For ca. Aar siden gik en ny Lov om udvidet Børnetilsyn igennem. Spørgsmaalet om at tage Stilling til den, delte bogstaveligt den Gang Dansk Kvindesamfund i to Lejre og Diskussionen var paa Aarsmødet i Maribo 1922 meget heftig. Det blev ganske vist bestemt ikke at give dette Lovforslag Tilslutning, men Sindene var til herfor heftig delte for og imod og det lykkedes ikke at klare Spørgsmaalet nok til ogsaa at give en Brgundelse af, hvorfor man afslog Tilslutning.
Da holdt Dr. med. Niels Muus - desværre efter at Aarsmødet allerede var afsluttet, - et Præcist og klart Foredrag, hvis tørre Fakta skar igennem al den Følelsesforvirring, der for saa mange gjorde Sagen uklar.
Doktoren selv tog ingen Stilling til Spørgsmaalet, men klarlagde gennem sin egen Erfaring om disse Forhold deres økonomiske Side. Og hvad Dr. Muus den Dag nøgternt paaviste, er den Dag i Dag endnu den samme Rod til det samme Onde.
Skal denne Sag tages op til Behandling, da er det nemlig ikke om Forsømmelsen af Spædbørnene, det drejer sig, heller ikke om de talrige Mord paa dem, men ganske simpelt og klart om Aarsagen ti! disse Forbrydelser. Før man slaar ned paa den, før bliver ingen ny eller udvidet Lov om Tilsyn virkningsfuld.
Den, vi allerede har, og som har vist sig saa utilstrækkelig, angriber i Virkeligheden kun det Onde, der er Tale om, i dets Virkninger, og det er klart, at hermed kan man vedblive til Dommedag, hvis man ikke forstandsmæssigt finder paa at bekæmpe dets Oprindelse.
Det er oplyst, at Fru Ibsen paa Bobakkegaard har nøjet sig med 50 Kr. i Pleje om Maaneden for hvert enkelt Spædbarn, og det er paavist, at hun kun ved at Uge flere til sig, end hun kunde overkomme Pasningen af, har kunnet faa Tingene, - endda utilstrækkeligt, - til at gaa rundt.
Undersøger man de bestaaende Forhold vil man finde, at den almindelige Betaling maanedlig for et Plejeharn beløber sig til mellem 75-100 Kr. Desforuden skal der præsteres en Barneseng med Tilbehør af Sengetøj og en Barnevogn.
Størsteparten af de Mødre, der sætter deres Børn i Pleje tjener selv mellem 30-70 Kr. om Maaneden og det Tilskud, Barnefaderen eller det offentlige giver, varierer som Regel mellem 15-25 Kr. pr. Maaned.
Ønskes Barnet sat i en Pleje af 70 Kr. maanedlig og Moderen selv tjener 30, mens Tilskudet enten fra Barnefaderen eller fra det offentlige er 25, ses det, at den samlede Indtægt kun beløber sig til 55 Kr., og at som Følge heraf Moderen er henvist til at søge et billigere Sted for Barnet.
Vil hun sætte det i Pleje for 100 Kr. maanedlig, naar hun selv tjener 70 og Tilskudet er 16, staar hun overfor akkurat det samme. De faste Forhold, der her er tilrettelagt og lovbestemte for hende og Barnet, yder hende kun en Skinhjælp og knap nok den.
Klarer hun alligevel de økonomiske Vanskeligheder, saa stiger ikke hendes Tilskud med Barnets Forbrug under dets Opvækst. Det aftager. Naar Barnet er 4 Aar faar hun ned til 8 Kr. om Maaneden for det.
Betaler Barnefaderen ikke sin Skyldighed har han 3 Maaneders Frist, før det er tilladt at sagsøge ham, og indtil for ganske nylig var Loven selv 6 Maaneder bagud med Erstatningen. Hvad Barnet lever af i Mellemtiden, det maa Moderen om.
At Loven selv henviser hende til Barnemord er temmelig indlysende, enten hun nu vælger at dræbe det straks efter Fødslen eller hun lader det dø lidt langsommere gennem den Pleje, det faar hos de tilfældige Plejeforældre eller paa de billige Børnehjem.
At tilse den juridiske Side af disse Forhold skulde man ikke synes, at Loven behøvede at sætte flere Apparater i Gang for. Det Tilsyn, der er, har længe nok kigget paa Mødrenes slidte 5-Øre, uden at den derfor endnu af sig selv har forvandlet sig til en blank 10-Øre. -
Derfor vil nye Love om et udvidet Tilsyn, d. v. s.: skærpede Plejeforhold uvægerligt give eet Resultat: Flere Barnemord. Der vil simpelthen ikke være andet at gøre for Mødrene, da Barnet ikke kan leve af Luften og Penge som bekendt ikke kan stampes op af Jorden.
