Borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerlig Begravelse.

Mellem Arbejderklassen og Folkekirkens Præster i Kobenhavn er der udbrudt en Kamp, som har varet hele Vinteren og som truer med at antage større og større Omfang. Anledningen er denne:

Dels af økonomiske Grunde og dels af religiøse, men dog vist særlig af førstnævnte, lader mange af Arbejderklassen sig borgerlig vie, det er jo langt billigere end at blive kirkelig viet. Men borgerlig Vielse kan kun finde Sted, naar vedkommende Par erklærer sig som hørende til et uden for Folkekirken staaende Trossamfund, og da i hvert Fald erklærer sig for ikke hørende til Folkekirken.

Ved en saadan Erklæring betragtes Vedkommende Ægtepar som udmeldt af Folkekirken og dennes Præster nægter da at udføre kirkelige Handlinger for dem, særlig Jordpaakastelse.

I de fleste Tilfælde har det dog ikke været de paagældendes Mening, at de vilde ikke have mere med Folkekirken og deres Præster at gøre. Naar de derfor kommer i det Tilfælde at have Brug for kirkelig Betjening, søger de til Præsten og denne svarer da, at han har ikke med dem at skaffe, da de ved borgerlig Vielse har udmeldt sig af Folkekirken. At vedkommende ved at begære kirkelig Betjening mener at maatte anses for indmeldt igen i Folkekirken, vil Præsterne ikke godkende.

Denne Præsternes Stilling har vakt megen Harme blandt Hovedstadens fattige Befolkning og Socialistførererne puster stadig til Ilden, da det er Vand paa deres Mølle at vække og nære de ubemidledes Uvilje eller Had til Kirken og dens Præster.

Følgen af Præsternes Stilling er, at der nu hyppig finder borgerlig Begravelse Sted i København, ikke alene hvor vedkommende afdøde er borgerlig viet, men ogsaa i Tilfælde, hvor vedkommende maa anses for hørende til Folkekirken. Man erklærer sig simpelt udmeldt af Folkekirken og Begravelsen finder da Sted fra Socialisternes Forsamlingsbygning paa Enghavevej. Her holder en eller anden Socialist en Ligtale og Følget begiver sig da med sine røde Faner til Kirkegaarden, hvor Liget sænkes i Jorden uden videre Ceremonier.

Disse Forhold har fremkaldt og vil vedligeholde en staaende Kamp mellem Folkekirkens Hovedstadspræster og en stor Del af den ubemidlede Arbejderklasse, der fjærnes mere og mere fra Kirken ved Præstens uforstandige og embedsmandsmæssige Optræden, saa Hovedstadens Afkristning vil gaa fremad med stærke Skridt her som i de store Kulturlande.

Denne Kamp vil blive fortsat ved følgende kultusministeriel Skrivelse:

"Paa en Forespørgsel fra Sjællands Bistop angaaende Præsternes Forpligtelse til at fungere ved Begravelser af ikke folkekirkelige Personer ktal Kultusministeriet svare, at Folkekirkens Præster er berettigede til at undslaa sig ved at fungere ved saadanne Personers Jordefærd. Tillige maa det anses for lovstridigt, at en Lægmand holder Tale ved Graven, at der af Følget afsynges Salmer og kastes Jord paa Kisten, ligesom der ikke heller maa ringes med Kirkens Klokke."

Den kultusministerielle Skrivelse slaar altsaa fast, at Præsterne ere berettiget til at sige nej, hvad juridisk set enhver kunde sige sig selv, men om de ere berettigede til at sige ja, siger Skrivelsen ikke noget om, og det var netop det, der har Interesse i denne Sag. Der kan dog næppe være Tvivl om, at Præsterne maa, naar de vil. Er der i Hovedstaden blot en Præst der vil, saa kan de borgerlig viede, der ønsker kirkelig Begravelse, faa det.

Men er der en, der vil?

(Herning Folkeblad - Vestjylland 11.marts 1896)

Svaret på det sidste var, at det var der, bl.a. frimenighedspræsten Carstensen som tidligere i 1893 havde gjort sig bemærket ved at begrave en der var blevet brændt. Og som også var blevet angrebet af graveren ved den lejlighed, se mere herom andetsteds på denne blog.

3. marts 1896 afbrød provst Zeuthen begravelse af værtshusholder A. Christensen da der i ligfølget var Våbenbrødre og medlemmer af "De samvirkende Fagforeninger" med 2 fagforeningsfaner. Provstens indvending var at fanerne ikke havde korstegn. 

Borgerlig Begravelse

Stygt Optrin paa Kirkegaarden.

I Gaar holdtes der her i København to borgerlige Begravelser. Fra Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevejen begravedes en Teglværksarbejder Lars Olsen, der bl. a. var med i Strejken paa Frederiksholms Teglværk; og fra Forsamlingsbygningen paa Kløvermarksvejen begravedes en anden Arbejder, Maskinarbejder Trolin. Ved den sidstnævnte Begravelse kom det til et Optrin, der ved den alvorsfulde Lejlighed virkede højst pinligt paa den Afdødes Venner og del hele Følge.

Trolin havde været gift, borgerlig viet. Da hans Enke nu ønskede, at Sognepræsten Pastor Holch ved Frelsers Kirke, skulde forrette Jordpaakastelsen og tale ved Graven, nægtede Præsten at tale, og det besluttedes da, at Begravelsen skulde være borgerlig. Og i Gaar ved Tolvtiden var der i Forsamlingsbygningens Have paa Kløvermarksvej samlet et Ligfølge paa ca. 1500 Mennesker. Foran Tribunen i Haven var den blomstersmykkede Kiste anbragt, og fra Tribunen holdt Formanden for Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening, Hr. H. P. Hansen, en Tale, hvori han sagde den afdøde Kammerat og Partifælle et smukt Farvel. Derpaa førtes Kisten, ledsaget af det store Følge, til Kirkegaarden.

Her, ved Enden af Graven, stod Graveren ved Frelserens Kirke, Hr. Petersen med skrævende Ben, Hænderne i Siden og et saare bistert Udtryk i Ansigtet.

Liget blev sænket i Graven, og Hr. H. P. Hansen tog Hatten af Hovedet og kastede et Blik ned paa Kisten. I samme Nu sprang Graveren frem, greb Hr. Hansen i Armen: "Her maa De ikke tale!"

Hr. Hansen saa et Øjeblik paa den barske Mand, øjensynlig forbløffet. Men saa tog han sig sammen og udtalte højt: "Ske, hvad der vil! Her ved hans sidste Hvilested skal vor trofaste Kammerat dog have endnu et Farvel - fra hans Enke, hans Kammerater og alle de Forsamlede". Hvorefter han sluttede med en kort Tak.

Bisættelsen i Haven ved Kløvermarksvejen var smuk og stemningsfuld. Det lille Optrin ved Graven virkede stygt ved den Magtanvendelse og hele brøsige Maade, hvormed Graveren, vel efter Ordre, optraadte.

Man følte det som en Forargelse, at vore kirkelige Avtoriteter har saa lidt Respekt for Dødens Alvor, at de med smaaligt Rethaveri og med Magt forbyder en Borger at sige det Farvel til en Bortgangen, som de ikke selv vil sige.

Naar Præsterne ikke vil tale over en Afdød, finder vi ikke i Øjeblikket et Ord, der samtidig egner sig til at trykkes og til at karakterisere deres Modstand mod, at Andre taler ved Graven. Kirkegaarden er dog for Alle.

