Albert Peter Carl Abrahams (5. oktober 1839-21. juni 1909) var officer og deltog i krigen 1864 ved Sankelmark og Lundby. Han var blevet sekondløjtnant februar 1862 og i felttoget 1864 adjudant. Han var med i fægtningen ved Over Selk 2. februar 1864 og udmærkede sig ved fægtningen ved Sankelmark 6. februar 1864 hvor han fik hesten skudt under sig. Han blev senere rådmand m.m.
Af Familien Abrahams Historie.
Begravelsesdirektør P. Abrahams Ungdomsliv. "Memoirer og Breve" XLI (O. B. N. F.)
Den oprindelige jødiske Slægt Abrahams har efterladt sig et rigeligt Memoirestof, som er af megen Interesse. Først udkom i 1876 Konferensraad N. C. L. Abrahams "Meddelelser af mit Liv", som fortalte op til 1830, saa supplerede 1894 hans Søn Arthur Abraham Beretningen med "Minder fra mine Forældres Hus", og fortsatte med "Minder fra min Barndom og tidlige Ungdom" og endelig "Minder fra min Studentertid. Nu udgives i "Memoirer og Breve (Bind 41) Erindringer af Konferensraad Abrahams' Søn, Etatsraad, Begravelsesdirektør Peter Abrahams "Mit Ungdomsliv". Der er saaledes en meget righoldig Historie skrevet om denne Slægt, der har levet som velstaaende Bourgeoisfamilie og, specielt gjennem sin Førstemand, har haft de mest udmærkede Forbindelser med baade Borger- og Adelskredse, ja endog har haft Berøringer med vore allerhøjeste Kredse.
Konferensraad Abrahams, som selv havde ladet sig døbe vistnok 1820, var gift med Frederikke Philipsen, der sammen med alle Grosserer Philip Philipsens Børn for netop 100 Aar siden var bleven døbt. I det Hele blev i Datiden døbt en Række Jøder - mange Forældre lod deres Børn skifte Tro, men blev selv i Jødedommen - en Følge dels af det jødiske Rituals gammeldags forældede Form, dels af Frederik Vis jødevenlige Love, der ydede dem en Stilling og en Frihed, som ikke andre Lande bød.
Familien Abrams var i Besiddelse af en ret alsidig Begavelse, en Evne til at tilegne sig alt muligt i en behagelig Form, et let spøgefuldt Vid og dertil overordentligt meget selskabeligt Talent, en Ordets Evne som Talere og Skuespillere. Og dertil kom megen musikalsk Evne baade for Instrument og Stemme. Endelig stor Flid. I det Hele en nogenlunde ærgjerrig, selskabelig Tilpasningsevne, som nok skulde bringe dem ind og frem i Samfundet.
Af Konferensraad N. C. L. Abrahams' 5 Sønner nævner vi den vittige, elskværdige Arthur Abrahams og saa den dygtige Skuespiller, Theaterdirektør Severin Abrahams. Og endelig de nye Memoirers Forfatter, den midterste Søn, Etatsraad Abrahams.
Etatsraad, Direktør for Kjøbenhavns Begravelsesvæsen Peter Abrahams, er ikke den daarligste Fortæller af hele Slægten, der er baade Følelse og Historie i hans Bog. Mere end almindelig Interesse har hans Optegnelser om hans Deltagelse i Krigen 1861 som Adjutant ved 1. Regiment, og disse har allerede som Manuskript været benyttede som Kilde af forskjellige Forfattere.
Hans Entré i denne Verden har sine to Sider. Han var saa grim, at hans Fader fik ondt, da han første Gang saae den Nyfødte, men denne fik som Modvægt et straalende Fadderskab: Thorvaldsen, Admiral Wulff, General Ewald, Forfatteren Andreas de St. Aubain m. Fl. Og efter disse døbtes han Albert Peter Carl, og blev Thorvaldsens Yndling. Nydelig er Skildringen af Hjemmet, der var i Tidens kunstneriske Stil, og særdeles nydelig er hans Fortælling om Moderen og hendes Slægt Philipsen. Hun var retfærdig og kjærlig mod den grimme Dreng, han sad hos hende, naar hun malede, og der opstod et sjældent inderligt Forhold mellem dem, et smukt Fortrolighedsforhold Det fædrene Hus var livligt, der kom mellem mange andre Notabiliteter Øhlenschlæger og H. C. Andersen og læste op af deres nye utrykte Sager, der var musikalske Aftener med Folk som den ypperlige, berømte Cellist C. L. Kellermann osv. Familien gjorde Landture cg Fodture. Sommerophold hos Slægt og Venner, kort sagt, der levedes et hyggeligt og fornøjeligt, intelligent Borgerliv. Men saa kom det frygtelige Aar 1852, som Peter Abrahams endnu 54 Aar efter sad og græd, da han skrev derom - den højtelskede Moder døde.
