Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier. (Efterskrift til Politivennen)

Artikler fra Borger-vennen om slavehandlen og slaveriet i de danske kolonier i Afrika og Vestindien.

Borger-Vennen No. 27. Fierde Aargang. Fredagen den 2. Martii 1792, s. 207-212.

Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier

(oversat)

Naar skal dog den Tid komme, da Menneskene alle vil blive menneskelige, og atter knytte de hellige Broderkierligheds Baand, som Ærgerrighed og Vindesyge har sønderrevet?

Det veed ingen uden Du, algode og alvise Verdens Styrer! Du, som efter Din uudgrandskelige Raadslutning har sat et Maal for alle Ting, og tillader det Onde, for at lade det Gode udspringe deraf. Os sømmer det, at vente - og at tie.

Med dette Suk saae jeg ofte til Himlen, da jeg læste nogle nyere Efterretninger om Europæernes endnu vedvarende umenneskelige Omgang med vore sorte Brødre, som ere bragte under deres grusomme Herredømme. Det er skrækkeligt, og overstiger næsten al Troværdighed, hvad de Reisende i deres Dagbøger endnu stedse eenstemmig berette derom.

Jeg vil fortælle mine Læsere noget deraf, og vi ville med Gysen faae at see, hvorledes Mennesket, denne af Naturen saa milde og kierlige Skabning, efterhaanden kan blive liigt med det grusomste Dyr, naar det ikke fra Ungdommen op omhyggelig bliver bevaret for, at ingen haarde, ukierlige, og ubarmhiertige Tilbøieligheder indsnige sig i ders Hierte.

Her er et Udtog af de nyeste Efterretninger, om den umenneskelige Slavehandel paa Kysten af Guinea, og om de arme sorte Slavers Tilstand i Europæernes americanske Colonier.

Nogle Menneskers Eiendoms-Ret over andre er i Guinea almindelig indført; dog med den Indskrænkning, at ingen tør sælge sine Livegne, naar de ikke enten som Krigsfanger ere komne i hans Magt, eller ere forærede ham af en anden Eiermand, til Giengield for en eller anden tilføiet Forurettelse.

Denne Lov synes at være bestemt til Best for den, der er født Slave, paa det han kan blive i sin Familie og i sit Fædreland; men den bliver paa mangfoldige Maader ved List giort frugtesløs. De Eiere, som har Lyst at sælge deres Slaver til Europæerne, giøre Aftale med hinanden, opdigte en eller anden Stridighed, som de foregive at være opkomne imellem dem, føre paa Skrømt en lille Krig med hinanden, i hvilken den ene lader sine Slaver giøre til Krigsfanger af den anden; eller og man slutter en Fred, hvorved den ene til Giengield for den opdigtede Uret, afstaaer den anden et vist Antal Slaver, og med disse kan da den anden giøre hvad han vil.

De smaae Konger i Guinea føre af den samme afskyelige Aarsag næsten bestandig Krig med hinanden; og alle de Folk, den ene tager til Fange fra den anden, sælger han til Slaver. I en vis Frastand fra Kysterne opholde sig Herrer, der lade Fange og bortføre alle dem, de kan faae fat paa.

Man kaster Børnene i Sække, binder Mændene og Qvinderne en Knøvl for Munden, for at hindre deres Skrig. Blive disse Røvere selv fangede af andre, og den, der har udsendt dem, bliver krævet til Regnskab, saa fragaaer han, at det er skeet efter hans Befaling, og til Beviis, at det er Sandhed, han fremfører, lader han dem selv, som han har udsendt til at røve Mennesker, bringe til Skibene for at sælges.

Denne afskyelige Skik, at handle med Mennesker, blev først almindelig paa Kysterne, siden har den efterhaanden udbredt sig til nogle hundrede Mile længer ind i Landet. Transporten derfra til Skibene, paa hvilke disse Ulykkelige blive bortførte, skeer paa følgende Maade.

Slavehandlerne slaae sig sammen i Selskaber, for at udgiøre en eneste stor Caravane. Enhver Slave er forsynet med saa meget Vand og Føde, som han behøver til sit Ophold i de tørre Sandørkner, man skal giennemreise. Men for at hindre dem fra, at løbe børt, har man udtænkt følgende sindrige Grusomhed. 

Man stikker hver Slaves Hals i en Træfork, der er otte til ni fod lang. Denne fork bliver bag til lukket med et ombøiet Jernsøm, saa at Hovedet ikke kan slippe igiennem. Skaftet af Forken, der er af meget tungt Træ, hænger ned foran dem, og hindrer den Fangne saaledes, at han hverken kan gaae eller opløfte Forken.

Naar man nu vil tiltræde reisen, saa blive alle Slaverne stillede i en Linie bag ved hinanden. Derpaa binder man Skaftet af hver Fork fast til Formandens Skulder, og saaledes fra en til anden, indtil den Første, hvis Fork bliver baaret ved en af Anførerne. Paa denne Maade bliver det umueligt for nogen, at sættes sig i Frihed ved Flugten.

Ethvert medlidende Hierte maa gyse ved Forestillingen, at saa mange tusinde Mennesker blive aarligen paa denne Maade bragte i det grusomste Slaverie. I Aaret 1768 gik der i alt over 100,000 Slaver fra Africa. Deraf kiøbte
Englænderne for deres Øer ...... 53,100.
Deres Colonister i Nord-America 6,300.
Franskmændene....................... 23,500.
Hollænderne ............................ 11,300.
Portugiserne .............................  8,700.
De Danske ...............................  1,200.

Det udgiør i alt .......................104,100.

Som oftest døer en stor Deel af disse Ulykkelige alt paa Overfarten til America, fordi de blive sammenpakkede paa Skibene, i snævre Rum, ligesom Qvæg, man fører hen at sælges. Hvert Aar bliver vel ikke fuldkommen saa mange udført; men overhovedet kan man dog ansætte det aarlige Antal i det mindste til 60,000. For hver Slave betaler man i Guinea 79 Rdlr. Africa faaer altsaa aarlig ved dette Menneskesalg 4,840,000 Rdlr.

Intet er afskyeligere end den Levemaade, hvortil disse stakkels Sorte ere fordømte i America. Deres Vaaninger bestaaer i snevre, ubeqvemme og usunde Hytter. Deres Leie er et Knippe Vidieqviste, der snarere maae pine deres Legeme end skaffe dt Hvile. Nogle Leerkar, nogle Træbrikker udgiøre deres hele Huusgeraad. Nogle Lapper af grovt Linned, der bedække en Deel af deres Nøgenhed, beskytter dem hverken for Dagens utaaligelige Hede, eller for Nattens farlige Kiølighed. de nyde samme Spise som de urenenste Dyr; ja de faae neppe saa meget deraf, at de dermed kunde kummerlig opholde deres elendige Liv.

