Kirkefondet under Beskydning. (Efterskrift til Politivennen)

I 1925 var Kirkefondet i København blevet en magtfuld kirkebygger, således at omkring 40 kirker tilhørte dette, mens folkekirken rådede over 23. Kirkefondet havde ifølge avisen "Social-Demokraten" udviklet sig til en "stat i staten" som på den ene side nød godt af Folkekirkens goder og penge, men samtidig ikke ville underkaste sig Folkekirkens kontrol. 

Det hensynsløse Kirkebyggeri.

Da Sognepræst Helweg Larsen brugte 55,000 Kr. til en Præstebolig.

Vuggestuens 7000 Kr. gik til en Udvidelse af Kristkirken, og 30,000 til et Hjem for Gamle anvendes paa en saadan Maade, at Bidragyderne truer med Proces.

Det Raseri, der har grebet de københavnske Kirkebyggere, giver sig hver Dag nye Udslag. Maalet er at indsamle 2 Mill. Kr. i Hovedstaden og et lige saa stort Beløb i Provinsen. Men bortset fra, at Indsamlingen mere tilsigter at erobre Magten end at virke for ideelle Formaal, er der til Kirkebyggeriet i København knyttet visse Omstændigheder, der kaster et Skær af Uhygge over den hele Aktion.

Penge, der gik i de forkerte Lommer.

Det har længe været en kendt Sag, at da Generalsekretæren for Københavns Kirkefond, Hr. Helweg Larsen, endnu var Sognepræst ved Timotheus Kirke i Valby, lod han sig bygge en Præstebolig til 55.000 Kr. Af disse Penge var de 30.000 Kr. indsamlede til at fuldføre den lille, midlertidige Timotheuskirke, og det vakte den største Indignation, at Kirkefondet lod Pengene anbringe som Prioritet i den store, flotte Præstebolig.

Saaledes optræder Kirkefondet, naar der er Tale om Præsteboliger. Men hvordan gaar det, naar "Barmhjertighedens Traade" skal spindes? Vi anfører et Tilfælde fra et Sogn paa Vesterbro. Her var af Pastor Falk-Rønne indsamlet 7000 Kr. til en Vuggestue. Men der blev aldrig indrettet nogen Vuggestue. Pengene blev anvendt til en Udvidelse af Kristkirken.

Det vil endnu erindres, hvilken Forargelse Spørgsmaalet om Kristkirkens Udvidelse gav Anledning til. I Borgerrepræsentationen var Sagen til Behandling, og her i Bladet opridsede vi fornylig den tvivlsomme Affære, saaledes som den uimodsagt formede sig. Det begyndte med, at Menighedsraadet forkastede en Plan om at skaffe Pastor Herman Larsen et Embede ved at dele Sognet. Man besluttede at indsamle Penge til en Udvidelse af Kristkirken, men Biskop Ostenfeld greb ind. Han lovede at skaffe Penge - Kirkefondspenge, maatte man antage - til en Udvidelse af Kristkirken mod at Menighedsraadet gik med til en Sognedeling, saaledes at Indsamlingens mange Tusinde Kroner gik til en ny Kirke. Og da det godt og vel var i Orden, skaffede Biskop Ostenfeld ganske rigtig Penge til Kristkirkens Udvidelse. Men han tog ikke af det rige Fonds Penge. Han tog Statens, Skatteydernes Penge og de suppleredes altsaa med de fattige 7000 Kr., som var tiltænkt Spædbørn, men som nu uden videre anvendtes som Bidrag til det ædle Formaal at skaffe Pastor Herman Larsen en lille Kirke med en stor Præstebolig.

Paa Frederiksberg og i Brønshøj

Der er et andet typisk Tilfælde, som rinder os i Hu. Den tidligere Sekretær for Københavns Kirkefond, Pastor Seidelin i Mariendal Sogn paa Frederiksberg har aabenbart ikke forgæves set paa, hvilken Maade Kirkefondet uhindret kan tillade sig at arbejde. I hvert Fald er en af ham iværksat Indsamling noget af det dristigste, der er set. Pastor Seidelin agiterede for Penge til et haardt tiltrængt Hjem for gamle Mennesker. Der indkom 30,000 Kr. Men netop for Tiden er han i Begreb med at anvende det indkomne Beløb til helt andre Formaal, og Bidragyderne overvejer at anlægge Sag, idet de kræver Indsamlingens socialt-filantropiske Karakter respekteret.

En Begivenhed, der nylig er passeret i Brønshøj, er ogsaa karakteristisk, omend paa anden Maade.

Københavns Kirkefond vilde bygge en ny Kirke, og der skete Henvendelse til en Borgerforening om Bidrag. Den var villig til at spæde til. Kirkefondet havde erhvervet en velegnet Hjørnegrund, og Foreningen mente, at her vilde Kirken præsentere sig smukt. Men, nej Tak! Kirkefondet forkyndte, at paa denne Hjørnegrund skulde Præsteboligen ligge, medens der var tiltænkt selve Kirken en mere beskeden Beliggenhed. At Borgerforeningen under disse Omstændigheder trak sig tilbage, kan næppe undre.

Hvem betaler?

Naar Kirkefondet, i hvilket Biskop Ostenfeld sidder som Formand, har proklameret at ville hygge 20 ny Kirker med tilhørende Præsteboliger, er det som sagt næppe af ideelle Grunde. Det gælder ganske aabenlyst et Magtspørgsmaal. Med de 20 nye Kirker vil Fondet raade over 45 københavnske Kirker, medens Folkekirken kun har 23. I disse 45 Kirkefondskirker vil Menigheden være uden Indflydelse. Skatteyderne maa betale Præsteløn og Kirkebetjening. men har ellers intet at skulle have sagt. Det er "Kirkeligt Landsforbund", som staar bag Kirkefondet og søger at skabe en Stat i Staten, et Samfund, som nyder godt af Folkekirken, tager Borgernes Skatter, men ikke tillader Borgerne at blande sig i Kirkens Sager.

Vilde det være urimeligt, om man krævede, at Biskop Ostenfeld opgav sin Dobbeltstilling og at Kirkefondets Kirker overgives Folkekirken som Ejendom? Vilde det endvidere være urimeligt at kræve Kirkefondets Regnskaber fremlagt for Offentligheden efter at de først er kritisk reviderede af statsautoriserede Revisorer?

(Social-Demokraten 9. september 1925)

Jørgen Christian Falk Rønne (1865-1939) var 1905-1927 præst ved Kristkirken i København. Han var desuden forfatter til bøger og skønlitterære romaner. Han påstod at han havde modtaget 7000 kr. dels af fabrikant Iversen som havde betinget sig at pengene blev brugt til en vuggestue, dels af et overskud fra menighedsplejen på 3-4000 kr. som stammede fra kirkebøssen "til de fattige" - en vuggestue. Disse blev anvendt til sakristierne i Kristkirken.

Timotheuskirke (th) i Valby og dens præstegård (tv). Præstegården der blev opført senere end kirken, var dyrere end denne. Som forsvar for prisen blev anført at den skulle passe ind i stilen til kirken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Præsten og forfatteren Povl Helweg-Larsen (1877-1958) var kirkelig redaktør af Kristeligt Dagblad 1938-1941. Han var præst ved Timotheus Kirke 1920-1924. Senere ved Christianskirken i København 1932-1947.

Nationaltidende forsvarede præsteboligen i Valby ved at præsten ikke havde kunnet finde en egnet bolig i Valby, samt at villaen skulle svare til kirkens stil. Avisen indrømmede dog at det var beetænkeligt at der var taget 3000 kr. af kirkens midler til villaen. Helweg-Larsen boede i en 5-værelsers lejlighed i den indre by. Kollegaen Falk Rønne i Taarbæk - hans kirke lå på Vesterbro.

Kirkeministeriets Undersøgelse mod Pastor Falk Rønne er afsluttet.

Vor Kritik har paa alle Punkter vist sig berettiget. - Der findes intet Grundlag for retlig Forfølgelse mod Social-Demokraten.

