05 maj 2025

Haardt Vintervejr. (Efterskrift til Politivennen).

En Mand frosset ihjel i en Kældergang.

Død midt i Byen af Nød og Elendighed.

Selv om der her I Byen gøres meget for at afhjælpe den værste Nød, maatte man være forberedt paa at den nu herskende barske vinterhaarde Kulde maatte bringe Efterretning om Tragedier blandt Samfundets ulykkelige Stedbørn. Nu et det første Tilfælde, hvor Vinteren Barskhed har krævet et Menneskeliv, indtruffet - men man maaske undre sig over, at det ikke er kommet før.

Det var ude i Rantzausgade 6, at Viceværten havde lagt Mærke til, at en midaldrende .pæn og stilfærdig, men yderst fattig klædt Mand holdt til i en af Ejendommens Kældergange, hvor han havde fundet en gammeI Madras, og paa denne tilbragte han Natten. I Gaar Morges traf Vicevæærten atter Manden, der gjorde efrygteligt forkomment og sygeligt Udtryk, og han fik da ved Politiet Hjælp Manden kørt til Rigshospitalet. hvor han i Aftes afgik ved Døden. og Aarsagen var ikke til at tage fejl af - Nød, Sult og Kulde.

Manden var en forhenværende Handelsagent Lauritz Louis Frederik Jørgensen, født 1879, og, efter hvad han selv kunde oplyse, arbejdsløs gennem lang Tid og ganske uden Slægt og Paarørende.

(Aftenbladet (København) 20. februar 1929).

I folketællingen 1880 optræder han som søn af Hans Jørgensen (38) og Karen Jørgensen (31), født Madsen. Han der på daværende tidspunkt var under 1 år, havde storesøsteren Jørgine (5) og storebroderen Otto Carl Andreas (2). De boede på Østerbrogade 57.

Afskibningsfrholdene paa Kvæsthusbroen er fortvivlede.

Vognene maa vente hele Døgn.

Morgenbillede af Varedyngerne, der ophober sig ved Kvæsthusbroen.

Der hersker rent fortvivlede Forhold paa Sct. Annæplads og Kvæsthusbroen. Isforholdene har bagt fuldstændig Kaos i Afskibningsforholdene, og i Gaar, da D. F. D. S's to Aarhusbaade, "Aarhus" og "C. F. Tietgen" skulde afgaa, blev man Vidne til et Skuespil, som man aldrig har set Mage til i Københavns Havn. Køretøjer med Varetransporter fra de københavnske Firmaer strømmede til fra alle Kanter, og fyldte baade Sct Annæplads og alle tilstødende Gader. Tallet paa Vogne løb efterhaanden op til nærved 300, og Trængslen var ganske ubeskrivelig. Skibene kunne selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis tage imod denne Syndflod af Gods, og Følgen var, at Vogne, der var ankommet til Havnen tidlig i Gaar Morges, endnu holdt uekspederede sent ud paa Natten, da det blev meddelt, at nu kunde der kun modtages letfordærvelige Varer. At dette er frygtelige Forhold for Hestene, og at de stakkels Kuske efterhaanden mistede al deres gode Købehavnerhumør, siger sig selv.

Det er selvfølgelig vanskeligt at rette Bebrejdelser mod nogen enkelt, det er naturligvis de ganske unormale Forhold, der er Skyld i Kalamiteterne, idet mange Dages normale Godssendinger har hobet sig op, og to Dampere kan selvsagt ikke tage Gods til hele Jylland for flere Dage.

Endnu sent paa Natten arbejdedes der paa Kraft med aflæsning af Vognene, og Godset maa foreløbig opbevares paa Kajen, og der paakæves e stærkt Vagthold baade Dag og Nat. Tildækning med Presenninger og ekstra Foranstaltninger som man aldrig før har kendt.

(Aftenbladet (København) 20. februar 1929).

Godsophobning ved Kvæsthusbroen. Aftenbladet (København) 26. marts 1925. Her skyldtes ophobningen dog ikke vejrforholdene, men en arbejdskamp.

Dampere i nødhavn langs Langelinjemolen. Foto fra Aftenbladet (København), 26. februar 1929.

Den 28. februar 1929 indtraf en af de største katastrofer i Københavns Vandforsynings historie, idet hovedledningen fra Thorsbroværket til byen blev sprængt ved Ålholmsvej i Vanløse. Hele byens vandtilførsel blev lukket i tre kvarter. Villahaverne ved Ålholmsvej blev oversvømmet, og arbejdet med at komme ned til bruddet foregik i en stenhård, bundfrossen jord. Fotoer fra Aftenbladet (København) 1. marts 1929.

Kampen for at forsyne Jylland.

De fortvivlede Aflæsningsforhold ved Kvæsthusbroen.

En ubrudt Varevognsrække fra Øster Voldgade til Kvæsthusbroens Dampere.

At faa Gods aflæsset til Damperne ved Kvæsthusbroen kan under normale Forhold godt tage Timer. Men hvad er det mod den Ventetid, Vognene har i disse Dage, hvor D. F. D. S.'s Rutebaade er saa godt som ene om at befordre Varer til Jyllands Handlende?

Afsenderne maa faktisk regne med, at det nu tager det meste af en Dag at faa afleveret et Læs Gods til Kvæsthusbro-Skibene. Læserne vil kunne forstaa Grunden, naar de ser en Situation, som den Billedet ovenfor viser.

Det er taget ved 11-Tiden i Gaar Formiddags i Øster Voldgade ud for Sølvgades Kaserne, og viser den foreløbige Vognrække, der ubrudt strækker sig herfra, gennem Nyboder, Grønningen, Amaliegade, Ny Toldbodgade og Set Annæ Plads. Ruten kan iøvrigt følges paa den lille Oversigtsplan nederst til venstre i Billedet. Den sorte Linie betegner Vogntogets Udstrækning, begyndende ved det hvide Kryds - Øster Voldgade.

At de Handlende er fortvivlet over disse Forhold, siger sig selv. Det er jo ogsaa fuldt ud forstaaeligt. Det er faktisk et Spild af Tid, Personale og Penge, som Mangel paa et ordentligt Isbryder Materiel har paaført dem. Det Vogntog, der i Gaar ekspederedes, talte ialt ca. 500 Køretøjer. Først ved 1-Tiden i Nat var det sidste Læs afleveret - altsaa efter et halvt Døgns Ventetid.

