Lersøens Forvandling. (Efterskrift til Politivennen)

Bispebjærg Hospital set fra Lersøen.

København har faaet en ny og meget interessant Gade: det er Tagensvej. For nogle Aar siden var den spæd som et lille Barn, egentlig kun en Sti, der løb bag Blegdamshospitalet langs Fælleden. I Regnvejr henlaa den i Morads, om Aftenen oplystes den af et Par døsige Lamper, der kun forøgede dens Mystik og Skummelthed, og hver den egentligt udmundede, vidste ingen undtagen Nattens hjemløse Eksistenser, der flakker om i Storbyens Udkanter som vilde Dyr i Djunglen.

Det er saa kort Tid siden. Og nu genser man dette Kim til en Gade, fuldt udviklet som Ællingen, der bliver til Svane, stor og bred og stadselig - en imponerende Storstadsgade af nyeste Tilsnit, flot anlagt med ødsel Fortovplads, elegant Brolægning og Gærder af stærkt lysende Gaslygter. Den bruser forbi Fælleden, den skærer først Nørre Alle, saa Jagtvejen, og derpaa styrer den videre i lige Linie ud af Byen, over Lersøen og op til Frederiksborgvejen, Højderne omkring Bispebjerg, hvor den standses af Enge og Kornmarker. "Linje 10" løber klemtende med, omtrent til Slangerupbanen, og smukke, moderne Bygninger rejser sig paa begge Gadens Sider, helt ud til Randen af Lersøen, som breder sig i et Dalstrøg fra Frederikssundsvej østpaa hen mod Hellerup.

Herude brydes By og Land for Tiden stærkere end paa nogen anden Kant af København. Der er hele den krydrede Duft af Forstad og frisk Landliv, som er saa karakteristisk for en Bys Periferi. Fabriker, der er trængte ud fra Nørrebro, ligger halvtskjult mellem grønt, med Bundter af rygende Skorstene strittende op mod Himlen. De to Jærnbanelinier, Klampenborg- og Slangerupbanen, suser forbi halvfærdige Bygninger og Oplagspladser, smutter under Viadukten, som dannes af Tagensvej og forsvinder mellem Lersøens Pilekrat. Paa Bispebjergs Skrænter smælder Dannebrogsflagene i den blaa Sommerluft fra en Samling Kolonihaver, og øverst deroppe staar gamle, straatækte Bøndergaarde og ser forundrede ud over den graadige Storby, der æder sig nærmere og nærmere for at sluge dem selv i den næste Mundfuld. Det nye Bispebjerg Hospital ses favnet af Marker, sin Fuldendelse nær, en Gruppe prægtige røde Bygninger, hvis friske Sten lyser i Solen. Og gennem hele Dalen gaar Lersøen, den gamle Lersø, før saa berygtet, nu blomsterbevokset, næsten smuk som en Have.

For en Københavner, der ikke har fulgt sin Bys Udvikling, er det noget af en Lysttur og noget af en Opdagelsesrejse at besøge Lersøen paa en af disse smukke Augustdage. Det mægtige Areal, der før var halvt Sump, halvt Eng, har enkelte Steder endnu saa meget Karakter af et Vildnis, at man kunde vandre omkring mellem Grøfter og Krat og mandehøjt Græs med Følelsen af at befinde sig paa Malajkysten, hvis man ikke havde Raadhustaarnet blinkende i det Fjærne. Men det er dog ikke mere den gamle Lersø, det stinkende Oplagssted for Dag- og Natrenovation. Natrenovationen gaar nu ud i Kongedybet, og af Dagrenovationen aflæsses endnu kun en ganske lille Del paa en kort Strækning ved Jærnbaneviaduken.

Resten af den gamle Lersø henligger som et nydeligt Landskab, allerede saa smaat forberedende sig til at overtage sin Rolle som Byens yderste Park. Kommunen har grundig udrenset hele Terrænet, har ladet det planere og har inddraget et stort Stykke til sit fremtidige Gartnere. Hele Foraaret er her belven arbejdet af flittige Hænder, og i Hjørnet op mod Bispebjerg begynder Drivhusene at rejse sig. Der staar 5-6 aflange Bygninger, et stort, rundt Palmehus og et Kompleks for Varmeanlæg. Om kort Tid vil et moderne indrettet Gartneri være fuldt færdigt, og saa gaar man i Gang med for Alvor at skabe Lersø-Parken.

Det er gjort med et Par Spadestik. Thi den gamle, blomstrende, pilebevoksede Eng er en Park i sig selv, rummende en stor Del ægte, dansk Naturskønhed indenfor sit udstrakte Omraade mellem Bispebjerg, Hellerup og Utterslev. Den venter med aabne Arme paa at modtage Københavnerne paa deres Søndagsudflugter.

Men endnu er den Stedbarn. Dens gamle Stamgæster, Ferdinand Eriksen, Karen Spidsmus, Bræddestablen og hvad de hedder, alle Byens mange Hjemløse, har forlængst vendt den Ryggen og søgt andet Tilflugtssted. Og sjældent finder andre Vej ud til dette Stykke grønne Danmark midt mellem Københavns Fabriker, skønt Sporvognen standser ved dets Rand. Her og der vandrer en ung Pige midt i det lyse Solskin, et Par Børn dukker op fra et Pilekrat paa Jagt efter Sommerfugle, en græssende Hest vrinsker i det Fjærne, og borte paa Stenoplagspladsen ved Tagensvej gaar en Flok Arbejdere og ruller Skærver af Sted paa Trillebøre. Det er Lersøen, som den ligger og venter paa at blive Folkepark.

G.-g.

(Social-Demokraten 8. august 1910).

Ukendt fotograf: Udsigt fra Tagensvejbroen over Lersøen, med Slangerupbanen. 14. september 1910. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Fra Nyboder til d'Angleterre. (Efterskrift til Politivennen)

 Fra Nyboder til d'Angleterre.

En gammel Gaard.

