08 marts 2024

Fru Bøhm. (Efterskrift til Politivennen)

Gaar blev Fru Bøhm begravet fra Vestre Kapel. Fru Bøhm var gift med en Artist i Cirkus, og var en nydelig ung Dame af dansk Oprindelse.

Hun døde paa Kommunehospitalet efter en Operation i Underlivet.

I Gaar, Kl. 12, blev hun som sagt begravet.

Der fandtes Kranse fra samtlige Beridere, Staldmestere, Kontrollører og Balletdamer. Specielt havde Dir. Caspar, Miss Ella og Dir. Rasmussen, sendt Kranse.

Det Hele var meget højtideligt.

Hr. Bøhm havde, skønt han er tysk, ønsket, at en dansk Præst holdt Talen, eftersom hun var død i Danmark.

Pastor Gottschalck-Hansen talte da overmaade kønt og sympatetisk over den unge 27aarige Kvinde der under sit omflakkende Liv havde fundet en saa tidlig Død.

Artisterne bar Kisten fra Kapellet ned til Graven, der laa ned mod Kalvebodstrand. Et Orkester, sammen sat af "Cirque du Nord"s Medlemmer spillede en Koral; og to Sange blev afsungne ved Graven.

Den unge Kones Mand var dybt nedbøjet. Han og hans Hustru havde netop komponeret et nyt Nummer, med hvilket de skulde rejse, naar Sæsonen var forbi. Begge havde de fra 6 Morgen til 12 Middag arbejdet med beundringsværdig Energi, og de ventede sig en lys Fremtid.

Nu var Arbejdeet færdigt. De beredte sig til at flyve ud i den vide, vide Verden -

Saa bliver hun syg - og saa!

Den ubønhørlige Død overrafler dem, midt i deres virksomme og til Tider farefulde Gærning.

Derfor var heller intet Øje tørt, da Kisten sænkedes i Jorden ud for det venlige Hav, som kranser Sjællands smilende Vange.

Man vidste:

Her var det Kærlighed og Trofasthed, som forbandt de Tvende. Og Arbejdet, der sikrede deres Fremtid var spildt. Alvorligt Spildt.

Publikum forstaar maaske næppe det Sidste

This de ved ikke, at selv den simpleste Klowns Grimacer har kostet ham Aar af Arbejde.

(København 14. august 1897).

Annonce i Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 3 august 1897.

Fru Bøhm var ansat ved Cirque du Nord og gift med en berider. Hun døde af en underlivssygdom. Cirque du Nord optrådte 1894 og 1897-1899 i Cirkusbygningen i Jernbanegade i København. 1897-1898 var William Casper daglig leder.

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør!

Da jeg forleden dag kom ud på kirkegården for at se til en grav hvori et af mine børn hviler, beder jeg en af graverkarlene om at klippe hækken på graven, hvilket han lovede. Men da vi når graven, ser jeg til min forbavselse, at hækken, som har stået på graven i 12 år, er borte, hvorimod et lille gravkors og nogle blomster endnu var til stede. Hækken var gravet op og formentlig bortsolgt.

Jeg henvendte mig så på kontoret.
- Hvorledes kan sådant ske? spurgte jeg
- Vi kan ikke vare for andre grave end for dem, som bliver passet herfra. For øvrigt, når der ikke gøres noget ved en grav i to år, sløjfes den.
Men mit gravsted er hvert år blevet passet, så det kan ikke komme ind under sidste kategori.

Men jeg spørger: Hvor er mit hegn bleven af? Og skal dagvogterne på kirkegården ikke have tilsyn med andre grave end dem, som er under kontorets forsorg?

Rette vedkommende vil vel svare herpå!

Med tak for optagelse

Deres
Holm.

(Aftenbladet (København) 15. august 1897)

07 marts 2024

Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (4/6). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Politiets registerblade boede Bech på følgende adresser: 1. 5. 1893 Tordenskjoldsgade 27, 1. 1. november 1893 Gl. Strand 36, 1. 1. november 1894 Ny Vestergade 19, 1. 1. november 1895 Købmagergade 11, 3. 1. november 1896 Havnegade 3, 3. Ifølge et andet registerblad på Rørholmsgade hvorfra han flyttede til Rosengården. 1897-1905 Horsens Tugthus. Da han døde i 1909 havde han adresse på Vesterbrogade 21, 2. Men som det fremgår nedenfor var det på Almindeligt Hospital.


Højesteretsdom nr. 223, 17. januar 1895

Højesteretssagfører Shaw contra Søren Peter Jensen Bech (Def. Jensen)

der tiltales for Overtrædelse af den under 14/9 91 af Justitsministeriet stadfæstede Sundhedsvedtægt for Lyngby Sogn.

Kjøbenhavns Amts Nordre Birks Politirets Dom af 11 August 1893: Søren Peter Jensen Bech bør under en Kjøbenhavns Amtsfattigkasse tilfaldende Bøde paa 10 Kr. for hver Dag, han sidder denne Dom overhørig, inden 14 Dags efter denne Doms lovlige Forkyndelse fra sine bebyggede Ejendomme, Matr.-Nr. 21d og 21e i Lyngby, tilvejebringe et efter Sundhedskommissionens nærmere Bestemmelse fyldestgjørende Afløb for Regnvand, Spildevand, Grundvand og deslige. Tillige bør Tiltalte betale Sagens Omkostninger, men forøvrigt for det Offentliges Tiltale under denne Sag fri at være. At efterkomme under Adfærd efter Loven.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 27 Marts 1894: Tiltalte, Kaptajn Søren Peter Jensen Bech, bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger, derunder Salær til Aktor for Overretten, Prokurator Meyer, 20 Kr. udredes af det Offentlige.
Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde
kjendes for Ret:

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Højesteretssagførerne Shaw og Jensen tillægges der i Salarium for Høiesteret hver 40 Kr., som udredes af det Offentlige.

(Herefter følger en ca. 2 sider lang redegørelse for grundenes kloak- og vandforhold).

I august 1897 blev kaptajnen arresteret for et voldeligt overfald på garvermester Thaulow i København:


Det morderiske Overfald.

Voldsmanden, Kapt. Bech arresteret.

Det er i Lørdags efter et energisk Arbejde Iykkedes Opdagelsesbetjent Jepsen at anholde Gjerningsmanden til det i Tirsdags Eftermiddag mod Garvermester Thaulow forøvede morderiske Overfald.

Som vi meddelte for nogle Dage siden fik Politiet af Th. udleveret det Billede, som Voldsmanden havde foregivet, han vilde have tilbage fra Th., fordi han kunde sælge det til en meget højere Pris end den, han havde faaet for det. Ved en grundig Undersøgelse, i hvilken dette Billede ogsaa spillede en Rolle kom Opdagelsesbetjenten i Fredags til det overraskende Resultat, at den som havde solgt Billedet til Garvermester Thaulow maatte være - Kaptajn S. P. J. Bech, Faderen til den i sin Tid saa berømte Asger Bech.