Allerede i Gaar forelaa Resultat af Kirkeministeriets Undersøgelse af Pastor Falk Rønnes Forhold. Som det fremgaar af nedenstaaende udførlige Dokumentation, er det konstateret, at vor Kritik ikke blot har været berettiget, men den er endog blevet skærpet ved de fremkomne Oplysninger. Vi minder om, at vi kun nødtvungent har blandet Pastor Falk Rønne ind i den Kampagne, der er rejst mod Københavns Kirkefond. Det er "Kristeligt Dagblad" og "Berlingske Tidende", der, i Haab om at ramme os, har fældet den gamle Sognepræst. Naar Navnet Falk Rønne overhovedet er blevet nævnet i vore Spalter, skyldes det den Omstændighed, at han har medvirket til Opførelsen af den ny Kirkefondskirke paa Enghavevej. Han gav Afkald paa Indsamlingen til sin egen Kirkes Udvidelse, lod Pengene gaa til Enghavekirken, tog derpaa henved 7000 Kr. fra fattige Mødre med Børn og lod dem anvende til Kristkirkens Udvidelse sammen med Skatteydernes Penge. Det var dette Forhold, der inddrog Falk Rønnes Navn i den almindelige Debat, og Pastorens saakaldte "Venner" har ønsket netop denne Side af Sagen nærmere uddybet. De krævede, at  Kirkeministeriet skulde beordre Hr. Falk Rønne til at rense sig ved et Sags anlæg. Pastoren begav sig da ogsaa til Ministeriet og begærede, at et saadant Sagsanlæg indlededes Først maatte Ministeriet dog undersøge, paa hvilket Grundlag, det skulde føres. Og nu foreligger Resultatet. Der kan ikke rejses Sag mod Social-Demokraten, for alt, hvad vi har skrevet, er rigtigt.

Vi gengiver her den

ministerielle Redegørelse.

I Dagbladet Social-Demokraten har der i den sidste Tid været fremsat forskellige Beskyldninger mod Sognepræst ved Kristkirken Falk Rønne. 

Disse Beskyldninger omfatter i det væsentlige følgende Forhold:

1) at der ved Udvidelsen af Kristkirkens Sakristier er anvendt Beløb, som er givne til andre Formaal,

2) at Pastor Falk Rønne uretmæssigt har oppebaaret et Beløb paa 2,160 Kr., som var tilstaaet ham til en Medhjælper,

3) at han har ladet sig konstituere i det ledige Kaldskapellani ved Kristkirken og derfor oppebaaret en maanedlig Løn af 150 Kr. 1 ½ Aar. uagtet han i Menighedsraadet havde erklæret, at han var for gammel og svagelig til at varetage sit Embede og derfor ønskede Kaldskapellaniet besat.

I Anledning af disse Anker skal Kirkeministeriet fremsætte følgende Oplysninger:

ad 1.

Den 15. Marts 1923 bifaldt Ministeriet paa derom fra Menighedsraadet i Kristkirkens Sogn indgivet Andragende, at der af de ved Kirkeligningen indkomne Penge anvendtes 15,000 Kr. til Udvidelse af Kristkirkens Sakristier, medens den øvrige Del af den da anslaaede, samlede Udgift af ca. 80,000 Kr. skulde tilvejebringes ad frivillig Vej. Da Udgifterne blev større end oprindelig paaregnet, bifaldt Ministeriet den 8. Oktober 1928, at Tilskud af Kirkeligningen blev forhøjet til 22,000 Kr. Ifølge aflagt Regnskab har Udvidelsen ialt kostet 36,579 Kr. 19 Øre, hvoraf 6,827 Kr. 96 Øre er skænket af de oprindeligt til Oprettelse af en Vuggestue henlagte Beløb.

Om fornævnte Beløb af 6,827 Kr. 96 Øre har Ministeriet fra den tidligere Kasserer for Bestyrelsen for Oprettelsen af en Vuggestue i Kristkirkens Sogn modtaget de nedenstaaende Oplysninger:

Ved Afslutningen af Menighedsplejens Regnskab for Aaret 1917, befandtes den økonomiske Stilling saa god, at man mente det forsvarligt at hensætte 1500 Kr. til et længe paa tænkt Formaal, Oprettelse af en Vuggestue i Sognet. Paa tilsvarende Maade blev der i de følgende Aar af Menighedsplejens Overskud hensat yderligere 3000 Kr. til samme Formaal.

Fra Tid til anden modtog derhos Sognepræsten til fri Anvendelse forskellige Beløb blandt andet et paa 1000 Kr., hvilke Beløb alle blev hensat til Oprettelse af Vuggestuen. Med Tillæg af paaløbende Renter var Beløbet i Marts 1928 vokset til 6,827 Kr. 96 Øre. Nogen offentlig Indsamling eller Opraab herom har aldrig fundet Sted. Da det opsparede Beløb skønnedes for lille til sit Formaal, og man tilmed mente, at dette paa anden Maade vilde blive fyldestgjort, vedtoges paa et Møde den 13. Marts 1923 enstemmigt følgende Beslutning:

Da det er oplyst, at der er Forslag om, at Vuggestuer skal være obligatoriske ved større Industrivirksomheder, vedtoges det anvende det indsamlede Beløb til den vedtagne Udvidelse af Kristkirkens Sakristier

ad. 2.

Den 8. Maj 1912 meddeler Kirkeministeriet Biskoppen over Sjællands Stift følgende:

"Ministeriet bifalder, at der fra 1. April d. A. indtil videre aarlig maa tilstaas Sognepræst Falk Rønne 6 Portioner af Præstepengene - ca 600 Kr. aarlig - til Hjælp til Lønning af en præsteviet midlertidig Medhjælper."

Den 11. December 1916 ansøger Falk Kønne om at maatte beholde omtalte 6 Portioner Præstepenge, saalænge Sikringsstyrken ligger inde, at han er designeret Feltpræst for 2. Division. Han oplyser i denne Skrivelse, at han ikke har haft nogen præsteviet Medhjælper siden Nytaar 1914, men har haft lønnet uordineret Medhjælp af forskellige.

Provsten bemærker til dette Andragende:

"Idet jeg henstiller, hvorvidt det maatte findes Anledning til, at imødekomme dette Andragende, skal jeg tillade mig at bemærke, at det forekommer mig rigtigt, at det, hvis Andragendet bliver bevilget, bliver paalagt Sognepræst Falk Rønne snarest at gøre et alvorligt Forsøg paa igen at faa en fast ordineret Medhjælper.

Biskoppen udtaler:

"Da de 6 Portioner blev givet Pastor Falk Rønne til det bestemte Formaal at holde en ordineret Medhjælper, og da det ikke har været ham muligt at skaffe en saadan efter Pastor Knudsens Bortgang, forekommer det mig, at Tilskudet burde have været afgivet fra dette Tidspunkt.

De af Andrageren anførte Omstændigheder med Hensyn til hans Virksomhed ved Sikringsstyrken er jo ikke anderledes for ham, end for de andre Præster, der gør saadan Tjeneste.

Jeg ser mig derfor ikke i Stand til at anbefale Andragendet.

Under 2. Maj 1917 besvarer Kirkeministeriet i Skrivelse til Biskoppen ovennævnte Andragende saaledes:

"Da Betingelsen for Tilstaaelse af de 6 Portioner Præstepenge er, at Andrageren har en ordineret Medhjælper, vil det ansøgte ikke kunne bevilges.

Samtidig skal man, da det af Sognepræst Falk Rønnes Andragende fremgaar, at han ikke siden den 1. Januar 1914 har haft nogen ordineret Medhjælper, anmode Dem om, at ville tilkendegive Sognepræsten, at Ministeriet alvorligt maa beklage, at han ikke desmindre, siden den nævnte Dato, stadigt har hævet de oftnævnte Portioner af Præstepengene.

ad. 3.

Da Kaldskapellaniet ved Kristkirken 1. August 1928 blev ledigt, ved den daværende Kapellans Udnævnelse til Sognepræst for det nyoprettede Enghave Sogn, ønskede Ministeriet at lade Kaldskapellaniet henstaa ubesat indtil videre.

