Amalienborg 19. september 1944. (Efterskrift til Politivennen)

I tiden op til tyskernes tilfangetagelse af dansk politi 19. september 1944 (Operation Möwe) var der hyppige meddelelser i "Politidirektørens Beretninger om Forholdene i København i Tiden fra den 5. Juli til den 17. September 1944" om tyske marinesoldaters hærgen i København. De involverede bl.a. vold, skyderier og grove chikanerier mod civile. Netop disse blev involveret i træfningen ved Amalienborg:

9. juli 1944: Kl. 22,35: Gernersgadevagten kaldt til Ny Østergade, hvor nogle tyske Marinesoldater var kommet i Slagsmaal med en civil dansk Mand om en Kvinde. Danskeren blev indbragt til Station 2, sigtet for Beruselse og Gadeuorden.

Kl. 23,05 blev Gernersgadevagten rekvireret til Amagerbrogade, hvor en beruset tysk Marinesoldat skød med Pistol. Han blev bragt til Kastellet.

10. juli 1944: Kl. 22,25-22,50 meldtes, at 3 berusede tyske Marinesoldater lavede Gadeuorden i Skindergade, paa Hjørnet af Gothersgade og Borgergade og paa Kongens Nytorv. Alle 3 anholdt af Gernersgadevagten.

14. juli 1944: Kl. 22,45 blev Gernersgadevagten rekvireret til Langeliniebroen ved Indkørslen til Frihavnen, hvor nogle tyske Marinesoldater trods det danske Politis Forbud vilde medtage nogle Piger gennem den derværende Afspærring.

21. juli 1944: Kl. 21,25 har 3 tyske Marinesoldater og en Marineofficer, medens de sejlede med Baadene i Tivolisøen, strøget Baadens Flag og kastet dem ned i Bunden af Baaden. Feldgendarmerne anholdt de paagældende.

29. juli 1945: Kl. 21,42: Gernersgadevagten rekvireret til "Montmartre", St. Regnegade 19, i Anledning af et Klammeri om et Pigebarn mellem en civil Dansker og tysk Marinesoldat. Herunder affyrede Marinesoldaten et Skræmmeskud i Gulvet. Marinesoldaten blev medtaget; den civile Dansker var forsvundet, da Vagten kom.

6. august 1944: Kl. 20,19: Gernersgadevagten rekvireret til Restaurant "Den blaa Ged" i Farvergade, hvor 2 tyske Marinesoldater havde yppet Klammeri med de øvrige Gæster og herunder overfaldet en Buntmager. Den ene Marinesoldat var forsvundet, forinden Gernersgadevagten ankom; den tilbageblevne blev ført til Kastellet.

8. august 1944: Kl. 21,25: Gernersgadevagten til Stoppestedet ved Niels Juels Statue En civilklædt tysk Marineofficer og en tysk Marinesoldat i Uniform havde røget i en Sporvogns Hovedvogn. Konduktøren paatalte det, men uden Virkning. Han standsede derefter Vogntoget ved Niels Juel, og Gernersgadevagten blev tilkaldt. Vagten medtog de to Militærpersoner.

13. august 1944: Kl. 22 blev Gernersgadevagten tilkaldt til Ny Adelgade 8, hvor tyske Marinesoldater var kommet i indbyrdes Slagsmaal, hvorunder de brugte Bajonetterne. Nogle af Marinesoldaterne blev kørt til Kastellet.

4. september 1944: Kl. 0,58 meldte Vagten paa Elektricitetsværket i Gothersgade, at 2 tyske Marinesoldater, der kom kørende paa Cykel, havde affyret flere Pistolskud. En Eftersøgning forblev resultatløs.

5. september 1944: Kl. 23 blev Gernersgadevagten kaldt til Raadhuspladsen, hvor en beruset tysk Marinesoldat var gaaet amok og herunder slog løs paa Folk. Han blev indbragt til Kastellet.

14. september 1944: Kl. ca. 23,55: Gernersgadevagten tilkaldt til Nordhavn Station, hvor en beruset tysk Marinesoldat havde forsøgt at stjæle en Cykel. Han blev anholdt og ført til Kastellet.

Gernersgadevagten var en fælles dansk-tysk udrykningskommando som fungerede 16.1.1944 til 19.11.1944. Den bestod af tyske og danske politifolk som var trænet i sammen at tage sig af ballade når tyskere og deres håndlangere var indblandet.

