Vejstrup Pigehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Forstanderinden i Haven.

Man staar af ved den lille, idylliske station Vejstrup, kun en ca. halv Snes Kilometer fra det skønne Svendborg; man følger Landevejen, som svinger gennem den stille Landsby, forbi "Brugsen", den private Købmand, Kirken og Kirkegaarden, og naar man har vandret en lille halv Kilometer ud ad den, staa, man i den tætte, dybtgrønne Ahorn-Allé, der fører op til "Vejstrup Pigehjem"s snehvide Bygninger.

Vejstrup Pigehjem!

Man har hørt Navnet før og man konstaterer for sig selv, af det er ikke nogen helt god Klang, det har i Ens Øre. Til Vejstrup er det, at Værgeraadene sender de værste af de Pigebørn, som kommer under dets Forsorg. De værste og de ældste. Under 17 Aar er kun meget faa af de unge Piger, som bliver optaget dér, og mange af dem er lige op imod de 21, paa hvilket Tidspunkt de jo automatisk udgaar af Værgeraadsforsorg.

Alt dette tænker jeg paa, mens jeg gaar det korte Stykke Vej op ad Ahorn-Alléen mod den aabentstaaende hvide Laage, der fører ind til den gruslagte Gaardsplads med Græsplænen, Blomsterrabatterne og alle de hvide Havebænke.

Paa Bænken under den høje Flagstang sidder to unge Kvinder og broderer. De er i lyse Zefyr-Sommerkjoler, de snakker og ler og har endnu ikke faaet Øje paa mig, da de sidder med Ryggen mod Indkørslen. Men nu bevæger jeg mig over Græsplænen hen til dem og spørger, om jeg træffer Stedets Forstanderinde, Frøken Gerda Schneekloth.

Frit og utvungent - uden mindste Spor af dette lidt sjokkede Anstaltpræg, som for bare 30 Aar siden saa ofte anerkendte baade yngre og ældre, som af en eller anden Grund var under Forsorg paa en "Anstalt" - rejser den ene af de unge Piger sig og beder mig følge med ned i Haven, hvor Frøken Schneekloth opholder sig.

Og to Minutter efter sidder jeg i et løvrigt Lysthus, med Udsigt over en pragtfuld blomstrende Have, overfor en af de stærkeste og mest helstøbte Personligheder, jeg nogensinde i mit Liv har truffet.

Frk. Schneekloth er nu en Dame paa 58 Aar, hun er høj og har sikkert i sin Ungdom været meget smuk. Endnu har hun i Behold de skønneste brune Øjne, man kan tænke sig. Men hun er legemligt svag. Siden sit 21. Aar har hun viet sit Liv til det store sociale Arbejde at hjælpe forvildede Unge paa ret Køl igen. Først paa Holsteinsminde, saa hos gamle Budde paa Himmelbjerggaarden, og siden 1908, da Vejstrup i Overensstemmelse med den nye Børnelov blev oprettet, paa dette Sted. Og her er det uomtvisteligt, at hendes stærke Aand og storslaaede Personlighed, hendes fremragende Intelligens og fine, gamle Kultur har sat sine dybeste, mest uudslettelige Spor.

"Oprejsningsarbejdet skal først og fremmest gøres i relativ Frihed", siger Frk. Schneekloth. "At spærre Mennesker inde bag Laas og Slaa hjælper dem ikke. Som De ser, staar alting aabent her. De kom selv gennem den aabne Indkørsel ude fra Landevejen, og derhenne I Baggrunden af Haren øjner De den hvide Laage, som fører ud til vore Marker. Enhver kan gaa og komme her, som han vil."

"Er Resultatet saa ikke, at mange løber bort?"

"Nogle, men ikke mange! Forleden Dag løb der et Pigebarn. Hun var blevet fornærmet over en Irettesættelse, fordi hun kom for sent i Badeværelset. Det irriterede hende, og saa løb hun Men da var det 1 ½ Aar siden, der sidst var nogen, som stak af uden Forlov."

"Kom hun tilbage?"

"Ja, hun gjorde. Hun kom ikke længere end til Hesselager, saa blev hun taget og ført tilbage . . ."

"Og hvad saa?"

"Tja, hvad saa! Saa fik hun sit Bad. Hun trængte skam til det efter den Løbetur. Og saa fik jeg dækket Bord til hende og nogen Mad i hende. Det trængte hun skam ogsaa til. Og saa snakkede jeg lidt med hende og forklarede hende, hvor glad jeg var over, at hun nu var kommet tilbage, og hvor ængstelig jeg havde været, mens hun var borte. Det endte med at hun sad og græd med Armene om Halsen paa mig og lovede Bod og Bedring. Nu gaar hun derhenne i Haven og ekuffcr Gange og er lydig og elskværdig og taknemlig, fordi hendes "Farlighed" blev taget pas den Maade."