I Skole var Peter Abrahams sat i Maribos Skole, der lededes efter en Slags engelske Principer, og hvor der var god Orden og Disciplin samt mange gode Kammerater. Her befandt Peter Abrahams sig udmærket, og det var ham en Sorg, da han for at lære Latin blev sat i Metropolitanskolen. Denne, der den Gang maa have været i dybt Forfald, faar en Skildring, som gamle Metropolitanere, der dog har kjendt en Del af de i Bogen stærkt angrebne Lærere, ikke fuldt kan forstaa. Men Abrahams kan endnu, da han som næsten aldrende Mand skriver derom, formelig sprude af Vredens Ild. Vi Senere kjendte ikke videre til Rektor Borgen, han var da bleven gammel, og Professor Krebs var den egentlige Styrer. "Rektor tænker" hed det sig, hvis Nogen var saa dristig at ville tale med ham. Krebs afgjorde vel nok en Del med en Lussing eller to, men var, syntes vi da, en elskværdig Mand, med hvem f. Ex. den, der skriver dette, stod paa den bedste Fod. Med "Pølse" - den tykke Professor Carl Ludvig Petersen, Lærer i Mathematik, - stod vi ogsaa paa god Fod. Han gav kun Mandag Morgen Lussinger til dem, der "bidskede" Negle. Adjunkt Kerrn, naa ja! ham kunde vi ikke med, og han var næppe heller særlig dygtig. Overlærerne Holbech (der blev Kjøbenhavns Skoledirektør), og den af Peter Abrahams for forsætlig Nedbryden af Elevernes Tro angrebne Religionslærer B. Jensen, var borte i en senere Opgangsperiode, hvor dygtige Lærere holdt god og human Disciplin med det almenkjendte Resultat, at Metropolitanerne ansaaes for nogle af de bedste mellem Studenterne og i Besiddelse af det bedste Væsen.
Men Peter Abrahams led og var syg i sin Skoletid og - religiøs som han var - følte han sig frastødt af Skolens Ligegyldighed og strænge Straffe. Saaledes beretter han om en brutal Afprygling pr. Skolens Pedel af den senere Socialistfører Louis Pio, der mistænktes enten for Tyveri eller for Salg af en Kammerats Bøger. En Anden straffedes ligesaa offentlig for Forfalskning af Karakterbogen, ingen Elev maatte lege eller tale med ham. Pudsigt nok vil noget yngre Metropolitanere mindes lignende Affærer, hvor det endog for ret omfattende Tyveri var nødvendigt, at alle Disciplene passerede Revy for den bekjendte Raritetshandlerske "Æggemor", der ogsaa meget diskret udpegede den Skyldige - han kom stille bort og blev nok siden en dygtig Landmand. Han var for Resten Sønnesøn af en af vore Ministre, en General med megen Myndighed! Denne Affære og en noget lignende blev arrangeret med største Diskretion, ingen af Eleverne fik Besked derom. Men Synet paa saadanne Tyverier var vel da i det Hele meget mildnet! Straffeloven af 1866 havde jo forandret Synet fra den tidligere lovligt inhumane Tyverilovgivning med dens strænge, delvis inhumane Bestemmelser.
I 1855 blev den, som vi veed, stærkt religiøse Abrahams konfirmeret af Stiftsprovst Paulli, og det lille Vers, hvormed Velsignelsen blev givet, fulgte ham trøsterigt gjennem hele Livet. Efter at have læst paa Grimers Handelsakademi blev han Landmand - en flittig, stræbsom og dygtig Landmand, lærte paa Domænerne Hillerødsholm og Trollesminde, senere paa Landbohøjskolen, blev ogsaa en dygtig Rytter. Herfra og fra Hoflivets Exteriører paa Frederiksberg fortæller han meget karakteristisk ogsaa om Forholdet til de gammeldags, ret ubehagelige og stridige Bønder paa Omegnen. Foraaret 1860 blev han Forvalter paa Annissegaard hos W. Lund, gaar derfra ind paa Officersaspirantskolen og udnævnes i 1862 til Reserveløjtnant og blev i Efteraaret 1862 ved Troppesamlingen i Anledning af den truende Situation indkaldt til Rendsborg. I Oktober er han færdig, kjøber saa, kun 23 Aar gammel, Underupgaard paa ret haarde Vilkaar, indkaldes igjen i Oktober 1863 og kommer til Kiel, under vanskelige og pinlige Forhold overfor den drillesyge Befolkning. Men Officerernes Kammeratskab under Max Müller var det bedst mulige.