Det er bl.a. med dette i baghovedet man skal se politiets reaktion ved Amalienborg under den tyske tilfangetagelsen af dansk politi, Operation Möwe, 19. september 1944. Ved Amalienborg kom det til skyderi mellem dansk politi og tyskere. Ifølge en tysk opgørelse fra dagen omkom i alt ni tyske soldater, mens syv var sårede efter kampene med politivagten. Blandt politifolkene var tre sårede. Mindst 2 medlemmer af SD og en schalburgmand dræbt af geværer, sammen med mindst 3 meget unge marine trainees samt en instruktør og junior officer.

Besættelsesmagten indledte i København operationen ved en falsk luftalarm kl. 11, hvorefter tyske politisoldater angreb politistationerne. De trængte forholdsvis nemt ind på politigaarden, dog med anvendelse af håndgranater og en kanon der nåede at affyre 3 skud. Betjente og overordnede politifolk blev afvæbnet og kørt bort i lastbiler til nogle store vareskure i Frihavnen. På nogle få andre stationer (Antonigade, Under Elmene og St. Kongensgade) mødte de svag modstand. På den nye politiskole ved Artillerivej kom det til en livlig Skudveksling.

Luftværnsmyndigheder blev efterhånden klar over at luftalarmen var falsk og at det var en list fra tyskernes side. På Amalienborg Slotsplads blev der lavet spærringer, skudstillinger og lette barrikader. Kl. 12 ankom 50-60 tyske marinesoldater med båd fra Holmen ved Nordre Toldbod. Deres mål var egentlig at forstærke hovedkvarteret Hotel Phønix på Bredgade, men i stedet drejede kolonnen for tidligst til venstre, og gik ad Amaliegade, og dermed direkte ind i de afspærringer som politi og frivillige fik etableret i løbet af en halv time. De nærmede sig i kampformation. De forsøgte at fjerne dem, og dermed indledtes skydningen ca. 12.15. Tyskerne alarmerede en kanonbåd, som ved 13-tiden lagde til ved Larsens Plads og begyndte at beskyde slotspladsen.

Kamphandlingerne anslås at havde kostet en halv snes livet, mens 30-40 blev såret. Tyskerne angav deres tabstal til 9 tyske soldater og 7 sårede. 3 danske politifolk blev såret. I forsvaret deltog også civile. Tyskerne mente at de opholdt sig i Amaliegade 39, og kastede bomber ind i ejendommen, som kom i en brand som bredte sig til naboejendommene, Amaliegade 37 og 41. Det tyske Militær nægtede det danske brandvæsen og ambulancerne adgang til brandstedet. Herefter blev der givet ordre til det tyske militær om at trække sig tilbage fra Amalienborg. Der blev affyret ca. 15.000 skud på og omkring slotspladsen. Bl.a. palæforvalter, kaptajn Schlichtkrull blev svært kvæstet. Efterfølgende forklarede tyskerne at det hele var en misforståelse, og at det slet ikke var hensigten at afvæbne politiet på Amalienborg. Det fungerede da også helt frem til befrielsen. 

Det hævdes af øjenvidner, at Kaptajn Henningsen, Adjudanten, der indlagde sig Hæder den 9.April, deltog i Kampen ved Amalienborg i Gardeuniform.

Denne Kamp fortjener nærmere Omtale. Udover det allerede oplyste kan med deles: Da det danske Politi paa Pladsen opdagede, hvar der foregik, gik man i Alarmberedskab. Forposter blev sendt ud i Fredericiagade, Amalie gade etc, og tog Stilling inde i Ejendommene. Da Tyskerne fra flere Sider rykkede frem mod Amalienborg, blev de beskudt og slaaet paa Flugt. Tilfældige Civilpersoner og CBfolk slæbte de spanske Ryttere paa Plads og bankede dem ned i Stenbroen. En Kusk for en Saltvogn læssede af. Politiet brugte Saltsækkene som Sandsække og forstærkede deres Stillinger ved Staalskilderhusene paa Palæhjørnerne. En Del Mennesker søgte ind i Tuborgdepotet i Amaliegade. Da Tyskerne kom igen og stoppedes ved Pigtraaden, aabnedes Bombardement med de fulde ølflasker, der sprang som Haandgranater paa Kørebanen og fyldte den med Glasskaar, saa tyske Køretøjer ikke kunde passere. Dette Bombardement turde være et af Krigshistoriens mærkværdigste. Flaskerne kastedes højt oppe fra Ejendommens Vinduer og var næsten dødbringende Vaaben, om de ramte. Samtidig rasede Ildkampen ved alle fire Palæindgange. Tyskerne maatte retirere med flere Faldne og adskillige Saarede. Folk i Kvarteret raabte Hurra, naar en tysk Saaret blev ført forbi....

