Oda Nielsen 1851-1936. 6/9: Afsked fra Det kongelige Teater (1902). (Efterskrift til Politivennen)

Oda Nielsen fik efter eget ønske i 1902 afsked med pension. 

Fru Oda Nielsen forlader det kgl. Teater.

Kasino?

Fru Oda Nielsen, som for nogen Tid siden til Kultusministeriet indgav sin Begæring om Afsked fra det kgl. Teater, har i Forgaars faaet denne bevilget - endda med fuld Pension.

Det vil med andre Ord sige, at Fru Oda Nielsen, som altsaa ikke har taget, men faaet sin Afsked fta Teatret, nu staar fuldkommen frit og uafhængig med Ret til at optræde paa hvilken som helst anden Scene i København og til ovenikøbet at hæve ca. 2700 Kr. om Aaret paa det kgl. Teaters Budget.

Og at Fru Oda Nielsen vil benytte sig af denne Ret til at optræde, hvor hun har Lyst, ligger i selve hendes Afskedsbegæring, som netop var motiveret ved. at det kgl. Teater ingen Opgaver bød hende for hendes Kunst og Energi.

Deri havde Fruen fuldkommen Ret. Hun var i de senere Aar saa godt som skudt ud af Repertoiret, fik i hvert Fald ingen Roller af Betydning eller af den moderne Art, hvori hendes særegne Evner kunde udfolde sig. At denne Tilværelse halvt bag Kulisserne i Længden var uudholdelig for hendes Virkekraft, kan ikke undre nogen, og ligesaa lidt kan det forundre, at hun under disse Omstændigheder tager mod sin Afsked, naar Teatret giver hende fuld Pension.

Derimod kommer den Flothed, som Kultusministeriet i disse sparsommelige Tider udviser overfor Fruen, unægtelig højst overraskende. Ministeriet var paa det rette med, at Fru Oda Nielsen vilde forlade det kgl. Teater for at anvende sine Evner andet Steds, hvor hun kunde tjene den flerdobbelte Gage - og Pensionen med. Ikke desto mindre bevilger man hende baade Afsked og Pension. Det er meget galant af Hr. J. C. Christensen men det stemmer unægtelig ikke med de Betragtninger, han i sin Tid gjorde gældende i Folkethinget angaaende det kgl. Teaters Underskud - og heller ikke med de Forventninger om Økonomi som f. Eks. "Politiken" stillede til ham i Fjor Efteraar, da den skrev:

"Teatrets Forhold vil vel nu snart blive optagne til alvorlig Drøftelse. Folkethinget har Aar efter Aar krævet Ligevægt i Budgettet Højreregeringer. Selvfølgelig Thinget give den nuværende Kultusminister (Hr. Christensen) en rimelig Respit, han kom til Roret to Maaneder, inden Sæsonen skulde begynde, og han maatte nødtvungen lade Teatret i indeværende Sæson beholde sin kunstnerisk og administrative lige slette Bestyrelse. Men naar Sæsonen er ude, er vel ogsaa Spillet ude. Hr. J. C. Christensen, der i saa mange Aar som Ordfører maatte finde sig i, at Regeringen sad Folkethingets Bud overhørig, er nu i den gunstige Stilling, at han selv kan byde og derigennem gennemføre Folkethingets Vilje (om Ligevægt i Budgettet)."

Hr. Christensens første "Reform" af det kgl. Teaters Budget bestaar i en - Forøgelse af Underskudet, der allerede nu er 1000 kr. for hver Spilleaften. 

Sagen stiller sig jo nemlig simpelthen saaledes, at det kgl. Teater nu for Fremtiden betaler Fru Oda Nielsen 2700 Kr. om Aaret - for at konkurrere med selve det kgl. Teater! Man forøger ikke blot Underskudet med disse sikre 2700 Kr. - men maaske med flere Tusinder foruden. Det er just ikke økonomisk handlet af Hr. J. C. Christensen.

Givet er det under alle Omstændigheder, at det kgl. Teater vil lide ved Fru Oda Nielsens Bortgang, som jo utvivlsomt betyder hendes Genoptræden paa en anden Scene. Rimeligvis bliver det paa Kasino, hvor hun fornylig vandt en saa afgjort Sejr ved sin Fremstilling af Odette. Det var ikke en Afglans af Ungdommens Triumfer, det tværtimod et Vidnesbyrd om usvækket Kunst, der med Aarene er bleven rigere og dybere i sin dæmpede Klarhed. Fru Oda Nielsen ikke blot den fejrede Operette-Primadonna, hun er en meget erfaren og overlegen Kunstnerinde, som fuldt vel magter de store Opgaver i moderne Skuespil, og af hvem man maaske netop nu kan vente sig noget endnu Betydeligere end før.

Publikum har ingen Grund til at være misfornøjet ved Udsigten til en ny Oda Nielsen-Æra paa Kasino. Tværtimod. Men at det kgl. Teater giver Penge til for at skabe sig en ny Konkurrence og et forøget Understud - det er ganske vist et besynderligt Udslag af det ny Systems Økonomi.

(Social-Demokraten 31. maj 1902).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Oda Nielsen. Nitouche. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek.

I stedet koncentrerede hun sig om at deltage i mandens mislykkede overtagelse af Casino. Tiden var ikke til Bøghs vaudeviller og fransk salonkomedie. 

Fru Oda Nielsens Afskedigelse.

Den sande Grund og den foregivne. Fremtidsplaner.

Fru Oda Nielsen blev i Forgaars efter Tilsigelse modtaget i Audiens hos hans Majestæt Kongen, som ønskede af hendes egen Mund at høre Grunden til, at hun havde faaet sin Afsked fra det kgl. Theater, og som derefter underskrev denne.

Den sande Grund er som bekjendt den, at Theatret i flere Aar ikke har formaaet at give Fru Oda Nielsens meget vidtrækkende og alsidige Talent en eneste nævneværdig Opgave. Den foregivne Grund er den, at "hun passer ikke i Ensemblet". Disse Ord, som allerede har faaet et let komiik Anstrøg - for at udtrykke det mildt - tillægges med Urette det kgl. Theaters Chef, Grev Danneskjold-Samsøe; det skal ikke være ham, men Professor Bloch, som har brugt dem, og man har saa grebet dem som et Paaskud til at blive den virkelystne Skuespillerinde kvit. Morsomt nok skrev Emilie Augier, da Sarah Bernhardt, Fru Oda Nielsens store Forbillede, for mange Aar siden tog sin Afsked fra Théatre francais, hvor hun var bleven forurettet, omtrent de samme Ord: "hun ødelagde Ensemblet". Det lader saaledes til, at de Skuespillerinder, Publikum helst seer, ikke let lader sig passe ind i noget Slags Ensemble. I det nærværende Tilfælde synes det nærmest at være beklageligt - for Ensemblet. For sytten Aar siden, da Fru Oda Nielsen blev ansat ved det kgl. Theater, havde det været meget kjedeligt for hende, om hun havde faaet en Afsked med samme Begrundede. Theatret havde den Gang en at sine bedste Perioder: Emil og Olaf Poulsen, Fru Hennings og Fru Eckardt, Peter Schram og Fru Phister stod endnu i deres fulde Kraft. I det Ensemble gled Fru Oda Nielsen ind, og Ingen talte om, at hun ikke passede i det. Naar det første Stykke, hvori hun optraadte, "Syvsoverdag", behagede saa meget, skyldtes det ikke mindst hendes Spil, og naar hun siden hen fik cn virkelig Opgave, interesserede hun altid Side om Side med de Bedste. Men det blev efterhaandcn System kun at give hende de Roller, som for hende kun kunde blive "Theatertjeneste".

Omsider blev hun kjed af Uvirksomheden og begyndte at klage til Direktionen. Hun havde ikke Lyst til at blive i den levende Begravelse, hvori hun var. og vilde frem. Direktionen lovede hende Roller, tilsidst endogsaa bestemte Roller, men hun fik dem ikke, og hun dannede sig saa selv udenfor Theatret et lille Virkeomraade ved at optræde velvilligst en Mængde Steder med sine Smaasange. Da hun paany mindede Direktionen om sin Tilværelse, bebrejdede man hende, at "hun brød sig selv Veje, som ikke var Theatrets".

Den Draabe, der fik Bægeret til at flyde over, og som fik hende til at anmode om sin Afsked, var, at Baronesse d'Anges Rolle i Dumas' "Blandet Selskab", som udtrykkelig var bleven hende lovet, blev given til en Anden.

Efter det indsaa hun, at der ikke mere vilde blive Brug for hende paa Theatret, og gik til Direktør Einar Christiansen for at bede om at saa sin Afsked - ikke for at tage den, da hun derved vilde miste sin Pension. Direktionen skal ved den paagjældende Lejlighed bare beklaget, at man ikke havde fundet rigere Anvendelse for hendes Evner, og have ytret, at det beroede paa Instruktørerne, som i første Række bestemte Rollebesætningerne, og som fandt, "at hun ikke passede i Ensemblet".

