Den Store Sædelighedsskandale 1895: Politiinspektør Korns selvmord. (Efterskrift til Politivennen)

I 1895 udspillede der sig en omfattende korruptions- og magtmisbrugsskandale inden for Københavns Politi som bl.a. skulle få indflydelse på lovgivningen om prostitution. Politiet lavede en intern undersøgelse som kom på Borgerrepræsentationsmødet den 22. april 1895. Den 6. maj 1895 indledte kriminalretsassessor Ussing en afhøring af indkaldte vidner, herunder bl.a. sædelighedsbetjente. 

Sagen er kort opsummeret i en artikel af Merete Bøge Pedersen i "Siden Saxo", Den nedenstående artikelsamling er ment som en uddybende kildemateriale, især om pressens behandling af sagen. 

Det hele startede med at 3. politiinspektør Henrik Korn begik selvmord marts 1895 i domhuset på Nytorv:

Selvmord i politietaten

Politiinspektør Korn skudt sig.

Københavns Politi, der i den sidste tid jo overhovedet har kendt ualmindelig urolige vilkår, havde netop nået at følge opdagelsespolitiets chef til jorden. Så knaldede der i går formiddag et revolverskud i selve politiets lokaler. Og ud over byen for med utrolig hurtighed det triste budskab, der havde bredt sorg og forvirring blandt alle oppe i politikammeret, at tredje politiinspektør Henrik Frederik Korn kl. 11:30 om formiddagen havde taget sig selv af dage ved et revolverskud

Selvmordet.

De nærmere omstændigheder ved dette uhyggelige drama er følgende:

Inspektør Korn, der i forgårs stærkt bevæget havde overværet sin kollegas begravelse, indfandt sig i går formiddag Kl. 9:30 på politikammeret, hvor han havde ikke blot sine egne, men også afdøde Carsten Petersens embedspligter. Han var tilsyneladende i godt humør, mens han havde en embedssamtale med overbetjent Meyer af Sundhedspolitiet. Bag efter gennemgik han sammen med overbetjent Klein af opdagelsespolitiet dagens løbende forretninger, gav en del løsladte arrestanter tilhold - under denne akt var han kendelig stille, nervøs og febrilsk - og lod sig så på opdagelsespolitiets chefskontor de forskellige sager referere af Klein

Da han var færdig hermed, satte han sig til at skrive et tjenstligt telegram om en opdagelse. Og efter at have afsluttet dette, sagde han kendelig nervøs og underlig usikker på sig selv :

"Klein, det kan De jo nok læse igennem, se, om det er rigtigt, og sørge for, at det bliver afsendt."

"Ja vel, hr. Inspektør!"

"Nå - er der ellers noget?"

"Nej", svarede Overbetjenten

Korn tog da sit overtøj på. Klokken var omtrent et kvarter over 11, og man mente, at han som sædvanlig ville gå til frokost. Dette gjorde han imidlertid ikke. Derimod gik han ned i sit privatkontor i tredje Inspektorat, der som bekendt, har lokaler i kælderen. Og en halv snes minutter efter - præcis kl. 11:30 - hørte betjentene, der opholdt sig i den såkaldte veterinærafdeling, lige ved siden af inspektørkontoret, et skarpt knald derinde fra.

En af betjentene, Christensen, udbrød :

"Så for pokker! Nu har vist et af pigebørnene fået en straffeprædiken af Korn og bagefter begået selvmord".

Overbetjent Meyer der var til stede her, ilede nu fulgt af betjentene Christensen, Bonella og Larsen, til inspektørkontorets dør, som kan fandt lukket, låst indvendig fra.

Men oppe fra gården kunne de gennem vinduet se Korn ligge udstrakt på sofaen. Og en uhyggelig anelse greb nu dem alle.

Meyer skyndte sig at hente Klein ned. Sammen krøb de, efter at have slået ruderne ind, gennem vinduet ned i kontoret.

Dér lå Korn på sofaen med rolige, uforandrede ansigtstræk, med brustne øjne og i højre tinding et hul tre til fire centimeter i diameter, hvorfra blodet i en bred strøm flød ned over gulvet. Ved siden af ham en seksløbet revolver af svært kaliber og et lommetørklæde, gennemvædet af gråd.

De to overbetjente fik hurtigst muligt tilkaldt fhv politilæge Holm. Men denne kunne kun konstatere, at døden var indtrådt.

Med sikker hånd havde Korn ført det dræbende skud. - Og fra de uhyggelige, hvidtede gange og korridorer dernede i sædelighedspolitiets lokaler, hvor en flok af politi kontrollerede fruentimmer med rå og modbydelig skæmt kommenterede den nylig stedfundne, sørgelige begivenhed, fløj efterretningen derom politikammeret, kriminalkamrene og det hele rådhus igennem, overalt skabende sensation, overalt først og fremmest vækkende forbavselse.

Man vægrede sig næsten ved at tro derpå. Var dette muligt ? Den brave, rolige Korn - og hvorfor i alverden? Så uventet kom det revolverskud. Og svært havde alle ved at gøre sig den tanke klar, at den besindige, myndige politimand under sit elskværdige cg tilsyneladende så gemytsjævne ydre dog altså havde båret på en af de store sorger, en af de dybe fortvivleiser, der kan bringe en hæderlig, almenafholdt mand til det sidste, determinerede skridt.

På politikammeret.

hvor vi i går ved tolvtiden aflagde et besøg, var alt uro og bevægelse. Tilsyneladende gik arbejdet sin normale gang, betjente kom og gik, fanger førtes til og fra, penne spruttede over papirer, og ordonnansbetjente for frem og tilbage med meldinger. Men i alle overordnede bekymrede miner stod tydelig nok den alvorlige begivenhed at læse. Og medens telefonen kimede, og bud gik efter 1. politiinspektør Theodor Petersen og assistent Niels Jensen, begyndte der i politikammeret at dukke allehånde fremmede ansigter op sammen med næsten alle stadens politiassistenter, som dagens triste begivenhed kaldte til stedet. Travle journalister afventede politidirektørens komme, venner og bekendte af den afdøde indfandt sig. På bordet sit kontor havde selvmorderen efterladt et brev til sin hustru, i hvilket han i indtrængende ord bad hende at tilgive den sorg, han måtte volde hende. Ellers havde han ingen dispositioner truffet.

Liget lå stadig på sofaen i 3. inspektoratskontor. Kl 13.30 ankom en rustvogn fra Rostrup med en ligkiste, der sattes ind i kontoret. Liget lagdes dog endnu ikke deri. Og flere af den afdødes bekendte var inde at sige vennen et sidste, vemodigt farvel. Ved firetiden indfandt  sig hans enke sammen med hans svoger og hans børn. Vi talte under det almindelige virvar med forskjellige af dem, der som venner eller på embeds vegne havde stået inspektør Korn nær. Et spørgsmål var på alles læber: Hvad kan grunden være? Ingen vidste at give noget fyldestgørende svar.

Et par uddrag af disse samtaler vil dog sikkert have Interesse I alt fald kaster de strejflys over den afdødes karakter og handlemåde.

Assuranceagent Rist.

én af Korns fortroligste venner, måske den, der stod ham nærest, mente således, at selvmordet måtte være begået i et pludseligt anfald at sindsforvirring, fremkaldt af heftige kræftlidelser og overanstrengelse. Korn skulle lige til at melde sig syg, da Carsten Petersen døde. I stedet derfor måtte han påtage sig det dobbelte arbejde.

Hr. Rist mente, at Korns pengesager var i bedste orden - fra anden side hører vi, at dette er en fejltagelse, han sad tværtimod småt i det og sloges med gæld - . Og hr Rist citerede fremdeles en mærkelig udtalelse af overbetjent Meyer, der om formiddagen havde talt med Korn. Havde jeg blot talt med inspektøren fem minutter, før det skete, havde hr. Meyer bemærket umiddelbart efter selvmordet.

At i alt fald intet uhæderligt motiv ligger bagved, var hr. Rist overbevist om. Vennerne véd måske nok et og andet, der har tynget ham, erklærede han, men det siger vi ikke. Utvivlsomt antydede han herved noget, der fik stærk næring af gårsdagens rygter, men som efter sin hele karakter ikke egner sig til at drages frem. Sikkert har Korn haft vanskelige og pinefulde forhold at strides med. Det gennemvædede lommetørklæde vidnede nok så meget om den voldsomme sindsbevægelse, der hos ham er gået forud for den fortvivlede beslutning 

Grosserer Otto.

af firmaet Otto og Raben var ligeledes som nær ven af den afdøde til stede på politikammeret og sluttede sig i hovedsagen ganske til hr. Rists opfattelse ligesom fængselspræst Dahlberg, der med dyb smerte erklærede, at den døde - som falden for egen hånd - jo måtte begraves i al stilhed, men samtidig forsikrede, at bedre og prægtigere menneske havde han aldrig kendt.

En høj embedsmand

i politiets tjeneste, med hvem vi ligeledes havde lejlighed til at samtale, havde i en menneskealder kendt Korn; hans udtalelser om denne giver et noget andet billede af manden end de tidligere anførte.

Embedsmanden, hvis navn vi i denne forbindelse selvfølgelig ikke nævner, udtalte :

"For mig var Korn alle dage en gåde. Han var en meget indesluttet natur. Jeg, der naturligvis er kommet meget sammen med ham i embeds medfør, og som også omgikkes ham selskabelig, har aldrig kunnet få ham til at give en bestemt og uforbeholden udtalelse fra sig om noget som helst. Han søgte altid at gå udenom. Der var noget tilsløret i hans blik.

Jeg antager, at Korn ingen sinde har været fuldt normal; i en del år havde han tilmed været svagelig dog næppe i nogen foruroligende grad Og han har sikkert begået selvmordet i et anfald af sindssyge. Melankoliker var han jo også. 

Vi indskød her nogle ord om Korn som den pligtopfyldende og humane embedsmand

Embedsmanden sagde:

"Human? Ja, det er, som man tager det. Mod nogle var han det."