I det regelmæssigt anlagte Adel- og Borgergadekvarter skyder Helsingørsgade sig ind paa tværs som en Kompasnaal med lidt vestlig Misvisning. Retningen peger mod Nord op til Helsingør, Sundets gamle Toldport. Men nu er Vejen spærret, og Gaden lukket inde mellem de to gader med det fine Navn.

Kommer man fra Adelgade tager den lille Helsingørsgade sig ganske pyntelig ud med de mange gamle Huse og de spraglede Facader, som vor berømte Forskønnelsesforening har ladet male op. Hjørnet flankeres af to saadanne Modsætninger som Sukkerhuset og "det skarpe Hjørne", hvor der nu er beværtning. Læg en Gang Mærke til det morsomme Liniespil i denne Bindingsværksbygning! Stuerne er lavloftede, men der er en egen jævn Hygge over dem. Det er ikke nogen "Snask". Her kommer mangen Arbejder og faar sig en Hjærtestyrkning efter Dagens Slid. Værten lukker tidlig om Aftenen og tager i Skoven om Søndagen.

Det skarpe Hjørne.

Den moderne Fabriksbygning og det gamle Hus paa hvert sit Hjørne - det er to Modsætninger og to Tidsaldre, som træffer sammen.

Da Haandværksmesteren sagde Nej til Christian 5.

I Aarene 1650-53 udstedte Frederik 3. Skøder paa en stor Mængde Havegrunde ved den østlige Ende af Sortedamssøen. Kongen lod nemlig sine Ejendomme gennemskære af Gader og udlagde regelmæssige Firkanter mellem dem til Køberne. Hovedvejen fra Byen mod Nord fik navn af Helsingørsgade, og vi træffer da her Gaden i Forbindelse med den gamle Landevej.

Gaden laa hen i lang Tid uden at være reguleret og bebygget. Det var Christian 5.s Mening, at den skulde forlænges til Store Kongensgade. Men en Haandværkers Hus laa i Vejen og Manden vilde ikke rive sit Hus ned.

Helsingørsgade har i vore Dage en lignende Mand blandt sine Grundejere. Han er Fabrikant af Loddekasser til Justerkammeret og hedder Brynger. Det er ham der ejer Nr. 23, som endnu kaldes

det gamle Brænderi.

I Stuen har der været Bordel, i Baghuset Brændevinsbrænderi og Maltgøreri. Paa 1. og 2. Sal i Bagbygningen var Køerne indlogerede. Nu staar det hele tomt. Der findes ikke en hel Rude i Ejendommen. Et Par Vognmænd har lejet Staldrum i Stuen. Da jeg spørger en af dem, om der bor Mennesker her i Huset, svarer han meget karakteristisk:

- Her kan kun trives Dyr!

Grunden støder lige op til Lysstationen i Adelgade. Men da Ejeren forlangte en vanvittig Pris, sagde Kommunen Nej Tak. Nu vil Hr. Brynger nok sælge; han er i hvert Fald til at faa i Tale. Men Kommunen har Tid til at vente.

Inde i Gaarden træffer jeg den mærkelige Mand, som hellere lader Huset staa tomt end sælge det for en rimelig Betaling. Hr. Brynger er en lille, hvidhaaret Mand med klare, blaa Øjne. Der siges, at han skal være en rig Mand. Han taler med lidt rystende Stemme og har vanskeligt ved at huske, hvad der ikke er saa underligt, da han er 84 Aar.

Han staar med en knækket Rude i Haanden. Glarmesteren skal skære den over, saa den kan bruges i en anden af Hr. Bryngers Ejendomme. Det gælder jo om at spare. Knibe og spare, det er den rige gamle Herres Forretningsprincip!

Da Glarmesteren har faaet omhyggelig Besked, vender Hr. Brynger sig om mod mig og spørger:

- Ved De nogen, der vil købe Huset?

Jeg gaar ind paa hans Tankegang og spørger:

- Hvor meget skal det koste?

Den gamle Mand bevæger Fingrene, som om han talte Pengesedler.

- Ja, lad mig nu tænke mig lidt om ... Jeg kan ikke huske det altsammen. Man bliver jo gammel.

Saa kommer der Glans i Øjnene. Han siger rask:

-  De kan faa det for 45,000 Kroner.

- Det er for meget! siger jeg uden at betænke mig.

Der kommer et skuffet Udtryk i hans gamle Ansigt.

- Der er jo en stor Grund ... svarer han. Men hvis jeg kan faa Pengene med det samme, skal De faa Huset for 42,000 ... 42,000 Kr. ja ... Naboejendommen kan købes for ... 1, 2, 3, 4 ... (saadan maa jeg tælle) ... 11,000 Kr. Den er ikke mere Værd. Men min Grund er god ...

Der er noget uhyggeligt ved denne Olding, for hvem Pengene er alt. Hele hans Tankeliv kredser om Gulddyngerne. Og mens hans Tanke ustandselig beskæftiger sig med Pengene, drysser Murværket ned. En skøn Dag vil det ikke være andet end en Hob Ruiner. Han gaar i en stadig Angst for at blive snydt, uden at tænke paa, at selve Tiden arbejder paa at kuldkaste hans Planer.

En Arbejder, jeg træffer, kender Gaden ud og ind, thi han har boet 11 Aar i samme Lejlighed.

Vi følges ad til hans Lejlighed op ad en smal Trappe. Fra Trappen er der udsigt til en lillebitte Gaard hvor en gammel, halvblind Kone sider og kæmmer et seksaars Pigebarn. Paa Trappen lugter der stærkt af Katte, og Kattene spiller en stor Rolle i Helsingørsgade. Hvis de ikke var, havde Rotter og Mus jo frit Spillerum.

Min elskværdige Cicerone standser ved en af de øverste Etager og lukker op. Jeg staar i et lille, mørkt Køkken, der mere ligner et Skab. Komfuret er muret op af Sten.

