Sædelighedspolitiet
(1867 - 1895).
I.
Pastor Steen og Eugen Petersen.
Medens den kirkelige øvrighed, repræsenteret af pastor Steen, i lørdag formiddags nedlagde forbud mod, at menneskene opkastede sig til dommere over politiinspektør Korn, forbereder den verdslige øvrighed, hr. Eugen Petersen, sig på dommens dag ved at granske Korns efterladenskaber
For så vidt denne undersøgelse, hvad der synes at fremgå af politidirektørens skrivelse, indskrænkes til Korns "embedsdokumenter og papirer", kan resultatet blive pauvert nok, eftersom alle kompromitterende papirer skal være brændt før selvmordet.
Alt nu kan det dog slås fast, at Korn qva politimand på forskellige områder kan have vanrøgtet og misbrugt sin embedsgerning i så høj grad og under så skærpende omstændigheder at embedssfortabelse ville have været sikker, hvis kriminel undersøgelse var blevet indledt i rette tid.
Vi skal ikke her dvæle ved de verserende rygter, men udelukkende holde os til fakta, der er kendte af hundreder indenfor politiets kreds, af tusinder stående.
Først en lille oversigt sædelighedspolitiets - om man sige - udvikling i tyveåret før Korns tiltrædelse.
Carsten Petersen og Thorsen
regerede 1867-87. I den første halve snes år lededes denne afdeling af Carsten Petersen så retsindigt og humant, som overhovedet kan ske ved en institution, der er bygget på love, gennemsyrede af vilkårlighed og inhumanitet.
Styret hvilede i chefens sikre hånd, ingen underordnet førte det store ord. Uplettet forlod Carsten Petersen i vinteren 1878-79 denne brydsomme stilling for efter Martin Hertz's død at overtage ledelsen af opdagelsespolitiet.
Hans dygtighed ufortalt ligger hans største betydning netop deri, at han i rette tid standsede den omsiggribende demoralisation, der var en ganske naturlig følge af af Hertz's ejendommelige karakter og virkemåde.
Sædelighedsbetjent Meyer tjente sine sporer under Carsten Petersen. Hr. Meyer er en ganske net mand, ikke uden en vis dannelse og i besiddelse af en stræbsom flid, der snart skaffede ham et fænomenalt kendskab til byens løse fugle og andre dermed i forbindelse stående forhold. En overordenlig brugbar mand en underordnets tilbagetrukne stilling.
Og så længe Carsten Petersen var chef for sædelighedspolitiet, fik han ingensinde lejlighed til at overskride de for hans begavelse - om man så kan sige - og bestilling afstukne grænser.
En total omvæltning i det rette forhold mellem chef og underordnede fandt sted under det thorsenske regime. Politiassistent Thorsen der 1879 afløste Carsten Petersen var en brav og godlidende, om end noget pirrelig natur. Men han var svag af helbred og gentagne apoplektiske anfald svækkede hans handlekraft
I de sidste år af hans embedsvirksomhed, der afsluttedes ved hans død i foråret 1887, var han en halvlam stakkel. I en årrække var han kun af navn chef; i virkeligheden var det ganske underordnede elementer, der havde styrelsen i hænde.
Ingen af disse besad udviklingsmulighed til at tilegne sig chefs egenskaber. Alt gik hulter til bulter. Graverende rygter om myndighedsmisbrug af forskellig art sivede ud i vide kredse. Det var som om loven kun eksisterede for de næringsdrivende borgere, ikke for bordelværternes skamløse flok.
Og frækheden gik over alle grænser, da Magistraten og Borgerrepræsentationen i uransagelig visdom i 1883 med et slag forhøjede brændevinsafgiften med 233 pct (fra 60 kr. til 200 kr.) og lukkede alle offentlige beværtningssteder fra kl. 12 midnat til kl. 4 morgen.
Det var så langt fra, at den ny vedtægt skabte ærbarhed og ædruelighed; den bidrog snarere til usædelighedens og drukkenskabs fremme. Smugkroer dukkede op i hundredvis, og sande drikkeorgier fejredes på bordellerne og hos privatboende piger.
Og alt dette gik for sig ganske åbenlyst, ligefor næsen af det "årvågne" politi. Næringsdrivende beværtere, der betalte høj skat, blev med skraphed forfulgte og mulkterede blot der udskænkedes en dråbe efter kl. 12.
Bordelværterne der ikke betalte en øre i brændevinsafgift, kunne så godt som ustraffet "beværte" både ved nat og ved dag.
Datidens mest bekendte "vært", hr. Hagstrøm, lod derfor også sin "frue" ene om det mindre renlige hverv i Farvergade nr. 21, mens han selv som velmeriteret restauratør tronede ude i "Sluk-efter"s mere hyggelige haller. Ved en flot og spendabel optræden vidste denne person at forskaffe sig en udstrakt omgangskreds. Hans champagnegilder var så hyppige, hans middage så overdådige, at han ved sin død, der indtraf omkring midten af firserne, havde bortødslet en betydelig formue.
Men et opnåede han: Ved hans meget omtalte gæstebud i "Slukefter" sås jævnlig over- og underordnede politimænd.
(København 2. april 1895)
Sædelighedspoiitiet
(1867 - 1895).
II.
Korns Regime.
Efter den i går skildrede udvikling af sædelighedspolitiet døde så politiinspektør Thorsen efter flerårig svaghed i foråret 1887. Til hans efterfølger udnævntes under 14. april 1887 Henrik Korn, der gennem en snart tyveårig virksomhed havde erhvervet sig navn som en fremragende politimand: en snarrådig og opfindsom opdager, en energisk og reformivrig, human og affabel politiassistent.