Vi har taget disse udtalelser med for også at give reversen af medaljen. Også fra anden side har vi ladet os fortælle, at Korn overfor sine betjente var striks, ganske vist også yderst tilbøjelig til at poussere de virkelig flinke frem. I lige måde er der nok noget om, at Korn ikke hørte til de mennesker der lagde sig blot for alle og enhver. Hans forestillelseskunst var endog ligefrem berømt. 

Men at han indenfor politifrakken virkelig bar et varmt og humant tænkende hjerte, derom foreligger der dog tilstrækkelig mange vidnesbyrd, ikke mindst fra "Foreningen for forvildede unge Pigers Frelse" af hvis bestyrelse han i den sidste halve snes år var medlem efter inspektør Thorsens død.

Om Korns sygdom udtalte en nær bekendt af den døde til os, at det for alle, der nøje kendte ham, var klart, at han led af en indvendig, hurtig fremadskridende sygdom, temmelig sikkert kræft i leveren. 

Ligeledes vil man med bestemthed vide, at han kun havde én lunge. Og under indtrykket af disse legemlige lidelser skal han ved flere lejligheder være fremkommet med udtalelser om, at han var ked af livet. Navnlig efter Carsten Petersens død var hans melankoli i tiltagende fra dag til dag.

- - I dag føres liget bort fra kontoret til kapellet på Assistens Kirkegård

Motivet til selvmordet.

Selvfølgelig talte hele København i går om grunden til dette selvmord - og man spurgte med fuld ret. Når en privatmand under almindelige omstændigheder begår en så fortvivlet handling, da er det fortvivlede beslutning, kun nyfigenheden, der vil gennemstøve hans liv for at finde selvmordsmotivet. Men når en offentlig personlighed - tilmed I en højtstående politimands betroede stilling - lægger hånd på sig selv i sine embedslokaler, er det berettiget, at offentligheden ønsker en uforbeholden forklaring, ikke mindst af hensyn til selve politietaten og til det uundværlige tillidsforhold mellem dette korps og publikum selv.

Spørgsmålene var mange i går og svarene ikke færre. De vildeste rygter var i omløb; således satte man, for blot at nævne ét eksempel selvmordet i forbindelse med en i sin tid meget omtalt vidnesag.

Endnu i de øjeblik da disse linjer skrives, foreligger der ikke fuld og pålidelig forklaring om grunden eller grundene til selvmordet. I alt væsentligt er den plausibleste forklaring dog sikkert denne der i samlet og sammentrængt form gengiver, hvad vi ovenfor har oplyst: Politiinspektør Korn var syg. Han led af kræft og vistnok tillige af en hjernesygdom. Under den åndelig og legemlig deprimerede tilstand, der var en følge heraf, er det forståeligt, at mangt og meget for den afdøde kunne stille sig som uoverstigelige livshindringer, skønt det i virkeligheden ikke var andet og mere, end at en mand, så dygtig og afholdt som Korn var, med lethed havde viklet sig ud af det, om han havde været ved sine sjæls- og Iegemskræfters fulde brug.

Sikkert har han haft adskilligt at kæmpe mod, og næppe blot pekuniære vanskeligheder. Meget tyder på at forhold af pinlig, privat art også har bidraget deres til at indfiltre hans livstråd således, at hans syge hjerne ikke har kunnet rede den ud.

Men så meget er vist, at der til dette øjeblik intet foreligger oplyst om, at Korn på nogen som helst vis skulle have gjort sig fortsættelsen af sin embedsvirksomhed umulig

Politiinspektør Korn.

hvis livsbane fandt så brat og ulykkelig en afslutning, syntes fra fødslen bestemt til gode og lyse kår. Han fødtes i København den 1. april 1844, søn af den bekendte ministerielle embedsmand, etatsråd Korn, gik i skole i det v. Westenske Institut og blev student derfra i 1863 på hold sammen med en række senere bekendte københavnere: Alexander Haslund, Carl Møller, Charles Shaw, etatsråd Jacobi, Julius Bramsen, Arthur Sally osv.

Han havde allerede som barn lagt gode anlæg for dagen, var kvik, lærenem, tidlig intelligent. Men tidlig lagde han også for dagen spirerne til en melankoli, der ofte tvang ham ud på dagelange, ensomme vandringer i skovene.

- Efter at have taget filosofikum og i nogen tid syslet med medicinske studier, trådte han i slutningen af 1864 i politiets tjeneste og gennemgik den sædvanlige skole som betjent. I opdagelsespolitiets tjeneste gjorde han sig under socialistrøret i halvfjerdsernes begyndelse bekendt bl. a ved det dristige og snedige kup overfor de herrer Pio og Geleff. Under det påtagne navn skolelærer Kornerup fulgte han dem 1872 Jylland igennem på en foredragsturne, spillede revolutionsmand med en virtuositet, der ganske duperede de to førere og skaffede ham deres fulde fortrolighed, og kunne følgelig siden hen optræde som et af de vigtigste vidner under socialistprocessen.

I 1879 blev han politiassistent i Københavns 1. Kreds - Gråbrødretorvs Station - gjorde sig ofte i denne sin egenskab bemærket ved energi og konduite, altid ved stor imødekommenhed og elskværdighed overfor folk. I firsernes livlige tider måtte politiet jo mere end én gang tage affære. Korn var således med til det berømte Hillerødmøde i 1883, og det skyldtes i første række hans kloge og retfærdige taktik, at et alvorligt sammenstød mellem de ophidsede skarer af begge partier blev undgået. Korn var i en sådan snæver vending en snarrådig mand, ikke blottet for det Mutterwitz, den evne til at finde det gemytlige og forsonende ord, der tit gør større virkning end selve polititrusler. Vi husker ham - et par år senere - på et politisk møde i Kasino, hvor det gik ualmindelig larmende til. Forsamlingen ville trods gentagne opfordringer ikke skilles. Korn klatrede da op på en kandelaber, hvorfra han tilråbte folket :

"Mine herrer, De véd jo nok, at De må gå, så jeg beder Dem derom Ikke sandt - De er jo dannede mennesker? De har jo allesammen overfrakker på!" Det hjalp.

Også ved den store fest på Marienlyst i 1885 i anledning af Bergs løsladelse gjorde Korn sig bemærket som en ualmindelig habil og taktfuld leder af det københavnske politi, der i stort antal var til stede.

Fjortende april 1887 avancerede han til politiinspektør og overtog tredje inspektorat, Sundhedspolitiet, en gerning, han røgtede med stor nidkærhed og dygtighed. Han forstod at være human, hvor anledning var dertil, hårdhændet, når kun de grove midler kunne forslå overfor den verden af løsagtighed, det blev hans lod at mestre.

Nu efter Carsten Petersens død skulle han, som bekendt, have overtaget posten som anden politiinspektør. Han skulle netop tiltræde den i går, da han selv kom begivenhederne i forkøbet

- - - - 

Folk, der kendte Korn fra hans unge dage, da han førte et lystigt studenterforeningsliv i en kreds, til hvilken bl. a. skuespiller Dorph-Petersen hørte, skildrer ham i de tider som et lyst, uroligt hoved, forvoven. oplagt til alle kåde streger, når netop ikke melankolien var over ham. En overgang var han endog så lystig, at hans venner frygtede, han rent ud sagt skulle gå i hundene. Dog, pludselig tog han sig sammen med stor energi og kastede sig med alvor over sit livsværk.

De mange, der siden er kommet i berøring med ham, vil gennemgående have fået indtrykket af, at Korn var en dygtig og elskværdig mand, et godt hoved og et rettænkende menneske. Han var en livlig og behagelig selskabsmand, der endnu i lørdags med godt humør deltog i et stort selskab hos malermester Møllmann, bl. a. sammen med kammersanger Simonsen.

Korn efterlader sig hustru og to børn, foruden en plejesøn, han for inden ægteskabet havde taget til sig.

Efterfølgerne.

Efter hvad der meddeles os, vil politiassistent Niels Jensen rimeligvis blive konstitueret som anden assistent, Madsen som tredje politiinspektør. Under overbetjent Rudolf Petersens sygdom er overbetjent Klein hans vikar.

Hr. Petersen var i øvrigt i går god bedring. Politiinspektør Theodor Petersen, der i går for første gang efter sin sygdom varetog sin post, var i gårsdagens løb eneherre over alle tre politidepartementer.

(Dannebrog (København), 26. marts 1895).

Den 4. maj 1872 forholdt Louis Pio, Povl Geleff og andre sig til det forbud som politiet havde udstedt mod det møde på Fælleden som senere er blevet historisk som "Slaget på Fælleden", 5. maj 1872. Her blev det vedtaget at afholde mødet alligevel, fordi forbuddet var ulovligt, og at opretholde ro og orden i fald politiet skulle gribe ind. Rapporten kan ses her).  

Det nuværende domhus på Nytorv i København rummede i 1895 tillige rådhuset og politistation. Det var her Korn skød sig selv i marts 1895. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Korns selvmord

Nye momenter

Det mystiske skær, der straks hvilede over politiinspektør Korns død, er endnu ikke borte, men rygterne, som i går havde karakter af at være frembragt i øjeblikkets forfærdelse, begynder nu at tage fastere form, at sætte sig, og efterhånden vil vel det ene rigtige vise sig. I hvert fald har publikum krav på hurtigst muligt at få klarhed i sagen, hvis det ikke ganske skal få en mistillid til ledelsen i vort politi, som kan blive skæbnesvangert for dette.

Så meget synes nu imidlertid at være pålideligt at Korn ikke var så syg at selvmordsmotivet væsentligt kan søges i denne omstændighed.

En bekendt kriminalretsassessor sagde da også så snart han hørte om det skete.

- Så må Korn have gjort noget meget slemt!

Rygterne, de pålidelige med de mere løse, samler sig imidlertid på et bestemt punkt, hvor man venter sig at finde nøglen til gåden, nemlig 

Korns pengeforhold.