Saa kommer vi ind i Stuen. Den er smal og lav. Bjælkeloftet er sort af ælde. Møblerne er faa og tarvelige; et Bord, nogle Stole og et Skab.

Sovekammeret er endnu mindre. Der kan lige staa to Træsenge. En Luge ud til Naboejendommens Gaard besørger Tilførselen af Luft og Lys. Det er det hele.

Lejlighederne koster 10 Kr. maanedlig, og Manden synes, at det er meget billigt.

Jeg kunde fylde en hel Avis med Beskrivelse fra disse gamle Huse. Et Sted er Gaardspladsen ikke større end at der lige akkurat er Plads til - et Pissoir! I en anden Gaard snadrer Høns og Ænder om. Overalt møder Øjet gamle, arkitektoniske Pudsigheder Side om Side med skumle Kroge, der bogstavelig talt stinker af Nød og Elendighed.

Man behøver ikke at rejse til Hamborg eller London for at studere Fattigkvarterer. Vi har udmærkede Eksempler  her i København.

Helsingørsgade bliver nu, da dette skrives, forsynet med engelsk Brolægning, men det vil næppe berøve den dens ejendommelige Præg. De smaa Cigarforretninger, som ejes af Damer i forskellige Aldre, vil sikkert leve længe endnu.

Forøvrigt faar Damerne det bedste Skudsmaal. De drikker ikke og laver ikke "Panik". Flere af dem fungerer som Vicecærter. Det er maaske derfor, at Postkortene er blevet saa billige.

Meget fremtrædende i Gadens Fysiognomi er

Logishusene.

Omtrent midt i Gaden ligger "Løven". Skraas derover for skinner "Stjernen", hvor der hovedsagelig udskænkes Stjerneøl. Det er mest Handelsfolk o. lign. der søger her. Huset siges at være henved 300 Aar gammelt og ligger paa den gamle Landevejskros Grund. Værelserne er smaa, men propre.

Midt i Gaden ligger den nye, kommunale Badeanstalt, hvis smukke, solide Facade stikker uendelig af mellem de gamle Rønner. Modsætningen mellem den nye og den svundne Tid er alligevel saa stor at ingen Bro fører derover.  Hver for sig staar de som Repræsentanter for en bundforskellig økonomisk Udvikling. De gamle Huse symboliserer hvad Fortiden mente var tilstrækkeligt for Arbejderne, d. v. s. Tag over Hovedet. Socialismen kræver desuden Lys, Luft og Hygiejne.

Et glimrende Eksempel herpaa ser vi i 

det nye Elektricitetsværk,

hvis Akkumulatorhus ligger i Helsingørsgade, men iøvrigt har Facade baade mod Borgergade og Adelgade. Der er noget djærvt og fuldtud moderne over disse store, røde Murstensflader. Mægtige Sandstensblokke indrammer Porten i Adelgade. Det hele er stort, solidt og vægtigt.

Det gamle Elektricitetsværk i Adelgade, blev anlagt i Aarene 1890-92. Det viste sig snart at være for lille, og Kommunen købte saa grundene i Gotersgade Nr. 28, Adelgade 14 og Helsingørsgade 3. Heller ikke denne Udvidelse slog til. Elektricitetsforbruget steg hastigt og Kommunen maatte paany købe, denne Gang Borgergade Nr. 15, Adelgade 12 og 16 og Helsingørsgade 5. Værkets Udvidelse har ialt kostet 939,151 Kr. og hele Grunden har nu et Areal af 12,000 Kvadratalen. Stationen forsyner væsentlig Byen indenfor den gamle Voldlinje og kan yde Lys til 70,000 samtidigt brændende Lamper. I 1902-04 er det nye Elektricitetsværk opført for ca. 1 3/4 Million Kroner.

Set fra Galleriet frembyder den store Maskinhal

et imponerende Skue.

Man ser de store, høje Dampmaskiner, hvis Svinghjul vejer 50,000 Pund hver og udsender en hel Blæst, idet de hvirvler Rundt. Lige ved Siden af dem staar Dynamoerne, der ligner Hjulkasserne paa gamle Dampskibe. De gør ca. 100 Omdrejninger i Minuttet. Rør og Ledninger omgiver dem som et mystisk Spind. Gennem Gulvets Jærnrister skimtes Kedlerne, hvor Ilden raser i et Helvede paa 1000 - Tusind - Graders Varme.

Trods de vældige Kræfter, som er i Bevægelse, hersker der dog en ejendommelig, tryg Ro i den smukke Hal. Maskinerne duver taktfast, nogle Arbejdere gaar stilfærdigt omkring med en Smørekande og retter lidt hist og her. Maskinerne betjener sig selv mekanisk. Selv ved Fyrstederne drejer Risten sig automatisk frem og tilbage.

Saa vidt er vi naaet. Saa sikkert anvender vi Naturkræfterne i Menneskehedens Tjeneste. Hvad vilde Christian den Femtes Borger i Helsingørsgade mon have sagt, hvis der en Dag var kommet en Mand og havde fortalt, at om 200 Aar skulde man samle Lyn i store Kasser nogle faa Skridt fra hans Hus? Han havde rimeligvis rystet paa sit halsstarrige Hovede og erklæret, at Gud lod sig ikke spotte. Lynet skulde Mennesker nok holde Fingrene fra!

J. J. Kronstrøm.

(Social-Demokraten 28. juli 1910)

Jeg har udskiftet Mediestreams tegning "det skarpe Hjørne" med: Maler, tegner, børnebogsforfatter Sigrid Bech-Knudsen, Sigrid (1890-1947): Hjørnet ved Helsingørsgade, 1910. Det Kongelige Bibliotek, materialet er fri af ophavsret.

