Københavner-Aften i Vasby Kro. (Efterskrift til Politivennen)

Som et Slags Jævnere Konkurrent til Københavner-Aftenerne paa Anders Jensens Marienlyst og de andre Storetablissementer langs Øresunds Kyst havde den gamle Vasby Kro ude ved det yderste af Enghavevejen paa Hjørnet af Vasbygade i Aftes faaet samlet sig et talrigt og, efter Omgivelserne særdeles udsøgt Publikum, der svang sig over Skænkestuens Gulvsand til de lokkende Toner af en Mundharmonika og en med denne afstemt Redekam.

Stemningen kom efterhaanden fuldt paa Højde med Marienlyst's. Og da Klokken var halvti, var Rekorden derfra endda slaaet med et Par Hestelængder. Thi da var Festdeltagerne saa fulde at man sikkert vilde kunne have trawlet Strandvejen og Kysten herfra til Gilleleje uden at opdrive bare en Rus, der var saa grundmuret som samtlige Vasby Kros, og Værten, Rasmus Andersen, der stod stor og bred bag Disken var klar over. at det maatte ende med Eksplosion.

Den kom ogsaa mægtig og uafvendelig som en Tyfon. Først fik de to Musikere henholdsvis Mundharmonikaen og Redekammen slaaet ned i de respektive Halse og da der saaledes var lukket af for Dansens Fortsættelse kunde de muntre Festdeltagere tage fat paa deres egentlige Formaal, at gennembanke hinanden, saavidt deres Evner og Kræfter rakte.

Det blev en Fest nøjagtigt Mage til de gamle Valhal-Einheriers Fester. naar de havde ædt Rygstykkerne af Odins Gris "Serimner" og drukket hans Mjødanker ud til Bunden. De Vasby Folk brød først alle Rasmus Andersens Borde og Stole i Stykker for at have noget at slaas med i Nærkamp og derefter ryddede de Buffet en og Skænken for Glas og Flasker for at have tilstrækkeligt med Kasteskyts. Og i det næste Kvarter lignede den gamle Kro derefter en lille Klat Ingen Mands-Land umiddelbart før en Løbegravsstorm. Luften var fyldt af Bomber og Granater. Gulvene af faldne og blødende Kæmper, og den arme Vært, der straks ved Kampens Begyndelse havde faaet en Invitation til Deltagelse i denne ved en Inderlig Skalle, der masede hans Næseben og lukkede hans fjærner Øje, havde nok at gøre med at dukke sig bag Diskens Skandse.

Tilsidst forlagdes Kampens Centrum ud i Gaarden. Men da Einherierne her opdagede, at de havde glemt Værten, greb de alle de tomme til kasser, der stod derude, og hev dem som Kæmpebomber ind gennem Etablissementets Spejlglasruder saa der ikke blev en hel Rude tilbage.

Saa kom Politibilen. Den hørtes langt i det Fjærne: Hu - huh - hu - huh - Bot - Bot! Og i samme Øjeblik greb Festdeltagerne Flugten og forsvandt over Rækværker og Mure som en Spurveflok, naar Høgen er over dem: Sauve qui peut, som Franksmanden siger: Stik af, hvem der kan!

Der var ikke en eneste Spurv tilbage hverken i Kroen eller i Omegnen, da Bilen naaede frem til Kamppladsen, saa den maatte køre Hjem igen uden Bytte. I Dag er alle Vesterbros Opdagere paa Klapjagt efter Festdeltagerne. Og da man kender de fleste af dem, findes de jo nok efterhaanden.

Men der bliver ingen ny Københavner-Aften i Vasby Kro foreløbig, i hvert Fald ikke i den første Uge - !

Svip.

(Aftenbladet (København) 2. august 1924).

De eneste to som man fandt, kom for retten den 1. september 1924. De fik hhv. 60 og 14 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Rasmus Hansen fik ingen erstatning.

Se også indslaget om Vasby Kro andetsteds på bloggen. Vasby Kro blev regelmæssigt hærget af slagsmål. 5. december 1920 havde 5-6 halvfulde værftsarbejdere kastet sig over en mand ved navn Munkeboe. Det lykkedes i første omgang værten og et par kraftige mænd at få stoppet det, men så fik de brækket noget af trappegelænderet. 

Kroen blev nedlagt i 1931.

Vasby Kro var ikke den eneste som blev stormet af politiet. I Aftenbladet kunne man i resten af 1924 læse om flere andre steder.

Børnemishandling i Landskronagade. (Efterskrift til Politivennen)

Lille Else blev pryglet med et Kosteskaft.

En oprørerende Børnemishandlings-Affære paa Østerbro.

I Landskronagade paa Østerbro er i disse Dage foregaaet en oprørende Børnemishandling, der har haft til Følge, at Politiet har maattet gribe ind.

Det er en lille 11-aarig Pige, Else Rasmussen, fra Landskronagade 19 A, St, Datter af en fhv. Gasværksarbejder Rasmussen, der er blevet mishandlet af sin Stedmoder.

Den lille Pige er blevet slaaet saaledes med et Kosteskaft, at der er fremkommet store, blodunderløbne Mærker.

Gadens Beboere tilkaldte Politiet, som straks fjernede den lille Else fra den pryglelystne Stedmoder.

Else er nu i Pleje hos et Medlem af sin Familie, medens Plejemoderen en af de første Dage vil komme for Retten.

(Klokken 5 (København) 31. juli 1924).

Landskronagade 19 blev opført i 1899. Bygningen er nu andelsbolig.

Lille Elses Tragedie.

"Klokken 5" undersøger Mishandlings-Affæren paa Østerbro. - Den hellige Stedmoder bad en Bøn før hun mishandlede det ulykkelige Barn. - Naar Else blev laaset inde i en Kulkælder, og naar hun blev jaget ud paa Gaden for at sælge Roser.

I Fængsel med Børnenes Bødler.

Den i Gaar omtalte Børnemishandling i Landskronagade 19 A antager efterhaanden et frygteligt og uhyggeligt Omfang. Det er saa 

grusomme og umenneskelige Forhold,

der kommer frem tor Dagens Lys, at man maa forsværge, at det var sandt, hvis ikke der forelaa saa haandfaste og umiskendelige Beviser herfor.

VI har haft Lejlighed til at se den lille Elses frygtelig mishandlede Krop. Og ingen vil kunne tænke sig, at en Kvinde, der er gaaet ind i en Moders Sted, kunde mishandle et Barn i den Grad.

Det mishandlede Barn.

Den lille Else har paa begge sine Laar saa store gule og blaa blodunderløbne Mærker, at man skulde tro, der var slaaet med en Jernhammer. Kun underligt at en saadan Mishandling kan have fundet Sted, uden at der er grebet ind noget før. Mishandlingen fandt som bekendt Sted sidste Fredag.

Hos den umenneskelige Stedmoder.