"Maa der aldrig Haardhed til?"

"Haardhed, nej! Men Bestemthed naturligvis. Blot maa denne Bestemthed hvile paa virkelig ægte Kærlighed til Opgaven og paa en sand Vilje til at forstaa disse Pigebørn, deres Lyst og Trang, deres aandelige Milieu, og alle de mange, mange svære Kampe, de har at bestaa, først for at indordne sig under Livet her paa "Vejstrup" og dernæst for at tage sig sammen og blive dygtige og hæderlige Kvinder.

Det, det først og fremmest gælder om, er at faa dem at interessere sig for det rent manuelle Arbejde. Og saavel paa dette som paa de livets andre Punkter indenfor Opdragelsearbejdet, vi udfører, maa jeg rige, at Pigerne indbyrdes opdrager hinanden ikke saa lidt.

Det er mærkeligt at se, hvorledes de ældre Elever her kan opmuntre og hjælpe de yngre.

"Jeg véd godt, at det er drøjt til at begynde med," kan man høre en af de "gamle" sige. "Men det er nu ligegodt Sjov, naar man kommer ind i det! Alt det, man kan lære! Jeg hører ogsaa ofte de ældre Piger opmuntre de unge til at gaa til mig og snakke med mig om deres Genvordigheder, deres Savn og Længsler.

"Det er nu underligt, men hun forstaar En!" siger de. Og saa kommer de listende og snakker ud. Og det letter. Og vi bliver saa forfærdelig gode Venner lidt efter lidt. Selv de. der til at begynde med erklærer, at "de kunde myrde mig", falder til i Løbet af kortere eller længere Tid."

"Religiøs Paavirkning -" spørger jeg uvilkaarilgt. Det ligger jo nær.

"Ikke direkte i alle Fald. Her prædikes ikke paa Vejstrup. Og her bedes ikke Bønner og synges Salmer paa Kommando. Jeg nærer rent personligt en Skræk for aandelig Trang og aandelig Uniformering. Er man et kristent Menneske, da maa Ens Gerninger tale for En. Kommer de unge Piger saa vidt, at de kan se, at det kristne Livssyn bærer store moralske Værdier i sig, da er der meget vundet for dem. Men der skal Modenhed til for at forstaa sligt, og religiøs Tvangsfodring er kun af det onde. Det maa i al Almindelighed opnaar dermed er Hykleri. Og en Hykler er sværere at hjælpe paa Gled end en trodsig eller haard ..."

Vi begiver os nu paa Vandring gennem Hjemmets forskellige Lokaliteter. Hver ung Pige har sit pæne lille Værelse, som hun kan pynte op i efter egen Smag og Tykke: med Billeder, Potteplanter, hæklede og broderede Stykker og mange andre Smaapillerier af den Slags, som nu ganske særlig tiltaler saadanne unge Pighers Smag og Hyggefølelse.

"Man maa saa vidt muligt lade de forskellige følge deres individuelle Smag og Utilbøjelighed og lade dem gøre det i saa vid en Udstrækning, som det kan forenes med deres Opdragelse," siger Frk. Schneekloth. "I jo højere en Grad det er En muligt at give de Unge Indtrykket af. at deres Vilje og eget Initiativ og personlige Frihed ikke er dem berøvet, des bedre og lettere opdrager man dem paa alle de Punkter, hvor de skal og maa underkastes en gennemgribende Udrensning og Opdragelse." - - -

Vi gaar gennem Systuerne, hvor alle de Klæder, som slides paa Vejstrup - og det er ikke helt Smaating - bliver forfærdigede. Nydelige moderne Klæder, fikse og afvekslende i Snit, Farver og Mønstre, saaledes at de Unge, naar de færdes ude omkring blandt Egnens Befolkning, Ikke "stikker af" mod den som "Anstaltspiger". 

"En Kvinde skal have Lov til at være forfængelig." siger Frk. Schneekloth med et lille Smil. "For os gælder det bare om at søge at lede denne Forfængelighed ind i et virkeligt smukt og sundt Spor. Klædte vi de Unge her i Sæk og Aske, vilde Resultatet bare vare, at de iførte sig Skøgens letfærdige Dragt den Dag, de vel var sluppet herfra. Nej, en af vore mange Opgaver er blandt andet den: at lære dem at klæde sig med Smag og Takt. Og det gaar forresten helt godt med det saadan." ---

Vi passerer Køkkenet og Køkkenregionerne! Køkkenlærerinden har Fridag i Dag, og to af de unge Piger skal derfor - som altid en Gang om Ugen - klare alt Køkkenet på egen Haand. De slider i det For Øjeblikket gøres der rent efter Middagsmaaltidet; men Iidt senere, naar Eftermiddagskaffen er drukket, skal der steges Fisk og laves Kartoffelsalat til Aftensmaden. Og nu, der er kommet Gæst, er del meget "spændende" at faa det hele lavet og serveret saa fint som muligt. Man skal vel vise, hvad man dur til. Og Flora, den fremmeligste af Køkkenpigerne, ler over hele sit runde Ansigt.