Efter nogen Modstand, som blandt andet begrundedes med Hensynet til Sognepræstens vaklende Helbred, gik Menighedsraadet ind paa at imødekomme Ministeriets Ønske og vedtog i et Møde den 12. December 1923 følgende af Pastor Jørgensen stillede Resolution:

Menighedsraadet hævder, at Kaldskapellaniet skal bevares for Kristkirkens Sogn, men det kan holdes ubesat, indtil en Kirkesal er opført i søndre Sogn. I denne Peride stilles der 150 Kr. månedlig til Sognepræstens Raadighed til at afholde Hjælp for."

Ved Skrivelse af 9. Januar 1924 bifalder Kirkeministeriet, at Kaldskapellaniet ved Kristkirken indtil videre benstaar ubesat, og at der ligeledes Indtil videre stilles et Beløb af 150 Kr. maanedlig til Raadighed for Sognepræsten.

Den omtalte Kirkesal blev Indviet i December 1924, og Kaldskapellaniet ved Kristkirken nedlagdes fra 31. December samme Aar, idet et Mindretal indenfor Menighedsraadet, deriblandt Pastor Jørgensen, nu havde udtalt sig for dette.

Fra samme Dato inddroges den Sognepræsten tillagte Hjælp paa 154 Kr. maanedlig.

Under Hensyn til de saaledes foreliggende Oplysninger finder Ministeriet for sit Vedkommende ikke Anledning til at foretage videre.

Pastor Jørgensen og Indremissionen. 

VI har forespurgt Kirkeminister Dahl, hvordan Erklæringens Slutning skal forstaas. Han svarede:

- Den skal forstaas saaledes, at der i Henhold til det oplyste savnes Grundlag for en retslig Aktion mod Social-Demokraten, hvis Kritik maa siges at have været berettiget, 

Til denne Udtalelse og til den ministerielle Erklæring, som i et og alt viser, at vi ikke har øvet Uret, skal føjes en enkelt Bemærkning: Pastor Jørgensen, som, med en lidt vidtdreven Kollegialitet, gik med til at anbefale, at Pastor Falk Rønne fik 150 Kr. om Maaneden til Medhjælp, havde forinden modtaget Tilbud om Halvdelen af disse Penge, men havde afslaaet dette Tilbud ud fra den Betragtning, at han ikke vilde modtage Vederlag for et Arbejde, han Ikke udførte, og iøvrigt ikke vilde gøre sig afhængig af nogen, mindst af Biskop Ostenfeld.

Pastor Jørgensen sigtes i en Række Blade for at være Ophavsmand til vore Angreb paa Pastor Falk Rønne og Kirkefondet. Intet kunde være urigtigere. Ingen Præst er Ophavsmand til vor Kampagne. Men om saa var, vilde en Præst, der afslørede uheldige Tilstande indenfor Præstestanden, vel kun gøre sig fortjent. "Kristeligt Dagblad" skrev i Gaar, at Bladet tager det fulde Ansvar for at have givet Stødet til Undersøgelsen mod Pastor Falk Bønne, og at "Guds Menighed" ikke stiltiende ser paa, at en daarlig Aand faar Indpas.

Man skulde efter dette tro, at "Kristeligt Dagblad" vilde være den Præst taknemlig, der afslørede uheldige Forhold indenfor Præstestanden eller Kirkefondet. Det er derfor dobbelt overraskende, at Bladet paa det løseste Grundlag vælter sig over Pastor Jørgensen, stempler ham som en "Forræder", en Person, der bør ekskluderes af Præsternes Kreds.

Dette Standpunkt er uholdbart. Enten vil "Kristeligt Dagblad" dække over Korruption, eller ogsaa vil det være taknemmelig overfor den eller dem, der afslører Korruption. Man kan ikke kræve Renhed og samtidig tilsmudse en Mand, som mistænkes for at have bidraget til at Smuds fjernes. En frygtelig Mistanke kalder "Kristeligt Dagblad" det. Vilde det da virkelig være saa frygteligt, om en præst i den danske Folkekirke reagerede overfor de Forhold, der er dokumenterede ved Ministeriets Erklæring. Vi vilde kalde det hæderligt og ærefuldt, men iøvrigt tilkommer Æren i dette Tilfælde hverken Pastor Jørgensen eller nogen anden Præst. Den tilkommer udelukkende "Kristeligt Dagblad", som under sine Forsøg paa at bortlede Opmærksomheden fra Biskop Ostenfeld og hans Kirkefond har skudt Pastor Falk Rønne i Forgrunden.

Nu har Bladet faaet sin Lyst styret, og dersom Hr. Falk Rønne overvejer at trække sig tilbage, vil han sikkert sende "Kristeligt Dagblad" en venlig Tanke. Men efter et dette lille Intermezzo er bragt ud af Verden, vender vi nu tilbage til vort Udgangspunkt: Københavns Kirkefond, og dets Bestræbelser for at erobre en politisk Magtstilling indenfor Folkekirken.

(Social-Demokraten 22. september 1925).

Kirkeminister Niels Peter Lorentsen Dahl (1869-1936) var sognepræst. Han tilsluttede sig Socialdemokratiet og var 1913-1922 medlem af Folketinget og 1918-1936 af Landstinget. Han blev kirkeminister i regeringen Stauning 1924-1926 og 1929-1935. Dahl var tilhænger af at adskille stat og kirke. Han gennemførte en større sognereform i København.

Biskop Harald Ostenfeld (1864-1934) over Sjællands Stift 1911-1922 og fortsatte i Københavns Stift 1922-1932. Ostenfeld havde bl. a. været formand for den danske Præsteforening og redaktør af dens blad. Han var siden 1890 gift med sin kusine Johanne Seidelin (1869-1901)

Kirkeministeren og Præsten.

En ny Erklæring fra Kirkeminister Dahl.

Kirkeminister Dahl erklærede i Gaar Morges i "Berl. Tid.", at det var urigtigt, naar KØBENHAVN havde meddelt, at han vilde udsende en ny Erklæring - hvorefter han i Gaar Eftermiddags udsendte følgende Erklæring:

I Anledning af at forskellige Blade har fundet en Uoverensstemmelse mellem den af Ministeriet udsendte Erklæring om Pastor Falk-Rønne og min Udtalelse til Bladet "Social-Demokraten" om, at jeg fandt dets Kritik i det væsentlige berettiget, skal jeg udtale følgende:

Alle maa formentlig være enige om, at det i Ministeriets Erklæring under Punkt 2 omhandlede af Pastor Falk-Rønne udviste Forhold, som Ministeriet i sin Tid har udtalt en alvorlig Beklagelse af, er dadelværdigt.

Jeg maa ogsaa finde det uberettiget, at der af de Penge, som var indsamlede til Menighedsplejen, anvendtes et Beløb til et Byggeforetagende ved Kristkirken, hvorved der indrettedes Sakristi og Kontorer til to Præster, Kordegn og Graver.

Jeg maa ligeledes udtale, at de 150 Kr. om Maaneden, som Pastor Falk-Rønne fik bevilget efter den af Pastor Jørgensen i Menighedsraadet stillede Resolution, var tildelt ham til at afholde Hjælp for. Den Medhjælp, han forskaffede sig, var sparsom.

Dette var saa meget mere beklageligt, som Sognepræst Rønne var svag og i en Del af det paagældende Tidsrum havde fast Bopæl saa langt fra sit Sogn som i Taarbæk.

Uagtet Pastor Falk-Rønne ved de omtalte Forhold ikke diskvalificeres som Præst, kan jeg dog ikke andet end finde dem beklagelige og vel egnede til at vække Kritik.

(sign.) P. Dahl.

Som man ser, driver Ministeren efterhaanden mere og mere bort fra Grundlaget i sin egen tidligere - og ministerielle - Erklæring og over til "Social-Demokraten"s Standpunkt.

Vi har i Gaar forelagt ovenstaaende Erklæring for Pastor Falk-Rønne, der meddelte, at han i Morgen ville udsende et nyt Svar.

(København 26. september 1925).

Falk-Rønnes følgende svar lagde ikke noget til sagen. Hvilket han senere erkendte idet han skrev at hans tidligere udtalelse måske havde været vildledende. Bl. a. fordi sagen hvilede på skriftlige og mundlige aftaler. 

Pastor Falk-Rønne gør Afbigt i den ellevte Time.