VI aflagde i Gaar Besøg I Landskronegade 19 og traf Fru Rasmussen hjemme.

- Hvorledes har De dog kunnet mishandle Else saaledes.

- Det var nødvendigt. Hun var en uartig og løgnagtig Pige - og stjæle vilde hun ogsaa.

- Men det berettiger dog ikke til en saadan Behandling.

- Jeg har forsøgt alt. Jeg har tryglet og bedt hende, men intet har hjulpet. Ja, jeg har bedt til Jesus for hende, men det hjalp heller ikke?

- Og saa mente De, at det hjalp med et Kosteskaft?

- Ja.

- Hvorledes bar De dem dog ad med at slaa hende saa frygtelig.

- Jeg lagde hende over denne Skamle her - hun viser os en høj Skamle - og saa slog jeg jo til ....

Saa kynisk og raa, saa uanfægtet staar denne Kvinde og fortæller alle Enkelthederne ved den frygtelige Afstraffelse.

En saadan Kvinde kan man tiltro alt, og 

det er da heller ikke første Gang, at Else har været udsat for Mishandlinger fra sin Stedmoders Side.

Vi talte med Elses Moster - altsaa en Søster til Elses rigtige Moder - Fru Brøndum, Landskrona Tværgade 4, og de Oplysninger vi her fik vidner om en Barndom saa trist og saa ond, som man kun sjældent har hørt.

Elses Moder var de to sidste Aar hun levede sindssyg og

den lille Else maatte da skøtte sig selv.

Saa døde Moderen og Elses Far traf sin nuværende Kone i Nyhavn. Og nu begyndte først den lille Piges Trængsler for Alvor. .

Allerede før Stedmoderen blev gift med Rasmussen, mishandlede hun Else paa det frygteligste. Saaledes gik Else rundt med et blaat Øje i længere Tid, som hendes kærlige Stedmoder havde givet hende. Prygl og Hundsen hørte i det hele taget med til Dagens Orden.

Dette Dyr af en Kvinde kunde saaledes raabe efter Else, naar hun legede paa Gaden: Kan Du saa komme op med Dig din Syfilisunge!

Hvor raat!

Naar Stedmoderen havde set sig vred paa Else,

laasede hun hende inde i en mørk og skummel Kælder.

For at skaffe Midler til Stedmoderens Forbrug af Snustobak og andre lækre Sager blev Else jaget paa Gaden for at sælge Roser og med Paalæg om, at det ikke kunde nytte hende noget at komme hjem, førend hun havde faaet solgt alle Roserne, ellers vankede der Prygl. Ja, selv Juleaften maatte Else ud med Kurven og vendte først tilbage ud paa Aftenen.

Lille Else

Saa ledes henslæbtes Elses Dage indtil nu, hvor Mishandlingen blev saa grov, at den ikke længere kunde skjules.

Men Faderen - ?

Men en Far har Else dog haft.

Hvorledes har han dog kunnet være Vidne til al denne Elendighed?

Jo, da Elses rigtige Mor var levende, var han en pæn og paapasselig Mand. Men senere begyndte han at svire og drikke og kom saa ikke hjem naar han havde tjent sin Ugeløn, blev Else sendt ud om Aftenen for at lede efter Faderen paa Beværtningerne der i Nærheden, Og vendte hun hjem, uden at faderen var med eller uden at have faaet Penge af ham, ja saa stod den paa Prygl igen.

Sin frygtelig Tilværelse for en lille Pige som Else at vokse op i, hun ser saa mild og god ud, og det er ogsaa kun Lovord, Husets Beboere og de Handlende deromkring har overfor Else.

Nu er hun som sagt

fjærnet fra det unaturlige "Hjem"

og foreløbig ombragt hos sin Moster, som Else er forfærdelig glad for. Og det er at haabe, at Politiet, der nu har taget sig af Sagen, ikke vil tage med Fløjelshandsker paa denne forbryderiske Stedmoder, der i Stedet for at blive en Moder for Else blive hendes Bøddel.

Er Straf nogensinde fortjent, saa er det i et saadant Tilfælde som det her, hvor en stor og voksen Kvinde skamslaar et værgeløst Barn, saa grusomt og saa raat som det er sket med den lille Else.

VI siger:

- I Fængsel med Børnenes Bødler.

(Klokken 5 (København) 1. august 1924)

Sagen mod Adolfine Rasmussen, Landskronagade 19 st. blev første gang behandlet i byretten den 16. august 1924. Det viste sig her bl. a. at hun havde anvendt en vaskepind (ca. halvdelen af et kosteskaft). Hun indrømmede mishandlingen.

Lille Else.

Det mishandlede Barn fremsætter Anklagen mod sin Stedmoder.

Else.

I en Række Artikler har "Klokken 5" skildret Mishandlingsaffæren fra Østerbro. VI har afsløret de forfærdelige Mishandlinger, som lille Else har været Genstand for fra sin Stedmoders Side: Fru Kirstine Rasmussen, Landskronagade 19 A.

Forundersøgelsen har været foretaget af Politiassessor Krenchel i 11. Undersøgelseskammer. I lørdags afholdtes Forhør hos Dommer Troels-Lund.

Under Forhøret oplystes det, at Elses Moder døde for 3 Aar Siden af Sindssyge. Else kom da i Pleje hos sin Moster, en Fru Jørgensen, Landskronagade 4, 4. Ved Pinsetid forrige Aar giftede Rasmussen sig med Stedmoderen, og Else kom hjem.

En Fader - -

Elses Fader var den første, der blev afhørt, og han blev forelagt Vidnepligten og gjort bekendt med, at hvis han ikke talte Sandhed, vilde det medføre, at han blev anholdt.

Han forklarede, at Else løj og var tyvagtig. Naar hun blev sendt i Byen, var hun ofte blevet »ak en Time eller mere og havde besøgt Rasmussens Moster. Ra Gang for et Aar siden havde hun timler et Besøg hos Rasmussens Broder stjaalet 2 Kroner.

Har hun senere rapset? spurgte Dommeren.

- Nej.

Hvad Else forklarer.

Else bliver nu afhørt.

Hun forklarer, at hun gentagne Gange er mishandlet af Stedmoderen. Hun er blevet trukket i Haarflætningerne igennem Stuen ud i Køkkenet. En Gang er hun blevet sparket i Underlivet, saa hun var syg i flere Dage, Og en Gang er hun blevet lukket inde i en Kulkælder om Dagen, til Faderen kom hjem og lukkede hende ud. Hun er ogsaa blevet pryglet.

Dommen falder i Dag.

Er Fru Rasmussen sindssyg?

Politiet blev i Gaar Formiddags kaldt til Landskronagade for at afhente en sindssyg Kvinde. Det viste sig at være Barnemishandlersken Fru Rasmussen. Hun havde flaaet alt Tøjet af sig.

Efter at Politilægen havde undersøgt hende, blev det besluttet at indlægge hende paa 6. Afdeling.