Ogsaa Vaskeriet kigger vi paa. Der arbejdes ikke i Øjeblikket. Men Storvasken til næste Dag er sat i Blød, og i et grønt Lysthus ved Siden af Bygningen sidder tro unge Piger med deres "Fritidsarbejder", fine Broderier, som er beregnet enten til Supplement af det Udstyr enhver faar med, naar hun forlader Vejstrup, eller som Julegaver til dem derhjemme.

"Fritiden," siger Frk. Schnekloth, "er maaske det allervigtigste Led i hele Opdragelsesarbejdet. Det er vigtigt at lære at bruge sin Fritid. Derfor er det ogsaa vigtigt, at de Unge her virkelig har Fritid, som helt er deres egen. De lærer hurtigt: ikke alene at sætte overordentlig Pris paa den, men ogsaa at anvende den paa baade nyttig og fornøjelig Maade. En Del af den bruges naturligvis (især om Søndagen) til Leg, Sang, Musiceren osv. Men langt den overvejende Del benyttes til Forfærdigelse af fine Haandarbejder. Disse Haandarbejder maa Pigebørnene selv betale, og ogsaa heri ligger der et opdragende Moment: man lærer at sætte Pris paa de Ting, man har erhvervet sig for sine egne Penge!"

"Hvorfra faar de unge Piger disse Penge?"

"Dels derigennem, at vi har organiseret baade et Præmie- og et Bødesystem. I stedet for evigt Smaaskænderi over Smaaforglemmelser og Smaaforsømmelser har jeg indført en Bødekasse, hvortil man maa bløde en Tiøre, naar man forsømmer en eller anden lille Pligt. Paa den anden Side kan man også tjene lidt: ved særlig ihærdigt Havearbejde, ved Markarbejde og paa anden Vis, f. Eks. ved at udføre Syarbejder for Lærerinderne i Fritiden. Mange faar jo ogsaa af og til sendt Smaabeløb (jeg beder altid udtrykkeligt de Paarørende om, at det maa være Smaabeløb) hjemmefra osv. osv. De Penge, som kommer i Bødekassen, gaar til Fællesbehov saasom nye Potteplanter og Broderiarbejder til Opholdsstuerne osv. osv." - - -

Efter endt Rundgang gennem de smukke, lyse og hjemlige Lokaliteter ender vi i Frøken Schneekloths private Dagligstue, hvor vi fordyber os i en meget interessant og lærerig Samtale om Vejstruppigerne og deres Liv i Fortid, Nutid og Fremtid. Enkelte særligt Interessante Skæbner rulles op for mig, men da de for en meget stor Del lever lykkeligt og I godt som hæderlige Hustruer og Mødre, forbyder det jo sig selv at I genfortælle dem.

Saa meget kan man dog i al Almindelighed sige, at der ud at Frk. Schneekloths Beretninger, som gives ganske nøgternt uden mindste "Schwulst" eller fjerneste Sentimentalilet, snarere med en vis fln Understrøm af Sans for Livets ofte ufrivillige Komik, tegner sig en ganske bestemt Linje for Resultaterne af det Arbejde, som geres her.

Og denne Linje viser, at et meget stort Procenttal af disse unge Piger, efter at have opholdt sig 2-3 Aar paa Vejstrup, gaar ud i Verden igen for Resten af deres Tilværelse at føre et fuldt ud hæderligt Liv. Mærkeligt er det imidlertid, at det ikke altid er netop dem, der under Opholdet paa Hjemmet har vist sig lettest, elskværdigst og behageligst at have med at gøre, som det gaar bedst. Givet er det i alle Fald, at de Pigebørn, som paa "Vejstrup" har været vanskelige, trodsige og svære at bøje, ofte er dem, som senere hen i Livet klarer sig bedst.

