Flensborg Distrikt, Januar 1920. (Efterskrift til Politivennen)

 Artikel om stemningen før afstemningen i zone 1:

Om folkeafstemningen i Slesvig.

W. Flensborg, 27. januar

Efter de stormfulde dage med den voldsomme løsrivelse fra det tyske rige er roen vendt tilbage til den gamle bydel i Flensborg. Hvis engelske søfolk ikke slentrede langs kantstenene ned ad gaden og op ad gaden og farverne på den internationale kommission ikke flagrede fra Flensburg Hof, ville man ikke bemærke ændringen. De mange danskere fra nord på begge sider af Kongeåen er også midlertidigt vendt hjem efter at have deltaget som statister i den danske demonstration der fandt sted i søndags. Og det var kun i pressen at kampen udbrød om hvor mange "danskere" der egentlig var involveret i dette spidsrodsløb. En dansk Flensborg avis som forståeligt nok ikke kan lyve for meget for flensborgerne, siger otte tusinde, mens rigsdanske aviser, inklusive "Politiken", hvor alt hvad der sker i Slesvig nu skal pustes op, siger 20.000 til 30.000. Sandheden ligger dog ikke et sted i midten, men langt under det flensborgske danskerblads skøn. Efterfølgende sammenligninger af pålidelige tællere har vist at der i bedste fald var 4.000 til 5.000 danskere i den tyske by Flensborg søndag. Og da en stor del af dem gik til demonstrationen med deres rejsetasker i hænderne, mens de andre måtte holde åbne sangbøger i hændern, så de i det mindste kunne synge med på de danske sange, kan man få en idé om hvor imponerende slagkraftig ​​dette skuespil var - vi hørte en kendt dansker sige: "Nu tager jeg hjem, jeg har fået nok af stormbruset." Han hentydede til den overvældende musik der var til sangen til den danske kæmpedemonstration.

Men det er ikke nok at synge sange. En hård kamp er nødvendig for at holde de værste ting væk fra det truende tyske Nordmark. I den nordligste kommune af anden zone, Ladelund, altså på et sted der kunne se ud til at være det mest truede inden for den anden zone, opnåede den nationale bevægelse der ophidsede Slesvig-Holsten med de seneste stævner i går, en stor succes, hvilket er typisk for hele den anden zone. På et dansk møde, hvor kendte danske ledere fra nord skulle tale, nåede hovedtaleren kun til ordene "Mine damer og herrer!", før bønderne straks højlydt forlangte at han skulle tale tysk, og en afstemning viste at i hele salen var der knap en snes stemmer som valgte det danske sprog. Møderne tog derefter et rent tysk karakter og hundrede fremmødte meldte sig som medlemmer af den nye slesvig-holstenske forening. Det samme skete også andre steder. Den fare der truer slesvigernes ret til selvbestemmelse, skal dog tages meget alvorligt også i anden zone, og faren er af forskellig art.

For det første består det i at danskerne med hvad man kunne sige fabelagtig dristighed allerede mund til mund siger at der ikke længere er nogen tvivl om deres sags sejr. De bruger primært det økonomiske argument, men også antydningen af at stærke sympatier for Danmark slumrede under dynen og bare ventede på at vågne op igen.

Zur Volksabstimmung in Schleswig.

W. Flensburg, 27. Januar

Nach den stürmisxchen Tagen der gewaltsamen Losreitzung von Deutschen Reich ist in der alten Stadt Flensburg äusserlich wieder die Ruhe eingekehrt. Wenn nicht englische Matrosen strassab, strassauf die Bordsteine entlang schlenderten und vom flensburger Hof die Farben der internationalen Kommission flatterten, so würde man den Wandel nicht merken. Auch die vielen Dänen aus dem Norden von dieseits und jenseits der Königsau sind vorübergehend wieder nach Hause gefahren, nachdem sie bei der dänischen Demonstration, die am letzten Sonntag stattfand, als Statisten mitgewirkt haben. Und nur in der Presse ist der Kampf darum entbrannt, wie viele "Dänen" denn eigentlich an diesem Spiessrutenlaufen beteiligt waren. Ein Flensburger Dänenblatt, das den Flensburgern begreiflicherweise nicht allzu viel vorlügen darf, sagt achttausend, reichsdänische Blätter, darunter "Politiken", bei denen jetzt alles, was in Schleswig passiert, verstärkt werden muss, sprechen von 20,000 bis 30,000. Die Wahrheit liegt aber nicht etwa in der Mitte, sondern noch weit unter der Schätzung des Flensburger Dänenblattes. Denn nachträgliche Vergleiche zuverlässiger Zähler haben als Höchstresultat ergeben, dass bestenfalls 4000 bis 5000 Dänen am Sonntag in der deutschen Stadt Flensburg gewesen sind. Und da von ihnen ein grösser Teil mit die Reisehandtaschen in der Hand im Demonstrationszuge ging, der andere aber darauf angewisen war, aufgeschlagene Liederbücher in der Hand zu halten, um die dänischen Lieder wenigstens mitsingen zu können, so kann man sich ein Bild von der imponierenden Gewalt dieses Schauspiels machen - einen bekannten Dänen hörten wir äussern: "Ich gehe jetzt nach Hause, ich habe henug vom Sturmgebraus." Das heisst von dem Gesang, der die überwaltigende Musik zu der dänischen Riesendemonstration war.

