Krigen i Danmarksgade. (Efterskrift til Politivennen)

 

I DANMARKSGADE har Husejerne rejst sig til Kamp mod et Natteliv, der, efter hvad der meddeles osm skal være yderst letfærdigt. Vi bringer ovenfor et Billede af en af de Ejendomme, Slaget er rettet imod. Inde i Bladet fortæller en af "Klokken 5"s Medarbejdere mere om den staaende Strid, der synes at faa et yderst bevæget Forløb.

Husejerne vil rense Danmarksgade.

Der er startet en voldsom Krig mod Gadens lette Kavalleri. - Hvorledes fejden skal udføres, og hvad man vil opnaa.

"Klokken 5"s udsendte Medarbejder skildrer sine Indtryk fra et Besøg i Gaden.

For nogle Aftener siden fandt der et voldsomt Slagsmaal Sted i Danmarksgade. Et par Mandspersoner gennempryglede et Par løsagtige Kvinder saa eftertrykkeligt, at Politiet maatte hentes. Og i Politibilen blev hele Selskabet kørt til Frederiksberg Politistation. Men en af Slagsbrødrene, en Arbejdsmand Poul Christophersen, havde endnu ikke faaet brugt alle sine Kræfter og kom derfor i Klammeri med en af Betjentene, og i Kampens Hede flk Betjenten næsten revet det ene Øre af.

Denne for Offentligheden ret ligegyldige Episode har imidlertid bevirket, at Danmarksgade i de kommende Dage vil staa i Kampens Tegn. Følgen af dette Slagsmaal er nemlig blevet, at Danmarksgades Husejere har besluttet at føre en energisk Kamp mod Gadens løsagtige Kvinder og dens Kavalerer, der Gang paa Gang forstyrrer Beboernes Nattefred og har givet Gaden et Renommé, som Beboerne ikke vil finde sig i.

Krigen erklæres.

Men nu skal det være forbi, siger Husejerne. Nu flyder Bægeret over, og Flertallet af Husejerne har besluttet at smide alle løsagtige Kvinder paa Gaden. Hovedmanden i denne Kamp, der nu indledes, er den kendte lmpressario, Hr. Blitzing, der ejer en Ejendom i Gaden.

Et Interview.

- Er det rigtigt, at De og Deres Kolleger i Danmarksgade vi! iværksætteren Krig overfor Gadens løsagtige Kvinder.

- Jo, det kan De tro. Forholdene er fortvivlede herude, men jeg tror nok, at vi i Løbet af kort Tid skal faa renset ud. Desværre er der et Par Husejere, som ikke vil være med, fordi de har deres væsentligste Indtægt af disse løsagtige Kvinder. Det er navnlig galt i den Ende af Gaden, der støder op til Vodroffs Tværvej. Det var her det modbydelige Slagsmaal fandt Sted forleden Aften.

- Hvad vil De gøre for at komme Uvæsenet til Livs?

- Vi vil forsøge at faa alle Husejere til at smide de løsagtige Kvinder og deres utiltalende Kavalerer paa Gaden. Muligvis lykkes det os ikke at faa dem ud allesammen, fordi nogle Husejere optræder ukollegialt, men naar dette sker, vil vi bede Politiet hjælpe os. Vi kan ikke være tjent med, at dette Uvæsen fortsættes, og nu, da Krigen er aabnet, vil vi føre den igennem til Sejr for en bedre Moral i Danmarksgade.

Saavidt Hr. Blitzing.

Et Besøg i Gaden

Vor Medarbejder aflagde i Gaar Eftermiddags et Besøg i "den uanstændige Gade" for paa selve Krigsskuepladsen at forhøre sig om Forholdene. Danmarksgade er i de sidste Aar blevet meget moderniseret med elektriske Buelamper og en bred asfalteret Kørebane. Det er altsaa her, Løsagtigheden sidder til Højbords. Her lever Nattesværmerne, der nu, da Sommersolen bager paa de tilrullede Vinduer, hviler sig ud efter Nattens Orgier. Her synes ellers meget fredeligt - men det er, som sagt, naar Mørket falder paa, at Uvæset florerer.