Forhaabentlig har Staten nu ogsaa faaet Lærepenge, saa Trafik Forhold som de, Lanadets Befolkning i Vinter har været ude for, ikke mere gentages.

(Aftenbladet (København) 2. marts 1929).

Det første Lagkagehus. (Efterskrift til Politivennen).

Rønnerne ved Sct. Jørgens Sø skal rives ned!

De to hundredaarige Huse er solgt til et Konsortium, der bygger et femetages Hus paa den gamle Tomt.

Vodroffsgaard-Husene, der er dømt til Nedrivning.

De gamle Rønner ved St. Jørgens Sø, Vodroffsgaard-Husene, har længe været mærket af Tidens Tand, en uskøn Streg i Billedet af Byen, men de har ogsaa været beboet af Mennesker, og derfor har Myndighederne, i disse boligknappe Aar, modsat sig, at de gamle Huse blev solgt til Nedrivning.

Nu er Dommen over Rønnerne afsagt. Efter maanedlange Forhandlinger har de nuværende Ejere, Ingeniør, cand. polyt. Anders Møller og tre Søstre af ham overdraget et Konsortium, der repræsenteres af Højesteretssagfører Otto Bang, to af de gamle Ejendomme, Nr. 2 A og 2 B. Salgssummen - oplyser Overretssagfører Vibe - Hastrup, der er Ejernes Repræsentant, er 125,000 Kroner.

Det nye Konsortium river de gamle Huse ned og opfører paa den flerhundredaarige Tomt en moderne, femetages Bygning med lutter store Lejligheder. Beboerne i 2 A og 2 B er med Huslejenævnets Godkendelse sagt op til Fraflytning den 1. Marts, og er Frosten gaaet af Jorden til den Tid, er det Meningen at begynde Nedrivningen allerede næste Dag! 

Arkitekterne Kay Fisker og C. F. Møller, der skal bygge Huset, hvor Rønnerne har staaet, rejser her paa Grænsen mellem København og Frederiksberg det helt moderne Hus. Kay Fisker giver Huset fladt Tag, anlægger et storstilet Haveanlæg paa det flade Tag og bygger ud mod Søen Balkoner og Terrasser. Med andre Ord: Den sjældne Beliggenhed udnyttes helt. Genboen til Gaden bliver Kinopalæets Bygning. Det er Meningen at fremskynde Arbejdet, saaledes at de tyve Lejligheder, Søhuset faar, kan være færdige til Indflytning til Oktober Flyttedag. Byggesum- men er trekvart Million Kroner.

Vodroffsgaard-Husene 2 A og 2 B er saa gamle, at Ejerne Ikke kender deres Alder, men Krøniken fortæller, at de er bygget af Sten fra Blaataarn, Leonora Christines Fængsel. I 1881 overtog en i hine Tiders København kendt Mand, Maltgører O. P. B. Møller, de gamle Huse som en Arv efter sin Svigerfader, Bagermester N. N. Johansen. O. P. B. Møller overdrog ved sin Død Vodroffsgaard-Husene til sine Børn, Ingeniør Anders Møller og hans tre Søstre.

I mange Aar har Ejerne ønsket at skille sig af med de to Huse ved St. Jørgens Sø, baade fordi de, som Tiden gik, forfaldt, og fordi der hyppigt var Uro med Lejerne. Men Huslejeloven stillede sig hindrende i Vejen. De gamle, faldefærdige Huse skulde blive staaende!

I alt fald een dramatisk Episode knytter sig til Vodroffgaard-Husene. Opdagelsespolitiets Overrumpling af Forbryderen Schøndorff-Hansen. I Maaneder var han jaget, men ingen tænkte paa, at den skikkeligt udseende Glarmester (med falsk Skæg) fra "den gamle Butik" var Schøndorff-Hansen, den flygtede Stortyv.
Es.

(Nationaltidende, 16. februar 1929).

De nye Huse i den gamle Stad

Efter alle Tidens Fordringer.

Den nye, moderne Beboelsesejendom paa Vodroffsvej.

Den store højmoderne Ejendom, som under Ledelse af Arkitekterne Kay Fisker og C. F: Møller opføres ved Vodroffsvej, nærmer sig nu stærkt sin Fuldendelse - og der er sikkert mange af Byens gode Borgere, som lægger deres Vej forbi den for at faa et Indtryk af dens Arkitektur.

Den vækker Opsigt! I København er denne moderne Arkitektur jo flunkende ny - men hvad enten man nu kan forlige sig med dens ukunstlede, skarpe Linier eller ej, vil man sikkert gerne indrømme, at Bygningen lader til at være praktisk indrettet.

Arkitekt Møller fortæller i en tidlig Morgensamtale, at hvad man først og fremmest tænkte paa, da man planlagde Ejendommen, var at sørge for Vinduer, Karnap'er og Altaner, saa Beboerne kunde faa godt af Udsigten over Søerne.

Naar Huset er opdelt vandret med røde og hvide Striber, er det nærmest for at "holde sammen paa det". Sagen er, at der i et moderne Hus findes alle mulige Vinduestørrelser, idet man programmæssigt holder paa, at der kun maa være ét Vindue i hver Stue, og hvis man i saadanne Tilfælde ikke brugte en kraftig vandret Opdeling, vilde Bygningen inaaske arkitektonisk komme til at virke noget uroligt.

Forøvrigt rummer Ejendommen 18 Lejligheder og 6 Butiker. Lejlighederne, der er paa 4 og 5 Værelser med Badeværelse, Køleskab. varmt Vand og alle andre moderne Bekvemmeligheder, er allerede udlejet, skønt de naturligvis ikke hører til de billigste her i Byen. Af Butikerne er endnu nogle tilbage.

- Hvad hedder den Stil, som Ejendommen er opført i? spørger vi til Slut Arkitekten.

- Den har ikke noget Navn. Vi kalder den bare moderne. Den er et Produkt af alle de Fordringer, som har slaaet den tidligere Arkitektur ned.

(Aftenbladet (København) 8. oktober 1929).


Danmarks første Lagkagehus

Det første Udslag af det moderne Boligbyggeri.

