Stiftsprovst Ussing (1855-1943). (Efterskrift til Politivennen)

Biskoppens Farvel til Kirkesagens Forkæmper, 

Smuk begravelseshøjtidelighed i Ussings gamle sognekirke

Mens klokkerne ringede fra Det københavnske Kirkefonds 37 kirker, blev stiftsprovst Henry Ussings båre i går ført fra hans gamle sognekirke, Jesuskirken i Valby, til Vestre Kirkegård efter en meget smuk højtidelighed, hvorunder den danske kirkes primas, biskop, dr. theol. Dan Fuglsang Damgaard i sin tale bevæget havde taget afsked med den københavnske kirkesags store gamle mand. Jesuskirken hvis første sognepræst Henry Ussing blev, efter at brygger Jacobsen havde skænket kirken i 1891, var fyldt til sidste plads allerede længe inden højtideligheden skulle begynde. oppe i koret sad en meget stor repræsentation af den københavnske gejstlighed, og foran det stod den hvide kiste, næsten skjult af blomster i efterårets brogede farver. Ned langs midtergangen lå et væld af signerede kranse. Side om side med små beskedne buketter, som Henry Ussings gamle sognebørn stille lagde, da de kom ind i kirken.

De mange kranse

Øverst oppe ved kisten lå en stor laurbærkrans fra kongen, og derefter fulgte signerede kranse fra Det københavnske Kirkefond, kirkeministeriet, Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark, Kirkelig Forening for Indre Mission i København, Dansk Bibelskole. Det danske Bibelselskab, Carlsberg Bryggerierne, Det danske Missionsselskab, Det danske Missionsforbund, Jesuskirkens Menighedsråd, Den danske Diakonissestiftelse, Ungdommens Kirke, Missionskurstedet Nyborg Strand, Kirkesagens Venner, Foreningen til Opførelse af smaa Kirker, Frelsens Hærs Hovedkvarter, St. Lukas Stiftelsen, Apostelkirkens Menighed. Evangelisk Alliance, Menighedskonventet i København af 1888, Carl Allers Etablissement, Dansk Pathan Mission, Kirkeligt Forbund og Baptistmenigheden l København.

Det store Følge

Blandt de mange præster i følget bemærkede man de tre sognepræster, der siden Ussing har været ved Jesuskirken, nemlig biskop Oldenburg, stiftsprovst, dr. theol. Paul Brodersen og pastor Glahn, der i dag er kirkens sognepræst, endvidere så man universitetets rektor, professor, dr. theol. Nørregaard, professor J. Oskar Andersen, professor, dr. theol. Flemming Hvidberg, kirkeminister Holbøll, generalmajor Ramm, professor, dr. theol. Torm, professor H. Paludan, pastor Nicolet fra den fransk-reformerte Kirke. Pastor Kr. Jensen, der for fjorten dage siden afløste Ussing som formand for Det Københavnske Kirkefonds Repræsentantskab, formanden for Kirkefondets bestyrelse, kontorchef Carl Rasmussen, fondets tidligere generalsekretær, pastor H. P. Honoré, den nuværende generalsekretær, pastor Erik Jensen, overlæge Johannessen fra Diakonissestiftelsen, forstanderinde for Diakonissestiftelsen, søster Kirstine Bardenflet, formanden for Københavns Indre MIssion, pastor Charles Nielsen, dr. theol L. J. Koch, Diakonissestiftelsen, højesteretssagfører Bülow, kontorchef Sivertsen, Magistraten, retspræsident Hvidt, fhv. domprovst Skovgaard-Petersen og landssekretæren for Indre MIssion i Danmark, J. Sørensen.

"Den uforfærdede Stridsmand"

Under salmen "At sige Verden ret Farvel", trådte biskop Fuglsang Damgaard fra det blomstersmykkede alter, hvorover en række levende lys strålede, hen foran kisten. Biskoppen udtalte blandt andet:

-Vi, der har set den gamle stiftsprovst med det snehvide hår derude i "Sarepta"s stille stuer - vi, der har set ind i hans gode, klare og kærlige øjne - vi mindes den gamle Simeon der tog Jesusbarnet i sine arme og sagde: "Herre, nu lade du din tjener fare i fred", men vi ser også for os billedet af den uforfærdede stridsmand mod tidens vantro. Vi der bevarer mindet om ham som vor elskede præst, til hvem vi så op med ubegrænset tillid, vi tyr til hebræerbrevets ord, når vi tænker på, hvad vi oplevede under hans prædikestol: "Guds ord er kraftigere og skarpere end noget tveægget sværd". Vi der har fået den uforglemmelige og skelsættende oplevelse at se Ussing som den kyndige sjælesørger, vi hører frelseren tale til os: "Kommer til mig, alle I, der lider møje, jeg vil give eder hvile".