Efter sin indstændige Anmodning blev hun saa indstillet til Afsked af Theatret, og efter at denne Indstilling har været behandlet af Kultus- og Finansministeren, har Fru Oda Nielsen altsaa nu faaet sin Afsked i Naade og med fuld Pension samt Ret til at optræde, hvor som helst og naarsomhelst hun vil. Og da man veed, at hun baade kan komme til at virke her i Kiøbenhavn, og at hun vil det, er det indlysende, at det kgl. Theater derved har skabt sig selv en Konkurrence, der ikke behøver at blive ganske betydningsløs. Samtidig tager Theatret - er det maaske ved et Tilfælde? - netop de Stykker op, hvori man havde lovet Fru Oda Nielsen Roller: "Gjengangere" og "Rosmersholm", og de, hvori hun havde Roller, som hun satte Pris paa: "Syvsoverdag" og "Recensenten og Dyret". Det er altsaa ikke Stykkerne, hvori hun ønskede at spille, som ikke passede ind i Repertoiret - det er blot hende selv, som ikke passer i Ensemblet.

Om Fru Oda Nielsens Fremtidsplaner foreligger endnu intet afgjort - undtagen det, at hun vil blive og virke her i Byen og ikke, som et Forlydende har villet vide, lade sig knytte for en Sæson eller to til Kristiania. Man gjætter vistnok ikke meget fejl ved at passe hende ind i det dobbelte Ensemble paa Dagmartheatret og Kasino - efter at hun har giæstet Folkethcatrct, hvor Emma Gads nye Stykke "Gadens Børn" vel bliver en af hendes Opgaver.

Forhaabentlig vil den yndede Kunstnerinde det ene eller det andet af disse Stedet forstaa at skabe sig selv sit rette Ensemble.

H. F.

(Dagens Nyheder 3. september 1902).

Kasino

Fru Oda Nielsen i "Odette".

Fru Oda Nielsens Tilbagevenden til den Scene, der saa hendes første Triumfer, blev i Søndags af et feststemt Publikum fejret med Blomster og Bifaldsjubel. Indtoget fandt Sted i den samme Rolle - Sardous Odette - som Fruen spillede ved en Privatforestilling i Foraaret. Hendes Udførelse af den omtaltes den Gang indgaaende her i Bladet, og der er selvfølgelig ikke mindre Grund nu end da til at beundre den Kunst, hvormed hun forvandler Rollens ligegyldige og tomttaslende Spillepenge til ædelt klingende Metal.

Dct maa beundres saa meget mere, som "Odette" jo unægtelig tilhører en Afart af Stykker, der i vore Dage er stemt falmet. Det nytter ikke, at de Aarstal, der nævnes i Stykket, er ført ned til Nutiden; den Luft, der omgiver Personerne, er hengemt Teaterluft. Hvis det var Mennesker, Sardou havde skildret, gjorde Tiden selvfølgelig hverken fra eller til, men "Odette" er bygget over en Facon, der uhjælpeligt er gaaet af Mode. Stykkets fornemme Dagdriververden, hvor Millionerne ruller for godt Køb - hvor der hverken tænkes eller handles - hvor der hersker de mest bornerte Æresbegreber - og hvor Tonen er en forloren Aandrighed eller en flov Sentimentalitet - denne Verden, taget alvorligt af Forfatteren, maa nødvendigvis forekomme os usigelig tom. Og nu selve Odettes Rolle. Den bestaar kun af tre store Scener. I den første af disse Scener er hun den utro Hustru, der om Natten overraskes af sin Mand og jages bort fra Hjem og Barn; i den anden er hun en fortvivlet Æventyrerske, der efter 15 Aars Forløb genser Manden, hvis Navn hun paa Trods har bevaret, og mod hvem hun rejser sig i dødeligt Had, fordi han har berøvet hende Moderens Ret; i den tredje Scene mødes hun med Datteren, som anser hende for død; hun har besluttet at give sig til Kende, men nænner ikke at forstyrre den unge Piges Lykke og gaar stille bort for at tage sig af Dage.

Disse Scener staar løsrevne, isolerede - som tre Bravur-Numre i en Opera, hver i sin Tonart, sit Tempo. Hvorfor og hvordan Odette er bleven sin Mand utro - hvorfor hendes Moderfølelse først efter femten Aars Forløb pludselig bliver saa uimodstaaelig - det forklares ikke. Alle Overgange, al dybere Psykologi er stoffet for den enkelte Virknings Skyld - for at Stykkets "Stjærne" kan funkle ved sit Farvespil.

Det tjener nu som tidligere fremhævet til Fru Oda Nielsens store Ros, at hun - i Stykkets tredje og fjerde Akt - fylder denne Rolle med en saa erfaren og alvorlig Menneskelighed. Hun giver et gribende Billede af den udstødte Odette, som slæber in Silke gennem Smudset, træt, støv af Morfin, foragtende sig selv. men pludselig tirret til rasende Forbittrelse - og hun rører ved sin stilfærdige og nænsomme Moder-Ømhed i Samtalen med Datteren. Dette er noget andet og mere end blot indsmigrende eller blændende Virtuositet - det er Bevis paa, hvilken betydelig Kunstnerinde Fru Oda Nielsen er.

Men netop derfor vilde man gærne se hende udsøge sit Repertoire ikke længer blandt Facon-Dramer af "Odette"s Art, men blandt saadanne Skuespil, som kunde give hendes modne, dæmpet-klare Kunst en rigere Lejlighed til Udfoldelse.

C. E.

(Social-Demokraten 14. oktober 1902).

Efter optræden på Folketeatret (Fernanda i Gadens Børn), kom Oda Nielsen atter til Dagmarteatret og foretog 1906 en turné som visesanger i USA  og de nordiske lande. I 1909 opgav manden Dagmarteatret og hun overtog hun ledelsen i nogle måneder for at muliggøre hans tilbagevenden, hvilket ikke lykkedes. Hun fik tildelt Ingenio et arti 1910.

Martinius filmdebuterede i 1910 hos Nordisk Films Kompagni i filmen Kean og medvirkede derefter som skuespiller kun i en enkelt film (Den hemmelige Traktat, 1913). I 1914 debuterede han som filminstruktør hos produktionsselskabet Dania Bio Film.

Polske Arbejdere paa Børglum Kloster. (Efterskrift til Politivennen)

Slaveliv i Vendsyssel

Et Besøg paa Børglum Kloster.

Urimelige Kontrakter - De polske Kvinder sulter - Forpagteren bruger Ridepisken - Bønderne harmes.

De fleste kender det historist ærværdige Børglum Kloster, hvor i den katolske Tid den Børglum Bisp havde sit Sæde og brugte sin Magt og Vælde baade paa det verdslige og religiøse Omraade. Endnu hører man Sagn fra den Tid, da de Børglum Munke gravede underjordiske Løngange helt ned til Vrejlev Kloster for uhindret at kunne besøge Nonnerne der.

Mangt og meget har forandret sig der til Lands siden hine Dage. Men de fleste gamle Munke- og Herresæder har kun i ringe Grad ladet sig paavirke af den nyere Tids Udvikling med Hensyn til Forholdet overfor deres undergivne. Før var det Bønderne, som tyranniseredes derfra, nu er det Husmandene og Arbejderne - det er hele Forstellen.

Til Trods for visse Personers Paastande om, at alle Landboere har fælles Interesser, fælles Opdragelse og fælles Udvikling, og at der paa Landet i Vendsyssel ikke findes Klasseforskel, men at alle har det godt, er der dog paa Børglum Kloster Mennesker, der sulter, Mennesker, der er indforskrevne fra det fjærne Polen hertil for at hindre Arbejdslønnens Stigning paa Herregaardene.

- Paa given Foranledning tog en af vore Medarbejdere forleden en Tur ud til Børglum Kloster for paa nært Hold at iagttage Arbejdsforholdene paa dette Herresæde.

Nogle Arbejdere, som han talte med, meddelte, at de for at faa Arbejde paa Gaarden maatte underskrive en ren Slavekontrakt, hvorved de paadrager sig en skønne Hoben Forpligtelser og samtidig fraskriver sig snart sagt næsten enhver Ret.

Disse Kontrakter gælder for 1 Aar med 3 Maaneders Opsigelse for begge Parter. Hvis der ingen Opsigelse finder Sted, fornyes Kontrakterne aldrig. 

Arbejderne forpligter sig til at bo i Klosterets Huse for en aarlig Leje af 30 Kr. enten forud eller med ugentlige Afdrag af op til 2 Kr. De forpligter sig desuden til at arbejde paa Gaarden hver Dag, Søndag undtagen, 11 Timer daglig om Sommeren og 9 Timer om Vinteren for en Dagløn af 150 Øre de 6 Sommermaaneder og 100 Øre de 3 Vintermaaneder. Hvis de ønsker den meget tarvelige Kost, der serveres paa Gaarden, skal de erlægge 50 Øre daglig derfor. Kun i Sygdomstilfælde har de Lov til at udeblive fra Arbejdet.

Kvinderne forpligter sig til at malke for 60 Øre pr. Dag.

