C. F. Wegener (1802-1893). (Efterskrift til Politivennen).

 

Jens Petersen (19.3.1829-1.2.1905): C. F. Wegener (1802-1893). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

C. F. Wegener.

Vort Lands ældste Videnskabsmand, Hs. Excellence Geheimekonferensraad Caspar Frederik Wegener er død i Gaar i Kjøbenhavn i den høie Alder af 90 ½ Aar.

Det er et virksomt Levnedsløb, der nu har fundet sin Afslutning. Som lærd Historiker og varm Fædrelandsven vil Wegener mindes af sene Slægter. Her er et Par Data af hans Liv:

Han blev Student fra Roskilde Latinskole 1821, theologisk Kandidat 1828, Adjunkt ved Sorø Akademi fra 1826-1830, da han fik Titel af Overlærer; 1836 Dr. phil., Aaret efter Lektor ved Akademiet og senere tillige Provst ved Regensen i Sorø og Bibliothekar. Efter i 1847 at være udnævnt til kgl. Historiograf forlod han Sorø det følgende Aar og udnævntes samtidig til Geheimearkivar.

Han var kongevalgt Medlem af den grundlovgivende Rigsdag og protesterede skriftlig mod Grundloven, fordi han frygtede for den frie Valgrets Følger. Blev 1851 Ordenshistoriograf og 1852 Konferensraad og passede sit Embede lige til han havde fyldt sit firsindstyvende Aar - i 1882 - da han fratraadte og samtidig fik Titlen Geheimekonferensraad. Desuden var han dekoreret med Storkorset og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Wegener har særlig i Fyrrerne, men forøvrigt ogsaa senere udsendt en Række Skrifter, der ikke alene udmærke sig ved deres smukke Fremstillingsform, men ogsaa bære Vidnesbyrd om grundig lærd Forskning. Under den slesvigholstenske Oprørskrig udgav han saaledes en hel Samling Skrifter, hvori han paaviste Slesvigs ældgamle statsretlige Forbindelse med det øvrige Danmark samt Kilden til og Sammenhængen med Oprøret.

Desuden var Wegener en stor Bogven, og det menes, at hans Bibliothek er det største, der eies af Privatmænd i Danmark.

(Aarhuus Stifts-Tidende 10. maj 1893)

Wegener havde ellers været meget aktivt skrivende, men efter en retssag (som han blev frifundet i) 1853, synes det som om han helt trak sig tilbage og passede sit arbejde på Vesterbrogade:

I 1856 fik forhuset en interessant ejer, nemlig historiker, gehejmearkivar og konferensråd dr. phil. Caspar Frederik Wegener (1802-1893). Han rykkede med sin vældige private bogsamling på over 22.000 bind ind i lejligheden på 2. sal, dvs. den nuværende 3. sal, der, som han selv udtrykker det, måtte ombygges ”af hensyn til bogsamlingen og mine ejendommelige forhold”. Efter nogle år blev lejligheden dog for trang, og Wegener havde i mellemtiden fået udbetalt et honorar af en af eksekutorerne ved kong Frederik den 7.’s bo. For dette honorar lod Wegener i 1867 arkitekt C.F. Rasmussen tegne og opføre et tværhus sammenbygget med en selvstændig biblioteksbygning, begge i ”rundbogenstil”. C.F. Rasmussen, der i dag ikke er et velkendt navn, var elev af Michael Gottlieb Bindesbøll og stod under indflydelse af dennes tidligt historicistiske orientering mod ældre tiders stilarter. Biblioteksbygningen fik udformning som et romansk kapel med ”kor-” eller ”apsisrunding” og en lille, indendørs gangbro, som direkte forbindelse til Wegeners lejlighed i tværhuset. Forbilledet til gangbroen er ”Absalonsbuen”, der forbinder Roskilde Domkirke med Bispegården. Wegener beboede frem til sin død som 91-årig i 1893 sin lejlighed i tværhuset med bibliotek på første sal, mens der under bibliotekssalen befandt sig et selvstændigt værkstedslejemål.

(Vesterbro. En forstadsbebyggelse i København. Miljøministeriet. Fredningsstyrelsen 1986)

Hansen, Schou & Weller Hansen, Niels Christian (16.12.1834-25.10.1922): C. F. Wegener (1802-1893). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Smaatræk om C. F. Wegener.

I Wegeners Hjem

Vi aflagde i Gaar Formiddag et Besøg i den afdøde Excellence, Gehejmekonferensraad Wegeners Hjem. Lige overfor Skydebanen, i Huset ved Siden af Martsudstillingen, Vesterbrogade 60, gik vi op paa første Sal i den hyggelige Rødstens - Bagbygning og ringede paa.

En ældre Husholderske lukkede os op og gav os beredvillig Adgang til at se os omkring i Lejligheden. Selv førte hun os omkring fra Værelse til Værelse, hvor alt endnu stod i omtrent samme Orden, som medens den gamle Lærde endnu færdedes ved sit Arbejdsbord og mellem sine Bøger i den stille Eremitbolig, hvor kun Husholdersken og ganske enkelte Venner der delte hans Interesser, til dagligdags havde Adgang.

En stræng, næsten spartansk Tarvelighed raader overalt i disse Stuer; hvem skulde vel troet, at den Mand, der levede i disse Omgivelser, hørte til de mest højtstillede her til Lands, med Rang i første Klasse Nr. 13. Tarvelige Møbler, en lille, haard Sofa i Dagligstuen, ingen Malerier paa Væggene, men gammeldags Skilderier; paa Kakkelovnen en lille Terrakottaafstøbning af Bissens Den tapre Landsoldat. Et lille rundt Bord var dækket med Bøger - Bøger overhovedet alle Vegne, hvor Bøger kunde tænkes anbragt. At Excellencen lige til det sidste fulgte med Tiden, skjønner vi, da vi finder Frk. Anna Hades Doktordisputats om Danehoffet liggende paa Dagligstuebordet.

Ved Siden af Dagligstuen ligger Arbejdsværelset med en stor Reol, en gammel, sortbetrukken Sofa og den afdødes Skrivebord, der bærer Præg af et langt Livs Slid - ellers | næsten ingen Møbler.

Paa Skrivebordet ligger en endnu uaabnet Pakke, adresseret til den afdøde og indeholdende Tryksager. Gehejmekonferensraadens Lommeuhr - et tarveligt Sølvuhr, der paa Bagsiden bærer Kong Oscars Billede - ligger fremme paa Bordet, befæstet i en sort Uhrlinse. Det gaar endnu og sender sit enstonige Tik-Tak ud det stille Værelse, hvor det for nylig maalte Timernes Gang for den rastløse Studerende. Ved Siden af Uhret ligger hans Briller og den Loup, han altid benyttede, naar han læste. Excellencens Syn var nemlig ligesom hans Hørelse meget svækket i de senere Aar. Men han blev jo ogsaa mere end de halvfems.

Paa Skrivebordet finder vi endvidere den sidste Recept, undertegnet af Dr. Stibolt, der sammen med Overlæge Wanscher i den senere Tid daglig tilsaa Excellencen. Ved Siden af ligger et Exemplar af "Abekatten", paa hvis Titelblad Excellencen med sin lille sirlige og runde Haandskrift har tilføjet: "Af Fru Johanne Louise Heiberg".

En af de almindelige, grenkantede Universitetsalmanakker med indstregede Mærkedage supplerer Skrivebordets Udstyr. Paa Væggen over det hænger Billeder i forgyldte Rammer af Gehejmekonferensraadens Ungdomsvenner : H. N. Claasen, Engelstoft, Stemann, Werlauff, Bloch (Faderen til Rektor W.  A. Bloch ved Metropolitanskolen) cg flere.

Paa den modsatte Væg har et Par gammeldags Pastiller af Excellencens Forældre deres Plads mellem forskjellige Familiesilhuetter og smaa primitive Haandtegninger, forestillende Juelhøje Hovedgaard, hvis Ejer, Grev Frijs, i sin Tid var i Hus hos Wegener, medens han endnu var Adjunkt i Sorø, samt en Præstegaard, hvor en Broder til ham i sin Tid var Præst.

Ved Siden af Bogreolen, paa hvis Hylder vi bl. a. bemærker talrige Bind af Odense Byraads Forhandlinger - Wegener, der selv var Fynbo, bevarede stadig en levende Interesse for sin Fødeøs Forhold - samt Peter Hjorts Breve. Ved Siden af Reolen hænger et stort og smukt Portræt af Kong Frederik den syvende, Wegeners Velynder og personlige Ven.

