Krigen i Danmarksgade. (Efterskrift til Politivennen)

 

I DANMARKSGADE har Husejerne rejst sig til Kamp mod et Natteliv, der, efter hvad der meddeles osm skal være yderst letfærdigt. Vi bringer ovenfor et Billede af en af de Ejendomme, Slaget er rettet imod. Inde i Bladet fortæller en af "Klokken 5"s Medarbejdere mere om den staaende Strid, der synes at faa et yderst bevæget Forløb.

Husejerne vil rense Danmarksgade.

Der er startet en voldsom Krig mod Gadens lette Kavalleri. - Hvorledes fejden skal udføres, og hvad man vil opnaa.

"Klokken 5"s udsendte Medarbejder skildrer sine Indtryk fra et Besøg i Gaden.

For nogle Aftener siden fandt der et voldsomt Slagsmaal Sted i Danmarksgade. Et par Mandspersoner gennempryglede et Par løsagtige Kvinder saa eftertrykkeligt, at Politiet maatte hentes. Og i Politibilen blev hele Selskabet kørt til Frederiksberg Politistation. Men en af Slagsbrødrene, en Arbejdsmand Poul Christophersen, havde endnu ikke faaet brugt alle sine Kræfter og kom derfor i Klammeri med en af Betjentene, og i Kampens Hede flk Betjenten næsten revet det ene Øre af.

Denne for Offentligheden ret ligegyldige Episode har imidlertid bevirket, at Danmarksgade i de kommende Dage vil staa i Kampens Tegn. Følgen af dette Slagsmaal er nemlig blevet, at Danmarksgades Husejere har besluttet at føre en energisk Kamp mod Gadens løsagtige Kvinder og dens Kavalerer, der Gang paa Gang forstyrrer Beboernes Nattefred og har givet Gaden et Renommé, som Beboerne ikke vil finde sig i.

Krigen erklæres.

Men nu skal det være forbi, siger Husejerne. Nu flyder Bægeret over, og Flertallet af Husejerne har besluttet at smide alle løsagtige Kvinder paa Gaden. Hovedmanden i denne Kamp, der nu indledes, er den kendte lmpressario, Hr. Blitzing, der ejer en Ejendom i Gaden.

Et Interview.

- Er det rigtigt, at De og Deres Kolleger i Danmarksgade vi! iværksætteren Krig overfor Gadens løsagtige Kvinder.

- Jo, det kan De tro. Forholdene er fortvivlede herude, men jeg tror nok, at vi i Løbet af kort Tid skal faa renset ud. Desværre er der et Par Husejere, som ikke vil være med, fordi de har deres væsentligste Indtægt af disse løsagtige Kvinder. Det er navnlig galt i den Ende af Gaden, der støder op til Vodroffs Tværvej. Det var her det modbydelige Slagsmaal fandt Sted forleden Aften.

- Hvad vil De gøre for at komme Uvæsenet til Livs?

- Vi vil forsøge at faa alle Husejere til at smide de løsagtige Kvinder og deres utiltalende Kavalerer paa Gaden. Muligvis lykkes det os ikke at faa dem ud allesammen, fordi nogle Husejere optræder ukollegialt, men naar dette sker, vil vi bede Politiet hjælpe os. Vi kan ikke være tjent med, at dette Uvæsen fortsættes, og nu, da Krigen er aabnet, vil vi føre den igennem til Sejr for en bedre Moral i Danmarksgade.

Saavidt Hr. Blitzing.

Et Besøg i Gaden

Vor Medarbejder aflagde i Gaar Eftermiddags et Besøg i "den uanstændige Gade" for paa selve Krigsskuepladsen at forhøre sig om Forholdene. Danmarksgade er i de sidste Aar blevet meget moderniseret med elektriske Buelamper og en bred asfalteret Kørebane. Det er altsaa her, Løsagtigheden sidder til Højbords. Her lever Nattesværmerne, der nu, da Sommersolen bager paa de tilrullede Vinduer, hviler sig ud efter Nattens Orgier. Her synes ellers meget fredeligt - men det er, som sagt, naar Mørket falder paa, at Uvæset florerer.

Hvad Folk siger.

I Ejendommen Nr. 5, der ejes af Husejer Rasmussen, træffer vi Værten og spørger ham, hvorledes Forholdene er.

- Jeg har ikke løsagtige Kvinder boende i min Ejendom, siger Rasmussen, hvis det var Tilfældet, skulde jeg snart faa dem ud.

- Er De ikke iblandt de Husejere, der vil Uvæsenet til Livs?

- Det kan man godt sige, men jeg er jo ikke direkte interesseret, da jeg ingen har boende hos mig og heller ikke vil have det. Forøvrigt, siger Hr. Rasmussen, er det navnlig i den Ende af Gaden, der støder op til Vodrofs Tværgade, det er galt.

Det bliver svært!

Cigarhandler Christiansen, der har Forretning i nr. 8, udtaler til os

Vi mærker det ikke saa meget heroppe i denne Ende af Gaden. Her bor nogle faa Ulykker af de Damer, der ikke taaler Sollyset, men de er meget fredelige. Jeg tror ikke, at det er værre med Løsagtigheden her end saa mange andre Steder i Vesterbros Skingader.

- Hvad synes De som Lejer om Husejernes forestaaende Krig mod disse Kvinder?

- Jeg synes, det er udmærket, at man gør noget for at højne Gadens Renommé, men saa længe, de ikke alle er enige, saa tror jeg, det bliver svært. Husk paa, at for nogle Husejere betyder det hele deres Eksistens, 

Af Hensyn til vore Børn.