Den 1. Februar 1861 aabnede den tysk-østerrigske Exekutions-Armé Fjendtlighederne og den danske Hær ved Dannevirke tog imod de første Kampe, men det maatte staa Indsigtsfulde klart, at den svage Styrke under den stærke Kulde ikke kunde magte et Forsvar. De kjendte Forpostkampe fandt Sted, og Abrahams fortæller bevægende om de Venner og Kolleger, han mistede. Saa kom Ordren til Tilbagetog - "en Adjutant fra Overkommandoen - bragte Obersten en Ordre nordpaa! Ad Flensborgvejen? - Bort fra Dannevirke? Ingen forstod det - den Gang havde vi jo ikke bedre Forstand."
Abrahams giver saa en kort, men særdeles indtrykvækkende Skildring af det frygtelige Tilbagetog, men endnu mere Indtryk gjør hans udetaillerede Fortælling om Kampen ved Sankelmark. Det mærkeligste i denne Forbindelse er dog hans egen Sendelse som Parlamentær til den fjendtlige General for at anmode om en kort Vaabenhvile til at eftersøge Sasarede. Han faar en Hornblæser med sig, og saa begav de sig ud, syd paa, ad Vejen, hvorfra de var kommen. Beskrivelsen er gribende:
Sneen faldt saa smaat, det var ganske stille, ikke en Vind rørte sig, Maanen stod bleg og tilsløret bag Sneluften, det store Liglagen laa over Valpladsen. Hvad er det, der ligger der henne i Hulvejen mellem Skræntene? - Fjender? - Ja, men de er døde. De laa saa stille, langt fra Slægt og Venner, ukjendte i et fremmed Land; vel omtrent en Snes Mand af de smaa, graa Tyrolerjægere med de kjække Hatte med Hanefjeren paa Siden; den livløse Haand omsluttede endnu den korte Riffel. Sneen lagde sig blødt over dem, og Maanen kastede Skjær paa dem! - Der blev gjort et Korsets Tegn og udtalt et "Fred med Jer" over dem. - Men det var kun en ung Lieutenant, der gjorde det.
Videre frem - der ligger flere Døde, snart vore, snart Fjender. Større Stilhed og dybere Fred har jeg aldrig følt end her, hvor nylig Kampen og Striden havde staaet."
Han raabes nu an, føres til Feltvagten, afleverer sin Sabel og føres saa med tilbundne Øjne til Generalen, der svarer ham, at det skal staa Max Müller frit for at eftersøge, men han har selv ladet det gjøre - der en Ingen levende. Han sender Obersten sin Hilsen: "Sig ham, at min Brigade kaldes "Jernbrigaden", fordi den aldrig er vegen tilbage. Den har staaet overfor Franskmænd og Italienere, men den har aldrig lidt saa meget som i Dag - vi har mistet 27 Officerer, dels faldne, dels saarede, sig ham, at jeg beundrer hans Soldaters Tapperhed og deres Skydning."
Han føres tilbage af den venlige Kaptajn. "Det var bleven mørkere, Maanen lyste næsten ikke mere. De Faldne var nu dækkede af Sneen." I Flensborg træffer han Max Müller, der var ganske klar over, at Østerrigerne frygtede for at blive afskaarne, hvilket havde været en let Sag, men det var der jo ingen Ordre til. Hvad Abrahams mange Aar efter fik Bekræftelse paa, var Østerrigerne særdeles ængstelige.
Videre gik det sørgelige Tog mod Dybbøl - "mod Aften, da Mørket faldt paa, viste der sig de underligste Syner for os; jeg saae høje Huse med oplyste Vinduer; bestandigt troede vi, at nu var vi lige ved Sønderborg, En kunde se et, en Anden noget andet - Febersyner, som Overanstrængelsen maaske i Forbindelse med Sneens blændende Indflydelse fremkaldte."
I det Hele er Afskeden fra Flensborg og dens danske Indbyggere samt hele Toget kort, men gribende skildret. - Abraham udnævnes nu til Regimentsadjutant hos Oberstløjtnant Charles Beck, Chef for 1. Regiment, der skulde høre til Hegermann-Lindencrones lille Styrke, som skulde operere i Nørrejylland. Han deltager i dette Armékorps' Bevægelser igjennem Landet op til bag Limfjorden, i Kampen ved Vejle og er senere Vidne til den ulykkelige Affære ved Lundby. Saa ender Krigen.
Læserne gjør i denne Del af Bogen, som unægtelig er af høj Interesse, Bekjendtskab med overordentlig mange Officerer. Abraham er ret raske til at dømme dem, men nægtes kan det ikke, at han synes at dømme med Indsigt, hvilket jo ogsaa skal være indrømmet fra militær Side. Det gaar stærkt ud over nogle som f. Ex. den ulykkelige Charles Beck, hvem ikke megen Ære levnes, medens Andre, især vel Max Müller, træder frem med fuld Glans. Dommene er ikke særligt udførlige, men klare og letfattelige.