Pastoren har i Gaar udsendt en Erklæring i hvilken han tilbagekalder sine Angreb paa Kirkeministeren og Social-Demokraten. - Kirkeminister Dahl taler i Dag i Folkethinget.

Den 27. September bragte vi en Artikel med Overskriften: "Pastor Falk Rønnes Panstande er tendentiøse og positivt urigtige". Vi gengav i denne Artikel en saakaldt "Redegørelse", i hvilken Pastor Falk-Rønne søgte at bortforklare, at han af Statskassens Midler havde hævet Penge til gejstlig Medhjælp - men havde beholdt disse Penge selv. Overfor Pastor Falk Rønnes Fremstilling gjorde Kirkeminister Dahl gældende, at Pastoren havde sammenblandet forskellige Data for at tilsløre et usømmeligt Forhold. Kirkeministeren bebudede, at han i Folkethinget vilde give nærmere Oplysning om Pastor Falk Rønnes ubehændige Jongie￾ring med visse Kendsgerninger. I Dag faar Kirkeministeren Ordet, og Hr. Falk Rønnes Sag vil blive stillet i rette Lys.

I den øjensynlige Hensigt at foregribe Begivenhedernes uafværgelige Gang udsendte Pastor Falk-Rønne i Gaar følgende Erklæring:

Jeg er bleven gjort opmærksom paa, at min Redegørelse for Anvendelsen af de mig i Aarene 1923-25 tilstaaede Beløb til Afholdelse af Udgifter til Medhjælp kan virke misvisende, da de to Perioder 1. Oktober 23 - 1. December 24 og fra 1. Marts 25 ikke er holdt ude fra hinanden. Jeg indrømmer gerne dette.

Jeg skal endvidere erklære, at hvis mine Udtalelser til Bladene er blevet opfattede som Beskyldninger mod Kirkeministeren for Partiskhed, da har dette ikke været min Hensigt, og jeg erkender, at den af Ministeren valgte Fremgangsmaade, ved en Undersøgelse at faa fastslaaet, hvad der laa til Grand for et herværende Dagblads Angreb, har svaret til Hovedhensigten: at skabe Klarhed.

København, d. 3. November 25.

Jørgen Falk Rønne.

Det er beklageligt, at Pastor Falk-Rønne først nu i den 11. Time er blevet gjort opmærksom paa, at hans saakaldte Redegørelse kunde virke misvisende. Vi paapegede det ellers klart nok allerede den 27. September og følgende Dage. Vi udtalte aabent, at Pastorens Fremstilling var et Forsøg paa Tilsløring. Han beregnede sine Indlægter til 31. December 1924, men sin Udgifter til langt ind i Aaret 1925. Derved opnaaede han - paa Sandhedens Bekostning - at give det Udseende af, at de Penge, han foruden sin Gage havde hævet i Finanshovedkassen, kun havde strakt til det strengt fornødne. Kirkeministeren udtalte om denne Adfærd.

- Den af Pastor Falk Rønne under Punkt 8 givne Fremstilling er ikke blot tendentiøs, men ogsaa positiv urigtig. løvrigt ønsker jeg ikke at fortsætte en offentlig Polemik, der allerede er udartet saaledes.

"Kristeligt Dagblad", "København" og andre skinhellige Organer svarede med en Strøm af Skældsord. De holdt sig til Pastor Falk-Rønnes urigtige Fremstilling, smædede Ministeren og beskyldte Social-Demokraten for paa det lumpneste at overfalde en hæderlig, sagesløs Præst.

Siden da er forløbet godt en Maaned, og nu da den uundgaaelige Afsløring var forestaaende, møder Hr. Falk-Rønne frem med en Erklæring, som er sat paa Skruer, for at Offentligheden ikke skal forstå hvilket Tilbagetog den indeholder.

(Social-Demokraten 4. november 1925).

Kirkeminister Dahl indledte efterfølgende en forhandling af bestemmelserne om den københavnske Kirkefond. Den daværende ordning, en kongelig resolution fra 1903, bestemte at Sjællands biskop skulle være formand for Kirkefondens bestyrelse, hvilken Dahl ønskede ændret.

Jubilæum paa Vældegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Et besøg paa den gamle, kendte Husholdningsskole

Idag vil Flagene gaa til Tops i Gentofte By, og der vil glide en Strøm af Biler henad Vældegaardsvej, for i Dag er der Fest paa Vældegaard, den gamle, smukke Husmoderskole, der ligger gemt bag Træerne i den store, efteraarsgulnede Have. - Vældegaard fejrer sit 25 Aars Jubilæum, og Masser af gamle Elever og Paarørende til de nuværende har meldt sig for at gratulere og for at deltage i Aftenens Festligheder.

- Vi bliver 150, der skal spise i den store Festsal, fortalte Skolens Ejerinde. Frk. Helene Hjul, da vi i Gaar aflagde Gaarden et Besøg. - "Se, alt staar pyntet, parat til at modtage Gæsterne. de unge Piger har lavet hver Smule selv, dekoreret med Grønt, malet Skjolde, dækket Bord og sat Servietter op - de har været en ren Svir for dem, og de glæder sig utroligt. 

I de tre store Køkkener gaar det løs med Forberedelser til den kommende Dag; der laves de mest raffinerede kold Retter, lækre, og ligefrem maleriske. - Der bages og steges, og alle de hvidkappede, unge Piger er Fyr og Flamme.

"Det morer dem umaadeligt." siger Frøken Hjul, da vi senere sidder hyggeligt i en af de fire, smukke Dagligstuer, og Skolene Kæledægge, den pragtfulde Hund Jim, har lagt sig ved sin Herskerindes Fødder. - "I det hele taget synes jeg at mærke, at der er en tiltagende Lyst hos unge Piger til at give sig af med Huslighed. Der var maaske nogle Aar. hvor det huslige Arbejde ikke regnedes for fint, men nu er det, som Forældrene har faaet Øjnene op for, at det er sundere og vel ogsaa nyttigere for dem, der en Gang gifter sig, end Kontoristlivet.

 "Vi har paa dette Halvaarshold." - fortsætter Frk. Hjul paa sit klingerne Norsk - 46 unge Piger, danske, svenske, norske, islandske og færøske - de er de bedste Kammerater af Verden, og det hyggelige Liv, vi lever udenfor Arbejdstiden, skal ogsaa gøre sit til at knytte dem til hinanden. Vi leger - ja vi gør saamænd - om Aftenen i den store Sal, Ordsprogslege, alt muligt - vi spiller, vi synger - ligesom vi ogsaa altid begynder Dagen med en Sang - vi sludrer, spiller Bridge, danser - hver Aften endda - det er vores faste Motion, og i Sommer har vi haft mange dejlige Timer ude i den gamle Have.

Ja. alt det var Fritiden - ler Frk. Hjul - men ellers gaar Dagen jo med Arbejde, raskt og fornøjeligt - jeg elsker mm Gerning her, og jeg tror virkelig, jeg forstaar at sætte mig ind i Eleverne Tankegang. - Jeg var jo selv Elev her et helt Aar og blev senere Lærerinde i Fru Blicher Hansens Tid, og saa købte jeg jo Ejendommen af Prins Valdemar i 1921. Jeg er levet sammen mod Skolen, forstaar De.

- Underviser De selv? spørger vi Frk. Hjul, der jo ellers kunde tænkes at have nok med Skolens Bogføring. - Vældegaard er jo statsunderstøttet og derfor kontrolleret og forpligtet til en Masse Regnskabsaflæggelse.

"Ja. i alt det, jeg vil kalde Hjemmets Indretning og Vedligeholdelse. Jeg gennemgaar bl. a. hver Dag alle Værelser, undersøger, om Rengøringen udføres som den skal - er det ikke Tilfældet, paatales det i alles Nærværelse ved Bordet. Det er jo ikke saa morsomt for den Arme - smiler Frøken Hjul - derfor hjælper Reprimanden ogsaa hurtigt. De deles jo i Hold, i Familier, de mange, unge Piger - hver har sit huslige Arbejde; lige fra at lave Mad og dække Bord til at vaske og stryge. Paa saadan et halvt Aar kommer vi Rækken af Pligter tre Gange igennem - paa den Maade vil de allesammen, selv med Forsømmelser, komme til at prøve sit - ingen kommer herfra uden paa egen Haand at have stegt en Steg eller behandlet en Fugl. Saa har hver Eftermiddag i Ugen efter Thetiden sin Undervisningstime i andre Fag. - Der er jo baade Sygepleje, Barnepleje, Skrædersyning, Knipling og meget  andet, vi skal igennem, og det morer dem allesammen meget, har jeg Indtryk af - navnlig Barneplejen.

