"Den dovne Dreng" (1): Bølle. (Efterskrift til Politivennen)

"Den dovne Dreng", eller August Peder Jensen, var omkring århundredskiftet 1900 en af de mest berygtede og frygtede bøller i København. Angiveligt skulle han være søn af en pukkelrygget kvinde, "Blonde Lise" fra en kælder i Møntergade som døde som 30-årig. Men det er formentlig blot en vandrehistorie. 

August Peder Jensen blev født 3. november 1857 på Sletten i Asminderød sogn. Hjemmet var fattigt, og der var 6 søskende. Faderen var til tider drikfældig. August rejste hjemmefra med gode kundskaber og tjente til sit 18. år på landet, skiftede ofte plads. Herefter rejste han ind til København og levede af tilfældigt arbejde. Han slog sig tidligt på flasken. Ved folketællingen i 1880 sad han på Ladegården i København. Ved folketællingen i 1885 (28 år) var han kreaturfører og logerende i baghuset bag Sankt Gertrudsstræde 8. Nogen "dreng" var han ikke (43 år), da han blev indsat i Horsens Tugthus (folketællingen 1901).  

Han ernærede sig tilsyneladende dels ved tyverier, dels ved det mindst anset arbejde, fx kreaturtrækker (man trak kvæg fra Kvæsthusbroen til Vesterbros Kvægtorv). Desuden var han temmelig voldelig. 

Denne artikelserie består af tre dele: Nedenstående som omfatter perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, perioden ca. 1900-1910 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.

Hans første straf var i 1877 sammen med sin bror.  Derefter fulgte en lind strøm af straffe på vand og brød, for tyveri, vold, vold mod betjente: 1877, 1880 (2 gange), 1882, 1884 og 1887. 8 måneders forbedringshus for ran i 1886 (afsonet i Vridsløselille?). 180 dages tvangsarbejde for vold i 1898 (Ladegården?). Tre gange sad han i Horsens: 1889, 1895-97 og 1899-1901:

På egen hånd.

En person ved navn August Peter Jensen som tidligere oftere havde spillet terninger i en herværende beværtning og herved efterhånden tabt ikke så få penge til en bagersvend Johansen, besluttede at fravende denne nogle penge for at holde sig skadesløs for sit tab. I dette øjemed begav han sig den 4. april d. å. ind i den pågældende beværtning hvor han ventede at træffe Johansen. Han traf ham også siddende ved et bord, i spil med nogle andre personer, og da han så at Johansen havde en tikroneseddel beroende i en kop ved siden af sig på bordet, satte han sig åbenlyst i besiddelse af den for at tilegne sig den. Efter at være opfordret til at udlevere den, nægtede han dette, og da han noget efter forlod beværtningen uden at tilbagelevere sedlen, fulgte Johansen og beværtningens bestyrer efter ham og foranledigede ham anholdt, inden han fik lejlighed til at benytte pengene. Jensen er ofte straffet og henhører under politiets protokol over mistænkelige personer. Han blev for sit omtalte forhold anset af kriminalretten med forbedringshusarbejde i 8 måneder efter straffelovens § 231, 1. led, jfr. ! 237.

(Dagens Nyheder, 18. juni 1886).

"Den dovne Dreng"s første ophold i Horsens Tugthus var 7.maj-7. november 1889. Hans dom på 8 måneders forbedringshus for vold blev afkortet til 6. Her sad han fordi han"har nu efter med magt at være ført ud af et logishus af en politibetjent udøvet vold mod denne ved at slå ham ansigtet og sparke ham over benene. Anfører beruselse som grund til forbrydelsen".

"Den dovne Dreng"

I går ved firetiden var det celebre Brøndstræde atter vidne til et af de folkeskuespil der af og til opliver kvarteret.

Hovedpersonen i dramaet var denne gang den såkaldte "dovne Dreng", en af Brøndstrædes mere fremragende personligheder.

Han havde for en gangs skyld rystet mageligheden af sig og givet sig til at slå løs på en kammerat nede i en beværtning.

Her som i "Magdalene" viste to betjente sig pludselig på scenen og ville trække af med hovedpersonen. Men her var ingen Wiehe, og bersærken måtte følge med.

Da han var bragt op på gaden, brød hans natur sejrende igennem: Han lagde sig plat ned i en rendesten og gad ikke røre et lem.

Et rap af politistaven fik ham til at lette lidt på sig, men derefter syntes han absolut uimodtagelig for ydre påvirkning.

Så var der ikke andet for end at 4 betjente måtte bære den dovne dreng i triumf ind på Pilestrædes station.

Stykket lønnedes af det talrige publikum med livlig applaus, men om nogen fremkaldelse blev der ikke tale.

(København, 31. januar 1893).

I juli samme år slog han om sig som rasende da fire betjente slæbte afsted med ham. I november 1893 var Stærke Jens og den dovne Dreng anklaget for vold mod politiet. Jens fik en bøde på 80 kr, mens "Drengen" sad arresteret. Han afsonede 500 kr i mulkt. Han blev løsladt i december, og straks efter løsladelsen anholdt igen. August 1894 sparkede og slog han en betjent og fik en bøde på 200 kr. som skulle afsones.  

De københavnske bøller. 

Aftenbladet meddeler :

Søndag aften ved titiden fandt der i Brøndstræde et uhyggeligt optrin sted.

