Kirkebetjent begaar Overgreb mod Smaapiger i St. Jacobskirken. (Efterskrift til Politivennen)

En uhyggelig Sigtelse mod en kirkefunktionær.

Lokket Smaapiger ind i St. Jacobskirkens Menighedshus og mishandlet dem.

Reservebetjent Hans Larsen anholdt.

Opdagelsespolitiet har i Morges anholdt en i de religiøse Kredse ude paa Østerbro meget kendt Mand, Reservekirkebetjent ved St. Jacobskirken, Hans Marius Larsen, i Henhold til nogle højst graverende og alvorlige Sigtelser, der i de sidste Dage har verseret i Kvarteret derude om Kirken, og som nu endelig har fortættet sig til en direkte Anmeldelse til Øvrigheden.

Larsen, der er 30 Aar gammel, gift og selv har to smaa Piger i 7-8 Aars Alderen, er Vicevært for Ejendommen Østerbrogade Nr. 114, hvor han selv boer i Sidehuset. Men ved Siden heraf beklæder han Stillingen som Hjælper hos St. Jacobskirkens Kirkebetjent, har bl. a. Forpligtelse til at besørge Ringningen med Kirkeklokkerne de 3 af Ugens Dage, til at passe Fyret og sammen med sin Hustru besørge Renholdelsen af Menighedshuset, der, som bekendt, ligger umiddelbart ved Siden af Kirken.

Hvor meget eller hvor lidt ler ligger i de mod Larsen fremsatte Sigtelser er det i Øjeblikket vanskeligt at sige. Men Sigtelserne gaar ud paa, at han skal have lokket et Par Smaapiger paa en halv Snes Aar ind i Menighedshuset, hvortil han i Følge sin Stilling har Nøglen, og her skal have mishandlet Børnene paa den uhyggeligste Maade. Og at Politiet i hvert Fald ikke afviser Sigtelserne som helt ugrundede, turde fremgaa deraf, at Larsen, som sagt. i Morges er bleven anholdt i sit Hjem, og at han antagelig allerede i Formiddag vil blive fremstillet til Fængsling i Dommervagten.

Anholdelsen, om hvilken Rygtet som en Lyn har bredt sig indenfor Menigheden, har naturligvis her vakt den pinligste Opsigt.

Forbryderen tilstaar.

Umiddelbart for Redaktionens Slutning erfarer vi, at den Anholdte i et Forhør paa Domhuset. hvorhen han var fort. har aflagt Tilstaaelse om det væsentligste i de mod ham rettede Sigtelser, nemlig, at han har benyttet sin uhindrede Adgang til Menighedshuset til at lokke de smaa Piger med sig derind og i selve Menighedshuset har opført sig forbryderisk overfor Børnene.

(Aftenbladet (København) 13 februar 1924)

Den uterlige Kirkebetjent løsladt.

En hensynsfuld Dommer og en afskyelig Forbryder.

Man erindrer den ækle Sag med Kirkebetjent Larsen ved Sct. Jacobskirken, der har lokket Smaapiger ind i Menighedshuset og der havde forbrudt sig mod dem paa det frygteligste.

Kirkebetjenten nægtede til at begynde med; men da Beviserne var for overvældende, tilstod han og begyndte at spille angerfuld.

Om det er dette, der har gjort Indtryk paa Dommeren, Hr. Scharling, skal vi lade være usagt; men der skete i Gaar det ret opsigtsvækkende, at da Politiassessor Krenckel fremstillede Kirkebetjenten i et afsluttende Forhør, løslod Dommeren ham til Dommen falder.

Vi har i al Almindelighed ikke noget imod, at der i Retten vises Mildhed og Skaansel. Men her er sandelig Mildheden ikke paa sin Plads.

(Folkets Avis - København 7. marts 1924).

Larsen blev idømt 4 års forbedringshus.

Nytorv 3 - "Politikælderen". (Efterskrift til Politivennen)

 Politikælderen

Et gammelt Stykke København, der forsvinder.