150 Marinesoldater blev sat ind til Forstærkning af det tyske Sikkerhedspoliti. En Kanon fra et Marinefartøj ved Larsens Plads blev bragt i Stilling, men Tyskerne fik aldrig brug for den. En sindig dansk Politibetjent sagde Plaf Plaf med en Maskinpistol, og de to Skud var nok til at jage Kanonbetjeningen til hver sin Side. Den kom igen, og atter skød Politibetjenten et Par Skud. Paa den Maade affyrede han under Kampen 76 Skud mod Kanonen. Ingen kom til den! 

De danske Betjente laa i Dækning, Tyskerne maatte frem paa aaben Kørebane. Branden i Amaliegade 39 (ikke 27 og ved Siden af det gamle Hospital, ikke overfor-..) opstod som Følge af tyske Haandgranater.

Da Kampen efter tysk Opfordring blev blæst af, og Politiet beholdt Valpladsen, strømmede begejstrede Københavnere til. Ogsaa i Formiddag har Tusinder valfartet til Amalienborg, hvis Tilkørselsveje er spærret af Politibetjentene, der trætte, men lykkelige, fortsætter paa en Vagt, de ikke kan afløses paa i overskuelig Fremtid. Thi de er de eneste danske Politifolk i Funktion i Dag. Kronprins Frederik gik efter Kampen over Pladsen fra Regeringspalæet til sit eget Palæ, hilst af Folks Jubel. Kongen har udtalt sin varmeste Paaskønnelse overfor den Vagt, der saa tappert forsvarede ham mod en knusende Overmagt.

Under Kampen transporterede Brandvæsenet adskillige Ofre bort. Derimod maatte man ikke slukke Branden i Amaliegade. Tyskerne jog Brandmændene bort, og først. paa et sent Tidspunkt kom de i Arbejde. Den fredede Ejendom ødelagdes derfor. Blandt Ofrene kan nævnes: Bjørnsson, Bredgade 69, dræbt ved Ejendommen. Overofficiant Larsen, dræbt paa St Annæ Plads, Poul Nielsen, Rødovre, dræbt i Ny Toldbodgade. En ikke med Sikkerhed identificeret Mand, vistnok Chr Larsen, Horsekildevej 16, dræbt paa Sct Annæ Plads ved Hjørnet af Toldbodgade. Fra Ny Toldbodgade 13 transporterede Brandvæsenets Ambulance en død Tysker, fra samme Gade Nr 53 endnu en død Tysker, fra Nr 35 en død Tysker og to haardt saarede. Fra Ny Toldbodgade 2 en saaret Dansker, Brunell fra Amagerbrogade 12. Paa selve Slotspladsen hentedes Politibetjent Larsen, der havde et Strejfskud i Hovedet, og noget senere Jacobsen, Taastrup, Marius Schmidt, Gentoftegade 55 (saaret i Hovedet) og Petersen, St Kongensgade 69 (saaret i begge Arme). Paa St Annæ Plads hentedes saa sent som lidt i Kl 15 to Mænd, Einar Jørgensen og Karl Sørensen. Og endelig hentedes fra Det gule Palæ Kaptajn Schlictkrull, som døde, og Arbm Bakt (?) fra Drogdensgade, der var saaret. 14,35 hentedes i Toldbodgade en ukendt Mand og Politibetjent Brandt, der var saaret i Benet.

Derudover har danske Ambulancer under Kampen afhentet Politibetjent Olsen, Aaboulevarden 9, der var skudt i Hovedet og dræbt, og en ukendt Mand fra Kongedybet 10, ligeledes dræbt, to ukendte Døde fra Nørrebro, Fru Andersen fra Under Elmene 3, saaret i Ryggen, og fra Hjørnet af Blaagaardsgade og Nørrebrogade 3 Mænd: M Hansen, Vesterbrogade 92, Jungby, Kiplings Alle og Rasmussen, Havdrupsvej 1, alle saarede. Paa Rasmus Rasksvej saaredes Fru Jensen i Hovedet, og fra Blaagaardsgade 1 hentedes noget senere Larsen, Viborgvej 2 og Fru Mikkelsen, der havde Skud i den ene Arm. I Peter Skramsgade saaredes Fru Hansen, øresundsvej 23. En mere nøjagtig Tabsliste skal blive bragt, naar den forligger.

