Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

Kristian Frederik Vilhelm Kroman, 1846-1925. (Efterskift til Politivennen)

Mindeord om Kr. Kroman.

En Udtalelse af Professor Starcke.

Paa vor Opfordring udtalte i Aftes Professor Dr. phil. C. N. Starcke, der gennem saa mange Aar har staaet Kroman nær, disse Mindeord over den Afdøde:

- Med Professor Kroman forsvinder en af vort Folks betydeligste Aandsrepræsentanter. Hans stilfærdige Liv var besjælet af den dybeste og redeligste Kærlighed til Videnskab, og Sandhedserkendelsen stod tillige for ham som Udtryk for de højeste moralske Vurderinger.

Paa de Studenter, der i de henved 40 Aar, han virkede som Professor, fulgte hans Forelæsninger, øvede han den største Indflydelse. Han lærte dem at tænke klart og at fole Afsmag for alt uægte.

Enhver, der fik med Professor Kroman at gøre, fik dette Indtryk af Beundring og Ærefrygt for en stor og redelig aandelig Kraft. Men i Folkets offentlige Liv spillede han ikke en dertil svarende Rolle. Han savnede den Ærgerrighed, der gør Folk haardhændede. Mødte han Modstand, Misforstaaelse og Smaalighed, trak han sig sky tilbage.

En Tid lang saa det ud, som om han skulde gribe bestemmende ind i vor Skoles Udvikling, men mere organisationsvante Hænder skød ham til Side. Det er ham, der har lukket Skolen op for Gymnastik, Sløjd og hele den rationelle Behandling, som man nu følger. Men han selv naaede kun lidt af det, han vilde.

Man kaldte ham upraktisk og omstændelig. Men det betød, at han aldrig vilde slaa af og nøjes med det mindre værdifulde i Stedet for det bedste.

I sine senere Aar samledes hans Arbejde om forskellige Punkter, som kunde synes uden indre Forbindelse. Saa skrev han om Trondhjems Domkirke, saa tog han ivrig Del i Debatten om Einstein, saa skrev han saa betydelig en Afhandling som "Det menneskelige Øjes Bevægelse", og nu til sidst stod han for at tale om den religiøse Reformation, som han mente var nødvendig. Alt sammen var det Udslag af en aldrig hvilende Lidenskab for at bringe Sandheden frem, og naar han nu er falden paa Valpladsen samler alle de, der har kendt ham nærmere, sig i Ærefrygt for hans Minde. Han hører til dem, der, medens de lever, kan synes mindre omtalt, end de fortjener - men hvad han har skrevet, vil ogsaa efter hans Død bevare sin fulde Værdi. Dette er kun givet faa, men Professor Kroman hørte ogsaa til de udvalgte.

Noter.

Professor Kroman matte for nogle Uger siden gaa til Sengs, lidende af en stærk Træthed og Sløjhed, som ikke vilde fortage sig. Han blev indlagt paa Dr. Blads Klinik, hvor Lægerne konstaterede, at alle hans Organer faktisk var som hos en ung Mand. Alligevel udmattedes Professoren mere og mere, efterhaanden som Dagene gik. Kræfterne svandt og svandt - og Kl. 11 Søndag Aften indtraadte Døden.

Lægerne kunde i Virkeligheden ikke sige andet end: Han døde af Træthed. 

*

Professor Kroman var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Da han var oppe hos Kong Christian den Niende for at takke for Ridderkorset - fortæller en sandfærdig Anekdote - overrumplede den gamle Konge ham ved at sige:

- Ja, jeg var nu egentligt imod det - for disse Filosofer er jo nogle slemme Fritænkere.

- Bevares, Deres Majestæt, svarede Kroman, men vi erkender efterhaanden allesammen, at vi slet ingenting ved . ..

- Det respekterer jeg, udbrød Christian den Niende, saa har De dog fortjent Ridderkorset.

*

I de "Studenterminder", som i Vinter udkom hos Gad under Redaktion af cand. mag Erik Rindom, fortæller Kroman følgende fornøjelige lille Episode fra den Gang, han fik Guldmedaillen for en Afhandling til Kgl. danske Videnskabernes Selskab:

Medaillen vejede et Fjerding-pund og kunde efter Reglerne byttes med 820 Kr. Kroman beholdt den en Maaned - saa faldt han for Fristelsen, tog en Afstøbning i Tin og gik med selve Medaillen til Selskabets Kasserer, Professor Reinhard. "Jeg var blevet helt nervøs for, at jeg skulde bestille et nyt Eksemplar" - sagde denne - "der er aldrig nogen før, som har beholdt Medaillen saa længe ... og vi har ikke mere end den samme!"

