Amalie Henriette Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Geheimeetatsraad Goos har haft den Sorg at miste sin Hustru, Amalie Henriette, sødt Irminger, i disse Dage efter et kort Sygeleje. Om den Afdøde skriver Forfatteren Knud Bokkenheuser i Vort Land bl a.:

Hun var en af de mest trofaste Kvinder, jeg har kendt Og det var ikke blot mod sin Mand, mod sine Børn og sine Nærmeste, nej, det var overfor alle dem, hun een Gang var kommen til at holde af. Udadtil og offentligt spillede hun aldrig nogen Rolle. Hun lod sig saaledes, skønt Kongen følte sig personlig knyttet til hende med Venskabsbaand, aldrig forestille ved Hoffet. Og den store Pragt, de glimrende Selskaber holdt hun ikke af, hun befandt sig bedst i Hjemmet, og vi, der holdt af hende, syntes bedst om hende der.

Det Djærve og Ligefremme, Usnærpede og Naturlige var en af hendes Ejendommeligheder, en Arv fra hendes Fader, den sandhedselskende og ridderlige gamle Admiral Irminger, hvem hun ogsaa altid talte til os Unge om med en dyb Veneration.

Der er mange, som sørger ved Fru Goos Død. Ikke at tale om alle de fattige Familier, som hun i Stilhed hjalp, og som beundrede hende og saa op til hende, saa vil hele den Kreds, der kom i det Goos'ske Hjem, savne den Støtte, som en Samtale med en saa begavet, rettænkende og aandfuld Kvinde var. Hvor mange har ikke søgt Raad hos hende; hvor har hendes kolde og kloge Kritik ikke skaaret igennem megen Affektation og meget Vrøvl; hvor har hendes varme og følte Deltagelse ikke rejst og støttet mange, der tvivlede om en god Sag.

Fru Goos var en betydelig Kvinde, der stod sin Ægtefælle værdigt ved Siden. Ved hendes Grav skal det siges, at hun igennem et Hjem, der tog sit Præg af hendes Sans for det skønne og gode, virkede i vide Kredse ved sit Eksempel, og ved sin typisk danske Naturlighed, der bares oppe af en fund Menneskelighed, som aldrig forvildedes af Sentimentalitet eller Overvurdering af det eller dem, hvormed den kom i Forbindelse.

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1904).

Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Allevegne

Københavns opfattelse af landet.

I en skitse betitlet "Arbejdets velsignelse", skriver Olga Eggers Rosenberg bl.a. følgende herlige meningsløsheder i Ekstrabladet:

"Fruen satte sig opgivet ned i græsset og lagde sine laksko over kors."

Det må have været et ganske ejendommeligt syn.

Og videre:

"I det samme peb gårdens fløjte 6."

Mon den lille københavnerdame nogen sinde har været uden for fabrikspibernes hørevidde, siden hun henlægger en dampfløjtes skingren til landets idyl?

(Aalborg Amtstidende, 19. september 1904).

Karen Elisabeth Hammerich (1875-1904). (Efterskrift til Politivennen).

Karen Elisabeth Hammerich blev født 21. november 1875, og var datter af praktiserende læge Carl Friederich Theodor August Hammerich (1843-1894) og Emilie Hargens/Havgaard (1846-1928). Søster til Louise Elisabeth Hammerich (f. 1873-), niece til birkedommer Louis Hammerich samt fhv. rektor ved Metropolitanskolen Valdemar Bloch og kusine til skuespiller Bodil Hammerich. 

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1856-1939): Karen Hammerich. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Hun var en af 7 kvindelige til studentereksamen på Zahles juni 1896, og startede herefter en lægeuddannelse som stud. med. Ligesom sin afdøde far. I april 1900 opstillede hun som kandidat til Medicinsk Forenings bestyrelse. Af foreningens 292 medlemmer var 14 kvinder. De konservative medlemmer af foreningen var rystede over udsigten til en kvinde i bestyrelsen, og hun blev ikke valgt. Hun var for nervøs til at klare eksaminerne. Hun gennemførte aldrig studiet, men hun begyndte at skrive artikler (kulturjournalistik), bl. a.  under navnet "Columbine" i Damernes Blad (1901) og Politiken (1904). Hun blev også korrespondent for Nationaltidende. Dæknavnet brugtes formentlig for at skjule sin journalist-identitet for familien og andre, som stadig troede, at hun læste til læge.

Antageligt omkring århundredskiftet indledte hun en affære med Gustav Esmann (1860-1904). Man antager at kendte de hinanden fra "Bernina" (Vimmelskaftet 47) og andre steder, hvor den radikale ungdom mødtes. Gustav Esmann var en opkommende journalist og forfatter. Han var gift 1890 med Fanny (f. Drewsen, 1868-1943). Parret havde taget en lille dreng i pleje, Finn (eller Find) Esmann, (1895-1978) som var søn af skuespillerinden Anna Larssen og forfatteren Otto Larsen. Edvard Brandes havde en affære med Fanny i 1893, hvad der udløste at Esmann i juni 1894 havde overfaldet Brandes på Helsingør Station med en ridepisk. Esmann skal ved den lejlighed havde sagt "forbandede jødeschmaus". Efter en premiere i 1894 på et af Esmanns teaterstykker, havde Edvard Brandes givet stykket en temmelig ublid medfart i Politiken.

I april 1903 opholdt Esmann og Karen Hammerich sig i London. Under påskud af at ville uddanne sig som sygemassøse - finansieret af en arv fra faderen. I London interviewede og skrev Karen Hammerich reportager og portrætter. Gustav Esmann var der på samme tidspunkt på et digterlegat. Han skrev på barndomserindringer i prosastykket “Grete”. I London havde Esmann givet Karen Hammerich fået den opfattelse, at han var frigjort fra sine ægteskabelige forpligtelser. 

I påsken 1904 tog Esmann og Hammerich til Paris. De gik ture, spiste på restaurant og var i godt humør. Carl Muusmann udtalte senere at Karen Hammerich havde misforstået forholdet til Esmann. Hun troede, at de var på vej mod et ægteskab. Det var en næsten altdominerende ambition for Karen Hammerich der var en af borgerskabets døtre. Dette blev tydeligt da de vendte tilbage til Danmark, hvor hans forhold til Karen Hammerich blev stadig mere belastende. Indtil videre dækkede Karen Hammerich Esmanns såkaldte konferencer ("standup") på forlystelsesstedet “Sommerlyst”. Esmann causerede over aktuelle emner, og havde stor succes som “talende avis”. 