Herskede end indenfor de indviedes - politiets og kriminalrettens - kreds enighed om, at Korn besad enestående egenskaber til at lede et opdagelsespoliti, udbrød derimod straks uenighed, så snart talen faldt på hans kvalifikationer som chef for Sædeligheds- og sundhedspolitiet. For forinden Korn blev politiinspektør havde han misbrugt sin stilling som politimand under så skærpende omstændigheder, at afsked på gråt papir var blevet følgen, dersom undersøgelse dengang var blevet indledt.
Henrik Korn førte i sine første studenterår et meget muntert liv og særlig var han, der "studerede" medicin, blandt kammerater kendt som en udholdende og ret heldig kvindejæger. Han stod på nippet til at blive sendt til at blive sendt til Amerika, men greb så i sin vånde den redningsplanke, Martin Hertz hjælpende rakte ham.
Han blev nemlig i slutningen af tresserne politibetjent, et skridt, der vakte en sand rædsel blandt datidens akademikere.
Favoriseret af Hertz, der havde et åbent øje for den unge mands detektivtalent og hemmelig godtede sig over hos eleven at genfinde sit eget skuespillertalent, blev Korn snart stærkt benyttet og var således et årstid efter sin indtræden attacheret et af kriminalkamrene. Her begik han det grove misbrug af sin stilling, som affødte den meget omtalte og af enhver ældre politimand kendte Hamborgerrejse. Anledningen var i korthed følgende:
Korn havde at gøre med en kriminel sag, der verserede mod et løsagtigt fruentimmer. Og han benyttede sig heraf til at træde i meget intim forbindelse med det kønne pigebarn. Af frygt for, at denne affære skulle blive opdaget, blev han så forfjamsket, at han over hals og hoved rendte til Hamborg.
Hertz, der satte pris på sin lærevillige elev, og som ubetinget led af moral insanity, sendte imidlertid en opdager efter flygtningen med følgende budskab: "Kom straks tilbage. Jeg dækker over affæren. Den skal ikke skade Dem i Deres fremtidige avancement".
Den forlorne søn vendte hjem, og papa Hertz slagtede fedekalven og protegerede vedblivende den håbefulde etatsrådsøn.
Var denne ungdomsforseelse enkeltstående, skulle vi ikke gøre ophævelser herover. Men betjent Korns forhold til byens løse fugle var så almindelig bekendt, at mistanke kom til at hæfte ved ham i en celeber barnemordssag, der verserede ved kriminalretten for en halv menneskealder siden.
Omstændighederne var følgende: En ung pige, Anna Klein, var tiltalt for at have dræbt sit nyfødte foster og kastet liget i en retirade. Korn havde med forundersøgelsen at gøre, og det vakte derfor en pinlig opsigt i kriminalretten, da det ved sagens optagelse til doms viste sig, at en vigtig rapport, i disfavør af arrestantinden, var forsvundet. Man mente, at Korn havde ladet sig bedåre af den smukke, ulykkelige forbryderske.
Som politiassistent viste Korn fremragende dygtighed, men blandt indviede i politiet og kriminalretten var Korns talrige og hyppig skiftende kvindeforbindelser ofte genstand for omtale.
Altså Korn blev politiinspektør for Sædeligheds- og Sundhedspolitiet, skønt hundreder af indviede vidste, at han led brist på visse moralske begreber, der muligvis kan undværes hos opdagernes fører, men i hvert fald er absolut nødvendige for den, der skal våge over en storstads sædelighed eller usædelighed, hvad man nu vil kalde det.
Men den gang var politidirektør Crone hvis udmærkede ledelse så hårdt har været savnet i det sidste årti, en gammel mand. Der er altså på en måde ingen, der bærer ansvaret for den indstilling, som bevirkede Korns udnævnelse få måneder før Crone trak sig tilbage. For det ville virkelig være en blodig synd at lægge ansvaret herfor over på den daværende vicepolitidirektør hr. Eugen Petersens spinkle skuldre.
Denne beskedne og stilfærdige mand havde sikkert grumme lidt kendskab til de egentlige politiforretninger og disses udøvere. Hr. Petersen, en flink jurist af den ricardske skole, var særlig egnet til at forestå den såkaldte politiprotokol og besørge de amtmandsforretninger, der henhører under Københavns politidirektorat. Men han spillede en lidet fremtrædende rolle som vicepolitidirektør. Hvorfor det også vakte almindelig opsigt og beklagelse, såvel i politiet som blandt publikum, da Petersen blev Crones efterfølger.
Overhovedet hørte vicepolitidirektør P. ikke til de indviedes kreds. Crone var jo lige til det sidste en myndig og arbejdsdygtig herre, der kun sjældent havde brug for reserven. Og hr. Petersen, der vel aldrig havde drømt om politidirektoratet, havde derfor ikke den naturlige grund som forgængeren, nuværende birkedommer V. Oldenburg, - af alle kompetente (Nellemann-Ricard undtagen) designeret til Crones eftermand - til grundigt at sætte sig ind i politiets og politipersonalets mere intime forhold.
Det fremgår tilsyneladende af hr. Petersens erklæring, at den nuværende politidirektør ikke i egentlig forstand kan henregnes til de indviedes kreds. Ellers måtte han jo vide, at der nu foreligger fakta, som uigendrivelig godtgør, at Korn i egenskab af politiinspektør med forsæt har undladt at forfølge strafbare handlinger samt under skærpende omstændigheder udvist forsømmelse og skødesløshed i sin embedsførelse.
(København 3. april 1895)
Sædelighedspolitiet
(1867-1895).
III.
Korn-Perioden.
Korns Overtagelse af 3. politiinspektorat hilstes med glæde af det store publikum, der ikke kendte ham. Særlig ventede man at han skulle rydde op i den Augiusstald der havde rejst sig på grundlag af prostitutionslovene.
