Cykeltyveri i Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

En Aften i Juli Maaned kom en Entreprenør Holm i Silkeborg tilligemed en bekjendt cyklende til en Beværtning i Estrupgade og stillede deres Cykler i Indkjørselen, hvorefter gik ind for at faa en Forfriskning. Da de efter en lille Times Forløb vilde gaa igjen, viste det sig, at Holms Cykle, som havde staaet yderst, var forsvunden.

Kort Tid efter blev Cyklen funden i Malermester Anholms Værksted, og Malerens Broder Michael maatte vedgaa, at han havde stillet den der. Han paastod imidlertid, at det var hans egen Cykle, som han havde ejet i længere Tid. Da han skulde forklare, hvorledes han da var kommen i Besiddelse af den, svarede han:

"Ja, det var saamænd en Aften, at jeg gik nede paa Drewsens Vej. Der kom en høj Mand i graa Klæder hen til mig og spurgte, om jeg kunde cykle, og da jeg svarede Ja, forærede han mig Cyklen!"

"Kjender De ellers intet til den graa Mand ?" spurgte Dommeren.

"Nej, ikke videre. Jeg synes nok, jeg havde set ham for - det var vist i Aarhus - , men hvem han er, og hvad han hedder, aner jeg ikke. Forresten er der nogle Skovarbejdere, som kan bevidne, at jeg har haft Cyklen i flere Uger!"

Disse Skovarbejdede blev saa tagne i Forhør; men deres Vidnesbyrd gavnede ikke den tiltalte. Den ene forklarede nemlig:

"Jeg mødte en Aften Anholm med Cyklen, da han kom fra Lunden. - "Har De Raad til at faa Cykle?" spurgte jeg - "Ja, men jeg har ogsaa faaet den meget billigt", svarede han, "for jeg snød ligefrem ham, der solgte den".

Til en anden Skovarbejder, som havde spurgt ham, hvorledes han havde faaet Cyklen, havde han svaret:

"Den har jeg sgu faaet paa en meget hæderlig Maade. Jeg havde været ude at rejse og da jeg paa Jernbanestationen indleverede min Garantiseddel paa Kufferten, fik jeg Cyklen udleveret med det samme. Den havde nemlig faaet samme Numer som Kufferten. Jeg tænker, det er en af mine Venner, der har villet forære mig Cyklen paa denne delikate Maade."

Da nu Holm havde aflagt Ed paa, at Cyklen var hans, og da Anholm ikke kunde benægte, at han den Aften, Cyklen blev stjaalen, havde forladt Beværtningen i Estrupgade ad Køkkenvejen, mente Retten ikke at kunne tage Hensyn til hans aabenbart ganske løgnagtige Forklaringer, og han blev derfor af Silkeborg Birks Extraret idømt 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Viborg Overret skjærpede Dommen til samme Fængsel i 3 Gange 5 Dage.

Medens Hr. Octavius Hansen som Aktor paastod denne Dom skjærpet eller stadfæstet, fremhævede Advokat Hindenburg som undskyldende Moment, at den tiltalte fra Barndommen af havde været svagt begavet og var bleven yderligere svækket i aandelig Henseende ved stærkt og stadigt Alkoholforbrug.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Aarhus Amtstidende 14. november 1899).

Peter Hougaard: Død og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Hougaards Begravelse.

Vor Partifælle P. Hougaards Begravelse foregaar i Morgen Kl. 1 fra Vestre Kirkegaards store Kapel.

Deltagelsen bliver stor, thi følgende Foreninger meddeler, at Fanerne kommer til Stede: Tobaksarbejderforbundet, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 10. Kreds, Snedkernes og Stolemagernes Fagforening og Sygekassen "Alderstrøst".

Cigararbejderne, Cigarsortererne og Tobakspinderne anmodes om at møde ved vor afdøde Kammerat, P. Hougaards Begravelse i Morgen.

Fanerne kommer til Stede.

P. Nielsen. Th. Stauning. F. Larsen.

Er Kommunehospitalet overfyldt?

Vi har meddelt, at afdøde Hougaard, Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", døde Tirsdag Nat, efter at han Tirsdag Eftermiddag var afvist fra Kommunehospitalet, skønt han med bragte Indlæggelsesseddel.

Vi ser os i Dag i Stand til at bringe Indlæggelsessedlens Ordlyd:

Ugift Cigarmager Peter Thomsen Hougaard, 41 Aar, Trepkasgade 2, 2. Sal, lider af Seguælae pneumoniæ og trænger paa Grund af Mangel paa Pasning i Hjemmet meget til hurtig Indlæggelse paa Hospitalet.

D. 7/11 99.

F. Møller.

Hr. F. Møller er Sygekassen "Alderstrøst"s Læge i det Distrikt, hvori Hougaard boede. Skønt Hougaard foreviste ovenstaaende Lægeerklæring, blev han dog afvist med den haardhjertede Erklæring, at der var ikke Plads. Han gik bedrøvet bort. Den stille alvorlige Mand, hvem saa mange højagtede lige saa meget for hans solide Dygtighed som for hans mandige Optræden, var syg til Døden. Han gik hjem til sin ensomme Ungkarlebolig i Trepkasgade, hvor der ikke var et Menneske, der kunde række ham en hjælpende Haand. Han havde sikret sig igennem mange Aar i Sygekasser, og man havde lovet ham, at han skulde faa Hjælp, naar han trængte, og da Sygdommen saa meldte sig, alle Cigararbejderes Arvefjende, Lungebetændelsen, maatte han gaa hjem og dø uden Hjælp. Husbeboerne hørte underlige Skrig og Raab, men de ændsede ikke, at netop deres Hjælp var fornøden for at redde et Menneske fra Døden.

Under saadanne Omstændigheder paatrænger det Spørgsmaal sig: Er Kommunehospitalet overfyldt? og hvem er det, Kommunen overdrager at raade over Liv og Tov ved at afvise Patienter ?