- Man ser jo ikke mere, end man selv ved, siger Cykelsmed Hansen, der bor midt i Gaden, men det kunde vistnok være meget bedre, end det er, med Moralen. Vi Voksne tager jo ingen Skade af Løsagtigheden, men af Hensyn til vore halvvoksne Børn bør vi hilse Husejernes Skridt med Glæde. Børn i Overgangsalderen har jo ikke særlig godt af at leve paa altfor nært Hold af Utugten.

En Lykke for de fleste Mødre.

Oppe i en af Ejendommene træffer vi en ung Arbejderhustru. Vi retter vort Spørgsmaal til hende.

- Ja, det vilde være en Lykke for de fleste Mødre i Gaden. De kan tro, det er ikke altid godt nyt, vore Bøm hører, naar de kommer paa Gaden. Smaa Krukker har jo ogsaa Ører, og De kan tro, Børnene ved mere, end de fortæller deres Forældre. For mine Børns Skyld, for alle Gadens Bøms Skyld h aal km- jeg, at Husejernes Aktion mod Løsagtigheden maa lykkes, og det saa hurtigt som muligt.

Beboernes enstemmige Ønsker.

Saaledes lyder det overalt, hvor vi kommer frem. Mødre og Forældre i alle Ejendomme hilser den forestaaende Offensiv med Glæde og venter, at den vil føre til en gavnlig Løsning.

Krigen i Danmarksgade er altsaa allerede begyndt, og København vil følge den med Spænding

Ole J.

(Klokken 5 (København), 7. juni 1924).

Danmarksgade gik fra Gammel Kongevej til Vodroffs Tværgade mellem Schønbergsgade og Prinsesse Maries Alle. En lille stump af gaden findes stadig i Gammel Kongevejenden. Gaden blev nedlagt i 1970. Den hed oprindeligt Ørstedsgade, men pga at man ikke ville tilsvine Ørsteds navn ved en gade med letlevende damer, skiftede den navn.

Så tidligt som 2. april 1894 berettede avisen København om at kvarteret Danmarksgade-Vodroffs Tværgade var et "yndet resort for de løsagtige pigebørn". En reporter lejede sig efterfølgende ind i et værelse, og kunne bekræfte at det fandt sted.

Et gribende Billede af Bolignøden i Storkøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

 

En Moder med sit nyfødte Barn udenfor deres "Hjem", det faldefærdige Sprøjtehus paa Frederikssundsvej.

Behjærtede Mennesker har henledt vor Opmærksomhed paa et rystende Udslag af den Bolignød, der fremdeles hærger Storkøbenhavn.

To Kvinder, Moder og Datter, har taget Bopæl I det gamle Sprøjtehus ved Frederikssundsvej. Den yngre Kvinde har født et Barn i Omgivelser, som er aldeles umenneskelige. Sprøjtehuset er et ældgammelt, muret Skur ved Vejkanten, saa lavt, et Menneske knapt kan staa oprejst. 

Dette Rum er uden Vinduer. Kun hvor Storme har løsrevet de sprukne Tagsten trænger Lyset ind. Og ved Døren, der holdes fast ved Hjælp af to Som og et Stykke Seglgarn, opnaar en Stribe Dag netop at kaste sit Skær over et Bohave saa trist, saa fattigt, saa usselt, at Hjertet krymper sig hos den Indtrædelse 

En Hule midt I Storbyen.

Met det falder ikke let nogen Ind at aflægge Besøg i dette faldefærdige Sprøjtehus, der uænset har ligget hen, modens Storbyen voksede op om det. En Strøm af kørende og gaaende har passeret den lille Ruin uden et Øjeblik at have tænkt paa, at her boede Mennesker. Luksusbiler og Sporvogne, Arbejdere, Direktører og Overretssagførere med mere eller mindre betændt Samvittighed har jaget forbi, og ikke een har haft Fantasi nok til at tænke sig en gammel Kvinde, hendes 18-aarige Datter og 14 Dage gamle Datterdatter siddende i det mørke Rum, hvor for Aar tilbage Spindelvævet lagde dig over en gammel Landsbysprøjte.

Barnet, der skulde beskyttes af Gaardejeren ved Stege

Den ældste af Kvinderne hedder Sidse Marie Larsen. Hun er fra Fakseegnen og blev for 12 Aar siden skilt fra sin Mand, som siden intet har betalt til hende. I 1914 flyttede hun til København med tre af Børnene, to Drenge og en Pige ved Navn Krista Gunhild. Sønnerne blev Mælkedrenge, og af deres Løn tillige med hvad Moderen kunde tjene levede Familien. Da Krista blev 14 Aar mente Værgeraadet, at hun havde bedst af at blive anbragt hos gode Mennesker paa Landet. Ganske vist er der Erfaring for, at de Bønder, som antager sig Værgeraadsbørn, ser mere paa eget Tarv end paa Børnenes, men i Gaardejer Hemming Hemmingsen i Frenderup ved Stege mente Værgeraadet dog at have fundet en Mand, som vilde paase, at Krista under sin Opvækst ikke blev udsat for Farer.

Tre Maaneder efter at den 14-aarige Pige var kommet til Gaarden afskedigede Gaardejeren sin eneste Karl, og nu begyndte der en Tid fuld af Arbejde for det spinkle Pigebarn. Hun blev Fodermester og Malkepige, Høstarbejder og Stuepige, Kreaturpasser og Vaskerkone. Om Sommeren varede Arbejdsdagen fra 5 Morgen til 8-9 Aften, hvorefter der ofte var en Del Indvendig Gerning at udføre. Om Vinteren gjorde det velsignede Mørke Arbejdsdage mindre skar // ikke af den Grund Maanedslønnen, som var paa 30 Kr. Men hans Heste blev ogsaa godt passede, de 12 Køer blev malkede to Gange daglig, Roerne blev lugede, Sæden bjerget og Huset holdt i Orden. Det var i Sandhed en god Arbejderske, Hr. Hemmingsen der havde faaet, og han gav hende ikke Tid til at tænke paa Kæresteri.