(Klokken 5 (København) 18. august 1924).

Skal lille Elses Plageaand slippe for Straf?

Hvorledes lyder Dr. Fog's Lægeerklæring? - Skal Mishandlingerne bortforklares? - Et underligt Hemmelighedskræmmeri.

Dette er ikke grov Mishandling! - Stedmoderen lagde lille Else over en Skammel, bad en Bøn og pryglede det ulykkelige Barn med en tommetyk Vaskepind. - Endnu 8 Dage efter bærer Elses Krop frygtelige Mærker efter Slagene 

Vore Afsløringer af lille Elses Lidelser vakte Opsigt i Gaar, og fra alle Sider mærkede vi, at kogende Had af Harme mod den onde Stedmoder, der er Barnets Bøddel.

Det var den sidste Pryglescene, der fik Bægeret til at flyde over, og endelig blev den lille rige befriet for sin Plageaand.

En hemmelig Erklæring - !

Men hvorledes tager Politiet paa en saadan Affære. Vi har med Glæde konstateret, naar Politi og Domstole har slaaet ned paa Dyrplagerne og givet dem en velfortjent Straf. Men her, hvor det drejer sig om et Barn, der tilredt værre end noget Dyr, maa Myndighederne gaa endnu strengere til Værks. Og, hvis det er Hensigten at yde Stedmoderen en ufortjent Beskyttelse, da skal vi ogsaa vide med andre Midler at fremtvinge en retfærdig Afgørelse.

Dr. Fog fra Retemedicinsk Institut har undersøgt Barnet og udstedt en Erklæring. Men denne Erklæring er hemmelig - !

Vi erfarer imidlertid, at Politiets Standpunkt skal være dette, at her ikke foreligger grov Mishandling!

Maa vi da spørge: Hvad er grov Mishandling? Skulle Else først være slaaet til Krøbling, før Stedmoderen kunde faa sin velfortjente Straf.

VI spørger blot, og vi har god Grund til at spørge efter at vi med vore egne Øjne har set lille Elses stakkels mishandlede Legeme. Ved at undersøge den lille Else opdager man, at det ikke alene er paa Underkroppen hun har synlige Tegn af Mishandlinger, men ogsaa i Hovedet. Hun har saaledes paa begge Sider af Hovedet store gule og blaa Mærker efter Slag. Paa Næsen har hun et langt aargammelt Ar. Det stammer ogsaa fra en Pryglescene.

Sagen er heldigvis heller ikke sluttet endnu. Og Forhørene vil forhaabentlig overbevise Politi og Dommerne om, at her er Grænsen for Revselse af et Barn brutalt overtraadt.

Det skal dog slaas fast en Gang for alle, at,

ustraffet mishandler og skamslaar man ikke et værgeløst Barn.

Vi har modtaget mange Henvendelser i Løbet af i Gaar fra Beboerne i Gaden og de har alle som een takket os for, at vi tog os af lille Elses Sag.

Og det er artige Ting, der fremkommer om denne umenneskelige Stedmoder. En Gang pryglede hun Else paa sin sædvanlige hensynsløse Maade, derefter greb hun fat i den lille Pige og 

dunkede hendes Hoved ind mod Muren,

indtil en af Beboerne havde lagt sig imellem. Altid saa man den lille Else forgrædt og forknyt. Om Morgenen - enten det var Sommer eller Vinter - blev Else jaget ud Kl. 5 for at skaffe gammelt Brød. Og Pinsemorgen, medens alle de andre smaa Piger stod i deres nystrøgne Pinsepuds, maatte den lille Else slide og slæbe med at banke Tæpper og gøre rent. Det var hendes Pinsefornøjelse.

Ja, saaledes kan det ene triste Billede efter det andet rulles op for os. Men hvad vi har fremført maa være nok til at karakterisere denne Kvinde, der er i Stedet for at blive Elses anden Mor, blev hendes Plageaand og Bøddel

(Klokken 5 (København) 2. august 1924).

Fru Rasmussen blev ved byretten idømt 14 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Sagen blev i aviserne sammenlignet med dommen i juni 1924 i sagen mod ægteparret Wedin, som også er beskrevet andetsteds på denne blog. Straffen for ægteparret var langt større.

Den sørgmuntre Enke. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Vestre Kirkegaard til Florasalen.

Forleden Dag stod Arbejdsmand Johan Frederiks blomstersmykkede Kiste i Kapelet paa Vestre Kirkegaard, ved Kisten sad den sorgklædte Enke og den Afdøde nærmeste Slægtninge og hørte paa Præstens Mindetale under Graad og Snøften

Saa bar de ham til Graven, Blandt Bærerne var to af hans tidligere Arbejdskammerater og Venner, Charles Antonsen og Richard Berg, og de stod ved den sørgende Enke Side, da hun paa Gravens Rand modtog Haandfryk og deltagende Ord.

Da Graven var kastet til over Johan Frederik og Kransene lagt tilrette, gik Enken sammen med Charles og Richardt og flere af Følget i "Ny Rosenborg", hvor Gravøllet blev drukket. Lidt ud paa Aftenen sad Enken alene tilbage med sin Mands to Venner, der efterhaanden som Gravøllet forjog det sørgelige Minde, blev mere og mere "varme" paa den efterladte Hustru.

- Aa, sagde saa Enkefru Johan Frederik og slog Armene om Halsen paa dem begge og trykkede dem ømt til sig, I er virkelig to søde Drenge, og I har skaffet mig en fornøjelig Dag. Skal vi nu ikke slutte denne Sammenkomst med en Tur i "Flora". Jeg har saadan en Lyst til at røre Benene

Saa tog de et Automobil, men lagde Vejen over Frederiksberg for at slukka Tørsten og endte saa ved Ellevetiden i "Florasalen", hvor den sørgmuntre Enke skiftedes til at danse med sine Kavallerer.

Men med et opdagede Berg, at Enken og Antonsen var væk, hvilket han fandt saa lumpent at det maatte hævnes.

Harmfnysende satte Berg sig i et Automobil og kørte til Peter Bangsvej, i hvis Nærhed den sørgmuntre Enke har et lille Sommerhus med Have. 

Men der var lukket og slukket.

- Jeg har Tid til at vente, betroede den hævntørstende Berg sig selv, og saa satte han sig til Hvile i et lille Lysthus, hvor han afvekslende blundede paa det ene og det andet øje, indtil Klokken blev seks, og Antonsen kom listende - ud fra Huset.

Men da var Berg mod det samme lysvaagen, en-to.tre - var han ude af Lysthuset og i Totterne paa Antonsen, der straalede af nyskabt Lykke.

Saa faldt der et Par hjemmegjorte Skaller i Ansigtet paa Antonsen, der noget efter, stærkt misfarvet i Fjæset, mødte hos Politiet og klagede over Bergs usømmelige Adfærd

I Gaar mødte Berg I Byrettens 2. Afd. sigtet for Vold Det blev til en Bøde paa 200 Kroner, skønt han beraabte sig paa, at Antonsen uberettiget havde tilegnet sig Johan Frederikes Enke, og mente, at Sagen havde været henvist til Skifteretten.