Paa den store Bygge- og Boligudstilling fik man en Forsmag paa, hvorledes Fremtidens Huse vil blive. Tendensen stræber mod større Hygiejne, bedre Lysforhold, og saa naturligvis indrettet med den Komfort, som Tiden uvægerligt kræver.

Men de moderne Arkitekter har ganske glemt at tænke over det hyggelige Hjem. 

København har i disse Dage i Praksis faaet Del i det moderne Boligbyggeri, idet der paa Grunden ved Svineryggen over for Kinopalæet er rejst en ejendommeligt udseende Bygning, er mere minder om en amerikansk Opdragelsesanstalt, end om et civilt Beboelseshus. I Københavnermunde har man omdøbt den famøse Bygning til "Lagkagen", fordi den netop minder om en saadan Kage, - men hverken i Smag eller Delikatesse svarer til Navnefaderen. Bygningen er paa 6 Etager, der er "lagt oven paa hinanden", saaledes at det minder om et Hus, udført af Byggeklodser. Mellem Etagerne er der store Loggiaer, og hver Lejlighed er et eneste Glasrum, hvor Lyset samler sig. men Hyggen udebliver.

Der er ingen Tvivl om, at Arkitekterne C. F. Møller og Kay Fisker har ment Københavnerne det godt, da de opførte dette Hus, hvis Celler hver for sig er projekteret til Kæmpepriser, der i Alle Bladene er Befolkning. Men Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse vil sikkert udstøde Ramaskrig. - Stærekassen, som bygges bag Det kgl. Teater ser ikke værre ud end denne Fængselskare med Glas og mærkelige, firkantede Udspring. Den danske Vinter vil sikkert tage Charmen bort fra de store Vinduer, - men Hygiejne og Komfort er som sagt ledende - saa er den hjemlige Hygge et underordnet Spørgsmaal.

Københavner, jun.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 23. oktober 1929).

I Nationaltidende 1. januar 1930 omtales huset også som "Lagkagehuset"

Foto fra Social-Demokraten 18. december 1929.

"Lagkagehuset" på Vodroffsvej som det ser ud, næsten 100 år efter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den omtalte Schøndorff Hansen var Svend Aage Schøndorff Hansen (foto fra Social-Demokraten 31. december 1927). Han blev opdaget på en barberstue  af et par opdagere, og var tidligere straffet for alfonseri, han blev indsat på Sundholm, men flygtede og levede en tid under falske papirer som Svend Bryn. Han udførte over 120 indbrud som han senere tilstod. 

Hans retssag begyndte i november 1927, og han blev idømt 3 års forbedringshuse. Han var indsat i Vestre Fængsel, men indlagt på Sundby Hospital da han blev syg - også her lykkedes ham at flygte den 19. december 1927. I januar skrev han til en bekendt og meddelte at han var flygtet til Rusland. Ved en tilfældighed fandt politiet imidlertid i februar 1928 på Vesterbrogade 65, 4. sal, en hans "hule" hvor han opholdt sig med kæresten. Hun blev arresteret og fik senere 1 måneds fængsel for sin medvirken ved flugten. Men det lykkedes ham at flygte. Schøndorff-Hansen var i det hele taget ret koldblodig: Ved et indbrud i Torvegade, udgav han sig for vicevært over for politiet og deltog i eftersøgningen af tyven, indtil han så sit snit til at stikke af.

Han blev i september 1928 pågrebet på Vodroffsvej nr. 2 hvor han havde opholdt sig i længere som glarmester.

Storforbryderen Schøndoff-Hansen paagrebet paa Vodroffsvej.

Han havde starten en Glarmesterforretning og havde anlag Skægog Briiller.
I et halvt Aar har han holdt sig fri af Politiet efter den natlige Flugt fra Sundby Hospital.

Billedet forestiller Ejendommen Vodroffsvej 2, hvor Storforbryderen Schøndorff-Hansen blev paagrebet.

Den længe eftersøgte Storforbryderen Schøndorff- Hansen er, - som meddelt i Aftenudgaven - i Gaar Eftermiddags blevet anholdt af Opdagelsespolitiet i sin Lejlighed paa Vodroffsvej 2.

Han fulgte roligt med, idet han var klar over, at Slaget var tabt.

Det var 1 December, han ved Nattetid flygtede fra Sundholm Sundby Hospital og han har saaledes i over et halvt Aar holdt sig fri af Politiet. Det overordentlig store Arbejde, Eftersøgelsen har givet, vil formentlig have den Virkning, at Autoriteterne fremtidig er varsommere med at anbringe syge Forbrydere paa andre Hospitaler end Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Flugten.

 - - Paa Politigaarden vakte til ikke ringe Opsigt, da Sundby Hospital om Aftenen ved 10-Tiden den 19. December meddelte, at Schøndorff-Hansen var flygtet.

Efter at han i en halv Time havde opholdt sig i et Afklædningsrum, anede Personalet Uraad og sprængte Døren, da han ikke svarede. Det viste sig nu, at han var forsvundet ud gennem et
lille, smalt Vindue.

Politiet var straks paa det rene med, at han havde haft Hjælpere. Om Eftermiddagen havde Schøndorff-Hansen haft Besøg af sin Kæreste, der havde faaet Adgang for en Afskedsvisit. Han var nylig idømt en Straf paa 3 Aars Forbedringshusarbejde, og nu vilde hun gerne tage Afsked med ham ....

Det flyvende Korps arbejder.

Øjeblikkelig blev der iværksat en Eftersøgelse. Det flyvende Korps blev alarmeret, og Flygtningen blev i Maaneder eftersøgt Dag og Nat. 

Tilsidst drog man Tropperne ind, hvorefter to unge Opdagere, Rønde og Holton, der begge tidligere har gjort sig fordelagtigt bemærkede, satte sig Opsporingen som særlig Opgave.

I det forløbne Halvaar har de hjemsøgt Vesterbro og en halv Snes Gange været paa Sporet. Men naar de troede at have ham, - glippede det i sidste Øjeblik. Blandt Kammeraterne begyndte man saa smaat at smile ad Energien, idet man mente, at den Efterlyste, der er tidligere Artist - og sprogkyndig - forlængst havde forladt de hjemlige Kødgryder og var naaet en af Udlandets Storbyer. 

