Fra det vestlige Overdrev.
Der er noget meget friskt ved at se en By voxe. Se menneskeligt Snille, menneskelig Kultur strække sine Fangarme ud og gjøre sig ny Jord underdanig. Se nye Kvarterer, nye store Foretagender reise sig, hvor der før kun var grønne Marker. Der er al Ufærdighedens, Nybegyndelsens Poesi over det.
Færdes man ad et Strøg, som i Aarevis har været bebygget og beboet, er det med en Fornemmelse af Ligegyldighed. Strøgets spejlglasrudede Butiker, Arbejderkvartererne med de mangeøiede Kaserner, Villakvartererne med deres tillavede Landlighed og deres knapt tilmaalte Havestumper have det tilfælles, at de tage sig saa inderlig selvfølgelige ud. Man har ingen Fornemmelse af, at der her er Kræfter i Brud, Evner, som anspændes. Tanken om, at alt dette repræsenterer en uhyre Sum af menneskelig Energi, er saa langt borte, at den slet ikke melder sig.
De fleste Kjøbenhavnere holde sig imidlertid til de kjendte Enemærker. "Byen" det er den Gade, hvor man boer plus Strøget. Og vil man "udenfor" er der Frederiksberg, Promenaden omkring Søerne, Langelinje og strandvejen. Altsammen kjendt til Overmaal og med denne Mangel paa Friskhed og Oprindelighed, som fremkaldes af stærk Færdsel.
Saaledes skeer det, at der i Byens Udkanter findes Kvarterer, hver for sig med en Folkemængde, som en større Provinsby vilde være stolt af men som næsten ere ukjendte for en meget betydelig Del af Hovedstadens Befolkning.
Lad os f. Ex. istedetfor at følge Strømmen ud ad Vesterbro til Frederiksberg dreje til Venstre gjennem en af de lange Arbejdergader, der som snævre Fjeldkløfter skære sig igjennem de to Husrækker. Disse Gader, der med deres mørke Huse, fattigklædte Børn, Marskandiser- og Pantelaanerforretninger danne en saa stærk Modsætning til den muntre, asfalterede og Sporvognsbefærdede Vesterbrogade. Og lad os blive ved, til vi naa helt ud til Søndre Boulevard.
Det er en Boulevard som alle de andre. I Midten en Spaserevej med træplantninger, Bænke og Cyklestier, paa begge Sider Gadelinjen. Og alligevel - hvilken Forskjel !
Man seer paa dens Mennesker, dens Butiker, dens Beværtninger, at man er i Byens Udkant, der hvor den brydes med Landet. Dens Beboere have Landboens Trang til at være i det Frie; de lukke sig ikke inde eller gaa paa Beværtninger som de akklimatiserede Københavnere. De Beværtninger, der findes, have for Størstedelen Friluftspræg med Borde og Stole paa Fortovet. Men Flertallet af Beboerne nøjes med at gaa en Tur ned ad Boulevarden, Mændene i Morgensko og med Pibe, Kvinderne barhovede. De fordele sig i smaa sladrende Klynger, som var det omkring Landsbyens Gadekjær, de holdt deres Aftenpassiar. Eller unge Kvinder og Mænd tage sig en umiddelbar Tagfat paa det sirlige Magistrats-Grus.
Boulevarden er lagt som et langt, tyst bælte om Byens Midie. Til den ene Side klumpe Husmasserne sig sammen, mørke og i uafsluttede Kolonner, med rygende Skorstene og flimrende Gaslygter. Til den anden Side er der flad Mark. Men hist og her paa den Mark rager der en Nybygning op - som en Forpost, Byen har skudt ud i det ukendte Terræn for at undersøge Mulighederne for en videre Fremrykning.
Midt ude paa denne Mark ligger et underligt, rødt Bygningskomplex med en lav, tæt Taarnbygning. Det er den nye Godsbanegaard, Midtpunktet i det hele Nybyggeri.
Hvad det er for en tårnbygning er usikkert, men et godt bud er vandtårnet ved Otto Bussesvej der blev opført i 1901. Til højre det andet vandtårn som blev opført i 1907. Det har artiklens forfatter ikke kunnet se. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Men det er i Øiebliket ikke den, der vækker vor Nysgjerrighed. Derimod en ny, meget lang Gade, der kommer inde fra Byen, skærer Boulevarden og gaaer videre ned ad Gasværkshavnen til. Paa Hjørnet læste vi dens Navn: Dybbølsgades Forlængelse. Paa Ære, vi vidste ikke, at en af vor Bys Hovedgader bar dette Navn.
Men lad os følge den! Den munder ud i en bred og anseelig Kjørevej, der atter fører til en Jernbro over den nye Banelinie.
Fritz Theodor Benzen: Godsbanegården. September 1901. Vestre Gasværk til højre. Fotoet viser Dybbølsbro set ind mod Vesterbro. Kbhbilleder. Broen minder stærkt om dem, der ude ved Frihavnen fører over Kystbanelinien. Siderne ere dannede af stærkt Jernfletværk, der stiller Kjørebanen fra to asfalterede Spadserestier. Dybt nede under den strække Jernbaneskinnerne deres blanke Metalvaand ud i Landet.