Hvad Folk siger.

I Ejendommen Nr. 5, der ejes af Husejer Rasmussen, træffer vi Værten og spørger ham, hvorledes Forholdene er.

- Jeg har ikke løsagtige Kvinder boende i min Ejendom, siger Rasmussen, hvis det var Tilfældet, skulde jeg snart faa dem ud.

- Er De ikke iblandt de Husejere, der vil Uvæsenet til Livs?

- Det kan man godt sige, men jeg er jo ikke direkte interesseret, da jeg ingen har boende hos mig og heller ikke vil have det. Forøvrigt, siger Hr. Rasmussen, er det navnlig i den Ende af Gaden, der støder op til Vodrofs Tværgade, det er galt.

Det bliver svært!

Cigarhandler Christiansen, der har Forretning i nr. 8, udtaler til os

Vi mærker det ikke saa meget heroppe i denne Ende af Gaden. Her bor nogle faa Ulykker af de Damer, der ikke taaler Sollyset, men de er meget fredelige. Jeg tror ikke, at det er værre med Løsagtigheden her end saa mange andre Steder i Vesterbros Skingader.

- Hvad synes De som Lejer om Husejernes forestaaende Krig mod disse Kvinder?

- Jeg synes, det er udmærket, at man gør noget for at højne Gadens Renommé, men saa længe, de ikke alle er enige, saa tror jeg, det bliver svært. Husk paa, at for nogle Husejere betyder det hele deres Eksistens, 

Af Hensyn til vore Børn.

- Man ser jo ikke mere, end man selv ved, siger Cykelsmed Hansen, der bor midt i Gaden, men det kunde vistnok være meget bedre, end det er, med Moralen. Vi Voksne tager jo ingen Skade af Løsagtigheden, men af Hensyn til vore halvvoksne Børn bør vi hilse Husejernes Skridt med Glæde. Børn i Overgangsalderen har jo ikke særlig godt af at leve paa altfor nært Hold af Utugten.

En Lykke for de fleste Mødre.

Oppe i en af Ejendommene træffer vi en ung Arbejderhustru. Vi retter vort Spørgsmaal til hende.

- Ja, det vilde være en Lykke for de fleste Mødre i Gaden. De kan tro, det er ikke altid godt nyt, vore Bøm hører, naar de kommer paa Gaden. Smaa Krukker har jo ogsaa Ører, og De kan tro, Børnene ved mere, end de fortæller deres Forældre. For mine Børns Skyld, for alle Gadens Bøms Skyld h aal km- jeg, at Husejernes Aktion mod Løsagtigheden maa lykkes, og det saa hurtigt som muligt.

Beboernes enstemmige Ønsker.

Saaledes lyder det overalt, hvor vi kommer frem. Mødre og Forældre i alle Ejendomme hilser den forestaaende Offensiv med Glæde og venter, at den vil føre til en gavnlig Løsning.

Krigen i Danmarksgade er altsaa allerede begyndt, og København vil følge den med Spænding

Ole J.

(Klokken 5 (København), 7. juni 1924).

Danmarksgade gik fra Gammel Kongevej til Vodroffs Tværgade mellem Schønbergsgade og Prinsesse Maries Alle. En lille stump af gaden findes stadig i Gammel Kongevejenden. Gaden blev nedlagt i 1970. Den hed oprindeligt Ørstedsgade, men pga at man ikke ville tilsvine Ørsteds navn ved en gade med letlevende damer, skiftede den navn.

Så tidligt som 2. april 1894 berettede avisen København om at kvarteret Danmarksgade-Vodroffs Tværgade var et "yndet resort for de løsagtige pigebørn". En reporter lejede sig efterfølgende ind i et værelse, og kunne bekræfte at det fandt sted.