Rimeligvis vil de fromme Mænd, som havde instrueret Graver Petersen, nu søge at faa Hr. H. P. Hansen tiltalt for det Par Ord, han sagde ved Trolins Grav. Thi her er et Sted, hvor Præsten ikke behøver at nøjes med Trusler om Straffen hinsides.

(København 24. august 1896).

En borgerlig Begravelse foregik i Søndag Middag fra "Folkets Have" paa Enghavevej. For nogle Dage siden døde en Fortepianoarbejder Münckeenberg, og Familien ønskede, at Begravelsen skulde foregaa fra St. Stefanskirken. Da Pastor Volk imidlertid erfarede, at den afdøde var borgerlig viet, negtede han at tale ved Baaren,og man besluttede da at lade Højtideligheden foregaa fra "Folkets Have". Der havde indfunndet sig et stort Følge, vistnok 4 a 500 Mennesker, og Frimenighedspræst Carstensen talte, idet han benyttede Lejligheden til at rette et skarpt Angreb mod Statskirkens Præster paa Grund af den Intolerane og Mangel paa Barmhjærtighed, de udviste ved Lejligheder som denne. Derpaa kastede Præsten Jord paa Kisten, og en Salme blev sungen, hvorpaa Kisten, bragtes til Kirkegaarden.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 26. august 1898).

Situationen skærpedes mere og mere op gennem 1890'erne. Enten skulle præsten være med, uanset om ligfølget gerne ville slippe af med ham i kapellet som var hans domæne, men ydermere skulle han med ud på kirkegården hvorhan havde eneret til at tale. Hvis ikkeman accepterede dette, kunne enhver ceremoni forbydes. I enkelte tilfælde måtte præsten have politibeskyttelse. Det var især indremissionske præster som vakte harme og som folk ikke ønskede indblandet i begravelsesceremonien.

Protestmøde mod flere Kirker paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Flere Kirker! Arbejderne paa Vesterbro protesterer mod Kirkebyggeriet

Et stormfuldt Møde. - Borgmester Jacoby taler. - En Præst, der pibes ud. - Protest mod Kirkebyggeriet. 
Paa Enghavevej,

i Arbejdernes store Forsamlingshus, afholdtes der i Gaar Aftes et af en mægtig Forsamling besøgt Protestmøde, hvortil den socialdemokratiske Forening i 13de Kreds havde indbudt. Protesten gjaldt Kirkebyggeriet, og den blev udført med en Kraft og Fyndighed, som Intet lod tilbage at ønske.

Vi giver et - paa Grund af kneben Plads - stærkt sammentrængt Referat af det bevægede Møde.

Referat.

Foreningens Formand, Typograf Louw:

- Velkommen til Mødet! Vi har indkaldt det paa Grund af det Opraab, der er udstedt om at yde Frivillige Bidrag til Opførelse af 2 ny Kirker her paa Vesterbro. Mange af Opraabets Underskrivere er efter vor Indbydelse kommen til Stede!

Enstemmigt vælges Tapetserer Jønsson til Dirigent. 

Folketingsmand A. C. Meyer tager saa Ordet:

Man siger, vi lider Kirkenød herude. At her er Nød, det veed jeg, det har der været længe, men det er Fattigdommen, vi lider under! Vi har gjort, hvad vi kunde, for at komme Nøden til Livs, men Præsterne har ikke villet hjælpe os, de tænker kun paa den aandelige Nød. Jeg tror nu, der er Plads nok i Matthæus Kirken til dem, der har Trang til at høre Præster (Bifald). Jeg er en Modstander af, at Alle uden Hensyn til, om de ønsker Kirker eller ej, skal betale til Kirkens Opførelse (Bravo !) Jeg er saa meget mere en Modstander deraf, som jeg ikke rigtig ved, om det er for Gudsrigets Skyld eller for deres egen Skyld, at Præsterne vil have flere Kirker (stærkt Bifald). Lad d'Herrer og deres Venner selv bygge Kirkerne, men ikke komme til Stat, Kommune og forlange Skatteborgernes Penge til Kirkebyggeriet ! (Bifald). Overfor denne Anmasselse er det, vi protesterer!

Borgmester Jacoby træder derefter frem paa Talerstolen. Han taler under stor Opmærksomhed :

- Jeg ved nok, der er megen Nød - jeg gør selv mit Bedste for at afhjælpe den. Men, Spørgsmaalet er, om der ikke ogsaa er Kirkenød. Det betyder Intet, a nogle af Kirkerne staar tomme, det kan ligge i, at vedkommende Præster ikke har Evnen til at til at drage Folk til Huse.

- Provst Levinsen:

Dette Lokale er meget smukt, men religiøse Mennesker kommer der vist ingen af her (Fy! Fy!) Det kan ikke nytte, at I holder Protestmøder! (Aah!) Nej, vi har en Overbevisning, der ikke rokkes af Protester. (Latter.) Præsterne angribes, fordi de ikke vil medvirke ved Fritænkeres Begravelse, men, maa jeg spørge: Naar Fritænkerne modarbejder Kirken og angriber Præsterne, hvorfor skal vi saa staa paa Pinde for disse Folk? (Stor Uro, Piben og Hyssen )

- Pastor Mynster:

Vi Præster agiterer ligesom Socialisterne for vor Sag - kan man bebrejde os dette ?

Efter at Hr. A. C. Meyer har imødegaaet Borgmester Jacobys Udtalelse og hævdet, at Arbejderne aldrig vil søge Statskirkens Præster, fortsættes den bevægede Diskussion endnu et Tid og først henad Midnat vedtoges med alle Stemmer mod 2 en Resolution, hvori det hedder:

1. Da det er vor Overbevisning, at der ikke er Trang til flere Kirker paa Vesterbro, opfordres Stat og Kommune til ikke at yde Bidrag til Opførelse af flere Kirker.

2. Derimod opfordres Magistrat og Borgerrepræsentation til hurtigst muligt at fremme det fra 7300 Beboere paa Vesterbro indsendte Andragende om Opførelse af en Folkebadeanstalt paa Vesterbro.

(København 1. juli 1896).

Adolph Frederik Charles Meyer (1858-1938) journalist ved Social-Demokraten. Medstifter af Socialdemokratisk forbund 1878. Valgt for Socialdemokratiet til folketinget 1895-1932. Han var på det tidspunkt (og senere) kendt for sine digte. I 1886 idømt fængsel for udgivelse af en arbejdersangbog (dog frifundet ved Højesteret). En vej på Teglholmen i København er opkaldt efter ham.

Hugo Adolph Jacobi (1844-1917), sagfører og borgmester 1891-1908 i magistratens 3. afdeling for fattig- og forsørgelsessager. 

Provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922), Matthæus Kirke 1889-1921. Han var i 1899 med til at danne det midtsøgende Kirkeligt Centrum (nedlagt 2020). Henning Jensen fra avisen København mente ved en opdeling at vide at 4/5 af hans tilhørere var kvinder.

Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro. I følge Københavns Stift var gennemsnittet for hele stiftet for deltagere i en gudstjeneste et pænt sted under 100, nemlig 65 i 2018. Jeg har ikke kunnet finde nogen statistik for de enkelte kirker på Vesterbro. Men hvis det holder, er der god plads i Sct. Matthæus Kirke - den har plads til 1.000. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vesterbros Protest mod Kirkebyggeriet.