Forventningerne der ikke deltes af de indviede, skuffedes grundigt, men for almenheden vedblev Korn ofte til det sidste at stå som den uplettede, retsindige og humane vogter af sædeligheden. Hertil bidrog i høj grad den ihærdige vindreklame, som han havde sat i scene ved sine forbindelser med hæderlige, men mindre begavede højrejournalister.
I en tidligere artikel har vi berørt det ejendommelige misforhold mellem Korns uvirksomhed sædelighedepolitiets område og febrilske rastløshed på de andre felter der henhører under 3. inspektør. Og vi skal nu nærmere dokumentere rigtigheden af denne påstand samt fremføre uomstødelige fakta for den grove forsømmelighed og skødesløshed, der særpræger Korn som chef for "Sædeligheden".
Som berørt rettede Holstein-Ledreborg - støttet på meddelelser fra værtshusholderkorporationen og Midnatsmissionen - under finanslovbehandlingen i 1888 et meget nærgående angreb på politiets forhold til prostitutionen. Særlig ankede han over de drikkelag, der ganske åbenlyst fandt sted i de offentlige huse, og fordrede at der blev sat en stopper for denne plumpe krænkelse af næringsloven.
Nellemann indrømmede at misbrug og overtrædelser naturligvis ikke kunne undgås. Man henviste undskyldende til politiinspektør Thorsens svagelighed, lovpriste den energiske og reformlystne Korn, der snart skulle få ryddet op.
I det første årstid efter denne forhandling blev der også skredet ind mod disse illegitime beværtninger: Offentlige huse, i hvilke der var udskænket spiritus, blev lukkede for tid eller for bestandig. Selv storkapitalisten indenfor bordelværtindernes kreds, den i disse dage så meget omtalte madam Clausen måtte døje den tort og det pengetab, at få et af sine offentlige huse lukket i 14 dage.
Men denne energi varede kun fra høns fløj op til høns fløj ned.
Aldrig så snart var justitsministerens, politidirektørens og publikums mistillid lullet i søvn ved fikse og behændigt anbragte bladreklamer for prostitutionens rydningsmand, før alt vendte tilbage i den gamle gænge fra Thorsens tid.
Der blev kun den forskel, at de lovstridige srikkeorgier, der under Thorsens regime fandt sted i gadeværelserne - de forlagdes nu under Korns inspektorat til gårds saloner.
Skinnet var reddet, men tilstanden var i ingen henseende forbedret.
Og herom hverken kunde hr. Korn være eller var uvidende. I forskellige retninger er endog i de sidste par år den ganske åbenlyse frækhed, hvormed prostitutionslovgivningen og straffeloven overtrædes, steget i en foruroligende grad.
Man kan være modstander af den lovbundne prostitution, nære den anskuelse, at regulativet for tilsynet med offentlige fruentimmer af 9. marts 1877 er propfuldt af vilkårlige og brutale bestemmelser. Men 3. politiinspektør har at holde sig loven efterrettelig, og det har Hr. Korn ikke gjort.
Her et enkeltstående eksempel :
Ifølge regulativet må ingen offentlige fruentimmer "være siddende gæster på kaféer, restaurationer og lignende beværtningssteder." Desuagtet har i de senere år nattebeværtningerne, særlig Riises Kafé, været stoppende fuld af offentlige fruentimmer.
Derom var Korn vidende, for han han har ved personlig nærværelse overbevist sig herom.
Desuagtet skete ingen som helst ændring til det bedre. Ja, Korn førte ovenikøbet sine overordnede bag lyset ved usandfærdige meddelelser og indberetninger. Ellers kunne Magistraten, der jo har sin visdom fra politidirektøren, under forhandlingerne om nattebeværtningerne ikke have hævdet, at der på nattekaféerne ikke kom offentlige fruentimmer.
At Korn i dette tilfælde har gjort sig skyldig i grov forsømmelighed i embedsførelse, er uigendriveligt.
Hvorfor han har gjort det, er et andet spørgsmål.
Endnu foreligger der ikke beviser for bevæggrunden til denne forsømmelighed, om end rygterne peger i en bestemt retning. Men en kendsgerning er det, at offentlige fruentimmers nærværelse på nattebeværtningerne har øget bordelværtindernes indtægter med tusinder af kroner. For blandt halvdrukne mandfolk gør usædeligheden sin bedste fangst.
Dog nok herom. Nu skal vi nærmere påvise Korns forsømmelighed vedrørende den rufferisag, der for en 3-4 år siden verserede mod den daværende ejer af hotel "Rørholm"
(København 4. april 1895)
Sædelighedspolitiet
(1867-1895).
IV.
Professor Rud. Bergh
kontra
Sædelighedspolitiet.
I følge regulativ for tilsyn med offentlige fruentimmer har 3. politiinspektøren fuldstændig arbitrær myndighed til at lade privatboende, offentlige fruentimmer indlægge på bordellerne eller, som det i lovsproget hedder, de offentlige huse.
I over en menneskealder har professor, overlæge ved Vestre Hospital, Rud. Bergh, været en bestemt modstander af denne vilkårlige og brutale bestemmelse.
Prof. Bergh har ikke alene forfægtet denne anskuelse, fordi han - bag hvis noget kolde, satiriske ydre der skjulte sig en varmtfølende, human personlighed, - har haft medynk med de ulykkelige kvinder, der blev brutaliserede og demoraliserede på bordellerne.
Men han - den fremragende videnskabsmand, vor betydeligste specialist på kønssygdommenes område - han, der holder på den lovbundne prostitution af en eneste grund, nemlig sanitære hensyn, - han har fra 1872 indtil dato gennem årlige indberetninger til magistraten kunnet godtgøre, at syfilis ses langt sjældnere hos de privatboende kvinder end hos bordelpigerne.
