alt gik udmærket, indtil Sølvet i 80erne faldt i Værdi. En meksikansk Dollar. der gjaldt for en Dollar i St. Thomas, kunde pludselig i New York købes for 50 Cents, hvilket selvfølgelig var en stor Gevinst for dem, der kunde hente deres Penge hjem fra Udlandet, altsaa for Principalerne, hvorimod Negrene, der tjente Pengene paa Stedet, blev bedragne, idet de meksikanske Dollars ved alle Indkøb kun repræsenterede Halvdelen af den tidligere Værdi.

• Samtidig kom de Handlende i den største Forlegenhed. Man erindrer, at der ikke fandtes mindre meksikansk Mønt end Dollaren. Naar nu en Neger indfandt sig i en Butik og købte for 75 Cents og betalte med en meksikansk Dollar, saa var Købmanden nødt til at give dansk-vestindisk Skillemønt igen, d. v. s. Købmanden maatte udlevere sine Varer gratis og desuden give 25 Cents i Tilgift, thi Dollaren, han havde faaet, repræsenterede jo kun en Værdi af 50 Cents.

Vilde Købmændene ikke ruineres, saa maatte de finde paa en Udvej, og de fandt derfor paa at udstede de saakaldte Checks, d. v. s. enhver Købmand lod lave Skillemønt i Blik og Kobber, som bar hans Navn og i hans Forretning gjaldt for meksikansk Mønt. Naar nu en Neger kom med sin Dollar og fik 25 Cents igen, saa fik han de 25 Cents i Købmandens egen Mønt. Paa den Maade havde man i Løbet af en meget kort Tid en Snes forskellige Møntsorter, og man forstaar, at de Sorte, der ikke forstod et Muk af det Hele, troede, at Købmændene havde sammensvoret sig for at snyde og bedrage „den kulørte Mand."

Og hvad der bestyrkede denne Opfattelse hos Negren var en Række Fallitter mellem Byens Købmænd. Naar en Neger, nu havde samlet for en halv Snes Dollars Checks, der var udstedte f. Eks. af en Købmand Brown, saa opdagede han, at han intet ejede, naar Brown en skønne Dag erklæredes Fallit. Negrene blev mere og mere opirrede, og det ikke uden Grund.

Da Forvirringen endelig - det er kun et Par Aar siden - havde naaet sit højeste, udstedte Guvernementet et Dekret om, at Købmændene fra en bestemt Dag at regne ikke længer maatte bruge Checks. Paa dette Dekret svarede Købmændene ved at erklære, at de fra den samme Dag heller ikke modtog det meksikanske Sølv. For første Gang i dette Aarhundrede blev da den lokale Mønt - Bankernes og Guvernementets Mønt - brugelig Mønt i dansk Vestindien.

Dermed havde den Historie været endt, om ikke Dampskibslinierne havde vedblevet at betale Negrene med meksikanske Penge, altsaa med Penge, som Negrene ikke kunde anvende i Butikkerne. Selvfølgelig gjorde de sorte Arbejdere Indsigelser og forlangte deres Løn udbetalt i brugelig Mønt, og efter nogen Betænkning svarede Principalerne, at de var villige hertil, dog saaledes at forstaa, at Daglønnen den meksikanske Dollar reduceredes til sin Værdi i den lokale Mønt. Derefter fik Negrene i vestindiske Penge udbetalt 50 Cents pr. Dag.

Men det fandt Negrene dog endelig var for grovt. Nu havde Arbejdsgiverne i saa mange Aar indbildt dem, at en Dollar var en Dollar, enten den var meksikansk eller vestindisk, og saa pludselig, da det stred mod Principalernes Interesser, gjorde de deres egne Ord til Skamme. Alle 10,000 Negre i St. Thomas rejste sig som en Mand, erklærede at de ikke genoptog Arbejdet uden for den gamle Dollar, og de indskrænkede sig ikke blot til dette, de forsamledes ogsaa rundt omkring i Gaderne, fægtede og slog ud med Armene og skræmmede de Forbigaaende med deres Raab og Skrig.

