01 marts 2024

Kjøbenhavns Sporveje. (Efterskrift til Politivennen)

 Kjøbenhavn 25. april.

Blandt de Jubilæer, der kunde fejres i Udstillingsaaret 1888, var der et, som ikke vakte megen Opmærksomhed, men som dog for Hovedstadens Publikum var af den største Betydning, for saa vidt som det betegnede den fuldstændige Revolution i Befordringsmidlerne, der er foregaaet ved Sporvejenes Anlæg. Kjøbenhavnere, der ere gamle nok dertil, ville mindes, hvilket enormt Fremskridt det allerede var, da de første Omnibusser i Trediverne eller Fyrrerne sattes i Gang. Man havde aabenbart taget den gamle "Kuglepost" (Byposten) til Mønster ved Vognenes Konstruktion, thi de første Omnibusser, "Solen" og "Jordkloden" kaldede, vare kuglerunde. Denne ubekvemme og pladsspildende Form afløstes dog snart af de almindelige langagtige Omnibusser, og i henven en Snes Aar fyldestgjorde de Publikums Behov. Man klagede ikke, man fandt dem vist endog fortræffelige, og kun naar man en enkelt Gang paa afsides Ruter ombytter Sporvogne med Omnibusser, erkjender man, at disse Kjøretøjer dog lod Adskilligt tilbage at ønske. De kunde dog imidlertid ikke godt være anderledes, saa længe man ikke kunde og ikke turde give Hestene større Læs at trække, og det kunde ikke ske, førend man gjorde det store Skridt at lægge Spor i Gaderne. Det var Englænderne, der introducerede Sporvognene hos os, ligesom vi skylde Englænderne de første Jærnbaner, de første Gas- og Vandanlæg. "Copenhagen Street Stailway Co." hed det første Sporvejsselskab, der satte sig til Opgave at afløse Omnibuskjørslen mellem Kjøbenhavn og Frederiksberg, og 1863 anlagdes det første Spor fra Vibenshus ved Strandvejens Begyndelse gjennem hele Byen til Frederiksberg. Dette Selskab, der i 1866 gik over til at blive et dansk Selskab og nu hedder Kjøbenhavns Sporvejsselskab, er altsaa det ældste danske Sporvejsselskab. Det er tillige det største, idet dets Linier have den største Udstrækning, om det end med Hensyn til Udbyttet til Aktionærerne er overfløjet af en yngre Kollega. Det har efterhaanden suppleret sin første Linie med Sidelinien fra "Jærnporten" om ad Vesterbrogade og Pilealleen til Frederiksberg, med Ruten fra Kongens Nytorv forbi Tivoli ad Farimagsgade og Ladegaardsvejen til Griffenfeldtsgade (Nørrebro), med Ruten fra Frederiksberg over Højbroplads til Christianshavn og Sundbyerne paa Amager og endelig for et Par Aar siden med Ruten fra Kongens Nytorv ad St. Kongensgade til Østerbro. For en halv Snes Aar siden udgjorde Længden af Selskabets Spor allerede 2½ Mil og den er vel for Tiden omtrent det samme, thi vel er St. Kongensgade-Ruten kommen til, og ligeledes er Christianshavns-Ruten bleven forlænget, men til Gjengjæld har Selskabet abandonneret det i sin Tid nedlagte Spor fra Trianglen til Slukefter paa Strandvejen, efter at Dampsporvejsselskabet har overtaget denne Rutes Drift.

Frederiksberg Runddel med en af de første sporvogne (dobbeltdækker-hestesporvogn) med passagerer på taget. Billedet stemplet Chr. Neuhaus Eftf. Olaf W. Jørgensen, Kjøbmagergade 14. Kildetekst: Disse colossale Menageri-Vogne paa Ruller, som Illust. Tidende kaldte Sporvognene ved disses Fremkomst 1863, var indrettet til Befordring af 39 Personer 18 indvendig, 18 ovenpaa Vognens tag, og 3 hos Konduktøren paa Bagperronen. Forperronen, hvor Kusken havde Plads, var forbeholdt Politiet og Sporveisfunktionærer. Den første Sporveis-Koncession blev givet d. 11te Marts 1862 og den 22de October 1863 afgik den første Sporvogn, eller Sporveis-Omnibus, som den kaldtes, fra Frederiksberg Runddel til Trommesalen (nuværende Gammel Kongeveis Udmunding i Vesterbrogade). Den 22de December samme Aar var Linien forlænget til Sankt Annæ Plads, 2de Sept. 1865 til Lille Vibenshus paa Strandveien (ved Jagtveiens Udmunding), og den 29de Juni 1868 til Slukefter (ved Hellerup). Linien Sorte Hest (Jernporten, Slotskroen, Pile Allé til Frederiksberg Runddel) aabnedes d. 18de November 1866. I det første Aar benyttedes Sporveiene af ca. 1 Million Passagerer, og i Aaret 1912 af ca. 100 Millioner. Københavns Museum. (Mariboe)