Men modstand mod en ophævelse at den tvungne indskrivning på bordeller har været så stor fra sædelighedspolitiets side, at der først i år er blevet gennemført en lov, som ophæver den tvungne indskrivning.
Vi skal i flæng gribe ned i prof. Berghs årlige indberetninger fra Vestre Hospital. Særlig beder vi vore læsere - deriblandt hr. Eugen Petersen - om at mindes, at nedenstående uddrag stammer fra 1886, altsaa fra slutningen af det thorsenske regime, da embedsmisbrugene indenfor sædelighedspolitiets rækker, som vi har godtgjort i tidlige artikler, overskred alle rimelige grænser, fordi styrelsen var tilfaldet ganske underordnede elementer, deriblandt først og fremmest overbetjent Meyer.
Prof. Rud. Bergh skriver bl. a. i 1886:
»Som i de foregående 14 år har det vist sig, at de privatboende skøger i det hele indkommet mindre hyppigt end de i bordellerne kasernerede. De privatboende skøger indlægges altså mindre hyppigt end de kasernerede. Syfilis ses sjældnere hos dem, og endnu sjældnere veneriske sår. Gennemgående er disse individer (dvs. de privatboende) mindre brutaliserede, mindre rå end de bordellerede; de leverer derfor også et mindre kontingent til fængslerne; en tilbagevenden til og genoptagelse i samfundet er ulige lettere for dem end for de skøger, som allerede er ankrede op i bordellerne. Der ligger derfor i disse forhold en opfordring til ikke at drive den, især af de unge, i reglen så frygtede bordellering udover det absolut nødvendige."
Trods disse indberetninger vedblev i de påfølgende år politiinspektør Korn at holde på den tvungne indskrivning på bordellerne.
Under forhandlinger i Rigsdagen ved hvilke der i de sidste 4-6 år er søgt en omordning og prostitutionsvæsenet - særlig ophævelsen af den tvungne indskrivning - har Nellemann gang efter gang hævdet, at politiet, dvs. hr. Korn og hr. Meyer, ikke kunne undvære denne arbitrære myndighed.
Først i år blev Nellemann tvunget til at afskaffe denne vilkårlighed. Altså hr. Korn har modsat sig denne lovændring, skønt han vidste, at den tvungne indskrivning på bordellerne øgede syfilis-tilfældenes antal i betydelig grad.
I sandhed en net vogter af sædelighed og hygiejne. År for år under Korns regime har prof. Rud. Bergh bekæmpet bordeluvæsenet. Her et par eksempler: Indberetning af 1890:
"Af de 18 individer, som ikke har været indlagte i 1 - 2 år, var de 12 privatboende. - Massen af de indlagte privatboende lå kun til observation.«
Og man lægge mærke til, at der i 1890 fandtes 305 privatboende offentlige fruentimmer mod 233 i bordeller anbragte.
Indberetning af 1891:
"Som i en lang årrække, har det fremdeles i år vist sig, at de privatboende skøger i det hele indkommer mindre hyppigt end de i bordeller indkasernerede"
Indberetning af 1892:
"Det har, som sædvanligt, vist sig, at de lidelser, som for en stor del kun afhænger af mangel på renlighed, forekommer mindre hyppigt hos de privatboende."
Vi har selvfølgelig intet at føje til prof. Berghs beviser. Men vi skal endvidere oplyse, at prof. Rud. Bergh, hvis kritiske skarpsyn, sag- og personalkundskab vel nok kan veje op mod d'herrer Korns, Meyers, Borellis, Petersens, Nielsens etc. fagbegavelse og hæderlighed, at han gennem en årrække har underskrevet hundreder af klager over myndighedsmisbrug, begåede af sædelighedspolitiet mod fruentimmer, henhørende til den offentlige eller den såkaldte hemmelige prostitution.
Men det langt overvejende antal af disse klager blev afvist som ubegrundede efter "undersøgelser", foretagne af de herrer Korn & Meyer.
For i dag kun dette.
(København 5. april 1895)
Rudolph Bergh var ansat på Vestre Hospital (fra 1910 Rudolph Berghs Hospital), Tietgensgade 31. Hospitalet behandlede gratis prostituerede med kønssygdomme, det var fra begyndelsen et af de førende af denne art i Europa. Hospitalet blev bygget på en grund ud til Tømmergraven, der på opførelsestidspunktet 1880-1882 var et af bassinerne i Københavns Havn. Bygningen er tegnet af arkitekten Vilhelm Valdemar Petersen i gule mursten i en italiensk renæssancepræget senklassicisme. Hovedbygningen i tre etager bestod af høje og store stuer til patienter som var offentlige fruentimmere i højre halvdel og til de såkaldt hemmelige prostituerede, de ikke offentligt godkendte, i venstre halvdel. En buste af Rudolph Bergh err opstillet foran indgangen. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Sædelighedspolitiet
(1867-1895).
V.
Madam Clausen
og
den tvungne indskrivning.
Ligesom i tidligere artikler skal vi heller ikke i dag dvæle ved de verserende rygter om en vis forbindelse mellem "prostitutionens Freja", bordelværtinden og storkapitalisten madam Clausen, og medlemmer af sædelighedspolitiet.
Kun simple fakta skal blive meddelte. Emnet er ikke hyggeligt, ejheller vedkommende hovedperson, tiltalende, men når så meget står på spil, ville det være ren og skær affektation, om man på hosesokker ville gå udenom kernepunktet som "Aftenbladet" og hin kat med den varme grød. Og lad os her minde om den politiskandale, der for et par måneder siden er blevet bragt for dagens lys i New York. En halv snes politiinspektører er blevet suspenderede og sat under tiltale, sigtet for at have modtaget bestikkelse af bordelværtinder.