Et gribende Billede af Bolignøden i Storkøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

 

En Moder med sit nyfødte Barn udenfor deres "Hjem", det faldefærdige Sprøjtehus paa Frederikssundsvej.

Behjærtede Mennesker har henledt vor Opmærksomhed paa et rystende Udslag af den Bolignød, der fremdeles hærger Storkøbenhavn.

To Kvinder, Moder og Datter, har taget Bopæl I det gamle Sprøjtehus ved Frederikssundsvej. Den yngre Kvinde har født et Barn i Omgivelser, som er aldeles umenneskelige. Sprøjtehuset er et ældgammelt, muret Skur ved Vejkanten, saa lavt, et Menneske knapt kan staa oprejst. 

Dette Rum er uden Vinduer. Kun hvor Storme har løsrevet de sprukne Tagsten trænger Lyset ind. Og ved Døren, der holdes fast ved Hjælp af to Som og et Stykke Seglgarn, opnaar en Stribe Dag netop at kaste sit Skær over et Bohave saa trist, saa fattigt, saa usselt, at Hjertet krymper sig hos den Indtrædelse 

En Hule midt I Storbyen.

Met det falder ikke let nogen Ind at aflægge Besøg i dette faldefærdige Sprøjtehus, der uænset har ligget hen, modens Storbyen voksede op om det. En Strøm af kørende og gaaende har passeret den lille Ruin uden et Øjeblik at have tænkt paa, at her boede Mennesker. Luksusbiler og Sporvogne, Arbejdere, Direktører og Overretssagførere med mere eller mindre betændt Samvittighed har jaget forbi, og ikke een har haft Fantasi nok til at tænke sig en gammel Kvinde, hendes 18-aarige Datter og 14 Dage gamle Datterdatter siddende i det mørke Rum, hvor for Aar tilbage Spindelvævet lagde dig over en gammel Landsbysprøjte.

Barnet, der skulde beskyttes af Gaardejeren ved Stege

Den ældste af Kvinderne hedder Sidse Marie Larsen. Hun er fra Fakseegnen og blev for 12 Aar siden skilt fra sin Mand, som siden intet har betalt til hende. I 1914 flyttede hun til København med tre af Børnene, to Drenge og en Pige ved Navn Krista Gunhild. Sønnerne blev Mælkedrenge, og af deres Løn tillige med hvad Moderen kunde tjene levede Familien. Da Krista blev 14 Aar mente Værgeraadet, at hun havde bedst af at blive anbragt hos gode Mennesker paa Landet. Ganske vist er der Erfaring for, at de Bønder, som antager sig Værgeraadsbørn, ser mere paa eget Tarv end paa Børnenes, men i Gaardejer Hemming Hemmingsen i Frenderup ved Stege mente Værgeraadet dog at have fundet en Mand, som vilde paase, at Krista under sin Opvækst ikke blev udsat for Farer.

Tre Maaneder efter at den 14-aarige Pige var kommet til Gaarden afskedigede Gaardejeren sin eneste Karl, og nu begyndte der en Tid fuld af Arbejde for det spinkle Pigebarn. Hun blev Fodermester og Malkepige, Høstarbejder og Stuepige, Kreaturpasser og Vaskerkone. Om Sommeren varede Arbejdsdagen fra 5 Morgen til 8-9 Aften, hvorefter der ofte var en Del Indvendig Gerning at udføre. Om Vinteren gjorde det velsignede Mørke Arbejdsdage mindre skar // ikke af den Grund Maanedslønnen, som var paa 30 Kr. Men hans Heste blev ogsaa godt passede, de 12 Køer blev malkede to Gange daglig, Roerne blev lugede, Sæden bjerget og Huset holdt i Orden. Det var i Sandhed en god Arbejderske, Hr. Hemmingsen der havde faaet, og han gav hende ikke Tid til at tænke paa Kæresteri.