Vi kom tilfældig på gaden i går til at høre en samtale mellem en kriminalretsassessor og en kendt politifuldmægtig.

- Ja, det er vel ikke andet end, at Korn må have spekuleret en del.

- Spekuleret, svarede assessoren, ja var der ikke andet end det. Det kom han vel nok ud at. Han havde gode forbindelser. Men hvad, om han nu havde haft andres pengemidler til anbringelse og så for eksempel havde spekuleret videre med dem på egen regning.

- Ja, hvis det skulle hænge således sammen, er det jo endnu værre.

Man vil forstå, at Korn i den verden, hvor han levede, og som den betroede mand, han var, havde let adgang til at få penge til anbringelse. Han behøvede ikke selv at søge noget sådan, det ville komme af sig selv. Det kunne måske være ret interessant her et øjeblik at vende tilbage til  

den tscherningske sag

Tscherning forsøgte som bekendt en pengeafpresning hos en herværende grosserer. Han bar meget uklogt ad, på sædvanlig måde med "anbefalet brev", den metode, enhver opdager kendte så godt, at det var påfaldende, at ét saa godt hoved som T. kunne begå den betise, hvis han virkelig ville opnå noget

Det mentes da også den gang almindeligt, at T. bar sig så skødesløst ad, fordi han stod i forbindelse med en højtstående embedsmand i politiet og sad inde med sådanne oplysninger, at han kunde formode med nogen grund, at politiet ikke turde røre ordentlig ved ham.

Nu får disse rygter en bestemt adresse, eftersom man jo erindrer, at T., der i sin tid spillede en betydelig rolle ved "Børstidende", var børsmand med adskillig indsigt i pengespekulationer.

Dengang har man imidlertid fået munden stoppet på T. men man har øjensynlig gjort sig umage med at få ham bort, ud af landet.

Og nu sidder han måske derude på Vridsløselille med nøglen i hånden til gådens løsning.

Spekuleret har Korn, men han har tillige i den seneste tid. 

hævet betydelige summer på en gang.

En mand, der har forbindelse i Privatbanken har således fortalt os, at han i den sidste tid undrede sig over, at Korn så hyppig kom i banken hævede betydelige beløb. Det var ikke småsummer, det drejede sig om. En dag 1000 kr., en anden 2000 kr., noget der tyder på at han har fået pludselige udbetalinger at præstere. Det er måske deres tal og mængde, der har overvældet ham og bragt ham til at søge sin tilflugt til revolveren.

Så bliver jo spørgsmålet det hvis penge er det, han kan have spekuleret med, er det hans egne - han havde mere i gage, end i går meddelt i de fleste blade, nemlig ca. 4,500 kr. - , eller er det pengemidler, betroede til anbringelse af folk som han i egenskab af chef for sædelighedspoliet og fængselsinspektør vakte tillid hos?

Det er knuden, og man må fordre af vort politi, at de snarest bringe, klarhed og bestemt besked på dette punkt. For ellers står hele politiets anseelse i fare. Allerede nu har rygterne begyndt at samle sig.

Man har særlig haft sin opmærksomhed henvendt på Korn som sædelighedspolitiets chef. Her møder man nemlig når man kender til Korns karakter 

noget meget påfaldende.

Det er nemlig en kendt sag, al Korn altid har været en reformernes mand.

Alle vegne, hvor han kom til ville han reformere, og det var lige til de sidste dage årsag til en stadig konflikt med opdagelsespolitiets souschef, Rudolf Petersen, når Korn under Carsten Petersens fraværelse eller sygdom overtog hans arbejde.

Selv for kortere tid kunne han ikke lade være at reformere, altid reformere.

Da han i 1886 blev chef for 3. afdeling var han derfor også stadig en reformernes mand. Sundhedsforholdene fik sig en omgang, veterinærforholdene ligeledes. Udvandringsforholdene blev grundig ordnede, hvad de også hårdt trængte til. Så mindes vi en lille 

episode fra Folketinget.

Grev Holstein-Ledreborg stod nemlig en dag op - det var, så vidt erindres, anret efter Korns tiltrædelse af embedet - og rettede et heftigt angreb på Sædelighedspolitiets virksomhed, prostitutionens ledelse m. m.

Justitsminister Nellemann svarede ikke videre derpå, men henviste til at man lige havde fået en ny mand og det en mand, der netop særlig gav sig af med at reformere, som man så på de andre felter i hans embede.

Det skulle nok komme. Men nej! Det kom ikke !

Korn, der på alle punkter var reformatoren, forholdt sig ganske uvirksom på dette område, og det skønt denne afdeling var gået over til ham med lige så mange lyder som de andre.

Nu, han har skudt sig, just som han skulle forlade den, er der grund til at spørge:

Hvorfor?

Havde Korn forbindelser i den verden? Var der nogen særlig grund for ham til at protegere her. Rygterne samler sig også her på et bestemt punkt og offentligheden har krav på at få en redegørelse, hvis den ikke skal tro det værste.

Politiet må vide det

og vi siger: Frem med papirerne. Har Korn intet gjort af det, man beskylder ham for, da er det synd, at så mange rygter skal synge salmen over hans grav. Har han gjort noget, da båder det politiet bedst, at det kommer frem, så hurtigt som mulig.

Der er nemlig til opdagelsespolitiet indkommet en klage over Korn. Lad os høre den klage. Lad os få at vide, om her ligger skjult motivet til selvmordet.

Er det en ærekær mand, hvem private forhold er blevet for trykkende, eller er det en af politiets chefer, der har misbrugt sin stilling. 

Derpå står spørgsmålet. Det må vi have at vide. Der står for meget for borgernes ve og vel på spil, om politiet kan skjule sine egne fejl bag Råd- og Domhusets tykke mure.

I går aften fandt imidlertid

bisættelsen

sted under en sjælden smuk højtidelighed i den ellers så skumle kælder. Værelset, hvor Korn lå i kisten, var af betjentene i 3. afdeling smukt og sirlig dekoreret med grønt og talrige lys,

Til stede var samtlige Rådhusets betjente, den afdødes familje, politidirektøren m. fl. Der blev holdt en kort bøn, og derefter bares kisten ud i rustvognen, og langsomt satte toget sig i bevægelse ud ad kirkegården til, medens ordenspolitiet på vejen gjorde stram honnør for den døde.

Et sælsomt tog i den stille skumring mens tunge, grå regnskyer hang over himlen.

(København, 27. marts 1895).

Korns selvmord

Endnu foreligger der intet som helst officielt om årsagen til politiinspektør Korns selvmord. Kun så meget synes ret sikkert, at hans bogførelse og hans kasse er i orden.

På den anden side skal det være ret nemt at se, at opgørelsen har fundet sted i netop de sidste dage, Ligeledes har han som bekendt, brændt en mængde papirer der beroede i hans pult, og tilintetgjort flere dokumenter. Selvmordet har længe været planlagt, kan man se af det hele.

Med hensyn til det vi forleden meddelte, at Korn for et par uger siden skulle have prøvet at tage sig af dage, da synes det at savne nogen grund. Ganske vist har han til tider været i en meget ophidset og nedtrykt stemning i sit hjem, men hans hustru har altid vidst at tale ham til rette - han skal endog have gjort sig umage med at berolige hende.

Meget rørende har den scene været, da fru Korn stod ansigt til ansigt med sin mands lig. Hun strøg ham da over panden med de ord: "Du lovede mig dog, Henrik, ikke at gøre det!"

Et interessant moment, hvorledes Korn har skaffet sig mordvåbnet, 

den seksløbede revolver,

foreligger nu opklaret, og det viser sig da, at han ikke har haft den liggende i beredskab men købt den umiddelbart før han rettede den mod sin tinding. Klokken var allerede over 10 den

skæbnesvangre formiddag, da Korn kom ind hos isenkræmmer Harald Børgesen i Frederiksberggade og forlangte en revolver. Det var hr. Børgesen noget påfaldende, at politiinspektøren gjorde et sådant indkøb, men han ytrede naturligvis ingenting derom.

Og efter at Korn havde set på de forskellige våben valgte han sig en revolver af den allersværeste kaliber. Mærkelig forekom det også hr. Børgesen, at hans notable kunde stadig gjorde sig umage for at indprente ham, at våbnet var en foræring til en slægtning. Foruden revolveren forsynede Korn sig med en æske patroner, sagde farvel til hr. Børgesen og gik derefter over i politiets lokaler og knap en time efter knaldede det skud, der gjorde ende på hans liv.

Klagen,

der indkom over Korn, da opdagelsespolitiets chef døde, foreligger der heller ikke noget officielt om. Men den har nok været hård, for det synes mere og mere sandsynligt, at her er et af de væsentligste motiver til Korns død.

Klagen skal være fra et af politiets medlemmer. En i politikredse velbevandret person påstår, at han bestemt kan påvise den der har gjort det af med Korn. Politiet ligger inde med alle oplysninger. Det ved vi, og vi vedbliver at opfordre det til at oplyse alt.

I morgen håber vi at kunne løse gåden for vore læsere.

(København, 28. marts 1895).

Korn blev begravet den 29. marts 1895 på Assistens Kirkegård. Tidspunkt og sted var ikke annonceret, og familien samt politiets højeste embedsmænd, assistenterne samt flere betjente fra 3. afdeling var til stede, alle i civilt. I alt omkring 300 personer.

Korns selvmord.

Hvorfor skød han sig! - rygterne fortæller at Sædelighedspolitiet optræder som leverandører til bordellerne.
Mysteriets slør løftes.