(Folkets Avis - København 16. juli 1924).

Kolonihaver der nedlægges. (Efterskrift til Politivennen)

Som tidligere meddelt har Kommunalbestyrelsen vedtaget en Udvidelse af Bispebjerg Kirkegaard. Denne Udvidelse vil komme tal at gaa ud over en Mængde Kolonihaver, der ligger paa det Areal, der skal benyttes. Vort Billede tilhøjre viser et Parti af Kolonihaver med Krematoriet i Baggrunden. Billedet til venstre viser et andet Parti med Grundtvigskirkens Taarn i Baggrunden. Her skal der anlægges en Alle fra Søborg Mose direkte mod Taarnet, saaledes at man fra denne Allé ser det hæve sig som Afslutning paa Alléen. Endelig faar man det paa det tredje Billede et Indtryk af, hvorledes Kvinderne nyder den friske Luft og Sommersol

(Social-Demokraten, 10. juli 1924).

Thors Forlis. (Efterskrift til Politivennen)

Frygtelig Sø-Katastrofe syd for Amager, Paketbaaden "Thor" kæntrede i rum Sø.

Af Besætning og Passagerer, der talte ialt 25 Personer, vides kun 11 med Bestemthed at være reddede. - Den frygtelige Søkatastrofe, der fandt Sted ved højlys Dag, ramte haardt deltagerne i en Ferieudflugt fra Valbyafdelingen af "Frivilligt Drengeforbund".

I Gaar Eftermiddags lidt far Kl. 5 forlod den lille Paketbaad "Thor" sin Førtøjningsplads ved Havnegade for at gaa til Sønderborg med 17 Passagerer. Damperen, der byggedes 1891 i Flensborg, maalte knap 300 Tons, og da det lille Fartøj desuden var opfyldt af Stykgods, kneb det med Pladsen for Passagererne.

Men de var ved godt Mod, da Skibet gled ud af Havnen, fulgt 1 Kølvandet af to af D. F. D. Ss Baade. Solen skinnede og den friske Brise kunde ikke fremkalde haard Søgang. Alligevel skete der en halv Time efter en Katastrofe, frygteligere end Ulvsund-Katastrofen, mere uforklarlig end den øst-Bornholmske Dampers totale Forsvinden for snart en Menneskealder siden.

"Thor" væltede rundt, saa Kølen stak i Vejret.

Hvad der passerede er efter de Reddedes samstemmende Vidnesbyrd følgende:

"Thor" var naaet Amager rundt og befandt sig ca. 3 Kvartmil sydvest for Drogdens Fyrskib, omtrent midtvejs mellem dette og det svenske Lodsskib fra Skanør. Alle Passagerer var paa Dækket for at nyde det smukke Billede af Kysten, der gled bort, og Lederen af en Deling Drenge fra "Frivilligt Drengeforbund" udbrød netop:

- Lad os gaa over i Læsiden, da Skibet krængede voldsomt. Passagererne, der allerede havde set det lille Skib tage mange en god Dravat ind, troede, at "Thor" hurtig vilde rejse sig efter denne ny Sø. De klamrede sig fast, hvor de bedst kunde, og til deres Forfærdelse mærkede de nu, at Skibet krængede mere voldsomt for sluttelig at vælte helt rundt.

I samme Nu var Sejlløbet opfyldt af skrigende, kæmpende, fortvivlede Mennesker, hvoriblandt en 26 aarig Kvinde, der i sidste Øjeblik havde søgt at trænge ned i Kahytten for at frelse sit 2½ Aar gamle Barn, men maatte lade det blive i Køjen, hvor det led en ynkelig Død. Et Stykke borte, mellem Tønder og Fade, saa hun sin Mand, Toldassistent Petterson fra Sønderborg, søge at arbejde sig hen, hvor Hustruen befandt sig. Men hun blev revet bort af noget Gods og fik sine Ben saa haardt kvæstede, At hun næsten tabte Bevidstheden.

Rundt om genlød Luften af Skrig fra de 12 Drenge, af hvilke en Del ikke kunde svømme.

Skibet vendte nu Kølen i Vejret og forsvandt, sugende mange med sig. Et Øjeblik dukkede Kaptajn N. Lorentzen fra Sønderborg op i Nærheden af Fru Petterson. Saa forsvandt ogsaa han, og medens den svenske Lodsbaad og Dykkerdamperen "Svanen" stod ned mod Ulykkesstedet, forvandledes det til en vaad Grav for Unge og Gamle.

Tre af de reddede.

Passagerer og Besætning.
En Fortegnelse over de 8 der i Aftes reddedes Ind til København.

"Thor"s Passagerliste saa ved Afsejlingen saaledes ud:

Hr. og Fru Petterson med Børn, Sønderborg.

Ingeniør Meyer, København.

Grosserer N. N. Sønderborg.

Halvdelingsfører ved F. D. F. Søren Jensen, Ved Amagerport, og

Halvdelingsfører Einer Bach-Petersen, Valby Langgade,

Instruktør Jørgen Schmidt, Valby Langgade 88.

Patruljefører Orla Jensen, Valby Langgade 38, samt

Væbnerne Folmer Jensen, Valby Langgade 38, Kai Mulvad-Jørgensen Kastbergsvej 8, Knud Schmidt, Valby Langgade 8, J. Bouet, Valby Gasværk, Skotte-Schosted, Mølle Allé, Valby, Vilhelm Nielsen, Valby, Helge Jensen, Valby, og Otto Bendixen, Kjelgaardsvej.

Besætningen bestod af Kaptajn N. Lorentzen, Sønderborg, Styrmand Andersen. Sandager, Maskinmester Clausen, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Roskilde, Fyrbøder P. Hornicke, Aabenraa, Matros Siemsen, Sønderborg, Matros Skipper, Sønderborg, samt Kok Spange fra Sønderborg.

I 20 Minutter blev den svenske Lodsbaad og "Svanen" liggende ved Ulykkesstedet, hvor de ammen med Lodsbaaden fra Dragør udrettede et energisk Redningsarbejde. Da alt Haab om at frelse flere Menneskeliv var udelukket, satte "Lots" og "Skanør" Kursen mod København. Flaget vajede fra halv Stang. Om Bord var et Lig. Den unge sønderjyske Kok var druknet.

I Live, og udenfor al Fare, var 8, deriblandt Fru Petterson, hvis Forældre hedder Rasmussen og som bor i Schacksgade Nr. 7. Desuden "Spejderen" Bouet, Søn af den kendte Maskinmester og Borgerrepræsentant, hans Kammerater Bach-Petersen, Otto Bendixen, samt Ingeniør Vilhelm Meyer, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Søn af Maskinpasser Carl Andersen, St. Jørgensbjerg, Roskilde, samt Matroserne Siemsen og Skipper.