Det er saa morsomt og saa dejligt, at Skolens Elevantal stadig gaar fremad. Det, jeg saa gerne vil, er, at den foruden at være en Undervisningsanstalt ogsaa skal være et Hjem for de unge Piger. - Og morsomt bliver det for de mange, gamle Elever at mødes med hinanden og de nye, ikke sandt?

Naar nu bare Regnen vilde holde lidt op - siger Frøken Hjul og skæver op til den truende Himmel, da hun følger os ud - se, der kommer to unge Piger med et mægtigt Skilt paamalet Velkommen - det skal op over Døren, at vores mange Gæster straks kan se, hvor vi glæder os til at modtage dem". Vik

(B. T. 12. september 1925).

Skolen lå på Vældegårdsvej 4 og blev oprettet 1884 under navnet Vældegård Kvindeskole og fra 1900 som Vældegårds Husholdningsskole. Bygningen tilhørte oprindelig prins Valdemar. Helene Hjul og Ella Øllgaard afløste i 1921 Juliane Blicher-Hansen som leder. Hun havde drevet skolen med bistand fra sin datter Astrid Blicher-Hansen. Helene Hjul havde da arbejdet på skolen som lærerinde i 9 år. Den blev nedlagt 1943.

Kryolitarbejdernes Sommerudflugt til Bræen "Isblink". (Efterskrift til Politivennen)

Bjørndalshytten og dens storslaaede Omgivelser.

I Kryolitminen i Ivigtut arbejder for Tiden 140 danske Arbejdere. En af dem sender os følgende stemningsfulde Artikel:

Den dejlige grønlandske Sommer har nu atter indfundet sig hos os. Sent var det i Aar, før vi rigtig fik den at mærke. Meget ustadigt Vejr, med Regn og Taage, har vi haft, men alligevel - Arbejdet i Minen er gaaet roligt og støt. Temperaturen har været ideel for vort Akkordarbejde, tilpas Varme, og vi har været skaanet for den forfærdelige Myggeplage (Moskitoer), som i en varm Sommer kan være utaalelig.

Vi har nu naaet Lørdag d. 4. Juli, Dagen og Tiden for vor Sommerudflugt til Isblink - "Isblinkerdag" som den kaldes og er en stadig tilbagevendende Festdag i Aaret, som vi Arbejdere ser henmod med Glæde og Længsel. For den er vor eneste Sommerferie. Ja tænk - at have fri fra Lørdag Frokost og til Mandag Morgen; det er en Nydelse, som skattes af os, der ellers hver Dag arbejder 11 Timer og tillige Søndag Formiddag.

Jo - det er herligt med saadan en Dag, hvor man kan komme bort fra den daglige Trædemølle, fra Minens Støj og Larm.

Og i Dag er Vejret henrivende, rigtig en grønlandsk Sommerdag med straalende Sol fra en aldeles blaa og skyfri Himmel.

"Qvarta", Brudets store Motorbaad, er nu klar til Start. Den har faaet 4 Robaade paa Slæb, bemandet med ca. 40 af Minens 140 Arbejdere - og nu gaar det for fuld Speed udover Arsukfjorden, med Kurs mod Isbræen lsblink (Indlandsisen), som ligger ca. 30 km nordøst for Ivigtut.

Her sejler vi nu paa den stille, dybe Arsukfjord. Rundt om os knejser mægtige nøgne Fjeldtoppe, der afveksler med dybe, grønklædte Dale og smaa Fjordindskæringer.

Nedad Fjeldskraaningerne haster et Utal af smaa Elve, der i et Skum og Brus opsluges og forsvinder i Fjordens mægtige Dyb.

I Dag, som sidste Aar og som for Tusinde Aar siden, er "Isblink" den samme med sine takkede Istoppe og sin brølende Moræne.

I tavs Beundring ser man opad og udover og grunder uforstaaende paa, hvad er det hele? Hvor langt rækker du og hvad gemmer din Is under din mægtige Dyne?

Efter at have spist vor medbragte Mad og haft et to Timens Ophold her sejlede vi videre, forbi det stejle Maagefjeld, Tusinder af Maagers Yngleplads. Morsomt var det at se de Masser af Maager kredse over os og rundt om os.

Umiddelbart herved ligger et mægtigt Vandfald, "Foxfaldet", det største her i Sydgrønland. Her i en lille Vig gik vi i Land for at foretage Turen over Bjørndalsøen til Bjørndalshytten, der ligger paa den modsatte Side.

Lad mig sige det straks, at for os som var med paa denne Spadseretur, var det den bedste, vi endnu har oplevet mellem de vilde grønlandske Fjelde. Med paa denne Tur var flere af Brudets Assistenter, Lægen og vor afholdte Bestyrer, den svenske Ingeniør D. Carp. Samtalen var livlig, glad og fri. Da Halvdelen af Vejen var tilbagelagt, traf vi paa smaa fjeldsøer (Indsøer), som i derea maleriske Beliggenhed frembød et interessant Skue. Foruden det indbød det friske, klare Vand os med en uimodstaaelig Kraft til at tage en Dukkert

Knapt var denne Tanke bleven til Virkelighed hos os, før Bestyreren havde smidt al Klunset og hoppede ud, og tro fulgte ham hans Svende.

Det skal bemærkes, at det hører til Sjældenhederne, at nogen her i Grønland bader i aabent Vand. Selv i den varmeste Sommer er Fjordvandet aldrig over 4 Gr. C. Betydelig varmere kan Fjeldsøen blive (ca. 10 Gr.). Foruden dette, at det var en sand Nydelse at bade her, hvor vi kunde røre Lemmerne, svømme og dykke ganske som der hjemme, var det jo en Oplevelse, ja et Eventyr. Paa Turen til Indlandsisen var vi ude at bade! - ikke sandt, det lyder utrolig; men sandt er det.

Med lette Fjed over Stok og Sten naaede vi snart Bjørndalshytten, hvor Baadene forlængst var ankommet. Her ventede der os varm Kaffe og Punsch. Ja, det kan ikke nægtes - dejligt var det at faa noget at styrke sig paa ovenpaa den Tur!

Her er henrivende dejligt, her midt mellem Fjord og Fjeld. Alt er saa grønt og smilende blidt - det er som hviler her en tusindaarig Fred og Ro over hele Landet.

Kære Venner der hjemme! I kan ikke tænke, hvor smukt her er. Det kan ikke beskrives - det maa ses. Selv maa man prøve at aande i den friske bakteriefri Luft, som her omgiver os. Først da føler man sig sund og veltilpas. Og man mærker hvor langt man er fra al Civilisation!

Som den hvide Polarræv lever vi unge Mænd her i vort store, fredelige Land sundt og friskt - fri for alle Sorger og Bekymringer - ja, fri for alt, hvad der kan tynge en Mand paa Sjæl og Legeme.

Men alligevel er vi unge Mænd ikke rigtig glade, som da vi var hjemme. Der er saa meget vi synes at mangle - ikke alene er det Hjemlandet med alle de vante Herligheder, som vi her er afskaaret fra, men ogsaa Savnet af Kvinden hende som alene er i Stand til at give os den Kærlighed, som maa til mellem Mennesker for at holde Mod og Styrke oppe til den stadige Kamp for Tilværelsen.

En Tænker har engang sagt: "Livet er en Kamp for Tilværelsen". Men vel ingen Steder mærkes det saa høj en Grad som her i de arktiske Egne, hvor Vinter og Kulde,

Sult og Nød er Fjender mod de faa Skabninger, Mennesker og Dyr, som af Naturen er henviet til at leve her.

Da har vi unge danske Mænd det godt i "Tutten" - ogsaa ved Vintertid. Penge har vi nok af, og Mad giver Moder Danmark os som altid.

