Dagny Thomsen, Modstandskvinde (1892-1945). (Efterskrift til Politivennen).

Dagny Caroline Louise Thomsen, 1892-1945. Dagny Thomsen blev arresteret i november 1942 som medlem af Danmarks kommunistiske Parti i henhold til kommunistloven og interneret i Horserød. Efter den tyske overtagelse af lejren den 29.8.1943, deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i Polen den 2.10.1943. Hun overlevede opholdet i lejren og dennes evakuering og vendte den 12.5.1945 tilbage til Danmark. Død af eftervirkninger efter opholdet i koncentrationslejr.

Dagny Caroline Louise Thomsen solgte bl.a Arbejderbladet. Da partiet blev forfulgt fra 1941, indsamlede hun penge til de mange der mistede deres forsørgere. Hun blev arresteret for at være i besiddelse af illegalt materiale, men dog løsladt igen. Hun blev arresteret anden gang i januar 1943 og anbragt først i Vestre Fængsel, senere Horserød.

Som fange her blev hun den 29. august tysk fange, da den danske regering ophørte med at fungere den 29. august 1943. Det lykkedes kun halvdelen af de internerede i Horserødlejren at flygte. 150 kommunister og spaniensfrivillige forblev fanger og den 2. oktober 1943 sendt med skibet Wartheland fra Langelinje til koncentrationslejren Stutthof, øst for Gdansk. Heraf var 7 kvinder. 15 døde under opholdet her, mens yderligere 6 døde efter krigen af følgevirkninger. Under opholdet i Stutthof blev Dagny Thomsens hjerte overbelastet, hun led af bronkitis og fik sandsynligvis også tuberkulose.

Af de i alt omkring 110.000 mennesker, omkom mindst 65.000 i selve lejren. I 1944 udbrød en tyfusepidemi i lejren som kostede 9% livet. I slutningen af februar 1945 blev fangerne som følge af den Røde Hærs fremmarch. Fangerne blev i grupper af 1.500 sendt afsted. 3. februar til 9. marts var de anbragt i underlejren Nawitz. Herfra skulle dødsmarchen være fortsat, men fangevogterne flygtede, og fangerne fortsatte selv, indtil de kunne hjemsendes. Stutthof der var blevet ødelagt af tyskerne og med kun 100 fanger tilbage, blev befriet 9. maj 1945 som den sidste af alle større koncentrationslejre. 

Dagny Thomsen blev evakueret og vendte hjem 11 eller 12. maj 1945, sammen med 30 internerede fra Stutthof. Turen gik over Neustadt ved Lübeck og Padborg. Det var ikke ufarligt, andre af transporterne til Neustadt blev angrebet, dog ikke de transportenheder der medførte danske statsborgere.

Efter hjemkomsten fik hun et hjerteanfald under et familiebesøg i Århus som hun dog kom sig over. Hun nåede at stemme til folketingsvalget i København, men blev syg samme aften, og døde om natten den 3.november 1945.

Foto fra Land og Folk, 19. december 1949 som viser mindehøjtideligheden ved afsløringen af mindesmærket. 

Mindestenen er opsat 18. december 1949. Ved afsløringen sagde folketingsmedlem Ragnhild Andersen (der selv havde været i Stutthof, nu sad som medlem af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti), at "Dagny Andersen i Stutthof altid kunne få tid og energi til at tage sig af og trøste de dårligst stillede i lejren, de ganske unge russiske fanger, der var revet bort fra deres land og hjem. Hun var som en mor for dem. Man forstår i dag næppe, at det kun er fem år siden, vi gennemlevede det"  (Land og Folk, 19. december 1949).

I Frihedsmuseets modstandsdatabase er blandt de 90.000 navne under 2 % kvinder. Heraf er der i Hovedstadsområdet minder for omkring 16 kvinder. Dagny Nielsen var en af dem.