De to Opdagere var af en anden Mening; de hørte af og til lidt nyt, som gav dem Anledning til at tro, at han stadig var i deres Nærhed. I over en Maaned .skyggede de hans Kæreste; men det gav intet Resultat. Saa fik de at vide, at han havde opholdt sig paa Frederiksberg - dog, ogsaa det var blind Alarm. Da Opdagerne kom, var Fuglen fløjet.

Sporet.

Men Mandag Aften fik Opdagerne et nyt Spor, og denne Gang naaede man Maalet.

En Meddelelse gik ud paa, at Schøndorff-Hansen i den sidste Tid til Stadighed var set i Kvarteret omkring Vodroffsvej. Ganske vist havde den omtalte Person anlagt Skæg og Briller og skiftet Frisure; men det maatte være ham. I Gaar Middags saa Opdagerne Schøndorff-Hansens Kæreste komme ud fra en Glarmesterforretning, der var bleven etableret i et lille Hus, nærmest lignende et Skur, der er beliggende paa Vodroffsvej Nr. 2.

De fik ved Forespørgsler at vide, at det var "en underlig Mand", der havde Forretningen. Den var ofte lukket flere Timer ad Gangen.

Rønde gik ind i Forretningen og bad om at faa et Billede indrammet. Da han saa "Glarmesteren" var han omtrent sikker i sin Sag, og af taktiske Grunde trak han sig tilbage, idet han sagde, at han vilde gaa hjem efter Billedet.

Fra tidligere Lejligheder vidste man, at Forbryderen vilde forsøge en Flugt. Rønde telefonerede derfor til Politigaarden om Assistance, og faa Minuter senere ankom fire opdagere i Automobil. De listede ind omkring Ejendommen, og derefter tog Rønde og Holton paany
Offensiven.

Schøndorff-Hansen var i samme Nu klar over, at han var fanget. 

- Er der Betjente ved Bagdøren? spurgte han. 

- Ja, svarede Opdagerne i Kor, De kan være ganske tryg.
- Naa, lød Svaret, Ja, saa er der altsaa intet at gøre.

Anholdelsen.

Godvillig fulgte han med til Politigaarden, hvorefter der i hans lille Hjem blev foretaget en grundlg Ransagning.

Udbyttet var betydeligt. Der maatte to Lastautomobiler til at bringe Tyvekosterne op til Poilitigaarden.

Endnu ved Midnatstid var man ikke færdig med Afhøringen, men Schøndorff-Hansen var medgørlig og tilstod, at han i den lange Tid udelukkende havde holdt Livet oppe ved Tyverier. Forretningen havde kun været et Skalkeskjul og et Tilflugtssted.

Han vil blive fremstillet i Dommervagten i Dag - og naar hans Sag en
Gang bliver færdigbehandlet, vil han faa en alvorlig Tillægsstraf, dels for sine mange nye Tyverier, dels for sin Flugt.

(Nationaltidende 14. september 1928).

Foto af Vodroffsvej 2 fra "Klokken 5" 15. september 1928 2. udgave.

Flugtforsøgene fortsatte. I begyndelsen af oktober sprang han under en afhøring ud af et vindue i 1. sals højde, men brækkede benet, så benpiberne stak ud. Under retssagen påstod Schøndorff-Hansen at det ikke var et flugtforsøg, men et selvmordsforsøg. Byretten idømte ham en tillægsstraf på 18 måneders forbedringshuse. Landsretten forhøjede i december 1928 dette til 2 år. Man kunne dokumentere tyverier for i alt 3.400 kr. 

Under hans sygeophold på Kommunehospitalet blev han opsøgt af en vis stenografdame Nancy Schøndorff-Hansen (født Andersen), datter af en fremstående kontorembedsmand, og efter eget udsagn forlovet med Schøndorff-Hansen da han endnu udgav sig for at være glarmester Petersen. Hun påstod at have trukket sig fra ham da han blev arresteret, men hendes følelser var blusset op igen, og nu ville hun gerne have nogle penge udbetalt. De blev herefter gift på Kommunehospitalet. Schøndorff-Hansen var allerede gift og senere skilt med en kone der opholdt sig i udlandet. Politiet overvejede derfor at anlægge sag for bigami, såfremt kvinden ikke var en svindler.

Herefter forsvinder Schøndorff-Hansen ud af aviserne, så man skal i arkiverne hvis man skal finde hans videre skæbne.

04 maj 2025

John William Schibbye Johnsson (1868-1929). (Efterskrift til Politivennen)

John William Schibbye Johnsson (1868-1929) var læge, cand. med. 1893, reservelæge ved Sankt Josephs Hospital og praktiserende i København fra 1900. Han var kunsthistorisk interesseret og på sine mange rejser beskæftigede han sig bl.a. med lægekunstens sammenhæng med almindelig kulturhistorie. Johnsson var bestyrelsesmedlem og medstifter af flere medicinalhistoriske og folkloristiske foreninger i Danmark og i udlandet. Sammen med C.J. Salomonsen og Kristian Carøe stiftede han i 1906/1907 det medicinalhistoriske museum i København (åbnet 22. august 1907) samtidig med markeringen af Den Almindelige Danske Lægeforenings 50-års-jubilæum. Udstillingen var i Fredericiagade (tidligere Østre Landsret). Samlingen overgik til universitetet 1918, og er i dag kendt som Medicinsk Museion, i det gamle Kirurgisk Akademi (1787), Bredgade 62 i København.

Johnsson, J. W. S. (1868-1929) læge og medicinhistoriker. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.


Som praktiserende læge var Johnsson en overgang tilknyttet Københavns Luftkursted, se indlaget Københavns Luftkursted på denne blog.


Lægeforeningen blokerer Voldsanatoriet.

Nationalforeningen og Københavns Luftkursted i Krig mod hinanden.
Nationalforeningen faar Hjælp hos Lægerne. - En Samtale med Sanatoriets Administrator, Grosserer Kjeldsen.

Der er i disse Dage udbrudt en højst kedelig Krig mellem Voldsanatoriet paa Kalvebod Bastionen som den ene Part og Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse paa den anden.

Nationalforeningen har hurtig gjort det første Skridt og staar nu foreløbig bedst i denne mere end mærkelige Strid.

"Folkets Avis" har i Gaar henvendt sig til Hjælpekorpsets Administrator, Grosserer Kjeldsen, og bedt ham udtale sig om Sagen.