Ikke nok, at den ulykkelige Neger maae lide Mangel paa Alting; i et brændende hedt Klima er han fordømt til uophørligt Arbeide under ufølsomme Driveres Pidsk. Efter Solens nedgang hviler alle Dyrene ud fra deres Sløb; kun det ulykkelige sorte Menneske giør sig forgieves Regning derpaa, hans Arbeide bliver kun forandret. Ved Nattens Indbrud maae han forrette mindre Arbeider, hvorved hans Taalmodighed gandske udtrættes, efterat Dagens Byrde alt har udtømmet alle hans Kræfter. *)

De Colonister, der eier meget Land, giver dem gierne et Stykke Jord, hvoraf de selv maae stræbe at forskaffe sig noget til Livs Ophold. Men til at passe det, under man dem paa mange Steder kun en Deel af Søndagen, og de faa Øieblikke, de paa de andre Dage kunne afbryde fra deres Spisetid. I andre Egne tilstaaer man dem en anden Dag, for enten ved Arbeid eller ved Plyndring i de omliggende Vaaningssteder at forskaffe sig saa meget, som de behøve Ugen igiennem til deres Underholdning.

For at retfærdiggiøre disse Grusomheder, har de Hvide udbredet den Fordom, at de Sorte ikke vare som andre Mennesker, at man ved fornuftige Forestillinger intet udrettede hos dem; at de hverken havde Følelse for Godhed eller Venskab; at man altsaa maatte behandle dem som Umælende. Men hvor usandfærdigt dette er, bevise de iblandt dem, der ere saa lykkelige, at have fornuftige Herrer, som omgaaes menneskelig med dem. disse give hyppigen de beundringsværdigste Prøver paa deres Troskab og Kierlighed. Jeg vil anføre nogle deraf.

Hvor ædelt handlede ikke hiin Negerinde, da hendes Herres Huus styrtede ind ved et Jordskiælv. De, som vare i Huset, mærkede Faren tidlig nok, til at kunde springe ud, inden det styrtede fuldkommen. Ogsaa Negerinden kunde have reddet sig paa denne Maade, men da maatte hendes Herres Barn, som hun var Amme til, været blevet tilbage. Men dette var hende umueligt. Denne ædle Kone vilde heller opofre sit eget liv, end lade hendes Fosterbarns Liv blive i Fare. Hun bedækkede derfor Barnet med sit Legeme, og afbødede med utroligt Mod alle de nedfaldende Stykker af Huset. Barnet blev reddet; men hun selv blev nogle Dage efter et offer for sit ædelmodige Hierte.

(Fortsættelsen følger).

*) Til Ære for vore Landsmænd maa her anmærkes, at de Sorte paa de danske Eiendomme, saavel i Henseende til deres Hviletimer som i Henseende til Føden, have bedre Kaar end paa nogen anden Colonie; dette bevidne blandt andre Hr. Rector West, i hans Efterretninger om St. Croix, som findes i Maanedskr. Iris for Aaret 1791.

Oversætt. Anm.


Borger-Vennen nr. 28. Fierde Aargang. Fredagen den 9. Martii 1792, s. 215-220:

Fortsættelse af 

Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier

(oversat)

(See forrige Nummer)

Hvor standhaftig elskede ikke hiin unge Neger sin Herre! Han saae ham, at blive, paa Gouverneurens Befaling, bragt ombord som en Fange. Det var forbudet alle hans Betientere at følge med ham. Hvad giorde nu den troe unge Slave? Han lod sig indsye i en Matrasse, og bedrog Vagtens Opmærksomhed, ved saaledes at lade sig bringe ombord paa Skibet, ligesom det var en Pakke.

Et engelsk Fartøi, der i Aaret 1752 handlede paa Guinea, blev nødt til at lade sin Saarlæge blive der tilbage, siden han for sin slette Helbreds Skyld ikke kunde taale Søen. Murray heed denne Mand. Medens han opholdt sig der i landet, kom et hollandsk Skib til den samme Kyst. Hollænderne tillode sig den Uretfærdighed, at bemægtige sig nogle Sorte, der var gaaet ombord til dem, lagde dem i Lænker, og skyndte sig derpaa bort med deres Bytte, det hastigste de kunde.

Forbitrede over denne grusomme Uretfærdighed, løb de bortstiaalnes Slægtninge og Venner hen til Murrays Vert, for at giengielde Grusomhed med Grusomhed. "Hvad vil I have;" spurgte Verten, id et han holdt dem tilbage ved Indgangen til sit Huus - "Den hvide, der er hos Dig, skrege de; han maae miste Livet, this hans Brødre har ranet vore Brødre!" Men den ædelmodige Vert svarede:

"De Europæer, der har slæbet vore Medborgere bort, ere Barbarer; dræber dem, naar I finde dem. Men den, der boer hos mig, er et godt Menneske; han er min Ven; mit Huus er hans Kastel; jeg er ingen Soldat, men jeg vil forsvare ham. Førend I kan naae ham, maae I træde over mit døde Legeme. O! mine Venner! hvilken retskaffen Mand vilde vel tage ind hos mig, naar jeg taalte, at min Vaaning blev besmittet med den Uskyldiges Blod?"

Disse ord stillede de Sortes Vrede; de gik, skamfulde over den hensigt, hvori de vare komne, og nogle Dage efter bevidnede de Murray selv, hvor kiert det var dem, at de vare blevne hindrede fra at fuldføre en Forbrydelse, der ville have foraarsaget dem stedsevarende Samvittigheds-Nag.

Kun endnu eet Exempel af dette Slags, og som iblandt alle fortiener den største Beundring. En portugisisk Slave, der havde reddet sig af Slaveriet, og var flygtet til Skovene, erfarede, at hans forrige Herre var sat fast, og skulde straffes paa Livet for et Mord, man beskyldte ham for. Pludselig opvaagnede Følelser af den ædelmodigste Kierlighed hos ham, og opflammede hans Hierte med usædvanlig Heltemod. Han løb tilbage til det Sted, hvor hans Herre sad fangen; her traadde han frem for Retten, og anklagede sig selv for den Forbrydelse, for hvilken hans Herre var lagt i Lænker. Hans sindrige Ædelmodighed vidste at giøre Sagen saa sandsynlig, at man troede ham, lod hans Herre løs, og førte ham selv til Døden.

Naar vi Europæer og Christne undertiden ikke faae det her i Verden som vi ønske det, med hvilke Klager og Bebreidelser bestorme vi da ofte Himlen! Den ulykkelige og beskedne Neger derimod lader den guddommelige Bestyrelse vederfares mere ret, og tilregner sig selv Skylden for sine Lidelser. Han troer i sin Enfoldighed, at Gud havde i Begyndelsen skabt de Sorte og de Hvide med lige Fortrin, eller om han havde givet en af begge Arterne noget forud for den anden, saa havde det været de Sorte. Gud havde derpaa viist dem to forskiellige Arter af Lyksalighed - paa den ene Side Guld, paa den anden Kunster og Videnskaber. De Sorte havde valgt Guldet; og til Straf for deres Gierrighed vare de derpaa blevne fordømte til, evig at være de Hvides Slaver.