Dagny Thomsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Samuel Goldin (1885-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Morten Thing var tilskærer Samuel Goldin sammen med tilskærer Melnik, malermester Feivel Friedman og cigarmager Leon Wigotski blandt den gruppe som i 1905 dannede en afdeling af Bund i Danmark. Han henviser til nogle breve som de fra 1906 skrev til udlandsledelsen i Geneve for at anmode om litteratur til deres bibliotek. Biblioteket lå højt oppe under taget på fjerde sal på Kultorvet. Det var et fattigt rum. Nogle af bøgerne var "illegale" i den forstand at de handlede om sociale forhold blandt arbejdere, deres kamp og krav. Socialistiske værker der var smuglet ind i Rusland. 

De følgende kapitler omfatter 1930’erne og tiden under besættelsen, perioder, der er dækket af en omfattende litteratur. Arnheim fremhæver og kritiserer, at MT’s ledelse i hele denne periode ikke blot var inaktive og undlod at protestere mod jødeforfølgelserne i Tyskland, men direkte modarbejdede de kredse her i landet, der ønskede en mere aktiv, protesterende linie. Arnheim refererer således fra et møde i januar 1933 i privat regi – men dog ikke mere privat, end at det var indkaldt af MT’s formand, C.B. Henriques – at Samuel Goldin (1883-1845, kommunistisk folketingskandidat) foreslog, at MT fremsatte en udtalelse med fordømmelse af nazisterne, men blev afbrudt af værten, professor Louis Sigurd Fridericia (1881-1947), med ordene:  ”Hvem taler De til? Tror De, at De staar paa Grønttorvet? Når det gør ondt, skriger man. Dyr skriger, mennesker ikke”. Mødet er refereret af Pinches Welner. Af mere specielle enkeltheder skal nævnes, at Hans Hedtoft efter en anmodning fra Binjamin Slor fik statsminister Stauning til at underskrive en udtalelse, dateret 24. februar 1937, der ikke blot beklager forfølgelsen af jøder, men også anerkender jødernes anstrengelser for at skabe et hjemland i Palæstina og udtrykker sin positive holdning heroverfor. Udtalelsen blev dog først offentliggjort i 1950; Arnheim ved ikke, hvorfor det ikke skete tidligere.

(Rambam. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 24/2015, s. 92. Anmeldelse af Arthur Arnheim: Truet minoritet søger beskyttelse – Jødernes historie i Danmark. Syddansk Universitetsforlag, 2015. Af Allan Falk). Bemærk at Goldins fødselsdato ikke stemmer overens med gravstedets (1885). 

Den 24.februar 1937 fulgte Stauning op med en erklæring rettet til Binjamin Slor fra det jødiske samfund i Danmark. Stauning indledte således: ”Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever, ligesom jeg overhovedet misbilliger og beklager forfølgelse, der udøves af politiske eller religiøse grunde.”

ERKLÆRINGEN BLEV OVERBRAGT med den besked, at den godt måtte offentliggøres i Danmark, når blot det skete ”i forbindelse med andre udtalelser eller artikler om samme emne”. Men Slor vurderede, at offentliggørelsen af erklæringen ville skade mere end gavne. Man frygtede at provokere tyskerne. Først efter at Danmark i 1950 havde anerkendt den israelske stat, kom denne erklæring for dagen. Det hører dog med i billedet, at man i K.K. Steinckes justitsministerium mildest talt ikke var hjælpsomme over for flygtende tyske jøder. Heller ikke alle danske jøder var det. En del tyske jøder blev sendt tilbage til Tyskland, hvad der for nogle førte til døden. Danmark var bange for at udfordre Tyskland. Om det også spillede ind på Steinckes forhold til de tyske jøder, at han var tilhænger af ”racehygiejne”, kan ikke siges. Men at han brugte ordet ”niggere” om de sorte, måtte også dengang virke racistisk.

(Kristeligt Dagblad 15. oktober 2018)

Samuel Goldins gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På trods af hvad der måske antydes på gravstenen, optræder hans navn ikke i Modstandsdatabasen. Men som det ses døde han få dage før befrielsen i 1945, knap 60 år gammel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Olga Eggers død. (Efterskrift ill Politivennen)

Forfatterinden fru Olga Eggers er natten til torsdag død i Vestre Fængsels sygeafdeling hvor hun om aftenen forud var indlagt.