Vi har undersøgt disse Forhold, og ved fra paalidelig Kilde, at der hver Dag melder sig fra 15 til 20 Patienter til Indlæggelse paa Hospitalet. Af dem optages kun 3 a 4. Nu vil nogle Skumlere vide, at det er pur unge Kandidater, som denne overmaade vigtige Plads betros, og P. Hougaards Skæbne tyder derpaa. Man behøver imidlertid ikke at være Læge for at vide, hvor farligt det er, at lade en Patient med stærk Lungebetændelse henligge uden Hjælp, da han i saa Fald næsten altid bliver kvalt.

Hvis det altsaa er en dygtig og erfaren Læge, der har afvist Hougaard, hvis Forholdene paa Kommunehospitalet er saaledes, at en Læge maa lade en dødssyg Patient gaa bort fra Hospitalet, skønt Vedkommende har Ret til at fordre Indlæggelsen, saa har Københavns Borgere ogsaa Ret til med stor Styrke at forlange, at Magistraten uopholdelig skal træffe Foranstaltninger til at skaffe Plads nok. Ude paa Øresundshospitalet er der Plads nok til at rejse interimistiske Sygestuer, som kan fungere, indtil det ny store Hospital bliver færdigt.

Det er ikke alene den nuværende Trang, det gælder at afhjælpe. Til næste Aar har vi maaske allerede Sundbyerne, Valby, Utterslev og Brøndshøj. Hvad vil man gøre ved Patienterne fra disse ny Bydele?

Imidlertid sidder der et kommunalt Fællesudvalg og overvejer Hr. Borups Plan om at bygge for en Million Kroner til Kommunehospitalet. Dette Udvalg har endnu kun holdt 1 (et) Møde, og alle er endda enige om, at Hr. Borups Plan ikke duer, da den ikke i nogen nævneværdig Grad vil afhjælpe Trangen til Pladser for Patienter. Forholdene har nemlig udviklet sig saaledes paa Hospitalet, at en meget betydelig Del af Pladsen i den projekterede Tilbygning vil blive optaget af Sygeplejersker og andre Hospitalsfunktionærer.

Der er altsaa intet andet at gøre, end at gaa til foreløbige Forholdsregler for at afhjælpe den øjeblikkelige Trang og straks at skride til Opførelsen af et nyt stort Hospital, der kan optage Patienter ogsaa fra de ny Bydele. Hvis Hr. Borup kunde vente at komme til at ligge saa hjælpeløs paa Dødslejet, som P. Hougaard gjorde det, vilde han vistnok skynde sig med det ny Hospital. Skønt han nu er salveret i den Retning, bør han gøre det alligevel.

(Social-Demokraten 11. november 1899).

P. Hougaard havde afløst P. Madsen i "Enigheden". Han førte først forhandlingerne i 1898, men fik som skrevet en kort formandstid. Han blev angrebet af en heftig Lungebetændelse og døde kort efter.

Præst Nyborg forbyder Arbejdernes Faner.

Hougaards Jordefærd.

Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", P. Hougaard, begraves i Dag Kl. 1 paa Vestre Kirkegaard.

Hougaard boede i St. Johannes Sogn, og da han ikke var udmældt af Statskirken, skal han have en Præst med i Kapellet. Han hører ind under Pastor C. J. Holt, men da denne ikke har Tid, blev Begravelsen henvist til en saakaldt "ordineret Medhjælper", en vis A. T. Nyborg, boende Blegdamsvejen 70.

Denne "Medhjælper" har nu med utaalelig Dristighed nægtet bl. a. Fagforbundets Faner Adgang til Kapellet. I sin "Naade" tillader denne underordnede Kirke-Funktionær Sygekassens Fane at hædre den Afdøde, men den Fagforening, som Hougaard var Repræsentant for og har viet en stor Del af sit Liv, maa ikke repræsenteres ved Baaren i Kapellet. 

Hr. Nyborg er endnu en ung Mand og langt nede paa Kirkens Stige. Det er da lidt tidlig for ham allerede nu at lægge sig ud med det overvejende Flertal i sit Sogn.

Ved Mødet i Bethesda talte Præsterne fordømmende Ord om Kirken som de Riges Institution, der sælger sine Goder til de Højstbydende. Er nu denne "Medhjælper" Nyborg en af de sorte Faar, som handler saaledes? Vi kender ham ikke tilstrækkelig til at vide noget derom. Men naar Hr. Nyborg i Dag taler over den Afdøde, saa burde han samtidig sige et Par oplysende Ord om sig selv. Vi spørger ham da: Kunde det tænkes, at han t. Eks. vilde nægte Krigerforeningen "Vaabenbrødrene"s Fane Adgang til Kapellet? Der staar i Skriften, at man ikke maa slaa ihjæl. - Eller vilde han spærre Vejen for de kgl. Skydebrødres Fane? Bibelen forbyder Drik og Vellevnet. - Nej, han vilde ikke vove noget saadant Forbud. Enhver Kapitalistforening, ethvert Grossererselskab kan møde med Fane i Kapellet, ogsaa naar "Medhjælper" Nyborg fører Ordet; - kun Arbejdernes Foreninger er han hoven imod. Deres Faner viser han udenfor! Hvor i Biblen staar der, at Arbejderne skal behandles paa den Maade? Jesus siger tværtimod: Kommer til mig, alle, som arbejder og er besværede!, og dermed har han aabenbart hverken tænkt paa Skydebrødrene eller paa Rangklasserne.

Hvad hjælper da alle Præsternes angrende Taler i "Bethesda". En eneste af dem, som nu Nyborg, vælter ved en brutal Handling alt, hvad de andre har villet bygge op med Ord.

Nyborg kan ikke i Dag ødelægge den sorgfulde Stemning og den hjærtelige Deltagelse, som vil blive vist ved P. Hougaards Baare; men han kan yderligere ødelægge ethvert godt Forhold mellem den danske Arbejderstand og Slotskirken.