Efter at Hr. Jepsen havde konferreret med Politiassistent Gyldenfeldt, besluttedes det, at man om Lørdagen skulde søge Kaptajn Bech i dennes Hjem i Havnegade Nr. 3. Lørdag, Middag Kl. 1 indfandt Opdagelsesbetjenten sig i Bechs Hjem. hvor han traf Kaptajnen. Denne nægtede paa Opdagelsesbetjentens Forespørgsel at have Noget som helst med det omtalte Billede at gjøre. Da Kaptajn Bech saaledes strax blev grebet i en Usandhed, betænkte Politimanden sig ikke længe, men opfordrede ham til ufortøvet at følge med til Svendsgades Politistation.

Der blev herfra sendt Bud efter Garvermester Thaulow, som da han konfronteredes med Bech, strax erklærede, at det var Manden, som havde solgt ham Billedet, og som havde forøvet det morderiske Overfald paa ham. Efter at Th. dernæst var demitteret, toges Kaptajn Bech i skarpt Forhør. Under dette indrømmede han saa, at han havde været oppe hos Th. Tirsdag Eftermiddag, samt at han her havde krævet at faa det meget omtalte Billede tilbage. 

Angaaende selve Overfaldet vilde Bech ikke indrømme, at dette var begaaet i nogen forbryderisk Hensigt. Naar han havde slaaet Thaulow, hvilket han indrømmede at han havde gjort, så var dette sket i Hidsighed under den Ordstrid, der var opstaaet mellem de To angaaende Billedet. Bech vilde ikke ud med, hvad det var for et Instrument, han havde slaaet med, men Alt tyder paa, at det har været en Todtenschlæger eller maaske en Jernkno.

Efter disse Indrømmelser førtes Kaptajn Bech seent Lørdag Aften til Politikammeret hvorfra han, efter at være fremstillet for Politiinspektør Madsen, førtes til Arresthuset Nytorv. Samtidig gik der Melding til Fru Bech om at hendes Mand foreløbig var tagen i Forvaring af Politiet.

Igaar Formiddags havde vi en Samtale med den dybt nedbøjede Fru Bech om det Passerede. Hun fortalte, at hendes Mand i Tirsdags Eftermiddags var kommen hjem i en noget ophidset Tilstand. Hun havde spurgt ham, hvad der var gaaet ham imod, og han havde da fortalt hende, at han paa Gaden havde havl en heftig Ordstrid med en Mand til hvem han havde solgt et Maleri. At der havde fundet Voldsomheder Sted imellem de To havde Kaptajn Bech dog ikke fortalt. Da han saa i Lørdags var bleven afhentet af Politiet, havde Fru Bech nok havt en Anelse om, at dette stod i Forbindelse med hendes Mands ophidsede Sindstilstand i Tirsdags Eftermiddag.

Igaar Formiddags blev Fru Bech kaldt op til Politiinspektør Madsen paa Politikammeret, hvor denne meddelte hende, at hendes Mand var anholdt som sigtet for at have overfaldet en Mand Politiinspektøren fremstillede dog Sagen for Fru Bech som ret ubetydelig. Der vilde høist kunne blive Tale om, at hendes Mand idømtes en større Bøde, havde Politiitinspektøren sagt. Paa dette Punkt er Politiinspektør Midjen dog ikke i Overensstemmelse med erfarne Politimænd af Opdagelsespolitiet, som have havt Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen, og med hvem vi igaar talte. Deres Mening var, at Kaptajn Bech utvivlsomt har forøvet Overfaldet i den Hensigt at faa Lejlighed til at bestjæle Thaulow. Men dette vil jo nok blive opklaret, naar Sagen mod Kaptajn Bech nu, efter at denne igaar er arresteret ved Grundlovsforhøret bliver henvist til et af Rettens Kriminalkamre

De omtalte Politimænd gaa endog saa vidt i deres Opfattelse af Sagens alvorlige Karakter, af de mistænkte Kaptajn Bech for at være Gjerningsmanden til et Overfald, der for nogle Aar siden blev forøvet her i Byen under lignende Forhold, som det nu for nylig hos Taulow udøvede.

Angaaende Kaptajn Bechs økonomiske Forhold kan det oplyses, at han, der tidligere har været en velstaaende Mand, nu sidder Smaat i det.

(Nationaltidende 30. august 1897)


Kaptajn Bech som Voldsmand

Millionær og Voldsmand Asger Bechs Fader.
Kaptajnen overbevist om at have forøvet Overfaldet paa Garvermester Thaulow.
Arresteret.
Samtale med Kaptajn Bech.

Vore Læsere vil erindre de forskellige Meddelelser, vi har bragt om hint mærkelige Overfald, der Tirsdag Eftermiddag, omtrent ved Sekstiden, fandt Sted i Vesterbrogade 71, hvor en Handelsmand pludselig voldslog den gamle Garvermester Thaulow i dennes Hjem, og derefter skyndsomt begav sig paa Flugt.

Der forelaa kun faa og vage Oplysninger om denne Sag, da Politiet fik den sin Haand.

Med et stort, gabende, blødende Saar oven i Hovedet rendte den overfaldne Garvermester selv til Politiet og anmeldte Forbrydelsen. Men, hvem Forbryderen var, derom kunde han ikke give Besked. Det var en Mand, af hvem han havde købt et Billede, og som havde forsøgt at laane Penge af ham. Andet vidste han ikke.

Handelsmanden var øjensynlig bleven rasende over, at Thaulow ikke vilde ud med Pengene, men derimod sagde til ham: "Nu skal De gaa !" Og da den gamle Mand i det samme satte sig ned for at trække sine Støvler paa, var det, at han fik det voldsomme Slag i Hovedet . . .

Den gamle Thaulow,

der bor ganske alene, og hvis Særhed navnlig bestaar i en ren Mani for at samle gamle Billeder og Malerler, blev efter dette Overfald helt umedgørlig.

Han lukkede sin Dør af med dobbelte Laase, ja, barrikaderede sig formelig i sin Lejlighed. Kun hans allernærmeste Slægtninge fik - om end med Besvær - Lov at se ind i Lejligheden. Han talte vildt og usammenhængende. Hans Skræk steg til et halvt Forfølgelsesvanvid, saa frygteligt var hans Nervesystem blevet rystet ved det Skete.

Som en Følge heraf var det ikke stort bevendt med de Forklaringer, som Garvermesteren kunde give Politiet. Det var altsammen hen i Vind og Vejr.

Derimod kunde han give Politiet en Genstand, der havde Betydning for Undersøgelsen: Det Billede, han havde købt af Voldsmanden, et forøvrigt meget tarveligt Litografi, som Garvermesteren havde købt til altfor høj Pris.

Politiet,

anført af den flinke Opdager. Hr. Jepsen, gik nu paa Jagt efter den formentlige Sælger af dette Billede.

Det Resultat, som Hr. Jepsen efter vidtløftige Undersøgelser kom til, var saa overraskende, at han ikke selv turde tro paa det.

Saavidt han kunde forstaa, maatte det nemlig være Kaptajn, Grosserer S. P. J. Bech, R. D., der havde solgt Garvermester Thaulow Billedet.