(Information nr. 285, 20. september 1944)

Tusinder af Københavnere strømmede Dagen igennem til Amalienborg, hvor den trætte Politivagt stadigt staar urokkeligt. Gaderne holdtes spærrede af een Mand, som sagde: Saa Saa!, naar Mængden pressede sig for Langt frem. Politivagten i Kolonnaden bugner af Frugt og Tobaksvarer, Hvert øjeblik ser man Folk slaa en af Politimændene paa Skulderen og stikke en Pakke Cigaretter i hans Lomme. Stikkerne arbejder i Menneskemængden, men Folk lægger ikke Skjul paa deres Meninger. Vagten paa Amalienborg er nu Symbolet paa det danske Samfund, som det var, og som det skal blive igen, naar den “illoyale Del af Politiet”, d.v.s. de helt tilfældige 1680 Mand, som havde Formiddagsvagt i Forgaars paa de københavnske Politistationer, er vendt tilbage fra dén Koncentrationslejr, hvortil de i Gaar ankom “i bedste Velbefindende”, som den nye Radioavis meddeler. Den oplæses af Leif Clauson Kaas, en ældre Broder til den kendte Flyver, et sølle for drukkent Subjekt. Den kasserede Journalist og Manuduktør Harald Henriksen, kaldet Rus-Henrik, et lignende, altid beruset, psykopatisk Individ, er Reservespeaker.

Slotsforvalter Schlichtkrulle er alligevel ikke død. Dødsmeldingen var falsk. Men han er meget haardt saaret. Tyskerne har til Begravelsesvæsnet anmeldt 16 døde Politimænd eller Soldater, alle faldet ved Amalienborg. Det bekræftes, at Kampen lededes af Adjudanten, Kaptajn Henningsen. Tyskerne naaede intet Sted ind paa Pladsen. Efter den første Salve fra dansk Side flygtede de i Panik, og man sikrede sig deres Haandgranater. Først, da de havde faaet Forstærkninger, prøvede de igen at trænge ind. Der blev under Kampen skudt ned i Haven bag Residenspalæet. 20 Børn fra en beslaglagt Skole var i Fare i et Lokale i Fredericiagade. Lærerinderne maatte under Fare snige sig bort med dem. Chefen for Reservepolitikasernen, Pk.Ubberup, deltog i Kampen sammen med Pa Krogh og Overpolitibetjentene Kirkegaard og Johansen og 50 Politibetjente og Reservebetjente.

De danske Dødsofre er:

1) Assistent Hvorslev, Finansministeriet, som ikke gik hurtigt nok ned ad Trappen til Tilflugtsrum, hvor Ministeriernes Personale bevogtedes.

2) Stabsofficiant A P Larsen, Strindbergsvej 72, Valby, som dræbtes, da han saa ud fra 4.Sal i Luftværnets Ejendom paa St Annæ Plads. Han var født 1886.

3)Kemigraf Bergman Lundberg-Hansen, Agertoften 10, født i 1902. Gift.

4) Lagerekspedient Mogens E Bjørnsson, Bredgade 69 A. Født 1920.

5) Toldelev Jørgen Jacobsen, Glamsbjerg Alle, 23.f. 1928.

6) Laboratoriemedhjælper Finn Helmuth Neumann, Taastrup, f.l911. Gift.

7) Poul Magnus Nielsen, Nørregaardsvej 153, Rødovre. F.l9lO. Gift.

8) Fhv Arbejdsmand Harald Arthur Eriksen, Oenlenschlægersgade 28, skudt ned i Laxegade udfor Nr 5O.F. i 1885.

Der er 19 saarede, deraf fire fra Amalienborg. I Amaliegade 4 ser man Puds og Mur gennemskudt. De værste Huller i Brolægningen er repareret. Men den lilleMisforstaaelse fra tysk Side - kuriøst nok misforstod man jo ogsaa baade 9. April og 29. August - har sat sig varige Spor i Amalienborgs Omgivelser.

(Information 21. september 1922).

Den danske jurist, dr. jur. Popp-Madsen tilbød Justitsministeriet at lede et reorganiseret dansk Politi. Det blev omtalt således 22. september 1944: "Da Popp Madsen henvendte sig til Svenningsen, ringede han først fra General Panckes Kontor Henvendelsen gik ud paa, at han kunde standse Begivenhederne, hvis han fik baade Eyvind Larsens og Begtrup Hansens Embeder. Man svarede: Naa Vil De ikke ogsaa have Kongens, Hr Popp?" Popp Madsen er udførlig omtalt andetsteds på denne blog. Han blev efter befrielsen dømt for krigsforbrydelser.

Oplysninger om de tyske soldater som blev dræbt og som ligger begravet på Vestre Kirkegård følger nedenfor. Desuden blev en dansk schalburgmand dræbt samme dag (Erik Paul Tornkvist).

På mindestenene over de dræbte tyske marinere står enslydende angivet "Matrose", her som eksempel Günther Brose. De befinder sig i den tyske afdelings afsnit A, se nedenstående liste.

Fritz Himmel fra Peter-gruppen, se særskilt indslag.

