Bekæmpelse af fattigdom. (Efterskrift til Politivennen)

Paa en Tid, da Fattigdom og Trang er saa almindelig, er det desto vigtigere for det Almindelige, og især for Landboerne, at befries fra den store Mængde tryglere og Omløbere, som hjemsøger Byer og eneliggende Stæder. Vel er denne Betlen forbuden i Lovene; men Frygten for at hændes noget Værre, afholder som oftest baade Sognefogderr og andre fra at anvende Tvangsmidler eller opbringe dem. Den ofte langt fra boede Politimester eller Herredsfoged kan med den bedste Villie til at hæmme denne Uskik, intet udrette; thi han mangler Bistand af underordnede Politibetjente. Foruden det, at Fattigforsørgelsen koster Landboeren meget aarlig, yder han til disse omløbende Betlere og arbeidsføre Tryglere saameget baade i Uld, Fødevahre og Penge, at det for hver Beboer ville opløbe til en ikke ubetydelig Sum om Aaret, dersom man vidste den. Lukker man ikke Haanden op for dem, true og skjelde de. Ofte kan en Beboer have 10 saadanne Besøg daglig. Med Skillinger slipper man dem ikke nu, som i forrige Tider. De mange Tyverier og Ildebrande paa Landet, nu mere end forhen, tilregnes ikke ubilligen slige Omløbere - og hvo ville ikke gjerne kjøbe sig disse Uheld fra, saalænge man kand? Den Embedsmand der raader Bod herpaa, vil altsaa vist nok være berettiget til det Offentliges Tak. Da en gavnbringende Anstalt maae være enhver magtpaaliggende, glæder det Anmelderen at kunne forsikre, at der cirkulerer i denne Tid et Forslag her i Stiftet fra en Herredsfoged, der øsnker at see denne Landeplage hævet. Han har foreslaaet Dherr. Proprietærer, Præster og andre at bidrage aarligt noget vist i Fourage eller Penge til, at holde i 2 Herreder til Prøve i 2 Aar 6 ridende Politibetjente, der maate være ugifte og patrollere idelig omkring i Districtet, for at opbringe saadanne Omløbere og fremmede Tiggere. De som ikke bidrage noget ved frivillig Subskription maatte betale noget af Hartkornet, som dog ikke formenes at ville overstige 32 sk. af Tde. Htk. Selv har Herredsfogden tegnet sig or et Bidrag af 200 Rbdlr. R. B. aarlig til denne Indretning, om han end skulle vorde forflyttet. Der er vel Ingen, der kunne drage denne Indretnings nytte i Tvivl; besparende for enhver Landboer ville den vist nok blive. Mange Tyverier og Ildsvaader ville og derved afværges. Haabe bør man derfor, at flere Politimestere paa Landet ville tage Deel i Sagen; thi da ville den lettere iværksættes. Disse Sværme af Lediggjængere ville ikke forstyrrre og beskatte den rolige Landmand og den virkelig Nødlidende og Fattige ville da bedre kunne hjelpes og underholdes.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. oktober 1818.

(Det fremgår ikke af artiklen hvilken herred der er tale om)

Krystalgade. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af at Skidenstrædet, som nu paa nye brolægges, og bliver stampet paa en ganske nye Maade, da istedet for, at der forhen kun brugtes til Steenbroens Nedstampning en Støder eller saakaldet Jomfue, der førtes af een Mand, nu brugtes til Nedstampningen en saa svær Støder, at fire Mand maae være om at hæve samme, og kunne dog kun udholde dette Arbeide i kort Tid, da de igien afløses af andre fire, og Jorden endog i en Afstand af en Snees Alen ryster under Fødderne - tilføier Hr. Iversen i sin Avis følgende: "Det der ellers meget fordærver vor Brolægning i Kiøbstæderne er den evige Gadefeining med forslidte Skruppekoste, hvorved strax det til Jevning og Holdning paalagte Gruus fraskrabes, som giør Stenen løse, og de fremragende Kanter til sand Tortur for ømme Fødder. Gadefeining er fornøden, men hvorfor bruges ikke til nyebrolagte Gader Svabberter, som i Holland, og Vand? er Gaden meget ureen,saa skovles først Dynden af, ellers slaaes strax Vand paa, og overvidskes med Svabberter, der er en Samling af gamle Klude, befæstede paa et Kosteskaft. Ved Vandpaagydningen vindes ogsaa dette, at de Gaaende og Vinduerne undgaae Støvskyerne, og Stenene stedse mere befæstes."

