Sigvald Olsen er død.
SIGVALD OLSEN er død, vel noget over 65 Aar gammel. Endnu for godt en Uges Tid siden færdedes han rask og virksom iblandt os. Han havde ganske vist for Aar tilbage været haardt ramt af Sygdom og havde mættet underkaste sig en farlig Operation. Han bar ogsaa paa en Sukkersygdom. Men hans kraftige Natur, friske Sind og dybe Arbejdsglæde holdt Sygdommen i Skak. Han var Betog dette Bfterær særlig Ivrig mod i det mangeartede Arbejde, der paahvilede ham.
Men i Mandags otte Dage maatte hans Hustru telefonere til Rigsdagen, at Sigvald Olsen ikke kunde deltage i de Udvalgsmøder, hvor han var Medlem. Det var den gamle Blærelidelse, der paany havde indfundet sig. Han maatte gaa til Sengs, en Lungebetændelse stedte til, og Sukkersygen forværrede Tilstanden.
Efter nogle Dages haabløst Sygeleje døde han i Gaar Eftermiddag ved 3-Tiden.
Inderlig Sorg vil gribe det store Antal Klasse- og Partifæller, der personligt kendte den Bortgangne, den Deltagelsen vil strække sig ud i meget videre Kredse. Faa offenlige Personligheder havde vel saa mange virkelige Venner som Sigvald Olsen. Det kom af hans retskafne Karakter, følsomme Sind og ejegode Hjærte. Men ogsaa faa Politikere - der jo altid mere eller indre staar ombølget af Kamp og i højere Grad end de fleste Mennesker er Genstand for hæftige Angreb - nød en saadan personlig Sympati i de videste Kredse.
Det hang sammen med hans afdæmpede Væsen. Han var ingen Ynder af stærke Ord, og han undgik alt, der kunde virke personligt saarende. Vel kunde han, naar han saa den Sag, som han saa trofast og ridderligt kæmpede for, uretfærdigt angrebet, eller naar man gik hans Ære for nær, fare hæftigt op. Men drejede det sig om noget, der krænkede ham personligt, var han den første til at række Haanden ud til Forsoning. Svenskerne bruger Ordet "Partiven", hvor vi Plejer at sige Partifælle. Sigvald Disen var Partivennen. Hans Bestræbelser var at øge Partiets Styrke og Arbejderbevægelsens Sammenhold ved at søge alle personitøe Stridigheder udjævnet. Det gode Kammeratskab var ham Livets højeste Lov. Han svigtede aldrig en Ven i Nødens Stund, tværtimod, da bestod Sigvald Olsens Venskab netop Prøven.
Olsen var Nyboderdreng, født 27, August 1864, Søn af den ogsaa i Partikredse velkendte og højagtede Skomager Vilhelm Olsen. Gennem et langt politisk Liv bevarede Sigvald Olsen den Umiddelbarhed og den jævne, naivt-folkelige Gemyt, som prægede det gamle Nybodertolk.
Som ung Cigarmager rejste og arbejdede han flere Aar i Tyskland sig godt tysk og blev stærkt grebet af den socialistiske Bevægelse. Det var særligt Lassalles følelses- og temperamentsfulde Taler og Skrifter, som betog den unge danske Arbejder. Socialismen blev ham noget af en Religion, Socialdemokratiet noget af en Menighed - netop Lassalle havde jo brugt de berømte Ord om Arbejderklassen som Klippen, hvorpaa Nutidens Kirke skal bygges. Lidt doktrinær blev Sigvald Olsen gennem den tyske socialistiske Skole, men det praktiske Arbejde, han snart kom ind i herhjemme, udviklede og modnede ham stadig mere, og han greb sjælden fejl i de faglige og politiske Situationer. Han hørte ikke til de Godtfolk, der hvert andet Aar reviderer deres Anskuelser. Den Overbevisning, han vandt i sin Ungdom, sad urokkeligt fast, og han tøvede længe med at erkende, at Forholdenes Udvikling kunde medføre, at hvad der én Gang var rigtig Politik, ikke længere var det. Han stillede sig f. Eks. længe skeptisk overfor Brugsforeningsbevægelsen. Ikke for intet havde han læst Lassalles Polemik med Schultze-Deutsch. Men ogsaa her kom det Øjeblik, da han tilsidst bøjede sig for Kendsgærningerne og indsaa, at hvad der i Arbejder bevægelsens Barndom vilde have virket splittende og svækkende, det kunde i dens Manddom blive en uvurderlig Kraftkilde.