Paa Nytorv, tæt ved Nygade, ligger dybt nede i Jorden en morsom Kælderrestauration, der er kendt af utallige Københavnere med K. Den hedder officielt "Politikælderen", men kaldes i daglig Tale altid for "Politikælderen". Der knytter sig mange Minder til denne hyggelige Kælder, hvor i Tidernes Løb Forretningsfolk, Politimænd og Kunstnere traf sammen i et hyggeligt Samvær, enten vod Billarderne eller ved en varm Romtoddy. Det var her, i Jordens dybe Skød, at Opdagerne fra Politikammeret søgte ned i den ofte knapt tilmaalte Fritid for at. sluge en Kop Kaffe eller skylle Halsen ren med et iskoldt Glas Øl efter en Morderjagt, og Politireporterne har ofte her, af løsrevne Samtaler, opsnuset et og andet til deres Aviser.

Samtidig har "Politikælderen" alle Hine Dage været et godt Madsted, og trods sin ejendommelige Beliggenhed haft et stort madspisende Stampublikum, der sikkert med Vemod vil erfare, at den gamle Kafé jævnes med Jorden til April. Og hvorfor? Fordi Privatbanken, der ligger paa Hjørnet af Nygade, har købt Ejendommen og bygger hele Molevitten om til Banklokaler.

I 40 Aar har Politikælderen ligget paa Nytorv, og ved et mærkeligt Sammentræf forsvinder den samtidig med at Politiet flytter fra Domhuset til den ny Politigaard. Den nuværende Restauratør Jørgensen har været Indehaver af Kaféen i de 40 Aar, den har ligget I Kælderen.

Det er et gammelt Stykke København, der forsvinder, et hyggeligt Minde om Firsernes og Halvfemserne glade København, da Byen var en stor og dum Provinsby uden Hovedstadsnykker.

Der vil blive drukket nogle Glas Gravøl, den Dag Politikælderen gaar ind til den evige Hvile.

(Klokken 5 (København) 10. februar 1924).

Artiklen får ikke fortalt at det officielle navn var "Jørgensens Kafe", med andre navne som "Porcelænskælderen" eller bare "Nr. 3" (Nytorv 3). Restauratør Jørgensen ledede kafeen i 37 år. Glansperioden var da Flæsketorvet lå på Nytorv. Den lavede "god borgerlig mad", fx labskovs.

Om nedrivningen af Nytorv 3 med fotoer fra før og nu, se indslaget "Den gamle Patricierejendom", 10. oktober 1923 her på bloggen

10,000 Film har passeret den den danske Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Den har nu virket i 10 Aar.

700,000 Meter Film rullet op for Censorerne.

Den ene Censor, Kommunelærer Nicolajsen i sit lille private Biografteater.

Foruden de to Snese offentlige Teatre for Fremvisning af levende Billeder, der nu findes i København, er der endnu et, som ikke er tilgængeligt for Offentligheden, men som dog har kunnet møde med det største og mest udsøgte Program. Og uden Pral kan dette Teater rose sig af, at der her er blevet spillet Film, som intet andet af BilIedteatrene har kunnet møde op med.

Teatret, hvorom Talen er, findes i en stor, moderne Ejendom paa Vestre Boulevard, hvor et Skilt tilkendegiver, at her har Statens Filmcensur til Huse. I Anledning af, at denne Censur nu har virket i 10 Aar, har den ene af Censorerne. Kommunelærer Nicolajsen, udtalt følgende om Censurens Arbejde:

Manden, der har set 10,000 Film.

Den 15. Juli 1913 begyndte Censureringen af de første Film, men det var først fra 1. Januar 1914, at den obligatoriske Censur indførtes, saa vi kan altsaa nu fejre vort 10 Aars Jubilæum. Censuren oprettedes oprindeligt ved en justitsministeriel Bekendtgørelse. Senere lovfæstedes den ved Loven af 17. Marts 1922. Dette har dog ikke bevirket væsentlige Forandringer i vor Arbejdsmetode, idet Reglen stadigt har været og fremdeles er den, at hvad der kan virke forraaende eller paa anden Maade moralsk nedbrydende, man Censuren ikke tillade.