Alligevel traf Krista snart en Gaardmandssøn, som hun kom til at holde af. Om Hr. Hemmingsen vaagede over Pigebarnet, til hun var fyldt 16 Aar er ikke helt oplyst. Derimod er det givet, at der allerede i denne Alder bestod et Forhold mellem de Unge, og da Gaardmandssønnen, der bl. a. tjente godt som Musiker, havde mindst 25,000 Kr. af egne Penge i Banken, kunde der maaske senere af dette Kærlighedsforhold udvikle sig et lykkeligt Ægteskab.

Dog, her ophørte Gaardejer Hemmingsens Interesse for Krista, som nu var blevet en stor og kraftig Pige paa 18 Aar.

Tilbage til Elendigheden I Kobenhavn.

Allerede ved Nytaarstid stod det klart, at Krista skulde have et Barn. Gaardejer Hemmingsen syntes pludselig, at han ikke længer havde Brug for hendes Arbejdskraft, og da hun desuden havde naaet den Alder, hvor hun kunde unddrage sig Fremmedes Tilsyn, fandt Gaardejeren det naturligt at lade hende rejse til København den 1. marts. Hun kom højt frugtsommelig til Hovedstaden og opsøgte sin Moder paa Lersøvej. Moder og Datter har altid - trods Adskillelsen - været knyttet til hinanden med stærke Baand, og Krista var lykkelig over at have Moderen hos sig under den forestaaende Fødsel.

Krista Larsen med sit nyfødte Barn.

Men Skæbnen vedblev at forfølge disse to arme Kvinder. Den 12. Maj blev de sat paa Gaden af en vred Husejer, der havde Loven paa sin Side. De pakkede deres fattige Stumper paa en Trækvogn og drog af Sted uden Maal eller Méd, uden Anelse om, hvor de skulde tilbringe Natten. Fødslen kunde ventes hver Dag og hver Time, men Barnets Fader var langt borte, helt ovre i Stege, hvis Bank vogter over hans mange Penge. 

Udmattede standsede de to Kvinder udenfor Brandstationen paa Frederikssundsvej. Hvad skulde de gøre? En medlidende Brandmand gav sig i snak med dem. Han var brav og hjælpsom. Paa eget Ansvar gav han Moder og Datter Tilladelse til at sætte deres Smule Bohave ind i det faldefærdige Sprøjtehus, som i lange, lange Tider har staaet ubenyttet. stadig mere forfaldent og elendigt. Det faldt ikke Brandmanden ind, at de to Kvinder selv vilde tage Ophold i Ruinen. Men dot gjorde de, og her levede de i 4 Dage, ventende paa al den ny Samfundsborger skulde komme til Verden.

Fødslen i Iskageboden.

Imidlertid havde Politiet faaet Nys om Sagen. En Betjent Indfandt sig og erklærede, at vor i social Henseende vidt fremskredne Tid ikke tillader en Moder at føde under saa himmelraabende Forhold. Moder og Datter var ogsaa villige til at lade sig føre til Sundholm, men de stillede som Betingelse, at de ikke skilles. Atter greb Skæbnen brutalt ind. Moderen har faaet Fattighjælp, Datteren ikke. Paa Sundholm hører de derfor under hver sin Afdeling, og vilde ikke faa Lejlighed til at se hinanden.

I deres Nød fandt de paa Udvej. En Mand i Nabolaget ejede en Iskagebod, som stod tom fordi Foraaret var for køligt til at handle med Iskager. Herind fik de to Kvinder Lov at flytte og her fødte Krista Storebededagsnat en lille pige. Men selv Naturen havde bestemt, at disse tre Væsener skulde forfølges. Der kom Varme i Vejret, og faa Dage efter Fødslen forlangte Bodens Ejer, at Moderen, Datteren og den nyfødte skulde flytte. Det lod sig ikke gøre Krista kunde ikke rejse sig fra sit elendige Leje. Saa fjernede Ejeren Vinduer og Døre, og der laa den unge Kvinde med sit nyfødte Barn til aaben Beskuelse tor frække Personer, og udsat for Nattens Kulde.