Dagen nr. 197, 19. august 1818

Politivennen. (Efterskrift til Politivennen)

I Politievennen gjøres opmærksom paa den Misbrug, som kan flyde af, at de saakaldte Kammerjægere sælge deres Krukker og Æsker til Enhver, der vil kjøbe samme. Tillige kunde Man ønske et strængere Tilsyn med disse Personer, hvis hele Kunst som oftest gaaeer ud paa reent Snyderie. En saadan Herre, som for et Aars Tid siden beærede Odense med sit Besøg, brandskattede under de helligste Forsikringer mange Huuseier, ved at lade sig betale indtil 20 Rbd. af Hver; men Rotterne blev og Pengene vare borte. Best bliver det vel under alle Tilfælde at følge en vis tydsk Kammerjægers Recept. Han lagde nemlig, som Middel mod Rotter, nogle smaae Stykker Papir paa visse Steder i Husene og forbød Vedkommende at see efter samme, før efter en vis Tids Forløb. Ved Eftersyn fandt Man, at Sedlerne ikke indeholdt andet end følgende to Linier:
Halten sie Katze,
so kommen nicht die Ratze.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 15. august 1818.

Martin Dietz og Optøjerne i Vendsyssel. (Efterskrift til Politivennen)

Sognedegn Marthin Dietz (28.8.1765-16.8.1843) var født i Tønder, søn af en underofficer ved kavalleriet i Tønder og konen Metta Maria. Han blev skolelærer som 18 årig og blev bl.a. huslærer i Tønderegnen, fra 1789 i Aalborg. I 1792 blev han skrive- og regnemester i Ålborg og 1794 lærer ved den Kirketerpske skole i Randers og tillige 1806-1808 som timelærer i kalligrafi ved Randers lærde Skole. Han blev i 1793 gift med Anne Marie Salomonsdatter Hübertz og sammen fik de 4 døtre og 2 sønner. I 1807 blev han sognedegn i Vrensted og Thise i Vendsyssel. Den 21. juli 1809 nedbrændte degneboligen totalt og familiens ejendele gik tabt. De havde da 6 børn). 

Dette billede af Martin Dietz (28.8.1765-16.8.1843) af en ukendt kunstner, fra et ukendt årstal er vist det eneste af ham. Det er tydeligvis en karikatur af Dietz på sine gamle dage. Bl.a. antyder den røde næse formentlig at han var fordrukken. Ifølge Vendsyssel Tidende 11. december 1896 befandt det sig i "Vendsyssels historiske Musæum". Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Han begyndte snart at føre sager for de lokale. Et par eksempler på sådanne står i P. M. Rørsig: Skoler, degne og skoleholdere i Vendsyssel, side 447-469, især i de indledende sider.

Oprøret i Sæby 1814.

I en interessant Række Artikler i Tidsskriftet "Fra alle Lande" om "Vendsyssel og dets Beboere", af K. Petersen, findes følgende Episode fortalt, som Charakteristik for Retsforholdene og Vendelboernes Forhold dertil for nogle og tresindstyve Aar tilbage.

Den, der spillede Hovedrollen ved denne Leilighed, var en Degn ved Navn Dietz fra Vrensted, en Fjerdingvei Nord for Løkken *)

Ifølge Traditionen havde Dietz kjøbt Embedet af Grev Rosenkrones Tjener og kom dertil 1807. Da han talte og skrev godt for sig, var en munter Selskabsbroder, der kunde give mange fornøielige Fortællinger tilbedste og paa staaende Fod gjøre Riim, vandt han i kort Tid Bønderne for sig. Disse, der havde skjellig Grund til Klage baade over deres Øvrighed og Herskab, henvendte sig stadig til ham om Raad, og da han ikke sagde Nei, havde han altid fuldt op at gjøre med at skrive Indlæg eller Klager til Kongen og Cancelliet. Der var et Par Procuratorer, som lagde Navn til og officielt førte Sagerne; men at Dietz stod bag ved var ingen Hemmelighed. Hverken Godsejerne eller Embedsmændene betragtede ham derfor med venlige Øine. Paa Grund af sin agitatoriske Færd havde Dietz allerede paadraget sig et Par skarpe Irettesættelser ifølge Cancelliets Ordre, da det 1814 kom til et Sammenstød mellem ham og Amtmand Sporon i Hjørring, over hvis Embedsførelse Dietz tidligere havde klaget til Kongen. Der skulde holdes et Retsmøde, og udenfor Salen havde der samlet sig endeel Bønder, blandt hvilke Dietz løb om med sine Papirer i Haanden. Amtmanden kaldte ham da ind og bebrejdede ham hans Vinkelskriveri; men Dietz svarede ham uforskammet og frækt, og Enden blev da, at Amtmanden kastede ham paa Døren.