- Det er en pinlig Historie, sagde Grosserer Kjelsen, som jeg helst havde set ordnet, uden at Offentligheden havde faaet noget at vide derom.

Siden Luftkurstedet herud paa Bastionen for 2 Aar siden i blev stiftet, har vi blandt andre Rekonvalescenter ogsaa modtaget Patienter, der har været os tilsendte af Nationalforeningens Forplejningstation i Laksegade, uden at vi nogen Sinde har modtaget saa meget som en eneste Øre derfor af den rige Forening.

Forholdet er nu dette og har altid været det, at Patienterne bliver vist herud af en Læge, som saa tilser dem, saa ofte han selv finder det ønskeligt, men samtidig er Patienten to Gange ugenlig bleven tilset af Dr. Johnsson fra GI. Kongevej 86 A, der den 10. Januar har været Kurstedets Læge i et Aar. Hans Honorar var 40 Kr. maanedlig.

I Begyndelsen af November Maaned kom Læge Arne Faber herud paa Sanatoriet, og efter at have gennemset det, begyndte han til en af Sygeplejerskerne at tale om, at Kurstedet er forkert anhlagt; der var baade det ene og andet i Vejen. Selv var jeg ikke til Stede; jeg betragter det som en Næsvished af en fremmed Læge at komme ind og kritisere Sanatoriet, noget, han aldeles ingen Ret har til, og saa tilmed overfor en af Funktionærerne.

Imidlertid sagde jeg intet til dette, skønt det harmede mig, men det blev værre endnu. Patienterne, der var indlagte af Nationalforeningen, sagde mig, at naar de mødte til Kontrol paa Stationen i Laksegade, saa blev der stillet dem saa mange mærkelige Spørgsmaal. F. Eks.: Om Maden herude var god, om hvordan jeg var og andre for mig og Sanatoriet meget nærgaaende, ja  højst generende Spørgsmaal, som kun er egnet til at skabe Mistilllid overfor Arbejdet herude. Nu syntes jeg, det kunde være nok, og skrev da til Nationalforeningen, at jeg ønskede, den inden Tirsdag den 19. December trak sine Patienter tilbage fra Anstalten.

Herpaa modtog jeg intet Svar, men den 23. December modtog jeg Besøg af Kommunelæge Asmund i hans Egenskab af Bestyrelsesmedlem i Lægeforeningen.

Læge Asmund meddelte mig nu, at Lægerne i Byen ingen Tillid havde til Kurstedet, blandt andet var de hygiejniske Forhold ikke som de burde være, sagde han.

Jeg fandt, at det var lidt for sent, Lægerne kom til det Resultat, efter at Anstalten havde bestaaet i to Aar, og vi blev enige om at afholde et Møde den 29 December i Medicinsk Selskab. Forinden dette Møde blev Dr. Johnsson og jeg enige om at ophøre med Samarbejde fra den 10. Januar.

Mødet kom imidlertid ikke i Stand, thi Dagen efter at Dr. Johnsson og jeg var blevne enige om at skilles, erfarede jeg, at Asmund ringede rundt til Medlemmerne af Lægeforeningen og udtalte, at Kurstedet var blokeret for Tilgang af Læger.

Den Dag, Mødet skulde havde været afholdt, sendte jeg Læge Asmund saalydende Telegram:

Mødet bedes godhedsfuldt aflyst. Forklaring følger senere.

I Dag, Torsdag, har jeg sendt Nationalforeningen, som jo er Skyld i hele Postyret, en Skrivelse, hvori jeg henviser til min Opfordring om, at den trækker sine Patienter tilbage, og samtidig siger jeg den forskellige ret haarde Sandheder.

Jeg beklager mig saaledes over, at Foreningen ikke fornylig skaffede en fattig kvindelig Rekonvalescent Huslejehjælp, men lod denne stakkels Kvinde afbryde sin Kur; hun maatte tage Plads som Enepige hos en Enke mand med et Barn.

Sanatoriet her paa Volden er et Værnested for Byens ubemidlede tuberkuløse Rekonvalescenter. Saalænge den rige Nationalforening ikke sørger for, at der bliver bygget Luftkursteder i Byens Udkanter, saaledes som det er vedtaget i Tuberkuloseloven af 1905, mener jeg, Københavns Læger er interesserede i, at Bastion-Sanatoriet opretholdes.

I de forløbne to Aar er det et forsvindende Mindretal af Læger, der har besøgt Sanatoriet her, og jeg mener, de bør kende Stedet, inden de kritiserer det. Anlæget af Sanatoriet med Liggehaller, Vand, Gas, Kloaker o. s. v. har ikke kostet nær saa meget som en Seng paa Julemærke-Sanatoriet ved Kolding.

Efter at Nationalforeningen har modtaget Grosserer Kjeldsens Skrivelse, er denne oversendt til Sygekassedirektør Berg i "Bikuben", der er Formand for Københavns-Kredsen.

Emanuel.

(Folkets Avis - København 12. januar 1912)


1913 indvalgtes Johnsson i en international kommission, der skulle forberede en sammensmeltning af de medicinalhistoriske foreninger i de forskellige lande, ligesom han var i redaktioner af medicinalhistoriske tidsskrifter. Han var medudgiver af Den danske Lægestand, 7. og 8. udgave.  

Mens Johnsson var på en lægekongres i London i august 1913, blev der stjålet to sjældne og kostbare mikroskoper (et moderne og et gammeldags fra 1850) fra Medicinsk-historisk Musæum. Johnsson indrykkede i "Ugeskrift for Læger" en opfordring til læger om straks at underrette ham når mikroskoperne dukkede op. Han indrykkede også et åbent brev til indbrudstyven i nogle dagblade om at han ville give frit lejde hvis de blev tilbageleveret:


Frit Lejde.

De stjaalne Mikroskoper.

For nogle Dage siden meddelte københavnske Blade, hvorledes Lederen af Medicinalhistorisk Musæum, Dr. Johnsson, gennem Pressen søgte at komme i Forbindelse med en Indbrudstyv, der havde stjaalet to gamle Mikroskoper paa Musæet.

Dr. Johnsson fortæller nu, at dette faktisk er lykkedes ham.