Politiet blev igen underrettet Overbetjenten i Vagten paa Tranevej vilde ikke tro, hvad der blev fortalt ham. Men da det bekræftedes gav han sin Harme stærke Udtryk samtidig med at han gav Ordre til at Døre og Vinduer atter skulde ind sættes i Iskageboden og forsynes med Politiets Segl. Det skete, og nu boede de tre Mennesker I den forseglede Iskagebod til Krista kunde staa op, tage sit Barn paa Armen og vandre tilbage til det lille, forfaldne Sprøjtehus.

Her har de tre Kvinde siden levet.

(Social-Demokraten, 4. juni 1924).

Børnemishandling i Rosenborggade. (Efterskrift til Politivennen)

Børnemishandlerne fra Rosenborggade dømt.

Det dømte Ægtepar Madsen-Wedin. I Midten Forsvareren, Overretssagfører Bohn-Christiansen paa Domhusets Trappe.

I Gaar faldt Dommen over det mærkelige Ægtepar, Madsen-Wedin fra Rosenborggade, der den 13. April paa en oprørende brutal Maade mishandlede deres lille seksaarige Pige, idet Faderen gennempryglede Barnet paa det nøgne Legeme med en Hundepisk, medens Moderen holdt hende. Ægteparret havde privat engageret Overretssagfører Bohn-Christiansen som Forsvarer, men det var en meget utaknemlig Opgave denne havde faaet. Han havde forlangt en yderligere Vidneafhoring af Doktor Fogh fra Retsmedicinsk Institut, der først havde behandlet Barnet, men det viste sig at være et fælt Misgreb. Doktorens Forklaring tjente kun til yderligere at understrege Forældrenes raa Brutalitet, og efter dette faldt Rohn-Christiansens i sig selv meget spagfærdige Forsvarsargumenter ganske til Jorden. Han paaberaabte sig en Højesteretsdom fra 1893, hvor de Tiltalte i et lignende Tilfælde var blevet frikendt, men Dommeren oplyste ham om, at der forelaa fem Højesteretsdomme af senere Dato, der sagde det stik modsatte, saa ogsaa her var han meget uheldig.

Dommer Troels-Lund gav de unaturlige Forældre hver 30 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost, en Dom der forefaldt tilhørerne meget mild, saa det kunde derfor kun forbavse, at de dømte efter Konference med deres Sagfører, appelerede til Østre Landsret

- - -

VI havde senere en Samtale med Hr. Troels-Lund, der udtalte:

Jeg mener egentlig ikke selv at Dommen er mild - 30 Dage paa sædvanlig Fangekost svarer jo til ca 120 Dages simpelt Fængsel, men den er afsagt efter nøje Overvejelse. Jeg har forresten drøftet Sagen med Stadsadvokaten, og jeg mener Dommen er saadan, at en højere Instans hverken vil mildne eller skærpe den, men derimod give den Stadfæstelse.

(Aftenbladet (København)  4. juni 1924).

Voldshandlingen blev udført palmesøndag den 13. april 1924 mod Ebba Lisa Wedins barn Anna Lisa (6 år) af første ægteskab fordi hun havde taget en kjole forkert på og spildt en kop vand på køkkengulvet. Hun ville ikke bede om forladelse. 

Efter dommen anmeldte ægteparret den unge pige Ebba Lundin som havde foranlediget voldssagen. Hun var i mellemtiden rejst hjem til Sverige, og anklagen om at hun skulle havde stjålet nogle af fru Wedins pleureuser og bedraget parret for 4 kroner, blev afvist. 

Landsretten fordoblede den 26. juni 1924 straffen til 2 måneder. Ægteparret sproglærer Richard og Ebba Lisa ansøgte om benådning. Der blev ført en stærk agitation til støtte for ægteparret, henvendelse til justitsministeren og  Landsretten. Justitsminister Steincke nedsatte efterfølgende straffen fra 2 til 1 måneds fængsel.

Barnet blev anbragt i pleje i Nordsjælland. 