- Vi spørger Husholdersken om de nærmere Detailler ved Excellencens Død. Hun fortæller os, at kun Sygeplejersken og en af hans Broderdøtre var til Stede i hans sidste Stund. Efter at han havde udaandet, kom Brodersønnen, Overretssagfører Wegener og den øvrige Familie til Stede. Excellencen havde lidt meget, og var næppe ved sin Bevidsthed, da han stille sov hen.

Liget var flyttet over i Bibliotheket, hvor den afdøde nu hviler mellem sine kjære Bøger. Vi beder om Tilladelse til at se derind, og Husholdersken aabner os Døren.

Biblioteksbygningen inde i gården til Vesterbrogade 60. Det er nu indrettet som sundhedshus for FOF København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En højIoftet Sal med Reoler i sluttede Geledder, svære, solide Reoler, der rækker helt op til Loftet! Gangen, der fører imellem dem, er saa smal, at akkurat en Stige kan faa Plads. Og alle Hylder er tæt pakkede med Bøger, Bind efter Bind. Fra Døren fører en Midtergang tværs gjennem Bibliotheket. Lyset falder stærkt ind gjennem høje Buevinduer, der vender ud mod en hyggelig lille Have, hvis nysudsprungne Bøge sagte bøjer deres lysegrønne Blade tæt mod Ruderne. Derude er der spirende Vaar, leende Foraarssol.

Men midt i Gangen sover den gamle Hædersmand sin sidste Søvn. En lav Baare bærer den simple Zinkkiste, et Par Blomsterkranse og Baketter er lagte ovenpaa det hvide Lagen.

Husholdersken drager tyst Dækket til Side fra hans Hoved: Excellencen hviler, som om han sov trygt, med rolige, ganske uforandrede Træk. Og i nogle Minutter betragter vi ufravendt den ædle, kraftig skaarne Profil, den aristokratiske Ørnenæse, den sluttede, viljestærke Mund - -  

Saa ser vi os om i Bibliotheket.

Det er saa stort og omfangsrigt, at det er komplet umuligt blot at faa det løseste Overblik over denne Samling, den største private Bogsamling her til Lands, paa vel de tyvetusend Bind. Vi følger en enkelt Hylde igjennem; det er alle de literære Tidsskrifter fra forrige Aarhundredes Slutning og dettes Begyndelse, med alle deres sære, snurrigt klingende Titler, og deres snørklet stiliserede Indbinding.

Samme Indbinding lagde Wegener megen Vægt paa. Bogbinderen havde sin Hyre med ham, fordi han altid forlangte bred Margin for at have Plads til de Noter og kritiske Bemærkninger, der gjennemtrækker alle han Værker.

Gehejmekonferensraadens nærmeste personlige Omgang var forhenværende Registrator Krarup og Karcelliraad Lynge. Af disse skal sidstnævnte i Følge testamentarisk Bestemmelse udarbejde et fuldstændigt Katalog over Samlingen, som derefter skal sælges - enten i sin Helhed eller - hvis det ikke lykkes at finde en Kjøber - stykkevis ved Auktion. Det vilde være stor Skade, om den enestaaende og kostbare Samling - W. kjendte ikke til Sparsommelighed, naar det gjaldt om at erhverve en sjælden Lækkerbidsken til Bibliotheket - skulde splittes ad, og i høj Grad var det at ønske, om Samlingen paa en eller anden Maade kunde komme i Statens Besiddelse.

Arvinger er bl. a. et Par Brodersønner af den afdøde. Blandt Wegeners literære Efterladenskaber tør man med megen Interesse imødese Udgivelsen af hans Memoirer, efter hvad der meddelte os, et særdeles omfangsrigt Værk, der sikkert indeholder Masser af værdifulde Bidrag til hele vort Aarhundredes Danmarkshistorie.

Strix.

(Dannebrog (København) 11. maj 1893).

Martsudstillingen lå Vesterbrogade 58. I marts udstilledes arbejder af 32 danske kunstnere, 12 tyske og 7 franske, i alt 150 arbejder.

C. F. Wegener er begravet på Gudbjerg Kirkegård i Svendborg.

Doctor C. F. Wegener's liden krønike om kong Frederik og den danske bonde. København, 1843.

Om den evige Forbindelse mellem Slesvig og Danmark i statsretlig Henseende. 1848.

Om hans sidste bosted står der i fredningsredegørelsen:

Biblioteksbygningen står vinkelret på tværhuset og er et toetagers bygning med skiferbelagt heltag og afrundet mod syd med et ”apsis-agtigt” parti, som møder forbindelsesgangen til tværhuset. Biblioteksbygningen står i blank, rød mur med et højt sokkelparti. Herover, i stueetagen og første sal, ses slanke, opsprossede og brunmalede rundbuevinduer i støbejern, som på 1. sal er placeret i arkade med halvsøjler. Over hver vinduesbue på langsiderne er runde vinduer, der også er brunmalede, i støbejern og cirkulært opsprossede. Der er øverst en omløbende, profileret hovedgesims med buefrise.

Gennemgangen fra tværhuset har en nyere døre til stueetagen og nyere glaspartier. I gavlen mod nord er et nyere vindfang i glas og stål med nyere glasdøre. Der bevarede jernvinduer med nyere jernforsatsvinduer, samt nyere stolper og skråbånd. I bibliotekets stueetage er nye plankegulve og gipsloft. Selve biblioteksrummet, en stort og enkel højloftet sal på 1. sal, har gennemgang fra tværhuset med nyere vinduer og parketgulv. Der er i salen bevarede jernvinduer med nyere forsatsjernvinduer, og over disse, højtsiddende runde vinduer uden forsatsvinduer. Der er en bevaret og synlig tagkonstruktion og en bræddebeklædt inderside. Der er i gavlen mod nord isat en nyere glasdør, og et nyere parketgulv. I gavlen ses to oprindelige skorstene.

--- ”Wegeners Gårds” biblioteksbygning er et enestående eksempel på en ramme om en borgerlig privatsamling af bøger fra 1800-tallet, hvor samlinger og biblioteker i forvejen er sjældne og navnlig at finde på ældre herregårde som f.eks. Ledreborg. Til såvel tværhus som biblioteksbygning knytter der sig kulturhistorisk værdi til husenes ydre som gode repræsentanter for den tidlige historicismes interesse for romansk teglstensarkitektur, herunder brugen af de typiske rundbuemotiver og enkle søjler i samspil med vinduer og blændinger. Særligt biblioteksbygningens særegne apsis-lignende runding med gennemgangen til tværhuset har stor kulturhistorisk værdi som et yderst værdifuldt eksempel på inspirationen i 1800-tallets midte fra romansk, middelalderlig sakral arkitektur til denne lille ”bogkirke”, hvis motiver har også rødder i bl.a. karolingiske og senromerske basilikaer. Gennemgangen har kulturhistorisk værdi som eksempel på en citation af Absalonbuen mellem Roskilde Domkirke og Bispegården. Af kulturhistorisk værdi hører generelt selve kombinationen af bibliotek og et nymiddelalderligt formsprog, der i København har sin vigtigste repræsentant i J.D. Herholdts biblioteksbygning i Fiolstræde. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til den særprægede funktionelle kombination af en beboelsesejendom sammenbygget på original vis med biblioteksbygningen. I det indre knytter der sig særligt kulturhistorisk værdi til 1. sals bibliotekssal med synlig, bevaret tagkonstruktion og det høje og voluminøse rums særlige kvaliteter.

Begravelse paa "Vestre". (Efterskrift til Politivennen)

Vestud for Søndermarken og Carlsberg, paa Højden, som skraaner ned mod Kallebodstrand, ligger de Snese og atter Snese Tønder Land, hvorud Byen ruller de fire Femtedele af sine Lig.

Sneen, Gravenes hvide Lagen, er forlængst afredt. Kun gabende Sprækker i den lyse Lerjord bærer Vidne om, at Snevandet er sivet ned i de Dødes Senge.

I Solskinnet mylrer Millioner af Fluer om Jordrevnerne, svælgende i Miasmernes Myriader. I det skarpe Lys ler Ligstenenes Marmor hvidt mod Solen. Hængepilene og Hegnpoplerne vil snart kunne skygge over dem.

Ad Fælledvejen drager de Efterlevendes Pilegrimsskarer med Blomster og Kranse, for ved Gravens Fodende mere levende at mindes dem, der gik forud.

En Søndag som i Gaar er Stierne paa begge Sider af den brede Vej sorte af Mennesker. Til venstre gaar de langs de gule Fængselsmure og Mosaisk Kirkegaards røde Stenvold, til højre er Hegn ud mod Marken og gamle Jærnbanevold, eller der er smaa Gartnerhytter, hvor den glemte Krans kan købes, og Gravstensbutiker med billig Marmor fra Stevns.