I den bekendte beværtning på hjørnet af Brøndstræde, "Dukkehjemmet", havde der hele aftenen igennem været svært spektakel, og hvert øjeblik måtte værten tilkalde politiet, når naturen gik over optugtelsen. De værste spektakelmagere var den bekendte "Peder Saft" og "Den dovne Dreng", August Peter Jensen. Ikke så snart havde politiet været dernede, før de begyndte igen, og da de til slut blev udvist af lokalet, gjorde "Peder Saft" al den modstand, han formåede.

Omsider kom han dog op på gaden, men da betjenten ville have ham med på stationen, sprang "Den dovne Dreng" pludselig til og forsøgte at rive ham fra betjenten, nr. 144 Jørgensen. Denne holdt dog for fast, men herover blev bøllen så rasende, at han trak en lang lommekniv med opslået blad og stødte den med al sin kraft lige ind imod betjentens bryst, idet han brølede, at nu skulle han dø. Heldigvis prellede kniven af mod betjentens fløjtekæde, der sprængtes midt over.

Betjenten, der så at der var fare på færde, trak nu resolut sin stav og gav fyren et slag med den i panden, så han styrtede bagover med flækket pande.

De mange bøller der havde vovet sig frem, tog nu flugten, og betjentene kunne samle den  faldne bandit op og i en vogn køre ham til Kommunehospitalet. Her måtte lægerne sy såret sammen, og da hans tilstandvar ret betænkelig, beholdt man ham foreløbig derude.

Under tumulten så "Peder Saft" lejlighed til at undvige.

(Fredericia Dagblad, 31. juli 1895).

En lignende artikel under titlen "Fra Københavns Whitechapel" i Dannebrog, 30. juli 1895. I oktober 1895 tilstod han at han havde købt en kniv for at dræbe betjenten som han mente havde behandlet ham uretfærdigt. Han havde ellers indtil da påstået at han var beruset. I december 1895 blev han idømt 2 års forbedringshus for at have stukket en betjent. I marts 1898 var han ude igen. I juli 1898 blev han dømt for at have efterladt en tyr han skulle transportere, uden for en beværtning, hvor tyren senere gik ned og smadrede en del. I november 1898 blev han idømt 180 dages tvangsarbejde for overfald på en arbejdsmand.

Den dovne Dreng og Pip-Johan.

Den dovne Dreng som ellers har sit domicil i Vognmagergade, var i går kommet ud på Vesterbro for at besøge sin gode ven, Pip-Johan.

Efter en lille hjertestyrking i et værtshus fandt de to bøller at det kunne være en vederkvægelse at få et bad, og de fulgtes da ad ned til Kalvebod Strand, hvor de gik i vandet påen badeanstalt ude ved det nye godsbaneanlæg.

Efter at have boltret sig lidt i vandet, foreslog den dovne Dreng at de skulle have lidt sjov, hvad Pip-Johan straks var med på. 

Og begge svømmede nu hent til damebadeanstalten, dukkede under vandet og i næste nu viste de sig inde i bassinnet hvor de udstødte nogle cimbriske hyl. Selvfølgelig opstod der den vildeste panik mellem de badende damer, der lød høje råb og hvin om hjælp, dog var rædslen ikke så stærk at der blev besvimelser eller krampetilfælde.

Da nu de to spilopmagere havde moret sig tilstrækkeligt over den malheur de havde frembragt, dukkede de igen ned under vandet og forsvandt fra bassinnet. Men panikken var derfor langt fra forbi. De badende damer var bange for at fredsfortyrrerne atter skulle vise sig.

Betjeningen på badeanstalten måtte derfor sende bud ind til Svendsgade station efter politi, og langt om længe kom der en betjent. Men naturligvis til ingen verdens nytte. Den dovne Dreng og Pip-Johan var nu ikke til at opdage. Og endelig faldt de opskræmte gemytter til ro.

(København, 25. juli 1899).

En ondsindet bølle.

I går var den berygtede bølle og slagsbroder August Peter Jensen, også kaldet "Den dovne dreng" kommet på krigsstien.

I en beværtning i Pilestræde optrådte han som bersærk og lod sin styrke gå ud over tre forholdsvis fredelige svenskere der fik prygl efter noder. 

Til sidst måtte værten tilkalde politi for at få "drengen" sat ud. Der mødte to kæmpestærke betjente, men det forskrækkede ham ikke.

"Drengen" for ind på betjentene og forsøgte at vælte dem omkuld, men det mislykkedes af gode grunde totalt. Derimod blev bøllen forsvarlig snærret i et reb og transporteret til den nærliggende station

Her lykkedes det ham at hævne sig på en af betjentene.

Da "Drengen" skulle sættes ind i detentionslokalet, slog han døren så hårdt sammen om betjent Linbergs ene finger, at den blev omtrent knust og betjenten måtte til hospitalet.

Efter den bedrift bliver der en rum tid fred for "Den dovne Dreng", nu skal han nemlig en tur ud på Ladegården og øve i at slå sten.

Det smager ikke. 

(København, 6. oktober 1899).

Den dovne Dreng arresteret.

Forskrækkede vidner.

Omsider i går fandt politiet sig beføjet til at sikre sig den berygtede voldsmand August Peder Jensen, eller "Den dovne Dreng", efter at han i de sidste tre uger havde fået lov til at gå løs, skønt han havde slået tre svenskere, en politibetjent og en kone halvt fordærvet.