Et helt år var kampen mod politiet blevet ført, inden undersøgelse beordredes. Og denne kamp førtes af en enkeltmand, en metodistisk præst, og han talte til offentligheden uforbeholdent og detaljeret hver søndag fra sin prædikestol. Omsider fik han også pressen på sin side, og dag efter dag gentog verdenspressen med "New York Herald" i spidsen præstens angreb. Så nåede man til bunds.
Herhjemme dækker den samlede højrepresse over sædelighedspolitiet og skriger op om skandale - i spidsen selvfølgelig Højres kandidat i 5. kreds, hr. Frederik Hansen. Kom Gordon Bennet hertil byen, så ville "Journalistforeningens" snobber hædre ved et festmåltid New Yorks berømte "skandalemager".
Efter disse indledende ord går vi - i sikker fortrøstning til vore læseres billigelse - over til den på dagsordenen stående sag. Altså:
Den tvungne indskrivning, som Korn og Meyer, forfægtede så ivrigt, har vel øget syfilistilfældenes antal, men den har på anden side været en sand guldgrube for madam Clausen. Bemeldte "dame" ejer nemlig foruden en 3-4 bordeller tillige et par huse i Dybens- og Hummergade, som udelukkende bebos af privatboende piger. For logis alene i de private huse betales en ca. 15 kroner pr. dag, for kost og logis i de offentlige huse et lignende Beløb.
NB. regulativets 31 er sålydende :
"Politiet er berettiget til at sætte takst for den betaling, fruentimmer i offentlige huse skal erlægge både for værelse og for kost i huset"
Endvidere: Det er under Korn et Meyers regime, at fruen har fået lov til at drive sin detailhandel på så mange steder.
Nu kan politidirektøren idømme de offentlige fruentimmer, for overtrædelser af regulativets forskrifter, straffe, varierende fra bøder på 100 kroner og vand og brød på 4 dage, til 24 dages tvangsarbejde.
Særlig den sidste straf, der fx kan ikendes for at have opholdt sig på Riises Kafé fra 12-2, vil jo, hvis den rammer en af mad. Clausens privatboende piger, let kunne tilføje hende et pekuniært tab af 24 + 15 kr - 360 kroner.
Og nu kommer det mærkelige, at sådanne privatboende, skønt de har tigget og bedt hr. Korn om at få 24 dages tvangsarbejde, hyppigt er blevet indlagte fra 1 - 2 måneder på md. Clausens bordeller.
At madam C. herved kun lider et tab af ca. 40 kr. (kosten regnet rigelig hertil) er lige så klart, som det er faktisk, at den tvungne indskrivning dikteres af politiinspektøren alene.
At drage slutningerne af disse kendsgerninger overlader vi til hr. Eugen Petersen og vore andre læsere.
(København 6. april 1895)
Vort Sædelighedspoliti
Hos dr. med. Rud. Bergh
Et interview.
Vi har i den forløbne uge bragt forskellige meddelelser om vort i meget ringe grad mønsterværdige politis 3. afdeling, oplysninger, der i høj grad har interesseret den hele by.
Når et blad som "Avisen" forsøger at dementere vore meddelelser, da kan enhver, der forstår at læse mellem linjerne, indse at dens dementi kun er en bekræftelse af hvad vi har oplyst, noget vi allerede i bladet i går har gjort opmærksom på.
For imidlertid at bringe vore læsere noget nyt fra en ganske anden side, og andre kilder, end vi hidtil har benyttet, opsøgte vi i går professor, overlæge, dr. med. Rudolf Bergh. Dr. med. R. Bergh er som bekendt overlæge på Vestre Hospital og må som sådan være betydelig inde i vor prostitutions historie, dens nærmere udvikling, dens undertiden skæbnesvangre følger.
Vi har allerede tidligere gjort opmærksom på overlægens sagkyndige og fortræffelige indlæg i den her omtalte sag og skal ikke nærmere opholde os herved, men meddele vore læsere et kort resumé af hans udtalelse.
Vi traf overlægen på hans bopæl på Vestergade og blev modtaget med megen elskværdighed. Vi tog plads, nævnte vort ærinde og spurgte ham, om han kunne eller ville bidrage sit til oplysning om den verserende skandale inden tredje afdeling.
Han svarede:
- Nej! Som De nemt kan forstå, er jeg i en stilling, som i dette tilfælde forbyder mig at tale. Hvad der for øjeblikket er genstand for publikums livlige diskussion, har selvfølgelig også jeg min begrundede mening om, men jeg har intet offentligt derom at sige.
Vi fortsatte efter denne erklæring med spørgsmål af mere almindelig art, som vi antager har interesse.
- Forholder det sig rigtigt, at overlægen ofte har indgivet klager over Sædelighedspolitiet?
- Det er fuldstændig rigtigt, men dog ikke i nogen overvejende grad, for det vil jo kun være sjældent, at man i min stilling får lejlighed dertil. Så tæt på livet af politiet kommer man jo ikke.
- Er det rigtigt, at offentlige fruentimmer er mødt berusede på hospitalet?
- Derom kan jeg intet sige, for under mit ansvar er der givet ordre til portneren, at intet beruset fruentimmer indlades.
- Tror overlægen på prostitutionens formålstjenlighed ?
- Til en vis grad. Alle kønssygdomme er så farlige, at der må tages de alvorligste forholdsregler. På den anden side må jeg gøre opmærksom på, at der ofte af betjentene i Sædelighedspolitiet gås unødig strengt til værks.