Det næstældste Sporvejsselskab og det, der betaler sig bedst, er Nørrebroes, hvis Bane gaar fra Kongens Nytorv ad Gotersgade, Nørrevold, Frederiksborggade og Nørrebrogade til dennes yderste Del: Kvarteret omkring Lygtekroen. Da dette Selskab stiftedes, havde man overmaade ringe Tro til, at det vilde blive et rentabelt Foretagende, og det faldt vanskeligt at faa Aktierne afsatte; for en Del skete det til Pengemænd paa Ruten, som vare villige til at bringe et Offer for at ophjælpe de paagjældende Bydele og derved tillige deres egne Forretninger. Man ræsonnerede som saa, at Nørrebroes Befolkning gjennemgaaende var fattig, og at der derfor ikke fra den kunde ventes synderlig Benyttelse af Sporvognen; men heri ræsonnerede man fuldstændig forkert, thi netop fra den store Arbejderbefolkning har Nørrebroes Sporvejsselskab, som aabnede sin Rute i Slutningen af 1867, faaet en meget stor og stadig stigende Kundekreds. Allerede efter tre Aars Forløb (i 1870) solgtes der paa et Aar ikke mindre end omtrent 3 Millioner Billetter, og saa stadig var Fremgangen, at Kjøbenhavns Sporvejsselskab for ogsaa at faa sin Part af Nørrebroes Herligheder anlagde den ovenfor nævnte Konkurrencebane til Griffenfeldtsgade. Under en udmærket dygtig Ledelse er Nørrebroes Sporvejsselskab vedblevet at gaa fremad, dets Sporvogne befare nu Ruten med, saa vidt vides, 4 Minutters Mellemrum, og der er altid Passager nok i dets Vogne. Intet Sporvejsselskab giver saa store Divivender, og dets Aktiers Kurs staar i Forhold til det.

Ligesom Nørrebroselskabet fik en Konkurrent i det ældre Selskab for en Del af Nørrebros Vedkommende, saaledes fik Kjøbenhavns Sporvej i Frederiksberg Sporvejsselskab, hvis oprindelige Stifter er Ingeniør Keifler, og løns Specialitet var den, at Selskabets Vogne i Kraft af en særlig Konstruktion skulde kunne kjøre baade paa Sporet og udenfor dette. Dets Rute gaar fra Kongens Nytorv gjennem Byens Hovedgader til Halmtorvet uden Spor og derefter paa Skinner videre ad Gamle Kongevej til Smallegade i Frederiksberg By. Det er gaaet noget op og ned med dette Selskab (det var ved det, at for nogle Aar siden ret betydelige Besvigelser opdagedes), men ogsaa det er i god Fremgang og giver sine Aktionærer et passende Udbytte. 

Peter Elfelt: Udsigt over Vesterbros Passage. I midten en hestetrukken sporvogn. Københavns Museum. Public Domain.

Medens ved disse tre Selskaber Hovedruterne ad Vesterbro med Gamle Kongevej, Nørrebro og Østerbro blev dragne ind under Sporvognstrafiken, ar endnu hele den store mellemliggende Strækning imellem Kjøbenhavns Forstæder ubefærdet af Sporvogne, da stiftede den senere afdøde Vognmand Bruun Forstædernes Sporvognsselskab med den Opgave at sætte Sporvogne i Gang tværs igjennem Forstæderne tra Vesterbro til Østerbro, altsaa en Slags Tværbane, der skulle skære de tre eller fire Længdebaner. Bruun var en særdeles dygtig Administrator, en ihærdig Mand, der færdedes tidlig og sildig paa Banerne, og en Mand med rige Evner, han var den Første, der efter udenlandsk, saavidt erindres belgisk Mønster indførte de smaa Enspænder-Sporvogne, som nu ere adopterede af de fleste andre Selskaber, og han indførte forskjellige andre Forbedringer, bl. A. en større Rabat ved Salget af Kort med 12 Billetter. I Begyndelsen gik det smaat med Selskabets Fortjeneste, men Bruun opgav ikke Haabet, og inden han døde, var det lykkedes ham fuldstændig at konsolidere dets Existens. Hertil bidrog væsentlig den nye Rute fra Halmtorvet ad Farimagsgade til Trianglen (Østerbro), paa hvilken det lykkedes ham at taa Koncession. Da Forstædernes Selskab først havde oparbejdet Trafiken i Forstæderne, kom Kjøbenhavns Sporvejsselskab og vilde - ligesom i sin Tid for Nørrebro - være med til at høste Fordel deraf ved at anlægge en Konkurrencebane ad Farimagsgade, og det lykkedes det virkelig at opnaa Kommunalbestyrelsens Anbefaling; men Indenrigsminister Skeels Retfærdighedsfølelse forhindrede, at Planen lykkedes, Koncessionen gaves til Forstædernes Sporvejsselskab, der havde været Medansøger, og i Farimagsgade-Ruten fik dette Selskab en Bane, der har givet og i stigende Maal vil give det dets Hovedindtægt. Det har ligeledes anlagt en Bane fra Sølvgade ad Farimagsgade, Vesterbrogade og Nørregade til Frue Plads, men den giver kun Tab og vil aldrig blive fordelagtig, forend den forlænges enten til Gammel Torv eller Frederiksholms Kanal. Det har gjentagne Gange søgt om Tilladelse til at opgive den, men har, som rimeligt er, faaet Afslag.