I Danmark genoptog Esmann ikke alene sit forhold til Fanny Esmann, men også til "løse forbindelser" og hvad der ellers hørte til hans levevis. Esmann var betaget af det "sigøjneragtige" - hvad Karen Hammerich ikke levede op til. Det gjorde derimod varietesangerinden Sylvia Bierring som skulle have vakt Karen Hammerichs skinsyge og jalousi. Han var stamgæst i de sangerinderknejper hvor Sylvia Bierring optrådte.

Sommeren 1904 skrev Holger Drachmann et digt til Karen Hammerich:

Alt, hvad der lever -

Ved en Fest i Sommer nedskrev Holger Drachmann nedenstaaende skønne Improvisation til Karen Hammerich. Vi offentliggør den efter Politiken:

Til Karen.

Alt, hvad der lever, maa dø -
hvad der bomstrer gaar i Frø:
De Kys, de Taarer, der væder Puden,
det Navn, som vi skælvende ridser i Ruden -
Alt, hvad der lever maa dø:
saa underlig er der paa Verdens Ø

Og dog vil vi savne og favne,
elske, længes og savne,
gribes af Lykken og gribe mod Lykke -
Altid fornyes det evige Stykke:
Romeo - Julie, Gretchen og Faust:
Kæreste, tvæt dine Hænder,
salv dine Skuldre og lysende Lænder,
salv med dit Hjærteblod Hjærtet, som brænder,
vent din Besøgelses Stund -
læg din Fløjte for Mund:
fyld med dens Kalden den lyttende Lund -
Du ved, at der tidsnok bli'r tavst!

Julinatten 22.-23. 1904
Holger Drachmann.

(Skive Folkeblad 13. september 1904)

Karen Hammerich dækkede for Politiken sommerlivet på Marienlyst i Helsingør:

Avistegning fra København 7. september 1904.

Kronprinsessen af Sachsen paa "Marienlyst".

Vore Læsere vil erindre, at det i Sommer hed sig, at Kronprinsessen af Sachsen, der for nogen Tid siden flygtede fra sin Mand sammen med Sproglæreren Giron, opholdt sig inkognito ved Badestedet "Marienlyst" ved Helsingør.

Meddelelsen blev den Gang dementeret paa det kraftigste, men nu oplyser "Natt.", at Kronprinsessen har været der alligevel.

Bladet skriver :

I Begyndelsen af Sommeren modtog Direktionen for "Hotel Kongen af Danmark" i København en officiel Meddelelse fra en sydtysk Stat, at Komtesse Mansfeld med Følge, nemlig Fyrst Auersperg, Prinsesse Auersperg og Prinsesse Rohan, alle af Østrig, agtede at tage Ophold paa Hotellet for derefter at tilbringe Sommeren paa "Marienlyst".

Komtessen ankom til København, hvor hun opholdt sig det meste af en Uges Tid, besaa - med sit Følge - Seværdighederne, promenerede - stadig med sit Følge - paa Strøget uden at være kendt, og arriverede til den fastsatte Tid til "Marienlyst", hvor den fineste Suite Værelser paa Kurhotellets 1. Sal var reserveret hende, medens Følget boede umiddelbart op til.

Det var Hotellets Betjening paafaldende, hvilken udsøgt Opmærksomhed de prinselige Gæster viste Komtessen; man syntes, det var den omvendte Verden, og man vidste jo da nok, at en Prins og Prinsesse var mere end en Komtesse. Men de, der havde fulgt det ægteskabelige Drama, som for ikke saa lang Tid siden var udspillet ved et sydtysk Hof, og som nøje havde indprentet sig Hovedfigurens interessante Ansigtstræk, var ikke et eneste Øjeblik i Tvivl om, hvem den statelige Dame i Fyrrerne, Komtessen, var.

Man saa hende aldrig alene, men altid fulgt af det prinselige Følge der søgte paa alle mulige Munder at underholde Komtessen og gore hende Livet behageligt. En ældre Fyrste, en do. Prinsesse og en 19-aarig ung Prinsesse, moden Alvor og ung, uskyldig Livsglæde, - kunde Komtessen ønske sig et bedre Selskab. En Udflugt til Omegnens skønne Punkter, hvor hun flittig kunde dyrke sin Ynglingsbeskæftigelse, Amatørfotografering nu og da en Tur til København, i Tivoli, - med Følget naturligvis faa - Besøg af en ung, smuk Mand, der havde en ganske ualmindelig Lighed med en stærkt omtalt Prins, som havde giftet sig med en Varietedame, for heller ikke saa lang Tid siden - i Fremmedbogen indførtes - han som Prins Auersperg, alt bidrog til at forsøde Tilværelsen for Komtessen. Hvert Ønske blev opfyldt, hver en Tjeneste besørget; ikke en Gang et Brev kunde Komtessen ønske afsendt, uden at den galante ældre Ledsager nok skulde lægge det i Postkassen.

Og saaledes hengled Dagene i den yndige Sommer. Det var Fangenskab under streng Bevogtning ved Badestedet Marienlyst.

- - Saa faldt Bomben. Efter nøje Overvejelse var Komtessen rejst til Marienlyst, hvor - i Modsætning til Kontinentets store Badesteder - det maatte tænkes, at hun inkognito kunde være i Fred. Et Par sachsiske Sludrebøtter havde genkendt Komtessen og strax pladret "Opdagelsen" til et københavnsk Blad. Fra Anstalten udsendtes Dementier. Der fandtes kun en Prinsesse der, og det var Prinsesse Rohan; ingen anden saa højtstaaende Dame var anmeldt til Rejsebogen.

Saa mødte Karen Hammerich paa "Marienlyst". Hun opsøgte Direktionen, men fik intet at vide. Hun søgte saa rundt og fandt, hvad hun vilde opspore, paa Kurverandaen. Hun kendte Komtessen straf., og næste Dag stod en Artikel af hende i "Politiken" - fri Fantasi altsammen.

Karen Hammerichs Artikel havde en ubehagelig Følge. Næste Dag stillede den ældre Prins Auersperg paa Hotellets Kontor, beklagede sig over en Artikel, der havde staaet i et dansk Hovedstadsblad, og adviserede et hurtigt Opbrud. Faa Dage efter bestiltes Billetter 1. Klasse direkte til Berlin for Komtesse Mansfeld med Følge.