Det var assessor Thybjerg ved 1. kriminalkammer der besørgede den samfundsnyttige gerning. "Drengen" var mødt i feststemning til forhøret, og udenfor på gangen stod alle hans venner fra karteret for at nyde det sjældne syn at se ham blive ført over i arresten. At han ville blive arresteret, var han nemlig selv på det rene med, og da dommeren, efter at have holdt forhør over ham i over en time, gjorde ham bekendt med at han ville blive arresteret, erklærede han, at andet havde han heller ikke ventet.

Helt kapitulerede han dog ikke. Han nægtede endog ligeud alting, og skønt ikke mindre end syv vidner aflagde ed, forsøgte han endnu at holde på sin benægtelse.

Nu havde assessoren først heller ikke nogen støtte i selve de overfaldne, der så godt som alle til at begynde med holdt med bøllen, og reducerede hans overfald imod dem til det mindst mulige. Da disse forklaringer imidlertid var i modstrid med det passerede, måtte assessoren gøre dem bekendt med følgerne af deres urigtige forklaringer og et par af dem forklarede så, at de havde vidnet således af frygt for at blive slået fordærvet igen når "Drengen" muligvis endnu samme dags eftermiddag kom på fri fod. 

(Aftenbladet (København), 26. oktober 1899).

Den dovne Dreng blev efterfølgende idømt 2 års tugthusarbejde. Aviserne annoncerede flere gange at han var død, dog uden at være det.

Retten afsagde 2 års tugthus og blev afsonet 19. december 1899-19. december 1901, for følgende forhold: "1) på en beværtning overfaldet 2 af gæsterne med slag i hovedet (den ene i øjet) og søgt at tildele en 3. gæst slag i ansigtet, 2) ved sin umiddelbart efterfølgende anholdelse slået døren til detentionslokalet kraftigt i, hvorved en politibetjent fik - hvad fangen også tilsigtede - en af sine fingre i klemme, og 3) sparket en kone for brystet ... Han undskyldte sig med, i hvilken tilstand han ikke ved, hvad han foretager sig". 

Under opholdet opførte han sig "I det hele upåklageligt forhold. Upåvirket", fx august 1899: 176 cm, sund ansigtsfarve, kraftig figur, stærke lemmer, blondt hår, grå øjne, noget flad næse. På højre hånd tatoveret: A.P.J. C.M.R. 1886. 

Kjøbenhavnske Bøller. (Efterskrift til Politivennen)

Natten til i Fredags fandt der i Følge "Pol." ude i Blaagaardsgade i Kjøbenhavn en større Scene Sted, som foreløbig er endt med ikke mindre end fire Arrestationer.

Omtrent ved Midnatstid kom en paa Nørrebro velkjendt Bølle, Carl Jensen, som af Profession er Væver, ned i en lille Forretning i Blaagaardsgade, hvor der sent ud paa Aftenen serveres varme Æbleskiver. Han forlangte i en brysk Tone nogle Æbleskiver, men da han tidligere havde gjort Spektakler i Kjælderen, viste Værten ham ud.

Men førend Væveren kom ud ad Døren, traadte tre store, stærke Karle ned i Kjælderen og gik uden mange indledende Bemærkninger løs paa Værten. Det var Væverens Kammerater og Forbundsfæller, som havde staaet oppe paa Gaden og set hvad der passerede.

Alle fire overfaldt de nu den ulykke lige Vært; Væveren greb en Stol og knuste den paa Byggen af ham, og de regalerede ham Alle saa kraftigt med Slag og Spark, at han maatte flygte ud i Køkkenet. Men selv herud forfulgte de ham; de to flaaede Klæderne af ham, den tredie rev hans Lommeuhr op, kastede det paa Jorden og traadte paa det, den fjerde knuste et Spejl og kastede Tallerkener og Glas i Hovedet paa den stakkels Vært.

Denne saa sig da saa haardt trængt, at selv det kraftigste Mod vælge maatte være berettiget. Han greb det første, han kunde faa fat i, en svær Kødkølle, og svingede den mod Væverens Hoved; han ramte ham midt i Panden, og Bøllen segnede halvt bevidstløs og blodig til Jorden.

Imidlertid var der kommen Politi til; Betjenten saae hurtigt, hvorledes det hang sammen, og med noget Besvær lykkedes det at faa de fire Bøller overmandede.

Væveren, som havde faaet Kølleslaget i Panden, maatte i Droske kjøres til Kommunehospitalet; men efter her at være forbunden blev han ført til Politistationen.

(Jyllandsposten 26. januar 1896).

August Witzel (1865?-1896). (Efterskrift til Politivennen)

En borgerlig Begravelse

I Gaar Middags Kl. 12 var Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevej fuld af sørgeklædte Mennesker. Flere Tusinde Arbejdere med floromvundne Faner var kommen sammen for al overvære Bisættelsen af Arbejdsmand August Witzel, som Præsterne havde nægtet at begrave, fordi han var borgerlig viet.