Kroman tilføjer, at han var I Tvivl om, hvorvidt dette var Spøg eller Alvor Men da en af hans Venner nogle Aar senere modtog Videnskabernes Selskabs Medaille, genkendte han ganske rigtigt just den, han selv i sin Tid havde faaet, paa en ubetydelig Rids i den blanke Flade.

(Nationaltidende 28. juli 1925).

Fotograf Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901): Filosof Kristian Frederik Vilhelm Kroman (29.3.1846-26.7.1925). 1876-1901. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Professor Kromann død.

Natten til Mandag er Professor Kroman død. Han havde de sidste Uger ligget til Sengs paa Overlæge Blads Klinik, lidende af Træthed. Hans Kræfter svandt daglig, langsomt ebbede Livet ud, indtil han stille gled ind i Døden.

Meddelelsen herom vil blive modtaget med Vemod viden om. Ved sit betydningsfulde Arbejde for Skolevæsenet og store pædagogiske Interesse var han en kendt og skattet Mand langt udenfor den Kreds, han som Universitetslærer og Fagfilosof tilhørte. Hans filosofiske Arbejder er alle prægede af hans klare og skarpsindige Tænkeevne og logiske Sans, og hans Fremstillingsevne stod Maal hermed, var klar og overordentlig konsis. Hans friske, kloge, forstaaende og originale Personlighed og hele hans Livsførelse var et godt Udtryk for hans Mening om de etiske Kravs Betydning. Han kan med Rette betegnes som Grundlæggeren af den moderne danske Skole og dens Undervisningsmetoder. Naturfagenes stærke Vækst paa Bekostning af de humanistiske Fag i Skoleundervisningen skyldes tildels hans Indflydelse - ligesom han ivrigt gjorde sig til Talsmand for en Udvidelse af Gymnastik og Sløjd i Skolen.

Som Universitetslærer var han fremragende. Hans Metode var at ægge til Selvtænkning, selv ved Eksamensbordet kunde det more ham at lade alt det tillærte Stof ligge og undersøge, om Eksaminanden havde tilegnet sig det saaledes, at han kunde bruge det selvstændigt.

I dansk Filosofis og i den danske Skoles Historie har Professor Kroman indskrevet sit Navn usletteligt.

*

Til min gamle Lærer

Professor Kroman er død.

Og jeg og maaske mange andre af hans gamle Elever bringes til at fortryde, at vi ikke, mens Tid var, fik ham takket, som han fortjente det, for den Undervisning, han gav os i vort Rusaar.

For mig var han den eneste af alle dem, der gennem Gymnasiet og ved Universitetet var mine Lærere, som virkelig helt fangede mig og bandt mig til sig med en Taknemlighed, der nu ved hans Død maa have Lov til med sin Varme at bidrage til hans Hæder.

Jeg er ikke Filosof af Fag, og jeg véd kun lidt om, hvordan Kroman bør placeres blandt Samtidige og Forgængere. Jeg kender ham kun som den, der ved sin Personligheds Magt forstod at føre mange af sine Tilhørere ind til Overvejelser, der blev grundlæggende for deres Liv og Erkendelse.

Han staar for mig som en Forsker, der er særlig nordisk i sin Form.

I hans Fag er der tusinde Anledninger til at fortabe sig i Højtidelighed og indbildske Systemer. Hver anden filosofisk Professor føler sig kaldet til at afgøre alle de store Spørgsmaal endeligt gennem lange Rækker af Beviser og Udviklinger, der ikke mere lader noget aabent. Deres Virksomhed kan minde om Frostens: Det kan meget godt lade sig gøre at lave noget, der kan bære en lille Tid, men der kommer et Tøbrud, hvor det, der stivnede og døde, igen bliver levende og mægtigt. Og Mennesker, der i Tillid til den faste Is begiver sig ud paa det dybe, kan pludselig finde sig drivende paa en Flage uden Haab om at naa Land.

Tyske Filosofer har haft den Slags Tilbøjeligheder til at tæmme og stivne de store Have.

Men Kroman var Dansker. Med vor Nations Skepsis overfor det, der giver sig ud for at være færdigt og endeligt afgørende. Og med vort Smil ad al uægte Visdom.