Den Tanke, at en Kaptajn, en Grosserer, en Ridder af Dannebrog, skulle afsløres som gemen Voldsmand, slog imidlertid Opdagelsesbetjenten med en saadan Forfærdelse, at han blev ganske bleg om Næbbet.

Han gik derefter til Politiassistent Gyldenfeldt, med hvem han havde en længere Konference om, hvad der nu skulde gøres.

Politiassistenten mente, der var ikke andet at gøre end at opsøge Kaptajn Bech og præsentere Billedet for ham.

I Kaptajn Bechs Hjem.

Nu vel. Hr. Jepsen begiver sig altsaa til Kaptajnens Hjem, Havnegade Nr. 3, hvor han ogsaa var saa lykkelig at træffe Hr. Bech.

Hr. Jepsen afslører Billedet, idet han spørger:

- "Har De solgt dette Billede?" '

- "Nej", svarede Kaptejnen, "jeg har aldrig set det Billede, kender det ikke".

- "Er De aldeles sikker paa det?"

- "Ja vel er jeg sikker paa det. Troer De jeg lyver?" foer Kaptejnen op. 

-"Nej", svarer Politimanden, "men naar De nægter at have haft Noget med Billedet at gøre, bliver jeg nødt til at anmode Dem om at følge med mig".

Kaptajnen gjorde Indvendinger. Dog, det nyttede ikke. Han maatte ifølge Betjenten, og i en Droske kørte de ud til Politistationen i Svendsgade

En sammenkomst. Bekendelse og Arrestation

Saasnart Kaptajnen var kommen til Stede paa Stationen, blev der straks sendt Bud efter Garvermester Thaulow.

Straks, da han saa' Kaptejnen, udbrød han:

- "Ja, det er Manden."

Og de to Modstandere maalte hinanden med Blikke, der var kemisk rensede for Kristenkærlighed.

Thaulow blev derpaa afskediget, og nu kom det til en længere Samtale mellem Politiassistenten og Kaptejnen.

Bech havde øjensynlig tabt sin Bitterhed og Herredømmet over sig selv. Han gik hurtigt til Bekendelse.

- ja, han havde slaaet Thaulow.

Men det var ikke noget planlagt Overfald, hævdede han. Nej, han var kommen i et hastigt Skænderi med Thaulow, og i sin Hidsighed havde han da slaaet til.

Men, hvilket Instrument, havde Kaptejnen brugt?

Han vilde han ikke forklare sig. Dog, Alt tyder paa, at det har været en Jærnkno eller en saakaldt "Todtenslæger," han har benyttet. Derom vil han sikkert ogsaa nok senere blive tvungen til at afgive tilfredsstillende Forklaring.

Fra Svendsgadestationen førtes Kaptejnen sent om Aftenen til Politikammeret, hvor han kom i et kort Forhør af Politiinspektør Madsen, der afsagde Arrestdekretet over Manden og lod ham føre til Arresthuset paa Nytorv.

Kaptajn Bech

Hvem er nu denne Kaptajn Bech, der saa uventet er afsløret som Voldsmand?

Han er en bekendt Skikkelse her i København, men mindre anset end bekendt.

Som en endnu ung Mand deltog han i Krigen 1864, hvor han blev Premierløjtnant. Han blev saaret, fik Ridderkorset og Afskedspatent som Kaptajn.

Senere ansøgte han om og opnaaede Tilladelse til at regnes til de "Afskedigede Officerer, der har Tilladelse til at bære Uniform som Krigsinvalider".

Efter sin Deltagelse i Krigen, hvor Bech viste sig som en særdeles tapper og uforfærdet Soldat, førte han et meget æventyrligt og bevæget Liv.

Han blev Spekulant og Projektmager i stor Stil, og i sine omfattende Spekulationer viste han sig som en Mand, der ikke tog smaalige Hensyn.

Han, der ikke ejede en rød Øre til at begynde med, slog sig paa en Gang voldsomt op, gav Partiet som den store Matador.

Han var en uforbederlig Pralhans, og hans Veltalenhed var ofte saa bestikkende og imponerende, at den kunde trække selv klogere Folk ved Næsen.

Han spekulerede især i Landejendomme.

I Skaane købte han uhyre Landstrækninger, Skove, Marker, Fabriker.

For godtroende Danskere fremstillede han saa Forholdene paa disse Ejendomme i den mest glimrende Belysning. Det var et formeligt jordisk Paradis, han oprullede for Liebhavernes Øjne, og Jorden solgtes for fabelagtig billige Priser.

Saa afsluttedes der store Handeler, mens Champagnen flød omkap med Veltalenhedens Strøm.

Siden sit de ulykkelige Landsmænd andet at føle. De gjorde de allerbitreste Erfaringer med disse ufrugtbare, uopdyrkede, øde Marker, værdiløse lige meget paa Grund af Jordens Ufrugtbarhed, den svage Befolkning og Stedets Mangel paa Samfærdselsmidler.

Ogsaa her i Landet spekulerede den driftige Kaptajn.

Endnu den Dag i Dag ejer han en Villa-Ejendom i Kongens Lyngby, paa Jærnbanevejen, som han vistnok adskillige Gange forgæves har forsøgt at afhænde.

For henved en Snes Aar siden var han endog Hotelejer i Lyngby, idet han "købte" det bekendte "Hotel Rustenborg".

Kaptajnen havde store Planer med dette Hotel - selvfølgelig mislykkedes de allesammen og Ejendommen gik over i andre Hænder.

Efterhaanden gik det mere og mere tilbage for ham. Han blev for godt kendt, og Folk blev forsigtige med at afstutte Handeler med ham.

Klasselotterikollektør.

For et halvt Aars Tid siden var Kaptajn Bech utvivlsomt i den Grad paa Knæerne, at han led Nød. Saa skete der Noget, som i visse Kredse vakte den største Opsigt.

Den gamle, syge Frk. Michelsens Klasselotterikollektion i Frederiksborggade skulde overgaa paa andre Hænder, og, som saa mange af de gamle, store Kollektioner, blev den delt i flere Stykker.

En af disse fik Kaptajn Bech. Der blev rettet mange Indvendinger mod Mandens Ansættelse som Klasselotterikollektør, men Alt var forgæves; det hed sig, at selv Hs. Maj. Kongen havde lagt et godt Ord ind for ham. Kaptajnen fik Kollektionen, og han har den endnu den Dag i Dag, den har Lokale i Nr. 16 Ved Stranden, og den antages at indbringe sin Indehaver ca. 2000 Kroner om Aaret.

Samtale med Kapt. Bech.

Den, der nedskriver disse Linjer, havde i Onsdags - Dagen efter at Overfaldet paa Garvermester Thaulow fandt Sted - tilfældigvis en Samtale med Kaptajn Bech.

Han standsede os i Nygade idet han, hæftigt gestikulerende, søgte at lare sine store Planer med en Ejendom i Nærheden af Snekkersten, ved Lave Skov, hvor han agtede at opføre et mægtigt Badehotel. 

Bech var altid opfyldt af store Projekter.