Hvis Arbejderne begaar et eller andet, som Forpagteren finder Anledning til at henregne til Forbrydelse mod ham selv eller de i hans Sted optrædende Arbejdsledere, kan de jages ud af Husene med 2 Ugers Barsel, - uden at erholde betalt Husleje godtgjort. Det samme er Tilfældet, hvis Arbejderne forlader Gaarden, inden Kontrakten er udløben. De skal aflevere Husene i samme Stand, hvori de har modtaget dem

Det er, som man ser, yderst haarde Vilkaar, disse Arbejdere lever under. Og Forpagterens og Forvalterens Optræden stal, efter hvad der forlyder, ikke være egnet til at forsone dem med disse Vilkaar.

- Ja, det er jo dumt af os at underskrive saadanne Kontrakter - bemærkede en af Husmændene som Svar paa et Spørgsmaal, vor Medarbejder stillede til ham - men hvad skal vi gøre ?

- I skal organisere Eder, svarede vor Medarbejder.

- Ja, sagde Husmanden, saadan gør man jo i Købstæderne; men saa bliver vi jo regnet for Socialister, og de taales ikke her!

- Efter en Tid lang at have talt med Husmanden, besøgte vor Medarbejder, ledsaget af en af Gaardens tidligere Arbejdere, en i Klosterets umiddelbare Nærhed liggende Kaserne, hvor der opholdt sig 8 polske Piger.

Kasernen opførtes i sin Tid af "Klostrets" Ejer, Hr. I. Rottbøll. Den skulde være Opholdssted for Polakker. Hr. Rottbøll indforskrev en Sommer for en Del Aar siden 50 polske Arbejdere, men da de ikke kunde udføre Arbejdet til hans Tilfredshed, beskæftigede han senere ingen Polakker.

Efter at den nuværende Forpagter, Hr. Ulrich, for nogle Aar siden kom til Gaarden, tog den pemanente Polakimport sin Begyndelse. I Begyndelsen antog Hr. Ulrich Mandfolk, men i Tidens Løb blev disse for fordringsfulde. Hr. Ulrich kunde ikke jage med dem efter eget Forgodtbefindende. Og da Kvinderne som Regel er mere føjelige, har han i de senere Aar lagt sig efter udelukkende at beskæftige polske Kvinder.

Ved vor Medarbejders Indtræden i Kasernen laa der 8 Kvinder i Aldre fra 20 til 40 Aar i noget, som man paa Børglum kloster kalder Senge, 2 Trækasser med Halmmadrasser og 2 Tæpper til hver Seng.

Det var Søndag, og Kvinderne, der er meget religiøse, laa og læste i deres Bønnebøger. Da de saa de to fremmede Mænd, fo'r de op og saa frem for sig med sky og forlegne Blikke. Deres Udseende vidnede om, at de hele deres Liv havde levet i Trældom, Nød og Underkuelse.

Vor Medarbejder tiltalte dem paa tysk, og først efter at de havde forvisset sig om, at han intet ondt vilde gøre dem, og at de med deres sparsomme Kendskab til det tyske Sprog kunde gøre sig forstaaelig for ham, blev de meddelsomme.

De fortalte, at de i dette Foraar var komne hertil i den Tro, at de ved at udføre almindeligt Karlearbejde kunde tjene mere her end hjemme i Polen. Men hidtil havde de kun mødt Skuffelser. De er fragtede hertil af "Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget", Nordre Frihavnsvej 94, København Ø., og har maattet underskrive en paa polsk og tysk affattet Kontrakt, der forpligter dem til at være Forpagter Ulrick og dennes Forvalter underdanige og at udføre det Arbejde omhyggeligt, som disse finder Anledning til at paalægge dem, saavel pr. Dagløn som pr. Akkord.

Arbejdslønnen overstiger ikke 1 Kr. 28 Øre daglig. Arbejdstiden er fra 5 Morgen til 7 Aften med 2 Timers Spiseophold. De polske Kvinder skal have fri Rejse og Naturalier, saasom Brød, Fedt, Kød, Ærter, Ris, Kartofler og Mælk eller fri Kost. Men de faar kun Kartofler og Mælk udleveret. Hvis Folkene ikke efter Herskabets Mening er "genøttigt Leute", saa nytter det ikke at tale om fri Rejse. Iøvrigt skal de underkaste sig Tyendelovens Bestemmelser.

Disse stakkels forkuede Kvinder har i dette kolde Foraar med deres tynde Beklædning paa deres bare, af Kulde ophovnede Fødder maattet færdes i Mark og Gaard, dels paa Børglum Kloster og dels paa Hjortnæs, hvortil de for et Tidsrum var udlaant. Man har fodret dem med Kartofler og Mælk og fordret, at de skulde arbejde efter et saadant Traktement! Nogen videre Arbejdsløn har de vist ikke faaet udbetalt endnu; thi af Tøj havde de næsten intet, og udover 3 Rugbrød, som de havde købt for deres Spareskillinger, fandtes der ikke Fødemidler i Huset. Drevne af Hunger marscherede de alle for en Tid siden i sluttet Trop til Gaarden og bad om Brød eller Tilladelse til at rejse bort. Men Forpagteren jog dem ud af Gaarden med sin Ridepisk. Hvilken Skændsel for et saakaldt civiliseret og kristent Samfund!

Hr. Ulrick er da ogsaa langtfra steget i Anseelse hos Omegnens Befolkning i Anledning af den Behandling, hans polske Arbejdersker faar. Gaardmænd saavel som Husmænd og Arbejdere er grebne af den dybeste Medlidenhed med disse ulykkelige Kvinder. Der paastaas endog, at et Par Sogneraadsmedlemmer har henvendt sig direkte til Hr. Ulrick og anmodet denne om at skaffe Polakkerne Mad. Han gav dem da ogsaa Kød og Brød i nogenTid, men nu er det atter ophørt.

- - -

Agrarpressen klager over, at Arbejderne drager til Byerne og til Amerika. Men er det uden Grund, at Landarbejderne rejser? Er det ikke de patentpatrioliske Storagrarer og Jorddrotter selv, der fordriver den danske Landarbejder ved at byde ham faa elendige Vilkaar, at det er umuligt at leve derunder, og ved at benytte sig af udsultede polske Vandrearbejdere til at drive Arbejdsvilkaarene endnu lavere ned.

Overfor denne Storagrarernes hensynsløse Adfærd er der kun to Udveje for Landarbejderne. De maa enten opgive Ævret eller slutte sig til Socialdemokratiet, hvis Program anviser de bedste og sikreste Midlet til det hjærteløse hartkornsvældes Overvindelse. Naar vi faar alle Landarbejderne med i vore Rækker, er Befrielsen nær.

(Nordjyllands Arbejderblad 23. maj 1902)

Også danske piger blev forsøgt behandlet på denne måde. Den 24. juli 1903 havde 4 piger ladet sig fæste som roe- og høstpiger til 1 november for 70 kr., hhv 85 kr. De blev bortjaget af Ulrich og deres løn (ca. 500 kr.) tilbageholdt, efter at Ulrich havde behandlet dem brutalt, og de havde klaget over den ringe kost. Speyer havde jaget dem på marken uden morgenmad fordi de kom for sent. Da en af pigerne blev syg, blev det for meget for Ulrich som smed dem på porten. De klagede til herredsfogden, Vilhelm Flensborg, men han foretog sig trods løftet ikke noget. De blev i stedet henvist til fattiggården og da de nægtede at lade sig indskrive her, bortvist. De 4 piger fik dog i stedet arbejde på Høngård og Søndergård.

I 1903 slog Speyer den ene arm i stykker på gårdens forkarl da han havde optrådt i beruset tilstand. Om vinteren fik en 60-årig ugift arbejder smadret hørelsen på det ene øre pga. lussinger. En udebleven arbejder blev opsøgt af Speyer og gennempryglet foran kone og børn. Og disse historier er langt fra de eneste.

"Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget" var stiftet 1901 af godsejere som ikke ville betale landarbejdere ordentlig løn, og i stedet skaffe udenlandsk - især polsk - arbejdskraft til Danmark. De skaffede også polske kvinder til andre herregårde, fx i 1903 Wilhelmsborg og Cederfeldt de Simonsens herresæde Søndergaarde pr. Erholm, hvor de også blev behandlet meget dårligt. I foreningen sad bl.a. E. Sehested, Franz Lange, stamhusbesidder Chr. Barner til Løwenborg (formand), G. L. Grandjean (Vennerslund), Grevenkop-Castenskjold til Hagestedgaard og godsejer Pontoppidan (Constantinsborg). Forretningsfører var Chr. Kongsted, som også optræder i nedenstående annonce:

Ordvalgt "levere" leder unægtelig tanken hen på en vare, og ikke mennesker. Annonce i Jyllandsposten 17. februar 1905, 2. udgave. Foreningen fortsatte altså sit arbejde i mange år efter kritikken i medierne. I 1907 annoncerede den med at kunne levere russisk tyende. Det gik imidlertid ikke så godt, idet leverancerne var yderst små. Foreningen fortsatte sit virke til midt i 1. verdenskrig.