Derfor forsøgte han ikke at faa sine Elever til at lære et System. Han førte dem gennem Filosofiens Historie og gav dem dermed et Overblik over det, der er frembragt af Værdi i de Tider, der er forbi. Og han var en kritisk Fører. Men hans første og egentlige Stræben var at faa os til at tænke selv.

Det er ejendommeligt for den Metode, han anvendte i sin Undervisning, at han aldrig ønskede en Sag fremstillet med bestemte Ord. Han lignede kun lidt den Lærer, der først føler sig lykkelig, naar hans egne Vendinger klinger tomt tilbage mod ham.

Det var Kroman en særlig Glæde at lade en Elev gaa sine egne Veje i Behandlingen af det Problem, der laa for. Og jeg husker hans lille Smil, naar han paaviste Fejl og Urigtigheder i Forslag til Løsninger, der bragtes ham fra os Unge i Auditoriet.

Han var en overlegen Mand. Derfor er vi saa lykkelige især at kunne mindes ham som et Menneske. Han følte det ikke som sin Opgave at gøre os til smaa propfyldte Flasker med en autoriseret Etikette paa Maven; det var hans Lyst at se os som selvstændige Mennesker, hvem det korte korte filosofiske Kursus havde lært Grænserne for, hvad menneskelig Erkendelse magter, og Betingelserne for rigtig Tænkning.

Derfor vil det, Kroman lærte, ikke forældes.

Han vil blive staaende som en Type, vi med en særlig Glæde kalder dansk! Det rolige, kloge Menneske, der besindig vejer, hvad der møder ham, og ikke foler Trang til gennem spraglede Fantasier at undslippe fra den ærlige Hverdag, der omgiver os. Han var en Mand, der fulgte sit Folks Lov og sin egen Lov.

Og vi er bedrøvede over, at han nu er død.

Knud Bruun-Rasmussen,

cand. jur.

*

Professor Kristian Kroman var født 1846 i Maribo som Søn af en Skibsfører. Hans Moder var født Krøyer. Han forsøgte sig en kort Tid som Sømand og Købmand, men tog saa Eksamen ved Jonstrup Seminarium i 1865. Fire Aar efter blev har Student. 1874 Magister i Filosofi og 1877 Dr. phil for en Afhandling: "Den esakte Videnskabs Indlæg i Problemet om Sjælens Eksistens."

Hans Professorgerning falder i Aarene 1884-1922. Til hans Professorat hørte Stillingen som Docent i Pædagogik. Han var i mange Aar Kulturministeriets pædagogiske Konsulent og Medlem af Eksamenskommissionen.

(København 29. juli 1925).

Professor dr. phil K. Kroman. 1846-1925. Marie Louise Kroman 1852-1926. Gravsten på Vestre kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kanalsvømningen blev en enestaaende Succes.

 Mange, mange Tusinde Mennesker var paa Benene.

En Interesse som aldrig tidligere er vist nogen Sportsbegivenhed.

Viggo Christensen sejrede i Løbet og vandt desuden den af "Dagens Nyheder" udsatte Pokal.

Svømmerne nærmer sig Højbro.

Hvilken Succes! Aldrig har nogen dansk Sportspræstation været overvaaget af tilnærmelsesvis saa mange Mennesker, som Kapsvømningen i Aftes gennem Byens Kanaler.

Overalt, hvor vi kom frem, stod tætte Rækker paa Kajen og afventede Svømmernes Ankomst. Allerede Klokken seks stimlede Folk sammen paa Langebro og i det tilstødende Stykke Kristiansgade, og Manden i Frederiksholms Kanal havde modtaget Forudbestillinger paa alle sine Robaade. Det vrimlede med disse lejede Baade, Kajaker, Kanoer og Kaproningsbaade omkring Startstedet.

Det var en imponerende Masse Mennesker, der var forsamlede her, baade til Lands og til Vands, og ærligt talt troede vi et Øjeblik, at Menneskemængden vilde holde til her, for at overvære Start og Opløb.

Men Turen gennem Kanalerne nødte os hurtigt til at forandre Mening. Overalt stod Folk opstillede i tre, fire tætte Rækker; en Del Mennesker tog naturligvis fra det ene Sted til det andet for at faa et Glimt af Svømmerne at se flere Gange. Det var vistnok en daarlig Politik, thi der var optaget alle Steder, og gennemgaaende blev Folk vist paa den Plads, de oprindelig havde valgt. De var simpelthen nødt til det. Der var ikke til at komme hverken frem eller tilbage, og Ledsagerne, der inde fra Kajen skulde følge hver sin Løber, maatte give op allerede ovre ved Burmeister & Wains Værksteder. Det var forbunden med Livsfare for dem at vandre langs Bolværket, skrævende over Folk, der havde taget Plads paa delte, og som umuligt kunde rejse sig og rykke tilbage.