Et meget almindeligt Træk er det ogsaa, at de unge Piger efter at have tilendebragt deres Tid paa Vejstrup, straks efter Udskrivningen igen kaster sig ud i et fuldkommen vildt Liv, raser ud, om man saa maa sige. Men Gang paa Gang har Frk. Schneekloth set, hvorledes enten et Barn eller en Mand, som var villig til at gifte sig med dem, fik dem til fuldstændig at forandre Levevis, saa de blev dygtige og hæderlige Kvinder, og netop for disse Kvinder faar al den praktiske Dygtighed, som de i sin Tid erhvervede sig paa Vejstrup, en overordentlig stor Betydning, fordi den skaber dem Mulighed for at føle sig tilfredse med deres Lod som Husmødre.

E. D.

(Social-Demokraten, 12. december 1925).

Foto fra en artikel i Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 13. januar 1908. 

Danmarks første statslige opdragelsesanstalt for piger, Vejstrup Pigehjem blev taget i brug i 1908. Første forstander var Gerda Schneekloth, indtil sin død i 1927. Efterfølger blev frk. Sejerøe-Olsen. Pigerne blev betegnet som "faldne kvinder": kriminelle, prostituerede der var opgivet børnehjem via tvangsfjernelse, optagelseshjem og opdragelseshjem. Hjemmet var beregnet til 25 Piger i alderen 16-21 år. Pigehjemmet  lukkede i slutningen af 1950erne. Det fortsatte dog som institution, indtil det blev overtaget af Oure Idrætsskole.

Ikke uventet fortsatte flugtforsøg. Fyns Social-Demokrat berettede 20. oktober 1948 om en pige som brækkede armen under et spring ud af et vindue. Den 4. november 1952 berettede Viborg Stiftstidende at ni af pigerne stak af. Men at seks ret hurtigt meldte sig igen, idet ingen af dem i farten havde fået overtøj med. Det skete efter at "Lørdagspigerne" havde underholdt på Vejstrup. Pigerne ville gerne fortsætte på egen hånd, hvad de fik lov til.

Se endvidere Bolette Frydendahl Larsen: Opdragelse og diagnosticering. Fra uopdragelighed til psykopati på Vejstrup Pigehjem 1908-1940. Lunds Universitet, Studia historica Lundensia nr. 32, 2020.

Jens Berthelsen 1844-1925. (Efterskrift til Politivennen)

Jens Berthelsen var født i Alstrup, Hjørring Amt som søn af en boelsmand. Han blev exam. jur. 1875, sagførerfuldmægtig 1875-1876 og 1869-1878 forpagter af hovedgården Kyø. I 1890 blev han ejer af Skalborg ved Allborg. Han var 1876-1901 folketingsmand for Venstre (Halvrimmerkredsen), 1897 repræsentant i Landbygningernes alm. Brandforsikring, medlem af Toldkommissionen 1895. I april 1889 blev folketingsmand Jens Berthelsen (72 stemmer) valgt til de jydske Landboforeninger mod Jens Busk (68 stemmer).

Før nekrologen fra 1925 nogle artikler før hans død:

Fotograf Müller, Budtz (Bertel Christian Budtz) (26.12.1837-30.12.1884): Berthelsen, Jens (7.2.1844-7.12.1925) cand. jur., folketingsmedlem. 1863-1900. Fotoet er identisk med det som omtales i artiklen fra Aalborg Amtstidende 1891. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Berthelsen-Kyø

Berthelsen-Kyø, hvis Billede Dag bringer, er nu bleven en nær Nabo til Aalborg, idet han har købt Gaarden Skalborg her oppe ved Nibevejen.

Jens Bertelsen er født oppe i den Valgkreds, som han nu i en Aarrække har repræsenteret. Han læste til dansk Jurist, tog Examen, var Fuldmægtig her oppe i Aalborg i nogen Tid, men slog sig saa paa Landvæsenet. Han forpagtede Grev Tramps Gaard Kyø, som han driver endnu.

Hans Valgkreds er en af Landets sikreste Venstrekredse. Der har aldrig været stærk Bevægelse i den; jævn og rolig og limfjordsagtig har den ligget og været parat til den, som Tilfældet spillede den i Hænderne. Den blev Bertelsens, fordi han var fra Kredsen, og han har til Dato ikke haft svære Kampe at bestaa deroppe.

Bertelsen er en mager, senet Skikkelse med stridt Haar. Han er ogsaa en strid Natur. Det bløde og bøjelige ligger ikke for ham. Der er en stille Fanatisme i ham, som er Bæreren af al hans Færd.

Det er ikke en Fanatisme, der begejstrer andre, heller ikke en, der selv er skabt af Begejstringen; den er at en egen lille Art, men derfor kraftig nok.

Bertelsen-Kyø er en af Frede Bojsens mest afgjorte Tilhængere. Han har gjort al dennes Politik, saa længe han har været med, uden at blinke. Vore Læsere ved, at han ogsaa i denne Samling har været med paa al mulig Sammensmeltning.