Frederik Riise: Rådhuspladsen. Til venstre Hotel Dagmar. Bemærk at sporene ender her. Det svarer måske til den i teksten nævnte linje, hvis "Specialitet var den, at Selskabets Vogne i Kraft af en særlig Konstruktion skulde kunne kjøre baade paa Sporet og udenfor dette. Dets Rute gaar fra Kongens Nytorv gjennem Byens Hovedgader til Halmtorvet uden Spor og derefter paa Skinner videre ad Gamle Kongevej til Smallegade i Frederiksberg By". Halmtorvet kender vi i dag som Rådhuspladsen. Københavns Museum. Public Domain.

Som allerede ovenfor berørt, er Kjørselen ad Strandvejen gaaet over til Dampsporvejsselskabet, hvis Vogne befordres ved Dampkraft, og hvis Linie gaar fra Trianglen til Klampen borg. Det har ikke været heldigt ! Det arbejder med en, om end synkende, Underbalance, og den stærke Trafik om Sommeren kan ikke opveje den forholdsvis svage Trafik i Vintermaanederne. Derfor ere dets Aktier ogsaa sunkne til omtrent det Halve, men at de ikke ere gaaede endnu længere ned, viser, at der endnu haves Tillid til, at Foretagendet med Tiden kan blive rentabelt. Den stigende Bcbyggelse af Strandvejen gjør det ogsaa rimeligt, at dette vil blive Tilfældet, og Underskudet er, som alt bemærket i de sidste tre Aar stadig blevet mindre om det end fremdeles er betydeligt nok.

God Fremgang har et nyere Sporvejsselskab,Falkoneralleens Sporvejsselskab der kun har bestaaet i faa Aar, men allerede har arbejdet sig godt op, og som vistnok har en meget god Fremtid lor sig. Det har en dobbelt Rute, nemlig baade en Længdebane og en Tværbane. Længdebanen gaaer fra Halmtorvet ad Ladegaardsvejen og Rolighedsvej til Falkoneralleen, hvor den mødes med Tværbanen fra Nørrebros Runddel til Runddelen ved Frederiksberg. Selskabets Betjente have lyseblaa Uniformering, selve Vognene ere de smaa Enspændere. Oprindelig er Selskabet vistnok blevet stiftet af nogle Ejendomsbesiddere ved Falkoneralleen med det Formaal at ophjælpe Værdien af deres Ejendomme ved at fremme deres Bebyggelse, men det har vist sig, at der virkelig var tilstrækkeligt Opland for det, og dets Vogne ere nu i Reglen godt besatte med Passagerer.

Det Samme kan ikke siges om det nyeste, kun halvandet Aar gamle Sølvgadens Sporvejsselskab, og med Udsigten til dets Aktiers Rentabilitet synes det at være daarligt bevendt, skjønt det i Dyrlæge Cramer har faaet en meget dygtig, administrerende Direktør. Selskabets Rute er: St. Annaplads, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade, Sølvgade, Fredensgade Fællederne til Tagens Vej. Det er en Rute, som har den store Fejl, at Bebyggelsen fra Enden af den ældre Sølvgade til Enden af Fredensgade, eller fra Østervoldgade til Blegdamsvej, er svag, og at der slet ingen Bebyggelse er fra Blegdamsvej til Tagens Vej, hvor Rummet er optaget af Fællederne. Dertil kommer, at intet af Sporvejsselskaberne har haft forholdsvis saa store Anlægsomkostninger, idet Magistraten fordrede, at Selskabet paa sin egen Bekostning skulde anlægge den faste Dæmring over Sortedamssøen og give den saa stor Bredde, at der foruden til Sporvognen ogsaa skulde være Plads til almindelige Vogne og til Fodgængere. Det er ikke saa underligt, at det første Driftsaar viste et Underskud af 15,000 Kr, og nogen rigtig betydelig Fremgang vil Selskabet først kunne vente, naar Blegdamsfælleden maatte blive bebygget, men dermed har det forhaabentlig lange Udsigter.