Og medens et andet Hovedstadsblad interessant og docerende meddelte sine undrende Læsere i en lang Artikel Familjen Rohans Stamtavle, rejste Exkronprinsesse Louise af Sachsen med sin Bevogtning tilbage til det sydlige Tyskland.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 14. september 1904)

Spændingerne mellem Hammerich og Esmann fortsatte: Robert Neiiendam udtalte: “Kort før han blev skudt, saa jeg ham sidde paa “Sommerlyst” med den kultiverede Dame, som dræbte ham, paa den ene Side og det Kvindemenneske, for hvis Skyld han døde, paa den anden. Der var aabenbart Højspænding i Luften, furiøs Dramatik, som morede ham, men kostede hans Liv.” I efteråret 1904 fortalte skuespillerne Albert Schmidt og Margrethe Nyrop at de sammen med Karen Hammerich var taget på Centralhotellet. Hun havde en ridepisk, og overfaldt Esmann med den. Med den forsøgte hun at holde ham op på løftet om ægteskab.  “Ta’ og la’ vær’ med det” skal have været hans eneste kommentar. De forsones tilsyneladende, og måske nyder Esmann endda optrinnet. Esmann var kendt af bl.a. Herman Bang og digteren Karl Larsen som en der lånte og brugte mange penge, og han havde også brugt en anselig del af Karen Hammerichs. 

Artiklen fra Vestsjællands Social-Demokrat blev bragt 10 dage efter at Karen Hammerich havde skudt først Gustav Esmann, senere sig sig på Centralhotellet i København, muligvis i skuffelse og jalousi. Hun skød og dræbte Esmann på hans hotelværelse bagfra mens han tager strømper på, hun gik derefter ind i soveværelset og skød sig selv gennem hovedet. Hjerneskallen bremsede imidlertid kuglen, og først næste morgen 5. september 1904 døde hun. 28 år gammel.

Esmanns Morddrama

Frk Hammerichs Moder, Fru Hammerich, der i en Uges Tid intet havde hørt eller set til sin Datter, søgte hende Søndag Formiddag forgæves først hos Forvalteren Sven Lange i Holte, hvor hun fik at vide, at Frk. Hammerich var taget til Byen, senere paa Dagen i det Pensionat i Nørresøgade, hvor Datteren boede.

I Haab om mulig at træffe hende selv eller hendes Veninde, Skuespillerinden Frk. Margrethe Nyrop, i Dagmarteatrets Restavrant gik Fru Hammerich derhen ved 5½-Tiden i Søndags; netop som tatte Menneskemasser stimlede sammen udenfor det nærliggende "Centralhotel", og med egne Øjne saa hun ifølge Dannebrog Ambulancevognen i flyvende Fart køre den dødelig saarede Frk. Hammerich til Kommunehospitalet.

I dyb Fortvivlelse fulgte Moderen efter, ud paa Hospitalet, hvor hun tilbragte hele Aftenen og Natten ved Datterens Dødsleje.

Den saa haardt ramte Moder, om hvem megen Deltagelse vil samle sig, er selvfølgelig dybt nedbøjet, men syntes dog, da hun i Mandags Formiddag indfandt sig i Datterens Bopæl, med beundringsværdig Fatning og Beherskelse at bære det tunge Slag. Hun, der indtil da intet nærmere havde hørt om det sørgelige Dramas Enkeltheder, blev dog yderligere bestyrtet ved her at blive gjort bekendt med, at der ikke forelaa et dobbelt Selvmord, men at Frk. Hammerich har skudt Esmann ned, for hun tog sig selv af Dage.

Dette - at Gustav Esmann virkelig er faldet for hendes Datters Haand - vægrede den ulykkelige Moder sig ved at tro paa, og hun støttede sit Haab om, at det heller ikke var Tilfældet, paa skaansomme Udtalelser fra Hospitalets Læger, der gik ud paa, at først den legale Obduktion af Livet kunde besvare Spørgsmaalet om, hvorvidt den Mulighed er udelukket, at Esmann kunde have dræbt sig selv. Der er dog, som vore Læsere ved, ikke ringeste Tvivl om, at Esmann er faldet for Frk. Hammerichs Skud.

Om Motivet til Mordet skrives der til Fyns Tidende, at det er ret nærliggende. Gustav Esmann har, hedder det videre, i en længere Aarrække levet i et ret ustadigt Forhold til sin Hustru. Man erindrer sikkert, at han for nogle Aar siden pryglede Dr. Edv. Brandes paa Helsingørs Banegaard i Anledning af en Ægteskabskonflikt. I den seneste Tid, medens han stod i Forhold baade til Frk. Hammerich og til en bekendt Sangerinde, Frk. Sylvia Bjerring, Uskete der imidlertid igen Tilnærmelser mellem Mand og Hustru. For omtrent 14 Dage siden var det Fru Esmanns Fødselsdag, og Esmann aflagde hende da et Besøg og lod til at være overordenlig venskabelig sindet over for hende. Dette havde aabenbart vakt Frøken Hammerichs Skinsyge i den Grad, at hun i Søndags Morges har besluttet at fremtvinge en Afgørelse.

(Ribe Stifts-Tidende 7. september 1904. Uddrag). Artiklen bragte bl.a. også udtalelser af skuespillerinden Margrethe Nyrop, Karen Hammerichs veninde. 

København bragte den 5. september et interview med hotelværten, Poul Møller. Den 6. september 1904 et interview med Karen Hammerichs veninde, Charlotte Wiehe-Berény som udtalte at hun havde advaret Karen Hammerich om forelskelsen, og bl.a. havde afbrudt sin uddannelse. Han brugte hendes penge. En anden veninde, Margrethe Nyrop, fortalte at Esmann pinte hende og at hun led. Hun havde dog tilsyneladende fortalte Margrethe Nyrop at nu havde de brudt med hinanden, at hun blev rolig, og der gik nogle dage, indtil Esmann atter trængte sig på. Hun udtalte tvivl om hvordan Karen Hammerich skulle have haft våbnet selv, og luftede muligheden af en tredje person, eller at det var Esmanns revolver. Deres udtalelser blev imødegået i København 10. september 1904 af Chr. Krum, samt den 11. september 1904 af sognepræst Georg Brahm.