En anden Klasse af Mennesker skildres særdeles levende i Bogen, det er de mange - ja, man maa vel sige: Civile, hvem Abraham paa forskjellige Tider er kommen i Berøring med. Han erindrer Tjenester mod sig selv og Familien og søger at gjengjælde dem, saa man faar et smukt Indtryk af hans Godhed og Taknemlighed, ikke mindst overfor Folk af lavere Stand.
Særdeles nydelig og rørende er hans Fortælling om sin Elskede, sin Forlovede og - da han ved Flid og Dygtighed bliver i Stand til at gifte sig - sin Hustru Zerine Holm, hvis Moder var af den Philipsenske Slægt. Deres flittige Arbejde, deres Kjøb af "Højagergaard". Med deres Farvel til denne Gaard og Bosættelse i Helsingør ender Bogen ved dens Forfatters 35. Aar
Med Udgivernes Notitser om Abrahams senere Liv slutter den i sin Helhed meget interessante Bog, der paa mærkelig Vis fortæller om de Vilkaar de døbte Jødeslægter opnaaede her i Landet.
A. B.
(Jyllandsposten 1. marts 1924).
Under krigen 1864 hædredes han ved at optages som sekondløjtnant i hærens linje. Han trådte efter krigen á la suite og blev, efter hærlovens vedtagelse 1867, sekondløjtnant, hvorfra han afgik 1879.
Christian Rasmus Neuhaus (1833-1907): Officer, landmand, magistratsembedsmand Albert Peter Carl Abrahams. (5.10.1839-21.6.1909). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Affæren ved Sankelmark og Abrahams' bedrifter der blev mindet i aviserne ved flere jubilæer, fx 40 år, og endnu 50 år efter slaget nævntes Abrahams:
Sankelmark.
- - -
De danske Soldaters Kamp ved Sankelmark aftvang som allerede anført, hele Evropas Beundring. I det tyske, nøgterne Generalstabsværk om Krigen 1864 udtales bl. a.: "Man maa tildele det danske Fodfolk det Vidnesbyrd, at det taalmodigt udholdt Anstrængelserne forinden Fægtningen, og at det har bestaaet Kampen baade med Tapperhed og Berømmelse". Til Løjtnant A. P. Abrahams, der underhandlede med den østrigske General angaaende de Saaredes Opsamling efter Slaget, sagde denne: "Sig Oberst Max Müller, at min Brigade kaldes "Jern-brigaden", fordi den aldrig er vegen tilbage. Den har staaet over for Franskmænd og Italienere, men den har aldrig lidt saa meget som i Dag. - - Sig ham (M. M.) at jeg beundrer hans Soldaters Tapperhed og deres Skydning.
(København 6. februar 1914. Uddrag).
Ligeledes ved 60 års jubilæet:
Fra Krigens Tid.
En Officers Erindringer.
Der følger stadig ny Bind til de aIlerede temmelig lange Memoirer og Breve, der udsendes af Gyldendal under Redaktion af Jul. Clausen og P. Fr. Rist Det sidste hedder "Mit Ungdoms Liv" og er nedskrevet af Peter Abrahams, der døde 1909 som Direktør for Københavns Begravelsesvæsen.
Peter Abrahams var af en gammel jødisk Slægt, der imidlertid var gaaet over til Kristendommen. Hans Fader var Konferensraad og Notarius publicus i København. N. C. L. Abrahams, hvis meget læste "Meddelelser om mit Liv" udkom 1871. Broderen, cand phil Arthur Abrahams, udgav tre Smaabøger om sine Erindringer, en anden Broder til Peter Abrahams var den bekendte Skuespiller og Direktør for Folketeatret. Severin Abrahams.
Ved Udgivelsen af de her foreliggende Erindringer har det været nødvendigt at fjerne et og andet, der kunde virke som Gentagelser fra de tidligere Bøger. Men der er blevet nok tilbage, ogsaa af Fortællingen om Slægten og Livet i Barndomshjemmet, der hører til det smukkeste i Bogen.
Hver af Brødrene fik sin egen Livsbane, meget forskellig fra hver af de andres. Peter Abrahams lærte Landvæsenet, var en Tid Ejer af Underupgaard i Nordsjælland, senere af Højagergaard ved Slangerup, som han solgte 1874, hvorefter han bosatte sig i København, hvor han en Aarrække var Raadmand, indtil han kom i Spidsen for Begravelsesvæsnet.
Som Løjtnant i Reserven kom Abrahams med i Krigen 1864 og blev Adjutant ved 1. Regiment. Hvad han fortæller om sine Oplevelser fra denne Tid er af særlig Interesse ved den Belysning, der kastes over Personer og Forhold baade for og under Krigen.