Desuagtet synke de ofte under Byrden af deres elendigheder. Af Længsel efter deres Fædreneland, og af Fortvivlelse over deres ynkværdige Tilstand, falde de ofte i en dyb og stum Tungsindighed. Det Middel de da gribe til, er enten at hænge sig, eller og at æde Jord, Kalk, Aske og andre Ureenligheder, hvoraf følger, at de omsider bekomme en ulægelig Vandsot, og døe. Derhos sætte de deres hele Liid til, at de efter Døden skal komme tilbage til deres Fædreneland, og see Forældre, Slægt og Venner igien. Er det først kommen saavidt med dem, saa er hverken Mildhed eller Trudsler og Straffe i Stand til, at bringe dem fra deres Forsæt, at døe. Den Tanke, at de skal faae deres Venner igien at see, er stærkere end alle modsatte Bevæggrunde.

En engelsk Major Crips, paa Øen St. Christoph, faldt paa en besynderlig Cuur for denne Hiemmesyge, og som ikke kunde udtænkes mere passende. Næsten alle hans Slaver vare angrebne deraf; daglig hængte sig nogle af dem, i Haab om at leve op igien i deres Fædreneland; og til Slutningen fattede de alle den eendrægtige Beslutning, i en bestemt Nat at flygte til Skovene, og der at hænge sig i Selskab, for paa engang at samles igien hos deres Fædre og Paarørende.

Majoren fik dette at vide; han lod strax en Mængde Kiedler og andre Kar, som hørde til et Sukkersyderie, pakke paa Vogne og Karrer, og iilte hen til den Plads, hvor hans Negre just belavede sig til at reise ind i den anden Verden. Han nærmede sig til dem med en Strikke in Haanden, bad dem gandske rolig, ikke at lade sig forstyrre; sagde dem, han havde besluttet, at følge med dem, siden han havde kiøbt en Sukkerplantage i deres Fædreland, hvor han meget bedre kunde bruge dem, end deres Landsmænd, der endnu ikke vare vante til slige Arbeider. Naar de saa vare ankomne der, hvor de slet intet Haab havde til mere at undflye, saa vilde han lade dem arbeide Dag og Nat, uden at give den en eneste Hviledag. Desforuden skulde han nok, naar de kom derhen, vide at hævne sig paa dem for deres strafværdige Forsæt, at forlade ham, ved at paalægge dem større Besværligheder og Plager. Hans Opsynsmænd, som han havde sendt i Forveien, havde alt bemægtiget sig alle dem, der vare undvigte, og lod dem indtil hans Ankomst arbeide med Lænker om Benene. 

Den rolige Mine, hvormed Majoren talede, de ankommende Vogne med Kiedler og Kar, tillod Negerne ikke den ringeste Tvivl. De begyndte først at tale hemmelig med hinanden, kastede sig endelig for Majorens Fødder, og lovede paa det helligste, aldrig mere at tænke paa, at vende tilbage i deres Fædreneland.

Han gjorde i Begyndelsen Vanskeligheder, men lod sig dog endelig ved sine hvide Betientere overtale til, igien at tage dem til Naade; dog under den Betingelse, at dersom en eneste fik i Sinde at hænge sig, vilde han sende alle de øvrige samme Vei, for at straffe dem ved haardere Arbeider i hans Sukkerplantager i deres Fædreland. Efter den Tid faldt det ingen af dem nogensinde ind, ved Selvmord at ville komme til sine forrige Venner igien.

En anden Indvaaner paa samme Ø brugte et lignende Kunstgreb, der gjorde ligesaa god Virkning. Han lod nemlig hugge Hoved og Hænder af alle dem, der havde hængt sig, kom dem i et Jernbuur, og lod dem ophænge i et Træ, nær ved sit Huus, til Skue for de øvrige Negre. De kunde, sagde han til dem, hænge sig saa tidt og saa meget de vilde; men han skulde dog mage det saaledes, at de evig skulde komme til at gaae omkring i deres Fædreland uden Hoved og Hænder.

Negerne tvivlede imidlertid slet ikke paa, at jo de Afdøde vilde komme og hente deres Hoved og Hænder; thi de troede, at Sielene efter Døden tog ders jordede Legemer op af Graven, og bragte det med sig til deres Fædreland. Men de bleve ikke lidet forundret, da de saae, at de afhugne Hoveder og Hænder bleve ved at ligge paa samme Sted; og holdt nu op at hænge sig, af Frygt for at komme til deres Landsmænd som Krøblinger.


Behøves der mere, end at læse den ynkelige Historie om disse ulykkelige Africaneres Gienvordigheder, for at blive overbeviist, at der forestaaer et andet Liv, hvori Guds evige Retfærdighed vil forvandle Uskyldigheds Taarer til Fryd, og kræve Undertrykkeren frem til velfortient Straf? -

Dog, Gud skee Lov! Den Tid synes at nærme sig, da vore sorte Brødre skulle, om ikke gandske befries fra Slaveriet, dog i det mindste nyde en Lettelse i deres Tilstand. Alt er der gjort en lykkelig Begyndelse hertil; og hvad kan man ikke vente af vore tiders milde Tænkemaade, da man alt mere og mere lærer at kiende og ære Menneskenes uforkrænkelige Rettigheder. *)

') Og hvilket glad Haab maae især opfylde ethvert følende dansk Hierte, ser seer, at vor gode Fyrste giør ogsaa denne Sag til Gienstand for sin veldædige Omhue, og har udnævnt Mænd, af hvis Tænkemaade og Duelighed man kan vente saa meget, til at undersøge de Sortes Tilstand paa de danske Eilande i Vestindien!

Oversætt. Anmk.

(Fortsættelsen følger)

Borger-Vennen No. 29. Fierde Aargang. Fredagen den 16. Martii 1792, s. 225-228: 

Slutning af 

Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier

(oversat)

(See forrige Nummer)

I Nord-Amerika ligger, som bekiendt er, et Landskab, der hedder Pensylvanien. Dette Land er, under Anførsel af en Mand, ved Navn Pen, bleven bebygget ved et Selskab af Christne, der fornemmelig udmærke sig fra andre derved, at de leve mellem hinanden som virkelige Brødre, søge at skye al Pragt og Yppighed, og beflitte sig paa streng Retskaffenhed og Fromhed. Man har givet disse Folk Navn af Qvækere, det betyder Skiælvere, og det af følgende Aarsag.

De have ingen egentlige Geistlige eller Præster iblandt sig, men enhver af dem, enten det er et Mandfolk eller Fruentimmer, har Ret til at træde frem i deres Forsamlinger, og tale over det, der synes at være vigtig for Menigheden. De har derhos den Troe, at Gud selv hver Gang indgiver dem det, de skal foredrage. Denne Troe og den Iver for det Gode, der driver dem, opvarmer deres Hierter i saadan Grad, at de ofte under Talen skielve over hele Legemet.