Som modvægt begyndte enkeltpersoner at opsnappe polske kvinder på Hovedbanegården og skaffede dem mad, husly mm. 

I august 1904 mishandlede forpagter Ulrich og forvalter Speyer to polakker der havde besøgt to danske håndværkere på klostret. De blev herefter gennempryglet, mistænkt for at hverve polske arbejdere, på trods af at de danske håndværkere forsøgte at gribe ind.  

Raa Mishandling.

Forpagteren Ulrich paa Børglum Kloster og hans Forvalter prygler to Polakker. - De mishandlede mister Uhr og Penge. - Beboerne i Vraa klager til Politiet.

Paa Herregaarden Børglumkloster, en Miils Vej fra Vraa Station, er forleden Aften foregaaet en Scene, som i Retning af Raahed og Brutalitet vistnok er uden Sidestykke, og som sammen med de mangfoldige tidligere fremdragne Exempler afgiver et talende Vidnesbyrd om, hvilken oprørende og umenneskelig Behandling der ofte bliver de stakkels fattige og uvidende polske Arbejdere til Del omkring paa vore Herregaarde.

Forleden Aften ved 8-Tiden ankom til Børglumkloster to polske Arbejdere; den ene er fra Galizien og 21 Aar gl., den anden fra Vestprøjsen og 22 Aar gl. De har indtil for et Par Uger siden arbejdet paa Gaarden. I Mellemtiden havde han tilligemed sin Kammerat været i Sverig, hvor de under den herskende Landarbejderstrejke havde faaet Arbejde paa en større Gaard. Saa snart de blev bekendt med Forholdene, forlod de imidlertid strax deres Pladser og fik af de svenske Arbejdere 

Rejsepenge til deres Hjemstavn.

Forinden Afrejsen her fra Landet vilde den paagældende Arbejder imidlertid afhente sine Papirer, som endnu henlaa paa Børglumkloster, og i dette Øjemed indfandt han sig da tilligemed sin Kammerat paa Gaarden, hvor de strax gik ind i den for Polakkerne reserverede Hytte.

Deres Ankomst var imidlertid aldrig saa snart observeret af Gaardens polske Slavevogter, før denne ilede op og gjorde Anmeldelse til Forpagteren, den fra tidligere Tyendeaffærer bekendte Hr. Ulrich. Sammen med Forvalteren, en Herre ved Navn Speier, og forsynede med tykke Egespir begav disse sig saa øjeblikkelig tillige med Aufseheren ned til den paagældende Hytte.

Udenfor stod Forpagter Ulrich med 12 Mand fra Gaarden, alle

bevæbnede med Stokke og Forke.

Da Forvalteren var kommen ind ad Døren, gik han uden at sige noget løs paa den Yngste og gav ham to Lussinger.

Polakken forlod da Stuen og løb ud, efterfulgt af Forvalteren, der uafladelig lod Stokkestag hagle ned overdelt Ulykkeliges Ryg.

Staklen faldt imidlertid til jorden, og hvor utroligt det end lyder, vedblev Forvalteren at prygle løs paa ham med mange Slag.

Forpagter Ulrich var nærværende og overværede dette Skuespil.

En Tømrer fra Gaarden, der ogsaa var nærværende, opfordrede Forpagteren til at lade Mishandlingen ophøre, men hertil svarede Ulrich, at Fyren havde godt af den Behandling. Forpagteren kunde jo risikere, at de kom for at forlede de øvrige Polakker til at forlade deres Plads.

Imidlertid tog Polakformanden Galizieren og førte ham op tit Gaarden. Samtidig tog Ulrich og Forvalter Speier fat i den mishandlede yngste Polak. der næppe kunde staa efter den frygtelige Medfart, og førte ogsaa ham op til Gaarden, hvor han tillige med den anden Kammerat blev smidt ind i et nærliggende Halvtagsstur. Her fik de saa atter en Omgang, blev bastet og bundet og sluttelig lukket inde i et Rum, som almindeligvis benyttes til Opholdssted for Gaardens syge Heste.

Imidlertid var der blevet spændt for en Vogn. Forvalteren, der er bomstærk, greb dem og smed dem som Slagtesvin bag op i Vognen, i hvis Bund de laa, indtil Befordringen naaede Vraa Station.

Den ældste af Polakkerne tog fat i Tømmen og spurgte, hvorfor de var blevne kørte hertil.

Som svar tilføjede Forvalteren ham med sin tykke Stok et Slag, der efterlod et stort Hul i Hovedet. Derefter fulgte endnu et Slag, saa at den ramte

styrtede ned mod Stenbroen.

Paa Stationen købte Hr. Ulrich to Billetter til Sindal, og det maa altsaa have været Meningen, at Staklerne skulde sendes dertil og paa den Maade skaffes af Vejen.

Denne Plan mislykkedes imidlertid, thi da Toget kom, nægtede Polakkerne at køre med, og endskønt de af Forvalteren ligefrem blev smidt paa Hovedet ind i Jærnbanevognen, saa kom de dog ved Togførerens ret bestemte og energiske Mellemkomst atter ud paa Perronen, og Toget kørte videre.

Der blev sendt Bud til Sognefogden i Børglum, men denne erklærede, at det var en kedelig Sag, som han ikke vilde blande sig i.

Karetmager Andersen, Vraa, der var kommet til Stede paa Banegaarden, tog dem med sig hjem og indrettede Natteleje til dem i sit Værksted.

Om Morgenen fik han dem hen paa Afholdshjemmet, hvor de blev plejede. Og samme Formiddag indsendte 7-8 Borgere fra Vraa følgende

Klage til Politikamret:

"Der opholder sig for Tiden to Polakker her i Vraa uden Penge, men med gennempryglede Legemer. De blev i Aftes ved 10-Tiden med Magt kørt fra Børglumkloster til Stationen, for herfra igen at blive sendt til Hjørring Politi.

Undertegnede anmoder herved den ærede Ovrighed om at tage sig af disse to stakkels Mennesker, som af en tilsyneladende følelsesløs Husbond tilligemed en bølleagtig Forvalter med Stød og Stokkeslag er blevne beherskede. Man taaler ikke her i Vraa at være Vidne til slig Mishandling, selv om Polakkerne paa en eller anden Maade har forset sig imod Loven".

- - -

De ilde mishandlede Mand ser naturligvis ret forknytte ud, men de synes ellers at være meget pæne Mennesker.

Den ældste har et stort gabende Saar i Hovedet, og den yngre klager over Smærter i Brystet og har paa Kroppen 6-7 Mærker af Slag.

Desuden har de efter deres opgivende mistet alt, hvad de havde paa sig; den ældste ca. 40 Kr. og et Uhr, den yngste 20 Kr.

Politiet vil uden Tvivl undersøge Sagen grundigt, saa at den eller de Skyldige uden Persons Anseelse kan blive alvorligt afklapsede.

Arbejderne paa Børglumkloster,

som havde været Øjevidner til Mishandlingerne, troede, da de saa, at Polakkerne blev kørt bort, at de skulde afleveres til Politiet, og for at de ikke, hvis saadant skete, skulde staa uden Forsvar, rejste Tømrer Nielsen resolut Dagen efter til Hjørring for at anmelde, hvad der var passeret. Hvor uendelig højt staar ikke denne Arbejder over Forpagteren og hans Forvalter, der raat mishandler et Par værgeløse Mennesker, og Sognefogderne, der nægter de Mishandlede deres Bistand.

Harmen over Uretten 

og Medfølelsen med de to ham fuldstændig ubekendte Mennesker driver ham til at tale deres Sag, skønt han ved at ved, at han tiden Tvivl derved afskærer sig selv fra mere at faa Arbejde hos Forpagter Ulrich.

Forhaabentlig vil de to Voldsmand denne Gang ikke undgaa deres Straf, og hertil har Tømrer Nielsens resolute og korrekte Optræden bidraget ikke faa lidt.

Som Regel gaar den Slags Voldshandlinger jo upaatalte hen. To Mennesker gaar nok endnu omkring som Invalider, ude af Stand til at arbejde som Følge af Vold fra Forvalter Speiers Side for nogen Tid siden. Der vilde i det hele taget vare god Grund til al undersøge denne Herres tidligere Forhold, thi er der nogen, der fortjener at komme ind under Bølleloven, saa er det aabenbart ham.

(Social-Demokraten Esbjerg 31. august 1904.)

Rygtet om løjtnant Speyer var åbenbart vidt udbredt, for i september 1904 gik han løs på nogle fiskere fra Løkken som havde kaldt ham "Polakpineren" med en ridepisk. Han blev jaget på flugt med stenkast. 

Voldsepisoderne fortsatte: I Social-Demokraten 28. september 1904, 2. udgave berettedes at forvalteren Speyer havde afstraffet 4 polske syge arbejdere for ikke at møde på arbejde. Den ene havde en dyb flænge i hånden, en anden stærkt forkølet, en tredje brystsyg og lægekrævende. Speyer uddelte herefter lussinger og gennempryglede den med en stok. Herefter blev de jaget på arbejde. 