Dansk og Tysk før Krigen.
Det er næppe almindelig kendt, med hvilken ængstelig Hensynsfuldhed de danske Myndigheder optraadte i tysksindede Iver i Slesvig og Holsten i Tiden inden Krigen, man ønskede fremfor alt ikke at give Anledning til Ubehageligheder.
Abrahams blev i Efteraaret 1862 indkaldt til at møde i Rendsborg. Største Parten af Befolkningen her viste sig meget fjendtlig over for de danske Officerer, og disse fik det ene Paalæg efter det andet om, hvorledes de skulde forholde sig for ikke at irritere Tyskerne. Der kom saaledes Forbud mod, at Officererne lod deres Sabler slæbe, naar de gik paa Gaden, da den Lyd, som derved frembragtes, kunde virke irriterende, og det blev forbudt at synge "Den tapre Landsoldat" paa Rendsburgs Grund.
Alligevel kom det lejlighedsvis til Klammeri og Sammenstød. Flere Gange hændte det, naar den danske Garnison rykkede ud til Øvelser om Morgenen, at der faldt en Regn af Sten mellem Mandskabet, og der raabtes stadig Skældsord og Haansord efter Soldaterne.
Det følgende Aar kom Abrahams med en Del af Mandskabet til Kiel, hvor der var en Flok Studenter, som af Hjertet hadede alt, hvad der var dansk Ved en Lejlighed, da der havde været Bal i Officersforeningen, og Officererne gik derfra glade og fornøjede i kammeratligt Følge, fulgt af Bataillonens Musikere, der havde spillet ved Ballet, blev de pludselig standset af en Række Studenter, der Skulder ved Skulder spærrede Vejen for dem. En af Løjtnanterne tog en af Studenterne i begge Sider, løftede ham fra Jorden, gjorde omkring og satte ham ned igen, idet han sagde til ham, at han var en uartig Dreng, og at det nok skulde blive meldt til hans Lærer. Hvorefter Officererne fortsatte deres Vej. Over dette, nærmest pudsige Optrin, blev Studenterne meget fornærmede og sendte ligefrem Officerskorpset en Udfordring. Paa Foranledning af Bataillonschefen, Oberst Max Müller, stillede Officererne imidlertid saadanne Vilkaar, at Studenterne ikke dristede sig til at modtage Duellen.
Dannevirke og Sankelmark
Med Begyndelsen af Februar 1864 kom Krigen. Abrahams, der var Adjudant hos Oberst Max Müller, var en Dag med Obersten paa en Ridetur langs Dannevirke. Han spurgte Obersten, om han troede, vi var i Stand til at holde Stillingen med den Styrke, vi havde, og under de vanskelige Forhold, hvor Slien var tilfrosset og Oversvømmelserne bundfrosne. Obersten gav herpaa det eneste Svar, han efter Omstændigheder, nok kunde give "Det er vanskeligt at svare paa, Løjtnant Abrahams, men een Ting ved jeg, og det er, at vi skal holde den".
Det var ikke alle Soldaterne, der var besjælet af den rette Fædrelandsfølelse, og under det haarde Arbejde med at udbedre Skanserne kom det en Dag ligefrem til Arbejdsnedlæggelse. Meu een var der, som trods Kammeraternes Trusler ikke var at bevæge til at lade Hænderne synke. Roligt og alvorligt erklærede han: "Det, Jeg kan gøre til mit Fædrelands Forsvar, er Ikke stort; men det, jeg kan gøre, viI jeg gøre, og ingen skal hverken lokke eller true mig fra at gøre min Pligt". Kammeraterne studsede og saa paa hverandre - og saa tog de igen fat paa deres Arbejde, og Sagen blev dysset hen.
Den Mand, der ikke lod sig skræmme fra at gøre sin Pligt, var den svageste af dem alle, den, der ubetinget led mest under det haarde Arbejde. - det var Jens Paludan-MüllerJens Paludan-Müller.
Jens Paludan-Müller (1836-1864) var historiker. Han var rekrut i lejren på Lammefælled (se indslaget om teltlejren på Lammefælled her på bloggen). Han blev under slaget ved Sankelmark dræbt ved et skud gennem øjet. Mindestenen står i Borchs Kollegiums Have. Foto Erik Nicolaisen Høy. Men Dannevirke maatte forlades, og Abrahams har en Række levende og bevægede Træk fra Tilbagetogets haarde Dage. Han var med i Træfningen ved Sankelmark, og hans Skildringer herfra bærer Oplevelsen sikre Præg. Da Kampen var forbi, blev Løjtnant Abrahams sendt som Parlamentær til Fjenden for at sikre en Vaabenhvile. medens vore saarede blev samlet op. Han fik en Hornblæser med og i Haanden en Lygte, der I Mørket maatte gælde for Parlamentærflag, og medens det sneede smaat, kom han frem til den fjendtlige Linie og blev med tilbundne Øjne ført til den østrigske Generals Kvarter i Oversø, af hvem han fik den Besked, at Valpladsen var afsøgt af paalidelige Officerer; der fandtes ikke mere nogen levende Soldat. For øvrigt skulde det være den danske Brigadekommandør tilladt at udsende Patrouiller for at skaffe sig Vished.