Og denne Ødelæggelse afstedkommer han, hvis han i Dag haardnakket fastholder sit taabelige Forbud mod Arbejdernes Faner.

(Social-Demokraten 12. november 1899).

Anders Therkelsen Nyborg. (1863-). Kandidat 1892. Ansat på Fur. I 1905 i Fredens Kirke. Sognepræst Rødding Krejberg 1915.

Peter Hougaards Begravelse.

Præsten betænkte sig.

Der er mere Glæde over en Synder, der omvender sig, end over 99 Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov.

Pastor Nyborg havde en daarlig Dag i Søndags. Han havde pustet sig op til en stor Mand, men han var bitte lille, da han i Søndags mødte i det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Han havde i Lørdags forbudt de røde Faner Adgang til Kapellet, men allerede Dagen efter havde han omvendt sig til det gode. Straks ved sin Ankomst til Kirkegaarden lod han sende Bud efter Folkethingsmand Sigvald Olsen og meddelte denne, at det var tilladt de røde Faner at komme ind i Kapellet.

Det var velgjort, men Hr. Nyborg burde alligevel ikke være saa vankelmodig. Det er ikke ret længe siden, at han bad sine Konfirmander sørge for, at visse Oppositionsblade, deriblandt "Social-Demokraten" ikke blev holdt i deres Forældres Hjem. Den Gang opgav han det ogsaa, da de flinke unge Mennesker protesterede imod politisk Paavirkning under Forberedelser til Konfirmationen.

I Søndags var han imidlertid mere end raadvild. Han stolede ikke paa sin Gud, der skulde holde Haanden over sin Tjener, han stolede end ikke paa Virkningen af sin Omvendelse fra den umotiverede Nidkærhed, og han mødte saa - med en Betjent i Drosken.

Da han saa den store Forsamling, lod han dog klogelig Betjenten liste af. Nogle Hundrede af de 4 a 5 Tusinde Mennesker, der var mødt, havde imidlertid set det snurrige Optog og tog sig en hjærtelig Latter deraf.

I Kapellet.

Kisten var næsten fuldstændig dækket af de røde Silkebaand, der var hæftet til Kransene. Foruden Kranse fra samtlige Fabriker her i Byen, noterer vi følgende Navne paa Baandene: Tobaksarbejderforbundet i Danmark, Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", Socialdemokratisk Forbund, Cigarsorterernes Understøttelsesforening, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Fra Venner og Partifæller, Tjenere i Forsamlingsbygningen i Rømersgade, "Alderstrøst", Tobaksspindernes Fagforening, fra kvindelige Kolleger og "Von Freunden og Genossen in Ottensen". Paa den sidste Krans var Baandene rigt broderet med Guld. Den Afdøde havde nemlig været en meget betroet Tillidsmand, da han opholdt sig Ottensen under Undtagelsesloven. Ved begge Sider af Kisten stod Espalier Faner fra Socialdemokratisk Forbund, Bygningssnedkerne, Skomagerne, Tobaksarbejderne (mandlige og kvindelige), Snedkere og Stolemagerne, "Alderstrøst" og Sangforeningen af 1872.

Midt i al denne røde Flagdug saae man Pastor Nyborgs Skikkelse, da han traadte frem for Kisten. Den unge Mand er en hel Junkertype med sit velplejede Overskæg og Fip, og med Kinder, der svulmer som Æbleskiver. I Søndags var han imidlertid meget nervøs.

Han mindede om, at Slægt efter Slægt blev baaret til Graven. Døden spurgte ikke om Ung eller Gammel eller om Rig eller Fattig. Den kommer som ubuden Gæst og siger: "I denne Nat skal Din Sjæl kræves af Dig!" Paa den Maade kom der Bud til ham, som ligger her, og nu maa der stilles to Spørgsmaal: Hvordan var han, og hvordan er I, der skal bære ham til Graven? Jeg kendte ikke den Afdøde, men I kendte ham. Hvordan var han? (Kunstpause. Ingen svarer). Ja, vi ser jo paa dette store Følge, at han var afholdt, og vi ved jo, at Arbejderne kun vælger et dygtigt, hæderligt og retskaffent Menneske til deres Tillidsmand. Det store Spørgsmaal er imidlertid:

Var han et Guds Barn, og er I Guds Børn. som skal bære ham ud ? - - -Husk paa, at ogsaa I skal dø, og lad denne Mands pludselige Bortgang være et kærligt Kald fra ham, der har sagt: Jeg er Livet og Sandheden.

Cigararbejdersangforeningen af 1872 synger fra Pulpituret et stemningsrigt Farvel, og det vældige Følge forlader langsomt Kapellet. Udenfor staar en Menneskemængde, der er endnu talrigere end den, der har hørt Præstens Tale. Helt ude ved  Frederiksholms Teglværker var der gravet en Grav, og her sænkedes Hougaards Kiste ned i Jorden. 

Da Præsten havde forrettet Jordpaakastelsen, traadte vor Partifælle, Sigvald Olsen frem:

Som fleraarig Medarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De skal være korte, thi vi kender ham jo alle. Vi ved, at han var en Partifælle, der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skal De have Tak Peter Hougaard. Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at vi alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!

Endnu synger Sangforeningen et Farvel, og den højtidelige Handling var forbi, men Mand og Mand imellem besluttedes det, at naar Præsterne for Fremtiden ikke vilde taale vore røde Faner i Kapellet, saa skulde de ogsaa komme til at tale for tomme Bænke.

(Social-Demokraten 14. november 1899).

Præst Nyborg forsvarer sig.

Præsten Nyborg, som først forbød og bagefter tillod Fagforenings-Faner ved Hougaards Begravelse, har udtalt sig om sagen til et Blad.