Medens de mest forskelligartede rygter om motivet til politiinspektør Korn's selvmord summer os om ørene her i byen, har de taget fastere form på deres vej til provinserne, og de fremtræder nu i en række provinsblade som så bestemte sigtelser, at det næppe vil kunne forsvares at tie dem ihjel; og da vi tillige må gå ud fra, at det må være såvel politidirektøren som hele politietaten kært at få lejlighed til at få selvmordssagen oplyst, og de fremførte sigtelser prøvet, har vi ment det rettest at fremdrage, hvad provinsbladene lader sig tilskrive her fra hovedstaden. Vi vil herved gøre vort politi en tjeneste, for Sigtelserne er, selv om de fremføres i noget forblommede udtryk, så klart og bestemt formuleret, at det må være politiet magtpåliggende straks at foretage en omhyggelig undersøgelse og hurtigst mulig forelægge dens resultat for offentligheden.

Blandt de provinsblade, der indeholder ovennævnte sigtelser mod vort sædelighedspolitis afdøde chef vælger vi Sorø Amtstidende, fordi dette blad til sin hovedstadskorrespondents sigtelse for egen regning knytter en anden - og det en ikke mindre graverende.

Efter at korrespondenten ha meddelt, at den kornske selvmordssag er det mest sensationelle emne, københavnerne i en årrække har haft at tale om, spørger han:

Hvorfor har Korn skudt sig?

Han besvarer dette spørgsmål med, at der ud af de utallige rygter efterhånden samler sig en bestemt mistanke, som for den afdødes minde synes at være ikke så lidt begrundet. For, skriver korrespondenten, man véd at den afdødes sygdom ikke var ondartet nok til at kunne tage livslysten fra ham, og man véd, at der et par dage før hans død indløb en anmeldelse til opdagelsespolitiet angående et misligt forhold mellem inspektøren for sædelighedspolitiet og nogle indehavere af utugtshuse, og man ved at Korn havde vanskeligt ved at komme ud af det med sin Indtægt (ca. 4.500 kr. om året), og man véd endelig, at han forleden nat pludselig indfandt sig på Rådhuset og brændte en hel del at sine papirer.

Derefter fortsætter korrespondenten:

"Ud af alt dette kombineres nu den graverende sigtelse, at han skal have modtaget dusør fra utugtshusene og til gengæld i noget stor udstrækning have benyttet sin ret til at henvist løsagtige kvinder til disse huse."

Det vil med andre ord sige, at sædelighedspolitiets afdøde chef sigtes for mod dusører at have forsynet bordellerne med usædelige kvinder.

Til denne korrespondance knytter "Sorø Amtstidende"s redaktion følgende selvstændige meddelelse:

"Vi kan i den henseende oplyse, at en københavnsk bordelværtinde for nogle år siden på et offentligt sted i Slagelse har udtalt, at det var skik og brug, at værtinderne (bordelværtinderne) sendte betydelige gratialer til sædelighedspolitiet, Hun antydede, at det jo var vigtigt for værtinderne at få de smukkeste, forvildede piger tvungne til at tage ophold i et bordel."

"Sorø Amtstidende" siger med andre ord, at københavnsk bordelværtinde har i Slagelse sigtet sædelighedspolitiet for mod betydelige gratialer at have skaffet bordellerne de smukkeste, forvildede piger.

Ja, sigtelserne - korrespondentens og denne bordelværtindes - er så forfærdelige, at de ikke kan og ikke må ties ihjel, og når vi derfor i dag bringer dem videre til den københavnske læseverden, så er det ikke, fordi vi gør dem til vore, men - vi må gentage det fordi vi vil, at der skal gives politidirektøren lejlighed til at lære dem at kende og til offentlig at slå dem ned

---

Sædelighedsbetjent som administrator for en bordelværtinde.ordelværtinde.

Der er dog også andet og mere end ovennævnte sigtelser at snakke om i denne sag.

Vi må således spørge politidirektøren:

Er det sandt, hvad der fortælles, at en overbetjent i sædelighedspoIitiet er administrator for en bordelværtinde i Farvergade? Og er det sandt, hvad der også fortælles, at da en betjent i sædelighedepolitiet fornylig holdt sit 25 års jubilæum, så sendte københavnske bordelværter og værtinder ham en kostbar sølvopsats som tak for det gode forhold, der havde hersket mellem dem?

Ja, vi spørger, og der må svares.

Det dur ikke og kan ikke gå an, at sådanne rygter går byen rundt, da tilliden til politiet derved rokkes i en så ganske overordenlig grad.

Men, som vi skrev før, det forekommer os aldeles utænkeligt, at sigtelserne i Sorø Amtstidende og de rygter, vi ovenfor har fremført, kan være korrekte, for i så fald måtte sædelighedspolitiet mod gode dusører være utugtens håndlångere og befordrere. Og hvem vil ikke til det sidste vægre sig ved at tro det?

---

Og det skal også være en lukrativ forretning at være bordelværtinde. En sådan, med hvem Korns navn ofte sættes i forbindelse i disse dage, står opført i skattebogen for en årlig indtægt på 10.000 Kr. Og man siger, at hun skal eje flere hundrede tusinde kroner

----

Næstefter, hvad der ovenfor er gengivet fra provinsens ellers tilbageholdne presse, finder vi os foranledigede til i denne sammenhæng at meddele vore læsere endnu et par enkeltheder.

Korns sidste besøg.

Vi har benyttet de sidste dage til på forskellige punkter at indhente oplysninger. Således erfarede vi, at Korns sidste besøg, søndag aften, var hos en ungdomsveninde, hvem han ganske sørgede for i alle måder. Han gik derfra i meget nedtrykt sindsstemning.

- Ikke en gang du vil længere være god mod mig, sagde han, idet han forlod hendes lejlighed i Hausergade, og hurtig forsvandt i skumringen med bøjet hoved. Veninden blev dybt rystet over hans selvmord, da hun den næste dag fik det at vide.

Familien efterforsker

Hos hende henvendte sig da forleden en at Korns nærmeste slægtninge, for mulig at få nærmere oplysning. Familien ved nemlig lige så lidt besked som udenforstående. Hun begyndte da også at fortælle og bemærkede, at det væsenlige motiv til selvmordet lå allerede 3 uger tilbage. Men pludselig standsede hun i sin forklaring.

- Nej, nej, sagde hun. Jeg vil ingen plet sætte på Korns rygte. De være så meget i familie med ham, De være vil. Jeg har også lovet politidirektøren at tie indtil han har givet mig lov til at tale.

Man trængte fremdeles ind på hende for at få lokket det ud af hende. Men hun ville ikke. Endelig lod hun sig bevæge til at gå til politidirektøren for at få hans tilladelse. Hun fik den pågældende slægtnings adresse på Nørrebro og lovede at sende besked.

Denne er ikke kommet. Altså må 

politidirektøren have forbudt 

positivt forbudt, at der meddeles oplysninger, selv til den nærmeste familie. Derved påtager han sig et stort ansvar, som vi håber for ham, at han kan bære.

Det er virkelig graverende ting, som ovenfor er fremdraget, og såvel sigtelserne som rygterne rækker langt tilbage.

Således var der allerede for ca. 20 år siden noget i vejen med Korn og en frk. Anna K- . Korn, der den gang var opdagelsesbetjent, flygtede til Hamborg, men Hertz lod ham underhånden vide, at han havde klaret ærterne, og Korn kunne godt vende tilbage.

Der kan jo med en smule kendskab til Korns karakter ikke være tvivl om, at der må være noget meget graverende i vejen. For om det end, når hr. Korns stilling tages i betragtning, må dadles, at han holder flere elskerinder, så er det dog en ting, der ikke slår nogen mand ihjel, og det var desuden Gud og hvermand bekendt, ligesom det ikke er noget fremmed, at disse forbindelser kostede ham omtrent hele hans ordinære gage. Det er altså noget ud over dette, hr. politidirektør.

De har overfor de ovenomtalte, ud over hele landet spredte sigtelser at erklære, om hans brøde -for en sådan må der være - er af privat natur eller en embedsforseelse. 

Tavshed vil nu være samtykke.

(København, 30. marts 1895)

Korns selvmord

Rygterne svirrer, yderligere meddelelser. - Sædelighedspolitiet og bordelværternes penge. - Forhørerne begynder. 

Hvad vi i går skrev om sædelighedspolitiets forhold til bordellerne, har siden da i en mærkelig grad optaget sindene her i byen.

"København", der udførligt behandlede provinsbladenes sigtelser, blev revet bort og havde udsolgt allerede tidlig på dagen, og hvor man kom, var sædelighedspolitiets forhold til bordellerne genstand for den ivrigste samtale. Da det forløsende ord nu en gang var sagt, syntes det, som isen var brudt, og det svirrede rundt i luften med meddelelser om allehånde småtræk, som skulle tjene til at bestyrke de i provinserne fremførte sigtelser.

Mest beskæftigede rygterne sig selvfølgelig med

Korns selvmord.

Man ville vide, at en bordelværtinde i Farvergade skulle have forstrakt - lånt eller på anden måde - den afdøde politiinspektør med betydelige summer. Skønt det for uindviede kan synes utænkeligt, at en bordelværtinde skulle være i stand til at spille velhaverens rolle og yde en så fin og fremragende mand som sædelighedspolitiets chef pengetjenester, så er der dog hvad, pengespørgsmålet angår intet urimeligt deri. Bordelmadamen ejer nemlig 600.000 kr., et vidnesbyrd om, at det er en god forretning at have privilegium til at drive forretning med utugt

Hvorledes forholdet mellem Korn og bordelværtinden har været, skal vi ikke oplyse i dag. Efter provinsbladenes i går meddelte sigtelser skal der endog have eksisteret et misligt forhold mellem sædelighedspolitiets chef og nogle indehavere af utugtshuse. Denne sigtelse blev i går understreget af rygterne her i byen, idet en mindre detailhandler, der tillige driver forretning med sine penge og samtidig er indehaver af 3 bordeller, nævnedes som en af dem, der har stået i forbindelse med sædelighedspolitiets chef.