I Aftes afholdtes efter Indbydelse af den socialdemokratiske Forening i 13. Kreds et overordenlig vellykket Møde om Kirkebyggeriet paa Vesterbro. Allerede før Tiden var den store Sal stuvende fuld af et Publikum, som med stor Interesse hørte de lange Taler. Præsterne paa Vesterbro var mødt fuldtallig med Provst Levinsen i Spidsen, og af de Lægmænd, som havde udstedt Opraabet om den kirkelige Selvbeskatning, var der ligeledes mødt en "Mængde, som havde kaaret Københavns Fattigborgmester, Hr. Jacoby, til deres Ordfører.

De to Herrer nød ikke samme Skæbne. Borgmester Jacoby talte under Dødsstilhed og lod da ogsaa Arbejderpartiets Fortjenester nyde fuld Retfærdighed.

Anderledes med Provst Levinsen. Denne Mand var taktløs nok til at begynde paa et Forsvar for sin Handlemaade ved Begravelse af Mennesker, der er borgerlig viede. Her mødte ham imidlertid en saadan Storm af Uvilje, at han hurtigst muligt sluttede sin Tale, meget mindre udfordrende end han begyndte den.

Det vellykkede Møde endte med Vedtagelsen af nedenstaaende Protest mod Kirkebyggeriet.

Referat.

Vælgerforeningens Formand, Typograf Louw, bød Velkommen. Anledningen til Mødet var det Opraab, som ansete Mænd paa Vesterbro havde udstedt om at yde frivillige Bidrag til Opførelse af 2 ny Kirker i denne Del af Staden. Vi har troet del var rigtigt, at Vesterbros Beboere ogsaa fik et Ord med i Laget. Vi har indbudt dem, som har udstedt Opraabet, og en Mængde af dem har modtaget den Indbydelse.

Tapetserer Jonsson valgtes med Akklamation til Ordstyrer. Han manede til Ro og gav derpaa Ordet til Indlederen.

A. C. Meyer (Bifald): Jeg har lovet at tale her i Dag, fordi jeg repræsenterer denne Kreds, og fordi jeg hører til det Sogn, der efter d'Hrr.s Mening er i Kirkenød. Vi har for kendt Nøden herude, men det var Fattigdommen, og det Parti, jeg tilhører, har gjort, hvad der kunde gøres, for at udrydde Aarsagerne til Nøden, og man skulde dog tænke, at Socialdemokraterne i denne Virksomhed kunde gaa Haand i Haand med Præsterne, der skal udbrede Guds Rige her paa Jorden. Dog, det er jo ikke den fysiske, men den aandelige Nød, Præsterne vil udrydde. De paastaar, at det ikke kan lade sig gøre at skaffe Plads til de Kristne herude, hvor Menighedens Tal er steget fra 27,000 til 63,000. I 1884 paastod man ligeledes at der var Kirkenød i København, og da paatog Socialdemokraterne at paavise, at der var rigelig Plads i Kirkerne. Jeg trøster mig til at paastaa, at der ogsaa nu kan skaffes Plads i Mathæus Kirke for dem, der har Lyst til at besøge Kirken, og saa længe dette er Tilfældet, anerkender jeg ikke nogen Kirkenød. - Vi er Modstandere af Kirkebyggeriet, fordi man tvinger Folk, der staar Kirken fjærnt, til at yde Bidrag dertil, og saa længe Kirken ikke er skilt fra Staten, ved man ikke engang, om det er for Guds Skyld eller af Hensyn til dem selv, at Præsterne vil have flere Kirker og flere Præster (Hør! Hør!). Ser man hen til Præsternes Optræden i den sidste Tid, saa bør d'Hrr. ikke forarges over, at Arbejderne kun ugærne giver en Øre til ny Kirker og ny Præster (Hør!). Før stod Kirken paa de Fattiges og Forurettedes Side. Nu er det anderledes, og vi hævder derfor vedblivende, at Religionen skal være en privat Sag uden Forpligtelse for Stat og Kommune. Denne Bygning, hvori vi staar, er et Arbejdets Tempel, hvor der skal prædikes en højere Moral. Dette smukke Hus er rejst for Arbejdernes fattige Øre; Stat og Kommune har intet bidraget dertil, lønner ikke heller Tjenerne i dette Tempel. Jeg vil raade Præsterne, naar de siden tager Ordet, da at tænke paa dette Forhold og tage Eksempel derefter (Bifald). Hvis Kirken ejer Livskraft, da maa det mm en let Sag for dem, der iblandt deres nærmeste Venner tæller dem, der samlede en halv Mill. Kr. ind til militære Øjemed: til Landets Forsvar. Kunde de samle saa mange Penge til krigeriske Øjemed, hvor meget kunde de da ikke samle ind til den Fredens Gærning, som skal øves i Kirken? Saa længe man vedbliver at forlange, at Stat og Kommune skal levere Bidrag til Kirkerne, saa længe vedbliver vi at protestere mod Kirkebyggeriet. (Stærkt Bifald.)

Atelier Henning Jensens Døtre: A. C. Meyer (1858-1938). Han var politiker, journalist og forfatter. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Borgmester Jacoby: Det almindelige Spørgsmaal er jo, om der er Trang til ny Kirker her i Byen. At der ellers er megen Nød her i Byen, det ved jeg bedst, men jeg haaber ogsaa, at man vil indrømme mig, at jeg gør, hvad jeg kan, for at lindre den. Man siger nu, at Kirkerne ikke er fyldt, men man glemmer, at der ogsaa mellem Præsterne er Konkurrence. Nogle af dem kan bedre end andre trække Kunderne til sig. Derfor er nogle Kirker stadig fyldt, medens andre stadig staar forholdsvis tomme. Derfor trænger vi til flere Kirker, for at flere af de Præster, der formår at tale til Folket, kan faa en Prædikestol. Man siger, at Folk føler ikke Trang til Kirker. Nej, det er rigtigt; men man kender jo ogsaa Folk, der er meget snavsede, men som slet ikke føler Trang til at vaske sig. Det samme gælder om Religionstrangen. Den er maaske størst der, hvor den slet ikke føles. Noget positivt Bevis kan ikke fremskaffes. Det er min Overbevisning, at der er Trang til Sted. Derfor har jeg underskrevet Opraabet. Nu siger man, at Præsterne er et, og Kristendommen noget ganske andet. (Hør! Hør!) Ja det er rigtigt. (Vældig Bifald.) Ja, Præsterne er ikke saa gode, som de burde være, thi det er ingen Mennesker, men Vorherre skal nok gøre dem bedre, det haaber jeg da. Man siger nu, at Præsterne kan bygge selv, som Arbejderne har gjort ved dette smukke Hus; men det er nu en Gang god Skik her i Landet, at Stat og Kommune træder hjælpende til, hvor der skal bygges Kirker, medens man ikke kan give noget til Opførelse af Forsamlingshuse. I Modsætning hertil giver Stat og Kommune store Summer ud til Arbejderne. (Nej! Nej!) Jo husk de store Summer, der aarlig udgives til Skolevæsenet og meget andet. Tænk Dem nu om, og husk paa, at De ikke behøver at spørge Deres Forening, da De maa holde af Vorherre.

Stolemager Hansen rettede et stærkt Angreb paa Præsterne, der kun kunde undskyldes efter den gamle Doktrin, at den der sover, synder mindst. Vil Præsterne afskaffe Djævelen og bringe Bibelen i Overensstemmelse med Videnskabernes Resultater?