Med disse faa af den store Flok styrede "Lots" mod Nordre Toldbod, medens "Svanen" fortsatte sin Fart mod Lybæk efter at have opgivet, at der befandt sig tre Reddede om Bord. Er det rigtigt, at det kun er lykkedes at frelse tre om Bord i "Svanen", betyder det, at af de 25 Mennesker i "Thor" har de 14 mistet Livet.

Da Ulykkesbudet naaede København.

I Dragør var Beboerne og de talrige Sommergæster dybt grebne, og det smukke Fiskerleje forvandledes med et Slag fra en Glædens Boplads til et uhyggepræget Centrum for den store Katastrofe. Overalt stimlede Badegæsterne sammen for at større ud over den øde Flade, hvor Mennesker forgæves havde stridt for Livet, eller for at udspørge de Fiskere, der kom i Havn uden at have andet end Sorg og Ulykke at melde.

I København var det Rhederiet C. K. Hansen, der først fik Bud om Ulykken. C. K. Hansen er Mægler for "Thor", om hvis Rederi i Sønderborg han iøvrigt endnu sent i Aftes kun havde vage Oplysninger. Det hed sig oprindelig, at "Thor" var et af Bornholmerselskabets gamle Skibe, men dette Rygte blev snart modsagt. Saa hævdedes det, at "Thor" var identisk med "Ulvsund", der efter at være hævet fra Havbunden blev solgt til Svendborg Firma. Ogsaa denne Paastand blev snart tilbagevist. "Thor" er et tysk Skib. men blev dansk ved Genforeningen. Et usselt og daarligt Skib har det været, og naar engang denne Ulykke ligger blot i alle Enkeltheder, vil det vise sig om der ikke er vist strafbar Letsindighed ved at lade det sejle i aabent Farvand. Tidligere benyttedes det vistnok udelukkende til Sejlads paa Flensborg Fjord.

De første Meldinger om Katastrofen gik ud paa, at der var sket en Kedeleksplosion i "Thor", og det troede de mange Københavnere, der Kl. 9 ilede til Toldboden for at modtage det svenske Lodsskib. Et Kvarter senere viste det sig, og medens Karantænelægen og Politiassistenten fra St. Kongensgades Politistation gik om Bord, betragtede Tilskuerne med blottede Hoveder en lang, smal og brun Kiste, der bragtes over i en ventende Ambulance. Den indeholdt Liget af den druknede Kok, hvis Ansigt var blevet knust af Drivtømmer, da han kæmpede i Bølgerne. Senere  samledes Opmærksomheden om Fru Petterson, som halvvejs blev baaret over i en Vogn og ført til sine Forældres Hjem. Den unge Frue vred Hænderne i navnlos Kummer.

Hendes eneste Barn var død, og om Mandens Skæbne vidstes intet.

Om Bord lykkedes det vor Medarbejder at faa en Samtale med de reddede Matroser:

- Jeg forstaar det ikke, udbryder den unge Chr. Siemsen, hvis Klæder endnu driver af Væde. Det var jo godt Vejr. Kaptajnen stod inde i Rorhuset, og jeg selv, der havde Frivagt, var netop paa Vej fra Kabyssen for at lægge mig til Køjs. Og pludselig, uden at der hørtes en Lyd af Eksplosion eller andet usædvanligt, gav Skibet sig til at vælte rundt. Det gik i en Haandevending, og den eneste mulige Forklaring er, at Lasten har forskubbet sig. Vi laa i Vandet mindst en halv Time, før vi blev bjærgede, og jeg er bange for, at Kaptajnen ikke længere er blandt de Levendes Tal.

Fru Pettersson om Katastrofen.

Det var D. F. D. S. Damper "Halfdan" der reddede hende.

Hos Familien Rasmussen i Schacksgade laa sent i Aftes Datteren, der er gift med Toldassistent Pettersson, og kastede sig paa sit Leje. Afbrudt af Krampegraad fortalte hun følgende til sine Slægtninge og vor Medarbejder: 

- Alt syntes saa fredeligt, da vi gik rundt om Amager. Vel havde vi faaet nogle Søer ind, men Vejret var dog saa behageligt, at vi alle forblev paa Dækket. Kun mit lille Barn bragtes til Køjs. I Nærheden af "Thor" sejlede Det forenede Dampskibsselskabs Damper "Halfdan", og det blev min Redning. Jeg følte pludselig, at Dækket gled under mig og søgte at naa hen til Kahytsnedgangen for at være hos mit Barn, hvis noget skulde ske, næn gled stadig mere, og fandt mig tilsidst i Havet, klemt ind mellem Vraggods. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men medens jeg søgte at holde mig oppe, spejdede jeg efter min Mand. Rundt om mig saa jeg kæmpende Skikkelser, og da med et Kølen af "Thor" ragede i Vejret foran mig. var jeg ved at opgive alt. Mit Barn var jo tabt. Men "Halfdan" havde holdt ned mod os og satte Baade ud. Op i en af dem blev jeg og de øvrige bjærget for derfra at blive ført over i den svenske Lodsbaad, som førte os tilbage til København. Men min Mand, hvor er min Mand.

- C. K. Hansen har telegraferet til Lybæk, hvortil Damperen "Svanen" ventes Søndag Eftermiddag. Saa vil De faa Vished.

- Ak ja, jamrer den unge Hustru, Vished, men hvilken Vished.

Overfor denne Fortvivlelse var al Trøst forgæves.

Badegæsterne ved Dragør Havn drøfter Katastrofen.

Den officielle Meddelelse.

Først Kl. 1½ i Nat lykkedes det C. K. Hansens Rederi at faa udsendt en Meddelelse om Ulykken. Kort og ufuldkomment konstaterer Rederiet, at "Thor" er kæntret i Drogden, og at "en Del af Besætning og Passagerer er landsat i København". At Talen kun er om en Tredjedel nævnes ikke, hvorimod det hedder, at "yderligere reddede Passagerer og Mandskab befinder sig om Bord paa Damperen "Svanen" af Lybæk". Dette kunde lyde som om det drejede sig om et betydeligt Antal, men Fiskere, der i Aftes søgte ud til Ulykkesstedet hævder med Bestemthed, at "Svanen" kun har tre reddede om Bord.

I Aften skal det vise sig om Rederiets Optimisme er berettiget. Foreløbig ved vi kun, at vi atter staar overfor en forfærdelig Søulykke, som ikke har sin Aarsag i Storm eller Taage, og ikke skyldes afmægtig Hjælpeløshed overfor Elementerne, men Fejl, Forsømmelse, Letsindighed.