Fra den afdøde politimand vender rygterne sig mod

sædelighedsbetjent P. Meyer, 

om hvem vi skrev i går, at han efter sigende skal være administrator for en bordelværtinde, og at han skal stå i et så sjælden godt forhold til bordellerne her i byen, at bordelværtinderne på hans jubilæumsdag skænkede ham en kostbar sølvopsats.

Hr. Meyer, der bor i Oehlenschlægersgade nr. 17, har som politimand en årlig indtægt på 1800 kr., og han er også opført for denne indtægt i skattebogen. Trods denne beskedne indtægt bebor hr. Meyer dog en 5-værelsers lejlighed, holder to tjenestepiger og fører et selskabeligt for ikke at sige herskabeligt hus.

Det vil være interessant at få oplyst hvorledes hr. Meyer får 1800 kr. til at nå så langt. Eller har han privat formue? Og hvorfra stammer i så fald denne?

Det må oplyses, for også med den har rygterne travlt.

---

Som sagt, rygterne svirrer, men vi må dog advare mod at der fæstes lid til dem, for sagen er grundig undersøgt.

"Sorø Amtstidende" skrev, at sædelighedspolitiet modtog dusører for at skaffe bordellerne smukke og tiltrækkende piger. Ovennævnte rygte om overbetjent Meyer er i samklang hermed. Det ene kommer til os fra provinsen, og det andet møder os her i København.

I sandhed! Det er justitsministeriets pligt hurtigst og på en for offentligheden betryggende måde at undersøge alle disse sigtelser og nøje prøve deres holdbarhed. Det er nødvendigt og må gøres.

Skønt det skulle synes utænkeligt, at sigtelserne kan være sandfærdige, så er der dog altid den mulighed for hånden, at de kan være det, og det må derfor være justitsministeren og politidirektøren magtpåliggende straks at skride til en omfattende undersøgelse. Men indtil denne er endt, opfordrer vi vore læsere til at tage på rygterne med varsomhed.

I det hele taget synes det, at der tiltrænges en grundig undersøgelse af sædelighedspolitiets forhold. Den 26. Marts skrev "Sorø Amtstidende" i anledning af Korns selvmord: "Lad os håbe, at der i hovedstaden må findes i det mindste et blad, som tør sætte noget ind på at skaffe fuldt lys i denne mildest talt uhyggelige sag. Tavshed vil her være moralsk forkastelig.

Er der svamp i en bygning, nytter det lidet at overstryge den med fernis. Er der, fx i sædelighedspolitiet, moralsk svamp et eller andet sted, så lad os få den ryddet ud." 

Vi siger Ja. Er der svamp i vort sædelighedspoliti, så lad os få den for dagens lys og ryddet ud. Der må nu grundighed til i undersøgelsen og kuren.

Hvor vi kan hjælpe skal vi være rede. I morgen og fremdeles skal vi bidrage vort til at kaste lys over denne uhyggelige sag

---

I går var overbetjent Meyer i forhør hos politiassistent Steffensen. Det var altid en begyndelse.

---

Der påtænkes en forespørgsel i folketinget til justitsministeren om denne sag.

Politidirektøren har ordet.

Korns selvmord.

 Som det vil være bekendt, har "København" på det bestemteste fordret en erklæring fra politiet om Korns forhold.

Som det vil ses af nedenstående, har politidirektøren endelig givet efter for den offentlige menings pres og i "Berl. Tid." for i aftes siger han da følgende:

Da flere blade i de senere dage har bragt en meddelelse, der synes at vinde tiltro hos forskellige, og som går ud på, at der kort for politiinspektør Korns død var indkommet til politiet en klage eller anmeldelse om, at han gjorde sig pekuniære fordele på en måde, der var uforenelig med hans stilling som 3. politiinspektør, skal jeg herved oplyse, at der ingen som helst klage eller anmeldelse hverken i den antydede eller i andre retninger er indkommet til politiet angående inspektør Korn, og at grunden til, at han tog sig selv af dage, altså ikke kan søges i en sådan anmeldelse, der, som nævnt, aldrig har foreligget. Alle de politiinspektør Korn vedrørende embedsdokumenter og papirer bliver for tiden nøje gennemgåede, og efter hvad der hidtil foreligger, må motivet til hans selvmord antages at være et illegitimt forhold, hvori han havde indladt sig, i forbindelse med en ved sygeligt helbred og stor nervøsitet fremkaldt dyb melankoli.

Eugen Petersen,

Politidirektør.

Som det vil ses af erklæringen, holder politidirektøren sig nærmest til den af os i går morges fremstillede side af sagen, Korns illegitime forbindelser. Korns embedsdokumenter undersøges samtidig på det nøjeste, forsikrer politidirektøren. Nu er det jo desværre så beklageligt, at de fleste papirer og vel netop de vigtigste er brændt af Korn selv. 

Det bliver altså meget vanskeligt at komme til bunds i sagen, hvad vi fra anden kilde erfarer, at justitsministeriet på det strengeste har forlangt.

(København, 31. marts 1895).

Estrups Attentatmand Julius Rasmussen. (Efterskrift til Politivennen).

Et offer for provisorismen.

I morges modtog vi fra Horsens følgende privattelegram:

"Julius Rasmussen fandtes i morges hængt i sin sovecelle i tugthuset".

Dette telegram kan ikke andet end bringe alvorlige tanker op i læserne.

Julius Rasmussen blev træt, han kunne ikke afvente udløbet af de 14 lange års indespærring, til hvilken han på grund af en måske noget misforstået kærlighed til sin landsmænd og deres frihed, var blevet dømt efter en ubønhørlig lov, og i hvilken en for det betrængte folks suk og en offerberedvillig ynglings selvopofring følelsesløs minister holdt ham. 

Vi vil selvfølgelig ikke hermed søge at retfærdiggøre Julius Rasmussens fortvivlede gerning, men vor dybeste medfølelse har han, og havde han hele tiden.

Han faldt som offer for den folkets forsmædelse som kaldes provisorisme, for de opstyltede fraser uden bagvedliggende handlinger, som særlig folketingsmand C. Berg spredte over land og folk.

Fred med hans minde!

(Aarhus Amtstidende, 27. november 1889).

Social-Demokraten skrev at Julius Rasmussen abonnerede på Højrebladet "Dagens Nyheder", som efterfølgende agiterede for at gøre et stort politisk nummer ud af attentatet. Hvilket også skete med provisorier imod tale-, skrive- og forsamlingsfriheden. Samt et straffeprovisorie som dog blev afskaffet få år efter. Bladet afviste at han skulle være en tyranhader som ønskede at befri fædrelandet for undertrykkelsen. Han var i stedet "et ganske jævnt menneske for af forholdene er blevet et ufrivilligt redskab i reaktionens hånd."

Randers Arbejderblad og Horsens Arbejderblad fra 28. november 1889 havde sendt en medarbejder til tugthuset for at interviewe inspektør kaptajn Bache og pastor Haffstrøm (som fortalte at han var imod religion), samt læste de rapporter der var om ham i fængslet. 

Attentatet på Konsejlspræsident Estrup. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Julius Rasmussen

Gennem Ritzaus Bureau telegraferes i går fra Horsens

Julius Rasmussen, der for Attentatet mod Konsejlspræsident Estrup var idømt 14 Aars Tugthusstraf, som han afsonede i Horsens Tugthus, fandtes imorges Kl. 6 hængt i sit sovekammer og var allerede kold.

En politisk fanatiker. 

For fire år siden, onsdag den 21. oktober 1885, skete der i vort politiske liv en begivenhed, der ved sin resolutte voldsomhed og sin fanatisme gik landet over som et heftigt stød, skræmmende borgerne op.

En lille, bleg typograf, nitten år gammel, et stille, indesluttet menneske, der aldrig havde gjort et kat Fortræd, havde fyret to revolverskud af mod landets konseilspræsident, finansminister Estrup.

Han lod sig gribe straks og han tilstod, at han havde villet frelse fædrelandet ved at skyde Estrup.

Dette attentats baggrund var de års voldsomme politiske ophidselse. Det skete i de dage, da ministeriet Estrup måske stod på de allersvageste fødder, da kampen begyndte at brede sig ud i folkets private liv, at blive en kamp øje mod øje og klo mod klo, da ungdomsforeningerne stiftedes og riffelbevægelsen florerede, da hele befolkningen rejste sig mod hinanden for en idés skyld.

Og partiernes blade slyngede hinanden ansvaret for dette attentat i ansigtet, alle fralagde de sig enhver skyld, ingen vovede at tage den nittenårige fanatiske dreng under armen og erklære: Han tilhører vort parti!

Han blev forhørt og dømt, Han kom i tugthuset og blev glemt. Man kiggede ikke længere når man gik forbi på Toldbodvejen efter det hul i porten , hvor kuglen var fløjet ind. Det var kittet til og kittet blev gammelt og der var intet mere at opdage.

Siden talte man kun om Julius Rasmussen et par enkelte gange.

Den ene gang var ved hs. maj. kongens halvfjerdsindstyveårige fødselsdag. Der skulle gives amnesti til en del tugthusfanger, og man ventede, at Rasmussen ville blive blandt dem.

Den alt for unaturlige politiske ophidselse, som da havde ført revolveren, havde nu lagt sig; man så tilbage på den tid som på en rus, og man troede, at Rasmussen nu ville blive benådet. Det skete ikke

Den anden gang var ved kongens regeringsjubilæum. Også der ventede man Rasmussens benådning. Man talte om den som noget temmelig sikkert. 

Men Julius Rasmussen blev ikke benådet. I stedet for ham gav man en bedrager og en falskner friheden.

Så har han da vel selv opgivet håbet om at komme på fri fod, før den lange straffetid var omme.

Og livet forekommet ham for tungt at leve i et tugthus, celle - hele ungdomstiden bag et gitter på en fangebriks - og så har han da hængt sig i går, omtrent fire år efter at han som stakkels forstyrret dreng rettede revolveren mod konseilspræsidentens bryst.

