Vidneforklaringerne i Hofgørtler-Sagen. (Efterskrift til Politivennen)

I forbindelse med en artikelserie "De fattiges boliger" (se disse indslag her på bloggen) i København anlagde hofgørtler Hinrichsen sag mod København. I det følgende bringes nogle af de vidneudsagn som fremkom i retten:

Vidneforklaringerne i Hofgørtler-Sagen.

Vi skal i dette og følgende Numre give et Uddrag af de edelige Forklaringer, som en Række Vidner har afgivet i Retten angaaende Beskaffenheden af Palæet Nr. 29 i Borgergade. Vore Læsere vil heraf selv kunne skønne, om vi i vor Skildring af Forholdene har gjort os skyldige i Overdrivelser eller ej.

Det første Vidneforhor afholdtes den 9de Oktober. For "København" mødte Overretssagfører J. K. Lauridsen, for Hofgørtleren og Fru Marskandiserinde Henrichsen mødte Højesteretssagfører Albert i.

Det første Vidne var en af Husets Beboere, forhenværende Fyrbøder Bjørneboe.

Varmt Nattelogis.

Spørgsmaal: Bor Vidnet i Borgergade Nr. 29, og hvor længe har Vidnet boet der?

Svar: Til Flyttedag har Vidnet boet der i 2½ Aar.

Spørgsmaal: Ligger det ene af de af Vidnet lejede Værelser umiddelbart op ad en Naboejendom, i ivilken der findes Bageri, og af ivilken Beskaffenhed er den Væg, der skiller bemældte Værelse fra Bageriet?

Svar: Ja, Væggen er Bindingsværk, saa vidt Vidnet véd.

Spørgsmaal: Paa hvilke Tider af Døgnet kan den fra Bageriet gennem Væggen udstrømmende Varme særlig mærkes i Værelset?

Svar: Varmen mærkes hele Døgnet, og særlig naar der bages, mest om Natten Kl. 2.

Spørgsmaal: Er dette Værelse Vidnets og Hustrus Soveværelse:

Svar: Ja.

Spørgsmaal : Er Væggen ind til Bageriet i de varmeste Perioder saa hed, at Vidnet næppe kan holde sin Hand paa samme?

Svar: Ja. Paa Anledning af Overretssagfører Lauridsen bemærker Vidnet, at han paa Grund af den omtalte Varme under Tiden har set sig nødsaget til at staa op af Sengen og flytte denne bort fra Væggen, ogsaa om Vinteren.

Spørgsmaal: Anser Vidnet ikke denne Omstændighed for farlig for dem, der bebor Lejligheden, og er Vidnet af den Mening, at der var god Grund for Brandvæsnet til at foranledige dette Forhold ændret?

Svar: Ja, Vidnet mener, at Forholdet er brandfarligt.

Lejlighed med Have.

Spørgsmaal: Erindrer Vidnet at der ovenpaa Ejendommens Retiradebygning voksede højt, grønt Græs og andre Planter, og at saadant i længere Tid havde været Tilfældet?

Svar: Ja.

En proper Kælder.

Spørgsmaal: Har Vidnet lejet en Kælder under Gulvet i den af Vidnet lejede og beboede Lejlighed?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var denne Kælder, da Vidnot først skulde til at benytte samme, fuld af stinkende Uhumskheder og alskens Snavs?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Hvorfra antager Vidnet, dette Smuds og Snavs bidrørte?

Svar: Vidnet antager, at det dels er kastet derned fra Gaarden og dels fra dem, der tidligere havde beboet Stuen, idet de formentlig har kastet det ud i Kælderen gennem en Lem i Gulvet.

Spørgsmaal: Er Vand. Snavs og alskens Uhumskheder gennem et Hul eller en Aabning fra Kælderen op til Gaarden skyllet ned i Kælderen, og har det dér givet Anledning til Pløre og stinkende Sumpe?

Srar: Ja.

Spørgsmaal: Har Vidnet fundet forraadnede Kroppe af Katte i Snavset, der fandtes i Kælderen?

Svar: Ja.

Spørgsmaal : Stinker Kælderen hyppig saaledes om Sommeren, at det næsten ikke er til at udholde at være dernede?

Svar: Ja.

Kraftige Stolper.

Spørgsmaal: At hvilken Beskaffenhed er de Stolper, som foretindes i fornævnte Kælder, og véd Vidnet navnlig, at Træet i disse Stolper, som tildels skulde bære hele Huset, er saa raadent. at man med Haanden kan tage hele Haandfulde trøsket Træ ud af Stolperne?

Svar: Ja. Vidnet fremlagde Prøver paa Træet i de paagældende Stolper, hvilke Prøver han selv har pillet ud med Hænderne. Der er vel sat to nye Stolper for at bære Loftet, men en Tømmersvend har sagt til Vidnet, at denne Foranstaltning ikke er tilstrækkelig.

Vidnet bemærker endvidere, at de fremlagte Træprøver er pillede ud af to fra Murene fremstaaende Stolper, men Loftsbjælkerne er ogsaa af meget daarlig Beskaffenhed, om de end ikke er fuldt saa raadne som de omtalte Planker. De to nye Stolper, eller rettere Planker, da de kun er to Tommer tykke, er opsatte, efter at Forholdet er omtalt i "København", og den Tømmersvend og Tømmermester, som besigtigede Ejendommen før Reparationen, sagde, at det var livsfarligt at lade forholdet blive, som det var.