Som det er nu kan Mødrene ikke en Gang komme udenom Spørgsmaalet overfor at sætte Børnene i Pleje ved selv at paatage sig Pligterne med dem. Hvis en Kvinde, der har flere Børn født udenfor Ægteskab, selv vi tage sig af mere end et af dem, har hun i Følge Loven ingen Krav hos Myndighederne paa Erstatning for de Penge, den "uægte2 Fader næsten altid snyder hende for.
Mer end eet Barn maa hun ikke selv tage sig af, hvis hun vil vente nogensomhelst Støtte. Meningen med denne vise Lovbestemmelse er den at sætte en Grænse for hendes "Indtægt ved at føde Børn". Hun kunde nemlig, hvis Loven var hende gunstig og hun opdrog 3 Børn paa over 4 Aar, berige sig med den svimlende Sum af 25 Kr. om Maaneden. Heraf skulde saa endda 8 Børn leve, samtidig med at Arbejdet med dem hindred« hende i ellers at forsørge dem.
Altsaa kommer Mødrene i Følge Loven ikke udenom at sætte Børnene i Pleje og kan denne ikke skaffes for den Sum, som til det yderste kan skrabes sammen, saa er der, hvis man afskaffer de billige Steder ingen anden Udvej end den at slaa Børnene ihjel.
Saa længe de Herrer Lovgivere ikke indser, at det her er forebyggende Love, det drejer sig om, saa længe vil disse Forhold vedblive at være den Skændselsplet paa Samfundet, som de nu er. Der burde ikke være den mindste Tøven overfor at skabe nye Love paa dette Punkt. Manglen ved dem, der nu bestaar, koster næsten dagligt et Barneliv.
Loven er til for at lære Borgeren den Moral, der endnu ikke er Indgaaet som selvfølgelig i hans Bevidsthed, men overfor Ansvaret med at hidkalde og bagefter værne Barnet, kræver den endnu et yderst minimalt Ansvar, Den er endnu ikke kommen saa vidt, at den fastslaar blot nogenlunde forstandsmæssigt den økonomiske Skyldighed overfor den vigtigste af alle Handlinger: den at hidkalde Barnet.
De Love, det her vilde dreje sig om, maatte, om de skulde være virkningsfulde, gaa ud paa at fastslaa:
1) Pligt til Anmeldelse for Øvrigheden af Forældreskab fra Svangerskabels 5. eller 6. Maaned med lige Straf for Faderen og Moderen for Undladelse heraf og med tvungen Opgivelse af Forældrenavnene.
2) Fædrepligt til økonomisk at sikre Fødested for Moderen inden 3 Maaneder for almindelig Fødetid.
3) Forældrepligt til offentlig Anmeldelse af Barnets Fødsel Indenfor en nærmere fastsat Tid.
4) Fædrepligt til at sikre Barnet Moderens Pleje, indtil dets skolepligtige Alder og til økonomisk Ydelse svarende til Barnets Tarv, indtil dets Opvækst er afsluttet.
5) Straf for Mangel paa økonomisk Evne eller Villie til at opfylde Fædrepligt.
Blev især denne sidste Bestemmelse fastslaaet til at blive en virkelig følelig Straf, vilde det snart vise sig, at den, der een Gang havde været ude for den, næppe mer satte Børn ansvarsløst i Verden, og utvilvsomt vilde en saadan Lovbestemmelse betydelig indskrænke Antallet af uden for Ægteskab fødte Børn.
I de Tilfælde, hvor der kan være Tale om flere Fædre, vil det være rimeligt at lde hver, der har løbet Risikoen tage dens fulde Konsekvenser med Hensyn til Straf eller Bøde for at lære hver enkelt Mand, at det Ikke formindsker hans Ansvar, at han deler det med flere.
Føjede man saa yderligere hertil, at alle Børnehjem skulde være Statsinstitutioner, lige saa forsvarlig indrettede og lige saa sikrede som Statens Hospitaler, saa vilde dermed den Geschæft, der nu spekulerer i de mislige Forhold i sig selv være dødsdømt.
Som det er nu, betaler Staten op til 8 Millioner Kr. aarligt i Alimentationsbidrag for "uægte" Fædre. Hvilken smuk Sum blev ikke fri her, hvis man overfor denne Sag lige saa vel som i andre Spørgsmaal, tvang Enkeltmand til at betale sin økonomiske Skyldighed.