En høvdinge-skikkelse i dansk kirke

Med et forklaret blik, fortsatte biskoppen, og med hænderne opløftet i tilbedelse stod han foran forhænget. Han så den store hvide flok. Han så den hvide rytter komme sprængende. Stiftsprovst Ussing var altid i virksomhed, aldrig træt, altid fuld af smittende glæde, aldrig stillestående, altid rede til nye tjenester for Gud og mennesker. Han var udrustet med nådegaver som få. Han var klarttænkende, i en sjælden grad kyndig i alle kirkens spørgsmål, han var den sande fædrelandsven, fra sit hjem havde han den dybe kultur - alt dette gjorde ham til en høvdingeskikkelse i den danske kirke. Livets strøm flød fra hans forkyndelse herude i Jesuskirken og i vort lands hovedkirke, Vor Frue Kirke. Tusinder har gennem årene oplevet sandheden i hans forkyndelse.

En rig og velsignet arbejdsdag er til ende

Stiftsprovst Ussing havde åndens klarhed og troens vovemod til at sætte ind på de rigtige steder og afgørende punkter. Han ville slå bro mellem kirken og de små i samfundet, og han blev den københavnske kirkes leder, men hans blik gik videre ud over vor kirkes grænse, så han kunne række broderhånd til andre kirker.

En rig og velsignet arbejdsdag er nu til ende, men vi kan ikke tage afsked med dette livsværk uden at takke det menneske, hvem det næst Gud skyldtes, at værket lykkedes: Det er stiftsprovst Ussings hustru. Jeg har ikke selv haft den glæde at kende hende, men jeg har læst, hvad han sagde da hendes kiste for tyve år siden stod, hvor hans står i dag. 

“Som sol går ned bag

Biskoppen vendte sig nu mod stiftsprovst Ussings søn:

- Kære professor Ussing. Mange har elsket Deres Fader. For mig var han som en kærlig fader. Større end sorgen og savnet er dog takken for alt, hvad Gud gav os gennem Deres fader.

Stille lukkede den gamle stiftsprovst sine øjne i døden

"Som sol går ned bag lunden
I havet lyseblåt,
mens fugle kvidrer småt
så går den sjæl til hvile,
som føler i sit ord
hos os vor herre bor."

Efter at følget havde sunget "Den signede dag med fryd vi ser", bragte biskoppen Københavns Kirkefonds sidste hilsen til dens stifter, og til tonerne af "Jesus, hvor du bange stred" blev kisten båret ud af kirken af otte præster.

Selve begravelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, hvortil alle præsterne og så godt som hele følget fulgte med. Jordpåkastelsen blev forrettet af biskoppen, og til slut sang man "Jesu dyrebare navn".

(Nationaltidende, 4. november 1943).

Henry Braem Ussings gravsted på Vestre Kirkegård. Det ligger i det nordvestlige hjørne i striben ud mod Vigerslev Alle, lige når man kommer op fra terrasserne. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Død paa Kirkegaarden (1943). (Efterskrift til Politivennen)

Den 56-årige tjener Vald. Hansen, Westend 28, sank i går død om på Vestre Kirkegård hvor han aflagde besøg sammen med sin hustru. Han blev kørt til hospitalet. Døden menes forårsaget af et hjerteslag.

(Social-Demokraten, 5. september 1943.)

Niels Andreas Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Tre af de Dræbte begravet

København, 31.1. (RB.)

Tre af de ved bombeangrebet i onsdags dræbte blev i dag begravet. Fra det store kapel på Vestre Kirkegård begravedes den 44 årige sukkerhusarbejder Niels Andreas Jensen, Gunløgsgade 16. Den 30-årige sukkerhusarbejder Eigil Einer Olsen, Dronning Dagmars Allé 4, begravedes fra Timoteuskirken og jordfæstedes ligeledes på Vestre Kirkegård.... Alle tre Begravelser fandt sted under overvældende deltagelse, og mange af de dræbtes arbejdskammerater, funktionærer og repræsentanter for sukkerfabrikkernes ledelse fulgte deres bårer. Ligeledes sås et væld af kranse.

(Hejmdal, 1. februar 1943)

Sukkerfabrikken Phønix efter det engelske bombardement. Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

De to arbejdede på Raffinaderiet Phønix. Bombningen den 28. januar 1943 ved 17-tiden var det første egentlige bombardement i Danmark. Bombemålet var B&W der fremstillede dieselmotorer til tyske u-både. Sukkerraffinaderiet blev alvorlig ramt, ligesom skader på ejendomme i kvarteret. 5 blev dræbt og andre såret.