Aber mit der Liedersingen ist es nicht getan; es ist ein zäher Kampf nötig, um von der bedrohenden deutschen Nordmark das ärgste fernzuhalten. In der nördlichsten Gemeinde der zweiten Zone, Lagdelund, also in einem Orte, der innerhalb der zweiten Zone am meisten bedroht erscheinen könnte, hat zwar gestern die nationale Bewegung, die das Schleswig-Holsteinertum von den jüngsten Kundgebungen aus aufgewühlt hat, einen grossen Erfolg erzielt, der typisch ist für die ganze zweite Zone. Bei einer dänischen Versammling, in der bekannte dänische Führer des Nordens sprechen sollten, kam der erste Redner über die Worte "Mine Damer og Herrer!" nicht hinaus, denn sofort verlangten die Bauern stürmisch, dass er deutsch sprechen sollte, und bei einer Abstimmung ergab sich, dass im ganzen Saale, noch kaum ein Dutzend Stimmen sich für die dänische Sprache entschied. Die Versammlungen nahm dann einen rein deutschen Verlauf und hundert Anwesende meldeten sich als Mitglieder des neuen Schleswig-Holsteinerbundes. Aehnlich geht es auch in anderen Orten. Die Gefahr, die dem Selbstbestimmungsrecht der Schleswiger droht, ist aber dennoch sehr ernst zu nehmen, auch in der zweiten Zone, und die Gefahr ist von verschiedener Art.

Sie besteht einmal darin, dass die Dänen mit einer, man kann sagen fabelhaften Kühnheit heute schon von Mund zu Mund tragen, dass an dem Sieg ihrer Sache gar nicht mehr zu zweifeln sei. Sie benutzen dabei vor allem das wirtschaftliche Argument, daneben aber auch die Suggestion, dass under der Decke doch starke Sympathien für Dänemark schlummerten und nur darauf warteten, wieder wach zu werden. 

(Münchner neueste Nachrichten : Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik 28. januar 1920).

Fotograf Holger Damgaard (1870-1945): Ankomst ved havnen i Flensborg. Ifølge Det kongelige Biblioteks emneord til fotoet må der være tale om Den Internationale Kommissions ankomst i Flensborg 1920. Fri af ophavsret.

Avisen København og talrige provinsaviser den 28. januar 1920 ville ifølge Raaes Telegrambureau vide at det danske møde i Ladelund var blevet sprængt af tyskerne ved at lave spektakel og synge så de danske talere ikke kunne komme til orde. I mødet deltog seminarielærer Eskildsen (Tønder), pastor Andersen (Holebøl) og sagfører Andersen (Haderslev). Damgaard ledede forsamlingen. Efter Eskildsens foredrag om danske stednavne ville pastor Andersen tale på dansk, men forsamlingen protesterede voldsom mod dette, og dirigenten måtte foretage en afstemning i hvilket alle imod 10-12 stemmer besluttede at der skulle tales tysk. Pastor Andersen gav herefter afkald på ordet. Forsamlingen vedtog herefter en resolution med følgende ordlyd: 

"De talrige samfundsmedlemmer fra Ladelund og omegn der er samlet i dag, lover endnu en gang at forblive loyale over for deres elskede tyske fædreland. Vi afviser med indignation alle fristelser fra dansk side, uanset hvilken form de måtte klæde sig i. Vi nægter at skulle ledes af formodet bedre levevilkår i staten Danmark, men vi forventer og ved at vi i fremtiden fortsat vil modtage vort daglige brød fra Guds hånd i vort tyske fædreland gennem loyalitet, ærligt og ærligt arbejde, som vi vil give til os selv og vores børn ved bordet af kærlighed til vores tyske fædreland Vil du nyde lykke og velsignelser."

En lokal gruppe af Slesvig-Holstenerforeningen blev stiftet i Ladelund. Omkring hundrede medlemmer tilmeldte sig straks.

"Die heute zahlreich versammelten Gemeindemittglieder von Ladelund und Umgebung geloben aufs neue, ihrem geliebten deutschen Vaterlande die Treue zu bewahren. Wir weisen alle Lockung dänischerseits in welche Form sie sich auch kleiden mögen, mit Entrüstung zurück. Wir lassen uns nicht bestimmen von vermeintlichen besseren Lebensbedingungen im Staate Dänemark, sondern wir erwarten und wissen, dass wir auch in Zukunft in unserm deutschen Vaterlande durch Treue, redliche und ehrliche Arbeit unser täglich Brot aus Gottes Hand empfangen werden, das wir am Tische der Liebe für unser deutsches Vaterland uns und unsern Kindern zum Glück und Segen geniessen wollen."