 

Centralhotellet lå på Vesterbrogade ved Rådhuspladsen overfor hvor nu Industriens Hus ligger (kendt fra termometeret og statuerne). Foto Peter Elfelt. Københavns Museum. Public domain.

Ifølge Østsjællands Avis (Køge) 7. september 1904 skulle Esmanns kone, Fanny til en vis grad blev beroliget over at det var Karen Hammerich der havde skudt ham. Esmann boede i en villa i Jægersborg, men da hans arbejde var i København, lejede han sig ofte ind på værelser her. Fanny Esmann var fuldt ud klar over forholdet til Karen Hammerich. Ifølge Roskilde Dagblad 7. september 1904 udtalte Fanny Esmann til Centralhotellets direktør Poul Møller at "Han var min rigtig gode ven. Jeg kan vel ikke sige, at jeg har mistet en Mand; men jeg har mistet min aller bedste Ven!".

Avistegning fra Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis 7. september 1904.

Karen Hammerich blev begravet den 12. september 1904 på Vestre Kirkegård i dybeste hemmelighed:

Moderne Kvinder

Karen Hammerich beundres i Horsens.

Til Karen Hammerichs Kiste var der, fra en Kreds af Damer i Horsens, sendt en Krans, hvorpaa læstes:

"Med Tak og Beundring".

Hvordan mon det staar til med disse Horsens-Damers Moral til daglig Brig? Det forekommer os ikke, at der er synderlig Mening i at takke og beundre et Menneske, der tager Livet af sin Næste og sig selv.

De kunde sikkert have fundet noget smukkere og bedre at beundre.

(Demokraten (Århus) 14. september 1904).

Avistegning fra København 5. september 1904.

Frk. Hammerichs Penge.

Fra en Karen Hammerich nærstaaende Side benegtes det, at Gustav Esmann har ruineret sin Elskerinde. Dette er dog vist at forstaa saaledes, at han ikke har brugt alle hendes Penge. Hun har faktisk selv flere Gange i Hidsighed beklaget sig over, at han havde brugt hendes Penge. Derimod er det ganske med Urette, naar man har beskyldt Esmann for ogsaa at have ruineret Frk. Hammerichs Moder.

Først i Begyndelsen af næste Uge vil Karen Hammerichs Lig blive jordet.

(Roskilde Dagblad 14. september 1904).

Jordfæstelse.

I Gaar Kl. 1 foregik der i Kommunehospitalets Kapel, hvor Karen Hammerichs Lig i otte Dage havde henligget, en ganske kort Højtidelighed. Til Stede var foruden den Afdødes Moder Enkefru Hammerich kun nogle ganske faa Venner og Veninder: Skuespillerinden Frk. Margrethe Nyrop, Forfatteren Sven Lange og Frue, hus hvem Karen Hammerich i den sidste Tid boede, hendes Slægtning Politiassistent Tvermoes, hendes Studiekammerat, Dr. Framsen samt overretssagfører Lachmann.

Skønt Fru Hammerich udtrykkelig havde frabedt sig Tilkendelse af Blomster, var Kisten dog skjult under Kranse af Efteraarets Flora. Veninder i London havde sendt en stor Palmedekokration, og en Kreds af Damer i Horsens havde "med Tak og Beundring" sendt en pragtfuld Krans.

Den unge Pastor Rannow bad en Bøn over Kisten, idet han kun let berørte, at den Afdøde frivilligt havde forladt Livet. Han forrettede derpaa den sædvanemæssige Jordpaakastelse. Et Kvarter over 1 var Højtideligheden endt.

Kl. 3½ blev Karen Hammerichs Lig ledsaget af Moderen og enkelte af de ovennævnte Venner kørt ud til Vestre Kirkegaard, hvor Begravelsen foregik i fuldkommen Stilhed.

(Social-Demokraten 13. september 1904).

Frk. Karen Hammerich er i Gaar bleven begravet. Hendes Lig havde nu henstaaet otte Dage paa Kommunehospitalet, og den yderste Frist var nu naaet. Man havde villet trække det saa længe ud som muligt for at trænge Nysgerrigheden tilbage. Folk troede i Almindelighed ogsaa, at den unge Pige allerede var begravet. Ved halvfiretiden var den nærmeste Slægt samlet omkring Kisten, der førtes til Vestre Kirkegaard. Pastor Rasmussen bad paa Hospitalet en Bøn og forrettede Jordpaakastelsen. Paa Kirkegaarden blev Kisten modtaget af Inspektøren og straks gravet ned. Hvis det bliver bekendt, hvor Karen Hammerich hviler, vil der sikkert blive Valfart til hendes Grav, og længe vil den blive smykket med Blomster, thi der er en voksende Sympati med den unge Pige.

(Østsjællands Avis (Køge) 14. november 1904)

Avisfoto fra Aalborg Amtstidende 6. september 1904.

Karen Hammerichs Begravelse.

Vort Land skriver Tirsdag Morgen : I dybeste Stilhed skulde Karen Hammerich begraves. Familien frabad sig Kranse og Blomster. Saaledes lod den Meddelelse, der faa Dage efter det store Drama udsendtes gennem Bladene.

Der var ogsaa ganske stille ved den aabne Grav paa Vestre Kirkegaard, da Liget i Gaar om Eftermiddagen blev stedet til Hvile efter at have henligget i Kapellet paa Kommunehospitalet fra Mandag til Mandag - den yderste Frist for et Lig, selv om en Obduktion træder imellem Død og Begravelse.

For at aflede Opmærksomheden fra Jordefærden hed det sig nu og da, snart, at Frk. Hammerich var begravet, snart, at Begravelsen vilde finde Sted udenfor Byen. Ingen af Kirkegaardene i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg havde modtaget nogen Bestilling paa Grav.

Kl. 3½ i Gaar Eftermiddags samledes et lille Følge i Kommunehospitalets Kapel, hvor Karen Hammerichs Kiste henstod smykket med signerede Kranse fra Familien og ganske faa af de allernærmeste Venner.

Enkefru Hammerich, hvis forgræmmede Ansigt var skjult under et stort Sørgeflor, tog Plads paa en Stol, omgivet af sine Slægtninge. Pastor Rannow foretog derefter Jordpaakastelses-Ceremonien. som han ledsagede af en kort Bøn og Fadervor.

Derefter trykkede han Familien i Haanden - og Kisten blev af Hospitalets Portører baaret ind i Rustvognen, som nu, fulgt af Familien i to Drosker, kørte ud til Vestre Kirkegaard.