Sigvald Olsen var Modstander af Minister-Socialismen. Det var ham, der paa Kongressen i Odense i 1908 fik vedtaget Beslutningen om, at Socialdemokratiet først bør tage Del i Regeringsmagten, naar det har Flertal i Folket og i Folkethinget. Denne Beslutning gælder den Dag i Dag for vort Parti, den er stadig den principielle Rettesnor. Men i 1916, da ekstraordinære Forhold forelaa, erkendte Sigvald Olsen efter nøje Overvejelse af Situationen, at her var ogsaa en ekstraordinær Taktik paa sin Plads, og han billigede, at Stauning indtraadte i Ministeriet. Uden al Skinsyge stemte han for den yngre Partifælle til denne Post.
Olsen var Socialdemokratiets Viceforretningsfører i P. Knudsens Tid, og han blev ved at være det, da Stauning traadte til som Partiets Forretningsfører. "Sigvald", som vi alle kaldte ham baade i Tiltale og Omtale, holdt sig selv i 2. Plan uden derfor at mangle Føreregenskaber. Paa samme Maade stod han i det faglige Forhold til J. Jensen. Han støttede Føreren. Han var den kyndigste, redeligste Raadgiver under Drøftelserne i de snævrere Kredse, i Forretningsudvalg og Rigsdagsgruppe. Han holdt ikke af dem, der helst vilde se deres Navn hver Dag i Avisen. Han svigtede heller ikke dem, hvis Plads og Virken maatte fare til, at de - ofte med inderlig Ulyst - var nødt til at se deres Navn i alle Slags Aviser omtrent dagligt.
Det var i den faglige Virksomhed, Sigvald Olsen lagde ud. Han var Formand for Cigararbejdernes Fagforening fra 1883 til 1896, og Forretningsfører for Tobaksarbejderforbundet fra Stiftelsen i 1886 til 1900 og derpaa i flere Aar fremdeles Medlem af Hovedbestyrelsen. I mange, mange Aar var han Medlem af De samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg og af vert Partis Hovedbestyrelse. Paa Kongressen i Oktober blev han enstemmigt genvalgt til Viceforretningsfører. Hans kooperative Interesse gik længe væsenlig i Retning af Produktionsforetagender - han var jo Lassalles Discipel - og han baade deltog i Stiftelsen og sad i Ledelsen for Fællesbageriet og andre Foretagender.
Da Bryggeriet "Stjernen" oprettedes i 1903 tænkte Sigvald Olsen slet ikke paa, at han selv skulde blive Forretningsfører. Han havde grundlagt en selvstændig mindre Cigarfabrik og var velfornøjet dermed. Den gav ham oven i Købet en vis Uafhængighed i det politiske Liv, hvorpaa han satte Pris. Det var Meningen, at De samvirkende Fagforbunds Formand J. Jensen skulde overtage Bryggeriets Ledelse, men da vilde Tilfældet, at Partiets Borgerrepræsentanter lige fik Stemmer nok til at vælge Borgmester ved Borups pludselige Død - og det blev selvfølgelig Føreren for den kommunale Gruppe i det forløbne Tiaar. Sigvald Olsen overtog saa efter indtrængende Opfordring Stillingen som Leder af "Stjernen" og har i de 16 Aar, der siden er gaaet, røgtet denne Gerning mod Samvittighedsfuldhed og Dygtighed. Han fik efterhaanden megen Indsigt i Forretningslivet, hvad der atter kom ham til Nytte under Rigsdagsarbejdet, hvor han særlig fik med økonomiske og sociale Spørgsmaal at gøre.
Ind i Folketinget valgtes han den berømte 9de April 1896, da Venstre og Socialdemokratiet besejrede Højres og de Moderates Forligs-Flertal. Vi havde forinden det Valg kun 2 Folkethingsmænd (plus Harald Jensen en kort Tid fra 1880 til 1892). Nu fik vi otte og kunde danne en Gruppe af stadig voksende Betydning. Sigvald Olsen valgtes i den nydannede Ilte Kreds der ved Valgkredsloven af 1894 var en af de Kredse, der skiltes ud af gamle 5tes Kæmpekreds. I denne Nørrebrokrods befæstedes han Aar for Aar i stadig større Vælgerskarers absolute Tillid. Forholdet mellem ham og Kredsen betegnes bedst med Ordene: hjærteligt Venskab.