Efter luftangrebet 28 januar 1943 var der flere blindgængere og tidsindstillede bomber på Islands Brygge. De blev fjernet af sprængningseksperter. Kvarteret var under arbejdet evakueret og sprængningerne forløb som beregnet. (Fotoer af begravelsen i Vestsjællands Social-Demokrat, 1. februar 1943. Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. februar 1943. Nationaltidende 1. februar 1943). Et fjerde offer, sukkerhusarbejder Knud Svend Nissen, Ny Carlsbergvej blev begravet 4. februar 1943 på Vestre Kirkegård.

Raffinaderiet lå Langebrogade 1-3. Det var opført 1912 på Applebyes Plads, tegnet af Emil Jeppesen, udvidet ved Louis Jeppesen. Administrationsbygningen blev delvis nedrevet og ombygget 1988. Bygningen er ret markant synlig fra Langebro. 

Alex Christiansen. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør Alex Christiansens Jordefærd

Onsdag eftermiddag begravedes på Vestre Kirkegård den tidligere Leder af den socialdemokratiske Provinspresses Korrespondancebureau i København, Chefen for Ministeriernes Pressesekretariat, Redaktør Alex Christiansen, der i fredags så pludseligt afgik ved døden kun 44 år gammel.

Et stort og meget repræsentativt følge var mødt frem for at vise Alex Christiansen den sidste ære han fik en jordefærd, ikke mange danske pressemænd får. I følget sås de fire ministre Bording, Kjærbøl, Laur. Hansen og Halfdan Hendriksen og de forhenværende ministre Buhl, H. P. Hansen og Alsing Andersen og en mængde repræsentanter for organisationer og institutioner.

Efter salmen "Lyksalig, lyksalig" talte pastor Oluf Rothe smukt ud fra lignelsen om sæden, der bliver lagt i jorden, og som vokser sit eget underfulde liv, uden at nogen kan forklare hvordan og hvorfor.

Bording om vennen Alex Christiansen.

Derefter talte landbrugsminister Bording bevæget om vennen Alex Christiansen: 

“Det er altid tungt at sige farvel for sidste gang til en god ven, og det er dobbelt tungt at sige farvel til en ven, der går bort i en ung alder. Alex Christiansen døde midt i sit store, fortjenstfulde arbejde, inden han var nået sit livs middagshøjde. Jeg har kendt Alex Christiansen i næsten 20 år, fra den gang han som ung mand kom her til byen, og trods den store forskel i vore forudsætninger blev han hurtigt en af mine allerbedste venner og medarbejdere i den store by. Det blev et venskab og en fortrolighed, der aldrig svækkedes. Arbejdet for den socialdemokratiske politik og arbejdet for at bedre forholdene for de mennesker, der har det dårligst her i livet, var Alex Christiansens livsopgave, og han gik fuldt og helt op i dette arbejde - mere end hans kræfter kunne holde til. Skønt han havde levet hele sit liv i byen, havde han den fulde forståelse af samhørsforholdet mellem land og by, og han var en af de ivrigste penne ved løsningen af landbrugskrisen for 10 år siden, og ganske naturligt blev han leder af samlingsministeriets pressesekretariat. Alex Christiansen ville altid lære, han søgte altid at sætte sig ind i problemerne og i motiverne til menneskenes handlinger. Han var den bedste kammerat og den mest trofaste ven, man kunne ønske sig. Kære Alex, som vi, dine nærmeste, altid kaldte dig, vi siger dig tak for dit store arbejde, dit venlige smil og dit gode hjerte. Du ofrede din arbejdskraft for dit fædreland som en god dansk mand. Vort land har mistet en god Søn. Tungest vil savnet være for din hustru og din ganske unge søn. Gerne ville jeg sige trøstens ord til dem, men næppe nogensinde har mine ord været fattigere som ved denne lejlighed. Men mindet vil kaste sit forsonende skær over sorgen, og vi er mange, der vil holde dit minde i ære i den tid, der følger efter. 