Kakerlakker paa Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

Kakerlakker paa Statsbanekontorerne. Ude paa det yderste af den nye Banegaards Terræn i København, i Nærheden af den i sin Tid saa meget omtalte Djævleø, og i Tilslutning til de store Centralærksteder har Statsbanerne opført nogle kontorbygninger. Disse er i Øjeblikket truede af en meget alvorlig Plage, idet der vrimler saaledes med Kakerlakker, at Opholdeet paa Kontorerne er næsten umuligt for Personalet. Man har allerede maattet omlægge flere af Gulvene og tilkitte alle Revner og Sprækker for at forhindre de uappetitlige Dyr i at komme frem. Men ikke engang det har kunnet hjælpe, og Statsbanerne maa nu rimeligvis anvende adskillige Tusinde Kroner til en rationel Udryddelseskrig mod Dyrene.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 1. august 1912).

Administrationsbygningerne, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.

Den gamle Kammerraad fortæller. (Efterskrift til Politivennen)

Et lille Interview med Vestre Kirkegaards Inspektør. 

Kammerraad Bahnson, Inspektøren for Vestre Kirkegaard, var bortrejst omkring den 1. September, da han fejrede sit 40 Aars-Jubilæum, og derved unddrog han sig det planlagte Jubilæums-Interview. Men nu er han vendt tilbage, - i Morgen fejrer han sin 70 Aars Fødselsdag i den smukke nyopførte Inspektørbolig - og saa faar jeg ham da til at fortælle et og andet om den store Kirkegaard i de svundne 40 Aar.

Da vi, siger Kammerraaden, begyndte paa Anlæget af Vestre Kirkegaard den 1. September 1870, raadede vi over 60 Tdr. Land, som havde hørt til Bjerregaarden i Valby, Proprietær Ostenfeldts Ejendom. Senere udvidedes Arealet med 32 Tdr. Land fra Anders Nielsens Gaard - en Rest af denne Gaard er "Lykkens Minde" ud til Søndermarksvej - og hertil kom yderligere en halv Snes Tønder, som Gaardejer Ole Persen solgte til Kirkegaarden. En Del er siden gaaet fra til den katholske og den mosaiske Kirkegaard og til Statsbaneanlæg, saa at Vestre Kirkegaards samlede Areal nu udgør ca. 80 Tdr. Land. Om Udvidelser i Fremtiden bliver der næppe Tale. Der er ganske vist endnu Muligheder for Udvidelser Øst paa, men Jorden er altfor dyr til Kirkegaardsbrug.

Til at begynde med anlagde man kun halvtredie Tønde Land som Kirkegaard. Den 2. November 1870 fik dette Areal sin Indvielse ved den første Begravelse. 

- Hvem var den første, der blev begravet herude ?

Det var en forhenværende Skrædder, for Resten en Svensker. Manden var fra Ladegaarden, saa det var ikke saadan nogen Standsperson. Ingen Slægtninge var til Stede, men ellers fik han saamænd et smukt Følge. Jeg husker, blandt de mange Præster, der var til Stede ved denne Kirkegaardsindvielse, Pastor Prior, og saa var der Borgmestrene Gammeltoft, Larsen og Knudsen og Raadmand, Oberst Abrahamsen. Stiftsprovst Rothe holdt Talen. Det foregik altsammen i det lille Trækapel, som vi maatte nøjes med indtil 1892.

- Hvor mange Begravelser er der foretaget herude i de 40 Aar?

Vi nærmer os stærkt de 150.000. Og nu er der kun faa Karréer, ca. 1 Td. Land tilbage, som ikke har været benyttet endnu. Der kommer vist den Tid, da man ser sig om efter ny Begravelsesplads herude, og saa maa man vel til at inddrage nogle Partier af de Haveanlæg, der særlig udmærker denne Kirkegaard. Naar Anlæget blev saa smukt, skyldes det i væsentlig Grad Oberst Abrahamsen. Tidligere begyndte man at grave, saa snart man kom indenfor Kirkegaardsporten, og der var jo ogsaa den Gang adskillige, som fandt, at vi var flotte med vore Have- og Parkanlæg herude. Saadan noget hørte ikke hjemme paa en Kirkegaard, mente man. Den smukke Høj blev anlagt allerede i Halvfjerdserne over nogle gamle Grusgrave, skønt det var smaat med Midlerne. Vi havde jo, lige indtil 1880, kun Frijordsbegravelser herude! 

- Man vogter vel stadig over det Sted, hvor Resterne af Struensee og Brandt formodes at være nedgravede ?

Stedet er stadig afmærket. En hel Del Ben fra det gamle Rettersted ved Enghavevej, hvor Struensee og Brandt blev lagte paa Stejle og Hjul, - der, hvor Forsamlingsbygningen nn ligger - er nedgravet her paa Kirkegaarden, og et af Kranierne kunde nok minde om Struensees Hovedform. Men alt det kender De jo fra de "Historiske Meddelelser om København". Alle Benene blev samlede i en Trækasse, og Stedet er altsaa afmærket, saa hvis nogen skulde ønske at undersøge den Historie igen, er der ikke noget til Hinder derfor. Men man kommer vist ikke den Sag nærmere.

- Er der aldrig øvet større Hærværk paa Vestre Kirkegaard, saaledes som paa Assistens ?

Vi er heldigvis gaaede fri. For et Par Aar siden løb man med nogle Broncestole, men der er aldrig slaaet Tavler itu. Lidt Blomsterrapseri gaar der stadig i Svang. Det er ikke ret længe siden, at vi foranstaltede Klapjagt paa en velklædt Herre, der havde fyldt en stor Haandtaske med afskaarne Roser fra Gravene, han flygtede op i en Sporvogn og sprang af Vognen nede ved Jernbanelinien, men i Valby tog Politiet ham. For en Snes Aar siden havde vi Besøg af en berygtet Indbrudstyv. Medens Folk stod paa Værnedamsvejen og kiggede op mod en Skorsten, hvor man troede, at han havde gemt sig, spadserede Indbrudstyven omkring paa Vestre Kirkegaard, og her opholdt han sig et Par Dage, indtil en af Graverkarlene fattede Mistanke og henledte Politiets Opmærksomhed paa den fordægtige Person.