Sagen blev indbragt for retten hvor de to voldsmænd mod at betale 1.100 kr gik straffri - selv om bødestørrelsen dog må anses som betydelig. Sognefogden blev trods løfter fra herredsfogden ikke retsforfulgt. Straffen hjalp dog ikke: 1-2 år efter skiftede Speyer til Nordruplund hvor han fortsatte sine pryglerier af arbejdere. Her forlod efter sigende af samme grund 50-60 mennesker gården.

I august 1905 blev der på 2 polske kvinder på Sejlstrupgaard, ejet af godsejer Segelcke forøvet lignende overgreb.

I maj 1910 blev herregården af den daværende ejer, godsejer Jørgen Rottbøll, solgt til landstingsmand for Højre Christian Rottbøll (1854-1928), Christiansdal. I 1917 blev han ekskluderet og var derefter i valggruppe med Venstre. Samme år blev det afsløret at Rottbøll underhånden støttede det stærkt anti-tyske blad, Kolding Avis sammen med andre kendte Højremænd.

Se også indslaget om den polske landarbejder Marjowna her på bloggen. 

Fanny Annette Vedel (1863-1943). (Efterskrift til Politivennen)

Fanny Annette Vedel var Danmarks første kvindelige inspektør ved Arbejds- og Fabrikstilsynet. Nedenfor er samlet nogle avisartikler om hende.

Fanny Annette Vedel var datter af Peter Vedel (1823-1911) der som "grå eminence" var en af 1900-tallets mest magtfulde embedsaristokrater. Trods hans modstand mod kvindesagen, fik hun dog lov til at tage studentereksamen (1887) og senere begynde på universitetet. Hun læste matematik hos matematikeren og politikeren C. G. Andræ (1812-1893). Hun studerede senere i Stockholm hvor hun 1894-96 var amanuensis i matematik ved universitetet. I 1896 blev hun assistent i Statens statistiske Bureau, forløberen for Danmarks Statistik. Her havde højtuddannede kvinder siden 1879 kunnet få arbejde. Direktør siden 1895 var Marcus Rubin (se andetsteds på bloggen). Peter Vedel havde støttet hans ansøgning som direktør. 

Hun var medlem af Kvindelig Læseforening, hvor hun understøttede indførelsen af decimalklassedelingen 1900 i Kvindelig Læseforenings bibliotek. 

Kvinderne og Henrik Ibsen

Efter "Dnbr." gjengiver vi Frøken Annette Vedels Festtale til Dr. Henrik Ibsen ved Kvindelig Læseforenings Fest den 2den April:

Ingen af os, sagde Frk. Vedel, havde vel turdet haabe at se Dr. Henrik Ibsen lyslevende mellem os heroppe. Her i disse Stuer, hvor dog hans Navn daglig nævnes med saa megen Ærefrygt og Taknemlighed, hvor Reolerne staar fulde af hans Værker eller snarere tomme for dem, da de altid er ude paa Vandring. Thi Edvard Brandes sagde et sandt Ord, da han kaldt disse en Lægbibel for den Generation, de fleste af os Tilstedeværende tilhører, en Lægbibel eller maaske et storslaaet Havamaal.

Vi er jo voxede op med dem, har som helt unge ladet os rive med paa aandeløs Flugt over "Gjendineggen", drømt os til "Slottet vestenfor Maane og Slottet østenfor Sol", og hvert nyt Arbejde af Henrik Ibsen samlede rundt om i Hjemmene en Kreds af begejstret diskuterende og disputerende Ungdom, der ventede paa disse Aftener som paa en Fest. I aandelig Spænding fulgte vi de Skikkelser, de fremmanede: de tog Legemer og levede imellem os.

Mangt et gammelt, stilfærdigt Hjem blev et "Rosmerholm", "Dukkehjem" traf vi rundt omkring os, "Nora" var paa Færde allevegne. "Samfundsstøtterne" hilste os beskyttende paa vor Vej. "Hjalmar Ekdal" kjendte vi ud og ind. - "Gregers Werlo" traf vi heller ikke ret tidt, heller ikke just nogen "Brand", - men "Hedda Gabler", hun var vor gode Bekjendt. Vi gik paa Jagt hos os selv og andre efter gamle bornerte, tyranniske Bedstefædre og Oldemødre, der gik igjen og gjorde Ulykker, indtil det en skøn Dag dæmrede for os, at vi selv var "Nora", selv "Hedda Gabler", at vi, saadan som vi her gik omkring med alle vore Daarligheder, en Gang i kommende Generationer vilde gaa igjen og gjøre Fortræd.

Frihedstrangen, Ligeberettigelseskravet, dem havde vi allerede længe gaaet omkring med, men her rungede som et mægtigt "Giv Agt" Ansvarlighedsfordringen. Vi tumlede og tumlede med dette svære Begreb. Det bed sig fast i os og forlod os ikke mere.

Vi havde jo læst "Brand" om og om igjen, nydt dets uforgjængelige Skjønheder, ladet os røre og ladet os skræmme, og stadig lød det for vore Øren: "Det, som Du er, vær fuldt og helt og ikke stykkevis og delt". Vi vilde ikke være "Brøk i stort" og "Brøk i smaat", vilde ikke lade "hver Brøkens Del slaa hele Brøkens Rest ihjel", vi vilde være Personligheder.

I de Dages Ungdom var Alvoret, Viljen og Eftertanken oppe som aldrig før, og det er Dem, Henrik Ibsen, vi ene og alene skylder den dybe Tak herfor. Men maaske skylder vi Dem dog en ligesaa stor Tak for den Skjønhedslængsel og Skjønhedsdyrkelse, De har vakt i os, dette er det sikreste Skjold og Værn imod alt, hvad der var usselt og lavt og smaat. Den Generation, der er voxet op under Deres Førerskab, den vil altid stræbe efter at bygge sine "Hjem med høje Taarne og Spir paa", og Længselen til Slottet "vestenfor Maane og Slottet østenfor Sol", den vil aldrig dø ud hos Dem.

En stor og god Gjerning er gjort, og al den dybfølte Tak, der kan rummes i Ord, den bringer vi alle Dem herfor. Men nøjsomme er vi ikke, vi lever i Haabet om "Hammerslag paa Hammerslag, indtil Livets sidste Dag", saa længe Henrik Ibsen er til og med sikker Haand fører Hammeren.

En Skaal for Henrik Ibsen og hans mægtige Værk!

(Fredericia Dagblad 9. april 1898)

Den 1. oktober 1901 blev hun den første kvinde som blev udnævnt til inspektør ved Arbejds- og Fabriktilsynet, hvor hun virkede til 1921. Hun boede da på Rosenvængets 1. Tværvej 3. Selve ansættelsessagen blev behandlet af hendes broder, den senere departementschef Henrik Vedel, der var ansat i Indenrigsministeriet, hvorunder tilsynet sorterede. Fanny Vedel arbejdede især med socialstatiske undersøgelser:

Hvad Pengene gaar til.

Frk. Annette Vedel.

Danmarks første kvindelige Fabriksinspektør, Frk. Annette Vedel, holdt i Torsdags et Foredrag i Nationaløkonomisk Forening om danske Arbejderfamiliers Fordrug, hvoraf vi gengiver et Uddrag efter Ritzaus Bur.:

Oplysningerne er indsamlet Aar 1897.

Der er bl. a indkommen 251 Husholdningsbøger, førte Uge for Uge hele Aaret rundt af Haandværkere, Arbeidsmænd og lignende Smaakaarsfolk.

De behandlede Familiers gennemsnitlige Indtægt var: Københavnerne 1700 Kr; Købstadboerne 1000 Kr; Landboerne 790 Kr.

Udgiften til Føde har gennemsnitlig været det halve af Indtægten; mere paa Landet end i Byen

Ret interessant er det at sem hvorledes Udgiften til Kosten fordeler sig:

Tør Kost:

Københavnerne 57 p4t
Købstadboerne 55 pCt
Landboerne 52 pCt.

Kød, Fisk, Fisk:

Københavnerne 21 pCt
Købstadboerne 19 pCt.
Landboerne 19 pCt.

Mel- og Mælkespiser:

Københavnerne 16 pCt
Købstadboerne 21 pCt
Landboerne 22 pCt.

Til Brændsel og Belysning anvender Landboerne mest - i Forhold til Indtægten.

Til klæder anvender alle gennemsnitlig 1/5 af deres Indtægt.

Derimod viser de efterfølgende Poster: Vask og Vedligeholdelse, Læge og Medicin, Foreningsbidrag, Udgift til Bøger og Aviser osv., samt endelig Udgifter til Adspredelser den forskellige økonomiske Status hos de københavnske i Modsætning til de øvrige Familier; til disse Formaal medgik i København 17 pCt., i Købstaderne 10 pCt. og paa Landet 6 pCt. af den samlede Udgift.

Ogsaa nogle Budgeter ha Embedsfamilier har Frk. Vedel samlet sammen, Familier med Indtægter fra 3-12000 Kr. De bruger kun ca. 1/4 af deres Indtægter til Føden, men en langt større Del til Kød end de ovenomtalte Familier.

Derimod bruger de kun deres Smaapenge til "tør Kost".