Det vil blive Myndighedernes Sag at udforske, om nogen enkelt har Ansvaret, og da hvem. Imidlertid sidder skælvende Mødre, bøjede Fædre, sørgende Hustruer rundt om i det store København og det lille Sønderborg. De vil bede til, at Forhaabningerne til det Telegram, der ventes fra Lybæk, ikke skuffes. Mon hvor gunstig Meldingen end bliver, hvor mange der end er frelste af de 16, der endnu savnes, vil der i Offentligheden opvokse dyb og tung Harme mod det Selskab, der lod en lille, daarligtgaaende Baad sejle uskyldige Mennesker i Døden.

(Social-Demokraten 29. juni 1924).

"Thor"s Undergang har krævet 11 Menneskeliv.

Blandt de Omkomne er 4 Medlemmer af Frivilligt Drengeforbund, 4 Mand af Besætnningen, samt den kendte Korngrosserer N. C. Carøe.

Styrmand Andersen ere frelst og har afgivet Forklaring om hvad der passerede i Ulykkesøjeblikket. 

Den forfærdelige og ved hele sin Natur oprørende Katastrofe, ligget lys og aaben. der Lørdag Eftermiddag i fint Vejr ramte Paketbaaden "Thor", har grebet alle ved sin Gru og Rædsel. Men dybest har Ulykken sat sine Spor i de Hjem, der direkte berøres. I Lørdags frygtede man, at 14 Mennesker var omkommet, idet Meddelelser gik ud paa, at Lybækkerdamperen "Svanen" kun havde tre Reddede om Bord. Allerede i Gaar Formiddags kastedes imidlertid en lille Lysstribe ind i Mørket. Et Telegram meddelte, at "Svanen" havde bragt seks Reddede velbeholdent til Lybæk, og af dem var de fem Drenge fra Frivilligt Drengeforbund.

De Reddede og de Omkomne.

Foruden Styrmand Andersen har "Svanen" bjerget Drengene Helge Jensen, Søren Jensen, Knud Schmidt, Jørgen Schmidt og Orla Jensen.

Med de 8 Reddede, der i Lørdags kom til København, giver det ialt 14. Der befandt sig 25 Mennesker om Bord. 11 er altsaa druknet, nemlig Drengene Skøtte Sjøstedt, Folmer Jensen, Wilhelm Ingerslev-Nielsen og Kaj Mulvad Jørgensen. Endvidere Toldassistent Petterson og Barn og den mandlige Passager, hvis Navn man i Lørdags ikke kendte, men som

viser sig at være Grosserer C. Carøe fra den store Korn-Foderstofforretning i Kristiansgade 18.

Af Mandskabet savnes, foruden Kaptajn Lorenzen, Maskinmester Clausen og Fyrbøder Horneger.

Det eneste Lig, der indtil nu er fundet, er som meddelt Kok Heinrich Spange. Han havde varet ansat i Sønderborg Dampskibsselskab i 5-6 Aar. Han stammer fra Bækken ved Rinkenæs. Spange var ca. 34 Aar gammel og efterlader sig Hustru og et lille Barn. I længere Tid havde lian været alvorlig syg, og han havde først for ganske nylig genoptaget sit Arbejde

Styrmanden fortæller om Ulykken.

Skibet havde voldsom Slagside.

Styrmand Andersen, der af "Svanen" er landsat i Lybæk, har derfra haft en Telefonsamtale med Dampskibsselskabet i Sønderborg, og han beretter, at der i Ulykkesøjeblikket var en meget stærk Trafik paa Stedet. Han anser det derfor Ikke for udelukket, at nogle af de nærværende Skibe har optaget dem, om hvem man endnu savner Underretning.

Desværre er hans Haab indtil sent i Nat ikke blevet bestyrket, og vigtigere end disse Forhaabninger er den Forklaring, han har afgivet om Ulykkesøjeblikket. Styrmand Andersen fortæller, at da "Thor" nærmede sig Køge Bugt, hvor der var en Del Sø, krængede Skibet haardt Bagbord. Kaptajnen, som stod paa Broen, søgte at løbe Damperen op i Vinden, medens Andersen gik ud paa Dækket, hvor han saa Vand strømme ind ad Spygatterne. Under Manøvren for at rette "Thor" opnaaedes det stik modsatte. Skibet krængede stadig mere over og væltede tilsidst helt rundt.

Det er oplyst, at "Thor", som var beregnet paa at bære ca. 200 Tons, medførte ca. 155 Tons Stykgods, hvoraf 27 Tons Jærnbjælker, 80 Tons Olie til Margarinefabrikken "Bona" i Sønderborg og desuden et stort Parti Sukker til forskellige Handlende i Sønderborg.

Paa Dampskibsselskabets Kontor i Sønderborg anser man det for udelukket, at der kan være Tale om nogen Forskydning af Lasten. Lasten var ligelig fordelt. Af de 80 Tons Olie var de 40 anbragt i Forlasten og de andre 40 i Agterlasten, hævdes der.

Emil Sjøstedt.

Spørgsmaalet er imidlertid ikke om Fordelingen, men om Maaden paa hvilken Stuvningen har fundet Sted. Og de 27 Tons Jærnbjælker henleder Opmærksomheden paa, at "Ulvsund" efter alt at dømme gik under, fordi en centnertung Maskindel var anbragt paa Dækket

"Thor" skimtes paa Havets Bund.

Saa snart Ulykken rygtedes ved Dragør Havn, gik Baadfører Mogens Jensen ud med Vandbygningsvæsenets Motorbaad "Regina". Mogens Jensen fandt Vraget, og var iøvrigt den eneste, der fandt det. Op fra Dybet steg store Mængder at Olie, der gjorde Vandet usigtbart. Mogens Jensen kunde dog se to af "Thor"s Redningsbaade, som endnu sad i Daviderne. Den ene var hugget ud af den ene Strop, og stod skraat op i Vandet mod Stævnen umiddelbart under Vandfloden. "Thor" laa tilsyneladende væltet helt om paa Siden. Intet ragede op over Vandet.

"Regina" sejlede rundt mellem Vraggods, Tømmer, Tønder o. a. for om muligt at finde Overlevende eller Lig, men fandt intet. Motorbaaden blev paa Ulykkesstedet, indtil Bjergningsdamperen "Kattegat" ankom.

Svitzer fandt imidlertid Ikke Vraget, idet "Regina" da allerede var langt fra Stedet. "Kattegat" kunde iøvrigt intet have foretaget sig udover at, mærke Vraget af. Dette Arbejde vil nu blive besørget af Vagervæsenets Damper "Løvenørn", og Søndag Formiddag var en af Marinens Flyvere over Ulykkesstedet for at se Vraget og tage Pejling til Brug for Vagervæsenet. "Løvenørn" ankom til Ulykkesstedet Kl. 3½ Gaar Eftermiddags.

Søforhør i Sønderborg.

"Thor" var assureret i Københavns Søassuranceselskab, og Mandskabet var forsikret i Rederiforeningens Ulykkesforsikring.