Nu fremstod for nogle Aar siden en Mand i denne Qvækerforsamling, og begyndte, som om han var virkelig begeistret, paa følgende Maade at tale:

"Hvorlænge, mine Brødre, ville vi beholde to Samvittigheder, dobbelt Maal, dobbelt Vægt, den ene for vores Fordel, den anden for vor Næstes Elendighed, og som begge ere lige falske? Tilkommer det os - siger, mine Brødre! tilkommer det os i dette Øieblik at klage, fordi det engelske Parlament vil bringe os under Aaget, vil paalægge os Slavelænker *), medens vi selv i meer end et Aarhundrede har udøvet, og endnu udøve, et tyrannisk Herredømme, ved at holde Mennesker, der ere vore Lige, vore Brødre, i de haardeste Slavelænker?"

"Naturen satte et frygteligt Skillerum - det umaalelige Verdens Hav - mellem os og disse Ulykkelige; hvad have de giort os, at vor Gierrighed skulde opsøge ham i deres brændende Sandørkener, og hente dem hid fra deres Skove blandt Tigrene? Hvad var deres Forbrydelse, at de skulde drages bort fra et Land, hvor Natuen selv tilbød dem sine Skatte, for siden ved os at henflyttes til en anden Himmelegn, hvor de maae døe under Trældommens tungeste Arbeider?"

"Hvilken Familie har Du da skabt, himmelske Fader, hvor de Ældste først have ranet deres yngre Brødres Eiendomme, og siden endog med Svøben i Haanden ville tvinge dem til, med deres Aarers Blod, med deres Ansigts Sveed, at giøde den Arvedeel, man har berøvet dem?"

"Ynkværdige Slægt, som vi fornedre til Lighed med Qvæget, for at tyrannisere derover; hos hvilket vi qvæle enhver Evne i Sielen, for at nedtrykke dets Legeme ved Byrder; hos hvilket vi giøre Guddommens Billede og Menneskelighedens Stempel ukiendeligt! En Slægt, hvis Siels og Legems-Evner, hvis hele Væsen er forsvækket!"

"Og vi ere Christne? Og vi ere Englændere? Et Folk, som Himlen har betegnet med sin Yndest, og giort frygtet til Søes! Hvorledes vil Du være fri og Tyran paa engang?"

"Nei, mine Brødre! det er Tid, at vi arbeide forenede sammen; lader os frigive disse ulykkelige offre for vort Stolthed og vor Vindesyge; lader os skiænke Negerne den Frihed, som det ene Menneske aldrig uforskyldt burde berøve det andet."

"Maatte dog alle christelige Selskaber, efter vort Exempel, lære at erstatte en Uret, som igiennem tvende Aarhundreder har ved Ran og Forbrydelser været indgroet! maatte endelig disse saalænge fornedrede Mennesker engang opløfte deres fra Lænker befriede Hænder, og ders med Taknemmeligheds Taarer opfyldte Øine mod Himlen! Ak! disse Ulykkelige have hidindtil ikke kiendt andre end Fortvivlelsens Taarer!"

Saa talte den vakre Qvæker: og hvad blev Virkningen? Hans Brødres Samvittighed vaagnede, og i hele Pensylvanien bleve alle Slaver erklærede for fri. Held den menneskeven, hvis Stemme vækkede hans Brødres Følelse, og Held det fromme Broderskab, der kun behøvede at erindres om sin Pligt, for strax at bringe den i Opfyldelse!

Intet godt Exempel bliver spildt. Det er et Sædekorn, der udstrøes, og som vist, om ikke strax, dog engang vil bære tusindfold Frugt.

Ja! Man har alt seet en nyttig Følge af Qvækernes menneskekierlige Daad. Dronningen af Portugal skal have givet en Forordning for alle hendes udenrigske Besiddelser, at Slavernes Børn, der hidindtil ogsaa vare Slaver, skulde erklæres for frie.

Altsaa igien en Uretfærdighed mindre i Verden! O lader os glæde os ved ethvert Skridt, som leder Mennesket nærmere til sin sande Bestemmelse, og sin sande Lyksalighed; og lader os nedbede Forsynets Velsignelse over ethvert Foretagende, som sigter til at giøre de Lidendes Antal mindre, at tale den Forurettedes Sag, og at udbede Held og Fryd mellem vore Lige.

M. F. L-g.

*) Det var just i Begyndelsen af de Stridigheder mellem England og dets amerikanske Colonier, hvoraf disses Frihed og Uafhængighed omsider blev en Følge.

Yderligere artikelserier:

Om Slaveriet
Oversættelse.
Le Joug de l'esclavage est brifé, lorsque les princes se font hommes & les ministres citoyens.
Hist. de la revolution de 1789 *)

Borger-Vennen. No. 19. Ottende Aargang. Fredagen den 6. April 1796, s. 146-152. 
Borger-Vennen. No. 20. Ottende Aargang. Fredagen den 13. Mai 1796, s. 153-160. 
Borger-Vennen. No. 21. Ottende Aargang. Fredagen den 20. Mai 1796, s. 161-168. 
Borger-Vennen. No. 22. Ottende Aargang. Fredagen den 27. Mai 1796, s. 169-176.
Borger-Vennen. No. 23. Ottende Aargang. Fredagen den 3. Junii 1796, s. 177-184. 
Borger-Vennen. No. 24. Ottende Aargang. Fredagen den 10. Junii 1796, s. 149-154. 

Bidrag til de afrikanske Negeres Karakteristik.
Borger-Vennen. No. 42. Sextende Aargang. Løverdagen den 20de October 1804, s. 329-336.
Borger-Vennen. No. 43. Sextende Aargang. Løverdagen den 27de October 1804, s. 337-344.
Borger-Vennen. No. 44. Sextende Aargang. Løverdagen den 3die November 1804, s. 345-352.
Borger-Vennen. No. 45. Sextende Aargang. Løverdagen den 10de November 1804, s. 353-360.
Borger-Vennen. No. 46. Sextende Aargang. Løverdagen den 17de November 1804, s. 362-365.

Frederik Svane Africanus (1710-1788?). (Efterskrift til Politivennen)

Den danske soldat Hendrik Petersen var i Christiansborg, Guineakysten, Ghana der fungerede for den danske slavehandel 1661-1850. Han kom dertil i 1708 - 21 år gammel - fra Ballum (Sønderjylland), fordi han som 18-årig havde underskrevet en 10 årige kontrakt. Her blev han gift med en 16 årig lokal pige fra landsbyen Teshi. Han kaldte hende Margrethe og de fik sønnen Frederik Petersen i 1710. 

Hendrik døde få år efter, og Frederik blev opdraget af sin afrikanske familie. 10 år gammel blev han barnesoldat ved fortet og gik på fortets skole for mulatbørn. Han blev senere adopteret af pastor Elias Svane under navnet Frederik Petersen Svane. Begge rejste til København 1726, hvor Frederik blev døbt med Frederik IV som gudfar. Direktøren for det selskab som ejede The West Indian-Guinean Company finansierede Frederiks uddannelse til universitetsniveau (teologi). Han antog her det latinske navn Fredericus Petri Svane Africanus.