Provst Levinsen: Dette Møde er jo ikke noget offenligt Møde, som der staar i Indbydelsen, men derimod et Protestmøde. Det holdes jo ogsaa i et Lokale, som virkelig er smukt og godt, men hvor kirkelig sindede som Regel ikke gærne kommer. (Fy! Fy!) Jeg mener nu ikke, at dette Møde vil faa nogen særlig Betydning, det faar Protestmøder ikke; thi vi kirkeligsindede har en Overbevisning, som ikke kan rokkes ved nok saa mange Protester. Jeg er kommen til Stede, fordi jeg mente, at jeg mulig kunde være saa heldig, at et af mine Ord kunde finde Øre hos Forsamlingen. Man angriber Præsterne, fordi de ikke vil bistaa ved Fritænkeres Begravelse;  man tillader sig alligevel at unddrage den samme Kirke al Støtte. Kort sagt, man vil have Ret til at angribe Præster og Kirker til enhver Tid, og saa fordrer man endda, at de skal staa paa Pinde for sine Fjender til enhver Tid. I Matthæus Sogn boer der nu 1/34 Del af Landets Befolkning, og det er nu saaledes, at vi er henvist til at røgte vor Sjælesørgergærning alene ved Ordets Forkyndelse.

Louw: Levinsen har ingen Ret til at ironisere over dette Møde og de udsendte Indbydelser. Efter en lille Annonce i "Social-Demokraten" har vi faaet denne store Sal stuvende fuld, saa der ikke kan være flere her. Saaledes er det altid, naar vi holder Møde, og vi forlanger dog ikke Hjælp, hverken fra Stat eller Kommune. (Bifald.)

Levinsen: Jeg maa fastholde, at dette Møde trods sin Fuldtallighed aldrig kan blive noget almindeligt offenligt Møde. (Hyssen.)

Pastor Mynster: Ingen i denne Sal bør undres over, at vi Præster gærne vil have ny Kirker; thi Socialisterne drager jo ogsaa ud til fjærne Egne, hvor Folk endnu ikke har hørt deres Lære, og jo mere Modstand de møder, desto ivrigere bliver de for at faa dem til at tage mod Læren. Vi bærer os ad paa samme Maade, og vi tror, at heller ikke den fysiske Nød kan lindres uden ved Troen paa Jesus Kristus.

A. C. Meyer: (Bifald.) Der er ikke her i Aften leveret noget Beviser, at der er Kirketrang paa Vesterbro. Jacoby siger, at man skal søge at vække denne Trang ved flere Præster og flere Kirker. De tager fejl, mine Herrer, thi der er kommen en Forskel mellem Præsternes og Arbejdernes Livsopfattelse, og saa længe den bestaar, saa vil Arbejderne fly Præsterne og ikke høre den Lære, som Præsterne tilfældigvis præker. Hr. Levinsen vilde forsvare, at han havde nægtet at bistaa ved Begravelse af Folk, der var udtraadt af Folkekirken, og det undrede ham, at Folk var vrede for det. De var jo frivillig udtraadt af Folkekirken. Ja, Hr. Levinsen, den Afdøde kan det sandelig være lige meget, men om nu Hustruen ikke er udtraadt af Folkekirken? Om hun nu har bevaret sin Barnetro, saa er den dog hende - den kristelig sindede - Beskæmmelsen rammer. D'Hrr. Præster har her i Aften brugt saa stærke Udtryk, at de næppe ret sømmer sig for Præster. Jeg skal besvare dem med at sige, at d'Hrr. altid skal være velkommen hos os og blive høfligt behandlet. (Stærkt Bifald.)

O. Jørgensen: Det er rigtigt, at Folk skal være ivrige for at fremme den Sag, de nu engang tror paa, men de skal gøre det paa egen Bekostning og ikke som her ved Kirkebyggeriet; thi det er, som om Socialdemokraterne vilde holde Agitationsmøder og lade Højres Arbejder- og Vælgerforening betale Omkostningerne. D'Hrr. har maaske Ret, naar de siger, at der er for lidt Præster, men saa ansæt nogle flere. Kirker er der nok af. De kan invitere et Par Gader ad Gangen og benytte Kirken hver Time, om de vil. Gør Kirken mere demokratisk, saa vinder de Terræn.

Fuldmægtig Sørensen meddelte, at den ene Kirke vilde blive rejst af Landets Præster, medens den anden skulde betales af Beboerne. For Arbejderne vilde det dog ikke blive ret meget.

Pastor Bang: Folkekirken træder ikke ud fra sit Forhold til Staten, før den bliver kastet ud, thi Kirken har et Ansvar overfor det Samfund, hvori vi virker. Hvad vi mangler i Aften ved dette Diskussionsmøde er en fælles Valplads at slaas paa. Vi forstaar ikke de samme Ting med de samme Ord.

Pastor Mynster: Der er sagt her i Aften, at hvor der var mange Kirker, der stod det i Reglen daarligt til med Oplysningen; men jeg skal erindre om, at der er flere Slags Oplysning, og det kan jo hænde, at vedkommende Beboere havde den rette og den bedste Oplysning.

Endnu taler Typograf Louw og Pastor Bang, hvorefter A. C. Meyer slutter af: Naar man hører Præsterne i Aften faar man næsten Følelsen af, at de fortryder, at de er kommen herhen. Hvad skal vi her? spørger de. Jeg skal svare: De skal høre, hvad Beboerne herude tror om den Sag, De nu har sat alt ind paa at gennemføre! Beboernes Svar bliver: "Byg lige saa mange Kirker, De vil, men byg dem for Deres egne Penge!" (Bifald).

Derefter vedtager den store Forsamling med alle Stemmer imod to af de Indbudne nedenstaaende 

Resolution.

Vesterbros Beboere - saavel Kvinder som Mænd - der er forsamlede til Møde paa Enghavevej 40, udtaler:

1. Da det er vor Overbevisning, at der for Tiden ikke trænges til flere Kirker i Matthæus Sogn, idet der ikke fra nogen Side er ført Bevis for, at de alt nu bestaaende Kirker er fyldt med Tilhørere ved Gudstjenester, og saa længe Beboerne paa Vesterbro i det store Flertal ikke ønsker flere Kirker opført herude, opfordres saavel Stat som Kommune til ikke at bevilge Midler hverken til Opførelse eller til Vedligeholdelse af flere Kirker paa Vesterbro.

2. Derimod opfordrer Forsamlingen Københavns Magistrat samt Borgerrepræsentationen til hurtigst muligt at fremme det Andragende, der fra 7300 Beboere paa Vesterbro i April Maaned blev indgivet til de nævnte Institutioner angaaende Opførelse af en Folkebadeanstalt paa Vesterbro.

Efter en Tak fra Ordstyreren for den Ro og Orden, der var vist under Mødet sluttedes dette.

Fra Forsamlingen udbragtes Leveraab for A. C. Meyer og Ordstyreren.

(Social-Demokraten 1. juli 1896)

- - -

Man kan være enig eller uenig med denne Resolution, man vil i et hvert Fald ikke kunne benægte, at der er Metode i den.

Diskussionens Udbytte var i og for sig tarveligt. De diskuterende Parter stod hver i sit Land og talte hver sit Lands Sprog. De forstod ikke hinanden, og de misforstod oftere hinanden.