Her var heller intet at risikere for Svømmerne; Kanalerne var fulde af Baade, og inde paa Bredden hvilede Tusinder og atter Tusinder Par Øjne paa Svømmerne. Den Times Tid, Løbet varede for den hurtigste Svømmer, var een stor Forundringens Time. Det var, som hele København var paa Benene, og efterhaanden som Løbet skred frem, syntes Tilskuermængden at vokse tilsvarende.

Selv hele Knippelsbro og Børsgade, der dog laa fjernest fra Svømmerne, var tæt pakket med Folk, og ved de to Opløbssteder, Højbro og Langebro, samt i deres nærmeste Omegn var der en Trængsel, som ikke lader sig beskrive.

Starten fra Langebro.

I god Tid kom de kvindelige Svømmere frem paa det store Bjælkeskelet under Langebro. Imidlertid meddelte Brofogden gennem Raaber, at man om et Øjeblik skulde aabne Broen for et Skib sydfra, og Starten maatte naturligvis udsættes. Man turde ikke regne med, at alle Svømmerne naaede ind i Løbet til Christianshavns Kanal, inden Damperen kom.

Langebro, der var fuld af Mennesker, blev ryddet af Politiet; kun modvilligt trak Folk sig tilbage, og det varede en rum Tid, inden man kunde aabne Broen og faa Skibet igennem.

Starten sinkedes en Del herved, og Klokken var blevet stærkt henimod syv, inden Damerne kunde begynde Svømmeturen. 

Man lagde straks Mærke til, at Favoriten, Fru Edle Nielsen, ikke var med. Fruen havde paadraget sig en lettere Influenza og maatte afholde sig fra at starte. lalt startede 18 Damer. Frk Esther Østergaard tog straks Føringen, og Begyndelsestempoet var haardt.

Nøjagtigt fem Minuter efter faldt Startflaget for de tretten Herrer; fra Pressebaaden naaede man lige at se Herrerne kaste sig frem i Vandet, inden Baaden drejede ind i Christianshavns Kanaler

Med Esther Østergaard til Havneløbet.

Med lange, rolige Tag svømmede den smaa Frk. Østergaard i Spidsen for Feltet. Tempoet var godt, men Frøkenen manglede noget Overblik over Banen og svømmede i store Buer, hver Gang, det gik om el Hjørne, i Stedet for at smutte den kortest mulige Vej.

Den dobbelt Sejrherre Viggo Christensen, »Sparta", der vandt den første Kapsvømning gennem Københavns Kanaler og desuden erobrede "Dagens Nyheder"s smukke Pokal for "Først under Højbro".

Mere og mere forøgede Frøkenen sit Forspring for Gudrun Nannestad Hansen, men til Gengæld halede den forreste mandlige Svømmer stærkt ind paa hende. Det var Viggo Christensen fra "Sparta", Løbets Storfavorit og fast besluttet paa at være første Mand ved Højbro.

I tætte Stimer stod Folk derinde paa Bredden og spurgte i en Uendelighed: "Hvem er det, der er forrest?" og "Hvorfor kommer de saa sent?"

Fra Pressebaaden oplystes de om, at Løbet først var startet lidt for syv, og forrest: Ja, det var Frk. Østergaard endnu ved Udgangen til Havneløbet.

I Havneløbet udfor Cort Adelersgade.

Det blev en haard Tur tværs over' Havneløbet. Kun tre af Løbets Deltagere opgav under hele Turen, og de to opgav her, midt i den haarde Strøm fra Syd.

Her passerede Viggo Christensen ogsaa Esther Østergaard og havde altsaa vundet fem Minuter ind paa Frøkenen paa dette Tidspunkt.

Jo mere vi nærmede os Højbro, i des tættere blev Menneskerækkerne i derinde paa Kajen. Børsbroen, Holmens Bro og Højbro, alle var de tæt pakkede med Mennesker.