Universitetstiden forløb ikke uden problemer og han tilsluttede sig den pietistiske bevægelse i København, hvilket forværrede hans forbindelser med det lutherske universitets myndigheder.

Han giftede sig med en dansk kvinde, Catharina Maria Badsch, og sammen flygtede de til Guineakysten. Han blev her ramt af adskillige sygdomme. Fattig opgav han den kristne mission og arbejdede i stedet på fortet. Bl.a. med at købe og sælge slaver. Sønnen var blevet sendt tilbage til Danmark. Fredericus blev arresteret, anklaget for forræder og fik 6 måneders fængsel i "det sorte hul" under Christiansborg på vand og brød. 

Midt i en revolte blev han løsladt og sendt tilbage til Danmark. Her kontaktede han den person som havde finansieret hans uddannelse, grev Carl A. von Plessen som også kontaktede Frederik V. De besluttede at selvom han ikke kunne arbejde som præst, kunne han virke som degn. Året efter 1. juni 1748 fik han arbejde som degn i Havrebjerg. Han ragede uklar med pastor Gunther og flere af menighedsmedlemmerne. Bl.a. fordi man gjorde grin med ham. Han døde som tandløs, døv og blind tigger i 1789. (Kilde: Christiana Oware Knudsen: The theologian slave trader. 2010)

Samt at Frederik Svane Africanus (1710-1788), også kaldet "Den sorte degn" og "Den sorte Svane" fordi han var født på Guineakysten i Afrika af en ukendt afrikansk kvinde som havde haft seksuelt samkvem med en dansk soldat (Henrik Pedersen). Efternavnet Svane stammede fra hans adoptivfar, præsten Elias Svane (1691-1761). Frederik IV var blevet nysgerrig efter at se hvordan det gik sådanne hedninge når de blev kristnet, så han fik gelejdet Frederik til Danmark hvor kongen himself overværede dåben som fadder. En ting var at Frederik blev døbt, en anden at han tillod sig at gifte sig med en snedkerdatter fra Slagelse, Cathrine Marine Badsch. Det var helt uhørt, men så tog de da bare til Afrika hvor Frederik en årrække var degn og skriver på Guldkysten. Cathrine blev så voldsomt chikaneret af de kristne danskere, at hun så sig nødsaget til at vende tilbage til Danmark. Så Frederik måtte finde en ny kone, denne gang i bedste hedensk stil en afrikansk. Men de kristne danskere kunne stadig ikke lade ham i fred, han endte i fængsel, og rejste så tilbage til Danmark, genfandt sin Cathrine og blev i 1749 degn og skoleholder i Havrebjerg i hele 34 år! Han talte dansk og latin og klarede sig tilsyneladende nu fint, hans navn er endda indhugget i en af kirkestolene. Om han blev mæt af dage, vides ikke. Men han døde i hver fald i 1788. Og senere underviste Klaus Rifbjergs far i skolen hvor hans farfar var lærer.

(Slagelsearkiverne)

Degnen Frederik Pedersen Svane Africanus, der blev aflønnet af Godset, [skaffede] Holberg Bryderier; han vilde ikke nøjes med den aftalte Sum og klagede til Kancelliet. For Resten laa Præsten og Degnen i indbyrdes Strid (Bjørn Kornerup, i Holberg Blandinger, 1939, s. 28 ff.)

(Memoirer af Ludvig Holberg. F. J. Billeskov Jansen)

Ludvig Holberg begyndte i 1740 at anbringe sine penge i jord, først i Aarsløv By ved Slagelse, senere herregården Brorup og Orebo Gård og en del bøndergods i Havrebjerg og Blæsing. I 1747 Tersløse Gård og Ødemark. 

Havrebjerg Kirke i Slagelse Kommune. Muren nord for kirken anses for at være middelalderlig, mens den viste mur er nyere, sandsynligvis forhøjet. På Africanus' tid var kirken formentlig hvidkalket, idet de omkring 1864 blev afrenset. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Degnen endelig, en mærkelig Skikkelse, Frederik Svane, siden, som en anden Scipio, kaldet med Tilnavnet Africanus (Søn af en dansk Soldat og en sort Moder), der endte sine Dage som Sognedegn i Havrebjerg og Gudom paa Sjælland, har i 1748 skildret 10 Aars Begivenheder paa Guinea i en Erklæring til Direktionen. Denne indeholder saa meget om Forholdene i Kolonien i en bevæget Tid, hvor der var lige saa mange Guvernementer som Aar, og dens Sprog og Betragtninger ere saa karakteristiske baade for en Datids Degn i Almindelighed og ham i Særdeleshed, at jeg har paatænkt og tildels forberedt en Udgivelse deraf. Han kom ud til Guinea netop paa samme Skib som Schielderup efter at have taget sin Studentereksamen i Kjøbenhavn, boede i samme Fort som denne og har altsaa kendt ham personlig. Hans Amen lyder - for at blive i Lignelsen - saaledes:

Velbemeldte salig Mand Hr. Schielderup, bekender ieg, var saa brav en Mand, at hans Nafn og Ære staaer, saa længe i Guinea er Accra 2). Hand begyndte strax ved hans første Antrit og Ankomst til Gouvernementet at give et herligt Haab om hans lycksalige Regimente formedelst de besynderlige klare Straaler, hand gav fra sig paa Dyd og Gudsfrygt, retsindige Nidkiærhed for det Høylovlige Compagnie og gudelige For- og Omsorg for det gemeene Bæste i Compagniets Tieneste, fra dend øverste til dend nederste. Til dend hans Hierte besiddende Gudsfrygts clare og kiendelige Kiendetegn udviiste hans Velbyrdighed sooelklare Prøver deri, at hand strax iværksatte først og fornemmeligst dend befundne Uorden paa Fortet Christiansborg ved forrige Uvæsens Afskaffelse og Altings efter en christelig Skick og Ordens Indrættelse, baade til ønskelig Fordeel og Lykke for Compagniet, saavelsom fælles Velfærd for alle Betienterne, som til Beviisning og Zirat for dend sande Christendom, og det især ved de sorte hedenske Qvinders Afskaffelse paa Fortet, [ved] Løsagtighed og Utugt, Druchenskab og Fylderie at hæmme og tæmme, god Skik og Disciplin at holde, Ræt og Rætfærdighed at administrere [og et] christelig Liv og Levnet at føre iblant alle Betienterne, hvilcken herlige og christelige Foranstaltning og Reformation iche andet kunde end drage Guds Velsignelse med sig, som ogsaa klarlig lod sig see i ald hans Tiid. Hand satte Negotien i saadan Floor og Velstand baade til Land og Vand, at der efter alles Bekiendelse i hans Tiid var saadan en daglig og idelig Negotie, som aldrig derefter haver været, saa at der var lutter Herrens Velsignelse i alt det, hand tog sig for. Men hans Velbyrdigheds Leve-Tiid var, desværre! kun saa kort, nemlig fra dend 12 Aug: Ano 1735 til 20 Junij 1736, saa hans Velbyrdighed regierede [kun] 10 Maaneder og 8 Dage til største Skade for det Høylovlige Compagnie og uafladelige Klage for det gandske Land og Fort, blant Sorte og Blanche."