Ivigtut 1 Juli 1925.

Ivigtutter.

(Social-Demokraten 6. september 1925).

Agnete Bertram (1893-1983). (Efterskrift til Politivennen).

Frk. Bertrams Elev-Opvisning.

Der er stor Interesse for Kvindegymnastik. Det flk man et glimrende Bevis for i Gaar, da den bekendte Gymnastiklærerinde, cand. mag. Frk. Agnete Bertram præsenterede sine Elever for et talrigt Publikum. Hver eneste Billet var udsolgt, og blandt Tilskuerne var baade højærværdlge Repræsentanter for Videnskaben saavel som for Idrætten og Sporten.

Opvisningen var en forbedret og udvidet Gentagelse af den Opvisning som Frk. Bertram gav i Fjor ved De Nordiske Idrætslege; men Opvisningen her virkede endnu mere homogent, endnu bedre. Der var Skønhed og Gratie over de 50 unge Piger, og de siddende og liggende Fællesøvelser var ganske fortrinlige.

Derimod kneb det lidt med Øvelserne paa Bommene. Det kneb for mange af de smaa Damer at holde Ballancen; men saadanne smaa Svagheder bærer man over med. Man frydede sig over hver Øvelse, der blev fuldført fejlfrit, og man klappede og klappede - og fik Øvelser gentaget.

(Klokken 5, 10. marts 1922).

Frk. Bertrams elever i Tempelgården, Idrætshusets store sal. Foto fra Klokken 5, 17. april 1923.

Den plastiske gymnastik. Opvisning i Idrætshusets store sal. Omkring 70 gymnaster. Pauserne blev udfyldt af Københavns filharmoniske Orkester. Foto fra Klokken 5, 21. april 1925. Samme år underviste Bertram også på Sønderstrand.

Hun er med i Danmarks første gymnastikfilm fra 1923 der varer over 50 minutter: "Med denne første danske gymnastikfilm i 1923 opnåede gymnastikpædagog Agnete Bertram (1893-1983) megen omtale i den københavnske presse. Filmen blev optaget i Carlsbergs æresbolig på Valby Bakke. Den rumlige iscenesættelse understreger gymnastikens æstetiske udtryk.  Gymnasterne er klædt i karakteristiske lyse og fjerlette silketunikaer, som  understøtter rummets antikke græske stemning. Filmen er inddelt i følgende fire afdelinger: 1) Indledende øvelser. 2) Gående og stående ligevægtsøvelser og ligevægtøvelser på bomme. 3) Siddende, liggende og knælende øvelser. 4) Gang- og løbeøvelser samt afslutning. (Kilde: Anne Lykke Poulsen og Karen Vedel: Kvindegymnastik, scenisk dans og kvinders medborgerskab i 1920erne og 1930erne". I 1924 kom der en grammofonplade.

Et Ord med paa Vejen:

Rytmen i Kvinden.

Fru Agnete Bertram har vundet Anerkendelse i vide Kredse med sin Kvindegymnastik. Det er lykkedes hende at skabe noget virkeligt smukt - og praktisk. Fruen udtaler sig her om Kvindens Gymnastik.

Gymnastik for Kvinder bør være -- Kvindegymnastik. Den bør være skabt og anvendt efter Kvindens særlige Bygning, Anlæg og Bevægelsesform.

Den gamle Gymnastik var ikke velegnet til Kvinden, den var for stærk, for streng, for militærisk - ja, den var født militærisk. Den havde det for Øje at skabe de bedst mulige Soldater.

Det skal ikke forstaas, at den gamle Form for Gymnastik er daarlig. Hovedformaalet for den er det samme som for Kvindegymnastiken: at fremme Bevægeligheden, Kraften, Elasticiteten. Men Formen for at naa disse Maal er egnede for Mænd - men ikke for Kvinder. De to er forskellige.

Med Kvindegymnastiken tilsigtes for det forste gennem systematisk Gennemarbejdning af Led og Muskelgrupper en forøget Bevægelighed, Elasticitet og Ydeevne. Svagere Partier (f. Eks. Lændepartiet og Bugmusklerne) skal styrkes, og uheldige Vanestillinger og Holdningsfejl skal lettes.

Det kan naas. naar den enkelte Gymnatiktime er bygget saaledes, at der faas en passende cg behagelig Motion, der øger Velbefindendet baade under og efter øvelserne, virker oplivende, forfriskende - uden at være trættende.

Det maa for det andet tilstræbes - ved at opøve Muskel- og Rytmesansen, det vil sige: den plastiske Bevidsthed - at give det fulde Herredømme over Legemet, saa baade Hvile og Bevægelse bliver fti og harmonisk.

Det naas ved Systemet, en stadig Undervisning, hvor Øvelserne gradvis bliver sværere - uden at det mærkes, at Fordringerne stiger, men at der stadigt føres til højere Standpunkt henimod Maalet.

Og her træder Musiken til som et Hjælpemiddel, dels for at understøtte Rytmen, men mest for at hjælpe Gymnasten til at give Udtryk for Bevægelsers psykiske Indhold og derved faa den dybeste Værdi af Øvelserne. Thi gaar denne Evne over i Blodet, her Gymnastiken været virkelig opdragende.

Den er blevet Kultur.

(Klokken 5, 19. september 1925).

Lykkens Udvalgte.

Fru Agnete Bertram der har Succes paa Forhaand.

Vi har forlængst meddelt at den kendte kvindelige Gymnastikpædagog Fru Agnete Bertram i Aften afholder en Opvisning i Idrætshuset, hvor hun, eller rettere sagt hendes Elever vil vise en ny Serie Øvelser. Fru Bertram er en af Lykkens udvalgte, thi næppe er Meddelelsen om, at hun arrangerer en Opvisning naaet ud til Offentlighedens Kundskab, før Publikum flokkes om de sædvanlige Billetudsalgssteder og sikrer sig Billetterne.

Der er udsolgt til den første Agnete Bertram-Aften og, beruset at Heldet og begunstiget af sin egen Forudseenhed, der en Gang i Vinterens Hjerte fik hende til at leje Idrætshuset for to Aftner i Træk, har Fru Agnete mu besluttet sig til at gentage sin Opvisning Fredag Aften.

Og der vil blive Rift om Billetterne til denne Aften, som der har været det om Billetterne til den første Opvisning paa Torsdag.

Den plastiske Gymnastik har altid haft et stort Publikum - og den er ogsaa vel værd at se. Fru Agnete Bertram har formaaet at give denne Art af Gymnastiken en skøn Udformning, men Gymnastiken er ikke glemt for Gratien. Det er det store i hendes System, og derfor fortjener det i Virkeligheden baade Støtte og Opmuntring. Men begge disse Begreber kommer af sig selv. Et Bevis herfor er, at der straks blev udsolgt til Opvisningen paa Torsdag - og et Bevis paa at Systemet er i bedste Hænder, har man deri, at det er lykkedes at arrangere en Gentagelse af Opvisningen allerede paa Fredag Aften.

Der bliver fuldt Hus og stor Begejstring begge Aftner.

(Klokken 5, 8. april 1926).

H. C. Andersens Boulevard, Agnete Bertram Skolen, set mod rådhustårnet. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Hjemmegymnastik og Ligevægtsøvelser i Idrætshuset.

Fru Agnete Bertram havde ikke nogen stor Sukces ved Opvisningen i Aftes.

Der var en udmærket Helhedsvirkning over de Præstationer, som Fru Agnete Bertrams mange Elever viste i Aftes for et omtrent fuldtalligt Publikum i Idrætshusets store Sal. Der var ogsaa megen god og gediegen Gymnastik Imellem, men der var rigtignok ogsaa en hel Del Godtkøbskram.

Den oprindelige Hensigt med den bertramske Gymnastik var vistnok en Kombination af Gymnastik og Plastik, en Kombination, der ikke blot tog sig ud, men ogsaa var noget. Det var ogsaa lykkedes, men det synes nu, som om Systemet har udartet, som om der er lagt for megen Vægt paa det rent udvortes.