Hele syv Sporvejsselskaber har Kjøbenhavn, altsaa for Øjeblikket, og alle Ruter ere nu saa ledes inddragne under Trafiken, at der næppe er Udsigt til, at der for det Første vil komme flere Selskaber. Hvad der staaer nærmest for Tur, er en Rute, der ad Istedgade gjenneniskærer de nye stort Kvarterer, som paa Vesterbro have rejst sig ned imod Kalvebodstrand; men den vil ventelig Kjøbenhavns Sporvejsselskab overtage, selv om det nu ikke er synderlig opsat paa dens Anlæg, thi den vil i den Grad være en Konkurrencerute med dets Frederiksbergrute, at det, naar Kravet om dens Anlæg bliver stærkere, ikke vil over give den i andre Hænder. Formodentlig bliver det ogsaa dette Selskab, der en Gang giver Amager en egen Sporvej ved at fortsætte sin Bane fra Sundbyerne til Dragør, hvorom der ofte har foreligget Projekter.

(Jyllandsposten 27. april 1890).

Drikfældige Præster paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Tørstige Præster. I et Brev fra Island til "Morgenbl." læses følgende: En af de islandske Præster er bleven afskediget fra sit Embede paa Grund af Drikfældighed og deraf følgende Uregelmæssighed i sin Embedsførelse, hvilket af mange er bleven hilst med stor Tilfredshed. Der findes nemlig inden for den islandske Præstestand en Del, som paa Grund af deres Drikfældighed maa betegnes som fuldstændig uværdig til at beklæde et Præsteembede, og det er at haabe, at Regeringen ikke indskrænker sig til denne eneste Afgjørelse, men søger ved fortsat energisk Optræden at faa Bugt med dette Drikkeriuvæsen blandt vore Præster; kun under denne Forudsætning vil denne Stand kunne gjenvinde den Anseelse, som den ved alt for mange af sine Medlemmers hidtidige Opførsel allerede har tilsat. De drikfældige Præster har ikke alene stor skadelig Indflydelse paa den Menighed, som de er sat til at lede og bevogte, men de sætter ogsaa en Plet paa hele Folket, hvad man ogsaa hyppig kan læse sig til i de mange Rejsebeskrivelser, som fremmede Turister næsten hvert Aar udgiver om deres Rejser i Island, og hvori de næsten aldrig undlader at omtale enkelte fulde Præsters forargelige Optræden.

(Aarhus Amtstidende 21. april 1890).

Elektrisk Lys. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et glædeligt tegn på hvor vor by kommer med - trods Magistratens og Borgerrepræsentations søvnighed. Mange steder rundt i staden anvendes nu elektrisk lys i butikker og etablissementer og glæder folk der ellers er vant til at rave om i det herskende mulm og mørke.

På Vesterbro er nu også det elektriske lys dukket op og stråler klart og hvidt ud over Vesterbrogade fra den nye ejendom nr. 22 som tømrermester Sørensen har ladet opføre.

Selve ejendommen der er udført efter tegning af Kramp, hører til de smukkeste derude. Men sine gule sten, sine friser og bånd i brændt ler og sine store brede vinduer der lader lyset fuldt falde ind.

Vesterbrogade 22. Det var i stueetagen de to omtalte forretninger var, med elektrisk lys. De fik to vidt forskellige skæbner. På de øvrige etager var der lejligheder som efter annonceringen lød luksuriøse. 

I stuen findes to store elegante butikker, hr. Bernths skrædderetablissement og hr. Richters dameudstyrsforretning - begge to forretninger der magelig kan tage konkurrencen op med den gamle bys største. Fra talrige elektriske lamper stråder det elektriske lys ud i de store smukke rum og lader alle de smukke varer og de udsøgte stoffer ret tage sig ud. 

Dynamomaskinen er leveret fra Schuckert i Nürnberg, gasmaskinen fra Eickhoff i København og anlægget skyldes Cornelius Knudsen og Ludvig Lund. I alt findes der i ejendommen 9 buelamper og 70 glødelamper der oplyser gården, trappegangen og butikkerne. Men anlægget kan også udvides til at belyse ejendommens store smukke privatlejligheder hvis det skulle ønskes.

(København den 30. januar 1890).

Vesterbrogade 22 er fra 1889, og altså nyopført på daværende tidspunkt. Arkitekt Oscar Hakon Frederik Ellef Kramp (1853-1933), søn af snedkermester Johannes Lassenius Kramp, tegnede en del ejendomme på Vesterbro, mange med historicistisk ornamentik, bl.a. SkydebanegadeTømmermester A. Sørensen solgte september 1890 ejendommen til kreaturkommissionær Chr. Thede og slagtermester Carl Jacobsen Ellegaard for 390.000 kr. 

Det var en fejlvurdering at forretningerne kunne "tage konkurrencen op med den gamle bys største". Detailhandleren Niels Eggert Carl Richter blev den 3. maj 1890 erklæret konkurs af Sø- og Handelsretten. 