Præsten siger, at den Mand der besørgede Begravelsen, nemlig Undertegnede, har handlet i høj Grad skammeligt, og han tillægger mig Æren for, at der mødte mange Mennesker ved Begravelsen. Hvis denne Udtalelse er rigtig refereret, hvad jeg ikke tror, skal jeg bemærke dertil, at min Optræden ikke er en skammelig Handling, ikke engang overfor Præsten, thi han fik derved mange Tilhørere, hvad der ikke al Tid er Tilfældet.

Det, som jeg imidlertid særlig vil protestere imod, er følgende, som Præsten har udtalt:

"Den Mand, der Dagen i Forvejen gik fra mig, som jeg troede, og som han sagde: i fuld Forstaaelse af mine Motiver til mit Afslag, - har ikke undset sig ved at gøre mig denne Fortræd."

Indholdet af dette Citat er ikke i fuld Overensstemmelse med Sandheden. Jeg har absolut ikke sagt, at jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver til hans Afslag, og det maa iøvrigt ogsaa fremgaa af den Omstændighed, at jeg t Gange henvendte mig til Præsten om den samme Sag, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde gjort, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med hans Motiver til Afslaget. Endvidere vil lidt af vor Samtale, som jeg skal citere, ogsaa bevise det modsatte.

Præsten sagde straks Nej paa Spørgsmaalet, om Fanerne maatte føres ind i Kapellet, og jeg svarede dertil omtrent følgende: "Det var da mærkeligt, at Fanen fra Fagforeningen, som han (Hougaard) var Formand for, ikke maa komme til Stede".

Dette havde jeg selvfølgelig ikke sagt, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver, og endelig havde Præsten, hvis det var Tilfældet, at vi havde været enige, heller ikke haft nødig at fortælle mig, at hans Afslag ikke just var begrundet i personlig Uvillie, men at det skete, fordi Biskoppen og de øvrige kirkelige Myndigheder ikke ønskede politiske Faner i Kapellerne ved Begravelser.

Iøvrigt skal jeg tilføje, at vore Samtaler har været ganske korte. Jeg har ikke fundet Anledning til at udøse mit Hjerte for Præsten, og det er derfor højst tvivlsomt, om Hr. Nyborg har været i Stand til at bedømme mig saa meget, at han var klar over, hvad jeg tænkte.

Th. Stauning.

(Social-Demokraten 19. november 1899).

Præst Nyborg angiver Sigvald Olsen

Man vil endnu erindre den unge Præst Nyborg, der nedlagde Forbud mod, at Fanerne mødte ved Peter Hougaards Begravelse forrige Søndag, og som bag efter betænkte sig og tog Forbudet tilbage, da han mærkede, hvor stor Antipati hans Forbud mødte hos den Afdødes Venner og Kammerater.

Hr. Nyborg har nu atter bragt sit Navn i Erindring ved at gøre Anmeldelse til Politiet om, at Folkethingsmand Sigvald Olsen udtalte et Par Afskedsord ved Graven. Sigvald Olsen har modtaget en Tilsigelse til at møde paa Fredag i Københavns Amts søndre Birks Politiret hos Birkedommer Høst, og han er sigtet for Overtrædelse af 5 i Ordensreglementet for Vestre Kirkegaard.

De Udtalelser, som Sigvald Olsen nu skal dømmes for, lyder saaledes :

"Som fleraarig Modarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De flot korte, thi vi kender ham jo alle.

Vi ved, at han var en Partifælle der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skat Du have Tak, Peter Hougaard Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at or alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!

Efter Pastor Nyborgs kolde og tørre Ligtale, virkede Olsens jævne og hjærtelige Afskedsord helt velgørende og gav Genklang i de Tilstedeværendes Hjærter. Formodenlig er det Følelsen heraf, der har bragt Hr. Nyborg til at paatage sig Anmælderrollen og pudse Politiet paa Olsen.

Det er nemlig ikke første Gang, at der af andre end Præster er holdt Taler ved Begravelser, og det er altid sket uhindret. De vedkommende Præster har ikke, saavidt vides, anset sig for beføjede til at paakalde Politiets Indskriden.

Vi faar nu at se, hvorvidt det lykkes Pastor Nyborg at høste Lavrbær ved denne Affære.

(Social-Demokraten 22. november 1899).

Justitssagen imod Sigvald Olsen

Den offentlige undersøgelse der indledes imod vor partifælle, folketingsmand Sigvald Olsen, fordi han tog ordet på Vestre Kirkegård ved P. Hougaards begravelse, sluttede i fredags.

Til retsmødet var tilsagt journalist G. Chr. Olsen og forretningsfører Vilhelm Nielsen der også afgav forklaring som vidner. Det blev konstateret at Sigvald Olsen havde præstens tilladelse til at tale, mens inspektør Bahnson havde nedlagt forbud derimod før præstens tilladelse blev givet.

Hr. Bahnson indrømmede at det lige til den seneste tid havde været præsten der gav andre tilladelse til at tale ved begravelser, men at begravelsesvæsnets bestyrelse nu ville have dette forandret, så at kun den kunne give en sådan tilladelse. Endelig indrømmede Bahnson at han overfor vores medarbejder havde udtalt sin tilfredshed over at Sigvald Olsen kun ville tale ganske kort.

Efter at disse forklaringer var afgivet, sluttede den konstituerede birkedommer undersøgelsen og erklærede at sagen ville blive forelagt begravelsesvæsnets bestyrelse på ny, for at denne kunne afgive erklæring om den efter de oplyste omstændigheder ønskede dom i sagen.

(Social-Demokraten, 24. december 1899).

Om udfaldet af denne sag, se indslaget Justitssagen imod Sigvald Olsen.

