Vandvognen, som hele Byen sukker efter. (Efterskrift til Politivennen)

Nu og da kommer der en Regnbyge, men faa Minutter efter, at Solen er fremme, er Regnen fordampet, og Jorden vedbliver at være lige tør. Gennem flere Ugers Sommervarme er den store Stenørken, som Storstaden er, forblevet et Helvede, hvor Varmen staar tykt mellem Murene i de lange, snævre gader. Da bliver man taknemlig for et lille frisk Vindpust, som man om Vinteren er taknemlig for en Solstraale. Og man bliver glad i Sindet, naar man ser Vandvognen komme luntende gennem  Gaderne. Vort Billede er taget fra Dosseringen, hvor en Vandvogn er i Færd med at fylde paa, for senere at svinge ind i Ryesgade og de smaa Baggader, der støder ud til Byens og Landets tættest beboede Gader. Der bor nemlig flere Mennesker i disse Gader, end der er indbyggere i Korsør.

(København 25. juni 1922)

Moderens Hjerte brast ved Sønnens Død. (Efterskrift til Politivennen).

En rørende tildragelse i en kendt københavnsk familie.

I forgårs aftes afgik den kendte restauratør Søren Balle, den tidligere indehaver af “Kafé Stevns" på Købmagergade, ved døden. Søren Balle der er bror til restauratørerne Erik Balle, Parkhotellet, og R. Balle, Savoy-Hotellet, havde i længere tid lidt af en nyresygdom og blev for ganske nylig underkastet en alvorlig operation, som han imidlertid tilsyneladende var kommet godt over. Han havde derefter taget rekreationsophold på Skodsborg Sanatorium og befandt sig særdeles godt. Men torsdag aften fik han et pludseligt tilbagefald og døde efter få minutters forløb.

Næste morgen påtog en af hans brødre sig at overbringe deres gamle forældre, faderen er 86 og moderen 76 år, budskabet om sønnens død.

Varsomt og forsigtigt fortalte han de gamle mennesker hvad der var sket. Dybt nedbøjede greb de hinandens hænder - så sank den gamle moder om på gulvet - død i samme nu.

Budskabet om sønnens død havde lammet hendes hjerte. Moder og søn bæres sammen til graven på tirsdag. Begravelsen foregår på Vestre Kirkegård.

(Folkets Avis, 22. juni 1922).

Erik Balle optræder i et af Sophus Michaëlis breve, til William Waagner:

Ved Kløvermarken 1, Kbhvn. C.19. Avgust 1925.

Kære Herr Waagner.

Det er ikke Dagmarhotellets Direktør, men hans Broder Restauratør Erik Balle (Vesterbrogade 3), som Deres Kuffert i sin Tid blev staaende hos paa Park-Hotellet, fordi De skyldte flere Hundrede Kroner. Jeg har nu talt med Erik Balle, der siger, at Sagen forlængst er uddebatteret med Dem: Kufferten henstod i flere Aar, De betalte ikke og indfriede den ikke, hvorefter den er bleven kastet bort som værdiløst uafhentet Gods – den er i hvert Fald nu ikke til at skaffe til Veje, og De er selv Skyld deri.

Jeg kan saaledes ikke hjælpe Dem til Kufferten igen.

Deres

Sophus Michaëlis.

Kampen om Nørrebrostræde. (Efterskrift til Politivennen).

 

Murermester Nygaards ulovlige hus.

Om det lille karakteristiske Nørrebrostræde, den meget benyttede passage imellem Nørrebrogade og kvarteret omkring Stengade, har der længe stået en bitter strid imellem en af strædets husejere.

Murermester Nygaard og staden Københavns officielle bygningsautoriteter, og både by- og landsret har måttet søges for at få striden afgjort. Bygningsautoriteterne ønsker forståeligt nok en gang at få strædet udvidet, og herfor mener det, at hr. Nygaard er trådt hindrende i vejen. Hr. Nygaard har nemlig udført betydelige arbejder ved sin ejendom, der springer frem i strædet, og Magistraten siger han imod alle regler og aftaler har vanskeliggjort strædets udvidelse.