Men lad mig nu vise Dem det smukke Album, som jeg fik af Kirkegaardens Funktionærer og Arbejdere ved mit Jubilæum. Saa kan De selv se, hvorledes Vestre Kirkegaard har udviklet sig.

Den gamle Kammerraad rækker mig et stort Album med ældre og nyere Prospekter fra den store Kirkegaard. Og han fortæller, hvor glad han er for det Sindelag, som har foranlediget denne gave.

Det er blot kedeligt, at man bliver saa gammel, siger han og ser ud over sin Have, hvor Efteraarets brogede Flora straaler i Septemberdagens Solskin. Men se nu til Oberst Abrahamsen, men kære gamle Raadmand, der bliver 88 til Oktober. Han regner mig for et ungt Menneske, og han har selv holdt sig saa ungdommelig frisk langt op i Aarene ...

Cac.

(Nationaltidende 12. september 1910, 2. udgave).

Interviewet er formentlig foregået her i Vestre Kirkegårds første inspektørbolig (graverbolig) samt kontor (1882). Arkitekten var Hans Jørgen Holm. I tiden indtil det blev opført holdt graverne til i et gammel skrøbeligt hus der tidligere havde været banevogterhus.

Andreas Siegfred Bahnson (officielt Banzon 1840-1931) var graver og senere inspektør på Vestre Kirkegård. Han var ansat her fra kirkegårdens start i 1870 og indtil 1919. For historien om de forskellige Bahnson-familier, se Sven Houmøller: Slægten Bahnson, 1952. Sagt kort er han ikke i slægt med nogle af de mere kendte af samme navn. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Bahnson tog sin afsked i september 1919 efter 49 års tjeneste og modtog i den anledning en mægtig vase fra kirkegårdens personale som afskedsgave. Den var ledsaget af et stort billede med portrætter af kirkegårdens daværende og tidligere embedsmænd og personale. 16. juni 1916 var der et læserbrev i Folkets Avis hvori der blev klaget over manglende vedligeholdelse af kirkegården. Bahnson var dog 79 år på det tidspunkt, og pensionsmoden.

Brøndstrædekvarterets Endeligt, Maj-September 1910. (Efterskrift til Politivennen)

Under nedrivningen og den efterfølgende udgravning fandt man den brønd som Københavns statholder, Christopher Valkendorf lod bygge, og som gav navn til Brøndstræde. Den ligger nu under Vognmagergade 8. Desuden fandt man rester fra "Absalons Vold" på tværs af Gothersgade. Den ældste byvold. I slutningen af september 1910 afsluttedes nedrivningen af Brøndstrædekvarteret.

Provinspressens kronikker: Det lyssky København

(Eftertryk forbydes).

Det fyger med kalkstøv i det gamle Københavns forfaldne og uhumske kvarterer. En efter en brydes de møre kasser ned, som ormstukne tænder, der trækkes ud. På tomterne rejser der sig elegante beboelseshuse med hele den tyrkiske musik af WC, elektrisk lys, badeværelse, varmt vand, bankealtaner, elevatorer osv. osv. Eller hovne forretningsbygninger kroer sig og maver sig med karnapper og gesvejsninger. Således forsvandt den gamle Farvergade med kronjuvelen "Holger Danske". Fra Mikkel Bryggersgade vil der blive indgang til Paladshotellets koncertsal. Og om kort tid kan man ikke bo mere mondænt ind i Didrik Badskærs Gang eller Lille Brøndstræde - eller de gader der afløser dem. 

Meget kryb - både på to ben og på seks - er ved de skete forandringer blevet husvildt. Men endnu findes der et lyssky København, en verden, der rører sig i afkrogene, i skidne kipper og mørke bagtrappelejligheder. Endnu står jo Borger- og Adelgadekvarteret med de renommerede kloakker Helsingørs- og Prinsensgade; endnu har vi den uforfalskede gamle Holmensgade som en stinkende rendesten lige op ad Strøget.

I disse gaders skumle kældre holder hovedstadens forbryderverden til. Som alle store byer har også København sine gader, hvor lovløse eksistenser har et vist spillerum. Men man skal ikke tænke sig noget i smag med Londons Whitechapel eller de parisiske forbryderkvarterer. Hverken kvantitativt eller kvalitativt. Den københavnske vaneforbryder har intet til fælles med den onde, skulende apachetype, der kendes fra verdensbyerne - intet uden netop den forbryderiske virksomhed. Her er en mand, der lever sit liv efter andre love end de gængse. Men han er ikke blottet for moral, og han er inderst inde en skikkelig fyr, elskværdig, harmløs, i besiddelse af et godmodigt humør.

Risikoen ved at opsøge ham på hans stamknejpe er da i reglen heller ikke stor. - "De kan sidde li' så ugenert og kumfortabelt hernere mellem os, som om De sad på dette her D'angletær eller D'angleber' eller hvad det nu hedder", sagde en gammel tyveknægt, hvem jeg lærte at kende i en af Helsingørsgades kipper, en gang til mig. "De eneste, der er sådan lidt spydske en gang imellem, det er disse her bedre folks sønner. De kan jo ikke glemme, at de har fået den finere opdragelse. Derfor kan de godt lide, når de kommer til at putte lidt stål i livet på en bedre herre en gang imellem."

Med myndighederne står forbryderne på en ganske god fod. De tager de straffe, der idømmes dem, som noget, der nu en gang hører med til håndteringen, men det kunne ikke falde dem ind at nære noget personligt nag mod dem, der nu en gang har fået det hverv at værne vort samfund imod dem.