Han anmodede os indtrængende om at strive en længere Artikel til Anbefaling for hans Ide, og han antydede - altfor tydeligt - at vor Umage skulde blive belønnet

- "Jeg har jo", sagde han, "Lov til at sende Dem 5000 Kroner i et anbefalet Brev".

Dette ærefulde Tilbud, som vi kun altfor høfligt afslog, er betegnende for Mandens Karakter.

Overhovedet var Kaptajn Bech - Asger Bechs Fader - en grov, meget brutal, hidsig, i sin Optræden brovtende og ubehageligt stortalende Person, om hvem man i og for sig nok kan tro, at han i Hidsighed kan falde over og skamslaa en gammel Mand, med hvem han var kommen i Trætte.

Muligt er det derfor, at Kaptajnen faar Held til at gennemføre sin Forklarring om, at hans Overfald er Udslaget af en øjeblikkelig Hidsighed og ikke en planlagt Forbrydelse. Bekræfter dette sig, vil han vel slippe noget billigere fra Historien, end det straks saa ud.

Pax.

(København 30. august 1897).


Nationaltidende 1. september 1897, 2. udgave havde besøgt Thaulow i Vesterbrogade 71. Han fortalte at kaptajn Bech flere gange havde besøgt ham og vidste at han havde en betydelig mængde sølvpræmier i et pengeskab. Her fortalte han også om slaget han havde fået i hovedet. Den 1. september skulle Thaulow have været forhørt, men han viste sig ikke. Thaulows fætter, Albert havde også givet møde og i København 2. september 1897 udtalte han sig til fordel for sin fætter. 

Den 2. september dukkede Thaulow så op. Han mente at kunne huske at Bech havde forsøgt at aflede hans opmærksomhed ved at pege på et formodet dyr på gulvet for at få Thaulow til at dukke sig. Bech på sin side påstod at det var Thaulow der havde slået først. Se fx Socialdemokraten 3. september 1897. De første forhør drejede sig udelukkende om overfaldet.

Ved forhøret den 6. september blev dr. Brynjolfsson forhørt. Han havde forbundet Thaulow og konstateret at slaget havde været af en uhyre kraft. 

Forhøret 11. september 1897 handlede om Bechs økonomiske forhold og pengetrang. Her var hans hustru og datter mødt for at fortælle om hans rasende udfald mod sine omgivelser. Herefter fik Bech lejlighed til at fortælle et rosenrødt billede af sin økonomi. Under sagen kom det også frem at Bech for 13 år siden havde overfaldet sin vært grosserer Jorck da han ville opkræve husleje. Men sagen blev dengang frafaldet. 

Under sagen blev det også undersøgt om det var Bech der havde dræbt Lars Hansen i Pilestræde 61 i 1893. Denne sag er behandlet på bloggen. Her kom det dog i oktober 1897 frem at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet.

Den 1. oktober 1897 dukkede kriminalretten op på Vesterbrogade 18 hos den 83-årige enke fru Petersen. Hun havde tilsyneladende haft besøg af kaptajn Bech flere gange under påskud af at han havde gået i skole med en slægtning til hende. Han havde også udspurgt hende om hendes pengeforhold. Han havde herefter senere opsøgt hende, men var blevet afvist. Senest søndagen før overfaldet på Thaulow (om tirsdagen). Se Nationaltidende 2. oktober 1897, 2. udgave.

Den 11. oktober begærede restauratør Wittmack hos kongens foged kaptajn Bech udsat. Bech havde lejet en 3. sals lejlighed i Havnegade 3 siden 14. oktober 1896. Men lejen var ikke blevet betalt. Bech havde lovet Wittmach vin fra hans lager, men senere viste det sig at der slet ikke var nogen vinforretning. Fru Bech gjorde uden held indsigelse, og udsættelsesforretningen gik sin gang.

Ved retsmødet den 1. november 1897 tilstod Bech i sin hustru og datters nærværelse det røveriske overfald.


Overfaldet paa Garver Thaulow.

Hos Thaulow.

Ligesom vi aflagde et Besøg hos Garver Thaulow umiddelbart efter, at han havde været Gjenstand for Kaptajn Bechs Overfald, saaledes have vi ogsaa nu besøgt ham, da hele Sagens sammenhæng er opklaret.

Medens vi ved vort første Besøg hos Thaulow havde den største Vanskelighed ved at faa Adgang til ham, fordi han den Gang havde spærret sig inde i den første Skræk efter det Overfald, han havde været Gjenstand for, saa var Adgangen til hans Lejlighed nu ligesaa let som til enhver anden Mands Bolig. Vi bankede svagt paa Køkkendøren med den berømte Lukkemekanisme; strax efter kom Gamle Thaulow selv med smilende Ansigt og lukkede op for os.

Ja, Ja, sagde han, det er jo godt, at han nu har tilstaaet, saa kan Folk da se, at jeg ikke har fortalt Usandhed. Da vi udtalte den formening, at Ingen havde tvivlet om hans Ord, svarede han, jo der var nogle Blade, der skrev, at det vist ikke hang rigtigt sammen med min Fremstilling af Sagen, og det gjorde mig saa ondt. Men nu kan da Alle se, at del var Kaptajnen, som løj.

Ja, fortsatte den Gamle, jeg har nu ingen rigtig Tillid til den Kaptajn Bech, og da vi indrømmede, at vi saa godt kunde forstaa, at hans Tillid til Kaptajnen var bleven noget svækket ved de fremkomne Tilstaaelser, vedblev han: Jo seer De, jeg er kommen til at tænke paa, at han vist en Gang har havt i Sinde at forgive mig. Det var en Dag, han vilde traktere mig med nogen Vin; men jeg vilde ikke have den. Nu er jeg kommen til at tænke paa, at der maaste har været Gift i den Vin, saa det var da rigtig godt, at jeg ikke drak af den.

Sømand Jensen er ogsaa til Stede, hans Ansigt straaler af Glæde over, at hans gamle Ven er sluppen saa godt fra alle de truende Farer, og han forsikrer atter og atter den Gamle om, at der saamænd aldrig har været Nogen som har mistroet ham, og at Alle nu kun tænke paa ham med Sympathi, Noget vi ogsaa forsikre, er vor fuldeste Overbevisning. Men Thaulow vedbliver med sit: Ja, Ja, det var dog godt, han tilstod, for saa kom det dog klart for Dagen, at jeg ikke har fortalt Assessoren nogen Usandhed.

Men siger Thaulow pludselig, idet han gyser, hvad kunde der ikke være skeet, om jeg ikke den Dag havde sat Kaptajnen ned ad Køkkentrappen. Havde jeg, som min første Tanke var, kastet ham ned ad den stejle Hovedtrappe, saa havde han formodentlig slaaet sig fordærvet, og saa havde det vel været mig, som nu havde siddet i Arresten, mistænkt for Mord. Ak ja. Ak ja! Assessoren sagde rigtignok, at det havde saamænd ikke gjort Noget, om jeg havde slaaet Kaptajnen fordærvet oven paa den Historie; men jeg er nu alligevel glad ved, at det gik, som det gik. 