Kl. 1½ ankom den Afdødes Lig fra Kommunehospitalet. Kisten, der var smykket med Blomster og Grønt, blev løftet af Vognen og baaren op paa en lille Høj midt i Haven. Og fra denne Høj holdt derefter Formanden for Arbejdsmændenes Forbund, Hr. Lyngsie en kort, men gribende Tale, der var vel flikket til at gøre dybere Indtryk paa disse jævne Mennesker, end en Præst salvelsesfulde Præken. Hr. Lyngsie holdt sig til den Afdødes haarde Kamp for Tilværelsen, hans fattige Liv her paa Jorden, og kom slet ikke ind paa disse Spørgsmaal om Himmel, Helvede og Fordømmelse, som Kirkens Tjenere ved slige Lejligheder plejer at føre i Munden. 

Derefter blev Sangen "Lær mig, o Skov" afsungen. Kisten blev løftet op og i Spidsen for det mægtige Følge baaren ud paa Vestre Kirkegaard, hvor Begravelsen fandt Sted uden nogen som helst Ceremoni.

Den fattige og udenfor sin Kreds ganske ukendte Arbejdsmand fik paa denne Maade en Begravelse, som mangen stor Mand ikke har faaet. Den simple og smukke Højtidelighed i Gaar vil have bevist, at man ogsaa uden Præsters Medvirkning kan komme i Jorden paa en sømmelig Maade. Og de borgerlige Begravelsers Antal vil stige.

(København 13. januar 1896).

Præsterne var formentlig vrede over ikke at have tjent noget ved brylluppet. 

Arbejderne og Præsterne.

(Fra vor Meddeler).

Kjøbenhavn, den 12. Januar.

Som for kort Tid siden meddelt, havde nogle Præster paa Amager nægtet at jordfæste en Arbejder, der var bleven borgerlig viet, hvilket havde til Følge, at den afdødes Kammerater selv foretog Jordfæstelsen. Nu synes dette Spørgsmaal at skulle give Anledning til en meget alvorlig og omfattende Strid mellem Hovedstadens Præster og Byens Arbejderbefolkning.

For nogle Dage siden døde en Arbejdsmand Witzel paa Kommunehospitalet af Tarmslyngning. Da Hospitalspræsten hørte, at Manden havde været borgerlig viet, nægtede han at kaste Jord paa, og en Henvendelse til Præsterne Gamborg og Levinsen i Mathæus Sogn, hvor Witzel havde boet, havde samme Resultat. Det blev samtidig af Præsterne selv oplyst, at de var bleven enige om ikke at medvirke ved borgerligt viede Folks Begravelse.

Nu tog Familien og den Afdødes Kammerater Affære, idet de meddelte, at Jordfæstelsen vilde foregaa i Dag fra den til den ny Forsamlingsbygning paa Enghavevej hørende Have, og her foregik da i Middags en imponerende Højtidelighed. Kisten blev hentet Kl. 12 paa Kommunehospitalet, og da den en halv Time senere blev baaret ind i Haven, var der sikkert her samlet paa det nærmeste en halv Snes Tusende Mennesker, af hvilke en Mængde havde medbragt Kranse.

Kisten blev baaret op paa en Høj midt i Haven, og tre af de socialistiske Vælgerforeningers floromvundne Faner plantedes ved Siden af den.

Saa traadte Formanden for det Selskab, der har rejst den ny Forsamlingsbygning, Cigarmager Hyller, frem og talte. Præsterne havde glemt Kristi Bud om Kjærlighed til Næsten, sagde han. De Smaafolk, som havde det værst her paa Jorden, blev forfulgt selv efter Døden. Men det vilde kun bidrage til at aabne deres Øjne for, at de kunde hjælpe sig selv og selv skabe dem det Fristed, man nægtede dem i Kirkens Skød i Dødens Stund. Familien havde ønsket, at der blev sunget et Par Salmer ved denne Lejlighed, og han opfordrede derfor de Tilstedeværende til at istemme "Dejlig er Jorden".

Anførte af en Sangforening tog største Delen af Forsamlingen Del i Salmesangen, der lod ualmindelig højtidelig og fuldttonende.

Derefter traadte Formanden for Arbejdsmændenes Forbund. Lyngsie, frem og holdt den egentlige Tale. Han takkede paa Familiens Vegne for den uhyre Deltagelse og skildrede den Afdødes paa en Gang sørgelige og stræbsomme Liv. I sin tidligste Ungdom blev han angrebet af Øjensygdom og havde han i halvandet Aar ikke set Dagens Lys; sin Profession kunde han ikke taale, men maatte blive Arbejdsmand, og for nogle Dage siden, da han glad og sund færdedes blandt Hustru og Børn, blev han angrebet af en haard Sygdom, der paa faa Timer tog hans Liv. Og nu nægtede man ham en kristelig Begravelse. Vi Arbejdere havde mange Gange glædet os ved Kristi milde Kjærlighedsord, men nu saa det ud. som om det, der var Hovedindholdet af Kristi Lære, Kjærligheden og Fordrageligheden, er bleven slettet ud af Folkekirkens Præster. Men er det end saa, da skal Kjærligheden dog ikke udslettes i vore Hjærter. Vi, der kjendte den Afdøde, giver ham i Dag det bedste af alle Skudsmaal: han var en god Kammerat, en stræbsom Familiefader og en hæderlig Mand. Vi har ikke gransket Livets og Dødens store Gaade, og vi ved ikke, hvem af os, der lever til Aften. Men det ved vi, at ingen af os kan kræve et bedre Skudsmaal i sin Grav end August Witzel. Derfor vil vi holde hans Minde i Ære og takke ham for hans Virken blandt os og for, hvad han var for sin Familie. Fred med August Witzels Minde.