Her var om Formiddagen opkastet en Grav, men hvem der skulde hvile i den, vidste Graverkarlene ikke, da der altid skal findes en aaben Reservegrav. Kun Kirkegaardens Inspektør, Kammerraad Bahnson, vidste det. Han modtog det lille Ligtog og anviste Vej.

Kisten blev hurtigt sænket ned, de Tilstedeværende blottede Hovederne, enkelte tilfældige Kirkegaardsbesøgende kom til og undrede sig over, at der ingen Præst var. Saa først kom En og Anden i Tanker om, hvem det var, som blev begravet.

Men da var Graverkarlene allerede i Færd med at kaste Graven til.

Frk. Hammerichs Fader, Lægen, ligger begravet paa en anden Kant af den store, fredelige Kirkegaard. Men der er Plads til to i den Grav, Karen Hammerich blev sænket ned i - i dybeste Stilhed uden mange Blomster over sig.

Det kan dog være, at naar Moderen om nogle Dage kommer ud for at se til sin Datters Hvilested - ad Hovedgangen forbi det store Kapel, ned tilvenstre ad første Sidevej, op tilhøjre ad næste og saa en af de nærmeste friske Grave paa venstre Haand - hun da finder den dækket med Sensommerens prangende Blomster.

(Ribe Stifts-Tidende 14. september 1904).

Generelt var mindeordene over Karen Hammerich præget af medlidenhed, ja, forståelse. Karen Hammerichs skuespillervenner Charlotte Wiehe-Berény og Margrethe Nyrop gav udtryk for en almindelig opfattelse, da de til avisen “København” (6.9.1904) sagde, at man ikke kunne tale om overlagt mord. Den troløse Esmann og hans ’bohemeri’ havde drevet Karen Hammerich til den desperate handling. Hun var lige så meget offer som han.

Om Karen Hammerich blev udgivet skillingsvise af signaturen Glimt: “Tænk, den Skønne hun mødte som Brud/ i den hvide Uskyldigheds Farve,/ gennemborede ham som en Larve/ med Revolverens rammende Skud”.

Teatermuseet har en udførlig tekst om Gustav Esmann hvor også Karen Hammerich bliver nævnt.

Frederik August Vilhelm Bagge (4: 1904-1907 Automobil). Efterskrift til Politivennen)

Frederik Bagge udskiftede efter sigende sin vogn hvert år. Tidsskriftet "Bilen" skrev bl.a.: "Han kører som en ægte sportsmand en smule hensynsløst stærkt, men dog påfaldende sikkert." Han kom både i Klods Hans, Blæksprutten og Svikmøllen. Frederik Bagges første bil var en sjælden model der kun blev fremstillet i 1902. Den 1-cylindrede motor på kun 700 cc lå over baghjulene. Oprindelig har den antagelig haft store, tynde trådhjul og smalle dæk. (Bilhistorisk Tidsskrift nr 115, 1993 s. 3)

Maler og tegner Fritz Christian August Kraul (1863-1935): F. Bagge (1861-1928). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Automobilruter Danmark over.

Dansk Automobilselskab sikret.

Et Foregangsforetagende.

Interview med Bogtrykker Fr. Bagge.

Kbhvn., Onsdag.

Saa er da endelig det ny Led i Befordringsvæsenets Tjeneste blevet til Alvor, som paa de forskellige Steder er blevet imødeseet med Følelser, der spænder over den største Forventning, den totaleste Mistillid og den dybeste Bekymring for Landevejsfreden - i Gaar er nemlig "Dansk Automobilselskab" løbet af Stabelen . . .

Overalt i Landet vil denne Start blive et af de Spørgsmaal, der melder sig med Aktualitetens hele Interesse. Selskabet vil nemlig - som det allerede fremgaar af Navnet - spænde over alle Dele af Landet - fra Skagen til Gedser.

Vi søgte derfor i Gaar et af Selskabets Bedyrelse medlemmer og dets egentlige Motor om vi saa maa sige uden at blive beskyldt for at fremsætte en daarlig Brander Hr. Bogtrykker Fr. Bagge. Han gav os beredvilligt følgende Oplysninger, som vi lader gaa videre til vore Læsere :

- Som De ved, og som De allerede for længst har meddelt Deres Læsere, har der længe været arbejdet paa Starten af dette Selskab. Det vanskelige har ikke været at faa Pengene rejst, det vilde vi saa at sige straks have kunnet - den projekterede Aktiekapitalen har for længst været overtegnet. Men vi har, forinden vi startede, ønsket at faa Vished for, om Postvæsenet vilde entrere med os, saaledes at de enkelte Ruter kunde blive Postruter og derved faa deres særlige Præg. Foreløbig har vi sat København-Slangerup-Ruten i Scene; paa denne prøver vi, om vi kan tilfredsstille de Fordringer. Postvæsenet stiller til os. Vi sætter her 4 Vogne i Gang.

Der er til os rettet mange Opfordringer om allerede nu at aabne et stort Antal Ruter, men vi har som sagt begyndt i det smaa.

De 300,000 Kr.. som udgør vor Aktiekapital, er tegnet dels i Propinsen - særlig Esbjerg har været med - , dels i København, men ogsaa en enkelt i Udlandet bosat Dansker, Generalkonsul P. M. Wessel i Bremen, har ydet værdifuld personlig og pekuniær Assistance.

- Hvor agter Selskabet at anlægge Ruter, hvis Slangerup-Eksperimentet lykkes?

- Herom kan i Øjeblikket intet siges med Bestemthed. Automobil-Nettet vil spænde over det ganske Land. og flere af de alt eksisterende eller planlagte Ruter vil antagelig Tid efter anden blive inddragne under Selskabet.

- Hvor købes Vognene?

- Vi køber dem naturligvis helst her i Landet, men vi maa nøje sikre os gode Vogne med meget faa Reparationer. Her er særlig de franske, der koster ca. 20,000 Kr. pr. Stk., gode. Der er Eksempler paa, at de kan køre indtil 5 Aar uden Istandsæltelse. Det, det gælder om, er at præstere tre Forbindelser og regelmæssig Fart - til Trods for Vejr og Vejforhold. Vi skal have svære Vogne.

- Er De ikke bange for, at Hestene i Landsbyerne skal blive ængstelige?