I Thaulows Lejlighed staaer Alt stadig urørt paa samme Plads, hvor det stod, den Dag Overfaldet skete. Under Stolen, paa hvilken han sad, da Slaget førtes, staa nu Støvlerne, som han den Gang var i Færd med at trække paa. Ved Siden af staaer Pengeskabet, der har lokket Kaptajn Bech til den forbryderiske Handling. Om han havde vidst, at det den Dag, han slog Thaulow, kun indeholdt ca. 100 Kr. i Kontanter, vilde det næppe være bleven Garver Thaulow, som var blevet Offeret for Forbrydelsen. Idet vi tage Afsked med den gamle Garver, siger han: Aa ja, men det gjør mig dog saa ondt for den stakkels Fru Bech og Datteren; mon der dog ikke er Nogen, der vil komme dem til Hjælp i deres store Nød og Sorg. Den gamles menneskekjærlige Hjerte fornægter ham ikke.

(Nationaltidende 2. november 1897, 2. udgave)


Overfaldet paa Garver Thaulow.

Bedragerier med Klasselotteriet.

Igaar var Kaptajn Bech atter i et Forhør, som i»rit sluttede sent paa Eftermiddagen. Han maatte særlig giøre Rede for sine Penge forhold i det sidste Halvaarstid, hvor han overfaldt Garver Thaulow. Bech fortalte da, at han lige fra det Øjeblik da han i April Maaned overtog den ham tildelte Klasselotterikollektion, har forgrebet sig paa Lotteriets Penge. Strax da han fik Penge for Lodsedlerne af dem, der spillede hos ham begyndte han at bruge af disse til private Formaal. Da han saa skulde indbetale Penge til Lotteriet for viste Trækning, dækkede han sine Besvigelser paa den Maade, at han undlod at udbetale de Gevinster paa under 200 Kr., der vare faldne hos ham indtil han ved Fornyelsen af Lodsedler til anden Trækning havde faaet de fornødne Penge ind. Den Sum, disse Gevinster udgjøre, skulle Kollektørerne nemlig ikke indbetale til Lotteriet.

Saaledes holdt Kaptajn Bech det gaaende indtil femte Trækning, da Skæbnen vilde, at der i hans Kollektion kun faldt et forsvindende Antal af Gevinster under 200 Kr. Det Beløb, han kunde lade være at indbetale til Lotteriet, blev saaledes kun meget ringe. Hvad han havde taget af Lotteriets Penge overskred langt denne Sum. Paa dette Tidspunkt var det, at Bech begyndte for Alvor at spekulere paa at skaffe sig Penge for enhver Pris, selv om det skulde koste et Menneskeliv.

Kaptajn Bech indrømmede, at han ofte, lige fra den første Gang han havde forgrebet sig paa Lotteriets Penge, havde siddet med sin Todtenschlæger - den han stadig paastaaer, at han oprindelig har kjøbt til Selvforsvar mod Bøller - i Haanden og tænkt paa, at med den kunde han, hvis det skulde komme til det Værste, bedøve etter dræbe et Menneske saaledes at han kunde faa Penge. Mange Gange havde han været ene med Folk, som han vidste laa inde med Penge, og Lejligheden havde været gunstig til et røverisk Overfald; men han havde ladet den ubenyttet, enten fordi han syntes, han dog vilde se Tiden an, eller forbi han var bange for at udøve Forbrydelsen.

Men saa kom 5. Trækning og med den Udsigten til Opdagelse af Besvigelserne mod Lotteriet. Nu fæstedes Beslutningen sig hos Bech om, at han maatte skaffe sig Penge ved Røveri. Om Besøget hos Fru Petersen paa Vesterbrogade siger han, at han var gaaet ud til hende denne Gang, som flere Gange før, for at forsøge at formaa den gamle Dame til at laane sig Penge; men han indrømmer, at den Mulighed ikke var udelulket, at han kunde have besluttet sig til at overfalde hende, hvis hun havde nægtet ham Laanet hin Søndag. Nu kom Bech jo imidlertid slet ikke ind hos Fru Petersen, og dermed var det Spørgsmaal bortfaldet.

Tirsdagen efter den Søndag, da han havde søgt Fru Petersen, var det saa at Kaptajn Bech overfaldt Garver Thaulow. Angaaende Enkelthederne ved dette Overfald er der under de sidste Forhør fremkommet et nyt Moment. Kaptajn Bech indrømmer nemlig nu, at den Løgnehistorie, han blev saa forbitret over, ikke var den saa ofte omtalte Sømandshistorie, men derimod Thanlows Paastand om, at hans Rengjøringskone havde Nøglen til Pengeskabet i Forvaring. Da Thaulow sad og bandt sine Støvler, spurgte Bech ham endnu en Gang, om han ikke havde faaet Nøglen til Pengeskabet. Men Thaulow svarede med det sædvanlige: "Den har min Rengøringskone". "Det er Løgn Din forbandede gamle Skurk", brølede Kaptajn Bech, og i det Samme slog han Thaulow i Hovedet. Naar Thaulow ikke har meddelt Retten dette, saa er det antagelig fordi han ikke husker denne Scene, der foregik næsten i samme Øjeblik, han fik det voldsomme Slag.

Hvad Proprietær Lakier, Grosserer Schmidt og flere Andre angaaer, af hvilke Bech har villet laane Penge, da erklærer han paa det Bestemteste, at han intet Øjeblik har tænkt paa at ombringe disse Mennesker, dem har han kun søgt for om mulig at saa Laan af dem. Hans Spørgsmaal om deres Pengeforhold var en ganske naturlig Følge af, at hans egne Tanker kun drejede sig om det Ene - Penge!

Efter Forhøret Igaar er Sagen nu saa fuldt belyst, at Assessor Winther paatænker med det Første at slutte Undersøgelsen.

(Nationaltidende 5. november 1897, 2. udgave)


Der gik nu et par måneders tid før sagen blev taget til doms den 4. januar 1898. I mellemtiden blev Bech idømt en bøde på 50 kr. for at have udskældt grosserer Severin Sandberg (Ved Stranden). I mellemtiden spekulerede flere aviser over sager som Bech også kunne have begået. Ved Højesteret idømtes han i mellemtiden den 30 november til at udrede frk. Levinsen 19,800 kr. Den 19. januar 1898 blev han så idømt 10 års tugthusarbejde. Han appellerede herefter sagen til Højesteret.

Barrisons opløst 1897. (Efterskrift til Politivennen).

"The five Barrisons", de bekendte 5 variete-sangdanserinder som har gjort så stor lykke rundt om i Europa, trækker sig nu tilbage til privatlivet.

I løbet af 5 år har de opnået at kunne indsætte 480.000 mark i Dresdener Bank.

Unægtelig et godt resultat.

(Sjællands-Posten (Ringsted), 20. maj 1897).


Hos Barrisons.