Bornholms Germanisering. (Efterskrift til Politivennen)

Under de nuværende alvorlige Forhold Sønderjylland, hvor Kampen for Bevarelsen af dansk Sprog og Nationalitet er haardere end nogensinde før, voxer Ængstelsen og Bekymringen for Tyskhedens Indtrængen hos mange varme Fædrelandsvenner og antager vistnok for ofte mørke Farver, navnlig derved, at man ser Farer andre Steder, hvor de sikkert ikke ere.

Naar saaledes Mange frygte for Bornholms Germanisering under Paavirkning af den stærke og stadig voxende Turiststrøm fra Tyskland, da er denne Frygt sikkert  ganske ubegrundet, og i Reglen baseret paa et overfladisk Kjendskab til de virkelige Forhold. Nogle Indtryk og Iagttagelser fra et længere Ophold paa Bornholm kunne maaske have nogen Interesse for adskillige af "Nationaltidende"s Læsere og det vilde være Meddeleren af disse Linier kjært, om de her og der kunne bidrage til at retlede en fejlagtig Opfattelse og bortmane den overdrevne Frugt for den herlige Ø's Fremtid.

De fleste Lystrejende til Bornholm følge den almindelige Rute over Rønne til Almindingen, Rø og Hammeren, og nægtes kan det ikke, at kommer man kun paa denne Rute, saa faaer man let det Indtryk, at Tyskerne ere ved at blive dominerende paa Øen, thi overalt, hvor man kommer, møder man ikke enkelte, men hele Flokke stadig snakkende, ofte meget larmende Tyskere. Man hører vel næsten det tyske Sprog mere end det danske paa disse Egne. I Sandvig og Allinge ere de tyske Turister ganske dominerende, paa Hotellerne træffer man næsten ingen Danske, og under Maaltiderne føres naturligvis Konversationen udelukkende paa Tysk. Her vrimler af tyske Kunstnere, navnlig Malere, der hjemsøge og forevige hver Plet paa Hammeren.

Desværre besidder et tysk Aktieselskab det største Granitbrud paa Bornholm; men det er dog næsten udelukkende danske og svenske Arbejdere (ca. 600), der ere beskjæftigede her, og ved Siden af det store tyske findes der flere danske Granitbrud, af hvilke Allinge Stenhuggerforbund er det største med omtrent 100 faste Arbeidere.

Dette Stenhuggeri, der har bestaaet i over 30 Aar, har i de sidste Aar været saa heldigt at finde særlig gode Brud med en usædvanlig Mængde smuk Granit og der er næppe Tvivl om, at det vil lykkes den ny, energiske Inspektør W. Petersen at udnytte denne store Fordel, navnlig, da han til sin Raadighed har en Stab af meget dygtige og solide Stenhuggere. Selskabet vil sikkert, særlig for de finere Arbejders Vedkommende, kunne konkurrere med det tyske Selskab endog i Tyskland, og det er vistnok ogsaa Meningen nu med Kraft at søge at faa Indpas paa det tyske Marked.

Spørger man nu, hvorledes Befolkningen stiller sig til og paavirkes af den store tyske Turiststrøm, opdager man snart, at fortiden Hotellernes Personale, der i Reglen kun kan saa meget Tysk, at de lige kan modtage en Bestilling og besvare de alleralmindeligste Spørgsmaal om Vej og Logi, forstaa Beboerne ikke et Muk Tysk og interessere sig overhovedet kun saare lidt for de fremmede Turister (de blive sikkert heller ikke let fede af tyske Turister).

Udenfor disse faa af Turister særlig søgte Steder møder man overalt en sund og oplyst ærkedansk Bondestand, der med Stolthed og Kjærlighed føler sig som en uadskillelig Del af vor lille Nation. Det irriterer altid en Bornholmer, naar man, selv om det er i Spøg, kalder ham en Svensker; man kan ofte høre Bornholmere udbryde: "Ja, det var det Eneste, der rigtig ærgrede mig, da jeg var Soldat, at de altid kaldte mig en Svensker." Det bornholmske Landbrug staaer fuldt paa Højde med det øvrige Lands. Omkring paa de store Bøndergaarde (Herregaarde findes som bekjendt ikke paa Bornholm), finder man alle de moderne Landbrugsredskaber og Maskiner, og en stor Fornøjelse var det i Aar at se de udmærkede Kornmarker, der rene og fri for Ukrudt havde trodset den stærke Tørke.

At Bornholm har en dygtig Fiskerbefolkning, er bekjendt nok; men at her bygges Baade ikke alene til eget Brug, men ogsaa til Udlandet, er de Færreste bekjendt. I den lille venlig By Svaneke blev saaledes for nylig to store Laxebaade omtrent samtidig satte i Vandet - begge Bestillinger fra Tyskland.

Bornholm er en dansk Ø, og dette vil den vedblive at være, trods alle Turister, saa længe Folket selv og ikke den brutale Magt skal være afgjørende.

En dansk Turist.

(Nationaltidende 11. november 1899. 2. udgave)

Hotel Sandvig Havn (tv) og Strandhotellet (1895) ved havnefronten i Sandvig hvor det tyske borgerskab yndede at holde Ostsee-ferie. Strandhotellets ydre står stort set som da det blev opført. I 1904-1906 blev Strandslot (udenfor fotoet bag Strandhotellet) opført af tyskeren Hans Max George Reiner. som kur- og feriehotel. Tilstrømningen af tyskere stoppede brat i 1914 med udbruddet af 1. verdenskrig. Foto Erik Nicolaisen Høy (2022).

Conrad Johan Bartholdy 1853-1904. 1/3 Komponist og Dirigent. (Efterskrift til Politivennen)

 Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) komponist. Student 1872, studerede statsvidenskaben, sideløbende med at tage musikundervisning (J. C. Gebauer (teori) og Edmund Neupert (klaver). Fra 1876 musiklærer, uddannet af Henrik Rung, Albert Meyer og L. C. Tørsleff. Dirigent og komponist. 1883 kantor ved Matthæuskirken i København til sin død.  Fra 1894 til sin død afholdt han gratis folkekoncerter. Dirigent for bl. a. sangkoret bl.a. Ydun og Studentersangerne 1897-1903.B. Medvirkede til oprettelse af Musikpædagogisk forening (1898) og Kommissionen for den militære musik hvor han var medlem (fra 1899). Dirigerede en overgang Officers-orkestret. Hans hustru Octavia underviste i mange år i sang.