Solid Trappe.

Spørgsmaal : Erindrer Vidnet, at Trappen i Baghuset var af en i høj Grad smudsig Beskaffenhed og delvis faldefærdig?

Star: Ja, Trappetrinene kunde befrygtes at gaa i Stykker ved Benyttelsen.

Spørgsmaal : Er Trappen bleven repareret i den sidste Tid, og paa hvilket Tidspunkt skete disse Reparationer?

Svar: Trappen er bleven repareret efter Ejendommens Omtale København".

Spørgsmaal : Erindrer Vidnet, at den førnævnte Aabning ned til Kalderen er bleven benyttet som Pissoir?

Svar: Ja, Vidnet har set saadant.

*

Vi har her gengivet Hovedpunkterne i den edelige Vidneforklaring i Mødet den 9de Oktbr. Vi haaber, at den taler tydelig nok; navnlig de af os fremhævede Udtalelser viser, hvorledes et gammelt Hus skal se ud, naar man vil have 30,000 Kr. ud af det som Tillæg til Husleje.

Vi kommer i et følgende Numer til det næste Vidne.

(København 16. december 1893).

Vidneforklaringerne Hofgørtler-Sagen.

Vi fortsætter i Dag med Vidneforkaringerne i den celebre Sag.

I det følgende Møde - der afholdtes den 18de Oktober, og hvor Overretssagfører Lauridsen mødte for "København", Højesteretssagfører Alberti for Hofgørtleren og Marskandiserinden - erklærede Vidnet Bjørnebo paa Foranledning, at der var saadanne Huller i Loftene i hans Lejlighed, at Vandet trængte igennem, naar der blev vasket ovenpaa, og det i den Grad, at Gulvet for en stor Del flød med Vand, saa at det maatte "svabres" op med Karklude i Baljer. Der var imidlertid efter Artiklerne i "København" ikke kommet Vand ned i Lejligheden, saa at der formentlig var foregaaet en Reparation.

Et Kælenavn.

Spørgsmaal: Erindrer Vidnet oftere at have hørt Huset Borgergade 29 betegnet som "et Lokum" eller "Lokummet i Borgergade"?

Svar: Ja, det er undertiden hændt Vidnet, naar han har siddet paa en Stol i Døren til Vidnets Forretning, at forbigaaende Folk har sagt til ham: "Naa, Hr. Bjørnebo, er De nu kommen paa Lokumet?"

Spørgsmaal: Er den Bunke Snavs og Uhnmskheder, der ved Vidnets Indflytning beroede i Ejendommens Kælder, nogensinde bleven bortfjærnet fra Ejendommen, være sig af Ejerinden eller hendes Befuldmægtigede, Hofgørtler Hinrichsen?

Svar: Noget af Snavset har Vidnet ladet bortflytte, men en stor Bunke udligger der endnu.

Spørgsmaal: Er de fire Ruder, der manglede i Stueetagens Gangvindu, til Dato blevne indsatte?

Svar: Nej. Paa Foranledning erklærede Vidnet endvidere, at han har hørt omtale, at flere af Gulvene i Ejendommen skulde være raadne.

Et Lejemaal.

Spørgsmaal: Blev der samtidig med, at Vidnet underskrev Kontrakten om et Lejemaal (lydende paa 500 Kr. aarlig Leje) af den af Vidnet beboede Lejlighed, af Hofgørtler Hinrichsen underskrevet en Erklæring, i Følge hvilken Vidnet kun skulde betale 400 Kr. i sarlig Leje.

Svar: Ja.

Spørgsmaal : Erindrer Vidnet, hvilke Grunde der gaves for, at Kontrakten skulde lyde paa 500 Kr. aarlig Leje, medens den virkelige Leje kun var 400 Kr. ?

Svar: Hofgørtler Hinrichsen sagde, at Lejekontrakten skulde lyde paa 500 Kr. af Hensyn til eventuelt Salg af Ejendommen.

Vidnet bekræftede derefter sin afgivne Forklaring med Lovens Ed.

2det Vidne.

Som 2det Vidne fremstod derefter Kontorist Christen Holberg Jürgensen.

Spørgsmaal: Har Vidnet, efter at "København" havde begyndt at skrive om Ejendommen Borgergade Nr. 29, været ude og beset den?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var Kælderen under Bjørnebos Lejlighed i en yderst snavset og malproper Tilstand?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var der i Kælderen en Aabning af henimod en Kvadratalens Omfang i Muren ud mod Gaarden.

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Laa det ophobede Snavs i særlig tykke Lag?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var de Stolper og Bjælker, som fandtes i Kælderen og som øjensynlig i alt Fald tildels var det Fundament, hvorpaa Huset hvilede, fuldstændig raadne og trøskede?

Svar: Ja, saa vidt Vidnet kunde se.

Spørgsmaal: Er det medfølgende lille Stykkke raadne Træ, som bedes forevist Vidnet af en Vidnet ledsagende Mand i Dag med blotte Hænder pillet ud af Tømmerværket i Kælderen?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Manglede der en Del Ruder i Trappegangenes Vinduer baade i Forhus og Baghus?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Manglede der i Trappegangen paa en af Baghusets Etager fuldstændig et Vindu?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Gjorde Muren og Væggene i Baghuset et forfaldent Indtryk?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var Trappen i Baghuset i en saa daarlig Forfatning, at den kunde karakteriseres som brøstfældig, og har Vidnet i Dag set, at der nu er gjort Forsøg paa at udbedre dette Forhold?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Gjorde i det hele Ejendommens Gaard og Baghus et Indtryk af Uhygge, Malproperhed, slet Vedligeholdelse og mangelfuld daglig Pasning, og ansaa Vidnet bemeldte Ejendom for i de nævnte Henseender at være af værre Beskaffenhed end Flertallet af de øvrige Vidnet bekendte københavnske Ejendomme?