Hr. Bertelsen - Kyø har et Par Gange haft Skærsmydsler med "Amtstidende". Det har for Publikum maaske syntes mere tilfældigt, men det er det ikke.

Hr. Bertelsen er af "Stiftstidende"s hele Parti, den mest fanatiske i Kampen mod vor Politik.

(Aalborg Amtstidende 2. april 1891).

Berthelsen-Skalborgs første Vælgermøde.

De "fire" bliver til seks.

(Referat i "Samfundet".)

Folkethingsmand Berthelsen-Skalborg afholdt 2den Pinsedag sit første Vælgermøde i Halvrimmekredsen. Ca. 400 Mennesker var til Stede.

Folkethingsmanden mindede om, at han altid havde hævdet, at han vilde staa frit i de enkelte Spørgsmaal. Han vilde vælges som en fri Mand af fri Vælgere. 

Det havde vist sig, at det Parti, der førte en saglig Forhandling, altid blev det stærkeste, at Venstre skulde søge at undgaa Kamp. og at. hvis denne blev paatvungen Venstre, den da ikke skulde føres ind paa Reformerne

Da Venstre-Reformpartiet dannedes, stod vi frit i de enkelte Sager. Der var ingen, som angreb de 9 Medlemmer der ikke stemte for de 40.000 Kr til Fæstningen, men det forekommer mig da, at Dagsordenen, vi stemte imod, som politisk Spørgsmaal betragtet, kun var som en Draabe Vand mod de 40.000 Ar. til Fæstningen.

Folkethingsmanden udtalte sig dernæst om Skattelovenes Behandling :

Efter min Opfattelse havde vi staaet bedst, hvis vi havde fortsat som hidtil, sendt Toldloven op, som vi tidligere havde gjort, og ladet Brændevinsloven ligge, indtil vi kunde naa at faa Toldloven i Fællesudvalg. Viste det sig da, at Landsthinget ikke vilde byde en antagelig Toldlov i Lighed med Folkethingets Forslag, da var det Tid at tage Brændevinsloven frem til Forkastelse.

Var nu Toldlovforslaget, som Folkethinget davde vedtaget det, en fordøjet Brændevinsskat værd? Dette Spørgsmaal, mener jeg, moa besvares bekræftende.

I Folkethingets Forslag var der foreslaaet Ophævelse af Toldsatser til et Beløb af godt 6 Mill Kr. og Nedsættelser til Beløb af 4 Mill Kr , saa hele Indtægtsnedgangen blev 10 Mill Kr. Derimod blev der foreslaaet Toldforhøjeiser for Vin paa Flasker fra 50 Øre til 2 Kr pr Pot - thi det var ikke, som man ynder at fremstille det, alene Brændevinsskatten, der søgtes forhøjet - , og for Vin i Fustager fra 10 til 20 Øre pr Pd.

Endvidere foretoges en stor Forhøjelse af Tolden paa Tobak, paa Silke og paa andre saakaldte Luksusartikler, saa at den samlede Fordøjelse ialt udgjorde ca 3½ Mill Kr , og den virkelige Nedsættelse paa hele Toldloven blev altsaa 6 a 7 Mill. Kr.

Men det havde desuden tidligere været Forudsætningen, at samtidig med at Brændevinsskatten forhøjedes, skulde der lægges en Stempelskat paa den Vin, der tilvirkes af Brændevin her i Landet; og var det sket, var man virkelig blevet enig om, at Statskassen kunde taale en mindre ukompenseret Nedgang i Toldindtægterne, samt at Hovedparten af Nedsættelserne paa Toldloven skulde dækkes gennem en Stempelskat paa indenlandsk Vin og gennem en forhøjet Brændevinsskat, da vilde den sidste ikke, som almindelig paastaaet, blive 4 Øre pr. Pægl, men kun 2 Øre pr. Pægl.

- Folkethingsmanden sluttede med at udtale:

Vi fire, der stemte imod Dagsordenen, stod ikke alene. Folkethingets Formand var med os, og Jungersen, der var fraværende, var ogsaa med os.

Det er ikke noget Princip, der skiller os fra Reformpartiets øvrige Medlemmer, men kun et taktisk Spørgsmaal.

En Ikke-Vælger traadte - efter Opfordring af Kredsens Vælgere - frem for at angribe Folkethingsmanden for hans Stilling til Dagsordenen.

Men "Ikke-Vælgeren" havde ikke synderligt Held med sig og gavnede i hvert Tilfælde ikke Folkethingsmandens Modstandere.

Mødet sluttede med et kraftigt besvaret Leve for Folketingsmanden.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 11. juni 1900).