Frederiksberg Allé er mennesketom i Forhold. Istedgades Sporvej vil til Efteraaret gøre gode Affærer, naar den først bliver anlagt og ført ud til de Dødes Forstad.

Hver anden Familjeforsørger ejer sin Stump Jordlod paa Vestre, tre Alen lang, halvanden Alen bred. Og de fleste dyrker den selv.

Paa mange Grave ligger en Smule Rive og en Spade lænkede til Numerpælen ved Hovedgærdet. Med disse Redskaber drives om Søndagene sentimentalt Gartneri; men det er vanskeligt at faa vandet undtagen med Taarer.

For en Bagatel om Aaret besørger Kirkegaardsstyrelsen en Grav vedligeholdt. Dog Folk gør det hellere selv, eller de engagerer en Privatgartner, hvoraf der vrimler mellem Gravene. Disse Næringsdrivende maa ikke tiltale de Besøgende. Derfor nøjes de med at sværme om dem, at henlede bedrøvede Øjne paa deres medlidende Ansigter, og faa den Forretningssamtale indledet, hvorefter de tørster.

De er Dødshavens Andagtsforstyrrere, og der burde tages endnu strængere Forholdsregler mod deres Paatrængenhed, end der alt er gjort i Reglementet.

Paa en Søndag begraves ofte henimod en Snes Lig. De sorte Præster med Møllestenskraven om deres Hals vandrer fra det store til det lille Kapel og spaserer sig en Tur mellem Ligtalerne.

Der kommer et Følge paa en halv Snes Mand en Kvinde og et Par Børn. Fra det gamle Lighus drager det vest paa, ned mod de Fattiges Frijordslinjer. Fem Minutter efter er Ceremonien fuldbragt; to Graverkarle faar travlt med at "jorde til".

- - Men derhenne, ti Skridt fra Trækapellets Vedbensgavl, samler sig en hel Hær. Vel seks, syv Hundrede alvorlige Mænd søger Plads i Nærheden at en aaben "Familjegrav".

Graven er Arbejdsmand Carl Petersens, han, som sidste Søndag forbrændtes ved Gasværksbranden og siden døde deraf.

Det store Følge bestaar af hans Kammerater fra Værket, Kularbejdernes Fagforening og et Par Sygekassers Medlemmer. De fleste havde troet, at Begravelsen skulde foregaa med Pomp og Pragt og Orgelspil fra Stenkapellets Kirkeskib, ti Gasværket afholdt Omkostningerne. Men saa oplystes det, at den Afdøde var udtraadt af Folkekirken og i levende Live havde frasagt sig mere end det nødvendigste.

Derfor hentedes han stille fra den nøgne Hal, der benævnes, "Kisterummet", derfor blev Præstens Tale saa kort. Kun en Antydning af den Afdødes Særstilling, en Bøn om Fred for hans Sjæl, et Fadervor og tre Skovlfulde Sand trommende mod Laaget. Saa jordedes ogsaa han til, og Kransene med brede Silkebaand og sorte Inskriptioner fra Gasværkets Arbejdshold og Funktionærer lagdes dækkende over Lerklumpernes Uhygge.

Følget gik forbi den sortklædte, grædende Hustru med hendes fire smaa Børn og hilste, uden at hun saa' det.

Hendes Tanker var andet Steds henne. I de sidste Dage var de vundne for Religionen. Nu skulde der gaas i Kirke, nu Børnene døbes. Han, der tænkte for hende, var borte. Hun, den svage, drejede atter ind paa de magelige Veje, saa snart hun blev alene. Et sygt Sind har ingen Modstandskraft; Sorg og Ødelæggelse vinder Proselytter.

Hvor mange tog mon Kirken i Gaar ved Konfirmationen? Færre end i Gaar ved de aabne Grave!

Sven Svarte.

(København 10. april 1893).

Hoffotograf Mary Steen (1853-1939). (Efterskrift til Politivennen)

Fotografen og kvindesagsforkæmperen Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939) var kontoruddannet, men uddannede sig som fotograf i København og i Sverige. I august 1884 åbnede hun sit firma Amagertorv 4. 

Sagen Nr. 515/1885

Frøken Laura Bruun (Overretssagf. Sinding)

contra

Grosserer C. Hornemann (Overretssagf. Olsen).

-

En Grosserer anset beføjet til uden særlig Aftale at gaa ud fra, at han uanset det mellem ham og Modtagerne bestaaende Venskabsforhold skulde have Betaling for nogle fra hans eget Lager til Etablering af en Fotografforretning leverede Gasledningsapparater og for disses Opsætning. Vederlag derimod nægtet Grossereren for nogle af ham i samme Anledning indkjøbte og leverede Kobberstik; at Grossereren ved Indkjøbet af Kobberstikkene havde ladet Sælgeren udstede Regning til Fotografforretningen, anset irrelevant, da denne Omstændighed, hvorom bemeldte Forretnings Indehavere vilde have været uvidende, i alt Fald kun viste, at Grossereren havde forudsat at skulle have Dækning for sine Indkjøb, men ikke, at Modtagerne havde manglet Føje til at opfatte Forholdet som Gave.

(Afsagt den 22 November 1886) .

Under nærværende efter Hoved- og Kontrastævning procederede Sag har under Hovedsagen Hovedcitantinden, Frøken Laura Bruun, i Henhold til en hende den 5 Marts f. A. af Firmaet Mary Steen & Co. meddelt Transport af en Fordring paa 780 Kr. , som nævnte Firma ifølge ydet kontant Laan havde paa Kontracitanten, Grosserer C. Hornemann, og paa hvilken Fordring der er afbetalt 550 Kr., søgt Kontracitanten til Betaling af Restbeløbet 230 Kr. med Renter deraf 5 pCt. aarlig fra Hovedforligsklagens Dato den 5 Maj f. A., medens Kontracitanten, der ikke har fremsat nogen Indsigelse imod den hovedpaastævnte Fordring, under Kontrasagen under Anbringende af, at han for gjorte Udlæg og for leverede Varer har faaet tilgode hos Firmaet Mary Steen & Co. ialt 263 Kr. 74 Øre, og at det var Meningen, at dette Beløb skulde likvideres i Firmaets ovennævnte Fordring paa ham har paastaaet Hovedcitantinden tilpligtet at betale dels kontant, dels ved Likvidation i det hovedpaastævnte Beløb nævnte 263 Kr. 74 Øre med Renter 5 pCt. aarlig fra Kontraforligsklagens Dato den 7 September f. A. Hovedcitantinden har paastaaet sig frifunden i Kontrasagen, hvorhos begge Parter have paastaaet sig tilkjendt saavel Hoved- som Kontrasagens Omkostninger.

Det er in confesso imellem Parterne, at Kontracitanten, der i Efteraaret 1884 har været Deltagerne i Firmaet Mary Steen & Co. behjælpelig med Etablering af deres Forretning og derunder bl. A. med Udstyrelse af deres Lokaler, har tilstillet bemeldte Firmamedlemmer en Del Kobberstik m. m., som han i nævnte Øjemed havde indkjøbt, samt fra sit eget Lager leveret dem forskjellige Gasledningsapparater, som han tillige har bekostet opsat i deres Lokaler; men Hovedcitantinden gjør gjældende, at disse Ting, som Kontracitanten efter hendes Anbringende har anskaffet og leveret uden nogensomhelst Bemyndigelse eller Anmodning fra nævnte Firmamedlemmers Side, og uden at der ved Leveringen har været Tale om Betaling, ere ydede oftnævnte Firmamedlemmer som Gaver, og til Støtte for denne Opfattelse af bemeldte Ydelser har hun i det Væsentlige uimodsagt fra Kontracitantens Side anført en Mængde Omstændigheder, der vise, at der ved nævnte Tid bestod et særdeles venskabeligt Forhold imellem Kontracitanten og Deltagerne i bemeldte Firma. Til Støtte for Kontracitantens Paastand er kun oplyst, at han ved Indkjøbet af de ommeldte Kobberstik, som han selv har betalt, har ladet Sælgeren udstede Regning til Firmaet Frøken Mary Steen & Co.; men denne Omstændighed viser i ethvert Fald kun, at Kontracitanten har opfattet Forholdet saaledes, at han skulde have Dækning for sine Indkjøb, men derimod ikke, at Deltagerne i nævnte Firma, der efter Hovedcitantindens Anbringende vare uvidende om bemeldte Omstændighed og ikke havde Evne til at anskaffe saadanne Ting, ikke med lige saa megen Føje kunne have anset Leveringerne for Gaver.