Svar: Ja.

3.die Vidne.

Derefter fremstod som 3die Vidne Fyrmester Bjørnebos Hustru, Sofie Marie født Sandberg.

Hendes Forklaring faldt i alt væsenligt sammen med Bjørnebos, saavel hvad den brandfarlige Væg som hvad Snavset, Uhumskhederne og de forraadnede Kattelig angaar. Med Hensyn til Stolperne erklærede Vidnet:

De er saa raadne, at man med Haanden kan tage hele Haandfulde trøsket Træ ud af dem.

Paa Anledning bemærkede Vidnet, at hun et Par Gange til Hofgørtler Hinrichsen har paatalt, at der trængte Vand ned i deres Lejlighed, men der er ikke er gjort noget for at afhjælpe disse Mangler.

Vægge og Væggetøj.

Overretssagfører Lauridsen bad Vidnet tilspurgt:

"Har Vidnot set Loftet i de i "København" for 9. Avgust ommeldte Lejligheder, véd Vidnet, at Tapetet eller Papiret paa dette Loft var revnet i høj Grad og hang i Laser og Trevler ned over Værelset, og véd Vidnet, at Væggene i Værelserne var beklædte med Tapeter, der hang aldeles løse, og i hvilke der var store Huller og Revner?"

Vidnet svarede til dette Spørgsmaal: Ja i det hele.

Dernæst: "Saa Vidnet, at der ud af Revnerne og Hullerne i Tapetet krøb store Partier Utøj (Væggetøj)?"

Svar: Ja.

Spørgsmaal: "Mener Vidnet, at det er overdrevent, naar "København" har skrevet, at man naar man kiggede op imellem de løse Tapeter og Muren, saa Kolonier af Væggetøj?"

Svar: Nej.

Vidnet bekræftede derefter sin afgivne Forklaring med Lovens Ed.

*

I Morgen kommer vi til det 4. Vidne.

(København 17. december 1893).

Vidneforklaringer i Hofgørtler-Sagen.

Vi er nu naaede til Mødet den 5te November, paa hvilken Dag vor Tegner, en bekendt ung Kunstner, Hr. B., fremstod som 4de Vidne.

Spørgsmaal: Har Vidnet i Avgust d. A. beset forskellige Ejendomme i Borgergade og omliggende Gader og specielt besigtiget Ejendommen Borgergade 29?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: I hvilket Øjemed foretog Vidnet denne Besigtigelse?

Svar: For at levere Tegning af Ejendommen til "København".

Spørgsmaal: Er Tegningen i Bladet for 8de Avgust en saa vidt muligt tro Gengivelse af det indre af en Beboelseslejlighed i Ejendommens Sidehus, 1ste Sal?

Svar: Ja. Studiet til Tegningen var udført i selve Værelset.

Spørgsmaal: Blev denne Lejlighed beboet af en Kularbejder og hans Hustru?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Bestod Lejligheden alene af et mangekantet Rum, hvori ikke befandtes et eneste Møbel?

Sv.: Ja, med Undtagelse af en Puf. Muligen stødte der til Værelset et lille Rum, som ikke egnede sig til Ophold.

Sp.: Havde dette Rum et snavset Loft, og et raaddent Gulv?

Sv.i Vidnet erindrer ikke, om Loftet, som var af Træ, var snavset, men Gulvet var meget daarligt og lappet.

Sp.: I hvilken Tilstand var Trappen?

Sv.: Meget daarlig og skidden.

"Elendighedens Hule"

Sp.: Forefandt Vidnet paa tredje Sal den i Numret af "København" for 9de Avgust omhandlede Lejlighed, som i Artiklen er benævnt "en Elendighedens Hule", i en saadan Tilstand, at Vidnet anser Skildringen i Artiklen før sand og i Overensstemmelse med Virkeligheden?

Sv.: Ja, kun at Vidnet ikke erindrer Loftet.

Sp.: Bestod Lejligheden kun af ét Rum?

Sv.i Ja.

Sp.: Var Lejligheden i høj Grad befængt med Utøj?

Sv.i Ja.

Sp.: Dannedes Lejlighedens Loft af tykke, klodsede Bjælker og Fjæl, hvorpaa var klistret Papir, der senere var blevet besmurt med el Slags Kalk?

Sv.: Ja.

Sp.: Var dette Kalklag ikke hvidt, men derimod graat eller sort?

Sv.: Ja.

"Stimer."

Sp: Befandt Lejlighedene Vægge sig i en i høj Grad ussel Forfatning ?

Sv : Ja.

Sp. : Havde Tapetet slaaet flere Alen lange Revner paa Kryds og Tværs, og krøb der paa Tapetlaserne Stimer af Utøj?

Sv.: Ja.

Sp. : Saa Vidnet Masser af Væggetøj, da Vidnet kiggede op mellem Tapetet og Muring.

Sv: Ja.