Herligt var det at se de 68 unge Piger gøre de fritstaaende Øvelser. Der var Takt, Rytme og Ynde over dem. De var af en ejendommelig, men god Virkning. Helhedsvirkningen var god, men det er oplagt Øjenforblændelse at katalogisere Præstationen som noget ganske enestaaende, som noget epokegørende. Det var den ikke. Mange af vore Damegymnastikhold kan vise Øvelsesserier, der ikke blot tager sig mindst lige saa godt ud, men som ogsaa rummer langt mere Gymnastik.

Det er tvivlsomt, om Flertallet af Aftenens Publikum vil indrømme det, men det er Ikke desto mindre rigtigt.

Aftenen indlededes med et virkelig godt Program l fritstaaende Øvelser, udført af Fru Bertrams 25 bedste Elever og de allerfleste af Ligevægtsøvelserne paa Bomme, der fulgte umiddelbart efter, var ogsaa gode. Ganske vist skete der en hel Del Smaauheld, men det kan ske i de bedste Familier, og det sker ogsaa i den virkelige Mesterskabsgymnastik. Et Par af disse Ligevægteøvelser, blandt anden den, der blev kaldt Aften, var lovlig fantasifuld, men uendelig indholdsløs. Andre, for Eks. Havfruerne, gav to af Eleverne Lejlighed til at udfolde et glimrende Talent for rytmisk Gymnastik og on anden Ligevægteøvelse paa Bommene, Kaalormen, gav en af Deltagerne Æren af at præstere Aftenens bedste Gymnastik. Det var en Nydelse at følge den Lethed og Elegance, hvormed denne vanskelige Øvelse blev udført.

Den blev ogsaa hilst med fortjent Bifald.

I de staaende Øvelser var der mangt og meget, som det ikke var nemt at blive klog paa. Der blev saaledes vist en kombineret Øvelse i at slaa Lussinger, feje, vaske, og jage Fluer væk paa samme Tid. Den tog Kegler hos den mere oplagte Del af Publikum. Men det var de færreste.

Det nye, der blev vist i Gaar, var Hjemmegymnastiken, der indlededes med den reglementerede fascistiske Morgenhilsen. De staaende Øvelser var glimrende kombinerede og blev fikst udførte, medens de siddende Øvelser var mindre overbevisende.

Aftenen sluttede med en Række Gang- og Løbeøvelser. Der var over dem en hel Del af det rigtige, af det oprindelige bertramske, af denne Blanding af Gymnastik og Plastik, der nødvendigvis maa være Hovedgrundlaget for den Kvindegymnastik, der vil være i Stand til for Alvor at slaa igennem.

Opvisningen blev ledsaget af Flygelmusik - og det gjorde sin Virkning. Musiken er i Stand til at skabe en hel Del af den nødvendige Rytme, den virker animerende baade paa Deltageren og paa Publikum. Og den var en udmærket Hjælper ved Opvisningen i Aftes.

(Klokken 5, 9. april 1926).

I 1929 deltog i Idrætshuset også et børnehold fra Bertramskolen.

Den kvindelige Linie i Gymnastiken.

En Dame, der har Sukces. - Interessen for Kvindegymnastik i stærk Stigen.

Agnete Bertram

Igaar og i Forgaars var der fuldt Hus i Idrætshuset til Agnete Bertrams Opvisning. Og paa Fredag Aften er Fruen igen i Idrætshuset med sine Elever - og der skal saamænd nok være fyldt paa Tilskuerpladserne Dag Ogsaa.

Den stærke Interesse for Kvindegymnastiken.

- Hvad kan Grunden være til den Sukces? spørger vi Fruen selv.

- Det er saadan, at Interessen for Gymnastik i det Hele har været stadigt voksende i de sidtste Aaringer. Og det gælder ikke mindst, at Kvinderne er kommet godt med. For en Halv Snes Aar siden var det i allervæsentligste Grad ude paa Landet, at interessen var. By-Ungdommen var mere udenfor. Men dette Forhold har ændret sig i betydelig Grad.

- Kan man nu kalde det, De lærer Deres Elever for Gymnastik? Skulde man ikke finde et andet og et smukre Ord.

Det smukke skal frem.

- Nej, det behøves saamænd ikke. Jeg har kaldt det for Gymnastik fra min første Opvisning i Studenterforeningen 1918.

- Men det er dog en anden Gymnastik end dem sædvanlige, der ses. 

- Det er vel en mere kvindelig Gymnastik. Den gamle Kvindegymnastik var i Linje med Mandegymnastiken, der igen kan føres tilbage til Militæret. Denne Gymnastik kan væro udmærket for Mænd, men der maa søges andre Veje for Kvinderne. Deres Gymnastik maa være i Overensstemmelse med kvindelig, naturlig Bevægelsesform. Skønhedsmomentet spiller da med ind, men derfor kan man godt fastholde de gamle gymnastiske Maal: Alsidighed i Bevægelsen, Motion og Holdning. At Musiken spiller en stor Rolle i min Gymnastik gør maaske ogsaa meget til, at Publikum synes om den. 

- Hvorlænge har De haft Deres Skole?

- Fra 1915. Jeg begyndte dengang med et Hold gamle Skolekammerater. 

- Og nu?

- Nu har jeg 18 Kvinde- og Børnehold.

(Klokken 5, 8. maj 1929).

Der findes en video af et af hendes gymnastikhold som optræder i en park. Optagelsen er uden årstal.

Agnete Bertram (1893 - 1983) begyndte at undervise i gymnastik i 1915 og læste gymnastik på Kbh.s Universitet. Hendes første gymnastikopvisning var i 1918 med seks kvindelige gymnaster. Dengang optrådte kvinder normalt i gymnastikkjoler med bukser. Bertrams hold i ærmeløse og fjerlette silkekitler. Den traditionelle stillingsgymnastik var erstattet af rytmiske øvelser. 

I 1920 blev hun cand.mag. i dansk, engelsk og gymnastik - den første kvinde, der aflagde eksamen i gymnastik som universitetsfag. Samme år etablerede hun Agnete Bertram Kvindegymnastikskole, sammen med bl.a. Signe Prytz, den første kvindelige dr.phil. i gymnastik. Det var fortrinsvis det københavnske borgerskabs kvinder og piger.

I 1922 støttede AB oprettelsen af Nordisk Forbund for Kvindegymnastik og var medlem af den danske styrelse i de første år. Hun var i det hele taget internationalt orienteret og holdt i slutningen af 1920’erne kurser i Kbh. for engelske, amerikanske og polske gymnastiklærerinder. 

I 1925 blev hun gift med gymnastikinspektør Niels Christian Daniel Petersen. 

Omkring 1930 havde skolen ca. 1900 elever på årsbasis. 

1928 oprettede AB en etårig uddannelse for gymnastiklærerinder, der var efterspurgte i foreninger og på gymnasier, ligesom en del fik arbejde i udlandet. Samtidig var hun ansat som lærerinde i Universitetets Studenter-Gymnastik (USG) 1920-66 og som gymnastikinspektrice samme sted 1943-66. 

Fra 1957 holdt hun forelæsninger på Kbh.s Universitet. 

Agnete Bertram er begravet i urne på Vestre Kirkegård, Afdeling K, rk. 7, nr. 6. På stenen står: Gymnastikinspektør v. Universitetet NCD Petersen. 29 april 1892 10 sept. 1975. Cand. mag. Agnete Bertram 8 okt. 1893 14. marts 1983. Se også indslaget om Eduard Bertram. Foto Erik Nicolaisen Høy.

H. C. Andersenslottet. Samme bygning som ovenstående foto, blot fra den modsatte side. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavnsk Kvaksalver i Middelfart. (Efterskrift til Politivennen)

En Mirakeldoktor forvolder to Menneskers Død.

Repræsentant Jørgensens "Papirkur"

En Repræsentant Jørgensen her fra Byen eftersøges i disse Dage af Statspolitiet i Middelfart. Sigtelsen mod ham er af meget alvorlig Art. Han har optraadt som Mirakeldoktor og derved foraarsaget to Menneskers Død.