Dietz indgav nu en Klage, lydende paa, at Amtmanden havde begaaet Vold imod ham i Retslocalet og krænket Thingstedets Fred, og fik Bønderne til at underskrive den. Men da Sagen blev Gjenstand for Undersøgelse, gik Bønderne fra Klagen i det væsentlige Punkt, at Dietz havde faaet Prygl i Retslocalet, thi Retten var da endnu ikke sat, og hvad der var passeret var foregaaet i Amtmandens private Værelse. Derimod fremkom Sporon med saa mange Beviser mod Dietz for Vinkelskriveri, at Cancelliet befalede, der skulde anlægges Sag imod ham.

Blandt Anklagepunkterne var der to saare alvorlige, nemlig at Dietz i en Klage havde udtalt, at da Bønderne Ingen havde til at forsvare dem mod Embedsmændene, kunde der ventes en Opstand i Landet, samt at han havde Deel i, at Bønderne paa Kokkedals Gods, der vilde være frie for Hoveri, havde sammenrottet sig og overfaldet Forvalteren. Som en for den offentlige Sikkerhed farlig Person blev Dietz derfor arresteret og ført til Sæby. Da han ved sin Ankomst hertil ikke var ganske rask, nøiedes Herredsfogden med at give ham Huusarrest hos En af Borgerne, en Skomager, hvem det blev paalagt at sørge for, at Fangen ikke havde Skrivematerialier eller modtog Besøg; Byens to Politibetjente skulde hjælpe ham med at passe paa. Men efter kort Tids Forløb vandt Dietz baade sin Vært og de to Politibetjente i den Grad, at de under Herredsfogdens Fraværelse tillode, at der holdtes Forsamlinger hos ham, ved hvilke der blev drukket Brændevin, røget Tobak og forhandlet baade politiske og juridiske Materier.

Saasnart Amtmanden fik Nys herom, afsendte han strax to Politibetjente, der skulde føre Arrestanten til Hjørring. Men Dietz, som ikke syntes om denne Forandring, insinuerede nu for sine Venner, at hans Fjende Amtmanden kun vilde have ham til Hjørring for lettere at tage Livet af ham, hvad man allerede havde forsøgt i Sæby ved at give ham forgiftet Medicin. Fuldmægtigen, der var konstitueret under Herredsfogedens Fraværelse, søgte forgjæves at tale ham til Rette, og da han derefter indfandt sig med sine Politibetjente for at tage ham med Magt, vakte den drabelige Agitator, understøttet med theatralsk Dygtighed af sin Familie, et saadant Opløb, at Politibetjentene vægrede sig ved at gaae frem, og Fuldmægtigen forlangte nu Hjælp af Borgervæbningen. Tyve Mand stærk marscherede den frem under Anførsel af sin Lieutenant, hvilken brave Mand paa Grund af den overhængende Fare var løben lige fra sit Arbeide i sin hvide Møllerdragt. Men det forsamlede Publikum lod sig ikke imponere; man lo ad den tjenstivrige Officier og spurgte, hvad det var for en Uniform, han havde paa, og da de loyale Borgere vilde gjøre deres Pligt, kom det til Haandgribeligheder, som endte med, at de gjæve Artillerister, der under Krigen havde betjent et mod de engelske Krydsere opkastet Batteri, bleve drevne paa Flugt.