Sp.: Saa Vidnet Edderkopper og Væggetøj krøb ned paa de i Lejligheden værende to Madratser der uden Sengested var anbragt paa Gulvet i Lejligheden?

Sv: Vidnet erindrer ikke at have set saadant, men Konen, der boede i Lejligheden, fortalte Vidnet, at Forholdet var som angivet i Spørgsmaalet 

Donehebad.

Sp.: Var der saa utæt i Lejligheden, at det nødvendigvis maatte regne, endog temmelig stærkt, ind i Lejligheden under enhver Regnbyge?

Sv.: Efter Konens Udsagn havde hun flere Gange maattet staa op om Natten, naar det regnede stærkt, for at øse Vand op af Gulvet, da det regnede gennem Loftet. Vidnet saa' ogsaa, at Loftet var fuldt af Vandskjolder.

Sp.: Befandt Vidnet overhovedet nævnte Sidehus i en yderst mangelfuld og forfalden Tilstand, og gav det i det hele et indtryk af Uhygge, Svineri, mangelfuld daglig Pasning og slet Vedligeholdelse, som satte Bygningen paa et langt uslere Standpunkt end de øvrige Vidnet bekendte københavnske Ejendomme?

Sv.: Ja. Og Vidnet har dog i Anledning af Artiklerne "de Fattiges Boliger" i "København" besét flere Ejendomme i de fattigste Kvarterer i Byen, saasom Vognmagergade, Aabenraa og Amagergade.

Vidnet bekræftede derefter sin afgivne Forklaring med Lovens Ed.

5te Vidne.

Som 5te Vidne fremstod Stud. jur. O. C. L. Møller, der i det væsenlige udtalte sig som det forrige Vidne. Han erklærede bl. a., at Loftet i den ovenfor omtalte Lejlighed næsten var sort af Snavs, og at Gulvet var daarligt og ormstukkent. Der var intet Kokken og kun en meget lille Kakkelovn. Der var meget Utøj, og han vilde ikke betænke sig paa at bruge Ordet "Stimer" for at (betegne den Mængde Væggetøj, der viste sig for ham, da han saa' op imellem Muren og det lasede Tapet.

Vidnet sluttede med at erklære, at han, der havde set flere af de daarligste Ejendomme i København, saasom i Holmensgade og Vognmagergade, ikke havde fundet nogen Bygning i en saa ussel Tilstand som det ovenomtalte Sidehus til Borgergade 29.

*

Vi har hermed gengivet Hovedpunkterne i Vidneforklaringerne under vor Sag med Hofgørtleren og hans Fru Svigermoder.

Vi fortrøster os herefter til at hævde, at vor Skildring af Forholdene har været fuldt ud korrekt, og at ethvert andet Blad maatte ønske, at det havde et saa solidt Grundlag under Fødderne, som vi har i Hofgørtlersagen.

De afhørte Vidner har med en sjælden Enstemmighed givet vore Artikler Medhold, og set i denne Belysning tager de 30,000 Kr., som Hr. Alberti vil have os idømt for vor Omtale af det gamle Hus, sig nærmest humoristisk ud.

Vi har ved disse Vidneforklaringer villet vise vore Læsere, at vi paa ingen Maade overdrev, da vi skrev vore Artikler om "de Fattiges Boliger"; vi tegnede Nøden og Elendigheden, just som den var, vi besmykkede intet, men vi gjorde det 'heller ikke uslere og hæsligere. Og fordi vi havde holdt os paa denne Sandhedens gyldne Middelvej, intet lagt til, men heller intet trukket fra, faldt man over os med Stævninger og Bøder og Skadeserstatninger i lange Baner og saa svimlende Højder, at godtroende Folk maatte anse Huset Nr. 29 i Borgergade for et rent Vidunder af Pragt og Herlighed. Nu har de Syn for Sagen.

Og hermed lader vi det gamle Hus staa - til det falder.

(København 18, december 1893).

Udsnit af Carre-plan for Sct. Annæ Vester, 1888. Borgergade 29 er den mørke matrikel ved Borgergade (th), ca. midt i. Nederst til venstre kan man ane Helsingørgades skrå forløb.

Huset fik lov til at stå indtil det blev nedrevet i forbindelse med den komplicerede sanering i hele Adelgade/Borgergade-kvarteret i 1944. I en tid med 12.000 husvilde i København - en af de største saneringsopgaver i hovedstaden. På grunden opførtes bl.a. Dronningegården ved Dronningens Tværgade: 10-etagers huse i rødt murværk med tilbagetrukne altaner (under krigen var der mangel på cement og jern). Af genbrugsmaterialerne blev der opført nogle rækkehusbebyggelser. Så måske findes der stadig mursten fra de berygtede slumbeboelser.

Philip Wulff Heymann 1837-1893. (Efterskrift til Politivennen)

Den døde Millionær. 

Ved Philip Heymans Død.

Naar Holmens Kirkes Uhr viste 2, og det første Klokkeslag lød ud over Børsgraven, rullede der en lille Kalechevogn frem foran Børsens Rampe. De to raske Nordagger slog med Hovene i Stenene, Kutten balede i Tømmerne. og ud af Vognen kiggede et stort rødskjægget Hovede. Paa Vognens Bagsæde Iaa der gjerne fuldt med Aviser, med Breve, med Børslister og Konvoluter, og paa Bogladet fyldte Ejerens svære Person den halve Vogn.