Alligevel traf Krista snart en Gaardmandssøn, som hun kom til at holde af. Om Hr. Hemmingsen vaagede over Pigebarnet, til hun var fyldt 16 Aar er ikke helt oplyst. Derimod er det givet, at der allerede i denne Alder bestod et Forhold mellem de Unge, og da Gaardmandssønnen, der bl. a. tjente godt som Musiker, havde mindst 25,000 Kr. af egne Penge i Banken, kunde der maaske senere af dette Kærlighedsforhold udvikle sig et lykkeligt Ægteskab.

Dog, her ophørte Gaardejer Hemmingsens Interesse for Krista, som nu var blevet en stor og kraftig Pige paa 18 Aar.

Tilbage til Elendigheden I Kobenhavn.

Allerede ved Nytaarstid stod det klart, at Krista skulde have et Barn. Gaardejer Hemmingsen syntes pludselig, at han ikke længer havde Brug for hendes Arbejdskraft, og da hun desuden havde naaet den Alder, hvor hun kunde unddrage sig Fremmedes Tilsyn, fandt Gaardejeren det naturligt at lade hende rejse til København den 1. marts. Hun kom højt frugtsommelig til Hovedstaden og opsøgte sin Moder paa Lersøvej. Moder og Datter har altid - trods Adskillelsen - været knyttet til hinanden med stærke Baand, og Krista var lykkelig over at have Moderen hos sig under den forestaaende Fødsel.

Krista Larsen med sit nyfødte Barn.

Men Skæbnen vedblev at forfølge disse to arme Kvinder. Den 12. Maj blev de sat paa Gaden af en vred Husejer, der havde Loven paa sin Side. De pakkede deres fattige Stumper paa en Trækvogn og drog af Sted uden Maal eller Méd, uden Anelse om, hvor de skulde tilbringe Natten. Fødslen kunde ventes hver Dag og hver Time, men Barnets Fader var langt borte, helt ovre i Stege, hvis Bank vogter over hans mange Penge. 

Udmattede standsede de to Kvinder udenfor Brandstationen paa Frederikssundsvej. Hvad skulde de gøre? En medlidende Brandmand gav sig i snak med dem. Han var brav og hjælpsom. Paa eget Ansvar gav han Moder og Datter Tilladelse til at sætte deres Smule Bohave ind i det faldefærdige Sprøjtehus, som i lange, lange Tider har staaet ubenyttet. stadig mere forfaldent og elendigt. Det faldt ikke Brandmanden ind, at de to Kvinder selv vilde tage Ophold i Ruinen. Men dot gjorde de, og her levede de i 4 Dage, ventende paa al den ny Samfundsborger skulde komme til Verden.

Fødslen i Iskageboden.

Imidlertid havde Politiet faaet Nys om Sagen. En Betjent Indfandt sig og erklærede, at vor i social Henseende vidt fremskredne Tid ikke tillader en Moder at føde under saa himmelraabende Forhold. Moder og Datter var ogsaa villige til at lade sig føre til Sundholm, men de stillede som Betingelse, at de ikke skilles. Atter greb Skæbnen brutalt ind. Moderen har faaet Fattighjælp, Datteren ikke. Paa Sundholm hører de derfor under hver sin Afdeling, og vilde ikke faa Lejlighed til at se hinanden.

I deres Nød fandt de paa Udvej. En Mand i Nabolaget ejede en Iskagebod, som stod tom fordi Foraaret var for køligt til at handle med Iskager. Herind fik de to Kvinder Lov at flytte og her fødte Krista Storebededagsnat en lille pige. Men selv Naturen havde bestemt, at disse tre Væsener skulde forfølges. Der kom Varme i Vejret, og faa Dage efter Fødslen forlangte Bodens Ejer, at Moderen, Datteren og den nyfødte skulde flytte. Det lod sig ikke gøre Krista kunde ikke rejse sig fra sit elendige Leje. Saa fjernede Ejeren Vinduer og Døre, og der laa den unge Kvinde med sit nyfødte Barn til aaben Beskuelse tor frække Personer, og udsat for Nattens Kulde.

Politiet blev igen underrettet Overbetjenten i Vagten paa Tranevej vilde ikke tro, hvad der blev fortalt ham. Men da det bekræftedes gav han sin Harme stærke Udtryk samtidig med at han gav Ordre til at Døre og Vinduer atter skulde ind sættes i Iskageboden og forsynes med Politiets Segl. Det skete, og nu boede de tre Mennesker I den forseglede Iskagebod til Krista kunde staa op, tage sit Barn paa Armen og vandre tilbage til det lille, forfaldne Sprøjtehus.

Her har de tre Kvinde siden levet.

(Social-Demokraten, 4. juni 1924).

Olaf Hans Jørgen Olsen (5/8). (Efterskrift til Politivennen)

Den 20 januar 1919 flygtede Olsen fra Sundholm ved at rive lagener i stykker og fire sig ned fra sovesalens vindue og svømme over vandgraven. Han blev fanger igen dagen efter på Søndre Boulevard da et salatvogn opdagede ham. Han blev fulgt til "Bræddehytten" hvor han blev anholdt. Han fik en tillægsstraf for flugtforsøget. Han blev derefter sendt til 6. afdeling på Kommunehospitalet til undersøgelse hvor han blev fundet normal.

I maj 1920 gennempryglede han og en cigarhandler Saunto en betjent og smed ham derefter ud. Han gået ind efter at have hørt sang og bægerklang. De fik hver 700 kr. i bøde, fru Saunto 300 kr. for ulovlig spiritusudskænkning.