Medens nu Hovedcitantinden efter det Anførte ikke findes at kunne tilpligtes at taale Likvidation i den hovedpaastævnte Fordring for Værdien af de Ting, som Kontracitanten har indkjøbt til de oftnævnte Firmamedlemmer, hvorved bemærkes, at Kontracitanten har protesteret imod Hovedcitantindens subsidiært fremsatte Paastand, at der gives hende Valg imellem at taale Likvidation for bemeldte Værdibeløb og at tilbagelevere de paagjældende Ting, skjønnes det derimod ikke rettere end, at Kontracitanten uden særlig Aftale har været beføjet til at gaa ud fra, at han skulde have Betaling for de fra hans eget Lager leverede Gasledningsapparater og for disses Opsætning, og de af ham herfor fordrede Beleb, ialt 57 Kr. 74 Øre, imod hvis Storrelse ingen Indsigelse er fremsat, ville derfor være at likvidere i det hovedpaastævnte Beløb, saa at Kontracitanten bliver at tilpligte at betale Hovedcitantinden 172 Kr. 26 Øre med Renter som paastaaet, medens Parterne iøvrigt ville være at frifinde for hiandens Tiltale.

Sagens Omkostninger findes efter Omstændighederne at burde ophæves saavel i Hoved- som Kontrasøgsmaalet.

Stempelovertrædelse foreligger ikke.

Thi kjendes for Ret:

Kontracitanten, Grosserer C. Hornemann, bør til Hovedcitantinden, Frøken Laura Bruun, betale 172 Kr. 26 Øre med Renter deraf 5 pCt. aarlig fra den 5 Maj f. A., til Betaling sker. Iøvrigt bør Parterne for hinandens Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger saavel i Hoved- som i Kontrasagen ophæves.

Det Idømte at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for retsvæsen 1887, side 329-331)

Hun blev hurtigt kendt og anerkendt af det finere selskab og eliten i København, især for sine interiørbilleder. Ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Kameraerne havde dengang svært ved at fotografere indendørs. I 1888 blev hun som den første kvinde udnævnt til kongelig hoffotograf, i 1896 for den danskfødte prinsesse Alexandra (senere engelske dronning).

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (28.10.1856-7.4.1934). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Mary Steen

kgl. Hoffotograf.

Mary Steen gjør et sympatetisk Indtryk. Igjennem hendes beskedne Optræden fornemmes dog den stærke Personlighed, der som selfmade Kvinde har erhværvet sig en Plads blandt de bedste i sit Fag, er valgt ind i Bestyrelsen for Fotografforeninger, og agtet som Kollega.

Mary Steen er en Skolelærerdatter fra Sjælland, hun mistede tidlig sin Moder og var ved de smaa Kaar i Hjemmet nødt til selv at skaffe sig en Stilling. Hun modtog sin første Uddannelse til Forretningslivet paa Frk. Tertmanns Handelsskole i Kjøbenhavn, men følte sig mer tiltalt af den fotografiske Virksomhed. Ved sine lovende Ævner fik hun Rejselegat af det rejersen'ske Fond og vakte Dronningens Opmærksomhed ved sine smukt udførte Billeder. Den kgl. Familie benytter ofte hendes Atelier, og især har hendes vellykkede Interiør af de kgl. Familier vundet Bifald. Hun blev derfor udnævnt til kgl. Hoffotograf. I Forhold til sine Medhjælpere i Forretningen hylder Mary Steen den demokratiske Grundsætning, at der ydes lige Fritid i Arbejdstid mellem Chef og Medhjælpere.

I Selskabslivet er hun stille og reserveret i sin Omgang, men hvem der kjender hende paa nært Hold ved, hvor fængslende og interessant hendes Tale kan være. Desuden er hun ved særegne Lejligheder Taler og har skrevet nu og da i Tidsskrifter om Tidens Spørgsmaal.

Stærkest omfatter hun dog sin Forretning, den hun som Kvinde føler det som en dobbelt Æressag at føre i det rette Spor. Saaledes modtager hun aldrig Elever, uden de vil ofre flere Aar paa deres Uddannelse, da hun hader al Overfladiskhed og Fuskeri. Hun beskæftiger i sit smukke Atelier et temmelig stort Antal Damer, og hvilken Kjøbenhavner kjender ikke hendes smukke Udhængsskabe.

Forretningen er allerede nu i stor Stil og har en stor Kundekreds. Det er ikke alene Billedernes Udforelse, hun som ægte Kunstner forstaar at give Liv, men det er ogsaa hendes elskværdige Imødekommenhed, der drager Folk til Huset Mary Steen forstaar at bringe sine Klienter i Stemning for at lokke de mest tiltalende Træk frem i Billederne. Mary Steen gjør ikke alene sin Stand, men ogsaa Kvindekjønnet Ære.

J. M. 

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 5. april 1893)

1891-1896 sad hun i bestyrelsen for Dansk Fotografisk Forening som den første kvinde. Hun var desuden med i Dansk Kvindesamfund: medlem af bestyrelsen 1889-1892. Her udtalte hun sig bl. a. om reformdragten og generelt om at kvinder skulle ernære sig selv.

Den 1. maj 1895 annoncerede Mary Steen for et fotografisk atelier i kæmner Knudsens ejendom Jernbanegade i Hjørring. Det var formentlig hos Kirstine Lund (1852-1948) som fotograferede meget i Hjørring 1882-1909. 

Hun levede først sammen med en frk. Torp fra Norge som også var fotograf. Senere med maleren Olga Meisner-Jensen (1877-1949).

Fotografi af Mary Steen: Christian 9. på dødslejet. Dagens Nyheder 4. februar 1906.

På grund af tiltagende døvhed lukkede hun sit atelier i 1918 og solgte det til filmmanden Robert Schyberg. Hun er begravet på Assistenskirkegården hvor hendes tidligere kollega Helga Richter blev begravet i 1915 og senere også Olga Meisner-Jensen.

En Ligbrændings-Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Ligbrænding.

Liget af grosserer H. Bjerrings søn, S. Th. Bjerring, blev i går kirkelig indviet af fripræst Carstensen i "Herrens Kirke" på St. Georgs Vej.

Midt i ugen vil liget blive brændt på krematoriet.

(København, 20. marts 1893).

Ligbrændring.

Den anden ligbrænding i København foregår i dag. Den afdøde der har bestemt i sit testamente at ville brændes, hedder S. Th. Bjerring og er søn af grosserer H. Bjerring. Efter et studieophold i Tyskland kom den unge mand for nogen tid siden tilbage, blev syg af brystsyge og afgik ved døden.

I følge hans ønske henvendte familien sig til sin præst, hr. Johannes Petersen ved Holmens Kirke og bad denne assistere ved begravelsen. Hr. Petersen nægtede imidlertid at ville deltage ved ligbrænding.

Familien har derfor måttet henvende sig til krematoriets præst, hr. pastor Carstensen ved Herrens Kirke. Her bisattes i går den afdøde ved en almindelig kirkelig højtid. I dag forvandles hans legeme i støv. 

(Aalborg Amtstidende, 20. marts 1893).

Ligbrænding.

I søndags modtog i København det første til brænding bestemte lig her i landet kirkelig indvielse. Højtideligheden fandt sted i en lille tarvelig frimenighedskirke, "Herrens Kirke" på Frederiksberg, hvis præst, hr. pastor Carstensen, er frisindet nok til at lyse kirkens velsignelse over dem der har ønsket at blive brændte, uanset om de har hørt til hans menighed eller ikke. Efter talen trådte præsten hen til kisten, der indeholdt liget af en ung mand, S. Th. Bjerring, søn af grosserer H. Bjerring, og udtalte i følge Polit. følgende ord:

"Så vil vi da indvie liget til forkrænkelighed, idet vi siger: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet"

hvorefter han forrettede jordpåkastelsen. Fra kirken blev ligkisten båret ud på en rustvogn på hvilken den fulgt af den afdødes slægt førtes til krematoriet hvor brændingen vil foregå en af de første dage.

(Thisted Amts Tidende, 21. marts 1893).

Herrens Kirke blev oprettet 1878 af pastor N. F. Carstensen. Han var oprindelig fra Brødremenigheden, senere metodisterne indtil 1877. Kirken blev opført 1886 (arkitekt D. W. Leerbeck). Den ophørte med at blive brugt 1939, og blev nedrevet 1960.

En Ligbrændings-Begravelse

Grosserer Th. Bjerrings søn, om hvis ligbrænding vi forleden meddelte, skulle i torsdags begraves på Garnisons Kirkegård. Det vil sige, urnen med hans aske skulle nedsættes i den bjerringske familiebegravelse.

Kl. 1 kom grosserer Bjerring med familie til kirkegården. Samtidig kom pastor Carstensen der, som man vil erindre, holdt talen over den afdøde ved bisættelsen i Herrens Kirke, og ham fulgte løjtnant Jensen, en søn af ligbrændingsforeningens sekretær, og krematoriets bud som bar urnen.