Realisationen - eller ophørsudsalget - hos Richter, Adresseavisen 16. juni 1890

Det tog tilsyneladende hårdt på Richter, den 19 marts 1891 meddelte "København" at han lå "i en meget lidende tilstand på Kommunehospitalets 4. afdeling." Af højesteretssagen I juni 1891 fremgik at den arrestrerede Richter var sigtet for overtrædelse af straffelovens §§ 260 og 262 2. stykke. Fra oktober 1889 til 3. maj 1890 havde han undladt at føre bøger, i hvilken periode boets underbalance udgjorde 20.000 kr. Efter at være blevet taget under konkursbehandling, havde han desuden afkrævet to debitorer beløb som han havde brugt til egen fordel, samt at have undladt at oplyse om værdien af en del varer. Højesteret idømte ham fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage. Boet blev sluttet 22. september 1891. Han døde i april 1894 i Chicago, og angaves at være bosat i Aarhus.

Annonce for Julius Bernth i Nationaltidende, 2. april 1890. Annoncen stod også i andre dagblade på det tidspunkt. I september annoncerede C. W. A. Thomsen efter en kommis som var godt kendt i kjolestof og konfektionsbranchen. Butikken blev annonceret til leje "med elektrisk lys". Tilsyneladende gik det bedre for ham. Forretningen annoncerede i de følgende årtier både efter mere personale, samt havde jævnligt salgsannoncer i aviserne.

Julius Berenth gennemførte i marts 1890 priskurant, ifølge Dansk Skræderforbund.

Ejendommen blev i øvrigt annonceret til salg med mange store 3 værelses, og 6 og 7 værelses lejligheder med badeværelser. I august 1890 var der stadig 2 ledige lejligheder. Huset blev bygget hvor "Den Lille Trommesal" lå. Den blev nedrevet 1888. Vesterbrogade 22 husede Provinshotellet (1904), senere Hotel Nordland som var samlingssted for tyskere, sortbørshandlere og Jane Horney under besættelsen. Det foregik mod hotelejer Ejler Jørgensens gode vilje, han var stærkt antitysk. 

København fik sit første elværk i 1892 (Gothersgade elektriske Centralstation). Det var jævnstrøm (2 gange 110 V), idet man anså vekselstrøm (2.000 V) for farlig. Men det betød også at man kun kunne sende strøm over korte afstande. Det første kommunale elektriske lys var på Kongens Nytorv, til Christian IX og dronning Louises guldbryllup. Strøget og Købmagergade fik elektrisk gadebelysning 1899. I mellemtiden (1897) var sporvognene begyndt at blive elektrificeret. 

Fotograf Anders Ole Nielsen 1832-1920 . (Efterskrift til Politivennen)

Anders Ole Nielsen blev født 1832 i Kisserup. Han var fotograf i København ca. 1857-1862. Han boede 1857-1859 i Lorentzensgade, Sankt Paulsgade i København, i 1860 på St. Kongensgade 44, Kbh., i ​1862 på Gl. Kongevej 2 og maj ​1862 i Ringsted. Han rejste rundt og etablerede midlertidigt atelier i forskellige gæstgiverier hvor lyset var egnet til fotografering.

I maj 1859 således hos Bonnesen på Købmagergade i Næstved. Købmand (1827-1848) og restauratør (1848-1861) Christian Bonnesen (1805-65) var efter flere flytninger nået til Købmagergade 9 hvor han holdt pensionat til 1857-1861. Særligt var han interesseret i "Photographister og Daguerrotypister der kunne erholde en dertil svarende Plads til Beqvemmelighed, Alt indbefattet" - Næstveds første fotoatelier. Men som det fremgår af nedenstående annonce også andre steder:

Photographisk Atelier i Nysted. Hos Hr. Skrædermester Valther har jeg Undertegnede indrettet et Atelier for photographiske Portraiter i alle Genres. Enkelte Portraiter fra 8 Mk., Grupper fra 2 Rd. til høiere Priser, Copier af Oliemalerier og andre Portraiter aftages og Bestillinger modtages paa Prospecter af Huse, Gaarde, Landskaber k. Alt aftages veltruffent og smukt indfattet, og uden Hensyn til Veiret.

Prøver af mit Arbeide er til Eftersyn i mit Atelier, og i Haab om et talrigt Besøg og Publicums Tilfredshed tegner jeg mig

A. O. Nielsen, Photograph fra Kjøbenhavn

(Annonce i Lolland-Falsters Stifts-Tidende 15. august 1859).


I Esrom Kro aftages daglig uden Hensyn til vejret i en kort Tid Photopraphi-Portraiter fra 1 Rd. til høiere Priser, endvidere aftages alle Slags Prospecter, Copier og Visitkort og om ønskes i Familiers eget Hjem. A. O. Nielsen, *) Photograph fra Kjøbenhavn. *) I foregaaende Avertissementer er ved Trykfeil kommen til at staa J. O. Nielsen. (Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. juli 1861).

Photographiske Portraiter i alle Genre, aftages daglig i restaurateur Nielsen Eiendom ved Jernbanen. A. O. Nielsen, Photograph fra Kjøbenhavn. (Sjællands-Posten (Ringsted) 7. juni 1862).