Engang i 1920 eller 1921 blev han tilsyneladende forelsket i Andrea Rasmine Madsen, og indledte et forhold hvor han undtagelsesvis ikke udnyttede hende. Han opholdt sig nu nogle år i udlandet. I 1924 begyndte nettet imidlertid at strammes omkring hans talrige ulovlige virksomheder, og aviserne begyndte at skrive om dem:

Den Hvide Neger.

Af en moderne Forbryders Saga.

Københavns Politi behandler i øjeblikket en Sag mod en af de sidste Aars mest berygtede Voldsmænd og Forbrydere. Hans Jørgen Olsen, kendt af Politiet og i visse Vesterbro-Sidegader under Navnet "Den hvide Neger."

Han er sigtet for Tyverier fra sine mange Kærester. og under Sagen er hans sjældne Forbryderbane blevet opklaret i alle Enkeltheder. Det viser sig, at han i aarevis har Ievet af Kvinder. Alene af en har han paa almindelig Alfonsmaner faaet over 50,000 Kr. i nogle Aar, en anden har foræret ham Møbler, en tredje et Automobil osv. Hans Indflydelse paa Kvinder har været rent ud fabelagtig. Gang paa Gang har han, trods uhyggeligt Brutalitet og forbryderisk Voldsomhed, besnæret Gadens løse Fugle, og han har i Aarevis holdt ligefrem Harem. Officielt levede han af en lille Cigarforretning paa Vesterbro, men det er Kvinderne, der har underholdt ham. Gang paa Gang er han blevet arresteret og sat i Fængsel, men hver Gang, han kommer ud, begynder han paany. Efter at være løsladt i 1914. slog han ind paa sin gamle levevej, og først da Jorden var gloende under ham, forsvandt han til Udlandet.

I nogle Aar levede han i London. Amsterdam og Paris og tilsidst i Berlin, allevegne som Alfons. Paany kom han hjem. og atter besnærede hun ulykkelige Kvinder, saaledes at han for et Par Aar siden kunde rejse til Tyskland og købe Hotel i Swinemünde. Han blev imidlertid hurtigt ked af denne borgerlige Næringsvej, og paany stod han paa den kære københavnske Asfalt som den ukuelige Kvindeforfører. Men omsider blev Forholdene for indviklede. En skinsyg Kvinde angav ham, og nu sidder han atter i Saksen. Sidste Gang slap han med Tugthus, men denne Gang er der Sandsynlighed for. at han bliver erklæret sindssyg. I et Forhør i Gaar hos Dommer Knudsen, hvor Vesterbros løse Fugle fyldte det meste af Lokalet, nægtede han frækt alt og erklærede, at han havde ernæret sig som Fremmedfører og Translatør. Ingen af de kvindelige Vidner turde for Øjnene af den frække Forbryder vidne imod ham, og Forhøret formede sig til Tider saa dramatisk, at Dommeren maatte skride ind. Det bliver antagelig en baade langvarig og omstændlig Sag, inden det lykkedes at faa den enestaaende frække Forbryder under Laas og Slaa igen

(Herning Avis 8. maj 1924)

"Den hvide Neger", et Dyr i Menneskeskikkelse. 

Den berygtede Københavner-Alfons, der har ført talrige uge Kvinder i Ulykke, og hvis Liv er præget af Last, Forbrydelse, Vold og Sindssyge. - Manden, der ved Utugt erhvervede sig en Formue, og som havde kvindelige Slaver i Berlin, London, Amsterdam, Paris, Brüssel og Leipzig.

Som tidligere omtalt er Københavns Byret for Tiden stærkt beskjæftiget med at opklare en Sag, der er rejst mod en af den københavnske Forbryderverdenas kendte Navne, Olaf Hans Jørgen Olsen, kaldet "den hvide Neger".

"Den hvide Neger" er et Navn, som i Aarenes Løb har beskæftiget Bladenes Politireportere meget.

Han indledede sin forbryderiske Løbebane ved Aarhundredskiftet, da han var 17 Aar gammel. Det var et Tyveri, han havde valgt at debutere med, og det forskaffede ham 2 Gange 5 Dages Vand og Brød. To Aar efter afgik han til Afsoning af 1 Aars Forbedringshus for at have paadraget en hel Række Pigebørn Sygdom. I 1906 blev han idømt 6 Maaneders Fængsel for Vold imod Politiet. Han havde gennemtampet et Par Betjente, der havde paadraget sig hans Mishag. Endvidere fik han i 1914 en Straf paa 120 Dages Fængsel for Vold mod en civil Person. Og endelig i 1918 maatte han lide 19 Maaneders Forbedringshus for Alfonseri i stor Stil.

Den hvide Neger er Typen paa Storstads-Alfonsen. Manden, der gaar i Kvinderne med Laksko. Florian'en, der bedaarer ved sin Veltalenhed og sit Væsens Elegance. Udbytteren med den eventyrlige Hensynsløshed og Brutalitet.

Mens vi blader i hans sidste Sags Akter, stiger dette Billede af Forbryderens Person frem for os.

Det var Husbeboerne i en Ejendom Under Elmene, der i 1918 forargedes over det Leben, der blev ført i Negerens Palæ, som hans Lejlighed blev kaldt af hans Bekendte, og henledte Politiets Opmærksomhed paa ham. Der blev gennem Uger anstillet store Observationer for at faa Hold paa Søgen, og endelig en Dag havde man sikret sig saa mange Navne paa Kvinder af den lette Garde, og Mænd, der havde været i disses Selskab, saa man ikke mere behøvede at tage i Betænkning at slaa ned paa Negeren.