Julius Rasmussen

der nu pludselig igen er blevet en dagens helt, om hvem man i de nærmeste fire og tyve timer vil tale, var en middelhøj, slankt bygget ung mand, blond, let kruset hår, frisk teint, smukke, en smule tilslørede øjne.

Han var født den 5. juli 1866 på Christianshavn, hvor han gik i betalingsskole. Han var afholdt af lærere og kammerater, fik udmærkede karakterer både for flid og opførsel. Han var siden bydrang hos pastor Holck, der interesserede sig for den lille flinke fyr og fik ham uddannet til en dygtig typograf. Han lærte hos Græbe, kom senere til Vejle Amts Folkeblad, derfra til Lolland-Falsters Folketidende; et par måneder før attentatet arbejdede han her i byen hos I. Cohen. 

Han var fra sin tidlige ungdom en yderst prikken og stolt natur. Han holdt af at gå godt påklædt og bestræbte sig for at  se så soigneret ud som mulig.

Han kunne undertiden tilbringe hele sin søndag formiddag foran spejlet med at få håret til at sidde, som han ville have det. Heller ikke var der nogen ting, han skattede mere, end at blive lagt mærke til og blive omtalt.

I fængslet tabte han ikke sit fikse ydre. Folk, der for et halvt års tid siden har set ham Horsens tugthus, meddeler os, at han da så ganske ud som tidligere, kun var der lidt mere melankoli i øjnene end før. Sin fangedragt var han altid meget pillen med og søgte at pynte den op så godt, det lod sig gøre

Hans familie.

Da Julius Rasmussen blev dømt, levede begge hans forældre. Hans far, Just R., var en stræbsom arbejder, hans mor en energisk kone der havde opdraget to døtre og frem sønner og fået dem alle vel anbragt. De fire ældre brødre er dygtige typografer der arbejder ved jyske provinsblade. Døtrene er godt gift.

Julius var det yngste barn. Han var sin mors øjesten, og han der ellers var yderst tilbageholdende og kølig overfor alle andre, betroede alt til sin mor.

Det var sorgen over sønnen der langsomt lagde den kraftige kvinde i graven. Hun græd både dag og nat over ham, og så døde hun da til sidst for to år siden, 67 år gammel.

Kort før sin død henvendte hun sig personlig til konseilspræsidenten for at bede om nåde for sin søn. Excellencen modtog den gamle kone med skånsom deltagelse og sagde, at han ville gøre hvad der stod i hans magt, men at det ville være umuligt at give ham friheden straks.

Sidste sommer døde faderen, 73 år gammel.

Hos hans søster.

Ude på Amager hvor byens yderste arme slipper deres tag, og store nøgle gavle stirrer ud over markerne, traf vi i den sene aftentime Julius Rasmussens ældste søster, der er gift med rebslager Hintzen.

Den unge kone var stærkt bevæget. Hun bød os med forgrædte ansigt tage plads i den nette dagligstue hvor vi på væggen bemærkede et par portrætter. Over det ene var fæstet en stump sørgeflor.

Vi kunne ikke lade være at betragte det.

- Ja, der hænger han, sagde konen, det er i den dragt han havde på da han gjorde det. Det var en lys sommerdragt der så ud som den var ganske ny.

Den gamle kone med det skikkelige ansigt og store buklede hængekrøller der hang ved siden af, var moderen.

Om han skrev hyppigt hjem?

- Så længe mor levede, forklarede hun, skrev han hver gang han havde lov til det, han måtte jo kun skrive et bestemt antal gange. Men da mor var død, holdt han ganske op at skrive, han gjorde det kun en eneste gang. Vi skrev til ham efter fars død, men han svarede slet ikke på det.

Hvorledes dødsbudskabet var kommet hende i hænde?

Der var en mand fra politiet med telegrammet henad eftermiddagen.

Om han nogensinde havde fortrudt?

Dette spørgsmål besvarede søsteren ganske benægtende. Der var aldrig anger at spore i hans breve - han var også alt for stolt til at angre, mente hun.

For øvrigt antog søsteren at han ikke havde været ved sin fulde fornuft da han tog livet af sig. Det var sikkert moderens død der havde gjort ham så nedtrykt og melankolsk at han ikke var ved sin forstand i den sidste tid han levede - -

Vi bød farvel og gik. Den stakkels kone takte os bevæget sin hånd - og skriv så lidt pænt om ham, han var dog alligevel et godt menneske.

Atter stod vi på den sølede vej hvor der kun var huse på den ene side og en enlig tranlampe spredte et fattigt gult skær gennem gusen, der mørk og klam væltede ind fra Sundet.

I lyskredsen foran en lille beværtning stod et par kuldragere og snakkede sammen. Rygtet om selvmordet var allerede trængt herud. De talte om Rasmussen, og en af dem pegede op imod vinduerne hvor søsteren boede.

Hans sidste brev.

Under vor samtale med Rasmussens søster bad vi hende om indholdet af det sidste brev han havde skrevet hjem. Vi gengiver nedenfor det af brevet der har interesse som bidrag til en karakteristik af Julius Rasmussen.

Det var det han skrev kort efter moderens død som svar på budskabet.

"Jeg ved godt at det er min skyld. Det er mig der har slået hende ihjel. Det er sorgen over det jeg har gjort der så tidlig har lagt hende i graven.

Nu skal I ikke bryde jer om at skrive mere til mig, jeg ønsker ikke mere at modtage breve der i forvejen er åbnede og gennemlæste af andre."

Det var vel moderen død der havde brudt hans mod og givet ham den ulyst til livet der nu har givet sig sit sidste udslag i dette tragiske selvmord.

Oline Mikkelsen.

hvem vi traf i hendes kondition hos en detailhandler i en af Christianshavns tværgader, modtog os gennem den første meddelelse om at hendes tidligere forlovede Julius Rasmussen havde aflivet sig.

Olie Mikkelsen er en livlig tre og tyveårig brunette med en god figur og spillende øjne. Hun traf Rasmussen i Nykøbing på Falster hvor hun hører hjemme, og blev der forlovet med ham.

Hun var, fortalte hun, forlovet med ham til et år efter at attentatet skete. Så hævedes forbindelsen. Hun kunne jo da ikke så godt vente fjorten år - hun var jo ikke rigtig nogen rig pige.

Han havde altid været sådan en tosset rad, den Julius, somme tider blev han aldeles rasende over et ord jeg havde sagt, og jeg måtte passe på ham som på et barn, så ude af sig selv var han.

I den tid vi var forlovede, har han tre gange gjort forsøg på at tage livet af sig, han gik altid med en skarpladt revolver i lommen, det gale menneske.

Sidste gang han gjorde forsøg på at tage livet af sig, var på Knapstedsgård en måned før han skød på Estrup.

I sine breve det første år fra tugthuset var han altid glad og fornøjet, han havde det gjort, skrev han, og håbede snart at komme ud - og så skulle vi giftes.

For resten syntes Oline Mikkelsen at være ude over den første hidsige ungdomsforelskelse. Hun modtog dødsbudskabet med virkelig ro og viste sig i satalens løb at være i uforstyrreligt humør.

Derpå afbrødes vor samtale af detailhandleren som havde brug for Oline til sine huslige affærer.

Selvmordet 

(Privattelegram fra Horsens).

Horsens den 27. november 1889.

Julius Rasmussen der i sin tid skød på Estrup, har i nat hængt sig i sin sovecelle. Han havde skåret lagnet i stykker, sammenbundet stykkerne og fastgjort den ene ende i vindusesgitteret over døren.

Da fangevogteren i morges kom in i cellen, fandt han liget ganske koldt.

Efter hvad jeg har erfaret af fængselsautoriteterne har Rasmussen altid opført sig fuldstændig eksemplarisk. Men han ville ikke på nogen måde indgive ansøgning om benådning.

Han befandt sig forholdsvis godt i fængslet. Og gik ganske stille omkring og passede sig selv i de sidste dage.

I tugthuset havde han den første tid beskæftiget sig i væverierne, på slutningen arbejdede han i malerværkstederne.

Efter hvad der meddeles mig, skal en af opsynsmændene forleden havde sagt til Rasmussen:

"Du er en slyngel."

Hertil svarede Rasmussen i en brysk tone:

"Jeg er ikke mer slyngel end du."

Denne insubordination blev straks meldt, og R. blev for opsætsighed nedsat i fangernes anden klasse.

Mulig har dette ganske berøvet ham håbet om benådning, idet han i den idømte straf har set et vidnesbyrd om at han intet havde at vente.

Det er ikke udelukket at familien kan fordre liget udleveret. Men om dette af politiske grunde vil blive nægtet, står endnu hen. Rimeligst er det at man for at forebygge eventuel demonstration ved jordfæstelsen vil lade liget begrave som almindelig forbryder.

Sindssyg?

Der synes efter de foreliggende oplysninger om Julius Rasmussens fortid og karakter at være en vis sandsynlighed for at han har været sindssyg da han begik selvmordet.

At han har haft dispositioner for sindssyge er udenfor al tvivl. For nogen tid siden var han således i længere tid indlagt på sygehuset for melankoli.

Sandsynligvis har en slags storhedsvanvid, en overspændt forfængelighed, en vanvittig ved fængselslivet skærpet lyst til at blive omtalt, drevet ham til denne sidste, sørgelige handling.

Pointer.

(København 28. november 1889)

Julius Rasmussens begravelse

(Privattelegram til København).
Vejle 1. december kl. 12.50 eftermiddag.

Julius Rasmussens lig udleveredes i morges kl. 6 fra tugthuset. Fra tugthuset fulgtes ligvognen af et følge på 200 mennesker gennem byen.

Brødrene i Vejle havde ikke bekendtgjort begravelsen, men ønskede at den skulle foregå i stilhed.

Kl. 11 gik 100 vejleboere ligvognen i møde, og kl. 12 fandt begravelsen sted.

Pastor Melby forrettede begravelsen og holdt en gribende tale over Davids ord: "Hellere overgives i Guds end i menneskers vold".