Dødsårsagen var et hjerteslag. Fru Eggers der blev 69 år gammel, var i sin tid redaktør af det berygtede antisemitiske blad, "Kamptegnet".

(Social-Demokraten, søndag 20. maj 1945).

Se alle artikler om Olga Eggers på denne blog ved at følge dette tag. 

Se fx John T. Lauridsen: Over stregen - under besættelsen. 2007. 

Vil vi være det bekendt? (Efterskrift til Politivennen).

Skal graven der rummer den nationale digter H. P. Holst skøjfes?

En mand har følt trang til at dvæle ved digteren H. P. Holsts grav på Holmens Kirkegård. Manden - der hedder A. Holst Jørgensen - er på vej til et møde om Sydslesvigs skæbne og fyldes af stemningen ved at erindre H. P. Holsts ord om delingen af Slesvig: "Det skal ej ske!" - Ord, som Frederik den 7. senere gjorde til sine og derved gav Martsministeriets delingstanke dødsstødet. Det er så nærliggende netop nu at erindre sådanne ord, der står lige med ordet til sydslesvigerne 1920: "I skal ikke blive glemt!"

Ak, hvad er ord, selv om de hugges ind i sten! Er det så sært, om i alt fald de danske sydslesvigere nu ønsker handling, der kan udløse løfterne? 

Jeg kan tænke, at Holst Jørgensen har været fyldt af disse tanker, da han gik ind på Holmens Kirkegård for at dvæle ved H. P. Holsts grav.

Men han fandt ingen grav. Den var sløjfet, og på stedet, hvor den har været, lå mindestøtten væltet. Den bærer dog hans karakteristiske træk, hugget i marmor af Th. Stein, som også har foreviget ham i busten på Det kgl. Teater. Og under relieffet hviler i bronce hans laurbærkransede lyre

Med rette har Holst Jørgensen sendt en harmfuld protest til Berlingske Tidende - det blad, hvor H. P. Holst en overgang var redaktør, og denne harme deles af mange.

Hvem har ansvaret for, at denne mindeplads sløjfes?

Har man glemt hans virke i krigen og for vore krigere? Har man glemt, at han til festen på Lerbæk Mark den 18. september 1848 skrev "Vel mødt igen, kong Frederik, ved hæren", hyori de historiske ord "Det skal ej ske" forekommer. Har man glemt, at han til festen i Rosenborg Have efter Treårskrigens sejrrige afslutning den 30. august 1850 skrev mindesangen "slumrer sødt i Slesvigs jord" med de ord som også nu kan og bør siges om H. P. Holst:

"..men hvor danske hjerter slå,
og hvor danske toner klinge,
skal med stolthed store, små
Fædrelandets tak dig bringe. ."

Har man glemt hans store digt "Den lille Hornblæser" (der rummer motivet til statuen i København, foran hvilken det er foreslået at lægge den ukendte soldats grav). 

Har man glemt hans storladne fortællende digt "Bonden fra Lemvig"?

Er det ikke, som vi læser historien om en af vore modigste og dristigste frihedskæmpere fra disse år?

De havde mødt i Fjaltring
de gæve bondemænd,
og langvejsfra og talrigt
de stævnet var did hen;
Thi fjenden hærged landet, 
den fjendtlige Hær
raste i vilde horder
med ild og med sværd.

End var han varm af mødet.
Han havde kraftigt malt
Landets nød og jammer,
og kækt han havde talt
om troskab og om kongen.
Hvert ord fra hjertet kom - 
han havde lov at tale 
en smule med derom.

Bondeknøsen har været med i krigen og stået ved kongens side. Nu er han på vejen hjem, og man forstår hans følelser, da han får at vide at hans hus er brændt af fjenden, hans fæstemø død, og hans moder må tigge om brødet.

Og da han nu rider frem i den hvinende snestorm, omringes han af en fjendtlig ryttertrop, der med en pistol i nakken tvinger ham til at vise vej til Lemvig.