Es wurde in Ladelund eine Ortsgruppe des Schleswig-Holsteiner-Bundes gegründet. Ungefährt hundert Mitglieder traten ihr sofort bei.

(Sonderburger Zeitung (Sønderborg) 28. januar 1920).

Efter en gentagelse af et agitationsmøde i Agtrup hvor fremmødet af tysksindede var overvældende, frasagde talerne sig ordet og talerne, bl. a. Kloppenborg-Skrumsager, Chr. E. Christensen, Tage Jessen og Eskildsen, besluttede ikke at afholde flere møder i 2. zone. Den 1. marts 1920 afholdtes et lukket dansk agitationsmøde i Christiansens Gasthof hvor kun indbudte blev tilladt adgang. Omkring 100 skal være fremmødt. Et privat dansk møde (den 6. marts?) med ca. 70 deltagere blev ifølge Heimdal afholdt i Antoni Carlsens Gæstgiveri i Ladelund. Der blev vist lysbilleder, og der blev holdt dels en tysk, dels en dansk tale på folkemål - hvilket formentlig er sønderjysk. 

Ifølge en opgørelse i Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 5. marts 1920 var der i Ladelund 322 bosiddende vælgere, dertil kom 103 udefrakommende hvoraf 10 nord for Kongeåen. Ved afstemningen stemte 106 for Danmark, 292 for Tyskland. Så selv fratrukket udefrakommende var resultatet solidt flertal for Tyskland (96 for Danmark, 189 for Tyskland). På trods af det tyske flertal i Ladelund, foreslog et mindretal (2 mod 3) i den internationale kommission at tildele Danmark Medelby, Ladelund, Sønder Løgum og Aventoft. Begrundelsen var lokale afvandingsforhold. Kristi Himmelfartsdag maj 1920 protesterede de tyske flertal mod at blive indlemmet i Danmark.

Italienske Krigsfanger. (Efterskrift til Politivennen)

Det var i fjor på denne tid, at krigsfangernes tog drog over Danmark fra Tyskland. Efter krigens og fangenskabets lidelser skulle de endelig hjem til deres Kære. Men døden var med i krigsfangernes tog og søgte at gøre så rig en høst som muligt blandt dem, der var hårdest medtaget af alt det, de havde udstået. Mange var allerede døde i Tyskland på den lille sørejse hertil ombord paa det danske skib, der besørgede transporten. Og mange døde her i byen.

Der var talrige italienere imellem, og de fik deres grave i dansk jord - som de andre, der bukkede under, inden de kunne nå frem over København.

Det var for at mindes disse Italiens døde sønner, at der formiddags holdtes en sjælemesse i Katolsk Kirke i Bredgade. Den blev meget højtidsfuld - som hele interiøret i kirken var fuld af højtid. Omkring katafalken, der var hensat foran alteret, grupperede sig pragtfulde kranse, som var sendte fra den italienske legation. Generalkonsulatet og Dante Alighieri, og kirkestolene prydedes af faner.

En andagtsfuld skare havde fyldt kirken: Medlemmer af den italienske koloni og den italienske forening, andre venner af Italien og honoratiores. Man bemærkede: Københavns kommandant, generalmajor Nyholm, med adjutant, Harrel, viceadmiralerne Evers og Wondel, fransk minister Paul Claudel, belgisk minister Allart, russisk minister von Meyendorff, rumænsk minister Tresnea-Greciano, italiensk generalkonsul Valdemar Glückstadt og vicekonsul Luzi, jagtkaptajn, kommandør Carstensen, kommandørerne Gottschalck og Schultz, professorerne Heiberg, Verner Dahlerup og Pierre Oesterbye, direktør, Dr. Th. Madsen, direktør, dr. Victor Madsen, professor Otto Bache, professorinde Howitz, redaktør Svenn Poulsen, arkitekt Carl Brummer, forfatterne Børge Janssen og Sigurd Trier, direktør A. Fonnesbech, direktør S. Prahl, translatør A. Carlsen. direktør Anton Petersen (Wivel), restaurator Giannini m. fl.

Messen celebreredes af pastor Braun med assistance af pastorerne Baron von Kettenburg og Olrik. Og da messen var til ende, gik pastor Braun foran altret og talte:

De faldt ikke på slagmarken. De faldt efter de sygdomme, de pådrog sig under krigen og i fangenskabet. Men de havde lidt og stridt som de andre, valpladsen krævede som ofre, og derfor skal deres minde hædres og æres. Derfor rejste vi dem også en mindesten derude på kirkegården, et monument, der skal fortælle efterslægten om deres dåd, og derfor vil der hvert år på denne dag blive afholdt en sjælemesse, der også skal erindre om deres tunge lod på vej til deres kære, men de skulle aldrig se dem igen ....  