Efter at Forsamlingen derpaa havde sunget "Lær mig, o Skov, at visne glad", blev Kisten baaret ud til Vestre Kirkegaard, fulgt af hele det mægtige Følge. Paa Kirkegaarden bragte Lyngsie den Afdøde et sidste Farvel, og en Del af de Tilstedeværende kastede Jord paa Kisten. Den hele Højtidelighed forløb i Mønsterværdig Ro og Orden.

* * *

Efter denne Begivenhed synes der ikke at være stor Udsigt til, at Krigen mod den borgerlige Vielse skal blive sejrrigt gjennemført. Tværtimod kan Resultatet let blive en mere udvidet Benyttelse af denne Form for Ægteskabs Indgaaelse.

Rent bortset fra, at det kun kan virke moralsk nedbrydende, naar "Straffen" over en Mand, der er bleven borgerligt viet, rammer hans ganske uskyldige Efterlevende, er der noget stødende i, at man saaledes fra kirkelig Side griber til Tvangsforanstaltninger. Tryk skaber Modtryk, og det er derfor meget sandsynligt, at Præsternes mindre vel overvejede Optræden vil komme til at virke som en Agitation ikke blot for borgerlig Vielse, men ogsaa for borgerlig Begravelse.

(Fredericia Dagblad 13. januar 1896)

Aarhuus Stifts-Tidende noterede 14. januar 1896 at "den herhjemme noget ukjendte Begravelsesceremoni vandt ikke just ved den i Nærheden af Kisten stedfindende Beværtning af tørstige Mænd."

Politiken bragte en erklæring fra vedkommende præster om sagen. Præsterne sagde heri at de ikke have medvirket fordi det ved lov var dem forbudt som præster i folkekirken at foretage en sådan forretning over for en som ikke var medlem af folkekirken. Dette dementeredes dog i København:

Præster og Begravelse.

At et saa fromt kirkeligt Blad som "Avisen" er kommen i Affekt ved den store, borgerlige Begravelse i Søndags, kan man sige sig selv. - Men før Bladet skriver om saadanne Ting, burde det studere sin gode Ven, Professor Matzens Kirkeret.

"Avisen" skriver nemlig, at "efter de gældende Bestemmelser er det forbudt Præsterne at fungere ved Religionsløses Jordefærd uden efter forud, hos Kultusministeriet indhentet, Tilladelse".

Det vilde være interessant, om "Avisen" vilde nævne disse "gældende Bestemmelser". Saadanne findes nemlig slet ikke. Hvis "Avisen" vil slaa efter i Matzens Kirkeret Pag. 566, saa vil den der finde de gældende Bestemmelser. Disse gaar ud paa, at Præsten vel kun er forpligtet til at kaste Jord paa Folkekirkens Medlemmer, men han kan "imødekomme Andres Ønske uden højere Tilladelse, for saa vidt der kun er Tale om Jordpaakastelse." Kun udkræves der en særlig Bevilling til at kaste Jord paa Jøders Lig.

Der er da heller ikke den fjærneste Tvivl om, at de kirkelige Avtoriteter ikke vilde have krummet et Haar paa Præsternes Hoved, hvis de havde kastet Jord paa den paagældende Arbejdsmand. Saa dumme er de ikke. Men saa dumme har Præsterne været, at de ved deres Nægtelse har oprørt hele Arbejderbefolkningen og mange Flere endnu. Thi Fanatisme gør altid et Menneske dumt og hjærteløst.

Det skal altsaa slaas fast, at Præsterne kunde have forrettet Jordpaakastelsen, men de vilde ikke.

Og nu bliver det - heldigvis - altfor ydmygende for dem at gøre et Tilbagetog, - hvis ikke de kirkelige Autoriteter tvinger dem til det, ligesom Scavenius i sin Tid tvang dem til at døbe Børnene af de borgerlig Viede. I saa Fald gør de det - naturligvis. Thi ganske vist er det nu Præsternes "Overbevisning", at de ikke kan "forsvare for deres Samvittighed" osv , at kaste Jord paa den Slags Folk. Men det har, - heldigvis for Præsterne, - altid vist sig, at de aldrig fanatisk har fastholdt deres "Overbevisning" og "Samvittighed" over for de af Gud indsatte Autoriteter.

Hvis derfor den af Gud indsatte Bardenfleth var en klog Mand, saa vilde han nu tage Affære, og give Præsterne et lille "Vink". Saa vilde de borgerlig Viede straks blive begravede med Kirkens fulde Musik.

Men, - heldigvis, - er Hr. Bardenfleth ikke en klog Mand.

Henning Jensen

(København 16. januar 1896).

Johannes Friederich August Witzel og Johanna Johansson blev borgerlig gift i februar 1894.