- Nej, det er jeg ikke. Jeg har selv i flere Aar kørt paa Automobil og forsikrer - altsaa af personlig Erfaring - at Hestene hurtigt vænner sig til dem. Skal jeg give Landboerne et Raad, saa er det - erfaringsmæssigt gentager jeg dette: Forser ikke Forsøgene paa at vænne Hestene til Automobilerne. Lad dem roligt komme hen til dem, naar de staar stille, og lad dem snuse lidt til dem. Det vil da gaa med Automobilerne - Fremtidens festlige Befordringsmiddel - som med Cyklerne. Hvad sagde man ikke dengang, de kom op?

Sluttelig udtalte Hr. Bagge:

- Det nu oprettede Selskab er ikke dannet efter udenlandsk Mønster. Der har man kun Selskaber, der spænder om enkelte Ruter. Det er altsaa et Foregangsforetagende, som det er vort Haab, at ikke alene vi. der har startet det. men ogsaa - og navnlig - Provinsens Publikum  paa de Egne, hvor Jernbanen ikte letter Samfærdselen, vil faa Glæde og Nytte af.

Det er en af Tidens Opgaver, som her er løst. Det er at haabe, at den maa møde tilstrækkelig Fordomsfrihed og Forstaaelse.

- - -

Saa vidt Hr. Bagge.

Veritas

(Kalundborg Avis 1. september 1904).

Henover sommeren og efteråret indledtes der forsøg med disse postvogne. I 1903 var der registeret 57 biler, i 1907 231 og i 1910 nærmede tallet sig 1.000. Bilen var fortrinsvis et legetøj for de rige, greverne og grossererne. 

Frederik Bagge havde i 1906 vundet Amatørsejlklubbens vandrepokal 2 gange ved kapsejladser i Svanemøllebugten. Han var allerede da kendt for at køre automobil - hurtigt. 

Hr. Bagges Avtomobil-Kørsel.

Sammenstød ved Espergærde. For ca. 14 Tage siden kom en ung Dame, Frøken Koppel her fra Byen, kørende fra en Sidevej ved Espergærde over Strandvejen. I det samme kom en Automobil susende i stærk Fart fra Helsingør og paakørte hende, saa hun styrtede om og slog sig saa slemt, at hun maatte bæres til en Læge.

Der sad tre Herrer i Automobilen, men de bilede videre i vild Fart uden at bekymre sig om den paakørte Dame.

Senere er det oplyst, at Automobilen tilhørte Bogtrykker Fr. Bagge, der sammen med Direktør Herforth og en tredie Herre var paa Vej hjem fra en bedre Middag paa "Marienlyst". Frøken Koppel indgav Klage til Politiet, og hun har mødt paa Birkekontoret i Fredensborg og afgivet Forklaring.

Hr. Bagge, med hvem vi talte i Gaar, erklærer, at Skylden for Sammenstødet er Damens. Forinden hun kørte ind paa Strandvejen, burde hun have overbevist sig om, at Vejen var fri. Yderligt forklarede Hr. B., at han havde set Frøken K., gjorde en stor Bue med Avtomobilen, saa Sammenstødet var saa ringe, at Damen først faldt efter at Automobilen havde passeret hende.

Med Hensyn til, at han ikke standsede, forklarede han, at han spurgte Direktør Herforth, der sad bag i Vognen, om Damen var kommen til Skade, og Herforth gav et benægtende Svar. Denne Undskyldning er ganske taabelig, thi Direktør kunde selvfølgelig ikke vide, hvo stor Skade der var sket.

Det er noget for hensynsløst, at de tre Herrer fortsætter deres Kørsel, efter at de har set en Dame styrte om paa Vejen, og der har, saa vidt vi erindrer, tidligere været klaget over Hr. Bagges Avtomobilbedrifter.

(Social-Demokraten 10. september 1904).

Der kan være tale om Carl Bernhard Ferdinand Herforth (1866-1937) som på daværende tidspunkt var direktør for Kreditforeningen af Grundejere i Kjøbenhavn og Omegn. Han var en af de rigeste personer i Danmark.

Socialdemokraten den 14. september skrev at Bagges hensynsløse kørsel ofte sås på befærdede gader som Vesterbrogade og Værnedamsvej. Men at han pga. sine penge ofte slap om ved at stå til ansvar. I givet fald var dette også tilfældet her: Bagge betalte cyklisten en bøde på 100 kr og 25 kr. i skadeserstatning.

I januar 1905 blev bogtrykker Frederik Bagge til kongelig Hof-Bogtrykker. 

Hr. Bagges Avtomobilkørsel.

Hr. Redaktør!

Det har glædet mig meget, at Bogtrykker Bagge gentagne Gange er taget under Behandling i Deres ærede Blad paa Grund af hans uforsvarlige Avtomobilkørsel. Utallige Gange har jeg set ham stryge ned ad Frederiksberg Alle og Vesterbrogade med en ganske utilladelig Fart og lige saa ofte har jeg undret mig over, at der ikke af rette Vedkommende blev sat en Stopper derfor. Hvor man træffer ham, ser man Folk stoppe op paa Fortovet for at se, om det dog ogsaa kan gaa godt.

Jeg har været saa gal i Hovedet paa denne Mand som nogen, skiøndt jeg forøvrigt ikke kender det ringeste til ham; og jeg skal indrømme, at jeg har ladet denne Vrede gaa videre til ogsaa at omfatte de Lovbestemmelser og Avtoriteter, der tillader ganske faa Velhavere at gøre vore Gader og Veje usikre paa alle andres Bekostning. Jeg kan ikke forstaa, at disse Gader og Veje, hver Gang der bliver opfundet et nyt Befordringsmiddel, straks skal overlades dette til Tumleplads, selv om Faren for alle os andre, der ogsaa maa benytte Gaderne, forøges nok saa meget derved. Lad blot de nye Maskiner komme og lad dem ogsaa køre paa vore Gader, men vel at mærke paa en saadan Mande, at man ikke behøver at risikere Livet ved at gaa fra det ene Fortov til det andet, fordi en Hr. Bagge behager at bruge vor Asfalt til Væddeløbsbane.

Jeg ser, at han nu er idømt en Bøde paa 100 Kr. Man kan vel nok ret snart blive enig om, at dette er ganske latterligt. En Mand, der har Raad til at købe en Avtomobil, er sikkert saadan situeret, at 100 Kr spiller en ganske forsvindende Rolle for ham; at idømme en saadan Mand 100 Kr. virker ganske paa samme Mande som ingen Bøde at idømme ham. Nej, lad de Herrer saa en ganske anderledes klækkelig Mulkt, en, de kan mærke og hvis det ikke hjælper, lad saa Køretilladelsen blive frataget dem. Naar de risikerer dette og foruden Mulkten en dygtig Skadeserstatning til Ofret, saa skal de nok vide at tage sig ivare.