"Hvem er forrest?", "Hvem er det, der er forrest?", lød Sporgsniaalene ustandseligt, og til begge Sider maatte vi Gang paa Gang gentage Raabet: "Viggo Christensen"

Spartaneren svømmede fornuftigt og økonomisk; han ligefrem "snittede" Hjørnerne og svømmede ikke een overflødig Meter, saa godt saa han sig for.

Han smilede op til os i Pressebaaden, da vi raabte til ham, at den første Pokal allerede var i Kikkerten.

Først under Højbro.

"Dagens Nyheders"s Pokals Skæbne var nu praktisk talt afgjort.

Et Uheld skulde indtræffe, om det ikke blev den fortræffelige Svømmer, der erobrede den. I fin Stil og under de Tusinder af Menneskers Klap og Hurraer gik Viggo Christensen under Højbro som første Mand efter at have svømmet i 41 Min. 20 Sek. Han var frisk og veloplagt, og der var ingen som helst Grund til at antage, at han ikke vilde fuldføre Løbet og endog vinde det.

Da han kom ud paa den anden Side Broen, sattes Tempoet lidt ned. Den smukke Sølvpokal var jo nu sikret for ham, og han var et godt Stykke foran næste Mand, saa der var Tid til at tage den med Ro. Frederiksholms Kanal toges dog t et ganske godt Tempo. Stadig stod Folk i tætte Rader, hvor vi kom frem, og de store Sejlskibe, der laa og losse de her, var saa tæt besatte, at de krængede helt ud mod Vandet.

Nu drejer vi atter ud i Havneløbet; Langebro og Maallinien i Sigte. Viggo Christensen smiler og nikker op til os; med frisk Mod gaar han i Lag med det sidste Stykke. Lige stik imod Strømmen svømmer han, men det gaar fint, selv om det er en anstrengende Tur.

Var det virkeligt muligt? Menneskemasserne paa Langebro og Partiet deromkring syntes næsten fordoblede. Broens Jernværk og Trapper op til Taarnet var belejrede, og et Par Skibe, der laa ved Christiansgade og lossede Planker krængede endnu mere ud mod Vandet end de i Frederiksholms Kanal saa belæssede var de med Mennesker, der uden videre var vandret omborg.

Viggo Christensen dobbelt Sejrherre.

"100 Meter!" skraaler vi fra Pressebaaden, skønt der mangler 200. "15 Meter!" lyder det næste Gang. skønt der vist er 50 tilbage. Endelig "Maal!", den første Mand har fuldført og vundet baade den for hurtigste Herre udsatte Præmie og "Dagens Nyheder"s Sølvpokal. Han svømmer de faa Meter hen til Pressebaaden. hvor han trækkes om Bord. Kvik og frisk er han og dejlig varm over hele Kroppen. Et Glas Portvin drikker han ud til Bunds, og nu gaar det i fuld speed over til Badeanstalten "Rysensteen".

Frk. Esther Østergaard, der bevarede sin Førerstilling foran Feltet til midt i Havneløbet paa Strækningens nordligste Punkt. - Frøkenen var den bedste Dame og blev en fin Nr. 4 i Løbet.

Esther Østergaard er passeret af endnu et Par Herrer. Det er Gunni Skovgaard Hansen og John Nilsson, men Frøkenen kommer ind som Nr. 4, kun 15 Sekunder efter Nilsson.

Alle 18 Damer fuldførte Løbet, den sidste brugte over to Timer, men vilde fuldføre. Af de tretten Herrer opgav tre; foruden de to i Havneløbet opgav Poul Petersen, P. 08, udfor Thorvaldsens Museum.

Alt klappede som det skulde.

Ove.

(Herefter følger lister over alle deltagere).

(Nationaltidende, 30. juli 1925)

Herover: Start ved Langebro. I hjørnerne de to sejrherrer Ester Østergaard og Viggo Christensen. Herunder: Svømmerne passerer Christianshavns Kanal. Fotoer fra Aftenbladet (København) 30. juli 1925.

Året efter var der igen kanalsvømning.  Starten gik et sted ved Langebro. Om vandkvaliteten nævnte Nationaltidende at det var rent og klart næsten overalt, undtagen Christianshavns Kanal "hvor Dynd og andet Snavs havde samlet sig, men galante Robaade fik hurtigt renset en Bane for de første Damer." Adskillige aviser bragte historien på forsiden. Først nedenstående fotoserie fra Social-Demokraten 22. juli 1926:

Kanalsvømningen satte i Gaar Aftes sit Præg paa  Byens Liv i Havnegade og Gammelholmkvarteret og samtlige christianshavnske Overgader baade oven og neden Vandet. Billedt viser øverst til venstre Baadene ved Start- og Opløbsstedet, tilhøjre Damernes Start, da de hopper i Vandet og som en kulørt Perlerad samles ved den lange Jernkæde med Hætterne over Vandet. Nederst til venstre staar samtlige Damer paa Broen og til højre ses nogle af Løbets mange, mange tusinde Tilskuere.