Erik-Paul Tornkvist. Schalburgmand, Schalburgkorpset København, Blegdamsvej 23. Født 1. april 1925 på Frederiksberg. Dræbt 19. September 1944 i København. Mindesten på Vestre Kirkegård A/156-155.

Franz Lauterborn. Født 26. november 1908 i Materbom, Gift med Erna Klara Lauterborn, født Zwarg, såret og senere død efter geværskud 20. september 1944 i København. Kriminaloberassistent. SS-Scharführer with Bef. d. Sipo u SD. Kopenhagen. Begravet på Vestre Kirkegaard, tyske afdeling A/158-157.

Christian Gustav Staak. Født 3. juli 1920 i Ekenis/Schleswig, dræbt 19. september 1944 i København. Vestre Kirkegård A/ 1-18. Ob Bstmt with 5. Mar.-Lehr-Abt. (formerly of Sperr Schule Kiel Wyk). 

Heinrich Rowold. Født 22. december 1909 i Hannover. Oberfähnrich zur See i 5. Mar.-Lehr-Abt. born 22 Dec 1909 in Hannover. Dræbt 19. september 1944 i København ved skud gennem hovedet. Han blev begravet på Vestre Kirkegård den 23. september 1944 (A/15-16)

Udvalg af marinesoldater på Vestre Kirkegårds tyske afdeling:

Matros Rolf Gottschild. Født 18. august 1927 i Meuselwitz I/Thuringen. Dræbt 19. september 1944 i København. Vestre Kirkegård A/73-74. 

Matros Günter Brose. Født 4. maj 1926 i Neuwarp/Uckernmunde, dræbt 19. september 1944 i København ved et skud i hovedet. Han blev begravet på Vestre Kirkegård den 23. september 1944. Tyske afdeling: A/127-128. 

Matros Gerhard Borrmann. Født 19. august 1926 i Magdeburg, dræbt 19. september 1944 i København ved et skud i hovedet. Begravet på Vestre Kirkegård 23. september 1944, tyske afdeling A/46-45.  

Matros Leo Ziemann. Født 7. december 1926 i Bissau Karthaus, dræbt 19. september 1944 ved et skud i hovedet. Begravet på Vestre Kirkegård den 23. september 1944, tyske afdeling A/129-130. 

Endvidere findes matros Hans Helwig, født 22. april 1927, død 19 september 1944. Måske er det endnu en af de dræbte marinesoldater.

I alt 12 tyske marinesoldater og 4 tyske politisoldater blev begravet efter affæren ved Amalienborg på Vestre Kirkegård.

Fritz Himmel 1919-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Fritz Himmel. Født 25. oktober 1919 i Tübingen, dræbt 19. september 1944 i København ved Amalienborg - se særskilt indslag om dette. SS-Oberscharführer med Bef. d. Sikkerhedspolitiet under Sonderkommando Dänemark. København. 

Himmel var medlem af Petergruppen (eller Brøndum-banden). På tysk "Sonderkommando Dänemark". En terrorgruppe som eksisterede fra slutningen af 1943 indtil befrielsen. Den blev oprettet på ordre af Hitler med det formål at lave kontra-sabotage, altså gengælde modstandsbevægelsens aktioner. Fritz Himmel var sammen med Untersturmführer Peter (Schäfer), alias Otto Schwerdt, Unterscharführer Hans Holzer, Unterscharführer Renner og Unterscharführer Adolf Römer. I begyndelsen bestod den af 7 tyskere og 6 danskere. Himmel var med i ledelsen af Odense-afdelingen af Petergruppen, som "Fritz-1" 1. marts 1944 til juni 1944.

Alt i alt løb gruppens aktiviteter op i 94 drab, 25 drabsforsøg, togattentater og over 100 sabotageaktioner med 160 døde til følge og flere sårede. Af gruppens mere spektakulære aktioner var drabet på Kaj Munk 4. januar 1944 og sabotagen mod Studenterforeningen 10. januar 1944. Himmel var bl.a. med til at planlægge et bombeattentat på politistationen på Flakhaven i Odense den 3. marts 1944 som kostede en dansk betjent livet. Han deltog i drabet på trælasthandler N. H. Hein i Østergade sammen med Walther Gläsner. Formentlig var det Fritz Himmel som skød kordegn Ejnar Asbo - som er begravet på Vestre Kirkegård.