Nu steg han ud, pustende og stønnende, man saa, hvor Astmaen pinte ham, og hvorledes hans store Legeme kom ham til Besvær, og langsomt gik han mellem de første Børsherrer op forbi det bukkende Bud, der lagde sit hastige: God Dag. Hr. Etatsraad,

Det var Philip W Heyman.

*

Man har allerbedst Mandens hele Liv for sig ved den lille Oplysning, som man har faaet ved hans Død: at han var 56 Aar oq efterlader sig hen ved Millioner. Holdt sammen med, hvad man veed om, hvad han brugte selv, og hvad han gav væk, ser man for sig et Liv i Arbejde og Slid,

Philip Wulff Heyman. - "Philip dobbelt W" som han populært kaldtes - var af gammel jødisk Æt. Faderen var den gamle Lottericollektør Wulff Neuman og han gav Sønnen en fortrinlig Opdragelse. Han lærte ham Begrebet at skulle og endnu mere at ville.

Efter Rejser i Udlandet kom han hiem og kastede sig strax ind i Forretningslivet, Tuborg Havn var den Gang lige blevet bygget, der var tabt uhyre Summer der ude. - gamle H. P. Prior lagde to Millioner for sin Part - , nu slog Philip W. sig ned her. Hans merkantile Viden og Kundskaber var uhyre og kom ham til Nytte, Han blev Direktør for Aktieselskabet Tuborg Fabriker, der tillige ejer Tuborg Havn, han gav sig til at exportere dansk Smør pakket i Blikdaaser, og over hele Verden fra Sydamerika til Kina spredte han sit Produkt og et Navn. Saa gav han sig til at exportere Øl og det fandt ligesaa rivende Afsætning som Smørret. Det er ikke for meget sagt, at han har den væsentligste Andel i det store Opsving, Tuborg Fabriker har faaet i den sidste halve Snes Aar. - og det er ikke for meget sagt, at hans Navn, der blev baaret rundt paa Biillioner Smørdaaser og Ølflasker over hele Verden, var det, der var mest kjendt her fra vort lille Land.

Paa alle sine Foretagender tjente Heyman Penge, mest dog paa sit Svineslagteri. Han grundlagde først et herhjemme, senere et i Irland, og hans Plan var som bekjendt for nogle Aar siden at faa sammensmæltet alle de forskiellige Andelsslagterier ude Landet. Man vil erindre den store Bevægelse, der rejste sig, og hvorledes Planen maatte opgives.

Heyman var ikke elsket af sine Folk: han havde Storkapitalistens mange Fejl, og særlig de to: at forlange for meget og byde for lidt. Han skaanede ikke sig selv, men paa den anden Side lærte han aldrig at indse, at hvad der drev hans Værk, det var Lysten til Arbejdet og Udsigten til Gevinst, mens hans Arbejdere, der sled for en lille Løn, ikke kunde føle større Lyst til at hænge i, naar Udbyttet af deres Slid var saa lille. Men i mange Retninger var Heyman en Hjærtensgod Mand, og det var uhyre Summer, han hvert Aar gav til alle mulige Formaal.

Med Jørgen Jensen og Philip W. Heyman er to af den gamle kiøbenhavnske Handelsstands første Repræsentanter gaaet bort. Børsen vil savne dem haardt, thi vi er inde i en Tid, hvor Flid og Energi er skattede Varer, baade fordi de er sjældne og fordi vi trænger saa haardt til dem i denne elektriske Tid. De store Bedrifter, disse to Mænd sad i, vil savne dem haardt, og der vil sikkert gaa lange Tider, før den ny Slægt kan talte Repræsentanter ind, der magter Opgaven.

Paa Børsen, hvor man ventede Heymanns Død og har ventet den i det sidste Aars Tid. indtraf Efterretningen ved Telegrammer. Dødsbudstabet vakte Bevægelse og Opsigt.

Heymann efterlader sig Hustru og en stor Flok Børn, af hvilke den ældste Søn vil fortsatte Forretningen foreløbigt, rimeligvis sammen med Svigersønnen Hr. Dessau.

(Aftenbladet (København) 16. december 1893).

Fotograf Emilie Bieber (1810-1884): Philip Wulff Heyman (1837-1893). Det kongelige Bibliotek.

Philip W. Heyman død!

I Gaar Formiddags Kl. 9½ døde Direktør for Tuborg Fabriker Philip W. Heyman, en af Børsens Spidser og af Københavns rigeste Mænd. Heyman begyndte for ca. 35 Aar siden en Forretning som Kommissionær i Smør, og kan til en vis Grad siges at være Grundlæggeren af den danske Smøreksport, idet han allerede i 1862 begyndte at udføre dansk Smør til England, ligesom han udførte Smør i hermetisk Indpakning til Pladser udenfor Evropa. Senere anlagde han "Københavns Svineslagteri", hvortil der efterhaanden knyttedes Filialer, saa vel Provinserne som i Udlandet. I 1873 var han Medstifter af "Tuborg Fabriker der den Gang væsenligst var beregnet paa Gødningsproduktion, men senere slog ind paa at brygge Bajerskøl. Det er saaledes store Virksomheder, hvis Grundlæggelse skyldes Heyman. og hvis Ledelse han forestod lige til sin Død. Han var en i høj Grad energisk og arbejdsdygtig, men tillige noget herskesyg Natur.