Alene det kriterium, om et stakkels, fattigt pigebarn har fået penge for sin letsindighed eller - hvad der ofte er tilfældet - endog kun en smule aftensmad, er absolut forfejlet. På dette punkt at anvende en pekuniær målestok, er meget forkert, og medfører på mange punkter de skadeligste konsekvenser, gør mere skade end gavn. Det har jeg set tit og ofte.
- Videre ønsker De ikke at meddele offentligheden?
- Jeg har min embedspligt og jeg kan kun udtale mig videnskabeligt i al almindelighed, hvad De sikkert forstår.
- Selvfølgelig!
Vi takkede overlægen for hans oplysninger, der, om de end er holdt i al almindelighed, vil have den største interesse i disse dage, hvor prostitutionsspørgsmålet, der nu nogen tid har hvilet, vil få fornyet Interesse.
Og tillige forlod vi ham med den overbevisning, at her findes en mand, der en gang med tiden på dette område vil blive situationens herre, en mand, der bag sin pligtmæssige tavshed sidder inde med en ubøjelig energi og en bestemt vilje til at gøre sit for at bringe orden i de forkludrede tilstande, der har fået sit mest prægnante udslag den dag, inspektøren for Sædelighedspolitiet vendte revolveren mod sin tinding. Og sikkert sidder overlæge, dr. med. R. Berg inde med oplysninger af uvurderlig betydning, dem han måske må få brug for i de kommende dage.
(København, 7. april 1895).
Sædelighedssagen
En pjece af pastor A. Schack.
Pastor A. Schack har i disse dage udgivet en pjece "Om Lov af 10. april 1874. Et Spørgsmaal til Danmarks Jurister" (Lehmann & Stages Forlag), hvori han på en særdeles veltalende og overbevisende måde angriber den politikontrollerede prostitution. Det lille skrift har fået en uventet aktualitet ved den stærke bevægelse, som netop nu er oppe imod systemet.
Loven af 10. april 1874, som danner det retslige grundlag for vort prostitutionsvæsen, er som bekendt givet for at modvirke visse sygdommes udbredelse. Mod denne hensigt lader der sig selvfølgelig intet indvende, staten har her den samme hygiejniske opgave at løse som i bekæmpelsen af alle andre almenfarlige sygdomme. Men i modsætning til den humane omsorg, der burde ligge til grund for denne som for andre foranstaltninger af lignende art, går man på dette område til værks med en brutalitet, som træder al moral og retfærdighed under fødder. Man lader for det første mændene gå fri og straffer kun kvinderne, skønt disse ofte på grund af fattigdom er mere undskyldt end hine - og man straffer dem for det andet på en sådan måde, at de bliver langt mere demoraliserede og ulykkelige, end de er forvejen.
Den paragraf i prostitutionsloven, som giver spillerum for de værste misbrug, er lovens § 6, hvorefter politiet har ret til at foranstalte tvangsindlæggelse på bordellerne overfor de kvinder, hvor "opførsel gør en sådan forholdsregel nødvendig". Det er særlig mod denne bestemmelse, at pastor Schack retter sit angreb, og det er også den, der mest har givet anledning til den nuværende, almindelige indignation.
Hvad følgerne er i legemlig henseende for de kvinder, som af politiet tvinges ind på bordellerne, har overlægen på Vestre Hospital, prof. R. Bergh, gentagne gange oplyst i sine beretninger. De påføres langt hyppigere smitte end de privatboende kvinder, fordi de af hensyn til "værtinden" er nødt til at give sig til pris for hvem som helst uden valg, og de er overhovedet langt mere udsat for sådanne lidelser, som frembringes ved hensynsløshed fra mændenes side. Hvad det moralsk betyder for en kvinde at blive indlagt på bordel, har man politidirektørens egne ord for. Han har udtalt (i anledning af et andragende 1891), at "for et offentligt fruentimmer, der bor i et offentligt hus, er tilbagevenden til et ordenligt liv ulige vanskeligere end for et privatboende".
Disse to sagkyndige mænds vidnesbyrd slår altså fast, at når politiet indlægger en kvinde på bordel, så overgiver man hende til en sikrere og grundigere ødelæggelse end hidtil, såvel i legemlig som i åndelig henseende.
Hvis denne indlæggelse da skal betragtes som en straf, så er den - som pastor Schack meget rigtig bemærker - en straf af ganske ejendommelig art, nemlig en straf, ved hvilken man har opgivet ethvert som helst hensyn til delinkventens såvel legemlige som åndelige velfærd. I intet andet tilfælde straffer man mennesker på en sådan måde. Forfatteren skriver:
Der har i den senere tid været ført en diskussion i bladene om bølleuvæsenet i København, og der synes at være en del stemning, også blandt jurister, for en genindførelse af pryglestraffen; men selv de der holder på denne, har dog hævdet, at når en stakkels bølle skal have sine prygl, bør det først undersøges, om han legemlig kan tåle denne straf. Det ses altså at selv bøllernes mest rigoristiske modstandere dog ønsker at tage fornødent hensyn til deres legemlige velfærd. Og efter hvad man hører om vore straffeanstalter, får man dog i det hele det indtryk, at staten bestræber sig for efter evne at tage hensyn også til forbrydernes sjælelige og åndelige velfærd, eller med andre ord, den har ikke glemt, at disse væsener, når alt kommer til alt, dog endnu er mennesker. Jeg vil da herved rette det spørgsmål til vore retskyndige, om ikke en straf, der ser bort fra ethvert hensyn til delinkventens såvel legemlige som åndelige velfærd, om ikke en sådan straf er i strid med al moral og al retfærdighed?