Til sidste  foretoges den højtidelige indvielse af katafalken -  røgelsesduften fyldte kirken, medens den store skare langsomt og stille drog mod udgangen. Bagefter førtes kransene til Katolsk Vestre Kirkegård, hvor de nu smykker de italienske soldaters srave. -Jean

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 15. januar 1920)

Mindesmærket for de italienske krigsfanger som døde på hjem hjem efter krigen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Portræt af det nye BF: Fagforeningens hamskifte. (Efterskrift til Politivennen)

I året 2000 afholdt Foreningen af Københavns Kommunes Biblioteker generalforsamling. Som specielt inviteret gæst optrådte en vis Tobias Blomgren fra Sønderjysk Universitetscenter hvor han fremlagde nogle forskningsresultater om hvordan fagbevægelsens fremtid så ud, set i lyset af den dengang fremvoksende New Public Management i den offentlige sektor - herunder biblioteksvæsnet.

Bag forklædningen, en stor grå paryk og et til lejligheden Mogens Lykketoft-lignende skæg, gemte sig såmænd den kommende redacteur for Politivennen Live Blogging, bibliotekar Erik Nicolaisen Høy. Ansat ved Københavns Kommunes Biblioteker og fagreferent for bl.a. bøger om virksomhedsledelse. Desuden lektør ved Dansk Bibliotekscenter for bøger om samme emne. Taleren havde således et godt kendskab til litteratur om virksomhedsledelse. Og det var på denne baggrund nedenstående tale blev til.

Gimmicken var planlagt i allerdybeste hemmelighed, og eneste anden involverede var foreningens daværende formand som havde givet carte blanche til taleren om talens indhold. Indslaget på generalforsamlingen var i øvrigt et punkt på dagsordenen, og hvis nysgerrige bibliotekarer ville undersøge talerens baggrund i bibliotekssystemet, fandtes der en post om bogen - den var dog så ny at den endnu ikke var indkøbt til noget bibliotek. Af gode grunde. For også bag bogens tilforladelige forside gemte sig en - jumbobog! Hvilket blev afsløret i allersidste minut af talen til ære for de for hvem gimmicken endnu ikke var blevet åbenbart. 

Talen blev senere optrykt in extenso i Bibliotekarforbundets blad, hvoraf bringes nedenstående artikel:

Jeg er godt klar over, at bibliotekarerne her i København er vant til at svinge med de røde faner. At der skulle være en fremtid i det, er dog ikke ligefrem hvad jeg er nået frem til i mine studier, fremholdt Tobias Blomgren, arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Sønderjysk Universitetscenter, da han i et foredrag på Foreningen Københavns Kommunes Bibliotekarers generalforsamling i midten af marts beskrev bibliotekarernes og deres fagforenings aktuelle situation og kurs og forsøgte at anvise nogle handlemuligheder i det nye årtusinde.

Tobias Blomgren har netop fremlagt sine forskningsresultater i bogen "Den danske fagbevægelses innovative rolle – Set i lyset af Bibliotekarforbundets kreative jobskabelsesimplementering i sen-halvfemserne".

Bibliotekspressen bringer her et sammendrag af Blomgrens betragtninger fra sidelinjen.

Vi befinder os i et paradigmeskift. Vi er på vej væk fra de traditionelle virksomheder. Dem, som byggede på den såkaldte scientific management, og er karakteriseret ved mange beslutningsled, centralisering og kontrol, faste produkter og arbejdsgange samt specialisering og rutinejob.

Vi er på vej mod fleksible, lærende organisationer, som er karakteriseret ved flade, decentrale strukturer, værdibaseret ledelse, kundeorientering og innovation, tværfunktionelle kerneprocesser og netværk og selvstyrende grupper. Undersøgelser viser at fleksible organisationer er op til 30% mere produktive. Og også biblioteksvæsenet må vælge mellem forandring gennem fleksibilitet og innovation. Eller holde fast i det gamle.

Fagbevægelsen vil få en ny rolle. Lige så indlysende som, at du går til læge, når du er syg. Eller til VVS-manden, når toilettet lækker. Lige så indlysende bør det være at gå til Folketinget, Magistraten eller EU-parlamentet, når du lider af demokratiunderskud, eller til fagforenigen når du mangler faglighed.