Berthelsen tabte ved valget i april 1901. 

Om J. Berthelsen (Skalborg),

der døde i Forgaars, 82 Aar gl., skriver "

Aalb. Stiftst." :

Berthelsen-Skalborg, som hans Navn blev i offentlig Omtale, levede i mange Aar her paa Egnen. Han var en Bondesøn fra Alstrup i Hjørring Amt, blev 1875 Eksam. juris og Sagførerfuldmægtig i Aalborg, men var samtidig Forpagter af Lerup Præstegaard, 1878-92 Forpagter paa Kyø og derefter i en Aarrække Ejer af Skalborggaard. Han var en dygtig Landmand og fik noget ud af sit Virke, bistaaet af en udmærket Hustru, der forlængst er død.

Han havde en anden stor Interesse, han blev Halvrimmenkredsens Folketingsmand 1876 og sad fast, oftest valgt uden Modkandidat; Berthelsen var moderat Venstremand, men brød med Bojsen 1894, da Forliget skulde sluttes, og meldte sig ind i Reformpartiet. Her var han og Jensen-Bælum blandt de fire Folketingsmænd, der i Anledning af Dagsordenen om Brændevinsskatten i Foraaret 1900 gik imod Partiet. Hans Modstandere i Kredsen benyttede denne Situation til at træde stærkt frem imod Berthelsen, og støttet af Vilh. Lassen besluttede man at opstille en Modkandidat af mere radikal Farve, og hertil udpegedes Gaardejer Carl Sørensen, Øland, som blev valgt.

Berthelsen udstykkede en Del af Skalborggaard og fortsatte Gaardens Drift, indtil han for en Del Aar siden solgte Ejendommen og bosatte sig i København, hvor en Datter har styret Huset og været sin Faders Opmuntring siden. En Søn er Ejer af Sohngaardsholm.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 9. december 1925).

Berthelsen solgte Skalborg i 1908. I den forbindelse havde han nogle kontroverser med karlene på grund af afregningen. Den i artiklen omtalte datter kan være Margrethe Sophie Berthelsen (1879-1955) som i 1902 blev gift med praktiserende læge på Frederiksberg Christian Frederik Neergaard (1868-?)

Ida Vilhelmine Marie Berthelsen f. Faaborg. f 10 febr 1856 paa Christianshavn, d. 5 juli 1918 i København. Proprietær og folketingsmand J. Berthelsen Skalborg f. 7 febr. 1844 d. 7 decbr. 1925. Gravsted på Vestre Kirkegård. Han blev begravet fra Nordre Kapel. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Husmoderdagenes Aabning. (Efterskrift til Politivennen).

  

Fru Camilla Nielsen ved Tombolaen.

Under meget stor Tilstrømning af Husmødre aabnede i Gaar den københavnske Husmoderforening en Udstilling, som varer i 3 Dage, i Industriforeningens østre Sidehal.

Formanden, Fru Elna Rasmussen bød velkommen, hvorefter Fru Statsminister Stauning aabnede Udstillingen med følgende Aabningstale: "Husmoderforeningen har overdraget mig at aabne Husmoderdagen. Inden jeg opfylder dette ærefulde Hverv, maa jeg have Lov til at mindes en Lille Episode, jeg for nogen tid siden var Vidne til i en Sporvogn. Jeg sad ved Siden af et Par Unge Piger, der lo og smaasnakkede. Pludselig lød den enes Stemme lys og determineret gennem Stilheden. "Nej, jeg skal skam ikke bestille noget, jeg skal giftes". 

En Kone med et lille Barn paa Skødet og 3 Børn i Trip-Trap-Træsko ved Siden vendte hastigt Ansigtet mod den talende og mønstrede hende. Blikket fortalte mig, at Aars erfaring havde bibragt hende en anden Opfattelse af Ægteskabet.

Disse to Typer, den livsglade, ureflekterende, lidt letsindige unge Pige og den forgræmmede Kvinde, er tilsyneladende forskellige, og dog er det ikke udelukket at de har et Berøringspunkt. Den sidste kan have udviklet sig af den første. Lad os forudsætte at den unge Pige gifter sig og sætter Bo, hvordan vil det da gaa hende? Hun vil hurtigt og brutalt lære at hendes Stilling i Ægteskabet er en anden end den, da hun med en forelsket Kæreste gik til Dans og i Biograf. Hun vil overvældes af de Krav der stilles til hende. - Krav som hun ikke tænkte sig kunde være saa mangeartede og saa tyngende.