Man vil måske påstå, at bordelindlæggelsen ikke er nogen straf, men en sikkerhedsforanstaltning af lignende art som den samfundet griber til overfor sindssyge. Men det offentlige fruentimmer er jo tilregneligt, hvad den sindssyge ikke er, og ville man alligevel indespærre hende, så blev det heller ikke fra dette synspunkt mere forsvarligt eller mindre oprørende at tilsidesætte ethvert hensyn til hendes legemlige og sjælelige vel.
Bordelindlæggelsen betyder altså i følge politidirektørens egen erklæring, at den indskrevne kvinde synker endnu dybere, end hun i forvejen er sunket. Følgelig kan man ikke forsvare selve indskrivningen med det argument, at vedkommende kvinde dog i forvejen er sunket så dybt, som hun overhovedet kan synke. Det går her ganske som ved bordelindlæggelsen: ved at tvinge den usædelige kvinde til at lade sig indskrive, gør man det blot endnu vanskeligere for hende at vende tilbage til et ordentligt liv; man sætter hende yderligere fast i et levned, som man ved vil være hendes ødelæggelse både legemligt og åndeligt. Hvorledes lader en sådan lov sig forene med moral og retfærdighed? Et system, der kræver foranstaltninger af den art, at mennesker fordærves og ødelægges - et sådant system må, som pastor Schack siger, være råddent i sin rod.
Han opfordrer derfor juristerne til at tage ordet for dette systems ophævelse. Er man først enige om, at det er umoralsk og uretfærdigt i sin grund, så må der kunne findes en bedre ordning
(Social-Demokraten, 26. april 1895)
Lille Brøndstræde set fra Store Brøndstræde, 1895. Nedbrudt 1909. I døren prostituerede i uniform. Kildetekst: Dette Stræde husede en stor Del af de tarveligste, og i hvert Fald adskillige af Byens ældste prostituerede Kvinder, af hvilket Billedet viser nogle enkelte gode Typer. Samtlige her praktiserende Fruentimmer optraadte altid i ensartede Uniformer bestaaende af Bomuldskjole, og et meget stort hvidt Forklæde. Denne lidet udfordrende , og tilsyneladende saa anstændige Paaklædning, gav dem nærmest Udseende af ældre, veltjente Herskabs-Kokkepiger. Kjøbenhavns saa berømte, paa Gaderne udraabende Sælgekællinger rekruteredes som Regel gjennem de ældste Aargange indenfor Prostitutionen, saafremt disse, saa dybt sunkne Kvinder, ikke forinden, paa Grund af Drikfældighed, og uhelbredelige Sygdomme, vare overførte til Kjøbenhavns Ladegård. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.
Der er formentlig tale om Albert Schack (1849-1925). Mens Schack forholder sig til de moralske spørgsmål, godtgjorde læger som fx Bergh at loven havde den stik modsatte virkning af hvad der var hensigten.
Lov af 10. april 1874 om "Foranstaltninger til at modarbeide den veneriske Smittes Udbredelse" havde til formål at stoppe kønssygdomme som fx syfilis og gonorré. Dette skulle ske ved en lovmæssig sanktioneret kontrolsystem med prostituerede som ansås for de primære smittespredere. Det blev først ophævet i 1906. Politiet kunne tvangsindskrive kvinder som "offentlige fruentimmere" og underkaste dem lægefaglige tvangsundersøgelser.
Den fulde ordlyd af § 6 lyder således: "Overtrædelse af de i Henhold til forrige Paragraf givne Tilhold straffes med Fængsel paa Vand og Brød indtil 4 Dage, Fængsel paa sædvanlig Fangekost indtil 16 Dage eller Tvangsarbeide indtil 24 Dage (jfr. § 4). Udebliver vedkommende Fruentimmer fra Lægeundersøgelsen uden antagelig Grund og derefter findes at være smittet af venerisk Sygdom, kan hun derhos, forsaavidt hun har ophold i Kjøbenhavn eller paa noget Sted, for hvilket der i Medfør af Lov af 4de Februar 1871 § 2 Litra c. er fastsat Bestemmelser om Tilsynet med løsagtige Fruentimmer, ved Beslutning af vedkommende Politimester undergives de ved Regulativ eller Vedtægt for Stedet fastsatte Bestemmelser om Tilsynet med løsagtige Fruentimmer. Dog kan det ikke paalægges hende at tage Ophold i et offentligt Hus, medmindre hendes senere Opførsel gjør en saadan Forholdsregel nødvendig."
Korns selvmord.
___
Politiskandalen.
Højre har et mærkeligt uheld med sig, hver gang det står foran et valg. Rundt om på talerstolene proklamerer partiets betitlede og dekorerede kandidater sig som dem, der i særlig grad vil holde religionen hellig, værne moralen og beskytte familielivet mod de formentlig opløsende tendenser, som påduttes os andre. Og så sker der næsten altid det kedelige, at i samme øjeblik som alle disse røgelsesskåle svinges til ære for det fra fædrene nedarvede, så styrter pludselig et eller andet af partiets gudebilleder med et forskrækkeligt brag ned fra den piedestal, hvor det har været stillet op til andægtig beskuelse for menigheden. Og frem under gudebilledet, som viser sig at have været uhyggelig hult, myldrer der allehånde fedt og hæsligt kryb af den slags, der kun trives i råddenskab og forsumpning.
Vi minder om den beklagelige måde, hvorpå Scavenius i sin tid kom af sted, da han beskyldte socialisterne for at ville indføre ufredelighed: den viste sig at være ganske godt indført i forvejen, men ikke af os. Man har heller ikke glemt de kostelige M. M 'er, disse dydens nidkære præster, som prækede så smukt imod deres medmenneskers "liderlighed og nydelsessyge", og som havde oprettet et særligt asyl i Reverdilsgade for at skærme småpiger mod disse omsiggribende laster.