Jægerhuset forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil ligesom give et lille Stik i mangen gæv gammel Vesterbroborgers Hjerte, naar han hører, at Jægerhuset nu synger paa sit sidste Vers.

Jægerhuset er den lille lave Rønne, der ligger paa Hjørnet af Sønder Boulevard og Enghavevej. I gamle Dage laa her i Kongens Enghave et Traktørsted, hvor Jagtbetjentene holdt til, naar der fra Frederiksberg Slot blev afholdt Jagter i Enghaven. Senere i den første Jernbanes Tid, var Jægerhuset Ledvogterhus, og derefter blev det Restauration igen i den gode, gamle Stil med Keglebane og Lysthuse i Haven, hvortil Familierne inde fra Vesterbro kom dragende med Barnevogn og Madkurv. Vesterbro strakte sig den Gang ikke saa langt ud som nu, og det var en hel lille Skovtur at tage ud i Jægerhuset.

Jægerhuset laa frit og aabent, omgivet af Træer. Da Enghavevejen blev hævet for at gaa over den nuværende Banestrækning, forsvandt Jægerhuset halvvejs i Dybet, hvor det laa i den lille Stump Have, der var bleven tilbage, og kippede med de øverste Vinduer ud mod Gaden. Efterhaanden voksede der høje Bygninger op rundt om det, og nu forsvinder det helt for at give Plads for en moderne Hjørneejendom med Butiker og Bankealtaner m. m., men Mindet om det vil vedblive at leve hos den ældre Generation paa Vesterbro, til hvis nøjsomme Glæde det hørte at faa en Pot Kegler i Jægerhusets Have, medens Mutter dækkede Bord i et Lysthus og Børnene dansede til de ikke altid lige rene Toner af et Fortepiano og en Violin, der om Sommeraftenerne og Søndag Eftermiddag leverede Musiken derude.

(København 3. juni 1924)

Jægerhuset havde allerede i 1917 fået sin dødsdom. Stedet var vist berømt for æggekage og store dramme, kaffepunser mm. Foto fra Folkets Avis - København 25. september 1917.

Lystturen i Rustvognen. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg, d. v. s. det meste af vor skattede Naboby har Natten til i Gaar været skuepladsen for en vist temmelig enestaaende Automobilkørsel, der paa de Folk, der var saa uheldige eller heldige at komme ud for et Møde med den maa have virket noget nær pa samme Vis som Mødet med "Den flyvende Hollænder" virker paa Havets fredeligt farende Sømænd.

Den flyvende BiI var Ligvognen Rustvogn k. 10717, der tilhører Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade Nr. 14. Vognmanden har en Chauffør, Viggo Thorsen hedder han, og han boer privat i Tømrergade Nr. 1 - der til daglig har det Hverv at køre døde Mænd til Kirkegaardenes Kapeller i den pæne bil, hvori der som man véd, yderligere er Plads til en enkelt eller to af den Dødes nærmeste Efterladte, der ønsker at være ham nær paa den sidste triste Køretur, for Graven tager ham.

Ved 11-Tiden i Forgaars Aftes da Dagens Transporter var til Ende, fik Viggo Thorsen Besked om at køre Bilen hen i Garagen paa dan gamle Ladegaards Terræn hvor den plejer at staa opstaldet. Han kørte imidlertid ikke direkte til Ladegaarden, idet han havde lovet at køre en Kammerat, der ogsaa er ansat hos Vognmand Jørgensen, ud til hans Bolig paa Peter Bangsvej.

Dette har Thorsen ogsaa gjort. Men hermed glipper ogsaa det officielle Kendskab til hans Gøren og Laden i de nærmest følgende Timer. Man har, trods ihærdige Undersøgelser fra Politiets Side, kun kunnet fremskaffe højst mangelfulde og ufuldstændige Oplysninger om hans Færden i de stille Nattetimer Men disse Oplysninger viser ham ogsaa jagende rundt paa det ganske Frederiksberg, ligesom den flyvende Hollænder ude paa det vildene Hav.