- "Han var en dejlig mand", sagde min gamle ven om en afdød birkedommer i Københavns nærmeste omegn. "Han kunde s'gu godt skælde ud; han var ikke til at putte i næsen, det må De ikke tro, min herre. Men aldrig b'e man puttet i spjældet, uden at der b'e serveret et målt'd varm mad; jeg betænker mig ikke på at sige, at der var ikke et arresthus i hele landet, hvor man fik så god en forplejning som der, og jeg har dog sat i nogle arrester i mine dage. Nå, når man så kom og sagde tak for mad, så sagde han jo gerne: "Nå, hvad er det så, vi har på hjerte denne gang, Peter Larsen, det er jo Dem, der har lavet det bræk på Roskildevejen, tilstå De det li'så godt med det samme." Somme tider, når man var i godt humør, så gav man ham jo også den tilståelse, for man ville jo gerne vise manden en villighed. Mer hvis ikke man ville, så skal De ikke tro, at han skar knapperne af ens bukser eller kom kløpulver i sengen. Nej, han kom der ikke! "Når ikke De vil tilstå, Peter Larsen," sa' han, "så lad i Guds navn være, og så bliver det værst for Dem selv." Og så kunne han se virkelig så bedrøvet på en. Så kunne det jo hænde, at man gik på den og gav ham den tilståelse. Ak ja, han var en stor gavtyv, men en herlig mand. Det var ligefrem en fornøjelse at arbejde sammen med ham."

Således er der, hvor de vedkommende myndigheder viser den rette snedighed, etableret et samarbejde, der i mange tilfælde bærer bedre frugter end en streng og energisk politiforfølgelse. Der er opdagere, der nyder ligefrem popularitet i forbryderkvarteret. Når politimanden går sin tur gennem gaden, hilses han med en blanding af respekt og fortrolighed.

Ja, man kan sige, at bøllen gerne har en særlig forkærlighed for den politimand, der har anholdt ham. De to har arbejdet sammen, og knytter der sig ingen særlig pinlige minder til affæren, opfriskes den gerne, når de senere træffes. Forbryderen tiltaler opdageren med Du - et tegn på hans særlige bevågenhed - og kan han uden at krænke kammeratskabets love, der i den lyssky verden måske er stærkere end noget andet sted, gøre ham en tjeneste, så gør han det gerne.

" - Kan Du huske", har jeg hørt en forbryder sige til en opdager, "den gang Du tog mig for de fyrretyve krus, som at jeg havde fået en aften hos en herre, der lå' og sov på Boulevarden? Den var jo ikke så gunstig, den stod på Brasen (Vridsløselille), men Du var s'gu rigtig flink imod mig; den ros skal Du ha'e. Du sørgede for, at jeg fik nok både at spise og at drikke. "Det gør ikke no'et, om osse Du skulle få dig en lille streg, sa'e Du, nu skal Du jo ind og være afholdsmand i et års tid eller mere." - Ja, jeg siger: Bare man kunne få sig en lille kradser en gang imellem og så en skrå, så sku' jeg ikke ha' noget imod Brasen, om de så aldrig slap mig ud igen, for man har det godt i mange måder, det ved Gud man har. Og kost og losji faar man jo, uden at man behøver at tigge nogen om'et; det er li'som en hel pensionering."

Det er ikke politiet eller fængselsmyndighederne, der er disse folks naturlige fjender. Det er selve samfundet, det trygge, velklædte, hæderligt arbejdende borgerskab. Ja, man kan sige, det er selve luften og lyset - og renligheden. Den københavnske bølle, der ellers ikke er bange for ret meget, tigger og beder for sig i vild rædsel, første gang han tvinges til at tage et varmt bad. 

For proletaren, der hensidder sin tilværelse i en snavset baggård, befinder sig, når han kommer ud derfra, ligesom en hest, der i årevis har arbejdet i en kulgrube uden nogensinde at se dagens lys.

Derfor holder han sig helst til de omgivelser, hvor han hører hjemme. Det er kun meget sjældent at han bøjer om ad hjørnet til strøggaderne. Når han går sin daglige tur fra sit usle logis til brændevinsknejpen og tilbage igen, kan han for enden af gaden se drosker og sporvogne fare forbi; han kan skimte det bestandige tog af mennesker, forretningsfolk, der haster hjem til det hyggelige, borgerlige hjem, damer, der er ude at gøre indkøb, bydrenge, bude og unge butiksdamer. Men det falder ham ikke ind at sammenligne sin skæbne med deres. Det falder ham ikke ind - lige så lidt som vi andre grubler synderligt over, hvorfor vi ikke bor i New Yorks millionærgade i stedet for i en fem værelsers lejlighed på Frederiksberg. 

Det udelukker imidlertid ikke, at han har sine filosofiske stunder, hvor han efter ringe evne tænker over denne underlige tilværelses mange gåder. Han bliver let sentimental og er ikke blottet for religiøs følelse. For åndens arbejdere har han en vis sky ærbødighed. Han har fornemmelsen af, at de er en slags pionerer i den stadige kamp for at føre menneskeslægten fremad - og at deres bestræbelser måske en gang i tiden kan føre til resultater også for folk af hans slags.

Men til den tid er han selv sagtens ikke mere. Brændevinen har fuldbragt sit værk, og en morgen findes han død på en bunke klude; nogle kistebrædder smækkes sammen om ham, og en rustvogn fører ham til kirkegårdens fattigafdeling, hvor han uden alt for mange ceremonier gemmes i det hul, der er gravet til ham. Eller: skulle det blive i tugthuset? Det kan han nu ikke rigtig lide, for han har hørt, at de, der dør dér, risikerer at blive udleveret til hospitalerne til at skæres i stykker og sættes i spiritus. Og han ville dog så gerne have en ordentlig, kristelig begravelse.

Foreløbig er han tilfreds, om han får lov til at leve nogle år endnu i den snavsede gade, hvor han har tilbragt sit liv.

Den dag kommer jo imidlertid sikkert, da han ikke mere kan det.

Byggeiveren vil fordrive forbrydelsen og elendigheden også fra de sidste skanser, som den endnu holder besat i den indre by. 

Og beboerne vil udvandre til byens yderkanter. Vil de finde det hyggeligt der? Næppe. Snavs og stank behøver de ikke at mangle, men der er ingen brøndlignende baggårde, ingen bælgmørke korridorer, ingen lavloftede blykamre. Der er bare rå kalkpuds og store, nøgne gårde, hvor solen skinner ned, anmassende og brutalt.