For nogen Tid siden korn han til Middelfart og lejede sig ind hos en derværende Familie. Her begyndte han saa at give Konsultationer for alle forskellige Sygdomme. Men Behandlingen var ens. Den bestod i Haandspaalæggelser, medens han mumlede nogle Skriftsteder fra Biblen. Naar Behandlingen var færdig, erklærede han, at Patienten skulde gennemgaa en "Papirbehandling". Mod et Efterkrav paa ti Kroner fik Vedkommende sendt nogle Stykker gult Papir, der skulde anbringes paa Ryggen og ved Hjertet.

Denne Humbug har i en Række Tilfælde forværret Patienternes Sygdom og to Patienter er afgaaet ved Døden efter at have været under Behandling. I det ene Tilfælde udtales det i en Lægeerklæring, at Behandlingen har har været stærkt medvirkende til Patientens Død.

Det drejer sig om en Kvinde med Sukkersyge. Der var bevilget hende Friplads paa et Hospital, hvor hun skulde have været underkastet Insulinbehandling.

Da hun kom til Jørgensen, erklærede han, at hun ikke behøvede at holde den af Lægen ordinerede Diæt. og derved forværrede Sygdommen i meget høj Grad. Faa Dage efter døde han.

Mirakeldoktoren flygtede, saa snart han anede Uraad, men man har nu hans Spor.

(Aftenbladet (København) 4. september 1925).

Kvaksalveren.

Affærens Enkeltheder.

Repræsentant Jørgensen, der er bosiddende i Ryesgade i København, sigtes for i en halv Snes Tilfælde at have kvaksalvereret paa Patienter, der led af alvorlige Sygdomme. Han kom til Middelfart i Oktober i Fjor og boede hos nogle Slægtninge i Forstaden Nytofte. Hans Svigerinde, som led af Sukkersyge, døde 3. Juledag efter at have gennemgaaet en af hans Kure, der dels bestod i Behandlingen med "helbrende" Papir, dels i Strygninger i Luften uden Berøring af Legemet. Den anden døde er en Gartner Jørgensen, som led af Tuberkulose. Endvidere har Repræsentanten behandlet en Kusk Nielsen, en Enkefru Jørgensen, der led af Kræft, en Fru O., der led af Nervesmerter og en ung Mand, der led af Tarmsygdom.

Anmeldelse blev indgivet af Fabrikarbejder Rasmussen, som sigtede Repræsentanten for Bedrageri. Rasmussen havde betalt 20-30 Kr. pr. Konsultation hos Kvaksalveren. Kun et af de afhørte Vidner, en Murer C_s Hustru, har forklaret, at hun har haft Gavn af Repræsentantens Behandling. Hun, der lider af en alvorlig Rygmarvssygdom, hævder, at det hjalp, da Jørgensen først nogle Tm. fra hendes Ryg foretog mystiske Bevægelser i Luften og dernæst lagde Papir paa hendes Ryg.

I Løbet af faa Dage vil Sagen bliver overgivet Københavns Politi til nærmere Undersøgelse. Det befrygtes, at Repræsentant Jørgensen ogsaa i København har drevet sin ligesaa uhyggelige som indbringende Virksomhed.

(Horsens Social-Demokrat 5. september 1925).

Mirakeldoktoren i Ryesgade.

Han anklages af Dr. Martin, Middelfart, for at have forvoldt et Menneskes Død ved sine Papirkure.

Et Brev fra den hellige Kvaksalver.

Københavns Politi har endnu ikke fra Myndighederne 1 Middelfart modtaget  Anmeldelse om Repræsentant A. Jørgensens Virksomhed som Kvaksalver. Men de stedlige Læger arbejder ivrigt mod Sagen, og bl. a. har Dr. Martin overfor den lokale Presse udtalt, at Repræsentant A. Jørgensen utvivlsomt har forvoldt et Menneskes Død.

Han sigter hermed tit en kvindelig Sukkersygepatient, som han havde skaffet Friplads paa Rigshospitalet. Hun kunde have kommet sig, hævder Dr. Martin, men Ulykken vilde, at hun kom i Forbindelse med Mirakeldoktoren Jørgensen, der behandlede hende med sine Plastre at Toiletpapir. Hun opgav Tanken om et komme paa Rigshospitalet - og afgik snart ved Døden.

Det er indtil nu konstateret, at Jørgensen har haft 8 Patienter til Behandling. Han vandt dem ved sit indsmigrende Væsen, som han spækkede med em god Portion Hellighed, himmelvendte Blikke og salvelsesfulde Velsignelser. Politiet har beslaglagt en Række Breve fra hans Haand. De vidner om mangelfulde ortografiske Begreber, og hvad hans Kendskab til Lægekunsten angaar, er det karakteristisk, at han ikke kender Forskel paa Hjertekulen og Maven.

Her er et Brev, stilet til en Fru S., hvis Søn er døv:

Til Fru S.!

Her sender jeg Dem en Pakke Papir til Papirsbehandling. Papiret lægges paa Ryggen og Hjertekulen (Maven) skiftevis. Dette Papir har en forunderlig lægende Kraft mod alle Sygdomme. Deres Drengs Lægebehandling og Ophold, 150 Kr. pr. Maaned. Kuren vil nok vare ca. 8 Maaneder. Jeg kan ikke garantere for Drengens fuldstændige Helbredelse, men igennem mine Forsøg vil det vise sig, om der kan gøres noget eller ikke.

Der er det største Haab for, at Drengen kommer til at høre m. m., da han er modtagelig for Naturhelbredelse.

Modtag mine bedste Ønsker for Dem selv og Deres syge Dreng om en rigtig god Bedring. Venlig Hilsen til hele Familien. Herren være med eder alle, fra

A. Jørgensen og Hustru,
Ryesgade, København.

Honorar for Papirbehandling 10 Kr.

I en ledende Artikel udtaler "Middelfart Venstreblad", at der ikke er Grund til at haane Midelfart for denne tragi-komiske Affære. Politiinspektør Buch ved Politiets 4. Afdeling, der antagelig vil faa Jørgensen til Afhøring, naar Middelfartpolitiet indsender Sagen, erklærer dog med et lille Smil, at Jørgensens Mirakelkure er saa ufatteligt taabelige, at man ikke skulde tro noget Menneske villig til at underkaste sig dem - selv ikke i Middelfart.

(Social-Demokraten 5. september 1925).

Kvaksalver-Affæren i Middelfart.

Segcu gaar til Statsadvokateas Afgørelse. - Bliver Hr. Jørgensen tiltalt for uagtsomt Manddrab?

Efter hvad vi erfarer, har Politiet i Middelfart nu afsluttet Undersøgelsen mod den uhyggelige Kvaksalver, Repræsentant Jørgensen, København, der har drevet sit Spil her i Byen.

Det vil endnu huskes, hvorledes Hr. Jørgensen gennem sin Familie i Middelfart kom i Forbindelse med adskillige syge Mennesker, som han fik overtalt til at underkaste sig en "Vidunderkur", som han kunde ordinere dem, men som viste sig at være den argeste Humbug eller det, der var værre.

Sagen gaar nu til Statsadvokaten, der skal afgøre Tiltalespørgsmaalet. At Hr. Jørgensen ikke slipper for at blive dømt for Kvaksalveri, kan sikkert allerede forudsiges, da Politiundersøgelsen har klarlagt adskillige oplagte Tilfælde; men Spørgsmaalet er, om han kan slippe for den alvorlige Anklage for uagtsomt Manddrab. Han havde forledt en Sukkersyge-Patient til at opgive en Insulin-Kur og lade sig behandle med hans "Vidunderpapir", hvorefter Patienten døde, og Lægeerklæringen siger udtrykkeligt, at Kvaksalverens Behandling har været en medvirkende Aarsag til Dødsfaldet.

Sagen har været til Politiundersøgelse et Aars Tid, og den er efterhaanden blevet meget omfattende, idet der er foretaget en Mængde Afhøringer, dels af dem, der er blevet behandlet af Kvaksalveren, dels af Hr. Jørgensen selv. Det har ofte været ret vanskeligt at faa ham i Tale, hvad der ogsaa har bidraget til at trække Sagen i Langdrag.

Det kan sikkert ventes, at Forundersøgelsesforhørene vil kunne tage deres Begyndelse hen i Januar Maaned.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 4. december 1925).