Vi har ofte her i "Social-Demokraten" havt Lejlighed til at kritisere Heymans Færd overfor sine Arbejdere, særlig paa Bryggeriet. Han var nemlig indtil de sidste Aar en bestemt Modstander af Arbejdernes Organisation, og gjorde alt muligt for at holde Arbejderne under sit eget personlige Herredømme, ligesom han langt fra, i hvert Fald tidligere, var nogen flot Betaler. I 1884 under Bødker- Lock-out,'en fik Heyman imidlertid at føle, at der var en Magt, som var stærkere end Guldets, nemlig Arbejdernes Sammenhold. Der var endog en Tid, da ingen vilde drikke hans Øl, fordi han støttede dem, der kastede Arbejderne paa Gaden. Fra dette Tidspunkt begyndte han at se noget anderledes paa Forholdene, og Slutningen af Firserne var han naaet saa vidt, at han endog lod Bødkernes Fagforening overtage sit Bødkerarbejde, og nu tilhører næsten alle Tuborgs Arbejdere deres respektive Organisationer.

Karakteristisk er følgende for denne Mand: Tidligere ansaa han Arbejderorganisationer for den rene Vederstyggelighed, men efter at det var gaaet op for ham, at de havde deres Berettigelse, søgte han med stor Iver at sætte sig ind i de Spørgsmaal Arbejderne rejste, og konfererede gærne ret indgaaende med Fagforeningernes Repræsentanter, selv om smaa Enkeltheder. Han viste sig her i Besiddelse af betydelig Skarpsindighed og hurtig Opfattelsesævne, noget der hang naturligt sammen med hele hans Liv som Handelsmand. Ved Glasmagerstrejken i Odense sidste Sommer gjorde han store Anstrængelser for at hidføre en fredelig Løsning, og da dette bristede paa Grund af Glasværksstyrelsens Umedgørlighed, brød han resolut sin Forbindelse med Værket.

Heyman er bekendt for sin store Velgørenhed, der imidlertid skæmmedes noget af en vis Ærgærrighed Han gav gærne, men han ønskede ogsaa, at Folk skulde vide, at han gav noget, ligesom han delte sin Stands Forfængelighed i Retning af Titler, Dekorationer og hvad dertil hører. Han blev da ogsaa baade Etatsraad og Ridder, alle danske Bedsteborgeres eftertragtede Maal.

(Social-Demokraten 16. december 1893).

Elendighed over alle Grænser. (Efterskrift til Politivennen)

I Ejendommen Nr. 45 i Borgergade var der i Gaar et voldsomt Spektakel.

I en Sidestue bor en enligstillet 37-aarig Kone ved Navn Kristine Olsen, som siden Manden - en Fisker - forlod hende, har ført et mindre heldigt Liv. Man saa' hende saa godt som aldrig ædru. Hun begyndte med Snapsen som Morgendrik, og hele Dagen slukkede hun sin fortsatte Torat i det ulyksalige Brændevin. Det udartede tilsidst til, at hun fik Delirium og maatte indlægges i Celleafdelingen paa Kommunehospitalet.

Da hun atter kom hjem, syntes Beboerne, at hun var undergaaet en Forandring til det bedre, og man glædede sig derover. Men det varede ikke ret længe, førend hun atter helt og holdent hengav sig til den kendte Nationaldrik, og tidlig i Gaar Morges naaede hun at faa et nyt Anfald af Delirium.

Da hun under dette vovede sig udenfor sin Dør for at komme ud i Gaarden, faldt hun ned ad den høje Stentrappe og forslog i uhyggelig Grad hele Ansigtet. Dette frembød tilsidst en uformelig blodig Masse.

Madam Olsen blev straks baaret op i sin Bolig, der viste sig at være en Pesthule af modbydeligste Art. En raadden Lugt slog straks den Indtrædende i Møde, og der var bogstavelig talt ikke én ren Plet, man kunde sætte sin Finger paa, saa tommetykt med Snavs og Støv var der i hendes Køkken og Stue. Overalt, hvor man vendte sig, laa Dynger af Snavs, og hun selv var paa hele Kroppen fuld af Utøj og Snavs.

Efter at man havde faaet hende lagt i de sørgelige Rester af en Seng, der tilligemed et faldefærdigt Bord og et Par elendige Stole udgjorde hele hendes Bohave, blev hun ret for Alvor rasende. Hun skreg som en Besat og vilde med Vold og Magt flere Gange springe ud gennem Vinduet. Da Raseriet vedblev, maatte man holde Vagt over hende, indtil endelig Kommunehospitalets Sygevogn langt om længe arriverede og kørte afsted med den saa dybt i Drik og Elendighed faldne Kvinde.

Hun er kun 37 Aar.

(København 9. december 1893).

Tancredo Sophus August Topp von Huth: Optræden paa Fælleden m. m. (Efterskrift til Politivennen).

Se foregående afsnit om von Huth. Han blev gift med en spiritist i 1891, og efter at han havde fået afslag mod at praktisere, rejste de til Sverige. Han dømt efter en gammel kvaksalverilov som mange fandt utidssvarende, idet hans virksomhed blev anset som gavnlig og uegennyttig. I 1893 kastede v. Huth sig over spiritismen, begyndte at holde foredrag om det og planlagde at udgive et spiritistisk tidsskrift.