Han har omkring Ettiden været ved "Aahuset" med et levende Lig i Vognen, d. v. s. med en aabenbart ganske tilfældig Mand, han havde samlet op et eller andet Sled og faaet anbragt inde i Bilen paa den Efterladtes Plads. Lidt senere har han været ved en Café paa Fasanvejen, og endnu senere ved "Raadhuscaféen" i Falkoneralléen. hvor han forgæves har tryglet Jørgen Bras om at komme ind og faa sig en Tuborg sammen med sin Passager i Ligvognen.

Kl 1½ præcis er Dødsbilen set ude i Godthaabskrydset, hvor den jog tværs over Gaden i en rasende Fart men dog ikke værre end, at det gennem Bilens Glas tydeligt kunde ses at det ene levende Lig var bleven til en hel Bunke. Deri sad, siger fuldgode Vidner, paa dette Tidspunkt mindst seks Personer, to Damer og fire Herrer, inde i Bilen, et Selskab der ganske aabenbart var i alt andet end Begravelsesstemning, at dømme efter den Sang og støjende Adfærd, der lød inde fra Vognens Dyb.

Saa gaar der en halv eller en hel Time, hvor Havet eller de frederiksbergske Sideveje har slugt den flyvende Hollænders Spor. Men da Klokken slog 2½, dukkede den frem igen i Natten.

Da kom Chauffør Thorsen kørende med sin Rustvogn henad Grundtvigsvej - fuld sped, alt hvad den stønnende Motor kunde orke, køre fremad, lige ind paa den lille Grundtvigs Plads som en Krigstankbus paa Gitteret og Hækken, der omgiver den lille kønne Græsplæne, saa Gærdestavene knækkede som Tændstikker og Hækkens Blade og Kviste sank, som var de mejede ned under en Kæmpe-Le eller trampede til Døde under en Kæmpetromle.

Paa dette Tidspunkt var der, siger de forskrækkede Beboere, der kaldtes til alle de omliggende Vinduer ved Larmen, da Bilen vendte Næsen mod det gamle Træ midt paa Plænen, to Mennesker i Rustvognen. En Mand og Kvinde inde paa den Dødes Plads, tæt omslyngede i svimmel Kærlighedsrus, øjensynligt slet ikke opfyldt af Tanken paa Døden eller alt det, der dens er.

Tværtimod.

Saa kom Politiet. Men da tog Fa'en ved de to Elskende - ud af Ligvognen ned i Grønsværet og væk - bort i Natten, mens Pigebarnet hulkede, saa det var en Ynk at høre, og Manden sang: "Giv mig et Kys og lad det være glemt - "!

Tilbage var kun den molesterede Rustvogn, der nu var tømt for baade Levende og Døde, og saa to Chauffører, af hvilke den ene ædru og ganske sagesløs, og den anden gnistrende fuld. Den anden var Viggo Thorsen, og da han var Foretagendets ansvarshavende Redaktør, halede Politiet ham ud af Plæneanlægets Ruiner og kørte ham op paa Politistationen, hvor man, mere for en Forms Skyld end fordi det skønnedes paakrævet, lod ham underkaste den obligate Spiritusprøve.

Han dumpede med Glans - Ug mod Kryds og Slange - og fik som Følge deraf Æresbolig paa Stationen for Resten af Natten, medens der blev telefoneret efter Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade, for at han kunde komme ud og hente sin Ligvogn og faa den gjort ren efter den vildsomme Nattefærd.

- Sikket Held, sagde han, da han trillede af med Omnibussen: Sikket Held, at der ikke var et rigtigt Lig i den, da Thorsen startede i Aftes. For ellers var han vel endt paa Kirkegaarden med baade den Døde og alle sine levende Gæster!

Og Hr. Thorsen havde aabenbart ikke været bange for nogetsomhelst.

Svip.

(Aftenbladet (København) 2. juni 1924)