(Aalborg Tidende 24. marts 1902)

Fanny Vedels opgaver omfattede tilsynet med kvindeligt personale på de københavnske fabrikker og arbejdspladser, fx tekstilfabrikker og systuer. Tilsynet med lokaler, arbejdstid og hygiejne o. lign. bidrog til at rette op på kvindernes dårlige arbejdsforhold. Opgaven var stor og i 1910 blev en anden kvindelig fabriksinspektør udnævnt: Julie Arenholt, polyteknisk kandidat og siden 1909 medlem af borgerrepræsentationen. Hun havde modsat Vedel også tilsyn med mandlige arbejdere. Og senere Ragna Schou. 

Få måneder efter at hun var blevet fabriksinspektør, var Fanny Vedel gået ind i Kvindelig Læseforenings bestyrelse. Hun rationaliserede regnskabsvirksomheden, og blev få år senere blev kasserer. Hun trådte tilbage efter en konflikt i 1903 med formanden Sophie Alberti. Sidstnævnte følte sig tilstrækkeligt informeret om Fanny Vedels initiativer. Og Annette Vedel beskyldte bl.a. Alberti for at give misvisende referater, hvilket blev imødegået som en list. Vedel udtrådte af bestyrelsen i 1904, på trods af at Sophie Alberti opfordrede hende til at blive. 

Fabriksinspektør Frk. Annette Vedel.

Den 1ste December gaar Frk. Annette Vedel af efter 20 Aars Virksomhed som Fabriksinspektør, derfor opsøger jeg hende i hendes smukke Hjem lige overfor Ørstedsparken.

Men det er slet ikke saa let at faa Lov til at interviewe Frk. Vedel.

"I 20 Aar har jeg arbejdet ganske i det stille, som jeg holder af det, gem De nu hellere Interviewet, til min Efterfølger bliver udnævnt, beder hun smilende.

,,Nej, det er Dem, jeg vil have. De var jo den første kvindelige Fabriksinspektør, der blev udnævnt i Skandinavien ikke?"

"Jo, det var jeg, og det var næsten et Tilfælde, der fik mig ind paa den Gerning, jeg var først og fremmest Matematiker og havde paa Universitetet i Stockholm holdt matematiske Forelæsninger, og derefter kom jeg hertil til Statistisk Departement, hvor jeg efterhaanden ogsaa kom til at beskæftige mig med sociale Spørgsmaal, som interesserode mig stærkt. Da saa den ny Fabrikløv skulde komme og der skulde udnævnes en kvindelig Inspektør, blev jeg spurgt flere Steder fra, om jeg ikke kunde tænke mig at søge Stillingen, jeg indsendte saa min Ansøgning uden egentlig af vente mig noget deraf - og fik min Livsgerning!"

"Som De har været glad ved?"

"Ja, absolut; men det var ikke let til at begynde med, den ny Fabrikslov med alle dens Krav om Hygiejne kom i sig selv Arbejdsgiverne paa tværs, og da de saa opdagede, at det var en Dame, der skulde kontrollere dem, var de gennemgaaende ikke glade; men længe varede det ikke, før de lærte at forstaa, at man ogsaa nok kan forhandle fredeligt og sagligt med en Kvinde, og nu tør jeg nok sige, at Forholdet er det bedste mellem Arbejdsgiverne og mig."

"Og Arbejderne?"

"Jo, med dem kom jeg straks paa en god Fod, jeg tror nok, de forstod, at jeg vilde hjælpe dem, jeg har i Tidernes Løb modtaget mange mundtlige og skriftlige Henvendelser fra Arbejdere og saa efter bedste Evne undersøgt Forholdene.

"Er der sket store Fremskridt siden dengang?"

"Ja, det er der rigtignok, nu er Gerningen ikke saa vanskelig at gaa ind til, og den kvindelige Fabriksinspektør vil overalt blive mødt med samme Forstaaelse, som den mandlige."

Frk. Vedel gik kun modvilligt ind paa at lade sig interviewe; men da Talen faldt paa hendes Arbejde, lod hun sig rive med; indtrængende, myndigt og dog saa personligt, saa kvindeligt stille, faldt hendes Ord.

- Jeg forstaar, at Arbejdsgiverne i sin Tid maatte bøje sig for den nye kvindelige Fabriksinspektørs Krav.

Gunver.

(B. T. 23. november 1921).

Som efterfølger til hendes job som fabriksinspektør blev udnævnt cand. polit. Kirsten Gjessing. Hun havde arbejdet 5 år under Annette Vedel. 

Frøken Annette Vedel.

Frøken Annette Vedel, tidligere Inspektør ved Arbejde- og Fabriktilsynet, bliver 60 Aar i Dag.

Det er for de mange Mennesker ude i det arbejdende Liv at beklage, at hun ikke har følt Kræfter til at blive i sin store Virksomhed, men de bør i Dagens Anledning forene sig med den store Skare private Venner om en fælles Hyldest til Annette Vedel.

Hun er nu Privatmenneske, og hendes Haar er blevet graat. Men Øjnene er de samme klare i det udprægede Raceansigt, og Interessen for Livet og Menneskene er usvækket hos hende. Hun er nu som før sine Venners svorne Ven og sine Medmenneskers Trøsterinde, naar hun faar Lejlighed dertil.

Annette Vedel er som bekendt Datter af den afdøde gamle Gehejmelegationsraad Peter Vedel og Søster til tre dygtige Brødre, overfor hvilke hun imidlertid stedse har forstaaet at hævde sig. Rigt begavet kom hun til at høre med i den tidlige Kreds af "lærde Damer" herhjemme, blev Student i 1887 og drev ivrige videnskabelige og litterære Studier.

Hun besluttede at hellige sig Matematiken, og i Sverrig blev hun en højtskattet Elev af Professor Mittag-Löffler og siden ansat som Amanuensis i Matematik ved Stockholms Universitet, et ærefuldt Hverv, hun beklædte i to Aar.

1896 vendte hun hjem og modtog den mere beskedne Plads som Assistent ved Statens statistiske Bureau for endelig i 1901 at overtage det nye Embede som Inspektør ved Arbejds- og Fabriktilsynet.

Annette Vedel blev simpelt hen banebrydende her, beviste, at en Kvinde kan ikke alene balancere paa en saa vanskelig, moderne Samfundspost, men udfylde den udmærket. Hun blev mødt med Skepsis, men forvandlede den til Taknemmelighed og Tillid hos baade Arbejdere or Arbejdsgivere. Ikke mindst blev hun en Talsmand for de kvindelige Arbejderes hygiejniske Krav.

December 1921 trak hun sig lært fra den brydsomme, tyveaarige Gerning, helt helligende sig sit Hjem i Nørre Farimagsgade, hvor hun lever i synlige Minder om det gamle Vedelske Hjem, søgt af og selv søgende sine mange gode Bekendte og følgende baade dette og hint, der rører sig i vort Samfundsliv.

(Nationaltidende 2. juli 1923).

Efter at være trådt ud af statstjenesten 1921 koncentrerede hun sig især om det nordiske arbejde, bl. a. som medlem af bestyrelsen for Foreningen Norden 1925-41. Hun var medredaktør af Nordisk Tidskrift för Vetenskap, Konst och Industri, udgivet af Den Letterstedtska Föreningen, i hvis danske afdeling hun også var bestyrelsesmedlem og sekretær.

Øverst en cirkel med trekant. COELVM VINDIOVE ET UNDIOVE COELVM. I cirkel: D. S. T. Nedenuder står først Fanny Vedels forældre: P. A. F. S. Vedel 1828-1911 og hustru Fanny f. Hebbe. 1883-1912. Dernæst: Peter Vedel. Havneingeniør 1862-1922. Henrik Vedel, departementschef 1867-1932. Annette Vedel, fabriksinspektør 1863-1943.

The Black Peril. (Efterskrift til Politivennen)

What may be expected in our new islands.

Former slave laws.

Little religion or educaion and many superstitions.

of the 18,000 dwellers of Santa Cruz only 200 are legal voters.

Written for The Evening Star by Louis McHenry Howe.

The obliging planter who shows the visitor through the town of Christiansted, in  Santa Cruz, the largest of the Danish Islands, will willingly call attention to the ruins of many buildings, and inform him with great volubility how many people were killed in each one, with many other details of the damage done by the cyclone of 1808. But every now and then one will come across a ruin quite different from the others, whose blackened stones tell plainly that fire and not the hurricane was the cause of its destruction. If asked the cause of this destruction, the guide at once becomes evasive and non-committal. Without actually saying so, he will try to give the impression that it was the work of the storm; if, however, like the writer, one had seen these same dismantled warehouses thirteen years before, the guide, under persistent questioning, will murmur something about an insurrection many years ago and at once change the subject.his whole bearing that of a man, forced on the witness stand, to reveal the family skeleton.

And, indeed, these sharp points of smokestained walls that persist in towering above the wealth of glossy green which kindly nature has striven to throw over them are, after all, the unsightly ribs of disgrace your planter-friend would fain forget.