Billedet viser til venstre Vinderen af Herreklassen, G. Stovgaard Hansen, og til højre den helt unge Esther Østergaard, der ligesom i Fjor vandt Dame-Løbet, men paa en endnu bedre Tid.

Aftenbladet bragte den 22. juli 1926 nedenstående fotoer fra den 2. kanalsvømning:

Fotografens Reportage fra Kanalsvømningen viser foroven den smukke Buket af kvindelige Svømmersker med Sejrherren Esther Østergaard (Nr. 1) og Edle Nielsen (Nr. 2). Derefter følger den pudsige Situation, da Damerne springer i "Ballon" før Starten, den kraftige Herreryg ved Siden af Nr. 19 tilhører Svømmeunionens Formand Otto Hansen. Det nederste Billede viser de mandlige Svømmere umiddelbart før Starten. Nr. 1 er Sejrherren Stougaard-Hansen.

Endelig bragte Nationaltidende den 22. juli 1926 nedenstående foto:

Der springes ud til Start. - Tilskuere ved Kristiansgade.

Frederik Adolph Hertz 1831-1925. (Efterskrift til Politivennen)

Fr. A. Hertz død.

Veteranen fra Socialismens første Dage.

Den 94-aarige Fr. A. Hertz, som i Halvfjerdserne var en af de kendteste Mænd indenfor dansk Arbejderbevægelse, er afgaaet ved Døden paa "De gamles By", København, hvor han har henlevet en Række Aar. I den sidste Tid var den gamle Mand uden Bevidsthed, og i Søndags gjorde et Slagtilfælde Ende paa hans Liv. For tre Aar siden mistede han sin Hustru - 2. Ægteskab - med hvem han delte Tilværelsen i "De gamles By".

Fr. A. Hertz var udlært som Malersvend, men havde Interesser, som førte ham ind paa religiøse Baner, men snart anviste ham Plads indenfor det unge Socialdemokrati. Han blev Louis Pios Digter og forherligede ham i den kendte Sang "Hør Sangen, hvor mægtigt den toner", hvis Slutningslinjer efter Pios Bortrejse ændredes til:

thi Socialismen kækt os viste Vej,
for Ret og Sandhed den os svigted ej.

I Bladet "Social-Demokraten"s Trængselsperiode sidst i Halvfjerdserne og senere i Provisorismens Opgangstid var Fr. A. Hertz Bladets Ansvarhavende og tog adskillig Fængselsstraf paa sig, bl a. for Majestætsfornærmelse, for hvilken han dog i sine senere Aar fik Æresoprejsning. Han tog selv Vand- og Brød-Straf, der i gamle Dage kunde træde i Stedet for Bøder, med Sindsro og - med tynde Flæskeskiver indsyet i Frakkeforet.

I samme Periode af sit Liv var Fr. Hertz ivrig Foregangsmand i en Fritænkerforening, som havde hidsige Debatter i Rømersgade 22 med københavnske Præster. Hertz slog navnlig fra sig med Citater fra det gamle Testamente og var vel bevandret i denne Del af Biblen. Fritænkerforeningen fik dog ingen synderlig Tilslutning i Arbejderkredse, og Fr. A. Hertz selv droges snart over i Missionens Rækker, men fastholdt sin Ungdoms Tro paa de socialistiske Principper. Han var en Tid Redaktør af et religiøst Blad.

Den gamle, sympatiske Mand vil mindes af adskillige ældre Partsfæller, blandt hvilke han var af de allerældste. Han begraves i Morgen, Mandag. Kl. 11, fra Vestre Kirkegaards østre Kapel.

(Social-Demokraten 26. juli 1925).

F. A. Hertz blev født den 2. juni 1831 på Fødselsstiftelsen. Den dengang 23-årige mor var ugift. Han udlært som malersvend. Han var med i krigen 1864 som menig fra 1. februar til udgangen af august 1864. Han blev 23. februar 1864 taget til fange ved Busdorf. For sin indsats fik han senere erindringsmedaljen. Tilbage i København var han med i den socialistiske bevægelse fra 1871 sammen med Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff som agitator for Internationale og medvirkede ved oprettelsen af malernes, bryggeriarbejdernes, drejernes, arbejdsmændenes o.fl. fagforeninger 1871–74. 