Medens regn og sol veksler hastig udenfor, sidder vi i en hyggelig konversation med de 3 søstre Barrisons i en af Angleterres saloner. De tre søstre - frk Olga, frk. Inger og frk. Gjertud - der som bekendt, tilhører det i Amerika og over næsten hele Europa bekendte sangerselskab gæster jo for tiden deres slægtninge her i København. De tre unge damer har ikke været hjemme, siden de som børn forlod Danmark. De rejste da herfra sammen med deres forældre og deres to søstre, hvoraf den ene, frk. Abelone - Lona - er gift med impresarioen Fléron, medens den anden for to år siden ægtede en grev Bernstorff og nu med sin mand bor i London. Alle de fem søstre optrådte oprindelig i det bekendte sangnummer, der har været præsenteret på de fleste af Europas og Amerikas store varietéscener. Kun her i Danmark og i England er søstrene endnu ikke optrådt Frk. Sophie optræder imidlertid ikke mere efter sin mands ønske. Og fru Fléron alias frk. Abelone - kendt fra "Tommeliden" på Kasino, i hvilket udstyrsstykke hun i sin tid vil mindes som tambourmajoren - har foreløbig trukket sig tilbage for at gennemgå en kur. De to søstre er på scenen blevet erstattede med to englænderinder.

. . . Konversationen falder naturlig på den fornylig tilendebragte store proces mellem Barrison'ernes impresario, hr. Fléron, og Artistbladets redaktør, hr. Otto, en proces, der jo vakte uhyre opsigt i den internationale artistverden, hvor de fem søstres enestående succes selvfølgelig ikke havde undgået at vække jalousi og misundelse hos en del kolleger. Resultatet af retssagen i Düsseldorf blev, som det vil vides en komplet sejr for Barrisons, idet hr. Otto ikke kunne bevise sine sigtelser mod hr. Fléron og hans selskab.

Fik. Olga, den ældste af søstrene, fører særlig ordet. Hun ser meget dansk ud. Hendes to søstre ligner derimod Albions døtre og har heller ikke bevaret deres modersmål så godt som frk. Olga.

Hr. Ottos artikler er, siger frøkenen, dikteret af hans raseri over, at Fléron ikke ville avertere i hans blad.

Frk. Olga meddeler dernæst at hr. Otto slet ikke har formået at umuliggøre Barrisons' optræden i Tyskland. Tværtimod. De kan få engagement overalt i Germanien. Og i løbet af næste vinter skal de til flere tyske byer. For tiden har de en kort ferie efter at have optrådt uafbrudt i 3 år. Men allerede den 15. d.s. er deres frihed endt. De skal så til det store badested Ostende, hver de har engagement. Forøvrigt agter de at "gøre" Rusland; I zarriget har de, som sagt endnu ikke sat deres fod.

Deres "nummer", som vi så i sin tid i Hamburg, er stadig det samme. Kun får søstrene af og til nye sange og kostumer. Deres kendte amerikanske og engelske melodier har de dog  vedblivende på repertoiret; en sang som "Linger, longer, loo" synes publikum ikke at kunne blive ked af. Og i alle deres kontrakter forlanger direktørerne udtrykkelig, at de skal foredrage denne melodi.

Frøken Olga mener, at Barrisons ensemblet endnu vil kunne gøre sig i 3 år. Hr. Fléron har allerede tjent en formue på "nummeret" i de 3 år, der er gået. Frøkenen er forøvrigt selv ked af varieteen. Hun og hendes mestre optrådte først på rigtige teaterscener i Amerika og spillede oven i købet i store dramaer.

Fik. Olga betror at at hun har en brændende kærlighed til teatret, og at hun intet hellere vil end spille alvorlig komedie - her i København. Hun agter derfor at søge engagement ved en københavnsk scene enten i år eller næste år. Hun har for resten tidligere været på de københavnske teaterbrædder. I sin tid var også hun en lille pige ligesom fru Fléron sammen med frk. Inger - inden de repatrierede sig - ved Kasino i den rasmussen'ske periode, de medvirkede dengang bl. a. i "Rejsen til Månen".

Vi ønsker Frk. Olga held som "grande tragedienne" og tager afsked med hende og søstrene der allerede i går forlod København for at tiltræde deres nye engagement.

Anatole.

(Dannebrog,(København), 14. juli 1897).

"Linger longer loo" (1894) af Willie Younge, musik af Sidney Jones inspirerede bl.a Toulouse Lautrec til at tegne Yvette Guilbert da hun sang nummeret:

"Love laughs at locksmiths" so they say, but don't believe it's true,
For I don't laugh when locked away from my own darling Loo;
You'd feel like me if you could see the girl who owns my heart,
And understand my misery whenever we've to part.
I seem as though cut in two, my heart is my own no more,
And so I sing to little Loo, to keep her at the door:

Kor:

"Linger longer, Lucy, linger longer, Loo;
How I love to linger, Lucy, linger longer, you;
Listen while I sing-ah, promise you'll be true;
Linger longer, longer linger, linger longer, Loo."

You should have seen my Loo and me, once strolling side by side,
The day I asked her if she'd be my little, blushing bride;
She hung her head, her face grew sad, her eyes glanced up to mine,
And in a trembling voice she said, "Yes, darling, I'll be thine."
We then had a loving kiss-I murmured, "Once again,"
And to prolong such perfect bliss, I sang the old refrain:- (Kor).

And now I'm counting every hour 'till she becomes my wife-
Until this beauteous, budding flower is grafted on my life;
And when it's done, and we are one, still strolling side by side,
We'll face the world, and know there's none will dare us two divide.
As we wander hand in hand, as each to each we cling,
All those who look will understand the reason why I sing: (kor).

06 marts 2024

Karen Kjær (1857-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Karen Nicolette Marie Kjær (1857-1923) var datter af en provst  Skjern. I 1872 efter hans død flyttede hendes mor og syv børn til Nørrebro. I København gik hun på Marie Kruses Skole. Hun var lærerinde for børn og voksne på N. Zahles Skole 1878-88 og 1891-92. Hun tog lærerindeeksamen i 1881 og i 1883 institutbestyrerprøven. Efter at hendes forlovede i 1887 døde, tog hun matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1891 og senere filosofikum med henblik på at blive læge. I 1892 købte hun Emilie Løbners Højere Pigeskole på Nørrebrogade, der skiftede navn til Karen Kjærs Skole. 

(Dagbladet (København) 22. marts 1892, 2. udgave.)

Skolen havde 44 elever, men blev hastigt udvidet. Som annoncen skriver flyttede skolen i  skoleåret 1892 til Fælledvej 21. Elevtallet steg fra 66 elever til 112 året efter. I 1897 blev en nyopført skole i Gartnergade 15 taget i brug. 


Skoleindvielse.

Atter i Dag er der føjet et nyt Led ind i den Række af nye, store, smukke og tidssvarende Skolebygninger, der betegner den danske Pigeskoles glædelige Fremvæxt i de senere Aar, idet den af Skolebestyrerinde Frøken Karen Kjær opførte ny Skolebygning, Gartnergade 15, paa Nørrebro er bleven højtidelig indviet.