Udgav småskrifter som Tonernes Naturlære, 1892, og Musikens Natur, en fysiologisk-historisk Undersøgelse, 1893, Hvorledes bliver jeg Sanger, 1897, samt Talestemmens Kultur, 1903. 

Bartholdy komponerede sange og operaer, klaverkompositioner, en koncertouverture (Tivoli 1887), marcher m.m.. Særlig populær i samtiden var instrumentalkompositionen Strophe (1897). Han skrev kantater til Nordiske skolemøder (Op. 19), Polyteknisk læreanstalts indvielse (Op. 19b, 1890), De Brockske handelsskoler (Op. 22, 1891), Teknisk skole (Op. 22b, 1893), Kunstindustrimuseet (Op. 24, 1893), Frihavnens åbning (Op. 24d, 1894), Universitetets mindefest for A. D. Jørgensen (Op. 30b, 1897), Fyns forsamlingshus (Op. 35, 1900) og andre. Desuden Tannhäuser (sangcyklus, Op. 4, 1878), Vagabundus (bassolo m. orkester, Op. 6, 1880, Dansk koncertforening), Græshopperne (mandskor m. orgel og orkester, Op. 13, opført 1884 i Matthæuskirken), Salomons Sange (Op. 15, 1885), Ritornell und Vierzeile (for fire solostemmer, Op. 21, 1892), I Seraillets Have (damekor m. klaver, Op. 27, 1896), Asali (tenorsolo, damekor og klaver, Op. 29, 1896), serenaden Nu hvælver sig Himlen, især sunget af Studentersangerne, sangene Op. 20, 1891 og de akademiske skytters fanesang. Operetten Svinedrengen gjorde stor lykke på Dagmarteatret (Op. 16, 1886), operaerne Loreley (tekst af B., Op. 17, Det kgl. teater 1887) og Dyveke (Op. 31, Det kgl. teater 1899).

Niels Christian Hansen (1834-1922): Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) og Octavia Bartholdy, f. Tørsleff (1854-1945). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Blade af Studenter-Sangforeningens Historie

1839-1899

II

- - -

Med Bartholdy som Dirigent

Længere og længere kommer vi ned mod Nutiden i vor Skildring. Nu kan vi ikke komme længere, thi Bartholdy er endnu ikke gaaet af som Dirigent. Men da han har indsendt sin Afskedsbegæring, kan vi, historist set, allerede betragte ham som hørende Studenter-Sangforeningens Saga til.

Bartholdy (det vilde uvilkaarligt ikke falde nogen ind at sige: Hr. Bartholdy) er Typen paa en gemytlig Svend. Paa lang Afstand ser man ham glad svinge sin Hat til Hilsen, og ved Prøverne kommer han hen til os ved vor Ankomst med sit højlydte: "God Dag, kære Ven, hvordan har Du det ???" Ogsaa i det Ydre minder Bartholdy om Begrebet Svend; han har et kønt, rødblondt Overskæg over de svulmende Læber; Øjnenes velvillige Plirren harmonerer godt med den trinde Mave og de lidt spinkle Ben. Man kan ikke nægte, at der er Humor i Manden. Det studentikose er i højere Grad tilstede hos ham end hos Levysohn. Til Gengæld løber det overstrømmende Vid ikke sjældent af med ham. Har han saa først sagt noget, som han gærne ønskede usagt, er han meget ligefrem til at indrømme dette bagefter. Hans Hidsighed har dog i nogen Grad skadet hans Stilling.

Da saaledes en Sanger engang for Løjer ved en festlig Lejlighed erklærede sig som hørende til Oppositionen imod ham, tog Bartholdy det meget unaadigt op og sagde: "Naar en Mand som jeg, der kun kan tabe ved det, stiller mig i Spidsen for Jer, der kun kan vinde ved det, saa skal I sgu holde Mund med Jeres Opposition!" Da Hidsigheden noget efter fordampede, tog han Vedkommende kammeratligt om Skulderen og sagde: "Naa, De ved nok, kære Ven, in vino veritas!"

Man fortæller om visse vilde Folkeslag, at de ved en uhyre Anspændelse af deres Kræfter kan spænde en Bue, som ingen Europæer formaar at rokke, men al de hurtig trættes og slappes ved det daglige Arbejdes Slid.

Paa lignende Maade gaar det Johan Bartholdy. Naar han tager fat paa en Ting, kan der en Tid lang komme ualmindelig Fart i Tingene. Men snart sakker han agterud, især hvis han møder Modstand fra andre mod sine Planers Gennemføelse. Derfor blev Sangforeningens sidste Koncert kun en pæn Generalprøve (skønt de enkelte Stemmer var upaaklagelige), thi den sidste Afpudsning manglede.

Det vilde være Synd, hvis Studenter-Sangforeningen ude i Publikum skulde faa Ord for at være i Dekadence. Koncerten i Februar var i enhver Retning udmærket. Ved flere af de andre Koncerter, som Bartholdy har ledet, har der derimod undertiden kunnet være et og andet at indvende, naar man som opmærksom Tilhører fulgte Præstationerne. Og det til Trods for, at Stemmematerialet ikke i lange Tider har været saa godt, baade for Bassers og Tenorers Vedkommende. Fejlen ligger fornemmelig i to Ting: dels i, at Dirigenten ikke er omhyggelig nok ved Indstuderingen af Repertoiret, dels i, at vore Samtidige, de ældre Sangere, der skulde foregaa de yngre med et godt Eksempel, ikke møder ivrigt nok, nøjes med at komme til en enkelt eller to Prøver for Koncerterne, hvorfor de ikke altid faar den rette Opfattelse af de nye Melodier.