I den følgende Tid oprulledes for Kriminalretten en Række højst ulykkelige Billeder - Billeder uden Sidestykke - fra det laveste Samfundsliv. Det godtgjordes, at Negeren havde ikke mindre end fem Piger til at forsørge sig, og at de daglig indbetalte ham Summer, der varierede fa 35-50 Kr. At han under saadanne Forhold var i Besiddelse af et Par Sparekassebøger med et Indestaaende paa godt 35,000 Kr., kan ikke forundre.

Selv hævdede han, at hans Velstand stammede fra hans Indkomster fra en Vin- og Cigarforretning i Viktoriagade og en i Matthæusgade, dels fra hans Agentur med Vin og Tobak og Handel med Billetter til Vesterbro« Forlystelsessleder, for ikke at glemme hans Sjakren med Laanesedler fra Assistenshuset. Desuden paastod han, at han havde haft Forbindelse med alle de i den store Juveltyveri-Affære implicerede personer, og havde afsat adskillige Guldsager for dem under Reiser i Udlandet. Alfonseri - nej, aldrig i Evighed. Det var han forlængst blevet helbredet for at beskæftige sig med.

Imidlertid var Indicierne mod ham for stærke. Et Par af Pigerne. der længe havde haft et Horn i Siden paa ham, men havde næret Ængstelse for at løbe fra ham, lod nu, da han var isoleret, deres Vrede faa frit Løb, og de gav ham baade læst og paaskrevet.

Man fik fastslaaet, at Negeren overhovedet intet som helst havde foretaget sig siden han blev løsladt fra Straffeanstalten i 1914, men alene havde levet af sine 5 Veninders Penge, og sat de overskydende Beløb paa Bankbøger.

Uanset, at han jo havde udmærket Raad til at klæde sig, havde han en Gang foreslaat dem at forære ham en Pels i Fødselsdagsgave, og Pigerne havde bifaldet hans Forslag. De gik gennem lang Tid og betalte hver afdragsvis 20 Kr. pr. Uge til en Bundtmager, indtil Pelsens Pris var naaet.

Paa lignende Vis erhvervede han sig Malerier, et Flygel, nogle Bryssellertæpper og et elegant Renaissancemøblement.

Da han en Dag havde faaet en mindre Voldssag paa Halsen, besluttde han at rejse bort herfra af Angst for, at hans andre kriminellet Affærer samtidig skulde blive opdaget, og han indviede den ene af sine Veninder i sit Forehavende, fordi han vilde ha ve hende med til Udlandet. Hun blev meget smigret herover; idet hun heri saa t Bevis for, at hun var hans Yndlingskæreste, og da

Negeren stak af til London, solgte hun hans Vin- og Tobaksforretninger for ham og tog efter ham med Pengene, medens de fire andre Piger stod alene tilbage og ikke anede hverken ud eller ind.

Først troede de ham arresteret, men de var ud af Stand til at erhverve sig Oplysninger herom, og af Skræk for, at han skulde vende frygtelig tilbage, sparede de bestandig Kapital sammen til ham.

Opholdet i London blev dog kun af kort Varighed. Parret blev simpelthen udvist paa Grund af deres tøjlesløse Liv.

I Amsterdam gik det dem ikke bedre; men i Berlin var det ham derimod muligt at forblive i over et Aar.

Her fik Negeren snart flere Kvinder i sine Garn, og en skønne Dag sendte han saa sin københavnske Veninde hjem igen.

Længe efter dukkede Negeren paany op i København, og strax genvandt han sine gamle Veninder. Hundetrofaste faldt de for hans første Blik, og nu var det, at han lejede sig ind derude paa Amager.

Et af hans Pigebørn forklarede under Retssagen, at Negeren kunde være saa forfærdelig opfarende og brutal; men strax efter blive mild og god igen. Da hun en Uges Tid ikke havde tjent godt med Penge, slog han hende saaledes, at to Tænder knækkede i Munden paa hende; og da hun græd herover, blev han øm og lovede ... at hun skulde faa Lov at fejre Jul sammen med ham og de andre, naar hun saa vilde tage sig ordenlig sammen.

Da man i sin Tid havde afsluttet Retssagen, blev Negeren Indlagt til Observation paa 6. Afdeling. og Professor Friedenreich afgav efter en længere Observation en Erklæring, af hvilken fremgik, at man maatte betragte Negeren som sindssyg.

Det hed i Erklæringen:

Arrestanten er herefter i alt væsenligt uforandret siden sidst. Hans Epilepsi er for Tiden ret fredelig, og hans aandelige Svækkelse synes ikke at være kendelig tiltaget. Hans ringe Begavelse udelukker ikke, at han véd god Besked med, hvad der er lovligt, og hvad ikke paa de Omraader, han kender til, saa lidt som en vis Snuhed, der viste sig ved hans energiske Benægtelse og Forsvar samt ved Benyttelsen af alle Midler til at skaffe sig Fordele og et behageligt Liv. Han er fremdeles løgnagtig, doven og blottet for moralske Følelser og har tilstrækkelig dokumenteret sin Uforbederlighed. Han er en aandelig Invalid, muligt til Dels paa Grund af medfødt Anlæg, men vist hovedsagelig paa Grund af den Hjærnesygdom, der ogsaa betinger hans epileptiske Anfald. Om den har noget at gøre med hans Syfilis, lader sig ikke afgøre, for Tiden giver hans Blod kun en meget svag Wassermanns Reaktion (0.1-10, 0,2-100). Hans Adfærd i Retten og de Symptomer, han frembød de første Dage paa Afdelingen, maa opfattes som en stærk psykisk Reaktion paa Ubehagelighederne.

Sagen blev derpaa forelagt Retslægeraadet, der udtalte, at efter den afgivne Erklæring maa det skønnes, at Arrestanten er sindssyg, lidende af epileptisk Sløvsind, og at han som farlig for den offenlige Sikkerhed maa tages i Forvaring.