Iilbud afsendtes nu til Hjørring og Aalborg med Melding om det Passerede, og et Par Dage senere rykkede Lieutenant Mantzius ind i Sæby med 20 Mand og en Underofficier. Da hans Forsøg paa at formaae den oprørske Degn til at være fornuftig og følge godvillig med vare forgjæves, lod han sine Soldater rykke frem og opstillede dem foran Huset; men Dietz slog Bolt for Døren, og da Mantzius gjorde den sammenstimlede Mængde opmærksom paa, at Soldaternes Geværer vare skarpladte, raabte man, at der skulde flyde Blod, førend man udleverede Dietz. Inde fra Huset opmuntrede Degnens Familie sine Venner til kjæk Modstand, og hans Datter slæbte Steen op paa Taget for, om fornødent, at kyle dem i Hovedet paa Soldaterne. Flere af Borgerne havde desuden vægret sig ved at modtage Soldaterne i Qvarteer, og ligesaa havde Bønderne, der vare blevne tilsagte, nægtet at give dem Befordring

Under disse Omstændigheder stod Lieutenant Mantzius, som tilmed ikke havde ubetinget Fuldmagt, noget raadvild ligeoverfor Mængden med sine 20 Mand, da nogle Borgere heldigviis fandt paa den Udvei at tilbyde ham deres Caution for, at Degnen skulde forblive i Sæby, indtil der indtraf nærmere Ordre. Dette Forslag gik han ind paa, lod sine Folk leire sig i en Kjøbmandsgaard og afsendte en Rapport, hvori han fremstillede Forholdene; Befolkningen optraadte for Dietz, som om han var en Martyr, og han selv stod magtesløs, da hans Ordre ikke strakte til for dette Tilfælde.

Ved denne Efterretning kom der stærkt Røre i Aalborg, og Autoriteterne indsaae nu, at det var nødvendigt at gribe Sagen alvorligt an, dersom der ikke skulde skee Ulykker. Capt. Stricker blev uopholdelig afsendt med 200 Mand og ubetinget Fuldmagt, og Frederik den Sjette, som var bleven underrettet om det Forefaldne, stillede det lette Rytteri til Amtmandens Raadighed; men herfor blev der dog ingen Brug, thi da Stricker den 28de August rykkede ind i Sæby, og Ruderne dirrede under Trommeslagene, tabte alle de oprørske Hoveder Modet, paa nær Dietz's unge, mandhaftige Datter Agathe. Forgjæves sendte hun, saasnart Soldaterne nærmede sig, ridende Stafetter ud for at faae Bønderne og Fiskerne ved Bangsbostrand og Fladstrand til at reise sig; ligefrem gribe til Vaaben mod Kongen var der dog Ingen, som tænkte paa, og saa blev den oprørske Degn da uden Blodsudgydelse greben i Maren Tranes Madskab, hvor han havde skjult sig, og ført i Lænker til Aalborg. Foruden ham arresteredes hans Hustru, Søn, Døttre og Svigersønner, tilligemed 45 andre Personer. Skildvagter bleve udstillede rundt om; Ingen maatte gaae ud af Byen uden Pas, og for et Øieblik havde Sæby Udseende af at være en erobret By. 

Conimissionen, der blev nedsat samme Aar (1818), viste sig ikke synderlig velvillig stemt imod Dietz, saa at den baade forbød ham selv at føre sin Sag og at see Akterne; senere gav Cancelliet ham imidlertid Lov til at tale for Høiesteret. Commissionens Dom, der faldt i Sommeren 1819, lød paa, at Dietz havde forbrudt Haand, Ære og Boeslod; men Straffen nedsattes siden af Høiesteret til Embedsfortabelse og 3 Aars Arbeide i Viborg Tugthuus. Ogsaa for de andre Anklagedes Vedkommende nedsattes Straffen meget betydeligt; men alle de Dømte, der eiede Noget, bleve ødelagte ved Processen, hvis Omkostninger løb op til omtrent 12,000 Rd. Efter at Dietz havde udstaaet sin Straf gav Frederik den Sjette ham en aarlig Understøttelse; men da han igjen begyndte paa sin gamle Haandtering, kom han paany i Strid med Øvrigheden, blev atter arresteret og maatte forlade Egnen.

*) Martin Dietz var, ifølge Erslevs Forfatterlexicon, født i Tønder i 1795. Han var først Huuslærer paa forskjellige Steder i det Slesvigske og blev 1790 Skrive- og Regnemester i Aalborg, derefter tydsk Skolelærer, og senere Skrivelærer ved Latinskolen i Randers, indtil han 1ste Jan. 1808 blev Degn i Vrensted. Han døde i Kjøbenhavn i 1843.