Hvad der kommer indenfor Rammerne,

som jeg her har angivet, maa vi selv afgøre og tage Ansvaret for. Men vi gaar frem paa den Maade, at vi særligt forbyder, hvad der er forraaende eller umoralsk, eller hvad der kan virke forbryderisk instruktivt. Det er de Hovedlinier, vi holder os for Øje. Det er Justitsministeriet, der sammensætter Censuren, og den bestaar af Professor Riis Knudsen, der er udpeget som Æstetiker, og mig som Pædagog, og vi varetager vore specielle Interesser. Der finder dog stadigt Samarbejde Sted, saaledes at den ene kan tilkalde den anden, og kommer der en Film, der er lidt ekstraordinært ved, beses og bedømmes den af os begge. I særlige Tilfælde kan vi endvidere tage Censurens tredie Medlem med paa Raad, det er Kontorchef Jespersen i Justitsministeriet. Paa denne Maade har vi direkte Forbindelse med Ministeriet. Vor Afgørelse kan iøvrigt indankes for Justitsministeriet. Vi har haft ganske enkelte saadanne Tilfælde, men Ministeriet er aldrig gaaet imod Censuren. Gennemsnitlig er det 5 pCt. af de Film, der forevises os, der ikke tillades.

Forbudt for Børn?

- Er det i alle Tilfælde en Følge af Censurens Bedømmelse, naar Teatrene giver en Film Karakteren: Forbudt for Børn?

- Ja, Teatrene kan ikke selv tage Bestemmelse om, at en Film kun maa forevises for Voksne. Naar vi træffer denne Afgørelse, afhænger det af Emnet og Spillemaaden, og ikke altid af selve Handlingen. Det er ikke altid, at en Film forbydes for Børn, fordi den er uartig, altsaa paa Grund af umoralsk Handling, men fordi denne kan glide ind paa Emner, hvor Børn i Kraft af deres manglende Erfaring ikke vil forstaa hele Handlingen. Det kan da virke som en Række forraaende Enkeltheder, hvor Helheden maaske nok for Voksne kan blive et virkeligt Livsbillede.

Et tveægget Sværd.

Vi holder ellers ikke af disse Børneforbud, for det kan blive et tveægget Sværd for Børn og barnlige Sjæle. Et Børneforbud lokker for Børn i 15-Aars Alderen, og de lyver sig ældre for at kunne komme ind og se dette, der er forbudt, og som saa vel ogsaa maa være interessant. Med barnlige Sjæle mener jeg Mennesker, yngre eller ældre, der gaar ind til forestillingen med gale Forudsætninger - de tror, de skal se noget frygteligt - og saa faar de noget forkert ud af deres Indtryk. Det er kun 4-5 pCt. af de foreviste Film, vi forbyder for Børn. Og i Almindelighed holder Teatrene heller ikke af disse Børneforbud.

Det første 10,000 naaet.

Vi har nu til 1 Januar rundet de 10.000 Film, og i de ti Aar er ca 700,000 Meter passeret forbi Censuren. Der har ikke været større Stigning i Filmenes Antal Aar efter Aar, det har i alt væsentligt været det samme Antal gennem Aarene. Det store Antal nye Biografteatre, der er kommet 1 de senere Aar, har ikke spillet nogen Rolle her. Følgen deraf er kun, at en Film nu kan spilles et større Antal Gange, men flere Film bruges der ikke.

- Hvem betaler Censuren?

- Det er Staten, der opretholder den; men Staten har dog Ingen Udgifter ved den. Forholdet er dette, at Filmudlejningsselskaberne betaler 6 Øre pr. løbende Meter for hver Film, der forevises os. Disse Penge faar de igen af Teatrene, og der indkommer paa denne Maade saa store Beløb, at Staten ikke har Udgifter ved Censuren.