Fra december 1862 slog han sig mere permanent ned i Slagelse hvor han boede på Sveitserplads 245. Ved den landøkonomiske og industrielle udstilling i Slagelse i oktober 1867 fik "Photograph A. O. Nielsen, Slagelse" broncemedaille i kategorien bogtryk, afbildninger, fotografi og maleriarbejde. I 1876, fik han desuden hæderlig omtale ved udstilling i Ringsted, samt broncemedalje i 1877 på en udstilling i Slagelse.

En lille, hvid Hanhund, Silkepudel, med røde Øren og klippede Poter, lydende Navnet "Jens", er bortkommet igaar Eftermiddags (den er seet af Flere paa Slottensgade). For tilveiebringelsen betales en Douceur af Fotograf A. O. Nielsen udenfor Nyport. (Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 23. november 1867).

Portrait af Pastor Engholm (forhenværende i Ørsløv) er indkommet i Visitkort Format hos Fotograf A. O. Nielsen udenfor Nyport, samt faaes hos Boghandler Kamman paa Slottensgade. (Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 7. december 1867, 2. udgave).

Fotograf Anders Ole Nielsen (3.11.1832-3.8.1920): Præst Johan Peter Jørgen Engholm (1835-1910). Optagelsestidspunkt angivet som 1857-1884, annoncen ovenfor indikerer at det kan være 1867. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Det kongelige Bibliotek har 35 portrætfotoer af A. O. Nielsen.

Fotografi-Portræter aftages daglig strax udenfor Nyport ved Gasværket af A. O. Nielsen. (Slagelse-Posten 24. oktober 1868). Annoncen ses tilbage til november 1866.

Fra 1874 (hvor han da var 42 år) og indtil 1879 var der kommet børn i huset:

En ordentlig og villig Pige, ikke for ung, som vil passe et lille Barn kan faa Plads til 1ste November hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 14. september 1874).

Et graat Børnevaterproofslag er tabt sidste Lørdag. Den bedes afleveret hos Fotograf A. O. Nielsen imod en Dusør. (Slagelse-Posten 31. maj 1875).

En ordentlig og skikkelige Pige kan saa Plads til 1ste November hos Fotograf A. O. Nielsen (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 27. august 1877).

En flink Pige, som kan Vadsk og Strygning og i øvrigt udføre Stuepigegjerning og deltage i hvad der forefalder i Huset, kan faa Plads til 1ste November hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 11. august 1879).

En konfirmeret Pige eller en, som gaar til Præsten, som med Troskab og Venlighed vil passe et lille Barn, kan strax melde sig hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 29. september 1879).

Fra 1880 ser det ud til at der blev mere plads i huset, for han begyndte at leje værelser ud - måske kneb det også med økonomien?:

For en enlig Herre eller Dame er 2 smukke Værelser til Leie nu til Flyttedagen i Villa-Ejendommen ved Sveitserpladsen Nr. 245. Man henvender sig til Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. oktober 1880).


N. F. Worm, Fotograf. Efter at have uddannet mig hos kgl. dansk, svensk og norsk Hoffotograf Budtz Müller i Kjøbenhavn, begynder jeg Lørdag d. 12. Febr. en Fotografi-Forretning i min Faders Atelier ved Gasværket, som Hr. Fotograf A. O. Nielsen har havt til Leje i 18 Aar, og anbefaler mig med Alt til Faget henhørende. Jernbanevejen nr. 238. N. F. Worm. Fotograf. (Slagelse-Posten 12. februar 1881).

N. F. Worm var søn af Wigandt Christensen Worm (1816-?). Han var bror til fotografen Peter Christian Worm, der var fotograf i  Nykøbing F, fra 1898 ff, i Birkerød, fra 1908 ff., i Skodsborg.

Annonce i Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 13. august 1883. Billedet viser hans hjem på Sveitserpladsen 245. Schweizerpladsen var blevet til efter en bybrand i 1804, opkaldt efter schweizeren, farver og silkebåndsvæver Adam thorman. Nygade blev en del af pladsen.

Af Redaktør og Folkethingsmand Tauber er udkommet et godt Fotografi i Visitkort- og Kabinetsblled-Format, som faas hos Undertegnede.

Med Hr. Taubers Tilladelse forbeholder jeg mig Eneret paa ovennævnte Billeder i Følge Lov af 29de Marts 1863.

A. O. Nielsen. Fotograf, Sveitserpladsen, Slagelse.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. oktober 1884).

Fra 1885 lejede han mindre eller større dele af huset ud, samt solgte bær og frugt fra haven indtil han afhændede den i 1890:

1 a 2 Elever som skal frekventere Slagelse Realskole, kan faa Kost og Ophold til moderat Pris, Lektier og Sprogene kunne gjennemgaas. Man henvender sig til A. O. Nielsen, Fotograf. (Slagelse-Posten 16. juni 1885).