I Rigsdagen havde han betydningsfulde Ordførerskaber, f. Eks i 1897, og de nærmest følgende Aar Toldspørgsmaalet - hvor han vel oprindelig ud fra sit Fags formentlige Interesser og ud fra Studier af Tolddebatterne i Udlandet, havde en lille Tendens i protektionistisk Retning, men hvor han ogsaa efterhaanden overvandt denne Ungdomspaavirkning. Da Stauning blev Minister, overtog Olsen en stor Del af det politiske Ordførerskab i Folkethinget. Han var Ordfører i det vestindiske Salgsspørgs maal og blev det i Sommer under den sønderjyske Debat. Men navnlig virkede Sigv. Olsen med stor Flid i Udvalgene. - Det vilde fylde flere Spalter at opregne alle de Udvalg, hvori han havde Sæde i de omtrent 25 Aar, han havde været Rigsdagsmand. Hvor vil Vælgerne i 11te Kreds og mange med dem beklage, at han ikke fik Lov til at opleve Jubilæet nu til Foraaret.
I en Mængde Institutioner valgtes han ind: I Overskatteraadet paa Frederiksberg, i Toldraadet, i den militære Afviklingskommission o.s.v.
Men først og fremmest vil vi i Dag i dette Blad mindes hans Stilling gennem en Menneskealder som Medlem af "Social-Demokratens" Kontrolkomité, hvor han med aldrig svigtende Interesse tog sig af Bladets stadige Forbedring og Fremgang.
Det bliver slet ikke nemt at erstatte Sigv. Olsen i hans mangeartede Virksomheder. En Ting kan slet ikke erstattes: den Partitradtition som Olsen saa at sige legemliggjorde og som er en saa betydningsfuld Faktor i en Bevægelses Fremgang og Virksomhed. Han kendte alle Drøftelser fra Begyndelsen af 80erne og fra 70erne med gennem sine Venner i Socialismens første Generation. Han vidste, hvorledes hvert Led i vort Program var blevet til, han kendte Organisationen ud og ind. Han var hjemme i alle vore Forhold.
Han blev en af de ikke faa Arbejdere, der har givet den danske Arbejderbevægelse dens ejendommelige Præg - i højrere Grad en Arbejderbevægelse end nogen anden i Verden. Om ham gælder i fuldt Maal, hvad Grundtvig skrev om Idealet af Menneskelykke:
Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord
som det, jeg vilde ej med Konger bytte:
opklaret Gang i ædle Fædres Spor
med lige Værdighed i Borg og Hytte.
Han var af Overbevisning en Republikaner saa god som nogen. Men førte repræsentative Pligter ham op i Kongeslottet, var han sig selv og sin Sag lige tro og optraadte med samme jævne Værdighed som ude paa Forstadens Vælgermøder. - Denne vennesæle Ligefremhed vandt ham Agtelse i alle Samfundslag uden Hensyn ti: politiske Modsætninger. Da han for en Del Aar siden laa haardt syg paa Hospitalet, følte Landets Konge Trang til at aflægge ham et personligt Besøg.
Et lykkeligt Familieliv støttede Sigvald Olsen i hans ofte trættende Gærning, og haardt rammer Døden hans efterlevende 5 Aar yngre Enke. Han var barnløs, men havde en Adoptivdatter, som han elskede højt. Politiken havde ikke gjort ham haard og kold. Det paastaas jo ofte, at den gør det, skønt det \istnok ikke er sandt. Ham gjaldt det i hvert Fald ikke. Han blev let bevæget, ja kunde ikke altid beherske sin Stemme, naar Hjærtets Strænge rørtes. Politik var for ham praktisk anvendt Menneskekærlighed. Han hadede kun Egoisme, Forfængelighed og Stræberi. Han krævede ikke, men meget blev ham givet og betroet, og alle, der betroede ham noget, vil i Dag give ham det Eftermæle, at han blev sin Sag og sig selv - Sagen først - tro til det sidste Aandedrag.
Redaktør E. Wiinblad om Sigvald Olsen
I Spidsen for del danske Socialdemokrati stod to Cigararbejdere Stauning, Formanden, og Sigv. Olsen, Næstformanden. Nu er Næstformanden gaaet bort.