De tre Søfolk, der i Lørdags indkvarteredes paa Sømandshjemmet i Nyhavn, er allerede afrejst til Sønderborg for der at afgive Søforklaring sammen med Styrmand Andersen. Hvad angaar de Drenge, der nu befinder sag i Lybæk, havde Konsulatet bestemt, at de skulde afgaa med "D. F. D. S."s "Najaden" til København. Dette har flere af Drengenes Forældre modsat sig, og Forbundssekretær ved "Frivilligt Drengeforbund", Axel Bang, indledte i Gaar Forhandlinger om at faa Drengene ført hertil pr. Bane. De kan under alle Omstændigheder ventes hertil allerede i Morgen.

Maaske vil de opnaa at overvære deres druknede Kammeraters Begravelse. Svitzers "Kattegat", der i Gaar laa uvirksom, tager i Dag ud til Ulykkesstedet for ved Hjælp af Dykker at søge efter Ligene. "Thor" ligger kun paa 10 Meter Vand, og de Lig. som findes i selve Vraget, vil sandsynligvis kunne bjerges.

Grosserer Carøes død

Fra O. K. Hansens Rederi var det opgivet, at den ukendte Passager, der befandt sig om Bord, var hjemmehørende i Sønderborg. Dette viser sig at være urigtigt. Den saakaldte "Ukendte" er den mest kendte af alle Tragediens Personer: Grosserer N. C. Carøe. Da han I Fjor fejrede sin 70 Aars Fødselsdag, var han Genstand for Opmærksomhed baade fra privat og offentlig Side. Den fremragende Forretningsmand, som i 1894 overtog Korn- og Foderstoffirmaet Carøe og Co., førte det frem til det største i sin Branche.

I 1908 blev Forretningen omdannet til Aktieselskab, men allerede 6 Aar efter blev N. C. Carøe atter Eneindehaver, efter forinden i en Aarrække at have været Næstformand i Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderhandel. Indtil 1909 sad han i Handelsbankens Bestyrelse og var samtidig Medlem af Sø- og Handelsretten. Endelig sad han i Bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Grosserer Carøe agtede sig i Lørdags paa Sommerferie. Hustru og Børn sendte han med Toget til Sønderborg, medens han selv valgte den lille, tungtlastede og lidet sødygtige "Thor". Efter at have betragtet Byen, hvis Konturer langsomt udviskedes, satte han sig Ind i Kahytten. Lidt efter kom Toldassistent Pettersons Hustru Ind med sit lille Barn, som hun bad den venlige, gamle Mand holde et Øje med, medens hun selv gik ud paa Dækket.

Derved frelste Fru Petterson sit Liv. Men Barnet, og Manden, der havde overskredet Støvets Aar, led Døden sammen. Og Fru Carøe, som i Sønderborg ventede sin Ægtefælle, ramtes af et ligesaa tungt Slag, som Fru Petterson, der forgæves søgte at komme sin lille Pige til Hjælp.

I Drengenes Hjem.

Kaj Mulvad-Jørgensens

Sorg kan ikke maales ved Taarer. En Moder kaster sig hulkende hen over Bordet, en anden sidder hændervridende i stum Fortvivlelse. Vor Medarbejder, der i Gaar besøgte de druknede Drenges Hjem, kan tale med derom. Han traf den 14-aarige Mulvad Jørgensens Moder i en af Castbergvejs Smaavillaer. Solen skinnede gennem de blanke Ruder, men i de hyggelige Stuer sad fire Kvinder knugede af Ulykken. Fru Jørgensen kæmpede tappert for at fatte Mod og Haab. Hun fortalte om sin Dreng, der efter at have faaet Udmærkelse fra Efterslægtens Skole, og som netop havde taget en udmærket Eksamen. Han skulde være Ingeniør, fordi Faderen, der sejler som Maskinmester, selv en Gang havde drømt om at blive det. Jørgensen befarer nu Søen og ser sjældent sit smukke Hjem, sin trofaste Hustru og sine to Sønner. Men i Lørdags anløb hans Skib Helsingør paa Vej til England, og Fru Jørgensen tog lykkelig af Sted for at gense sin Mand. Kai var ogsaa lykkelig. Hans brændende Ønske om at komme med "Frivillig Drengeforbund" til Sønderborg var jo blevet opfyldt.

Kaj Mulvad Jørgensen.

Og da Fru Jørgensen træt kom hjem Lørdag Aften, gik hun til Ro i Forvisning om, at Sønnen, som var hendes Lys og Glæde, nu laa trygt i sin Køje. Først i Gaar Morges fik hun det frygtelige Budskab, og da hun senere paa Dagen erfarede, at Kai ikke var blandt de Drenge, som rar landsat i Lybæk, var det, som om alt sluktes.

- Jeg ved, at der blandt dem, som kunde svømme, var Kammerater, der vilde have forsøgt at redde Kai. De holdt af ham, for han havde en god og ærlig Karakter. Men ingen har set ham i Ulykkesøjeblikket Han er død, død, og nu har jeg kun min yngste Søn tilbage. Han kan svømme. Kai lærte det aldrig.

Saaledes talte denne Moder, idet hun trøstesløst saa sig om i Hjemmet, der nu manglede det stolteste: Sønnen, hvis Fremtid havde ligget lys og aaben.

Vilhelm Nielsen.

Fra Mulvad Jørgensens jævne Velstandshjem, hvor i alt Fald Ikke Nøden har holdt sit Indtog, gaar vi til Annexgaardsvej 8. Her træffer vi Fru Liger, Vilhelm Nielsens Moder, og her ser vi Ulykkens Hærgen og Rasen i hele dens Vælde. Liger, hvis Øjne er fyldte af Kummer og Angst, har været gift en Gang før. Manden var Fisker, hed Nielsen og boede i København. Det var i Lørdags nøjagtig 14 Aar siden, at hans Lig blev bragt ind fra Havet. Fru Nielsen var ung og stod det igennem. Hun rejste til København og blev gift med Kelner Liger. Et nyt Hjem byggedes i Valby. Men atter bankede Ulykken paa Døren. Liger fik Tuberkulose, og Sygdommen havde saa voldsomt fat, at han maatte paa Øresundshospitalet, Den Dag han førtes bort, sagde Vilhelm:

- Mor, Du skal ikke græde. Jeg skal nok hjælpe Dig.

Han var kun 14 Aar, men udenfor Skoletiden tjente han lidt i en Byplads. Det var hans Ønske at komme til Søs, men Moderen modsatte sig det af al Magt. Han maatte ikke en Gang faa Lov til at tage med til Sønderborg, for det var der ikke Raad til. Men en Delingsfører i "Frivilligt Drengeforbund" overtalte Moderen, og Vilhelm var henrykt. Nu, 14 Aar efter at Faderen fandtes som Lig, søger man efter Sønnens. Og paa Hospitalet ligger Familieforsørgeren hjælpeløs. Er dette ikke et Billede af Livets Ubønhørlighed?