Da alle var samlet, og pastor Carstensen beredte sig til at sige nogle ord, kom overgraveren Beckmann til og nedlagde i følge "Polit". en protest imod at der blev foretaget nogen som helst religiøs handling ved urnens nedsænkning i jorden.

Pastor Carstensen spurgte om hr. Beckmann var officielt bemyndiget til at skride ind. Graveren svarede at han havde en skriftlig ordre i lommen fra pastor Sørensen ved Garnisonskirken, og at denne ordre oprindelig var udgået fra biskop Fog. Da hr. Bjerring ikke ønskede at drive sagen på spidsen, blev urnen sænket i jorden under tavs andagt. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. april 1893, 2. udgave).

Jens August B. Schultz (1841-1888): Bruun Juul Fog (1819-1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.  Biskop over Sjælland 1884-1896. 

En præst sat under tiltale.

Frimenighedspræst Carstensen er i følge "Natt." i henhold til justitsministerens ordre sat under tiltale for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 fordi han i sin kirke har foretaget bisættelse af afdøde bandagist Bjerring hvis lig bagefter skulle brændes.

Straffelovens § 107 lyder således:

"Den som tilegner sig en ham ikke tilkommende offentlig myndighed der kun kan udøves i kraft af et offentligt embede, bestilling eller ombid, straffes, for så vidt handlingen ikke efter sin beskaffenhed medfører større straf, med bøder eller med simpelt fængsel indtil 1 år."

Hr. Carstensen er præst ved den herværende "Herrens Kirke"

(Social-Demokraten, 26. juli 1893).

Har vi religionsfrihed?

En præst tiltalt.

På Kong Georgs Vej ligger fredelig gemt mellem slanke villaer og sommerfriske haver, en lille rød bygning over hvis ene gavn et prunkløst kors mørkt tegner sig mod den lyseblå himmel.

Det er "Herrens Kirke" bygget 1885 af selve kirkens præst, pastor Carstensen der som bekendt i disse dage er under justitsministeriel tiltale. På denne idylliske lille plet samles en menighed på 600 medlemmer og dyrker deres Gud på den måde og poå den vis de finder rigtigst, danner en kristen menighed, trådt ud af Folkekirken, med hvis strenge dogmer den intet vil have at gøre, kort sagt, en frikirke.

Stille og fredeligt virker menigheden uden skrål eller anmassende propaganda. Man skulle da tro at den i et oplyst religionsfrit land kunne få lov til det, uantatt. Ikke desto mindre er den

Folkekirkens præster

en torn i øjet. Menighedens religion er nu også noget forskellig fra Folkekirkens. Pastor Carstensen, dens præst, benægter to af dennes væsentlige dogmer, det evige Helvede og kødets opstandelse, to ting som han med rette påstår er lidet stemmende med almindelig sund dømmekraft som med det ny testamente og utvivlsomt stridende mod Guds retfærdighed.

Pastor C. præker altså virkelig et mildt, humant evangelium. Men man kan ho godt forstå at denne lære er på tværs af såvel den højkirkelige lære som Vilh. Becks. Den tager ganske snerten fra den pisk, hvormed de statsunderstøttede præster driver ængstelige folk ind i deres tomme stolerader. Den lille fredelige menighed har derfor på denne kant en farlig fjende som næppe har været ganske uvirksom ved

Tiltalen mod pastor Carstensen.

Hr. C. er som stående ganske udenfor Folkekirken, naturligvis ikke forpligtet til at rette sig efter det af de danske biskopper udstedte meningsløse forbud mod præsters medvirken ved ligbrænding. Da derfor hr. bandagist Bjerring i marts henvendte sig til ham med forespørgsel om han var villig til at bisætte hans søn der skulle brændes på krematoriet på Fasanvej, svarede pastor C. uden betænkning "ja" - idet han dog samtidig gjorde hr. B. opmærksom på at en bisættelse i Herrens Kirke var enstydig med udtrædelse af Folkekirken.

Der er hr. Carstensens hele skyld, og derfor skal han tiltales. Man ser imidlertid nok hvad der ligger bag denne tiltale, der åbenbart er pousseret frem fra gejstlig side. Den er både et

Angreb på ligbrændingen og religionsfriheden.

Den danske gejstlighed vil ikke have lig brændt, og den vil ikke have en aanden kristen religion der er smukkere, mildere og forsonligere end deres egen med den evige ild og alle Helvedes pinsler.

Og gør nogen modstand, skal våbnene slås dem af hænderne. Hr. Carstensen tror selv at man har hans fængsling for øje for derved at ødelægge det arbejde, han nu i lange år har beskæftiget sig med, og hvis frugter han begynder at skimte.

Det er muligt at hensigten har været så, men vi er på den anden side overbevist om at vore domstole ikke er gennemsyret af sådan religiøs fanatisme og kun vil idømme en lille bøde for den mulige - men også kun mulige - formalistiske fejl her foreligger.

Publikums sympati

er hr. Carstensen sikker, både fordi den ensomme mand altid står det store publikum nærmere, og dels fordi her forligger spørgsmål om en sag, hvori så godt som alle er enige om at folkekirkens gejstlighed har optrådt splintrende forkert og ganske uforståelig bornert. Pastor Carstensen er en hjælpsom og elskværdig mand, har uden at være rig taget til sig 3 fattige børn, opdraget dem, og nu til sidst ved den bekendt brand i Falkoneralleen optog han i sit hjem en lille fattig, hjælpeløs pige der var døden i flammerne nær, og har siden beholdt hende.

Man får, selv om man er af andre meninger, respekt og tillid til denne præst, der ofrer sin formue på en kirke og sin tid og kraft på et så udpræget tålmodighedsarbejde som at pille de vrange gennem årtusinder nedarvede forestillinger ud af kristendommen i et land der er så stædigt og konservativt som dette.

Det er med disse følelser vi forlader den hyggelige lille plet, just som solen går ned bag de hviskende pile og den fri menighed samles til aftengudstjeneste bag den røde kirkes mure.

Josva.

(København, 28. juli 1893).

Jordpåkastelse ved ligbrænding.

Ved Frederiksberg birks ekstraret blev i forgårs afsagt dom i den af det offentlige anlagte sag mod frimenighedspræst N. F. Carstensen for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 (ulovlig tilegnelse af offentlig myndighed), fordi han den 19. marts d. å. i den for hans menighed opførte "Herrens Kirke" på Frederiksberg havde foretaget jordpåkastelse på liget af afdøde, til folkekirken henhørende bandagist S. Th. Bjerring, hvilket lig efter den afdødes fader forgæves havde henvendt sig til en af folkekirkens præster om at foretage jordpåkastelsen og under hensyng til at handlingen fandt sted i en til et udenfor folkekirken stående kirkeligt samfund hørende kirkebygning, og at Carstensen ikke optrådte eller gav sig udseende af at optræde som præst i folkekirken, idet han hverken var iført folkekirkeligt ornat eller benyttede det for folkekirken foreskrevne ritual - skønnede retten ikke at der kunne siges at foreligge en overtrædelse af straffelovens § 107. Yderligere bemærkes at påbuddet i kirkeritualet af 1685 om at jordpåkastelse af lig af folkekirkens medlemmer må antages forandret ved ligbrændingsloven af 1. april 1892 § 5, hvorefter det ikke kan pålægges nogen af folkekirkens gejstlige at forrette jordpåkastelsen i tilfælde hvor ligbrænding finder sted. Da loven nemlig ikke kan antages at berøre retten for folkekirkens medlemmer til kirkelig bistand, når de ønsker deres lig brændte, må af den nævnte bestemmelse følge, at der også kan benyttes anden bistand end folkekirkens præsters.

Pastor Carstensen blev altså frifundet og sagens omkostninger pålagdes det offentlige.

(Slagelse-Posten, 15. september 1893).

Sagen kom for Overretten, hvor Carstensen blev idømt en bøde på 100 kr. Herefter kom sagen i Højesteret oktober 1894, hvor Carstensen blev frifundet. 