Paa Grundlag af denne Udtalelse dømte Kriminalretten ham da ogsaa til Indsættelse paa en Sindssygeanstalt.

Men Negeren appellerede, og for Højesteret kæmpede hans Forsvarer, Højesteretssagfører Trolle, saa voldsomt for, at han skulde have Fængselsstraf i Stedet for Indespærring paa en Anstalt, og saa ufatteligt det end lyder, lod den ærværdige Ret haant om Retslægeraadets Udtalelser og idømte Negeren 18 Maaneders Forbedringshus.

I denne Omgang vil Negeren atter blive indlagt til Observation, og paany vil han komme til at bede sin Forsvarer gaa i Brechen for, at han kan faa et Par Aars Forbedringshus i Stedet for Indespærring blandt sindssyge.

Men om Højesteret denne Gang vil følge Forsvareren er et andet Spørgsmaal, hvis Besvarelse ligger ude i Fremtiden.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 24. maj 1924).

Den hvide Neger flygtet fra Domhuset.

Han spadserede uanfægtet til Raadhuspladsen, hvorfra han kørte i Automobil.

Den berygtede Forbryder, Olaf Hans Jørgen Olsen, kaldet Den hvide Neger, er i Gaar Middags flygtet fra Domhuset. Som gentagne Gange omtalt var han fængslet, efter at hans tidligere Forlovede havde anmeldt ham for Indbrudstyveri.

Hans Sag behandles ved 11. Kriminalkammer hos Politiassessor Krenchel.

Flugten.

Han var i Gaar kørt ind fra Vestre Fængsel og blev anbragt i et Skab paa 1. Sal paa Domhuset, idet han skulde møde i en af de borgerlige Afdelinger. Aarsagen var, at Vinfirmaet Dam havde anlagt Sag imod ham til Betaling af for 200 Kr. Vin, Negeren havde rekvireret til sin ulovlige Natbeværtning i Adelgade.

Den gamle Arrestbetjent Petersen, der havde Opsigt med ham, undlod at laase Døren til Skabet. Negeren sad i Ro og Mag ved en Kop Kaffe med Brød, da Petersen gik ud i Værelset ved Siden af for at telefonere.

Det var Negeren ikke længe om at benytte sig af. Han gik gennem en Filtdør ind i et Retslokale, og da han saa, at Lokalet var tomt, gik han videre ud paa Gangen. Han fortsatte uforstyrret sin Gang ned ad Trappen og stod kort efter ude i Kattesundet.

Der har vi Negeren!

I Kælderbeværtningen overfor Domhuset sad et Selskab, hvoriblandt Anmelderinden, Frøken Madsen. Hun fik straks Øje paa ham og raabte:

- Der har vi Negeren!

Han hørte Raabet, men tog fortsat Situationen med Ro og spadserede ad Frederiksberggade til Raadhuspladsen hvor han i nogen Afstand vinkede til en Chauffør, der fik travlt med at trække Motoren op.

Chaufføren er en gammel Københavner, der hedder Rasmussen, og som fører K. 1217.

Han har forklaret, at Klokken var omkring halvet, da Negeren steg ind i Automobilet, hvor han satte sig godt til Rette.

Kør til Frederiksberg Allé 14, sagde han, og et Øjeblik efter spurtede man af Sted efter den opgivne Adresse Men da Vognen var naaet derud i Nærheden, bankede Negeren paa Ruden:

- Kør til GI. Kongevej 176.

Saa kørte man derud, men endnu en Gang skiftede Negeren Sind og dirigerede nu Vognen ud ad Ørstedsvej. Her findes en Udgravning, og da Chaufføren maatte køre langsomt her forbi, sprang Negeren ud, kastede to enkronesedler til Chaufføren og løb efter en Lillebil, som han vinkede til. Men Lillebilchaufføren turde naturligvis ikke tage Turen, og ligeledes mislykkedes hans Vink til en anden Lillebil.

Imidlertid var K. 1217 kommet hen i Kærheden af ham, og han steg da paany ind i Vognen og kørte til Aaboulevarden, hvor han gik ud og betalte 1 Kr. 50 Øre. Men for tredie Gang betænkte han sig og bad Chaufføren køre ud ad Borups Allé. Efter at have betalt hyrede Negeren en 2 Personers Vogn (med hvidt Bælte) og kørte videre nordpaa.

Saasnart K. 1217 var kommet hen til en Holdeplads, ringede Politiet til Chaufføren og bad ham køre til Domhuset for at afgive Forklaring.

- Ja, sagde Rasmussen, men hvem skal betale Turen?

Han kørte dog straks ind paa Nytorv og fortalte om sine Oplevelser.

Forinden havde han talt med en Kollega og sagt:

- Det var en underlig, gal Mand, jeg har kørt for. Han lignede Den hvide Neger, men ham kan det jo ikke være, da han sidder arresteret.

Til Islemark -

Det er oplyst, at Negeren er kørt helt ud til Vandværksanlægene ved Islemark. Han betalte Turen og vandrede videre ud ad Landevejen.

Opdagelsespolitiet gav hurtigst muligt samtlige Politikorps paa Sjælland Meddelelse om Negerens Flugt, hvorefter en betydelig Opdagerstyrke dirigeredes fra Domhuset ud i Marken.

Hver Opdager og hver Politibetjent kender Den hvide Neger, saa han tør næppe vise sig her i Byen.

Rundt om har han mange Venner, - og Veninder - der antages at ville hjælpe ham baade med Penge og Klæder, men han gaar rimeligvis snart i det Net, Opdagelsespolitiet har spændt ud.