(Aarhuus Stifts-Tidende 30. november 1879).

Ifølge "Købstadsliv i det gamle Sæby" var der i arresten ikke kakkelovn, og Dietz' helbred taget i betragtning blev han så indlogeret hos skomager Schioldan i Vestergade. Huset lå på nordsiden (daværende matr. nr. 67, nuværende matr. nr. 108) og bestod af 10 fag forhus til gaden og 5 fag tværhus i gården. I 1833 blev ejendommen solgt underhånden til garvermester Christoffer Wilsen (-1846). Enken Frederikke Wilsen født Birch solgte omkring 1848 ejendommen til garvermester David Julius Myhrmann. Han nedbrød forhuset 1855 og tværhuset 1866. Dietz' arrestlokale i Sæby eksisterer altså ikke længere.

Borgervæbningen under møller Aabel mødte op uuniformerede. Mandskabet var ikke særlig tilbøjelige til at udføre ordren. En af dem, Thomas Chr. Mathiesen, var glødende tilhænger af Dietz og kom med en spydig bemærkning om Aabel. Et korporligt sammenstød startede med skomager Krøg og Aabel, hvorefter flere blandede sig. Bataljen bestod dog mest af skubben og udvekslinger af skældsord.

Fotograf Sophus Oluf Waldemar Jensen (1835-1873): Amtmand, kammerherre Frederik Sporon (1783-1867). 1862-1873. Amtmand Frederik Sporon blev i 1822 udnævnt til amtmand over Svendborg Amt. Her var han i 33 år. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Oprøret" i Vendsyssel.

Ved det offentlige Møde i Kolding paa "Fønix" i Søndags fortalte Cand. theol Nutzhorn, Askov, følgende kostelige Historie fra dette Aarhundredes Begyndelse. Vi gjengiver den efter "Kold. Folkebl.":

Degnen Dietz var født 1765 i Tønder egnen. Han fik efter at have taget Lærerexamen, Bisættelse i Aalborg, hvorfra han fire Aar senere forflyttedes til Randers. Her begyndte han ved Siden af sin Lærergjerning at give sine Medborgere juridiske Raad og Vejledninger, hvad ikke var tilladt. Han var meget kritisk mod Embedsmændene, og han tog det paa den Maade, at han fortalte, at deres Færd var imod Kongens Vidende. Vidste Kongen Besked med, hvad der foregik, skulde der nok blive forandret paa Sagerne. Til Støtte for denne Anskuelse fremviste han efter Sigende en kongelig Takskrivelse, forsynet med et stort Segl, som han en Gang havde faaet efter at have sendt Landsfaderen et Par fede Randerslax. Hans Oppositionslyst og hans Praktikeren i Prokuratorfaget vilde i Længden have gjort ham det for broget i Randers, og han søgte derfor bort i Tide.

Han kjøbte Degneembedet i Vrensted, vest for Hjørring, som en Herremand havde foræret til sin Tjener. Og her, nord for Landets Lov og Ret, hvorhen de Embedsmænd sendtes, der var umulige andre Steder i Landet, her var nu en vid Virkeplads for hans Lyst til Advokatvirksomhed. Hvem som helst, der kom i Retstrætte, søgte til ham, og han var dem behjælpelig med at faa Sagen i Gang og faa Vidner ført. Han lagde stor Snuhed for Dagen og fik saa stor Praxis, at han ligefrem holdt Kontor, hvor han havde to Mand til sin Medhjælp. Hans Adfærd blev imidlertid for nærgaaende, og daværende Amtmand i Hjørring, forhen Amtmand paa Koldinghus, Sporon, besluttede at sætte en Stopper derfor. En Retsdag i Hjørring, før Retsmødet var begyndt, kaldte Amtmanden Dietz ind til sig i Retssalen og forbød ham at blande sig i Retssagerne. Dietz spillede den uskyldige, der var uvidende om at have foretaget sig noget, og det endte med, at Amtmanden blev vred og tog Dietz i Kraven og smed ham ud. Dietz gjorde saa passende Modstand, at det for de udenforstaaende kom til at se ud, som om han med stor Voldsomhed blev kostet ud af Døren, og udenfor afmalede han Begivenheden, som om Rettens Hellighed var bleven krænket, hvorfor der intet Retsmøde kunde finde Sted den Dag. I Virkeligheden blev ogsaa Retsmødet udsat, og der blev gjort Skridt til Sagsanlæg mod Dietz. I den Hensigt blev der skrevet rundt til Præster og Øvrighedspersoner for at høre, hvad ufordelagtigt, der var at sige om Dietz. Det mulige for delagtige spurgte ingen om, og Følgen blev en Række Skrivelser med svære Beskyldninger mod Dietz. Kun hans egen Sognepræst skildrede ham som "en meget hjælpsom Mand, der altid er rede til at hjælpe mig paa og af Vognen og skyde bag paa Vognen, naar den skal op ad den slibrige Thisehøj."