Fra begge Sider førtes der kun blanke Vaaben; saa meget beklageligere var det, at den store Forsamling gentagne Gange ikke var saa sindig som dens Ledere. Den Slags Diskussioner taaler ikke godt at afbrydes af skingrende Piber og dundrende Trampen.

Men man kunde ved dette Møde ikke undlade at bemærke en Ting, og det var, at den københavnske Arbejderstand ikke alene er i Færd med at bryde ud af Kirken.

Den er udenfor - helt og holdent.

Hvad Aarsagerne hertil er, maa de Sagkyndige afgøre.

(Fyns Venstreblad (Odense) og Aalborg Amtstidende 2. juli 1896. Uddrag).

På tidspunktet for mødet fandtes der som nævnt en kirke på Vesterbro: Matthæus Kirke (1880) 1.000 siddepladser. Senere blev der bygget flere: Kristkirken (1900) finansieret af præsterne selv. Apostelkirken (1901) finansieret af rigmænd/kirkefonden. Eliaskirken (1908) 800 pladser. Mariakirken (1909) oprindelig 1040 pladser, nu 500. Enghave Kirke (1924/1960). Getsemane Kirke (1894/1916). Absalons Kirke (1934) - nedlagt som kirke.

Folkets Hus på Enghavevej stod opført 1895. Det blev i 1959 erstattet af det nuværende, nu Vega.

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Bordelværtinde, Mad. Clausen. (Efterskrift til Politivennen).

En af personlighederne i Sædelighedsskandalen 1895 var madam Clausen. Hun ejede flere ejendomme i det indre København hvorfra hun fuldt lovligt drev bordeller. At mange på trods af det anså det for en forkastelig gerning, fremgår af overrabbiner Simonsens tale ved hendes begravelse:

Ikke bare kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads var rigt dekoreret, også hendes gravsted har trods stenen er flyttet ned fra soklen, en ganske iøjnefaldende størrelse. Søjlen til højre er folketingsmedlem Herman Bing (1845-1896), medgrundlægger og medudgiver af Politiken. (Foto Erik Nicolaisen Høy). 

Her hviler

vor kjære Moder

Hedveg Clausen

født Israel.

f. 27 Aug 1824

d. 17. Marts 1896

Nederst på stenen står en linje som det ikke har været muligt at tyde.

Bordelværtindens begravelse.

Forleden døde bordelværtinde madam Clausen i Farvergade, bekendt fra de 15.000 kr hun havde skænket overbetjent Meyer i Sædelighedspolitiet.

Begravelsen foregik i mandags fra det mosaiske kapel på Vestre Kirkegård.

Et temmelig stort følge havde, ifølge bladet "København", givet møde - mest familie, men også en del nysgerrige. Adgang til kapellet tilstedtes kun mod forevisning af et kort.

Kapellet var pyntet med blomster og levende træer. På alteret var alle kandelabre tændt. - Den gule egetræskiste var helt skjult af palmedekorationer.

Efter afsyngelsen af en salme træder overrabiner Simonsen frem bag kisten og udtaler sig i følgende ord:

"Almægtige Gud! Når vi træder frem for dig på årets travleste og helligste dag (jødernes store bededag) og vi Israels tjenere og menighed, samles til bod og anger, så vil vi bede for denne kvinde, hvis liv var nedværdiget i stor synd.

Dette liv som her er afsluttet, var Israels samfund til nedværdigelse, og hun var ikke værdig til at bære det navn Du Herre har givet dit folk.

Vi dømmer ikke, vi beder for hinanden og med hverandre gennem anger, beder for dem som er blevet Dog uværdige. Du, Herre, ser hvilke fristelser der har bevirket det dybe fald, - Du skuer faldet! Og, som vor stamfader bad for Sodoma og Gomorra, beder vi for hende som kun fandt kærlighed i sin nærmeste kreds. Hendes time er nu kommet, da hun skal aflægge regnskab for sit store, syndefulde liv.

Og hvis nogen (overrabbineren hæver blikket stift op på de på balkonen forsamlede kvinder) her er til stede som lever eller har levet et liv i ukyskhed og synd, så tænk dig om, mens det er tid, og vend dig til ham som renser og lutrer vore sjæle. Vi kommer alle til at stå til regnskab, når vi drager herfra."

(Randers Dagblad og Folketidende, 27. marts 1896).

Mad. Clausen døde af nyrebtændelse. Hun var aldrig gift. Hun blev  76 år. Hun kunne således ikke vidne imod overbetjent P. Meyer.

Johannes Hauerslev: Dybensgade. Meget lidt er ændret ved husene siden dengang. Københavns Museum. Public Domain.

En overraskelse.

Det har i lange tider været en fastslået kendsgerning, at den berygtede bordelværtinde md. Clausen var noget i retning af en millionær.

Nu viser det sig, at de herrer, hvem boets opgørelse påhviler, får en ret pinlig, men ikke desto mindre aldeles pålidelig fornemmelse af, at det så ofte udskregne fruentimmer efterlader sig intet - eller i hvert fald så godt som intet.

For det første er ejendommen 13 i Dybensgade alt i levende live bortskænket til hendes søn. Ejendommen nr. 23 i Farvergade, som for resten i øjeblikket er lukket, samt ejendommene nr. 18 i samme gade og nr. 22 i Knabrostræde er ganske vist ikke absolut forærede bort, men på den anden side stikker der i dem bortgivne obligationer indtil en værdi af ca. 100.000 kr.

Knabrostræde. Nr. 22 er det smalle, hvide hus mellem det gule og det brede hvide, til venstre for midten i fotoet. Huset er det samme som på madam Clausens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Indehaverne af disse obligationer er foruden den så ofte omtalte funktionær i Sædelighedspolitiet, overbetjent Meyer, tillige den agtede kvindes svigersøn, grosserer T. og hendes svigerdatter, der som bekendt, nu er gift med fabrikant. E.

Hvis indehaverne af disse obligationer, der rigtignok er transporterede i levende live til de pågældende ovenfor omtalte "kendte navne", ikke gennem de nævnte ejendomme kan få fuld dækning, da viser det sig, at md. Clausen ikke er så rig, som man antog.

Efter sagkyndiges vurdering er nemlig de pågældende ejendomme kun under de heldigste konjunkturer den ovenfor nævnte sum værd.

I hvert fald skal nu usædeligheden i vor by stige i en foruroligende grad.

Således står altså sagen.

Vi der kun har den behagelige opgave at se til, kan være ligeglade. Den eneste der ved den stedfundne opgørelse bliver højst uheldig stillet, er den sidst ommeldte og hidtil ukendte søn hr. Koefoed, som i levende live følte sig forpligtet til at vedkende sig sin moder. Han får nemlig rimeligvis ingenting, hvis da ikke de nævnte ejendomme tilfældigvis skulle stige umådelig i værdi.

Dette sidste ville i en vis grad blive tilfældet, hvis det kunne oplyses, at md. Clausens mand, tømrermester Clausen i Amerika skulle være afgået ved døden uden hverken i opstigende eller nedgående linje at efterlade sig arvinger. Tillige kunne noget sådant indtræffe, hvis de nævnte ejendomme ved køb eller ganske særlig administration kunne forøge de i øjeblikket lidet økonomiske chancer.

Med hensyn til resultatet, der som man kan tænke er ligeså vanskeligt at forudsige, som udbyttet er problematisk, skal vi altså lade begivenhederne gå deres stille gang, og holde vore læsere ajour med den nærmere udvikling.