Et Signalement.

Det officielle Signalement af ham ser saaledes ud:

Olaf Olsen, kaldet Løvfeldt eller Den hvide Neger, er født i København den 2. November 1882.

Han er 180 Centimeter høj, korpulent, noget duknakket, blegfed, har lyst, ved Siderne graasprængt Haar, stor Næse; han er formentlig iført mørkebrun, blød Hat, mørkeblaa Regn- og Støvfrakke med Bælte helt rundt, mørkt Tøj og sorte Sko.

(København 5. juni 1924).

En mystisk Hilsen fra "den hvide Neger".

Er han i London?

(Privattelegram).

København, Tirsdag.

En Restauratør paa Vesterbro har fra London faaet et Brevkort, hvorefter den frygtede "hvide Neger" skulde være naaet til London. Kortet er dateret Bryssel, 6. Juni, men forsynet med engelske Frimærker og stemplet af det engelske Postvæsen 5. juni 24, og underskrevet "Olaf J. Olsen".

Det er foreløbig Politiet en Gaade, hvorledes "den hvide Neger" skulde være naaet til London i Tiden fra Tirsdag til Torsdag, med mindre han straks er rejst til Hamborg og derfra med Flyvemaskine taget over Rotterdam til London.

Forøvrigt er der mange i København, som paastaar at have set "Negeren", f. Eks. i et Danselokale paa Frederiksberg. Endvidere skal han være set paa Kallundborg-Egnen og ved Husum.

(Ærø Avis 11. juni 1924).

"Den hvide Neger" kom i Middags.

Han blev straks indsat I Arresten.

Den hvide Neger er vendt hjem fra sin lille Udenlandsrejse.

I Gaar Eftermiddags Kl. 4 blev han og hans Ledsagerske Rigmor Lund af de norske Opdagere Brun og Malm ført om Bord i "Kong Haakon, og i Middags kom Skibet hertil og lagde til ved Larsens Plads.

Der var modt et Par danske Opdagere. Faaborg Petersen gik straks om Bord for at overtage Ansvaret for Negeren. Straks efter gik man fra Borde, og da Negeren viste sig paa Landgangsbroen hilste en Del af hans gamle Venner fra Vesterbro ham med et Hurra.

Negeren vinkede smilende og raabte: 

- Den Gang gik det ikke. men bedre Lykke en anden Gang. I en Auto førtes Negeren og hans Ledsagerske straks til Domhuset, hvor han med det samme blev overgivet til 2. Undersøgelseskammer og indsat i Arresten.

Rigmor Lund blev ført over i Opdagelsespolitiets Lokaler, hvor man ved Redaktionens Slutning var ved at afhøre hende.

Det drejer sig om al faa oplyst, hvorvidt hun har været Arrestanten behjælpelig med Flugten fra Danmark. Har hun det, vil hun antageligt blive fremstillet i Grundlovsforhør og arresteret. Hvis hun derimod, hvad man antager, kun har hjulpet ham i Udlandet, vil hun blive sat paa fri Fod.

I Morgen tager Assessor Krenchel den hvide Neger i Forhør.

(Nationaltidende 2. juli 1924).

Hs. Majestæt "Negeren"s Hjemkomst.

En Herre der "skal ta'es med det Gode"!

I Gaar afsluttedes anden Akt af den Farce, der hedder "Den hvide Negers Flugt". Med Christianiadamperen "Kong Haakon" kom Flygtningen hertil, ledsaget af to norske Politimænd, og blev modtaget paa Larsens Plads af en Stab af vore hjemlige Opdagere og med en Honnør, der mindede om en Fyrstemodtagelse i de gode gamle Fredensborgdage.

For en jævnt sund Hjerne virkede Optrinet nærmest uhyggeligt i al sin Komik: Her kom denne uappetitlige Forbryder, der, siden han blev konfirmeret, hele sit Liv igennem har snyltet paa stakkels ulykkelige Kvinders Skændsel og kun i Kraft af sin eksempelløse Frækhed har holdt sig klar af det permanente Fængselsophold, der tilkommer ham, marcherende over Landgangsbroen, iført "Kungliga Svenska Segelselskåp"s elegante Medlemsuniform og gelejdet af de to Opdagere, Overbetjentene Sei ndal (forrest paa Billedet) og Faaborg-Petersen (umiddelbart bag Forbryderen), medens en tredie Politimand i passende Afstand bar hans Haandkuffert og hans Overfrakke, og Kajen var besat af en Skare Fruentimre med store, spraglede Hatte og mægtige Blomsterbuketter samt af en lille udsøgt Flok af hans Kolleger blandt Hovedstadens Alfonser, hvem "Negeren" naadigt og huldsaligt trykkede i Haanden og takkede for Modtagelsen.

Den holder sig altsaa endnu lige frisk, den Fiktion, "den hvide Neger" har forstaaet at opretholde under sin mangeaarige Kamp med Politi - at han skal ta'es med det Gode (!) - dette Skadedyr, der burde have alle de korporlige Tærsk, Loven blot paa nogen Maade hjemlede Tilladelse til at give ham, i Stedet for at vartes op og kæles for som en Greve.

Helt i Billedets' Baggrund ser man den "Dame", der blev anholdt sammen med ham oppe i Christiania, og som har været paa Farten med ham gennem Sverige, efter at være kaldt over til ham her fra København.

Hun hedder Rigmor Petersen og har i en Aarrække boet ovre i Londons Bærme under Navnet Rigmor Paterson eller - som gift Mis Lundh.

(Aftenbladet (København) 3. juli 1924).