Men det kræver en omstilling i fagbevægelsen. Det kræver en kompetenceudvikling i retning af en professionaliseret, faglig organisation. Og Bibliotekarforbundet er godt på vej. Kompetente hovedbestyrelsesmedlemmer med sekretariatet i ryggen har ved tålmodigt at gentage årsagssammenhængene i de nye, indviklede forhold, formået at få protester, tvivl og modstand til at forstumme. For år tilbage bar generalforsamlingerne præg af at være en sandkasse for samfundskritiske styrvolter. Af ungdommelig idealisme og floskelpolitik. Generalforsamlingerne obstrueredes med endeløse kværulanterier om solidaritet med fx arbejdsløse, solidarisk lønpolitik osv. Dette bagstræberi er nu ved at blive afløst af en større lødighed og faglighed. Gennemarbejdede dokumenter fra hovedbestyrelsen tilsvines nu ikke længere pr. automatik i Bibliotekarernes blad. Det ser jeg som et første tegn på medlemmernes voksende respekt for de professionelle fagfolk. De overlader det nu trygt til de professionelle at sætte sig ind i alt det nye.

Et andet, mere måleligt tegn er, at politikinnovatorerne i hovedbestyrelsen er blevet voksne og har lagt det ungdommelige overmod bag sig. Siden 1983 er hovedbestyrelsernes gennemsnitsalder steget fra godt 34 år til knap 44 år. Altså hele 10 år, og væksten er taget til.

Hovedbestyrelsens modning og kompetenceudvikling er sket sideløbende med udviklingen i BF’s sekretariat. I 80’erne gik mellem 41 og 44% af medlemmernes kontingent til sekretariatet. Siden 1990 har sekretariatet været inde i en opgangsperiode, kun afbrudt af et hop i 1997, hvor der var ekstraordinære udgifter til udfasning af sekretariatschef, konsulent og assistent (851.816 kr.). Udviklingen pågår stadig og har nu nået et niveau på 53,2%.

Et tredje tegn er at hvor hovedbestyrelsens formænd før ofte var ledere, ja så er det ændret til, at BF’s formænd bliver ledere. Arbejdet i hovedbestyrelsen kvalificerer til lederstillinger. Mon ikke der venter den nuværende formand en ministeriel stilling.

Tillad mig her lidt lønhistorie. Hovedaftalen af 1899 brød med de daværende lønsystemers gennemskuelighed og forklarlighed.

Et eksempel. Byens skarprettere – på københavnsk vist bødler – blev aflønnet med en fast sum penge, en grundløn. Oven i den fik de tillæg for specialfunktioner som afklipning af lemmer, brændemærkning, radbrækning. I nedgangstider gav lønsystemets fleksibilitet mulighed for barbering, bortskæring og tandudtrækning. En ældre form for funktionstillæg. De kunne rejse til udlandet og indgå i teambuildings med fx Guillotin i Frankrig. De opkvalificerede sig, og gjorde sig fortjent til kvalifikationstillæg. I særligt rebelske perioder kunne der blive tale om resultatløn, hvis der skulle fjernes specielt mange hoveder, eller udstilles på hjul og stejle.

NY Løn, som vi kender den i dag, er en videreførelse af disse løndannelser. En dannelse i form af dialog, modsat grove og splidsættende forhandlinger. Det er naturligt at erstatte den nuværende lønforhandling med en lønsamtale. Gerne i forlængelse af eller direkte med i medarbejderudviklingssamtalerne (MUS), således som førende kredse allerede har gjort.

Lønnen kan på sigt blive et strategisk værktøj til målopfyldning via lønpolitikken. Solstråler følger nemlig i det nye lønsystems fodspor. På Frederiksberg har tjenestemændene ikke alene fastholdt deres tidligere løn og rettigheder. De har endog ved de periodiske lønforhandlinger fået resultatet udspecificeret til enkelte fortjentsfulde medlemmer. I modsætning til før i tiden, hvor alle uden hensyn til kvalifikation fik et lille symbolsk beløb.

Det kræver professionelle lønforhandlere. Det stiller store krav til det faglige apparat om uddannelse, viden og kompetence.

Og så tilbage til tillidsrepræsentanterne. For ikke kun lønsystemet danner grundlaget for nye udfordringer for tillidsrepræsentanterne.

Samarbejdsudvalgssystemet giver tillidsrepræsentanterne indflydelse på regnskabet. Med det følger ansvaret for økonomien. Et ansvar over for skatteborgerne og et ansvar for, at mere løn kan betyde serviceforringelser for bibliotekets brugere. Eller nej til ergonomiske arbejdspladser, nye publikumsterminaler eller selvbetjeningsautomater.

Andre opgaver er lokale forhandlinger for enkeltpersoner, økonomistyring gennem en bevidst anskaffelsespolitik for udskiftning af adækvate arbejdskraftressourcer osv.

Og mens alle medlemmer før var tvunget til i forbindelse med overenskomstforhandlingerne at enes om få, stive krav, vil hvert enkelt medlem nu frit kunne vælge sit krav, alt efter sin differentierede lønkonstellation.

Tillidsrepræsentanterne vil sammen med BF på sigt kunne opbygge en række services og merchandises, som medlemmer kan vælge netop passende deres behov. Måske kan forbundet endog markedsføre dem udadtil.