Tyven telefonerede nogle Dage senere hen til ham, og naturligvis uden at navngive sig eller opgive nogen Adresse tilbød han at tilbagelevere Mikroskoperne paa et aftalt bestemt Sted, naar der samtidig kunde ligge 50 Kr. til ham i en af de københavnske Kiosker.

Dr. Johnsson tilbød meget imødekommende Tyven frit Lejde, hvis han vilde komme op til ham med Mikroskoperne, men Fyren har aabenbart ikke stolet ganske paa dette. Og han viser sig samtidig at være en meget uordholden Person, idet han ikke har anbragt Mikroskoperne paa det aftalte Sted den bestemte Aften.

Dr. Johnsson erklærer nu i et nyt, aabent Brev til Hr. Indbrudstyven, at denne Uordholdenhed forbavser ham meget, thi den første Betingelse for, at de skulde komme overens, maa jo være, at de har Tillid til hinanden. Han slutter med at erklæret, at han vil vente til Torsdag Aften og til den Tid staa ved sit Ord om de 50 Kr. Men kommer Mikroskoperne saa ikke den Dag, maa han desværre anmode Politiet om Assistance.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 12. september 1913)

Aviserne berettede ikke noget om mikroskoperne kom tilbage eller om politiets indblanding i sagen.


Nattero og de frivillige Drenge.

Vi har modtaget følgende, som paa Grund af Pladsmangel er forsinket:

I "Politiken" beklagede Læge J. V. S. Johnsson sig forleden over, at "de frivillige Drenge" Søndag den 17. ds. 3 Gange var passeret Værnedamsvejen med fuld Musik, sidste Gang Kl. 10½ Aften. Hr. Johnsson skriver: "Ledelsen har øjensynlig ingen Forstaaelse af den Hensynsløshed, disse Korps viser Husbeboerne paa Hovedgaderne".

For at undgaa videre Misforstaaelse skal jeg tillade mig at meddele følgende: De Unges Idræt har Søndag den 17. ds. Kl. 3 Eftm. passeret Værnedamsvejen med 600 Børn, ledsaget af 2 Drengeorkestre og der findes sikkert ikke mange udover Dr. Johnsson, som føler sig forarget over, at vi i vort Arbejde for den opvoksende Ungdom benytter vore Drengeorkestre til at ledsage de mange Børn fra de store Arbejderkvarterer til og fra Byens smukke Omegn.

Angaaende Dr. Johnssons Anke over, at der samme Dag af et Drengeorkester er musiceret Kl. 10 Aften paa Værnedamsvejen, skal jeg bemærke: Dr. Johnsson betragter det som hensynsløst af Lederne at tillade noget saadant. Jeg giver ham fuldstændig Ret heri og kan tillige meddele, at det ikke er de Unges Idræt, der paa dette sene Tidspunkt har forstyrret Folks Ro, men derimod et Orkester, som kalder sig Dansk Drenge-Orkester.

Dette Orkester fortjener forøvrigt en nærmere Omtale, idet det absolut ikke har nogen Berettigelse som Børneorganisation; hele dets Opgave er at uddanne Musikere til senere Overgang i de voksne Musikeres Rækker. Som om der Ikke alt var Musikere nok, der har vanskeligt ved at faa den nødvendige Beskæftigelse,

Naa, den Side af Sagen skal jeg Imidlertid ikke opholde mig ved, men overlade til de organiserede Musikeres Behandling. En anden Sag, som jeg derimod gerne vil have Lov til at berøre ganske kort er dette Orkesters eller dets Lederes Forhold til den store Offentlighed gennem den Indsamling af Midler, dette Foretagende foranstalter ved Salg af Postkort, Samlermærker, Lodsedler og ved personlige Henvendelser, i mange Tilfælde under fejlagtig Opgivelse af at tilhøre en af de store Børneorganisationer og uden at de i noget Tilfælde aflægger Regnskab for Midlernes Anvendelse.

Det vilde være ønskeligt, om rette vedkommende vilde have Opmærksomheden henvendt paa dette Forhold. Disse Midler unddrages jo desværre det virkelige Børnearbejde, og jeg kan næppe tro, at det er eventuelle Bidragyderes Mening at støtte smarte geschæftige Personer i deres mindre heldige, men sindrigt udtænkte Udnyttelse af Børnearbejdet.

John Michelsen,

Formand for "De Unges Idræt"s Fællesrepræsentation,

(Social-Demokraten 7. december 1918)

Dansk Drenge Orkester annonceres dannet i februar 1894. Næste gang det omtales er Aftenbladet 15. november 1918 hvor der søges om optagelse, det skal være drenge fra pæne hjem som er fyldt 12. år. Hvervestedet var "Jægerhytten" på hjørnet af Enghavevej og Sdr. Boulevard. Det har ikke været muligt at finde andre oplysninger.


I årene 1919-1925 fik ca. 25.000 fattige og sultne børn fra Wien. De såkaldte wienerbørn. Østrig og specielt Wien var efter nederlaget i 1. verdenskrig og opløsningen af det østrig-ungarske monarki hårdt ramt. Opholdet varede 3-12 måneder hvorefter de vendte tilbage til Wien, solbrændte, velnærede, velklædte og raske. Mange beholdt deres danskkundskaber resten af livet, og forbindelsen til de danske familier blev opretholdt ved private gensidige besøg og ved danskundervisning i Wien. En af de ledende personer var overretssagfører Sigurd Jacobsen. Han havde været i Wien under den spanske syge. J. W. S. Johnsson var komitelæge. Han blev gift med Karoline Marie Johnsson, f. Schuster (1890-1977) i 1913 i Wien, og hun havde slægtninge i Wien af hvilke 8 døde.


Holger Damgaard (1870-1945): Wienerbørn efter ankomst til København. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Wienerbørnene

Der kommer 1000 til København i Januar.
Læge Johnsson takker Arbejderhjemmene.

Vi bragte forleden Dag en Artikel om de saa ulykkelige Forhold i Wien. Medlem af den københavnske Wienerbørn-Komité-Læge J. W. S. Johnsson har i den Anledning sendt os følgende Brev:

Tillad mig at bringe Dem en hjærtelig Tak, fordi De ved Deres Artikel i Dag har oplyst Deres store Læsekreds om Nøden i Wien. De har derved ydet den herværende Wienerkomité en meget paaskønnet Haandsrækning. Skulde De komme til at berøre Sagen yderligere, vilde det være os meget kært, om De vilde antyde, at Komitéen med den største Glæde har set, at Arbejdere og underordnede Funktionærer rundt om paa Værksteder og i Forretninger ved lokale Indsamlinger, som er afleverede enten til Røde Kors' Bureau, Raadhusplads 2, Mezz., allerede nu har skaffet ikke ubetydelige Summer tilveje og derved bidraget ikke lidet til at redde den sultende Bys Befolkning.