1) Koloniens Tilstand under Wærø.

2) Accra hed det Land, hvori Fortet Christiansborg laa.

(Personalhistorisk tidsskrift, Bind 4; Bind 16; 1895)

Degnen i Havrebjerg.

Fortælling af Anders J. Eriksholm.

Det var en Dag i December 1755.

Hen over Bymarkerne ved Havrebjerg nær Slagelse kom gaaende to Mænd med Bøsse i Haanden

De traadte tungt i den vaade, opblødte Jord, og deres Fedtelædersstøvler var stænkede til af leret Ælte til langt op paa Skafterne.

"Det er det, jeg altid har sagt, Mester Africanus," sagde den ene af Mændene. "I er en velstuderet Mand, og I burde have været Præst fremfor Hr. Joachim."

"For Studeringens Skyld kunde jeg vel have faaet Præstekald." svarede den anden, der blev nævnt Mester Africanus. "Jeg har dyrket min Theologico med ikke mindre Held end Hr. Joachim, og jeg har, som I ved, Jonas Smed, altid kunnet glade mig ved min Konges særdeles Naade".

"Og endnu en Fordel har I Mester Africanus - I har i jer Ungdom færdedes viden om og ved, hvordan Verden ser ud udenfor Sognegrænsen."

"Det ved jeg, Jonas Smed. Og sligt glemmer en Mand aldrig. Det er herligt at leve under Afrikas Sol, og jeg længes meget ofte tilbage til dette mit fjerne Fødeland."

"I kom jo som ganske ung her til Landet, ikke sandt?"

"Jo. Jeg var kun fjorten Aar. Min senere Plejefader, den gode Hr. Elias, Sognepræst i Sorterup, tog mig med hjem til Danmark efter vor højsalige Konges Ønske. Jeg var jo en liden Hedning den Gang, og jeg fik den kristelig Daab i Garnisons-Kirken i vor Hovedstad. Kongen selv stod Fadder til mig, og I faar tro Jonas Smed, at det var mig en synderlig højtidelig Stund!"

"Det forstaar sig, Mester Airicanus - en anden En har jo maalict nøjes med mindre."

De to Mand var naaet til et Hegn of Pil og Bukketorn. De fulgte Hegnet, hvor der var Ly for Blæsten, og Jonas Smed, der var kommen et Par Skridt foran, hev en Flaske op af Lommen og vendte sig mod sin Ledsager.

"Hvad mener I om en lille Styrketaar, Mester Africanus?" spurgte han.

"Jeg siger Tak til den, som byder."

Smeden drak først og gav saa Flasken til Africanus, medens han nøje vogtede paa dennes Minespil.

"En passende Blanding af Malurtdraaber giver Drikken en krabat Smag, ej sandt?"

"Jo, I har Ret, Jonas Smed. Og I har været særdeles heldig med Blandingen."

Da Africanus havde drukket, tog han sin Hat af og strøg med Bagen af sin Haand over Panden, der var vaad af Sved efter den trælsomme Tur over Markerne.

Der var noget stærkt fremmedartet over hans Udseende. Hans Hud var lidt gullig. Haaret sort som Kul, og dertil dækkede det Hovedet som et eneste stort Krøl. Øjnene var mørke og havde et livligt og livligt skiftende Blik*)

*) Han var Søn af en dansk Soldat og en Negerkvind; han blev bragt Hjem af Præsten Elias Svane i Sorterup. fra hvem han tog Navnet Svane. Degnen Svane, eller "Africanus", vides at have haft Sammenstød med Holberg, der var lidt efterladende med Udbetaling af Skoleløn.

(Skive Folkeblad 24. december 1917).

Se også Anders J. Eriksholm: En degn i Havrebjerg Frideric Petri Svane Africanus.

I den sjællandske landsby Havrebjerg levede fra 1749 en degn ved navn Frederik Svane med tilnavnet Africanus. Han var født i Afrika i 1713, og fra Guinea var han kommet til Danmark. Her blev han døbt, og der blev sørget for en uddannelse. Efter et nyt ophold i Guinea kom han igen til Danmark, hvor han havde hustru og barn. Ansættelsen som degn i Havrebjerg synes at have hjulpet ham ud af den yderste fattigdom, men skønt Frederik Svane socialt opnåede en bedre status end flertallet af tilflyttere, blev hans stilling ikke indbringende. Hans herskab var ingen ringere end Ludvig Holberg, ejeren af Brorupgård og skolen i Havrebjerg. Mellem Holberg og Svane var der en langvarig strid om degnens pengeaflønning, ud over de naturalier som han sikkert har modtaget. Denne pengeløn ville Holberg efter sin fortolkning af reglerne ikke sætte højere end 6 rdl. årligt. Holberg døde i 1754, Svane først i 1788 i Slagelse hospital efter 35 år som landsbydegn. 

(Historiske Meddelelser om København 2000)

Til købs. (Efterskrift til Politivennen).

Vare.

Smukke blomster af fjer og flor, og dertil fjer garnering med blomster til klæder og til ligpyntning, og derforuden smukke strudsfjer er at bekomme hos mig.

Christen Simonsen

Boende på Rundetårn.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 17. september 1777)

En Franskmands Efterretning om den Franske Slavehandel. (Efterskrift til Politivennen)

Et Skib indtager saa mange Negere, som det holder Tønder. Et Fransk Skib holder 300 Tønder og bringer 300 Negere fra Guinea til de Antilliske Øer ...