Jens og Johanne Kirkeby. (Efterskrift til Politivennen)

I foråret 1884 begyndte Jens og Johanne Kirkeby sammen med to andre familier i Fjaltring og Trans ved Lemvig at holde friskole i et lejet lokale "Kryk i ly” (bygningen lå i læ for en stor bakke vest for gården "Løkke" i Trans) som protest mod kommuneskolen hvor religionsundervisningen var gammeldags med lærebog på remser, og hvor der ikke blev lagt megen vægt på at fortælle bibelhistorie og danmarkshistorie for børnene. De tre elever steg hurtigt til flere, og forældregruppen blev støttet af sognepræsten i Fjaltring-Trans, Markus Anker Secher Lund besluttede lade Jens Kirkeby, Trans uddanne til lærer. Det skete to vintre på Askov højskole. I 1887 fik skolen sin egen bygning midt mellem Fjaltring og Trans. Sammen med friskolen byggede man også forsamlingshuset og brugsforening. Fjaltring Friskole findes endnu

Ny Friskolebygning. Paa Gaarden "Skalshøj"s Marker i Fjaltring ved Lemvig blev i Lørdags Kransen hejst paa en ny Friskolebygning, som Friskolelærer J. Kirkeby lader opføre. Side om Side med denne skal der i Sommer bygges en folkelig Forsamlingsbygning og Øvelseshus; Materialerne ere alt tilførte. Bygningen rejses ved Aktier a 10 Kr. Overslagssummen er ca. 3000 Kr.

(Jyllandsposten 11. juni 1887, 2. udgave).

Jens og Johanne Kirkeby ledede skolen indtil 1894. Han drev sit lille jordlod ved siden af og var med til at starte Fjaltring og Ferring brugsforeninger. Der blev ikke pålignet de enkelte medlemmer bestemte bidrag for børnenes undervisning; men man gav efter evne.

Fjaltring Friskole gennem 75 år

Af Christen Christensen

Det er i dette forår 75 år siden, Fjaltring Friskole begyndte sin virksomhed. Det vil derfor være naturligt at stoppe op et øjeblik og forsøge at kaste lys over det liv, som er levet i og gennem friskolen i denne lange årrække. Meget er gemt og glemt for altid. Kun lidt er nedskrevet gennem tiderne. De mennesker, der har været med i friskolens arbejde, har levet livet og været klar over, at det levende liv aldrig kan indkapsles i museumsskabe. Alligevel kan de småtræk, som her er samlet om friskolens virke gennem de 75 år, måske være med til, at vi kan føle, hvad der er levet og virket, og samtidig hjælpe os til at forstå, at hvor store forandringer, der end er sket i det ydre, så er det fundamentale i vort skolearbejde dog stadig det samme. Det står for os som en dyb sandhed, at fremtiden gror af dyre minder.

Før begyndelsen

De egentlige årsager til en tings oprindelse lader sig altid vanskeligt udrede. Når det drejer sig om oprettelsen af Fjaltring Friskole, synes det dog, som om præsten M. A. S. Lunds virke i Fjaltring er den betydeligste grundpille. Markus Anker Secher Lund kom til Fjaltring som præst i 1869 og var den første præst på stedet, som var præget af det grundtvigske livssyn. Pastor Lunds forkyndelse var som et forår på egnen og satte sig dybe spor hos mange mennesker. Den gammelpræstelige stivhed havde han intet af. Lund kom hurtigt på en naturlig talefod med store dele af menigheden. Selvfølgelig følte en del i begyndelsen forargelse over en præst, der var „dus“ med „almindelige“ mennesker, og som kunne finde på selv at hente et læs mursten på et teglværk. Men det var kun småtterier, som hurtigt overskyggedes af Lunds personlighed.

Netop på grund af sit jævne væsen ejede Lund en evne til at komme i kontakt med mennesker. Der samledes en stor menighed i kirken om søndagen for at høre Lunds forkyndelse. Foruden sognets egne beboere taltes også adskillige sognebåndsløsere fra omliggende sogne, der ønskede Lund som præst. Ofte samledes man efter gudstjenesten i præstegården. Engang havde Lund indbudt sin forgænger Meinert til at prædike. Da Meinert bagefter så præstegården fyldes med mennesker, udbrød han henvendt til sin kone: Sådan skulle vi have haft det. Dette er dog ikke ensbetydende med, at Meinert havde været en dårlig præst. Tværtimod er det nævnt, at Meinert var den, der såede, og Lund vandede.

Også ungdommen samledes gerne i præstegården, når Lund og hans kone indbød. Lund kunne selv være med i legen og morskaben på en naturlig måde. Denne evne til at omgås mennesker på en ligefrem måde bevirkede, at både unge og ældre henvendte sig til Lund om hjælp, når mere alvorlige ting trykkede. Og han var i stand til at yde hjælpen. Lund var en munter og livsglad mand, dybt engageret i tidens rørelser, men der hvilede altid alvor bag munterheden.

Pastor Lunds frisind er fremhævet som hans særkende. Det stod for alvor sin prøve i 1875, da valgmenigheden i Bøvling oprettedes. En kreds stod i begyndelsen vaklende over for spørgsmålet, om man skulle danne valgmenigheden eller løse sognebånd til pastor Lund i Fjaltring. Der holdtes flere møder om sagen, hvor pastor Lund selv var med. Da han skønnede, at der var styrke nok til at oprette en valgmenighed, opfordrede han til dette, frem for at søge at styrke sin egen position. Pastor Lund følte sig altid som tjener i åndelige spørgsmål og var stor nok til at tilsidesætte sit eget.

I 1881 flyttede Lund til præsteembedet i Vium ved Viborg. Hans virke gennem 12 år i Fjaltring havde sat sig dybe spor, og han vedblev fremdeles at stå i levende forbindelse med mange af vennerne i Fjaltring, hvad en omfattende brevveksling vidner om.

En udførlig skildring af Lunds liv findes i bogen: Præsten M. A. S. Lund. Den er udgivet i 1915 af Jens Damsgård.

Oprettelsen af Fjaltring Friskole og de første år

Et af de nulevende mennesker, der bedst har rede på friskolens første tid, er Mads Kvist, Ferring. Han fortæller følgende:

Den kreds, der fortrinsvis sluttede op om pastor Lund og hans forkyndelse, var nok fortrinsvis den yngste del af menigheden. Nogle af disse mennesker ville ikke gerne sende deres børn til kommuneskolerne, hvor religionsundervisningen var gammeldags med lærebog på remse, og der ingen vægt blev lagt på at fortælle bibelhistorie og danmarkshistorie for børnene. De blev derfor enige om at tage en mand af deres egen midte som lærer. Det blev Jens Kirkeby, Trans. Han havde en lille ejendom "Kryk i ly" med vistnok 2 køer. Navnet havde ejendommen, fordi den lå i læ af en stor bakke vest for gården "Løkke" i Trans.

Jens Kirkeby rejste da i 2 vintre 1882-83 og 1883-84 til Askov højskole for at få uddannelse til lærergerningen. Fra Askov [½ linje ulæselig]

I sommeren 1887 blev friskole og forsamlingshus bygget i Fjaltring. I forsamlingshusets nordende fik den nyoprettede brugsforening butik. Den begyndte med 36 medlemmer, og Jens Kirkeby, der flyttede med til Fjaltring som lærer, var tillige brugsuddeler i begyndelsen. Forretningen var kun åben 2 eftermiddage om ugen i de første år. Snart blev arbejdet som uddeler dog for omfattende ved siden af lærergerningen. Men Jens Kirkeby fortsatte som regnskabsfører for foreningen, så længe han var i Fjaltring. Desuden var han også medvirkende ved oprettelsen af brugsforeningen i Ferring.

Til skolen var der købt så megen jord (vel ca. ½ tdr. land), så der på dette og et halvt engskifte på Bøvling klit kunne holdes en ko. (Engskiftet har formodentlig hørt til "Kryk i ly"). Jens Kirkeby forstod at få stort udbytte af jorden. Men pengelønnen var også lille, da de fleste af friskolefolkene var småkårsfolk. Hans Herping var den økonomisk bedst stillede i kredsen, og han følte selv, at han var forpligtet til at udrede det forholdsvis største beløb i penge. Pengelønnen var kun 400 kr. årlig i de 10 år, Jens Kirkeby blev i Fjaltring.

Alle var klar over, at lønnen var lille, så der måtte ydes tilskud til Hanne Kirkebys spisekammer med både sigtekager og lejlighedsvis slagtemad. En lønningsmåde som ikke ville passe til nutiden, men dengang fandtes ganske naturlig.

Hvad undervisningen angik var Jens Kirkeby en udmærket fortæller af bibelhistorie og danmarkshistorie. Til hjælp ved bibelhistorien havde han en stor billedbibel. Det eneste, vi lærte udenad, var tabellerne. Om vinteren havde vi husflid i 1-1½ time hver torsdag og mandag eftermiddag. Det var en mangel ved undervisningen, at Jens Kirkeby ikke kunne synge, og at Hanne Kirkeby også kun havde liden evne i den retning, men der var flere af børnene, der var gode sangere, deriblandt særlig Peder Rubys og Niels Rubys børn.

Hvad det samlede antal af børn i skolen angår, mener jeg at kunne huske, at vi var 18 i den ny skole efter sommerferien i 1887. Der var så jævn fremgang, indtil Jens Kirkeby rejste 1. maj 1894, da tror jeg nok, vi var ca. 50.