(Aftenbladet (København) 5. februar 1924).

Filmcensur varetoges indtil 1913 af den lokale politimyndighed, men overgik derefter til staten. Statens Filmcensur fik sin endelige form med Biografloven af 1938.  Frem til 1960 blev film enten tilladt for alle, forbudt for børn, totalforbudt eller beskåret, oftest pga. voldelige og/eller erotiske scener. I 1969 bortfaldt voksencensuren. Ved Filmloven af 1997 afløstes Statens Filmcensur af Medierådet for børn og unge der vejledende mærker film efter aldersgrupperne 7, 11 og 15 år. Alle film blev tilladt for børn over syv år i følge med en voksen.

Om Anton Nicolaisen, se Historisk-topografisk selskab for Frederiksberg, Henrik Knudsen: Forbudt for Børn! (2007).

Ford eksporterer Vogne til Rusland fra Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Fordfabriken i Sydhavnen skal forsyne Sovjet-Rusland med Fordvogne

Leverancen omfatter 18,000 Vogne om Aaret til en Værdi af ca. 50 Mili. Kr.

PARIS, Søndag

(R. B.)

Paa et Søndag afholdt Møde, hvori deltog Direktørerne Harrington og Carlsen, Ford-Fabrikerne, Dr. Hammer, Moskva, og Direktør Harald Langkjær, Aktieselskabet "Cyklone", København, blev det vedtaget, at hele Fordfabrikernes Eksport til Rusland fremtidig skal foregaa fra København

I Anledning af dette Telegram har vi haft en Samtale med Kontorchef Brøndum fra Fordfabriken i Heimdalsgade, og han gav os følgende yderligere Oplysninger om Sagen, der iøvrigt har været forberedt de sidste 4-5 Maaneder:

- Allerede i Sommer begyndte vi Forberedelserne til at oprette Salgscentraler i Rusland; men paa Grund af de politiske Forhold har der været mange Vanskeligheder at kæmpe med. 

Den nye, store Samlerfabrik 1 Sydhavnen er, som De véd, anlagt med det Formaal for Øje at kunne forsyne Norden, Østersøprovinserne, Tyskland og Stor-Rusland med vore forskellige Fabrikata, og da vi er klar til at begynde derude i April, kommer den i Paris nu afsluttede Kontrakt yderst kærkomment.

- Hvem er Mr. Harrington ?

- Det er Fords Generaldirektør i Europa, fortsætter Hr. Brøndum. Han kom hertil for ca. 4 Aar siden og har sit Hovedkvarter i Paris.

Dr. Hammer er en stor russisk Forretningsmand, som Direktør Harald Langkjær, der kom hjem fra sin Ruslandsrejse for 14 Dage siden, har plejet Forhandlinger med i Moskva.

Direktør Carlsen leder, som De véd, Fabriken her i København, og Direktør Langkjær fra Aktieselskabet "Cyklone" vil selvfølgelig blive knyttet til denne nye, mægtige Side af vor Virksomhed.

- Kan De tilfredsstille Efterspørgslen fra Rusland?

- Ja, det kan vi magelig! For Tiden laver vi her i Hejmdalsgade 100 nye Vogne om Dagen, og i Sydhavnen regner vi med at skulle kunne fabrikere 200 Vogne pr. Dag.

Men - faar vi travlt, kan vi bringe Fabrikationen i Sydhavnen op paa 600 Vogne pr. Døgn, idet vi saa vil arbejde med 3 Hold Arbejdere Døgnet rundt, hvert Hold i 8 Timer.

- Og Betalingen fra Rusland?

- Ja, med den har der hidtil været nogen Vanskelighed; men ogsaa dette Spørgsmaal maa have faaet sin løsning, siden der er udsendt et Telegram som det Ritzau har bragt, løvrigt, sluttede Hr. Brøndum, véd jeg jo intet om selve Enkelthederne. Forhandlingerne har nemlig været ført af Direktør Carlsen, og han vender først tilbage fra Paris i Aften

Rusland kan bruge 18,000 Vogne om Aaret.