Er der "noget ved hende", vil hun opbyde al sin Energi for at Indhente det forsømte - sætte al sin Evne Ind paa at udvikles til sin betydningsfulde Gerning. Er hun holdningsløs og svag af Karakter, vil hun lade sig overvælde, sløres og trættes af Kravene, hun ikke kan opfylde, og synke til Bunds - tagende med sig alle de Værdier, der blev hende betroet i Kærlighed og Tillid.

Det er en af de Ægteskabs-Tragedier, som Livet er saa rigt paa, og som vi altid har en Dom over. Og dog kan vi ikke ubetinget dømme hende.  Der er formildende Omstændigheder. Samfundet selv er Medskyldig i hendes Naivitet. Det er nemlig ikke gaaet op for den store Flok, i hvor høj Grad

Uddannelse er nødvendig,

for at en Kvinde skal kunne udfylde den mest komplicerede, den mest opslidende, den mest ansvarsfulde af alle Livsstillinger, nemlig Husmoderens. Jeg gentager: den mest ansvarsfulde, fordi Kvinden som Moder staar til Ansvar for det kommende Slægtled - for Fremtiden.

Til at udfylde enhver anden Stilling I Samfundet kræves Forudsætninger, forlanges Uddannelse - det være sig som Jurister, Læger, Stenografer, Sygeplejersker, Haandværkere - ja, ogsaa til at fodre Kreaturer og opflaske Dæggelam kræves Uddannelse. Men den, der skal sørge for sin Families Ernæring og for sine Smaabørns forsvarlige Hygiejne - af hende forlanges der Ikke mere, end hvad hun kan slumpe sig til 

Fru Stauning

I gamle Dage, da Kvinden havde det eneste Maal: at blive gift, blev hun opdraget alene til en Husmoder Stilling. Kvinde-Emancipationen muliggjorde andre Maal for Kvinden - lykkeligvis - men for at skabe den frie, selvstændige, selverhvervende Kvinde forsyndede den sig mod den, der - al Emancipation til Trods - fulgte den evig kvindelige Kalden i sig. - Det huslige Arbejde kom I Miskredit - og de, der udførte det, blev betragtet med Overbærenhed som en Slags aandelig Underklasse.

De sidste Tider - Verdenskrigen med dens komplicerede Forhold - har imidlertid saa smaat og forsigtigt aabnet Øjnene, lad os sige paa Klem, for, at saa helt ligetil er det nu helleriIkke at være Husmoder. Hun skal jo i sin Person samle som sagt lidt af alt. En professionel Vinduespudser skal f. Eks. intet kunne uden sit Fag at pudse Vinduer. Men pudser en Husmoder Vinduer - Ja, saa skal hun foruden det kunne lave Mad, gøre rent. Hun skal være Pædagog, Syerske, lidt af en Læge, lidt af en Sygeplejeske og meget af en Administrator. - Som De ser, det er ikke lidt. - Og jeg kunde blive ved med at remse op. Men hvad har hun saa af Forkundskaber til at møde disse Opgaver? I almindelighed intet ud over, hvad hun kan tilegne sig selv.

Københavns Kommune har ganske vist i Folkeskolen i nogen Grad hidført Skolekøkken-Undervisning. Vi har desuden Husmoderskoler, men det er procentvis faa, der kan skaffe Midler til at søge en effektiv Uddannelse. Vi faar nu en betydelig Udvidelse af Husassistenternes Fagskole, og vi hilser den med Glæde. Den betyder Dygtiggørelse af vore Husassistenter, og alene det er godt. Men den rækker videre; den skaber Dygtighed hos de Husmødre, der rekrutteres af Husassistenternes Skare.

Det er ikke nok, det hvortil vi nu er naaet. Vi maa arbejde paa - og her er en af Husmoderforeningens store Opgaver - at faa Skoleundervisningen i Husholdningslære indført i alle Skoler og i større Udstrækning, end Tilfældet er nu: og vi maa søge indfort obligatorisk Fortsættelseskursus og i vid Udstrækning Husmoderskoler og Husholdningskonsulenter.

Vi maa organisere os - Husmødre og Husassistenter - Ikke i Organisationer, hvis Maal er at bekrige hinanden, men for sammen at løfte det huslige Arbejde op at den Askepotstilling, hvori det genmm saa lange Tider har ført en forhutlet og urimelig Tilværelse.

Som et Led i denne Bestræbelse hilser jeg med Glæde Husmoderforeningens Arbejde for gennem de tre Husmoderdage at sprede Oplysning og give forøgede Kundskaber paa det huslige Arbejdes Omraade.

Og hermed skal jeg erklære Husmoderdagene for aabnede."

Fru Statsminister Staunings Aabningstale modtoges med et meget stærkt Bifald.