Kl. 1 samledes Skolens Venner, Børnene og disses Forældre, saa vidt Pladsen tillod det, i den særdeles rummelige Gymnastiksal, hvor Pastor Krag tog Ordet fra et blomstersmykket Katheder for at holde Indvielsestalen. Den Anmodning, han i saa Henseende havde faaet, efterkom han gjerne, fordi han havde Tillid til den Skolegjerning, som her skulde øves. Det var jo saa, at Skolen for Børnene skulde være baade Hjem og Kirke, og det var da godt at vide, at der igjennem denne Skole vilde blive opdraget gode Mennesker i kristelig Aand, idet Forstanderinden stod i daglig Forbindelse med Kristus. Hvis man vilde mene, at Kvindens Opdragelse, hvorom der jo her var Tale, havde mindre at sige, var dette en stor Fejltagelse.Det er i Virkeligheden Kvinden, der bærer Samfundet ved den stille Magts Indflydelse lige fra Vuggen til graven. Derfor havde det den størte betydning, at Kristendommens Aand førtes ind gjennem Pigeskolerne, og i Overbevisningen om, at dette vilde ske her, indviede han denne Skole.

Frøken Karen Kjær tog derefter Ordet for at bringe en inderlig Tak til dem, der havde hjulpet hende frem til det nu naaede store Maal. Oprindelig havde hun slet ikke tænkt paa at komme til at staa som Bestyrerinde for en Skole; men for 5 Aar siden førtes hun pludselig ind paa den Vej. Og det Kald, hun den Gang fik fra Gud, havde senere i vidunderlig Grad fundet Støtte hos Mennesker, saaledes at hun havde kunnet skride til Opførelsen af denne store, smukke Bygning. Muligheden herfor var især bleven aabent ved en lille Kreds af Forældre, som havde Børn i Skolen; men iøvrigt maatte hun blandt dem, der særlig havde ydet hende Støtte, nævne Direktør G. A. Hagemann, og nu afdøde Skoledirektør R. Bache. Endvidere maatte med Tak nævnes Arkitekt C. C. A. Nielsen samt Overretsprokurator de Fine Skibsted og de forskjellige Haandværkere, der havde rejst Bygningen.

Efter at Højtideligheden var afsluttet med Sang af Børnene, tog Forsamlingen Bygningen i Øjesyn. Den i graa Farve fremtrædende Bygning er næsten af Størrelse som en af Kommuneskolerne, idet den har 3 Etager foruden Kjælder og Kvist; men den præsenterer sig som en af de smukke Bygninger i Stockholmsgadekvarteret. Bygningen ligger langt tilbagetrukken fra Gadelinien med en stor Plæne foran sig og med en grusbelagt Legeplads bagved. Klassernes Indretning og Montering er paa Højde med Tidens Krav, og Pladsen i Bygningen er saa rigelig, at Skolens raske Fremvæxt her har faaet de Fremtidsmuligheder, der savnedes i de gamle Lokaler paa Fælledvej.

(Nationaltidende 25. august 1897, 2. udgave).

I 1899 indførte skolen som en af de første i landet faget huslig økonomi, der bestod af teoretisk og praktisk husgerning i 8. og 9. klasse (senere kaldet kvindelig husgerning). Formålet var at “yde en støtte for udviklingen af de unge pigers praktiske dygtighed, håndelag og Interesse for huslige sysler”. I 1900 blev der indrettet et skolekøkken, dengang en nyskabelse.

Karen Kjær var medlem af bestyrelserne for Pigeskolernes Faglærerindeeksamen 1905-12 og for Pædagogisk Selskab 1900-07. I 1907 var hun blandt initiativtagerne til De forenede Pigeskoler, en selvejende institution der bestod af de københavnske pigeskoler Frøken Karen Kjærs Pigeskole, Frk. Engelhards, Frk Steenbergs og Frøkenenerne Milo og Leebechs pigeskoler. Hun  var formand 1907-18. Sammenslutningen fik indført en pigeskoleeksamen der blev aflagt efter det fyldte 17. år (afslutningen af 11. klasse) og tog sig af løn og ansættelser, disciplinærsager m.v. ved de tilsluttede skoler. Samt forberedte overgangen til statens overtagelse af de private pigeskoler. I 1909 blev der oprettet nysprogligt gymnasium på Karens Kjærs Skole. De første studenter blev dimitteret i 1912, og matematisk linie blev indført i 1915. I 1909 lukkede tre pigeskoler: Frk Steenbergs højere Pigeskole  i april 1909, Nørrebros Døtreskole sommeren 1909. Den var grundlagt af Frk. Kempel. Derudover lukkede Brünniche-Hansens Skole på Amalievej.

Et stigende elevtal i forbindelse med udvidelsen af fagrækken betød at skolen kunne ekspandere i 1904 og 1913 så den nu fyldte hele grunden. 


Skole-Ringen.

Frk. Karen Kjær.

Bestyrerinde i "Skole-Ringen" har sendt os en længere Skrivelse, som vi med det mildeste Udtryk kan karakterisere som hysterisk. Frk. Kjær hævder, at den økonomiske Fællesledelse ikke har grebet ind ! den enkelte Skoles Pædagogiske Frihed eller udslettet dens Ejendommelighed.

Vi fristes til at sige: Det var som Pokker! Frk. Kjær véd lige saa godt som vi, at den ene efter den anden af Skolerne er blevet lukkede - hvorledes mon disse Skoler bærer sig ad med at bevare "deres pædagogiske Frihed og deres Ejendommelighed"?

Frk. Kjær tror endvidere, at Offentligheden har bebrejdet Skolelederne deres "venskabelige Forhold" til Lærerforeningen. Kjær forstaar i Sandhed at indsvøbe Livets Realiteter i et smukt Klædebon. Nej, "Venskabeligheden" er der saamænd ingen, der vil modsætte sig, men det, der i Offenlighedens Øjne har afsløret "Skole-Ringen" som en ganske almindelig kapitalistisk Sammenslutning, der ved at benytte alle de gængse Midler, det er det, at Ringen har bastet og bundet Lærerne, saa at enhver fremtidig "Frk. Kjær", der kommer med sine "Ejendommeligheder" og vil føre dem ud i Livet er afskaaret derfra.

"Intet er mig paatvunget," ud bryder Frk. Kjær patetisk - men hun véd dog, at Skole-Lukningen er blevet paatvunget adskillige af hendes Kolleger, og hendes Skole er, saa vidt vi véd, kun blevet opretholdt ved den Tilgang den har faaet fra de lukkede Skoler. Men - "Vi sidder alle godt," sagde som bekendt Katten, da den sad paa Flæsket

(Social-Demokraten 22. februar 1911).

Da frk. Steenberg trak sig tilbage og skolen lukkede, blev frk. Johansen lærer ved Karen Kjærs Skole, mens de fleste af eleverne gik samme vej. En del dog til frk. Engelhardts Skole og andre.


En Skoleindvielse.

Karen Kjærs Skoles nye Gymnasiebygning.