Fra 1. maj 1894 havde vi Christen Christensen Aaes som lærer. Han var kun 18-19 år gammel og skulle på seminarium i Silkeborg efter sommerferien. Ham husker vi bedst for hans udmærkede sangstemme og hans gode fortælling af verdenshistorien. De ældste af os havde haft ham som skolekammerat en vinter. Han blev nemlig konfirmeret af daværende sognepræst i Dybe-Ramme N. P. Chr. Nielsen, i hvis hjem han opholdt sig til konfirmationsforberedelse. Fru Nielsen var hans moster. Han gik så til skole i friskolen 4 dage om ugen.

Efter sommerferien fik vi sjællænderen Ole Olsen til lærer. Han var også en god lærer. Jeg gik ud af skolen ved min konfirmation i april 1895.

(Christen Christensen: Fjaltring Friskole gennem 75 år. I: Hardsyssels Årbog 1967, s. 106-124, uddrag af de afsnit der handler om Jens Kirkeby).

Jens Kirkeby var uddeler til 1890 hvorefter det blev Kresten Lisby (1890-1921). Han var bondesøn og dermed ikke bestemt til at kunne blive uddeler. Ifølge Fjaltringhistorie havde han det godt med bestyrelsen og var vellidt i det hele taget. Søn og sønnesøn videreførte uddelerjobbet indtil 1968.

I 1893 var der en avisdisput mellem en lærer J. Kallesøe og Jens Kirkeby. Det fremgår ikke hvor Kallesøe var lærer, men artiklerne bærer måske præg af et dårligt forhold mellem de to lærere:

Fjaltring Brugsforening.

I "Lemvig Folkeblad" Nr. 27 findes en Meddelelse om Fjaltring Brugsforenings Generalforsamling, og der skrives:

"Det blev paatalt, at Foreningen havde adskillige Varer til for høje Priser, og man var enig om for Fremtiden at raade Bod herpaa."

Dette kan vist ikke forstaas anderledes, end som en Anke mod Foreningens Førelse, og det finder jeg ikke samstemmende med, hvad der fremkom som almindelig Mening ved Generalforsamlingen.

Der blev rigtignok af Lærer Kallesø, Trans, anket over, at en vis Vare af Foreningens var til højere Pris, end han havde kjøbt den for andetsteds. Men da Foreningen kun holder af første Kvalitet, og der er betydelig Prisforskjel paa de forskjellige Kvaliteter af samme Vare, saa er det jo en Selvfølge, at der let kan faas til lavere Pris, end Foreningen kan levere sin Vare til, men at den laveste og billigste Pris i saa Henseende er et og det samme, er vist meget tvivlsomt, og i de fleste Tilfælde tror jeg, Forholdet vil være omvendt.

Forsamlingen forespurgtes ogsaa i den Anledning, om den ønskede, at Foreningen skulde holde en Kvalitet til lavere Pris, og dertil blev af flere svaret et bestemt Nej, og ikke en eneste yttrede noget om, at det kunde være ønskeligt.

Jeg antager, at Kallesø tog Fejl paa Prisforskjellen og mente maaske 1/3 af, hvad han angav, og hvordan Værdiforholdet var mellem Foreningens Vare og den, han havde kjøbt, havde han ingen Mening om, og om han har haft Fordel eller Tab ved at kjøbe til den lavere Pris, kan enhver have Lov til at mene om, hvad man vil..

Det var vist den almindelige Mening ved Generalforsamlingen, at Foreningen først og fremmest bør sætte som sit Maal at holde første Kvalitets Varer og til saa billige Dagspriser som muligt, og da det er i den Retning, Foreningen hidindtil har været ført, kan jeg ikke finde nogen Mening i den "raaden Bod", som Meddeleren har bebudet.

Der er delte Meninger om, om den talrige Forsamling, som var til Stede, kan betragtes som et Udtryk for Interesse for Foreningen eller som Frugten af en enkelts Agitations Virksombed, men maaske den lille Bemærkning af Meddeleren derom skal kunne tjene til at retlede de vildfarende.

Jens Kirkeby,

Fjaltring Friskole.

(Holstebro Dagblad 22. februar 1893).

Et Svar til Hr. Friskolelærer Jens Kirkeby, Fjaltring.

Fra J. Kallesøe, Trans.*)

Naar Hr. Friskolelærer Jens Kirkeby som "Lemvig Folkeblad" Nr. 45 tror at holde sammen paa Fjaltring Brugsforening og sin Stilling ved samme eller den gamle Forretningsorden ved i Særdeleshed at komme om min Dør, skal jeg ikke nægte, at jeg tror, at Manden er paa Afveje, thi ikke nogen af de Dele har noget Tilknytningspunkt i min Person, skjønt Brugsforeningen har min Sympati, men jeg skal dog gjærne tjene ham i at optage den mig tilkastede Handske.

Først et Par Spørgsmaal: Hvorfor hentyder Hr. Jens Kirkeby sig saa specielt til mit Navn, da der dog var andre, som fremdrog lignende Ting? og hvorfor holder han sig til en enkelt Vare (Mel), da dog flere andre blev omtalt?

I og for sig kunde Dette være mig ligegyldigt; jeg spørger kun for de udenforstaaendes Skyld, som muligt følger Sagen med Interesse, og da navnlig fordi, at Sagen fra hans Side mest ligner et personligt Opgør, hvis Oprindelse jeg slet ikke har nogen Anelse om eller kjender noget til.

For Hr. Jens Kirkeby synes Personen et være det væsentlige; jeg skal dog ikke følge ham deri og saa vidt muligt i det efterfølgende lade Personen ligge og holde mig til Sagen.

I Meddelelsen om Generalforsamlingen i Faltring Brugsforening i "Lemvig Folkeblad" stod der, at Foreningen havde adskillige Varer til for høje Priser, og man var enig om at raade Bod derpaa.

Herpaa svarer Hr. Jens Kirkeby saaledes: "Dette kan vist ikke forstaas anderledes end som en Anke mod Foreningens Førelse, og dette finder jeg (Jens Kirkeby) ikke samstemmer mod, hvad der fremkom som almindelig Mening ved Generalforsamlingen."

Hertil skal jeg først bemærke, at Hr. Jens Kirkeby forekommer mig at være lige saa uheldig med at finde Generalforsamlingens rette Mening som f. Ex. en vis Mand med at finde Grundlovens rette Aand. De faa nemlig ud af alt, at alt tjener dem tilgode.

Jeg faar da erindre om, at der ved Generalforsamlingen var Valg af tre Styrelsesmedlemmer. (Jeg skal ikke denne Gang komme ind paa, hvorledes Formanden sekunderet af Jens Kirkeby behandlede denne Sag, men have det in mente.) Een af den gamle Styrelse gjenvalgtes med een Stemmes Overtal samt to ny Styrelsesmedlemmer med stort Overtal af Stemmer, og deraf finder saa Hr. Jens Kirkeby det i Sandhed mærkelige Resultat, at alt, hvad der fremkom som den almindelige Mening ved Generalforsamlingen samstemmede med den gamle Styrelse og dermed ogsaa med ham.

Vil Hr. Jens Kirkeby saa ikke sige mig, tror tror han Generalforsamlingen satte ny Medlemmer ind i Styrelsen? Opfatter han personligt dette som et Tillidsvotum? Og tror han sin Stilling som Forretningsfører ved Brugsforeningen er sikrere nu end før?

Min Mening er dog denne, at Valget af en Opposition mod den gamle Forretningsorden og en Tilkendegivelse af, at Styrelsen skulde tage sig lidt mere af Tingene. Valget var vidt heller ikke den gamle Styrelse absolut behageligt.

Jeg vil nu haabe, at Generalfor samlingen ikke har forstaaet Valget paa samme Maade som Hr. Jens Kirkeby, thi saa var det først galt; i sidste Tilfælde er det jo kun uheldigt for Jens Kirkeby.

Jeg kan nu ikke forstaa, at Hr. Jens Kirkeby saaledes farer i Blækhuset og som en drabelig Helt vil slaa sig til Ridder paa min Bekostning. Mine Udtalelser paa Generalforsamlingen synes lige saa lidt som de andres at æske til Holmgang eller at kunde give daarligt Humør, men Hr. Jens Kirkeby er virkelig i daarligt Humør - han er jo ligefrem arrig. - Skulde Grunden da være den, at Styrelsen af Brugsforeningen var i saa pæne Hænder, at ingen turde spørge til dens Befindende, selv i velvalgte Ord, uden at anses for "læstig", eller er det Grunden, at d'Hrr. "Ingen Mukken i Geledderne" vil have, "Vi alene vide" o. s. v. Som sagt, jeg forstaar det ikke. Jeg synes ikke Generalforsamlingen kunde faa et Bæger til at løbe over, selv om det i Forvejen var fuldt, (med mindre det da alligevel skulde være Valget) og dog er det sket.