Denne proaktive proces kræver en professionalisering af BF, af tillidsrepræsentanterne og samarbejdsudvalgsrepræsentanterne.

Strategien er afprøvet inden for jurist- og økonomforbundet, hvor der har været lønstigninger på 11%. Jo tættere på beslutningssystemet, desto højere løn. Hvem andre end djøf’ere støber kuglerne til de offentlige arbejdsgiveres lønforhandlinger.

For BF åbner sig et nyt marked: Forbundet stiller sig til rådighed med bistand til ændringer på et bibliotek. Biblioteket får herefter brug for forbundets konsulenthjælp til at fortælle, hvordan biblioteket skal håndtere ændringerne. Når ændringerne så er gennemført, har biblioteket brug for forbundet til at fortælle at omgivelserne nu har ændret sig så meget at det er nødvendigt med nye ændringer. Og vi kan starte forfra.

De økonomiske ressourcer er tilstede. Fire ministerier har afsat tocifrede millionbeløb netop til udvikling af træningsfaciliteter til at produktudvikle konsulentbranchens ydelser, bl.a. gennem en 1-årig diplomproceskonsulentuddannelse. Det er i den retning, I på sigt skal have drejet fagforeningens professionellepotentiale.

Og hvis I ikke gør det, så kan I være sikre på, at andre vil gøre det.

Kort sagt: det drejer sig om kvalitetsforbedringsprocesser, om omstruktureringspilotprojekter. Dvs. metoder til mere effektivt at producere ting biblioteksvæsenet før ikke kunne indse det var nødvendigt at lave. Her spiller den enkelte medarbejder en helt central rolle.

Det enkelte medlem må omstille sig. I DSB vanker der bøder til virksomheden, hvis der ikke er "tog til tiden". Hvorfor ikke uddele bøder til biblioteker der ikke leverer "bog til tiden". De offentlige arbejdsgivere er allerede ved at få øjnene op for det forbedringspotentiale som ligger i at konkurrenceudsætte de offentlige serviceydelser.

I dag bliver mange projekter egenfinansieret eller finansieret af forskellige offentlige instanser. At konkurrenceudsætte biblioteksvæsenet – det man i gamle dage kaldte udlicitere – betyder at overskride disse grænser og foretage et opgør med forestillingen om at biblioteksudlån er en rettighed og derfor en kommunal opgave.

Lad os forestille os et bibliotek. Firmaer som fx McDonald driver indkøbet, materialevalget osv., Microsoft står for inventaret og Dansk Supermarked for personaletiden. De danner måske et til lejligheden passende konsortium – Danish Library Systems Inc. – som sidder inde med en basal viden, erfaring og produktivitet på nogle områder, som kommunen slet ikke kan matche.

Kommunen køber så i stedet disse kompetencer. Samtidig slipper kommunen for besværet med lønforhandlinger, budgetlægning, forlagsaftaler mv. Og det nye lønsystem er gearet til netop sådan en produktivitetsforbedring.

Allerede nu foregår procesforbedringen på bibliotekerne. Der sker en værdiimplementering af paradigmeskiftets operationelle platform. Medarbejderne er inde i en processuel udvikling med en øget egenindsigt og teamwork.

Biblioteksvæsenet overfører i disse år gennem en såkaldt business process reengineering mange ressourcer fra rutinepræget og uudviklende arbejde, fx bogopsætning, til mere lærende projektarbejder, virksomhedskonferencer og bench-learning.

Medarbejderne er på linje med olie, jern, bøger eller køer virksomhedens ressource. Og som sådan kan denne ressource også opfylde nogle målkrav. Der er allerede udviklet metoder til at opstille kriterier for sådanne målkrav. Metoden hedder SMART-metoden, og det står for Specifikke, Målbare, Accepterede, Realistiske og Tidsbegrænsede kriterier.

Hvilke kompetencer har vi – hvad betaler vi for?

Hvilke kompetencer ønskes – hvad vil vi betale?

Hvilke kompetencer er nødvendige – hvad skal vi spare?

Og ikke mindst: Hvilke kompetencer kan vi undvære – hvad sparer vi?

Det er hvad der i kompetenceudviklingsøjemed må tages stilling til! I må åbne jer for det nye. I må opbløde de stive sind og til jer selv og hinanden sige:

Vi hjælpes ad med det nye!

Vi er loyale over for det nye!

Vi er sparringspartnere med det nye!

TOBIAS BLOMGREN

(Bibliotekspressen 7. 11. april 2000).

New Public Management, er en nyliberalistisk, frit-valg-teori. Den udbredte sig i 1980'erne fra de angel-saksiske lande til det meste af Europa, herunder også Danmark. Grundelementerne var marketisering/privatisering og korporativ ledelse, men derudover et varieret mix af beslægtede ting - fx "outsourcing" overført fra den private sektor. Den dannede også grundlag for forskellige varianter, fx total quality management.