Et Øjeblik syntes Situationen ganske truende. Soldaterne, anførte af Overfyrværker Nielsen, trak op og lod Bajonetterne blinke for Næsen af de Sorte, der dog ikke syntes at blive videre forskrækkede. Alvorlige Uroligheder var vistnok blevet Følgen, om ikke Principalerne havde betænkt sig og i yderste Øjeblik havde givet Negrene deres Dollar. Saa genoptog de straks Arbejdet, og alt gik sin gamle Gang.

Om Negrene ved denne Lejlighed havde nogen egenlig Fører vides ikke, men af mange Kendetegn antages det, at de ikke blot havde en saadan, men at de ogsaa havde en fuldstændig Organisation.

Denne Strejke, som satte Sindene i stærk Bevægelse, er den første dansk-vestindiske Strejke, eller som en Strejke her kaldes: Negeroprør, der er endt uden at de farvede Arbejdere udgød Blod, og endda endte den med, at de hævdede deres Ret.

Fra Bynegrene vender vi os nu til de ægte, gamle, vestindiske Negre, Marknegrene paa St. Croix.

Mellem de ældste af disse finder man endnu fødte Slaver, men ikke blot over dem, ogsaa over de yngre Generationer hviler der et Skær af gamle Tider. Vil man se Negrene i Naturtilstanden, som de skildres i „Onkel Toms Hytte", maa man til St. Croix.

Fra Slavetiden har enhver Plantage sine faste Negre, der bærer saadanne pudsige Navne som: Napoleon Sørensen, Scipio Petersen og Cæsar Hansen, thi i gammel Tid antog Negrene deres Principalers Efternavne. I vore Dage kan en Neger, saa tit han ønsker det, skifte Principal, men Forholdet mellem Plantageejerne og Negrene er dog baade fastere og af en mere patriarkalsk Natur end Forholdet mellem Principal og Arbejder hjemme. Hertil bidrager, at Negrene faar en Del af deres Løn udbetalt i Naturalier, at de har fri Bolig, Læge og Medicin, samt i enkelte Tilfælde Græs til et Kreatur. I den daglige Omgangstone er Forholdet vistnok som i Slavetiden. Naar Negrene hilser Forvalteren med deres respektfulde „Good Morning Massa!" faar de ingen Genhilsen. En tidligere Guvernør ønskede, at Bestyrerne af Statsplantagerne skulde besvare Negrenes Hilsen med et Nik. Men over denne utidige Høflighed blev de Sorte ligefrem fornærmede. Den stred mod deres Sædvaner, og Guvernøren fandt det snart klogest igen at indføre Landets Skik.

Paa de gamle Plantager kaldtes Negrenes Overordnede Mesterknægt, Overseer og Driver. Disse Betegnelser er nu gaaede af Brug. En moderne Plantageejer har et Par Underforvaltere, der ligesom han selv altid er til Hest, samt en sort Driver, der staar imellem Rørene og leder Arbejdet. I Negerbyen bor denne Driver i den bedste Hytte, og han har Ret til at holde Hest og Svin og Høns. Om Morgenen Kl. 6 mønstrer han sine Folk og fører dem til Arbejdet. Bagefter Flokken, der kan tælle flere Hundrede halvnøgne Mænd og Kvinder, kommer Underforvalteren ridende i sin hvide Klædning og med den store, klædelige Planterhat paa Hovedet. Det hele Optog virker malerisk i de tropiske Omgivelser.