Han havde drengesindet i behold -

Dernæst talte formanden for den socialdemokratiske provinspresses bureau, borgmesteren i Slagelse, redaktør Vilhelm Melgaard, der først mindedes den gang, da Alex Christiansen som purung mand blev hans medarbejder:

“Han kom med sit drengesind i behold, og han mistede det aldrig. Vi lagde mærke til hans rige evner og hans ildhu, og samtidig så vi, med hvilken lethed han gik til arbejdet. Jeg har fulgt ham gennem årene og set hans store, betydningsfulde arbejde i Vestsjælland og ved bureauet i København. Han kunne påtage sig alle de store opgaver, og hver gang løste han opgaven. Han blev sine blade en god tjener og sparede aldrig sig selv. Så snart arbejdet kaldte, tog han intet hensyn til helbredet, men gik op i gerningen. Hans ildhu gjorde, at han var lige så ferm til sit arbejde i den tidlige morgenstund efter en lang nats venten, som han var det i den daglige arbejdstid. Nu er han død i en alt for ung alder. Hans ildhu har utvivlsomt bidraget til at forkorte hans dage. Jeg bringer dig en personlig tak for alle gode minder, og jeg bringer dig vor tak på den socialdemokratiske presses vegne. Din gerning har været overordentlig betydningsfuld, og dit minde vil blive bevaret.

Efter at kgl. operasangerinde Julie Winding havde sunget, bar repræsentanter for de forskellige arbejdsteder, Alex Christiansen har haft, kisten ud, mens tonerne af "Dejlig er jorden" lød. Ved graven bragte manufakturhandler Saro Mogensen, Glamsbjerg på Fyn, der er gift med Alex Christiansens søster, følget familiens tak.

(Fredericia Social-Demokrat, 22. januar 1943)

Alex Christiansen spillede under Stauning en væsentlig rolle i samarbejdspolitikkens udformning. Det fremgår i hvert fald af "Bilag til beretning for Folketinget afgivet af den af tinget under 8. januar 1948 nedsatte kommission i henhold til Grundlovens § 45". Eller med andre ord den omfattende materialesamling som var en del af retsopgøret efter besættelsen. Heri er Alex Christiansen nævnt adskillige gange. 

Bl.a. i afhøringen af Henning Dalsgaard. Sommeren 1940 henvendelse fra Alex Christiansen, statsministeriets pressesekretariat. Her skal han have udtrykt sin private mening om at hvis arbejderbevægelsen viste vilje til samarbejde med tyskerne, ville disse næppe gøre Frits Clausen til statschef. Alex Christiansen skal her have deltaget i sammensætningen af arbejderrejserne til Tyskland. Alex Christiansen fungerede som forbindelsesled til Stauning som bad om at han og Bollerup Madsen kom med som personlige observatører.

Henning Dalsgård er også refereret i et strengt fortroligt referat af et møde 13. oktober 1945 på Vestre Fængsel hvor han sad. Han fortalte at denne på et tidspunkt havde givet ham ret i at det havde været farligt for arbejderbevægelsen at den før 9. april havde ført en så hård anti-nazistisk propaganda. Afhøringerne kom også ind på hvorvidt tyskerne arbejdede for at få Stauning fjernet som statsminister.

I en afhøring af Niels Tornø Lindberg fremgik at Alex Christiansen havde været på rejse i november 1941 sammen med en række repræsentanter fra arbejderbevægelsen. 

Valdemar Albert Svensson (1897-1942). (Efterskrift til Politivennen).

To ofre for eksplosions-ulykken bisat i går.

Fyrbøder Valdemar Albert Svensson, der var et af ofrene ved den store eksplosionsulykke i Valby forleden, bisattes i går fra det store kapel på Bispebjerg Kirkegård. Kapellet var helt fyldt, og kranse og blomster lå i stort tal op langs gulvet til listen, som var pyntet med et sort klæde, hvorpå der lå buketter af efterårets skønneste blomster. Efter salmen "Lyksalig, lyksalig" talte pastor Kr. Bindeballe fra Johannes Døbers Kirke. Præsten talte om den store tragedie, der havde ramt det lille hjem. Fyrbøder Svenssons to små piger gik i søndagsskolen hos pastor Bindeballe. I øvrigt formede pastoren sin smukke tale ud fra Romerbrevet, hvori der står: "Er Gud for os, hvem kan da være imod ham". Følget sang herefter "Den store hvide flok", og pastor Bindeballe foretog jordpåkastelsen, hvorefter slægt og venner førte kisten til krematoriet. På søndag nedsættes urnen på familiegravstedet på Vestre Kirkegård.

(Nationaltidende, 11. september 1942.)

Valdemar Albert Svensson (1897-1942) var gift med Dagny Augusta Christa Svensson, og havde som nævnt to børn. 

Det er uvist hvad "eksplosionsulykken" var for noget. Svensson var fyrbøder, så det er nærliggende at gætte på en kedel der er sprunget. Den er imidlertid ikke registreret nogen togulykke som jeg har kunnet finde. 

Den 2. september 1942 havde statsminister Buhl holdt sin "antisabotage-tale". Dagen efter den første jernbanesabotage ved Snekkersten 1. september 1942 - et atypisk sted da de fleste fandt sted i Jylland.