Med Tak for Optagelsen

Ærbødigst

L. B.

(Social-Demokraten 15. september 1904).

Frederiksborg Amts Avis 23. september 1904 meddelte at Bagge havde fået en bøde på 10 kr for at køre gennem Herlev i uforsvarlig fart.

Fotograf G, W. Alexandersen: Elisa Lissa Amalie Christiane (f. Bagge). 1857-1918. Gift med hofbogtrykker Frederik Bagge (1861-1928). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Dansk Motorcykleklub", "Dansk Automobilklub" og "Motorindustriforeningen" arrangerede i juni/juli 1905 "1. nordiske Automobil-Uge 1905". Det bestod i en automobiltur fra Aalborg til København med under 4 mil i timen. 13 biler og 3 motorcykler deltog. Ved Fredericia måtte skibsreder Johnsen udgå pga. at bilen væltede og beskadigedes. 2 blev indlagt på sygehuset i Fredericia. Bagge deltog med en stor fransk kalechevogn ("Clement") med 20 heste. Grev Ahlefeldts bil væltede ved Ullerslev da en ring sprang af et hjul. 

1905 blev han kongelig hofbogtrykker. Han arbejdede også for Gyldendal. Bagge indførte nye systemer og maskiner, og var aktiv i de københavnske bogtrykkeres organisationer.

Efter Automobil løbet.

En Samtale med Fr. Bagge.

Kiøbenhavn, 1. Juli.

Lørdag Formiddag søgte vi den ivrige Sportsmand og Automobilist, Hofbogtrykker Fr. Bagge og bad ham fortælle os lidt om Udbyttet af Turen osv.

"Jo", sagde Hr. Bagge, "det var jo vor Hensigt at vække Interesse for Automobilsporten, og jeg haaber, det til Dels er lykkes os. De Uheld, der skete, ere naturligvis et Skaar i Glæden over Farten igjennem det dejlige Land og over al den Elskværdighed, der vistes os, hvor vi kom frem. Men Uheld er Uheld. Man kan vælte med Hest og Vogn, og lige faa godt kan man have Lov til at vælte med et Automobil. De to Slags Kjøretøjer ere lige farlige".

"Er det Deres Alvor?" spørge vi lidt tvivlende.

"Vist er det saa. Der fordres en sikker Kusk til et hvilket som helst Kjøretøj, og saa kan der endda ske en Ulykke. Apropos, Hestene; de synes ikke at være meget bange for vore Automobiler; jeg saa ikke en, der løb løbsk. De studsede kun - som i sin Tid over en Cykle - og det saa ud, som om de havde paa Fornemmelsen, at her kom en farlig Konkurrent

Vi maa have flere af den Slags lange Ture arrangerede, hvis Automobilerne virkelig skulle kunne vinde Terræn. Begyndelsen er gjort; nu faa vi se, hvorledes Dommen lyder fra de forskjellige Steder, vi have gjæstet".

"Det var vel ikke en billig Tur?"

"Aah jo. De større Vogne have antagelig kun brugt for 30-40 Kr. Benzin; det er da ikke meget".

"Og Sliddet paa Maskinerne? En Automobilist fortalte os forleden, at der vilde slides for adskillige Kr.".

"Nej, det er kun ubetydeligt; en 20-35 Kr., det maa være det hele. Et Sæt Ringe koster 400 Kr., men de skulde da gjerne vare et helt Aar. Naturligvis kunne dog de Maskiner, der ere komne op i Skjærvelægninger og lignende, nok faa sig en extra Udgift. Grev Ahlefeldts Automobil har lidt saa megen Skade, at det næppe bliver til Automobil mere, og det er rigtig slemt, eftersom det har kostet 14,000 Kr."

"Hvor hurtigt kjørte De?"

"Kun 3-4 Mil i Timen. Der var saamænd intet at blive forskrækket over hverken for Dyr eller Mennesker. De skal se, vi (Automobilerne) have Fremtiden for os".

Hr. Bagge ser saa bestemt ud, at vi ikke tør modsige ham.

Fix.

(Automobilløbet udgik fra Aalborg den 27. Juni Kl. 9 Form. med 12 Automobiler og fortsattes derfra gjennem Jylland og over Øerne til Kjøbenhavn, hvortil de ankom Fredag Aften Kl. 8).

(Bornholms Tidende 3. juli 1905)

På kbh-billeder findes et foto fra 1905 af familien Bagge foran Ny Bakkegaard som de købte i 1902. Fotoet er beskyttet af ophavsret. På fotoet ses Frederik August Vilhelm Bagge (1861-1928), konen Elisa (Lissa) Amalie Christiane Møller (1857-1918), børnene Else Gudrun (f.1885) Sven-Aage Bagge (f.1887), Bodil Bagge, Bodil - gift med Angelo Bagge (1918), Inger (1892-1910) og Erling Bagge død 26 år gammel.

I 1906 vandt Bogtrykkerfirmaet Fr. Bagge i "Bogtrykkerfagets kollegiale Ret" en sag over firmaet Brødt. Hornum om overtrædelse af Bogtrykkerforeningens vedtægter §5 om ufin konkurrence. Sidstnævnte havde givet et lavt tilbud på trykning af bladet "Dit og Dat".

En Autombilpaakørsel. Hofbogtrykker Fr. Bagge, der er en ivrig Automobilist, kom forleden Dag for Skade at paakøre en Dame, da han med sit store Automobil kom kørende i stærk Fart gennem den nye Grønningboulevard i København, Damen blev kastet hen ad Vejen, fik sit Tøj ødelagt og slap naturligvis heller ikke uden forskellige Skrammer. Hofbogtrykkeren blev noteret, og i Gaar er Sagen bleven afgjort i Kriminal- og Politiretten ved et mindeligt Forlig; dette gaar ud paa at Bagge skal betale Damen 300 Kr. i Erstatning for Tøjet og Svie og Smerte samt endvidere erlægge en Bøde af 50 Kr. for Overtrædelse af Kørselsreglementet.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 3. juli 1906).

Automobiltur til Fredensborg.