Mange Arbejderhjem har ogsaa ønsket at tage imod Wienerbørn, og, jeg benytter Lejligheden til at sige min hjærteligste Tak for den udviste store Hjælpsomhed netop blandt Deres Læsere.

VI har iøvrigt haft en Samtale mod Læge Jonsson, der er gift med en Wienerinde, og som fortalte os, at Elendigheden var saa uhyre, at alene 8 af hans Hustrus Slægtninge var døde delvis af Sult.

Der foretages ikke mere Operationer paa Wiens Hospitaler, thi man har ikke Kul til at varme Operationsstuerne med eller overhovedet til at opvarme Hospitalerne mod.

Heldigvis er vi nu i Stand, siger Dr. Johnsson, til at gøre en Del for Wienerbørnene. Vi har i Øjeblikket 600, i Januar faar vi 1000 Børn, og i Februar faar vi flere, saaledes at vi til den Tid vil have 2000 Børn, og vi vil fortsætte. Da vi har faaet en Del Pengebidrag, er vi ogsaa i Stand til at sende Levertran og Havregryn. Scala holder Forestilling, og flere andre Teatre vil følge efter med Forestillinger til Fordel for Wienerbørnene, og fra Kunstindustrimusæet har vi faaet 1000 Kr. Men Teatrene hører Publikum jo altid om, men den Hjælp, vi har faaet fra Arbejdere, og som har rørt mig meget, er vist ikke Offentligheden bekendt, og jeg beder Dem derfor optage det Brev, jeg har sendt Dem.

(Social-Demokraten 8. december 1919)

I 1927 deltog ca. 1.000 forhenværende plejeforældre i et besøg i Wien hvor der blev afviklet et storstilet takkearrangement, og i 1959 blev de endnu levende plejeforældre samt plejebørnenes danske "søskende" inviteret til et ugelangt ophold i Wien som byens tak.


Medicinsk Selskabs Festskrift

I Anledning af sit 150 Aars Jubilæum i Dag har Medicinsk Selskab udsendt et stort Festskrift. Det er et Værk paa omtrent 300 Sider, udgivet hos Th. Linds Efterfølger i et endog særdeles smukt Udstyr.

Dr. J. W. S Johnsson er Forfatter til Festskriftet, hvis Titel er "Københavnske medicinske Selskaber". Dr. Johnsson er som bekendt en fremragende Medicinalhistoriker, og da han desuden skriver et livligt Sprog, er Festskriftet ikke alene et højst værdifuldt medicinalhistorisk Værk, men ogsaa en yderst fornøjelig Bog.

I Bogens første Kapitler giver Dr. Johnsson Oplysning om en Række medicinske Studenterselskaber, der oprettedes i de sidste Decennier af det 18. Aarhundrede. Sjælen i flere af disse Selskaber var den kendte Læge Johann Clemens Tode, der var utrættelig i sit Arbejde for Studenternes Undervisning. Dr. Johnsson paaviser, at disse Studentersammenslutninger indledede det medicinske Foreningsliv i Danmark, og at de gav Stødet til Dannelse af et tilsvarende Selskab for Læger.

Det var da ogsaa Tode, der blev Stifteren af et saadant, hvis Love fremsattes den 11. Oktober 1772, og som fik Navnet "Det københavnske medicinske Selskab" . Dette Selskab er derved den næstældste videnskabelige Sammenslutning af Læger.

I Selskabets første Love var det bestemt, at kun Doktorer ved Københavns Universitet kunde blive Medlemmer, men Dr Johnsson paaviser, at da Doktorgraden paa det Tidspunkt var Adkomsten til Ret til at praktisere, var det medicinske Selskab oprindeligt en Organisation af praktiserende Læger. I Løbet af Aarene er dette blevet forandret, idet den indførte Embedseksamen gav Praksisret, og nu er Forholdet det, at Københavns medicinske Selskab er Lægernes videnskabelige Forening i Modsætning til Lægeforeningen, der er en kollegial Sammenslutning.

Overordentlig interessant er det at læse Dr. Johnssons Gennemgang af Selskabet; Historie, Beskrivelsen af Medlemmernes Mødepligt - Udeblivelse uden Grund kostede to Mark - , om de videnskabelige Meddelelser, om Selskabets Omdøbelse i 1782 til "Det kongelige medicinske Selskab" , om den Tillid, Selskabet nød i Udlandet o. s. v.

Paa 100 Aarsdagen for Selskabets Stiftelse, den 11. Oktober I 1872, sammensmeltedes det med det i 1824 stiftet Selskab "Philiatrien", hvis Historie Dr. Johnsson opruller i et selvstændigt Kapitel. Efter Sammenslutningen fik Selskabet sit nuværende Navn "Det medicinske Selskab i København" .

Dr. Johnsson giver Oplysning om alle de vigtige Data i Selskabets Liv, om en Del af de betydningsfulde videnskabelige Meddelelser og om Foreningens daglige Liv, Bestræbelserne for at faa en egen Bygning og meget andet.

Bogen afsluttes med Lister over Formænd, Æresmedlemmer og udenlandske eller korresponderende Medlemmer samt et paa Fransk affattet Resumé.

I et smukt formet Slutningsafsnit skriver Dr. Johnsson om Medicinske Selskab: "Lægekunstens inderste, at søge at hjælpe, er gaaet som en rød Traad gennem dets Virksomhed fra den allerførste Dag. Lydhørt har det lyttet til Fremskridtene derude og af og til, ikke engang helt sjældent, er de store Fremskridt udgaaede herhjemme fra og er første Gang fremsatte indenfor Medicinsk Selskabs Rammer."

Disse Ord er ikke almindelige Jubilæumsbemærkninger, men Konklusionen af de historiske Dokumentationer, som Dr. Johnsson har fremlagt i sit vægtige og værdige Festskrift.

F. R.

(København 11. oktober 1922).