En ting er en "saga blot", nemlig den berygtede værtinde og hendes rigdom, og det kunne måske være ganske sundt at få konstateret.

(København 18. april 1896).

Johannes Hauerslev: Farvergade. Forrest til venstre ses gæstgivergården "Holger Danske" med en masse folk udenfor. Den lå i nr. 15. Vartov længst væk har nr. 27. Nr. 23 (hvor mad. Clausen boede) og 25 må derfor have ligget umiddelbart før Vartov. Ejendommen er nedrevet. Public Domain, Københavns Museum.

Proclama

(Se også under konkursboer)

De som har noget at fordre i boet efter afdøde hedevig (Hedvig) Clausen, født Israel, skibstømrer Jens Christian Clausens fraskilte hustru - i hvilket bo arv og gæld ikke er vedgået - indkaldes herved med 6 måneders varsel til for undertegnende skiftekommission at anmelde og bevisliggøre sådant krav. Ligeså indkaldes med samme varsel arvingerne i boet, for at godtgøre deres arveret og iagttage deres tarv under boets behandling.

Efter det i boet foreliggende bemærkes:

At afdøde der ved sin død den 17. marts dette år boede i Farvergade nr. 23 her i staden, hvor hun ifølge politiets tilladelse holdt offentligt hus, og som den 4. september 1867 erholdt bevilling til her i staden at drive forretning som pantelåner og den 13. marts 1879 erholdt tilladelse til her i staden at drive næring som værtshusholderske, har kaldt sig enke, men at hun ved bevilling af 17. august 1892 blev skilt fra ovennævnte skibstømrer Jens Christian Clausen.

At han, Jens Christian Clausen, i året 1862 rejste til Amerika, og at der sidst er hørt fra ham for ca. 25 år siden, på hvilken tid hans adresse var Coreys Street 46, Charlestown ved Boston, samt at der ikke i anledning af skilsmissen ses at være foretaget noget skifte af ægtefællernes bo. Skibstømrer Jens Christian Clausen eller den eller de i hans sted muligt berettigede blive herved særligt indkaldte.

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsrets Skiftekommission, København den 3. juni 1896. Vilh. Meyer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. og 6. juni 1896).

Madam Clausens forretning.

Det har vakt nogen omtale at der stadig drives bordel i afdøde madam Clausens ejendom i Farvergade samt i ejendommen i Hummergade.

Vi søgte underretning herom i går og fik følgende ganske morsomme forklaring:

Madam Clausen havde ved sin død flere arvinger. Foruden disse er der flere legatarer, og det tager tid, særlig for en kongelig danske skiftekommission, at ordne den slags sager. Indtil dette sker og arv og gæld er vedgået af arvingerne, står imidlertid Skifteretten som den administrerende i boet, og må som sådan ikke forringe dets værdi.

Nu vil jo alle forstå at de gamle huse ikke vil være meget værd når bordellerne bliver flyttet ud, og dette er da også kun sket med en enkelt af ejendommene, Farvergade nr. 23. Der fremkommer imidlertid derved den pudsighed at den højærværdige skiftekommission kommer til at stå som forvalter for den største forretning her på pladsen der handler med kvinder, og det bliver den der kommer til at fordele udbyttet af prostitutionen mellem de forskellige andelshavere, i dette tilfælde arvingerne. 

En mærkeligere stilling kunne man vel næppe tænke sig for en høj retsinstitution. Vi ønsker den hjertelig til lykke. Den har så ofte prostitueret sig ved sin forretningsgang at den fortjener den fremskudte stilling i prostitutionen, skæbnen har ladet den blive til de.

(Social-Demokraten, 24. juli 1896).

 En skandale af rang.

Prostitutionens følger.

Som i går omtalt, karakteriseredes madam Clausen i sin ligprædiken som en skam og skændsel for Israels Hus.

Efter skriftens og moralens forskriften er dette vistnok korrekt. Efter den danske lovgivning og retspraksis derimod ganske uberettiget.

Madam Clausen var efter danske retsbegreber en lige så hæderlig næringsdrivende som enhver anden. Det fremhæves udtrykkelig i Skifterettens dødsannonce (proklama) over hende, at hun havde borgerskab som værtshusholder, næringsbevis som panlelånerske og derhos i 23 år med politiets, det vil sige de offentlige autoriteters, tilladelse havde drevet offentlig hus her i byen.

Skifterettens førnævnte annonce, der stod i "Berlingske Tidende" for forrige måned, er korrekt, men i mange henseender mærkelig.

Skifteretten sidestiller ganske rolig næringsvejene pantelåner, beværter og politibeskyttet indehaver af offentligt hus; havde madam Clausen haft grossererborgerskab, ville retten have nævnt dette med, som en med bordelvært ligestillet næring.

Forholdet er jo nemlig efter vor lovgivning, at utugts udøvelse som erhverv såvel som rufferi, kun er strafbart, når disse virksomheder drives uden politiets tilladelse. 

Med politiets tilladelse er begge dele lovlig og retsbeskyttet næringsudøvelse.

Det er det, der er forholdet, og det er netop derfor heldigt, at Skifteretten i sin fremhævelse af afdøde madam Clausens offentlige stillinger udtrykkelig har skrevet: "Afdøde har med politiets (det offentliges) tilladelse i 23 år drevet offentligt hus her i staden."

Den gæstgiver eller hotelvært, der udlejer et par værelser til folk, der udgiver sig for ægtefolk, men som han har grund til at antage, ikke er det, kan herved pådrage sig vand og brødstraf eller forbedringshusarbejde.

Den mand eller kvinde, der har erhvervet politiets tilladelse til drift af offentligt hus, opfylder autoriteternes hensigt med den meddelte bevilling, ved dag og nat mod betaling at stille sine værelser til rådighed for utugts bedrivelse.

Den kvinde, der uden politiets tilladelse driver erhverv ved utugt, forfølges og straffes med vand og brød.

Den, der har tilladelsen, udøver i henhold til et af offentlige myndigheder udarbejdet og godkendt reglement sin lovlige næring. Man indser let det meningsløse og vanvittige heri. I det ene tilfælde, udøvelse uden tilladelse er en forbrydelse, der medfører grov straf og vanære. I det andet tilfælde, udøvelse med tilladelse, er det en fuldkommen lovlig og berettiget handling.

Manglen på konsekvens er selvindlysende.

Forvirring i almen opfattelsen og dens offentlige moral naturlig. Der burde, når det offentlige betragter utugt som erhverv og betalt hjælp her til, som noget til hvilket der kan gives næringsbevis, kun kunne være tale om at straffe dem, der driver erhvervet uden bevilling med boder, som for anden ulovlig næring.

De meningsløsheder og skandaler den lovordnede prostitution medfører, er imidlertid ikke udtømte hermed. 

Den bestående lovgivning fører ligefrem til at offentlige autoriteter i visse tilfælde selv må optræde som bordelforvaltere og som administratorer af logerende fruentimmer og i sin egenskab af offentlig autoritet søge bordeltilladelse eller medvirke til sådan tilladelses forskaffelse.

Det er dette Skifteretten har måttet som bestyrer af madam Clausens efterladenskaber. Vi skal i næste artikel udvikle hvordan og hvorledes.

(København 24. juli 1896).

Artiklen blev bragt dagen efter og indeholder stort set samme indhold som ovenstående gennemgang af mad. Clausens ejendomme.

En fin forretning.

