30 august 2024
Resterne af gamle Københavnere.
29 august 2024
Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)
Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen
Et mærkeligt Pigebarn.
Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.
Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.
Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.
- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis,
Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.
- Men er den Pige da gal! udbrød Dommeren.
Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.
Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.
(Aftenbladet (København) 6. december 1920).
Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.
Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.
En uhyggelig Sag i København.
Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.
Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.
For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).
27 august 2024
Olga Eggers Foredrag. (Efterskrift til Politivennen)
Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.
Efter 1. verdenskrig fik hun tillidsposter i Freds- og Folkeforbundet og var næstformand i Fredsforeningen af 1916. Hendes noveller, interviews og artikler blev flittigt bragt i mange aviser rundt om i landet:
Dansk Kvindesamfund havde i aftes indbudt til møde på Højskolehjemmet.
Fru dommer Esmann bød på Kvindesamfundets vegne forsamlingen velkommen, hvorefter forfatterinden fru Olga Eggers talte om sine indtryk fra en rejse i England og Frankrig i 1918.
Forfatterinden begyndte med at tale om London eller rettere det mørke London, og skildrede Frelsens Hærs arbejde i fattigkvartererne i London og gik derefter over til at skildre den praktiske engelske kvinde, der under krigen i de trange tider lærte at simplificere husholdningen i hjemmene.
Men selv om krigen satte sine dybe spor i England, forandredes forholdene dog ikke i den grad som i Frankrig, hvor alt var forandret. Paris i 1918 var tom og død, og langt grellere var forandringen, når man så de hærgede egne.
Taleren skildrede sin tur over Reims med dens ødelagte domkirke til Nyon med de gennemskudte huse og kirker og de 20-30 Mennesker, der er tilbage af byens befolkning, og videre gennem det triste, mindetunge land der først og sidst tvinger det ønske frem at der aldrig mere må komme krig igen. Var freden tung for Tyskland, så må den være endnu tungere for Frankrig. Tyskland står urørt af selve krigen, mens Frankrig ligger gennemskudt, gennempløjet, forhugget og ødelagt. Intet under at hadet lever i franskmændenes hjerter og freden, den rigtige fred, kommer jo først, når hadet er borte fra verden.
Forfatterinden berørte derpå den franske kvindebevægelse, som ikke menes at have så stor fremtid dernede som i andre lande. Den franske kvinde er i første række hustru og husmoder, og vil ikke distraheres her. Mændene synes måske dette er ideelt; men det er dog muligt, at visse love var bedre, om kvinderne var med. Men der er ikke megen jordbund for kvindesagen i Frankrig. Enkelte franske kvinder har dog begyndt at forstå, at de må være med, og at de dog måske kunne overbevise mændene om, at de har menneskeforstand.
Forfatterinden fremførte enkelte eksempler herpå og nævnede herunder en udtalelse af en sådan fransk kvinde, gående ud på at kvinderne fremmer sin sag ved at imponere mændene med at kvinderne er mere elskværdlge end mændene.
Efter foredraget fremvistes en række fortræffelige lysbilleder i tilslutning til foredraget.
(Vestkysten. Esbjerg Avis, 13. november 1920).
Olga Antoinette von Eggers (1875-1945). Fotograf Max (Albert) Schou jun. (1878-1944). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Hovedstadens Døde (uddrag). (Efterskrift til Politivennen)
Til Tines Digter fra en Moder paa Als. (Efterskrift til Politivennen)
Herman Bangs Grav.
Ude paa en af Skraaningerne paa Vestre Kirkegaard ligger et ensomt Gravsted. Det er en stor, firkantet Græsplæne, indhegnet af et højt nøgent Buskads. Men midt i dette friske, grønne Græs bløder i Sommertiden de rødeste Roser ...
Det er Herman Bangs Grav. Ingen Sten eller Tavle angiver, at den store Kunstner her omsider fandt Ro og Hvile i sit syge, flakkende Sind. Saadan har han selv villet det. Og nu koster det Anstrengelse for uindviede at finde hans Grav paa den store Kirkegaard, men den, der leder om hyggeligt, vi tilsidst finde den ene navnløse Grav mellem de Hundreder af smaa, pænt plejede Grave. Det viste Herman Bang. Derfor blev han begravet saaledes.
Det hænder ret ofte, at min Vej falder ud ad Vestre Kirkegaard, og har jeg da blot en Smule Tid, glemmer jeg ikke at søge hen til Herman Bangs Grav og dvæle derved en Stund, bøje Grenene til Side for at se Plænens Roser, om Efteraaret nu har naaet den med sin Kulde.
Forleden var der nok een til, som havde fundet Vej til det ensomme, lille Gravsted. En Fremmed maatte have besøgt Graven, siden jeg var der. Dernede - midt i det duggede Græs laa en smuk Krans af gulnet, halvvissent Efterårsløv, hvori smaa, spæde Forglemmigejer piblede frem i deres svage Blaanen. Jeg løftede Kransen lidt op fra den vaade Græsplæne og læste paa et vedhæftet Kort: "Til Tines Digter fra en Moder paa Als".
Det var alt. Men disse faa, simple Ord, den smukke Krans af Efterårsløv, som den Fremmede havde bragt med herhen, maa gribe enhver, som kendte lidt til Herman Bang.
En sagte Hilsen - dernede fra ... Fra hans elskede Als og Fødebyen Adserballe ... Og Billedet af Adserballe Præstegaard staar pludselig klart for mig. Den hvide, straatækte Bygning, ad hvis kolde Mure den dybblaa Clematis drypper sine store, tunge Blomsterklokker. Hele den lille Landsby, med Gaardene, Vejene med de levende Hegn, den gamle Kirke og Gadekæret. Hermans Barndomshjem ....
En Hilsen fra en Moder. Digtede Bang ikke selv sine smukkeste Kvindeskikkelser - som han sagde - "af dit Blod, Moder"? Stella Høeg og Nian og Frøken Agnes og Fru Katinka - det er Herman Bangs Moder ... "De er Børn af din Glæde og Børn af den Sorg. De var dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer ... " saadan talte han selv. Han lovede en Gang sin Moder, at han "skulde se til, at de ikke helt skulde glemme dig". Og han satte hende de ømmeste, evigste Monumenter ved sin Digtning.
Nu, flere Aar efter hans Død, er det elskede Barndomshjem, hvis Ulykkesdage han gennemlevede, atter vendt tilbage til Danmark. Og en sønderjysk Moder mindes Herman Bang ved en gulnet Løvkrans paa den stille Grav.
Carl Henrik.
(Nationaltidende 10. november 1920, 2. udgave).
Se også indslaget om Herman Bang andetsteds på denne blog. Artiklen er skrevet nogle måneder efter Genforeningen 15. juni 1920.