Under retssagen viste det sig at Oluf Jensen syntes henrykt over at være genstand for så megen opmærksomhed. Han sad i Horsens Straffeanstalt juli 1924 til juli 1925. Den 23. september 1924 krævede Københavns Politi en regning på 159 kr. 45 øre betalt, hvilket fogedretten gav tilladelse til at hæve på hans bankbog i Landmandsbanken. Udadtil gav han nu udtryk for at ville være lovlydig og anskaffede sig en cigarforretning på Østerbro. 

Børnemishandling i Rosenborggade. (Efterskrift til Politivennen)

Børnemishandlerne fra Rosenborggade dømt.

Det dømte Ægtepar Madsen-Wedin. I Midten Forsvareren, Overretssagfører Bohn-Christiansen paa Domhusets Trappe.

I Gaar faldt Dommen over det mærkelige Ægtepar, Madsen-Wedin fra Rosenborggade, der den 13. April paa en oprørende brutal Maade mishandlede deres lille seksaarige Pige, idet Faderen gennempryglede Barnet paa det nøgne Legeme med en Hundepisk, medens Moderen holdt hende. Ægteparret havde privat engageret Overretssagfører Bohn-Christiansen som Forsvarer, men det var en meget utaknemlig Opgave denne havde faaet. Han havde forlangt en yderligere Vidneafhoring af Doktor Fogh fra Retsmedicinsk Institut, der først havde behandlet Barnet, men det viste sig at være et fælt Misgreb. Doktorens Forklaring tjente kun til yderligere at understrege Forældrenes raa Brutalitet, og efter dette faldt Rohn-Christiansens i sig selv meget spagfærdige Forsvarsargumenter ganske til Jorden. Han paaberaabte sig en Højesteretsdom fra 1893, hvor de Tiltalte i et lignende Tilfælde var blevet frikendt, men Dommeren oplyste ham om, at der forelaa fem Højesteretsdomme af senere Dato, der sagde det stik modsatte, saa ogsaa her var han meget uheldig.

Dommer Troels-Lund gav de unaturlige Forældre hver 30 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost, en Dom der forefaldt tilhørerne meget mild, saa det kunde derfor kun forbavse, at de dømte efter Konference med deres Sagfører, appelerede til Østre Landsret

- - -

VI havde senere en Samtale med Hr. Troels-Lund, der udtalte:

Jeg mener egentlig ikke selv at Dommen er mild - 30 Dage paa sædvanlig Fangekost svarer jo til ca 120 Dages simpelt Fængsel, men den er afsagt efter nøje Overvejelse. Jeg har forresten drøftet Sagen med Stadsadvokaten, og jeg mener Dommen er saadan, at en højere Instans hverken vil mildne eller skærpe den, men derimod give den Stadfæstelse.

(Aftenbladet (København)  4. juni 1924).

Voldshandlingen blev udført palmesøndag den 13. april 1924 mod Ebba Lisa Wedins barn Anna Lisa (6 år) af første ægteskab fordi hun havde taget en kjole forkert på og spildt en kop vand på køkkengulvet. Hun ville ikke bede om forladelse. 

Efter dommen anmeldte ægteparret den unge pige Ebba Lundin som havde foranlediget voldssagen. Hun var i mellemtiden rejst hjem til Sverige, og anklagen om at hun skulle havde stjålet nogle af fru Wedins pleureuser og bedraget parret for 4 kroner, blev afvist. 

Landsretten fordoblede den 26. juni 1924 straffen til 2 måneder. Ægteparret sproglærer Richard og Ebba Lisa ansøgte om benådning. Der blev ført en stærk agitation til støtte for ægteparret, henvendelse til justitsministeren og  Landsretten. Justitsminister Steincke nedsatte efterfølgende straffen fra 2 til 1 måneds fængsel.

Barnet blev anbragt i pleje i Nordsjælland. 

Jægerhuset forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil ligesom give et lille Stik i mangen gæv gammel Vesterbroborgers Hjerte, naar han hører, at Jægerhuset nu synger paa sit sidste Vers.

Jægerhuset er den lille lave Rønne, der ligger paa Hjørnet af Sønder Boulevard og Enghavevej. I gamle Dage laa her i Kongens Enghave et Traktørsted, hvor Jagtbetjentene holdt til, naar der fra Frederiksberg Slot blev afholdt Jagter i Enghaven. Senere i den første Jernbanes Tid, var Jægerhuset Ledvogterhus, og derefter blev det Restauration igen i den gode, gamle Stil med Keglebane og Lysthuse i Haven, hvortil Familierne inde fra Vesterbro kom dragende med Barnevogn og Madkurv. Vesterbro strakte sig den Gang ikke saa langt ud som nu, og det var en hel lille Skovtur at tage ud i Jægerhuset.

Jægerhuset laa frit og aabent, omgivet af Træer. Da Enghavevejen blev hævet for at gaa over den nuværende Banestrækning, forsvandt Jægerhuset halvvejs i Dybet, hvor det laa i den lille Stump Have, der var bleven tilbage, og kippede med de øverste Vinduer ud mod Gaden. Efterhaanden voksede der høje Bygninger op rundt om det, og nu forsvinder det helt for at give Plads for en moderne Hjørneejendom med Butiker og Bankealtaner m. m., men Mindet om det vil vedblive at leve hos den ældre Generation paa Vesterbro, til hvis nøjsomme Glæde det hørte at faa en Pot Kegler i Jægerhusets Have, medens Mutter dækkede Bord i et Lysthus og Børnene dansede til de ikke altid lige rene Toner af et Fortepiano og en Violin, der om Sommeraftenerne og Søndag Eftermiddag leverede Musiken derude.

(København 3. juni 1924)

Jægerhuset havde allerede i 1917 fået sin dødsdom. Stedet var vist berømt for æggekage og store dramme, kaffepunser mm. Foto fra Folkets Avis - København 25. september 1917.