Skifteretten er for tiden administrator for den afdøde bordelværtinde madame Clausens bo, idet arvingerne ikke kan blive enige om arvens deling. Skrifteretten må derfor også administrere boets aktiver og er derfor i øjeblikket bestyrere af - et par bordeller - Fy for -

(Ringsted Folketidende, 27. juli 1896).

Carl Jacobsen paa Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

 Fanø-Affæren.

Endnu gaar der Dønninger af den Carl Jacobsen'ske Fanø-Affære. Med hver Post er der fuldt af Breve til Indehaveren af Ny Carlsberg. De omhandler alle Flagepisoden, men i højst forskjellige Udtryk. I nogle takkes Hr. Jacobsen saavel paa Vers som paa Prosa for, hvad han har gjort, og en begejstret Beundrer har sendt ham en meget smukt forarbejdet Flagstang, paa hvilken der er anbragt et Splitflag, der kan hejses op og ned.

Dog er det ikke lutter Venligheder, der findes i Brevene. Saaledes er der if. "Av." indløbet følgende Skrivelse, der tilstrækkelig tydeligt taler om Ophavsmandens Dannelse:

An der Bierbrauer
Carl Jacobsen,
Kopenhagen.

Durch Ihr rüpelhaft (tølperagtig) brutales Benehmen in Fanø haben Sie Ihre eigene Nation beschimft und verdienen von Ihren Landsleuten eine Tracht Prügel mit der Hundepeitsche.

Ein Deutscher.

For Fanø har Sagen været uden al Indflydelse. Der bor akkurat ligesaa mange Tyskere nu som tidligere.

*

Fra en dansk Badegjæst har  "Av." modtaget følgende Brev, der med Hensyn til den tyske Flagning paa Øen ganske falder sammen med Udtalelser, vi har hørt af Folk her i Horsens, der i tidligere Aar har besøgt Øen og med Harme set de tyske Flag vaje ved Stranden:

Fanø Bad, den 6te August.

Tillad mig, Hr. Redaktør, i Anledning af "Flag-Affæren paa Fanø" i Deres ærede Blad at fremsætte min Mening om Forholdene her.

Jeg har været her som Badegjæst næsten hvert Aar i de sidste ti Aar og har saaledes havt Lejlighed til at se, hvorledes Tyskerne efterhaanden ved Frækhed og den dem egne Mangel paa Takt har faaet Held med at paatrykke Øen et, omend i det Ydre, tysk Præg.

Mange før Hr. Jacobsen har havt stor Lyst til at fjerne de mange tyske Flag, som hver Dag skæmmer vor smukke Strandbred; han fortjener Tak for til alle Sider at have gjort tydeligt opmærksom paa de Misbrug, her sker.

Legetøjsflag er det ikke værd at tale for højt om. Enhver her ser, at de har en ganske anselig Størrelse, og at de bruges omtrent ligesaa meget af de vorne Tyskere som af Børnene; de hejser dem paa deres Telte ved Stranden og paa høje Stænger ved Boligerne i Klitterne.

Over Hr. Jacobsens Behandling af Flaget har Tyskerne sandelig ingen Grund til Klage; optraadte de i Rusland eller Frankrig som her, da havde man for længe siden hængt dem selv op i Stedet for Flagene. At Direktionen for Badet ikke søger at hæmme "Wuhleriet", maa man ikke undre sig over, den bestaar af Tyskere paa een Mand nær, og dens Bestemmelse ledes vistnok væsentligst af den tyske Vært. Forholdet er allerede nu det, at vi Danske, som dog sætter saa megen Pris paa det smukke Fanø, gjøres kjede af at komme her, og Fremmede, ikke Tyskere, gider ej heller se paa Tyskeriet fra Morgen til Aften.

Der var nu, da Forargelsen over Flagningen har givet sig et tydeligt Udtryk, for Autoriteterne en god Lejlighed til at befri os for denne Plage; en Henstilling til Badedirektionen kunde maaske have fornoden Virkning, ellers kan Flagning med tysk Flag jo forbydes efter Loven. Tyskerne er ikke saa nænsomme overfor vort Flag, paa Sylt maa der f. Ex. flages med alle Nationers Flag, kun ikke med Dannebrog.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. august 1896).

Frederik Riise (1863-1933): Brygger Carl Jacobsen (1842-1914). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I "Kolding Folkeblad" meddeles (ifølge "Avisen" for idag) et anonymt "Øienvidne"s Fremstilling af Episoden paa Fanø saaledes:

"Da Jacobsen kom, saae han tydske Børn løbe med tydske Flag, ligesom danske og franske Børn med deres Flag. Saa løb han hen og greb disse Smaaflag. Dette synes kun Udtryk for en Hidsighed, der er løbet af med ham."

Da denne Beretning af et "Øienvidne" let kan tages for gode Varer, seer jeg mig nødsaget til at erklære, at der ikke er et Ord sandt i den. Jeg har ikke seet Børn, hverken tydske, danske eller franske, løbe med Flag Jeg har overhovedet slet ikke seet Børn, Klokken var over ni, det var halvmørkt. 

Børnene vare vist gaaede til Ro. Jeg har saaledes heller ikke grebet Flag fra Børn, som jeg ikke saae.

Heller ikke har jeg handlet i Hidsighed. Det anonyme Øienvidne har neppe tænkt over, hvilke Ubehageligheder hans Opdigtelse kan have for mig, men jeg stempler herved hans Udsagn som reen og skjær Usandhed.

Episoden har fra andre Sider været nogenlunde rigtigt fortalt:

Jeg saae paa Strandbredden en Mængde smaa Sandhøie, i hvilke der var plantet en Masse tydske, danske og nogle andre Flag. Disse rørte jeg ikke. Men paa to Steder var paa iøjnefaldende Maade det tydske Flag fæstet øverst paa en 4-5 Alen høi Stang og derunder et useligt Dannebrog.

Dette var en Haan; det er saaledes, man gjør, naar man har entret et fjendtligt Skib.

Men det var ogsaa ulovligt, og det blev selvfølgelig forbudt af Politiet Dagen efter.

Men den Aften var der ikke Politi paa Stedet, og idet jeg betragtede det som en Fornærmelse, som en dansk Mand ikke skal lade sig byde, og som noget Ulovligt, der skulde forhindres, tog jeg selv det lovstridige Flag af de to Stænger.

Det er unødvendigt at tilføie, at der fra min Side ikke var tilsigtet Spor af Fornærmelse imod det tydske Flag som saadant, og det er en Opdigtelse, naar det er blevet sagt. at jeg havde revet det istykker eller brækket Stangen.

Min Indskriden var rettet imod de to Familier som havde fornærmet vort Flag, men kan og maa ikke opfattes som nogen antitydsk Demonstration.

Ethvert Menneske har vel i sit Bryst en hellig Ild, som brænder for hans Idealer, og en dansk Mand behøver ikke at blues ved, at Dannebrogsflaget er et saadant Ideal for ham.

At Ildens Glød slaaer ud i Flammer, naar det vanhelliges, er ikke Hidsighed.

Ny Carlsberg, 13de August 1896.

Carl Jacobsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1896, 2. udgave).

Fanø-Affæren.