To the cheerful sound of lusty hammers and clinking trowels the storm-razed buildings are being restored to their former state again. But on these fire-crumbled stones a curse seems to have fallen. Like the mummy at the banquet, perpetually they bear witness to the terrible possibilities of evil that lurk in the dull brains of these same negro laborers who, care free, constantly pass by with coarse jest and idle laughter.

As the same negroes who wrought this ruin, with their descendants, form today nine-tenths of the population of our new Danish possessions, some account of this riot and its causes may be of value to us in studying what is, after all, the real problem concerning these islands, namely: What political rights are to be granted to their Inhabitants?

Little of Real Facts.

Accurate information on the subject is very difficult to obtain. The books published about the West Indies barely mention the insurrection, or ignore it entirely. The semi-official West Indian Almanac, published at St. Thomas, skips deftly over It with a brief sentence. The annexationists are afraid to mention it, lest it injure their cause, and it was only after much trouble that the writer found one who had lived through that exciting time and was willing to talk about It.

Amid the wreck of what once had been a fine dwelling, seated on crumbling steps that led up to nothing more substantial than the blue, tropic sky, his voice quivered with emotion as he talked.

The foundation of the trouble was really laid by a fatal error of the government, in 1848, a mistake which has never been forgotten by the negro, and may yet be bitterly regretted by our government. At that time it was announced that slavery would soon be abolished. As was the case in all the other islands, this news proved too much for the negro's mental equilibrium. As the appointed date drew near he refused to work and, taking first to drinking, quite naturally wound up the celebration by a bit of rioting. Had the disturbance been put down with a strong hand, no permanent harm would have been done. But, instead, against the protest of the cooler heads, the government, in a panic of unreasoning fear, proclaimed the liberation of the slaves at once, ahead of time.

The rioting Immediately ceased, but the negroes had tasted the sweets of power. Though they had been but yesterday a mass of whip-driven slaves, now they could rule their former masters with the awful scourge of the mob. Although, they waited thirty long years, they had not forgotten. Slavery had been suceeeded by the "labor law," under which every negro laborer was compelled to sign a contract with some planter on the 1st of each October, binding himself to work through the ensuing year for ten cents in cash and ten cents in food a day. Any found after the 2d of October who had not signed such a contract were punished.

Better Than Formerly.

Even this unsatisfactory arrangement was so much better than previous conditions that at first there were no complaints. Each October, however, dissatisfaction grew stronger until, in 1877. the mutterlngs of a gathering storm were heard, and the government announced a repeal of the law, to take effect three years from date.

Again they had triumphed. The leaders of the uprising of 1848 recalled the easy victory of the past. Three years was a long time to wait, but still they hesitated. As the 1st of October, 1878, drew near, however, it was noticed that a new spirit of insolence had appeared among the laborers. As they assembled in the towns where the contracts were to be renewed there was much disorder. On the morning of the first the planters were surprised to find a well-organized opposition to the renewal of the contracts. Arguments, threats, promises, all proved unavailing. Every hour fresh bands of negroes, armed with keen machetes, marched Into town, chanting fragments of wild African melodies. Toward dusk the merchants, fearing trouble, put up their heavy shutters, and the townsfolk retired to their homes. A swift sloop - there was no cable then - set sail for St. Thomas, bearing urgent appeals for help from the tiny Danish garrison there.

Refreshment Necessary.

At first the mob was contented with marching up and down the deserted streets, howling the rallying cry: "No more 10 cents a day." Shouting was a thirst-producing exercise; a rum-shop door might, perhaps, be broken in. Yes, It was quite easy, there was refreshment for all at no expense. The flambeaus of resinous wood began to wave unsteadily in the hands of their bearers. How easy it would be merely to lay one of the torches against the huge wooden doors of the sugar warehouse! Yes, dry with age, it caught fire quickly. Like children terrified at their own wickedness, they paused a moment: the red fire leaped through the building; in a twinkling the soft blue-black of the midnight tropic sky was hidden by a lurid veil of crimson smoke, shot through and through with dazzling streaks; with the strong rum seething in their veins, they danced the wild jungle dances of their forefathers to its light. With brains awhirl. they staggered from one building to another. The red glare crept in through the closed blinds behind which the frightened townsfolk crouched, shuddering with terror. Woe to those traders whose dealings had been harsh or unfair! Only at the imminent peril of their lives might they steal from their burning homes to safety. Brighter grew the glare, back on the hillsides an answering glare appeared. Long tongues of flame crept up the hills from the burning fields of cane. The sites of the planters' homes were marked by brighter, higher flames. Wilder and madder grew the chantirg. merely hoarse howls of savage joy now, all semblance of articulate words lost.

A Horrible Scene.

The black forms dancing around the burning buildings stood silhouetted like fiends around the mouth of hell. The whole island was wrapped in flames. Still, strange as it seems, no lives were lost. The morning came unseen save for the lighting up of the dense blue smoke that filled the streets. A planter rode bravely into town, forgetting that these former slaves had tasted freedom and power. Maddened at the ruin of his estate, he rode straight into the mob, lashing right and left with his heavy riding whip. For an instant the crowd fell back, the old instinct still strong. For an instant it seemed that daring would succeed. Then a huge negro, his face bleeding from a cut of the lash, and working with brute passion, leaped forward and siezed a stirrup. In an instant it was all over. A swirl of half-naked black forms, the piercing neigh of a dying horse, the awful cry, half scream, half curse, of a human being in the throes of a fearful death, and it was done. Seized by a strange panic, the mob turned and fled. A bundle of red-stained, muddied clothes lay in a sickening heap, very quiet on the cobble stones.

Of the deeds done that dreadful day there remains no record. Gaunt chimneys, towering like seared, ungainly monuments above the smoldering ashes of the factories around them, mile after mile of black, unsightly fields veiled in a sickening deep blue smoke - these alone could tell the_tale. Strangely enough, that red stain, slowly thickening on the cobble stones, marked the only human victim of the mob. Satiated with their wild orgy, there was a lull, and then - the prayed-for troops arrived. Only 200 of them; what could they do against 6,000 savages? Yesterday they had been torn to pieces in an instant, but now reaction had set in. Frightened at their own daring, the negroes lied before the soldiers. Swiftly, relentlessly, the rioters were hunted down. There is no record of the number that satisfied the thirst for vengeance with their lives, but tales are of black forms lying huddled on burned, cane heaps that were burled with scant ceremony, and presently, under the sanction of the Inw, 600 figures writhed helplessly in the air, suspended from rude gibbets, outlined against the splendor of the sunset sky.

A Lurid Tale.

Such was the story told me by the old man sitting on the flre-scarred stairway that led upward, most absurdly, to nothing but the blue sky.

Yet, even in its hour of triumph, the government repeated its mistake. The labor law was declared abolished again ahead of time. Can one wonder that the negro still feels that the triumph was his. after all? 

"There Is no danger of riots now," the annexationists will tell you. "for this happened twenty years ago." Yet one remembers that there were thirty years between 1848 and 1878 and the conditions and surroundings of plantation life are practically the same.

The negro child from six to thirteen years of age is compelled, theoretically, to attend the public school; practically, he escapes much of it, as every year the family moves into a new district in search of work, and it must all be begun over again. Luring this time he has learned, what? To stumble through the first reader, the most elementary geography, arithmetic only as far as fractions, and a few words of banish. learned by rote and almost Instantly forgotten. After that he must take up his machete and begin the dreary hunt for work. There is practically no place open to him save the cane fields and, in these dark days with the slender profits of the sugar crop dropping, fraction by fraction, it is none too easy a matter to find work even there. Hundreds have left in me past few years, and other islands have sent notices, conspicuously posted on the custom house doors, stating that further emigration is useless, as they are no better oif themselves. In this competition for work wages have naturally dropped, and twenty cents a day is not an uncommon rate anywhere.

The Planter's Complaint.

The planters complain bitterly that the negro will work only when he pleases. About five days a week is his average. A little thought will show that this is not surprising. As a slave he worked only when he had to; as a freedman he works only long enough to satisfy his cheaply supplied wants. It is not a pleasant task, this laboring In the cane fields. White men have tried it. and died miserably, quickly in the effort. In planting time the fierce sun beats remorselessly on his bended back. Ice coId showers sweep down, without warning, from the mountains and drench him through and through. At hardest he must take his place in the long line and swing the heavy machete hour after hour, cutting the thick stalks. With the precision of an army, the long line of black figures, naked to the waist, sweep over the vast fields, the overseers, like officers, following with watchful eyes to detect a straggler or shirker. From a distance they look Iike a procession of huge black ants gnawing their way through a field og tender grass.

Soon a deep, mellow voice begins to hum a familiar air; quickly it is taken up by the others until, swelling into a weird chant, it sweeps down the line, the flashing steel rising and falling in unison with its strange barbaric rhythm. The dry dust rises beneath their tread and settles in their, postrils; no breeze penetrates the dense cane growth, it is hot with the stifling heat that sometimes swells the death roll in our northern cities. With the perspiration streaming from everv black pore, they move, on, on, all through the weary day. Perhaps five days a week of this would satisfy the best of us.