Københavns Skoledirektør Sophus Bauditz. (Efterskrift til Politivennen)

Sophus Bauditz (1850-1915) var en dansk forfatter og skoledirektør, søn af en officer ved dragonregimentet i Århus hvor han oplevede Krigen 1864. I 1869 rejste familien til København. Han var her med i Studenterforeningen, og holdt rustalen, da prins Christian (Christian 10.) blev medlem. Fra 1875 var han nogle få år jurist, blev herefter dansk- og naturhistorielærer ved Vestre Borgerdydsskolen på Christianshavn, senere Helgolandsgade, og Søkadetskolen (Søofficersskolen). 1881-96 var han forstander ved Den kgl. Elev- og balletskole. Han var 1880-1903 gift med Emmy Augustinus. 

Han var begyndt at skrive i 1874 om natur, landliv og jagtglæder og brød igennem med "Historier fra Skovridergaarden" (1889), senere "Krøniker fra Garnisonsbyen" (1892) om Aarhus omkring 1864. Også herregårdsromanen "Hjortholm" (1896) fik stor udbredelse. Selvom hans forfatterskab var stort i samtidig gik det senere i glemmebogen.

Sophus Bauditz blev 1896 skoledirektør i København og fik bl.a. tildelt ærestitlen professor. Sophus Bauditz blev i 1896 skoledirektør i København, først for de private skoler og fra 1900 til sin død i 1915 for de kommunale skoler. Borgerrepræsentationens afgørelse blev vedtaget med 21 stemmer mod 6.   

Fotograf, skuespiller, forfatter, filminstruktør William Anthon Henry Augustinus (1866-1925): Forfatter, skoledirektør. Sophus Gustav Bauditz (1850-1915). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sophus Bauditz valgt til Skoledirektør.

Borgerrepræsentationen valgte i Aftes for lukkede Døre Forstander ved det kgl. Tealers Balletskole, Cand. jur. Sophus Bauditz til Skoledirektør for de private Skoler i København.

Det vil sikkert vække Forbavselse, at Hr. Bauditz er bleven Skoledirektør. Han er kun kendt i en lille Kreds og mindst som Skolemand, men derimod som Visedigter for Højre, ligesom han ogsaa har skreven nogle Bøger i den rigtig gode gamle Højrestil. Med andre Ord han er for Øjeblikket Højres eneste Poet. Hans Stilling som Forstander for det kgl. Teaters Ballelstole giver ikke nogen særlig Præstige som Skolemand, men naar han desuagtet blev valgt med et betydeligt Flertal, har det maaske ikke været uden Betydning, at han har været Lærer for nogle af Kronprinsens Børn og har Forbindelse paa højeste Steder, samt som sagt støttes ivrigt af Højre fordi delte Parti dog maa sørge lidt for sin sidste Digter. Pladsen var søgt af ialt 18 Ansøgere, og der var imellem disse en hel Række udmærket dygtige Skolemænd, Mænd, som ikke alene havde gjort praktisk Skolegærning, hast Ledelsen as store Skoler under sig og tillige i Tale og Skrift vist, at de har betydelig pædagogisk Indsigt, noget Hr. Bauditz ikke med et Ord eller en Stavelse har lagt for Dagen. Til Trods herfor indstillede Magistraten dog kun Højres Balletmester til Skoledirektør og Borgerrepræsentationens Flertal fulgte som sædvanlig Parolen fra oven.

Der er imidlertid en Mærkelighed til, nemlig at Udnævnelsen foretoges netop nu. Faa Dage førend Borgerrepræsentationen skal fornyes med ikke mindre end 8 nye Medlemmer træffes en saa vigtig Afgørelse. Dette tyder ganske sikkert paa, at det regerende Flertal ikke har følt sig overbevist om at kunne sætte Bauditz igennem efter den 3l. Marts. De har ønsket at benytte deres nuværende absolute Magtstilling til at besætte et Embede med en Mand efter deres eget Hoved. Vi antager, at Vælgerne i Dag om otte Dage vil sige dem Tak for sidst ved at sætte Oppositionens Liste igennem med et stort Flertal. Regeringspartiet i Københavns Borgerrepræsentation har ved denne Lejlighed handlet akkurat som Frederiksbergs Kommunalbestyrelse handlede i Januar Maaned, da den umiddelbart før Valgene gav Hejde en Omnibus-Koncession, han ellers næppe vilde have faaet.

Lad os derfor haabe, at de københavnske Vælgere vil give et lige saa godt Svar som de frederiksbergske Vælgere gav.

(Social-Demokraten 24. marts 1896)

Den nye Skoledirektør.

Vi har modtaget følgende:
Hr. Redaktør!

I Anledning af Forfatteren Hr. Sophus Bauditz' Udnævnelse til Skoledirektør har forskjellige Blade anstillet en Række Betragtninger over det formentlig uheldige i denne Embedsbesættelse. Man har navnlig bebrejdet Hr. Bauditz to Ting: at han har færdedes for meget i Studenterforeningen (!), samt at han har skrevet forskjellige Bøger, der af hele den nordiske Læseverden er blevne modtagne med den største Anerkjendelse. Og man har ved Siden deraf fremsat den Paastand,at den nye Skoledirektør kun i meget ringe Grad maatte anses for kvalificeret til Posten, da han kun har beskæftiget sig saare lidet med praktisk Skolegjerning.