Hr. Jens Kirkeby kommer med en temmelig selvfølgelig Forklaring over, at det bedste er det dyreste, noget, jeg ingen har hørt benægte; men Hr. Jens Kirkeby maa undskylde, at dette jo virkeligt ikke udelukket, at ogsaa Brugsforeningerne kan faa det bedste for dyrt.

Naar Hr. Jens Kirkeby ligefrem paastaar, at Fjaltring Brugsforening kun holder Varer af bedste Kvalitet, saa er dette mildest talt en urigtig Paastand. 

Naar han dernæst antager, at jeg har ment 1/3 af Prisforskjellen o. s. v., skal jeg gjærne skænke Hr. Jens Kirkeby denne sin Antagelse. Ved Generalforsamlingen havde han den bedste Lejlighed til at korrigere mine Udtalelser, hvorfor ikke da slaa til Lyd for sin Tredjedel. Nu skal jeg kun notere, at denne Dag erkjendtes min Paastand uden Modsigelse.

I den lille Meddelelse var der, synes mig, en rigtig passende lille Bemærkning om, at maaske ikke alt var saa godt, som det burde være. Der var intet Referat, og jeg skal heller ikke denne Gang indlade mig derpaa, fordi Hr. Jens Kirkeby saluterer (naturligvis efter højere Ordre): men ikke desto mindre skal jeg dog være d'Hrr. til Tjeneste med en saadan, om det muligvis skulde ønskes.

Endelig skal jeg sige Hr. Jens Kirkeby min personlige Mening om Brugsforeninger i Almindelighed og Fjaltring Brugsforening i Særdeleshed, skjønt jeg naturligvis ikke tvivler paa, at den i mindste Maade influerer paa en Mand, der er saa svært inde i Sagerne som Hr. Jens Kirkeby er. Den lyder saaledes: Naar en Brugsforening paa Landet har en Omsætning paa over 30,000 Kroner, maa den kunne tage Konkurrencen op med enhver Forretning uden højere Priser end disse, kan den ikke det, er der sikkert Fejl i Ledelsen. End videre skal en Brugsforening ikke være et spekulerende Handelshus, - der, saaledes som f. Ex. Fjaltring Brugsforening, lige efter Jul ligger inde med et Varelager paa 7,000 Kroner, ca. 1/4 af den hele Omsætning; dette er sikkert ufornuftigt, thi Brugsforeningens Bestyrelse plus Forretningsfører har i Almindelighed hverken Dygtighed eller Uddannelse nok til at føre en Spekulation igjennem uden Tab.

Her i Fjaltring har Brugsforeningen paa de almindeligste Varer samme Pris som Kjøbmændene. Ja, men saa har vi jo Overskudet. Lad os tale saa smaat om Det. Enhver Kjøbmand vilde vist med Glæde betale den for kontant Betaling.

Endelig maa jeg yde Hr. Jens Kirkeby min Tak, fordi han ved sin, om jeg saa maa sige, Ubehjælpsomhed giver mig Lejlighed til at sige et Par Ord om den talrige Generalforsamling. Han skriver saaledes: Der er delte Meninger om, om den talrige Generalforsamling, som var til Stede, kan betragtes som et Udtryk for Interesse for Foreningen eller som Frugten af en enkelts Agitations-Virksomhed.

Jeg vilde gjærne spørge Hr. Jens Kirkeby, hvad han tror, Folk møder efter ved Generalforsamlingerne, hvis det ikke skulde være Foreningens Anliggender? Det lader forresten til, at Hr. Jens Kirkebys Interesse stopper op ved Foreningen.

I vore Dage, da vi har saa mange Foreninger, slappes Interessen tit og ofte, og man glemmer at møde ved deres respektive Generalforsamlinger. Bestyrelsen møder kun med det reviderede Regnskab for at vælge sig selv igjen, indtil ogsaa de bliver kjed af Komedien. Ja, saadan gaar dette i Almindelighed, hvor Medlemmerne ikke møder. Bestyrelsens Interesse slappes, og Foreningen dør hen. Men omvendt gaar det, naar Medlemmerne møder talrigt op, hvor de har Lov til at tale, ved Generalforsamlingerne, for at kritisere eller vedtage Bestyrelsens Beslutninger; og det gaar da gjærne saadan, at Bestyrelsens Dygtighed og Energi voxer i samme Grad, som Medlemmerne møder talrigt.

Medlemmer af Foreninger mød derfor talrig til Generalforsamlinger, naar I ønsker, at det skal gaa jer Forening godt. Dette er næsten en Pligt.

Naar Hr. Jens Kirkeby sigter maaske mig for at have agiteret for, at mange skulde møde til Generalforsamlingen, maa jeg desværre benægte at have gjort noget i den Retning; men hvis jeg havde agiteret noget, maa Hr. Jens Kirkeby undskylde, at jeg med hans Tilladelse vilde have betragtet det som en Ære for mig.

Det synes virkeligt ogsaa, at Hr. Jens Kirkedy er gnaven over den talrige Generalforsamling, og han er dog en Frihedsmand. Man bør ikke forundres længer. Menneskets højeste Dyd er nok Egenkjærlighed

*) Forsinket længe, da Pladsen har været optaget af andet Stof.

(Lemvig Folkeblad 16. marts 1893).

Friskolelærer Jens Kirkeby i Fjaltring forlader sin Virksomhed dersteds og rejser til Tranekjær paa Langeland, hvor han skal overtage en vel lønnet Plads som Bestyrer af en Brugsforening. Det blev ham for anstrængende i Fjaltring at betjene baade Friskolen og Brugsforeningen, og da der tilbødes ham en god Plads paa Langeland, har han taget imod denne. Jens Kirkeby er vel kjendt som dygtig og trofast Arbejder i kristelig, folkelig og politisk Henseende, og han vil blive savnet af mange Venner paa Lemvig Egn.

Fjaltring Friskole vil selvfølgelig blive fortsat ogsaa efter Jens Kirkebys Bortrejse - I Sommer er antaget en Slægtning af Valgmenighedspræst Nielsen til Lærer. Denne vil optages paa et Seminarium, og Fjaltringboerne har imidlertid Lejlighed til at se sig om efter en anden Lærer. Jens Kirkeby, der selv ejede Friskolebygningen, har solgt denne til et Interessentskab af 3 Mænd, der komme til at eje hver en Fjerdepart af samme, idet Jens Kirkeby selv vedbliver som Ejer af den ene Fjerdepart.

(Holstebro Dagblad 16. maj 1894).

Friskolen her paa Egnen.

- - -

I Fjaltring derimod lagdes med Kirkeby og Hustru som Lærerfolk et Grundlag for en Friskole, der i al sin beskedne Størrelse og Fremtræden stadig har været et Mønster for Samhørigheden mellem Hjem og Skole. Det Enhedens Baand, der gennem Pastor Lund knyttedes mellem Vennerne af det grundtvigske Livssyn har hvilet med Traditionens aandelige Magt over Fjaltring-Trans Friskolekreds. Jens Kirkeby var en af disse lykkelig begavede Mennesker, der kan gøre meget ud af det lidet. Hans lille Jordlod paa nogle faa Skæpper Land blev drevet med beundringsværdig Omhu. Han ordnede Sagerne ved Igangsættelsen af Fjaltring og Ferring Brugsforeninger. Hans og Husfrues Væsen, Hjem og Virke bar altid Præget af den skønneste Harmoni, og siden deres Tid kendes næppe Brud paa den gode Overlevering i Fjaltring Friskoles Historie. 

- - -

(Lemvig Folkeblad 3. januar 1924)

Det har ikke været muligt gennem internet og aviser at finde ud af hvordan det gik med Jens og Johanne Kirkeby på Langeland. De dukker først op da Jens Kirkeby døde i 1910, og da ser det ud til at de boede i Ballerup.

Jens Kirkeby, Fjaltring. * 23. mai 1844. + 2. februar 1910. Johanne Kirkeby, Fjaltring. * 26. december 1845. + 14. juni 1920. Peter Petersen, samt et ulæseligt navn. Gravsted på Vestre Kirkegård. I dødsannoncen fra februar 1910 skrev Johanne Kirkeby at de boede i Ballerup. I takkeannoncen skrev hun: "Jeg fik ret at mærke at Ordet: I Nøden skal man Venner kende, har sin Sandhed. Johanne Kirkebys dødsannonce var underskrevet Kirstine Kirkeby Petersen, P. Petersen og Elna Kirkeby Petersen." Foto Erik Nicolaisen Høy.