Den højtidelige begravelse overværedes af ca. 200 mennesker. På kisten lå en talrig mængde kranse fra Vejle og andre byer.

Der bemærkedes således kranse fra "Venstrevælgerforeningen i Vejle", "Vejle Amts Folkeblad", "Horsens Folkeblad", "Demokraten i Horsens", "Studenter i København", "Typografer i Aalborg", "Typografer i Vejle", "Bankdirektør Busse i Kolding", og "Viggo Berg i Kolding".

(København 2. december 1889)

Demokraten (Århus) fra 14. december 1889, oplistede en række straffede som modsat Julius Rasmussen var blevet benådet: Kammerråd Skibsted som havde taget 40.000 kr der skulle gå til enker og umyndige forældreløse. Toldkasserer Freisleben (Randers) svindlede med udbetalingen til sine skrivere - fik pension. Frøken Kirchhoff på Vordingborg Sindssygeanstalt stjal ænder, flæsk, smør, linned mm. fra de indlagte. I modsætning til disse slog politiet hårdt ned mod fattige som samlede kul på havnen, strejkende arbejdere mm.

Erindringssted Esplanaden 34 taget nogenlunde fra samme vinkel som tegningen overfor fra Illustreret Tidende: I porten hænger en lille udstilling som fortæller om attentatet på Estrup den 21. oktober 1885. Det var omtrent ud for plakaten at attentatet foregik. Dengang hed gaden Toldbodvej.

Vilhelm Moritz Henriques: Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen).

Vilhelm Moritz Henriques (1828-1889) var direktør ved Frederiksberg Fattigvæsen og far til komponisten og violinisten Fini Valdemar Henriques (1867-1940), hans 10. barn som ligger begravet på Vestre Kirkegård. Navnet fik han fordi faderen ikke ville have flere børn. 

Justitsraad

Henriques.

I går er justitsråd, fattigforstander på Frederiksberg Henriques pludselig afgået ved døden. Den afdøde indfandt sig, punktlig som altid, på sit kontor ved tolvtiden. Han følte sig meget utilpas. Ildebefindendet tog til i så høj grad, at han måtte lade sig køre hjem.

Kl. ca. 2 afgik han ved døden. Enhver kendte justitsråd Henriques. Dette ejendommelige gammeldags ansigt, glatraget med skarpttegnede træk, kloge iagttagende øjne under de sorte bryn, og hovedet omkruset af et kraftigt, krøllet gråt hår. Der var noget af en Gades, en Mozarts skikkelse over den gamle justitsråd, der som "Nationaltidende" medarbejder var kendt overalt.

Og han elskede da også musikken. I hans hjem ude på Frederiksberg, i en hyggelig lille villa, samledes forfattere, gamle som unge, til hans musikalske aftener. Dér, i de små hyggelige soiréer, nød man de gamle mestres og de banebrydende unges musik, forstående og overbærende. Sønnen Fini Henriques, der alt har vist sig som et så lovende Talent, har sikkert høstet stor nytte af disse soiréer, hvor man hos den gæstfri vært der altid var glad ved at se ungdom om sig, diskuterede dagens spørgsmål, men hvor navnlig litteratur og musik var aftenens emner.

Som journalist navnlig var den afdøde naturligvis bekendt i vide kredse. Overalt hvor hans kendte ansigt viste sig, var han velkommen. Man vidste at der kom samvittighedsfuldheden og den upartiske elskværdighed i egen person. Ganske unge journalister der, ukendt med deres arbejde, kom til et møde som udover det almindelige krævede kundskab og åndsnærværelse, har høstet godt af den gamle justitsråds hjælp. Beredvilligt overlod han sit manuskript, lidt vidtløftigt og skrevet med gamle, stive bogstaver, der ikke altid var let at tyde, til den unge. Og når han takkede, nikkede han med det gamle grå hovede og sagde blot: "Ja, De har da vel forstået det", smilede og nikkede igen. Han ville så gerne hjælpe de unge der ville frem på den bane hvorpå han, omend i det mere utaknemmeligt gebet som referent, har arbejdet så flittigt som få.

Justitsråden der var far til en stor børnflok, er svigerfar til journalist Blichfeldt ved "Avisen", som også i den sidste tid har arbejdet ved "Nationaltidende".

I fredags virkede den afdøde sidste gang i sin kære virksomhed som journalist. Han sad som sekretær ved amtsrådets møde, smilende og glad som altid og påpasselig, stadig lyttende og skrivende. Ingen skulle da troet at denne gamle, rørige, ja næsten trods de grå hår, ungdommelige mand, var døden så nær. 

K.

(København, 25. november 1889).

Vilhelm Henriques, direktør Frederiksberg Fattigvæsen. Fotograf: Georg W. Alexandersen (1843-1931). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Justitsråd Henriques Død. Det pludselige dødsfald hvorved den bekendte journalist justitsråd Henriques bortkaldtes, kom meget uventet. Den afdøde der var 62 år, var meget rask og rørig og kunne som altid ende to mænds gerning. Om morgenen gik han hen til Frederiksberg Hospital hvis forstander ha var. Forinden spøgede han med sin familie. En af døtrene havde fødselsdag og hun skal giftes på fredag. Faderen gav hende en tikrone med den bemærkning hvorved ha tænkte på brylluppet at det blev de sidste penge hun fik af ham. Da han kom hen på hospitalet, blev han syg, og lægen gav ham en morfinindsprøjtning. Det hjalp og justitsråden kunne nu køre hjem i en droske. Han ledsagedes af en underordnet der fulgte ham ud af vognen. Få øjeblikke tog han ham i sine arme, idet han faldt, og bar ham op på en sofa. Få øjeblikke efter var livet udslukt. Hjertet var bristet. Efter jødisk skik skal den afdøde begraves hurtigt, allerede idag på den mosaiske kirkegård.

(Roskilde Avis, 27. november 1889). 

Justitsråd Vilhelm Moritz Henriques' gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1894 kom det frem at Henriques måske havde været lige lovlig troskyldig: Fattigvæsenets kasserer Hasselbalch tilstod at have bedraget for mellem 56.000 og 80.000 kr. ved at forfalske kassebøger. Bedragerierne var allerede startet i 1882. Henriques havde så sent som i 1888 tilskyndet en kendt professor på Frederiksberg til at have ydet 12.500 kr. til at bringe Hasselbalch på fode igen. Han havde hjulpet Hasselbalch til et lån i Landmandsbanken på 5.000 kr. Henriques underrettede ikke de nye inspektører om disse forhold, og Hasselbalch forblev i stillingen, fortsatte bedragerierne og blev i 1892 udnævnt til hovedkasserer. Pengene var angiveligt gået til en luksusvilla og et liv med vin og kvinder. 

Henriques mente at enhver forbryder som ville rejses, burde have den støtte dertil som var nødvendig. Han havde ansat flere der tidligere straffede for bedrageri og vekselfalsk. Bl.a. Frederik Rathsack. Denne var i 1887 kommet til Frederiksberg Fattigvæsen for at hæve understøttelse, og Henriques gav sig i snak med ham, og tog ham i tjeneste som skriver. På et tidspunkt befandt der sig adskillige forbrydere på hospitalets kontor, udover Rathsack også J. Nielsen og Steiness. En tiltalt i sagen, fuldmægtig J. Nielsen hængte sig i arresten. 

Alle blev idømt længere forbedringshusstraffe og erstatning. En længere redegørelse for sagen kan læses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. april 1895, og Social-Demokraten 28. april 1895.

Københavns Politi. (Efterskrift til Politivennen)

Under politidirektør Vilhelm Christoffer Crone (1813-1887) skulle den omorganisering som var udformet af Bræstrup, gennemføres fra 1863. Det skete i form af "dagsbefalinger" og regulering af det offentlige liv ved politivedtægter. Magtanvendelse undgik han helst, dog ikke i 1872, da han under socialistoptøjerne ved at forbyde fælledmøderne, gennemføre forbuddet og arrestere førerne kvalte den hele bevægelse i fødslen. Crone fratrådte sin stilling 1. august 1887. Han er begravet på Holmens Kirkegård.

Politierindringer fra året 1882 og frem beretter dog at disciplinen inden for korpset kunne være sløj. Til nattjeneste var det ikke ualmindeligt, at ”posterne” gik ind et sted og lagde sig til at sove. Inspektionsbetjentene, der jo burde foregå betjentene med et godt eksempel, var meget ofte lige så forsømmelige som betjentene.

En senere artikel, en erindringsartikel af en anonym politiassistent 19. juli 1898 berettede følgende om Henrich Gerhard Thalbitzer (1829-1896) og andre ansatte i politiet:

Gamle minder

af en fhv. politiassistent

--

Thalbitzer og Theodor Petersen. 

Hvordan afdøde Thalbitzer var som byfoged og byskriver i Ringsted, herredsfoged og skriver i Ringsted Herred, birkedommer og skriver ved Skjoldnæsholm og Svenstrupgård birker - så lang er nemlig en dansk, bureaukratisk titel - det ved jeg ikke og det interesserer sikkert også grumme lidt "København"s læsere.

Her skal i korte rids gives et par minder om den dygtige, humane og populære politiassistent, der indtil 1883 styrede Pilestrædes station.

Thalbitzer var københavner med liv og med sjæl. Og denne naturegenskab i forbindelse med en uforstyrrelig ro, en ypperlig mave med dertil hørende godt humør samt den for en politimand fornødne bon sens - gjorde, at ingen, som han, havde evne til at tumle selv den uroligste københavner, tilvejebringe forlig mellem en gnaven husmor og en vel næsvis tjenestepige.

I maj og juni 1876 havde jeg personlig lejlighed til at lære at kende Thalbitzers på sit område enestående evne til at bringe småbagateller ud af verden og hindre unødig rapportskrivning. Men den gang var også Clausen - en jovial og human mand - første politiinspektør og hr. Theodor Petersen var kun cand. juris, fhv. dragonløjtnant og overbetjent på Pilestrædes station.