Efter fængslingen af Pio, Geleff og Brix og Internationales opløsning arrangerede han møder, talte, skrev og digtede Han berejste vinteren 1874–75 to gange Øst- og Nordjylland og fik dannet eller genrejst demokratiske arbejderforeninger i flere byer. Han kaldte sig selv i en række korrespondancer i Social-Demokraten "Agitator for det jyske Arbejderparti".  

I januar 1876 anbefalede han Geleff til folketingsvalget i Næstved. I september 1879 afløste han Saxo Wiegell som redaktør af Social-Demokraten og bestred denne stilling, afbrudt af fængselsophold, til jan. 1886. Han var redaktør af vittighedsbladet Ravnen 1880–86. Ved to domme 1884 blev han straffet med fængsel for majestætsfornærmelse. 1885 blev han ikendt fængsel for fornærmelser mod henholdsvis marineminister Niels Ravn og justitsminister J. Nellemann; ved andre domme stod han til store bødebeløb for forskellige presseforseelser. 

I 1886 rejste han Sverige hvor han forblev 4-5 år. Ved tilbagekomsten til Danmark fik han æresoprejsning, senere veterangave og levede sine sidste år i De gamles by. Han var glødende socialist, republikaner, fritænker, til andre tider havde han religiøse anfægtelser. Fra 1890erne deltog han ikke længere i det offentlige liv.

Hans gravsted lå på Vestre Kirkegård, 17-31-12.

Herman Bangs Bo og hans Arving. (Efterskrift til Politivennen)

Ude i Haderslevgade bor Frisør og Barber Hans Larsen, som ved et Lune blev Herman Bangs Universalarving. Overfor vor Medarbejder, Hr. Christian Houmark, fortæller han om sin Arvelod, om den udenlandske Film og Bangs Digtning.

Hr. Larsen på Stuen.

DER findes flere Testamenter efter Herman Bang. Paa sine mange Sygelejer, der af ham bestandig betragtedes som lige saa mange Dødslejer, nød han at udstede et eller andet Testamente til en eller anden, ofte tilfældig Tilstedeværende. Snart bortskænkede han Ejendomsretten til Romanerne, snart til Novellerne, en Enkelt overlod han rundhaandet sin samlede Produktion, baade den hjemlige og den oversatte - den skrevne og den endnu uskrevne, og tog efter en saadan Opbydelse af de sidste Kræfter, en hjertelig og uigenkaldelig Afsked med den lykkelige Besidder af det ganske værdiløse, juridisk ugyldige Dokument. Mens Bang ellers nøje huskede, hvem han havde betænkt, saa syntes han ganske at have glemt det Testamente, som indsatte Portnersønnerne fra Walkendorffs Kollegium til hans Universalarvinger. Det talte han aldrig om. Derimod nævnede han hyppigt og med Glæde et andet, som, efter hans Mening, var fuldkommen lovgyldigt. Han navngav Arvingen og Vidnerne, men dette Testamente synes paa hemmelighedsfuld Maade at være forsvundet. Maaske har Bang selv, i et deprimeret øjeblik, tilintetgjort Dokumentet.

Den ene af Digterens Universalarvinger, Frisør Hans Larsen ude fra Haderslevgade, modtager i denne Tid talrige Henvendelse fra udenlandske Filmsselskaber, som ønsker at sikre sig Retten til at overføre Bangs Digtning paa Filmen

- Vidste De, at De var Bangs Arving? spørger jeg Hr Larsen en støt og stille Herre med et smukt Væsen.

- Nej. Ikke jeg, lyder Svaret. Jeg var kun tre Aar, den Gang han skrev det. Men nogle ældre Halvsøskende huskede godt, da der senere blev talt om det, at vore Forældre havde sagt, at vi var indsatte.

- Vi .... hvem?

- Min ældre Bror, Gilbert, og jeg.

- Hvor gammel er De?

- Bror er 51 og i Amerika. Jeg er 49.

- Hvad Aar blev Testamentet skrevet?

- I 1879.

- Hvordan lyder det?