Brygger Jacobsen, Ny Carlsberg, har i "Berl. Tid." indrykket en Erklæring, der begynder saaledes:

"I "Kolding Folkeblad" meddeles (i Følge "Avisen" for i Dag) et anonymt "Øjenvidne"s Fremstilling af Episoden paa Fanø saaledes:

"Da Jacobsen kom, saae han tyske Børn løbe med tyske Flag, ligesom danske og franske Børn med deres Flag. Saa løb han hen og greb disse Smaaflag. Dette synes kun Udtryk for en Hidsighed, der er løbet af med ham.""

Derefter kritiserer Brygger Jacobsen denne Fremstilling og stempler den som "ren og skær Usandhed". Selvfølgelig maa Jacobsen bedst vide, hvordan det er gaaet til, og hans Erklæring, at der ikke var et eneste Barn ved Stranden uden hans Søn og en anden dansk Dreng, er naturligvis rigtig.

Men naar Hr. Jacobsen vil udstede en Erklæring, og vender denne mod et navngivet Blad, som han beskylder for at have fremsat en "ren og skær Usandhed", burde han vide lidt Besked først. Vil man stemple en Mad eller et Blad for at have faret med Usandhed, bør man gjøre sig den Smule Ulejlighed først at skaffe sig at vide, hvad der er sagt. Det er en jævn og almindelig Fordring, der kan stilles ogsaa til en stor Mand som Hr. Jacobsen.

Han har imidlertid sat sig ud over den og har nøjedes med en eller anden Beretning - vi kjende den ikke - paa anden eller tredje Haand. Da nærværende Blad strax kom med korrekt Besked om Affæren, vidste vi, at vi ikke senere kunde have givet noget som helst "Øjenvidne" Plads for en Fremstilling, der stred imod, hvad vi nøje kjendte om den hele Affære, og derfor heller ikke for det citerede Stykke. Derimod viste det sig ved vor Eftersøgen, at Ordene forekomme i - et Referat af Højskoleforstander, Cand. theol. Bägøs Udtalelse om Sagen ved Sammenkomsten efter Skolemødet.

Hr. Jacobsen har altsaa begaaet den journalistiske Utilbørlighed, at han tillægger et Blad de Ord, der klart og tydeligt forekomme som Referat af en Talers Ord, og paa Grundlag heraf angriber han Bladet og stempler det for at have bragt Usandheder til Torvs.

Selvfølgelig kan Hr. Jacobsen ikte have set Referatet, og altsaa heller ikke vidst Besked om, hvad det var, han vilde imødegaa. Men en Undskyldning er dette jo ikke. Man bør jo se sig for, før man skriver.

(Kolding Folkeblad 17. august 1896).

Hotel Kongen af Danmark (1893), Fanø Nordsøbad. Illustreret Tidende 28. juli 1895.

Turismen på Fanø kom for alvor i gang i 1890'erne. Badeetablissementet "Fanø Nordsøbad" var finansieret af fannikkerne selv med 65.000 kr., mens den tysk-østrigske bankier Sigmund Weisz udvidede aktiekapitalen til 600.000. De tyske badesteder var ret overfyldte. Fanø Nordsøbad var således et tysk selskab placeret på en dansk ø. Det åbnede i 1892, men så var der også anlagt en god vej fra Nordby for et beløb større end Esbjergs årlige vejudgifter i disse år. 

Udover Kurhotellet blev de danskejede Strandhotellet og Kongen af Danmark opført i 1892 og 1893. Ligesom en række store strandvillaer, de fleste ejet af tyskere. Carl Jacobsens udfald faldt sammen med en generel nedgang i turismen og en økonomisk nedtur. De tyske feriegæster var fortrinsvis storborgere fra Hamborg. De danske kom fra København. Badning reguleredes som på de tyske badesteder: Bestemte badetider, krav om sømmelig påklædning, brug af hestetrukne badevogne etc. Affæren skabte en del postyr mellem tyskere og danskere på øen. Selvom de tyske ejere af Kurhotellet var interesserede i indtægterne fra de tyske feriegæster, besværliggjordes det af trafikforholdene. 

Kurhotellet led dog under de dårlige trafikforbindelser til Tyskland, og hotellet blev solgt, så det i 1904 kom på danske hænder under navnet Fanø Vesterhavsbad. Antallet af tyske turister faldt herefter støt. Men indtil 2.verdenskrig kom der igen gang i turismen.

En ulykkelig begivenhed: Ethel Barrison udskyder Selvmord. (Efterskrift til Politivennen).

Varietésangerinderne de fem "søstre Barrison" har bestandig, hvor de så end have været - om i København eller andet sted - gjort så megen utilbørlig reklame, at man kunne være tilbøjelig til også at anse efterretningen om en ung adelsmands selvmord for et vellykket påfund, hvis ikke enkelthederne ved selvmordet og nogle efterladte breve virkelig berettigede til at antage, at en af søstrene Barrisons har spillet en vis rolle i den unge grev Pallavicinis liv.

Aviserne i Pest meddeler herom : 

Den unge grev Arthur Csaky-PaIlavicinis selvmord har vakt stor opsigt, og særlig fordi det, som det fortælles, er begået på grund af ugengældt kærlighed til en af de mange søstre Barrison. Sidste lørdag aften befandt miss Elhel Barrison sig i selskab med de to unge grever - grev Arthur stod ligesom sin broder Robert ved et husarregiment - og nogle andre unge adelsmænd på Schwabenberg da Grev Arthur pludselig trak en revolver frem og henvendt til miss Elhel sagde, at han ville skyde sig hvis hun ikke ville besvare hans kærlighed

Søndag morgen kom grev Robert ind i sin broders værelse og fandt ham svømmende i sit blod: grev Arthur havde aflivet sig med revolveren, og kuglen var gået gennem begge tindinger. Der fandtes fire breve. I det første hedder det: "Mine folk skal rykke ud til parade ved min begravelse. Jeg beder min broder Robert tilgive mig den sorg jeg forvolder ham. Han må også meddele mine forældre det".

På den anden seddel hedder det: "Sigøjneren Joseph Ballogh skal med til min begravelse og ved min grav endnu en gang synge sangen: "Når jeg i det fjerne vanker, elskte, tænk på mig!" I det tredje brev sandtes følgende ord: "Jeg beder frøken Ethel Barrison komme til min kiste og trykke et kys på den". Det fjerde brev lyder: "Min egen kære moder! Vær ikke vred på Ethel, hende kan jeg takke for, at jeg har forlænget mit liv tre dage. Uden hende kan jeg ikke leve. Tilgiv mig. Din kære søn Arthur.

Efter hvad der forlyder, skal grev Arthur, da han fra Schwabenberg vendte tilbage til sin bolig, have befalet sin tjener at give ham et fotografi af Ethel Barrison med i kisten.

Selvmorderen er 22 år og søn af en kroatisk godsejer, grev Sigmund Pallavicini. Ligesom sin broder Robert var han en overordentlig smuk og sympatisk ung mand.

Brevet til moderen taler om at Ethel Barrison har forlænget hans liv tre dage. Herefter synes det ganske vist osm om den unge greve også af andre grunde ville have taget livet af sig, og at hans beslutning er blevet udsat tre dage".

(Slagelse-Posten, 17. august 1896).

Der er ikke tale om en af de "originale" Barrison-søstre, men om Ethel Harbord, en af de to søstre som overtog Lonas plads i sommeren 1895. Den anden hed Amy og rejste rundt med et nummer der hed "Miss Tutti Frutti". Wilhelm Fleron tog Lona ud af truppen. Harbord-søstrene skulle stå i reserve hvis en eller to af søstrene meldte forfald.