På Fælleden (1889) var næsten 2.000 mennesker mødt op på Nørrefælled. Hr. Huth indledte med den ved håndspålæggelse fremkaldte varmefornemmelses indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismen som den moderne magnetisme og krævede den urimelige kvaksalverlov ophævet. Bruhn påviste, at læger, der gav forkert medicin, er en værre kvaksalver end den mand, der helbreder ved håndspålæggelse og strygning. Alle de forsamlede var enige om, at kvaksalverloven skulle afskaffes.

En ny naturkraft.

Prof. Rorschelt i Leipzig fandt i 1891 en naturkraft af lignende art som elektricitet og magnetisme. Han havde konstrueret et såkaldt "solæter-stråleapparat" bestående af forsølvet kobbertråd i små spiraler, hvilket skulle udøve en mærkelig indflydelse på folk.

Nu har den bekendte magnetisør hr. Huth opnået de samme virkninger med et lille knippe bygaks, siger han. Når man ophænger et sådant knippe med de mange, fine, spidse avner ien snor et par tommer over et menneskes hovede, så udøver det på følsomme personer en ejendommelig prikkende eller tyngende fornemmelse som føles i hovedet og ofte ned gennem kroppen eller også i håndfladen når man holder den under aksene. Hr. Huth mener at det muligvis er en slags magnetisme der her giver sig til kende. I øvrigt kan læserne jo selv prøve om de kan fornemme denne "naturkraft". Bygaks er det allenfals ikke så svært at få fat i.

(Fredericia Dagblad, 8. december 1893).

v Huth døde af flere års tiltagende hjertesygdom i sit hjem, 15. november 1920.

Tilliden til magnetismen  holdt sig lang tid efter. I et brev fra 21. april 1929 til forfatteren Henrik Pontoppidan anbefaler H. J. Hansen ham at prøve en sådan: 

De erindrer måske, at en baron og premierløjtnant (eller ritmester) ved husarerne, Wedell-Wedellsborg, var gal væddeløbsrytter, og det endte med, at han styrtede og slog sig fordærvet. Han led frygteligt; lægerne kunne ikke hjælpe ham synderligt. Hans broder, der var dr. phil. i matematik (er forlængst død), kom i den tid af og til hos os. Han fortalte om broderens smerter og at lægerne ikke kunne hjælpe. Vi kendte en smule til cand. pharm. S. v. Huth, der på sine ældre år havde nedsat sig som "massør", det vil sige: han masserede ikke, men holdt på folk eller strøg hen af dem – og hans mærkelige såkaldt magnetiske evner kunne borttage smerter i mange tilfælde eller styrke for nervesvaghed. En praktiserende læge på Frederiksberg sendte sine rekonvalescenter til ham, når de var medtagne af længere sygdom. Jeg gav så dr. Wedell det råd, at de skulle se at få v. Huth til at prøve på at behandle den ødelagte officer. Man fulgte rådet; det kneb med at få ham til at tage sådan ud på sygebesøg, men endelig gik han ind derpå, og dr. Wedell fortalte mig ikke så længe efter, at Huth havde gjort den værkbrudne broder smertefri, altså uden medicin, blot ved strygning. v. Huth døde desværre for adskillige år siden, men skønt hans evner er sjældne, er der dog enkelte, der har noget lignende. v. Huth boede Rolighedsvej 5 (Frederiksberg) og jeg ser i telefonbogen, at der nu bor en fotograf v. Huth, utvivlsomt hans søn. Måske lever fru Huth også. Jeg er tilbøjelig til at antage, at sønnen (eller eventuelt hans moder) kunne opgive Dem navnet på en eller anden person, der har lignende evne. Måske kunne Deres brodersøn lægen også nævne Dem en sådan "magnetisør"; de fleste læger kan ikke lide sådanne personer, betragter dem vist oftest som charlataner, og det er mange af dem vel også, men ikke alle; v. Huth var det slet ikke. Hvis De ved en slig blid behandling af en "magnetisør" kunne blive befriet for Deres ansigtssmerter, ville det da da nok være værd at forsøge det, og jeg er ikke utilbøjelig til at tro på, at der er mulighed derfor. Derfor skriver jeg dette lange brev.

I brevet angives von Huths adresse til Rolighedsvej 5, mens de øvrige artikler skriver Platanvej. I folketællingen 1880 angives han til at tilhøre Frederiks Kirkes Rode på Christianshavn.

Kvinder og Valgret 1893. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesagen i Landstinget

Af: Johanne Meyer

Kvindevalgretsforeningen har Æren af, at Forslaget om kommunal Valgret for Kvinder blev indbragt i Folketinget i Aar, men den har ikke været heldigere end sine Forgængere. Netop med de samme Ord, hvormed Landstinget for 6 Aar siden satte Sagen ud af Verden, tog det ogsaa Livet af Forslaget denne Gang: "Da Landstinget fastholder den Formening, at det hverken er i Samfundets eller i Kvindernes Interesse, at der tildeles disse Valgret saa lidt som Valgbarhed, gaar Tinget over til det næste Spørgsmaal paa Dagsordenen”.