Medens denne Flok drives ud i Marken for at skære Rør, er Plantageejeren beskæftiget med at sætte Arbejdet i Gang paa Sukkermøllen. En vestindisk Landbruger er jo paa engang Landmand og Fabrikant. Han avler Rørene paa sin Mark og fremstiller Sukker, Rom og Sirup paa sin Fabrik. Negrene, der anvendes det sidste Sted, er ikke blot særlig dygtige, men ogsaa særlig stærke Folk, thi Arbejdet ved Valseværket saa vel som inde i det hede Sukkerkogeri ved Clarifyerne er meget anstrengende. Det betales ogsaa bedre end det lette Markarbejde. Lønnen varierer fra 15-25 Cents om Dagen. Til et større Kogehus hører 16-20 Negre. Ofte gaar de splitternøgne inde i de hede Dampe. Under Arbejdet nyder de Forfriskningerne, som er ved Haanden, idet de drikker Sukkersaft og spiser af de sødeste Rør.

Om Middagen har Marknegrene 2 Timer fri, men hviler sjældent. De samler Græs til deres Kreaturer eller fisker ved at kaste Bladene af et Træ (dog wood) i det stille Vand. Disse Blade har den Indflydelse paa Fiskene, at disse bliver døsige og svømmer ovenpaa, saa Negrene kan tage dem med Hænderne.

Man tør vistnok sige, at der nu paa St. Croix ikke findes en eneste Plantage, hvor Negrene faar Prygl i Arbejdstiden. Skulde en irsk Forpagter glemme, at han har med fri, sorte Mænd at gøre, vilde disse ufravigelig mælde ham til Politiet, og Forpagteren vilde blive idømt streng Straf. Paa Grund af Embedsmændenes spændte Forhold til Plantageejerne, kan Negrene nemlig altid være sikre paa fuldt ud at faa deres Ret. Derimod klager Plantageejerne over, at de ikke nyder samme Gunst, naar Negrene f. Eks. ved at forlade Arbejdet midt i Høsten bryder deres Kontrakter og tilføjer Principalen Tab. I saa Fald skal Negren stævnes, men han er ikke altid let at finde, og selve Sagen er forbunden med en Del Besvær, som Embedsmændene selvfølgelig helst vil undgaa. Paagribes Negren, faar han nogle Dages Fængsel, d. v. s. frit Ophold uden Arbejde, og mange Negre har intet mod en saadan Straf. At have været i Fængsel regner de for en Ære. En Neger, der kom tilbage til St. Croix fra Horsens Tugthus, gik - ligesom de fine Rejsende op og aflagde Visit hos Guvernøren. Han blev selvfølgelig smidt ned ad Trapperne. Paa de nærmeste engelske Øer faar Negrene Rotting, og de dansk-vestindiske Politimænd mener, at denne Straf ogsaa burde indføres paa St. Croix, dog kun for grovere Forbrydelser. De almindeligste Overtrædelser af Loven, Negrene begaar, er Tyveri af Kokusnødder, som de stjæler paa Plantagerne og sælger i Byen for en Cent Stykket. I alle saadanne Sager paastaar Negrene, at de kun har stjaalet, hvad de selv spiste. Er dette givet, kan de nemlig ikke idømmes Straf. Pudsige Retssager at overvære, er Paternitetssagerne. De Sorte skifter tit Koner, saa man forstaar, at der kan blive Uenighed om Børnene, dog kun Uenighed om, hvem der skal forsørge dem. Den Neger, der lever sammen med en sort Pige, kaldes hendes Keeper, og for Domstolene optræder Keeperen i alle borgerlige Forhold som Pigens Mand. Men der er Intet at stille op mod ham, naar han optræder som Keeper i et andet Hus eller gaar paa Omgang. Retsforhandlingen i saadanne Sager er altid rig paa mimiske Præstationer, og den blege, edderspændte Politifuldmægtig, Ansigt til Ansigt med de gemytlige Sorte, er af en ubeskrivelig Komik.

Naar Negrene om Aftenen kommer hjem fra Markarbejdet, indstiller Forvalteren de flittigste blandt dem til en Romsnaps eller Sirupslimonade. Fredag Aften udbetales Lønnen ved et Bord, som opstilles i Sukkerkogeriet. Ved Bordet sidder Planteren og Forvalteren, henholdsvis med Protokol og Kasse, og under Driverens Vejledning faar Negrene Foretræde og modtager deres lille Løn. Da Forvalteren trækker af for Regnvejrsdage, giver Udbetalingen ofte Anledning til Diskussion. Saa slaar Planteren i Bordet, og Forvalteren skælder ud, og Driveren skærer Tænder, men Negren holder paa sin Ret, og han opnaar næsten altid, hvad han ønsker, før han grinende gaar sin Vej.