Intet socialistisk Parti har paa fyldigere Maade end vort virkelig gjort Karl Marx's Ord, at Arbejderstandens Frigørelse skal være Arbejderstandens eget Værk. Fra den kolde Vinterdag i 1877, da Louis Pio forlod Landet, har Proletariatet selv baaret sin sag frem bl. a. ved de to Cigararbejdere, og har kunnet gøre del med store Resultater, fordi den danske Arbejder maaske er Verdens mest oplyste og intelligente.
Oplyst og intelligent! Hvad man vender sig mod Sigv. Olsens Baare og siger disse Ord til Minde om han, vil de lyde tomme og være uden Farve, thi han var meget mere. Han var klog med den Klogskab, som andre søger Raad hos, fordi den er uselvisk og hviler paa Kærlighed og Hjælpsomhed, og han var god med den Godhed, som er fuld af Styrke, og som derfor indgyder Tillid.
Hans Standsfæller lagde store Foretagender i hans Haand, betroede ham Formuer, og det skete med den Tryghed, der er selvfølgelig og ikke skænkes en Tanke.
I 1885 udstedte Estrup sit berygtede Presseprovisorium mod Ophidselse af Klasser. Naar "Social-Demokraten" f. Eks. bragte Meddelelser om Storbønder, der mishandlede Tyendestanden, eller om Fabrikanter, som skambød Arbejdere, var det Ophidselse, Bladet var hjemfalden til Straf, og Straffen ramte Sigv. Olsen, som var ansvarhavende Redaktør. Han hensad i Varetægtsarrest i mange Maaneder og idømtes Fængsel paa Vand og Brød ialt i 65 Dage, en grusom Straf, der kunde knække sin Mand, og som maaske lagde Spiren til den Sukkersyge, som nu har bidraget til hans Død.
Sigv. Olsen bar Indespærringen frejdigt og med Taalmod. Naar jeg besøgte ham, kom han mig i Møde, mager og hærget, med det blege Ansigt hvidt som et Lagen under det mørke Skæg. En halv Time efter lagde Slutteren sin Haand paa hans Skulder, og jeg saa ham forsvinde i den lange Gang, der fører fra Samtaleværelset til Fængslets Cellebygning.
Socialdemokratiet er bygget op af mange Hænder og af mange Skæbner. Sigv. Olsens Lidelser i Provisorieaarene var en af de Skæbner, som satte Tusinder af Hænder i Bevægelse. Han talte jo kun de Fattiges Sag paa en Maade, der ikke tidligere var forbudt; men nu havde Højre, Godsejernes og de Riges Parti, brudt Landets Forfatning og straffede de Fattiges Talsmand efter ulovlige Paragraffer, aom Rigsdagen aldrig vilde godkende. Dette var en Overklasse-Politik, som var let at forstaa, og som kunde ophidse et Folk uden mange Taler. Nogle Aar senere var Højre da ogsaa fejet ud af København paa en eneste Kreds oær og omtrent ud af det danske Folkething.
Naar jeg ser tilbage gennem Tiderne og paa Kampene, da personificerer Underklassen sig for mit indre Syn en ung Mands Skikkelse', en ung Mand med et magert Ansigt, hvis ligblege Hud skinner gennem det mørke Skæg, og paa hvis Skulder Kapitalismens Bøddel bar lagt sin tunge Haand.
Det er Sigvald Olsen, jeg ser. Men jeg ser ham ogsaa, som han stod ved sin Død, i Spidsen for et Arbejderparti, der i dette Øjeblik er det vigtigste Led i den danske Regeringsmagt, og som modnes til at tage hele Magten i sin Haand.
E. Wiinblad.
Et Mindeord i Socialdemokratisk Forretningsudvalg.
Socialdemokratisk Forretningsudvalg, holdt alt ordinære Møde i Aftes.
Stauning meddelte ved Mødets Begyndelse, at Sigv. Olsen i Gaar var afgaaet ved Døden, og idet Medlemmerne rejste sig udtalte han, at Sigvald Olsen lige fra Partiets første Dag havde været en energisk og trofast Partifælle, som lærde arbejdet utrætteligt baade som Politiker, som Leder af Bryggeriet "Stjernen" og som en højt skattet Raadgiver i alle Arbejderklassens Anliggender. Sigv. Olsen vil derfor blive haardt savnet, og Mindet om ham vil blive dybt bevaret Ikke blot i denne Kreds, men i hele den danské Arbejderklasse.