En nærmere beskrivelse af hvordan Fritz Himmel sammen med Oberfähnrich Droos skød advokat Holger Christensen 3. februar 1944 findes på internettet og i bogen "Peter-Gruppen", 2004. Om morgenen den 30. august 1944 var Himmel med til at kidnappe cand. scient techn. I. E. Snog-Christensen ud for "Cafe Bjørnen" på Frederiksberg. Sammen med Henning Bothilsen Nielsen, Hauptsturmführer Henning Brøndum, Schwerdt, Ludvig Huf og Otto Wagner. Under dække af at han skulle identificere en person tog de ham med til et hus brugt af Sicherheitsdienst på Snekkersten Strand. Da mørket faldt på, blev han ført til stranden og skudt bagfra af Wagner. Droos skød Christensen i hovedet gennem Borsalinohatten. Han var dræbt på stedet. 

SS-Hauptsturmführer Otto Schwerdt havde deltaget i befrielsen af Mussolini. Han opholdt sig i Danmark et år indtil december 1944, hvorefter han deltog i Ardenneroffensiven. Han blev forflyttet til Østfronten som leder af en Panzerafdeling. Efter krigen nævnte han Fritz Himmel som en ud af tre som stod ham nær. Schwedt vendte i marts 1945 tilbage i en orlov til København (Palace Hotel), og ved kapitulationen i Alperne blev han taget som krigsfange under det dæknavn han havde brugt i Danmark (Peter Schäfer). Som sådan blev han løsladt 17. juli 1945 af helbredsårsager.  

Mindesten på Vestre Kirkegård A/185-186. Som det fremgår af stenen blev Fritz Himmel knap 25 år. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Evald Aabenhus 1909-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Evald Aabenhus. Født 21. maj 1909. Han var ansat ved Gestapo i Aarhus og blev dræbt under det engelske bombardement den 31. oktober 1944. Begravet på den tyske del af Vestre Kirkegård i København, B/699-700.

Sidste Uge var en af de mest begivenhedsrige i lange Tider. Den ubetinget største Begivenhed var det engelske Præcisionsbombardement af Gestapos Hovedkvarter i Aarhus med Arkiver og Kartoteker. Den senere Udvikling har vist, at ikke alene 90 af Gestapos mest drevne Folk, med Chefen i Spidsen mistede Livet - men hele Arbejdet, specielt m.H.t. Indkredsningen af Jernbanesabotagerne, har lidt et saa alvorligt Afbræk, at det er et stort Spørgsmaal, om det kan genoptages i blot nogenlunde Omfang, før Tyskland har tabt Krigen. Det kan iøvrigt tilføjes, at adskillige af de saarede Gestapofolk ved Ugens Udgang var afgaaet ved Døden, men Tallet paa dræbte Tyskere naar dog alligevel næppe over 100. Til Gengæld er en hel Del af Gestapos danske Haandlangere dræbt eller saaret, og derfor er sikkert det første Tal paa 130 dræbte Gestapofolk, som i sin Tid blev meddelt, utvivlsomt rigtigt. Her kan det nævnes, at blandt de danske Haandlangere, der er afgaaet ved Døden, er ogsaa Journalist Kjeld Helweg Larsen. I “Fædrelandet” for Lørdag beklager man, at han var blandt de saarede. Han var - hedder det - sendt ud for Bladet paa en Turne til Provinsen - men er det ikke ejendommeligt, at han netop opholdt sig i Gestapos Hovedkvarter under sit Besøgt i Aarhus, naar han blot var ude for at beskrive danske Provinsforhold. Men maaske har ogsaa “Fædrelandet” forstaaet, at Gestapokvartererne rundt om i Landet netop er det karakteristiske for Forholdene i Danmark i Dag. Eller maaske har Helweg—Larsen været ude i en særlig Mission. Blandt de Stikkere og andre tysk—ansatte, der blev dræbt, er en Mand ved Navn Aabenhus og Kontorist Palle Sørensen, ligesom en haardt kvæstet ved Navn Skaade er en berygtet Stikker. Desværre viser det sig, at den sønderjyske Næstkommanderende i Gestapo, Johannsen, ikke er dræbt. Han er blot forflyttet paa Grund af Drukkenskab. Derimod dræbtes von Schwitzgibels to nærmeste Medarbejdere, Rothenberg og Werner. Ligeledes blev en højtstaaende Gestapomand, der netop var ankommet fra Paris, dræbt. I denne Forbindelse kan det nævnes, at Gestapomand Buncke er ankommet og har forhandlet med Byens Borgmester om at faa overladt nye Lokaler. Gestapo er herefter flytte ind i Politistationen i Mejlgade, men det er Meningen, at de senere vil flytte udenfor Byen. Den tidligere Presseofficer med det træffende Navn Töter er fjernet til Fordel for Sonderführer Brammer. - Der er Grund til at mindes de danske Patrioter, som led Døden ved Bombardementet, da de sad som Fanger i Gestapos Hovedkvarter. Det drejer sig ikke om 20, snarere mindre, men Tabet af dem beklages oprigtigt af den danske Modstandsbevægelse. Vi lover, dem, at deres Død ikke har været forgæves. Blandt de haardtsaarede danske Fanger er Pastor Sandbæk, der fornylig i en officiel tysk Redegørelse betegnedes som “Anstifter af politiske Mord og Sabotør i stor Stil”.