Og i dens stråler vil de komme til at se på sig selv og andre og drage sammenligning. Den dag de gør det, vil de lære at hade.

Og der vil udvikle sig, også hos os, den forbrydertype, verdensbyerne kender: den blege, rå og onde anarkist og hader. Allerede begynder han at vise sit fjæs også i København. Sædelighedspolitiet ved adskilligt at fortælle derom.

Kanske burde dette betænkes, inden hakken sættes alt for tappert i det, der endnu står tilbage af det gamle elendighedens København. Det er sandt at disse gader ikke pynter på byen og deres beboere ikke på samfundet. Men intet er så galt, at der ikke kan tænkes noget værre.

Og navnlig kan der tænkes noget langt værre end de mennesker, der udgør hovedstammen i vore straffeanstalters og fængslers beboere. Det er forsømte, karaktersvage og for det meste dovne og drikfældige mennesker. Men mennesker er de - endnu.

De, der følger efter, bliver nærmest at henregne til dyrene.

Albert Gnudtzmann.

(Slagelse-Posten, 27. maj 1910)

Landemærket. Vejen midt gennem billedet er Lille Brøndstræde. 2. oktober 1910. Københavns Museum. Ingen kendte rettigheder. Ukendt fotograf.

Det er naturligvis umuligt at fotografere de samme huse fra samme vinkel. Men her en mere spids: Yderst til højre huset ved Gothersgade. Kun de tre huse til højre synes genkendelige fra det ældre foto. Husene blev i 1970'erne ført tilbage til deres oprindelige udseende. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Det ny København

Et besøg i Brøndstrædekvarteret.

København den 7. juli.

Det går rask med at rive de gamle rådne rønner ned i Brøndstrædekvarteret; hele partiet mod Gothersgade og Pilestræde er nu forsvundet, og tilbage står kun et enkelt hus på hjørnet af Landemærket og to huse på hjørnet af Lille Brøndstræde. Alle de andre er jævnede med jorden, og pladsen, de har stået på, er oversået med murbrokker, gammelt jern og frønnede træbjælker. For første gang i mange år kaster solen nu atter sine varmende og sundhedsbringende stråler ned over resterne af de gårdspladser, hvorfra den så længe har været udelukket.

På stykket nærmest Møntergade, hvor de første nedrivninger fandt sted, har der været arbejdet siden først i maj måned med udgravningerne til opførelsen af Københavns Belysningsvæsens store ny ejendom. Nu er udgravningerne imidlertid færdige, og vi bad derfor i dag arkitekt Westergaard, der har ledet arbejdet, om at fortælle lidt om, hvad der er fundet ved gravningerne på dette gamle historiske sted.

"Det er snart fortalt," svarede arkitekten, "vi har fundet resterne af den gamle Walkendorffs Brønd, hvoraf de to Brøndstræder har fået navn, samt noget af den gamle voldgrav og en løngang - det er det hele !" 

Hvad er det en mængde tykke pæle, der rager op over alt i udgravningen? 

Det er postetræerne fra de gamle gårde, som har ligget her. Dem er der imidlertid intet sjældent ved, de findes nemlig over alt i den gamle by, når der graves grund; disse bliver enten trukket op eller savede over, når her skal bygges !"

Der er dog fundet adskilligt mere ved grundgravningen. Hele arkitektens kontor er langs væggene optaget af kakkelskår, glas, fajance og gamle jernplader fra ovne. Det meste stammer fra Christian den fjerdes tid. I et hjørne står en lille høj af mærkeligt formede røde munkesten; det er såkaldte formsten fra det gamle Sancte Clare Kloster, der har ligget her. Foroven krones denne stenhøj af adskillige gamle, forrustede kanonkugler, ligeledes fra Christian den fjerdes Tid; ved siden af står en mærkeligt formet støbegryde af jern med to hanke. I vindueskarmen finder vi en mængde gamle dekorerede glas og forskellige både ældre og nyere småting; på en hylde for sig selv ligger et hæfte til en af de gammeldags rytterkårder. Mønter har man fundet meget få af - kun en lille tyndslidt sølvmønt og nogle kobberskillinger - , men derimod har man fundet adskillige mindre brugsgenstande samt et mærkeligt formet broncelod og en såkaldt klædeplombe af bly.

Midt i den store udgravning, der strækker sig fra Pilestræde til Gothersgade og fra Møntergade til det gamle Store Brøndstræde, ligger resterne af den firkantede mur om Walkendorffs Brønd midt i en grønskimlet mudderpøl. I øjeblikket er den ganske opfyldt af sten og snavs men om et par dage begynder udgravningen af den, og så venter man her og hisset at finde adskillige interessante ting på dens bund.

Endnu er der ikke taget bestemmelse om, hvad der skal gøres ved de fundne sager, men sandsynligheden taler for, at der i den kommende store bygning indrettes et værelse som et slags museum for dem. Desværre kan Walkendorffs Brønd ikke bevares på sin nuværende plads, da den ligger i vejen for fundamenterne; men grundet på den interesse, der knytter sig til den og dens anlægger, samt for de gamle interessante stens skyld, den er opført af, er den blevet fotograferet og målt fra alle sider og bliver antagelig muret op nøjagtigt, som den er funden, i en af bygningens overdækkede gårde. Samtidig er det hensigten at indmure en tavle i den, hvis inskription kan give de senere tider oplysninger om dens fund og om den omtumlede tilværelse, dens sten har ført, inden de endte som brøndsten.

A-t.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 9. juli 1910)

Sabroe og gæstgiveren i Brøndstræde.

Folketingsmand Sabroe blev i dag af kriminalretten idømt 100 kr. i bøde fordi han i august i fjor i anledning af nogle spektakler i beværtningen "Hellig Olav" i Lille Brøndstræde havde kaldt værten, hr. Rasmussen, for en bandit og betegnet beværtningen som en bondefangerforretning.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis, 7. januar 1911).