Nu, da vi atter er midt i en valgkampagne, kommer der en lignende skandale dumpende ned mellem Højres valgkandidater som en køter i et spil smukt opstillede kegler. Det skud, der forleden knaldede nede fra Rådhusets kælder, og som gik gennem politiinspektør Korns hoved, har skræmt hele befolkningen langt grundigere op end nogen af de ovennævnte affærer, som jo ikke manglede deres humoristiske skær. Denne gang er der absolut ikke noget at le ad; det skud var alvorligt nok, og det antager en sindbilledlig betydning: det synes ikke blot at være grunden under det gamle ærværdige rådhus, der er undermineret af svamp, men det bliver mere og mere åbenbart for alle, at hele Højres regerings- og administrationssystem hviler på fordærvelsens giftsvangre sump og er inficeret fra øverst til nederst.
Sædelighedspolitiets chef skyder sig fordi der ikke længere kan dækkes over de misbrug af hans embedsstilling, hvori han gennem en årrække har gjort sig skyldig. Han har indladt sig i forskellige forhold til kvinder, som han på embedsvegne kom i berøring med, og for at skaffe de penge, han dertil skulle bruge, har han gjort sig ulovlige fordele af sin myndighed. Om overbetjenten i det samme Sædelighedspolili påstås det uimodsagt, at han har vedligeholdt en meget intim forretningsforbindelse med byens rigeste bordelværtinde, at han har fungeret som leverandør af særlig udsøgte piger til forretningen, al han har en prioritet stående i hendes bordel, og at han som påskønnelse af de tjenester, han i sin egenskab af politimand har været i stand til at yde hende, har modtaget dels rede pengesummer, dels kostbare foræringer i sølv og guld, ja faddergaver til sine små børn!
Når dette har været forretningsgangen foroven, så forstår man at systemet har måttet virke nedefter, som det har gjort. Den brutalitet hvormed de underordnede sædelighedsbetjente har drevet deres natlige pigejagt, er ofte afmalt med stærke farver: man ser nu at farverne ikke har været stærke nok, at disse betjente ikke har kunnet være brutale nok for at tilfredsstille deres overordnede som sad og skulle leve af de piger, der indfangedes, og hvem det derfor var om at gøre at få så mange som muligt og så smukke eksemplarer som muligt i deres magt!
Denne oprørende slavindehandel, dette despotiske indespærringssystem, det er hvad Højre kalder at opretholde "sædeligheden og moralen", og dette system må nødvendigvis korrumpere sine udøvere. Tænk nu til sammenligning på den lille historie, vi fortalte i går, om to unge mennesker, som elskede hinanden, men ikke kunne gifte sig, fordi de manglede penge til at betale en smule fattighjælp tilbage, og som derfor flyttede sammen uden præstens velsignelse: de bliver kastet i fængsel for såkaldt "usædeligt samliv", og - blot fordi de har "levet sammen" uden giftermaal, da de ikke havde råd!
Dette politisystem tillader ikke to unge mennesker at elske hinanden og være hinanden tro. Men det tvinger unge piger til at give sig til pris for hvem der kan betale, selv om betaleren er dem nok så modbydelig - og politiets overordnede embedsmænd er interesserede i disse kvinders ulykke, tjener penge på dette barbari, der må oprøre alle menneskelige følelser! Intet under, at de kan gribes af en uovervindelig afsky for sig selv, og at den onde samvittighed kan vokse sig så stærk, at den jager dem i døden.
Højre kan ikke blive ved at skyde sig ind under, at det er tilfældigheder, alle disse Skandaler, der gror op i deres embedsstand som paddehalte på sumpig jord: Kassesvig, sædelighedsforbrydelser, myndighedmisbrug osv. osv. Nej, det er ikke tilfældigheder, det er nødvendige virkninger af et råddent system, som begunstiger og beskytter den slags ting, idet det giver sine udøvere en vilkårlig og ukontrolleret myndighed. At skandalen denne gang er brudt ud i selve politiet, viser kun, hvor dybe rødder fordærvelsen har, denne fordærvelse, som man søger at besmykke med fraser om religion og moral og om nødvendigheden af at opretholde det bestående. Når frasernes forlorne stukpuds falder af, ser man hvor rådden bygningen er - hvor lidt dette bestående er værd.
Korns selvmord har på den uhyggeligste måde afsløret, hvad der går i svang under Højres system og vil vedblive at gå i svang, så længe det regerer. Derfor stemmer landets borgere ved de forestående folketingsvalg imod dette system og for et socialdemokratisk systemskifte!
(Social-Demokraten, fredag 5. april 1895)
Estrup var trådt tilbage i 1894 efter et forlig hvor Folketinget havde accepteret, at det var tvunget til at indgå i forhandlinger på lige fod med Landstinget for at nå frem til et for dem begge tåleligt kompromis.
Folketingsvalget den 9. april 1895 blev et nederlag for Højre. Hvor meget sædelighedsskandalen har indvirket på det, har jeg ikke set analyser på. Venstre fik 53 mandater (+24) og Socialdemokratiet 8 (+6), mens Højre fik 25 (-6) og Moderate Venstre 27 (-12). Sidstnævnte havde indgået forlig med Højre.
Den nye regeringsleder Tage Reedtz-Thott lovede dog i 1896 ikke at bruge provisoriske finanslove, hvis Folketinget og Landstinget ikke kunne nå til enighed. Det havde været Højres måde at styre på gennem årtier.
Systemskiftet måtte dog vente til 1901. Christian 9. indså langt om længe nødvendigheden af det. Danmark fik sin første danske Venstreregering. Folketingsparlamentarismen var begyndt.