Lad os haabe, at disse Ting i Fremtiden maa ændres, til lige stor Glæde for Sangerne selv som for Publikum, der skal høre derpaa. Og lad os haabe, at Studenter-Sangforeningen ikke alene i kronologisk Henseende, men ogsaa i musikalsk Ydelsesævne maa vedblive at være den første blandt Danmarks Foreninger for firstemmig Mandssang. 

Brumbas.

(København 4. august 1899)

Menneskets Stemme.

Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.

Komponisten Johan Bartholdy holdt i Vinter i Officersforeningen et Foredrag om Kommandorøsten, der vakte saa stor Interesse, at der er opstaaet Ønske om at give ham Lejlighed til at gjentage det i de forskjellige Garnisoner. Foreløbig er et Uddrag deraf gjengivet i "Militærtidende"s Novembernumer. Hr. Bartholdy fremhæver, at man under Kommanderingen udsætter sig for unødigt Kraftspild. Følgerne af Overanstrengelse udeblive i Almindelighed ikke for den dilettantmæssigt Kommanderende; der indtræder saaledes ofte den saakaldte "Præstesyge", Fortørring af Slimhinderne, Overanspændelse af Stemmebaandene, der dræber Elasticiteten og efterlader Stivhed. Ofte er denne Skade forbigaaende, idet den sunde, selvfornyende Natur sejrer, men ligesaa ofte efterlader den blivende Følger for den Kommanderendes Stemme. Det er saaledes en fastslaaet Kjendsgjerning, at et forholdsvis ringe Procentantal Befalingsmand have Sangstemme, sammenlignet med andre Samfundsklasser som Haandværkere, Handelsmænd, Studenter o. A. Ligeledes indvirker Overanstrengelsen af Stemmebaandene paa Taleorganet, der ofte faar en tør og klangløs Karakter.

Fonetiken lærer, at enhver Klang eller Tone fremkommer enten ved, at stillestaaende Luft sættes i Uro af et Legeme, der er sat i Bevægelse, eller ved, at fremaddrevet Luft brydes af et stillestaaende Legeme. Paa disse to Frembringelsesmaader bero de forskjellige Arter af Instrumenter: Strengeinstrumenter og Blæseinstrumenter. Den menneskelige Stemme, der beror paa fremaddrevet Luft, kan bedst sammenlignes med et Blæseinstrument. Og her ligger Sammenligningen med Orgelet nærmest: Blæsebælgen er vore Lunger, Indsnevringen er Strubehovedet, og Ræsonansrummet (Orgelpiben) er vort Svælg og Hulheder i vort Hoved.

Enhver Tone har tre Væsensegenskaber: den kan have forskjellig Styrke, forskjellig Højde og forskjellig Klangfarve. Disse tre væsensegenskaber bero paa tre nøje adskilte Faktorer. For Stemmens vedkommende beror Styrken paa den Kraft, hvormed Luften bliver drevet fremad, altsaa paa Lungerne. Højden beror paa den Indsnevring, hvor den fremaddrevne Luft brydes, altsaa Strubehovedet med Stemmebaandene. Klangfarven beror paa Resonansrummet, paa Svælgets Form (de forskellige vokaler ere jo ligesaa mange forskjellige Klangfarver), ligesom Klangfylden er afhængig af, hvor godt Resonansrummet bliver indrettet og benyttet. Kun Samvirken af alle tre Faktorer danner Instrumentet. Vort Instrument omsluttes af hele Overkroppen og strækker sig fra Mellemgulv til Isse.

Det gjælder da her om Arbejdets rette Deling. Kræfterne maa fordeles over hele Stemmematerialet, c: over hele Overkroppen. Denne Methode praktiseres ogsaa af Dyrene, der, uberørte af Kultur, endnu lyde Naturens Røst. Enhver, der har hørt en Hest vrinske, en Ko brøle eller en Hund gø, har ogsaa set, hvorledes hele Overkroppen er i Bevægelse. Hingstens Sider skjælve naar den vrinsker. Køens Ryg krummes helt under det pneumatiske Tryk, der kommer indefra, naar den brøler. Hundens Krop ryster under den stødvise Gøen. Ja, selv naar den dovne Orne grynter, bevæge dens fede Flanker sig ind og ud. Hvorfor skulde vel Dyrene gjøre alt dette, naar det ikke var det Naturligste og Bekvemmeste?

Orgelprincipet er her gjennemført, Blæsebælgen arbejder, det Øvrige er ret passivt, altsaa ikke anstrengt. Lyden er som i Orgelet klingende Luft og ikke svingende Strenge. Det er selvfølgelig ikke nødvindigt at arbejde med hele Overkroppen for at frembringe de Lyde, som Talesproget fordrer under almindelige Omstændigheder; men naar vi, som ved Kommandoen, staa overfor Fordringen om at skulle præstere en Røst, der i Kraft staar paa Højde med de kraftigste og mest dyriske Lyde, hvad ligger da nærmere end at studere den Maade, hvorpaa Dyrene ytre sig uden at trættes! Og Erfaringen fra Dyreverdenen falder fuldstændig sammen med det videnskabelige Ræsonnement, hentet fra Sammenligningen med Instrumenterne: det er Kraft, vi skulle udfolde. Stemmens Styrke beror paa Lungerne; derfor skulle vi udelukkende tænke paa vor Blæsebælg og lade Halsen. Strubehovedet, helt i Fred.

Det er den dybe Vejrtrækning, der skal dyrkes. Ligesom man trænerer alle andre Muskler, kan man træne sine Bugmuskler og Flankemuskler. Den første Hovedregel ved Aandedrætsgymnastik er: Træk altid Vejret gjennem Næsen I Endvidere er det formålstjenligt at trække Vejret dybt og holde det, medens man haandterer Haandvægte, roer, svømmer eller løber; derved udvides Brystet, og Lungerne styrkes. Musklerne udvikles ogsaa ved, at man øver sig i at fylde Lungerne saa langsomt som muligt og til yderste Grænse, men Luftudaandingen maa ved Træningen ogsaa ske saa udtømmende som muligt.