(Information nr. 326, 6. november 1944).

Ewald Aabenhus endte på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Anne Maria Bjerredahl 1906-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Bjerredahl, Anna Maria. F: 15. december 1906 i København under pigenavnet Ritzau-Christensen. Ansat hos det tyske sikkerhedspoliti i København med en månedsløn på 539 kr. For at få jobbet skrev hun blandt andet under på, at “jeg ikke er kendt med fakta eller forhold, som berettiger til den antagelse, at jeg nedstammer fra jødiske forældre eller bedsteforældre” samt følgende ed til Adolf Hitler: “Ich gelobe dem Führer des Grossdeutschen Reiches und Volkes, treu und gehorsam zu sein.” Hun blev senere afskediget fra det tyske sikkerhedspoliti pga. uregelmæssigheder og likvideret i Fiolstræde i København den 31. oktober 1944 af Holger Danske.

Tirsdag Eftermiddag Kl. 15.30 likvideredes i Fiolstræde 13 en meget farlig Stikker, Fru Tulle Bjerredahl. Tulle Bjerredahl var ca 40 Aar gammel. Hun var en Eventyrnatur, der altid var i Pengetrang. Tidligere har hun været indblandet i en Hæleriaffære, og hun anvendte alle Kneb for at komme til Penge. Som en af de første meldte hun sig til Tjeneste hos Gestapo, der betalte hendes Gæld. Det blev hende ganske øjensynlig en Sport at ramme sine Landsmænd. Hun anvendte sit store Personalkendskab og sine mange Kærester til at skaffe sig Oplysninger om det patriotiske Arbejde. Hun var aldeles skaanselsløs i sine Bestræbelser for at ramme sine Landsmænd og deltog personligt i mange Razziaer. Under Jødeforfølgelserne hjalp hun flere Gange Gestapo med at finde Jøder. For et Par Maaneder siden afskedigede Gestapo hende paa Grund af Forsømmelighed, og siden gik hun i stadig Angst for Gengældelse. Da tre Mænd Tirsdag Eftermiddag indfandt sig hos hende, var hun klar over, hvad det gjaldt. Hun forsøgte først et pludseligt Angreb og dernæst Flugt, men hun blev ramt af 6 Kugler.

(Information nr. 322, 1. november 1944).

"Tulle" dækkede over navnet Anna Maria Bjerredahl (1906-1944). Hun var ansat hos det tyske sikkerhedspoliti i København med en månedsløn på 539 kr. Hun blev som nævnt i artiklen senere afskediget pga. uregelmæssigheder. Hun blev skudt den 31. oktober 1944 i sin lejlighed af to ukendte mænd fra Holger Danske, 1. komp. afd. Kromann.

Pigenavnet havde han fra sin far, grosserer og fabrikant Hans Sigfred Peter Christensen og mor Marie Ritzau, som var datter af stifteren af Ritzaus Bureau Erik Nicolai Ritzau.

Clara Schultz 1862-1963. (Efterskrift til Politivennen)

Clara Schultz, født Petit (8. juli 1862- 3. april 1963). Født på Sankt Thomas (dengang Dansk Vestindien) af fransk-jødisk slægt. Familien ejede en stor villa på et højdedrag over byen. "En stor begivenhed for os var prins Valdemars (søn af Christian IX og Dronning Louise, red.) ophold, da han som nybagt officer kom ud til os med korvetten "Dagmar" i 1879-1880," skrev Clara senere i nogle upublicerede erindringer. Gift med officeren Johannes H. Schultz 1898. Bopæl på Østerbro. To døtre, 1899 Ellinor og 1901 Ingeborg, begge døbt kristne. I maj 1909 blev hun dekoreret som Officier d'academie af den tyrkiske chefakat ordens 2. klasse.

Johannes Schultz blev chef for krydseren "Heimdal", udnævnt til kommandør. Efter hans død i  1934 levede Clara alene med sine to døtre.