Johnsson skrev afhandlinger af medicinsk-kulturhistorisk indhold og tekstudgaver af middelalderlige forfattere (Johannes Paulinus, Nicolaus de Bohemia). Han Henricus Dacus: De simplicibus medicinis laxativis (1917), den første latinske tekst af Henrik Harpestreng, og en brevveksling mellem Thomas Bartholin og Ole Worm. Materialet til en del af disse arbejder fik han under udarbejdelsen af en håndskreven registratur over det kongelige Biblioteks medicinske håndskrifter. Større arbejder er også Den galliske Syge i Danmark før 1550; Johan Clemens Tode (1918) og (sammen med Walter G. Brieger) en udgave af Otto Sperlings dagbøger (1920). Johnsson udgav 1928 L'anatomie mandchoue et les figures de Th. Bartholin, étude d'iconographie comparée i Videnskabernes Selskabs skrifter. Han deltog meget i arbejdet for Wienerbørnenes vel. En udførlig bibliografi over hans arbejder er trykt i "Danske Studier" 1929 (siderne 77-85). Ridder af Dannebrog i 1920.

Se fx en artikel i Jyllandsposten 5. oktober 1924 "Fra gamle Dage" om overtro og trolddom vedrørende muldvarpen.


Medicinalhistorikeren Læge John W. S. Johnsson, Lina Johnsson, f. Schuster. 9. februar 1890-17. april 1977, eller Karoline Maria Schuster. De blev gift 1913 i Wien. Parret fik to døtre: Vera Johnsson og Inge Johnsson. Samt en ved blomsterne. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling S, rk. 3, nr. 31. Foto Erik Nicolaisen Høy.

02 maj 2025

Et populært Østerbro-Ansigt. (Efterskrift til Politivennen)

Trafikmester C. J. Jeppesen, der nu tager sin Afsked.

Man behøver hverken at være Skuespiller, Filmør eller Forfatter for at blive kendt og populær i Byen. Der er Folk, som gør deres Arbejde i al Stilfærdighed og som dog opnaar den Position ligefrem at komme til at høre med ti! Byens Fysiognomi.

En saadan Position har denMand. der ses paa ovenstaaende Billede.

Tusinder vil sikkert sige: - Ih ja. ham kender vi da rigtig godt. men vi véd blot ikke, hvad han hedder.

Det er Trafikmester C. J. Jeppesen ude paa Trianglen. Nu glider han ud af Københavnerbilledet, for den 31. Januar trækker han sig tilbage til Privatlivet,

- Jeg synes jeg har Lov til det - siger han. I 41 Aar har jeg virket ansat ved Sporvejene, og jeg er nu 68. I den Tid er Byen jo vokset. Men egentlig talt er det gaaet næsten umærkeligt for mig, fordi Trafiken er steget gradvis. Men naturligvis var det mere fredelige Tider, da jeg kom til i 1884. Da begyndte jeg ved Forstædernes Sporveje med de smaa Hestevogne ad Farimagsgade og Blegdamsvejen, og Tempoet var jo et noget andet end nu. Saa kom Dampsporvognen og Akkumulatorvognen ad Gothersgade, som var Forløberen for Elektrificeringen omkring Aarhundredskiftet. 

Ja. man har jo fulgt en Del af de faste Passagerer fra de var Børn og til et Stykke op i Aarene, og kendt er man jo bleven paa Posten her gennem Tiderne.

Den gamle Trafikmester stryger sig tankefuld gennem sit graanende skæg og smiler mildt. Med sit venlige og glade Smil er det, at han har vundet Københavnernes Hjerte.

(Aftenbladet (København) 29 januar 1929)

Carl Julius Jeppesen var født i Tranekær på Langeland, og aftjente sin værnepligt ved garden og var ansat ved sporvejene i 42 år. Først som konduktør, 1903-1926 som trafikmester på Trianglen. Han døde i marts 1941 efter nogen tids sygdom i sit hjem på Østerbro, godt 83 år gammel. En af hans sønner Frølich Jeppesen var da ansat som depotbestyrer ved sporvejene. Han blev begravet på Vestre Kirkegård fra Østre Kapel.

Der hvor det foregaar. (Efterskrift til Politivennen)


Naar Radiolytteren sidder med Telefonen for Ørene, danner han sig uvilkaarlig i Fantasien et Billede af den, hvis Tale han hører, af Orkesteret, hvis Toner fylder hans Øre, og den Tanke paatvinger sig de fleste: Hvordan mon der egentlig ser ud, der hvor det foregaar. 

Vi har aflagt et lille Besøg i selve Radiofoniens "Værksted" og er i Stand til at løfte lidt af Sløret. Paa Købmagergade Nr. 37, i Statstelegrafens Bygninger, har Københavns Radiofonistation oppe i Tagetagen sine nye udmærkede Lokaler, der først for et Par Maaneder siden er taget i Brug. Selve Lokalet, hvor Optagelserne sker, er et stort, rummeligt Lokale, 15 Meter langt og 6 Meter bredt, monteret med stilfulde. enkle Møbler og svirre, forskelige Drapperler langs alle Vægge. Det hele er holdt i en smuk, lyseblaa Farve. Den ene Ende af Salen, hvor der staar et Par Flygler og Pianoer, Stole og Nodestole til Musikerne, er forbeholdt de Optrædende, Orkester, Kor eller Solister. I Salens anden Ende staar Lydfangerne, Mikrofonerne - som sender Lyden videre ind i det bagved liggende Værelse, Kontrolrummet. Her foregaar det tekniske, alt det man har saa vanskeligt ved at fatte, naar man ikke er Fagmand. Her slaar 6 Forstærkere, der giver Mikrofonstrømmen den nødvendige Styrke, før den bliver sendt tid i Æteren, og Fordelingsapparater, der besørger Forbindelsen ud til de andre Stationer, Hjørring, Odense o.s.v.

Endelig er der et smagfuldt udstyret Opholdsværelse, hvor de optrædende Kunstnere kan opholde sig i Ventetiden. Det Hele gør et uhyre tiltalende Indtryk, og selv om den danske Radiofoni i sine første Aar har maattet Iade sig nøje med meget indskrænkede Omgivelser, har man nu endelig opnaaet at faa Lokaler, der staar paa Højde med Udlandets bedste.

(Aftenbladet 18. januar 1929)