Østrigerne bad derefter Abrahams bringe Oberst Max Müller sin Hilsen og fortsatte: "Sig ham, at min Brigade kaldes Jernbrigaden, fordi den aldrig er vegen tilbage. Den har staaet over for Franskmænd og Italienere, men den har aldrig lidt saa meget som i Dag - vi har mistet 27 Officerer, dels faldne, dels saarede; sig ham, at jeg beundrer hans Soldaters Tapperhed og deres Skydning".
Abrahams maatte beholde Bindet for Øjnene, indtil han atter kom tilbage fra Fjendens Linier. Det viste sig senere, at Østrigerne hele Natten havde været i Uro for at blive omringede og afskaarne. Inden han forlod Fjenden, fik han at vide, at en Kammerat, Løjtnant Dirckinck-Holmfeld, der saaret var taget til Fange, Iaa for Døden. Han havde om Morgenen rakt Abrahams og Overlægen Haanden og sagt dem Farvel med Tak for godt Kammeratskab. Han sagde, at han levede ikke Dagen til Ende og hans Forudanelse gik i Opfydelse.
(Aalborg Amtstidende 3. februar 1924, Vendsyssel Tidende 4. februar 1924 og andre).
Om slaget ved Lundby blev der udgivet flere artikler:
Træfningen ved Lundby.
Et sort Blad i dansk historie.
I Peter Abrahams's Erindringer der for nylig er udkommen hos Gyldendal, meddeles ny Bidrag til Belysning af de sørgelige Begivenheder ved Lundby den 3. Juli 1864, da et helt Kompagni af vort Infanteri blev næsten tilintetgjort som Følge af en enkelt Officers næsten forbryderske Fejlgreb.
Den paagældende Officer var Hans Charles Beck. Han var Chef for Generalstabens taktiske Afdeling, da han i November 1863 blev Stabschef ved 1. Division og i December Oberstløjtnant og Kommandør for 1. Regiment.
Da Oberst Max Müller blev Brigadekommandør, blev Beck hans Efterfølger. Men man kan næppe tænke sig to mere forskellige Mænd end disse, siger Abrahams, der fik god Lejlighed til at gøre Sammenligning. Det var en lille, spinkel Mand med et lille Ansigt og en spæd Stemme, og han kom straks i et skævt Forhold til Mandskabet, da det blev bekendt, at han ivrigt virkede for at faa den afskaffede Krumslutningsstraf genindført under Krigen, da Arreststraf vanskeligt kunde benyttes, og det viste sig senere, at han havde meget svært ved at opretholde Disciplinen.
Erindringernes Udgivere, af hvilke den bekendte Oberst P. Fr. Rist er den ene, bemærker, at Forfatterens haarde Udtalelser om ham, der er gengivet i noget forkortet Form, er fuldt berettiget og bekræftes fra alle Sider. Hans Ansættelse skete mod hans Ønske og var en af det daværende Ministeriums mange Fejl. Han havde altid giort Generalstabstjeneste og var fuldstændig fremmed for Troppeføring og praktisk Tjeneste.
Da Sommerens Vaabenhvile udløb, befandt Oberstløjtnant Beck sig med sit Kommando i Nørre Sundby og skulde indtil videre forhindre Fjendens Overgang over Limfjorden.
Mod Aften den 2. Juli kom der Underretning om, at et prøjsisk Kompagni stod i Ellitshøj Syd for Aalborg, og Beck besluttede at gaa frem mod en Styrke og muligt overraske Prøjserne i Løbet af Natten. Abrahams, der var hans Adjudant, foreslog ham at benytte 2. Kompagni, Premier-Løjtnant Riebeau, der med sit Kompagni laa i Aalborg; men Oberstløjtnanten bestemte, at 5. Kompagni, Kaptajn Hammerich, skulde anvendes dertil. Abrahams mener, at Grunden var den, at Hammerich havde faaet Skyld for ved Sankelmark at have trykket sig mere end tilladeligt.
Den lille Styrke blev færget over og i Aalborg forstærket med 16 Dragoner. Mandskabet var uden Tornystre for at kunne bevæge sig let og hurtigt. Det hele havde Præget af en lille fornøjelig Øvelse, og ved Afmarchen holdt Oberstløjtnanten en af sine opstemte Taler.