Frk. Karen Kjærs bekendte Pigeskole i Gartnergade har faaet en betydelig Udvidelse, idet der - efter Tegning af Arkitekt Emil Jørgensen - er opført en ny Bygning for Skolens Gymnasieklasser. Planen til Udvidelsen blev fattet for to Aar siden, og i Gaar rykkede Gymnasiet over i sit nye Hjem, som ligger ud imod Gartnergade, medens den gamle Skolebygning ligger længere inde paa Grunden.

I Anledning af Indvielsen af den nye Skolebygning var samtlige Elever mødte i Hvidt og samledes i den nye Bygnings Festsal, hvor kort efter Skolens Lærerpersonale, Forældreforeningens og "De forenede Skoler"s Bestyrelser og forskellige andre Indbudte indfandt sig.

Frk. Karen Kjær bød Gæster, Lærere og Elever Velkommen og gav derefter i en varm og køn Tale Oplysninger om den nye Skolebygnings Historie og skitserede Maalet for dens Arbejde: Udvikling af Ungdommen paa en saadan Maade, at det ikke blot bliver til Gavn for den enkelte, men et Led i Bestræbelserne for at højne hele vort Folk og derved styrke vort Fædreland.

Efter en Sang af Forfatteren Knud B. Rosenstand takkede denne paa Lærerpersonalets og Elevernes Vegne, og efter endnu en i Dagens Anledning skreven Sang sluttede den lille, stemningsfulde Indvielseshøjtideligheed med Afsyngelsen af de to sidste Vers af "Paa Jerusalem det ny".

(Nationaltidende 3. september 1913).

Gymnasietilbygningen fra 1913 eksisterer stadig med inskriptionen "Karen Kjærs Skole". I dag rummer den "Kvisten". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Elevtallet fortsatte med at vokse og nåede tæt på 500. Karen Kjær havde resten af sin levetid bopæl på skolen sammen med sin moder og søsteren Nico Kjær, som i en årrække underviste på skolen.

Frøken Karen Kjær.

Et Jubilæums-Interview.

Den 2. April kan Frk. Karen Kjær fejre sit 25-Aars Jubilæum som Skolebestyrerinde for sin kendte Skole i Gartnergade. Vi træffer hende i et stort, lyst Værelse paa Skolen, der med sin store Gaard og Have ligger som en Oase i Nørrebros Stenørken.

"Ja, nu har De jo fanget mig, Jeg vil ellers nødigt til det, for vi er ligefremme Folk herude," modtager Frk. Kjær os, "der helst vil have vort Liv i Stilhed - uden Spræl. Og saa synes jeg ikke, der er noget at fortælle om saadan en ganske almindelig Skole - - "

Vi opponerer.

"Ja, der kunde saamænd fortælles meget, men om det vilde interessere -" 

De har ikke selv begyndt Skolen?"

"Nej, det er morsomt nok, den er saamænd snart 100 Aar, og jeg har det gamle, gule Dokument, der fortæller, at en Frk. Wroblewski har stiftet den. Da jeg overtog den i 1892, var den til Huse i en Lejlighed paa Fælledvej; men da den blev for lille, maatte vi jo finde en Byggegrund. Jeg blev meget forbavset, da min Sagfører kom og fortalte mig, at han havde fundet en Byggeplads i Gartnergade, den kendte jeg ikke. Men her var et dejligt Sted, frit og godt "

"Det er her da endnu."

"Aah, vi bliver stadig lukket mere inde; De kan tror, det har gjort mig ondt, hver Gang der rejste sig et højt Hus omkring os."

"Og De har selv senere bygget et Gymnasium til?"

"Ja, Skolen voksede, saa var jeg jo nødt til at skaffe Plads. Jeg stred ellers længe imod, før jeg oprettede Gymnasium - hele 20 Aar - først i 1912 dimitterede jeg det første Hold Studenter, Der var 12, og der skulde dog være Mening i det, før jeg begyndte paa det.

I Aar har vi 21, der skal være Studenter - det er mange. Jeg har saamænd ikke noget imod, at de unge Piger vil tage Artium, men jeg har imod, at det er blevet Mode, at de skal gøre det, og det synes jeg, der er lidt af."

"De er jo selv Student og gammel Zahlenser."

"Ja, jeg har gaaet Zahles Skole igennem paa alle Leder - og jeg har jo været Lærerinde der i 10 Aar. Men den Gang jeg vilde være Student, syntes Folk jo, det var Vanvid."

"De tænkte em Gang paa at studere Medicin?"

"Ja, men saa syntes jeg, det var for sent, og at man bør blive ved sin Læst - da var jeg jo allerede Lærerinde. Og naar jeg nu ser, hvor de kvindelige Læger slider sig op, fortryder jeg det ikke; men for Resten er det jo ingen Sinecure at holde Skole. Det værste er, man har aldrig Ro."

"Var De ikke den første, der indrettede Køkkenskole for Pigebørn?"

"Jo, det var jeg. det var sidst i 90erne. Nu har de det jo mange Steder. Jeg var saa ivrig for det, at jeg flyttede ud af min Lejlighed og indrettede den til Skolekøkken - men siden har vi jo faaet meget andet: Sløjdskole og Børnehave."

"Naar De ser tilbage over Aarene, synes De saa ikke, der er sket en Forandring med de unge Piger - i deres Maade at arbejde paa".

"Nej, egentlig ikke. Unge Piger er unge Piger til alle Tider, tror jeg. Og jeg holder saa meget af dem, som de er. Især naar de er naturlige - og det synes jeg, vore Pigebørn er her. Naturlige, muntre, men dog med Alvor og arbejdsomme - det er mit Maal. Og i een Retning synes jeg, vi er gaaet meget frem, det er med Hensyn til Forholdet mellem Lærerinder og Elever - det er blevet meget mere frit, naturligt og fornøjeligt end før, og det synes jeg, er godt. Det skaber mere Frimodighed og kvæler det gammeldags Drilleri og Hykleri. Folk af den gamle Skole bliver jo tit forfærdede over, hvad Eleverne tør sige nu om Stunder - men det kommer kun an paa Tonen, de siger det i. Og den synes jeg, er god herude. Naar Eleverne kan komme med deres Indvendinger til os selv, kan vi tage Hensyn til dem og tale med dem om det, og det er kun godt"

Vi forlader Frøken Karen Kjær med Indtrykket af, at hun efter 25-Aars Arbejde stadig er en ungdommelig, klartseende og sundt dømmende Pædagog, der ser menneskelig forstaaende paa sine Elever og gør sin Skole til et lyst og godt Sted for dem, hvorfra de tager mange gode og værdifulde Impulser med ud i Livet.

V. Sv.-P.

(Nationaltidende 30. marts 1917)

Den 13. april 1917 meddelte Social-Demokraten at skolen var lukket da der var fundet et tilfælde af meningitis på skolen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, men Karen Kjær meddelte at hun af sikkerhedsgrunde holdt skolen lukket til den 18. april.

I 1916 blev Karen Kjær som en af de første kvinder her i landet udnævnt til rektor. 

Se indslaget om jubilæet "Rektor Karen Nicolette Marie Kjær 1857-1923"