Et smukt og livligt Værlese til Gaden, med eller uden Møbler, kan faas til Leje strax eller senere hos Fotograf A. O. Nielsen. (Slagelse-Posten 16. marts 1886).

Slagelse Realskole. Elever, som skulle frekventere ovennævnte Skole, kunne faa Kost og Ophold til moderat Pris - Støtte i Sprogene og andet vedrørende kan faas - gode Referencer haves hos A. O. Nielsen, Fotograf. (Slagelse-Posten 5. juli 1886).

Meget store Stikkelsbær, saavel til Syltning som Spisning, samt meget store Have-Hindbær faas hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 4. august 1887).

En Kjælderlejlighed, bestaaende af 2 Værelser, Kjøkken og Spisekammer kan faas til Leie April Flyttedag hos Fotograf A. O. Nielsen, Nyport. Den aarlige Leie er 80 Kr. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 21. februar 1889).

Ved byrådsmødet 17. august 1889 omtaltes at en kommission ønskede bedre og sikrere adgang til banegården og i den forbindelse kulnne benytte stien fra "Fotografens Hjørne og gaa bag om Werners Have." Becker: "Gjorde Byens Delegrede ikke noget Forsøg paa at faa Kjørevejen lagt fra A. O. Nielsens Have i Stedet for fra Gasværkshaven?"

Et møbleret Værelse til Gaden er til Leje til November hos A. O. Nielsen, fotograf. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 23. oktober 1889).

En Lejlighed i Stueetagen, bestaaende af 4 Værelser og Kjøkken samt Udenomsbekvemmelighedeer, eller en 1ste Sal, bestaaende af 3 Værelser og Kjøkken, kan erholdes til Leje til April Flyttedag med Adgang til den store og skyggefulde have hos A. O. Nielsen. Fotograf. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. februar 1890).

Udlejningen ophørte først da ejendommen blev afhændet i februar 1890:

Fotograf A. O. Nielsen har, ifølge "Sorø Amtstid.", solgt sin Eiendom paa Sveitserpladsen i Slagelse for 17,000 Kr. til Marskandiser R. P. Jensen (Middelfart Avis 28. februar 1890. Meddelelsen stod 25. februar i Sorø Amtstidende). 

Fotografier til nedsatte Priser.


Da jeg paa Grund af Salg af min Ejendom rejser fra Slagelse i Midten af Juli, ønskede jeg forinden at realisere mit Restoplag af Kartons etc. I den Anledning har jeg nedsat Priserne paa Fotografier meget betydeligt; 6 Visitkort for 2 Kr., de efterfølgende a 25 Øre pr. Stk.; store Kabinetsbilleder: 1ste Stykke 1 Kr. 50 Øre, de efterfølgende a 50 Øre; meget store Billeder, som før har kostet 10 Kr., leveres for 5 Kr. Fint udførte Billeder efter ældre Fotogratier meget billigt.

Da jeg har alle gamle Plader i Behold, kunne de Ærede, som er fotograferet hos mig tidligere, ved snarest at sende mig Bestilling, faa Billeder efter de aldre Plader til yderligere nedsatte Priser.

Det bemærkes, at der til de ovenfor nævnte billige Priser leveres ligesaa gode Billeder som hidtil.

Slagelse, den 27de Februar 1890.
A. O. Nielsen,
Fotograf, Sveitserpladsen.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 25. juni 1890). Annoncen var genopslået regelmæssigt mellem marts og juli 1890


Herefter forsvinder han -  der nu var omkring 58 år - ud af aviserne. Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende meddelte ganske kort af han var død 6. august 1920. Hvad han foretog sig 1890-1920 - fra han var 58 til 88 år - kan ikke læses ud fra aviserne. Han efterlod mange fotoer som kan findes i lokalarkiver samt 35 portrætfotoer på Det kongelige Bibliotek.

Fotograf A. O. Nielsens familiegravsted på Vestre Kirkegård. Det er markeret som bevaringsværdigt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

29 februar 2024

Theodor Begtrup Hansen (1852-1896). (Efterskrift til Politivennen)

Dr. med. Th. B. Hansen. Han havde ligesom sin Lærer baade Evne og Villie til at komme de lidende til Hjælp. For at lette Landets Jordemødre deres Bestræbelser for at vedligeholde og udvide deres Kundskaber, stiftede han "Tidsskrift for Jordemødre” (1891) der stadig udkommer. Naar han viede denne Sag saa stort et Arbejde, var det, fordi der endnu er store Fremskridt at gøre i Jordemoderkunsten, hvilket vil fremgaa af, at til trods for Stadfeldts Gave til Menneskeheden: Antiseptik i Fødselshjælpen, er endnu Barselfeber den næsthyppigste Dødsaarsag for Kvinder i Alderen fra 15-45. Vi skylde derfor de Mænd Tak, om hvem vi ved deres Baare kunne sige, at de have bidraget til at forringe Faren for de fødende.