- Ja, der staar, at han indsætter os, fordi vores Forældre havde været saa gode imod ham, da ingen vilde kendes ved ham, heller ikke Slægten. Han havde jo dengang ikke skrevet saadan noget videre.

- Hvorfra kendte Bang Deres Bror og Dem?

- Fra Walkendorffs Kollegium, hvor Far og Mor var Portnerfolk, og hvor han boede som Student. Han laa meget syg af Gigtfeber engang, og min Mor plejede ham og tog sig kærligt af ham; han ejede ingenting og hun hjalp ham med Mad og saadan, hvad der kunde falde fra ... Jeg kan nu ogsaa godt huske, at da Bang Byttede hen i Studiestræde hos Fru Ottesen, dér boede ogsaa Peter Nansen, saa bar min Bror og jeg Middagsmad hen til ham, som Mor lavede.

- Hvomaar døde Deres Forældre, Hr. Larsen?

- I Firs - enogfirs.

- Hvomaar saa De sidste Gang Herman Bang?

- Det var til en Børnehjælpsdag, da vidste jeg jo ikke noget om det, ellers havde jeg vel talt med ham, men det har jeg aldrig gjort Jeg har tit set ham, ogsaa hørt ham læse op.

- Og saa døde han?

- Ja, og saa blev vi jo opsøgte. De henvendte sig først paa Walkendorff. dér var der ingen, som kendte os, men ligeoverfor boede en gammel Skomager, jo, han hed Madsen, og han vidste, at vi havde en Onkel, der var Bud paa Polyteknisk Anstalt, og hos ham fik de at vide, at jeg var næringsdrivende Barber- og Frisør paa femogtyvende Aar i Haderslevgade, og saa blev jeg kaldt op til Boets Eksekutor, der fortalte mig, at jeg var Arving, men at der næppe vilde blive noget .... Familien - Bang - vilde have Testamentet omstyrtet, men det var retsgyldigt, og Vidnerne lagde Ed paa, at det var skrevet paa Kollegiet, og at Testator var ved sin Fornufts fulde Brug, og saa blev det mig.

- Men Filmen?

- Ja. Den frembød jo Vanskeligheder. Men en Voldgiftskendelse har tilskrevet mig Retten til hans Værker, til Film og Dramatisering over hele Verden.

- Og Deres Bror?

- Ham har jeg ikke hørt fra i flere Aar Jeg har søgt ham pr. Breve, men der kommer ikke noget Svar. Jeg véd ikke, om han er levende eller død .... 

- Saa er De ene Arving?

- Ja .... desværre. Men maaske afdøde Broders Gæld herhjemme er blevet betalt af hans Arv ifølge Fuldmagt af 1912, da levede han endnu, saa han vidste, han var Arving, Med-Arving. Siden 1918 har jeg ikke hørt fra ham. Der kom nok en Dansk Amerikaner en Dag for et halvt Aar og skulde hilse mig fra ham - men .... næh, den tror jeg nu ikke paa.

- Hvormeget har Boet hidtil indbragt Dem?

- Der var store Udgifter .... Voldgiften, og hver Gang jeg skulde møde i Boet, maatte jeg stille en Mand Forretningen, det er 12-14 Kr om Pagen .... aah, ikke noget videre naar jeg saadan skal se .... Jeg vilde saamænd gerne sælge Ejendomsretten til Film og det hele og trække mig ud af det, naar jeg kun de faa et ordentligt Bud. For "Mikaél" gav Filmen mig kun /> af 3500 Kr. Det er det højeste, jeg har faaet.

- Har De Ingen Pietet?

- Jo. Jeg har skrevet saadan lidt Smaasange i Familie-Lejligheder, men det ér jo ikke i Sammenligning .... ikke noget nævneværdigt.

- Hvad synes De bedst om i Bangs Digtning?

- "Mikael". Jeg gaar ogsaa tit ud paa hans Grav og ligger en lille Blomst til Erindring for mine smaa Penge, eller en lille Krans, som det nu gaar paa Stuen, det er den, jeg maa stole paa .... Jeg synes. Forfatterforeningen skulde holde Graven og rejse et Monument over ham. Han har sagt, han ikke vilde, véd jeg nok, men hvad gør det .... Han sagde ogsaa, at der ikke maatte tales over hans Grav og ikke tages Maske - og alt det skete alligevel der er ikke noget blevet overholdt .. alligevel ....

Christian Houmark.

(B. T. 11. juli 1925).

Se også artikelen om Herman Bangs død og begravelse her på bloggen.-