Inden min ansættelse som politiassistent på St. Thomas skulle jeg gå som volontør et par måneder på en københavnsk politistation. Det var daværende guvernør Garde, som havde fået den ide, og anbringelsen af mig var blevet overladt til daværende vicepoiitidirektør Oldenburg. Han modtog mig med et smil og sagde: "Pilestrædes Station passer vist bedst. Thalbitzer er sådan en fornuftig mand. Men husk på, at Garde særlig vil have, at De, der ikke har været soldat, skal deltage i mandskabets eksercits, samt lære at kommandere.

Så blev jeg afleveret til Thalbitzer. Han skoggerlo: "Hvad Fanden skal De gå her for i to måneder. At skrive en rapport lærer De med deres forudsætninger jo på to dage, at kommandere militærisk lærer De sgu' aldrig, så civillistisk, som De ser ud. Og hvordan man skal behandle negrene og negerinderne derovre, ja, det har jeg intet begreb om. Men nu kan De jo møde her hver formiddag kl. ti og drikke kaffe med mig og overbetjentene Theodor Petersen og From Petersen. Så kan vi jo snakke om tingene.  Og De kan om eftermiddagen inspicere patruljbetjentene sammen med Theodor Petersen for senere på aftenen at gå i Tivoli eller Figaro med opdageren From-Petersen. 

Som sagt, så gjort, men noget lærte jeg dog. Jeg lærte, at en politiassistent bør være rolig og human, aldrig hænge sig i småting, være lige høflig overfor fattigmand og rigmand, såvidt muligt dække sine underordnede. Og den lære kan jeg takke gamle Thalbitzer for.

Af From-Petersen - en af vore flinkeste og mest erfarne opdagere - lærte jeg at skrive en klar og kortfattet rapport. Og så gav denne verdens- og menneskekloge mand mig mangt et råd og vink, der senere er kommet mig til gode.

Theodor Petersen. 

Lærte jeg intet som helst af. Han var i øvrigt den gang en livlig og elskværdig yngre mand. Det var tydeligt, at det svært pinte den tidlige dragonofficer, at han skulle rende rundt i en simpel overbetjents uniform. Derfor trak han i reglen i civil, når posterne skulde inspiceres.

Jeg gad vide, hvad politiinspektør Petersen ville sige, når de nuværende overbetjente ville inspicere som civilister: 

- - Føj for pokker, hvor det ville regne med dagsordener og mulkter!

Overbetjent Theodor Petersen skulle altså lære mig at eksercere og kommandere. Så mødte jeg- iklædt en lysegrå sommerdragt - i Rosenborg Eksercerhus og blev stillet op mellem de blåklædte kæmper. Marchen tog sin begyndelse. Ideligt lød det med rungende røst fra Theodor Petersen:

- Åh, De i den grå dragt, kan De ikke holde trit. Venstre, højre, venstre, højre. 

Men lige skidt var det med mit militære trit. Og en almindelig munterhed bredte sig blandt betjentene. Disciplinen stod på spil, og jeg fik ordre til at forlade rækkerne og under hele forestillingen stå som en slags adjudant ved Theodors venstre side.

Derpå blev jeg sendt op i den anden ende af salen og begyndte at kommandere, men en dæmpet latter bevirkede, at jeg straks fik ordre til at træde af.

Dermed endte min indøvelse i det militære ABC.

Fra Crone

fik jeg dog nedenstående anbefaling

"Københavns Politi.  
Politikammeret, 
den 3. juli 1876, 
Cand. juris, N. N. har i et tidsrum af 2 måneder fra 1. maj til 1. juli d. 21. som volontør arbejdet under Københavns Politi for at gøre sig bekendt med polititjenesten, der er i så vidt omfang som muligt givet ham lejlighed til - at sætte sig ind i de forskellige under politiet hørende forretninger og han har tildels selv assisteret ved disse. Ligeledes har han deltaget i politistyrkens militære eksercits, dels med mandskabet i øvelser, dels har han prøvet at kommandere.

De ham overdragne forretninger har han udført til tilfredshed, han har med interesse deltaget i tjenesten og vist gode anlæg for denne, såvelsom til hurtigt at sætte sig ind i forretningerne.

Crone.
Politidirektør."

Af de i anbefalingen udhævede linier vil det ses hvorledes det lykkedes Thalbitzer - der konciperede anbefalingen - uden at træde sandheden alt for nær og uden at skade mig at berøre mine militære præstationer.

I sandhed, gamle Thalbitzer var et godt hoved og en brav mand.

I 1885 blev der imidlertid ansat en ny chef for ordenspolitiet, omtalte Theodor Petersen blev udnævnt til politiinspektør. Han fik rettet disciplinen op ved indførelse af civile inspektionsbetjente, hvis eneste opgave var at udspionere betjentene for at gribe dem i forseelser. Betjentene hadede disse civile inspektions­betjente og på alle måder søgte at narre dem, så meget mere som de ofte optrådte lusket og utiltalende.

Se eventuelt bogen:  Einer Mellerup, Det Gamle København på Vrangen”. (Einer Mellerup var gennem 25 år chef for Københavns ordenspoliti).

Også i offentligheden blev han en kendt og omdiskuteret person. Første gang han nævnes i aviserne er i juli 1886 forbindelse med løsladelsen af folketingets formand, Chresten Berg (1829-1891), som 1865-1891 var folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Her er beskrivelse af ham ikke just sympatisk. I de følgende blev han regelmæssigt fulgt af dagbladet "København" fra 1889:

Inspektøren inspicerer

Theodor Petersen i Kisten, Valkyrien, Blanch og Rydberg

Kendt er han af hver københavner, den smækre, elastiske skikkelse med det glorøde hår, de skarptskårne, mefistofeliske træk og det lidt brøsige snit.

Kendt er han, men alt andet end populær. Og det er i grunden synd, for han er i virkeligheden sådan en rar mand, han Theodor Petersen, politiinspektør for ordenshåndhæverne, cand. juris med anden karakter og fhv. sekondløjtnant ved dragonerne. Han kaldes jo også ret karakteristisk for "Dragonen". 

Militær er han med liv og sjæl, men uheldigvis er hans militære uddannelse kun halv; derfor gør han sig skyldig i de samme fejl, som halvt studerede mennesker i reglen falder for.

Han var utvivlsomt, hvis skæbnen havde ladet ham fuldende de kavaleristiske studier, blevet en første klasses paradesoldat, men ved et ironisk lune af forsynet blev han politimand, og til det fag slår hans evner ikke altid til.

Stemningsmenneske, som han er, et blødt gemyt, lidt kejtet og genert i sin optræden, søger han at dække over disse egenskaber ved en rask fremtræden, der undertiden bliver misforstået af publikum.

Et skal siges til hans ros, han skåner ikke sig selv, altid er han på færde, rastløs og energisk som få.

Sådan nu fx i disse dage.

Han inspicerer.

Forleden var det skraldemændene, en dags tid efter holdt han revy over renovationskuskene, i for gårs middag indøvede han styrken i brugen af sygevogne, og om aftenen var det knejperne, det gik ud over.

Først korn turen til "Ligkisten", over hvilket etablissement der i anledning af det høje besøg var udbredt en rolig, næsten alvorsfuld stemning. Primadonnaen, den engelske sangerinde, var på brædderne; hun dansede lystigt, som ingensinde før, skælmsk koketterede hun, men hendes sorte øjenpar var ikke rettet mod gulvets publikum, nej, hun blinkede livligt op mod galleriet, for der sad den strenge dømmer, Theodor Petersen, i egen høje person, med kikkerten presset mod ørnenæsen.

Klokken slog tolv, langsomt, næsten modvilligt forlod publikum det populære lokale, gasblussene slukkedes, henne i baggrunden, ved det efter udstillingen europæisk berømte bord, skimtedes direktør Rantzaus flotte knebelsbart.

Inspektøren har forladt "Kisten", men utrættelig, som han er, vandrer han videre på inspektion, foreløbig ud af Vesterbro til.

En kort stund slår han sig til ro i "Valkyrien,"

Nedenunder lyder trippevalsens kendte toner, kun afbrudt af højrøstede eder og mindre slagsmål.

Der er pause, muntert trallende kommer et par småpiger farende op på galleriet.

Pludselig blegner de trods den røde sminke, for henne i hjørnet ses Theodor Petersens kendte og frygtede teglstensrøde snurbart.

Han er i godt selskab, ledsaget af et par kendte københavnere, en yngre læge, der tillige agerer populær forfatter, og en herværende grosserer. Det er selvfølgelig ikke for sin fornøjelses skyld, at Petersen gaar i "Valkyrien", men pligtens stemme kalder. Og da eventuelle forandringer i politiinstruksen både kan få lægevidenskabelig og finansiel betydning, kan det ikke nok så meget påskønnes, at den energiske inspektør på forhånd har sikret sig sagkundskaben.

Et par fruentimmer kommer op at slås, i en håndevending er de "werfede" - over Theodor Petersens læber glider et saligt smil.

Inspektøren forlader Vesterbro, gør en hurtig razzia gennem nattebulerne, inspicerer flygtigt "Blanch" og "Rydberg". Først henad morgenstunden giver han sig ro til at hvile sit trætte hoved.

København, Du kan være tryg og rolig. Th. Petersens ånd svæver over dine gader, og stræder, knejper og dansesaloner. Men alle I natteravne, vogt jer, for der forberedes efter forlydende drakoniske bestemmelser mod jeres færd.

Inspektøren har inspiceret.

Spectator.

(København 14. november 1889). 

Valkyrien lå på Vesterbrogade 17. Her annonceredes ofte med bal på daværende tidspunkt. Det blev i 1882 lukket i tre måneder af politiet for at have afholdt dans uden politiets tilladelse. Værten havde forsøgt at omgå reglementet ved at arrangere en privat forening. Det blev også brugt til møder, fx politiske. Således til et antisocialistisk møde december 1890.