Abrahams fortæller nu Begivenhedernes videre Forløb saaledes :
Marchen gik raskt til Ellitshøj. Klokken var over 11, da vi naaede derud, og Fjenden var gaaet tilbage ad Hobro til. Oberstløjtnanten vilde tale med Præsten der i Byen for at faa paalidelige Oplysninger, og vi red saa til Præstsgaarden, medens Kompagniet hvilede i Landevejsgrøfterne. Præsten havde ikke saa lidt at fortælle om sine tre røde Køer, af hvilke Prøjserne havde røvet een og dræbt en anden, og Oberstløjtnanten gav mig Ordre til at nedskrive, hvad han meddelte.
Under denne Fortællen løb Tiden. Intendanten, løjtnant Hartmann, kom ind for at søge at paaskynde Afmarchen, da vi havde faaet at vide, at et prøjsisk Kompagni laa i en Gaard i Gunderup, omtrent 1 1/4 Mil længer østpaa. Mandskabet kom paa Benene, endnu en lille Forsinkelse: Oberstløjtnanten maatte holde endnu en lille opmuntrende Tale, i hvilken han desværre kom til at bruge nogle Ord, som for en Tid siden havde staaet i en Dagsbefaling fra vor Brigadechef, Max Müller. Beck udtalte, at "han ventede, at hans raske Folk, naar vi traf Fanden, vilde kaste sig over ham Og lade ham føle den Overmagt, vi havde i Brugen af Bajonetten".
Endelig marcherede vi af ad Vejen til Gunderup. Det dagedes mere og mere, og da vi naaede Gunderup, var Gaarden, i hvilken det prøjsiske Kompagni havde ligget, forladt, og det var marcheret ad Vejen til Sønder Tranders og Aalborg. Havde vi været der 1½ Time tidligere, havde vi taget dem sovende.
Vi marcherede saa af Sted bag efter Fjenden. Da vi var kommen et Stykke frem, sendte Oberstløjtnanten et Par Dragoner frem i Terrainet, for at de fra de højereliggende Punkter skulde se, om de kunde opdage den fjendtlige Afdeling. De opdagede ogsaa ganske rigtigt Fjenden, som var ved den nordre Udkant af Landsbyen Lundby, men samtidig opdagede ogsaa Fjenden vore Dragoner og gjorde omkring for at indtage en Stilling ved den sydlige Udkant af Lundby. Her besatte Fjenden et højt, solidt Stengærde (i Læ bag det). Vi gjorde Holdt bag en Bakkekam vel omtrent 600 Alen fra Fjendens Stilling. Her var god Lejlighed til at gaa frem med en mindre Styrke i hver af Fjendens Flanker. Vi kunde, om vi havde villet det, have holdt Fjenden fast, til Afdelingen i Aalborg var rykket ud, hidkaldt ved Skydningen.
Af andre Beretninger ved vi, at Oberstløjtnant Beck blev advaret af stedkendte Folk fra Egnen; men han afviste dem i en overlegen, til Dels haanlig Tone.
Desværre, skriver Abraham, den Brigadebefaling stod Oberstløjtnanten i Hovedet, og han var utilgængelig for enhver anden Tanke.
"Vil De sætte Bajonetten paa og kaste Dem over Fjenden!" Ned ad Bakke - paa den aabne Landevej - løbe 500-600 Alen mod et Par Hundrede Rifler i en udmærket Stilling med godt Anlæg for Geværerne! - Vanvid! Og saa var det endog Bagladegeværer, hvormed Fjenden var bevæbnet! Havde vi haft en anden Kompagnichef, f. Eks. Premier-Løjtnant Riebeau; - jeg tror ikke, han havde gjort det. Hammerich var ikke Situationen voksen; han gjorde, som der blev befalet, løb frem med bred Front i sluttet Kolonne ned ad Bakken. Saa faldt Fjendens Skud, som var det i Salver, tre-fire Salver, og dér laa Kompagniet paa Landevejen, døde, saarede - og overvældede af den morderiske Ild. - Skydningen standsede; - sandt nok, det havde været Mord, om de havde fortsat den. Gøre Fanger under disse Forhold, havde Fjenden næppe Lyst til, - derfor lod han os i Ro, til vi fik de fleste af vore døde og saarede paa Vogne og drog af Sted ad en Markvej vestenom Lundby for at undgaa Fjenden. Vi kom gennem Aalborg og blev færget over til Nørre Sundby. Jeg red ud sammen med en underlig, vildt begejstret, letsindig, men legemligt affældig Mand, - jeg red tilbage med en sammensunken Olding. -
Oberst N. P. Jensen skriver i sin Skildring af Træfningen ved Lundby, at det danske Kompagni først efter den sidste Salve - , der faldt tre, som afgaves paa henholdsvis 300, 200 og 100 Alens Afstand - standsede den heltemodige Fremstormen; saa kastede nogle sig ned for at beskyde Fjenden, og nogle søgte at vige til Siden for at redde Livet. Men Kampen var endt. Paa mindre end to Minutter havde Kompagniet mistet 3 Officerer, 4 Underofficerer og 91 menige. Deraf var 32 dræbte, mellem dem den svenske Premierløjtnant Betzholtz; Kaptajn Hammerich blev saaret og toges til Fange; desuden savnedes 2 Mand. Prøjserne havde 3 Saarede. Det var en Kamp, der "paa uigendrivelig Maade beviste den uhyre Overlegenhed, som Bagladevaabenet har over for Forladevaaben".