Mange årtier senere diskuteres new public management stadig og offentlig ledelse i Danmark bærer i høj grad præg af NPM. En af kritikpunkterne har været at den fremmer en bureaukratisk offentlig service - på trods af at et af argumenterne netop var at erstatte denne - at den offentlige sektor blev fragmenteret, dvs. splittet op i et antal forskellige organisationer som dog havde behov for at koordinere netværk, at de autonome og halvautonome organisationer var mindre troværdige. En senere bølge forsøgte at rette op på disse skævheder, men gerådede ud i nye og større komplikationer.

Jesta Nielsen (1901-1964). "Die Asta"s Datter. (Efterskrift til Politivennen)

Jesta Nielsen (1901-1964) blev født den 10. juli 1901 på Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København. Moderen var den dengang ganske ukendte, men senere internationalt berømte stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972) der dengang var elev. Jesta var oprindelig døbt Thomsen, men antog i 1912 navnet Nielsen.

Det var her på den kongelige Fødselsstiftelse, Asta Nielsen fødte Jesta i 1901. Som tusindvis af mødre fra nær og fjern i Danmark gjorde hvert år. Til fods, eller til vogns kom de ind af porten i baggrunden mod Amaliegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.  

Faderens navn er aldrig blevet opklaret. På nogle internetsider er det antydet at det var skuespilleren Peter William Jerndorff (1842-1926), fordi navnet Jesta kunne være en sammentrækning af forældrenes navne: Jerndoff og Asta. Dette er dog aldrig blev dokumenteret. Peter William Jerndorff var dengang en ældre herre på knap 60 år og højt estimeret kongelig skuespiller. Han havde deltaget i krigen 1864, læst til medicinsk embedseksamen (1870). Men valgte så at blive skuespiller, oplært af bl.a.  Ludvig Phister. Han debuterede 17. februar 1871, og fik senere stjerneroller. 1890 blev han kongelig skuespiller indtil han i 1923 tog sin afsked.

Asta Nielsen gav sit barn til et børnehjem ved fødslen; men da Astas mor, Ida Frederikke Petersen (1843-1912) fik nys om sagen, blev Jesta hentet hjem og voksede op hos sin mormor og mosteren Johanne, som var lesbisk og aldrig selv fik børn.

Asta Nielsen var på turne i 1906 med Peter Fjelstrup. En af de andre var Niels Nordorf som begik selvmord i september 1909. (Begravet på Vestre Kirkegård).

Jesta Nielsen medvirkede ifølge DFI i 1910 i filmen "Afgrunden" hvor hun spillede klaverelev. Det var den berømte film hvor moderen Asta Nielsen spillede sammen med Poul Reumert. 

Annonce fra Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik. 15. januar 1916. Asta Nielsen havde da siden 1911 boet i Tyskland og blev der  - med et ophold i Danmark under 1. verdenskrig - indtil 1937 hvor den nazistiske udvikling tilsyneladende blev hende for meget. I 1920'erne kritiserede Asta Nielsen tysk film for at være blevet "amerikaniseret", sensationspræget efter amerikansk mønster.

Ikke til at tro.

Asta Nielsen og Datter. Hvem af dem er Asta Nielsen?

Man skulde tro, at de to unge Piger paa ovenstaaende Billede er et Par henrivende Tvillinger, og saa er det Moder og Datter, nemlig Asta Nielsen og hendes 25-aarige Datter Jesta, Det forunderligt) ved dette Billede er, at det er Asta Nielsen, der staar tilhøjre, og at hun ser betydelig yngre ud end Datteren.

Asta Nielsen er jo ingen Aarsunge, det er ingen Hemmelighed; men at hun endnu kan spille Bachfisch, og fuldstændig stille Mary Pickford i Skygge, skulde man forsværge. Hun er et Fænomen indenfor Filmen, og hun er en betydelig Skuespillerinde, der med Aarene bliver mere og mere afklaret og lutret, fordi hun har Respekt for sin Kunst og aldrig lefle for Publikums daarlige Simag.

Asta Nielsen burde forlængst være taget til Amerika, hvor hendes Verdensformat hører hjemme, og hvor hun kunde have lært mange af de amerikanske Dukker, hvorledes man skal spille Komedie, og at det ikke er Tøj og Smykker, det kommer an paa, naar Talen er om Kunst.

Asta Nielsens Datter, Jesta, hendes ét og alt, har kun forsøgsvis prøvet at filme; men nu er det Hensigten, at den unge Dame skal hellige sig Filmen og fortrinsvis spille i Lystspil. For Asta Nielsen maa det baade være vemodigt og morsomt at spille sammen med sin Datter, selvom hun derved brutalt afslører sin Alder.

Ganske vist sagde Sarah Bernhardt altid, at en Kunstnerinde har ingen Alder; men Asta Nielsen er for klog til at lulle sig ind i den salige Tro, at hun helt kan udslette Aartier paa det hvide Lærred, selv om man tyer til alle mulige Hjælpemidler.