Resultatet af sine Betragtninger sammenfatter Hr. Bartholdy i dette: Den, der synger, raaber, kommanderer ved direkte at presse paa Stemmebaandene, han behandler Stemmen nærmest som et Strengeinstrument; men Strenge springe ofte ved den evige Rivning - og vore Stemmebaand kunne ikke erstattes. Den, der derimod sender en dybt fra kommende Luftstrøm gjennem en forholdsvis løs Hals; han behandler Stemmen som et Orgel, og da kan den holde lange Tider.

(Viborg Stifts-Tidende 9. november 1899)

Operasanger Otta Brønnum: Europa Turne og Grammofonplader. (Efterskrift til Politivennen)

Se også øvrige indslag med Otta Brønnum.

Fra Kunstverdenen. Frk. Otta Brønnum blev i Tirsdags modtagen af Hds. kgl. Høih. Prindsessen af Wales i Marlborough House. Ved denne Leilighed havde Frk. Brønnum den Ære at synge bl. A. Rosinas Arie af "Barberen", Emil Hartmanns Vuggesang gog Cleopatras store Arie af Ennas Opera. Mandag den 16de Juli giver Frk. Brønnum sin 6te aarlige Concert, denne Gang i det nye, elegante Concertpalæ, The Queens Hall, regent Street, Langham Place. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. juli 1894, 2. udgave)

Af en artikel i Dannebrog 21. september 1894 udtalte hendes moster Johanne Birkenberg at hun havde gjort Otta Brønnums karriere til sin livssag, bl. a. overfor teaterdirektører, kulturministre bladudgivere, impressarier og mæcener. Samt ved at møde op til hendes koncerter i Paris, Berlin og London 

Af notitser i aviser fremgår det at hun november 1894 var i Italien. Hun fejrede julen 1895 i København, hjemkommen fra London. I juli 1896 gav hun sin årlige koncert i Steinway Hall med assistance af Louis Frølich og Henry Bramsen. Ved en koncert i Steinway Hall optrådte hun maj 1898 med Arthur Harveys "Once", ledsaget af Bramsens Violoncel og Hartmanns "Flyv, Fugl, flyv", som affødte et stærkt bifald. Se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. maj 1898, 2. udgave.

Hun sang Hans i Humperdincks "Hans og Grethe" i Crystal Palace i London ifølge Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1898, 2. udgave.

Dansk Sangerinde i Udlandet. Fra London skrives til R. B.: Den danske Sopransangerinde Frøken Otta Brønnum afholdt forleden en meget talrig besøgt Koncert i Steinway Hall og høstede livligt Bifald for sit Foredrag bl. A. af tre danske Sange: Heises "Liden karen" og "Johan, jeg maa gaa" samt Emil Hartmanns "Vuggesang". Sangerinden akkompagneredes af pianisten Hr. Herman Grünebaum og assisteredes af Violoncellisten Hr. Hollmann.

(Nationaltidende 12. juni 1899).

På dette foto af fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919) ses Otta Brønnum i fornemt selskab: Viggo Hansen forretningsmand London. Ethel Marston Schmedes (19.2.1880-24.3.1907) f. Woodbury. Carl Joachim Teisen (12.3.1853-3.6.1927) ritmester, kammerjunker. Gunna Breuning-Storm (25.1.1891-24.4.1966) violinist. Ellen Michelsen (21.9.1867-19.4.1945.) Hakon Børresen (2.6.1876-6.10.1954) komponist. Otta Brønnum (24.2.1869-16.8.1949) sangpædagog. Karen Margrethe Werner (29.5.1885-) Arne Lorck, ? Hakon Schmedes (31.10.1877-18.8.1938) violinist, komponist. Elsa Hansen f. Been. Anna Rebecca Drechsel (3.4.1860-30.4.1940) f. Bille. Christian Frederik (Frits) Drechsel (1.4.1854-2.3.1927) søofficer, havnekaptajn. Carl Michelsen (30.9.1853-14.12.1921) ordensjuvelerer. Ingeborg Drechsel. Johanne Bojesen (6.4.1883-) f. Michelsen. Frants Andreas Lorck (21.11.1841-2.11.1914) vekseler. 1901-1910. Det kongelige Bibliotek.

Otta Brønnum indspillede fra december 1898 og ca. et år frem i London omkring 16 sange. De er nogle af de ældste optagelser overhovedet på lakplade. Hun indspillede en grammofonplade på EMI 6. november 1899 med sangen "Jeg elsker dig" af Edvard Grieg. Denne indspilning kan man høre på internettet. Ligesom også andre indspilninger (søg også på Otta Brony), bl.a på Nicole Record 1903: Du gamla du friska undre kunstnernavnet Otta Brony.

Grammofonen var blevet opfundet i 1887 som efterfølger for Edisons fonograf. De første plader af hård gummi havde 2 minutters kapacitet. Fra 1895 begyndte man i stedet at anvende shellak som kunne spille op til 5 minutter - på en side. Verdens ældste pladeselskab var og er Columbia (som nu ejes af japanske SONY). Danmarks ældste pladeselskab var en tysk afdeling af Berliners amerikanske pladeselskab Deutsche Grammophon-Gesellschaft. Det indspillede den første danske grammofonplade i 1899: "Det er et yndigt land" med Jørgen Lindahl. Opera var blandt de mest populære udgivelser. Grammofonen var dengang et dyrt legetøj og lydgengivelsen langt fra som at høre en sanger eller et orkester optræde. I 1910'erne overhalede den overhalede fonografen som det mest populære apparat til musikafspilning.