Dr. Th. B. havde i flere år været Læge ved Kvindefængslet på Christianshavn, og hans ualmindelig elskværdige, rolige og humane Sindelag i Forbindelse med hans Uddannelse paa Sindssygehospitaler gjorde ham vistnok særlig skikket til denne Plads. Der er derfor nok Grund for os til at skænke hans Minde en venlig Tanke.

Cand. med. & chir. Th. B. Hansen er af Fakultetet ansat som klinisk Assistent ved Fødselsstiftelsen fra d. 1. Septbr 1884 at regne, med Samtykke af Stiftelsens Direktør i Skrivelse af 25. Avg. 1884.


Dr. med. Th. B. Hansen.

I Gaar Nat døde Dr. med. Theodor Begtrup Hansen af Lungebetændelse. Han kom hjem Torsdag Nat fra en Fødselspraxis, følte sig samme Nat syg. og efter et Par Dages Forløb var man allerede klar over, at hans Liv ikke stod til at redde, den hidtil sunde Mand, der kun var 44 Aar gammel, maatte bukke under for et Sygeleje paa kun 5 Dage.

Dette Dødsfald vil vække Sorg i Lægestanden. Det kom saa uventet, og det ramte én af de bedste i standen, en af de faa, som alle saa' op til og alle holdt af. 

Han var en dygtig Mand. Et fint og klogt Hoved med en aldrig svigtende Evne til at se det centrale i enhver Sag, med et Overblik, som aldrig lod sig forvirre af den store Detailkundskab, som han sad inde med, men som han kun betragtede som det nødvendige Grundlag til at kunne forstaa og handle som videnskabelig Læge, ikke som en Skat i og for sig.

Hans Avtoritet imellem Kollegerne var stor, ikke alene i Sager paa Medicinens Omraade, men i ethvert Spørgsmaal. Hans Ord vejede og betød noget, baade for hans jævnaldrende og de yngre, der saa op til ham, og for de ældre, der kjendte ham som den støtte og paalidelige, kritiske og gjennemdannede Personlighed, hvis Dom aldrig lod sig lede af Øjeblikket Stemninger eller ydre Indflydelser.

Hans videnskabelige Produktion var ikke stor af Omfang, kun to større Afhandlinger foruden nogle mindre Arbejder. Men den var endog meget betydelig af Værdi. Hans Doktordisputats, "Om Livmoderens Formindskelse i Barselsengen med særligt Hensyn til Sondemaalingens Betydning tor Retslægen", ragede højt op over Jævnmaalet for den almindelige medicinske Afhandlinger for Doktorgraden, og et senere Arbejde fra 1890 om Aarsagen til Barselfeber, hvor han som den første udtalte den Tanke, at Sindssyge i Barselsengen skyldes en Infektion, regnes for et klassisk Arbejde der hører ind under det bedste af, hvad dansk Lægevidenskab har præsteret

Han havde en stærkt vovende Praxis som Fødselshjælper. Lægerne havde her den mest ubetingede Tillid til hans Kundskaber, til hans sikre rolige Skjøn og hans store manuelle Færdighed, og Klienterne havde den tryggeste Tro til den høje, stilfærdige Mand med det venlige og nænsomme Væsen og den respektindgydende, i god Forstand selv bevidste Optræden

Og endelig var han en dannet Mand. Hans Videnskab havde ikke slugt hans Interesse for Kunst og Literatur, for Politik og alt, hvad der bevæger sig i et Samfund. Hans gode, lyse Forstand og hans klare Kritik stod uhildet her som i hans egenlige Fag. Ogsaa her ragede han i meget op imellem sine Kolleger.

Fra næste Aar skulde Dr. Hansen, der i nogle Aar havde været Læge ved Statens Kvindefængsel paa Kristianshavn, sammen med denne Stilling ansætte som Fængselslæge under Magistraten. Mange havde i ham set Prof. Stadfeldts Arvtager som Lærer i Fødselsvidenskaben. det var vistnok for en stor Del Læger en Skuffelse, at han ikke vilde søge denne Post. Men han valgte Fængselsvæsenet, til hvilket han ogsaa ansaas som den bedst kvalificerede af samtlige kjøbenhavnske Læger. Desværre skulde han aldrig naa dette Maal, som han stod lige ved, da Døden bortrev ham.

Det er sørgeligt, at den Mand skulde dø nu. Han vil blive savnet af alle, der kjendte ham. som en af de bedste i Standen baade som Læge og Menneske. Hans Død er et smerteligt Tab.

- Dr. C. -

(Dannebrog (København) 24. december 1896).


Han er begravet på Vestre Kirkegård.


Thomas Begtrup Hansen (1852-1896) og Emilie Begtrup Hansen (1853-1932). Gravsted på Vestre Kirkegård. Nederst står: "Venner og Patienter reiste Stenen". Foto Erik Nicolaisen Høy.