Det er imod denne sidste, fuldkommen urigtige Paastand, at jeg vil tillade mig at tage til Gjenmæle. Sophus Bauditz har i en Række af Aar virket som Lærer - bl. a. i Dansk - dels ved Borgerdydsskolen paa Kristianshavn (nu Helgolandsgade), dels ved Søofficersskolen. Fra begge disse Steder giver saavel Eleverne som hans Kolleger ham det bedste Lovord som en dygtig og samvittighedsfuld Pædagog. Endvidere har Bauditz i mange Aar været Medlem af Examenskommissionen til Præliminærexamen og ogsaa i denne Egenskab lagt sine pædagogiske Evner og Interesser for Dagen.

Det vil altsaa ses, at den nye Skoledirektør ingenlunde - som det er blevet paastaaet - moder uden "pædagogiske Forudsætninger" til sit Embede.

Men det maa tillige i denne Sammenhæng erindres, at dette Embede i en væsenlig Grad er rent administrativt; det, det kommer an paa, er - snarere end praktisk skoleerfaring - at dets indehaver udmærker sig ved Personlighed - og i den Henseende er jeg siker paa, at alle vil kunne være enige om, at Sophus Bauditz - sin store personlige Elskværdighed ufortalt - vil være Pladsen endog usædvanlig voxen.

De af de omtalte Blade fremsatte Postulater om, at Hr. Bauditz' "Kvalifikationer" udelukkende laa i hans Egenskaber som "Højredigter" (sic!) og Studenterforenings-Festpoet, er selvfølgelig det pure Nonsens.

Der har sikkert blandt de ikke faa Ansøgere til Posten kun været en Mening om, at en af de mest kvalificerede var den ansete Skolemand Prof. Krüger, Bestyrer af Helsingørs Latin- og Realskole. Naar man desuagtet med velberaad Hu valgte Bauditz, er det hævet over enhver Tvivl, at hans pædagogiske Forudsætninger har været mindst lige saa store.

En Skolemand.

(Dannebrog (København) 28. marts 1896).

Sophus Bauditz.

Som tidligere meddelt her i Bladet, benyttede Magistraten og Borgerrepræsentationen et at de sidste Møder før Valget til at udnævne Højres Digter Hr. Sophus Bauditz til Skoledirektør, til Trods for at denne Mand just ikke kan siges at sidde inde med netop de Kvalifikationer, som er nødvendige for at kunde udfylde dette Embede.

Man benyttede Lejligheden til umiddelbart foran et højst tvivlsomt Valg at gøre Brug af sin Magt til at belønne en af sine Egne.

Man sagde kort og godt, blæse være med, om Hr. Bauditz ikke særlig egner sig til dette Embede, han er Højres Digter, han har som saadan gjort Højresagen en Del Tjenester og han er dertil vor elskværdige Bordfalle, lad os nu medens Tid er belønne ham for hans Virksomhed.

Hr. Bauditz har aldrig vist særlig pædagogisk Interesse. Han har aldrig udgivet et eneste pædagogisk Skrift, han kan dertil næppe en Gang siges at sidde inde med et Minimums af praktisk Skolemands Erfaring. Men han skulde nu have Embedet, til Trods for at der var 20 Ansøgere til dette og iblandt disse adskillige af Landets ypperste, pædagogiske Kræfter.

"Avisen" har i Gaar den Opgave at forsvare dette nye Udslag af Højre-Magtudfoldelse, og den udfører naturligvis dette Stykke Arbejde paa sædvanlig Manér ved paa den dristigste Maade at falde over nogle af de mest værdige Ansøgere og vælger deriblandt naturligvis kun dem, der hylder Venstreanskuelser.

"Trinitatis"-Organet kaster sig saaledes særlig over Hr. Skoleinspektør Johan Ottosen. 

Organet kan og tør ikke frakende Hr. Ottosen pædagogisk Indsigt, denne er nemlig for ubestridelig og vurderes vel nok af alle Skolemænd til mindst 50 Gange højere end den Hr. Sophus Bauditz sidder inde med.

Men da dette altsaa ikke lader sig gøre, maa det ubetydelige Organ finde paa noget andet og det vælger saa at sige følgende:

"Det er klart, at man ikke kan vælge en Skoleinspektør efter en bestemt mindre Klikes Ønske. Ellers kunde der have været Tale om at vælge Inspektør Johan Ottosen, som dog savner den i enhver Stilling nødvendige Takt, idet han efter et Foredrag af Gustav Johannsen ved et Sold i Studenterforeningen for nogle Aar siden blev siddende, da Kongens Skaal blev udbragt".

Vi er i Stand til at oplyse, at dette er Løgn fra Ende til anden.

Vi gentager: denne Historie er det pure Løgn og det bliver nu "Avisen"s Sag at bede sig fritaget tor denne Kokarde.

Men Kokarden er anbragt og den bliver sikkert siddende.

Nej, Sagen er den, at Hr. Bauditz Udnævnelse til Skoleinspektør set fra et pædagogisk Synspunkt aldeles ikke lader sig forsvare, og derfor maa man tage sin Tilflugt til saadanne gemene Midler.

Københavns Lærere bør paa Tirsdag sige det herskende Højreregimente paa Raad- og Domhuset Tak for denne Haan ved at stemme paa hele

Oppositionens Liste.

(København 30. marts 1896).

Aviserne skrev meget om Bauditz' forfatterskab, jagtinteresser og relationer til kongehusets medlemmer, og meget lidt om hans skolevirksomhed. Denne blog har enkelte artikler om begivenheder som han var involveret i, brug søgefeltet til at søge på hans navn. Ellers var der kun smånotitser om hans engagement i almueskolebørnenes ferierejser, Foreningen for Friskolebørns Bespisning og Foreningen Lærerinders Understøttelse.