Fru Carla Meyer udtalte sin Glæde over at det var lykkedes Husmoderforeningen at faa netop Fru Stauning til at tale, fordi Fru St. havde Forstaaelse af og i sin Tale havde talt om det. der var Kærnen i Husmoderforeningens hele Stræben.

Formanden for København Husmoderforening, Fru Elna Rasmussen overrakte Fru Stauning en Buket smukke Blomster.

Derefter blev den smukke udstilling beset.

(Social-Demokraten, 2. december 1925).

Fru Stauning hilser på Thorvald Stauning efter at han er blevet opfordret til at danne et nyt ministerium efter valget, april 1924. Amalienborg. Foto fra Aftenbladet (København), 15. april 1924.

De Danske Husmoderforeninger blev dannet 1920, bl.a. som udløber af Københavns Husmoderforening (1917), og opererede i byerne, mens De Samvirkende danske Husmoderforeninger virkede på landet. Foreningernes syn var at husmodergerningen var kvindens kald og moralske forpligtelse. Husmoderen var i vid udstrækning også et statussymbol, idet det signalerede at manden alene kunne forsørge familien. Først i 1960'erne ændrede synet på husmoderen sig.

Thorvald Staunings første kone gennem 23 år, Anna Stauning,  døde 1921. Året efter giftede Thorvald Stauning sig med Olga Sofie Kofod Hansen (1883-1970). Ægteskabet var dog ikke lykkeligt i længden, de blev separeret i 1930. I 1930 flyttede Stauning sammen med koncertsangerinden Augusta Erichsen i Kanslergade, hvor hun boede til han døde i 1942. Hun blev bl.a. kendt fra tv-serien Badehotellet, hvor parret kommer på besøg. 

En uhyggelig Scene paa Kirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Naar de hjemfaldne Urner fra Krematoriet tømmes for deres Aske.

Usømmelige Forhold

I et herværende Blad finder vi idag en Klage over den Maade, hvorpaa man paa Krematoriet behandler de hjemfaldne Urner. Klageren fortæller saaledes, at han har været Vidne til, at en Arbejdsvogn belæsset med Urner kørte ind til en paa Kirkegaarden i Forvejen foretaget Udgravning, og at man der etfterhaanden tømte Urne for Urne, ligesom en anden Askespand. Det havde gjort et uhyggeligt Indtryk paa den paagæklende, at se den Maade, hvorpaa de Afdødes Aske blev behandlet, og det havde virket dobbelt pinligt, da det var Blæsevejr, og man derfor kunde se Asken som en Støvsky fyge omkring Udgravningen.

En Udtalelse fra Dansk Ligbrændingsforening.

Vi har henvendt os til Kontorchef Reenberg i "Dansk Ligbrændingsforening" og anmodet ham om en Udtalelse.

- Forholdet er det, siger Kontorchefen, at Krematoriet henhører under Begravelsesvæsenet og er lagt direkte ind under Bispebjerg Kirkegaard. Mulige Fejl, der kan være begaaet, maa Begravelsesvæsenet altsaa drages til Ansvar for. Hvad angaar Urnerne eller Urnepladserne købes disse ligesom et Gravsted for et bestemt Aaremaal. Dersom dette udløber, og det ikke fornyes, faar Urnen Lov til at staa Aaret ud, og dernæst overflyttes den til et underjordisk Magasin, som findes ved Krematoriet. Her henstaar den endnu et Aar, længere er det umuligt at opbevare den, da der skal skaffes Plads til de andre Urner, der er hjemfaldne, og Asken overføres deeefter til en stor Fællesgrav paa Kirkegaarden. Dette finder som Regel Sted en Gang om Aaret.

- Men Asken tømmes ud af Urnerne?

- Ja, man kan ikke sætte Urnerne, der som Regel er af Ler eller Sten, ned i Graven, da de maaske saa kunde staa der i Hundrede Aar uden at fortæres, og det vilde være umuligt at skaffe Plads. Jeg synes ogsaa, at det er den smukkeste Tanke, at Asken forenes med Jorden.

- Men mere end 2 Aar ud over den Tid, hvor Urnepladsen er hjemfalden, kan Urnen altsaa ikke blive paa Krematoriet?

- Nej, det kan den ikke. Hvad der i det paagældende Tilfælde er forkert, er det, at man har henlagt Nedgravningen af Asken til midt paa Dagen, det burde have fundet Sted i de tidligere Morgentimer, og saa den Omstændighed, at der ikke ved denne Lejlighed har været en Overordnet for Eksempel Kirkegaardens Inspektør, til Stede, men det er altsaa Begravelsesvæsenets Fejl.

Louis.

(B. T. 4. december 1925).

Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).

To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.