Skotte Sjøstedt.

Ogsaa i Mølle Alle Nr. 4 har Sorgen været en hyppig Gæst. Her bor Snedker Sjøstedt, en dygtig og pligtopfyldende Arbejder. Trods Sygdom og Modgang har Familjen skabt sig et smukt lille Hjem, og i det var den 14-aarige Skotte Midtpunktet. Han havde været ved den kgl. Ballet, var netop færdig med Mellemskolen og skulde konfirmeres til Efteraaret.

I Gaar, da Fru Sjøstedt fik Sikkerhed for, at hendes Dreng var druknet, førte hun sin gamle Mor til Graven.

- Hvor kan jeg bære alt dette, siger hun, medens hun kæmper for at holde Taarerne tilbage. Det er for meget, det er for meget.

Fotograf Emil Clausen (1874-1949): Grosserer Nicolai Christian Carøe (26.11.1855-28.6.1924). I Social-Demokraten var et foto af meget dårlig kvalitet. Jeg har i stedet indsat det samme foto fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Og hun har Ret. Skæbnen kan være for brutal!

- - - Tilbage er endnu at nævne Folmer Jensen, hvis Broder blev reddet, men som selv omkom ved Katastrofen. Hans Fader er Handelsrejsende og bor Valbylanggade 38. Her blandes Glæden over den ene Søns Frelse med dump Resignation over den andens Død.

(Social-Demokraten 30. juni 1924).

Nicolai Christian Carøe var uddannet i Korn- og Foderstofhandelen i Danmark og udlandet. Han blev grosserer 1887 Grosserer og overtog 1894 efter faderens

død sammen med sin broder Carl Johan under Firma Carøe & Co. Faderens Korn- og Foderstofforretning. Blev efter broderens Død 1907 eneindehaver. 1908-1916 var det et aktieselskab, hvorefter han selv ejede firmaet. Han var næstformand i Kjøbenhavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderstofhandelen, indtil 1909 medlem af bestyrelsen for Kjøbenhavns Handelsbank, medlem af bestyrelsen for Fjerde Søforsikringsselskab og for A/S C. Olesen, medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, medlem af Sø- og Handelsretten i to perioder. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Fra i Dansk Søulykke statistik 1924: 

304. S/S Thor af Sønderborg, 194 Reg. T. Br. Bygget 1891 af Staal. Paa Rejse fra Kjøbenhavn til Sønderborg med 155 Tons Stykgods. Kæntret og forlist d. 28/6 24 i Sundet; 11 Omkomne. Søforhør i Sønderborg d. 5/7 og 9/10 24. Søforhør i Kjøbenhavn d. 19/8 og 2/9 24. Kl. 4 Emd. afsejlede T. fra Kjøbenhavn. Med Skibet fulgte 17 Passagerer. Skibet, der var lastet saa dybt, at Hoveddækket agter om Bb. var under Vand, fik, da det kom ud i Drogden, en Del Slagside til Bb. Da der — dels herved og dels som Følge af, at Skibet efter at have passeret Dragør fik krap Sø (det blæste frisk Kuling af NV.) — strømmede Vand ind gennem Bb.s Lænseport agter, der var aaben, forsøgtes det at lukke Lænseporten. For at kunne gøre dette uden at blive vaad anmodede Styrmanden Føreren, der opholdt sig i Styrehuset, om at løbe Skibet i Vinden og mindske Fart. Dette skete ogsaa, idet Skibet drejedes Stb. over. Da Skibet imidlertid faldt mere og mere over til Bb., forsøgtes det at rette det op ved at skifte Roret, men umiddelbart efter faldt Skibet helt over paa Siden og begyndte at synke. En Del af de ombordværende faldt straks i Vandet, medens det lykkedes nogle at komme op paa Skibssiden, hvorfra de sprang i Vandet med forskellige Flydemidler, kort før Skibet sank. Fra Damperne "Halfdan" af Kjøbenhavn og "Svanen" af Halmstad, der straks var ilet til Hjælp, sattes Baade i Vandet, hvorved det lykkedes at redde ialt 15 af T.s Passagerer og Besætning.

Anni. 1. De omkomne var: Skibsfører Lorenzen, Maskinmester Clausen, Kok Spange og Fyrbøder Hornegger samt af Passagererne Toldassistent Petterson og dennes Barn, Grosserer Carøe og Spejderne Skotte Sjøsted, Wilh. Nielsen, Kaj Mulvad Jørgensen og Folmer Jensen.

Anm. 2. Aarsagen til Forliset var, at Skibet som Følge af Overlastning var i usødygtig Stand.

Gravsted på Vestre Kirkegård for Vilhelm Ingerslev Nielsen (1910-1924). Druknet ved Thors forlis. Teksten forneden lyder: "Væbner! Følg din Herres bud. Væbner! Gaa din gang med Gud". Ifølge nogle øjenvidner stod fire væbnere, styrmanden, Vilhelm Nielsen m. fl. på skibssiden da Halfdan firede redningsbåden ned. Her stod de i 5-7 minutter indtil styrmanden vurderede at de ikke længere kunne opholde sig der, og måtte ud og finde noget træ, redningsbøjer eller lignende som drev rundt. Vilhelm fik fat i en bænk, men denne kunne ikke bære ham. Han måtte slippe og i stedet forsøge at træde vande. Efter at have skreget "hjælp", forsvandt han i havet. Midt i juli måned fandt man liget af Vilhelm Ingerslev Nielsen ved Landskrona. Også kaptajn Lorentzens lig drev i land der. Væbner Kai Mulvad-Jørgensen blev også begravet på Vestre Kirkegård. Han var søn af maskinmester Jørgensen, Castbergvej, Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nedenstående billedserie er hentet fra B. T. 2. juli 1924. I serien indgår yderligere 3 fotoer:

Med flaget på halv: Svitzers "Juno" og marinens "Løvenørn" med flaget på halv stang umiddelbart efter at den første forulykkede er hentet op fra "Thor"s vrag.

Dykkerne klar til at gå ned: De to dykkere klar til at gå ned. I "Løvenørn"s livbåd ses Nikolajsen, på "Juno"s dæk Coops.

Pressenningen lægges skærmende over det første lig der bragtes ombord i "Juno".

"Thor" hed oprindeligt "Kattsund" og blev bygget i 1891 på Flensburger Schiffsbau Gesellschaft, og leveret til Sonderburger Dampfschiffahrts Gesellschaft, under navnet "Thor". I 1924 sank skibet under en rejse til København på grund af overlastning. Ombord befandt sig FDF-drenge, hvoraf 10 samt kaptajnen omkom. Skibet blev hævet samme år og derefter repareret, forlænget og ombygget til fragt- og kreaturdamper. Skibet blev herefter solgt til Rederei Thygesen & Jürgensen, Flensburg, og navneændret til "Kattsund". Skibet blev ophugget i 1953.