Russerne der stjal et svin.

For nogen tid siden blev et par af de indvandrede russere i Brøndstrædekvarteret enige om at de skulle se at skaffe sig noget mad ved at hjemsøge hovedstadens nærmeste omegn. De satte da kursen ud ad Amager til, og et enligt beliggende svinehus som hørte til en større gård, forekom dem egnet til operationsfelt. Som tænkt, så gjort. I nattens mulm og mørke brød de ind i svinehuset og stjal en gris som de slagtede på stedet, hvorefter de slæbte flæsket ind til København. Straks efter, da tyveriet blev opdaget, lykkedes det politiet at pågribe en af gerningsmændene, og han er i dag ved kriminalretten blevet idømt 8 års forbedringshusarbejde og udvisning af riget. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. februar 1911).

Bøllerne i hovedstaden

Uvæsnet griber om sig.
Et "slag" i Tivoli

Kbhvn d. 19. sept.

Bølleuvæsenet er blevet særlig slemt i hovedstaden i dette efterår. Der går næppe en dag uden at der meldes om blodige overfald på sagesløse personer fra forskellige steder i byen, og det lykkes kun i de færreste tilfælde politiet at få fat på voldsmændene.

Netop de sidste dage har bragt en mængde af den slags overfald der som oftest sker i forbindelse med røveri og tyveri. Damer er blevet frarøvede deres håndtasker og portemonnaier. Herrer er blevet slået til jorden og udplyndrede i forstædernes sidegader, ja. i sidegaderne på Vesterbro kan en herre ikke vise sig med en nogenlunde præsentabel hat på hovedet, uden at den straks bliver taget fra ham, ligesom stokke med sølvhåndtag er særlig eftertragtede af bøllerne.

Og det er ikke nok med at folk vanskeligt kan gå i fred på gaden. Også de offentlige anlæg er udsatte for hærværk af forskellig art. Således er der af ondsidede personer blevet tilføjet flere af de mange smukke statuer, som brygger Jakobsen har skænket byen, alvvtlig overlast, ligesom man daglig ser nybygninger hvor alle vinduesruderne er slået ind 

Under ildfesterne på Fælleden var bøllerne naturligvis også på færde. De brækkede hver aften plankeværkerne og indhegningerne ned når fyrværkeriet var forbi, og lavede store bål af bræderne. Ikke engang ved Tivolis afslutningsfest i aftes kunne man være i fred for dem. Da tiden kom at etablissementet skulle lukkes, trængte en snes bøller ind gennem indgangene og drog hujende og skrigende gennem haven, medens gæsterne rædselsslagne flygtede for dem. Ved søen brækkede de illuminationsanlægene ned og ødelagde dekorationerne til den italienske by. Til sidst mødte kontrollørerne og funktionærerne mandstærkt op, og det kom til et formeligt "slag", under hvilket der vankede brodne pander på begge sider. Omsider lykkedes det dog at få bøllerne overmandede og overgivet til politiet.

Årsagen til at uvæsenet således griber om sig, må vist nok for størstedelen søges i den store omkalfatring i den indre by som har fundet sted i de sidste år. Tidligere holdt bøllerne næsten allesammen til i bestemte kvarterer, navnlig Brøndstræde- og Farvergadekvarteret. hvor der altid var en større politistyrke posteret til at passe på dem. Nu er disse kvarterer imidlertid revet ned og ombyggede, og de sølle eksistenser er derved blevet spredt ud over hele byen, så at det er umuligt at etablere en så effektiv vagttjeneste over for dem som tidligere. Nu er det som nævnt, mest forstædernes sidegader - samt Adelgadekvarteret - der danner skuepladsen for bøllernes Tumle bedrifter, og der er det vanskeligt at passe på dem

Det synes dog nødvendigt, at der må gøres noget for at råde bod på ondet, og en ordentlig afklapsning af en mand der overfalder en sagesløs person, vil sikkert være på sin plads. Kriminalretten må antagelig hylde den samme anskuelse, for man har med tilfredshed kunnet konstatere, at dommene over voldsmænd i den senere tid har været forholdsvis strenge 

Anders Jyde.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 20. september 1910).

Fotografi bragt i Aftenbladet (København), 20. oktober 1911. Det viser belysningsvæsnets bygning under opførelse (nu KVUC), til højre Rosenborg Brøndanstalt i Gothersgade.

Brøndstrædekvarteret i dag, set fra hjørnet af Landemærket ned gennem Vognmagergade. Bygningerne blev erstattet af tre store byggerier: Gutenberghus (forrest) opført 1911-, tegnet af arkitekt Bernhard Ingemann (1869-1923), senere udvidet af Alf Cock Clausen (1886-1983). Belysningsvæsnets røde bygning der lige anes under broen (nu KVUC) blev opført 1912-13, tegnet af arkitekterne Gustav Bartholin Hagen (1873-1941) og Rolf Schroeder (1872-1948). Længst væk Møntergården mellem Sjæleboderne og Møntergade. Mellem de to første forløber Lønporten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Brøndstrædekvarteret i dag: Sjæleboderne langs Møntergården opført 1916 til grosserer A. C. Illum, tegnet af arkitekt H. P. Jakobsen. En helt ny og meget anonym gade. Til venstre skimtes Belysningsvæsnets bygning, for enden af gaden Kongens Have. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Foto fra belysningsvæsnet bygning, et af de nyåbnede kontorlokaler. (Social-Demokraten, 15. april 1913)

Foto fra den nyåbnede politklinik i belysningsvæsnet bygning. Social-Demokraten, 30. april 1913.

Brøndstrædekvarteret i dag set fra Gothersgade: Møntergården mellem Møntergade og Sjæleboderne, dernæst Belysningsvæsnets røde bygning, Længst væk Gutenberghus, nu Cinemateket. Foto Erik Nicolaisen Høy.