Sigvald Olsen som Leder af "Stjernen"
Også paa det kooperative Omraade har Sigvald Olsen udiført et stort og fortjenstfuldt Arbejde. I 1901 besluttede Arbejdernes Fællesbageri at oprette Bryggeriet Stjernen og fik de samvirkende Fagforbunds enstemmige Tilslutning til denne Beslutning. Sigvald Olsen valgtes enstemmig til Bestyrer af det ny Partiforetagende, og den 8. April 1902 kørte vore Vogne ud med det ny Produkt, som straks vandt stor Tilslutning.
Der var dog mange Arbejdere, der rystede paa Hovedet. Dette var for gigantisk en Kamp at indlade os paa, mente de. Bryggerikongerne var for mægtige, Naade dem, der tronede i ensom Utilnærmelighed, og dem, der gik smilende om imellem os, og efter Evne plumrede Vandene. En maatte tabe.
Sigvald Olsen tog dog Kampen op og paa sine brede Skuldre bar han sin Part af Tidens Møje. Thi Kampen var streng og langvarig, og for Sigvald Olsens følsomme Sind kunde den til Tider blive overvældende. Han havde dog Kammerater, der stod ham trofast bi, og Bryggeriets Ledelse tabte aldrig Troen paa Sejren, og nu tør man vel sige, at Sejren er vunden.
Stjernens Øl har ikke alene vundet fuld Anerkendelse hos Arbejderne, men ogsaa hos det Jævne Borgerskab, nu efter 17 Aars sejge Kamp under Sigvald Olsens Førerskab.
Og saa gik det ham, som Moses. Han fik kun Lov til at se ind i det forjættede Land, da Jerichaus Mure var faldne. Den bitre ubarmhjærtige Død tog ham fra os.
Sigvald Olsen elskede Arbejdet. Tidlig om Morgenen mødte han paa Bryggeriet, flk sine Træsko paa, og afsted gik det til Bryggeri, Malteri, Vandfabrik og Aftapningsanstalt. Mange Spørgsmaal stilledes til ham under denne Vandring, men han havde Menneskekenderens og Menneskevennens Iykkelige Evne til at tilfredsstille eller tilrettevise, uden at opirre og uden at gaa paa Akkord med Uorden og Sløseri.
Derefter fulgte Konferencer med Bryggeriets Handelsrepræsentanter og Bogholder og efter en hastig Frokost begav Sigvald Olsen sig til den Rigsdag, hvis Arbejde i saa høj Grad havde hans Interesse. Men om hans Virksomhed her, vil man se andet Sted. Bryggeriet Stjernen har ved Sigvald Olsens Død lidt et Tab, som vanskeligt forvindes, thi Bryggeriet var hans Kælebarn, som han føjede og dæggede for, og som han gerne vilde se som den stærke Fæstning, skabt af Arbejderne til Værn og Værge.
G. C.
(Social-Demokraten, 17. december 1919)
På denne blog er Sigvald Olsen omtalt i forbindelse med afholdelsen af den første 1. maj-demonstration i 1890 hvor han var en af talerne, samt i forbindelse med generalstrejken på St. Croix i 1917 hvor nogle "hvide socialdemokrater" uden held forsøgte at advare ham mod Hamilton Jackson.
Foto af Sigvald Olsen bragt i Social-Demokraten 24. december 1899 i anledning af en retssag med bestyreren for Vestre Kirkegård, Bahnson som ville have nedlagt forbud mod at Sigvald Olsen talte ved en begravelse - selv om præsten havde givet lov.
Stauning taler ved kisten. Tegning fra Social-Demokraten, 22. december 1919
Sigvald Olsens kone, Ludovika Olsen døde 10. juni 1941. 81 år gammel. Hun berettede i et interview at fængselsopholdet i 1887 havde taget hårdt på ham. Ludovika var født 1859 i Fredensborg, og boede efter Sigvalds død sammen med deres eneste datter. Foto bragt i forbindelse med hendes død i Social-Demokraten 11. juni 1941.
Sigvald Olsens gravsten på Assistens Kirkegård. Folketingsmand. Bryggeribestyrer. Sigvald Olsen og Ludovika Olsen. Tak for gode minder, rejst af partifæller. Foto Erik Nicolaisen Høy.