Retssagen mod ham skulde foretages i Sæby, hvorfor et Par Betjente bleve sendte ud for at hente ham hertil. Han foregav at være svagelig og fik Lov til at tage sin Hustru og et Par voxne Døtre med. Ikke heller blev han indsat i Arrestlokalet, "ikke fordi dette jo var umenneskeligt, men fordi han havde hovne Ben". Han blev saa tillige med sin Familie indlogeret hos en Skomager Scholdan, og Byens to Politibetjente sattes til at holde Vagt over ham. Længe varede det imidlertid ikke, før han fik Lov til at have dem inde hos sig, og for dem udviklede han nu sine Teorier om Embedsmændenes Nederdrægtighed og Kongens gode Villie til at raade Bod paa Manglerne, og han overbeviste dem snart og vandt dem over paa sit Parti. De udspredte hans Ros i Byen og støttedes heri af Dietz' Svigersøn og en Møllersvend Mathiesen, der var indtaget i den yngste Datter. Det rygtedes snart, at Sæbyborgerne stod paa Dietz' Side; man begyndte at frygte en Gjæring i Byen, angst som man var for at Frihedsrørelse, under hvilken Form den end viste sig, og det bestemtes, at han skulde flyttes til Arresten i Hjørring. Det var Dietz en utaalelig Tanke at skulle flyttes til Hjørring, hvor hans argeste Fjende, Amtmand Sporon, boede. Han fik det Rygte udspredt, at det var Hensigten at lade Apoteken i Hjørring forgive ham. Borgerne i Sæby besluttede at beskytte ham.

Fra Hjørring kom to Politibetjente for at hente ham; men Betjenten i Sæby nægtede at udlevere ham, og de to Mænd maatte med uforrettet Sag gaa tilbage til Hjørring. Angsten for et begyndende Oprør i Sæby voxede, og der gik Bud til Aalborg hvorfra en Løjtnant Stricker udkommanderedes med 40 Mand for at føre Degnen fra Sæby til Hjørring. I Sæby havde man hørt, hvad der forestod, og Borgerne var samlede om Scholdans Hus for at forsvare Dietz, da Hærstyrken kom. Mængden viste sig utilbøjelig til at spredes godvillig, og Løjtnanten gav Ordre til at lade Bøsserne. Folkene var trængt sammen omkring Scholdans hus, og der samlet Sten op paa Loftet i de tilstødende Huse for dermed at bombardere Soldaterne, om de trængte ind i Gaden. Selve Huset var bleven forsvarlig stænget med Laas og Slaa, saa ingen kunde komme ind. Dietz' Hustru, en frejdig Vendelbokvinde, der havde været ude for at mane til tappert Forsvar, kom for sent til at slippe ind før Dørene aflaasedes. Hun var dog ikke raadvild. Hun kommanderede en Mand til at sætte Hovedet mod Muren, gymnasticerede op paa Ryggen af ham, trykkede en Rude ind og kravlede ind ad Vinduet. Under dette fik hun sin Arm skaaret paa Glasskaarene. Da hun var kommet i god Behold indenfor Vinduet, vendte hun sig ud til Mængden, formanede dem til at forsvare sig tappert og raabte, idet hun stak sin blødende Arm frem: "Her flyder det første Blod, men det vil ikke blive det sidste."