Natten mellem Fredag og Lørdag, Pengenatten, føres der et syndigt Liv i Negerbyen. Fra Hytterne lyder Sang og vilde Raab. De Sorte spiser varm Mad, drikker Rom og fornøjer sig med Spil og Slagsmaal. Ret ofte denneNat aflægger Forvalteren sine Undergivne en Visit, og saa hænder det, at der i Mørket vanker nogle Prygl. Lørdag og Søndag arbejdes ikke, og af 100 Negre gaar næppe 10 ud om Mandagen.

Negrene ere meget renlige. De bader sig, børster omhyggelig deres store, hvide Hestetænder og friserer deres Krølhaarshoveder. Om Søndagen ifører de sig den bedste Puds, og om Hverdagen ser man tidt en ung Negerinde gaa paa Arbejde med lyseblaa Strømper, blodrøde Strømpebaand og Blondebesætninger om Hals og Arme. Hun har enten været til Bambula om Natten og har ikke gidet tageandet Tøj paa, eller hun har pyntet sig for at gøre Indtryk paa Forvalteren. I Forbindelse med Negrenes Omhu for deres Ydre staar deres Skræk for alle Sygdomme, særlig for de to hyppige Negersygdomme, Spedalskhed og Elefantiasis. Paa Hospitalerne, hvor de sorte Patienter nyder gratis Pleje, ser man talrige Spedalske og endnu flere, der gaar omkring paa Elefantben. Denne Sygdom er en Hudsygdom, som næsten altid sætter sig i Benene. Disse svulmer op indtil en halv Alens Tykkelse, sprækker som Elefanthud og afgiver et uhyggeligt Skue, som man dog vænner sig til i kort Tid. Man møder nemlig disse Elefantben overalt, i Husene, paa Gaderne, ja selv paa Bal. Negren kalder dem for Jamsben efter Jamsroden, der har en lignende Form.

For Negrenes Børn findes paa St. Croix 6 Skoler med sorte Lærere, der er udgaaede fra Negerseminariet paa den engelske Ø Antigua. Disse Læreres Foresatte er Skole-inspektøren Mr. Quin, der redigerer Øens Blad, St. Croix' Avis. Heldigvis er Mr. Quin bedre Pædagog end Journalist. Undervisningen i Skolerne er fortrinlig. De sorte Børn nævner Hovedstæderne, læser indenad og synger Salmer, saa det er en Gru.

En særlig Kres danner de Negre, man i Folketinget kalder „Negerhusmænd. “ Det er de saakaldte Squatters, der selv driver et lille Stykke Jord og sælger deres Rør til Regeringens Faktori. For en halv Snes Aar siden besluttede Guvernementet at sælge Jordlodder fra Statsplantagen Work and Rest. Til en Begyndelse udstykkede man Jord til henimod 30 flinke Negre. Hver fik en Snes Acres mod en ringe Udbetaling, men med Forpligtelse til aarligt i de kommende 20 Aar at afdrage Restbeløbet. Det var en god Idé. Negerhusmændene har næsten uden Undtagelse klaret Afgiften, og Faktoriet kan ikke noksom rose deres Rør. For den Rejsende er det en Fornøjelse at spore den voksende Selvfølelse hos disse Sorte, der langsomt hæves til et andet socialt Lag. Og som den Jord, de kultiverer, opnaar de selv Kultur. Udviklingen af NegerHusmandsstanden er efter Kyndiges Mening et af de Spørgsmaal, Rigsdagen først og fremmest bør beskæftige sig med, naar den skal til at reformere Forholdene paa St. Croix.

(Henrik Cavling: Det danske Vestindien. 1894. Side 62 ff.)