Det var Hr. P. G. C. Jensen, der havde paataget sig det fortjenstfulde Hverv at latterliggøre Landstinget; thi om end Kvinderne vilde have sat stor Pris paa dette lille Fremskridt i Mændenes Retfærdighedsfølelse, saa er det virkelig umuligt at lade være at briste i en hjertelig Latter over dHrr. Landstingsmænds barnagtige Angst for Kvindernes Indtrædelse som Medarbejdere i Kommunalraadet eller som stemmeberettigede Vælgere. Det forekommer os Kvinder, at Landstinget her bærer sig ad som Manden, der puttede sig ned under Bordet og sagde: "jeg skal nok vise, at jeg er Herre i mit Hus”. Det nytter ikke disse angstfulde Sjæle at kaste Opgaven fra sig. De naar kun at sætte sig selv udenfor Spillet. De burde hellere komme frem af deres Skjul, rulle Gardinerne op og kaste Blikket ud over Folkehavet, da vilde de se, at Isen er brudt, og de blaa Bølger vælder med Vaarens Kraft og driver de store Isstykker bort, medens Skumperlerne glimrer i Sollyset. Kvinderne er vaagne og vil paa Valgdagen lade de Landstingsmænd føle, at de nok selv véd, hvad der er i deres egen Interesse.

Det var dog ikke alle Landstingsmænd, der var enige med Hr. P. G. C. Jensen om at sætte Forslaget ud af Verden, thi der faldt mange gode og træffende Ord fra dHrr. Søren Jensens og Oktavius Hansens Side, og man havde en Følelse af, at de to Mænd dog kendte Kvindebevægelsen og ansaa Kvindens kommunale Valgret som en ganske selvfølgelig Ting. Derimod var Redaktør Jørgen Pedersen fra Odense, som dog stemte imod Jensens Forslag, ganske fremmed for, hvad der rører sig i Kvindernes Kredse, thi han betragtede Lovforslaget som et blot og bart Agitationsforslag, som det var uklogt at komme med. Hr. Jørgen Pedersen mente nok, at der kunde være nogle Smuler fra Mændenes rige Taffel i Kommunen, man burde kaste til Kvinderne, men at de vilde forlange Siddepladser i Kommunalraadet, dette kunde Hr. Jørgen Pedersen ikke i sine vildeste Drømme tro, at Forslagsstillerne virkelig havde ment.

Naturligvis greb Hr. P. G. C. Jensen med Begærlighed en saadan fed Bid og betonede stærkt, at disse gamle affældige Landstingsmænd dog heller ikke kunde anstrænge sig med at gøre Agitationsarbejde eller paatage sig at drøfte Lovforslaget for Folketinget, hvilket dette havde forsømt, idet Lovforslaget var gaaet lydløst gennem Folketinget.

Hr. Oktavius Hansen sagde et Par anerkendende Ord til Ministeren, der havde stillet sig velvilligt overfor Forslaget om Kvindernes kommunale Ret. Dette vilde dog Ministeren ikke have siddende paa sig, om det var, fordi det var Oppositionsmanden Højesteretssagfører O. Hansen der bragte ham disse anerkendende Ord, eller maaske fordi den højt ærede Minister følte, at hans Sympati i Virkeligheden var for svag til at modtage en saadan Ros, saa betakkede han sig i alt Fald for Æren.

Man enedes derfor alle tilsammen om at tage et beroligende Pulver i Lovforslagets Mangelfuldhed. Nemlig i dette - at tilsyneladende saa det ud som, at Lovforslaget omfattede den gifte Kvinde - men Gud være lovet! - selv om Ulykken skulde være sket, at der virkelig var blevet Flertal i Landstinget, som der var blevet det i Folketinget, saa havde dog alle Landstingsmændene deres Fruer i Behold, - thi den gifte Kvinde var og er heldigvis - umyndig.

Kvindevalgretsforeningen har nu gjort de samme Erfaringer som den liberale Vælgerforening, da den begyndte at arbejde: De kiggede efter Etatsraaderne og langede til de fine Navne i deres Næt; men da de skulde til at arbejde, slap alle de sine Fisk ud af Nættet, og de maatte til Arbejderne i Stedet.

Kvindevalgretsforeningen vilde i Sommer ikke følge med de kvindelige Arbejdere paa en Udflugt til Sverrig, fordi Højre maatte ikke se dem i de Rækker, hvor den røde Socialistfane vajede. Kvindevalgretsforeningens Hjerte var med de kvindelige Arbejdere, men de skulde paavirke Etatsraadinderne for den kommunale Valgret, og dens Bestyrelse har været i travl Bevægelse og privat talt baade med den ene og anden højere Frue. Men Resultatet? - Ikke Spor - ikke en eneste af Landstingets Højre lod til at være paavirket. Kvindevalgretsforeningen kunde saa roligt taget paa Udflugt sammen med de arbejdende Kvinder.

Thi kan man end sige, at Højre er baade blindt og døvt, saa har det dog en udmærket fin Følelse, naar det gælder sociale Fremskridt, saa selv om Valgretsforeningens Damer møder i deres stiveste Stads og taler sødt med Etatsraadinderne, saa véd disse dog godt, at de er Fremskridtskvinder, og at bag dem bryder den store Arbejderhær frem, som nu staar for Tur til at have et Ord med i Laget.

Det vil næppe skade os at hjælpe den Hær frem. Sejrer den, falder alle reaktionære Fordomme af sig selv.

(Hvad vi vil. 3. december 1893).

Dansk Kvindesamfunds formand Jutta Møller indbragte igen i 1895 forslaget om kvindens kommunale valgret til Rigsdagen. 10 højremænd havde lovet bistand, men igen standsede P. G. C. Jensen sagen med den begrundelse at forslaget hverken var i kvindens egen eller samfundets interesse. Forslaget blev - som også var drøftet i 1893 - ikke behandlet i Landstinget, og af de 10 højremænd var der kun 1 tilbage.