I Begyndelsen af det ny Aar ser vi antagelig Asta Nielsen her i København som Skuespillerinde i "Romantik", og meget tyder paa, at hun fremtidig vil dele sin Virksomhed mellem Scenen og det hvide Lærred.

(Klokken 5 (København) 11. november 1925).

I 1934 blev Jesta Nielsen gift med Paul Vilhelm Vermehren (1903-1964), døbt Poul Vilhelm Mikkelsen, hvis barndom på mange måder lignede Jestas: Moderen var skuespilleren Rasmine Hansen Mikkelsen (1876-1950). Hun oplyste først i 1907 at faderen var skuespilleren Vilhelm Herold (1865-1937). I 1907 blev han adopteret af Louise Vermehren (f. Borchsenius) som tilhørte Pinsemissionen og ændrede hans efternavn. Adoptionsforhold ophævedes 1924. Paul Vermehren var skuespiller, barytonsanger og talepædagog. Han debuterede på Det Kongelige Teater 6. april 1935 som Sverkel i "Liden Kirsten". Han var engageret på Nørrebros Teater i sæsonen 1939-40 og ikke mindst i krigsårene vandt han et stort publikum når han tolkede danske sange og romancer. I 1940 boede de på Syvstensvej 1, København. Han var også kendt som visesanger og tekstforfatter til kabaretviser, ligesom han skabte illustrationer og skrev digte. Flere af viserne er udgivet på plader, og kan findes på internettet. (fx Københavner-Valsen). En overgang var han opera-anmelder på BT. Han døde i et trafikuheld i 1964, og Jesta begik kort efter selvmord. De blev begge begravet på Vestre Kirkegårds askefællesgrav.

I sin selvbiografi "Den tiende muse" (1946) omtaler Asta Nielsen hverken sin datter eller sine ægteskaber med tyskeren Peter Urban Gad (1912-1915) og Ferdinand Wingårdh (1919-1923) og kæresten Gregorij Chmara (1923-1936). I 1970 blev hun gift med Anders Christian Theede. 

I 1967 lavede Henrik Stangerup en film om Asta Nielsens liv. Asta Nielsen protesterede over hvad hun opfattede som en fornærmelse, og filmen blev aldrig udsendt. I stedet fik det hende til at skrive, producere og instruere en selvportrætfilm året efter (1968) "Asta Nielsen". I 2016 udkom dokumentarfilmen: "En rød løber for Asta Nielsen" af Eva Tind.

Asta Nielsen (1881-1972) blev begravet tæt på datter og svigersøn på Vestre Kirkegårds fællesgrav (de ukendtes)

De ukendtes gravsted på Vestre Kirkegård hvor Jesta og Paul Vermehren blev begravet, og senere også en af Danmarkshistoriens internationalt mest kendte kvinder, Asta Nielsen. Askefællesgraven er anlagt 1947, og statuen "Kvindefigur med urne" er af Bjarne Vilhjelm Nielsen (1917-1987). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg tør sige det! (Efterskrift til Politivennen)

Overborgmesteren i København blev valgt på mandlige stemmer, og det er et bevis på, at vore partifæller i gruppen ikke har den tro på kvinden, som vi kunne forvente.

Jeg mener, at når så dygtig en kvinde som Edel Saunte tilsidesættes, så har vi kvinder aldrig en chance for at gøre os gældende, når mændene i den grad holder sammen. Mig bekendt har Edel Saunte været medlem af borgerrepræsentationen siden 1937 og været rådmand for 3. afd., hvor hun nu også er vraget som borgmester. Det mener jeg er en hån over for de københavnske kvinder. Vi har arbejdet med samme energi og ildhu som mændene, trods det, at mange af os har mødt modstand fra vores mænd, der mener, kvindens plads er i hjemmet, og at vort arbejde går ud over familielivet. Vi har gjort det for at kæmpe for kvindens ligeret, og derfor kan I store mandfolk ikke være dette bekendt over for os "små" kvinder.

Jeg ved, at mange kvinder står bag mig i dette spørgsmål.

Kirsten Nielsen,

Valbygårdsvej 52.

(Aktuelt, 26. marts 1962)

Som overborgmester valgtes Urban W. T. Hansen, som sad til 1976.

Edel Saunte (1904-1991) var formand for Dansk Kvindesamfund 1936-1941, medlem af Københavns borgerrepræsentation 1937-1946, medlem af Folketinget 1947-1962. Hun var herefter den første kvindelige borgmester i København: rådmand for magistratens 3. afd. (socialvæsnet) 1962-1974. I den periode var der stor overbelægning på hospitalerne, og hun stod for rømningen af Sofiegården på Christianshavn i 1969 som senere dannede udgangspunkt for slumstormerne.