- Der blev ikke anlagt Krigsretssag mod Oberstløjtnant Beck. Derimod blev han kort efter Krigen udnævnt til Oberst. Han blev staaende i Hæren, til han 1873 tog sin Afsked; samtidig dekoreredes ham med Kommandørkorset af 1. Grad. Han døde 1890.
(Herning Folkeblad (Vestjylland 4. februar 1924).
En tysk tegning af Tegner F. Fechner: Recognoscirungs-Gefecht bei Lundby am 2. Juli 1864. Der er nok som i så mange tegninger af samme slags, brugt en ret livlig fantasi, men den fortæller noget om hvordan man gerne ville have begivenheden fortalt. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Et uddrag af Hans Charles Becks rapport til overkommandoen kan findes her. En nutidig beskrivelse af slaget med fotoer kan ses her. En liste med kilder kan ses her. I blandt dem også en beskrivelse af en preussisk underofficer, hvor her et uddrag fra det angrebets højdepunkt:
Så træder de igen an, men mindre resolut, de er kommet ind på 250 skridts afstand af os, da vi hører kommandoen med fast, rolig stemme: "250 skridts stand-visir, men sigt- og ram godt, børn, nu i Guds navn: Fyr". Knapt er kommandoen givet, for allerede længe havde det rykket os i den højre pegefinger, så brager salven også, og derovre bliver der luft i den tætte kolonne, men de stormer videre, mens vi lader igen i ro og mag, og indtager sigtestilling for at finde det rigtige sigte, det var blevet sværere, fordi vi skulle sigte halvvejs til venstre, men vi havde lært det, for vores befalingshavende general, Hans Excellence general von Mutíus, lod os også altid udføre denne øvelse under sine inspektioner. Den herre holder overhovedet ikke af skabeloner, således måtte vi heller ikke marchere efter den såkaldte bondelineal, men mest tværs over, det kom os godt til gode her, hvor vi havde fjenden halvvejs til venstre. Han er raskt, mens jeg skriver dette, kommet ind på 200 skridts afstand, da udsættes han for den anden salveagtige affyring: Gud i himmelen, hvor frygtelig var virkningen, men disse brave fra 1. regiment, som også allerede ved Oeversee havde måttet udholde hovedstødet af de strenge østrigere, bekymrer sig ikke om det, som falder, de slutter sig igen sammen, og "hurra", videre går det. Denne gang lader vi dem ikke løbe længe, ved de 180 skridt får de den 3. portion, og nu var det slut med at rykke fremad.
Han fortæller til slut om hvordan de fik ordre til ikke at forfølge og skyde de flygtende danske soldater over bakken:
Allerværst led en officer, der havde 3 skud: ved afslutningen af striden kom han mod os med sabelen i hånden, vi havde allerede lagt an mod ham, da råbte Hauptmann’en: "Gevær i ro!" og ham må mangen en dansker takke for, at han kom over bakken i ét stykke.
Niels Christian Hansen (1834-1922): Albert Peter Carl Abrahams. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
1868–74 var han sognerådsformand, sad desuden i amtsrådet, stillede sig som højres kandidat i Frederikssund ved folketingsvalgene 1876 og 1879. 1878 rådmand ved Københavns Magistrats 3., fra 1884 1. afdeling.
1886(-1903) overtog han (fra 1900 som direktør) ledelsen af Københavns begravelsesvæsen. Han deltog bl. a. i indvielsen af Nordre Kapel i 1892, se her på bloggen.
1884–91 ejede han inddæmningsarealet Sidinge Vig ved Lammefjorden der kostede ham næsten hele hans formue. Statens inddæmning af Sidinge Vig begyndte 1841: Man anlagde en dæmning på et lavvandet stykke, men det viste sig at bunden bestod af kildevæld og flydesand som betød at dæmningen sank igen. Flere investorer bekostede betydeligt kapital og mistede deres formue ved det, altså også Abrahams som købte området for 366.000 Rdl. Han solgte det til et interessentselskab.
Peter Abrahams' gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.