Nygaard hævder, at han kun har repareret sin ejendom, men bygningsautoriteterne siger, han har fuldstændig ombygget den og i samme retning går det meget sagkyndige skøn, der har været nedsat. Byretten mente, at murermester Nygaard kunne slippe med en bøde på 200 kr., men Landsretten har taget anderledes kraftigt fat på ham. Han skal betale 600 kr. i bøde og under en daglig mulkt på 30 kr. bringe sin ejendom i overensstemmelse med loven. At dette er sket, skal han bevise ved bygningsautoriteternes attest.

(Aftenbladet (København), 21. juni 1922).

Magistraten opkøbte ejendomme i strædet med henblik på nedrivning, og andre blev eksproprieret. Gaden skulle udvides til 20 alen. Strædet gik fra Nørrebrogade til Stengade, og udvidelsen betød at hele strækningen kom til at hedde Stengade.

Nørrebrostræde blev nedrevet i 1927/28. Det bestod fortrinsvis af faldefærdige huse uden arkitektonisk værdi. De stammede fra en periode da der stadig fandtes haver i områder. I 1870 forsvandt disse haver, men husene blev stående. Aftenbladet, 3. november 1927 bragte nedenstående foto af strædet:

Aftenbladet (København) 3. april 1928 viste nedenstående to fotoer:

Social-Demokraten, 17.juni 1928 kunne vise et foto af nedrivningen af det udvidede Nørrebrostræde:

Social-Demokraten, 5. oktober 1928 kunne vise et foto af resultatet af det udvidede Nørrebrostræde:

Handelsmanden, der blev "lagt ud" paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Vi fortalte for et par måneder siden om to tidligere straffede fyres rædsomme tumlen om med en handelsmand Jensen. De to gavtyve, Laurits Olsen og Vidar Svendsen, hedder de, havde truffet handelsmand Jensen på en beværtning på Blegdamsvej. Først hjalp de ham med at sælge den vognfuld “store, friske sildegodt" han havde, og så hjalp de ham ærligt og redeligt at drikke pengene op. Hen ad natten slæbte de så den arme handelsmand, der var bleven så fuld at han intet anede, ud på Vestre Kirkegård og lagde ham på en grav.

Hårene lagde sig på Jensens hoved da han vågnede og så hvor han var, og de blev endnu mere stive da han så, at hans ur og tegnebog med 200 kr. var borte.

-- I går blev Laurits Olsen og Vidar Svendsen idømt hver 18 måneders forbedringshus.

(Aftenbladet, 10. juni 1922)

Fra den hollandske Udstilling. (Efterskrift til Politivennen).

Det malayiske hus.

I denne tid arbejdes der dagen lang på den hollandske udstilling på banegårdsterrænet der jo programmæssigt skal stå rede til indvielsen 7. juli.

Det meste er foreløbig kun bræddestabler og halvt malede trægavle. Men hist og her begynder udstillingen at tage form - således det malayiske hus som fotografen her har taget i sin halvfærdige skikkelse.

Det er en nøjagtig kopi af det originale Sumatra "Batak-hus" der findes på den hollandske statskolonimuseum i Amsterdam. Men bemærker de spidse gavle, den stærkt svajende, brudte taglinje og det primitive tømmerværk der i Østen sammensurres med svære reb.

Udstillingens malayiske hus tælles med et ægte, ostindisk stråtag, men ellers er der vist flere søm og mere europæisk tømrerarbejde i det end strengt foreneligt med det fjerne forbillede. I alt fald bliver det en ejendommelig attraktion for udstillingen, dette hus fra Sumatra der rejses ved St. Jørgens Sø klods op ad den gamle Klampenborg Station, Østifternes Kreditforening og Petri Spir som man på biledet ser som menneskeæderboligens københavnske baggrund

(København, 7. juni 1922).