Indtryk fra Vestre Kirkegaard op mod Jul.
Allerede omkring 1. November paabegyndes Juleforberedelserne ude paa Vestre Kirkegaard. Ca. 20 000 store og smaa Gravsteder dækkes med Gran, og det drejer sig om at faa begyndt i god Tid, saa man kan være færdig inden Jul, og Sne og Frost kan nemt sinke Arbejdet.
Vel kun de færreste tænker paa, at Vestre Kirkegaard er en af Københavns Kommunes største Arbejdspladser, hvor der Aaret igennem bl. a. er beskæftiget et meget stort Antal Gartnere med Anlæg og Vedligeholdelse af de 30-40.000 Gravsteder, der ligger spredt over det 120 Tdr. Land store Terræn, der i mere end 1 km's Længde strækker sig fra Banelinien ved Carlsberg Bryggerierne og sydpaa mod Kalvebod Strand. I to Maaneder før Jul er omtrent 100 Gartnere beskæftiget fast med at dække Gravstederne med Gran.
Skikken med at pynte sine afdøde Slægtningens Grave med Gran for Jul, har i den sidste Snes Aar taget et stort Opsving. For bare 20 Aar siden var det kun de meget velhavende, der lod Gravene pynte til Jul - da drejede det sig kun om nogle Hundred-Stykker - men nu er det baade Høj og lav, der har taget Skikken, der har faaet stor beskæftigelsesmæssig Betydning for Gartnerne i København, op, saaledes at det nu er 2/3 af samtlige Grave, der dækkes. For 20 Aar siden brugtes der paa Vestre Kirkegaard 2 Tons Gran til dette Arbejde - nu er Vestre Kirkegaard oppe paa hvert Aar til Jul at bruge mellem 450 og 500 Tons Gran.
Daarligt Materiale - mindre Fortjeneste.
Denne Gran kom for Krigen hovedsagelig fra de jyske Plantager. Nu har Transportvanskelighederne lagt sig paa tværs, saa nu maa det hele tages fra de sjællandske Skove, og det har vanskeliggjort Arbejdet.
Herom fortæller en af de Gartnere, der tilbringer 7 Timer om Dagen med Hovedet nede mellem Knæene, beskæftiget med at findele Granen og lægge den som et grønt Tæppe ned over Gravstedet:
- Vi bruger dels Rødgran, dels Hvidgran og Fyr, som vi fik fra Jylland. Den jyske Rødgran er mere flad og tæt i det end den sjællandske. Den sjællandske Gran gror i for god Jord og bliver rund og bruset, hvorimod den jyske gror meget langsommere og derfor er mere tæt og flad i det. Det er derfor meget lettere at faa den jyske Gran til at ligge glat paa Gravstedet. Hertil kommer, at vi ikke kan faa Fyr og Hvidgran nok. Det brugte vi ellers meget til at stikke i Jorden, saa det dannede ligesom en Skov paa Gravstedet. Nu maa vi i Stedet bruge grov Rødgran, men det er dels ikke saa pænt, og dels er det senere at bruge, hvilket gaar ud over vor Fortjeneste, da Arbejdet er Akkord. Det er ogsaa kedeligt, at Folk saa ofte kommer og klager over, at vort Arbejde ikke er saa pænt som før. Det er ikke vor Skyld, men Materialernes.
Ogsaa her er der Klasseforskel
Hvor utroligt det end lyder, saa findes der ogsaa efter Døden en udpræget Klasseforskel. Naar man gaar gennem Hovedindgangen paa Vestre Kirkegaard og op mod det store Kapel, har man til begge Sider liggende Danmarks Pengearistokrati. Man ser det paa Størrelsen af Gravstederne og især paa Granpyntningen. Et Sted er en Gartner i Færd med at pynte et meget stort Gravsted. Ude langs Hækken stikkes Fyr og Hvidgran ned, og ud over Fladen lægges Granen i forskellig Finhedsgrad. Store, smukt hvælvede og fornemme Grupper finpyntes, hvilket vil sige, at Gartneren piller hver enkelt lille Granspids ud for sig. De bliver lagt ganske tæt og fint ved Siden af hinanden, og danner et fuldstændigt plant Tæppe som af grønt Fløjl over hele Gruppen. Der ser meget smukt ud - men det er et nederdrægtig koldt Arbejde. Gartneren kan ikke bruge Vanter til dette fine Pillearbejde, og maa staa komplet stille hele Dagen ved det, uanset Vejret. Det tager ham indtil 8 Dage i Træk at færdigpynte dette Gravsted, men det koster ogsaa Ejeren 800 Kr. at faa det gjort hvert Aar. Heroppe er der lunt og hyggeligt med smukke Træer og tætte Buske.
Drejer vi saa til venstre, kommer vi efter en lang Spadseretur ud til Liniebegravelserne. Her er aabent og blæset mellem de smaa Gravsteder. Store bare Pletter med forfaldne Gravsteder skæmmer hele Partiet. Nogle forvoksede og forvredne Træer gor det langt fra hyggeligere Men ogsaa her dækkes der med Gran, der giver det hele et lidt mere lunt Præg. Priserne ligger her fra 4 Kr. og opad pr. Stk.
Hernede findes en særlig Afdeling Grave for tyske Soldater. Den var i sin Tid meget flot med Flisegange og et stort Trækors med Indskrift: Sterbt für den Führer. Det blev efter Kapitulationen "fældet" og raadner nu op i et Skur paa Pladsen. Blomster o. l. er fjernede, og der er saaet Græs over det hele. Kun smaa Trækors rager nu op i Græsset paa den forhen saa flotte Plads, der kostede Nationalbanken den nette Sum af 800 000 Kr. at anlægge. Saaledes forgaar Verdens Herlighed.
Det er galt med Arbejdstøj og Arbejdshandsker
Det er nu næsten udelukkende Københavns Begravelsesvæsen, der lader Arbejdet med Grandækningen udføre. Det kan i Almindelighed ikke betale sig for Folk at gøre det selv. Gran er noget, der skal behandles varsomt, og den Gran Folk selv køber, har ofte taget Varme ved Forsendelsen, saa den bliver brun straks efter, at den er lagt paa.
- Er det ikke et frygteligt koldt Arbejde? - spørger jeg en Gartner. - Jo, det er det, men vi faar jo trække i Tøjet derefter - bare vi kunde faa det. Arbejdet slider frygteligt paa Tøjet. Vi har i mange Aar søgt at faa et Tillæg til Iønnen ved Grandækning, og i Aar fik vi Akkord paa Arbejdet, og nu kan vi, hvis Vejret er heldigt, tjene nogenlunde - men nu er det saa med at faa fat i Arbejdstøjet.
Rent galt er det med Arbejdshandskerne. Vi maa bruge Læderhandsker ved den grovere Dækning da Hænderne slet ikke kan holde til Sliddet af Grannaalene i 2 Maaneder. Saadan et Par Handsker koster 12 Kroner og er meget vanskelige at faa fat i.
- Hvad skal I nu bestille efter Jul? - Saa bliver vi fyret - lyder det lakoniske Svar - til Trods for at der godt kunde være Arbejde med Beskæring af Træer o. L, ligesom der ogsaa godt kunde gøres noget mere for at lave det lidt mere tiltalende i den "fattige Ende" af Kirkegaarden. Det, at vi saadan bliver fyret efter Jul, har for Resten bevirket, at det har knebet for Begravelsesvæsnet at holde sine Gartnere, der søger andre Steder hen, hvor der er mere fast Arbejde.
D. E.
(Land og Folk, 22. december 1946).