Efter den tyske besættelse fandt tyskerne frem til fandt 3. oktober 1943 frem til Clara og hendes to ugifte døtre i Østbanegade 11. Døtrene var undtaget fra jødeaktionen, idet tyskerne havde bestemt, at børn af ægteskab mellem jøder og kristne ikke skulle deporteres. Men de nægtede at forlade deres nu 81-årige mor. De blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.. De danske jøder var uden at ane det undtaget fra at blive sendt til Auschwitz-Birkenau. Livet i Theresienstadt var et helvede af sult, utøj, snavs og sygdom. Mange døde af sygdomme og underernæring, heriblandt 51 danske jøder. Clara beskrives af den danske jøde Ralph Oppenhejm, der også var fange i lejren, i en erindringsroman. Hun nævnes som en fornem kvinde, der vandt alles hjerter og tillid ved sit fornemme væsen.

Fra opslagsværket Ghetto-theresienstadt findes ovenstående fra "Prominentenalbum der Jüdischen Selbstverwaltung" fra 1. Januar 1944:

"Clara Schultz, geb. Petite wurde am 8. Juli 1862 auf der Insel St. Thomas/Westindien geboren. Sie war dänische Staatsbürgerin, verwitwet nach dem 1934 verstorbenen Johannes Hermann Schultz, Arier. Aus der Ehe entstammten zwei Kinder, Mischlinge ersten Grades.

In Theresienstadt seit dem 5. Oktober 1943.

Ehemann Johann Hermann Schultz war Flotten-Kommandeur der dänischen Flotte. Inhaber von 12 Dekorationen, darunter den höchsten dänischen Orden, der Verdienstmedaille in Gold, des dänischen Kommandeursordens 1. Klasse, des italienischen Rettungsordens und des türkischen Scheferkat-Ordens."

Arveprins Knud, søn af Christian 10. og dronning Alexandrine, intervenerede sammen med en række højt dekorerede søofficerer for at få frigivet Clara Schultz og hendes døtre og andre fanger. Det lykkedes ikke med Clara, da begge hendes forældre var jøder, men Ellinor og Ingeborg blev den 4. januar 1944 i en gruppe bestående af 5 danskere løsladt og kom til Danmark under den betingelse, at de intet måtte sige om forholdene i Theresienstadt. Hvad de heller ikke gjorde. Sandsynligheden for, at mor og døtre ville se hinanden igen, var minimal. 16. januar 1944 ankom døtrene til København.

I den berygtede tyske propagandafilm fra september 1944 om Theresienstadt der skulle vise, at jøderne i Theresienstadt havde gode forhold, optræder flere danske jøder. Den oprindelige 90 minutter lange film eksisterer nu kun i de brudstykker som blev vist i nyhedsrevyerne. Clara optræder i en scene med den daværende danske overrabbiner, Max Friediger. Filmen beskrives på Filmportal.de således:

"Theresienstadt", also known as "Der Führer schenkt den Juden eine Stadt", is one of the most cynical and despicable Nazi propaganda films. The film presents a totally made-up version of life in the death camp: Inmates in civil clothing are shown in a normal environment, enjoying work and play.

The film was a project of the SS and the "Zentralamt zur Regelung der Judenfrage in Böhmen und Mähren". Its hideous purpose was to deceive the foreign public and the International Red Cross about the horrific reality of the camps and to cover up the ongoing organized genocide of the Holocaust. After being deported to Theresienstadt, Jewish director and actor Kurt Gerron was forced to oversee the production of the film. Most of the participants were actual inmates of the camp, and nearly all of them – including Gerron – were later murdered in Auschwitz.

Theresienstadt was never released in its original form, only a few scenes were used in Nazi newsreels in 1944.

Efter eget udsagn var det en medalje der reddede hendes liv. Hun havde nået at få mandens medalje med, og den bar hun i KZ-lejren. Tyskerne kaldte hende Frau Kommandantin. 

Clara Schultz kom hjem med de hvide busser i april 1945. Hendes grandniece, Anne Labrosse, beskrev hende som barn i tiden efter krigen: "Hun var i sandhed en meget lille og spinkel dame, næsten sart, men levende og smilende, altid iklædt gammeldags kjoler i tyndt, sort, blødt stof. Hun talte altid så venligt til os børn. Hun var blid og god ved alle, aldrig et ondt ord om andre." 

Clara Schultz omtalte aldrig senere Theresienstadt. Hun skrev intet om det i 1962 i sine erindringer til Nationalmuseet, de handlede kun om Dansk Vestindien. Da hun fyldte 100 8. juli 1962, nævnte hun heller ikke Theresienstadt.

Hun blev ikke begravet på jødiske Vestre Begravelsesplads, men på Vestre Kirkegård, tæt på sin mand. På gravstenen står: "Kommandør Johannes Herman Schultz 9.2. 1861- 25.4 1934. Clara Schultz f. Petit . Ingeborg Schultz 26.2 1901- 16.6 1975. Ellinor Schultz 2.7. 1899- 15.2 1988."

Kilde: Goldberg. I en anden version i Berlingske Tidende