Den nye Ruslands-Eksport af Fordvogne vil sikkert, om den virkelig kommer i Stand under tilfredsstillende Forhold, antage meget imponerende Former, skønt Rusland som Helhed vel ikke netop er anlagt for en Import af Fordvogne for Tiden.

Man regner imidlertid med en aarlig Eksport af 18,000 Vogne, der repræsenterer en Værdi af ca. 50 Mill. Kr.

Da den Arbejdsløn, som lægges her i Landet, andrager ca. 100 Kr. pr. Vogn, vil de 18,000 Vogne altsaa lægge 1,8 Mill. Kr. i Løn til de danske Arbejdere.

Motor-car.

(København 29. januar 1924)

Direktør Carlsen vendte tilbage fra Paris og bekræftede aftalen, men kunne ikke sige meget mere end det. Fabrikken beskæftigede ca. 600 og ville i tilfælde af aftalen komme op på 3.000 arbejdere. Fabrikken kunne lave 35 vogne daglig på 8 timer af samme arbejdsstyrke, mens andre steder højst 31 til 32 vogne. I februar 1924 cirkulerede rygter om at Ford lå i underhandlinger med tyske automobilfabrikker som skulle danne en automobiltrust omfattende Tyskland, Rusland og hele Østeuropa. Konkurrenterne, bl.a. Krupp og Stinnes skulle modarbejde en sådan trust. Fords nye monteringshal i Sydhavnen til 5 mill. kr. kunne producere 200 vogne dagligt til at forsyne Dannmark, Norge, Sverige, Tyskland, Polen, randstaterne og Rusland..

Fra en annonce i Fyns Venstreblad (Odense) 11. april 1924.

En net Herre! (Efterskrift til Politivennen)

Paa Howitzvej Nr. 18 i Kælderen bor en Hørkræmmer Hansen, som har den heldigvis ret enestaaende Opfattelse, at han mener at kunne byde sine Leverandørers Personale hvad som helst; det er jo kun Arbejdere, som der intet Hensyn bør tages til. Formentlig søger denne egenmægtige Hørkræmmer ikke sine Kunder blandt Arbejderklassen, da han i saa Fald vanskeligt kunne formene det foreneligt med sin Overklassestilling at fremsætte fuldstændig meningsløse og ubegrundede Beskyldninger for Tyveri mod disse.

Da saaledes en Carlsberg-Medhjælper for nogen Tid siden skulde have nogle tomme Flasker retur for leveret Øl, og disse har deres Plads i en mørk Kælder, hvor det er ganske umuligt at tælle Flaskerne, var der - da Hjælperen kom op i Forretningen, 4 Flasker for meget i Kassen. Dette foranledigede Hr. Hansen til at overfuse Medhjælperen med Beskyldninger for at ville stjæle de 4 Flasker, og som Motivering herfor kunne anføre, at der i Løbet af et Aar var forsvundet en hel Kasse Flasker, og hvem andre end Medhjælperne paa Bryggervognene skulde vel have stjaalet disse Flasker. Nu vil enhver, der har blot det mindste Kendskab til Ølhandel, straxs være klar over, at en Kasse Flasker er for intet at regne i Løbet af et Aar. hvorfor den fremsatte Beskyldning er saa meget mere meningsløs.

Da imidlertid Hr. Hansen ikke har været at formaa til at tilbagekalde sine gemene Beskyldninger, har vi ikke villet undlade at gøre Offentligheden, specielt Kunderne i bemeldte Forretning, opmærksom paa, hvad denne Hørkræmmer mener at kunne byde hæderlige Arbejdere, ligesom vi nu ad Rettens Vej vil kræve Oprejsning for de fremsatte Beskyldninger

Bryggeriarbejdernes Forbund for
København og Omegn.
Niels Hoppe

(Social-Demokraten, 21. januar 1924).

Der er tale om hørkræmmer Chr. Hansen.