Den ovenfor nævnte Møllersvend Mathiesen var ansat ved Brandvæsenet; han kommanderede Byens eneste Sprøjte frem, før de endnu var færdig med at lade Bøsserne. De trak sig forskrækkede tilbage, uden at der flød Blod og uden at faa fat paa Degnen.

Havde man ikte været forskrækket for "Oprøret" i Sæby, saa blev man det nu. En Beretning om Sagens Gang blev indsendt til Kjøbenhavn, og en kongelig Skrivelse blev derfor sendt til Generalkommandoen i Jylland om i største Hemmelighed at sende en Afdeling Kavalleri til Sæby og afhente Dietz.

En saadan Afdeling afgik fra Randers, og det lykkedes den at komme over Limfjorden og droge ind i Sæby en Nat, da Borgerne ingen Fare anede. Alle Byens Udgange blev besatte og Dietz blev purret ud og ført med. Han blev nu ført, ikke til Hjørring, men til Kjøbenhavn, hvor Sagen snart opløste sig i den Ubetydelighed, den var. Dietz blev idømt en Mulkt og fradømt sit Embede. Senere gav man ham dog nogle Hundrede Daler i aarlig Pension. Han begyndte noget efter Udgivelsen af sine Livserindringer, men naaede kun at faa første Hefte ud; saa blev Bogen forbudt.

(Aarhus Amtstidende 24. januar 1895).

Nyere foto fra Sæby: Algade med torvet foran den forhenværende arrestbygning i baggrunden. Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Teolog, højskolelærer og sangkomponist Bendix Conrad Heinrich Andersen von Nutzhorn (1833-1925) blev cand. theol. 1860. Han var lærer i historie og musik ved Rødding Folkehøjskole 1862, fra 1865 ved Askov Folkehøjskole. Han er mest kendt for sangkompositioner og musikhistoriske afhandlinger.

Byfogedens midlertidige stedfortræder, en 29-årig skriver, noterede at der aldrig i Danmarkshistorien var set en så forenet modstand i en så lille by. Mens en ældre, pensioneret 72årig skriver skrev at pøbelen var ens i alle lande. Affæren omtales i Dagen den 27. marts 1818. Disse vidt forskellige udtalelser løfter fligen for de mangfoldige udlægninger af affæren hvoraf de fleste tydeligvis er partiske.

Efter udståelse af denne straf førte han et kummerligt liv, først i Jylland, derefter i København. Han fik et mindre beløb af kongen, men aldrig ansættelse som fængselsinspektør hvad han ellers ønskede. Han levede videre i Vendsyssel som en frihedshelt. Dietz førte en del sager som han alle tabte. I 1831 blev han igen idømt 1 års tåleligt tugthus. Dette ændrede Højesteret i april 1892 til 120 dages simpelt fængsel. 

Det må have været fra denne proces at Martinus Rørbye mødte ham. Rørbye beskriver i sin Rejsedagbog for den 14. juli 1830 at han sammen med løjtnant og kommandant Ulstrup besøgte Citadellet Fladstrand (i Frederikshavn), samt også byens arrest. Her så han "den berygtede Degn Ditz, en gammel Mand med et stygt Hoved og vist en stor Lurendreier, da han den hele Tid, hvori vi talte med ham, forestillede sig som den uskyldigste Mand under Solen, der blev gjort Uret af Alle og fornemmelig af hans Dommere."

I 1834 efterlyste han abonnenter til at finansiere hans kommende selvbiografi. Formentlig var han flyttet til København på den tid.

I oktober 1836 døde hans hustru gennem 44 år, Anne N. Dietz, f. Hybertz, 64 år gammel. "min troe Ledsagerinde gjennem Verdens ulykkelige Huler." Han boede herefter hos sin datter Frederikke som var gift med skrædder Echernstein.

I juli 1842 annoncerede han i Adresseavisen om 15 Rbd, da han befandt sig i en højst trængende stilling på grund af svagelighed og høj alder (han var da omkring 77 år). Han blev begravet på Assistenskirkegården. Mindet om ham døde efterhånden som de mange mennesker han havde hjulpet, døde. Omtaler af Dietz var i de efterfølgende år mest skrevet af personer som så det ud fra myndighedernes side: han omtaltes som en utroværdig, berygtet fantast. Men hen imod slutningen af 1800-tallet hvor der blev lagt mere vægt på bøndernes og arbejdernes historie, blev han anset for en tidlig oprører mod undertrykkende systemer. 