Disse Negere maae underholdes fra den Dag de bliver kiøbte, indtil de bliver solgte, i det mindste i 5 Maaneder; enhver koster hver Dag i det mindste 5 Sols, som i alt beløber sig til 10750 Livre.
.... Naar paa hele Overfarten ingen Neger skulle døe, som dog aldrig er hørt, og hver blev paa de Antilliske Øer, ligesom nu omstunder, solgt for 1100 Livres, saa skulde Indtægten beløbe sig til 33,000 Livres. Naar Omkostningerne gaae herfra, saa bliver 28425 Livres, eller i Franske Penge 18950 Livres til overs, som er noget mere, end 9 pro Cent, da der ellers letteligen vindes 12 og flere pro Cent i den americanske Handel 
... Negerne ankommer i den yderste Fortvivlelse til America; man fordrer et Arbeyde af dem, som de ikke ere vant tiil; de bespises slet; de mishandles med Hug og Slag; og altsaa ere de og inden stakket Tid bortrykkede. Mange hænge, mange drukne sig, mange qvæle sig med deres egen Tunge, mange forgive sig og andre, i det visse Haab, efter deres Død at komme tilbage igjen til Fæderneland; andre løbe bort, og blive farlige for Colonierne. De, som blive tibage, faae ved deres Koner af Europæerne smitsomme Sygdomme, meget faa blive gamle. Man regner paa de Antilliske Øer, at en Ottendeldeel af de der fornødne Slaver maae hver Aar completteres ved nye, saa at en Neger egentlig overhoved beregnet, ikke tiener i otte Aar, altsaa efter ti Aars Forløb er den gamle Kiøbe-Sum tabt, og legger man nu samme til den nye, saa er en Neger aarlige Underholdning 240 Livres Interesse.
Til ti Slaver maae altid holdes en Opsynsmand, en sterk Neger, som forstaaer sig got paa alt Slavearbejde og har ingen Medlidenhed; som selv arbeyder lidet eller intet, men desto haardere og ubarmhiertigere prygler de øvrige til Arbeyde, og just derfor er kostbarere. Saadan en Bødel kan ikke haves ringere end 1800 Livres. Deler man denne Bekostning imellem de ti Negere, som han er sat over, saa beløber det for hver af dem paa 18 Livres, saa at en Negers aarlige Underholdning stiger altsaa til 258 Livres Interesse.
Saadan en Opsynsmand holdes noget bedre, end de øvrige Slaver, han arbeyder mindre, faaer noget bedre Kost, samt bedre Klæder; altsaa leever han ogsaa længere; Dog kan man ikke antage hans Liv længere end 15 Aar. Det giør for hvert Aar et Tab af 120 Livres, hvorved en Negers Unerholdning bliver 12 Livres høyere, der har vi altsaa tilsammen 270 Livres hver.
... Ingen Colonie kan holde Slaver, uden at nogen løbe bort. Disse, som ere bortløbne fra Slaveriet, ere de grusomste Fiender, bestandig beredte til at stifte Ild paa Huse, Lader, Møller og Pakhuse, ja endog at myrde de tilbageblevne Negere, samt deres gamle Herskab selv. Imod disse maa bestandig holdes et kostbart Forsvar og Modværge, og dog alligevel giøre de Skade. Denne Bekostning og Skade lader sig ikke saa nøye beregne ...
Maa man ikke meget mere tilstaae, at Europæerne have forregnet sig, naar de troe at vinde ved Slavehandelen.
Naar et Skib ankommer på Kysten af Guinea, faaer Kapitainen af de africanske regentere, imod Foræringer, Tilladelse at tilhandle sig Slaver, og han giør da bekiendt, for hvad Priis han vil imodtage dem. De indvaanere, som have Slaver at sælge, køre samme derhen i Lænker, og med store Træer, som enhver maa bære paa Hovedet, paa det at de ikke skulle løbe bort. Enhver Slave bliver paa det nøyeste besigtiget. For hver Tand, som ham fattes, bliver aftrukken 4 Rdlr af Betalningen. Kiøberen betaler hver Slave i 4 Timer og længere. Han lader Negeren Lee, synge, springe, løbe; føler ham overalt; lugter til hans Aande, og føler am paa Kinderne,om han har Skieg. Har han Ar, saa forkaster han ham, eller betaler ham ringere. Fra Konerne blive Børnene borttagne, førend de sælges, paa det at de skulle gielde desmere; men ved Overleveringen gives Børnene tilbage, som den bedragne Kiiøber undertiden kaster paa Strandbredden.
De solgte Negere bilde sig ind, at Europæerne tilkiøbe sig dem for at fede dem, og siden fortære dem, og denne Frygt formeerer sig, naar de see Skibsfolkene at drikke sig fulde i rød Viin, eller naar een af dem for Sundheds Skyld bliver aareladt. For at formindske denne Frygt hos dem, og deres bestræbelse at myrde sig selv, bliver paa Dækket giort en døvende Allarm med Trommer og Piber, hvorefter man ogsaa vexelviis lader dem dandse til deres Sundheds Vedligeholese, da imidlertid de øvrige neden i Skibet, hvor intet Lys falder ind, og hvorrind der ikkun bliiver pumpet frisk Luft, ligge sluttede til hinanden.
En hemmelig Samtale imellem Negerne giør Skibsfolkene mistænkelige, at de tænke paa at rebellere, hvilket bliver forekommet ved at pidske dem. Dog alliigevel er det ikke rart, at Besætningen bliver overfaldet og myrdet af Negerne, hvorpaa disse lade Skibet drive til Landet. Af de 100000 Negere, som aarlig bringes allene til de engelske Kolonier, der i Aaret 1772 havde i alt 850000, døer en Trediedel underveis. Undertiden skeer det, at Havet under Linien i 6 og flere Uger er aldeles stille, og naar da Mand og Levnetsmidler begynde at fattes, maa Kapitainen, for at redde sig og sine Folk, kaste Negerne over borrde som andre Vare, eller og blande deres Spise med Forgift.
Naar Skibet ankommer til America, saa blive Negerne vaskede, klippede og smurte med Olie. De blive een efter anden anstillede paa et Bord, hvor en dertil bestilt Bundlæge og undersøger deres Sundhed. Efterat han har forsikret, at den, paa hvilken der bliver budet, er frisk og sund og uden Feiil, saa sættes han paa Auction.
... I Brasilien blive de tilkiøbte Negere mestendeels brugte i Bjergverkerne, hvorfra de aldrig komme tilbage igjen. Munkerne maa undertiden fare ned til dem, for at bevæge dem til Christendom, og døbe dem. Paa de Antilliske Øer arbeyde de fra Morgenen indtil Aften i Sukker- eller Indigo-Plantagerne, og har ikkun to Timers Roe der imellem, i hvilke man giver dem noget saltet Kiød, saltet Fisk, oog noget Meel af Maniok til deres Næring. Nogle Herrer sørger slet ikke for deres Spiisning, men give dem Løverdagen frie, for selv at forskeffe sig Spise for den tilkommende Uge. Negerne gifte sig sielden; men derimod vælger hver sig en Negerinde, som han beholder, indtil de blive skildte fra hinanden ved Salg eller Tuskning, eller Forsendelse.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. juni 1775, forkortet - udeladt er beregninger med beløb på at det ikke er en særlig økonomisk god forretning)

Om de Mathematiske og Astronomiske Instrumenter paa det runde astronomiske Taarn i Kiøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

 