Det hændte for nogen Tid siden, at man et eller andet Sted i Jylland fandt en gammel, hjælpeløs Mand, der vanrøgtedes paa det sørgeligste i sit Plejehjem. Det vakte en uhyre Opsigt hele Landet over, men at talrige Børn daglig vanrøgtes og langsomt eller hurtigt dræbes, det er endnu saa tilvant, at der næppe tænkes derover, og paa i ingen Punkter udviser Loven saa megen Træghed overfor at finde frem til Fornuft og Retfærdighed som i denne Sag.
Det kan ikke siges klart og tydeligt nok, at nye Love om udvidet Børnetilsyn kun er Fortsættelsen af et uværdigt Spilfægteri. Det betyder i Virkeligheden, at de Nødstilstande, der paases, er de Forhold, som Loven selv bestemmer og betinger.
Hvad den derimod bør kræve er en helt ny Moral, en Moral, der bør haandhæves lige saa fast som den for andre Former af Mord og Ansvarsløshed. Den bør give Moderen Betingelser for at opfylde sine Pligter mod Barnet, inden den straffer hende for at svigte dem, og den bør lære Faderen, at han som den, der bestemmer Barnets Hidkaldelse, bør bære det største Ansvar for det, - ikke som nu det mindste, og navnlig ikke som nu det mindst økonomiske.
(Social-Demokraten 20. august 1925).
Artiklen blev omtalt i kronikken i Social-Demokraten 28. august 1925 af Margrethe Nielsen.
Hansigne Johanne (Jo) Marie Jacobsen f. Christiansen (14. december 1884-18. august 1963) var forfatter, psykoanalytiker og foredragsholder. 1906-1922 var hun gift med bryggeridirektør Vagn Carl Jacobsen (1884-1931), søn af brygger Carl Jacobsen (1842-1914) og Ottilia Mary Stegmann (1854-1903). De fik to børn sammen 1907 og 1908. Carl Jacobsen mente hun skulle påtage sig sin del af ansvaret for sin mands arbejdsmæssige indsats.
Jo Jacobsen i 1917 flyttede fra Vagn, til pressens skadefryd og omgivelsernes diskrimination af fraskilte kvinder. Hun udgav romanerne Hjertets Køn (1924) og Huset Hansen (1925) som var parodier på det miljø hun forlod. Hun måtte opgive at oprette en fortsættelsesskole for unge piger. I 1920’erne holdt hun foredrag og skrev for foreningen Frivilligt Moderskab (1923) sammen med Thit Jensen med hvem hun stiftede Seksual Oplysnings Forbundet (1924) og var foreningens formand. Artiklen blev til i denne periode hvor hun agiterede for en forbedring af uægteskabelige børns familieretlige stilling. Hendes forhold til den etablerede kvindebevægelse, fx Dansk Kvindesamfund var som det fremgår ikke det bedste.
Romanen Marsvinsjægerne (1928) bygger på hendes barndomsoplevelser fra Lillebælt med fattigdom og menneskelig forråelse. Tom Kristensen skrev i Tilskueren, at “hun har den uforklarlige Evne, der kaldes Talent”.
I pjecen Fosterfordrivelsesparagraffen 241 (1930) beskrev den forarmede, børnerige arbejderkvindes situation og argumenterede for abort. I 1932 udsendte hun et spørgeskema til københavnske praktiserende læger hvor hun bad om deres stillingtagen til seksualoplysningsklinikker, seksualoplysning i skolen og svangerskabsafbrydelse. Bogen Seksualreform (1932) handlede om seksualoplysning.
Kærlighedens Labyrint (1944) var ment som seksualoplysning af småbørn.
Efter skilsmissen begyndte hun at studere Freud Hun gennemførte sin uddannelse i Berlin 1933-35 og Wien 1936-38 og var da tilhænger af psykoanalytiker Wilhelm Reich. Da han måtte flygte fra nazisterne, gav hun ham husrum i sin lejlighed i København. hun forlod dog hans linje og sluttede sig til Sigurd Næsgaard. Hun praktiserede i København og synes især at have haft ganske unge kvinder som sine klienter.
På flere måder var hun forud for sin tid. Hendes ligefremme stil bragte hende i karambolage med vanetænkende folk såvel fra højre- og venstrefløjen (fx Hans Kirk som parodierede hende som seksualoplyseren fru Nai-Nielsen i en føljeton i Arbejderbladet 1939-40.
Romanen En sang på trapperne (1949) er et opgør med kristendommens begreber om skyld og synd.