Og bort de fløj, hvor aldrig
kom harv eller plov -

Ja. Bondeknøsen førte dem -

Da lytted gennem stormen
den bolde jydesvend,
han mærked en dæmpet brusen,
han kendte den godt igen.
Nærmere kom lyden,
bestandig mere nær:
»Hjælp nu, min herre Jesus,
hjælp Gud, nu er vi der!

Så mumlede han sagte -
et øjeblik - et blink -
så styrted de sammen i havet
fra klippens stejle brink,
og havets hvinen spotted
de fortvivlede skrig,
og stormen sang sin gravsang
over deres lig.

Således var ægte danskhed altid som hos denne bondeknøs, der ofrer sit unge liv for fædrelandet. 

Men digteren, der gav os denne uforlignelige fortælling - ? Hans mindesten omstyrter vi, hans lyre søndrer vi!

Kan vi være det bekendt?

Jp.

(Viborg Stifts-Tidende, 19. juli 1945).

H. P. Holsts gravsted på Holmens Kirkegård, 2021. Man kan selvfølgelig kun gisne om årsagen. At det er sket under besættelsen, kunne måske lede tanken hen på at det var sket af politiske årsager - men det er kun gisninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Familie-Journalen genopstaar! (Efterskrift til Politivennen)

Tirsdag den 23. Januar Kl. 23,34 blev Carl Allers Etablissement Genstand for et af de største Hipoattentater, Danmark har oplevet, som fuldstændig lagde den store Virksomhed i Grus og Aske. Alt blev ødelagt; de store Rotationspresser, Papirfabriken, Reproduktionsanstalten, Redaktion og Arkiver. Allerede Dagen efter var man imidlertid i Sving igen, idet man flyttede Redaktion og Administration ind i den store Villa paa Valbygaardsvej, der benyttedes af Carl Allers Bogforlag, og ved en enestaaende Hjælpsomhed fra alle Sider var det blevet muligt at udsende Bladene med kun et Par Ugers Forsinkelse. Men det var ikke Hipo nok, at Bladets Bygninger og Maskiner blev totalt ødelagt. Det oplyses nu, at Grunden til, at Bladene alligevel ikke udkom, var, at man lod Firmaet vide, at en Genoptagelse af Bladenes Udgivelse ved andre Trykkeriers Hjælp vilde gaa ud over de store Virksomheder, der rakte Etablissementet en hjælpende Haand. Selv om man saaledes blev truet til at ligge stille, laa man dog ikke paa den lade Side. Hele den 300 Mand store Arbejdsstyrke gik i Gang med Oprydningen af den store Virksomhed, og takket være Ledelsens Initiativ blev ikke en eneste arbejdsløs som Følge af Katastrofen. Samtidig begyndte Firmaets Ingeniører at konstruere nye Trykkemaskiner, og naar disse engang bliver færdige og staar installeret i de nye Bygninger, hvortil Firmaets egne Arbejdere allerede har gravet Grunden, vil Familie Journalen fremtræde som Danmarks mest moderne Ugeblad.

I Dag, mindre end en Maaned efter Befrielsen, foreligger Bladets første Nummer, trykt under meget primitive Forhold paa en gammel Maskine, som det lykkedes at faa rekonstrueret af Stumperne, og Resultatet maa siges at være imponerende.

Indholdet er naturligvis højaktuel. Arkivar Chr. Stampen har samlet alle Kongens Taler til sit Folk fra Besættelsen til Befrielsen og Rigsdagens Aabning. En interessant Billedreportage viser selve Hippoattentatet paa den store Bladvirksomhed, Arne Horn skriver om de danske Mariner, der ikke lod sig afvæbne, ligesom der er Beretninger fra Buchenwald og Neuengamme. 

Ogsaa Novellerne omhandler aktuelle Emner, Gestaporazziaer og lignende og paa Børnenes Side gives Anvisning paa Bygning af en "Jeep" til Transport af Tinsoldater.

(Viborg Stifts-Tidende, 1. juni 1945.)

Allers villa på Valbygårdsvej 33. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ikke alt blev bombet. Denne lille rest tilhørende Hotel- og Restaurationsskolen stammer fra Allers tid. Foto Erik Nicolaisen Høy.