Iblandt de instrumenter som af ilden blev fortærede i branden 1728, og hvis tab ventelig aldrig erstattes, og derfor desto mere beklages, var den herlige og kostbare Globus coeleftis, som Tyge Brahe selv havde forfærdiget og indrettet, hvis lige næppe nogensteds i verden har været at finde, og om hvilken Tyge Brahe skriver selv, at den har holdt næsten 6 fod i diameter, men profess. Horrobow Oper. Mathem. Physic. Tom. III beretter at den holdt 4 sjællandske fod. Begge dele kan være ret, såsom det sjællandske mål i Tyge Brahes tid har været mindre, end det nu er. - Denne Globi besynderlige fata, og hvorledes den er fløjet verden omkring fra et sted til et andet, indtil den endelig igen kom til sit rette hjem, er værd at lægge mærke til. Historien taler derom således: Denne globus er først begyndt at arbejdes på i Augsburg, men blev siden ført til Hveen i samme år, da Uraniborg sammesteds blev funderet , hvor den blev bragt til sin fuldkommenhed. Den havde ved Tyge Brahes bortgang af landet den samme skæbne, som alle øvrigc denne berømmelige mands instrumenter, at nemlig fordi de små, siden de store, hvoriblandt denne globus tælles, blev førte fra Danmark til Prag i Böhmen; fra Prag blev de ført tilBenatica, fra Benatica siden igen til staden Prag, hvor de blev forvarede først i kejserens have, derefter i Jacobi Curtii hus. Efter Tyge Brahes død frygtede kejser Rudolphus, at disse instrumenter skulle blive adspredte, hvorfor han gjorde sig umage at få dem, og blev endelig enig med arvingerne om 24.000 kroner, som han betalte derfor. Derefter blev de i bemeldte Curtii hus forvarede under jorden i mørket, at de ikke kom for dagens lys, eller nogen deraf kunne gøre sig mindste nytte, i hvilken begravelse de laå så lænqe skjulte, indtil den store urolighed begyndte i Böhmen, efter kejser Matthiæ død. Men da Prag blev erobret af de Pfalziske tropper, blev instrumenterne bortsnappede, en del fordævede, andre anvendte til andet brug, og de øvrige således adspredte, at man ikke ved, til hvilket af verdens hjørner de er henkomne. Denne globus faldt ved sådan lejlighed i jesuiternes hænder, som førte den til Neise i Slesien; men som hertug Ulrich, Kong Christian den Fjerdes søn, just var med til stede, da denne stad år 1632 blev indtaget, og fik denne globum at se, og kendte den, lod han tage den af staden og føre til Danmark, hvor den med ceremoni blev dedikeret til det Kongelige Akademi i København.

Denne globus blev efter sin ankomst til København på nogen tid forvaret på akademiets auditorium, men siden derfra forflyttet til det runde astronomiske tårn. Nærmere forklaring og beskrivelse over denne i al verden berømte globo, hvorledes og på hvad måde den var forfærdiget, og til hvad brug og nytte, kan fås i Tyge Brahes udgivne Mechanicis. - Foruden denne Globo og andre sjældne mekaniske kunststykker, forvaredes også her på observatoriet før ildebranden et kunstigt og kostbart instrument til at observere alle slags fænomener med, som var indrettet af den navnkundige Longomontano.

Siden ildebranden er dels ved kongelig, dels ved brave partikuliære folks gavmildhed, anskaffede adskillige instrumenter, hvorved de forrige kunststykkers tab nogenledes er blevet erstattet , hvoriblant især må regnes følgende astronomiske instrumenter :

Rora Meridiana som består af et stort hjul, der vender sig omkring sin akse, hvorpå ligger en kikkert. Kikkerten bliver, når hjulet vendes omkring, stedse udi middagscirklen, så at ingen stjerner med dette instrument observeres, uden når de just er i søndre eller nordre meridian. I samme kammer, hvor dette Instrument forvares, er to urværker, som begge går efter stjernernes løb, og kan man ved hjælp af dette instrument og urværkerne tillige, meget nøje determinere Ret-ascentionerne. Diameter af hjulet holder 5 og en kvart fod, og i foco af kikkerten er tre horisontale og syv vertikale Filamenter.

Machira Æguatoria hvilket instrument består af en stor cirkel, som just er in plano æqvatoris og en tyk jernaksel, som kan drejes rundt omkring, og er parallel med verdens aksel. På denne aksel er en kikkert, som kan drejes op og ned, i hvis foco der findes 9 vertikale og 9 horisontale filamenter. Udi kammeret, hvor dette instrument forvares, er et urværk, som går efter solens løb, og kan man ved hjælp af instrumentet og urværket meget let finde hvad stjerner man vil om dagen. Kikkerten er kun tre fod lang, og er mærkeligt, at man med den meget vel kan se Satelites Jovis, hvilke ellers ikke lader sig se, uden med store kikkerter. Diameter af cirkelen, som er in plano æquatoris, er knap 4 fod, og cirkelen er inddelt i 24 lige dele eller timer.

Quadrans Astronomicus. Dette instrument er gjort i Paris af Monsr. l'Anglois. og har kostet 1700 livres. Instrumentets diameter er 6 fod, og Inddelingen er meget skøn og akkurat. Den har alle de fordele ved sig, som nogen kvadrant kan have; men fornemmelig fortjener det mikrometrum at roses, som er i kvadrantens faste turbo. Dette Micrometrum har et filamentum horisontale og et verticale, som begge er ubevægelige, og endda et horisontale, som ved hjælp af en skrue og en fjeder kan føres op og ned. Enhver, som har kundskab om tingen, fatter let, hvor let man ved hjælp af dette Micrometro kan måle subtile ting og små distancer. Dette micrometrum hjælper og meget til, nøje at determinere, på hvad sted i solen pletterne sidder.

Machina Planetarium Roemeriana. Denne maskine er befæstet under loftet, hvorpå Ecliptica er malet: den er inddelt i fine tegn og grader, og viser den ene planets proportionerlige gang mod den anden, såvelsom og på hvad sted på himmelen enhver planet ses på en vis tid. Til denne maskine annekteres endnu en anden, som er hr. Professor Peder Horrebows påfund, hvilken viser dage, uger og år, så at når den ene maskine viser løbet, som enhver planet har gjort, så viser den anden tiden, i hvilken planeterne har gjort bemeldte løb. Disse to maskiner føjes tilsammen ved en lang stang, på hvis yderste ende er en skrue uden ende, som driver den rette machinam planetarum. Denne såvel som de to forste maskiner, er forfærdiget i København af dygtige og erfarne mestre, og denne sidste på fordum kongelig geheimeråd hr. Hincen Lerches bekostning, som har foræret den til observatoriet.

Machinia Jovialium Roemeriana. Ligesom forbemeldte machine viser planeternes proportionerlige gang, så viser denne den proportionerlige gang af Jupiter Drabanter; for det er bekendt, hvor vanskeligt det er, når man ser Jupiter med sine drabantere, at kunne fastsætte, hvilken der er den første drabant, og hvilken der er den anden drabant, og så videre; men ved denne maskines hjælp kan man straks kende, hvilken enhver er, så at den er særdeles fornøden, når man vil observere Jupiters drabanter. På denne maskine er såvel som på machina planetarum en indretning til at vise timer, dage og uger, så at når man stiller indeks på den time som man vil observere, så forestiller maskinen selv drabanterne i den orden som de skal ses på observationens tid. Denne maskine er og forfærdiget her i København, og er en foræring til observatorium af enken af den højberømmelige etatsråd Roemer.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 30. juli 1762).

En afbildning af Tycho Brahes himmelglobus kan ses i Den Store Danske.