Barrisons i Berlin 1895-1896. (Efterskrift til Politivennen).

Efter denne periode fulgte "Barrisons-perioden". I 4-5 måneder var hele Berlin ude af sig selv af henrykkelse over de 5 magre dansk-amerikanske miss'er, og ude i Thiergarten og på "Unter den Linden" efterlignedes deres gyldne hårfylde og babyagtige udseende med mere eller mindre held af trottoirets damer, og Wintergartens loger fyldtes af gamle levemænd der fandt en egen charme i disse halvt udviklede pigebørn der så så uskyldige ud og i det mindst mulige klædebon foredrog viser hvis indhold, hvis det forstodes, ville have bragt gamle matroner til at rødme af skam. Men en skønne dag forsvandt de 5 "søstre", efterladende en række bedrøvede kreditorer, og fra Wintergarten lededes så strømmen til den anden af Berlins store varieteer, Apolloteatret i Friedrichsstrass ...

(Bornholms Avis og Amtstidende, 28. maj 1895, uddrag).

I første række af disse står "Wintergarten" hvor der er smækfyldt hver aften, dels for at se en ny spansk danserinde, der udskriges som en af verdens størte skønheder - hvad der dog bør sættes et spørgsmålstegn ved - dels for at hilse på de tilbagevendte Five Sisters Barrisons. Man ved næsten ikke hvad man skal tænke om berlinerne når man ser og hører den jubel hvormed de ledsager dem. De var her en stor del af vinteren i fjor, drog derefter i sommer på turne til nabobyerne, og man skulle tro at Berlin derefter havde fået nok af dem. Men nej! "Sie sind wieder da", lyder det, og atter fylder berlinerne aften på aften den mægtige sal for at brøle bravo når de synger "Linger, longer, loo" og vise floromhyllede tricots. Deres tiltrækningskraft er uformindsket, og også de bidrager derved til at karakterisere livet på en vinterdag i Berlin. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 16. december 1895, 2. udgave. Uddrag).

The Barrisons på cykel.

"Cyklen" bringer i sit sidste nummer et flot billede af five Barrisons i nationaldress og stående hver med sin cukel.

(Dagens Nyheder, 6. februar 1896).

Til prøve. En af Dagmarteatret mest kendte korister, hr. Sommer, har for nylig indstuderet et varietenummer a la Barrisons med 6 unge damer fra samme teater. De prøvede i går på Arenateatret. To af de unge damer havde en særdeles god stemme og så godt ud, men resten var umulige.

Det er efter denne prøve at dømme ret usandsynligt at hr. S. vil få noget ud af sit forsøg på konkurrencen med "The Barrisons". Hans amazonenummer var ret fikst arrangeret, men mislykkedes til dels, fordi damerne ikke havde været i stand til at sætte sig ind i fægtekunstens begyndelsesgrunde.

(København, 28. juli 1896).

Barrison Sisters: Gertrude, Lona, Inger, Olga og Sophia. Gustav Liersch. Theatermuseum Wien. CC BY-NC-SA.

En komtesse-trio. En dansk mand der udvandrede til Amerika i sine unge dage, har i de sidste år tjent en formue på "Søstrene Barrisons", syv unge tribunesangerinder som er optrådt rundt i hovedstæderne. Nu har han fået dannet "komtesse-trioen". Tre unge søstere, døtre af en greve, hvis adelige papirer er i fuld orden, er engagerede af ham og skal optræde på de store varieteer.

(Lemvig Folkeblad, 4. september 1896).

Der er således akkurat tid til med stadtbanen at vende tilbage til byen og nå ind i "Wintergarten", inden der lukkes. Vi kommer netop tilpas til at se søstrene Barrison tage en yderst kordial afsked med berlinerne. Uden overdrivelse sidder der her i "Wintergarten"s uhyre glassal mindst 6-7000 tyskere i en ubeskrivelig øl- og tobaksdunst. Gennem tågen skimter man på den vældige scene de fem bittesmå, lyslokkede pigebørn der nu for sidste gang inden afrejsen til Amerika slår deres kolbøtter og synger linger-longer-loo ...

Bragende bifald og 10-12 fremkaldelser mens enorme blomsterkurve langes op på scenen. Og i denne duftende blomsterregn forsvinder så Barrisons med mange søde smil og fingerkys til de ølbegejstrede tyskere i salen.

"Halvfemsernes mest gratiøse cirkusnummer" - kan være.

Men skyde sig for en af disse små dukkers skyld som den unge adelsmand i Budapest gik hen og gjorde - nej, det er dog for meget!

Viggo.

(Dannebrog (København), 25. september 1896).

Efter "Eine tolle Nacht" følger "Wintergarten"s store nytårsoverraskelse der viser sig at bestå af -- Sisters Barrisons hvem direktionen i al hemmelighed har indforskrevet fra New York hvor de sidst har optrådt. Da de 5 små dukkepigebørn under afsyngelsen af "The Bowril" danser over scenen, kender jubelen ingen grænser. Heldigvis er klokken straks tolv, ellers havde berlinerne måske væltet huset af begejstring over deres yndlinge.

(Dannebrog (København), 3. januar 1897).