Bogtrykker Bagges Uheld.

Automobilklubben holdt i Gaar Udflugt til Fredensborg og satte den fredelige Kongeby paa den anden Ende. Turen forløb heldigt og fornøjeligt for alle Deltagere undtagen for Hofbogtrykker Fr. Bagge og hans Selskab. Midt imellem Hørsholm og Fredensborg kørte han nemlig mod en stor Træstamme, der laa paa Vejkanten. Han selv og Direktør Christiansen sad paa Forsædet. De klamrede sig fast og blev siddende i Vognen. De andre Passagerer, Direktør Aug. Bagge og hans Hustru (Wessels Datter) samt Kaptajn Bloch blev slynget ud af Vognen, og navnlig Fru Bagge fik nogle slemme Knubs. Hun blev straks efter af unge Hegel kørt til Byen og taget under Lægebehandling.

Uheldet skyldes efter Hr. bagges Forklaring Landevejens elendige Forfatning.

(Folkets Avis - København 4. februar 1907).

- Automobiluheld:

Naturligvis Hofbogtrykker Bagge igen.

Hr. Bagge kom forleden Formiddag susende med sin Automobil gennem Gothersgade i København. Chauffeuren vil dreje ind i Port, kluderer med Styringen og tørner mod en Sporvogn i fuld Fart.

Sporvognens Ruder knustes alle. Flere af Passagererne fik lettere Skrammer og Automobilen masedes fuldstændig. Hr. Bagge selv blev saaret og matte tages under Lægebehandling. 

Øjenvidner paastaa, at Skylden for Ulykken maa sees hos Automobilisten, der kørte altfor uforsvarlig hurtigt.

Skulde Nemesis endelig en Gang have ramt Hr. Bagge? Forhaabentlig drager han den Lære af Ulykken at sætte sin vanvittige Fart noget ned.

(Kalundborg 5. februar 1907).

Hofbogtrykker Bagge i København paakørte i Gaar Eftermiddags en Cyklist med sit Automobil. Bagge kom kørende bagefter Cyklisten ad Strandvejen ind mod Byen. Cyklisten maa være bleven nervøs ved Hornets Tuden, thi han holdt til Venstre i Stedet for at forblive paa højre Side af Vejen. Med voldsom Kraft tørnede Automobilet imod ham, saa han sammen med Maskinen blev hængende mellem Forskærmen og Forhjulene. Cyklisten havde taget alvorlig Skade. Han var bevidstløs og havde flere Saar i Ansigtet. Bagge kørte ham til Kommunehospitalet. Af Papirerne, han havde hos sig, fremgik, at han hed Warburg og var Søn af Grosserer Warburg, Frederiksborggade 52.

(Horsens Folkeblad 23. september 1907).

Ulykken skete på Østerbrogade ud for Slagelsegade. Det var kontorist Karl Warburg, og Bagge fik en bøde på 100 kr. for uforsvarlig kørsel. Grunden til den lave bøde var at cyklisten kørte i den forkert bane, men omvendt kørte Bagge hurtigere end tilladt.

Ogsaa en Adresse. Paa Østerbro i Kjøbenhavn er der i disse Dage sat en Adresse i Gang, der opfordrer rette Vedkommende til at inddrage den bekendte Automobilist, Hofbogtrykker Bagges, Køretilladelse.

Hr. Bagge har i de sidste Par Aar kørt 4-5 Mennesker, flere Vogne og et Pars Lygtepæle over, og Beboerne mener derfor, det foreløbig kan være nok.

(Lemvig Folkeblad 2. oktober 1907).

Hofbogtrykkeren dømt.

For et par Maaneder siden paakørte den bekendte Hof-Bogtrykker Frederik Bagge i sit Automobil paa Nørrebrogade en ung Cyklist, en Søn af Grosserer Alexander Warburg i Frederiksborggade.

Cyklisten blev revet omkuld og paadrog sig meget haarde kvæstelser, nanvlig i Hovedet.

Bogtrykker Bagge kørte ham selv til Kommunehospitalet og anmeldte det skete til Politiet.

Under Retssagen er det blevet oplyst, at Cyklisten til Dels selv var Skyld i Ulykken, men Bogtrykker Bagge havde haft stærkere Fart paa end man har Lov til, og dette blev Retten nødt til at taksere til en Bøde paa 100 Kr.

(Folkets Avis (København) 15. december 1907).

Alberti syslede fra 1902 med automobillove som skulle sætte hastighedsgrænser på 30 km på landevej og 15 km. i byerne. Biler var på det tidspunkt mest brugt af velhavere til fornøjelsesture. Det blev på sæt og vis bekræftet på et besøg i Berlin i december 1907 da Bagge fortalte om lovene til prins Heinrich, som skal have udbrudt: "Det er jo vanvid, går da virkelig det danske kongehus ikke i spidsen for automobilsporten?" Blandt de ivrigste modstandere af de nye love var grev Eigil Knuth, ingeniør Schmitto, grosserer A. C. Illum, konsul Ludvigsen, tandlæge Boberg, kaptajn Bloch, overretssagfører Meyring  - og Bagge.

En Kvægdriver slaaet sig ihjel. (Efterskrift til Politivennen)

Styrtet ned fra Høloftet.

Et uheldigt Natteleje.

Blandt de Kreaturtrækkere, der arbejder ved Kvæsthusbroen og Slagtehusene, var Peter Petersen en kendt Mand.

Han gik under Navnet "Peter Hjemløse", fordi han aldrig om Morgenen vidste hvor han skulde sove om Aftenen. Mest holdt han til ude paa Vesterbrogade 23 i Hestehandler Larsens Stald. Der var et Høloft, hvor Lejet var blødt og billigt, det kostede nemlig ikke noget. 

Han kravlede derop i Aftes for at strække sine trætte Lemmer i det bløde Hø. Men i Mørket tog han fejl af Vejen, traadte udenfor Loftsbjælkerne og styrtede ned.

Peter Hjemløs blev liggende paa Gulvet uden at røre sig. Hestehandlerens Folk fandt ham, han blev kørt paa Kommunehospitalet. I Faldet havde han brækket Ryggen, saa han døde kort efter Indlæggelsen.

Nu kommer han ikke til at savne Natteleje mere; i en Fattiggrav ude paa Vestre Kirkegaard kommer "Peter Hjemløs" til at lægge sine Ben - for stedse.

(Aftenbladet (København) 23. juni 1904).