M. Goldschmidt skrev en biografi i sin "Dagbog fra en Rejse paa Vestkyten af Vendsyssel og Thy" (1865). Hans kilder var Dietz' egen levnedsbeskrivelse (1834).

Eksempler kom frem i august 1915 i forbindelse med en debat ved 100 års jubilæet i Vendsyssel Tidende, samt i en længere gennemgang af Martin Dietz' sag findes i Nordjyllands Social-Demokrat 20. 21. og 23. februar 1922.

Et mere overordnet vy findes i Jørgen Mührmann-Lund: Uordenerne i Sæby (2020), samt The Sæby Riot of 1818 - Popular Protest and the Political Culture of late Danish Absolutism. Aalborg Universitet, 2006. Bog og artikel ser affæren i sammenhæng med med samtidige uroligheder i Europa: et forsvar for købstaden som fællesskab. Oprørerne så ligevægten eller byens "politi" truet af rige borgere der undertrykte "de mindre formuende", fattige indvandrere fra landet, der slog sig ned i byen uden at tage borgerskab og en øvrighed, der enten var korrupt eller ikke gad tage sig af disse problemer.

Endnu 200 år efter begivenheden står Martin Dietz som en omdiskuteret person.

Slagelse, den 14de Juli. (Efterskrift til Politivennen)

Det i Slagelse den 7de d. M. afholdte Krammarked var sandsynligt et af de største Markeder, der længe har været holdt i nogen af Siellands Kiøbstæder, saavel med Hensyn til de Handlendes Antal, som de, der havde indfunden sig, enten som Kiøebere eller Tilskuere. Ikke mindre end 310 udenbys Handlende besøgte, ved denne Leilighed, denne Kiøbstad, og i disses Boutiker saaes alt, hvad der kunde være tillokkende, saavel for Øiet, som Ganen, til Exeempel: Juveler af flere hundrede Rigsbankdalers Værd, og Conditorier fra Hovedstaden, Fyen, Langeland og mange af Siellands Kiøbstæder.

De handlende skal have funden god Afsætning, ja, man paastaaer endog, at flere udsolgte ganske deres medbragte Varelager. De kostbareste og eleganteste Vare bleve fortrinligt søgte. Paa Postgaarden, hvis indvendige Locale, ved dens nye Eier, allerede er, og kan ventes end mere, forbedret og forskiønnet ved en passende Decorering og et meget skiønt Meublement, og hvor Beværtning og Opvartning, efter de Reisendes almindelige Omdømme, nu skal være meget god, var der en saadan Søgning, at Giæsterne næppe kunde rummes.

På tvende andre Steder i Byen, hvor der paa den Dag, med Politiets Tilladelse, gaves Dandseforlystelser, saaes, uagtet den brændende Hede, saa fulde Huus, i snevre Rum, fra Morgen til Aften, at Tilskuerne, fra Bænke og Borde, maatte tage la bateuse og Wienervalsen i Øiesyn.

En Hr. Bøchmann, der morede Publikum med sine og sin kloge Hests Tusindkonster, manglede ei heller Søgning.

Alt dette uagtet, gik alt med den mueligste Orden og Rolighed, og en beskiænket Person var et Særsyn, men om dette kan antages som et heldigt Symptom for Moralitetens Fremskridt, eller det bevirkedes derved, at Brændeviinsbrænderne til denne Dag hensigtsmæssig havde lempet Styrken af deres Spiritus efter Luftens Varmegrad, eller og Evnen ei har villet staae de Lysthavendes Villie bi, skal man lade være usagt.

Kun et Uheld indtraf, at et Barn paa 7 Aar blev ved Uforsigtighed overredet; Barnet er i god Bedring.

Den 8de, lidet over Middag, fandtes ei Spor tilbage af, at en saa stor Samling, Dagen tilforn havde giæstet Byeen, og en almindelig Tilfredshed hos Kiøbstadens Indvaanere, over, at en ikke ubetydelig Sum Penge derved var sat i Circulation, var den endelige og behagelige Følge af denne Folkeforsamling. (Slagelse Av.)

Dagen, 18. juli 1818.

Markedet i Slagelse var også året før (1817) tilsyneladende stort. Det fortalte Skilderie af Kjøbenhavn, juli 1817.