Men endnu farer ingen larmende Tog henad den. Og paa denne Tid af Dagen i det mindste er Gasværkshavnen og dens Omgivelser som uddøde. Skibene ligge ubevægelige, og der høres ingen Lyd fra Fabrikkerne og Arbejdspladserne. Ikke et Hammerslag, ikke et Pift fra en Dampfløjte. Ganske tydelig kan man høre Armstagene fra en Robaad, der ganske langsomt glider gennem Havnens maanebestraalede Vande.
Herude spaserer øjensynlig det nye Kjøbenhavns Beaumonde. Damer og Herrer med et vist Landligger-Præg over sig drive om nede ved Stranden, spytte tankefuldt i Vandet, lade sig fange af Stedets Stemning.
Og virkelig er den ejendommelig, denne Stemning. Her er Jernbanespor, Kraner, Skibe, Værksteder, Fabriksskorstene, mægtige Viadukter, men Altsammen hviler det i idyllisk Fred, og midt i det Altsammen er der Marker, grønne Marker. Man kunde tænke sig, at Tiden var skredet et Par Aartusinder frem, at forlængst en eller anden Katastrofe havde begravet en Storstad fra vor Tid under Jordens Skjød, og at den nu atter var blevet udgravet. Men Gudskelov! det er ikke saa. Det nye Kvarter sover Barnets drømmeløse Søvn, ikke Dødens.
Vi følge Strandkanten. Foran os til den ene Side Amagers lave Kyster, til den anden det blanke Vand. Paa en stor Strækning løber Vejen lige nede ved Stranden. I Tuborg- og Langelime Cyklister, der hver Aften kjøre ud for at faa frisk Luft og som kun opnaa at faa Støv: her er en Vej. der er ny og luftig, Ikke endnu forurenet af Ølknejper, ikke gjort ufremkommelig af Spor-, Vand-, Arbejds-, Kaper-, Barne- og andre Vogne.
Men man kan ogsaa med Udbytte blive ved at følge Søndre Boulevard. Et Sted, gjemt nede under Gadens Niveau ligger den gamle Beværtning "Jægerhuset", i hvis Have hver Aften en Pianist og en Violin opmuntre et andægtigt Publikum. Rundt om ved Bordene sidde der Ægtepar og forlovede eller forelskede Par og - tie. Det er utroligt, hvor den jævne Befolkning kan more sig i Stilhed. Der føles ingen Forpligtelse til at være underholdende, ingen Trang til at udtale sig. Tavsheden føles ikke som trykkende, men som kvægende, hvilegivende. Og i Jægerhusets Have synes Mundene kun at aabnes for at lade Øllets Flod strømme ind gjennem dem.
Ernst Nyrop Larsen: Gammelt traktørsted besøgt af teglværksarbejdere og ligvognskuske. 4. september 1907. Public Domain. Kbhbilleder. "Jægerhuset" er endnu et Stykke Gammel-Kjøbenhavn med alt til Idyllen henhørende. Lige udenfor blinker imidlertid Enghavevejens elektriske Sporvogn forbi. Den gjennemfarer et Stykke moderne Kjøbenhavn med Arbejder-Forsamlingsbygning og stærk Færdsel. Og pludselig stopper den saa op, man møder kun faa Mennesker, og Enghavevej bliver til en Landevej. Ja virkelig! Vi er paa Landet. Her er selve Kongens Enghave, her er Gaarde og Villaer med duftende Rosenhække og store, velplejede Haver. Her er Familier, som nyder Aftenhvilen i Lysthusene, unge Par, som drive henad Vejen i gryende Forelskelse, blinkende Gadekjær og smaa, livligt bjæffende Køtere.
Længe, længe kan man blive ved - for den Sags Skyld lige til Kjøge. Men vi foretrække at søge at glide ad den umaadelig lange Trekroners Vej, forbi Bryggeriet Trekroner med dets store, hvide Bygningskomplex, dets Arbejderboliger og knejsende Skorstene, forbi Gartnerhaver og enkeltstaaende, høje Huse, som et barokt Lune synes at have anbragt midt i al denne Landligded.
Vi passere en Jernbro over Banelinien - saa se vi Jesuskirkens slanke Taarn rage op lige foran os. Gadelygterne - derude paa Landet fandtes de, men vare ikke tændte - flimre for vort Blik og vi hører Sporvognsklokkerne klemte. Vi ere i Valby c: i Kjøbenhavn, og vi synes, at vi have gjort en lang Rejse for at komme hertil.
Længe vil det imidlertid ikke vare, før Hovedstaden har opslugt al den Landlighed, vi have gjennemfaret. Godsbanegaarden vil komme til at ligge mellem høje Huse. Søndre Boulevard vil blive en Hovedgade midt i Byen, Cyklerne ville gøre Promenaden ved Gasværkshavnen usikker. Endnu kan man paa en Times Tid gjennemvandre en Række Kvarterer hver med sit Særpræg. Men om et Par Aar vil det altsammen være iført Storstads-Uniform.
(Nationaltidende 1. august 1901).