When our negro, fresh from' the schools, find labor such as this, he straightway settles down and takes unto himself a wife with or without the formality of a wedding, as may seem most convenient. A wretched hut of palms and cane is built - well named a "trash" house, and his life work has begun. Small wonder if the rum shop, where the strong native liquor that rings such delightful forgetfulness at 2 cents per glass may be obtained, attracts him in his leisure hours. Still smaller wonder that the little knowledge he has gained feeles utterly from his brain.

As for his religion, well, the church is very far, but the "obeah" man verv near, indeed. The Pariah Priest, the Lutheran minister, they are by all means to be respected and even, on occasion, heeded, but they live in their neat houses near the churches. Well, the "obeah" man. with his white hair and awful charms, he lives but two huts away, and is to be very greatly feared, indeed. A close friend of that terrible devil you hear so much about in the churches, he can make your hair fall out and your flesh rot with a few muttered words. He can even, if occasion required and you have sufficient money, give you certain curious herbs which, properly mixed with a rival's food, will end all trouble from that quarter.

The "Obeah" Man.

So his life runs, work, drink and constant dread of the "obeah" man, while curious tourists from passing steamers write down notes, placing him a little lower than the beasts.

Whose fault is this?

What we may do for this negro of Santa Cruz let those skilled in such matters answer. This is a simple statement of facts pointing a plain moral. As he was thirty years ago, so is this negro today. Do not think his long peacefulness means no danger in the future. A few weeks ago. when the false news was receiveel that the sale of the islands had been abandoned, a Danish warship was dispatched post haste to the island, as another insurrection was feared. The existing law, requiring a property qualification, bars the negro from the ballot. There are but 200 legal voters among the 18.000 inhabitants of Santa Cruz. This law, for the present at least, must be left alone! and, what is more important for future peace and progress, no promises of changes should be made.

Let a few northern agitators go among them prating of equal rights and universal suffrage and the tale of the old man sitting on the ruined stairway will repeat itself once more.

(Evening star (Washington, D.C.), 15. marts 1902)

Louis McHenry Howe (1871-1936) var journalist for New York Herald og politisk rådgiver 1909-1936 for den kommende præsident Franklin D. Roosevelt. Han kom fra en velstående familie, og arbejdede ved en avis hans far havde købt. Han rejste bl. a. til Cuba i 1898 for at dække den spansk-amerikanske krig for New York Herald, men nåede for sent frem. I de sidste år af sit liv var han syg af hjerte- og lungeproblemer. Han fik en statsbegravelse.

Værtshuset "Nordpolen". (Efterskrift til Politivennen).

"Nordpolen"

"Signe med kongenæsen"
Den danske "Skalle"
Ignatus fortæller i "Politiken"

"Nordpolen" er en af de få virkelig forbryderfælder der findes her i byen. Man stiger fra Vognmagergade ned ad en smal trappe og befinder sig i et underjordisk, af borde, stole, diske og flasker opfyldt lokale, hvor ordenen mellem vagabonderne opretholdes af et par solide kæmper, der passer handsker nr. 12. Gennem en dør i baggrunden opdager man et glimt af værten, der dog ikke viser sig uden ved højtidelige lejligheder. 

Til venstre for den egentlige beværtning ligger der et aflangt rum, som kaldes "Stuen". Dette rum hvori der som regel er slagsmål i den ene ende, medens en halv snes driverter ligger og sover i den anden, er unægtelig interessantere end gaskælderen i "Sherlock Holmes". Rundt om på de fedtede bænke sidder forbrydere, der har tilbragt deres meste tid i Vridsløselille, og mellem forbryderne Vognmagergades friserede alfonser, de såkaldte "krasseka'le", "blæsere" eller "embedsmænd" (betegnelserne "alfons", "hopsaka'l" og "gummidreng" er opfundne af bladene og ukendte i kvarteret). 

Mellem damerne, der næsten uden undtagelse ryger træpibe, er den mest bekendte en tidligere værtshusholderske som bærer navnet "Signe med kongenæsen". Når hun er drukken, synger hun en sentimental sang. 

I denne stue sad i gamle dage "den dovne Dreng" (han er nu i Horsens Tugthus), og her soldede "Tevehår" og "Bernhardt med Patten" for de penge, de havde tjent ved indbrud. Mange pladser er nu blevet tomme efter Lersøaffæren. "Og alt det", siger Bræddestablen. "fordi de fingererede lidt ved en politibetjent."

Bræddestablen er en mand med ydre optræden og måske i øjeblikket den af vagabonderne, der renest har bevaret kvarterets sprog. Den 35-årige mand er høj og velvoksen, med et rødligt, stærkt bygget ansigt, med en dobbelt overlæbe, knækkede fortænder og med et knivstik-ar på underlæben. I henseende til toilette er han på højden af de moderne fordringer. Han taler gerne og understreger enkelte ord med stærke armbevægelser. Og hvad er det ikke for besynderlige ord!

Forbryderne i kvarteret har deres eget sprog, som dels er ejendommeligt ved de adjektiviske betegnelser (en pibe med et stort hoved kaldes fx for "bredskuldret") dels ved en ironisk ombytning af ord fra bogsproget, som når fx en bisse ufravigelig kaldes "prins". (Ordet bisse er opfundet af skribenter). Yderligere benyttes disse ord til dannelse af verber. En prins der om natten sover i en retirade, siger, at han "prinser den", og damer som han møder på logisstedet kaldes prinsesser. Hr. sprogforsker! Tal med Bræddestablen og Strile-Karl, og De vil opdage, hvor uvidende De er i dansk sprog!

Han "går og skyder" betyder, at han går og stjæler, "et skud" er et stykke tyvegods (ladegårdslemmerne kalder i øvrigt en cigarstump "et skud"). "Kan du være i vognen" betyder: Kan du klare dig? At "gå på'en" betyder at bekende. At "blive solgt" er at blive overlistet i et krydsforhør. "Vil du springe?" betyder: Vil du slås? Og "Så siger jeg nik" betyder: parat til at drikke en skalle.

At drikke en skalle er at træde et par skridt tilbage, lynsnart at fare frem og med den øverste del af panden at ramme modstanderen over næsen og knuse denne med et stærkt stød. Nordpolens stamgæster viser i så henseende en forbavsende færdighed. Man må personlig se dem drikke en skalle eller dog betragte deres skade, knækkede næser for at få en forestilling om det frygtelige våben. Danske slagsbrødre, der om bord på skibe henflyttes til andre egne her drikker fremmede slagsbrødre skaller, vækker på en gang forfærdelse og forbavselse. En lignende benyttelse af hovedet til slagsmål er ganske ukendt andre steder end i Danmark. Bræddestablen viser styrken af sin pandebrask, idet han drikker kældervæggen en skalle, så det bogstavelig talt knager i den gamle, sure rønne. Endda erklærer han at Lars med Patten er hans overmand. En gang i ungdommens dage drak han Bræddestablen en skalle, der "blev siddende", og at denne mester i faget nu i 2 år skal være forhindret i at præstere ordentligt arbejde, forøger yderligere Bræddestablens misfornøjelse med de bestående samfundsforhold.

Ved afskeden gør han følgende klassiske bemærkning:

"Man går op af pølen og fingererer ved en panser (gadebetjent). Værså'artig, ind i svededåsen med det samme. Man danderer den med seven (grøn sæbe, som benyttes til at knuse ruder med i udhængsskabe), og aldrig så snart har han lugtet til et par skaldede brocher, førend den står på kul (vand og brød). I Leret (Lersøen) må man ikke komme, og forladning i pistongen er der ikke over det hele. Man kan li'så godt straks gå ud på går'en og slå de tre slaw."

Derefter vendte Bræddestablen sig til Signe med Kongenæsen og sagde:

"Sine! La vos så få de to drosler!"

(Aalborg Tidende, 1. marts 1902).

Fotoet viser ikke Nordpolen, men en kælderbeværtning i Lille Brøndstræde 12. Bagest porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

Vi vælger at aflægge "Nordpolen" et besøg. Det stemmer os for brystet da vi efter at være klatrede ned ad den stejle trappe, befinder os i et lokale hvor en snes mennesker trænges sammen i to rum der hver for sig er af størrelse som et pigekammer i en ældre københavnsk ejendom. Et lokale hvor den ubeskriveligste stank af last og dyrisk ligegyldighed lægger sig tyngende på åndedrættet, og hvor kærligheden til snavset har overtrukket de nøgne vægge med en fedtet og klæbrig patina.

Af de to rum er det ene skænkestue, det andet "dameværelse". Ved denne elegante betegnelse forstås at stedets furier her har deres residens. Ikke alene opholder de sig der på de tider af dagen da de ikke virker i deres kald, men de sover her også, hvilende på borde og bænke eller simpelt hen på gulvet, hvor det tommetykke snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig masse. Når dagens jagt efter de usle skillinger de behøver til megen brændevin og en smule mad, er endt, og kavalererne er gået ud for at forsøge hvad nattens timer kan kaste af sig, synker det hærgede kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet af last, arrest og pint af utøj, stinkende af spiritus.

(Fredericia Social-Demokrat, 26. februar 1907).